Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 108:

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2023).

Ordføreren vil gerne begrunde forslaget. Værsgo.

Tak for det. 3 år og to ankesager tog det Camilla og Peter, der er forældre til to drenge med autisme og adhd, at få den hjælp, børnene har brug for. Begge drenge er så ramt af deres handicap, at de begge går i specialskole i dag, men da drengene begyndte at udvise alvorlige symptomer på mistrivsel og eventuelt uopdagede diagnoser, var systemet langsomt.

Det samme oplevede Laura, der har en søn, der er født med handicap. Her tog det trods alt kun 7 måneder, inden hun fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste, fordi hendes søn ikke kunne gå i den her børnehave. 7 måneder er faktisk lang tid, når man står uden indtægt. Hvad skulle Laura vælge? Skulle hun sende sin dreng af sted til en daginstitution, han havde det rigtig dårligt i, eller mangle penge til at betale husleje med?

En nylig undersøgelse viser også, at det i gennemsnit tager 5 år, fra forældre ytrer bekymring for deres børns trivsel, til de får en henvisning til psykiatrien. En undersøgelse fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse fra 2021 viser, at det er svært at få hjælp, hvis ens barn ikke har en diagnose. Det betyder, at børn, der mistrives og har brug for hurtig hjælp, har svært ved at få den nødvendige hjælp, og ofte resulterer systemets langsommelighed i, at der skabes massiv mistrivsel hos både familien og barnet.

Det nytter simpelt hen ikke noget. Det nytter ikke noget, at vi har et system, der er så langsomt, at børn og familier går i stykker, når de parkeres i et system og en masse nejer. Vi skal sikre hurtig og bedre hjælp til forældre med børn i mistrivsel – diagnose eller ej.

Derfor kommer SF i dag med det her beslutningsforslag om at forenkle reglerne for tabt arbejdsfortjeneste, som både handler om mindre bureaukrati, mere tillid til familierne, mere forenkling af reglerne og i virkeligheden også, at dem, der står med midlertidig funktionsnedsættelse; det vil sige, at ved pludseligt opstået angst, depression, hvor børn ikke kan komme af sted, får man også mulighed for at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste. Det tror jeg vil kunne hjælpe rigtig mange familier med at forebygge en masse alvorlige problemer på den længere bane.

Tak for begrundelsen. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak. Jeg har det med at glemme, at rækkefølgen er omvendt, når det er beslutningsforslag, vi behandler, så jeg sad lige og tænkte, at nu kommer der en anden socialdemokrat på talerstolen, nemlig ordføreren. Men tusind tak for muligheden for at drøfte endnu et forslag på handicapområdet. Jeg vil sige det sådan, at jeg synes, at det her måske er det mest dilemmafyldte af de tre beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, og så meget desto mere vil jeg sige tak for muligheden for, at vi får lov til at vende det med hinanden.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om konklusionen, så den kan jeg lige så godt sige med det samme: Regeringen støtter ikke beslutningsforslaget. Det er der forskellige årsager til, mest af alt det her med at lægge så relativt præcis en variant frem. Og at det skal være inden oktober 2024, mener jeg simpelt hen ikke er realistisk. Det er bare for at sige, at vi ikke kommer til at støtte beslutningsforslaget, men at jeg synes, der bliver understreget nogle ting her, som er vigtige.

Derfor vil jeg også gerne tilkendegive, at jeg har et ønske om at kigge på reglerne på handicapområdet. Nu har jeg jo siddet som børne- og undervisningsminister i en del år, og der er ikke nogen tvivl om, at der er en form for krydspres; altså, der er simpelt hen et stort problem omkring skolevægring. Det vil sige, at det her med at skaffe de rigtige tilbud på de rigtige tidspunkter til de rigtige børn på en måde, så de faktisk indgår i det skolefællesskab, som vi alle sammen har ret til, i sagens natur er en fuldstændig afgørende ting. Og noget af det, som jeg selv har været meget optaget af, og som regeringen er optaget af, er det lavtærskeltilbud, som ligger som en del af 10-årsplanen på psykiatriområdet.

Det er mit håb og mit ønske – og det er det, der har været idéen med det – at det skal bidrage til at afhjælpe i forhold til den tid, der for rigtig mange familier går med udredninger og det overhovedet at få den relevante hjælp, der skal til, for at man kan komme rundt om, hvorfor ens barn mistrives, og om der er tale om et psykisk handicap, eller om der er tale om psykiske lidelser. Det er ting, som vi meget sjældent i debatten skiller ad; det bliver ligesom puttet ned i én stor krukke, og det gør også, at det så kan være enormt forvirrende og umuligt at få hjælpen på det rigtige tidspunkt for de forældre og deres børn, som det drejer sig om.

Så det er altså ikke nogen hemmelighed, at vi fra regeringens side mener, at det er for regeltungt og for sagsbehandlingstungt, og at der er alt for mange benspænd for forældre til børn med i særdeleshed psykiske handicap i forhold til både skoleområdet og socialområdet, og bl.a. derfor har lige præcis den anbefaling om lavtærskeltilbud i psykiatriplanen været afgørende vigtig. Men jeg vil altså ikke være klar til at kunne garantere, at vi kan sætte noget i søen inden oktober 2024 i forlængelse af det her beslutningsforslag, og jeg kan derfor ikke bakke op om det.

Så vil jeg sige, at der er nogle udfordringer og nogle ret tunge dilemmaer i forhold til at udvide målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste til også at omfatte forældre til børn med midlertidige funktionsnedsættelser, eksempelvis angst og depression. Når jeg siger det, er det, fordi jeg går ret meget op i, at vi sørger for at få adskilt, hvad der er handicap, og hvad der er psykiske lidelser. Og noget af det, jeg faktisk er ret bekymret over, er, at vi ellers får set på eksempelvis den gruppe, som også nævnes her fra talerstolen af ordføreren for forslagsstillerne, nemlig børn med autisme, som noget, der nok går over med tiden. Nej, det at have autisme er et handicap. Ofte er det sådan, at de ting bliver lagt i samme gruppe som eksempelvis angst og depression, og det er fuldstændig forskellige planeter. Der selvfølgelig behov for hjælp og støtte i begge situationer, men det er bare to forskellige typer af hjælp og støtte, der er behov for. Jeg har det sådan – men det behøver jeg ikke at sige til ordførerne her i salen, fordi her beskæftiger alle sig med det i hverdagen og er derfor fuldstændig klar over det – at jeg mener, at debatten indimellem bærer præg af, at vi ikke nuancerer, hvad det er, der er behov for, og så kommer det simpelt hen til at virke på samme måde, som hvis vi sad og talte om, at man skal behandle kræft på samme måde, som man behandler et dobbelt benbrud. Begge dele er alvorligt, men vi ved jo alle sammen godt, at det er nogle fuldstændig forskellige ting, der skal til.

Min bekymring med hensyn til at udvide målgruppen i forhold til børn med midlertidige funktionsnedsættelser og skolevægring er, at man så fjerner fokus fra det, som jeg mener der skal til, og det, som vi fra regeringens side mener der skal til, nemlig at man får ro om situationen og får fokuseret på at skabe det rigtige skoletilbud. Det findes i rigtig mange forskellige varianter, herunder har man jo ret til at blive hjemmeundervist, hvis man i en periode ikke kan deltage i den almindelige undervisning på skolen. Så det er bare for at sige, at jeg simpelt hen mener, at fokus bliver lagt det forkerte sted, hvis man lægger sit fokus på at udvide målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er ikke løsningen på ufrivilligt skolefravær.

Jeg tror, at de fleste af os under corona konstaterede, hvis vi ikke vidste det i forvejen – begge mine forældre er lærere, så jeg vidste det godt i forvejen – at der er noget, vi ikke kan; vi har ret svært ved at undervise vores egne børn. Det vil sige, at det, man skal have ret til, og det, man allerede har ret til ifølge lovgivningen, jo er at blive undervist på de præmisser, der nu engang er, og det betyder ultimativt også, at man har ret til at blive eneundervist derhjemme, hvis det er det, der kan lade sig gøre, i forhold til hvor barnet er henne.

Jeg ville langt hellere have, at de rettigheder, man allerede har, faktisk blev efterlevet, end at vi lagde ansvaret for at tage sig af barnet hos forældrene og dermed jo også i sidste ende parkerer en undervisningsopgave hos forældrene, da de fleste af os ikke har nogen uddannelse til at varetage den opgave. Derfor mener jeg, at vi skal skabe ro og stabilitet, sørge for, at de rettigheder, man har, bliver efterlevet, at barnet eller den unge så vidt muligt skal have den rette støtte og hjælp til at vende tilbage til skolen og til en form for skoletilbud, som faktisk passer til det barn, man taler om, at man forebygger i forhold til udfordringerne, og at der på tværs af undervisningsområdet og social- og sundhedsområdet iværksættes de nødvendige indsatser for at opnå det, og det er jo efter min mening bl.a. lavtærskeltilbud inden for psykiatrien, og jeg har været rigtig glad for, at bl.a. SF i forbindelse med forhandlingerne om det har lagt meget vægt på, at det ikke kun var Sundhedsministeriet, der inviterede og forestod forhandlingerne, men at det netop var en bredere kreds af ministre – det var forud for valget – og jeg var meget glad for at blive inviteret med i det forhandlingsrum, bl.a. på opfordring fra SF.

Der er selvfølgelig en eller anden form for risiko for, at man, hvis man kan slippe af sted med, at man parkerer børnene derhjemme og forældrene får ansvaret, så ikke leverer det skoletilbud, der skal til. Så jeg ville simpelt hen være bekymret for at gå ned ad den vej, at man udvidede målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste der, hvor vi taler om midlertidige funktionsnedsættelser. Det gør vi jo ikke, når vi taler om børn med autisme. Altså, hvis jeg skal vende tilbage til, hvornår det er, vi taler om et handicap, og hvornår det er, vi taler om midlertidige funktionsnedsættelser, mener jeg som sagt, det er to forskellige ting. Børn med autisme skal selvfølgelig også hjælpes tilbage i det rigtige og relevante skoletilbud, men det er bare for at sige, at udvider vi det til midlertidige funktionsnedsættelser, ville man eksempelvis også i forbindelse med angstdiagnoser og andet skulle have det med.

