Værsgo.

Tak. Og tak for at møde op i salen endnu en gang. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at det vil være et egnet sanktionsinstrument i fordømmelsen af de folkeretsstridige bosættelser på Vestbredden, at Danmark – på linje med hvad USA’s præsident Joe Biden har bebudet – udsteder indrejseforbud til ekstremistiske israelske bosættere, der har begået vold mod civile palæstinensere, og er ministeren enig med spørgeren i, at spørgsmål om internationale sanktioner for brud på folkeretten henhører under udenrigsministerens og ikke under udlændinge- og integrationsministerens ressortområde?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at understrege, at situationen på Vestbredden er dybt bekymrende, og det har vi også haft lejlighed til at udveksle synspunkter om tidligere.

I løbet af de seneste uger er spændingerne på Vestbredden eskaleret. Siden den 7. oktober er over 240 palæstinensere blevet slået ihjel, og antallet af angreb begået af bosættere mod palæstinensere har været rekordhøjt. Danmarks holdning er ganske klar: Bosættelserne er ulovlige under folkeretten. De udgør en væsentlig barriere for fred, og der er intet – som i intet – der kan retfærdiggøre bosætternes vold mod civile palæstinensere. Og derfor tager jeg skarpt afstand fra disse voldelige handlinger, som terroriserer de palæstinensiske samfund. Det kan i øvrigt også bidrage til at eskalere en i forvejen uhyre anspændt konflikt.

Israel har som besættelsesmagt et ansvar for at beskytte den palæstinensiske befolkning og sikre, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Udbredt straffrihed på området her er desværre med til at underminere forsøg på at deeskalere situationen på Vestbredden.

De her holdninger har Danmark ved flere lejligheder rejst over for Israel, både bilateralt og sammen med EU.

Så til spørgsmålet. Altså, vi fører som udgangspunkt vores sanktionspolitik gennem FN og EU. Fælles sanktioner vil også blive koordineret i EU-regi. Det skyldes dels ønsket om at stå sammen om brug af sanktionsinstrumentet og koordinere vigtige udenrigspolitiske spørgsmål med EU-kredsen, dels at tiltag vil være mere effektive, hvis hele EU står bag.

Jeg har noteret mig, at den amerikanske udenrigsminister, Blinken, i går annoncerede, at USA vil indføre nye visumrestriktioner for individer, der er involveret i aktiviteter, som bidrager til at underminere fred, sikkerhed og stabilitet på Vestbredden. Det er ikke noget, der endnu har været drøftet i EU-kredsen, men det er naturligvis noget, som jeg gerne vil være med til at drøfte i EU-regi. Og fælles tiltag på området her bør tages inden for den EU-ramme, som er den relevante, frem for enegang i de enkelte medlemslande. Det er i øvrigt min tilgang generelt til hele det her spørgsmål om Israel-Palæstina.

Jeg er enig med spørgeren i, at spørgsmål om internationale sanktioner for brud på folkeretten henhører under mit ressort. Spørgsmål om indrejse i Danmark hører dog under udlændinge- og integrationsministerens ressort. Det er også nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 246. Og derfor skal spørgsmål om eventuelle visumrestriktioner selvfølgelig koordineres tæt. Tak.

Spørgeren.

Tak for det. Som ministeren selv er inde på, er der ikke nogen tvivl om, hvorfor det her er et relevant tiltag. Netop som ministeren siger, er situationen på Vestbredden blevet ganske alvorligt forværret siden den 7. oktober, hvor Hamas begik sit terrorangreb. Det er både besættelsesstyrker og svært bevæbnede bosættere, som har øget deres aggressioner og overgreb på palæstinensere på Vestbredden. Der er daglige razziaer, veje bliver afspærret osv., og faktisk er dødstallet for palæstinensere på Vestbredden siden den 7. oktober og alene frem til den 24. november lige så højt, for ikke at sige højere, end det samlet set var i hele 2022, som er i øvrigt angives som det værste år siden 2006. På den måde er der al mulig grund til at se relevansen i det her.

Når vi så tager spørgsmålet op som et sanktionsspørgsmål og derfor noget, der i vores øjne henhører under udenrigsministerens ressort, er det jo netop, fordi vi fra dansk side har været meget aktive i hele sanktionspakketilgangen i EU-regi i forhold til Rusland. Siden jeg stillede spørgsmålet til ministeren om den amerikanske tilgang, er det jo blevet endnu mere aktuelt, idet det er gået fra at være en idé til at være en politik. Som ministeren også er inde på, har den amerikanske administration i nat dansk tid besluttet, at der skal nægtes indrejse. Så kan man sige, at indrejsespørgsmålet ressortmæssigt ligger i et andet ministerium end udenrigsministerens, men ikke desto mindre kan det være en del af en sanktionspakke.

Jeg anerkender fuldt ud behovet for at gøre det her i EU-kredsen, så mit spørgsmål vil måske mere præcist være: Vil den danske regering løfte det her konkrete spørgsmål om indrejseforbud, men også det bredere spørgsmål om sanktioner over for staten Israel, ind i EU-kredsen?

Udenrigsministeren.

Altså, først og fremmest synes jeg, det er så uendelig vigtigt, at vi har en fælles EU-position. Jeg vil gerne lige bare bruge et kort øjeblik på det, for der er mange, der siger: Hvis vi ikke kan blive enige om noget, skulle vi så ikke bare lade være med at blive enige, og så kører hvert land ligesom sin egen Israel-Palæstina-politik? Det tror jeg vil underminere Europas mulighed for at søge indflydelse, og det gælder sådan set både i forhold til de lande, der går og leger med overvejelser om, om man lige nu og her ud af ingenting skulle anerkende staten Palæstina, selv om den jo for så vidt ikke er en realitet, men en vision, og i forhold til de lande, der eventuelt kunne sige: Skal vi ikke indføre nogle restriktioner eller sanktioner over for Israel?

Jeg tror, vi har brug for at gøre de her ting sammen, og at vi er nødt til at gøre det holistisk. Det er også derfor, jeg var meget omhyggelig, da jeg sagde, at jeg gerne vil være med til at drøfte de her spørgsmål i EU-kredsen.

Spørgeren.

Jeg er overhovedet ikke uenig med udenrigsministeren i, at der er massivt brug for, at man også koordinerer det her i EU-regi, og jeg anerkender også fuldt ud, at det, EU-kredsen kan blive enige om, kan være stærkere. Det forudsætter naturligvis, at der er nogen, som sætter barren højt, så den position, som EU samlet set får, flytter noget i forhold til der, hvor virkeligheden er. Der er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten mener, at Danmark og EU-kredsen i høj grad har ført dobbeltstandarder. Så helt konkret vil jeg høre: Vil ministeren aktivt løfte det her ind i EU-kredsen for at starte sanktionspakker over for staten Israel i EU-regi?

Udenrigsministeren.

Helt konkret vil ministeren, eller vil jeg – jeg hader at omtale mig selv i tredje person ental, det er jo helt vanvittigt – meget gerne være med til at bidrage til, at vi får en drøftelse af de her spørgsmål i EU-kredsen. Men det kan man ikke oversætte til, at jeg så kommer her og foreslår, at vi lige gør det her. For det kommer jo an på, i hvilken kontekst og ramme det sker. Hvad er det i øvrigt for et sanktionsregime, vi har i forhold til ledende figurer i Hamas-bevægelsen? Er det robust nok? Hvad ville det være for et signal, vi sendte, hvis man nu sagde, at nu laver vi sådan nogle sanktioner i forhold til nogle bosættere på Vestbredden, samtidig med at vi er tavse i forhold til et sanktionsregime over for til Hamas? Så man må sige, at der florerer mange idéer for nærværende, og det er jo alt sammen også aktualiseret af, at hele den her konflikt, alle konflikters konflikt, på ny står højt på den politiske dagsorden, og det skal vi læne os ind i med balance.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Landets statsminister har på et tidspunkt i sommer udtalt, at i hendes øjne må der ikke komme et A4-ark ind mellem Europa og USA, når det gælder udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Vil det også være tilfældet her, og vil det så på den måde kunne være noget, hvor man kunne løfte, hvad USA lige nu gør, ind i en europæisk kontekst for også at sørge for, at der på det punkt ikke er et A4-ark, der kan mases ind? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om, at naturligvis skal sanktioner også gælde Hamas. Det giver sig selv. Det er der nok ikke nogen tvivl om at alle kan blive enige om. Det store spørgsmål er: Hvad kan man blive enige om, når det gælder sanktioner over for staten Israel?

Udenrigsministeren.

Jeg er ikke lige bekendt med den helt konkrete reference til statsministeren og det der A4-ark. Det kommer nok også lidt an på, hvad vej man vender det der ark, altså om det er på højkant eller på langs, eller hvad det er. Vi fører vores egen udenrigspolitik, og det gør vi med stor bevidsthed om, hvem vores tætteste allierede er, og vi lægger rigtig meget vægt på at føre den koordineret i EU.

En blind kan jo se – undskyld udtrykket – at det stritter lidt i EU. Jeg tror, at det, der må være vores bidrag, er at læne os ind i det, med henblik på at vi får udviklet en fælles EU-politik i forhold til Israel og Palæstina, som på et enormt forfærdeligt bagtæppe ville kunne bidrage til, at en sag, der internationalt har været forsømt i et årti eller to, kunne få noget ny fremdrift. Der skal de her spørgsmål om, hvordan man adresserer bosættervolden, som er en reel problemstilling på Vestbredden, selvfølgelig også med ind på bordet.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren og bliver ligeledes stillet af fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Næste spørgsmål lyder: Hvad vil regeringen gøre for at sikre en efterforskning af mulige krigsforbrydelser begået af Israel i Gaza set i lyset af Danmarks i øvrigt prisværdige indsats for at sikre efterforskning af krigsforbrydelser begået under krigen i Ukraine?

Udenrigsministeren.

Det korte svar er i virkeligheden: ved at støtte ICC, altså Den Internationale Straffedomstol. For der verserer allerede en undersøgelse ved ICC af eventuelle forbrydelser, der er begået på palæstinensisk territorium af Israel og af Hamas i Israel. Det er en undersøgelse, som omfatter begge sider af den her sag, altså også de her terrorforbrydelser begået af Hamas: gidseltagning m.v.

Under sit besøg i Israel i weekenden, den 3. december, advarede ICC's chefanklager, Karim Khan, bl.a. om, at hindring af nødhjælp til Gaza og angreb på hospitaler efter omstændighederne kan udgøre en krigsforbrydelse. Chefanklageren tilkendegav, at Israel skal kunne vise, at angreb, som medfører civile tab, er udført i overensstemmelse med den humanitære folkeret, herunder principperne om distinktion, forsigtighed og proportionalitet. Khan har også tilkendegivet, at Hamas' vilkårlige affyringer af missiler ind i Israel kan udgøre en krigsforbrydelse, og at Hamas' uhyrlige handlinger den 7. oktober udgør nogle af de mest alvorlige internationale forbrydelser og retsforfølges af ICC.

Vi støtter ICC. Det er en uafhængig international domstol, som yder et vigtigt bidrag til bekæmpelse af straffrihed for krigsforbrydelser. Vi yder et årligt økonomisk bidrag til ICC, og vi planlægger derudover at støtte ICC med et ekstraordinært økonomisk bidrag i indeværende år. Så det er via den støtte til ICC, at vi forsøger at opfylde det formål, der spørges ind til. ICC indsamler i øjeblikket information til brug for den videre efterforskning af situationen, og vi ønsker ikke at foregribe denne efterforskning, men afventer dens resultater og har sådan set ret stor tillid til ICC.

Spørgeren.

I virkeligheden tror jeg, at jeg glæder mig over det svar, udenrigsministeren kommer med. Hvis jeg forstår det ret, og der kan ministeren så rette mig, hvis ikke jeg gør det, så siger udenrigsministeren her, at Danmark aktivt arbejder for, at ICC også skal efterforske mulige krigsforbrydelser på begge sider siden 7. oktober, herunder at Danmark aktivt vil støtte det med finansiering, så ICC kan efterleve det formål og den hensigtserklæring. Så hvis det er det, som jeg skal forstå ministeren siger, så ville det være et utrolig positivt nyt tiltag fra regeringens side. Det er det netop, fordi krigsforbrydelser jo er krigsforbrydelser, og behovet for efterforskning af noget, der kunne være mulige krigsforbrydelser, er lige så stort her, som det er i mange andre konflikter i verden, herunder Ruslands aggressionskrig i Ukraine.

Det, som har været årsagen til, at jeg stiller spørgsmålet, er jo, at det har været lidt svært at finde ud af, om man fra dansk side anerkendte alle de mange røster, der siger, at der faktisk kan være tale om krigsforbrydelser fra Israels side i Gaza siden 7. oktober, og at der er et akut behov for, at ICC også får yderligere ressourcer til at kunne efterforske dem. Så én ting er den politiske hensigtserklæring, men det er jo noget andet at følge ord op med handling. Så spørgsmålet er: Er det det, jeg hører? Er det en ny politik?

