Men jeg må desværre sige, at det, Danmark prøver at gøre en forskel i forhold til på de nævnte rejsemål, men jo også andre steder i verden, mildest talt ikke er lækre ting. F.eks. i Uganda, som er blevet nævnt, besøgte jeg en flygtningelejr, hvor jeg talte med nogle unge kvinder – deres børn var også med – som havde været udsat for vold og voldtægter og andre ting under deres flugt fra krigslignende tilstande i Congo. Der støtter vi, at vi via Unicef tager os af de kvinder og sørger for, at de får et liv, og sørger for, at de får psykosocial behandling, mad og den slags ting. Helt generelt er det jo sådan, at ligesom en socialminister i Danmark besøger de steder, hvor den politik udspiller sig i Danmark, og laver aftaler der, hvor man gør det i Danmark, så er det jo sådan for mit vedkommende i det job, jeg har, at det jo foregår i udlandet. Det foregår tit nogle af de steder i verden, der er allerhårdest ramt af fattigdom, vold og ufred og klimaforandringer.
Vi er der aldrig som dansk delegation bare for at se på; vi er der altid for at engagere os. Vi har ret tit udviklingsbistand med. Ganske ofte er der også tale om direkte forhandlinger med myndigheder og organisationer om, hvordan de danske udviklingsmidler skal bruges. Det har også et element af kontrol over sig, fordi vi gerne vil være sikre på, at pengene bliver brugt ordentligt. Endelig har det også et element af, at der er ting, som vi gerne vil tage afstand fra, og hvor det er vigtigt, at vi fra dansk side gør det på en direkte måde, som jeg f.eks. gjorde i Uganda over for præsident Museveni i forhold til den lov, som de desværre har vedtaget omkring homoseksualitet, hvor de indfører dødsstraf. Det synes jeg var vigtigt, og ja, det synes jeg faktisk er noget, Danmark skal prioritere.