Værsgo.

Er det ministerens holdning, at støtte til Hamas er billigelse af terror?

Ministeren.

Tak for ordet, og tak til fru Mai Mercado for spørgsmålet. Jeg er som de fleste danskere dybt berørt af og forfærdet over Hamas' brutale angreb i Israel. Jeg synes, det er både foruroligende og beskæmmende, at nogle udtrykker glæde over Hamas' angreb. Hamas er en terrororganisation, som vi alle bør tage afstand fra, og jeg tager dyb afstand fra alle sympatierklæringer og andre tilkendegivelser om opbakning til angrebene og opbakning til Hamas.

Billigelse af terrorisme hører ikke til i et demokratisk samfund. Offentlig udtrykkelig billigelse af terrorisme og terrorhandlinger er derfor også kriminaliseret i straffelovens § 136, stk. 2. Bestemmelsen er afgrænset til udtrykkelig billigelse af konkrete terrorhandlinger. Det er f.eks. udtalelse om støtte til eller anerkendelse af konkrete terrorhandlinger. Derimod er mere generelle synspunkter om eller sympatitilkendegivelser over for terrororganisationer som udgangspunkt ikke omfattet. Billigelse af terrorhandlinger kan efter omstændighederne også være strafbart efter straffelovens § 114 e, der vedrører fremme af terrororganisationers virksomhed. Rene sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer er ikke omfattet. Billigelse ved udbredelse af terrorpropaganda kan imidlertid være omfattet.

Derudover må det antages, at artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om beskyttelse af ytringsfriheden i en række tilfælde vil medføre straffrihed, herunder navnlig i forhold til ytringer af politisk karakter. Det vil altid i sidste ende være op til domstolene at vurdere, om en konkret handling kan straffes. Derudover kan jeg oplyse, at Rigspolitiet har bedt politikredsene om at have skærpet opmærksomhed på ytringer, som kan være omfattet af straffelovens bestemmelse om billigelse af terrorisme.

Jeg er enig i det, som Rigspolitiet har givet udtryk for over for politikredsene, og det er i min optik både vigtigt og også naturligt, at politiet i en situation som den nuværende har skærpet opmærksomhed på at prioritere den her type sager. Jeg sendte i sidste uge en redegørelse fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten til Retsudvalget om myndighedernes håndtering af sager, hvor lovgivningen om bl.a. tilskyndelse til og billigelse af terror kan være overtrådt i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i relation til konflikten i Israel og Gaza. Jeg har en klar forventning om, at myndighederne kommer til at følge området tæt, og jeg vil også som opfølgning på redegørelsen invitere Folketingets partier til en orientering. Tak for ordet.

Spørgeren.

Jeg synes jo, at vi begynder at se et skred her, for vi ser, at der er tusinder, som marcherer til de her demonstrationer, og vi ser også, at nogle af de slagord, som bliver fyret af, går langt over stregen og må være udtryk for, at man billiger en terrororganisation som Hamas. Og derfor undrer det mig bare, at man så kun har rejst to sigtelser, siden Israel blev angrebet.

Så jeg vil egentlig gerne bede ministeren om at svare på noget. Hvis det er sådan, at man er så opmærksom på det ude i politikredsene, hvorfor er det så, at der ikke bliver rejst flere sigtelser end de to, som er rejst på nuværende tidspunkt, når vi ser, at der er tusinder, som marcherer i gaderne og kommer med nogle meget, meget voldsomme slagord?

Ministeren.

Som jeg også var inde på før, har vi jo netop oversendt en redegørelse til Folketingets Retsudvalg, og der kan jeg oplyse, at der pr. 15. november 2023 er 13 verserende sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 1 og 2, i relation til den aktuelle konflikt i Israel og Gaza. I seks af sagerne er der identificeret en mistænkt, og i to af sagerne er der sket sigtelse. Så sagerne er fortsat under behandling og dermed ikke afsluttet.

Spørgeren.

Men ministeren har selv været ude at sige, at det her kan betyde en større grad af radikalisering. Det kan betyde, at flere vender demokratiet ryggen, lader sig formørke og dermed også potentielt kan udgøre en risiko i Danmark.

Derfor vil jeg spørge: Kan det virkelig være tilfredsstillende, at man kun har rejst to sigtelser, herunder har identificeret 13 sager, når man har set så massiv og stor en protest mod demokratiet og så stor en opbakning til Hamas, som det har været tilfældet i forbindelse med de her demonstrationer?

Ministeren.

Lad mig starte med at sige, at jeg jo synes, at de 13 sager, der p.t. er under efterforskning, og hvor der er rejst sigtelse i to af dem, er 13 for mange, forstået på den måde, at jeg jo netop også mener, det er et klart udtryk for det skred, som fru Mai Mercado også siger at der er, og det er jo også derfor, at politiet er meget opmærksomme på det. Men det er jo selvfølgelig hele tiden en konkret afvejning i situationen, altså at vi i Danmark på den ene side har, og at vi også skal have vide rammer for ytringsfriheden, og at der på den anden side også bliver taget aktive skridt til at forfølge de sager, hvor der sker udtrykkelig billigelse af terror, sådan som det er foreskrevet i straffelovens § 136.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Så vil jeg egentlig bare afslutningsvis stille det sådan helt åbenlyse spørgsmål, om ministeren, hvis ikke der kommer flere sigtelser, til trods for at der jo er videooptagelser, som viser de her meget, meget grove ytringer, og til trods for at vi i kommentarsporet hos adskillige facebookgrupper kan se, hvordan der er en klar billigelse af Hamas, som jo er en terrororganisation på EU's liste, så kan forestille sig, at vi skal gå ind og ændre på lovgivningen, således at det bliver lettere at rejse de sager fremadrettet.

Ministeren.

Jeg er bestemt ikke afvisende over for at diskutere, om der kan gøres yderligere. Jeg tror stadig væk, at det er for tidligt at konkludere, at vores eksisterende strafferetlige værn ikke er tilstrækkeligt. Jeg vil selvfølgelig følge de sager, der er verserende, og hvor der er rejst sigtelser, meget, meget tæt. Jeg tror også, vi kommer til at se mere, også anmeldelser fra enkeltpersoner. Man er jo ikke straffri, alene fordi man skriver noget på Facebook. Det har tidligere straffesager jo i øvrigt også vist. Men det kræver jo, særlig når det sker i demonstrationsoptog, at myndighederne er i stand til at identificere dem, der kommer med ytringer, der kan kategoriseres som udtrykkelig billigelse af terror.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak for det, og jeg læser spørgsmålet op: Er det ministerens opfattelse og holdning, at FE-sagen har gjort skade på Danmarks internationale omdømme?

Ministeren.

Tak for ordet, og tak til hr. Peter Skaarup for spørgsmålet. Jeg kan godt forstå interessen for spørgsmålet. Det internationale samarbejde er vigtigt for efterretningstjenesternes arbejde.

Vores efterretningstjenester arbejder hver dag for at passe på Danmark og på danskerne, for at imødegå terrortrusler og for at bekæmpe spionage og ekstremisme i vores land, og en forudsætning for, at de her opgaver kan løses, særlig i et lille land som Danmark, er, at det arbejde sker i et samarbejde med vores allierede i andre lande, og arbejdet hviler på en forudsætning om, at vores samarbejdspartnere er trygge ved, at vi kan passe på særligt følsomme oplysninger. Det er derfor også potentielt særdeles skadeligt for Danmark, når der er lækager af dybt fortrolige oplysninger fra vores efterretningstjenester, og som Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste har oplyst, er det lækager, der skader efterretningstjenesterne, og ikke forsøg på at stoppe lækagerne.

Efterretningstjenesterne kan således heller ikke på nogen måde genkende det billede, nogen forsøger at tegne af, at samarbejdet med udenlandske partnere er blevet svækket som følge af straffesagerne, og som efterretningstjenesterne også har været ude at sige, har partnersamarbejdet i den seneste tid været så stærkt som nogen sinde. Det underbygges både af mængden og kvaliteten af de oplysninger, som efterretningstjenesterne modtager fra partnere, og af de yderst værdifulde partersamarbejder, som efterretningstjenesterne indgår i. Det, som ifølge efterretningstjenesterne tværtimod ville være et problem for samarbejdet med andre landes efterretningstjenester, var, hvis vi i Danmark ikke aktivt forfølger mistanker om lækager af følsomme oplysninger. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak til justitsministeren for besvarelsen her, og jeg synes jo, det er virkelig godt og positivt, hvis det er sådan, at vi kan være sikre på, at vi efter hele den her sag omkring Forsvarets Efterretningstjeneste er lige så godt stillet efter den, som vi var før, i forhold til at kunne udveksle oplysninger til gavn for danskernes sikkerhed i dagligdagen. Det er jo det, justitsministeren siger, så det må vi jo ligesom lade stå til troende er vurderingen fra justitsministerens side og regeringens side.

Når det så kommer til selve håndteringen af hele den her sag fra regeringens side, så synes jeg jo godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er foretaget og gjort på den rigtige måde, og det er der også en række eksperter der har sagt til offentligheden, altså at de mener, at det har skadet Danmarks omdømme, at man har håndteret den her sag så kejtet og så amatøragtigt, som det har været tilfældet. Det gælder både tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, og det gælder forskellige analytikere, der beskæftiger sig med efterretningsforhold, der mener, at regeringens håndtering har været meget amatøragtig og kritisabel.

Så jeg kunne på den baggrund godt tænke mig at spørge justitsministeren, om justitsministeren og regeringen fortryder det, som den tidligere regering gjorde, nemlig at man sådan fra den ene dag til den anden hjemsendte en række medarbejdere på baggrund af tilsynets rapport, som jo efterfølgende viste sig ikke rigtig at holde vand. Var det en forkert håndtering fra den daværende regering og forsvarsministers side, at man valgte at hjemsende en række medarbejdere og i øvrigt starte en sag på den lange bane, som virkelig har kostet mange kræfter for systemet og for retsvæsenet?

Ministeren.

Nu vil jeg bare lige starte med at korrigere hr. Peter Skaarup. Altså, det er jo ikke min som justitsminister eller regeringens vurdering, at samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester er så stærkt, som det nogen sinde har været. Det er vores myndigheders vurdering. Altså, den udtalelse, jeg refererede til før, er jo fra Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste, og de baserer det jo på styrken og mængden af de informationer, de i øvrigt får af partnertjenester. Og det er jo formentlig, fordi – det må man også lægge til grund – at partnertjenesterne kan se, at man i Danmark tager det alvorligt, når der er lækager, og at man slår ned på det.

Spørgeren.

Det er fint og godt, at det er regeringens opfattelse, at myndighederne har den vurdering. Men det, jeg spurgte justitsministeren om, og det var egentlig også det, jeg forventede et svar på nu her, var, om det var rigtigt, at man startede hele den her sag med at hjemsende en række medarbejdere hos Forsvarets Efterretningstjeneste, med det resultat, at man i offentligheden, i regeringen, i Folketinget og hos alle mulige andre har skullet beskæftige sig med den her sag i rigtig lang tid. Har den her fejlagtige håndtering med alle de ressourcer ikke kostet rigtig meget for vores land?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg mener, det ville være forkert af mig at skulle gå ind og gøre mig til dommer over de beslutninger, der blev truffet, mest af alt, fordi der jo er nedsat en undersøgelseskommission, der, så vidt jeg husker, i øvrigt er med Danmarksdemokraternes eller i hvert fald hr. Peter Skaarups deltagelse, som undersøger, hvorvidt der blev foretaget usaglige hensyn i forbindelse med hjemsendelsen af medarbejderne. Og jeg synes, at man skal lade den undersøgelseskommission gøre sit arbejde færdigt, før man tager en debat om det.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Altså, det er jo ikke forbudt for en justitsminister på regeringens vegne at komme med holdninger til, hvordan tingene er foregået, og det var jo sådan set det, som spørgsmålet handlede om, og der kan jeg så konstatere, at det vil justitsministeren ikke rigtig svare på.

Men når det er sagt, ville det så ikke være rigtigt, når der nu er nedsat den her undersøgelseskommission, at Folketinget og at vi alle sammen fik totalt ejerskab til indholdet, med den mulighed for tryghed, det så også giver hos borgerne, i stedet for at det er regeringen, der i virkeligheden undersøger sig selv, og som med det her meget, meget snævre flertal – en enkelt løsgænger bakker åbenbart også regeringen op – forbeholder sig retten til at stå fast på, at der ikke er nogen som helst andre, der skal komme og sige, hvad den undersøgelse skal gå ud på?

Ministeren.

Men jeg tror, at hr. Peter Skaarup, og det er sikkert ikke bevidst, kommer til at blande tingene sammen. Det er rigtigt, at der lige nu er en diskussion omkring, hvordan man kan udvide den eksisterende FE-undersøgelseskommission til også at se på om, hvorvidt der er blevet foretaget usaglige hensyn i forbindelse med de sager, der er rejst mod henholdsvis hr. Lars Findsen og hr. Claus Hjort Frederiksen.

Men så er der den undersøgelseskommission, der har gang i et arbejde, og som var det, som hr. Peter Skaarup spurgte ind til før, og hvor jeg jo som justitsminister mener, at jeg skal respektere, at en undersøgelseskommission arbejder, og det drejer sig om, hvorvidt der er blevet varetaget usaglige hensyn i forbindelse med hjemsendelserne af de ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste. Og den kommission er i fuld gang med sit arbejde, og der er med Folketinget også aftalt en ramme for, hvordan det foregår, og i øvrigt også en ramme for, hvordan den beretning bliver lagt åbent frem.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til justitsministeren, og vi siger tak til hr. Peter Skaarup.

Jeg kan se, at erhvervsministeren ikke er i lokalet, men jeg har talt med fru Mona Juul, og vi har socialministeren i lokalet.

Så vi går videre til spørgsmål 4, som er til social- og boligministeren, og jeg giver derfor ordet til fru Marlene Harpsøe, Socialdemokraterne.

Værsgo.

Mange tak. Og jeg vil læse spørgsmålet op: Hvad mener ministeren om, at der er borgere, der har haft en BPA-ordning gennem mange år, og som pludselig mister den, på trods af at hjælpebehovet ikke har ændret sig, og hvad vil ministeren gøre, for at mennesker med handicap også fremover kan leve et selvstændigt liv, hvor de så vidt muligt indgår i samfundet på lige fod med alle andre på trods af deres handicap?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er umådelig vigtigt, at vi får diskuteret handicapområdet, også her i Folketingssalen, så jeg vil gerne takke for, at ordføreren tager initiativ til det. Jeg bliver selvfølgelig nødt til indledningsvis at slå fast, at jeg ikke kender sagen i detaljer. Så når vi har med de her enkeltsager at gøre, kan jeg ikke forholde mig til det andet end principielt, men det gør så til gengæld også. Jeg er ret forundret over, at borger med fremadskridende sygdom, som har haft en BPA-ordning med døgndækning i 40 år, får frakendt sin ordning. Det er jeg simpelt hen bare ret forundret over. Jeg hæfter mig ved, at sagen lige nu ligger hos Ankestyrelsen, som jo er den myndighed, der træffer afgørelse i den her slags sager.

Men lad os tage det lidt mere principielle, for den anden sag træffer Ankestyrelsen afgørelse om. Det her er for mig et eksempel på en borger, der bliver trukket igennem en lang og opslidende sagsbehandlingsproces, og jeg synes jo også, at det sådan principielt handler om selve formålet og intentionen med BPA-ordningen. For den metode, hvor borgerens behov bliver opgjort helt minutiøst fra kommunens side for derefter at kunne sammenlægge hjælpebehovene og nedsætte hjælpen, skal stå mål med formålet med bestemmelserne. Og formålet med BPA-ordningen er at tilbyde borgeren en fleksibel ordning – en fleksibel ordning. Hvordan det harmonerer med de eksempler, jeg har hørt, hvor man skal tælle sekunder på, hvor lang tid det tager at pudse næse, altså hvori fleksibiliteten ligger der, har jeg meget, meget svært ved at se. Og det vil sige, at jeg har den opfattelse, at vi har at gøre med eksempler, hvor vi bruger samfundets ressourcer forkert. Vi bruger ufattelige mængder af ressourcer på visitation, og man ender med at bruge rigtig mange penge netop på visitationen og dermed færre penge på borgeren. Så der skal være større pres på, at de penge i stedet for bliver brugt på borgeren. Det ville jo være det mest oplagte, for det er det, pengene er sat af til. Og det er noget af det, jeg rigtig gerne vil have vi politisk ser på i bl.a. det forum, der hedder »Sammen om Handicap«, hvor visitation er blevet bragt ind fra parternes side.

Spørgeren.

Først vil jeg sige tak til ministeren, fordi vi kan tage den her åbne dialog om nogle af de problemstillinger, der er på handicapområdet, bl.a. i forhold til BPA-ordningen. Som Danmarksdemokrat bliver jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre, at social- og boligministeren rent faktisk anerkender, at der er problemer på området.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi prøver at tage borgernes briller på her i forhold til nogle af de ulyksaligheder, de oplever i de her år. Den sag, som jeg har bragt til bordet her i dag i Folketingssalen er jo ikke en enestående sag. Der er rigtig mange mennesker, bl.a. mennesker med muskelsvind, som i de her år oplever at blive frataget deres BPA-ordning og i det hele taget få nedsat hjælp til både praktiske og personlige gøremål. Og det er en meget stor udfordring, i forhold til at man også er et menneske og gerne skulle leve det liv, som man gerne vil, på trods af sit handicap. Det kan godt være, at man har et handicap, men man skal jo kunne leve som alle mulige andre, så vidt som det overhovedet er muligt. Jeg er selvfølgelig glad for at høre, at ministeren tilkendegiver, at man vil kigge på det i forhold til det her fællesskab, som ministeren oprettede, som hedder »Sammen om Handicap«, men vi kunne også godt tænke os i Danmarksdemokraterne, at der kom noget konkret ud af det.

Så kunne ministeren være noget mere konkret, i forhold til hvad det er for noget lovgivning, ministeren vil gå ind at ændre på for at sikre, at vi rent faktisk får en lovgivning og en praksis derude, der gør, at vi har en værdighed omkring mennesker med så omfattende handicap, som det er tilfældet her?

Ministeren.

Lad mig blive helt konkret. Først tusind tak for, at Danmarksdemokraterne går op i spørgsmålet om handicap. Jeg glæder mig også til, at vi i forbindelse med »Sammen om Handicap« skal drøfte de her ting med Folketingets partier. Men lad mig sige to ting, som jeg håber vi kan lovbehandle, inden vi går på sommerferie, altså i den her politiske sæson. Det ene er spørgsmålet om merudgifter, for lige her taler vi om BPA-ordningen, men det er jo ikke det eneste sted, hvor man helt nitty gritty er inde at tage stilling til hver eneste regning. Det gør man også, når vi taler om merudgifter til kæmpe frustration for familier til børn med handicap og for borgere med handicap. Og der har vi lavet en aftale med Kommunernes Landsforening om, at vi skal have lavet et nyt system, og det har jeg en forventning om vi kan få til at falde på plads inden sommer. Så havde jeg en ting mere, men nu kan jeg se, at formanden har rejst sig.

Spørgeren.

Ja, for jeg kunne jo selvfølgelig godt tænke mig at høre nærmere omkring de konkrete ting. Hvad angår merudgifterne, lyder det jo rigtig godt, for vi ved også godt, at det er et kæmpeproblem derude med hele den lovgivning, der er der.

Så det er fint, hvis vi kan få det på plads, og når ministeren så nu her lige om lidt kommer med yderligere omkring, hvad det er, der skal ske på området, og hvordan vi helt konkret lovgiver for rent faktisk at forbedre praksis, så kan ministeren måske også komme ind på, hvordan ministeren vil inddrage Folketingets partier i det arbejde.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg bare lige nævne de andre ting, for jeg synes faktisk, det er vigtigt at have dem med. Noget af det, som vi har kig på, er visitationer. Vi bruger rigtig mange penge på visitationer, det er simpelt hen dyrt at visitere, og vi får ikke rigtig skelnet mellem det. Altså, jeg har bl.a. haft med en borger at gøre, som er skleroseramt, og det er jo ikke sådan, at sklerose lige går over i overmorgen, desværre, for det har vi ikke behandling til at det kan, og det vil desværre sige, at det vil være meget sjældent, at man som sklerosepatient kommer i bedring. Derfor er det fuldstændig ligesom med den case, vi taler om her, altså at vi jo der har at gøre med nogle ting, hvor det ikke lige går over i overmorgen. Og der kan man jo godt diskutere, om det egentlig er hensigtsmæssigt, at vi visiterer, genvisiterer og genvisiterer.

Så visitationen vil jeg gerne kigge på, og vi skal selvfølgelig se på det i Folketingets partier samlet set, og de vil selvfølgelig blive indkaldt på en måde, sådan at vi kan nå at lovbehandle de første af tingene, inden sæsonen er overstået.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg er glad for, at ministeren pointerer, at der kommer til at ske noget her i Folketingssalen, og det er jo klart, at vi nu ikke konkret har set, om det rent faktisk gør noget i forhold til lige præcis BPA-ordningen. Så vi glæder os til at se, hvad ministeren der kommer frem med.

Men et afsluttende spørgsmål er, om ministeren mener og er enig i, at det ikke skal være vanskeligere for f.eks. mennesker med muskelsvind at få tilkendt en BPA-ordning.

Ministeren.

Ja, der vil jeg simpelt hen helt generelt sige, at vi skal ikke bruge pengene, altså millioner og millioner af kroner, på visitation og kontrol, men at vi skal bruge pengene på borgerne. Derfor skal bevægelsen, både hvad angår den ene, den anden, den tredje og den fjerde ydelse på handicapområdet, jo også være, ligesom det er, når vi taler om skattepapirer.