Udenrigsministeren.

Jeg ved ikke, om det er en ny politik. Altså, det kan man så vælge at opfatte det som. For mig er der ikke noget nyt i, at vi har Den Internationale Straffedomstol for at påse, at der ikke opstår straffrihed i forhold til forbrydelser om overgreb på folkeretten, og det er ikke min opgave som politiker at prioritere det, men at sørge for at understøtte den her instans. Det er derfor, at vi støtter det og også har gjort det ekstraordinært i år ved at sekundere to nationale eksperter. Det er ikke sådan, at vores støtte er øremærket, men det er klart, at jeg har noteret mig, hvad chefanklageren har sagt, og hvis det ligesom stødte mig, ville det jo ikke være den rette tid til at skrue op for vores støtte til ICC. Man må drage den konklusion, man gerne vil, af det, jeg siger, men det fører det sted hen, at selvfølgelig er det vigtigt, at vi har et internationalt organ, der kan efterse, at der ikke sker overgreb på folkeretten, uanset hvem der begår det.

Spørgeren.

Tak. Men så vil jeg egentlig give ministeren chancen for at svare på, hvorvidt man i forhold til de ekstra ressourcer, man giver til ICC, fra dansk side er villig til at øremærke, så at sige, de penge til præcis den efterforskning, vi taler om her.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er meget vigtigt med de signaler, som verdenssamfundet sender til Israel i øjeblikket, herunder ønsket om, at der også efterforskes for krigsforbrydelser fra Israels side i Gaza siden den 7. oktober. Og den slags initiativer, som vi støtter i Ukraine, er jo noget af det, der gør, at man som dansker kan ranke ryggen og sige: Vi står på mål for de grundprincipper, som vi håndhæver, og vi gør også noget for at handle derefter.

Er det det, ministeren er villig til også at gøre i forhold til Israels mulige krigsforbrydelser i Gaza?

Udenrigsministeren.

Altså, mig bekendt – og det er så med det forbehold, at der kan være noget, jeg har overset – er det ikke sådan, at man kan øremærke bidrag til ICC med henblik på bestemte forundersøgelser. Det er mig bekendt ikke en mulighed. Og det er i hvert fald ikke noget, vi har tradition for.

Altså, vi støtter ICC, og der er en række gode grunde til at støtte ICC også ekstraordinært, og én god grund er bl.a. alt det, vi ser i Ukraine, og det er også baggrunden for, at vi har sekunderede folk her. En anden grund er jo det, jeg har refereret til, altså at chefanklageren under sit besøg i Israel har meddelt, at man indleder de her undersøgelser, og det kræver selvfølgelig, at man har kapacitet til det. Det noterer vi os, og vi vil gerne understøtte, at ICC, som er det rigtige sted at træffe den afgørelse, får ressourcer til at kunne løfte den arbejdsopgave.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg tror, det er rigtigt, at der ikke findes den der tekniske mulighed for at øremærke. Ikke desto mindre kan man jo sende et meget klart signal, både til ICC, men jo også til omverdenen og Israel, om, at man fra dansk side tager tingene dybt, dybt alvorligt i forhold til den meget, meget aggressive krigsførelse, Israel lægger for dagen i Gaza i øjeblikket med tusindvis af døde mennesker. Og signalet, som jeg håber at udenrigsministeren vil bekræfte her i sit sidste svar, er, at Danmark tager det her dybt alvorligt og mener, at der er behov for at efterforske også Israels ageren siden den 7. oktober, og at man giver ressourcer til ICC, bl.a. med henblik på, at det kan efterforskes.

Udenrigsministeren.

Men jeg synes, vi har sendt et klart signal fra starten. Altså, vi har fra starten sagt, at Israel ifølge folkeretten har ret til selvforsvar, men – har vi så sagt, som ligesom skaber indholdet af den forudgående sætning og kvalificerer den – at det selvfølgelig skal ske i fuld overensstemmelse med folkeretten, herunder den humanitære folkeret. Det har vi sagt hele vejen igennem, og vi har sådan set også understreget det bilateralt i forhold til Israel og via EU-kredsen og indskærpet, at krav om distinktion og proportionalitet til stadighed skal respekteres.

Så noterer jeg mig, at ICC's chefanklager på sit besøg har sagt, at man indleder de her undersøgelser. Det noterer jeg mig – og sådan set også med tilfredshed. Og hvis det var sådan, at vi følte, at vi slog os på det, ville jeg jo ikke stå her og sige, at vi sådan set kigger på at give et ekstra bidrag til ICC. Så det er nok så langt, man kan trække den sag.

Tak for det. Og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til udenrigsministeren og tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til finansministeren, og spørgsmålet er stillet af hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Værsgo.

Jeg starter med at læse spørgsmålet op: Mener ministeren, at det er ansvarlig velfærdspolitik, SVM-regeringen står for, når sygehuse i Region Nord aktuelt er nødsaget til at nedlægge 229 stillinger som konsekvens af en underfinansieret økonomiaftale fra maj måned og en netop indgået finanslovsaftale, der ikke imødekommer de massive udfordringer, sundhedsvæsenet står i, bl.a. med personalemangel, samtidig med at regeringen i stedet har valgt at prioritere skattelettelser til de danskere, der i forvejen har så rigeligt?

Finansministeren.

Jeg anerkender fuldt ud, at man rundtom i de danske kommuner og også i regionerne har nogle store opgaver og også nogle store udfordringer, som kun er blevet vanskeligere af, at vi har haft en periode med meget høj inflation. Derfor var det også vigtigt for regeringen, da vi lavede aftalerne med kommunerne og regionerne, at der var tale om et reelt løft af deres økonomi. Og oven i det har vi så tilført yderligere 1 mia. kr. til kommunerne og regionerne, fordi vi gerne vil give en ekstra håndsrækning i forhold til næste år. Det er sket inden for en ansvarlig økonomisk ramme, og den finanslov, vi netop har indgået, alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, bygger jo også på, at der bliver investeret i vores velfærd, og at vi går, kan man sige, til kanten af, hvad vi kan bruge, uden at puste til inflationen.

Så jeg mener, det er en meget ansvarlig økonomisk politik, vi fører, som giver os muligheden for at investere i velfærd. Hertil kommer jo så, at regeringen også har fremlagt sin 2030-plan, som betyder, at vi i de kommende år vil investere massivt i sundhedsområdet med ekstra 5 mia. kr. til det generelle sundhedsområde og ekstra 3 mia. kr. til psykiatrien. Og det er der også brug for.

Jeg er glad for, at alle Folketingets partier, på nær Enhedslisten, med den finanslov, vi har lavet sammen, går ind og tager ansvar. Jeg synes, det havde klædt Enhedslisten, hvis man også havde gjort det.

Spørgeren.

Tak for det. Finansministeren ved jo udmærket, hvorfor Enhedslisten ikke er med. Det skyldes jo præcis det her spørgsmål; at vi simpelt hen ikke mener, at denne her finanslov er ansvarlig, og vi ser konsekvenserne af den lige nu med de fyringer, der er varslet, ikke bare i Nordjylland, men også i mange andre regioner.

Så er det fint, at man har lagt en plan frem mod 2030, hvor man investerer i velfærden – regeringen er god til planer og nogle gange dårligere til at få dem gennemført – men det hjælper uanset hvad jo ikke i 2024. Det hjælper ikke på de fyringer, som bliver gennemført nu. Vi står i en situation, hvor der skal afskediges, fyres sygeplejersker og sosu'er i Region Nordjylland og i mange andre regioner. Jeg gentager: Der skal fyres sygeplejersker og sosu'er i en tid, hvor alle mener, at det er det modsatte, der er brug for. Regeringen har lige lavet en aftale om højere løn – tak for det; det har vi kæmpet for i mange år – som har til formål at rekruttere. Og her gør man det modsatte – det stik modsatte – af at rekruttere. Man afskediger godt personale, og det går ikke bare ud over patienterne, for der er jo sundhedseksperter, der advarer om, at det her kan ramme patientsikkerheden. Det går også ud over dem, der bliver tilbage, som skal løbe endnu hurtigere, og i værste fald kan det betyde, at de forlader det offentlige sundhedsvæsen, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige. Og pilen peger kun ét sted hen, hr. finansminister. Det gør den jo. Regionerne kan jo ikke selv indkræve skatter. Det er jo jer, der danner rammerne for regionernes økonomi.

Derfor vil mit spørgsmål være: Vil finansministeren og regeringen bare lade stå til, mens de her mennesker afskediges fra steder, hvor der er brug for det modsatte, eller vil regeringen tage initiativ til at lukke det nedskæringshul, som den selv har skabt, ved at tilføre nogle flere penge, bl.a. til Region Nordjylland?

Finansministeren.

Med den aftale, regeringen lavede med regionerne tidligere på året, gav vi et løft til regionernes økonomi, også når man ser den i forhold til, at der jo heldigvis – og det skal vi kun være glade for – kommer flere børn og ældre, og at det selvfølgelig også har en betydning for det, vi skal bruge på vores sundhedsvæsen. Men man fik næsten det indtryk fra hr. Pelle Dragsteds indlæg, at der i den aftale blev skåret ned. Det gjorde der ikke. Oven på den aftale har vi så helt ekstraordinært afsat en ekstra milliard til kommunerne og regionerne. Det er det, som også er en del af finanslovsaftalen, og det, som alle Folketingets partier på nær Enhedslisten stemmer igennem her senere på måneden. Det er et løft af økonomien til vores regioner, og det er der brug for. Jeg håber også, Enhedslisten vil stemme for, når vi kommer dertil, selv om man ikke har taget ansvar.

Spørgeren.

Vi tager i den grad ansvar. Det er netop derfor, vi ikke er med i en uansvarlig finanslovstale. Finansministeren kan tale om løft herfra og til evigheden. Virkeligheden er jo – og det er de regionsrådsformænd, som kommer fra finansministerens parti, i øvrigt enig med undertegnede i – at man ikke har lukket hullet i regionerne, som er skabt af de særlige udgifter, der har været på grund af inflationen. Det er ikke løft. Hvis det var et løft, var man ikke i gang med at fyre sygeplejersker og sosu'er. Så mit spørgsmål til ministeren er: Hvad er svaret til de her mennesker, som nu får en fyreseddel og til de patienter, som vil blive ramt af det? Hvad er budskabet til dem?

Finansministeren.

Budskabet er, at den her regering tager det dybt alvorligt, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen. Det var bl.a. derfor, at vi for et par dage siden lavede en aftale, som gør, at vi nu kan give en højere løn til vores sygeplejersker, som vi har stærkt brug for, og i øvrigt også til andre dele af vores sundhedsvæsen. Det er derfor, vi lavede en aftale med regionerne, der tilførte dem penge, og det var derfor, vi så yderligere helt ekstraordinært afsatte endnu en milliard kroner. Jeg anerkender, at det ikke løser alle problemer, for inflationen har ramt hele det danske samfund hårdt. Men i modsætning til Enhedslisten, der snakker om at gøre noget, så sætter vi handling bag ordene og tilfører penge.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg vil bare summe op i forhold til, at det, vi kan tage ned her, er, at der for det første ikke kommer nogen hjælp til Region Hovedstaden og de andre regioner. De skal bare fortsætte med at fyre sygeplejersker og sosu'er, selv om vi har brug for det modsatte. Og at finansministeren for det andet har meget svært ved at påtage sig ansvaret og – man må vist ikke sige vise mandsmod længere – påtage sig det her ansvar for, at det nu engang er regeringen, der lægger rammerne ned om regionernes økonomi. Og på de fyresedler, der nu bliver delt ud, står finansministerens navn nederst.

Finansministeren.

Jeg tager ansvar for, at vi har lavet en aftale med regionerne, som tilfører regionerne penge, og at vi derudover har tilført yderligere en milliard til kommunerne og regionerne, samt at vi lige for få dage siden har lavet en aftale, der gør, at det bliver bedre og nemmere at rekruttere og fastholde sygeplejersker og også andre dele af vores sundhedspersonale. Det er konkrete beslutninger, der har en betydning. Enhedslisten har valgt at stå uden for, når der bliver lavet en finanslov, der tilfører vores velfærd penge. Det synes jeg er dybt ærgerligt, og jeg synes, Enhedslisten skal tænke sig om, i forhold til om det virkelig er klogt at gøre.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til finansministeren og tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren og hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Tak for det. Hvad mener ministeren om, at ledelsen på Aarhus Universitetshospital gennemfører et luksusophold på Kolding Fjord Hotel – det bedste hotel på egnen – lige efter man har meddelt ansættelsesstop i regionen og der bliver udrullet besparelser, som går ud over patienter, pårørende og personale?

Ministeren.

