Tak til hr. Søren Espersen for muligheden for i dag at debattere et vigtigt emne og også et emne af principiel karakter. Vi drøfter jo som bekendt forslaget om, at den danske regering skal indlede forhandlinger om at tilbagelevere tre græske kunstgenstande, der befinder sig i Danmark – mere specifikt: tre genstande fra Parthenontemplet i Athen.
Museer over hele verden formidler historien via genstande; det er et grundelement i museumstanken, også at man formidler autencitet. Nationalmuseet har genstande fra hele verden, og heldigvis for det. Genstandene afspejler vores historie og verdens historie og Danmarks historie som handelsnation, søfartsnation og med en interesse for omverdenen gennem århundreder, som har manifesteret sig i etnografiske og arkæologiske missioner i den kendte del af verden, i takt med at den er blevet større. De genstande har Nationalmuseet brug for for at kunne formidle den historie, som vi alle sammen er en del af.
Vores historie udspringer af hele Europas historie fra bronzealderens handelsnetværker, antikkens kultur, middelalderens internationale kirke og den globale handel, og det er for mig helt afgørende, at Nationalmuseet fortsat kan formidle historien på den måde, altså vores historie. Vores fremtid er helt afhængig af vores omverden, og det skal vores museer også formidle. Det betyder ikke, at vi ikke skal tage ønsker fra andre lande om tilbagelevering meget alvorligt. Der kan være særlige grunde til, at konkrete genstande skal tilbageleveres til deres oprindelsesland.
Derfor har Nationalmuseet også udviklet en meget grundig sagsbehandling, når de modtager et seriøst, skriftligt krav om tilbagelevering, som vi har gjort i den her sag, fra den græske regering. Sagen bliver forelagt faglige eksperter. Der bliver sendt en vejledende udtalelse til Kulturværdiudvalget. Kulturværdiudvalget giver tilladelse til, at man kan udføre kulturgenstande, der ikke er i statslig eje, og udvalget har som sådan ikke nogen formel kompetence i forhold til de genstande, men man tager det alligevel ofte med på råd. Afgørelsen bliver sluttelig godkendt af Nationalmuseets direktion, hvad enten det er et positivt eller negativt svar. Herefter bliver den til enhver tid siddende kulturminister så orienteret og kan gribe ind, hvis man mener politisk, at beslutningen er forkert.
Rent praktisk og konkret kan jeg oplyse, både for dem i salen og for dem, der hører med fra tilhørerpladserne, at da det brasilianske nationalmuseum brændte for mere end et år siden, henvendte man sig til Danmark, fordi vi ligger inde med fjerkapper fra det oprindelige brasilianske folk og flere folk. I den situation, hvor uerstattelig kultur er gået tabt i det lands eget område, der henvender sig, er det kun naturligt, at Danmark som indehaver af flere genstande hjælper. Derfor endte man også med at følge den procedure, jeg før har beskrevet, med at sende flere fjerkapper tilbage til Brasilien.
Sagen er ikke helt den samme med de græske friser fra Parthenontemplet. De er små puslespilsbrikker i et større hele, hvoraf det meste ligger på The British Museum i London. Samtidig er det måske også værd at bemærke, at en dansk søofficer – jeg tror i øvrigt, han var løjtnant – tilbage i 1688 i Athen enten købte eller samlede de her to første friser op fra gaden. Og da han kom hjem til Danmark, forærede han dem til Den Kongelige Samling, og der har de altså været i mere end 350 år og dannet ramme for den danske forståelse af antikkens kultur og for den måde, æstetikken fra samme periode er på og har udviklet sig på.
Jeg synes, det er dejligt, at man kan gå ind på Nationalmuseet og opleve udstillinger fra hele verden. Hvis man fulgte hr. Søren Espersens tanke til fulde, skulle vi jo tilbagelevere alting og ville kun have flintestensøkser og pilespidser tilbage på Nationalmuseet. Jeg ved så godt, at det ikke er det, hr. Søren Espersen foreslår, men jeg vil blot påpege, at hvis man fulgte tanken til ende, ville man nå derhen. Jeg synes, det er vigtigt, at vores museer formidler en levende kulturarv fra hele verden.
