Hvorfor kom det sidste ikke lige med? Det er ikke at øge privatiseringen, men jeg håber, at danskerne får flere muligheder at vælge imellem gennem et langt liv. Det er åbenbart det, fru Sandy Brinck ikke kan lide, og det var derfor, stoppet kom lige dér.
Hvad er det, der er i vejen med det frie valg? Hvad trygt er der ved at stå på en venteliste til de offentlige sygehuse? Hvorfor skulle man være mere tryg ved at stå på en venteliste til et offentligt sygehus, fordi Socialdemokratiet ikke ønskede, at man havde det frie valg? Man ønskede jo ikke det frie valg, når det gjaldt sygdomsbehandling. Man kæmpede jo imod. Det er jo sandheden. Man kæmpede imod, at vi indførte det frie valg, at man kunne få en ret til at fravælge det offentlige tilbud og få en gratis behandling et andet sted.
Jeg synes bare, at det burde være sådan alle vegne, at man har en ret til at vælge noget andet. For mig er det at være tryg, at jeg ikke altid skal forestille mig at leve et liv, hvor andre mennesker har bestemt, hvad man skal gøre, hvordan man skal indrette sin tilværelse, og hvordan man skal vælge de offentlige ydelser og nytten af offentlige ydelser.
Vi burde da have en interesse i, at det, vi gør, er at sikre en stribe af valgmuligheder, så borgeren kan få lov at få det liv, som borgeren ønsker.
Hermed sluttede spørgsmålet.