Jeg kan godt forstå, at den artikel, som spørgeren henviser til kan vække forargelse med de beslutninger, som Region Midtjylland lige har truffet. Det sender i hvert fald et uheldigt signal. For det er altid vigtigt, at man bruger pengene klogt, og den forventning bliver ikke mindre, må jeg sige, når man konstaterer, at budgetterne skrider. Jeg har ikke noget nærmere kendskab til den konkrete planlægning af det omtalte seminar. Jeg kan forstå af dagspressen, at Aarhus Universitetshospital har undersøgt muligheden for aflysning, men at det ikke kunne lade sig gøre, uden at de stadig ville skulle afholde udgiften.

Jeg har jo ikke som minister nogen indflydelse på, hvad der bliver planlagt og afholdt af hverken seminarer, konferencer eller andet ude i de enkelte regioner. Vi har jo en arbejdsdeling, der handler om, at vi stiller de overordnede rammer til rådighed i forhold til regionerne, herunder økonomien, og så har de til gengæld ansvaret for at prioritere, herunder driftsspørgsmål i relation til sygehusene, og dermed også stå på mål for de konkrete prioriteringer, som der bliver foretaget fra regionens og sygehusenes vedkommende.

Spørgeren.

Inden jeg blev valgt til Folketinget, arbejdede jeg på Aarhus Universitetshospital i sterilafdelingen, og jeg kan fortælle, at når vi f.eks. skulle holde et kursus eller et møde eller et seminar, skulle vi være inde i huset, og vi kunne knap nok få stillet en kande kaffe til rådighed. I flere afdelinger er det jo faktisk sådan på Aarhus universitetshospital, at de ikke engang længere må få gratis kaffe i deres afdeling, fordi man er helt nede at spare på selv den slags.

Jeg vil i hvert fald sige som tidligere ansat og med tanke på mine gamle kollegaer, at der virkelig er noget dybt urimeligt i, når en ledelse kan tage på et kursusophold på Hotel Koldingfjord, som jo helt uden sammenligning er det bedste hotel i Jylland, til 300.000 kr. Altså, der må da være nogle retningslinjer fra regeringen, der ligesom siger, at det her vil man i hvert fald gerne opfordre til at regionerne skærer meget kraftigt ned på. Og jeg mener rent faktisk også, at med den ledelseshistorik, der har været på Aarhus Universitetshospital, hvor det jo nærmest har været den ene pamper efter den anden, der har siddet i spidsen for foretagendet, at det her jo ikke har været en engangsforestilling. Altså, der har jo været masser af sager, hvor ledelsen på Aarhus Universitetshospital har haft en dybt forkert prioritering.

Jeg havde lidt håbet, at jeg måske kunne blive lidt imødekommet af regeringen i dag, i forhold til at man vil prøve at se, om man ikke kunne lægge nogle rammer for det her, så man, imens der bliver udrullet så massive besparelser, som der gør lige nu, og som går ud over rigtig mange både patienter og pårørende, men så sandelig også personale, mine gamle kollegaer, kunne sige, at det i hvert fald ikke er lige nu, man tager på luksusophold.

Ministeren.

Som jeg også klart tilkendegav i min besvarelse, mener jeg man sender et uheldigt signal med det her over for omverdenen, så jeg synes, at det måske er en lille smule firkantet at sige, at man slet ikke bliver imødekommet. Om det er det bedste hotel i Jylland, vil jeg ikke gå ind og blande mig nærmere i, men jeg kommer simpelt hen heller ikke til i dag at påtage mig rollen som sygehusenes og regionernes nye konference-, seminar- og eventmanager.

Vi har et ansvar eller en opgavefordeling i vores sundhedsvæsen for nuværende, der handler om, at vi har fem regionsråd, som må påtage sig ansvaret for de prioriteringer, der bliver foretaget, herunder også om der skal afholdes seminarer eller andet, og set i forhold til de økonomiske dispositioner, man i øvrigt foretager. Jeg har en klar forventning om, at regionerne selvsagt lever op til det ansvar, de har, for at sikre mest mulig sundhed for pengene, og så skal jeg igen undlade at referere til, at jeg også tror, at det er taget ad notam hos ledelsen på Aarhus universitetshospital, eftersom man har forsøgt at aflyse det pågældende seminar.

Spørgeren.

Men ledelsen kan jo ikke selv finde ud af at administrere det her, for så havde man jo ikke truffet sådan nogle beslutninger, som man har gjort her. Det skal måske også lige nævnes, at ledelsen på AH2 kort tiden inden det her seminar faktisk havde udstedt nogle retningslinjer til de ansatte om, at de skal prøve at holde sig væk fra kurser og seminarer, og at de skal lade være med at holde så mange møder, som de overhovedet kan lade være med at holde.

Det er jo fuldstændig kugleskørt, når den samme ledelse, som udsteder det til sine ansatte, så selv tager af sted på Hotel Koldingfjord og holder pamperfest til 300.000 kr. hen over en weekend. Altså, det er der jo noget helt grundlæggende forkert i. Og der synes jeg da, at det er rigtig ærgerligt ikke at høre fra hverken regeringen eller ministeren i dag, at det er noget, man har tænkt sig at tage et opgør med.

Ministeren.

Altså, jeg kommer hverken til at stå her og forsvare eller forklare de konkrete dispositioner, som er uden for min rækkevidde som landets indenrigs- og sundhedsminister. Men jeg tager da til efterretning, at Dansk Folkeparti så åbenbart har et eller andet konkret forslag om, at den til enhver tid siddende sundhedsminister også skal sidde og planlægge alle konferencer og events og seminarer ude i landets regioner og måske også kommuner – så får man godt nok travlt. Jeg synes simpelt hen, at vi er nødt til i det her Folketing også at insistere på, at når vi giver nogle en opgave og et ansvar for at disponere over de penge, der er til rådighed – i øvrigt med et løft af vores sundhedsvæsen, som den her regering står på mål for – så har man også ansvaret for at stå på mål for de prioriteringer, som man foretager.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jamen så kan jeg næsten ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden danskerne skal bruge sundhedsministeren til, hvis ikke det er for at stoppe sådan nogle ting som det her. Hvis man virkelig som sundhedsminister laver sådan et armslængdeprincip ud til regionerne og siger, at de bare må køre deres egen biks fuldstændig, og at sundhedsministeren, uanset hvad de foretager sig af skrubskøre ting, overhovedet ikke vil blande sig i det. Så er der da noget ravruskende galt, og så vi mister man da i hvert fald tilliden til både ministeren og til regeringen.

Ministeren.

Jeg konstaterer, hvad vi har for en opgavefordeling i vores sundhedsvæsen i dag; det er i øvrigt en opgavefordeling, som Dansk Folkeparti har lagt stemmer til er den rette, for så vidt angår den nuværende organisering af vores sundhedsvæsen. Hvordan fremtidens organisering af vores sundhedsvæsen skal se ud, afventer vi jo aktuelt nu et kommende udspil fra Sundhedsstrukturkommissionen om, hvor man skal se på den fremtidige organisering, styring og finansiering af det samlede sundhedsvæsen.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren, og tak til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Vi byder velkommen til kulturministeren, og spørgsmålet bliver stillet af hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Jeg vil høre, om ministeren mener, at det er acceptabelt, at DR ukritisk videreformidler Eva Ersbølls grove og fuldstændig grundløse beskyldninger mod spørgeren om, at spørgeren overtræder henholdsvis forvaltningsretten, forvaltningsloven og GDPR-reglerne og desuden også undergraver retsstatsprincipperne, ved at spørgeren interesserer sig for Indfødsretsudvalgets lovarbejde, når enhver ved, forhåbentlig, at disse love ikke gælder eller finder anvendelse i forbindelse med Folketingets arbejde?

Ministeren.

Tak til hr. Mikkel Bjørn. Jeg er af den opfattelse, at medier skal gøre deres arbejde ordentligt, bruge den nødvendige tid på research, kildekritik, give mulighed for, at man kan tage til genmæle, at man får mulighed for at få uddybet sine synspunkter, hvis man som i hr. Mikkel Bjørns tilfælde bliver portrætteret fra en kritisk vinkel og bliver udsat for kritik i redaktionelt omfang, og det er det, der er sket i den her sag. Der er nogle helt generelle principper, i forhold til at ekspertkilder skal citeres korrekt: Der må ikke fremgå ukorrekte oplysninger, og den part, der kritiseres, skal have mulighed for at forholde sig til det og tage til genmæle. Det er helt basale journalistiske principper.

Jeg er også blevet udstyret med et meget fint stykke talepapir fra min gode kollega i ministeriet, der siger, at jeg skal passe på med at forholde mig til enkeltsager, men i det her tilfælde er det bare helt åbenlyst, at der er sket en række fejl. Jeg kan også, fordi jeg er udstyret med selve artiklen her, konstatere, at der øverst i artiklen nu står ikke bare en gang, men to gange, at man fra DR's side har været nødt til at rette artiklen, fordi ekspertkilden er blevet citeret forkert. Forvaltningsloven gælder ikke i det her tilfælde, som spørgeren også er inde på, og man har i øvrigt ikke givet hr. Mikkel Bjørn mulighed for at komme til genmæle. Så jeg forstår godt, at hr. Mikkel Bjørn føler sig dårligt behandlet.

Dog er jeg også nødt til at sige, at der er armslængde mellem Kulturministeriet og de public service-medier, der er herhjemme. Jeg blander mig ikke journalistikken, men når jeg bliver bedt om at forholde mig til en artikel, hvor mediet selv har anerkendt, at der er sket nogle fejl, ville det være underligt ikke at give spørgeren ret i, at der er sket en række fejl i den artikel på det her.

Spørgeren.

Det er glad for at høre. Nu har vi så bare at gøre med et statsfinansieret, offentligt medie, i det her tilfælde Danmarks Radio, som ukritisk viderebringer usandheder. Og ja, det er rigtigt, at der i artiklen er lavet en række rettelser og bemærkninger øverst i artiklen, men overskriften på artiklen er stadig, at jeg bryder med retsstatsprincipperne ved at varetage mit arbejde i overensstemmelse med grundloven i Indfødsretsudvalget. Derfor vil jeg spørge ministeren, om ikke det er hans ansvar som minister som minimum at tage fat i Danmarks Radio og henstille til, at de selvfølgelig måske ligefrem giver mig en officiel undskyldning, men også selvfølgelig trykker, at der ikke er noget brud på retsstatsprincipperne her. Hvis der stadig ligger en artikel offentligt tilgængelig, hvor der står, at jeg bryder med retsstatsprincipperne, når jeg egentlig bare udfører mit hverv i overensstemmelse med grundloven, synes jeg stadig, det er problematisk, også selv om har lavet en række bemærkninger øverst i artiklen.

Ministeren.

Det vil jeg sådan set give spørgeren ret i langt hen ad vejen. Når jeg kigger på artiklen og læser den omtale, der har været, kan jeg konstatere, at DR har beklaget de procedurefejl og de faktuelle fejl, der er blevet begået. Det er jo sådan, at vores medieansvarslovgivning stipulerer meget tydeligt, at man har mulighed for at klage til Pressenævnet, og det vil jeg faktisk opfordre spørgeren, hr. Mikkel Bjørn, til at gøre i det omfang, dialogen med DR ikke har ført til det ønskede resultat. Jeg er selv netop udsat for et radioprogram, hvor et menneske, som ikke kender mig, beskriver mig som brysk og temperamentsfuld. Det har så ikke givet anledning til større selvrefleksion, for det vælger jeg at leve med og klager ikke til nogen som helst, for det synes jeg sådan set bare er en mere morsom karakter. Man har muligvis ret i, at undertegnede har en vis form for temperament, men det skal selvfølgelig ikke fylde for meget her i debatten.

Hvis jeg har tid til det, og jeg skal gøre det kort, vil jeg sige, at vi har nedsat et Medieansvarsudvalg for netop at finde en mere tidssvarende model, der kan imødekomme klager, hvor faktuelle forhold og god presseskik ikke er overholdt. Det arbejde har jeg store forventninger til.

Spørgeren.

Så vil jeg spørge ministeren, om han tror, at der er lige så stor sandsynlighed for, at Danmarks Radio vil lave sådan en smædekampagne mod en venstreorienteret politiker. For det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det tror jeg ikke. Jeg tror da, det er helt givet, at der vil være langt flere eksempler på, at Danmarks Radio har lavet den her type fejl over for højreorienterede, borgerlige politikere, end der vil være på den anden side over for venstreorienterede, fordi flertallet af danske journalister, særlig i Danmarks Radio, stemmer til venstre for midten.

Ministeren.