Det er jo kun et mindre antal af vores selvangivelser, der bliver tjekket efter, fordi det er på tro og love, og det er da også noget af det, vi som regering vil sigte efter, altså at vi i stedet for at bruge pengene på kontrolsystemer, som vi ikke har andre steder, skal bruge dem på borgerne og bruge dem klogt. Og det gælder selvfølgelig også nogle af de her ydelser.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til social- og boligministeren og tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Nu kan jeg byde velkommen til erhvervsministeren, for det næste spørgsmål er til erhvervsministeren af fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Værsgo.

Jeg læser højt: Hvad mener ministeren om, at markedsføringsloven, som har til formål at styrke forbrugersikkerheden, har vist sig at indeholde uhensigtsmæssigheder, der gør det svært for pengeinstitutter at markedsføre grønne lån, som ellers ville kunne bidrage til, at flere danskere laver grønne investeringer, eksempelvis i elbiler?

Ministeren.

Tusind tak for det, formand, og tak, fordi det lige kunne lade sig gøre at rykke lidt rundt på spørgerrækken, og også tak til spørgeren.

Først vil jeg sige, at jeg er utrolig glad for, at Det Konservative Folkeparti nu interesserer sig for elbiler. For da vi lavede den fine, store aftale, som jo bare betyder, at tusindvis af danskere har fået en både grønnere, en større og en bedre bil billigere, var Det Konservative Folkeparti jo ikke med. Det handler det her spørgsmål jo desværre ikke om, men det handler om markedsføringsloven, og som jeg også har oplyst i et skriftligt svar til Erhvervsudvalget i februar i år, mener jeg ikke, at markedsføringen af eksempelvis grønne billån er unødigt begrænset i reglerne i markedsføringsloven.

Markedsføringsloven indeholder to specifikke forbud mod markedsføring af forbrugerkreditaftaler til forbrugere, og det gør den, fordi vi gerne vil beskytte forbrugerne. De blev indført i forbindelse med opfølgningen på vores kviklånsaftale, som vi lavede i 2019, og det gjorde vi med henblik på at sætte en stopper for det, der virkelig er skidt for forbrugerne, nemlig en aggressiv markedsføring af kviklån. Forbuddet omfatter for det første et loft, således at det er forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover, og for det andet omfatter forbuddet jo så også markedsføringen af kreditaftaler i forbindelse med markedsføringen af spil eller spiludbydere. Der gælder en række undtagelser for det her, men det korte af det lange er, at markedsføringen af billån ofte vil høre ind under et finansieringskøb, og at det dermed ikke vil være omfattet af de forbud, der er. Det har jeg også redegjort for over for Folketingets Erhvervsudvalg i forbindelse med spørgsmål, som spørgeren også har stillet.

Så grundlæggende mener vi ikke, at der er noget til hinder for, at man her også kan markedsføre eksempelvis grønne billån.

Spørgeren.

Jeg er rigtig glad for, at ministeren lige nævner elbilsaftalen. For der er jo en årsag til, at Konservative ikke var med i den. Den blev meget dyr, og der kom ikke meget klimareduktion ud af det, og det viser sig jo også, at den her vejafgift, som regeringen på det tidspunkt var så glade for, bare er en ren pengemaskine. Så selvfølgelig er Det Konservative Folkeparti ikke med i sådan nogle rigtig dårlige aftaler.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi i forbindelse med kviklånsloven skulle have styr på rockerne og andre. Det er der ingen tvivl om, og det ønskede vi bestemt også. Men der er jo i hvert fald heller ikke nogen tvivl om, at vi under ingen omstændigheder skulle have været med i aftalen. For den endte jo med præcis de utilsigtede konsekvenser, som ikke havde noget med forbrugerbeskyttelse at gøre, og som vi også advarede om. Der er blevet rettet en lillebitte smule op i forhold til de konsekvenser, som vi f.eks. også så at der var i forhold til landsholdet, der mistede sponsorindtægter, fordi markedsføringslovens § 11 b bliver overtrådt, når et forbrugslån bliver markedsført i forbindelse med en sportsligas navn, når sportsligaen samtidig markedsfører en spiludbyder ved f.eks. at kalde sig spiludbydernes navn.

Formålet med mit spørgsmål er jo at få ministerens opmærksomhed rettet mod endnu en utilsigtet konsekvens, som vi mener der er, og hvor vi lige præcis mener, at markedsføringslovens § 11 forhindrer det, og derfor kunne jeg jo nævne et par eksempler og så høre, hvad der er ministerens reaktion på det. Det kan være en dansk tv-reklameblok, hvor et pengeinstitut sender en reklame om, at de tilbyder et lån, hvis man f.eks. vil købe en elbil, men hvor der i den næste reklameblok samtidig er en bettingreklame, og den så er ulovlig. Det kan også være, at ministeren på et tidspunkt står ved et busstoppested, og at han ser, at der her er en god reklame, der tilbyder ham et billigt lån, så han kan få en ny elministerbil, hvorefter der på det samme busstoppested så lige ruller en bettingreklame op, og den så er ulovlig.

Ministeren.

Jeg er lidt usikker på, hvad spørgsmålet var. Men jeg kan sige, sådan som jeg også har skrevet det til spørgeren, at vi ikke mener, at det, der her peges på, altså når det eksempelvis handler om at markedsføre grønne biler, er et problem, og at det ikke er noget, der er omfattet af de undtagelser, som ligger i markedsføringsloven, sådan som der også er redegjort for over for spørgeren.

Så derfor er jeg glad for, hvis det her er et spørgsmål om, at De Konservative kan tilslutte sig vores aftale om kviklån. Den er god, fordi den begrænser den mest aggressive markedsføring over for forbrugerne, som jo har betydet, at rigtig mange er kommet i klemme på grund af aggressive kviklån. Den aftale var De Konservative ikke med i, men jeg tror, at der, hvis man vil være med i den, er en åbenhed over for det. Så er jeg også utrolig glad for, at De Konservative nu er begyndt at holde lidt mere af de grønne biler. Der er rigtig mange tusinde danskere, der har fået en billigere, en bedre og en grønnere bil i forbindelse med den aftale, som man lavede under den tidligere regering.

Spørgeren.

Jeg synes, det er dejligt, at ministeren her klart og tydeligt siger, at ethvert pengeinstitut bare kan markedsføre løs i forhold til elbiler, også selv om der i præcis den samme tv-blok, på den samme busstation, i den samme facebookreklame, eller hvad det måtte være, er bettingreklamer. Det synes jeg bliver rigtig dejligt, og det tror jeg også der er rigtig mange pengeinstitutter der bliver meget, meget glade for. For ellers måtte man jo sige, at lige præcis den her lovgivning ville være med til at bremse noget af den grønne omstilling. Der er heller ikke nogen tvivl om, at vi, når vi er med i aftaler, så er det helhjertet, men at vi selvfølgelig overhovedet heller ikke er med i en elbilsaftale, der ikke rykker.

Er der, når ministeren nu siger, som ministeren gør, så flere ting i den her kviklånslov, som er en forhindring, som ministeren er villig til at se på, og som vi skal have aftalt?

Ministeren.

Nu holder vi os lige til spørgsmålet, og man skal passe på med at tolke meget mere ind i det, jeg siger, og det, jeg siger, baserer sig på det svar, som jeg allerede har sendt til spørgeren, nemlig at der i forbindelse med aftalen om opfølgningen på den her kviklånsaftale, som handlede om at beskytte forbrugerne mod aggressive kviklån, blev lavet nogle forbud, og at der i forhold til de forbud er en række undtagelser. F.eks. omfatter forbuddet ikke markedsføring af et finansieringskøb ved køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvor kreditten helt eller delvis dækker købesummen. En sådan specifik tjenesteydelse kan f.eks. være et køb af en bil, og det har jeg svaret spørgeren, og det er det, der er rammerne for den del af kviklånsaftalen. Andet kan man ikke tolke ind i det, og det synes jeg faktisk også er udmærket. For det er med til at beskytte forbrugerne mod aggressive kviklån, hvilket jo også er det, som aftalen handler om.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Hører jeg ministeren trække i land, i forhold til at man alligevel har udfordringer med markedsføringslovens § 11 b?

Ministeren.

Det tror jeg ikke. Tværtimod hører spørgeren ministeren sige, at vi i forhold til det spørgsmål, der er stillet, ikke mener, at der er noget problem. Så spørgeren burde være glad, tilslutte sig kviklånsaftalen og sige, at det er fantastisk, at vi har lavet en aftale, som rent faktisk beskytter forbrugerne mod aggressiv markedsføring. Det tænkte jeg også var i De Konservatives interesse, og det har i hvert fald været til gavn for rigtig mange forbrugere.

Så er jeg da også utrolig glad for, at man er begyndt at holde af de grønne biler. Man kan tage et kig ud på vejene og se, hvordan der nu er rigtig mange, der køber grønne biler, og det hjælper både klimaet, det hjælper på transporten, og det hjælper de almindelige familier til at få en billigere, bedre og grønnere bil, eksempelvis til at køre til og fra arbejde.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til erhvervsministeren og tak til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til beskæftigelsesministeren, og spørgsmålet bliver stillet af fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Værsgo.

Mener ministeren, at det er proportionelt at skære 14.000 voksne i ydelse, som følge af det skærpede beskæftigelseskrav og afskaffelsen af diagnosetillægget, og hermed risikere, at også 11.000 børn ryger ud i fattigdom som følge af førstnævnte, for et øget arbejdsudbud på kun 750 mennesker?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, af den samlede aftale, som regeringen har indgået med en række af Folketingets partier, ikke flytter 11.000 børn ned i lavindkomstgruppen. Med de aftaler, der er indgået med et bredt flertal i Folketinget på kontanthjælpsområdet, løfter vi på kort sigt samlet set 2.000 børn ud af lavindkomstgruppen og på lang sigt endnu flere.

Med aftalen om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp fremrykker vi ganske rigtigt beskæftigelseskravet. Det betyder, at alle indrejste skal opfylde et krav om 2½ års beskæftigelse inden for de seneste 10 år – og ikke kun personer, der er indrejst efter 2008. Vi ligestiller så at sige de to grupper og ensretter reglerne, og samtidig styrker vi incitamentet til at arbejde. Der er for mange af vores borgere med ikkevestlig baggrund, som har været alt for længe i Danmark uden at få fodfæste på vores arbejdsmarked.

Samtidig er det også en aftale, der faktisk har et blik på børnene, og derfor indfører vi med aftalen både et børnetillæg og et fritidstillæg, som også gælder børnefamilierne, som spørgeren spørger til her. Og samtidig er der også nu dækning for medicinudgifterne til de her børn.

Vi afskaffer også den særlige sats for unge med bestemte psykiske lidelser, og det er, fordi det er vigtigt, at hjælpen kommer derhen, hvor man har det sværest, uanset hvad diagnosen hedder. Og derfor indfører vi samtidig et særligt ungetillæg til alle, der er i den situation. Vi tror samtidig på en fremtid for de psykisk syge unge, som ligger uden for kontanthjælpssystemet. Indsatsen for den her gruppe skal styrkes, og det gælder ikke kun på beskæftigelsesområdet, men jo også i vores sundhedssektor, hvor psykiatrien skal have et gevaldigt løft. Og det er jo også det, regeringen har lagt op til og har vedtaget. Vi sætter også ind med indsatser inden for beskæftigelsessystemet for den her gruppe, og jeg tror, at vi kan blive enige om, at det bedste, vi kan gøre, er at give så håndholdt en hjælp, at fremtiden ligger uden for kontanthjælpssystemet.

Spørgeren.

Jeg hører faktisk ikke et svar på, om man mener, at det er proportionelt, og jeg antager, at det er, fordi det ikke er det. Det tænker jeg de fleste, som ser de her tal, vil være med på det ikke er.

Hvis vi taler om på kort sigt, er det desværre tusindvis, der her efter nytår ryger ud i fattigdom efter ikke længere at modtage børnetilskuddet, som de har fået siden 2019, og heller ikke at få den inflationshjælp, som pengene gik til i år. Og i juni 2025 er det så, at over 10.000 ryger ned på mindstesatsen, og at de psykisk syge unge mister op til 4.000 kr. om måneden og kommer til at få en ydelse, som svarer til et su-niveau, men uden mulighed for de studieboliger, studielån, studierabatter eller andre af de muligheder, man har, når man er studerende, til at få styrket sin økonomi.

Jeg vil derfor gerne spørge, om ministeren er bekendt med, at det skulle hjælpe dem, som er psykisk sårbare, som har et handicap. Mig bekendt er der kun forskning, der viser det modsatte. Så jeg vil gerne høre, om ministeren har noget evidens for, at det har en virkning for den sårbare gruppe i kontanthjælpssystemet at fattiggøre dem så massivt, som man gør det i flere af de her tilfælde.

Den anden del er i forhold til de børn, der ryger ud i fattigdom og bliver fastholdt i fattigdom og ikke bliver løftet med den her aftale. Vi ved, at konsekvenserne er store, når det er, at man vokser op i fattigdom. Bare ét år i fattigdom har en betydning for ens livschancer, ens mulighed for at få en uddannelse og få et arbejde. Så mener ministeren virkelig, at man har ramt balancen ved over for så sårbar en gruppe at skubbe så mange af dem ud i fattigdom og fastholde så mange børn i fattigdom i stedet for netop at se på indsatsen? Lad os lave en god indsats, men samtidig sikre økonomisk tryghed. Det vil jeg gerne bede om ministerens svar på.

Ministeren.

Jeg mener, at der samlet set med de tre aftaler, der ligger for kontanthjælpssystemet, er ramt en balance, hvor vi slår ring om børnene i forhold til fritidstillæg, i forhold til at dække medicinudgifter. Det er rigtigt, at det sætter sig i et børneliv, men det gør også mangel på adgang til fællesskabet, og det er noget af det, vi forsøger bl.a. at give mulighed for med fritidstillægget, der går målrettet til børnene.

Samtidig må jeg også sige, at jeg synes, det gør en forskel, og at det bliver meget tydeligt, hvis du kan arbejde bare en lille smule eller i få timer, som der er rigtig mange der kan derude og gør i dag. I dag modregner vi markant mere, og i morgen får man lov at beholde de første penge, sådan at den gulerod er der, med hensyn til at man også kan forbedre sin økonomi ad den vej. Jeg synes, at balancerne er ramt, samtidig med at der er et stort fokus på indsats, bl.a. for vores unge.

Spørgeren.

Der bliver ikke slået ring om børnene. Det gør der simpelt hen ikke, når der er en aftale, der skubber børn ud i fattigdom. Vi havde en situation, hvor Socialdemokratiet forsvarede, at Socialdemokratiet smed den aftale, vi lavede, i skraldespanden, med, at man ikke havde et indenrigspolitisk flertal. Nu er det ikke at have et indenrigspolitisk flertal godt nok til, at man kan bevare magten i regeringen.

Der er børn, der bliver skubbet ud i fattigdom, og det er ikke at slå ring om dem. Der er allerede stor forskel på at være i arbejde og på at være på offentlig forsørgelse. Anerkender ministeren ikke, at der er et enormt problem, når man simpelt hen fastholder så mange i fattigdom og så måske får 750 i arbejde?

Ministeren.

Jeg synes faktisk, at der var et fokus på børnene i både den gamle aftale og den nye aftale, og jeg mener sådan set ikke, det er fair at sige, at vi smed den i skraldespanden. Den tidligere regering blev væltet, der var ikke et flertal for os, så vi udskrev valg, og så blev der dannet en ny regering. Og nu har et flertal i Folketinget for første gang i 25 år kigget hinanden i øjnene og sagt: Nu skal det her ikke længere være en politisk stridsplads, hvor vi kaster de her mennesker ind i nye regler, hver eneste gang regeringsmagten skifter. Vi skaber ro om reglerne, samtidig med at vi f.eks. imødekommer bekymringer om adgang til fritidsaktiviteter, bekymringer om, om der er råd til medicin; det er jo netop noget, vi adresserer eksplicit i den her aftale.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Der er blevet skåret 17 mia. kr. på de offentlige forsørgelser, siden man lavede skattereformen i 2012. Der er yderligere gange blevet lavet beskæftigelsesfradrag, der gør, at afstanden mellem at være i arbejde og være på en offentlig forsørgelse er blevet større og større – for slet ikke at tale om det at være en del af et fællesskab, de ting, det gør at være en del af et arbejdsliv. Så jeg anerkender ikke, at der ikke er en forskel mellem at være i arbejde og være på en offentlig forsørgelse.

Det her handler om at have et sikkerhedsnet, så vi rent faktisk griber folk, når der sker en social begivenhed i deres liv. Det kan være, at man får en fyreseddel i hånden, eller at man bliver ramt af sygdom. Og det handler om, at der ikke er nogen børn, der skal vokse op i fattigdom i Danmark. Det er tilfældet efter den aftale, som er blevet indgået. Faktisk skubber man aktivt 10.000 ned i ydelse, over 10.000 skubber man ned i ydelse.

Mener ministeren vitterlig, at det, at man regner med, at det vil give 750 mennesker i øget arbejdsudbud, er proportionalt med at fattiggøre så mange mennesker? Kunne man ikke gøre det på en anden måde?

Ministeren.

Både den aftale, Enhedslisten var med i inden valget, og den aftale, der nu ligger, betyder, at der kommer til at være færre børn, der vokser op i lavindkomstgruppen. Tallene er ikke ens. Der var flere i den gamle aftale, hvilket Enhedslisten også har påpeget, men det er ikke rigtigt, at der kommer flere børn i lavindkomstgruppen med den aftale, der ligger, tværtimod.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at der ikke er forskel på at være i arbejde og være på kontanthjælp. Der er kæmpe forskel, ikke mindst for menneskers følelse af at høre til, at have plads og gøre nytte på en arbejdsplads, være en del af et kollegaskab. Det betyder noget økonomisk, men det betyder selvfølgelig også noget for det enkelte menneske, og derfor glæder det mig, at vi har færre på kontanthjælp, end vi har haft i mange år, også færre børn. Altså, vi har markant nedbragt antallet af børn med en forælder i kontanthjælpssystemet, og det glæder mig usigeligt. Lad os gå mere ned ad den vej.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til beskæftigelsesministeren og bliver ligeledes stillet af fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Værsgo.

Vil ministeren foretage sig noget for at sikre, at bygningsarbejdere og naboer til giftgrunden i Nyborg ikke bliver syge?

Ministeren.

Tak for det. Og også tak for at stille et spørgsmål, som virkelig sætter fingeren på noget i vores arbejdsmiljø, som er helt afgørende for os alle sammen, men ikke mindst selvfølgelig for de medarbejdere, der arbejder i det. Der er god grund til, at vi i Danmark stiller skrappe krav, når det kommer til kemi og også risikoen for, at ansatte bliver udsat for kemi.

Det skyldes selvfølgelig, at det kan være farligt, og at vi skal beskytte de mennesker, der går på arbejde i Danmark, mod at blive syge af deres arbejde. Og der, hvor man har risiko for at blive udsat for farlig kemi, er der jo krav om, at det skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkert og forsvarligt, også sundhedsmæssigt, at gå på arbejde, og når der som her er tale om en byggeplads, har bygherren og den projekterende også et ansvar.

Hvad angår byggeriet på den forurenede grund i Nyborg, er jeg blevet oplyst af Arbejdstilsynet, at de fra ultimo maj og til ultimo november i år har gennemført ti tilsyn med byggepladsen, og at de involverede aktører i den forbindelse har afgivet en række påbud til de relevante virksomheder. Påbuddene har selvfølgelig til formål at sikre, at de ansatte ikke udsættes for unødig påvirkning af farlige stoffer, sådan som loven foreskriver at de ikke skal.

Jeg kan godt, når jeg læser presseklip fra den her sag, få et indtryk af, at nogle involverede synes, at sådan nogle papirkrav er formalia, der bare skal overstås. Jeg vil sige, at der jo er en grund til, at vi har de krav, og det er for at understøtte, at der er styr på sikkerheden, og at man tager de regler, vi i fællesskab har lavet, alvorligt.

Arbejdstilsynet har også haft fokus på projekterendes pligter og truffet afgørelse om mangelfuld beskrivelse af risici i projektmaterialet rettet mod bygherren, der i det her tilfælde selv har projekteret arbejdet. Og herudover har Arbejdstilsynet oplyst, at de er i dialog med de involverede aktører, med henblik på at alle aktører lever op til deres ansvar for et sundt og sikkert arbejdsmiljø, og jeg håber virkelig, at man får genskabt trygheden omkring den her byggeplads. Jeg bliver oplyst, at Arbejdstilsynet fortsat vil have et fokus her og fortsat vil følge det, sådan at de ansatte ikke udsættes for kemi.

Spørgeren.

Tak. Vi skal have skabt tryghed for arbejderne på den byggeplads. Det er fuldstændig afgørende, og jeg er glad for, at ministeren følger med i, hvad der skal ske nu. Det er sådan, at vi er så heldige at have fået fint besøg; vi har fået arbejdsmiljørepræsentanten, som sidder heroppe, med, og de har i sjakket stillet et spørgsmål og fortalt om, hvordan det er. Så det vil jeg gerne dele med ministeren:

Betonfolkene på Nyborg Lynfrost er blevet opmærksomme på, at de går hver dag i kræftfremkaldende afgasninger og også er udsat for opsivning fra jorden, når det regner, hvor der ved prøver er påvist, at mere end halvdelen af væsken, der kommer op af jorden, ikke er vand, men kemikalier eller olie. Der har flere gange været tilsyn på pladsen, og alle gangene har medarbejderne fået lov at arbejde videre, til trods for at Arbejdstilsynet er vidende om, at medarbejderne går i en potentiel kræftbombe. Hvis disse medarbejdere bliver kræftsyge eller på anden måde syge af det arbejde, de har udført, og Arbejdstilsynet har været bevidst om de risikoer, der er forbundet med arbejdet, kan Arbejdstilsynet så med deres passivitet i deres tilsyn gøres økonomisk ansvarlig for medarbejdernes erhvervssygdomsforløb?