Så den her risiko for, at man nedprioriterer indsatserne i forhold til skoletilbuddet, mener jeg er til stede – det ville jeg simpelt hen være bekymret for. Det er vigtigt, at det er skolen, der har pligt til at tilbyde barnet og den unge den nødvendige støtte, herunder jo specialundervisning og i sidste ende også undervisning en til en hjemme, hvis det er sådan, at det er det, der kan gennemføres. Det er det, man kalder sygeundervisning, og det skal tilbydes under sygefravær af længere varighed.

Det her forslag om at sidestille tabt arbejdsfortjeneste med lønindkomst, som er den anden del af forslaget, sådan at modtagere af tabt arbejdsfortjeneste kan være medlemmer af en a-kasse og opnå ret til dagpenge, kan vi heller ikke fra regeringens side bakke op om. Kort fortalt handler det om, at du bryder med det grundlæggende princip i dagpengesystemet, at man ikke kan optjene ret til én offentlig ydelse baseret på, at man modtager en anden offentlig ydelse.

I forhold til de resterende konkrete elementer i forslaget vil jeg sige, at der er nogle gode idéer iblandt dem, men der er også nogle udfordringer og nogle uhensigtsmæssigheder. Men det er klart, at vi vil kigge videre på de her ting i forbindelse med forenkling og afbureaukratisering på handicapområdet. Så jeg vil sige tusind tak for at tage det op, men som sagt synes jeg, der er nogle ret dybe dilemmaer i, hvordan vi griber det fænomen an, at der er en så udbredt skolevægring, som der er i de her år.

Der er en kort bemærkning fra ordføreren fra forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for talen. Og tak for imødekommelsen af i hvert fald dele af det, men når det kommer til midlertidig funktionsnedsættelse, bliver jeg nødt til at sige, at jeg simpelt hen synes, det er noget vrøvl; fordi man får bevilget tabt arbejdsfortjeneste, er der jo intet, der står i vejen for, at man arbejder videre med at komme tilbage. Det handler jo i virkeligheden om at løse en akut problematik derhjemme for familierne, som har et barn, der ikke kan komme af sted og ikke kan komme i skole.

Undskyld mig, men hvad i alverden skal de her familier stille op, når de står med et barn, der er gået fuldstændig i stykker, og som de ikke kan få ud ad døren? Skal de så bare lade være med at tage på arbejde? Skal de melde sig syge? Eller hvad søren kan de gøre? Kunne man give dem tabt arbejdsfortjeneste, eventuelt bare på deltid eller nogle timer, alt efter hvordan man vurderer det, samtidig med at man arbejder med alle de indsatser, der skal til, for at barnet eller den unge kan komme i trivsel igen og komme hen til det tilbud, der er?

Mit første eksempel var Camilla og Peter, hvor deres sønner absolut ikke havde nogen opdaget diagnose, og det er jo sådan, det tit er med autisme og adhd eksempelvis: Man udvikler psykiske symptomer på, at man ikke får den rigtige hjælp – så kommer det først – og derfor er der behov for at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste.

Ministeren.

Jamen jeg anerkender sådan set, at der er en problemstilling. Og det er ikke for sådan at være meget hård ved SF, men altså, vi har lige afsluttet nogle finanslovsforhandlinger, og SF er med i en aftale, og der er det her jo ikke en del af det. Altså, det er bare for at sige: Det er jo ikke sådan, at det her forslag er gratis, og derfor ville der skulle anvises noget finansiering, som man i hvert fald ikke fra SF's side har fået i forbindelse med finansloven.

Derfor kan man fint fremsætte forslagene, men det er bare for at sige, at det jo faktisk ligger ud over den aftale, vi har lavet med hinanden, og det vil også sige, at i forhold til de krav og andet, der er blevet fremsat i den forbindelse, er det vigtigt, at man også får skaffet finansiering til tingene.

Jeg mener, at det er rigtigt, at der er en problemstilling, og jeg mener som udgangspunkt, at man skal leve op til den forpligtelse, man har fra skolevæsenets side, og sørge for, at børnene får undervisning, når de er sygemeldt i længere tid eksempelvis. Og det kræver jo ikke en diagnose; det kræver ikke en diagnose, at man i forbindelse med en sygemelding får den undervisning, der skal til, derhjemme.

Spørgeren.

Jo, men man kan jo sige, at når der lige pludselig ligger 16 mia. kr. i statskassen, kunne det måske være, man kunne ønske sig, at regeringen ville anvise nogle midler til lige præcis bedre forhold for mennesker med handicap. Og vi har også anvist, nemlig i forhold til råderummet, og med 16 mia. kr. tror vi nok, at vi har råd til at finansiere det her forslag, der er på ret beskedne 50 mio. kr.

Så den diskussion synes jeg fint at vi kan tage, men i virkeligheden er det også noget principielt i forhold til at stille de her børn bedre: Hvordan kan vi forebygge, de får det så dårligt? Det er jo lige præcis det, vi skal forstå med det her også.

Ministeren.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i. Jeg vil bare sige: Jeg har ikke hørt, at det her var et krav, som SF stillede i forbindelse med de nylig overståede finanslovsforhandlinger. Altså, det er jo ikke for at sige, at det er en gratis omgang at stå i Folketingssalen med et beslutningsforslag, man ikke har stillet krav om til nogen forhandlinger, men alligevel.

Så vil jeg sige, at jeg er enig i det med det forebyggende. Vi skal jo simpelt hen undgå, at familien kommer derhen. Der må jo ikke gå så lang tid, hvor et barn mistrives i folkeskolen, før at man får den hjælp og støtte, der skal til, og det skal ikke være afhængigt af en diagnose. Og det er derfor, jeg lægger vægt på nogle af de muligheder, der er i folkeskoleloven i dag, og hvor jeg desværre også støder på alt for mange eksempler med børn, hvor man ikke lever op til det.

Fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for indlægget. Jeg sidder ligesom SF's ordfører med sådan en forundring over, at man f.eks. helt og holdent afviser at udvide målgruppen. Men der er også noget andet. Jeg synes, at der bliver sagt noget fra talerstolen i dag, hvor jeg tænker: Jamen prøv at høre, virkeligheden derude er, at der er familier, der bliver nedbrudt, går i stykker og er fuldstændig ulykkelige, fordi de skal kæmpe en kamp med kommunerne, bl.a. i forhold til overhovedet at kunne få den her tabte arbejdsfortjeneste, og den har de brug for, for ellers kan de ikke få økonomien til at hænge sammen. Samtidig står de med et barn, som er blevet anvist et tilbud, som barnet ikke kan være i, f.eks. på grund af angst.

Så man står i den situation: Skal nedbryde mit barn yderligere ved at tvinge det hen i et undervisningstilbud eller et dagtilbud, hvor de ikke føler, at de kan være lige nu og her, eller skal jeg lade det blive hjemme og så bare undgå at betale husleje? Det er det dilemma, de står i.

Ministeren.

Det, jeg forsøger at sige, er, at kommunen jo sådan set er forpligtet til at stille en underviser til rådighed for det pågældende barn derhjemme. Altså, jeg kan bare konstatere, at ifølge lovgivningen skal skolen faktisk stille med en underviser derhjemme, hvis det er sådan, at barnet er sygemeldt i længere tid. Det er jeg godt klar over ikke sker i alle kommuner, men det er faktisk det, der er forpligtelsen. Og jeg er helt med på, at det er sådan, det er; jeg kender til det, jeg kender faktisk ovenikøbet til præcis den situation i min private omgangskreds, der bliver nævnt her.

Så det er bare for at sige: Jeg synes ikke, at den rigtige variant af det der er, at mor og far så skal sige deres job op. Jeg synes jo, at den rigtige variant er, at man lever op til den lovgivningsforpligtelse, man har, og det er at stille undervisere til rådighed. Det mener jeg er det bedste for barnet, og det mener jeg i øvrigt også er det bedste for familien.

Det, der egentlig er min anke her, er ikke, at det ikke foregår, og det er ikke, at der ikke er det problem. Det er simpelt hen bare, at jeg ikke mener, at den rigtige løsning er, at vi så lapper på det ved at sige, at barnet ikke får ret til den undervisning, det egentlig har ret til. Barnet har ret til undervisning. Og man har i forbindelse med længerevarende sygemeldinger ret til også at blive undervist en til en, hvis det er sådan, at det er det, der kan lade sig gøre.

Fru Marlene Harpsøe.

Så vil jeg gerne vide, hvad ministeren helt konkret vil gøre for at sikre, at de børn og unge derude også får det undervisningstilbud, som de har ret til at få. For lige nu og her står vi også i en situation, hvor landets kommuner skal spare, også på børne- og ungeområdet, og i forvejen er der mange familier, der kæmper med overhovedet at kunne få det antal støttetimer, de er blevet bevilget, f.eks. i skolen, til deres barn, som har brug for støtte. Det er sådan nogle situationer, de står i derude.

Så hvad vil ministeren gøre? For lige nu og her er kommunerne pressede. De vil ikke få økonomien til at kunne varetage det her område. Så hvad vil ministeren gøre?

Ministeren.

Jeg synes jo, at noget af det, der er enormt vigtigt, er, at vi kommer ind og får styr på de udgiftsstigninger, der eksempelvis har været i kommunerne. Det ved jeg godt bliver lidt teknisk, men jeg er faktisk ret optaget af det.

I forbindelse med den økonomiaftale, der er indgået i går, har vi lagt op til, at der skal være et takstloft for de steder, hvor man så at sige kan komme uanmeldt, altså der, hvor der er selvmøderprincip. Der er priserne stukket fuldstændig af, og det presser kommunernes økonomi rigtig meget, uden at der er en kvalitetsforbedring forbundet med det. Det kan vi altså simpelt hen ikke se, at der skulle være.