Nu er foreningen Kritiske Licensbetalere jo ikke længere aktiv, i øvrigt stiftet af hr. Mikkel Bjørns partiformand, hr. Morten Messerschmidt. Men er man af den opfattelse, som jeg kan forstå hr. Mikkel Bjørn er af, synes jeg jo, at man bør samle tilstrækkelig mange borgere til at gøre opmærksom på problemstillingen og følge med i DR's journalistisk og påpege det over for DR. Jeg tror ikke, jeg har det nødvendige overblik til her i Folketingssalen at kunne vurdere, om der er større sandsynlighed for at blive behandlet dårligt af Danmarks Radio, hvis man er højreorienteret eller venstreorienteret eller lidt mere moderat-orienteret, som jeg selv er. Men mest af alt tror jeg heller ikke, det er hensigtsmæssigt som kulturminister at give den karakteristik, i og med at vi har skrevet i lovgivningen omkring DR, at de skal være objektive og frembringe troværdig, god journalistik.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Afslutningsvis kan jeg bemærke, at den her ekspert, Eva Ersbøll, er en del af det, der hedder Institut for Menneskerettigheder, som er på finansloven. Det vil sige, en statsfinansieret ekspert går ud i et statsfinansieret offentligt medie og undergraver min person på baggrund af dybt falske beskyldninger. Synes ministeren ikke, at det kalder på en grundig selvransagelse hos Danmarks Radio i forhold til den måde, de bedriver journalistik på?

Ministeren.

Man kan i hvert fald sige, at det er uheldigt, når man som ekspert på et hvilket som helst institut er ude at sige noget, der ikke passer, og efterfølgende er nødt til at få det korrigeret. Jeg synes i virkeligheden, det er mest pinligt for den ekspert, der har udtalt sig forkert, og jeg forstår godt, at spørgeren er træt af, at overskriften står, som den gør. Netop derfor har jeg givet min anbefaling. Men jeg har også et håb om, at det medieansvarsudvalg, der i øjeblikket er under udarbejdelse, i øvrigt i samarbejde med medierne, fremkommer med en række effektive og nemme klagemuligheder, der i højere grad i dag på kort sigt ansvarliggør medier, der bringer forkerte og usande informationer.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til kulturministeren, og tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til miljøministeren. Spørgsmålet bliver stillet af hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Er ministeren enig i, at Danmark som minimum skal bidrage med at nå målsætningerne i EU's Biodiversitetsstrategi, hvorefter 30 pct. land- og havområder beskyttes i 2030, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet, og at EU's målsætninger skal opfyldes hurtigst muligt i Danmark?

Ministeren.

Danmark skal have mere og bedre natur, og vi skal bidrage til målsætningerne i EU's Biodiversitetsstrategi, som der henvises til. En af de målsætninger, der er der, er, at EU-landene i 2030 tilsammen skal have beskyttet 30 pct. af både land- og havarealet og heraf 10 pct. strengt beskyttet.

Regeringen har mange ting i gang, der alle kræver mere areal, f.eks. 250.000 ha ny skov, udtag af 100.000 ha lavbund, etablering af naturnationalparker, gennemførelse af vandrammedirektivet – for at nævne nogle af de helt store indsatser.

Jeg kan ikke allerede nu sige noget om, hvor langt vi når med bidrag til det fælles mål på land i de her indsatser. Hvor mange procent vi når, afhænger nemlig både af beslutninger om den samlede arealanvendelse og også af afklaring af definitionen på beskyttelse, der anvendes på EU-niveau, hvad der også vil være faglig debat om. Derfor sætter regeringen gang i det, vi har døbt en grøn trepartsaftale med grønne organisationer, med KL, med landbruget og med regeringen selv, og vi vil også inddrage Folketingets partier i det opfølgende arbejde. Den grønne trepartsaftale skal bidrage med anbefalinger netop vedrørende Danmarks klima- og naturudfordringer. Derefter vil vi fremsætte forslag til en lov om natur og biodiversitet, den første af sin slags her i Danmark, som vil rumme mål og virkemidler, der bidrager til det fælles EU-mål, og målsætningerne skal udarbejdes under hensyn til den samlede arealanvendelse.

Hvis man gør status nu her på arbejdet, var Danmark pr. 1. december et af seks EU-lande, som meldte beskyttede arealer ind til det fælles mål. Foreløbig er den danske indmelding 15 pct. beskyttet areal til lands og 29 pct. beskyttet areal til havs, hvoraf 4 pct. til havs er strengt beskyttet. Vi kan så løbende bidrage med mere til det fælles mål. F.eks. vil vi øge det danske bidrag til målsætningen til havs, når den offentlige høring af havplanen, som Enhedslisten jo er med i, er afsluttet i februar, og det vil så betyde, at Danmarks marine bidrag bliver 32 pct. beskyttet areal til havs, heraf 10 pct. strengt beskyttet.

Spørgeren.

Jeg synes da, det var interessant, hvis vi kom op på 10 pct. strengt beskyttede områder til havs meget hurtigt. Det synes jeg er en ny oplysning, i forhold til hvad vi hørte i nogle lange forhandlinger, nemlig at det var meget svært. Det var lige før, det var mere svært under den tidligere regering. Jeg synes, det forpligter, at vi har så store havarealer; så kunne vi godt være over gennemsnittet i EU. Så jeg synes, det er fint at tage nogle første skridt på det område.

Med hensyn til hvor hurtigt tingene går, er jeg meget imod, at alt skal lægges ud i sådan en trepartsaftale. Jeg sidder i Folketinget, jeg har skrevet under på grundloven. Alle de her parter, der bliver inviteret til trepartsforhandling og får ekstra mulighed for at have indflydelse, er ikke valgt af befolkningen, og de har ikke skrevet under på grundloven. Jeg synes, det er noget rod, man bevæger sig ud i, at man hele tiden skal have trepartsaftaler. Hvis man har en trepartsforhandling, er det nogle gange to mod en. Det er også ulempen i det. Måske er det største problem lige i øjeblikket, at vi har en trepartsregering, så regeringen skal blive enig med sig selv om, hvad den kan, og hvad den vil.

Jeg synes, det er fint, at ministeren nævner de her arealer, der er i spil; at det er 250.000 ha ny skov. Ja, det er rigtig godt. Der mangler bare en tidsplan. Der mangler en tidsplan for det. For hvis det er noget, der etableres over 10 år, så kan jeg godt se, at det er ambitiøst. Hvis det er noget, der gennemføres over 50 år, er det absolut ikke ambitiøst.

Så jeg vil egentlig gerne frem til, at ministeren er lidt mere konkret omkring, hvordan vi får mere fremdrift i tingene, så der bliver nogle konkrete mål. Står vi over for at skulle have 250.000 ha ny skov i løbet af relativt kort tid, vil det være en fordel for branchen, at f.eks. dem, der skal levere træer, ved, at de har en sikker afsætning i 10 år, til vi når det mål på 10 år. Det synes jeg ville være gavnligt. Kan ministeren ikke se, at vi skal have nogle forpligtende tidsplaner ind i det her, når vi arbejder med biodiversitet?

Ministeren.

Først vil jeg sige om det med en trepartsaftale, at det jo er et velkendt synspunkt at være imod det. Jeg vil nu stå fast på, at der er sket utrolig mange gode ting. Se bare på vores arbejdsmarked i Danmark, som mange lande er misundelige på, hvordan det fungerer, bl.a. på en stærk trepartsaftale, som er lavet. Det synes jeg er glimrende. Vi kan kopiere det og få de grønne organisationer i spil, som jo også er med i den grønne trepartsforhandling.

Så er det rigtigt, at vi har et lille areal, og vi har mange ønsker til det, og når vi skal have meget mere skov – det er Lolland og Falster og Bornholms areal, det handler om – skal vi lave en plan for, hvordan vi får gjort det, og hvor det skal gøres, og hvornår det skal gøres. Det er jeg helt enig i.

Spørgeren.

Det er fint nok med de der tidsplaner. Men kan ministeren ikke se, at det altså er nødvendigt at få en god tidsplan for, hvor hurtigt og hvor den her nye skov skal etableres? Vi står over for noget, hvor vi skal passe på vores hav. Det kunne sådan set være godt med noget planlægning, som sagde, at en vis del af det større skovareal skulle ligge langs med vores vandløb og vores kyster, sådan at det kunne være med til at leve op til vores vandrammedirektiv. Kan ministeren ikke se, at vi skal have en tidsplan for den etablering af 250.000 ha skov?

Ministeren.

Det kan jeg godt se. Men jeg tror måske også, at spørgeren, som har fulgt området i lang tid, kunne være enig i, at der ikke er nogen regering nogen sinde – det er der ikke – som har haft så stærk en vision for en udbygning eller en udpantning af dansk skov og så meget mere skov, som der nu ligger i regeringsgrundlaget. Det er vi så i gang med at forberede, og det får vi den grønne trepartsaftale til at hjælpe med at gøre.

Men indtil da sidder vi ikke på hænderne. I den finanslov, som netop er indgået, ligger der 200 mio. kr. til Klimaskovfonden, som skal ud og plante konkret skov, og det kan jo ske allerede næste år.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Det er fint nok med 100 mio. kr. til Klimaskovfonden. Så synes jeg, ministeren skal spørge sine embedsmænd, hvor mange hektarer der kommer ud af det. For vi er altså nede i nogle små størrelser.

Hvis ministeren skal søge inspiration til, hvordan det kan gå, kan ministeren jo kigge i Enhedslistens beslutningsforslag om at fordoble skovarealet på 10 år, som vi har fremsat i Folketinget. Altså, man behøver ikke en trepartsaftale, eller også kan man lave trepartsaftalen med Enhedslisten. Jeg synes ikke, at der skal gå trepart i det hele. Lad os nu komme ud over stepperne og få sikret noget mere biodiversitet.

Ministeren.

Men i og med at Enhedslisten så har haft det ønske længe, kunne man jo måske også glæde sig. Det er måske selvfølgelig for meget forlangt, men det er vel i hvert fald ikke helt dårligt så, heller ikke for Enhedslistepolitikere, som i lang tid har haft ønske om mere skov, at man for første gang har en regering, som altså har skrevet ned og er blevet enige om, at vi skal have en skovplan for Danmark, der forøger vores skovareal med 250.000 ha. Som sagt svarer det til arealet på Bornholm, Lolland og Falster tilsammen, vi skal omdanne til mere skov rundtomkring i Danmark og meget, meget gerne mere sammenhængende skov, også til glæde for naturen.

Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til miljøministeren, og det er ligeledes af hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Er ministeren enig med Biodiversitetsrådet og professor Stiig Markager i, at landbrugsarealet skal reduceres med 600.000 ha for at sikre vandmiljøet og genopretning af biodiversitet?

Ministeren.

Jeg er enig i, at der skal ske ændringer i den måde, vi driver landbrug på i Danmark. Lige nu er landbrugsdriften ikke i harmoni med naturen omkring os. Det er ret tydeligt, og det skal vi rette op på.

Det faglige grundlag, vi arbejder ud fra, viser, at udledningen af kvælstof skal reduceres med ca. 18.000 t årligt. Spørgeren ved, at det også bliver baseline, og det er blevet meget teknisk. Vi har lige haft to lange tekniske gennemgange af dette her, og den baseline er ved at blive opdateret. Men det faglige grundlag indtil videre er cirka de her 18.000 t kvælstof, der skal reduceres, for at vi kan komme videre med det, der hedder god økologisk tilstand. Og det er vigtigt, at vi når de mål, vi sætter os. Så der skal alle midler i brug, bl.a. udtagning af lavbundsjorder, som vi taler om, og som der bliver spurgt om her, men jo også andre virkemidler. Jeg er helt sikker på, at der ikke er ét værktøj, der klarer det hele. Vi er nødt til at bruge alle virkemidler.

Hvis man ser på landbrugsaftalen, hvor Enhedslisten jo også er med, har vi lavet aftaler om første halvleg eller første del, hvor vi reducerer kvælstof med 10.400 t, og den skal så genbesøges. Hvor er så resten, vi skal op på? Om det kommer op på 18.000, afhænger meget af de baselineudregninger, som eksperterne netop nu er ved at vurdere, og som vi får til politisk beslutning.

Men jeg er måske også nødt til at sige her, at når det f.eks. handler om de skærpede krav, som ligger i det, der hedder den målrettede regulering, som jo ikke er frivillig, men en målrettet regulering, rammer den jo her næste år, altså fra starten af 2024. Det er en målrettet regulering, som ikke handler om udtagning, men som handler om andre måder at dyrke på, så der bliver mindre kvælstof, bl.a. brug af efterafgrøder m.m. Så der er altså også andre elementer, man kan tage i brug for at nå målet om at få genoprettet livet og få vores biodiversitet tilbage i vores fjorde.

Spørgeren.

Jeg lyttede mig til, at ministeren ikke lige tog det ned og sagde, vi skal reducere landbrugsarealet med 600.000 ha, altså at det ikke var svaret, men at der kunne være noget målrettet regulering, som man kunne komme frem til ville have en eller anden effekt. Der må man bare sige, at professor Stig Markager jo er blevet kontrolleret med en second opinion, og det er blevet konstateret i to delrapporter, at dygtige danske forskere sådan set har metoder og resultater, som er valide. Så der er sådan set, synes jeg, ekstra god grund til at lytte til den ekspertise, som der er i Danmark, og ikke bare lade det være op til nogle trepartsdrøftelser. Vi har sådan set noget viden.

