Spm. nr. S 1101

1) Til udenrigsministeren af:

Mette Hjermind Dencker (DF):

Vil udenrigsministeren arbejde for, at alvorlige og systematiske brud på menneskerettighederne, herunder religionsfriheden, vil få konsekvenser for vores samarbejdslande?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak, formand. Vil udenrigsministeren arbejde for, at alvorlige og systematiske brud på menneskerettighederne, herunder religionsfriheden, vil få konsekvenser for vores samarbejdslande?

Ministeren.

Tak, og tak til spørgeren for spørgsmålet. Regeringen lægger stor vægt på at forebygge og bekæmpe alvorlige og systematiske brud på menneskerettighederne, og det gælder også, når overgrebene rettes mod religions- og trosfriheden.

Som medlem af FN's Menneskerettighedsråd har vi været med til at påpege alvorlige menneskerettighedskrænkelser, også i samarbejdslande. For at tage et aktuelt eksempel har vi påtalt de alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Myanmar og været med til at vedtage en mekanisme til indsamling og håndtering af bevismateriale til eventuelle fremtidige retssager om overgreb. I EU's Ministerråd har vi arbejdet for den nylige vedtagelse af sanktioner mod Myanmar.

I EU-regi har vi EU's menneskerettighedsdialoger med de enkelte lande, men også de geografiske sanktionsregimer, og senest med det nye globale menneskerettighedssanktionsregime har vi sådan set styrket vores mulighed for at lægge pres på de regeringer, som begår krænkelser.

Vi har også en vigtig dialog om menneskerettigheder med regeringerne i mange af de lande, hvor vi er repræsenteret. Det er netop ved tilstedeværelse, vi har størst mulighed for at indgå i kritisk dialog, og særlig i de lande, hvor respekten for menneskerettigheder ikke altid overholdes, kan vi på den måde gøre en reel forskel.

I alle vores samarbejdslande har vi en tæt og kritisk dialog med myndighederne om menneskerettigheder, demokrati og religionsfrihed, og i de lande, hvor dialogen med regeringen er svær, går vores udviklingsbistand i vid udstrækning uden om regeringen via støtte til civilsamfundet i landet. Mange af vores civilsamfundspartnere arbejder aktivt med netop at beskytte menneskerettighederne for udsatte og forfulgte, og derfor nytter det ikke meget at true med at trække i bistanden – det vil primært gå ud over dem, der i forvejen er fattige og udsatte. Og så skal vi selvfølgelig have blik for, at bistanden også kommer mindretallene til gavn.

Tak. Og så er det spørgeren for uddybende spørgsmål.

Tak for det, og stor respekt til regeringen i forhold til indsatsen i Myanmar, hvor der er et lille muslimsk mindretal, der bliver forfulgt.

Det, som vi har oplevet, er jo, at kristne forfulgte fylder mere og mere. Open Doors har udgivet rapporten »World Watch List 2021«, som viser, at tallet bare er stigende, i forhold til hvor farligt det kan være at være kristen, især i de mellemøstlige lande. Som ministeren også var inde på, har Danmark jo et medlemskab i FN's Menneskerettighedsråd, hvor vi bl.a. har forpligtet os til at fremme en bedre forståelse og en bedre implementering af tros- og religionsfriheden, og der kan jeg bare sige, at blandt samarbejdslandene har vi Nigeria, som er nr. 12 på listen over lande, hvor det er mest farligt at være kristen – Saudi-Arabien er nr. 13, Tyrkiet er nr. 36. Set i lyset af det, hvorfor i alverden har ministeren så ikke brugt det medlemskab og de forpligtelser på at sikre, at netop de samarbejdslande, Saudi-Arabien, Nigeria og Tyrkiet, får nogle påtaler eller anbefalinger?

Ministeren.

