Spm. nr. S 2

4) Til statsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Er statsministeren mest enig med den amerikanske præsident, George W. Bush, der siger, at situationen i Irak forbedres, eller er statsministeren mest enig med den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, der siger, at situationen i Irak forværres?«

Også fra SF: Velkommen hjem til statsministeren.
     Nu skal vi ikke diskutere grundlaget, nu skal vi diskutere den aktuelle situation.
     I pressen møder vi jo alle løbende de der grufulde billeder af bombarderede byer, af skud ind i folkemængder dagligt med snesevis af dræbte mennesker, af gidseltagninger, som man kun kan fordømme, af henrettelser, likvideringer osv. osv., og af en situation, der efter alt, hvad der er tilgængeligt af oplysninger, bliver værre og værre. Der er to amerikanske ledere, der udtaler sig i hver sin retning. Den ene er den amerikanske præsident, som statsministeren jo kender meget godt og hyppigt mødes med, nemlig Bush, som siger, at det går fremad i Irak. Den anden er Powell, som statsministeren jo også har haft besøg af i april måned, som siger, at det går værre og værre. Powell har måske oven i købet den kvalifikation, at han som general ved noget om krig. Når vi står med to udsagn, der peger i hver sin retning, vil jeg spørge statsministeren, der jo også har været med til at føre Danmark i krig, hvordan hans vurdering af den aktuelle situation er. Er han mest enig i sin gode ven Bushs vurdering eller mest enig i Powells vurdering?

Præsident Bush og udenrigsminister Powell er mig bekendt ikke uenige; de ønsker begge at fremme stabilitet og demokrati i Irak.
     Det er rigtigt, at sikkerhedssituationen i den senere tid er blevet forværret, og det er det, udenrigsminister Powell gør opmærksom på. Men samtidig er der allerede nu sket væsentlige fremskridt. Vi må ikke glemme, at besættelsen er ophørt og magten overdraget til en selvstændig irakisk regering, og heller ikke glemme, at der allerede har været afholdt lokalvalg i en række områder i god ro og orden.
     Der er ingen grund til at skjule, at sikkerhedssituationen selvfølgelig er for dårlig, men det må ikke overskygge, at der rent faktisk også er fremskridt på en række områder. Dem hører man bare ikke så meget om.

Nej. Det er vel også en smule vanskeligt at trænge igennem med det glade budskab i en situation, hvor 60 mennesker blev dræbt i går, 80 mennesker dagen før osv. Jeg tror, det er svært for irakerne at forstå et budskab som det, den amerikanske præsident giver: at det går fremad. Jeg tror, det er svært at holde en meget positiv tale.
     Det, jeg spurgte statsministeren om, var jo ikke, hvad man ønskede at fremme - dér tror jeg at Powell og Bush er på linje - jeg spurgte til den aktuelle situation, og der hørte jeg statsministeren sådan, at statsministeren lægger sig fuldstændig på Bushs linje, nemlig at sikkerhedssituationen er på vej til det bedre.
     Det kan jeg simpelt hen ikke få til at passe sammen med de daglige billeder, og der vil jeg godt spørge statsministeren: Er det statsministerens opfattelse, at vi sikkerhedsmæssigt bevæger os i en situation, der forbedres, eller i en situation, der forværres?

Nu bruger hr. Villy Søvndal jo det gamle trick med at fordreje, hvad jeg rent faktisk har sagt. Jeg har jo ikke stået og sagt, at sikkerhedssituationen er blevet bedre - tværtimod; jeg sagde, at den er blevet værre.
     Men jeg sagde, at det ikke må overskygge, at der altså er en række andre ting, der faktisk går i den rigtige retning, bl.a. at der altså er en selvstændig irakisk regering, at man arbejder frem mod afholdelse af demokratiske valg, og at der har været afholdt lokale valg - i øvrigt i god ro og orden. Men jeg føjede så til: Det hører man bare ikke så meget om. Sådan er mekanismen jo.
     Nu forbyder forretningsordenen jo mig at stille spørgsmål, men hr. Villy Søvndal prøver at fremstille det, som om jeg tog parti for den ene frem for den anden af de to amerikanske politikere. Jeg sagde netop, at jeg slet ikke så nogen uenighed mellem dem.
     Hr. Villy Søvndal må jo have overset, at udenrigsminister Powell har sagt, at da situationen er forværret, må vi styrke vore bestræbelser på at nedkæmpe oprørsgrupperne. Jeg ved så ikke, om hr. Villy Søvndal er enig med udenrigsminister Powell i, at man skal styrke bestræbelserne på at nedkæmpe oprørsgrupperne.

Jeg er helt enig med statsministeren i, at forretningsordenen ikke tillader mig at besvare spørgsmål, men at stille spørgsmål - ellers bliver jeg jo standset af formanden.
     Så jeg vil gentage mit spørgsmål: Hvordan kan statsministeren få sig selv til at beskrive det sådan i en situation med stadig flere dræbte?