Jeg kan godt forstå, at man stiller det spørgsmål og man gerne vil have det her spørgsmål rejst i Folketingssalen. Først og fremmest er der i forhold til nogle af de ting, som jeg har fået forelagt, altså ikke blevet reageret nok til at starte med, når man har ringet. Og der mener jeg, det er afgørende, at man som arbejder kan vide, at man kan gå trygt på arbejde, og at når man ringer til tilsynet, er de der – at så bliver det taget alvorligt.

Så derfor vil jeg rigtig gerne høre ministeren: Hvad skal vi forvente af Arbejdstilsynet, når en arbejder, f.eks. i den her givne situation, kontakter Arbejdstilsynet? Men jeg vil også gerne høre i forhold til det spørgsmål, som sjakket repræsenteret af deres arbejdsmiljørepræsentant stiller: Kan Arbejdstilsynet med deres passivitet gøres økonomisk ansvarlig for medarbejdernes erhvervssygdomsforløb?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg også godt sige velkommen til de involverede folk. Jeg synes, det er rigtig stærkt at høre de stemmer, det handler om, de stemmer, vi laver regler for at beskytte. Grunden til, at vi sad hele foråret og forhandlede arbejdsmiljøaftaler og også gav ekstra penge til Arbejdstilsynet og skærpede fokusset på kemi, var jo lige præcis, at mennesker ikke skal gå på arbejde med lige præcis den følelse, der beskrives i det spørgsmål, der er sendt ind.

Så det mener jeg er vigtigt at få frem. Og nej, det er ikke muligt – altså, svaret på det konkrete spørgsmål er nej. Men det er jo ikke det samme som at sige, at man ikke skal opleve, at man, når man prøver at råbe op om, at ens arbejde er utrygt og farligt, lyttes til, og så er der også et samfund, der skal håndhæve de regler, vi i fællesskab har lavet.

Spørgeren.

Der vil jeg gerne spørge, om ministeren vil være med til at følge op på, om de ressourcer, vi har afsat, er tilstrækkelige, og også, om der er de kompetencer, som vi har brug for, i tilsynet, så den tilsynsførende, der kommer ud, er den, der selvfølgelig er preppet til at tage sig af de forhold, der er på pladsen.

Et andet spørgsmål er om det, vi i daglig tale kalder liv, ære og velfærd. I det tilfælde, hvor de, arbejderne, er sikre på, at deres helbred er udsat ved arbejdet, er de i deres gode ret til at gå i skuret og bede om, at forholdene bliver bragt i orden. Og her, hvis det er, de uretmæssigt bliver opsagt, bliver de jo ramt af karantæne i dagpengesystemet.

Vil ministeren være frisk på at se på, at man, hvis det har været på baggrund af ens helbred, at man ikke har kunnet stå til rådighed på den konkrete arbejdsplads, så ikke skal sanktioneres i dagpenge, eller på anden vis se på, hvordan vi styrker arbejdernes mulighed for faktisk at kunne passe på deres liv, ære og velfærd?

Ministeren.

Altså, først og fremmest har vi jo de her regler, fordi de skal håndhæves, og fordi man, allerede når man sidder og tilrettelægger sådan et byggeri her, skal tage højde for, om de her ting opstår, og at der er værn og beskyttelse af mennesker, der går på arbejde, som lige præcis er bygget ind i de her regler. Så målet må være, at ingen kommer derhen med den utryghed og den oplevelse, som vi har folk der bringer ind i salen i dag. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi har arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, som der er beskyttelse til, når de faktisk råber op om de her ting. Og jeg vil løbende gerne være med til at drøfte, hvordan vi hele tiden slår ring om mennesker, der prøver at værne om et godt arbejdsmiljø.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Tak. Afsluttende vil jeg gerne bare lige spørge: Hvordan sikrer vi det også fremadrettet, når eksempelvis en betonarbejder griber knoglen og ringer til Arbejdstilsynet og fortæller, hvordan forholdene er? Hvordan sikrer vi os så, og hvordan følger vi herfra op på, at de ikke oplever ikke at blive taget alvorligt, men faktisk oplever, at deres liv, ære og velfærd bliver taget seriøst?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg godt rose både spørgeren og de to personer på tilhørerrækkerne i dag for i hvert fald at have gjort deres for, at man bliver hørt og bliver taget seriøst. Derudover oplever jeg egentlig, at vi i hvert fald politisk har et vedvarende fokus på Arbejdstilsynets muskler, og vi har så sent som i foråret skruet det op til et historisk højt niveau. For det kræver jo, at der er nogen, der tager telefonen, når man ringer, og at der er ressourcer til at køre ud og følge op.

Vi er også nødt til have nogle regler, der følger med tiden, hvor man hele tiden ser på grænseværdierne i kemi. Det er også en opgave, der ligger på vores bord, men derudover har vi godt nok også et arbejdsgiveransvar her, som virkelig, virkelig bør løftes, når man er ansvarlig for byggeri af den her slags. Det er menneskers helbred, vi taler om, og når det er giftige stoffer, er det jo ikke bare den næste uge, man går og hoster; så er det jo potentielt ens helbred i lang tid fremover, man gambler med, og det er helt uacceptabelt og jo også et lovbrud.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til beskæftigelsesministeren og tak til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til børne- og undervisningsministeren, og det næste spørgsmål bliver stillet af fru Helena Artmann Andresen og Liberal Alliance.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at det er tilfredsstillende for kommende gymnasieelever, deres forældre og gymnasierne selv, at der endnu ikke er fundet en permanent elevfordelingsmodel på gymnasieområdet?

Ministeren.

Mange tak til spørgeren for at stille spørgsmålet og rejse en relevant problemstilling. Jeg vil godt starte med at sige, at selvfølgelig skal vi finde en løsning, der kan træde i stedet for fordeling efter forældreindkomst, fordi gymnasier med skæv etnisk elevsammensætning er et problem både pædagogisk og økonomisk, og det synes jeg vi skal agere på. Det er samtidig også et komplekst og vanskeligt problem at løse på en måde, hvor alle hensyn tilgodeses. Derfor tager det også lidt tid at få udviklet og få implementeret et nyt elevfordelingssystem.

Aftalen om elevfordeling er fra juli 2021. Det var en aftale, som min forgænger indgik, og det var en aftale, der var resultatet af en meget lang politisk diskussion og proces. Nu er den nye regering i gang med at vurdere, hvad en fremtidig model for elevfordeling, som gør op med den skæve elevsammensætning, kan indeholde, hvad den kan bygge på. Vi har ikke lagt os fast på en model, og vi har heller ikke lagt os fast på, hvornår den kan være klar. Jeg har en ambition om, at der skal kunne opnås politisk bredde til sådan en elevfordelingsmodel, som kan gøre den lidt mere holdbar og sikre, at vi ikke hele tiden skifter regler på det her område.

Mens vi arbejder på en ny model, bliver ansøgerne først og fremmest fordelt efter deres prioriterede ønske. Det er et velkendt princip, som jeg også selv bakker op omkring, og jeg var ret glad, da jeg fandt ud af, at 94 pct. af ansøgerne faktisk fik deres førsteprioritet opfyldt. Det bliver aldrig 100 pct., og jeg synes, at 94 pct. er ret flot. I en fremtidig model vil jeg også lægge vægt på, at der tages det hensyn, ligesom jeg vil lægge vægt på, at der skal tages hensyn til gymnasier i landdistrikter og til gymnasier i de boligområder, hvor der har været en skæv elevsammensætning.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er glad for, at ministeren næsten siger, at det ikke er tilfredsstillende; det tror jeg også bare man skal spørge de forskellige organisationer på gymnasieområdet om. Jeg havde jo håbet, at vi kunne have landet en model noget tidligere og begyndt forhandlingerne noget tidligere, fordi vi jo har afskaffet indkomstfordelingen to gange. Først var det med en solnedgangsklausul, og jeg tror, man valgte solnedgangsklausulen, fordi man havde håbet på at lande noget inden, men nu har vi så afskaffet den en gang til for alvor.

Jeg har haft en del frustrerede forældre i røret på grund af den måde, man fordeler gymnasieelever på i dag. De har haft ringet til rektoren og spurgt: Er der virkelig ikke plads til mit barn på dit gymnasie? Og rektoren har måttet sige: Jo, det er der, men på grund af den måde, de politiske kapaciteter er sat på, må jeg desværre ikke tage det ind. I Liberal Alliance har vi jo udviklet vores bud på en model for, hvordan man skal fordele gymnasieelever, og der gør vi op med maksimumskapaciteten.

Jeg synes også, at for de 94 pct., der får deres førsteprioritet, er det selvfølgelig godt, men jeg har også set, at der har været forskellige eksperter ude at sige, at der også er et ret stort skyggetal, og at man har lavet et system, som er meget komplekst, og som eleverne virkelig spekulerer i. Der er også mange, der flytter adresse for at komme tættere på det ønskede gymnasium, så de får en større chance. Jeg føler, at vi er nødt til at gøre op med det her politisk, og derfor vil jeg også gerne spørge ministeren, om ministeren ønsker en friere og mere gennemskuelig fordeling for gymnasieeleverne. Og har ministeren den grundlæggende tankegang, at gymnasiet er til eleverne, eller har man den omvendte tankegang som den tankegang, man havde, da man indførte indkomstfordelingen?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at vi aldrig kommer op at få 100 pct. opfyldelse af de unges førsteprioritetsansøgninger, for der vil altid være nogle gymnasier, som er mere populære end andre, og både af hensyn til de rent fysiske forhold på de populære gymnasier, men også af hensyn til at kunne opretholde andre gymnasier, bl.a. i landdistrikter, bliver man nødt til at have et eller andet niveau af elevfordeling. I år havde vi 94 pct., der fik deres førsteprioritet. Det synes jeg ikke er helt elendigt, og derfor er jeg heller ikke så bekymret for at fordele efter den metode også til næste optag.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes bare ikke, at vi politisk skal stå i vejen for, som det fungerer nu, at man fordeler elever rundt blandt de store gymnasier, for det var jo ikke meningen med den aftale, man har lavet. Det var meningen, at man skulle hjælpe de små landdistriktsgymnasier. Der vil jeg også gerne være med til at gå på kompromis med det helt frie valg, for at vi også har nogle gymnasier i yderområderne. Jeg synes bare ikke, at man kan være bekendt at have en maksimumskapacitet.

Jeg kunne godt tænke mig spørge ministeren – det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke er Socialdemokratiet, der har forhandlet indkomstfordelingen ud – om Socialdemokratiet mener, at indkomstfordelingen var en fejl.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er glad for, at Liberal Alliance erkender, at man bliver nødt til at gå på kompromis med det totalt frie valg, hvis man ønsker at nå den politiske målsætning: at fastholde gymnasier i landdistrikter. Det bliver, kan jeg allerede nu forudse, det væsentligste politiske dilemma, som vi skal finde balancen i. Jeg synes selv, at den elevfordelingsaftale, der blev indgået i sidste valgperiode, var god. Jeg synes også, det er fint, at vi er, hvor vi er nu, fordi 94 pct. faktisk får deres førsteprioritet opfyldt.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

I regeringsgrundlaget står, at regeringen vil præsentere en ny model, der modvirker en skæv elevsammensætning, især i de større byer. Jeg har svært ved at se, hvordan man skal kunne indføre det her, hvor man får et friere gymnasievalg, og hvor man slipper for social ingeniørkunst. Jeg vil mene, at en af løsningerne vil være at gøre det nemmere for gymnasierne – altså at man også ændrer på taxameteret – at kunne smide elever ud, der ødelægger det for alle de andre, og måske også kigger på adgangskravet til gymnasierne, så det bliver sværere at komme ind på gymnasierne, og at vi samtidig hæver det faglige niveau på gymnasierne, fordi det er der virkelig brug for.

Ministeren.

Jeg tror, der er grænser for, hvor langt man kan komme ved at fordele elever imod deres egne ønsker. Vi kan også se, at ud af de elever, der mod deres vilje er blevet fordelt til de seks gymnasier, som var mest plagede af en skæv etnisk elevsammensætning, er der ikke ret mange, der faktisk er mødt op i virkelighedens verden. Det er også derfor, jeg sagt, at man i stedet for kun at fokusere på fordelingen måske også kunne overveje, om man kunne fordele ressourcer og så bruge flere ressourcer pr. elev de steder, hvor der er nogle gymnasier, der er lidt udfordrede.

Tak for det. Vi afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til børne- og undervisningsministeren og tak til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Jeg byder nu velkommen til udlændinge- og integrationsministeren, og det første spørgsmål bliver stillet af hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak. Jeg læser spørgsmålet op her: Vil ministeren oplyse, hvor mange kvoteflygtninge regeringen ønsker at Danmark modtager i 2023, og vil ministeren desuden kommentere, hvorfor antallet af kvoteflygtninge, som regeringen ønsker at Danmark modtager, endnu ikke er blevet meldt ud?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Jeg skal først sige, at i regeringen bakker vi op om kvoteflygtningesystemet gennem FN, hvor vi tager imod kvoteflygtninge af humanitære principper. Det er en ordentlig måde at modtage flygtninge på, og det er mere civiliseret, end det er med dem, der gennem menneskesmuglere kommer over Middelhavet. Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at regeringen hvert år vil afsætte midler, sådan at der kan modtages op til 500 kvoteflygtninge årligt. Som det sikkert er spørgeren bekendt, følger det af udlændingeloven, at jeg som udlændinge- og integrationsminister normalvis skal træffe beslutning om modtagelse af kvoteflygtninge midt på året. Der er dog ikke noget i vejen for, at beslutningen kan træffes tidligere eller senere på året. Der pågår p.t. en række interne overvejelser om modtagelse af kvoteflygtninge på dette års kvote, hvorfor det endnu ikke har været muligt at træffe en beslutning. Men jeg vil som altid orientere Udlændinge- og Integrationsudvalget, når der foreligger en beslutning om kvoten for 2023.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen. Nu er det jo sådan, at oppositionen – det er også en gruppe, som Danmarksdemokraterne tilhører – er vagthunde over for regeringen, og alt, hvad regeringen går og foretager sig, kigger vi på, så vidt muligt. Og en af de ting, som er normalt, er jo netop – og ministeren var lidt inde på det – at vi omkring august måned får et bud på, hvor mange kvoteflygtninge Danmark beslutter sig for at tage det pågældende år, og der vil jeg godt spørge ministeren: Hvorfor traf regeringen ikke beslutning om det i august måned og meddelte det, som man plejer at gøre? Skyldes det eksempelvis – det kunne jo godt være – intern uenighed i regeringen?

Ministeren.

Jamen hvis vi tager for mange kvoteflygtninge, er Danmarksdemokraterne utilfredse. Hvis man slet ikke tager nogen, er man også utilfreds. Så det er jo lige meget, hvad man gør, så går det jo galt. Men det er jo, som jeg siger, interne drøftelser, vi har i regeringen, som ikke er afsluttet endnu, men jeg lover, at vi træffer en beslutning inden årets udgang.

Spørgeren.

Jeg ved ikke, om vi kommer videre med det, men ministeren har jo flere svarmuligheder herefter, så det kan jo være, at vi kommer frem til noget. Men jeg vil i hvert fald godt spørge, hvad ministeren forventer at der kommer ud af det. Altså, siden 2020 har man jo valgt at modtage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda, og der er det jo interessant, om ministeren forventer, at man vil tage flere eller færre kvoteflygtninge end i 2023.

Ministeren.

Det er nok for tidligt at sige noget om. Altså, vi har en ramme, ligesom vi jo også havde i den tidligere regering, som hedder op til 500, og den brugte vi jo så ikke fuldt ud dengang; der havde vi 200. Det synes jeg fungerede meget godt. Men det er for tidligt at sige for mit vedkommende, hvor mange det bliver i år. Men jeg lover, at jeg har et svar, inden vi går på juleferie her i Folketinget.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Det lyder selvfølgelig godt, for det gør jo, at vi ved, hvad vi har at forholde os til, når vi skal kigge på, hvad regeringen gør. Når man sådan kigger hen over Europa, er det jo desværre sådan i øjeblikket, at der er et kæmpe migrantpres på Europas grænser, og der kan man spørge: Hvorfor ønsker ministeren så i den her situation, hvor der allerede nu kommer mange til Europa, at vi skal til at modtage kvoteflygtninge? Det kan man jo undre sig over. Jeg lagde mærke til et interview i Berlingske i mandags, hvor ministeren sagde: 2015-tallet, altså tallet under flygtningekrisen, var på 21.000 asylansøgere, og det kæmper vi stadig med at få styr på. Så hvis ministeren mener, at der er meget store udfordringer med at have styr på det, stadig væk, jamen hvorfor ønsker ministeren så, at vi skal modtage endnu flere flygtninge i Danmark?

Ministeren.

Først skal jeg sige, at dem, der kommer på FN's kvote, jo generelt er folk fra lande, som har en bedre integrationshistorik. Nu er det jo bl.a. Rwanda, som vi har taget flygtninge fra.

Så vil jeg sige, at der er masser af lande i Europa, der for mig at se har nogle helt uoverstigelige antal, der kommer i de her måneder, men i Danmark har vi det ikke. Altså, der har vi lave asyltal, og derfor kan vi også godt se på, om vi så kan tage nogle kvoteflygtninge, når nu vi har så godt styr på, hvor mange der kommer til landet, som vi har.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren, og jeg byder velkommen til fru Christina Olumeko fra Alternativet og til medspørger fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Værsgo.

Vil ministeren redegøre for, hvorfor partierne bag finanslovsaftalen for 2022 endnu ikke er indkaldt til forhandlinger om handlingsplanen mod racisme, og hvorfor handlingsplanen mod racisme endnu ikke er lanceret?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med selvfølgelig at slå fast, at racisme er helt uacceptabelt, og at det ikke skal finde sted i et land som Danmark. Der er sket meget, siden handlingsplanen mod racisme blev vedtaget af den daværende regering sammen med venstrefløjen og Kristendemokraterne. Vi har haft et folketingsvalg efterfulgt af en lang regeringsdannelse. Vi har fået ny regering, der efterfølgende har haft en proces for at finde ud af, hvordan opgaverne skal prioriteres, og hvordan de skal fordeles. Det har også gjort sig gældende for handlingsplanen mod racisme, der i sommeren 2023 blev overdraget fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det har betydet, at handlingsplanen er blevet lidt forsinket, men jeg kan forsikre om, at vi i regeringen stadig har høje ambitioner for bekæmpelsen af racisme. Arbejdet er i fuld gang, og i mit ministerium er vi i gang med at undersøge de mulige initiativer, der kan indgå i handlingsplanen. Det regner vi med at offentliggøre i første halvdel af 2024, og der vil jeg invitere alle Folketingets partier til en drøftelse af handlingsplanens tematikker og initiativer, for i mine øjne er kampen mod racisme et område, som vi bredt i Folketinget burde kunne enes om.

Spørgeren.

Her 2 år efter har vi stadig ikke set skyggen af en handlingsplan mod racisme. Sidst jeg var på talerstolen, fik jeg at vide, at det ville være i år. Der er ikke sket noget siden da, og alt imens er vilkårene for etniske minoritetsdanskere ikke blevet bedre, bestemt ikke. Det er tværtimod blevet værre. Vi ser, at hver tredje med etnisk minoritetsbaggrund jævnligt oplever racistiske tilråb, eksempelvis på fodboldbanen. Fatma og Ahmed skal sende 52 pct. flere jobansøgninger end Camilla og Morten, inden de bliver indkaldt til jobsamtaler, og det er på trods af – på trods af – at de har de samme kvalifikationer. Minoriteter i sundhedsvæsenet oplever, at deres sundhed bliver ignoreret og negligeret, fordi deres smerter jo bare er etniske smerter.

Så nu vil jeg gerne spørge igen: Hvordan kan det være, at det har taget 2 år – det er 2 år siden, vi afsatte pengene – at komme hertil, hvor vi ikke engang har lavet en handlingsplan? Hvordan kan det tage 2 år?

Ministeren.

Det er jo, bl.a. fordi der er kommet en ny regering. Det var jo ikke Socialdemokratiet, der ikke ønskede, at den gamle regering kunne fortsætte. Jeg tror sådan set heller ikke, det var Alternativet, men det var jo et af støttepartierne, som væltede regeringen i oktober sidste år. Hvis ikke man havde gjort det, havde der nok været en sandsynlighed for, at vi kunne have haft gang i det arbejde nu her. Men det er jo vilkårene. Når man danner en ny regering, ligger der jo en masse opgaver, som der skal tages stilling til: Hvor skal de ligge henne, hvem skal tage fat i det, hvornår skal de prioriteres, og hvad er først i køen? Det er klart, at det også har påvirket sådan en proces som den her. Jeg havde da håbet, at vi kunne have fortsat med den gamle regering og så gennemført det her ligesom så mange andre gode initiativer.

Spørgeren.

I en ny undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder bliver Danmark placeret som det fjerde mest racistiske land i EU. Mener ministeren, at det er forsvarligt, at Danmark stadig ikke har en handlingsplan mod racisme, i lyset af de tal, når nu vi kan se, at strukturel racisme åbenbart trives i det danske samfund, og er det ministerens ambition, at handlingsplanen, der måske kommer i 2024, vil skulle gøre op med det?

Ministeren.

