Mange tak, formand. Jeg har aldrig været så ked af at stå på en talerstol, som jeg er i dag. L 65 er designet til at hæmme ytringsfriheden og den kunstneriske frihed, og det er intet at være stolt af. Det er faktisk med sorg, at jeg overhovedet skal stå her og forsvare de værdier, som der nu skæres skiver af af beboerne i dette hus af love og ord.
Hvad er der så galt med, at det her forslag begrænser ytringsfriheden og den kunstneriske frihed? Det spørgsmål hører jeg alt for ofte til, at det kan ignoreres. Ja, jeg er jo stort set rindalist selv, så hvad fanden – undskyld – går jeg op i kunsten for? Hvorfor betyder det overhovedet så meget for mig og for folk som mig? Det går jeg naturligvis op i, ja, det går vi naturligvis op i, fordi vi ikke er sjælløse barbarer og kræmmersjæle. Kunst er det, der gør os som folk og kultur til det, vi er.
Siden vi har kunnet bruge værktøjer for første gang, har vi været drevet af at udtrykke idéer, der går ud over vores eksistentielle begrænsninger. Vi har været fanget af idéen om at skabe noget, der overlever vores korte liv; søgt at skabe noget, der kan fortælle historien om os, længe efter vi har levet og er døde, både i form af skulpturer, sange og sagaer, men også i form af den politik, vi har ført, den retning, vi har haft, mod frihed for høj som for lav, ligestilling mellem kønnene, universelle menneskerettigheder og de uundgåelige konflikter, som vi har løst politisk i stedet for med vold. Der har vores kunstnere, vores filosoffer, vores ideologer og tænkere været uundværlige.
Vores kunst er et udtryk for, hvem vi er, hvem vi har været, og hvad vi kan blive, hvis vi anstrenger os, eller hvad der kan ske, hvis ikke vi passer på. Det er både det gode og det dårlige. Kunst tillader os at undersøge vores højeste håb og vores dybeste frygt, styrken i vores medfølelse og mørket i vores ondskab. Kunst kan fylde vores sind med historier om mod og beslutsomhed, eventyr og spænding eller hævn og vrede. Kunst kan tilføre os visdom og viden, den kan øge vores fantasi og begejstring for verden. Kunst kan føre os til fremmede verdener og vise os styrken i kærlighed og venskab eller faren ved konflikt og forfald. Den kan vise os vovemodet fra store helte eller de mest skrækindjagende skurke. Den kan få os til at grine og græde, den kan vise os det bedste og det værste ved menneskeheden, den kan endda stille spørgsmål ved, hvad det vil sige at være et menneske.
Kunst kan gøre alt dette af én grund og kun af én grund, nemlig fordi den er fritstillet til at være det. Den er fri til at være modig, provokerende og kontroversiel. Men allerede nu ser vi de nederdrægtige ændringer i kulturen, den politiske korrekthed, voldsmandens veto og identitetspolitikken, der dræner sjov, ambitioner og individualisme ud af alt, det rører ved, i sit evige korstog for ikke at fornærme nogen og for at skade enhver, der siger det forkerte. Det er ikke bare kunst, der produceres i nutiden, der kompromitteres. Disse samme stemmer kalder med højere og højere volumen og lavere og lavere tålmodighed på, at de ting, der allerede er skabt, skal ændres. I stedet for at blive bevaret, beskyttet og respekteret bliver store dele af vores kultur simpelt hen redigeret til at passe til en anden virkelighed eller bare direkte fjernet fra vores museer og vores aviser. Vi tør ikke længere lave satire. Vi tør ikke længere undervise i Muhammedkrisen i vores skoler. Vi tør ikke længere lade vores jødiske medborgere være uden beskyttelse døgnet rundt, og værst af alt: Vi tør ikke længere forsvare ytringsfriheden, skulle den fornærme de voldelige diktatorer ude i verden.
Hvad vil der være tilbage, når det hele er overstået? En kold, steriliseret, censureret, sjælløs verden; en verden, hvor kreativitet, fantasi og det frie udtryk er forbudt, således at man ikke risikerer at krænke nogen; en verden, der er begrænset af frygt og skam i stedet for at være drevet af nysgerrighed og inspiration, som den burde være. Oplysningstidens arv til Vestens sjæle vil være fordampet som dug for solen – en lille indrømmelse til de formørkede og totalitære kræfter i denne verden. For det er ikke det enkelte tiltag, der er problemet, det er de mange små skridt. Vores samfundsform er ved at dø de tusind små snits død.
Men det behøver ikke at være på den måde. For vores kultur er det, vi er, dem, vi har været, og dem, vi kan være. Det er vores håb og vores frygt. Det er de bedste og de værste facetter af vores civilisations natur, og hver eneste gang vi ødelægger, censurerer og fjerner en del af det, mister vi endnu en lille del af os selv. Vores kultur bliver drænet, ikke beriget. Vi bliver en lille smule mere frygtsomme og sky i stedet for mere modige og selvsikre. Vi lærer at adlyde og blive konforme i stedet for at stille spørgsmål og udfordre. Vi viser en ringeagt for tidligere generationers arbejde og eftermæle, for alle deres laster og dyder, deres styrker og svagheder, deres triumfer og fejlslag. De er også en del af os, og de bør som os ikke blive kompromitteret, for i deres handlinger og historie er der en lektie til os, både for det gode og det onde.