Jeg synes, at det burde gøre stort indtryk, når Stig Markager kommer ud og siger, at det er 600.000 ha, som vi burde udtage af landbrugsarealet, og når Biodiversitetsrådet kommer og siger, at vi sådan set skal have vendt en nedadgående udvikling /afvikling af biodiversiteten. Vi skal sådan set have vendt kurverne inden 2030, og det kræver arealer. Det er ikke bare noget, man kan klare ved, at der er lidt efterafgrøder ude på nogle landbrugsarealer. Der skal reduceres et landbrugsareal. Så det er sådan set det, der er vores udgangspunkt for at lytte til forskellige eksperter, altså at komme frem til noget, som måske kan lyde lidt drastisk, nemlig at man reducerer det danske landbrugsareal med 25 pct.; men når det er det, der er nødvendigt, så er det det, vi går efter.

Jeg har lyttet mig til, at ministeren i et radioprogram, der hedder »Guld og grønne skove«, har italesat, at den biodiversitetsnaturkrise, vi er i, sådan set er større end coronakrisen. Og den tidligere sundhedsminister, nuværende miljøminister, har jo en vis erfaring med at lave vidtgående beslutninger, som havde store konsekvenser for det danske samfund. Ministeren har jo vist, at det kan lade sig gøre. Hvorfor er det så, at ministeren som miljøminister nøler med virkelig at tage det alvorligt?

Ministeren.

Det gør jeg heller ikke. Jeg står fuldstændig ved, at den globale, men også den nationale krise, vi har i forhold til vores biodiversitet, er af et omfang, som gør, at når man taler med forskere og læser rapporterne, at det er en meget, meget grundlæggende omstilling, vi skal have, af vores samfund. Det er en af de store forskelle fra den anden krise, der blev nævnt her, som var en hård krise, men som der var sat en slutdato på. Her må man sige, at når vi skal – og det skal vi jo – komme igennem krisen for vores biodiversitet, så er det en grundlæggende omstilling af samfundet, der skal til, hvor det ikke kommer tilbage til normalen. Det er vel det, som er det grundlæggende og fundamentalt anderledes.

Spørgeren.

Ja, vi skal ikke tilbage til normalen, og derfor er den italesættelse af, at lidt efterafgrøder løser det, en farlig vej. Hvis vi skal frem til nogle grundlæggende ændringer, er det jo sådan set, at vi skal frem til at reducere landbrugsarealet. Jeg ville ønske, at der var flere politikere, der kunne se det positive i, at der stadig væk er turister, der vil besøge Danmark, fordi der er en fisk at fange i havet, og fordi man kan lide at svømme i et rent hav, og fordi man kan få de naturoplevelser, som Danmark tidligere har været kendt for. Kan ministeren ikke se, at det ikke er landbruget, der skal diktere vores fremtid?

Ministeren.

Jo. Og vi har jo ved det tidligere spørgsmål netop drøftet vores planer om 250.000 ha mere skov. Vi har jo aftalt fælles, at de 100.000 ha lavbundsjorde, som skal udtages, bliver til vådområder; vi genslynger bække og vandløb; vi renser vores meget hårdt udsatte søer op. Og alle de ting skal jo også til. Det, jeg bare siger her, er, at udtagning af vådområder ikke er den eneste ting; der skal udtages, og der skal plantes skov og laves andre ting i vores landskaber. Men der er også andre redskaber, der skal i brug, og vi skal have alle redskaber i brug for at nå vores mål på de 18.000.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Når nu den tidligere coronaminister ved, hvordan man kan træffe hurtige beslutninger og få et stort flertal i Folketinget til at være med på det, så kunne jeg godt tænke mig at høre, om ikke ministeren, når han nu er kommet frem til en erkendelse af, at vores naturkrise er så stor, kan trække på de erfaringer, han gjorde sig som sundhedsminister, til at være med til at gå i teten og sige: Her skal laves nogle grundlæggende forandringer, som kan være med til at sikre vores biodiversitet?

Ministeren.

Jeg kan love, at jeg trækker ekstremt meget på nogle af de erfaringer. Noget, jeg er tilfreds med, er, at jeg jo kommer ind på et område, hvor der faktisk er et bredt forlig, og det mener jeg er en af de ting fra coronatiden, der var gode: Der var masser af politisk debat, men der var trods alt en meget, meget bred politisk opbakning til det, der skulle til. Og vi kan jo konstatere, at der også her er en bred politisk opbakning til den politiske aftale om en grøn omstilling af landbruget, og når man skal drøfte det, der hedder genbesøget af præcis den indsats, vi taler om her, så er det mit bud, at partierne faktisk vil have handling og vil være klar til at lægge ryg til det, der skal til, og der skal alvorlige indsatser til.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til miljøministeren og til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Vi byder velkommen til børne- og undervisningsministeren. Spørgsmålet bliver stillet af fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Værsgo.

Tak. Hvad er ministerens holdning til, at regeringen ikke har gjort noget for kvaliteten i dagtilbud, siden EVA's undersøgelse viste, at kun en ud af ti vuggestuer har god kvalitet?

Ministeren.

Der er heldigvis gjort noget og der er meget i gang for at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne. Hvis man lige skruer tiden lidt tilbage, kan man se, at der er afsat et milliardbeløb til at indføre minimumsnormeringer, som gælder her fra januar 2024, så der kommer mere pædagogisk personale hos vores børn. Vi har i sommer afsat ca. 200 mio. kr. til opkvalificering af pædagogisk personale i dagtilbud; det kan f.eks. være en pædagogmedhjælper, der læser til meritpædagog. Der er i år afsat 350 mio. kr. årligt til mere pædagogisk personale i daginstitutioner med mange børn i udsatte positioner, og så har regeringen lige netop indgået en historisk trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, hvor der bl.a. prioriteres ca. 1½ mia. kr. fra 2026 og frem til bl.a. at forbedre rekrutteringen og fastholdelsen af personale på børneområdet. Ifølge BUPL, altså pædagogernes fagforening, svarer det til ca. 1.800 kr. om måneden for en pædagog. Samtidig er vi i gang med at se på en ny pædagoguddannelse.

Alle de initiativer skal være med til at sikre kvalitet i vuggestuer, børnehaver og dagplejen. Investeringer fra centralt hold kan dog ikke stå alene. Det kræver også en indsats lokalt. Kvalitetsundersøgelsen, som der henvises til i spørgsmålet, har nogle resultater, som bør føre til refleksion, også i kommunerne. Fra 2022 trådte der nye regler i kraft, som skal styrke kommunernes tilsyn med det pædagogiske indhold i dagtilbuddene, og efter at have læst kvalitetsundersøgelsen sendte jeg i maj et brev til alle kommuner, hvor jeg også indskærpede kommunernes ansvar for så også at sikre den kvalitet i henhold til gældende lovgivning. Tak for ordet.

Spørgeren.

Vi ved jo faktisk godt fra forskningen, hvad små børn har brug for. Altså, i dag har jeg besøg af Grethe Kragh-Müller og Charlotte Ringsmose, som er nogle af dem i Danmark, der ved allermest om børns udvikling, og de kan se, at godt nok bliver normeringen en lille smule bedre – ikke god nok, men en lille smule bedre – men det går samtidig tilbage på de andre vigtige ting. Så hvad har regeringen egentlig gjort, for at der ikke bare kommer en lavere pædagogandel, større børnegrupper eller større institutioner?

Ministeren.

Pædagogandelen har været faldende her de seneste år, og jeg tror, at det er en meget naturlig udvikling, fordi kommunerne er i gang med at få ansat personale, så de lever op til loven om minimumsnormeringer. Der er faktisk blevet ansat 900 ekstra pædagoger, men der er bare blevet ansat over 5.000 ekstra pædagogmedhjælpere, og tilsammen betyder det så, at andelen af pædagoger falder, selv om antallet stiger.

Spørgeren.

Men hvordan hænger det sammen, at regeringen vil have børnefamilier til at hente børnene 5 minutter i lukketid med god samvittighed, når man ikke gør mere for at sikre, at alle vuggestuer har god kvalitet?

Ministeren.

Jeg synes egentlig, at de initiativer, jeg nævner, er et meget godt billede på, hvordan børneområdet har været prioriteret de seneste år. Loven om minimumsnormeringer er jo en kæmpestor økonomisk saltvandsindsprøjtning til de 0-6-årige børn, og den trepartsaftale, der netop er blevet lavet, giver jo 1.800 kr. mere om måneden, ifølge pædagogernes egen fagforening, til pædagogisk personale. Altså, det er noget, der kan mærkes på bundlinjen.

Spørgeren for sit afsluttende spørgsmål.

Det er, som om regeringen ikke tager det alvorligt. Det er kun en ud af ti vuggestuer, som har god kvalitet. Altså, derfor får jeg lyst til at spørge ministeren: Vil regeringen prioritere de penge, der skal til for at kunne ansætte pædagoger nok, til at de kan være sammen med børnene i små grupper, ikke kun et par timer om formiddagen, men hele dagen?

Ministeren.

Det var en kvalitetsundersøgelse af vuggestuer og dagplejer, som var trist læsning, for kvaliteten er for lav. Men jeg synes også, at noget interessant, der var i den undersøgelse, var, at uddannet personale gør en stor forskel. Derfor vil det, at vi nu i sommer har afsat økonomi til, at pædagogmedhjælpere kan læse til meritpædagoger, det, at vi udbetaler mere i løn til pædagogerne, i et håb om at flere af dem også vil blive fastholdt og måske nye rekrutteret, og det, at der vil komme flere kolleger som følge af aftalen om minimumsnormeringer, alt sammen være med til at øge kvaliteten.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til børne- og undervisningsministeren og tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Jeg byder nu velkommen til udlændinge- og integrationsministeren. Næste spørgsmål bliver stillet af fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Finder ministeren det acceptabelt, at mere end hver fjerde indvandrer i lovforslaget om meddelelse af indfødsret, 776 af 2.769, dvs. 430 bipersoner, 211 med dispensation og 135 statsløse født i Danmark, ikke opfylder de såkaldte strenge betingelser for opnåelse af indfødsret, og vil ministeren arbejde for, at opfyldelse af samtlige betingelser skal være det absolutte udgangspunkt for opnåelse af dansk indfødsret?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. En ansøger skal enten opfylde de betingelser, som et flertal i Folketinget har vedtaget, og som er udmøntet i cirkulæret om indfødsret, eller være blevet meddelt dispensation fra Folketingets Indfødsretsudvalg for at kunne blive optaget på lovforslag om indfødsrets meddelelse. Indfødsretsaftalen, der er udmøntet i den pågældende cirkulæreskrivelse om naturalisation, indeholder lempede vilkår for en række ansøgergrupper. Det gælder bl.a. ansøgernes børn, altså det, der hedder bipersoner, dansksindede sydslesvigere og nordiske statsborgere. Det gælder også statsløse, som er født her i landet og indgiver en ansøgning om dansk statsborgerskab, inden de fylder 21 år. Dem er der optaget 176 af på lovforslaget. Heraf er 175 optaget efter børnekonventionen og en efter statsløsekonventionen.

Derudover kan Folketingets Indfødsretsudvalg som sagt meddele en ansøger dispensation fra en eller flere betingelser. Jeg sidder ikke selv i udvalget, og jeg har på den måde ikke indflydelse på, hvor mange der får dispensation fra de forskellige krav, men generelt mener jeg jo, at det er rigtigt, at udvalget efter et konkret skøn har mulighed for at meddele en dispensation. Jeg synes også, at det er logisk, at børn kan erhverve dansk statsborgerskab sammen med deres forældre uden at opfylde reglerne om f.eks. at have været i fuldtidsbeskæftigelse, hvad der jo er svært for mange børn, og jeg har på nuværende tidspunkt derfor ikke et ønske om at ændre den gældende indfødsretsaftale eller reglerne i indfødsretsloven, der regulerer bipersoners erhvervelse af dansk statsborgerskab. Tak for ordet.

Spørgeren.

Der er jo ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti mener, at den måde, man smider om sig med danske statsborgerskaber på, er forkert, og at det er forkert, at det danske Folketing sidder og giver statsborgerskaber i blinde, fordi man simpelt hen ikke gider at bruge tid på at sætte sig ind i, hvem der egentlig er på lovforslaget. Vi kan jo igen og igen trævle noget op. For ganske nylig trævlede vi op, at en voldsmand, som var blevet idømt en dom for vold, faktisk på en af vores ansatte i partiet, stod på det her lovforslag. Det var sådan set kun, fordi vi passede vores arbejde og nidkært sad og kiggede på, hvem det egentlig er, der er på det her lovforslag, at han blev pillet af.

Vi har også hørt om, at der desværre sker utallige fejl i ministeriet, hvor man også går ud og siger, at man desværre ikke kan frakende statsborgerskabet fra selv grove kriminelle, fordi der er begået fejl eller der er nogle papirer, der er blevet væk, osv. Nu ser vi så igen et lovforslag med 2.769 personer samlet i ét stort bunkebryllup, som det danske Folketing – ikke Dansk Folkeparti – kommer til at meddele statsborgerskab. Vi kan jo se, at bl.a. 135 af dem er statsløse og 211 af dem har fået dispensation.

