Spm. nr. S 11

2) Til statsministeren af:
Søren Søndergaard (EL):
»Vil statsministeren opgive den hidtidige praksis med hemmeligholdelse og i stedet udlevere alle relevante oplysninger til Thulearbejderne i Thulesagen?«

Til dette spørgsmål er anmeldt to medspørgere.

Jeg vil godt starte med at ønske statsministeren velkommen tilbage her til Folketingets spørgetid. Jeg ved jo, hvor meget statsministeren hele sommeren har set hen til de her onsdag eftermiddage. Nu får vi jo så et helt år, hvor vi kan nyde det sammen, og det synes jeg sådan set vi skal være glade for.
     Grunden til, at jeg har bedt om et spørgsmål her, er, at det jo ikke er af ny dato, at danske regeringer, hvad skal vi sige, ligger på maven for USA. Det er, havde jeg nær sagt, en dårlig vane, som har eksisteret i mange år. Det skete jo også i forbindelse med nedstyrtningen af et amerikansk B 52-bombefly bevæbnet med atomvåben på Grønland, hvorved der jo også skete miljøskader.
     Der har vi nu fået en klar indstilling fra den juridiske tjeneste i EU om, at det hemmelighedskræmmeri, som man af hensyn til amerikanerne opretholdt, skal stoppe, og at man skal tage og give oplysningerne til grønlænderne og også til Thulearbejderne.
     Så det er jo sådan set en sag, der ligger på den flade, at statsministeren kan fastholde den positive stemning her og med det samme meddele, at regeringen selvfølgelig har tænkt sig at efterleve det og omgående udlevere de oplysninger, som den juridiske tjeneste i EU har anmodet om.

Jeg kan bekræfte over for hr. Søren Søndergaard, at jeg har set meget frem til disse onsdag eftermiddage. Det gik så vidt under min sommerferie, når jeg sad under min palme, at hver onsdag kl. 13 viste abstinenssymptomerne sig, og jeg tænkte straks: Tænk, her kunne jeg havde været sammen med hr. Søren Søndergaard og hr. Villy Søvndal og mine andre venner, mine onsdagsvenner.
     Men nu er vi her, og jeg skal så sige til hr. Søren Søndergaard, at jeg gerne vil benytte den her lejlighed til at understrege, at regeringens holdning er, at der hersker og skal herske størst mulig åbenhed om de undersøgelser, der i tidens løb er foretaget vedrørende Thulearbejdernes helbredssituation.
     Nu har hr. Søren Søndergaard jo ikke nævnt, hvilke oplysninger hr. Søren Søndergaard henviser til, der ikke er udleveret i Thulesagen. Men jeg er informeret om, at en række dokumenter tidligere ikke har kunnet udleveres, fordi de var klassificeret af de amerikanske myndigheder og derfor ikke kunne videregives til andre end den danske regering uden amerikansk accept.
     Nu er sagen rejst i forbindelse med, at den behandles i et udvalg under Europa-Parlamentet, det såkaldte Udvalg for Andragender. Dette Udvalg for Andragender har drøftet sagen den 30. september, og jeg må forstå, at udvalget vil skrive til den danske regering om resultatet af mødet. Og når vi modtager henvendelsen fra udvalget, vil vi fra regeringens side selvfølgelig forholde os til den henvendelse.

Ja, det var jo mange ord at bruge på ikke rigtig at svare på spørgsmålet. Jeg synes jo, at det er en lille smule slapt. EU, som statsministeren jo er betydelig mere begejstret for, end jeg er, har altså en juridisk tjeneste, og Europa-Parlamentet har en juridisk tjeneste, som har lavet et dokument, som statsministeren er bekendt med, hvoraf det fremgår, at Danmark skal igangsætte en lægelig overvågning af berørte Thulearbejderne samt frigive alle relevante oplysninger.
     Det er en fuldstændig klar indstilling fra den juridiske tjeneste, og derfor må det da være meget simpelt for statsministeren at sige: Ja, selvfølgelig følger vi da det.
     Hvad skulle forhindre statsministeren i at sige:
Selvfølgelig følger vi det? Hvad er det for nogle hensyn, som statsministeren lægger over f.eks. de berørte Thulearbejderes helbred, som der jo er tale om her? Mener statsministeren, at der er nogle overordnede hensyn, som gør, at berørte Thulearbejdere ikke skal have adgang til relevante oplysninger?
     Det må da være den eneste måde, man kan forstå det på, hvis statsministeren ikke her klart og entydigt kan sige:
Selvfølgelig vil jeg da følge henstillingen fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste.