Priserne er stukket af. Der er nogle, der får rigtig mange penge for noget, hvor der ikke bliver leveret en bedre kvalitet. Det er jo i hvert fald et af de steder, hvor vi fra regeringens side og i samarbejde med KL har peget på, at det ikke nytter noget, at man eksempelvis bliver presset på, hvad man kan levere på skoleområdet. Og eksempelvis i forhold til de her børn er det noget, hvor der ikke er nogen påviselig kvalitetsforbedring eller noget andet forbedret forbundet med de priser, der er stukket af. Der har vi altså lagt op til et takstloft, og det har jeg været meget optaget af.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg vil sige med det samme, at jeg synes, at det her er et fremragende forslag, og vi i Dansk Folkeparti støtter det også. Men jeg blev lidt nysgerrig på noget, da debatten gik lidt frem og tilbage i forhold til det her med de børn, som er skolevægrere , og som altså ikke kommer i skole. For en ting er, at der er dem, der desværre er nået dertil, hvor de ikke kan komme i skole, og hvor det her med tabt arbejdsfortjeneste er ekstremt vigtigt, for at familien simpelt hen kan hænge sammen, men der er faktisk også noget, jeg blev konfronteret med på et tidspunkt, og det handler om, at vi, så vidt jeg husker det, faktisk har vedtaget, at man ved særlige omstændigheder kan lave fjernundervisning, som man havde det under corona, altså hvor man har udstyr til det i skoleklassen, og barnet så kan sidde derhjemme og få undervisning via en computer. Men nu er jeg altså bare stødt på flere, der har sagt, at skolen simpelt ikke tilbyder det her, selv om de har et barn, som ellers vil skolevægre . Så hvad gør vi ved det? Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, for det undrede mig faktisk lidt, for mig bekendt har vi åbnet op for den mulighed.

Ministeren.

Altså, nu er jeg faktisk ikke børne- og undervisningsminister længere, så jeg tænker, at vi på en eller anden måde skal have min kollega, den nuværende børne- og undervisningsminister, ind i Folketingssalen for at svare på det. Men det er fuldstændig rigtigt, at det er mig, der har indført de pågældende regler, men jeg tænker, det er et spørgsmål, det er rigtig relevant at stille til undervisningsministeren.

Fru Mette Thiesen.

Tak. Det ved jeg godt, men det var egentlig bare, fordi jeg synes, det hænger meget sammen med den her problematik, hvis man ikke gør alt, hvad man overhovedet kan, fra skolernes side i forhold til at imødekomme det her barn, som så ender med at skolevægre, og hvor man så til sidst kan stå som familie være nødt til at have barnet hjemme og have tabt arbejdsfortjeneste. Jeg skal nok stille spørgsmålet til den relevante minister, men jeg var egentlig bare nysgerrig efter at høre, hvad ministeren tænkte om det, fordi ministeren var minister for området, da vi vedtog det. Så det er dejligt at høre, at ministeren bekræfter, at sådan må det være, og så må vi jo eventuelt lige hanke op i skolerne, hvis det er.

Ministeren.

Noget af det, som jeg er meget begejstret over – det tror jeg godt jeg kan tillade mig at sige som socialminister – er jo præcis at sikre muligheden for fortsat at være en del af et fællesskab. Der kan man sige, at onlinevariationen i nogle sammenhænge, omend langtfra i alle sammenhænge, også betyder, at barnet får mulighed for, selv om det er lidt på sidelinjen, at være en større del af et fællesskab, end hvis man eksempelvis gennemførte den her en til en-undervisning, som jo er der, vi helst ikke skal hen.

Jeg har været meget begejstret for nogle af de mellemvarianter, der blev brugt under corona, og det var også tydeligt på nogle af dem, der lever med angst, at det gav dem en vej tilbage i fællesskabet, som vi ikke tidligere har kunnet tilbyde. Så jeg har været meget optaget af, at vi fik høstet erfaringerne fra det.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg bed bare mærke i det der argument med, at SF burde have foreslået det her under finanslovsforhandlingerne. Er det sådan, at hvis man ikke foreslår udgifter under finanslovsforhandlinger – som man vælger at deltage i, og som man stemmer for – så må man faktisk ikke komme med udgiftsdrivende idéer hele resten af året? Er det sådan, det er tænkt?

Ministeren.

Sådan ville jeg opfatte aftalereglerne i Folketinget generelt, så ja.

Hr. Torsten Gejl.

Okay. De aftaleregler vil jeg hjertens gerne have tilsendt, for dem har jeg ikke set. Jeg tror da, at ethvert parti har frihed til at fremsætte forslag af hvilken som helst type til et hvilket som helst tidspunkt. Men hvis der nu er nogle regler, der hedder, at det må vi kun til finansloven, så er det da et andet Folketing end det, jeg troede jeg var trådt ind i.

Til sidst vil jeg lige høre: Nu viser det sig, at der er 16 mia. kr. mere, end vi har troet. Det har regeringen jo mildest talt kommunikeret meget kraftfuldt ud. Alle vil bruge pengene til alt muligt, det ved jeg godt, men kan ministeren ikke sørge for, nu da der er så mange penge, at få fat i en lille smule af dem, så de kunne komme de handicappede til gode?

Ministeren.

Tusind tak for det bud. Altså, nu har jeg jo siddet i Folketinget i relativt mange år, og aftalereglerne, som jo ikke er skrevet ned, men som er uskrevne – og derfor er til forhandling og derfor ikke kan fremsendes – har i al den tid, jeg har siddet i Folketinget, været sådan, at hvis man er aftalepart på eksempelvis finansloven, stiller man ikke udgiftsdrivende forslag. Så er der altid partier, der i løbet af året gør det alligevel, og der er også nogle af dem, der så har trukket det igen for at blive ved med at være en del af aftalen. Men det er bare for at sige, at det er den aftalepraksis, jeg har kendt til i de vel efterhånden 20 år, jeg har været på Christiansborg.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til social- og boligministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og jeg byder velkommen til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for ordet, formand. Jeg vil gerne takke SF for at fremsætte beslutningsforslaget. Forslaget sætter lys på en generel problemstilling på handicapområdet, noget, Socialdemokratiet er meget optaget af, nemlig lettelse af bureaukratiet og en regelforenkling på området. I det her beslutningsforslag er der fokus på tabt arbejdsfortjeneste. Her vil man sikre, at forældre og forsørgere har bedre mulighed for at hjælpe og understøtte deres kære.

Ministeren har netop på denne talerstol redegjort for, at ministeren gerne vil se på reglerne, som de ligger i dag. Vi har alle kendskab til eller kender familier, der oplever alt for mange besværligheder; familier, der oplever enorm meget sagsbehandling og bump på vejen, inden de modtager den hjælp, de har brug for.

Det vil vi i Socialdemokratiet gøre noget ved, men vi vil gerne have alle med i løsningen: Kommunerne, organisationerne og partierne i den her sal. Men om det nøjagtig bliver som beskrevet i det her forslag, og om vi kan nå det inden oktober 2024, kan ministeren ikke garantere. Vi er også mere optaget af at finde den gode løsning frem for en forhastet en af slagsen.

Men der er brugbare og konkrete elementer i det her beslutningsforslag, som vi i Socialdemokratiet gerne vil tage med videre i arbejdet, og intentionerne bag dem deler vi; men samlet set kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Man kunne godt få lyst til at være lidt drillende. I modsætning til alle de andre hasteforslag, vi har travlt med at fyre af sted i den her regeringsperiode, kunne man godt sige, at det står lidt i en sjov, skærende kontrast. Men helt ærligt, det er ikke det, der skal skille os ad. Hvis tidsfristen skal ligge længere ude, er det da det mindste problem i verden.

Det, der er det største problem, er jo, at det derude er en kæmpestor og lang kamp at få den her tabte arbejdsfortjeneste, som er nødvendig for at sikre familien for en periode. Nogle skal have det i lang tid, men det er jo i virkeligheden de færreste, der skal have det varigt. Men andre skal have det i perioder for netop at få familielivet til at hænge sammen. Og der er der bare rigtig meget klogt incitament i at gøre det tidligt, for så forhindrer vi, at familien bliver slidt fuldstændig ned. Vi forhindrer, at barnet udvikler psykiske belastningsreaktioner og i virkeligheden også får et nedsat funktionsniveau, der stiller barnet dårligere.

Ordføreren.

Noget af løsningen er netop, som SF selv peger på i beslutningsforslaget, den her regelforenkling og afbureaukratisering, som vi vitterlig skal ind og have kigget på. Og derudover kan jeg tilslutte mig det, ministeren var oppe at sige på talerstolen lige før.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Så hvis SF siger, det er fint nok, at vi ikke lige når det til den deadline, der er skrevet i beslutningsforslaget, er Socialdemokratiet så med?

Ordføreren.

Jeg tilslutter mig ministerens udtalelser lige før.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget, som vi behandler lige nu, ønsker man at smidiggøre de forløb, der er, for forsørgere til børn med funktionsnedsættelse, i forbindelse med at man har brug for at få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Jeg kan sige, at vi i Venstre altid gerne vil drøfte, hvordan vi kan smidiggøre, hvordan vi kan afbureaukratisere, og hvordan vi for den sags skyld kan gøre det mindre bureaukratisk. Så den del bakker vi helt og fuldt op om.

Der, hvor vi har nogle problemer med forslaget, er bl.a., at SF jo også ønsker at udvide målgruppen, bl.a. også til de børn, der eventuelt har skolevægring, hvis forældre så også skal have muligheden for at få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Lidt ligesom ministeren var inde på, er det, der bekymrer mig i den sammenhæng, egentlig – forstå mig ret – at vi så ikke får gjort nok det sted, hvor der skal gøres noget, og det er jo hos børne- og undervisningsministeren. Altså, hvordan sikrer vi i det hele taget, at der ikke er så mange børn, som det desværre er i dag, der er derhjemme med skolevægring, og at de får de tilbud, som de egentlig har ret til, skolemæssigt? Så den del har vi det svært med.

Ud over det er der også nogle bekymringer fra vores side, i forhold til at SF ønsker, at man sideordner lønindkomsten og de penge, man modtager for tabt arbejdsfortjeneste, sådan at man kan melde sig ind i en a-kasse og derved også blive berettiget til dagpenge. Det er noget af det, man kan sige er lidt principielt, altså i forhold til at man så får muligheden for egentlig at optjene dagpenge på baggrund af en anden offentlig ydelse. Så det er de dele, vi har bekymringen om. Men den del, som jeg nævnte indledningsvis, i forhold til at kigge på, hvor det kan afbureaukratiseres, og hvor det kan gøres mere smidigt, synes vi faktisk er en god idé.

Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de ikke kan støtte forslaget, og det er det samme, jeg siger på Venstres vegne.

Der er en enkelt med en kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Tak, og tak for aftalen og den delvise imødekommelse af forslaget. Der er bare noget her, jeg simpelt hen ikke forstår, og det er jo i virkeligheden også det samme argument, der kommer igen, også fra socialministeren – og der skal ordføreren sådan set ikke redegøre for, hvad Socialdemokratiet siger – altså at de jo hellere skal i skole, og at de så ikke får undervisningstilbud. Men det her kommer jo ikke til at betyde, at der er nogen, der tager nogle børn og unge ud af et skoletilbud. Det her er jo kun til børn og unge og deres familier, som ikke kommer i et skoletilbud eller et dagtilbud, når problemet er der. For vi har allerede et problem, og man skal så tilbage i en eller anden form for skoletilbud, dagtilbud, eller hvad søren det end skal være. Det er der ingen tvivl om, og jeg tror ikke, at der er nogen forældre, der er interesserede i bare at trille rundt med deres barn derhjemme og så bare kigge på hinanden dagen lang. Alle forældre vil jo rigtig gerne støtte og bakke deres børn op i at komme ud i virkeligheden igen.

Så det er i virkeligheden intentionen med den midlertidige bestemmelse at give dem den tid og ro til netop at tage sig af det barn, mens det helt akut har det megasvært, og det kan være med til at nedsætte belastningsreaktionerne, de psykiske belastningsreaktioner. Kunne man ikke se, at det kunne give rigtig god mening, at der bliver en nemmere og smidigere sagsbehandling omkring det, indtil tingene er på sporet igen?

Ordføreren.

Der er nogle gange nogle tendenser til, at det, vi retter blikket imod her i Folketinget, jo også er det, der får øget fokus. Jeg kan dermed koble det sammen med, at det faktisk er den øgede fokus, jeg er nervøs for, fordi den så kan betyde, at vi ikke gør nok ved det i forhold til at undgå skolevægring.

Så det kan godt være, at SF tænker, at lad os nu bare udvide gruppen og få endnu flere forældre hjem at passe deres egne børn, hvis det er sådan, de har skolevægring. Men jeg er simpelt hen nervøs for, at vi sætter ind på en forkert måde.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Men hvad i alverden skal de her familier gøre, når de har et barn, der fuldstændig er ødelagt, og som ikke kan komme af sted til det tilbud, de er visiteret til? Hvad skal de gøre? Skal de melde sig syge? Skal de pjække fra arbejdet? Hvordan i alverden skal de håndtere den situation, hvis ikke de kan få mulighed for at få en økonomisk hjælpende hånd i den tid, barnet ikke kan være af sted?

Altså, det her handler ikke om at udvide, og at det så bare er lykkelige dage derhjemme, og I kan hygge jer og have det megafedt derhjemme. Men det her handler om nogle meget alvorlige situationer med nogle børn, der har det megaskidt, og som simpelt hen ikke kan komme af sted. Og der skal der jo være en individuel faglig vurdering for det, så de netop kan modtage den her hjælp, netop for at sikre, at man ikke ødelægger familien, og at barnet kan komme af sted igen.

Ordføreren.

Jeg håber rigtig meget, at SF vil kaste sig ind i opgaven, der handler om, hvordan vi får antallet af børn, der har skolevægring, ned. Jeg håber rigtig meget, at SF vil kaste sig ind i den opgave hos børne- og undervisningsministeren, for det er jo der, det ansvar ligger. Så det er årsagen til det. Vi er simpelt hen bekymret for, at man, hvis man åbner mere op for, at endnu flere, også forældre til de her børn, kan få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, fjerner fokus.

Vi siger tak til ordføreren, fru Anni Matthiesen fra Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og jeg byder nu velkommen til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Som forældre ønsker man alt det bedste for ens børn. Jeg ønsker i hvert fald det bedste for mine to piger derhjemme. Som forældre med et barn med funktionsnedsættelse kræver det ekstra hænder i hverdagen, hænder, der måske ikke er til stede, hvis man også arbejder 37 timer om ugen.

Nogle forældre vælger – andre har ikke noget valg – ikke at arbejde, da det kræver ekstra arbejde derhjemme. Det kan være sådan igennem mange år. Det er forældre, der bliver forsørgere for deres eget barn. Forsørgeren kan, når barnet bliver 18 år eller flytter hjemmefra, være så langt fra arbejdsmarkedet, at det kan kræve hjælp at komme tilbage på arbejdsmarkedet og genopbygge og vinde kompetencer.

Tabt arbejdsfortjeneste er et afgørende emne, der vedrører flere af vores samfundsborgere. Vores arbejdsmarked og velfærdssystem er fundamentet for vores samfund, og det er vores ansvar som lovgivere at sikre, at det fungerer retfærdigt for alle. Det handler om økonomisk tryghed. Reglerne om tabt arbejdsfortjeneste er komplekse. Det kan være svært at navigere i en labyrint af regler, der i høj grad kræver eksempelvis dokumentationskrav. Vi skal skabe et system, der er enkelt, gennemskueligt og tilgængeligt for alle. Det skal være til at forstå både for arbejdstagere og arbejdsgivere. En forenkling af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste vil ikke kun gavne borgerne, men også vores samlede velfærdsøkonomi.

Skal vi udvide målgruppen til dem, der også har en midlertidig funktionsnedsættelse? Jeg synes, det er svært, og at det er en svær balance at finde. Hvor skal vi finansiere det fra? Vi har lige lavet en finanslov, og vi skal finde finansieringen. Der er forebyggelse; vi skal have fat i skolerne; skolevægring er et kæmpe problem. Stammer autisme fra skolevægring? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror faktisk bare, vi møder de børn, der har det svært nu.

Vi stemmer nej til beslutningsforslaget, men jeg håber, at alle partier herinde har fokus på problemet, og at vi sammen kan finde en god, holdbar og værdig løsning for de familier, der står i den her situation.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Der kan jeg jo med glæde konstatere, at råderummet i statskassen er ekstraordinært højt, på 16 mia. kr., så der er da i hvert fald rig mulighed for at finansiere det her forslag.

Men jeg ville også spørge ordføreren, om ordføreren kunne se Moderaterne deltage i en form for beretning, hvor vi snakker om et videre arbejde for netop at forbedre reglerne om tabt arbejdsfortjeneste og i virkeligheden også, hvordan vi kan hjælpe nogle af de her børn endnu mere. Det kunne være interessant at høre, om Moderaterne kunne være med i sådan en beretning.

Ordføreren.

Jeg håber, SF havde det her med i finanslovsforhandlingerne og tager det med igen næste gang, når det betyder så meget og er sådan en vigtig ting i vores velfærdssamfund. Moderaterne vil ikke være med i en beretningstekst, der underbygger lige præcis det her beslutningsforslag, men vi skal have samtalen, vi skal se problemet i øjnene, og vi skal finde en god og langvarig løsning for de her familier og indse, at det ikke kun af børnene, det går ud over. Det går også ud over forældrene, nøjagtig som SF siger. Vi bliver nødt til at kigge på vores system med de her familier og på, hvordan vi også kan forebygge, at det kommer så langt ud, at forældrene ikke kan passe deres arbejde. Vi bliver nødt til at kigge på alle de unge, der mistrives, og finde ud af, hvad det er i vores samfund, der gør, at det her er så stort et problem, og så skal vi skabe rammerne for familierne.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg tror, jeg forlader debatten om finansloven. Det var en meget sen og meget snæver finanslov. Det ved ordføreren også udmærket godt. Det, der er vigtigt, er, at vi ikke glemmer ambitionerne for lige præcis de her børn, og at vi ikke glemmer, at vi har en forpligtigelse til at løse de problemer, de her mennesker står med. Så det vil i virkeligheden være det allervigtigste, at vi får arbejdet videre med netop at få sikret, at vi ikke har dumme regler, der står i vejen.

Et eksempel er jo, at man kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Og det behøver jo ikke at være for hele arbejdstiden, det kan være for dele af arbejdstiden, netop for at barnet kan komme tidligere hjem og ikke bliver overeksponeret. Der kan man eksempelvis forhindre, at barnet stopper fuldstændig med at gå i skole, fordi det bliver fuldstændig overstimuleret. Det er bare ét forslag, og det kan være rigtig svært, hvis det kun er midlertidige foranstaltninger.

Ordføreren.

Det har ordføreren fuldstændig ret i. Og som jeg sagde før, går vi i Moderaterne enormt højt op i netop at forebygge, og især på det her område. Vi har også vores gode psykolog i vores folketingsgruppe, som ved rigtig, rigtig meget om det her område, så jeg ser frem til at have den videre samtale og finde en ordentlig løsning for de her familier. Det vil jeg gerne binde mig til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak til SF for at rejse denne debat om forenkling af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. Forældre kan jo søge om tabt arbejdsfortjeneste, hvis de ikke kan passe deres arbejde, fordi de har et barn med et betydeligt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.

Forslagsstillerne foreslår, at regeringen senest i oktober 2024 skal fremsætte et lovforslag om at forenkle reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig mener forslagsstillerne, at en forenkling af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste med fordel kan indebære et kortere afklarende forløb med færre dokumentationskrav, brug af tro og love-erklæringer, en enklere beregning af kompensationen, sidestilling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med lønindkomst og bedre hjælp til at vende tilbage på arbejdsmarkedet med aktive beskæftigelsesindsatser. Og samtidig foreslås det, at børn med midlertidige funktionsnedsættelser som f.eks. angst og depression skal indgå i målgruppen for reglerne. Forslagene bygger i høj grad på anbefalinger fra Danske Handicaporganisationer.

Vi i Danmarksdemokraterne støtter fuldstændig intentionen i forslaget om at forenkle reglerne og skabe en mere smidig ansøgningsproces til tabt arbejdsfortjeneste. Det duer simpelt hen ikke, at familier falder fra hinanden, fordi de presses økonomisk og psykisk, når sager om tabt arbejdsfortjeneste trækker ud i månedsvis i kommunerne, som vi har set tilfælde af. Derfor er det positivt, hvis reglerne og sagsbehandlingen kan forenkles, så flere får en smidigere, hurtigere og mere helhedsorienteret sagsbehandling, der understøtter barnets tarv og familiens samlede situation. Vi skal nemlig sætte familierne og menneskerne før systemet.