Mener ministeren, at det er okay, at der er så stor en procentdel, som ikke lever op til de her såkaldte strenge kriterier i indfødsretsloven?

Ministeren.

Jeg synes, at det er helt rimeligt, at et barn på f.eks. 10 år ikke skal leve op til kravet om at være beskæftiget i en årrække forud. Det er jo ret svært i sagens natur. Og jeg vil også gerne have lov at betvivle, at de 2.700 skulle være så stort et problem. Ser man eksempelvis på dengang, hvor Dansk Folkeparti havde rigtig stor indflydelse, og hvor de to spørgeres tidligere parti, Det Konservative Folkeparti, havde meget stor indflydelse, var det jo 80-90 pct. af dem, der står på lovforslaget, som havde mellemøstlig baggrund. Nu er det en fjerdedel. Så det er da gået voldsomt i den rigtige retning, siden Socialdemokratiet fik magt over den her lovgivning, og siden spørgernes nuværende og tidligere partier mistede magten over lovgivningen.

Spørgeren.

Tusind tak. Det er så sjovt, at ministeren altid bruger det her med, at det var dengang, Poul Nyrup Rasmussen stod i spidsen for en socialdemokratisk regering. Det er en regering, som har været med til at ødelægge Danmark. Han stod og sagde, at Dansk Folkeparti ikke var stuerene, fordi vi påpegede det åbenlyse. Vi fik strammet en hel masse ting dengang, og den eneste grund til, at Danmark ikke ligner Sverige i dag, er Dansk Folkeparti. Det er dæleme ikke på grund af Socialdemokratiet. Det er bare for at få de historiske fakta på plads. Men dengang stemte vi jo sådan set også imod rigtig, rigtig mange af dem her, og i dag stemmer vi selvfølgelig nej, og vi mener, at det her skal laves om.

Hvorfor er Socialdemokratiet så opsat på at give kriminelle mennesker og mennesker, man ikke ved en dyt om, statsborgerskab?

Ministeren.

Nu må vi lige have det historiske på plads. Altså, de to spørgeres daværende parti, Det Konservative Folkeparti, stemte jo for de her lovforslag, fordi man sad i regering. Så når man var medlem af Det Konservative Folkeparti, bakkede man jo op om de her lovforslag med tusindvis af folk fra Mellemøsten og Nordafrika, som stod på lovforslaget – modsat i dag, hvor de tre største grupper er briter, tyskere og polakker. Det er nogle helt andre lovforslag, der er i dag.

Det er jeg glad for at Socialdemokratiet har fået styr på, og så må man godt i Dansk Folkeparti sige, at man stadig gerne vil gøre det strammere, end man gjorde det dengang. Men set år for år, bliver det bedre og bedre, jo længere tid vi sidder i regering.

Så byder jeg velkommen til en medspørger, og det er hr. Mikkel Bjørn for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu har jeg aldrig været medlem af Det Konservative Folkeparti. Men tak til ministeren.

Det, jeg godt vil indskærpe, er, hvad ministeren meget behændigt ikke kommer ind på, nemlig det, der reelt er sandheden omkring den indfødsretslovgivning, vi har i Danmark, og det er, at voldtægtsforbrydere, bandekriminelle og folk, der grundlæggende er dybt kriminelle mennesker, kan komme på lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis de er statsløse. Det vil jeg godt have at ministeren kommenterer på. Hvordan kan der være nogen rimelighed i, at vi skal give potentielle voldtægtsforbrydere, bandemedlemmer og hjemmerøvere dansk statsborgerskab, alene fordi de kommer fra specifikke områder af verden? Det kan da ikke passe, at danskerne skal være tjent med større utryghed i deres eget land, fordi ministeren insisterer på at overholde en konvention, som grundlæggende gør Danmark utryggere.

Ministeren.

Jeg havde fået det indtryk, at spørgeren havde været medlem af Konservativ Ungdom, men det kan så være, at jeg har taget fejl. Men man må jo antage, at hvis man melder sig ind i Konservativ Ungdom, så bakker man op om Det Konservative Folkeparti, for ellers giver det jo ingen mening at melde sig ind. Altså, man melder sig jo heller ikke ind i FDM, hvis man er imod biler eller ikke har et kørekort. Det ville da være mærkeligt. Men okay, jeg skal ikke dømme.

Hvis det er statsløse, det handler om, forstår jeg ikke, hvad bipersonerne har at gøre med det. Altså, hvis det handler om statsløse – hvis det er det, diskussionen handler om – hvorfor så tage bipersonerne ind i det? Kan en biperson, der er voldtægtsdømt, blive optaget? Altså, det er jo svært, hvis man er 10 år gammel, at blive dømt, for man er under den kriminelle lavalder, og jeg tror også, det er svært at begå en voldtægt som 10-årig.

Så lad os tage det forhold til de statsløse. Jeg anerkender, at vi har et område her, hvor vi ikke med dansk lov kan stramme yderligere, i forhold til hvordan det er, fordi vi har underskrevet en konvention. Og som vi så ofte før har diskuteret her i salen og andre steder i Folketinget, er det jo sådan, at vi kun kan undgå det krav, hvis vi melder os ud af konventionerne. Men samtidig er vilkåret bare sådan, at lige nu er det først og fremmest vestlige borgere, der får statsborgerskab i Danmark.

Medspørgeren.

Hvis man kigger på bipersoner, kan man se, hvad sandheden er om det, ministeren siger, nemlig at der er rigtig mange ikkevestlige og også mellemøstlige indvandrere, der får dansk statsborgerskab. Men jeg kan fortælle ministeren, hvad grunden er til, at vi inkluderer bipersoner, og det er, at du sagtens kan være en 14-årig voldtægtsdømt, der, fordi du er under den kriminelle lavalder, ikke er forhindret i at komme på lovforslaget om indfødsrets meddelelse, og fuldstændig det samme gælder, hvis du er en statsløs voldtægtsforbryder, en statsløs hjemmerøver eller en statsløs, der er medlem af en bande. Det er det, vi problematiserer, og det er det, jeg godt vil have at ministeren redegør for.

Ministeren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der i forhold til den gruppe, som er statsløse, er lempeligere vilkår, end hvad jeg synes er optimalt, men som vi har diskuteret før – og jeg har jo også har anerkendt Dansk Folkeparti for at sige, at man har det udgangspunkt, at man ikke er interesseret i, at vi er med i konventionerne – så er det at træde ud af konventionerne den eneste måde, man kan løse det her problem på. Det er vi ikke interesseret i fra regeringens side, men jeg anerkender selvfølgelig, at Dansk Folkeparti er klar til at tage konsekvensen af den holdning, men giver udtryk for her i dag.

Vi siger tak til medspørgeren, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Jeg giver igen ordet til fru Mette Thiesen, ligeledes Dansk Folkeparti, for et afsluttende spørgsmål.

Tusind tak. Igen ser vi jo desværre en minister, der er verdensmester i rygsvømning, fordi man ikke vil stå på mål for det, man står for.

Det her skal laves om, og det er det, vi vil i Dansk Folkeparti. Det er ødelæggende for Danmark, at man i den grad kaster sig på knæ for nogle konventioner, der er skrevet i en anden tid og med et andet formål. Og ja, vi står i Dansk Folkeparti fuldstændig på mål for, at vi gerne vil redde Danmark, og der er en del af det altså, at eksempelvis statsløsekonventionen og statsborgerretskonventionen, som står i vejen for, at man kan beskytte danskerne, vil vi gerne ud af, så vi også kan sikre Danmark i fremtiden. Men det er jo en erkendelse, at Socialdemokratiet ikke vil det. Så man kan godt komme og sige alle de rigtige ting, men man kommer jo ikke til at kunne komme i mål med det her, og det er jo fint, at ministeren erkender det.

Ministeren.

Jamen det kræver jo ikke noget at puste sig op og sige, at man vil redde Danmark. Vi har den næstlaveste asylmodtagelse i Vesteuropa, og vi har sandsynligvis de strammeste indfødsretsregler inden for EU. Det er jo som en brandmand, der kommer ud til et hus, der ikke brænder, og siger: Vi vil redde det her hus. Altså, vi har styr på situationen her, hvor vi er nu. (Mette Thiesen (NB): Wauw!). Man kan godt afbryde og lave et stort cirkus ud af det, men det ændrer ikke ved, at når man sammenligner med dengang, Dansk Folkeparti og de partier, som spørgerne før har været medlem af, havde magten, så ser det meget bedre ud i dag. De største nationaliteter, der får indfødsret, er folk fra Tyskland, Polen og Storbritannien, modsat dengang, hvor spørgeren havde magten.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren, og det bliver stillet af fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Hvordan vil ministeren sikre, at Sabaahs vigtige arbejde med minoritetsetniske lgbt+-personer fortsat vil blive løftet, når der ikke afsættes tilstrækkelige midler til Sabaah på den nye finanslov?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som selvfølgelig angår prioritering på finansloven i forhold til foreningen Sabaah. Regeringen har fokus på at føre en ansvarlig økonomisk politik, og vi har jo sammen med et bredt flertal i Folketinget lavet en aftale om en finanslov, som har det samme grundlæggende syn på det. Den er historisk bred, men jo desværre ikke med Enhedslisten, der står uden for som det eneste parti. Det betyder, at det har været nødvendigt at prioritere mellem en række initiativer, hvor det er beklageligt, at alle ikke har kunnet finde vej til aftalen.

Jeg tror, det er for meget at komme ind på den mulige fremtidige finansiering af foreningen Sabaah eller andre foreninger, men jeg synes dog, det er på sin plads også at nævne, at der på finansloven for 2024 fortsat afsættes cirka ½ mio. kr. årligt til Sabaah. Jeg mener, der er en række civilsamfundsorganisationer og foreninger, som bidrager med en vigtig indsats, når det kommer til at understøtte god modtagelse og integration i Danmark. Det gælder Sabaah, som arbejder sammen med minoritetsetniske lgbt+-personer og i indsatsen mod negativ social kontrol løfter en vigtig opgave. Jeg har selv aftalt at skulle drøfte det her med Sabaah på fredag, bl.a. i forhold til hvordan de kan fortsætte deres arbejde.

Det er en prioritering fra regeringen at styrke indsatsen mod social kontrol og hjælpe dem, der er ofre for det, og det gælder, uanset hvad baggrund man har, at man skal have mulighed for at leve et frit liv efter sit eget valg. Det er ikke ens kønsidentitet, som skal være afgørende for, hvad for nogle muligheder man får.

Men jeg tror også, at jeg må sige, at nu er der indgået en finanslovsaftale for 2024, og de prioriteter, som partierne bragte ind, var jo det, der formede den endelige aftale, og den er, som den ligger. Jeg håber, det er muligt, at Sabaah alligevel kan fortsætte deres gode arbejde. Tak for ordet.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt observeret af ministeren, at Enhedslisten selvfølgelig ikke indgår en finanslovsaftale, hvori der ligger en besparelse på en forening, som er så vigtig som Sabaah. Lad nu det ligge.

På den måde hører jeg jo i ministerens svar, at vi et eller andet sted trods alt har en fælles dagsorden om, at vi gerne vil støtte den her forening. Derfor vil jeg bare gentage spørgsmålet: Hvordan vil Sabaahs muligheder økonomisk være i fremtiden for at kunne løfte den meget vigtige opgave, de løfter? Kunne man f.eks. forestille sig, at de fik en større andel af den lgbt+-handleplan, som regeringen har sat penge af til på finansloven?

Ministeren.

Som jeg sagde tidligere, har jeg aftalt at skulle tale med foreningen Sabaah om deres eget arbejde videre. Jeg tror, det vil være svært for mig her at stå og lægge bånd på nogle aftaler, der ligger i nogle andre ministerier. Men jeg er enig i, den indsats, der er både for kvinder med minoritetsetnisk baggrund generelt, men særlig også folk, der har, kan man sige, dobbelt minoritetsbaggrund – både etnisk og seksuelt – er utrolig vigtig og noget, som vi skal prioritere fremadrettet.

Spørgeren.

Hvis ministeren så skal sige noget, der kan ske i ministerens eget ministerium, hvordan forestiller regeringen sig så, at det netop i Udlændinge- og Integrationsministeriet vil blive sikret, at den her opgave bliver løftet? Når nu man har sat alt muligt i gang med kommissioner, der skal undersøge, hvordan vi kan tage et reelt opgør med negativ social kontrol, og når man i øvrigt i pressen tit og ofte hører ministeren sige, at vi også nu skal tage et opgør med det her, så virker det bare lidt modsat, at man ikke sætter penge af til netop en organisation som Sabaah. Så hvad kommer der til at ske i ministerens eget ministerium?

Ministeren.