Jeg mener grundlæggende ikke, at Danmark som sådan er et racistisk land. Jeg køber ikke den præmis, og jeg mener, at man skal passe på med at bruge udtrykket strukturel racisme. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke forstår, hvad det betyder, men fordi der er en masse identitetspolitikere og folk, der har et helt andet verdenssyn, som hiver problemer, der findes i andre lande, ind i Danmark og siger, at så må det også være sådan her. Altså, lad os f.eks. tage Black Lives Matter, som er en bevægelse, der springer ud af en racisme, der foregår i USA, og som man så forsøger at replicere på Danmark, vel vidende at der jo ikke er eksempler på, at f.eks. afrodanske borgere er blevet slået ihjel af politiet.

Tak. Og jeg giver nu ordet til medspørgeren, fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Jeg vil gerne starte med at spørge ministeren, om ministeren kan redegøre for, at man har flyttet den her handlingsplan fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det er jo således, at når man blot hører det – at man flytter det fra Justitsministeriet – tænker man lidt: Er det, fordi man fra regeringens side mener, at problemet netop ligger i dem, der udsættes for racisme, eller er det, fordi man tænker, at de eneste, der udsættes for racisme, er folk, der er udlændinge og asylansøgere?

For når man tænker på det, er eksempelvis vi grønlændere også født som danske statsborgere – vi har ikke et valg – og alligevel udsættes rigtig mange danske statsborgere i hele Danmark for racisme. Men overser man så ikke også dem, negligerer man ikke også de danske statsborgere, der udsættes for racisme, når man flytter det fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet?

Ministeren.

Nej, det synes jeg ikke at man gør. Hvis det, man ønsker, og som jeg synes er en stærk ambition, er, at rigsfællesskabet består af tre selvstændige lande, som har en forbindelse, så synes jeg også, det er fair nok at betragte det på den måde, at grønlændere, som bor i Danmark, selvfølgelig skal ses som alle mulige andre nationaliteter, der bor i Danmark. Og det, der handler om racisme imod grønlændere, er sådan set en af mine vigtige prioriteter i den her handlingsplan mod racisme og noget af det, som jeg allerede har haft gang i og arbejder med, fordi jeg mener, det er et stort problem, at grønlændere bliver udsat for langt mere diskrimination i Danmark, end man gør, hvis man kommer til andre lande i Europa. Det har selvfølgelig noget at gøre med den fortid, som Danmark og Grønland har sammen, og som vi bliver nødt til at forholde os til, både som dansk regering, men sådan set også som Folketing.

Medspørgeren.

Nu er det jo ikke kun grønlændere, men også danske statsborgere i Danmark, der udsættes for racisme. Hvordan kan det så være, at det så bliver overført fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet? Når vi ser på, hvordan vi kunne lave et opgør med racismen i Danmark, kan man jo f.eks. også kigge på politiet, som i dag laver en opgørelse af, hvilken religiøs gruppe man kommer i, når man bliver udsat for hadforbrydelser. Det kunne f.eks. være, at man bliver kategoriseret som muslim eller jøde eller lignende. Og når man tænker på det, kan man ikke lave den samme etniske baggrund for andre minoritetsgrupper som f.eks., om man er grønlænder eller andet, og som egentlig handler om Justitsministeriet.

Så kan ministeren svare på, hvordan det kan være, at man så flytter det til det ministerie?

[Taleren talte grønlandsk].

Ministeren.

Grunden til, at det ligger i Udlændinge- og Integrationsministeriet, er, at der er en række af de problematikker, der har at gøre med integration og har at gøre med, kan man sige, det møde, der er mellem dansk kultur og andre kulturer, som også ligger i Udlændinge- og Integrationsministeriet, bl.a. regulering af kommunernes integrationsindsats. Og hvis det er Det Nationale Integrationsråd, er det os, der har ansvaret for det. Derfor er det naturligt for os at lægge det der, og det tror jeg egentlig passer meget godt. Det er jo ikke på den måde en politimæssig opgave; det er en langt bredere opgave, der handler om, hvordan man bliver modtaget i det danske samfund, også hvis man kommer fra Grønland. Og det er i princippet også et spørgsmål om efterskoler, som jo hører under et helt andet ressort, og det er et spørgsmål om sociale tilbud, som hører under et helt andet ressort. Men nu har vi så valgt, at det er her, vi bedst kan koordinere den indsats.

Så er det hovedspørgeren for det afsluttende spørgsmål.

Tak. Nu fik ministeren sagt før, at Danmark ikke er et land, hvor racisme trives. En ud af fem grønlændere oplever diskrimination ifølge Institut for Menneskerettigheder, og dobbelt så mange lønmodtagere, der er etniske minoriteter, oplever diskrimination på arbejdspladsen. Jeg håber, ministeren vil anerkende, at det er tal, der i den grad viser, at vi har diskrimination i det her land, og racisme, vel at mærke.

Vil ministeren ikke fortælle om sine ambitioner for det her område nu kommer hvor ministeren har overtaget handlingsplanen? Hvad kan vi forvente for de danske etniske minoriteter?

Ministeren.

Jamen jeg anerkender fuldstændig, at det har været underbelyst, hvordan man udøver racisme imod grønlændere i Danmark, og at ligesom racisme i lande, der har haft kolonier i Afrika, kan have noget at gøre med det forhold, der er historisk, så kan den racisme, der er imod grønlændere, også have noget at gøre med det historiske forhold, der er imellem de to nationer. Og det er noget af det, som vi kommer til at lægge vægt på, ligesom vi kommer til også at gå ind i de brede spørgsmål om diskrimination af folk, når man eksempelvis, som det bliver nævnt, søger en læreplads, søger en bolig, søger andre af de ting, hvor man bliver diskrimineret i det danske samfund.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Christina Olumeko fra Alternativet og medspørgeren, fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren og bliver stillet af fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak for det. Vil ministeren tilkendegive sin holdning til, at skoleelever ned til 4. klasse som en del af undervisningen ligger på knæ for islam i den lokale moské?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kender ikke den konkrete sag, og jeg ved derfor heller ikke, hvad der er gået forud – om der før det har været en dialog med forældrene om det pågældende besøg – men generelt vil jeg sige, at det er sundt i sig selv, at folk får indsigt i forskellige kulturer, men, og det er et stort men, det skal meget nøje overvejes, om det er passende, at især yngre folkeskoleelever aktivt tager del i religiøse handlinger i trossamfund uden for folkekirken i undervisningssammenhæng. Jeg tror i hvert fald, at jeg som forælder selv ville synes, at det var upassende, hvis et af mine børn havde været en del af den type af religiøs udøvelse som en del af deres undervisning.

Udgangspunktet er selvfølgelig, at vi er i Danmark, og at dansk kultur og tradition i folkeskolen er det, der er bærende, ligesom i alle andre offentlige institutioner, og jeg håber, at alle offentlige medarbejdere selvfølgelig også holder det for øje. Jeg mener, vil jeg så også sige som repræsentant for regeringen, at det bedste er, at man løser de her ting lokalt og drøfter, hvordan man kan få det til at være det gennemgående princip.

Og så vil jeg sige for en god ordens skyld, at regler om aktiviteter i folkeskolen hører under børne- og undervisningsministeren, men generelt set er det min holdning, at i alle offentlige institutioner er man ikke bare ansat. Hvis man er leder af en skole, en børnehave, en svømmehal, et folkebibliotek, eller hvad man er, så er man ikke bare lønmodtager. Så er man en repræsentant for det danske samfund, og man skal selvfølgelig bære det danske samfunds demokratiske og andre værdier med sig, når man udøver sit arbejde. Det gælder også her.

Spørgeren.

Tak for det. Det synes jeg simpelt hen at udlændingeministeren skal tage en meget alvorlig samtale med undervisningsministeren om, for jeg synes simpelt hen, at det skal sendes ud til skolerne, at det her ikke duer.

Altså, det, det drejer sig om, er, at den 12. november var det 4.b fra Endrupskolen og den 9. november var det 4.a fra Borupgårdskolen, der var på besøg i den samme moské. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor ministeren ikke har set det, for det florerer faktisk ret meget på de sociale medier; så det kunne ministeren måske godt lige have orienteret sig en lillebitte smule om. Man ligger på knæ. Man bliver iført islamiske klæder. Man som barn får lov at stå på den her stol og lege imam. Jeg må så bare sige, at sjovt nok var der også en video fra den 13. november, hvor man så, at en 5. klasse bad. Den er slettet. Det kan være, at de følger lidt med i, at der er en spørgetid her i Folketinget, og at vi nu tager det op. I den stod der, at det var børnene og lærerne, der selv bad om at bede en bøn.

Jeg synes, det er fuldstændig utilstedeligt, og det bør ikke foregå i det danske samfund, som ministeren selv siger. Det er kulturen i det her land, vi retter os ind efter. Folkeskolen er utrolig vigtig for at præge eleverne. Jeg kunne jo læse på de sociale medier efterfølgende, at man havde fået, sagde lærerne, et fremragende indtryk af det og af læreren i islam på baggrund af det her. Jamen jeg har da ikke hørt noget lignende og ønsker heller ikke at høre det i fremtiden. Derfor er det, at jeg må bede ministeren om virkelig at tage den her sag alvorligt, meget alvorligt, og hvis ikke ministeren vil tage den selv med undervisningsministeren, er jeg selvfølgelig parat til at gøre det.

Ministeren.

Jeg kan kun opfordre til også at tage det med undervisningsministeren. Jeg tror, han vil svare præcis det samme, for han har også siddet i den stol, jeg sidder i, tidligere. Jeg oplever jo og hører fra folkeskolelærere, at der er elever med minoritetsbaggrund fra muslimske lande, som slet ikke vil gå ind i en kirke, når de skal på besøg. Så jeg tror, at en forventningsafstemning er meget vigtig.

Selvfølgelig skal man kunne besøge en folkekirke – det er åbenlyst, det står i vores grundlov, og det er vores religion her i landet – men også en katolsk kirke eller en moské og se, hvad der foregår, og kigge lidt rundt. Men at deltage i religiøs udøvelse har jeg svært ved at se er nødvendigt for at forstå, hvad en religion går ud på.

Spørgeren.

Man er iklædt islamisk beklædning. Man ligger på knæ for at bede. Den værste video er åbenbart slettet. Det må der være en mening med at man har gjort. Man syntes måske, at det var lige lovlig meget, fordi det også ville blive bragt op i Folketingssalen.

Men jeg må så bare sige, som ministeren også siger, at det er meget naturligt inden for folkekirken at gå i kirke f.eks. til jul, men der tror jeg også, at ministeren ved lige så godt som mig, at der er nogle kræfter i skolen, nogle elever, som vil føle sig meget, meget krænkede over at komme ind i en dansk kirke, og derfor bliver det ikke til noget.

Ministeren.

Ja, det er jo den kulturkamp, der foregår i rigtig mange byer og bydele rundtom i Danmark, og jeg tror, vi gør os selv en bjørnetjeneste – det tror jeg heller ikke spørgeren er uenig i – hvis vi begynder at bakke og sige, at så behøver man ikke komme ind og se, hvordan det foregår i en kirke, eller komme ind og se den lokale kirke, hvis det er, at man har en anden baggrund. Det synes jeg er sundt. Selvfølgelig skal der ikke forkyndes for folk, men det at se, hvordan det foregår, og opleve den del af dansk kultur mener jeg vi skal stå fast på. Sådan er det.

Tak for det. Jeg byder nu velkommen til medspørger hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I forlængelse af fru Pia Kjærsgaards spørgsmål er jeg nysgerrig på, hvad ministeren egentlig mener om, at islam på den her måde sniger sig ind i vores offentlige institutioner. Altså, skal elever deltage i islamiske ritualer, der jo grundlæggende symboliserer underkastelse til en gud, der ønsker fysisk afstraffelse af vantro, jøder, homoseksuelle osv. osv.? Synes ministeren ikke, at der er noget grundlæggende problematisk ved, at danske folkeskoleelever insinuerer underkastelse til nogle dybt, dybt afstumpede værdier, der ligger i islam?

Ministeren.

Jo, jeg synes ikke, at det er en del af vores folkeskole, at man skal deltage i det, udøve religion. Jeg synes, det er fornuftigt, hvis man som lærer tager det på sig og siger – det kunne være i samfundfagsundervisningen eller andre steder – at det er vigtigt at lære om, hvad islam er for en religion. Det synes jeg er fornuftigt at folk forstår, ligesom andre religioner også er vigtige at lære om, men at deltage i det kan jeg slet ikke se hører hjemme.

Der er, som spørgeren siger, en tendens til, at nogle af de her værdier sniger sig ind i den offentlige sektor nogle steder, hvor det bekymrer mig utrolig meget. Det er altså nogle af de praksisser, som også gælder for voksne mennesker, skilsmisseråd og alle mulige andre religiøse parallelstrukturer, som man desværre hører om også sniger sig ind i nogle af de myndighedsopgaver, som vi har i vores offentlige sektor. Det er jeg meget bekymret for.

Medspørgeren.

Tak for det. Så er jeg egentlig bare lidt nysgerrig på, hvad regeringen har tænkt sig gøre for at indskærpe over for danske folkeskoler, at selvfølgelig skal man ikke det. Jeg kan forstå, at det her er et skolesamarbejde mellem folkeskolens skoletjeneste og 35 skoler, der skal ud at besøge den her moské, og alle sammen insinuerer underkastelse til de her dybt afstumpede værdier. Hvad vil regeringen gøre for at sørge for, at det her ikke foregår ude i vores danske folkeskoler?

Ministeren.

Det er børne- og undervisningsministeren, der har ansvaret for vores folkeskoler, men jeg mener, at vi i alle de sammenhænge, vi kan, og det har jeg sådan set også selv forsøgt på som minister, skal stå fast på, at man som offentlig leder af en skole, en svømmehal, en daginstitution, eller hvad det nu er, også har et ansvar for, at de værdier, som er bærende i vores samfund, bliver ført igennem i den måde, man driver sin institution på, dvs. folkestyre, ligestilling, at man opdrager sine børn på en ordentlig måde. Alle de ting skal selvfølgelig være gældende, og det skal de enkelte ansatte også udleve.

Fru Pia Kjærsgaard for et afsluttende spørgsmål.

Tak. Jeg savner sådan set også svar. Det er jo fint nok, at ministeren står og siger alle de ting, der bliver sagt. Det gør ministeren og ministerens partikammerater i Socialdemokratiet tit, men jeg savner bare, at man gør noget ved det! Det er jo fint nok at give Dansk Folkeparti ret, men en ting er også at få ret i det lange løb, og der behøver vi altså en regering til at medvirke til det. Når man sidder i regering, kan man jo gøre rigtig, rigtig mange ting – mange flere ting, end man kan som oppositionsparti, og det synes jeg altså regeringen skal skrive sig bag øret.

Man kunne måske rette en henvendelse til skolerne om, at de samme elever efterfølgende var i en kirke og bad fadervor. Nu har de lige ligget der med rumpen i vejret og bedt til Allah. Var de så efterfølgende i en kirke og bede fadervor? Det tror jeg ikke på, fordi det jo kunne være, at der var nogle muslimske elever eller deres forældre, som absolut ikke ville have det. Men kristne forældre følger jo bare lidt med, og læreren synes, det er i orden, og man tør ikke rigtig sige fra. Der har regeringen og os andre en pligt til at sige: Det skal ikke foregå i det danske samfund.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at der er noget parti, der de sidste 5 år har gjort mere for at slå ned på ekstrem islamisme, end Socialdemokratiet har gjort. Vi har lavet en donationsliste, så man ikke kan donere penge fra bestemte folk. Vi har lavet prædikantlister, så man ikke kan komme ind i landet. Vi har forsøgt at få igennem i Folketinget, at deres prædikener skulle oversættes, hvilket der ikke var flertal for. Vi har forsøgt at slå ned på muslimske friskoler, hvad der ikke var flertal for. Jeg tror ikke, at spørgeren kan komme på noget parti, der har taget hårdere fat, og der har haft flere konkrete forslag, end det her.

Heldigvis er meget af det kommet igennem. Heldigvis har vi en lav tilstrømning, der også på lang sigt gør, at det problem i hvert fald ikke bliver større, end det er nu. Men vi er en partner i arbejdet imod, at de her værdier skal til at dominere i vores samfund. Det vil vi ikke have, og det gør vi alt, hvad vi kan, for at undgå.

Og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til udlændinge- og integrationsministeren. Tak til fru Pia Kjærsgaard og medspørger hr. Mikkel Bjørn, begge fra Dansk Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til skatteministeren. Det næste spørgsmål bliver stillet af hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak, hr. formand. Jeg læser spørgsmålet til skatteministeren op: Hvad er ministerens holdning til den igangværende revision af EU’s momsdirektiv »Moms i den digitale tidsalder«, der kan få den konsekvens, at danske udlejere af sommerhuse fremover skal opkræve 25 pct. i moms på deres udlejning, og kan ministeren garantere, at regeringen vil modarbejde, at udlejning af sommerhuse skal pålægges moms?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Og jeg kan berolige spørgeren med, at jeg faktisk er helt overbevist om, at vi har fuldstændig ens interesse i den her sag. Europa-Kommissionens forslag om »Moms i den digitale tidsalder« indeholder flere forslag. Det gælder bl.a. ændrede momsregler for platformsøkonomi og korttidsudlejning af fast ejendom, herunder udlejning af feriehuse og lejligheder.

Regeringen forholder sig overordnet kritisk til denne del af forslaget, som bl.a. vil indebære moms på hotellignende korttidsudlejning af fast ejendom. Det vil f.eks. være sommerhusudlejning og udlejning af lejligheder. I dag er sommerhusudlejning i Danmark momsfritaget, da det ikke anses for at være en hotellignende ydelse.

Det er et forslag, som regeringen er meget opmærksom på på grund af de danske interesser på sommerhusområdet, og regeringen ønsker bestemt ikke, sommerhusudlejning bliver momspligtig. Selv om forhandlingerne i rådsarbejdsgruppen endnu ikke er afsluttet, er der lige nu udsigt til en løsning, som betyder, at Danmark kan bevare den nuværende momsfritagelse for både persontransport og udlejning af f.eks. sommerhuse.

Regeringen har desuden meget tidligt i forhandlingsforløbet været i dialog med Europa-Kommissionen for at sikre, at også den særlige danske sommerhusregel, som fastsætter restriktioner for, hvornår udlændinge kan erhverve sig danske sommerhuse, kan bevares. Det er en regel, som Danmark fik tilladelse til at opretholde ved vores indtræden i EF, som det hed dengang. På baggrund af denne dialog forventes der en løsning, som sikrer, at de foreslåede momsregler ikke får indflydelse på den særlige danske sommerhusregel.

Spørgeren.

Tak til skatteministeren for besvarelse af spørgsmålet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at dengang vi ganske kort tid før sommerferien havde en orienteringssag i Europaudvalget her i Folketinget, hvor man bl.a. var inde at se på problematikkerne, i forhold til at Kommissionen jo i deres oprindelige forslag lagde op til, at al korttidsudlejning under 45 dage i princippet altid skulle anses som værende det, der kaldes hotellignende, og dermed være momspligtig. Og det er måske også derfor, at man ligesom har valgt at orientere Europaudvalget om det i forbindelse med et udvalgsmøde en fredag her sidst i maj, tror jeg, eller var det først i juni? Jeg kan ikke lige huske datoen, men det var i hvert fald der, hvor det gik op for os i Danmarksdemokraterne, at der i hvert fald var usikkerhed om, hvad der egentlig var fremtiden for udlejning af fritidsboliger i Danmark. Altså, det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er en stor branche i Danmark, og hvis der lige pludselig kommer moms på, så bliver det jo dyrere at leje et sommerhus, eller også skal dem, der ejer dem, i hvert fald til at se frem til mindre indtægter på deres udlejning.

Det er også derfor, jeg er interesseret i at vide noget. Ministeren har jo bl.a. i forhold til den tur, der var med Skatteudvalget til Bruxelles her den 12.-13. november, i en orientering sagt, at med den kompromistekst, der er, lægger man op til, at det er det enkelte land, der selv skal anse og vurdere, hvorvidt det er hotellignende eller ej, og at man flytter grænsen fra de 45 dage ned til 30 dage. Det er selvfølgelig i og for sig forstandigt nok, men samtidig skriver ministeren jo også noget om forventningerne. Der står, at formandskabet har ViDA som en hovedprioritet på skatteområdet, og at der af formandskabet lægges op til, at ViDA, som jo er direktivet bag det her, skal drøftes på Ecofin-mødet her i december, og at det i øvrigt skal forelægges for Europaudvalget her i Folketinget den 1. december. Der vil jeg klart spørge ministeren, om ministeren vil anmode om et mandat via Europaudvalget.

Ministeren.

Jeg kan jo faktisk glæde ordføreren med, at ordføreren har en regering i Danmark, som den her problematik er gået op for, før den gjorde det for Danmarksdemokraterne. For vi var jo sådan set klar over, at det her var et problem, før vi præsenterede det for Europaudvalget. Og som jeg lige redegjorde for, anser vi det for problematisk i forhold til den indretning, vi har i Danmark.

Det er jo derfor, at regeringen arbejder for, at vi kan både bevare momsfritagelsen for sommerhusudlejning og den særlige danske sommerhusregel. Det burde jo sådan set være et glædeligt budskab til ordføreren, og jeg forventer da, at det er det, vi når frem til. Så skal det jo til afstemning, når vi når dertil, og vi skal også orientere Europaudvalget om det.

Spørgeren.