I den forbindelse er det også samtidig fornuftigt, hvis der tilrettelægges aktive beskæftigelsesindsatser, som understøtter en tilbagevenden til arbejdsmarkedet for forældre, der har stået uden for arbejdsmarkedet i længere perioder, fordi de har måttet tage sig af deres børn. Vi arbejder i den forbindelse i Danmarksdemokraterne på at afslutte det her forslag med en beretning, der forpligter regeringen til at komme med forslag til modeller for, hvordan det her reelt kan lade sig gøre. Hvordan kan vi reelt forenkle de her regler og sagsbehandlingen? Og hvordan kan vi få afdækket omfanget af målgruppen og få undersøgt de økonomiske konsekvenser ved at omfatte børn med midlertidige funktionsnedsættelser som f.eks. angst og depression af målgruppen?

Når vi ikke i dag tilkendegiver, at vi stemmer for forslaget i første omgang, skyldes det, at forslagsstillerne ikke har fundet finansiering, men foreslår at finde finansiering af råderummet. Før vi kan tilkendegive, at vi stemmer for forslaget, vil vi derfor også opfordre til, at der findes en alternativ finansieringskilde. Men ellers tænker vi, at vejen at gå er, at vi også mødes i Socialudvalget og drøfter, hvordan vi kan blive enige om en beretning, hvor vi forpligtiger regeringen til reel handling.

Så igen vil vi gerne takke ordføreren for forslagsstillerne for at fremsætte det her beslutningsforslag. Der skal findes løsninger, så familierne støttes bedre og de ikke nedbrydes. Vi skal sætte familierne før systemet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for de bemærkninger – kloge bemærkninger, synes jeg i virkeligheden også – ordføreren kommer med. Jeg vil meget gerne arbejde videre med en beretning, hvor vi kan prøve at se, om vi kan finde fælles fodslag her. Og jeg kan også lytte mig til, at der er noget med en tidsgrænse, der står som en udfordring, og der er nogle, der er usikre i forhold til økonomien. Det kan vi jo godt prøve at indramme på en eller anden måde i en beretning.

Det, der bare er vigtigt, er, at vi begynder at arbejde med at rydde op i det morads, vi har, bl.a. ved at forenkle og skabe mindre dokumentation og bureaukrati derude. Så det tager jeg til mig. Tak for ordførertalen.

Ordføreren.

Selv tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Jeg er sikker på, at ordføreren for forslagsstillerne ligesom mig modtager et hav af henvendelser fra frustrerede forældre til børn med handicap, diagnoser eller mistrivsel. De henvendelser, som jeg får, drejer sig i alt for mange tilfælde om forældre, som føler sig nødsaget eller presset til at gå hjemme med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, fordi kommunerne ikke giver deres børn den hjælp eller de tilbud, som de er berettigede til. I stedet for at give børnene og familierne ordentlig hjælp kan kommunerne desværre spare penge, hvis de i stedet kan få forældrene over på ordningen med tabt arbejdsfortjeneste og til at blive hjemme. Ønsker SF at hjælpe den gruppe, bør SF stemme for beslutningsforslaget om en bodsordning, som LA har til førstebehandling senere i dag.

Der er selvfølgelig også masser af sager, hvor det er helt nødvendigt, at forældre kan søge og modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Det kunne f.eks. være, når man har et sygt barn. Men fælles for begge forældregrupper er, at de er i situationer, som er svære, og som over tid belaster familierne på mange forskellige områder. At de også skal hjælpes bedst muligt tilbage på arbejdsmarkedet, kan vi i Liberal Alliance kun være enige i.

At forslagsstillerne med det fremsatte beslutningsforslag ønsker at lette dokumentationen for pressede familier, er nobelt, og lytter jeg til mine følelser, har jeg da også lyst til at sige: Gå med det! Men ved brug af andre menneskers penge skal man også have hovedet med, og mit hoved siger mig, at forslaget er et meget indgribende forslag, som ved kun at bruge tro og love-erklæringer potentielt skaber et meget dyrt tag selv-bord. Noget kontrol må være rimeligt, når det drejer sig om så mange penge.

Liberal Alliance vil meget gerne være med til at se på, hvordan vi kan afbureaukratisere klogt, men vi kan omvendt heller ikke have blind tillid og lade skattekisten stå ubevogtet på vid gab. LA støtter ikke beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så ... Jo, det var der. Der kom lige en til ordføreren. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg bliver bare nok nødt til at sige, at jeg i hvert fald ikke er enig i, at det vil hjælpe på det her problem, hvis man stemmer for Liberal Alliances forslag om at kunne sende bøder ud til kommunerne. Det vil ikke skabe mindre dokumentation. Jeg kender en mor, som ud over alt det formelle også skulle dokumentere yderligere 13 punkter. Der er så meget dokumentation, og de skal sende dokumentation ind på daglig basis. Det redder man dem jo ikke fra, ved at man sender regninger ud til kommunen.

Ordføreren.

Nej, og som jeg sagde, er vi også med på at kigge på bureaukratiet og på dokumentationskrav osv., og om man kan gøre dem mindre. Men vi er ikke enige i, at vi bare skal sige, at vi skal have blind tillid, og så må man søge på grundlag af tro og love-erklæringer.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Nu ved jeg, at ordføreren også er medieordfører, men jeg ved ikke, om ordføreren er klar over, at mediestøtten, som er mange millioner kroner, vi uddeler hvert år, faktisk udelukkende beror på tro og love-erklæringer. Kan vi ikke vise borgerne den samme tillid og sige: Vi tror også på, at I taler sandt, og at I de selvfølgelig ikke bare vil rage til jer; vi tror på jeres ord? Så er der selvfølgelig det juridiske, der binder dem til deres ord, hvis de snyder.

Ordføreren.

Men som der står i beslutningsforslaget, koster det en masse penge at vise den tillid. Det synes vi er for stor en tillid. Vi synes faktisk, det er fair, at når man lever i et land, der hjælper, når det brænder på, er nogle dokumentationskrav også rimelige at stille.

Tak for det. Nu er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Og jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til SF for at fremsætte dette beslutningsforslag. Endnu en gang er det jo et beslutningsforslag, som vedrører forholdene på handicapområdet. Det her specifikke forslag handler om muligheden for at kunne give hjælp til de familier, der er ramt af at have børn med et handicap. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er en utrolig sårbar gruppe. Der er også nogle af dem, som i dag yder en enorm indsats. Det er familier, som kan risikere at gå mere eller mindre i stykker på grund af det pres, der er, og derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de familier.

Vi kan jo se fra de sager, der er, at det her er et af de områder, hvor der er en meget kompleks sagsbehandling. Det er også et af de områder, hvor vi oplever allerflest klagesager, og hvor omgørelsesprocenten er temmelig stor. Derfor understreger det netop behovet for, at vi ikke bare får kigget på området, men at vi også konkret handler i forhold til det.

Det forslag, som SF kommer med her i dag, falder helt i tråd med det, som Danske Handicaporganisationer også tidligere i en konkret handlingsplan har foreslået på området. Derfor kommer Enhedslisten også til at bakke op om det, fordi vi netop skylder de familier, der står i en meget svær og sårbar position, at det i hvert fald ikke bliver bureaukrati og økonomiske udfordringer, der skal stille sig i vejen for, at de kan forsætte med at yde den enorme indsats, de allerede yder. Så Enhedslisten kommer til at bakke om om det her forslag.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal bare lige forstå Enhedslistens ordfører korrekt. Altså, ordføreren sagde i talen, at det her beslutningsforslag drejer sig om børn med handicap. Som jeg har forstået beslutningsforslaget, er der jo bl.a. også lagt op til, at man skal udvide gruppen, så også forældrene til børn med skolevægring får mulighed for at få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. De børn behøver vel ikke nødvendigvis at være handicappede?

Ordføreren.

Nej, det har ordføreren fuldstændig ret i, og derfor var det også en upræcis tilkendegivelse fra min side at sige, at det udelukkende handler om børn med handicap. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det her er udfordringer, der kan ramme i mange familier og i mange forskellige former. Det ændrer dog ikke på, at de udfordringer, som familierne står med, tit er særdeles komplekse, og at vi derfor også skylder at gøre en særlig indsats for at støtte de familier.

Fru Anni Matthiesen.

Tak for det. Så kunne jeg godt tænke mig at høre noget andet. Enhedslisten har ikke problemer med, at beslutningsforslaget her faktisk så vil betyde, at når man får penge i tabt arbejdsfortjeneste, vil man kunne få muligheden for at melde sig ind i en a-kasse og dermed også blive dagpengeberettiget. Altså, synes Enhedslisten faktisk, at det er en god idé?

Ordføreren.

Ja.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Det er et vigtigt og rigtigt forslag, som SF kommer med. Forslaget har bare et problem, og det er, at det ikke er finansieret. Jeg vil gerne tage fat i nogle af de dilemmaer, som ministeren kom ind på, for jeg kan faktisk godt se flere af dem, men der er et af dilemmaerne, som jeg gerne vil udfordre. Ministeren sagde noget i stil med, at vi risikerer at komme til at parkere ansvaret hos forældrene i stedet for at finde det rette skoletilbud. Jeg har lige haft børne- og undervisningsministeren i salen til at forholde sig til de mange børn med autisme, som ikke kommer i skole, og et helt konkret eksempel er med en pige, der er højt begavet og har autisme, men hvor skolen simpelt hen var så dårlig for hende, at hun i starten ikke kunne komme til de store arrangementer på skolen, men hen over årene fik det så skidt, at hun til sidst slet ikke kunne komme i skole. Da hun så får det rette skoletilbud, ender kommunen med at trække det tilbage, fordi man ikke lige vil betale de første måneder, hvor hun har brug for at få en lærer hjem og blive undervist derhjemme. Så hendes mor er faktisk nu på tabt arbejdsfortjeneste, og pigen er gået fra at være en glad pige, der gerne ville i skole, til nu dårligt at kunne komme uden for hjemmet og faktisk dårligt kunne komme uden for sit værelse.