Det, som jeg sidder og arbejder med nu, er jo grundlæggende en beskæring af de statslige integrationsindsatser som følge af kriminalforsorgsaftalen, der blev indgået for nogle år siden. Der har jeg haft det som en klar prioritet, at alt det, der handler om negativ social kontrol, alt det, der handler om rådgivning til folk, der er i en særlig udsat position, skal friholdes fra de besparelser, der ligger. Men det er jo det rammevilkår, som jeg også er i; jeg har ikke en selvstændig pengekasse, som jeg kan bruge, som jeg gerne vil. Der ligger også nogle andre aftaler, som jeg er tvunget til at følge.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg tænker, at det på mange måder ville være – nu skal jeg passe på, hvad jeg siger – dejligt, hvis ministeren havde en pengekasse, så ministeren lige kunne sætte penge af til den her forening. Det er virkelig ikke for at være polemisk; det er bare for sige det, som det er: Det klinger ret hult, at man står og på den ene side siger, at man godt vil tage et opgør med negativ social kontrol, og at pengene skal komme fra kriminalforsorgsaftalen, og så samtidig på den anden side indgår en finanslovsaftale, hvori man ikke sætter penge af til en organisation, som er så vigtig, og som dokumenteret laver arbejde, som hjælper unge mennesker med minoritetsbaggrund ud af negativ social kontrol.

Ministeren.

Det kunne have været, at Enhedslisten, hvis Enhedslisten havde været med i finanslovsaftalen, havde fået de penge afsat, og så kunne man have gjort en konkret forskel i stedet for at have stået hernede og holde tale. Men sådan er der jo så meget. Jeg har set, at ordføreren har efterspurgt, at jeg gik på arbejde og lavede noget. Nu prøver jeg se på, hvordan vi i det nye år kan sørge for at lægge en solid indsats i forhold til at efterleve det, som står i regeringsgrundlaget om at bekæmpe negativ social kontrol. Og så håber jeg, ordføreren sidder tilbage med det indtryk, at jeg også passer mit arbejde.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til udlændinge- og integrationsministeren og tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Det næste spørgsmål bliver stillet af hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Værsgo.

Tak for det, og spørgsmålet lyder egentlig relativt simpelt sådan: Synes ministeren, at det ville være rimeligt, at man tilbød minkavlerne samme rente for deres erstatning, som staten kræver af de landmænd, man mener er blevet overkompenseret i forbindelse med udtagning af lavbundsjorder?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen indgik som bekendt i maj i år sammen med LA, Radikale Venstre og SF en tillægsaftale om en hurtig udbetaling af erstatninger til minkavlerne, og her aftalte vi jo som bekendt også, at minkavlernes nedlukningserstatning skal værdisikres for at afbøde konsekvenserne af, at udbetalingerne har taget længere tid end forventet, og for at ligestille avlerne, uanset om deres sag så måtte blive behandlet først eller senere. Det blev også aftalt, at værdisikringen beregnes på baggrund af forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik, og hermed forringes minkavlernes erstatning ikke som følge af inflation, og det synes jeg kun er rimeligt.

Spørgeren sammenligner med renterne af de tilbagebetalingskrav som følge af en i øvrigt stærkt beklagelig fejl i Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen, og som der aktuelt også bliver rejst kritik af. Det er et sagsforløb, som jeg, som jeg også ved tidligere lejligheder har givet udtryk for, er meget, meget ærgerlig over, og jeg har derfor også bestilt en redegørelse i Landbrugsstyrelsen, så vi kan få klarlagt det beløb. For det er fuldstændig afgørende, at myndighederne grundigt gennemgår og evaluerer forløbet, ikke mindst for at den slags fejl kan undgås at skulle ske igen.

I forhold til spørgsmålet om renter vil jeg også gerne benytte lejligheden til at præcisere, at det, når der i relation til Landbrugsstyrelsens ordning skal opkræves renter for uretmæssigt udbetalt støtte, så ikke er med tilbagevirkende kraft. Renterne bliver først tilskrevet, hvis tilbagebetalingskravet ikke er indfriet inden for en betalingsfrist på som udgangspunkt 30 dage. Som jeg tidligere har nævnt, har jeg også bedt mit ministerium om at undersøge muligheden for at kunne give en eventuel henstand og muligheden for også at etablere en afdragsordning, hvis det måtte være relevant for de lodsejere, der har brug for dette, og det er helt afgørende for mig, at de berørte lodsejere får mindst mulig gene af fejlen, og at alle muligheder inden for reglerne benyttes i videst muligt omfang.

Spørgeren.

Tak. Der er masser af teknikaliteter, kan man sige. Hvis vi nu bare holder os helt nøgternt til rentesatsen, forrentes det, når staten skal have pengene op af lommen for at erstatte de her overgreb, som jeg jo nærmest vil kalde det, fra statslige myndigheders side, ifølge den bekendtgørelse, som ministeren selv refererer til, og som Liberal Alliance også selv har været med til at indgå en aftale omkring, altså erstatningerne til minkavlerne og i øvrigt også følgeerhvervene, med Nationalbankens rente eller med diskontoen, hvilket så på nuværende tidspunkt, sådan som jeg lige husker det, vil sige 3,6 pct.

Men – og der er jo et stort men – når staten så skal indkradse de her kompensationer, som man mener fejlagtigt at have udbetalt for meget, det er på grund af en fejl, som ministeren nu så også siger, så kræver man, selv om det er en fejl, som landmændene overhovedet ikke selv er skyld i, 11 pct. i renter, altså 11 pct. kontra 3,6 pct. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Jeg forstår fuldstændig godt den problemstilling, der bliver rejst. I forhold til den erstatning, som minkavlerne skal have, så har vi jo i regeringen inklusive Liberal Alliance, Radikale Venstre og SF her i foråret netop indgået en politisk aftale, hvor vi, kan man sige, ud over det udgangspunkt, der lå, også laver en værdisikring. Det er mere end det udgangspunkt, der oprindelig var, og det er jeg sådan set glad for, og jeg kvitterer også for, at der var politisk vilje til at lave den værdisikring. Derfor skal man selvfølgelig også se det i den kontekst, at reglerne sådan set ikke gav den mulighed, men at vi politisk valgte at gå videre med det, i forhold til at minkavlerne ikke skal stilles ringere, fordi der er sket en lang sagsbehandlingstid.

Spørgeren.

Ja, det er jo sådan set alt sammen meget godt, og jeg er med på, hvad det er for en aftale, vi har indgået om det her. Men kan ministeren ikke se, at det virker helt urimeligt, at man som minkavler, når man i virkeligheden langt hen ad vejen har fået smadret sit levebrød, og man skal vente i årevis på en erstatning, så bliver spist af med nærmest ingenting, mens staten meget, meget gladelig med den anden hånd kræver skyhøje renter?

Ministeren.

Uden at det skal blive for teknisk er jeg fuldstændig med på problemstillingen, og jeg er fuldstændig med på, at vi har lavet en god politisk aftale, som skal imødekomme, at minkavlerne ikke bliver stillet ringere, fordi der har været inflation, og fordi der har været en sagsbehandlingstid, der har været meget, meget lang og også alt for lang. Det er derfor, vi har lavet den her aftale om at værdisikre.

Så følger renterne, som der bliver refereret til, i øvrigt også af renteloven, som igen følger det, at vi, når vi har EU-støtte, der ifølge den forordning, som vi er forpligtet til at følge, skal tilbagebetales, så også skal have en forrentning, der går den anden vej, og det er de regler, jeg refererer til. Jeg synes til gengæld også, det er rigtig godt, at vi politisk har vedtaget og aftalt, at værdisikringen på minkavlererstatningerne er blevet gennemført.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Ministeren sagde i sit indledende svar, at Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen i den her sag har begået fejl, og at det selvfølgelig er meget beklageligt, og jeg taler her om tilbagebetalingen af kompensationer. Der har også været en anden sag, hvor der er blevet udbetalt EU-tilskud imod reglerne, nemlig til Bregentved Gods, ja, faktisk helt op til 28 mio. kr., og hvor man jo så ikke har krævet det tilbagebetalt, fordi man som offentlig myndighed, når man har begået en fejl og man ikke har genoprettet det, så faktisk ikke kan kræve pengene tilbage. Vil det også være tilfældet, når vi taler om overkompensationer i forbindelse med udtagning af lavbundsjorder?

Ministeren.

Det, der er tilfældet i forbindelse med udtagningen til lavbundsjorder, er, at jeg, som jeg også har sagt det, har bedt om en redegørelse fra i mit tilfælde Landbrugsstyrelsen, og i forhold til Miljøstyrelsen er det jo selvfølgelig min gode kollega miljøministeren, der håndterer det, og det er simpelt hen for at finde ud af, hvad der op og ned i det, og hvorfor den fejl er blevet begået. Det, som jeg så selvfølgelig også refererer til, er de krav og de regler, som jeg som minister er forpligtet til at følge, nemlig renteloven og den EU-forordning, som gør, at vi, hvis man har fået overbetalt, overkompenseret en lodsejer, i det her tilfælde en landmand, uanset om det er en fejl eller ej, så er forpligtet til at kræve det tilbage inden for de gældende regler. Det er det, som jeg forholder mig til, men jeg gør i øvrigt også alt, hvad jeg inden for de gældende regler kan for at imødegå de gener, som de her lodsejere måtte mene der er.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og tak til hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Jeg byder nu velkommen til uddannelses- og forskningsministeren, og det næste spørgsmål bliver stillet af fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Værsgo.

Hvilke overvejelser gør ministeren sig om, at regeringens afkortning af uddannelserne og su'en kan øge præstationspresset og nulfejlskulturen blandt fremtidens studerende?

Ministeren.

Tak for det. Jeg kan desværre ikke indstille højden på talerstolen nogen steder. Tak for spørgsmålet. Det er jo rigtigt, at et bredt flertal af Folketingets partier før sommerferien blev enige om en reform af landets universitetsuddannelser, som der også henvises til i spørgsmålet. Jeg synes, det er for nemt bare at påstå, at reformen alene handler om en afkortning af uddannelserne – punktum. Reformen handler også om, at den enkelte studerende fremover i højere grad skal kunne finde lige præcis den vej, som passer bedst til vedkommendes konkrete ønsker og behov. Derfor skal de studerende fremover kunne gå forskellige veje, både når det handler om længde, specialisering, tilrettelæggelse, og især skal der være bedre muligheder for at vende tilbage og bygge videre på sin kandidatuddannelse eller skifte spor. Og det er min forventning, at reformen kan fjerne noget af det pres, når det kommer til de studerendes første studievalg, fordi det ikke behøver at være så endegyldigt. Samtidig investeres der markant i uddannelseskvaliteten til gavn for de studerende. Det er min forventning, at det vil påvirke studiemiljøet og trivslen positivt, når der er mere tid til og opmærksomhed på den enkelte studerende.

Så er jeg enig i, at vi jo desværre i de her år ser stigende mistrivsel blandt børn og unge i Danmark og internationalt, men jeg er simpelt hen uenig i, at vores svar på det billede bare skal være status quo. Det er vigtigt, tror jeg, at vi ikke sætter skræmmebilleder op for de unge, i det øjeblik vi taler om reformer eller laver noget om. Så er det også rigtigt, at regeringen i vores regeringsgrundlag har lagt sporene til, hvordan vi ser fremtidens su-system. Vi ønsker at fastholde en generøs su, men hvor su og uddannelseslængde følges ad og med gode lånemuligheder ud over stipendiet, hvis man har brug for det. Det mener jeg er både fornuftigt og rimeligt.

Spørgeren.

Det er jo en lille smule bemærkelsesværdigt, at ministeren i hvert fald ikke ønsker at tale mere om, hvilke konsekvenser, hvilke negative konsekvenser det kan have, at regeringen lukker tusindvis af uddannelsespladser, forkorter uddannelser og dermed sørger for, at vi kommer til at skulle have en kamp om, hvem der kommer til at få de længste uddannelser, også på universiteterne, hvem der får lov til at få de 2 års kandidatuddannelse. Det er også en lille smule spøjst, at man overhovedet ikke vil anerkende, at det, hvis man går ind og laver en reform af su-systemet, som regeringen har lagt op til, hvor det fleksible su-år rent faktisk forsvinder, overhovedet ikke vil have nogen indvirkning negativt på de studerendes trivsel. Jeg er glad for, at ministeren anerkender, at der er udfordringer med trivslen blandt vores unge, og jeg er dybt, dybt bekymret for den mistrivsel, vi ser blandt unge.

Jeg mener heller ikke, vi skal tegne skræmmebilleder op, og jeg mener heller ikke, vi skal have status quo, men der er forskel på her, om vi mener, om man trækker i den rigtige retning eller i den forkerte retning. Jeg mener jo, at regeringen desværre her tager nogle skridt, der trækker i den helt forkerte retning i forhold til at sikre unge en bedre trivsel i dagens Danmark, og derfor vil jeg gerne høre, om ministeren ikke anerkender, at det er med til at øge presset på de unge, når der bliver færre uddannelsespladser og dermed hårdere kamp om at komme ind på dem, der er tilbage, når man forkorter uddannelser, og når man sørger for nu fremadrettet, som jeg kan høre regeringen, at fjerne et su-år.

