Tak for spørgsmålet.
Reglerne fremgår, som spørgeren også er inde på, af bekendtgørelsen om parkeringskort for personer med handicap.
Det følger af bekendtgørelsens § 1 stk.
1, at et parkeringskort er et særligt kort, som udstedes til personer med handicap, der opfylder visse nærmere betingelser i § 6.
Jeg vil ikke gennemgå betingelserne her, men blot nøjes med at sige, at det er Danske Handicaporganisationer, som i første instans står for vurderingen af, om en ansøger lever op til betingelserne i § 6.
Det er således en organisation, som har ekspertise inden for dette område, som foretager vurderingen.
Af bekendtgørelsens § 7 fremgår det, at parkeringskortet kun må anvendes i forbindelse med befordring af indehaveren af kortet.
Der er altså tale om udstedelse af personlige parkeringskort, som også kan benyttes af personer, der opfylder kriterierne i bekendtgørelsen.
Jeg er bekendt med, at der fra flere sider har været udtrykt ønske om, at reglerne ændres, så der vil være mulighed for at udstede kort til en institution.
Det står mig imidlertid ikke klart, hvad der er problemet med de nuværende regler.
Efter de gældende regler kan eksempelvis et plejehjem godt parkere på de særlige handicapparkeringspladser, såfremt blot en af de befordrede har fået godkendt en ansøgning om et handicapparkeringskort og kortet placeres i forruden.
Der står således ikke nogen steder i bekendtgørelsen, at brugeren af handicapparkeringskortet også skal være fører af køretøjet.
Dermed sikres det, at den særlige parkeringsplads benyttes i forbindelse med befordring af en person, som Danske Handicaporganisationer har vurderet har et sådant behov, at betingelserne i bekendtgørelsens § 6 er opfyldt.
Jeg har svært ved at se for mig, hvordan det, hvis man indførte et institutionskort, ville skulle sikres, at kortet kun benyttes i tilfælde, hvor der utvivlsomt er en person, som lever op til betingelserne i bekendtgørelsens § 6.
Dermed kan man risikere, at de særlige parkeringspladser bliver optaget af nogle, som de ikke er tiltænkt, og at det derfor vil være til gene for de mennesker i samfundet, som reglerne værner om.
Jeg finder på den baggrund ikke anledning til at ændre på de gældende regler, men vil i stedet henstille til, at institutionerne benytter sig af de muligheder, som de gældende regler giver mulighed for.