Spm. nr. S 3

5) Til statsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Hvilken betydning tillægger statsministeren FN's generalsekretær, Kofi Annans, udtalelser til BBC om, at Irakkrigen var ulovlig?«

Statsministeren rundede sin sidste besvarelse af med: så længe FN bakker det op.
     Siden vi mødtes sidst står det jo tindrende klart. Jeg synes i virkeligheden, at der er tre nye ting. Den ene er indrømmelsen fra den britiske premierminister af, at masseødelæggelsesvåbenargumentet ikke holdt. Det er nok svært at få statsministeren til at give sådan en indrømmelse. Den anden er, at situationen uge for uge udvikler sig til et stadig større slagtehus. Det tror jeg der er en gryende erkendelse af hos statsministeren. Den sidste er, at Kofi Annan jo har meldt ud i et interview med BBC, at krigen var ulovlig.
     Jeg spørger derfor statsministeren: Hvilken betydning tillægger statsministeren FN's generalsekretær, Kofi Annans, udtalelser?

Vi lytter selvfølgelig altid til, hvad generalsekretæren har at sige, og jeg har da også noteret mig udtalelserne fra Kofi Annan, men der er ikke noget nyt i dem. De bekræfter, hvad der hele tiden har været generalsekretærens opfattelse.
     Danmark og en række andre lande baserede sig som bekendt på FN's Sikkerhedsråds resolutioner 678 og 687 og senere resolutioner, herunder resolution 1441, og fandt, at disse resolutioner udgjorde det nødvendige juridiske grundlag.

Det var dog utroligt. Vi har lederen af et land, der gerne vil være medlem af FN's Sikkerhedsråd. Lederen af FN, generalsekretær Kofi Annan, siger noget, som er nyt, i et interview med BBC, nemlig at krigen er ulovlig. Hvad svarer statsministeren så? Han læser op af en gammel tale om gamle resolutioner.
     Den øverste i FN-systemet, FN's generalsekretær, siger, at statsministeren har været med til at indlede en ulovlig krig - en ulovlig krig, hr. statsminister. Får det slet ikke tankevirksomheden i gang hos statsministeren? Er det sådan, at ethvert land og enhver tilfældig statsminister, undskyld udtrykket, frit kan fortolke, om en FN-resolution kan bringes
i anvendelse eller ej? Er det sådan, at Danmark, som aspirerer til medlem og formentlig bliver medlem af Sikkerhedsrådet, fremover vil tillade sig at sige, at det har hvert land da retten til at fortolke? Er det i virkeligheden ikke at undergrave FN og FN's generalsekretær, det, statsministeren lige nu er i færd med?

Nej, og det er jo heller ikke nogen ny diskussion. Den har vi haft mange gange.
     Lad mig bare minde om, at det jo tidligere er sket, at der er iværksat internationale militære aktioner, uden at der er vedtaget nye FN-resolutioner. Det er sket på baggrund af gamle vedtagelser i FN.
     Lad mig minde om, at der i 1998 blev iværksat en aktion mod Irak. Den daværende danske regering støttede det, uanset at der ikke var en ny FN-resolution. Det internationale samfund gik ind i Kosovo, uden at der var en FN-resolution, for der kunne ikke blive enighed om det.
     Vi har haft den her diskussion så mange gange, og der er ikke noget nyt i det. Og jeg spørger mig selv, hvad hr. Villy Søvndal egentlig vil med at blive ved med at kigge bagud i stedet for nu at se fremad, i stedet for nu at se på, hvordan vi kan få skabt et levedygtigt demokrati i Irak.
     Nu er diktatoren væk, lad os da nu så koncentrere bestræbelserne om at få skabt et nyt, moderne, frit, fredeligt og demokratisk Irak. Det må da være det, det nu drejer sig om, i stedet for at blive ved med at grave i en fortid, som altså er overstået. Det hjælper jo ikke det irakiske folk. Vi kan bruge en masse tid på det i Folketinget, og det er hr. Villy Søvndal da også velkommen til. Jeg svarer gerne på spørgsmål, men helt ærligt så synes jeg, at det ville være mere værdifuldt for den irakiske befolkning, om vi brugte de politiske kræfter på at diskutere, hvordan vi kommer sikrest frem til, at vi kan få skabt demokratiske forhold i Irak.

