Åben høring om negativ social kontrol mod kvinder med minoritetsetnisk baggrund
Udvalg: Ligestillingsudvalget
Mødedato: 04-04-2024
Starttidspunkt: 13.30
Sluttidspunkt: 15.30
Lokale: 1-133
Ligestillingsudvalget inviterer til en høring om negativ social kontrol mod kvinder med minoritetsetnisk baggrund. Høringen foregår torsdag den 4. april 2024 kl. 13.30-15.30 i lokale 1-133 på Christiansborg.

I Danmark bliver for mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund fortsat presset af familie eller lokalmiljøet til at leve efter dogmer og værdier, som de slet ikke ønsker. Den negative sociale kontrol i visse indvandrermiljøer forhindrer kvinder - men også unge mænd - i at leve frit på linje med andre borgere i vores samfund, og kontrollen viser sig konkret som restriktioner i forhold til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet og i fritidsaktiviteter eller som begrænsninger i forhold til valg af kæreste, ægtefælle eller retten til at bestemme over egen krop. Men hvad kan vi som samfund gøre for at forebygge og håndtere den negative sociale kontrol, som ofte foregår skjult i lukkede miljøer, hvor det er svært at gribe ind? Det sætter Ligestillingsudvalget fokus på under denne høring.

Programmet kan ses her

Tilmeld dig her

Mødet er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Der er et begrænset antal pladser, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet. Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden mødet begynder. Det er tilladt at optage lyd og billeder under mødet, hvis det kan ske uden at forstyrre mødets afvikling i øvrigt. Mødet tv-optages og vil blive vist live på Folketingets hjemmeside her. Den vil også kunne findes efterfølgende under "TV fra Folketinget".

Kontakt
Udvalgssekretær
Katinka Villemoes
3337 3633
Send e-mail
Udvalgsassistent
Gitte Ravn Jensen
3337 5533
Send e-mail