     Vi ved ikke med sikkerhed, hvor stort tallet er. 20.000 er det formentlige tal i det svar, jeg har fået fra statsministeren. Måske er det 30.000 civile uskyldige irakere, 30.000 mennesker, kvinder, børn, helt uskyldige mennesker, der er dræbt i en krig, der havde forkerte begrundelser. Det var det, vi var rundt om i det forrige spørgsmål. 30.000 uskyldige mennesker, der har fået deres liv revet væk.
     Så siger statsministeren, at der er håb om, at valgene vil blive gennemført med succes. Hvor har statsministeren det fra? De undersøgelser, der er lavet, viser, at stadig færre irakere giver udtryk for, at de vil stemme. Andelen er faldet fra godt 80 pct. til nu godt 60 pct. Hvad bygger statsministeren sin optimisme på?
     Jeg forstår godt, at det er svært for statsministeren, men ville det ikke være klogt at lægge lidt distance til statsministerens bedste ven Bush i den nuværende situation?

Må jeg minde om, hvad udenrigsminister Powell har sagt, men lige allerførst sige: Jeg har jo overhovedet ikke udtalt mig om, at sikkerhedssituationen er tilfredsstillende - tværtimod. Jeg synes, den er stærkt utilfredsstillende, absolut. Jeg er faktisk enig med udenrigsminister Powell, som siger, at de der oprørsgrupper er fast besluttet på at sabotere det planlagte valg. Det var jo det, udenrigsminister Powell sagde. Og det er netop, hvad vi ser: Efterhånden som vi nærmer os demokratiske valg, er der ekstremistiske oprørsgrupper, som vil prøve at sabotere det, for de ønsker ikke demokrati i Irak. Og derfor ser vi den der uro.
     Men så siger udenrigsminister Powell, at da situationen er forværret, må vi styrke vore bestræbelser på at nedkæmpe det.
     Jeg må jo opfatte det sådan, at hr. Villy Søvndal i dag har erklæret sig enig med udenrigsminister Powell i, at man skal styrke indsatsen for at nedkæmpe oprøret. Det er da en interessant oplysning.

Så er det hr. Søren Søndergaard som medspørger.

Statsministeren erkender nu, at sikkerhedssituationen i Irak er stærkt foruroligende. Jeg tror, det var det udtryk, statsministeren brugte: stærkt foruroligende.
     Så meget desto mere undrede det jo en at høre statsministerens åbningstale i går, hvor der ikke var et eneste ord om situationen i Irak. Der var seks linjer sådan helt generelt om, at vi skulle bekæmpe terrorisme, og derfor skulle vi også være i Irak. Der var ikke et eneste ord om, hvordan situationen, som statsministeren nu erkender er foruroligende, rent faktisk ser ud. Og der var intet bud fra statsministeren i den åbningstale på, hvordan vi rent faktisk kommer videre og bl.a. får vores danske soldater hjem, uden at for mange af dem bliver dræbt. Der var intet i statsministerens åbningstale.
     Derfor vil jeg altså godt spørge statsministeren på baggrund af, at statsministeren nu erkender, at situationen i Irak er stærkt foruroligende, om statsministeren i debatten, som vi jo skal have i morgen, vil komme med et bidrag til, hvad der er statsministerens bud på, hvordan vi kommer ud af den situation, som er så stærkt foruroligende, hvordan vi sikrer, at der ikke bliver dræbt flere uskyldige irakere, og hvordan vi sikrer, at de danske soldater bliver bragt hjem uden tab.

Jeg tror nu ikke, at jeg brugte udtrykket foruroligende, jeg mener, jeg sagde, at situationen var stærkt utilfredsstillende. Men det skal nu ikke skille os ad, for hvad enten det er det ene eller det andet ord, er det da klart, at det, vi ser i Irak, ikke er tilfredsstillende. Det er da klart, at sådan er det. Man kan da kun udtrykke sin dybe, dybe beklagelse af den udvikling, vi ser.
     Men som jeg også sagde, er det jo altså et produkt af, at der findes ekstremistiske grupper, som ganske enkelt vil prøve at stoppe processen frem mod demokrati i Irak; de ønsker simpelt hen ikke et demokrati i Irak. Derfor er det jo vigtigt, at vi bliver i Irak for at hjælpe den irakiske regering med at skabe ro og sikkerhed.
     Jeg kan i hvert fald forsikre hr. Søren Søndergaard om én ting, og det er, at hvis man fulgte hr. Søren Søndergaards linje - og måske også hr. Villy Søvndals linje - og begyndte at tale om, at terroristernes anslag skulle føre til, at vi så skulle trække os hjem, så ville det jo være at invitere terroristerne til virkelig at optrappe deres aktiviteter, for så kunne de jo se, at det lønner sig. Og det er i hvert fald en vej, man ikke skal bruge. Tværtimod er det vigtigt at stå fast og sige: Nu må vi altså hjælpe den irakiske regering med at sikre, at demokratiske valg kan gennemføres efter planen i begyndelsen af 2005.

Så er det hr. Søren Søndergaard for et sidste spørgsmål.