De eksempler er der utrolig mange af, og derfor mener jeg, at vi er langt ude over det der dilemma. Der er så mange familier, så mange børn, som ikke får det skoletilbud, som de burde, og hvor forældrene ikke har andre muligheder end at smide alt, hvad de har i hænderne, og være hjemme ved deres børn.

Vi har lige nu en undervisningsminister, som jeg synes siger alle de rigtige ting. Han har sagt det så utrolig præcist, nemlig at der burde være mange flere børn, som blev mødt af mere pædagogik og mindre psykiatri. Vi taler med hinanden om, hvor vigtigt det er, at der er mulighed for at have en ekstra lærer og pædagog eller for at kunne dele klasser op i små hold. Især når man f.eks. har autisme, har man jo brug for nogle trygge, stabile rammer. Så for mig at se ligger problemet sådan set hos regeringens top og hos den økonomiske politik, for det, der skal til, før det faktisk kan blive til virkelighed, er jo, at regeringen fører en økonomisk politik, der gør, at der faktisk er lærere og pædagoger nok til at kunne gøre det, og derfor tænker jeg også, at det bliver noget, vi skal tage op med finansministeren. Nu hørte jeg også igen Venstres ordfører sige alt muligt godt, så næste skridt er så, at der skal handling bag ordene, og det kræver en økonomisk politik, hvor man rent faktisk prioriterer børn og unge og forebyggelse.

Så jeg synes, vi er et sted, hvor forældre har brug for at kunne være hos deres børn. Jeg tror i modsætning til Liberal Alliance, at alle forældre i det her land ville gøre det, hvis det var totalt nødvendigt. Det føler jeg mig fuldstændig overbevist om.

Så med de ord vil jeg sige, at Radikale Venstre har det princip, at vi ikke støtter beslutningsforslag, som ikke er finansieret. Men når SF tager det her op til finansloven, vil jeg meget gerne bakke det op.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for ordførertalen og også de grundige overvejelser. Når det handler om et konkret forslag om tabt arbejdsfortjeneste, så handler det jo i virkeligheden om børns trivsel, og det er jo fuldstændig underordnet for barnet, om det handler om skoleområdet eller om derhjemme. Tit er det en kombination af alle mulige ting, og det er i virkeligheden også noget af det, vi her forsøger at adressere, altså den der sektoruansvarlighed, hvor man siger: Nej, det ikke er os; han har problemer i skolen, og så må skolen betale. Og omvendt sender skoleforvaltningen det tilbage, og så står vi bare med et barn, der ikke får den hjælp, det har brug for.

Det er i virkeligheden det, der er dybt problematisk, og det håber jeg i hvert fald også kan komme med ind i overvejelserne. Jeg håber, vi kan få landet en eller anden form for beretning og et handlingsspor for det her, for ellers kan det også sagtens være, at det her dukker op i de kommende finanslovsforhandlingerne, fordi det faktisk er en ret stor ambition for os. I virkeligheden mener vi også, at det er et af de vigtige skridt for, at vi netop kan tage trykket af familierne og børnene for at forebygge, at de får det endnu værre.

Ordføreren.

Jeg er enig; og for at gøre det til virkelighed kræver det jo, at vi sætter penge af til det. Derfor er det jo så afgørende, at man ikke bare fremsætter et beslutningsforslag, men at det også kommer ind i finansloven, sådan at vi kan få finansieret det.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Nej, så går vi videre i rækken til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Men vi ved jo, at på en lang række områder, f.eks. med arbejdsløse, at der er folk, som udnytter vores system. Heldigvis er der flest, som er i systemet, fordi de har brug for det; nogle er det, fordi de ikke får den rette hjælp. Det er jo også en blanding, når det gælder sådan noget her. Anerkender ordføreren ikke, at der er forskel på, hvornår en mor f.eks. selv får lyst til at blive hjemme og beskytte sit barn, men hvor det kommunale system måske synes, at det kan man godt arbejde noget mere med, før man når dertil, hvor man på tro og love så bare skal have lov til at blive hjemme sit barn?

Ordføreren.

Men her er der jo tale om børn, som ikke kommer i skole. Altså, det er børn, som er derhjemme, måske børn, der ikke engang kan komme ud af deres seng. Det, som Liberal Alliance så siger, er, at der så skal alt mulig dokumentation til for de forældre for at kunne få lov til at være der for deres børn. Tror Liberal Alliance ikke, at de forældre faktisk også har andre ting at tænke på?

Fru Katrine Daugaard.

Men det er jo inden for det her område som for alle andre områder, at det jo ikke kun er de tilfælde, hvor vi alle sammen er enige om, at der kunne mange ting godt være nemmere. Og derfor er vi da også enige i, at der jo skal gøres noget for at lette bureaukratiet her. Men der er jo også dem, hvor der måske ikke er gjort en tilstrækkelig indsats, før de bare bliver hjemme.

Ordføreren.

Jeg tror helt grundlæggende på, at alle børn gerne vil i skole. Alle børn vil gerne være ligesom alle andre børn. De vil gerne have venner, de vil gerne være en del af det helt almindelige børneliv på en skole. De børn, der ikke kommer i skole, gør det ikke af egen god vilje. Det er jo derfor, vi også har ændret ordet, og at vi faktisk kalder det for ufrivilligt skolefravær. For før fik vi det til at lyde, som om børnene da bare lige pjækkede, fordi de ikke gad at komme i skole. Prøv at høre: Det her er børn, vi svigter som samfund.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre, og jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg tror ikke, man kan være social- eller handicapordfører herinde, uden at man har talt med forældre, som har børn, der skolevægrer eller har nogle andre udfordringer, og som har været i kamp med kommunen i forhold til det her med tabt arbejdsfortjeneste. Og det, jeg sådan set fornemmer af den her debat, er, at der faktisk er en ret bred vilje herinde til at komme de forældre i møde. Så jeg synes egentlig, det lyder rigtig fornuftigt, at vi får landet en beretning om det her, sådan at vi kan mødes og forhåbentlig få sat skub i en proces i forhold til at lave en mere fleksibel løsning. For at være helt ærlig er jeg sådan set lidt ligeglad med, hvordan den skal se ud, bare vi kan finde et flertal for den. For det er ekstremt vigtigt, at når man står med et så sygt barn, skal det simpelt hen bare gå stærkt i forhold til at finde en løsning på det her med tabt arbejdsfortjeneste.

Jeg er sådan set meget enig i det, der også bliver sagt. De forældre, jeg har mødt, ville allerhelst, at det hele bare gik normalt, at de kunne passe deres arbejde, og at de ikke skulle sidde hjemme med deres børn, som har det rigtig dårligt. Men vi ved også godt, at nogle gange går livet ikke, som man selv havde forudset eller ønsket det, og så står man i sådan en situation. Og det er dér, vi som samfund skal kunne holde hånden under dem.

Så jeg håber rigtig meget, vi kan lande en beretning og forhåbentlig enten få sat skub i, at der bliver indkaldt til nogle forhandlinger om den konkrete model, eller at der i hvert fald kommer videre skridt hen ad den vej. For jeg synes, det er en lille gruppe, men det er en gruppe, som det er rigtig vigtigt at vi som samfund holder hånden langt bedre under.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens fine tale og støtte til indholdet. Beretningen vil jeg arbejde videre med, men jeg vil gribe fat i noget af det, ordføreren sagde omkring hurtig hjælp, for det er i virkeligheden det, der er essentielt her – at der ikke skal gå 3 år og to ankesager, men at når situationen opstår, når barnet ufrivilligt ikke kommer i skole, fordi barnet ikke kan, så skal der være akuthjælp, som skal sættes i gang lige nu og her, både for at familien kan være der, men faktisk også for at forhindre, at barnet bare får det endnu værre. Så jeg vil bare gerne kvittere for, at du også bragte den del med ind i det.

Ordføreren.

Tusind tak. Jeg vil sige, at det, der er så ekstremt vigtigt for mig og også for Dansk Folkeparti – vi siger jo også, at vi er Danmarks familieparti – er at holde hånden under de familier, for at man netop, som ordføreren og jeg stod og talte om hernede bagved, i videst muligt omfang undgår, at de her børn bliver så dårlige, at de ender med at være væk fra deres fællesskaber og deres skole og alt muligt andet i meget, meget lang tid. Der kan man noget særligt som forældre og som familie i forhold til at hjælpe barnet på vej og guide det lidt nænsomt i den rigtige retning. Så jeg vil også sige tak for nogle rigtig gode forslag, som vi har drøftet her i formiddags.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Og tak for ordførertalen. Nu sagde Dansk Folkepartis ordfører, at det jo er en forholdsvis lille gruppe, vi her taler om, men jeg har det altid sådan i sådan nogle tilfælde, at jeg tænker, at det er rart nok at vide, hvor stor den gruppe er, og hvad det i det hele taget koster. Det er også, fordi vi i Venstre er det der økonomisk ansvarlige parti, der prøver at holde lidt styr på, hvor mange penge det er, vi deler ud. Så når ordføreren siger, at det er en forholdsvis lille gruppe, har ordføreren så et bud på, hvor mange forældre, det yderligere ville dreje sig om, der skal have godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste?

Ordføreren.

Tak til spørgeren for et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Selvfølgelig er det essentielt, at vi ved, hvor stor en gruppe det her drejer sig om. Jeg tror også, der er nogle mørketal i forhold til det her. Der er nogle familier, der hænger på med det yderste af neglene i forhold til at få det her til at hænge sammen. Jeg synes, det ville være rigtig fint, hvis vi fik landet en beretning, hvor vi bl.a. siger, at vi må finde en mere fleksibel løsning.

Det var egentlig lidt det samme – vi sad og drøftede det hernede lige før – vi gjorde i forhold til hurtigt fremadskridende sygdomme, altså det her med, at vi finder en eller anden måde, hvorpå vi kan imødekomme de her mennesker, der står med et meget akut problem, hvor det altså ikke nytter noget, at der går 3 eller 4 år, men hvor det er noget, der skal løses nu og her. Og der inddrager jeg meget gerne, at man får undersøgt – og det kunne man sådan set også stille som et ministerspørgsmål – hvor stor en gruppe det her egentlig er. Mit indtryk er ikke, at det er en særlig stor gruppe, men vi undersøger det meget, meget gerne, for de her familier skal have hjælp.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg har lige et spørgsmål mere, som jeg også stillede til Enhedslistens ordfører. Det her handler om, at man kan begynde at optjene og være berettiget til dagpenge, altså at man kan tjene op til en ny offentlig ydelse på baggrund af en anden offentlig ydelse, som jo er det, man lægger op til med det her beslutningsforslag. Hvordan ser Dansk Folkeparti på det?