Jeg noterer mig jo også, at ministeren sagde, at det ser ud til, at vi kan bevare det. Det var i hvert fald de ord, som skatteministeren brugte i forhold til den første besvarelse af spørgsmålet her. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at hvis man kigger på et spørgsmål, jeg sendte til skatteministeren, og som er dateret den 29. september, nævnes det jo i besvarelsen til mig, at der siden forslagets fremsættelse har været flere møder i rådsarbejdsgruppen, hvor regeringen varetager danske interesser i overensstemmelse med det mandat, Folketinget har givet. Men det, der er problemet, er jo, at der ikke er afgivet noget mandat af Europaudvalget. Hvad synes ministeren om det?

Ministeren.

Jeg glæder mig over, at ordføreren er enig med regeringen i, at det her er et problem. Og det burde glæde ordføreren, at regeringen var opmærksom på det her lang tid inden ordførerens parti, og at vi arbejder loyalt for at varetage danske interesser. Som jeg også sagde, er det forventningen, at der inden længe vil være politisk enighed i EU om det her med korttidsudlejning og sommerhuse. Der udestår stadig væk forhandlinger, og når de er færdige, skal hele pakken jo til afstemning, og som normalt ved EU forslag, der vedrører skatter og afgifter, så skal de vedtages enstemmigt. Og vi kommer selvfølgelig også tilbage til Europaudvalget med det.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Men så vil jeg gerne spørge skatteministeren: Hvad er det for et mandat, som skatteministeren har og har brugt i sine forhandlinger, når man ikke har afgivet et mandat i Europaudvalget? Det har jeg jo svaret på den 29. september, siger han, altså at man forhandler og varetager området inden for det mandat, man har. Men der er ikke afgivet det mandat, og det er det, jeg spørger skatteministeren til.

Ministeren.

For at være helt ærlig kan jeg simpelt hen ikke på stående fod lige tænke tilbage på, hvordan en sag i Europaudvalget var med hensyn til mandatafgivelse. Så i stedet for at stå og slynge et eller andet ud eller fiske efter det vil jeg sige, at jeg selvfølgelig også nok skal vende tilbage med et svar på det på skrift.

Jeg kan bare sige: Mandat eller ej virker det til, at vi har fuldstændig sammenfaldende interesser, og at vi arbejder for at varetage det samme. Målet er, at man fortsat kan udleje sit sommerhus uden at betale moms, og at bevare den danske sommerhusregel. Det burde jo trods alt være gode nyheder.

Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til skatteministeren og er ligeledes stillet af hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak. Det er lige med at finde de rigtige papirer til det rigtige spørgsmål. Vi går videre med et andet spørgsmål til skatteministeren, og det er som følger:

Hvad er ministerens holdning til de ændrede regler, som Toldstyrelsen med kort varsel har indført i Københavns Frihavn med det resultat, at flere speditørvirksomheder må lukke, herunder en virksomhed, der uden bemærkninger har drevet virksomhed i Frihavnen siden 1972, og hvordan vil ministeren betegne processen fra Toldstyrelsen, der er foregået uden en ordentlig inddragelse af de lokale virksomheder?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. En af Toldstyrelsens hovedopgaver er selvfølgelig at beskytte det danske samfund og danske borgere imod, at der kommer ulovlige og farlige varer ind i Danmark og toldunionen. Det kan f.eks. være våben, narkotika eller andet af det, som vi ikke ønsker at få ind. For at kunne løse den samfundsopgave kræver det, at vi har en god og grundig toldkontrol, som selvfølgelig hele tiden skal balanceres i forhold til hensynet til smidig handel. Området er reguleret af EU-regler, og i forhold til Københavns Frihavn har Toldstyrelsen oplyst mig om, at der ikke er tale om nye regler. Derimod drejer det sig om, at Toldstyrelsen nu bringer den eksisterende praksis i overensstemmelse med EU-lovgivningen og virksomhedernes tilladelser.

Ændringen af praksis betyder, at virksomhederne skal kunne dokumentere, hvilke varer der bevæger sig ud af frihavnen. Toldstyrelsen har konstateret, at der i frihavnen har været tegn på, at varer ikke burde være ført ind i Danmark, og at de er blevet det alligevel. Derfor er der behov for at sikre, at reglerne overholdes. Kravene til virksomhedernes dokumentation stammer fra EU-regulering, og formålet med reglerne er at give tolderne mulighed for at føre tilsyn med de varer, der forlader frihavnen.

Toldstyrelsen oplyser, at der har været en god og konstruktiv dialog med Danske Speditører, som er den brancheforening, der repræsenterer virksomhederne i Københavns Frihavn. Dialogen har bl.a. ført til, at Toldstyrelsen har forlænget virksomhedernes frist for at efterleve den nye praksis med 1 måned, og at Toldstyrelsen har haft fokus på kommunikationen og vejledningen til virksomhederne. Jeg har stor forståelse for, at virksomhederne i Københavns Frihavn har brug for en overgangsperiode, hvor de kan omstille sig til nye dokumentationskrav, og jeg kan kun opfordre til, at virksomhederne fortsætter dialogen med Toldstyrelsen.

Spørgeren.

Jeg takker for ministerens besvarelse, men omvendt oplever jeg ikke den helt store anerkendelse af, at der faktisk er nogle udfordringer for de her anmeldte virksomheder, bl.a. den, jeg nævner konkret, Stabrand Spedition, som har været placeret i Københavns Frihavn siden 1972. Det er en virksomhed, som driver lager, logistik og transport. Jeg er selv uddannet speditør, så jeg ved jo godt, at der skal kontrol til. Det er derfor, at man bl.a. har T2-varer og T1-varer. T1-varerne er jo transport ind og ud af EU, og T2-varer er varer, der transporteres internt mellem EU-lande, eksempelvis.

Men der er jo et problem. Ministeren siger, at man ikke indfører en ny regel. Nej, men man indfører i hvert fald en ny praksis, og det er jo det, man gør i forhold til de her anmeldte virksomheder med et 2-månedersvarsel i de orienteringsskrivelser, som er tilgået dem. Hvis man som speditør eksempelvis har lejet bygninger på området siden 1972 og man har udlejere og kunder, så skal man ud at finde nye lejemål, finde nye domiciler, og man skal også opsige det lejemål, man har, og samtidig skal man overholde alle de kontraktlige forpligtigelser, man har med sine kunder. Det er der, hvor kæden jo fuldstændig hopper af, for det er der ikke ret mange speditionsvirksomheder der kan.

Det, der lægges op til – det, ministeren siger er en ny praksis – er jo faktisk en total dokumentationskontrol af de varer, som de her pågældende virksomheder har på de her områder, og når man så lægger en totalkontrol ind, betyder det jo også, at det vil øge arbejdsbyrden markant i toldboden i København. Der er ikke, så vidt jeg kan se nogen steder, planer om at tilføre flere mandskabstimer og ressourcer til det, og det betyder jo, at når der kommer en større efterspørgsel på at få sine varer ud og ind i forhold til kontrollen, vil det medføre øget ekspeditionstid, ventetid og dermed også flere udgifter for virksomhederne. Det er derfor, at man er presset, og det er jo ikke rimeligt, og jeg håber, at skatteministeren enig i, at 2 måneders varsel er alt, alt for lidt.

Skatteministeren.

Vi er jo langt nede i driften her, men det er jo fair nok; sådan er det også at være skatteminister. Jeg har selvfølgelig også spurgt, hvordan dialogen har været, og det er også det, jeg refererer til her. Jeg har fået oplyst, at der faktisk har været en god dialog med Danske Speditører og de berørte virksomheder, som jo bl.a. har medført, at man har forlænget fristen med yderligere 1 måned, netop for at tage hensyn til, at virksomhederne kan forholde sig til den nye praksis.

Jeg er også glad for, at vi er enige om, at der skal være nogle regler, og jeg vil tro, at hvis der er risiko for, at der flyder ind med narkotika og våben, uden at der er en ordentlig kontrol af det, så havde jeg nok også fået kritiske spørgsmål fra spørgeren om, hvordan jeg ville sikre, at det ikke skete. Derfor er vi nødt til at finde ud af, hvordan de her regler håndhæves, selvfølgelig med respekt for at der skal være overgangsordning.

Spørgeren.

Jeg synes, at det er lidt for ladt. Nu er jeg selv uddannet speditør. Skatteministeren vil gøre det til en diskussion omkring, at det flyder med narko og våben. Altså, det er nogle praksisser, der har været fysisk gennemført uden problemer og i god dialog mellem Toldstyrelsens medarbejdere, repræsentanter og de lokale virksomheder siden 1972, i hvert fald i det her konkrete tilfælde. Det har jo ikke noget med det andet at gøre, som ministeren var inde på. Der vil jeg gerne have ministeren til at reflektere over, om man vitterlig mener, at 3 måneder er nok, i forhold til at virksomheder har en mulighed for reelt at gennemføre alle deres kontraktlige forpligtigelser, for det mener vi sådan set ikke at de har.

Tak. Ministeren.

Vi er enige om, at der er et regelsæt, og at der har været en praksis, hvor man ikke til fulde har levet op til det regelsæt, der er. Derfor ændrer man praksis, bl.a. fordi, som jeg har refereret til, Toldstyrelsen har konstateret, at der i frihavnen har været tegn på, at varer, der ikke burde være ført ind i Danmark, alligevel er ført ind.

Så er det rigtigt – og jeg beklager, hvis mit blomstrende ordvalg har været upassende – at jeg faktisk ikke faktuelt ved, hvad det er for nogle varer. Hvis vi ser bort fra det, er det nogle regler, man skal leve op til. Der er en praksisændring her, der sikrer, at man lever op til de regler. Jeg har selvfølgelig spurgt, om man har været i god dialog med Danske Speditører og de berørte virksomheder, og det har man ifølge den melding, jeg har fået. Så kan det være, ordføreren har fået en anden melding, men det er jo derfor, at jeg refererer til det i mit indlæg.

Spørgeren.

Så vil jeg i hvert fald anbefale skatteministeren at rette henvendelse til Danske Speditører. De har faktisk en glimrende brancheforening, som varetager deres kunder. Nu har jeg gjort det ganske klart; jeg har nævnt ét eksempel, men der er jo andre virksomheder, som har nøjagtig de samme frustrationer. De har netop ikke en jordisk chance for at overholde alle deres kontraktlige forpligtigelser, hverken i forhold til deres lejemål af domiciler, men heller ikke over for alle deres kunder, som har kontrakter, der gælder i længerevarende perioder. Der er det altså ikke godt nok, at man nu lige pludselig kommer med de her 3 måneder. Jeg synes jo, at man som et minimum burde have 12 måneder til det.

Tak. Ministeren.

Det er jo fair nok. Jeg har spurgt, og jeg har fået oplyst, at der har været en god dialog, og at der har været en god kommunikation og vejledning. Jeg kan erfare, at ordføreren har fået oplyst noget andet, og det er jo så der, vi står. Det er selvfølgelig vigtigt for mig, at vi har et system og en forvaltning, som også er i tæt dialog med de brancheforeninger og de virksomheder, som ændringen af praksis har en betydning for. Den del hører jeg sådan set at vi er enige om.

Det afslutter spørgsmålet til skatteministeren.

Næste spørgsmål er til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri stillet af hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, som får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Det korte spørgsmål er: Hvad mener ministeren om, at bevillingen til henholdsvis de populære økologiske spisemærker og eksportindsatsen for økologi står til at stoppe den 1. december 2023, og mener ministeren, at det harmonerer med målsætningen i landbrugsaftalen af 4. oktober 2021 om at fordoble det økologiske areal, omsætningen og eksporten frem mod 2030 samt regeringsgrundlaget, hvor man italesætter at styrke økologien og fordoble det økologiske areal?

Ministeren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet. Det er vigtigt for mig at sige, at det er regeringens klare ambition at styrke økologien, som spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling af landbruget og for vores natur og klimaet. Derfor er der også afsat 3,5 mia. kr. til økologisk arealstøtte frem mod 2030. Der er afsat 675 mio. kr. til Fonden for Plantebaserede Fødevarer, også frem mod 2030, hvor det er ambitionen, at mindst halvdelen af de midler skal øremærkes til plantebaserede økologiske fødevarer. Hertil kommer også, at der via Fonden for økologisk landbrug er afsat 54 mio. kr. til omlægning af de professionelle køkkener i en økologisk retning. Med landbrugsaftalen er det også blevet besluttet, at der skal udarbejdes en strategi for økologi, netop til understøttelse af en fordobling af det økologiske areal, og det forventer jeg også det snart kan være muligt at fremlægge en sådan strategi for i landbrugsaftalekredsen, altså forligskredsen, som også Enhedslisten er en væsentlig del af.

Det Økologiske Spisemærke er et initiativ, der over årene primært har bidraget til offentlige køkkeners omlægning til økologi, og det skyldes bl.a., at tanken de første mange år var, at det offentlige ligesom skulle gå forrest. Senere har der været fokus på den private sektor, dvs. caféer og restauranter. Det er da også vurderingen, bl.a. på baggrund af et studie fra Aarhus Universitet, at mærket i dag samlet set har en begrænset effekt på afsætning af økologiske varer i den private sektor. Det er dog ikke sådan, at restauranter og andre spisesteder ikke fortsat kan arbejde med at vise eksempelvis en andel af økologiske varer, så længe man selvfølgelig lever op til de dokumentationskrav, der er.

I forhold til eksportindsatsen har Folketingets partier gennem en række politiske aftaler givet ekstraordinære midlertidige bevillinger til eksportindsatsen, herunder økologieksporten, og fremadrettet vil regeringen understøtte udviklingen i økologieksporten på lige fod med andre eksportsektorer.

Spørgeren.

Altså, vi står i dag med Det Økologiske Spisemærke, som er ret populært og en stor succes. Der er 3.000 professionelle køkkener, som har Det Økologiske Spisemærke. Alene i år er der 180 nye køkkener, som har fået spisemærket, og der er 300 steder, hvor man er rykket et niveau op i sit mærke. Vi er i Enhedslisten sikre på, at spisemærkerne skaber øget opmærksomhed på bæredygtighed i offentlige køkkener og private køkkener, og at det med det arbejde, der laves i køkkenet, er med til at få flere plantebaserede fødevarer på menuen, reducere madspildet og øge arbejdsglæden blandt personalet. Det er sådan set det, som to undersøgelser lavet på DTU, har vist. Det er sådan set veldokumenteret, at det, at man har Det Økologiske Spisemærke, er en succes i Danmark.

Jeg synes faktisk, det er lidt specielt at stå her og spørge ind til det. I går fik jeg at vide, at i Tyskland er man ved at kopiere det danske spisemærke. Det er sådan set noget, man vil indføre næste år, fordi man har set, at det faktisk har en effekt i Danmark. Så jeg undrer mig meget over, at der er lagt op til, at man ikke vil videreføre den støtte og den kontrol, der er omkring Det Økologiske Spisemærke.

Når man så samtidig ser på den økologieksport, som vi har i Danmark, som er på over 3 mia. kr., og som der i landbrugsaftalen står skal fordobles, vil jeg sige, at det jo ikke er noget, der sker af sig selv. Der er nogen, der påtager sig en opgave og får støtte til at lave fremstød på fødevaremesser i udlandet, og når vi godt ved, at det for det enkelte firma er dyrt og besværligt at arrangere, men at det har en stor og positiv effekt, at der er nogen, der får støtte til at arrangere et fremstød, og at det kan være med til, at vi eksporterer meget, så undrer jeg mig meget over, at regeringens tilgang er, at man ikke vil videreføre de her to ordninger.

Kan ministeren ikke se, at hvis ikke man understøtter den eksport, bliver den bare ikke fordoblet frem mod 2030?

Ministeren.

For mig at se handler det om, at vi også kigger på det her i en sammenhæng og også kigger på, hvad der virker bedst. Som jeg nævnte i min indledning, handler det også om, at vi har vurderet, dvs. at Aarhus Universitet har vurderet det, at effekten er begrænset, fordi det netop retter sig mod det private. I det offentlige, altså det kan være statslige, kommunale eller regionale køkkener, kan der jo stilles politiske krav om, at man skal have et vist antal restauranter, og andre spisesteder kan jo fortsat arbejde med de her ting, hvis man vel at mærke ønsker det. Det er der nogen der gør, og andre synes, at det ikke er en del af deres profil. Det skal selvfølgelig være op til dem at vurdere det inden for de dokumentationskrav, man selvfølgelig fortsat skal kunne leve op til.

Spørgeren.

Hvis man ser på den her økoeksport, som man ønsker at fordoble, synes jeg, det ville være spøjst, hvis der i en økologistrategi fra regeringen, som vi har fået at vide at vi vil blive forelagt i næste uge, står beskrevet, at man gerne vil fordoble økoeksporten, og der så ikke er noget, der ligesom kan understøtte det, altså at det bare udelukkende skal være op til enkeltfirmaer at sørge for, at det sker.

Kan ministeren ikke se, at den eksportstøtteordning, der har været indtil nu, har været en succes – at man er gået fra nul til en eksport på over 3 mia. kr.?

Ministeren.

Men det er heller ikke rigtigt at sige, at der så ikke sker noget. Altså, det har været en midlertidig ekstraordinær bevilling i forhold til eksportindsatsen, men der vil fortsat være en eksportunderstøttelse, også hvad økologi angår. Der kommer de her meget store beløb, altså 3,5 mia. kr., til arealstøtte, og det gælder også i forhold til Fonden for Plantebaserede Fødevarer, hvor vi har den hensigt, at mindst halvdelen af de midler, altså 675 mio. kr. over de kommende år, skal gå til at fremme økologi, og også de midler – jeg tror, det er 54 mio. kr. – man afsætter til at fortsætte arbejdet med økologi i de offentlige køkkener. Så der er jo betydelige indsatser, der skal understøtte den strategi, som vi også kommer til at præsentere her om kort tid.

Spørgeren.

Jamen jeg anerkender, at vi i landbrugsaftalen har været med til at sikre, at der er afsat penge til, at det økologiske areal kan blive fordoblet. Men i det, at man går fra et areal på 300.000 ha til et på 600.000 ha, er der altså ikke den automatik, at der så bare automatisk sker det, at man får fordoblet sin eksport af økologiske varer. Det er jo derfor, at den her eksportstøtteindsats, som man i øjeblikket har en bevilling på 2 mio. kr. til at understøtte, faktisk er utrolig vigtig: Kan ministeren ikke anerkende, at det faktisk nogle gange er vigtigt, at man understøtter eksportindsatser?

Ministeren.

Jo, absolut. Altså, jeg anerkender fuldt ud, at eksportfremmeindsatser i generel forstand er vigtige. Men jeg tror nu ikke, det er det, det står og falder med, altså at den ekstraordinære bevilling så i givet fald skulle fortsætte. Jeg tror, det handler lige så meget om, at vi også fortsat kan levere gode økologiske produkter af høj kvalitet og dokumentation for, at det også foregår på den måde, som vi beskriver, når vi skal ud at sælge på eksportmarkederne. Det er derfor, jeg prøver at understrege de her mange millioner og milliarder, der bliver afsat, bl.a. til arealstøtte, for simpelt hen at fremme, at der rent faktisk sker det, som vi alle sammen ønsker, nemlig en fordobling af arealet for økologisk dyrkning m.v. i forhold til omsætning i offentlige køkkener osv.

Det afslutter spørgsmålet.

Næste spørgsmål er også stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og også stillet af hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Under henvisning til at forskere fra Aarhus Universitet i marts 2023 i en rapport bestilt af ministeriet konkluderede, at de dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af brug af Bovaer til kvæg endnu ikke er tilstrækkelig belyst, hvilket de den 11. november gentog i Information, mener ministeren så, at det er foreneligt med landbrugsaftalen fra 2021, hvor der klart står, at dyrenes velfærd ikke må forringes som konsekvens af klimatiltag, når regeringen foreslår at indføre tilskud til brug af Bovaer for at nå klimamålet i 2025?

Ministeren.

Tak, også for det spørgsmål, til hr. Søren Egge Rasmussen for også her at sætte fokus på et vigtigt emne, der handler om dyrevelfærd i relation til netop metanreducerende foder. Det er vigtigt at sikre, at metanreducerende foder ikke forringer dyrenes velfærd, som det jo så også, som der bliver refereret til, fremgår af landbrugsaftalen. Dyrenes sundhed og trivsel er vigtig for os alle og selvfølgelig også helt central for landmændene, der arbejder med dyrene.

Før nye fodertilsætningsstoffer kan anvendes i EU og hermed også i Danmark, skal de EU-godkendes efter en grundig risikovurdering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet kaldet EFSA med fokus på effektivitet, dyresundhed og fødevaresikkerhed. Når et metanreducerende fodertilsætningsstof opnår EU-godkendelse, er det en klar indikation af, at stoffet er blevet nøje vurderet og opfylder de høje standarder for dyresundhed og fødevaresikkerhed, som EFSA fastlægger, herunder EU-lovgivning. Bovaer, som der bliver henvist til, er et sådant produkt. Det er således også blevet vurderet sikkert at anvende i EU, og produktet bliver som sagt også markedsført allerede i dag. Hvis dyrevelfærden påvirkes negativt af fodertilsætningsstoffer, vil det også ofte afspejle sig i dyresundheden, f.eks. ved en reduktion af foderoptaget, og i forlængelse heraf give en reduceret mælkeydelse. Det er vi i gang med at få undersøgt under danske forhold og danske foderrationer. Vi vil naturligvis også fastsætte regler og dermed sørge for, at man ikke tilfører mere, end at det ikke kan få konsekvenser for foderoptaget.

Så baseret på det foreliggende grundlag er det derfor forsvarligt at anvende EU-godkendte fodertilsætningsstoffer som eksempelvis Bovaer til reduktion af køernes metanudledning som en vigtig del af landbrugets klimatilpasning, sådan at vi sikrer, at metanudledningen bliver mindsket, også fra kvægbruget.

Spørgeren.