Så når vi ser tilbage på denne dag om mange år, kan vi se tilbage på den enten med skam eller med glæde: glæden ved, at vi gjorde det rette, at vi undlod at knæle for mørket i denne verden, eller skammen ved at vide, at i denne sal underkastede man sig ufriheden i en påstået pragmatisme, en kortsigtet pragmatisme, en åndløs politisk korrekthed skabt af en manglende tro på vores egne styrker og det mod, som vi ellers havde stået for. Det værste ved dette knæfald og regeringens åndløse omtale af sig selv som ansvarlig er, at regeringen opfører sig som kujoner. Det er jo reelt Danmark, der nu går enegang og indfører en af de skrappere blasfemilove i Europa, og værre endnu efterlader vi Sverige alene i arenaen. Sverige står med oprejst pande, som vi gjorde under Muhammedkrisen, og Danmark stikker halen mellem benene. Det er jo den omvendte verden af, hvad jeg troede jeg nogen sinde skulle opleve.
Jeg tror på, at Danmark er bedre end det her, at det danske folk vil noget andet, at vi ikke bør ende med at stå på ufrihedens side på grund af pres fra OIC, sikkerhedstrusler fra islamiske terrorister fra al-Qaeda og Islamisk Stat, ondskab opstået i vores midte fra religiøse fanatikere i formørkede moskéer. For det er ikke dem, der skal bestemme, hvilke love der laves i vores land. Det er ikke dem, der skal styre hverken udenrigsministerens, justitsministerens eller statsministerens hånd. Den lovgivende forsamling er jer alle sammen, jer her i salen, og jeg vil citere nogle af jer, f.eks. fru statsminister Mette Frederiksen:
»Det er et knæfald for alt det forkerte, når vi begynder at censurere os selv, og det er ligegyldigt, hvor censuren er – om det er i avisens spalter, om det er i vores tale, om det er i lærerens undervisning, eller om det er i noget fjerde. Al form for censur er dødsensfarlig og imod vores demokrati og imod vores danske værdier.«
Eller som hr. Bjørn Brandenborg har sagt: »Deres afsky må til enhver tid vige for vores ytringsfrihed. Vi skylder hinanden og vores kommende generationer at gøre meget mere for at vogte over det frie ords betydning og værdi. Igen og igen bliver vi mindet om hvor sårbart det er.«
Eller jeg kan citere hr. Frederik Vad Nielsen: »Vi lader islamister kvæle ytringsfriheden og svigter vores europæiske kulturarv« – eller hr. Rasmus Stoklund: »Ytringsfriheden mister sin værdi, hvis den stopper, så snart nogen ytrer noget, der er kontroversielt« – eller hr. Jan E. Jørgensen: »Det nytter ikke at forhandle med terrorister og give efter for deres krav, for barren bliver konstant sænket«, selv om vi nok kan blive enige om, at afbrændinger af Koranen er primitive.
Ja, jeg er enig i alle de her citater, og der er mange flere. Vi kan ikke nå jer alle. Men I ved, hvad I har sagt. I skal leve med jeres egne ord, jeres egne handlinger og jeres egen samvittighed, når I sidder alene i mørket. Men de citerede ord er alle ord, som jeg kan stå bag, men hvem er I nu, der står her foran mig, når ekstasen over de ord til kamp for demokrati og frihed fortager sig i fortidens tåger? Er I de brændende forkæmpere for den danske frihedstrang og folkesjæl eller kujoner, der forkaster idealerne, så snart det bliver besværligt?
I denne debat om, hvorvidt vi skal stå på frihedens side, eller om vi skal underkaste os fremmede despoters trusler, voldsmandens og kalifatets veto, mindes jeg også præsten Kaj Munks prædiken fra december 1943, ja, for næsten præcis 80 år siden. Da prædikede han disse ord for sin menighed, disse ord, som af mange ses som værende årsagen til, at besættelsesmagten slog ham ihjel:
»Jeg kan ikke være med til at takke Gud for, at vi er »holdt uden for Krigen«. For det første er vi jo ikke udenfor. Vort Land er besat. Hvad det kan komme til at betyde for os af blod og brand ved bombeangreb og invasion, ved ingen. Og for det andet kan man ikke takke Gud for, at han hjalp en med at snyde i hestehandel. Gud forlangte kamp af os. Vi sveg hans bud, og vi sveg vort eget ord og beslutning. Man skal ikke gøre nar af Gud ved at takke ham for, at Fanden hytter sine. ... Vi har skulket fra vor pligt. Vi lader andre bløde for vor skyld og vor sag. Vi har solgt vor sjæl til kompromissets onde ånd og skrevet kontrakten under med andres blod. Derfor er det, alt lykkes for os. ... Hvor er vort folks kamp for den tro, det hidtil har påberåbt sig? Hvor er dets indsats til sejr for de idealer, som det dog ønsker skal sejre?«
Så hvis vi slipper nu, mens svenskerne ikke gør, skal vi ikke være taknemlige, glade eller stolte, for vores regeringen sveg vores egne principper, og vi undgik nok kamp, men den skulle vi have taget. Kujonen får måske sin fred, men som enhver ved, er kujonens fred kortvarig og fyldt med frygt, og alle i denne sal har stadig muligheden for at vælge det samme. Alt skal være tilgivet og glemt, hvis I gør det.