Ordføreren.

Jamen det er vi sådan set ikke videre begejstrede for sådan generelt. Det, som vi fokuserer på i det her forslag, er, at der er nogle mennesker, som har brug for hurtig hjælp, når de står med nogle børn, som er rigtig, rigtig dårlige. Det er sådan set også derfor, vi siger: Lad os få landet en beretning. For jeg tror sådan set, at ret mange af partierne herinde godt kan blive enige om, at vi gerne vil hjælpe den her gruppe. Som jeg sagde før: Lad os finde en model, som vi kan blive enige om, sådan at vi sikrer den her forholdsvis lille gruppe – igen vil jeg sige, at det er jeg ret sikker på det er – sådan at vi har nogle familier, der ikke går i stykker.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti, og jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Det her handler jo bl.a. om, at der sidder rigtig mange børn derhjemme og har rigtig svært ved at finde ud af at gå i skole; de har skolevægring. Jeg er da sikker på, at indsatsen for at kunne få de børn til at kunne gå i skole da kunne være bedre. Altså, skolerne kunne da gøre mere, og vi kunne da være dygtigere til at sørge for, at der kom nogle lærere ud til de familier, som virkelig, virkelig havde nogle pædagogiske redskaber til at gøre en kæmpestor forskel. Det er der ingen tvivl om.

Men ligegyldigt om det bliver gjort godt nok eller ej, er det i hvert fald ikke børnenes skyld. For børnenes vedkommende gælder det, at de er så ulykkelige, at de ikke kan passe deres skolegang, selv om ethvert barn jo helst vil have venner, indgå i sociale sammenhænge og være i skolegården i frikvartererne. Når man er forælder til sådan et barn, er det klart, at man ikke kan sidde på ens arbejde. Det kan man jo ikke. Man kan ikke sidde på sit arbejde, mens ens barn er dybt ulykkeligt derhjemme, er midt i en krise og måske knap nok kan forlade sit værelse. Så selvfølgelig finder man en måde at få eller tage fri på, eller man sender en bedsteforælder eller et eller andet i den periode, hvor ens barn simpelt hen ikke kan holde ud at være i skole. Det synes jeg vi skal støtte. Det er derfor, vi støtter det her forslag. Det er simpelt hen det, at vi kan være tættere på vores børn, når de har allermest brug for os.

Jeg synes, at vores samfund skriger på det, og jeg synes, at mange af de ting, der er problemer med i vores samfund, kommer af, at vi ikke altid har mulighed for at være tættest på vores børn, når de har allermest brug for os. Det kan også, som SF's ordfører sagde, være at have muligheden for at komme tidligere hjem en dag, hvor det er gået helt galt, eller det kan være, at barnet måske har nogle kortere skoledage, og så har forældrene mulighed for at komme hjem og hjælpe til, uden at man igen skal komme med en halv undskyldning over for en arbejdsgiver, involvere en hel masse eller lyve sig lidt fri: at man simpelt hen har muligheden for at gøre det uden også at skulle have det pres, man er under, når økonomien er presset og man i forvejen er i en krise.

Så bliver der sagt, at SF ikke bør fremsætte det her forslag, fordi de ikke havde foreslået det under finanslovsforhandlingerne. Altså, der er de her uskrevne regler i Folketinget. Jeg synes simpelt hen, at vi skal overveje, om vi skal afvikle dem og så lave nogle andre. Det er fint nok med uskrevne regler, men jeg er ved at være træt af dem, vi har, f.eks. den uskrevne regel, der siger, at SF ikke må foreslå det her, fordi de ikke har foreslået det under finanslovsforhandlingerne.

Det var en lillebitte, knaldsort finanslov. Vi har aldrig set en så lille. Var det 400 mio. kr. at forhandle om ud af et statsbudget på over 1.000 mia. kr., og så skal man have haft det med der, for at man må stå her i salen og prøve at skabe værdi i forhold til pressede forældre og pressede børn? Det kan simpelt hen ikke passe. Det betyder jo også, at hvis der kommer nye penge – i det her tilfælde er der lige kommet 16 mia. kr. ind ad brevsprækken – så må der heller ikke bydes ind på dem. For det er regeringens. Det er noget bøvl, hvis der er nogen, der skal til at sige, hvordan de skal bruges, for det sagde man jo ikke noget om under finanslovsforhandlingerne, før man vidste, at de kom.

Så de der uskrevne regler synes jeg i høj grad er med til at give regeringen privilegier og opretholde sådan et demokratisk underskud, som jeg synes er voksende i den her periode, og med til at dyrke en magtfuldkommenhed, som jeg synes er dybt problematisk. Derfor synes jeg, at hvis man kommer med et forslag som det her, ville det da også være fint at komme med en finansiering. Det har SF ikke gjort. Det ville da være fint, hvis det var det, vi stod og snakkede om. Altså, forslaget er jo godt, så vi kunne da sagtens prøve at finde ud af, hvordan vi kan finansiere det. Så vidt jeg forstår det, er det et beløb på omkring 50 mio. kr. Der bliver garanteret også dynamiske indtægter på det. Altså, der bliver et tilbageløb på at skabe den her type værdi i længden. Så jeg ville da synes, at når der er kommet 16 mia. kr. ind, kunne man da godt overveje at bruge 50 mio. kr. på det her eller overveje andre finansieringsforslag.

Så i Alternativet bakker vi op, og vi vil, selv om vi ofte er med i finanslove, blive ved med at have retten til ikke kun en gang om året at sige, hvad vi vil, men gøre det hver eneste dag, og vi vil hele året blive ved med at komme med gode idéer, hvis vi har dem. Tak, formand.

Tak for det, og der er en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jamen jeg vil bare godt kvittere for den fine ordførertale og opbakningen til forslaget – og i virkeligheden også for at holde den demokratiske fane højt.

Altså, jeg synes, det er helt fair, at vi også en gang imellem adresserer den måde, som vi arbejder på, og det, at gode forslag kan skydes ned. Det er helt fair, hvis man er uenig osv., men nogle gange kan man godt stå med nogle lidt mystiske begrundelser for, hvorfor det her forslag er helt til hundene.

Men så må vi jo se, om vi kan lave en beretning, som forhåbentlig kan samle os og skabe det her fremtidige spor, som skal lave de her forandringer. For noget af det kan jeg høre at der er et bredt flertal for, og andet må vi jo så prøve at se, om vi kan samarbejde om.

Ordføreren.

Det vil Alternativet gerne bidrage til.

Der er en enkelt spørger tilbage, og det er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Først vil jeg sige tak for magtkritikken af regeringen og det der med, at der pludselig er mange flere penge, end man troede. Det gør jo, at det sådan nogle gange også er lidt svært at være folketingspolitiker. Men der er noget, jeg ikke synes bare er en uskreven regel. Altså, der bør jo være et princip om, at man finansierer ting, når man foreslår dem, for ellers er det jo en gratis omgang bare at fremsætte det som beslutningsforslag.

Så mener Alternativet ikke, at det sådan set er et meget fornuftigt princip, at man, når man foreslår noget, også viser, hvor pengene skal komme fra?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg. Det er også det: Hvis jeg har et lillebittebitte kritikpunkt til SF her, er det, at man ikke lige har været et eller andet sted henne i kassen og kigge på, hvor det er, vi kan finansiere det her fra.

Selv i sådan en situation valgte Radikale jo også at støtte det alligevel – så vidt jeg forstod det – og det gør vi vel, fordi vi håbede på, vi ville kunne finde de penge. Men jo, jeg prøver altid at gå i salen med finansierede forslag, hvis jeg vel at mærke med min kapacitet og mine ressourcer kan regne ud, hvad det koster.

Fru Lotte Rod? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Og det var den sidste ordfører i talerrækken, og derfor giver jeg nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Og tak for, at vi allesammen forsøger at holde fanen højt på den handicappolitiske dagsorden. Det synes jeg vi har gjort rigtig godt, og jeg håber i virkeligheden også, at de dybe, grundige diskussioner, vi har haft, giver anledning til, at vi kommer til at bevæge os videre med hensyn til at få forandret nogle af de her ting.

Jeg er dog lidt forundret over den konklusion, der har været fra regeringspartiernes side, om, at hvis man giver det til midlertidige situationer, midlertidige episoder i folks liv, hvor barnet har så meget angst, depression, eller hvad søren det end er, der gør, at de ikke kan komme af sted, så tror man, at det bliver en frivej til ikke at få undervisning, til ikke at komme ud af skolevægring. Det vil jeg egentlig gerne følge op med nogle spørgsmål til, hvordan det faktuelt kan hænge sammen, for det har jeg meget, meget svært ved at se. Der er stadig væk pålagt skolerne en undervisningspligt. Om man så skal komme ud i hjemmet, eller om man skal byde ind med onlineundervisning, eller hvad søren det end kan være, så er undervisningspligten der jo stadig væk. Og selv om det er en midlertidig situation, betyder det jo ikke nødvendigvis, at den bliver fast.

Det er jo sådan, at nogle af de her børn og unge mennesker går rundt med uopdagede diagnoser, og man har ikke opdaget dem, fordi de har været dygtige til at overkompensere. De prøver at tilpasse sig. Særlig pigerne ser vi tilpasse sig i lang tid, og lige pludselig – typisk, når de rammer teenageårene, men for nogles vedkommende er de faktisk helt oppe i deres voksenår – kan de ikke mere; så har de prøvet at tilpasse sig i så mange år og i virkeligheden været på overarbejde, så de virkelig får det rigtig dårligt. Og så er det, at sådan nogle handicaps som f.eks. autisme kan føre til psykiske lidelser, altså at man får omfattende angst, at man får en virkelig dyb depression, og at man ud af det kommer til at miste en masse funktioner, som man faktisk tidligere havde.