Som jeg sagde allerede i mit første svar: Jeg har ikke, og regeringen har ikke noget som helst ønske om, at der skal være nogen oplysninger, der holdes skjult. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det er, hr. Søren Søndergaard sigter til.

Jamen hvis regeringen ikke har nogen ønsker om, at der er nogen oplysninger, der skal holdes skjult, så er det jo heller ikke noget problem for statsministeren at meddele her og nu, at man selvfølgelig vil følge den indstilling, der er fra den juridiske tjeneste, og at alle relevante oplysninger uden undtagelse selvfølgelig vil blive frigivet og blive afleveret. Det er jo ikke noget problem for statsministeren i så fald.

Jamen jeg mener også, at jeg allerede i mit første svar klart har tilkendegivet, at de oplysninger, der er at give, har regeringen givet, er regeringen indstillet på at give.
     Jeg har så sagt, at jeg er informeret om, at en række dokumenter tidligere ikke har kunnet udleveres, fordi de var klassficeret af de amerikanske myndigheder og derfor ikke kunne videregives til andre end den danske regering uden amerikansk accept. Sådan er det jo, sådan er reglerne.
     Men mig bekendt er der ikke nogen, der har forsøgt at holde noget skjult, og der er i hvert fald ikke nogen i regeringen, der ønsker at holde noget skjult. Hvorfor skulle regeringen dog det?

Så er det hr. Keld Albrechtsen som medspørger.

Jeg er da glad for at høre, at statsministeren har set frem til at komme tilbage til spørgetiden, og jeg kan høre, at statsministeren faktisk anstrenger sig for at undgå at falde ind i den lidt polemiske tone, han ofte falder ind i i spørgetiden - der var et par enkelte tilfælde, men lad os se bort fra det. Det håber jeg så at den opladning, der er sket under palmen, kan virke fremmende på.
     Jeg vil godt spørge statsministeren, om ikke tidsfaktoren i den her sag har meget stor betydning, for statsministeren må vel være enig med mig i, at der nu faktisk er gået mange år. De mennesker, som der er tale om, bliver jo altså ikke yngre, og det er faktisk ikke sjovt at vente år ud og år ind på at kunne få aktindsigt i en sag, der vedrører ens egen sundhed. Der håber jeg, at statsministeren har forståelse for det humanitære aspekt af sagen, som ligger heri.
     Det kan ikke være rigtigt, at der så skal iværksættes en masse forsinkelsesmanøvrer nu. Statsministeren må undskylde mig, men det kan næsten ikke ses som andet end en forsinkelsesmanøvre: så opretter man et udvalg, og så bliver det puttet ned i endnu en syltekrukke. Hvis der er noget, der har været nok af i denne her sag, så er det syltekrukker.

Hr. Keld Albrechtsens bemærkninger og spørgsmål bragte jo ikke meget nyt ind i sagen.
     I 1995 blev der som bekendt gennemført en offentlig høring vedrørende Thuleulykkens sundhedsmæssige aspekter. I sammenfatningen fra høringen, der er udarbejdet af repræsentanter for Folketingets partier, partierne i det grønlandske Landsting, sundhedsfaglige eksperter og Thulearbejdernes foreninger, blev det fastslået, at de hidtil gennemførte undersøgelser ikke havde kunnet påvise, at Thulearbejderne, de grønlandske fangere eller den lokale befolkning havde fået helbredsskader som følge af radioaktiv eksposition. Jeg kan så i øvrigt til orientering oplyse, at sundhedsmyndighederne her godt 10 år efter den seneste undersøgelse vedrørende dødelighed og cancerforekomst vil foretage en ny registerundersøgelse af Thulearbejderne.

Så er det hr. Keld Albrechtsen for et sidste spørgsmål.