Tak for svaret, der som indledning hed, at det har andre før mig også gjort, og derfor har vi lov til at bryde reglerne. Det var det korte af det lange af statsministerens svar. Jeg synes som sagt, at det er foruroligende, at et land, der er på vej til FN's Sikkerhedsråd, har så løst et forhold til international lov og ret.
     Når jeg bliver ved, er det selvfølgelig, fordi jeg håber, at statsministeren på et tidspunkt viser det menneskelige træk - men det kan godt være, at det er en umulighed - som Blair viser, når han som indledning til Labours kongres siger: Undskyld, vi tog fejl. Vores argumenter for at gå i krig, at der var masseødelæggelsesvåben, var forkerte.

      Tænk, hvor befriende det ville være, hvis statsministeren ville udvise det menneskelige træk og sige:
Undskyld. Da jeg sagde, at det der med masseødelæggelsesvåben ikke er noget, jeg tror, det er noget, jeg ved, tog jeg fejl.
     Den danske regering har insisteret på, at det her var i overensstemmelse med FN-sporet. Nu siger FN's generalsekretær, at det var en ulovlig krig. Hvor ville det dog være befriende at have en dansk statsminister, der sagde:
Beklager, jeg fejlinformerede både offentligheden og Folketinget. Det er såmænd bare det, jeg efterlyser.

Jo, men hvis det var sådan, at jeg rent faktisk havde fejlinformeret, så skulle jeg da også være den første til både at indrømme det og beklage det, men jeg er ikke i den situation, at vi har forholdt Folketinget nogen oplysninger eller har givet forkerte oplysninger.
     Da Folketinget vedtog, at Danmark skulle deltage i krigen mod Saddam Hussein, lagde vi begrundelserne fuldstændig åbent frem. Vi har diskuteret det så mange gange her i Folketingssalen, og det fremgår fuldstændig klart, at det, vi sagde, var, at vi ikke kan have, at en skruppelløs diktator som Saddam Hussein bare blæser på, hvad FN's Sikkerhedsråd beslutter. I mere end 10 år gjorde han det. Det må have en konsekvens, på et eller andet tidspunkt må man sige: Nok er nok, og nu må det have en konsekvens.
     Derfor tilsluttede vi os den internationale koalition, der gik ind i Irak. Det er lagt fuldstændig åbent frem, og det har alle kunnet bedømme undervejs. Der er jo ikke noget hverken at undskylde eller beklage, fordi den begrundelse holder jo altså stadig væk. Så der er ikke noget nyt i det her, vil jeg sige til hr. Villy Søvndal, vi har diskuteret det hele foråret.
     Her er det bare, jeg siger til hr. Villy Søvndal: I stedet for nu at blive ved med at grave i det - og jeg erkender, det har hr. Villy Søvndal selvfølgelig lov til at gøre, hvis han vil bruge sin tid på fortiden i stedet for som os andre at bruge den på fremtiden - synes jeg, at hr. Villy Søvndal i stedet for at kigge bagud burde bruge sit politiske krudt på at diskutere: Hvordan fremmer vi bedst, at vi får et frit, moderne, fredeligt og demokratisk Irak?

Så er det hr. Søren Søndergaard som medspørger.

Jeg forstår på statsministeren, at statsministeren gerne vil kigge fremad. Det vil jeg så hjælpe statsministeren med ved at stille et meget enkelt spørgsmål, nemlig om statsministeren vil garantere, at Danmark i den tid, vi er i Sikkerhedsrådet, under ingen omstændigheder vil gå med i en krig, som FN's generalsekretær anser for at være ulovlig.

Danmark har ikke deltaget i krige eller internationale militære aktioner, som vi anså for at være ulovlige. Denne regering så vel som tidligere regeringer har naturligvis kun deltaget i militære aktioner, som vi anså for at være lovlige.

Så er det hr. Søren Søndergaard for en sidste kort bemærkning.

I betragtning af statsministerens interesse for at diskutere fremtid var det dog et ualmindelig dårligt svar. Spørgsmålet var krystalklart. Jeg spurgte statsministeren: Vil statsministeren garantere, at Danmark, så længe statsministeren er statsminister, ikke vil gå med i nogen krige, som FN's generalsekretær anser for at være ulovlige, mens vi er i Sikkerhedsrådet? Det er et fuldstændig enkelt spørgsmål. Det handler ikke om fortiden, det handler om fremtiden. Statsministeren kan svare med et ja eller med et nej. Det er ikke særlig kompliceret. Men det er et spørgsmål, der meget præcist viser, hvilken holdning statsministeren står for, og derfor spørger jeg igen: Vil statsministeren garantere, at Danmark ikke går i krig, mens vi er i Sikkerhedsrådet, i krige, som FN's generalsekretær anser for at være ulovlige?