Det er lige præcis det, som vi i SF vil prøve at forhindre kommer til at ske, ved at der er lige præcis den her mulighed. For det, vi ved der sker, når der går ventetid i systemet og den ene afdeling diskuterer med den anden afdeling om, hvem der har sektoransvaret, og hvem der skal betale for kassen, er, at så står der bare et barn, der har det megadårligt og ikke får det rigtige tilbud, og der står en familie, der er ved at gå fuldstændig i opløsning, fordi de ikke kan få den håndsrækning fra kommunen, der er nødvendig for at kunne være der for deres barn.

Lad os sige, at der er tale om et barn på 8 år med omfattende angst. Skal man bare lade det barn være hjemme? Er det virkelig det, regeringen mener, altså at man bare skal lade det barn være hjemme, fordi det ikke har en eller anden varig funktionsnedsættelse? Det synes vi da er en dybt bekymrende tilgang, men jeg tænker muligvis også, at der er et konstruktivt spor for os at gå ned ad i forhold til at få afklaret nogle af de her ting, så der ikke ligger nogen af de her bekymringer, hvis det er, vi skal arbejde videre med lige præcis også at sikre muligheden for at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for dem, der midlertidigt har udfordringer.

Så skal vi huske, at det, der er sket her inden for nyere tid, faktisk er, at det er en principafgørelse fra Ankestyrelsen, der har lagt en sten i vejen for, at man kan få lige præcis den her kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved midlertidige funktionsnedsættelser. Så vi har jo faktisk erfaringer med det. Så skulle vi ikke prøve lige at kigge på de erfaringer og se på, hvad det kunne give, og hvad vi kunne gøre af andre ting, når vi snakker om tabt arbejdsfortjeneste? Og det er i virkeligheden for at forhindre, at børnene får det så dårligt, som de tit gør, fordi systemet svigter og er for langsomt.

Så hørte jeg også i debatten, at der altså er noget, der hører til ovre på Undervisningsministeriets område, og at det så må være undervisningsministerens opgave. Og det er det jo til dels også, når vi snakker skolevægring og undervisningspligt. Men jeg vil godt advare imod, at vi også selv optager den adfærd herindefra og bare siger: Nej, nej, men så er det nogle andre politikeres eller nogle andres ansvar. For de her børn er fuldstændig ligeglade med, hvilket ministerie eller hvilken forvaltning der har ansvaret; de har kun brug for at få den hjælp, de mangler – i hele deres liv.

Der handler det bare om – og det fungerer så dårligt nu – at de ydelser, man kan få på de sociale områder, også skal række ind i det, man kan få, når det gælder skoleområdet. Tingene hænger jo sammen. Nu er det jo faktisk sådan, at noget af den hjælp, man kan få tildelt skolen, faktisk ikke må følge med ind i fritiden. Så der er sådan nogle virkelig skøre overgange, og det skal vi passe på med at vi ikke også får skabt her.

Det her med tabt arbejdsfortjeneste skal man huske også kan ses som en forebyggende indsats. Man kan sige, at der her er tale om et barn, der er blevet overstimuleret i alt for lang tid, og det har alvorlige trivselssymptomer, så lad os prøve at køre ned i tid, med hensyn til hvor meget barnet er af sted i et dagtilbud eller et skoletilbud, indtil man får undersøgt, hvad der helt præcis er af udfordringer, og om der er noget andet, der skal til. Og så kan man få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i en periode for nogle af timerne, for man behøver ikke at gå helt ud af arbejdsmarkedet for det. Altså, kan man gøre det i en periode, og så vil det netop forebygge, at det går helt galt, og sikre, at man kan finde ud af problemerne imens. Jeg synes, det kunne være vildt fedt, hvis vi kunne skabe et system, der kunne gøre det. Så gør vi også nogle af de ting, som vi ved er klogt, og som vi ved virker.

Den sidste del, som vi faktisk ikke har berørt så meget, er faktisk også det spor, der peger mod nogle af de forældre, der har været på tabt arbejdsfortjeneste i mange, mange år. Det er forældrene til børn med meget omfattende handicaps, med multihandicaps, og som ikke har kunnet være andre steder, eller som har nogle alvorlige lidelser, så de skal overvåges i døgnets 24 timer.

De forældre har været uden for arbejdsmarkedet i rigtig, rigtig mange år, men der er ikke nogen muligheder lige nu for, at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Så slutter den tabte arbejdsfortjeneste fra den ene dag til den anden, og man kan ikke komme ind i en a-kasse, og man kan ikke få hjælp til at efteruddanne sig eller gøre sig klar til at komme med på arbejdsmarkedet. Og vi synes faktisk også, at der kunne være klog samfundsøkonomi i, at vi forhindrer, at lige præcis de her forældre efter i mange år, måske 10, 15 år, ikke at have været på arbejdsmarkedet bare står uden kompetencer, der passer til det arbejdsmarked, vi har i dag. Så det ville jeg også ønske at vi kunne arbejde videre med.

Så noterer jeg mig selvfølgelig, at der var ret stor lydhørhed i forhold til at forenkle og afbureaukratisere. Det er faktisk vigtigt. Jeg håber, at man kan være med på at plukke de frugter – de hænger lavt – så borgerne, som har travlt med at passe på deres børn, ikke skal bruge unødig tid på det, og så sagsbehandlere ikke hver måned skal sidde og kigge bunker igennem, med hensyn til om de nu lyver eller ikke lyver. For jeg har faktisk lige så meget tillid til forældrene derude, med hensyn til at de ikke bare vil tømme statskassen, men kun beder om den hjælp, de har behov for, som det er tilfældet i forbindelse med den mediestøtte, vi giver til medierne, som beror sig på tro og love-erklæringer. Den tillid synes jeg også vi bør vise vores borgere.

Så med de ord sagt vil jeg gerne sige tusind tak for debatten. Og jeg håber, at vi kan blive konstruktive herfra og arbejde videre med at gøre det bedre.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF er jo ikke nyvalgt folketingsmedlem, kan man sige. Derfor tror jeg også, at fru Charlotte Broman Mølbæk godt er klar over, at der er nogle retningslinjer, i forhold til hvad en minister egentlig må svare på, og at der er nogle regler om, at man ikke kan gå ind over hinandens ressortområder. Jeg skal ikke stå og forsvare ministeren, men jeg synes bare, det er vigtigt at få sagt, at det jo kunne være det, der var begrundelsen for, at man ikke kunne svare fuldt og helt på de spørgsmål, der blev stillet fra Folketingets talerstol tidligere.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Charlotte Broman Mølbæk, i forhold til at ordføreren siger, at dem, som har nogle midlertidige udfordringer, også skal have mulighed for at kunne få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Hvor lang tid gælder det der med det midlertidige?

Ordføreren.

Det har vi ikke lavet en endelig definition af, men det er jo inden for kortere tid i en afklaringsperiode. Vi siger jo i hvert fald i vores forslag, at man inden for 3 måneder skal have ret til at kunne få den her hjælp. Så er der ikke nogen bagkant, for det skal jo også være en vurdering ude i kommunerne. Men jeg vil da mene, at når vi når over et år, er vi ude over, hvad der på nogen måde hedder midlertidighed. Det er i virkeligheden det her med at aflaste og afhjælpe i øjeblikket i forhold til en akut situation, men det er også for at give bedre muligheder, hvis man har et længere udredningsarbejde. Hvis det tager længere tid, og hvis der er lange ventetider ved PPR, så giver det jo god mening, at man lige præcis også har noget, der kan understøtte situationen derhjemme, for der er bare ikke andre alternativer.

Bare lige i forhold til det her med de forskellige ministerier vil jeg sige, at jeg muligvis ikke har udtrykt mig korrekt, men for mig handler det også om, at vi taler om visionerne omkring det, at vi skal arbejde sammen. Det var jo også derfor, at SF insisterede på, at den daværende børneminister sad med ved bordet, da vi snakkede psykiatriplanen, for vi synes faktisk, at det burde være børneministeren, der sad for bordenden der, og at det netop skulle omfatte de forskellige områder, som både er socialområdet og sundhedsområdet.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg er helt enig i, at vi skal prøve på at fjerne de der siloer, men det er også mere i respekt for, at man i Folketingssalen selvfølgelig ikke kan begynde at love noget på en anden ministers vegne. Jeg vil godt vende det der med det midlertidige om og så spørge ind til, hvor længe man skal have været væk fra skolen. Altså, skal der være noget dokumentation på, at der nu er et barn her, der reelt har skolevægring? Hvor mange dage, hvor mange uger og hvor mange måneder skal der til for, at forældrene så er berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste?

Ordføreren.

Jamen for mig at se behøver det faktisk ikke at være hundrede procent skolevægring. Det kan være alvorlige trivselsproblemer, som netop gør, at man kan sige, at vi nu bliver nødt til at gøre noget andet for at hjælpe det her barn. Vi ser rigtig tit, at mange børn i lang tid har passet ind i almindelige tilbud, men at de så lige pludselig begynder at få nogle alvorlige trivselsproblemer med angst, ikke kan sove om natten og ikke kan stå op osv.. I de perioder synes jeg godt man også kan få tabt arbejdsfortjeneste for bare at skrue lidt ned, altså så det ikke bliver fuldstændig. Så har vi i øvrigt også nogle forældre, der stadig væk kan være på arbejdsmarkedet, mens de samtidig er derhjemme for i højere grad at støtte deres barn.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvorfor har SF ikke valgt at finansiere forslaget? Det gør det utrolig nemt for regeringen bare at skyde det ned, og så sker der jo ikke mere.

Ordføreren.

Vi har valgt at pege på råderummet som finansiering. Og der er så rigeligt med penge, så det mener vi stadig væk vi kan stå på mål for. Men vi lytter selvfølgelig også til det, der bliver sagt fra flere af partiernes side, i forhold til hvis I vil have det anvist endnu mere konkret. Men når vi har et råderum, der ikke er anvist, et uanvist råderum – jeg kan godt mærke, at mine taleevner er ved at være brugt op for i dag – så mener vi faktisk godt, at vi kan forsvare, at det skulle tages derfra. Og med et overskud på 16 mia. kr. tror vi nok også lige, det går.

Fru Lotte Rod for en anden kort bemærkning?

Da det ikke er tilfældet, og der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Vi siger derfor tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.