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvor spørgeren har fra, at vi fjerner tusindvis af uddannelsespladser. Det er ikke noget, regeringen har besluttet eller lagt frem eller har ambitioner om. Jeg er derimod stærkt bekymret for, at vi går ind i en lang årrække, hvor vi har den tunge strukturelle udfordring, at vi har for få studerende. Det er et problem. Derfor er det også et vigtigt led i vores uddannelsesreform, at vi åbner op for flere internationale studerende for at kunne dække det strukturelle behov. Ud over det synes jeg, at det er værdiskabende i sig selv, at man inviterer flere med et andet syn på verden og kultur indenfor i vores uddannelsesinstitutioner end bare os selv.

Spørgeren.

Hvis ikke ministeren ved, hvilke tusindvis af uddannelsespladser, der er tale om, så tror jeg, ministeren lige skal genbesøge den aftale, der blev lavet under den tidligere minister omkring lukningen af engelsksprogede uddannelser og udflytningsaftalen, der lagde et loft over antallet af uddannelsespladser i de største byer, der jo har medført, at pladser også bare blev lukket i byerne, fordi de lå der.

Derudover vil jeg egentlig gerne høre, om ministeren kan pege på, om der er andre eksperter, der ligesom bakker ministeren op i, af de ting, som regeringen lægger op til at gøre og har gennemført her, ikke lægger noget yderligere pres på de unge.

Ministeren.

Jamen regeringen baserer jo ikke sin politik på ekspertvurderinger, men på de holdninger, vi har til samfundet, og de ambitioner, vi har, for også at kunne lave ting om, og det er bl.a. derfor, at vi går relativt ambitiøst til værks, når det kommer til at reformere uddannelsessystemet, og også lægger et reformspor, når det kommer til su-systemet. Vi ved dog noget, for det her med at fjerne det sjette su-år gjorde man tilbage i 2013, tror jeg det var – dengang det var spørgerens kollega og partifælle, som var uddannelsesminister. Det ved vi selvfølgelig noget om, og hvad konsekvenserne blev af det.

Spørgeren for det afsluttende spørgsmål.

Ja, det er korrekt, at man i hvert fald dengang lavede om i det, så man sørgede for, at man stadig væk havde det sjette su-år, hvis det var sådan, at man startede inden for 2 år efter ens ungdomsuddannelse. Det gjorde man jo også sammen med mange andre gode partier her i Folketinget. Der var spørgeren jo ikke selv lige til stede, men man har vel tiltrådt su-forligskredsen, og derfor går jeg ud fra, at man også bakker op om den ændring, der var dengang.

Jeg vil egentlig bare gerne høre, og ministeren har gjort sig nogle andre tanker om, hvordan vi så kan øge unges trivsel, hvis man har tænkt sig at fjerne et su-år.

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg tror, vi skal være påpasselige med at skære alle unge over en kam. Der er forskel på dem, og det er der også i et livsforløb. Man kan have perioder, hvor man har det svært. Og det der med, at der er nogle, som har gode grunde til at skulle bruge længere tid på at gennemføre deres uddannelse, er jeg fuldstændig enig i, og det kommer vores udspil også til at afspejle.

Tak for det. Og det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til uddannelses- og forskningsministeren, og det er ligeledes stillet af fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

Tak for det. Hvordan forholder ministeren sig til, at de su-besparelser, der fremgår af regeringsgrundlaget, især vil ramme helt almindelige studieskiftere og gøre det dyrere for fremtidens unge at vælge om?

Ministeren.

Tak også for det spørgsmål. Regeringen har åbent lagt frem i regeringsgrundlaget, at vi ønsker et su-system, hvor su og uddannelseslængde på videregående uddannelser følges ad. Det mener jeg og det mener regeringen er både fornuftigt og rimeligt.

Det danske su-system er generøst. Det giver unge en god økonomisk støtte til at gennemføre en uddannelse og blive en del af arbejdsstyrken, og det skal vi selvfølgelig fastholde. Med de su-forslag, som regeringen har lagt frem i regeringsgrundlaget, vil studerende fortsat have su-stipendium til en videregående uddannelse i fuld længde, og rigtig mange studerende vil fortsat have su-stipendium til hele deres uddannelse, også selv om de skifter studie undervejs. F.eks. vil en studerende, der efter et halvt års studie på en universitetsbachelor skifter til pædagog- eller læreruddannelsen, fortsat have su til hele uddannelsesforløbet.

Så vil der selvfølgelig være nogle studieskiftere, som ikke længere vil kunne få stipendium til deres fulde uddannelsesforløb. De vil til gengæld have gode lånemuligheder, ligesom det er tilfældet for de studerende, som i dag bruger alle deres su-klip. Det har vi også lagt sporene til i regeringsgrundlaget. Med udvidede lånemuligheder som foreslået vil langt de fleste studerende have mulighed for økonomisk understøttelse i samme periode som i dag i form af stipendium eller lån, og det gælder også for studieskiftere.

Spørgeren.

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi har en regering, der siger, at fordi vi har et godt system i dag – for det er et generøst su-system, vi har – så er det helt okay, at vi lige gør det lidt dårligere, som om det så ikke vil have nogen konsekvenser, hvis man rent faktisk forringer vores su-system.

Vi ved, at nogle af dem, der vil blive ramt allermest af det her, vil være alle de unge mennesker, der vil skifte vej i uddannelsessystemet; som finder ud af, at det, de valgte første gang, altså viste sig ikke at være det helt rigtige for dem. Jeg er med på, at så kan man sige: Men der er nogle, der vil skifte, som ikke bliver ramt af det. Men der er også rigtig mange unge, der vil blive ramt af det; unge, der bare ikke længere kan få lov til at starte på et studie med visheden om, at hvis det viser sig ikke at være det rigtige, så er der stadig væk et su-system, der tager hånd om dem og sørger for, at de også har ordentlige forudsætninger for at komme igennem det studie, som de fandt ud af egentlig var det rigtige, det, der gav dem motivation, og det, der var det rigtige der.

Jeg vil egentlig gerne høre, hvilke overvejelser ministeren gør sig, i forhold til hvordan det her vil sætte sig i nervøsitet hos alle de unge, som vi gerne vil have til at vælge en uddannelse. Normalt siger vi til de unge, at det er vigtigt at komme i gang, komme ind og se, om det er det rigtige, og skulle det vise sig at være forkert, kan man heldigvis vælge om. Jeg vil gerne høre, om ministeren mener, at det er i orden, at alle de unge nu vil have en højere risiko for at skulle optage yderligere gæld, mens de er studerende, udelukkende fordi de kom til lige at vælge forkert uddannelse i første omgang.

Ministeren.

Ja, selvfølgelig mener jeg, det er i orden, for ellers ville vi ikke lægge det frem. Det ville immer væk være rimelig bizart.

Jeg mener også, det er forkert. Jeg synes sådan set, jeg sagde i min første besvarelse, at jeg vedstår mig, at der vil være nogle – afhængigt af hvilken retning man vælger, og hvor langt man er nået på den første uddannelse, man vælger – der vil blive ramt af det her. Det har jeg ikke noget problem med at stå i. For det er jo sådan, det er. Jeg mener bare, det er forkert, når spørgeren siger, at alle unge vil blive ramt af det, og at studieskift vil blive meget, meget sværere og sådan noget. For langt, langt de fleste vil det ikke udgøre noget problem.

Spørgeren.

Jeg er i det mindste glad for, at ministeren anerkender, at det her kommer til at ramme unge mennesker, der vil komme til at stå dårligere økonomisk, når man gennemfører den her su-reform, som regeringen har lagt op til at man vil lave.

Jeg har også været lidt tilbage og kigge på de undersøgelser, der har været, af frafald på vores uddannelser. Den seneste undersøgelse, som jeg kunne finde fra ministeriet, var desværre tilbage fra 2018. Jeg vil egentlig godt høre: Er de begrundelser, unge mennesker har for at skifte studie, nemlig det faglige niveau, ensomhed eller muligheden for job bagefter, ikke i orden?

Ministeren svarer.

Jo, de er da hundrede procent i orden, og det er jo bl.a. på baggrund af det, at vi også har lavet en universitetsreform, som svarer på nogle af de bekymringer, som studerende har rejst, og som bl.a. peger på, at man føler sig meget ensom under studietiden, at man har for få timer, at der er for lidt vejledning, at der er for lidt nærhed til ens underviser. Det er faktisk noget af det, vi forsøger at rette op på med universitetsreformen. Derfor hænger politik jo sammen. De unge bliver jo påvirket af universitetsreformen, som de bliver påvirket af su-reformen.

Vi er en regering, som har sat os for at reformere det her land, og det gør vi jo til samfundets bedste, og jeg som uddannelsesminister selvfølgelig for uddannelsesniveauets bedste og for de studerendes bedste.

Tak. Spørgeren.

Okay. Jeg skal bare lige høre: Mener ministeren helt oprigtigt, at den reform på su-området, som regeringen har lagt frem, vil være til de studerendes bedste, som ministeren lige stod og sagde at man stod vagt om?

Ministeren.

Spørgeren taler om den reform, som regeringen har lagt frem. Nu har regeringen jo ikke lagt noget frem endnu. Der står i regeringsgrundlaget, hvad vi har tænkt os at gøre.

Jeg sagde, at den politik, vi samlet set fører, også på uddannelsesområdet, skal være til samfundets bedste og for mig at se selvfølgelig også til de studerendes og de unges bedste. Der er jo mange måder at fremme et godt studieliv på i Danmark. Jeg har et stift blik rettet mod bl.a. den gruppe, som er modtagere af handicaptillæg, eller enlige forsørgere, som har god grund til at kunne have det svært igennem uddannelsessystemet. Men jeg mener ikke, at vi skal mane et skræmmebillede frem, hver gang vi vil forandre noget.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Næste spørgsmål er også til uddannelses- og forskningsministeren, stillet af fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hvad er ministerens holdning til, at regeringen ikke har gjort noget for at uddanne flere pædagoger eller lave en ny pædagoguddannelse, siden undersøgelsen udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut og Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd viste, at kun en ud af ti vuggestuer har god kvalitet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet om et vigtigt emne. Jeg bliver så nødt til at anfægte præmissen, for det er jo ikke rigtigt, når der bliver sagt, at regeringen ikke har gjort noget. Altså, vi har f.eks. tilvejebragt finansiering til en helt ny pædagoguddannelse. Det er immer væk et vigtigt sted at starte, altså at man har penge at gøre med, hvis man vil hæve kvaliteten. Så har vi sammen med partierne bag aftalen om »Reform af universitetsuddannelserne i Danmark« fra 2025 prioriteret 200 mio. kr. stigende til 300 mio. kr. årligt i 2030 til professionsbacheloruddannelserne på velfærdsområdet, herunder til en ny pædagoguddannelse.

Et klassisk kvalitetsløft af pædagoguddannelsen kan ikke stå alene. Hvis vi skal lykkes med ambitionen om at løse både rekrutteringsudfordringer og udfordringer med kvalitet i den pædagogiske praksis, er der behov for at se mere grundlæggende på det. Har vi f.eks. de rette uddannelsestilbud til både de fagligt stærke studerende og til dem med svagere studieforudsætninger? Og hvordan får vi endnu flere til at synes, at den videregående pædagogiske uddannelse er attraktiv?

Den slags grundovervejelser tager lidt længere tid end et klassisk kvalitetsløft af pædagoguddannelsen som sådan. Det kan bl.a. handle om at se på nye uddannelsesmodeller, hvor man f.eks. som studerende kan uddanne sig eller videreuddanne sig, mens man er i job, og i det hele taget skabe nye veje for både fagligt stærke studerende og studerende med svagere studieforudsætninger.

Spørgeren.

Vil regeringen sætte krav om pædagogandel i minimumsnormeringerne?

Ministeren.

Undskyld, jeg hørte ikke spørgsmålet.

Om igen.

Vil regeringen sætte krav om pædagogandel i minimumsnormeringerne?

Ministeren.

Det mener jeg ligger uden for rammen af den her spørgetid.

Spørgeren.

Vil regeringen lave en uddannelsesstilling i alle vuggestuer, sådan at man hele tiden er i gang med at uddanne en medhjælper til en pædagog?

Ministeren.

Det mener jeg også ligger uden for rammen af den her spørgetid.

Spørgeren.

Hvad har ministeren gjort for pædagoguddannelsen, så pædagoger har viden om børns udvikling?

Ministeren.

Vi har jo bl.a. gjort det, at vi har truffet en politisk beslutning i en meget bred forligskreds, hvor spørgerens parti desværre ikke var med, om, at der skal laves en ny pædagoguddannelse, at vi vil reformere hele området for professionsbacheloruddannelser, og så har vi også tilvejebragt finansiering for faktisk at kunne føre det ud i den virkelige verden.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til uddannelses- og forskningsministeren, og tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hermed er spørgetiden afsluttet

Det afslutter spørgsmålet. Tak til uddannelses- og forskningsministeren, og tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hermed er spørgetiden afsluttet