Statsministeren har åbenbart brugt tiden under palmen til at udtænke bestemte svarmønstre, og et af disse svarmønstre er åbenbart, at når Keld Albrechtsen siger noget, så er det ikke noget nyt. Det lagde jeg mærke til at statsministeren også brugte før. Der kan selvfølgelig være det rigtige i det, at jeg har sagt det her før, men det bliver det jo faktisk ikke mindre rigtigt af, for der er gået så mange år, og det er ikke anstændigt, at der skal gå så mange år, før de mennesker, som blev ramt i forbindelse med styrtet og det radioaktive materiale, kan få svar på deres spørgsmål. Det er bare det, jeg spørger statsministeren om.
     Nu nævnede statsministeren selv de 10 år, der er gået, og at man så nu vil lave nye undersøgelser. O.k., men det, jeg bare beder om, er at få en tilkendegivelse fra statsministeren af, at nu er tidsfaktoren altså ved at være helt afgørende vigtig for de mennesker, som har siddet med det her problem faktisk efterhånden størsteparten af deres liv.

Jeg kan ikke føje noget nyt til det, jeg allerede har svaret. Jeg har oplyst, at der faktisk af sundhedsmyndighederne bliver iværksat en ny undersøgelse, og det henviser hr. Keld Albrechtsen bare til i en sidebemærkning, men det er dog en ret væsentlig oplysning.

Så er det hr. Peter Skaarup som medspørger.

Jeg tror, alle er enige om, at det er en sag, som man skal undersøge til bunds, og hvis der er nogle ting, der stadig væk mangler at blive udleveret - papirer, notater - må alle have en interesse i, at de lægges offentligt frem. Og det forstår jeg egentlig også at statsministeren er indstillet på, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
     Så kan jeg forstå, at der måske er nogle dokumenter, som man skal tages i ed på fra amerikansk side i forbindelse med det aktuelle krav, de aktuelle ønsker, om en udlevering. Og der vil jeg så spørge statsministeren: Vil Danmark i den forbindelse være positivt indstillet på at gå til amerikanerne med henblik på at få sådanne dokumenter udleveret? For det er i hvert fald vigtigt, at Thulearbejderne føler, at der ikke er noget, der stikkes under stolen, og at Danmark gør alt, hvad vi kan, for at få klaret alle de ting af, som der kan være en interesse i - også fra offentlighedens side - at få belyst.

Som jeg sagde allerede i mit første svar, er min generelle holdning til det her, at der skal være størst mulig åbenhed. Der har også været utrolig megen mytedannelse om denne her sag, og derfor tror jeg, at alle er bedst tjent med, at der er størst mulig åbenhed. Alle de oplysninger, der relevant kan lægges frem, bør selvfølgelig lægges frem.
     Jeg kender ikke karakteren af de der klassificerede dokumenter. Jeg kan ikke vurdere muligheden for overhovedet at få nogle af dem frigivet til offentliggørelse. Men jeg vil gerne sige til hr. Peter Skaarup, at jeg ikke har noget som helst andet ønske, end at alt, hvad der kan fremlægges, bliver fremlagt, for det tror jeg er den bedste metode til at forebygge falsk mytedannelse.

Jeg er naturligvis også glad for, at statsministeren har den opfattelse, at alt i denne her sag skal frem. Derfor kunne jeg godt tænke mig, om statsministeren så ikke her kunne give tilsagn om, at man vil udarbejde en journaloversigt fra de berørte ministeriers side, som simpelt hen indeholder en liste over og en gennemgang af alle de dokumenter og oplysninger, som man i ministerierne måtte være i besiddelse af, der har relevans for denne her sag. Bare en journaloversigt, sådan at der dermed bliver mulighed for ud fra den at bede om at få de ting til gennemsyn, som statsministeren helt åbenlyst har stor interesse i at de berørte parter kan få adgang til.
     Så hvis vi kunne få sådan et tilsagn, synes jeg, det ville være en positiv afslutning på debatten.

Jeg er altså ikke journaliseringsekspert. Jeg ved slet ikke, hvad det forslag, som hr. Søren Søndergaard dér rejser, indebærer af konsekvenser. Hvis hr. Søren Søndergaard vil diskutere journalisering, må han altså rejse spørgsmålet over for en minister, der er ekspert i journalisering. Jeg kan ikke på stående fod give sådan et tilsagn, for jeg aner ikke, hvad konsekvenserne ville være af hr. Søren Søndergaards forslag.

Hermed sluttede spørgsmålet.