Jeg bliver nødt til at informere statsministeren om, at jeg og Enhedslisten ikke har noget ansvar for, at der er danske tropper i Irak - det er statsministerens ansvar.
     Det er jo derfor, vi må forvente, når statsministeren og regeringen og flertallet i Folketinget - ganske vist et meget snævert flertal, men et flertal - har påtaget sig det ansvar at sende danske tropper til Irak, at man så også, især når man erkender, at situationen er alvorlig og forværret, fremlægger en strategi for, hvordan man vil forbedre situationen, og ikke bare gentager: Vi skal bare holde ud, og hvis vi giver efter for terrorister, så går det galt osv. osv. Det er jo ikke nogen strategi, det er jo bare nogle erklæringer, som ikke kan bruges til noget som helst.
     Det er jo derfor, det er så foruroligende, vil jeg gerne sige til statsministeren, at der ikke var et ord i åbningstalen i går om, hvordan statsministeren vil foreslå, at vi kommer ud af det morads. Det er det, man diskuterer i det amerikanske præsidentvalg, og der kommer den amerikanske præsident med nøjagtig det samme som statsministeren:
besværgelser, men ikke nogen konkrete forslag. Det efterlyser Kerry så at der skal komme. Vi efterlyser det også hos statsministeren.
     Hvornår kommer der nogle konkrete bud på, hvordan vi får stoppet myrderierne i Irak, og hvordan vi får de danske soldater hjem uden tab? Vil statsministeren komme med sådan et bud i morgen i forbindelse med åbningsdebatten?

Når der er danske soldater i Irak, er det, fordi den irakiske regering har anmodet om international militær bistand til at skaffe ro og orden, så demokratiske valg kan gennemføres - i øvrigt noget, der er bakket op af FN.
     FN har en central rolle at spille i forbindelse med, at der kan gennemføres demokratiske valg i Irak. Det er regeringens opfattelse, at vi skal hjælpe FN i den proces frem mod demokratiske valg i Irak.
     Jeg vil gerne sige til hr. Søren Søndergaard, at jeg ikke har noget ønske om, at danske soldater skal blive i Irak en eneste dag ud over, hvad der er nødvendigt. Målet er selvfølgelig, at de skal hjem, og målet er, at der bliver dannet en irakisk regering på baggrund af demokratiske valg, en regering, der bliver herre i eget hus og derfor ikke behøver at have international militær bistand til at hjælpe sig. Men hvornår præcis det tidspunkt kommer, hvor den kan blive herre i eget hus og der er ro og orden i Irak, kan jeg jo ikke sige i dag - jeg har da ikke noget andet ønske, end at det bliver så hurtigt som muligt - men her og nu drejer det sig altså om at sikre, at der kan gennemføres demokratiske valg i januar.

Så er det det sidste spørgsmål til hr. Villy Søvndal.

To ting til slut: Den ene er, at statsministeren siger i sit sidste svar til mig, at det er ganske få ekstremistiske grupper, der udgør modstanden.
     Jeg vil gerne sige til statsministeren, at det ikke er i overensstemmelse med de folk, der arbejder dernede; de har en anden opfattelse. De har en opfattelse af, at modstanden breder sig til helt normale grupper, som ikke vil finde sig i en besættelse. Det er de meldinger, der kommer fra journalister, der opholder sig nede i området.
     Sidste måned var i øvrigt måneden, hvor flere amerikanere blev dræbt af shiamuslimer - som i starten ikke var en del af det her - end af sunnimuslimer.
     Er statsministeren sikker på, at den grundlæggende opfattelse er rigtig, at det kun er nogle ganske få grupper, man slås imod? Det forekommer mig, at det i langt højere grad er en egentlig borgerkrig, vi er på vej imod.
     Den anden er, at jeg godt forstår, hvis statsministeren psykologisk har vanskeligt ved at lægge afstand til Bush på grund af det tætte venskab - det kender vi jo alle sammen - men jeg synes alligevel, det er uforståeligt, at statsministeren lægger sig så fuldstændig i kølvandet på den amerikanske præsident, som vi hører i dag.

Det sidste var jo ikke noget spørgsmål, men en eller anden konstatering, der fuldstændig må stå for hr. Villy Søvndals egen regning.
     Det er min opfattelse, at det er vigtigt, at det, jeg i min tale i går kaldte den frie verden, står sammen om at sikre, at der kan gennemføres demokratiske valg i Irak, for jeg synes, det er noget helt afgørende at få skabt et nyt irakisk samfund, et moderne irakisk samfund, et demokratisk irakisk samfund, og det er åbenbart, at den irakiske regering altså behøver hjælp udefra for at kunne gennemføre det, fordi der er fanatiske grupper, som simpelt hen ønsker at stoppe processen frem mod demokrati.
     Det er grunden til, at jeg mener, at så længe den irakiske regering anmoder os om det, og så længe FN bakker det op, så bør vi også blive i Irak, men vi skal ikke blive der en eneste dag mere end højst nødvendigt.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er også stillet til statsministeren af hr. Villy Søvndal, og der er en enkelt medspørger.