Jeg kan forstå, at ministeren så vil konkludere på noget, som ikke er fuldt ud undersøgt endnu, som ministeren siger. Det er jo lidt spøjst, at man har konklusionen på forhånd, bare fordi det er godkendt i EU.

Jeg synes ikke, at det her er tilstrækkelig godkendt. Ét er, hvad Bovaer ligesom har af negative effekter på koens velvære; det er jo korrekt, når ministeren siger, at det kan være, at koen kommer til at trives mindre godt og dermed mister sin ædelyst, og at mælkeydelsen dermed går ned, og så tror jeg ikke, at landmændene vil indføre det her. Så ét er ligesom, hvad man tilsætter foderet, en anden ting er, at det her jo kan komme til at fremme, at flere køer er i stald, frem for at de kommer ud på græs, og det er jo også noget, der kan forringe dyrevelfærden. Så der er sådan set en indirekte effekt af det her, hvis det er sådan, at landmændene synes, at det er økonomisk attraktivt at bruge Bovaer til deres besætning, fordi de så kan få et eller andet tilskud og blive præmieret for en CO2-effekt, men det så betyder, at de vælger ikke at holde deres køer på græs året rundt. Det har en negativ dyrevelfærdskonsekvens, og det synes jeg skal tages med i billedet. Man ikke kun skal se på, hvad det er, man finder ud af inde på et universitet og i nogle forsøg.

Jeg synes, det er væsentligt at gå en anden vej, og jeg synes, at det er interessant, at man i Holland har lavet forsøg, hvor man har registreret, at køer på græs sådan set kan have en positiv metaneffekt, og at man i Sverige sådan set har fulgt op på de hollandske eksempler og er kommet frem til, at der er en reduceret metanudledning – der skønner man det til at være 20-30 pct. – ved at køer er på græs og spiser græs.

Kan ministeren ikke se, at der er andre veje at gå end den her kemiske med Bovaer, at man i stedet for kunne vælge at have flere husdyr på græs, og at man derved opnår flere positive effekter?

Ministeren.

Jeg synes, det er væsentligt at tage alle aspekter med. Det er jeg sådan set fuldstændig enig med hr. Søren Egge Rasmussen i. Konkret i forhold til det pågældende fodertilsætningsstof eller andre, som måtte komme på markedet, vil jeg bare svare på spørgsmålet i den retning og sige, at der skal vi selvfølgelig være sikre på, at det har de effekter i forhold til metanudslip, men også, at der ikke er en bieffekt i forhold til en forringet dyrevelfærd. Det tror jeg giver god mening, og det er også derfor, vi netop har bestilt et forsøg med Bovaer, som Aarhus Universitet er i gang med at kigge på, med forventet afrapportering i de kommende år.

Spørgeren.

Jeg synes jo, det er endnu mere interessant, at man også har bestilt en opsamling på, hvad det ville betyde, hvis man havde kvæg på græs i Danmark i stedet for. Nu er der indimellem et øget fokus på biodiversitet og naturkvaliteter, og jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren ikke her kan se, at der faktisk kan være nogle ekstra plusser ved, at vi får flere husdyr ud på græs og får lavet noget naturpleje, og at vi dermed opnår en metanreduktion, i stedet for at man udelukkende har fokus på, hvad man kan opnå inde i stalden.

Ministeren.

Som jeg sagde før, synes jeg, det er relevant at kigge på de her ting i deres sammenhæng. Altså, der er elementer, hvor man kan sige, at man kan opnå en klimaeffekt. Jeg forholder mig selvfølgelig til de resultater, der kommer, bl.a. erfaringer fra udlandet, men også det, som vi selv, dvs. Aarhus Universitet, vurderer i en dansk kontekst, i forhold til hvad det er for nogle effekter på klimaet, det kan give, men selvfølgelig også i forhold til de dyrevelfærdsmæssige aspekter, som der skal være styr på. Det er også derfor, jeg netop forudser, at den her rapport også får en betydning for, hvordan vi kan håndtere det, og dermed også fra Danmarks side give mulighed for, at man også kan indføre eksempelvis Bovaer som en del af fodertilsætningen til danske kvæg.

Spørgeren.

Nu er det jo skitseret, at man kan forestille sig, at landmændene skulle have et tilskud for at bruge Bovaer. Jeg ved jo ikke endeligt, hvad der kommer ud af de her forhandlinger omkring CO2-reduktioner i landbruget, men kan ministeren forestille sig, at man på lige fod gav et tilskud til de landmænd, som rent faktisk har deres kvæg på græs og dermed opnår en metanreduktion via den fodring, som de på naturlig vis har, i forhold til at man udelukkende har fokus på, hvad man kan opnå teknisk?

Ministeren.

Det kræver i hvert fald, at vi så ved, hvad det er for nogle effekter, det i givet fald måtte have. Det synes jeg ligesom er forudsætningen for, at man kan arbejde videre ned ad det spor. For mig at se er det vigtigste, at vi får de effekter frem i forhold til vores klima, som vi også har aftalt i vores landbrugsaftale, og at vi selvfølgelig får dem både økonomisk effektivt, men også med et dyrevelfærdsmæssigt sigte. Det er i det spændingsfelt, jeg forventer vi også kan få nogle gode resultater frem, men selvfølgelig baseret på de udenlandske erfaringer og de analyser, bl.a. Aarhus Universitet kan give os i den sammenhæng.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og tak til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Det næste spørgsmål (spm. nr. S 211) er til transportministeren og er stillet af hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Er det ministerens opfattelse, at introduktionen af en passagerafgift vil medføre færre afgange og lukninger af mindre regionale lufthavne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jo også kan, hvad skal man sige, afføde nogle flere spørgsmål, f.eks. hvad man betragter som mindre, regionale lufthavne.

I regeringens udspil definerer vi mindre, regionale lufthavne som lufthavne med ruteflyvninger året rundt og med under 200.000 passagerer. De lufthavne står måske i virkeligheden med åben mund og polypper og har i hvert fald meget fokus på, at de altså får en indsprøjtning på 10 mio. kr. pr. lufthavn om året. Så at sige, at det så skulle danne grundlag for, at det skulle stille dem i en vanskelig situation, kan jeg ikke helt forstå. Tværtimod stiller det dem i en mere gunstig position, end de nok har været i længe.

Det, der har været formålet med det, er også for mit eget vedkommende at satse på de mindre, regionale lufthavne som en del af vores indenrigstrafik. Altså, jeg betragter generelt indenrigsflyvning som kollektiv transport, som vi derfor også godt kan være med til at understøtte, og det er med til at binde Danmark sammen, sådan at uanset hvor i landet du kommer fra, kan du passe forretninger m.v. i København, også selv om du skal frem og tilbage samme dag. Så de spiller en helt unik og vigtig rolle, og med den her model får vi faktisk udenrigspassagererne til at betale indenrigsinvesteringerne både i grøn luftfart og i forhold til en styrkelse af de regionale mindste lufthavne. Så mit spørgsmål er omvendt, om Danmarksdemokraterne ikke støtter den model.

Spørgeren.

Tak. Nu er det mig, der stiller spørgsmål til ministeren. Vi har en forventning om, at en eventuel støtte, som kan give mening, jo i udgangspunktet skal gå til den grønne omstilling. Er ministeren til gengæld åben over for at finansiere etableringen af en grøn indenrigsrute fra 2025 via midler fra det opjusterede økonomiske råderum og dermed undgå introduktionen af en passagerafgift på flyrejser, der risikerer at medføre markant negative konsekvenser, særlig for indenrigsrejser og for mindre lufthavne?

Ministeren.

Jamen jeg redegjorde jo lige for, at det ikke får konsekvenser for de mindre lufthavne. Tværtimod er det jo en åbenlys satsning på de mindste lufthavne. Og jeg undrer mig over, at Danmarksdemokraterne kun er optaget af den grønne omstilling, for i forhold til den grønne omstilling er det bare vigtigt, at den også går hånd i hånd med et Danmark i balance. Det hjælper ikke at have en politik, hvor man siger, at vi skal buldre på med den grønne omstilling, som så har den konsekvens, at man f.eks. ikke vil kunne have indenrigsflyvninger i Danmark. Derfor satser vi massivt på de mindste regionale lufthavne og den grønne omstilling, så det går hånd i hånd, og det synes jeg faktisk Danmarksdemokraterne skulle bakke op om.

Spørgeren.

Danmarksdemokraterne bakker også op om, at vi skal sikre de mindre lufthavne gode muligheder. Udgangspunktet er, at der introduceres en passagerafgift med henblik på at fremskynde den grønne omstilling, og at der sådan set også er en forventning om, at det er de midler, man skal gå tilbage til.

Kan ministeren derudover oplyse, hvad konsekvenserne af introduktionen af en passagerafgift på 60 kr. pr. indenrigsrejse vil have på antallet af arbejdspladser i landets mindre lufthavne? Og der kommer sandsynligvis det samme svar som før, men vi tror faktisk på, at det kan få konsekvenser.

Ministeren.

Jamen det, vi vil med det her, er dels at sikre den grønne omstilling, dels en styrkelse af de mindste regionale lufthavne, dels en finansiering af ældrechecken, altså den forhøjede ældrecheck. Danmarksdemokraterne snakker måske om alle tre dele, men der er jo ikke nogen finansiering i Danmarksdemokraternes finanslovsforslag. Det er derfor, det bare bliver lidt snak, og det derfor, jeg håber, at Danmarksdemokraterne vil melde sig ind i kampen for rent faktisk at gøre en reel forskel. For hvis man kerer sig om de mindste lufthavne, bliver man også nødt til at finansiere det, og det er det, vi gør med den her model.

Så altså, de mindste lufthavne, jeg har talt med, og det er faktisk alle dem, der får støtte her, går med hænderne over hovedet og klapper.

Spørgeren.

Vi kerer os faktisk om alle tre dele. Vi har et stort problem med krydset, i forhold til at udvalgte dele af befolkningen eller erhvervslivet alene skal finansiere ældrechecken. Vi så faktisk langt hellere, at man kunne finde det via det opjusterede råderum. Desuden har vi det meget svært med at skulle bruge pisk frem for gulerod, og afgifter er jo efterhånden blevet et modefænomen. Så vi er helt generelt meget imod afgifter, hvis ikke de giver mening i forhold til det, der er tanken med dem.

Ministeren.

Det er fint, at I er kede af det her kryds, men I har jo ikke foreslået noget alternativ. I har ikke finansieret noget alternativ i jeres eget udspil. Og hvis man er ked af pisken, vil jeg sige, at det, som spørgeren kalder en pisk, er, at vi lader udenrigspassagererne betaler for en markant styrkelse af indenrigspassagerernes mulighed for at flyve grønt og et mere sammenhængende Danmark, hvor Danmark kommer mere i balance. Det er en massiv styrkelse af de mindste regionale lufthavne, hvor det tager allerlængst tid at komme til hovedstaden – altså, jeg forstår ikke, at man er ked af det. Det er derfor, jeg er helt paf over, at spørgeren kritiserer det her uden selv at foreslå noget andet.

Så er det godt, at vi afslutter spørgsmålet. Tak til transportministeren, og tak til hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne.

Næste spørgsmål er til uddannelses- og forskningsministeren, stillet af fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance.

Sandra Elisabeth Skalvig får ordet til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at det er rimeligt, at vi giver verdens højeste su til studerende på lange, videregående uddannelser, når de samtidig står til at få en disponibel livsindkomst på 27,4 mio. kr., mens en ufaglært kun står til at få en disponibel indkomst på 13 mio. kr.?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Man kan sige, at det helt korte svar er, at ja, det mener jeg er rimeligt, og at det mener regeringen er rimeligt. Vi ønsker at fastholde, at studerende på alle videregående uddannelser skal kunne få et su-stipendie i fremtiden. Det lidt længere svar ligger i de spor i su-systemet, som regeringen har lagt i regeringsgrundlaget, og som i sig selv er et udtryk for, at regeringen jo heller ikke lider af reformangst, når det kommer til su-systemet. Vi ønsker et fornuftigt og rimeligt su-system, hvor unge kan få økonomisk støtte til studierne, og hvor unge understøttes i at gennemføre deres uddannelse og blive en del af arbejdsstyrken – et su-system, hvor su og uddannelseslængde følges ad, men hvor der stadig er plads til studerende, som har brug for særlig støtte.

Så er det jo rigtigt, at i Danmark får unge et ganske pænt su-stipendie. Vi skeler ikke til den enkelte unges økonomiske baggrund, når man starter på en uddannelse. Vi skeler heller ikke til det forventede indtægtsniveau, når man gennemfører uddannelsen og træder ind på arbejdsmarkedet, og den helt grundlæggende præmis ønsker regeringen ikke at lave om på.

Spørgeren.

Tak for svaret, og tak for ikke at være angst, når det kommer til reformarbejde, heller ikke på su-området. Ifølge nye beregninger fra Dansk Erhverv vil en omlægning af su på kandidatuddannelserne til lån blot udgøre 5 promille af en akademikers livsindkomst. Er ministeren ikke enig i, at det er svært at blive ved med at retfærdiggøre, at den ufaglærte skal betale skat, der går direkte til su til studerende på kandidatuddannelserne, når akademikerne er nogle af dem, der har de bedste forudsætninger for at tilbagebetale et su-lån?

Ministeren.

Der er jo mange balancer i det her. Men nej, det mener jeg grundlæggende ikke. Det er rigtigt, at der er en disponibel livsindkomst for højtuddannede grupper, som er højere end for andre grupper. Problemet er jo bare, og det er sådan et helt lavpraktisk problem, at når man er 22 år og studerende og skal have økonomien til at hænge sammen, så kan man altså ikke bruge de penge, som man forventeligt kommer til at tjene, engang når man er langt oppe i 40'erne.

Spørgeren.

Tak for svaret på det spørgsmål. Hvis vi går tilbage til dengang, hvor man indførte su'en, så blev den jo indført for at sikre, at alle uanset økonomisk baggrund havde lige muligheder for at tage en uddannelse i Danmark. Det vil sige, at social mobilitet og frie og lige muligheder er uddannelsesstøttens eksistensberettigelse. Ifølge De Økonomiske Råd vil en omlægning af su på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke have de store konsekvenser for den sociale mobilitet. Så mener ministeren, at der i fremtiden fortsat er en eksistensberettigelse for su på landets kandidatuddannelser?

Ministeren.

Det er jo derfor, der er forskel på økonomi og politik. Selvfølgelig skal man føre en politik, som er økonomisk fornuftig, men nogle gange står man også på mål for en politik, bare fordi man mener, den er rigtig, og jeg mener, det er rigtigt – og det gør regeringen også – at man som studerende har adgang til et stipendie hver dag i ens studietid, altså den tid, som ens studie er normeret til. Vi mener så ikke, at man behøver at skulle have su ud over den tid, som ens studie er normeret til, og det er jo bl.a. den reform, som vi lægger op til, og som jeg i øvrigt ser jeg frem til at diskutere med Liberal Alliance.

Spørgeren.

Tak. Vi ser også frem til de kommende forhandlinger om su. Man kan sige, at når vi står her og diskuterer en reformering af su'en, så er de studerende oftest ikke særlig lykkelige. Men mener ministeren, at det er et udtryk for en forkælet tilgang, når de studerende brokker sig over su-beløbet?

Ministeren.

Nej, det synes jeg ikke. De studerende i Danmark har det godt, og det mener jeg også de skal have. Vi er et af verdens rigeste og mest privilegerede lande, og så er der jo ikke noget underligt i, at man også som ung studerende i Danmark har det godt. Det mener jeg sådan set hverken er forkælet eller overprivilegeret. Men det er klart, at der også skal være en balance og rimelighed i det, og derfor lægger vi også op til at reformere su-systemet. Jeg synes ikke, at vi har en forkælet ungdomsgeneration. Jeg synes måske tværtimod, at vi har en historisk ansvarsbevidst ungdomsgeneration.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til uddannelses- og forskningsministeren, og tak til fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance.

Det næste spørgsmål er til ældreministeren og stillet af fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak. Spørgsmålet lyder som følger: Hvad mener ministeren om, at pårørende frygter, at deres kære på plejehjem ikke får den rette pleje og omsorg, og hvad vil ministeren gøre for at sikre, at dette ikke er tilfældet i fremtiden?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med at sige i forhold til det, der spørges til, at det gør et stort indtryk på mig med de her pårørendes fortvivlelse, ligesom andre sager også gør det, når der er noget, der vidner om, at usikkerhed om kvaliteten og manglende tillid er til stede.

Der er ingen tvivl om, at ældre i vores samfund skal have dækket de behov, som de har, og det er jo et delt ansvar. Vi på Christiansborg har ansvaret for at give kommuner og private leverandører de rigtige rammer, og omvendt skal kommunerne så også forvalte rammerne på en måde, som sikrer, at området prioriteres, men også at plejepersonalet har de rigtige kompetencer til at varetage den pleje og omsorg, det kalder på.

Når man spørger de ældre generelt, som i dag er på plejehjem, er de faktisk generelt tilfredse. Det er en andel på noget over 80 pct., der er tilfredse med den pleje og omsorg, som de får. Samtidig er jeg også opmærksom på de enkelttilfælde, der er i medierne, som jo sikkert også er udtryk for en mere generel viden om nogle sprækker i vores ældrepleje. Og der er jo også undersøgelser, som peger på, at der simpelt hen er en stigende mangel på tillid til, at man får den kvalitet i plejen, både nu og i fremtiden. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, og det skal vi, fordi ældreplejen er, mener jeg, en af hjørnestenene i vores samfund, i vores borgernære velfærd, og derfor er det selvfølgelig også afgørende, at der er tillid til plejen.

Jeg er sådan set overbevist om, at vi skal gå helt anderledes til værks, end vi har gjort tidligere, i forhold til at adressere spørgsmålet om, hvad vi skal gøre. Jeg vil insistere på, at vi skal have kvalitet i vores ældrepleje, og jeg mener, at vi har brug for et grundlæggende og omfattende reformarbejde, hvor vi får vendt den måde, vi styrer og forvalter vores ældrepleje på, på hovedet. Det glæder jeg mig til at jeg inden længe kommer til at fremlægge et udspil omkring, og jeg glæder mig også til den dialog, vi skal have omkring det.

Spørgeren.

Mange tak til ældreministeren, fordi vi kan tage den her dialog omkring de mange bekymringer, som mange pårørende oplever. Jeg sad og læste en avis den 10. oktober, hvor Alzheimerforeningen, Scleroseforeningen og Parkinsonforeningen i et fælles opråb fortæller om, at en ud af fire pårørende simpelt hen ikke føler sig trygge ved, at plejepersonalet har den nødvendige faglige viden til at tage sig af deres kære, som er på plejehjem. Det var en undersøgelse, der var foretaget blandt 468 medlemmer af de her tre foreninger.

Jeg er selv sygeplejerske og ved, at de pårørende jo er nogle, hvis opbakning det er rigtig rigtig vigtigt at man har, men det er også vigtigt, at man har et samarbejde med dem i det daglige i forhold til at sikre, at den rette pleje og omsorg blive givet til deres kære på det enkelte plejehjem. Og der kunne jeg godt tænke mig at høre ældreministeren nærmere uddybe, hvad ministerens tanker er omkring det her pårørendesamarbejde. Nu har ministeren været ude at sige i et stort opslag bl.a. i NB, men også i Berlingske i dag, at vi skal have plejehjemsbestyrelser, men hvad er de pårørendes rolle egentlig i det? Hvad er deres rolle? For de vil jo gerne lyttes til, og her er der et helt konkret opråb fra medlemmer, som også er pårørende til mennesker, som bor på plejehjem, og som siger, at kvaliteten ikke er god nok i dag, og at de har en stærk bekymring. Og det skal man jo også lytte til.

Så jeg vil meget gerne høre nærmere fra ministeren: Hvad er ministerens tanker omkring de pårørende i forhold til fremtidens ældrepleje?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, og egentlig også tak for hele den udlægning af – sådan som jeg hører det – kvalitet i ældreplejen. For der er jo ingen mennesker, som bare er frit svævende enkeltindivider i vores samfund. Den ældrepleje, vi kommer til at tilrettelægge, og som jeg glæder mig til at lave et udspil omkring, kommer til at sætte den ældres selvbestemmelse, nærvær og omsorg i centrum. Men de pårørende og andre fællesskaber for den sags skyld omkring den ældre bliver jo utrolig vigtige i forhold til dialogen.

Det er blot for at sige, at jeg nogle gange synes, man hører nogle sige, at det også er vanskeligt med pårørendesamarbejdet osv. Jeg synes, vi skal se pårørende som en gave. De er typisk en kilde til stor viden omkring de ældre, og vi skal sikre, at de er en væsentlig del af dialogen i det omfang, den ældre også ønsker det.

Spørgeren.

Det har ministeren helt ret i. Pårørende er en gave i forhold til at sikre værdig pleje og omsorg. Og det er jo ikke dem, der skal overtage arbejdet, men det er dem, der skal sikre, at de giver den rigtige viden omkring, hvordan den enkelte ældre godt kan lide modtage pleje og omsorg.

Der er en undersøgelse, der viser, at knap 30 pct. af de pårørende oplever i mindre grad eller slet ikke, at plejepersonalet har viden om deres nærtstående sygdom. Er det ikke foruroligende?

Ministeren.

Jo. Jeg tror, at når man skal have god ældrepleje, kommer vi ikke uden om, at vi skal have kompetente og dygtige medarbejdere omkring de ældre, for jeg tror, det grundlæggende er vanskeligt at lave god ældrepleje, hvis man ikke har kompetente faglige medarbejdere omkring de ældre. Der er rigtig mange dygtige faglige medarbejdere derude i dag, men vi skal sikre, at alle har de kompetencer, og det bliver faktisk endnu mere vigtigt med den reform af ældreområdet, som vi skal lave, hvor de faglige kompetencer, det faglige skøn, beslutningskompetencen ude hos de ældre får langt, langt større betydning. Så jeg er meget enig i, at kompetencer er afgørende.