Der lå selvfølgelig i det svar, jeg gav, at lige så vel som denne og tidligere regeringer ikke har deltaget i krige eller internationale militære aktioner, der er ulovlige, så vil vi selvfølgelig heller ikke gøre det i fremtiden. Det siger sig selv.

Så er det hr. Villy Søvndal for et sidste spørgsmål.

Jeg forstår, at det ikke er genetisk muligt at få statsministeren til at udtrykke ordene: Jeg beklager, jeg fortryder. Den genetiske evne ejer statsministeren ikke.
     Jeg vil så spørge, om statsministeren fortryder, f.eks. at han sagde, at det med masseødelæggelsesvåben ikke er noget, jeg tror, det er noget, jeg ved, eller om han fortryder at have sagt alt det om, at Danmark ville følge FN-sporet, når FN's generalsekretær nu siger, at det var klart ulovligt.
     Statsministeren siger så: Alle de her spørgsmål, er de i virkeligheden ikke ligegyldige? Jo, det kan man godt mene, hvis man har det forhold til menneskeliv, at snesevis - at snesevis - af dræbte irakere hver dag er en ligegyldighed, at Irak i dag er omdannet til et slagtehus, at processen risikerer at komme fuldstændig ud af kontrol, og at vi får endnu en muslimsk fundamentalistisk stat i Mellemøsten. Hvis alle de ting er ligegyldige, så kan man tillade sig at have det forhold til fortiden, at den vil vi ikke diskutere; vi vil kun se fremad.

     Er det virkelig statsministerens svar i dag? Jeg håber oprigtigt, at statsministeren vil deltage i en længere debat, når vi kommer til åbningsdebatten i morgen. Så sølle slipper man ikke uden om det her, vil jeg sige til statsministeren.

Den mest misbrugte udtalelse, jeg kan komme i tanke om fra den debat, vi har haft, er netop den, som hr. Villy Søvndal her i en stærkt fordrejet form gengiver, nemlig at jeg skulle have sagt om masseødelæggelsesvåben og Saddam Husseins besiddelse af dem, at det ikke er noget, jeg tror, det er noget, jeg ved.
     Alle, der har gjort sig den ulejlighed at se min samlede udtalelse, ved udmærket godt, at det er en fuldstændig fordrejning af, hvad jeg rent faktisk har sagt. Det, jeg sagde i den sammenhæng, og nu gør jeg mig altså den ulejlighed at bruge lidt tid på at forklare det, var jo, at det, vi vidste, jo var, at Saddam Hussein havde rådet over masseødelæggelsesvåben. Det vidste vi. Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved. Det fremgår klart af, hvad jeg sagde, og det må hr. Villy Søvndal jo også erkende. Det vidste vi. Han havde brugt dem mod sin egen befolkning og mod nabolandene.
     Det, vi i øvrigt også vidste, var, at han ikke ville redegøre over for FN for, hvad han havde gjort ved de masseødelæggelsesvåben, og derfor måtte det jo være en almindelig antagelse, at han stadig havde dem. For ellers kunne han jo så let som ingenting have forklaret, hvad der var blevet af dem, og det gjorde han ikke. Vi måtte altså antage, at han stadig havde dem, fordi vi vidste, at han havde brugt dem. Det var lige præcis, hvad jeg sagde i den der udtalelse.
     Men jeg ved godt, at til hr. Villy Søvndals progagandaformål er det meget enklere bare at klippe på det sted i udtalelsen, der er bekvemt for hr. Villy Søvndal, og så i øvrigt fordreje den til ukendelighed. Men nu har jeg så gjort mig den ulejlighed her ved starten af den nye folketingssamling at forklare, hvad udtalelsen i sin helhed går ud på, hvad alle, der har læst den og hørt den, også ved. Nu er det i hvert fald mod bedre vidende, når hr. Villy Søvndal i resten af denne folketingssamling stadig forsøger at fordreje, hvad jeg rent faktisk sagde.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er også stillet til statsministeren, og der er anmeldt to medspørgere.