Dertil er så også at sige, at var situationen den, at der manglede de her tre brikker fra Parthenonfrisen i Grækenland for, at den kunne blive fuldstændig, så synes jeg sagen stillede sig anderledes, og det er jo også det, Nationalmuseets direktør Rane Willerslev har udtalt ved flere lejligheder, også over for Kulturudvalget. Men i og med at det ikke forholder sig således, at frisen ikke er den eneste af sin slags i Grækenland, er Nationalmuseet og de eksperter, der har været inddraget, og kunstværdiudvalgets vurdering, at man ikke ønsker at efterkomme det krav. Og som kulturminister går jeg stærkt ind for, at mennesker, hvis virke, viden og engagement danner grundlag for vurderingen af en konkret sag, også er dem, vi lytter til. Det er jo derfor, vi spørger folk, der ved mere om forskellige områder end os selv.
Så nævner hr. Søren Espersen Rhodosekspeditionen. Så vidt jeg husker, var øen under osmannisk styre tilbage i 1912, hvor ekspeditionen finansieret af Carlsbergfondet tog af sted, og der aftalte man fundsdeling med den daværende regering på øen, hvor man via danske udgravninger fandt en masse ting – figuriner, potteskår osv. – som i dag er udstillet på Nationalmuseet. Halvdelen af de fund blev på øen, og den anden halvdel blev så hjemtaget til København.
Den UNESCO-konvention, som også fylder i debatten, er interessant, fordi Danmark ratificerede konventionen i 2003, og et statsligt ejet museum er derfor efter museumslovens § 33 forpligtet til at tilbagelevere genstande i overensstemmelse med konventionen, hvis de er ulovligt udført af et land, som er med i konventionen efter 2003. Er der sket en uetisk erhvervelse, har man ikke betalt for dem, eller er de kommet os i hænde på en måde, der ikke kan forsvares, så skal man sende dem retur. Men er det ikke tilfældet, så stipulerer konventionen jo også, at vi kan beholde dem.
Derfor er det hver gang, vi møder et krav fra et land om at få kulturgenstande tilbage, nødvendigt at vurdere den faglige del af forespørgslen, den historiske del af forespørgslen og den konventionelle del af forespørgslen. Somme tider kan det blive et ja, og det støtter jeg varmt i de tilfælde, hvor vurderingerne beror på faglige og grundige forberedelser; i andre tilfælde som det her bliver det desværre et nej.
Dog vil jeg så også sige, at skulle den græske regering ønske at låne de her friser gennem længere tid, er regeringen mere end villig til at sørge for det – dog med et løfte om, at de kan komme tilbage til Nationalmuseet igen. Og det er i øvrigt en god skik, for som flere måske er bekendt med, og som jeg og hr. Søren Espersen den anden dag debatterede i et længere tv-program, så lykkedes det jo den svenske dronning Hedvig i den sidste svenskekrig at tage fra gods til gods i Østdanmark og landevejsrøve alt af værdi, hvorfor flere meget, meget vigtige danske kulturgenstande bor i Sverige og har gjort det i flere hundrede år, bl.a. flere genstande fra dengang, hvor Kalmarunionen var regeret af dronning Margrethe den første.
Men nu er det jo bare sådan, at Kalmarunionen jo hedder Kalmarunionen, og Kalmar ligger i Sverige. Svenskerne havde jo også dronning Margrethe den første som hersker dengang. At Danmark så skulle fremsætte krav om at få tilbageleveret nogle af de genstande, kunne man jo godt fristes til at ønske; men omvendt låner vi dem i god forståelse, ligesom svenskerne ad flere omgange låner ting, som med rette kunne være svenske, hvis man kigger på det historiske ophav. Men det er nu engang mange hundrede år siden, og genstandene har boet trygt og godt i de forskellige nordiske lande, hvorfor jeg finder den nuværende fordeling ganske passende.
Det var en længere tale. Jeg håber, det var nogenlunde oplysende i forhold til regeringens holdning. Når jeg har brugt lidt ekstra tid på det, skyldes det, at det er første gang, vi fra Folketingets talerstol debatterer det her meget principielle spørgsmål, og det er derfor vigtigt, synes jeg, både med en grundig, men også udførlig debat.