Tak til fru Mette Hjermind Dencker for spørgsmålet. Vi deler fuldstændig ønsket om og behovet for at beskytte religionsfrihed og trosfrihed, og der er store bekymringer i forhold til det rundtomkring i verden. F.eks. har Danmark jo stået i spidsen i FN's Menneskerettighedsråd, hvor vi er medlem nu, for et regionalt indlæg om menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien. Vi fik over 30 andre lande med i et indlæg for netop at påpege menneskerettighedskrænkelser. Og som vi begge to er fuldstændig opmærksomme på, er religions- og trosfrihed en menneskeret, som skal respekteres.

Spørgeren.

Ministeren nævnte også det her med, at hvis vi nu trækker os, altså hvis vi trækker støtten til nogle lande – jeg formoder, at ministeren tænker på ulandsbistanden her, men ministeren nævnte frasen: hvis vi trækker støtten til nogle lande – så kan vi risikere, at det går endnu hårdere ud over de fattige. Og det, som jo er paradokset her, er, om vi skal trække støtten til f.eks. Afghanistan, der er nr. 2 på listen, og som vi giver 100 mio. kr. om året til i udviklingsbistand. Skulle vi trække støtten for at sende et kraftigt signal om det? Eller skulle vi via de 100 mio. kr. være med til at finansiere de krænkelser, der foregår? Det er jo det, der reelt er dilemmaet.

Ministeren.

Jeg vil gerne banke en pæl igennem den idé om, at vi skulle finansiere og legitimere krænkelser i Afghanistan. Tværtimod er det sådan, at når vi er i Afghanistan, er det også for at fremme menneskerettigheder, herunder ikke mindst pigers og kvinders rettigheder. Og vi har heldigvis set fremskridt, ikke bare i forhold til den danske indsats, men også i forhold til vores tætte allierede i kampen for bl.a. pigers rettigheder, adgang til at komme i skole, få beskyttelse osv. At situationen endnu ikke er særlig god i Afghanistan, er åbenlyst for enhver, men jeg kan garantere spørgeren for, at hvis vi ikke havde været der, havde situationen været endnu værre, og jeg tror, at mange af os med gru husker det Talebanregime, som udførte nogle af de mest brutale menneskerettighedskrænkelser, man kan forestille sig.

Spørgeren.

Det handler jo om, hvilket signal det er, vi gerne vil sende med det her. Vil vi sende et signal, hvor vi siger: Det her er fuldstændig uacceptabelt, og vi vil overhovedet ikke støtte jer, så længe I ikke har styr på de forfulgte kristne, så længe I ikke beskytter kristne bedre, og så længe I ikke har fået styr på det med tros- og religionsfrihed? Det er jo et stærkt signal at sende, og det er jo ikke første gang, vi har gjort det; hele verdenssamfundet gjorde det jo også, dengang der var apartheid i Sydafrika, hvor man jo også udelukkede dem. Det er jo noget, vi sagtens kan gøre, altså sende det her stærke signal. Er ministeren ikke enig i, at det kunne være stærkt, hvis vi var flere lande, der gik sammen om det, især gennem FN's Menneskerettighedsråd?

Ministeren.

Jeg håber, at spørgeren er enig med mig i, at det at sende et kraftigt signal jo netop er, at man bringer menneskerettighederne op, og at man forbedrer situationen i forhold til menneskerettigheder i de lande, som vi i forvejen er til stede i. Hvis vi bare trækker os ud og vender ryggen til og lader det hele hensygne i et kaos af menneskerettighedskrænkelser og overgreb, så kan vi i hvert fald kun være sikre på én ting, og det er, at netop de mennesker og de grupper, altså dem, som desperat søger tros- og religionsfriheden, er dem, vi ville svigte. Så jeg er fuldstændig enig i, at vi skal sige fra, men vi skal også hjælpe de mennesker, som vi siger fra for at hjælpe, og ikke bare vende dem ryggen.

Tak for det. Spørgsmålet er besvaret, og tak til fru Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti.

Vi fortsætter med spørgsmål til udenrigsministeren, denne gang stillet af hr. Peter Juel-Jensen fra Venstre.