Spørgeren.

Men der er helt sikkert noget her, som ikke er i top derude i forhold til samarbejdet med de pårørende, for ellers var det her tal jo meget lavere. Derfor vil jeg bare gerne høre, om ministeren kan være mere konkret, i forhold til hvad ministeren vil gøre for at sikre, at der er et bedre pårørendesamarbejde, så vi ikke oplever, at der er 30 pct. af de pårørende, der i mindre grad eller slet ikke oplever, at plejepersonalet har viden om deres nærtståendes sygdom.

Ministeren.

Jeg tror i virkeligheden, at sådan som ældreplejen er styret og forvaltet i dag, gemmer der sig en masse kompetencer. For det er jo sådan derude i dag, at man som medarbejder i ældreplejen får nogle rammer og nogle minutter og sekunder fra en visitator, der sidder centralt og udstikker den opgave, man har hos den ældre. Det betyder, at dialogen med den ældre og de pårørende ikke er i centrum, og derfor mener jeg, at vi skal vende det hele på hovedet, og det er også det, vi kommer til at lave i udspillet til en ældrereform, altså at vi simpelt hen får dialogen og det relationelle arbejde i centrum, og det er både i forhold til den ældre, men i høj grad også til de pårørende.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til ældreministeren, og tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Det næste spørgsmål er til klima-, energi- og forsyningsministeren og er stillet af hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak, formand. Hvad vil ministeren gøre for at imødekomme eller sikre etableringen af fjernvarme hos ansøgningsområderne i fjernvarmepuljen, der har fået afslag på grund af overansøgning?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er meget optaget af en effektiv udfasning af olie og gas i husholdningernes opvarmning, og jeg skal være den første til at anerkende den store indsats, der er i gang i hele landet for at rulle fjernvarme ud, herunder den indsats, der gøres i kommunerne.

Fjernvarmepuljen lukkede ganske rigtigt den 10. november 2023 for ansøgninger for året, og alle ansøgninger var færdigbehandlet den 14. november. I 2023 kr. var der i alt afsat 380,8 mio. kr. i fjernvarmepuljen. Der er givet støtte til 59 projekter med i alt 24.409 konverteringer. Udrulningen er godt i gang. Ansøgere, som har fået afslag fra puljen i 2023, kan overveje, om de har mulighed for at ændre i projektet og udarbejde et nyt projektforslag, der kan realiseres uden støtte. Fjernvarmepuljen blev senest forhøjet i starten af året med »Tillægsaftale til aftale om inflationshjælp 2023« og sidste år med »Aftale om vinterhjælp«. Puljens midler for 2023 blev dog ikke forhøjet med finanslovsaftalen 2023, hvor Danmarksdemokraterne var med i aftalen.

Det er samtidig vigtigt at kigge bredere end udelukkende de statslige støttekroner, når vi taler om, hvordan vi bedst muligt støtter borgerne i at få skiftet naturgasfyret ud. Vi skal huske, at der ud over fjernvarme også er noget, der hedder varmepumper, og i mange dele af landet vil det være den økonomisk mest attraktive måde at få varmet sit hus op på for varmekunderne. Det handler jo om at sikre, at folk vælger den billigste grønne løsning, og der er andet i verden end fjernvarme.

I finanslovsforslaget har regeringen afsat 240 mio. kr. i perioden 2024-2026 til afkoblingsordningen. Den pulje kan også søges af fjernvarmekunderne. Den dækker omkostningen ved at få afkoblet naturgasfyret.

I alt har vi i vores samfund prioriteret 4,9 mia. kr. til varmeprojekter i perioden 2020-2026. 1,2 mia. kr. har været afsat til fjernvarmepuljen i perioden 2021-2023. Hvis finanslovsforhandlingerne, som er i gang, resulterer i, at der afsættes midler til fjernvarmepuljen i 2024, vil ansøgere, som fik afslag i 2023, kunne ansøge puljen igen på lige fod med andre potentielle ansøgere. På den måde sikrer vi ligebehandling af alle ansøgere.

Tak for det. Spørgeren.

Tak. Tak for ministerens svar. Jeg blev for noget tid siden kontaktet af borgere fra Vejle Kommune, Bjarne og Jørgen, der har ventet i 5 måneder på svar fra puljen. De fandt først ud af, at de havde fået afslag, da de tog til Dansk Fjernvarmes landsmøde. Deres begrundelse for afslag var, at puljen var tom. Nu skal de så sende en ny ansøgning af sted, der først skal godkendes hos kommunen, og kan så forvente, at sagen trækker 5-8 måneder længere ud i fremtiden. Anerkender ministeren ikke, at der enten skal flere penge i puljen, og det kan jeg høre der er lagt op til, og det bakker vi jo også op om, eller at puljen i sig selv kan være et problem, der hæmmer den grønne omstilling?

Ministeren.

Jo, der er altid en risiko for, når vi i Folketinget beslutter puljer, at det kan medføre et stopgo. Det gælder både for fjernvarmeprojekter, og det gælder også for de individuelle varmepumper, så vi skal ikke bilde os selv ind, at puljer kun er noget af det gode.

Så vil jeg bare også bekræfte og opfordre Danmarksdemokraterne til, at såfremt man i finanslovsforhandlingerne har et ønske i partiet om at prioritere fjernvarmepuljen, så er det nu, at det skal meldes ind, for det er jo nu, at det bliver forhandlet.

Spørgeren.

Vi er absolut obs på det, og vi er også en del af finanslovsforhandlingerne.

Jeg står her med en oversigt over de projekter, der er blevet godkendt eller har fået afslag på midler i år. På skemaet kan man se, at nogle projekter har fået helt op imod 66 mio. kr. bevilget. Det, vi ser som et problem, er, at hvis de første 6, der får søgt ind, tømmer hele puljen, er der et åbenlyst problem, for de næste 53. Det mener vi altså er et lotteri, hvor det ganske enkelt drejer sig om at være hurtigst. Vi har jo et reelt problem og en opgave i forhold til den grønne omstilling.

Ministeren.

Jeg lytter gerne til, hvis Danmarksdemokraterne har andre metoder til at prioritere. Det fungerer på den måde, at hvis man vil ansøge en pulje, skal man sende en ansøgning, og at de bliver sagsbehandlet i den takt, som de bliver sendt ind. Jeg kan da kun opfordre til, såfremt der findes penge på finansloven til 2024, at de kommuner, der har en interesse i at søge, ansøger meget hurtigt.

Spørgeren.

Som jeg kan høre, tror jeg, vi begge kan blive enige om, at der er nogle helt centrale problemer med de her puljer. Men dermed ikke sagt, at det gælder idéen med puljen. Den er super god; det er vi enige om.

Bare til sidst vil jeg spørge, om ministeren kan blive lidt mere specifik omkring, hvad han konkret har forestillet sig kunne være en fremtidig løsning på puljens problemer, bare så jeg kan give et ordentligt svar videre, f.eks. til Bjarne og Jørgen her, som de fortjener.

Ministeren.

Først vil jeg sige, at det er vigtigt at huske på, at det aldrig har været en forudsætning, at vi ville støtte alle fjernvarmeprojekter til evig tid fremover. Så det, folk skal gøre derude, og som jeg kun kan opfordre til, er at huske, at der hele tiden er to alternativer. Der er også den mulighed, hvis fjernvarmen ikke kommer, og hvis den er for dyr, at kigge på alternativet. For rigtig mange husstande vil en eldrevet varmepumpe være et økonomisk attraktivt alternativ, og det skal vi politisk også huske at nævne, så folk kommer til at vælge den billigste grønne varmeløsning fremadrettet.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til klima-, energi- og forsyningsministeren, og tak til hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne.

Hermed er spørgetiden afsluttet.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg tror egentlig, jeg i dag vil starte med de avisforsider, som vi kunne læse i går, nemlig at vi nu igen igen, kunne man fristes til at sige, har fået en FN-rapport, som med to streger under viser, at vores planet brænder, og at vi langtfra er på vej til at indfri Parisaftalen, og det giver jo i hvert fald også anledning til, at vi herinde bliver nødt til at kigge på, om vi så fra dansk side gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at presse på for den grønne omstilling, som er så nødvendig, ikke bare her i Danmark, men også i resten af verden. Det, som rapporten viser, er jo, at de rigeste lande, altså G20-landene, står for ca. 75 pct. af udledningerne, og lige om lidt er der COP28, hvor der også er behov for, at vi får den gruppe af lande forpligtet på nogle af de samme ting, som vi gør her i Danmark. Der bliver global stocktake.

Grunden til, at jeg siger alt det her som indledning er jo også, at det nogle gange med tekniske lovforslag er meget godt at blive mindet om, hvad det egentlig er, det handler om, og det lovforslag, vi skal behandle i dag, er jo et af eksemplerne på, at vi fra dansk side presser på for en ambitiøs klimahandling, ikke bare i Danmark, men i hele EU. Så vi har med den mest grønne Kommission nogen sinde og også med et dansk pres fået vedtaget den her »Fit for 55«-pakke, som vel er det største enkeltstående grønne initiativ i Kommissionen igennem mange, mange år, og som påvirker rigtig mange ting. Og en af de ting behandler vi så i dag, og det handler om de her CO2-kvoter, og det vil sige, at vi med lovforslaget sikrer, at endnu en sektor bliver omfattet, nemlig færgetransporten, som også udleder globalt.

Noget af det, som vi har haft svært ved tidligere, har jo også været at få fat på de her internationale ruter, altså hvad vi kan gøre der, og vi er i gang med at kigge på brændstofdelen. Men det her handler jo så om CO2-kvotebetalingen, og det vil sige, at vi både får en sektor med, og at vi også sikrer reelle drivhusgasreduktioner herhjemme, og derfor er der sådan set al mulig grund til at glæde sig over, at vi med det her lovforslag får implementeret den »Fit for 55«-pakke, som vi var med til at vedtage tidligere i år.

Så med det vil jeg egentlig bare sige, at Socialdemokratiet selvfølgelig støtter lovforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Det er en ny lov, som skal behandles her, og det er selvfølgelig spændende. Når jeg ser i lovforslaget og kigger på, hvilke miljømæssige konsekvenser og hvilke klimamæssige konsekvenser det har, så er det på klimasiden. På miljøsiden står der at der ikke er nogen. Jeg vil nok sige, at hvis vi løser klimaproblemet lidt, må det jo have en positiv miljøeffekt. Men på klimasagen synes jeg faktisk nok at det er ridset op til at være ret begrænsede reduktioner, man opnår i 2030. Så jeg tænker umiddelbart: Kunne det her ikke implementeres på en bedre måde, så vi fik flere CO2-reduktioner ud af det?

Hvis jeg tænker lidt tilbage, har jeg været til et møde med Klimarådet under den tidligere formand, hvor Klimarådet har analyseret på et CO2-kvotesystem, som på det tidspunkt ikke var godt nok fungerende i EU, og hvor det dengang blev ridset op, hvad der kunne forbedres. Jeg savner egentlig, at vi går tilbage og kigger på, om det her ikke kan implementeres på en bedre måde, så vi får større CO2-reduktioner. Vil ordføreren være med til det?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at der ligger nogle ret reelle CO2-reduktioner i lige præcis det her lovforslag. Hvis jeg ikke husker helt galt, er det vel samlet set frem mod 2030 de her er 1,7 mio. t. Det er jo relativt meget, så jeg er ikke enig med ordføreren i, at vi ikke her kommer til at tage et ret stort skridt. Men det er klart, at når man kigger på den lidt mere principielle diskussion omkring CO2-kvoter, er noget af det, der har været bekymringen tidligere, jo spørgsmålet om gratiskvoter eller om, hvorvidt prisen var sat for lavt. Men det er jo også noget af det, man har reageret på med »Fit for 55«, og hvor man jo også med det her lovforslag siger: Lad os gøre det på en måde, hvor der til med at starte med er lidt flere kvoter, sådan at man lige kan blive indfaset. Men derefter gælder det jo så. Det er også derfor, at man kan se, at der ligger nogle reelle, ikke bare reduktioner, men også omkostninger for vores erhvervsliv, ved at vi implementerer den her lovgivning. Det gør vi jo så med åbne øjne, og det gør vi jo, fordi vi tror på, at en af de mekanismer – ikke den eneste, men én af dem – til at sikre reduktioner er CO2-beskatning.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Nu bliver den opgave, vi har med at skaffe CO2-reduktioner, jo delvis løst indimellem, men vi har også en klimadagsorden, som er endnu mere alvorlig, end vi troede for kort tid siden. Og når man så har et lovforslag her, hvor det skønnes, at den samlede effekt i 2030 er 0,39 mio. t. CO2-ækvivalenter, så synes jeg egentlig, at det er et ret lille tal. Og det er derfor, at jeg har studset over, om vi ikke kunne implementere det her på en bedre måde, så det får større effekt. Det er sådan set det, jeg gerne ville udbore i en udvalgsbehandling.

Ordføreren.

Jeg ved, at hr. Søren Egge Rasmussen er god til at stille spørgsmål, og jeg læser med glæde med på de spørgsmål, der bliver stillet. Men mig bekendt har regeringen valgt en meget ambitiøs måde at implementere det her lovforslag på, og der ligger jo også i de kommende år nogle muligheder for også at tage andre sektorer med ind. Nu er aftalen jo faldet på plads for ganske nylig, her i år, på direktivsiden, og det vil sige, at nu tager vi fat på den første del, som er relativt nem at implementere. Det gør vi med det her lovforslag. Er vi færdige med at lave klimapolitik? Det er vi selvfølgelig ikke.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet. Næste ordfører er fru Linea Søgaard-Lidell, Venstre.

Tak for ordet. I dag behandler vi et virkelig vigtigt lovforslag. Den revision af kvotehandelssystemet, som vi allerede har vedtaget i EU, implementerer vi nu og gør til virkelighed. Det er vi i Venstre rigtig glade for. Kvotehandelen er et helt centralt element i EU's klimaindsats. Det er markedsdrevet. Det skaber ens rammevilkår i EU, og så ved vi, at det virker. Det skaber reduktioner i hele EU. Derfor var det også vigtigt for os både at forbedre kvotehandelen og også udvide den, da vi forhandlede Fit for 55-klimapakken i EU, som jeg selv var med til, og derfor er vi også rigtig glade for at kunne implementere det nu i Danmark.

Først og fremmest får vi flere sektorer med. Vi inkluderer søfarten i kvotehandelen. Og vi skaber et særskilt system for udledningen fra brændstof til vejtransport og opvarmning af bygninger. Det er et vigtigt skridt, for effektiv klimahandling forudsætter, at vi sætter en pris på udledninger. Samtidig udfaser vi gratiskvoter, i takt med at den nye klimatold CBAM bliver indfaset. Det øger incitamentet for virksomheder til at investere i mere grønne og bæredygtige løsninger, ikke bare for danske virksomheder, men for virksomheder i hele EU, og det bidrager derfor også til indsatsen for at skabe en grøn konkurrence, og det vil vi sådan set gerne have mere af. På den baggrund stemmer Venstre for lovforslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Linea Søgaard-Lidell, Venstre. Det, der sker nu, hr. Henrik Frandsen, er, at der er sket en forskydning af det indbyrdes størrelsesforhold mellem SF og Moderaterne. Så SF skal have ordet først. Der er sket noget i de seneste dage. Derfor er den næste, der får ordet, fru Signe Munk, SF.

Tænk bare. Verden kan forandre sig på kort tid. Lovforslaget, der er til behandling i dag, er utvivlsomt et godt skridt på vejen til at få sendt CO2-udledningerne ned, ikke bare i Danmark, men jo også i resten af Europa, netop fordi det her lovforslag er et element i den grønne pakke, som skal bringe EU i mål med klimamålene.

Der er jo mange vigtige værktøjer i klimakampen. En af dem er netop at have et både virksomt og effektivt kvotehandelssystem. Derfor er det helt oplagt, at lovforslaget her implementerer den EU-lovgivning, som netop vedrører både at udvide kvotehandelssystemet, revidere det, opdatere det og også sørge for, at der er større gennemsigtighed, i forhold til hvad det er for nogle udledninger, virksomhederne har, og i det hele taget at fremme en gennemsigtighed.

Det er helt entydigt for SF at se, at det at bruge EU i klimakampen er et helt afgørende værktøj. Vi gør rigtig meget herhjemme i Danmark, men vi har også brug for at rykke på det sammen med EU, både for at fremme den danske klimakamp, og også bare i erkendelse af at det ikke kun er en dansk opgave at få banket CO2-udledningerne ned, men jo også en europæisk opgave, ligesom det er en global opgave. SF støtter det lovforslag, der er under behandling i dag.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til fru Signe Munk, SF. Og så er det tid til Moderaternes ordfører, hr. Henrik Frandsen.

Jeg siger rigtig mange tak for ordet, og jeg er da glad for, at der ikke skal være lodtrækning, når der nu er tre partier i Folketinget med 14 mandater – indtil på torsdag, hvor vi igen er 15.

Tak for ordet, hr. formand. Grunden til, at vi behandler dette lovforslag i dag, er som bekendt, og som mine ordførerkollegaer allerede har været inde på, for at sikre, at vi i Danmark lever op til de forpligtelser og standarder, der er fastsat på EU-plan. Det har vi som EU-medlemsland en forpligtelse til, og endnu vigtigere er det, at vi også har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan, for på bedste vis at håndtere en af vor tids største udfordringer, nemlig klimaforandringerne.

Det går alt, alt for hurtigt med den globale temperaturstigning. Det bør efterhånden stå meget klart for alle, der har fulgt med i nyhederne gennem det seneste halve års tid, og der skal sættes turbo på klimahandlingen. Ændringsdirektiverne fra EU kræver en omfattende revidering af vores eksisterende EU-kvotesystem, CO2-kvotesystem. Ændringsdirektiverne omfatter således en udvidelse af vores kvotehandelssystem til at inkludere udledninger fra søfart og oprettelsen af et separat system til udledninger fra brændstoffer til vejtransport og opvarmning af bygninger. Dette er ikke bare skrivebordsbeslutninger. Det er et praktisk skridt hen imod at reducere vores udledninger og gøre vores transport og energisystemer mere bæredygtige. Det er en opfordring til handling.

Der er ingen tvivl om, at disse ændringer vil kunne mærkes for nogle. De kommer især til at få økonomiske konsekvenser for de virksomheder, der skal tilpasse sig disse nye regler og fremover skal købe sig til kvoter. Men disse virksomheder spiller samtidig også en væsentlig rolle i samfundets samlede udledning af drivhusgasser. Industri, transport og energiproduktion er blandt de sektorer, der bidrager allermest til CO2-udledning, og ved at pålægge disse virksomheder at købe kvoter for deres udledninger skaber vi et incitament til at reducere udslip og ikke mindst et incitament til at investere i mere miljøvenlige løsninger.

Så det drejer sig i virkeligheden om en måde at regulere og motivere disse store udledere til at tage en mere aktiv del i kampen mod klimaforandringerne. Derfor er jeg også glad for, at klima-, energi- og forsyningsministeren med lovforslaget får hjemmel til at gennemføre sanktioner ved manglende overholdelse af de fastsatte regler.

Moderaterne støtter naturligvis forslaget. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Den næste ordfører er hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Jeg tænker, at jeg lige prøver at gøre det lidt kortere end hr. Henrik Frandsen. Jeg skal lige indlede med, at jeg i dag vikarierer for vores ordfører på området, som desværre er forhindret i at møde op.

Formålet med lovforslaget, L 81, er at implementere en revision af det gældende kvotehandelsdirektiv og herved bidrage til reduktionen af drivhusgasudledninger. Eftersom ændringsdirektiverne fra EU nødvendiggør omfattende ændringer i den gældende danske lov om CO2-kvoter, er lovforslaget fremsat som forslag til ny hovedlov.

Lovforslaget vurderes at medføre negative administrative udgifter for erhvervslivet svarende til 35-52 mio. kr. Vi noterer os dog, at bl.a. transportbranchen, fiskeribranchen og SMVdanmark er hørt, og at ingen af dem havde indvendinger.

Danmarksdemokraterne støtter forslaget, bl.a. fordi det vil implementere og simplificere den danske CO2-kvotehandel og lovforslaget forventes at kunne skabe et større markedstræk efter lav- og nulemissionsteknologier med positive effekter for dansk eksport og beskæftigelse. Som nævnt støtter vi forslaget. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Kenneth Fredslund Petersen, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Steffen W. Frølund, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Kernen i en god klimapolitik er i videst mulige omfang at sikre et simpelt og i grunden liberalt princip, nemlig det, at den, som forurener, også er den, som betaler. Det er kun rimeligt, når man påvirker det omgivende samfund negativt i form af f.eks. et dårligere vandmiljø eller man bidrager til globale temperaturer, som stiger, gennem sine udslip af drivhusgasser, og det, at vi pålægger en afgift eller en kvotepris, er det mest effektive værktøj til at sikre de reduktioner, vi efterspørger.

Den bedst mulige afgift ville være globalt funderet, så man ikke kan undvige afgiften ved at flytte produktionen derhen, hvor det er skattemæssigt fordelagtigt. Skattesystemet bør give incitamenter til, at produktionen foregår der, hvor den også udleder mindst. Rent teoretisk ville verdens bedste skat måske også give et vist bundfradrag til den produktion, hvor teknologien endnu ikke findes til at gøre den helt grøn, og hvor man så bare beskatter merudledningen i forhold til den bedst mulige produktion.

Det her utopiske skattesystem findes ikke. Der er ikke nogen global CO2-skat, ingen systematiske incitamenter til at flytte produktionen derhen, hvor det klimamæssigt bedst giver mening, og intet bundfradrag for de udledninger, som endnu ikke teknisk kan fjernes. Men holder vi den her utopiske beskatning op mod noget, som findes i virkeligheden, så er EU's kvotesystem det, som kommer tættest på.

Med dette forslag udvides kvotesystemet bl.a. til at gælde søfartens område, hvilket er virkelig positivt. Jo flere udledninger der kan omfattes af kvotesystemet, jo mindre bliver behovet for national særlovgivning til skade for danske virksomheder. Kvotesystemet er den allerbedste klimapolitik, vi overhovedet har, og vi kan varmt støtte op om forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Steffen W. Frølund, Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Det er rigtig godt, at vi i EU har et velfungerende kvotehandelssystem. Det er med til at sikre de nødvendige CO2-reduktioner i de mest udledende brancher. For når prisen på en kvote stiger, er det, fordi efterspørgslen er større end udbuddet, og når prisen stiger, vil det ofte være billigere for en virksomhed at udlede mindre og også sikre det ved at investere i ny teknologi, og det er en god måde at sikre de rette incitamenter på.

Men i forbindelse med »Fit for 55« er der lavet flere nye direktiver, og det giver derfor god mening med en ny hovedlov. I udvalgsarbejdet vil jeg dog dykke ned i de store negative erhvervsøkonomiske konsekvenser. For nok er danske virksomheder mere end klar til en grøn omstilling, men det skal også være økonomisk muligt, og det er jo ærlig talt ikke, fordi staten ligefrem har noget at klage over. Staten tjener boksen på kvotesystemet, og det glæder jeg mig til at regeringen kommenterer og giver os et indblik i.

Med de kommentarer forventer jeg at Det Konservative Folkeparti stemmer for, og jeg skal også hilse fra Dansk Folkeparti og sige, at de også stemmer for.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Jeg ser frem til at stille nogle spørgsmål og få svar på dem. Klimarådet udgav en rapport tilbage i marts 2017, hvor overskriften var »Det oppustede CO2-kvotesystem«, og på daværende tidspunkt var det meget klart, at det kvotesystem, der var i 2017, var ikkefungerende. Når der så kommer et separat lovforslag om at lave en ny lov om CO2-kvoter i Danmark, er det jo fint, men jeg tænker sådan lidt: Implementerer vi EU's krav på det niveau, hvor det giver størst effekt? Kunne der være flere af de her uddelte CO2-kvoter, som vi kunne inddrage? Der har været perioder, hvor der var alt for mange CO2-kvoter, som blev – hvad skal man sige – givet væk til nogle, der havde en klimabelastende adfærd.

Jeg synes, at det er lidt svært at læse det her lovforslag, når der er så relativt få høringssvar. Hvorfor er der ikke flere grønne organisationer, der har lavet høringssvar til det her lovforslag? Det lægger jo et vist pres på grønne partier, at de selv skal finde finde de kritiske vinkler på et lovforslag og spørge ind til det. Så hvis der er nogle grønne organisationer, der hører det her, vil jeg gerne spørge, hvorfor der ikke er afgivet flere høringssvar.

Når man ser på den samlede effekt CO2-mæssigt, står der i lovforslagets bemærkninger, at det rent klimamæssigt medfører en reduktion på 0,39 mio. t i 2023. Men jeg synes jo, at det gerne skulle medføre, at vi når frem til noget, som har en væsentlig klimaeffekt i 2030, når vi indfører et nyt system. Så jeg efterspørger, at vi får kigget på, om de her krav fra EU ikke kan implementeres på en mere ambitiøs måde, og det er sådan set vores tilgang til lovforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Den næste ordfører er fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Mange tak. Med det her lovforslag gennemfører vi Europa-Parlamentets og Rådets kvotehandelsdirektiv. På den måde inkluderes udledninger fra bl.a. søfart, og formålet med det her lovforslag er at reducere drivhusgasemissioner. Der kan efterhånden ikke være to meninger om, at CO2-reduktioner må der til, hvis vi skal kunne levere en grøn klode videre til de kommende generationer. Det skal vi sikre både i en dansk kontekst, på europæisk niveau og selvfølgelig også på globalt plan, og derfor støtter Radikale Venstre det her lovforslag.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Nå, så sluttede koret af glade entusiaster i forhold til lovforslaget. Der skulle jo være en, der ligesom tog den negative hat på. Intentionen er rigtig. Vi skal have skåret ned på udledningen af CO2. Nye Borgerlige er fuldstændig enig i det, men jeg er nordjyde, og man kan altså også bare købe en gris for dyrt. 13 mia. kr. er, hvad 390.000 t koster erhvervslivet. Med sådan lidt hurtig hovedregning giver det 33.000 kr. pr. ton. Det er mange penge. Jeg ved, at regeringen f.eks. har givet landbruget en afgift på 1.500 kr. pr. ton, og det var rigeligt. Regnestykket her giver 33.000 kr. pr. ton. Jeg har snakket med ministeren, så jeg er sikker på, at han sender et andet regnestykke over til mig, men jeg bliver nødt til at gå ud fra, at det, der står i lovforslaget, er faktuelt.

Det, vi også ved, er at det giver 2,9 mia. kr. mere i statskassen. Det er i ekstra skat. Så er der selvfølgelig et mindreprovenu på 1,5 mia. kr., så det giver samlet 1,4 mia. kr. i ekstra skat. Det er dem, vi bruger til lige om lidt at gå ud og sige, at vi har fundet ekstra penge i råderummet, så nu bruger vi det på et eller andet helt halleluja. Vi ved også, at der står, at de 13 mia. kr., som det koster erhvervslivet, overvælter de på forbrugerne. Det er jo superfint, men jeg tror bare, at vi skal fortælle forbrugerne, hvad det er, vi gør nu. Vi gør det 13 mia. kr. dyrere at købe varer i Danmark. Altså, forureneren betaler. Ja, og det er et godt princip, men i sidste ende er det os selv, der betaler, når vi køber et eller andet. Så lad nu være med at stik folk blår i øjnene. Det her koster. Lige nu koster det rigtig meget. Det her er et af de dyreste forslag, jeg har set, til at reducere CO2'en.

Så kan man sige, at man er enig i EU, og at EU gør det, og at vi alle sammen skal være en del af EU. Ja, ja, men vi er heldigvis stadig væk et selvstændigt land – endnu. Hvis 33.000 kr. pr. ton er prisen, bliver vi et vældig fattigt land. Naturligvis kan Nye Borgerlige ikke, når fakta er, som de er her, støtte et forslag, som er så vildt og bare bliver sådan helt klimahelligt og er lavet, uden at man har brugt hjernen. Jeg synes ikke, vi bruger hjernen her. Jeg går ind for reduktionerne, jeg synes, at der skal reduceres, og jeg er sikker på, at vi kan gøre det billigere end for 33.000 kr. pr. ton, som der står i lovforslaget. Det tal bekymrer mig, og derfor håber jeg selvfølgelig, at ministeren oversender et andet regnestykke. Jeg havde håbet, at det var at finde i lovforslaget, for jeg går ud fra, at det, der står i lovforslaget, er fakta.

Nye Borgerlige støtter ikke forslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg blev bare lidt nysgerrig, for nu sagde ordføreren, at nu var det slut fra talerstolen med dem, der var positive over for lovforslaget. Alligevel bliver der sagt, at det jo er dejligt med klimareduktionerne. Medmindre man er uenig med den rapport, der lige er kommet fra FN, som jo siger, at vi har retning mod 2,9 graders stigning på den her jordklode, kommer man ikke uden om, at der skal reelle reduktioner til. Så måske ordføreren bare kunne oplyse os andre om, hvad det så er for en række af forslag, som Nye Borgerlige kommer med i forhold til at sikre reelle klimareduktioner.

Ordføreren.

Vi kan starte med, at vi egentlig havde en diskussion her for nylig om atomkraft, hvor Socialdemokraterne og regeringen nærmest løb ud på gangen herude, for puha, det var noget af det mest frygtelige, vi kunne diskutere; atomkraft er frygtelig farligt. Men det er CO2, der er det. Atomkraft er ren energi. Det vil ordføreren fra Venstre, som har været fortaler for det i EU, jo give mig ret i. Der kunne man jo starte. Så behøver vi jo måske ikke at finde de allerdyreste løsninger. Socialdemokraterne skal huske at fortælle deres vælgere, at det er 33.000 kr. pr. ton. Det tror jeg altså er at købe grisen for dyrt.

Så lad os da starte med at bruge hjernen, for jeg vil hjertens gerne og jeg køber fuldstændig ind på, at vi skal i mål med det her. Jeg tror bare, at når vi taler om den hockeystav, vi render ind i nu, som betyder, at ting skal dø, hvis ikke vi når i mål, så skal vi lade være med at være så hellige, bare fordi vi har sagt 2030. For det er et politisk mål. Det er jo ikke et mål, som vi ved holder. Vi ved faktuelt, at verden ikke kommer i mål i 2030. Så hvorfor skal vi betale overpris for noget, der kan gøres bedre?

Spørgeren.

Det er jo klar tale fra Nye Borgerlige. Altså, man vil ikke levere på de klimamål, vi har sat os for 2030. For atomkraft er jo på ingen måde en løsning i forhold til at levere i 2030. Det kan ikke lade sig gøre. Og vi ved sådan set også, at det er både billigere og hurtigere med sol og vind.

Så jeg står bare stadig væk og efterlyser et svar. Har Nye Borgerlige overhovedet en klimapolitik frem mod 2030, eller siger man bare: Nej, det skal vi ikke gøre i Danmark; det må nogle andre gøre?

Ordføreren.

Forskellen på Nye Borgerlige og Socialdemokraterne er, at vi ikke bare finder på ting og så ikke udfører dem. Jeg har ikke set en eneste vindmølle ude i Vesterhavet endnu. Jeg har ikke set jeres klimaø endnu; den blev ikke til noget – hov, den gik også lige i vasken. Der bliver jeg nødt til at give SF og de andre ret, når de siger, at I greenwasher helt vildt i Socialdemokratiet.

Vi siger bare: Lad os nu bruge hjernen; lad os bruge teknologien, sådan at danskerne også har råd til at være danskere efter det her. For bare fordi vi sætter et politisk mål om, at det skal være i 2030, så tænker vi, at vi når i mål, og vi tænker, at vi skal gøre det dyrest mulige for at nå i mål, eller også lukker vi landbruget. Dét giver ingen mening. Så bliver vi bare rigtig, rigtig fattige i 2031.

Der er en kort bemærkning til fru Signe Munk, SF.

Det er en lille smule svært sådan helt at holde sig i ro, når ordføreren bruger dansk erhvervsliv og de erhvervsmæssige konsekvenser, det måtte have, som – hvad kan man sige – rambuk for ikke at revidere og udvide og forenkle kvotesystemet. Det er min bedste overbevisning, at det er gavnligt for dansk erhvervsliv, at vi har et EU, hvor man i det hele taget strammer klimapolitikken og i særdeleshed igennem et kvotehandelssystem og når man endnu mere i særdeleshed har en CO2-kvotemekanisme, som netop prøver at udligne den konkurrence, der måtte være fra Kina i forhold til f.eks. stål og cement.

Så jeg vil bare høre, om det virkelig er ordførerens opfattelse, at det ikke er gavnligt for dansk erhvervsliv, at der i et så stort marked som EU kommer en CO2-betalingsmekanisme, som jo i virkeligheden også presser konkurrenterne til danske virksomheder til at producere grønnere.

Ordføreren.

Hvis EU var en ø, hvor vi kunne styre det, så var det superfint. Men virkeligheden er jo, at vi f.eks. konkurrerer med Kina, og hvor det eneste, vi konkurrerer med, sådan som jeg tidligere er blevet belært om det af folk på området, der er klogere end mig, jo dybest set er det, at man, hvis man har betalt for noget i hjemlandet, så ikke skal betale tolden for, at det kommer ind hos os. Så er mit simple spørgsmål til SF: Hvordan ville I kontrollere, at kinesiske virksomheder betalte til den kinesiske stat? Virkeligheden er, at vi ikke kan kontrollere det. Så vi skal holde op med at behandle det, som om vi lever i sådan et vakuum. For jeg køber fuldstændig ind på, at kvoterne kan være en god idé og, at man, hvis man skal have kvoter, jo så også skal kunne handle dem på et marked.

Men min opposition i forhold til det her er dybest set, at jeg, hvis vi skal nå i mål med 0,39 mio. tons til 13 mia. kr., så bare siger, at vi køber grisen for dyrt, og at vi, hvis vi køber grisen for dyrt, så bare bliver fattigere. Og jeg ved ikke, om vi har lyst til at blive fattigere, for det, vi skal leve af, er jo netop, at vi er rige nok til at være veluddannede og finde de gode teknologiske løsninger. Så det er egentlig det, der er vores bekymring i Nye Borgerlige, altså at det bliver for meget champagnepolitik, og i forhold til det der 2030-mål og hockeystaven tror jeg altså nok, at man skulle have hørt på Mette Frederiksen, da hun i sin tid sagde det.

Så er det fru Signe Munk.

Det er svært på 30 sekunder helt at svare på alt det, som ordføreren kaster på banen, så jeg vil egentlig bare holde mig til det, der ligger her. Hvis man skulle følge Kim Edberg Andersens kritik om EU's konkurrencesituation over for Kina, så måtte positionen fra Nye Borgerlige jo være, at man stemmer for en opstramning af kvotesystemet i EU og at stramme op på kvotemekanismen CBAM, så man satte en endnu højere pris på CO2 på varer, der var produceret i lande uden for EU, og at ville udvide det i forhold til f.eks. stål og cement.

Ordføreren.

Problemet er bare, at man først skal gå ind på præmissen med, at vi her skal nå et vist mål. For virkeligheden er jo, at det, når vi snakker Parismålene, er forskelligt fra land til land, hvad vi har skrevet under på, og så vidt jeg er orienteret, laver kineserne kulkraftværker frem til 2030. Og kvotesystemer kan jo virke, men hvis vi bliver ved med at sige, at vi i forhold til CO2'en skal gøre det globalt, så skal kvotesystemet implementeres globalt, og det bliver det her ikke. Så er det bare, jeg siger, at det, når vi implementerer det, og vi ikke kan kontrollere, om dem, der er udenfor, følger det, bliver for dyrt, og at jeg så næsten er sikker på, at vi kunne bruge pengene, de 13 mia. kr., på en bedre grøn omstilling.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er vi kommet igennem ordførerrækken, og vi kan give ordet til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne takke ordførerne for bemærkningerne til lovforslaget. Som flere har nævnt, har det til formål at implementere den omfattende revision af EU's kvotedirektiv i dansk ret. Revisionen indgår som led i »Fit for 55«-pakken, som skal bidrage til at opfylde EU's klimamål om mindst 55 pct.s reduktion i 2030.

Kvotesystemet, som også er blevet debatteret i de foregående indlæg, er EU's mest effektive klimainstrument. Det virker på tværs af medlemslandene, det skaber level playing field, og det sikrer, at vi opnår de opsatte klimamål mod 2030 og videre frem. Revisionen af kvotedirektivet indeholder primært en hurtigere reduktion i mængden af kvoter – det er altså det, der sikrer, at vi når det skærpede klimamål – og det indeholder en udfasning af gratiskvoter for luftfarten og de mest energitunge og CO2-tunge industrivirksomheder. Derudover bliver udledningerne fra søfarten omfattet af det eksisterende kvotesystem, hvilket forventes at øge fragtpriserne i EU, som det også fremgår af lovforslaget. Endelig oprettes der et nyt kvotesystem for udledninger fra brændsler fra vejtransport og opvarmning af bygninger fra 2027. Stramningerne og udvidelsen af kvotesystemet betyder altså, at man i hele EU skruer op for udfasningen af fossile udledninger, og at man øger gevinsten ved den grønne omstilling.

Lovforslaget har væsentlige konsekvenser, som vil kunne mærkes af erhverv og borgere, fordi der bliver sat en pris på CO2-udledningerne. I det eksisterende kvotesystem er prisen allerede steget fra ca. 650 kr. pr. ton i dag, og det forventes, at det vil stige yderligere. Det nye kvotesystem for brændsler vurderes at medføre, at prisen på benzin og diesel vil stige med omkring 1 kr. og måske lidt over pr. liter i 2030 ud fra den forventede kvotepris. Dermed skønnes udgiften til transport at stige mellem 1.000 og 1.500 kr. årligt for en gennemsnitlig personbil i 2030. Det nye kvotesystem omfatter også brændsler til opvarmningen af bygninger, og den årlige regning for opvarmningen af et standardhus med naturgas forventes at stige med ca. 1.800 kr. i 2030. Det her øger incitamentet til at skifte gas og andre fossile brændsler ud med grønne opvarmningsformer, og det vil påvirke vores valg af biler fremadrettet.

Lovforslaget forventes at bidrage med yderligere ca. 0,4 mio. t CO2-reduktioner i 2030. Med lovforslaget tager vi dermed et vigtigt skridt på vejen til at opfylde vores 2030-mål med klimahandling, der fungerer på tværs af EU's grænser. Lovforslaget er relativt teknisk, og på grund af de omfattende ændringer i kvotedirektivet blev lovforslaget fremsat som en ny hovedlov frem for en ændringslov. Det har givet muligheder for at forenkle kvoteloven juridisk og sprogligt, hvilket er til gavn for både de berørte virksomheder og administrationen af loven.

Lovforslaget indeholder flere elementer, hvoraf jeg blot vil nævne fire. For det første fastlægger lovforslaget en række administrative pligter for virksomhederne til at overvåge, rapportere og verificere deres udledninger. For det andet giver lovforslaget en bemyndigelse for både klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren til at fastsætte regler for administrative forhold i henhold til kvoteordningen. For det tredje fastlægger lovforslaget sanktionsmuligheder. For det fjerde opstiller lovforslaget klagebestemmelser over afgørelser, der er truffet i henhold til kvoteordningerne. Jeg vil endelig gerne takke for interessen for lovforslaget, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes jo, det er væsentligt, at vi får nogle hurtige CO2-reduktioner. Og når jeg så kigger på det her lovforslag, som kun giver 0,39 mio. t reduktioner i 2030, er min umiddelbare tanke: Kunne det her ikke blive udfoldet i Danmark på en måde, så det sådan set gav flere CO2-reduktioner? Når jeg så ser på, hvad vi tidligere har modtaget fra Klimarådet – jeg godt klar over, at det er helt tilbage i 2017 – kaldte de det det oppustede CO2-kvotesystem, fordi der jo sådan set var for mange kvoter ude på markedet dengang. Hvad er der sket siden 2017? Er der noget, der er blevet ryddet op i i EU-systemet, sådan at det tiltag, vi nu forholder os til med det her lovforslag, er det, vi udelukkende kan gøre, eller kunne vi implementere det på en dansk måde, så det gav flere CO2-reduktioner i 2030?

Det er det, jeg umiddelbart tænker, når jeg ser lovforslaget, der egentlig ikke har mere effekt end det her. Så det synes jeg egentlig vi skal have konkretiseret i udvalgsbehandlingen, altså om vi kun har den her ene mulighed, for så vil vi selvfølgelig stemme for det. Men kunne man skrue op på nogle knapper, er vi i Enhedslisten for det.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, og hvor er jeg dog glad for det. Det oppustede kvotemarked handlede bl.a. om, hvor mange kvoter der var til rådighed. Der er sket en skærpelse af målsætningen. Hvis jeg husker ret – nu skal jeg lige bladre for at finde det rigtige tal – så er der i forhold til det, der hedder ETS1, sket en forøgelse af reduktionskravet fra 43 pct. til 62 pct. Så det er jo en del af det, der tager det oppustede ud, altså at vi reducerer antallet af kvoter, og det er en del af reformen.

Så spørges der: Er der nogle optioner, vi kunne have brugt for at skærpe implementeringen af det her? Ja, der er faktisk en option, vi kunne have brugt. Vi kunne have ladet være med at inkludere transport- og opvarmningsbrancher i 2027. Det indeholder de europæiske regler en mulighed for at vi kunne have gjort. Det har regeringen aktivt valgt ikke at gøre. Så vi har været inde at kigge på de steder – og det er det væsentligste sted – hvor man kunne have valgt at udskyde, og der har vi valgt at bruge årstallet 2027 og ikke at bruge denne option.

Så har vi brugt en option i forhold til Rønne-Køge-ruten, altså at undtage den fra reglerne, og der uddyber jeg gerne i udvalgsbehandlingen, hvorfor det er fornuftigt. Det handler bl.a. om den økonomiske regulering, der er omkring den specifikke færgefart.

Så i det, vi har gjort, hvor der virkelig er noget i det, har vi valgt ikke at bruge optionen til udskydelse. Og hvor er jeg glad for, at jeg fik lov at præcisere det.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Men med i lovforslaget er der så en udfasning af gratis kvoter og nogle gratis kvoter, som man stadig væk giver til luftfarten. Altså, kunne man ikke afvikle det hurtigere, lave den udfasning endnu hurtigere? Det er sådan noget, jeg efterspørger. Lad os få en samlet oversigt over, hvor det er, vi kunne have gjort det her mere ambitiøst. Og så er det fint nok, at vi får præciseret noget, som er til den gode side i lovforslaget, men vores handlemuligheder ud over det, der er foreslået her, synes jeg det kunne være væsentligt at få belyst.

Ministeren.

Jamen jeg skal selvfølgelig sørge for, at de begrænsede fleksibilitetsmuligheder, der er i implementeringen af direktivet, er helt oplyst for Folketinget, så man kan forholde sig til dem. Det skal jeg selvfølgelig nok sørge for.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.