Spm. nr. S 916

3) Til udenrigsministeren af:

Holger K. Nielsen (SF) :

Vil udenrigsministeren oplyse, om han og regeringen – idet det i lyset af valgresultatet i Israel og Netanyahus totale afvisning af tostatsløsningen nu er op til EU at få en løsning af konflikten tilbage på den politiske dagsorden – nu, hvor det virkelig kan gøre en forskel, agter at anerkende Palæstina samt give støtte til Palæstinas deltagelse i den internationale strafferetsdomstol?

Skriftlig begrundelse

Med Netanyahus umisforståelige afvisning af en tostatsløsning, stop for bosættelser og en deling af Jerusalem den 16. marts 2015 og hans valgsejr den 17. marts 2015 er EU’s klare og mange gange bekræftede politik for Israel/Palæstina i fare. Skal tostatsløsningen tilbage på den politiske dagsorden, må EU hurtigt tage affære. De umiddelbare skridt er, at Danmark sammen med flest muligt af EU’s medlemslande anerkender den palæstinensiske stat hurtigst og udtrykker sin støtte til Palæstinas deltagelse i ICC. Kun sådan kan vi gengive palæstinenserne troen på fremtiden og støtte fredsfløjen i Israel.

Hr. Holger K. Nielsen.

Tak for det. Spørgsmålet lyder:

Vil udenrigsministeren oplyse, om han og regeringen – idet det i lyset af valgresultatet i Israel og Netanyahus totale afvisning af tostatsløsningen nu er op til EU at få en løsning af konflikten tilbage på den politiske dagsorden – nu, hvor det virkelig kan gøre en forskel, agter at anerkende Palæstina samt give støtte til Palæstinas deltagelse i den internationale strafferetsdomstol?

Ministeren.

Tak, og tak til hr. Holger K. Nielsen for spørgsmålet, der absolut er relevant at diskutere. Når det er sagt, må jeg sige, at hr. Holger K. Nielsen jo også er lidt hurtig på aftrækkeren her, for vel har vi haft et valg i Israel i sidste uge, men vi har ikke fået en ny regering, og det er stadig væk muligt, at vi får en bred koalition. Der forhandles i disse timer i Tel Aviv, og meget vil afhænge af, hvordan den kommende israelske regering ser ud, så vidt jeg kan vurdere, i forhold til hvad der vil være det kloge næste skridt.

Men uanset hvem der danner regering i Israel, skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at fremme den tostatsløsning og den palæstinensiske stat, som jeg tror vi er helt enige om, hr. Holger K. Nielsen og jeg, er den eneste mulige vej frem, hvis man skal finde en permanent løsning på krisen i Mellemøsten. Vi kender jo alt for godt problemerne: I al for lang tid har Israel ikke vist den fornødne politiske vilje til at arbejde seriøst for en forhandlet løsning, og det er et alvorligt problem, som er med til at gøre situationen uholdbar, som jeg ser det.

Samtidig har vi på den anden side en intern splittelse hos palæstinenserne, som gør det svært for dem at stå stærkt og samlet som en troværdig forhandlingspart. Og det vil sige, at det at få den palæstinensiske forsoningsproces til virkelig at fungere også er nødvendig for at nå frem til en tostatsløsning, så vidt jeg kan vurdere. Man kan sige det således: Hos den ene part mangler de viljen, og hos den anden part mangler de i øjeblikket evnen til at gennemføre de forhandlinger, der skal til.

Så er spørgsmålet: Hvad så med en anerkendelse af Palæstina? Hvordan spiller det bedst ind i det forhandlingsrum, vi kommer til at gå ind i. Som sagt synes jeg, det afhænger lidt af, hvordan regeringen i Tel Aviv kommer til at se ud. Men jeg mener ikke, vi kan diskutere, at det bedste og de bedste chancer for en palæstinensiske stat ville være, hvis man kunne få forhandlet en løsning, som en palæstinensisk stat så kunne stå oven på.

Vi har også åbnet op for her, at man kan anerkende Palæstina som en del af at nå frem til en sådan forhandlet løsning, men vi vil så helst have, det sker i et EU-spor, hvor det virkelig betyder noget, og hvor man taler med vægt.

I forhold til ICC kan jeg konstatere, at Palæstinas medlemskab af Den Internationale Straffedomstol allerede må antages at være en realitet. Canada er det eneste ICC-land, som har indsendt en note til FN om, at de ikke accepterer Palæstina som ICC-medlem. FN's generalsekretær og ICC's organer har imidlertid tilkendegivet, at de anser Palæstinas ratifikation som gyldig. Og da ingen EU-lande har protesteret over Palæstinas tiltrædelse, anser vi fra dansk side Palæstina som ICC's 123. medlem.

Hr. Holger K. Nielsen.

Tak for det, og tak for svaret. Ministeren forsøger sådan lidt at dele sol og vind lige: Der er jo problemer på begge sider. Det er der selvfølgelig, men vil han ikke medgive, at hovedproblemet lige nu er Netanyahu? Det var hans udtalelser op til valget, som var dybt, dybt provokerende, og som i sig selv har skabt en krise i mulighederne for at få en forhandlet løsning. Det er jo også derfor, at vi i øjeblikket hører meget, meget stærke reaktioner fra Det Hvide Hus, langt stærkere, end vi har hørt her i Folketingssalen i dag fra den danske udenrigsminister. Det synes jeg er lidt mærkeligt, det må jeg sige.

Der har jo været meget, meget karske udtalelser fra Obama. Der har været karske udtalelser fra Nick Clegg, den britiske vicestatsminister, som mig bekendt har tætte kontakter til Det Radikale Venstre, om, at hvis Netanyahu ikke trækker udtalelserne om, at han ikke vil anerkende Palæstina, tilbage, så bliver Storbritannien nødt til at anerkende Palæstina som stat. Og det er det, som jeg godt vil have at den danske regering bliver lidt mere, om jeg så må sige, offensiv på, at man går ind og mere proaktivt får fremmet den dagsorden. For der er ingen som helst tvivl om, at Netanyahu bliver ny israelsk statsminister. Det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om.

Der er ingen tvivl om, at han jo også hænger på den udtalelse, han kom med op til valget. Han forsøger at trække den tilbage i øjeblikket, men der er ingen, der tror ham over en dørtærskel, også fordi han jo simpelt hen har saboteret enhver tostatsløsning gennem årene. Derfor er det nødvendigt, at der bliver lagt et stærkere pres på Netanyahu, som Det Hvide Hus er i gang med i øjeblikket, som Nick Clegg er i gang med i øjeblikket, som den svenske regering med sin anerkendelse er i gang med i øjeblikket, som en række europæiske lande skal i gang med i øjeblikket.

Derfor vil jeg anse det for meget, meget vigtigt, at også den danske regering går lidt mere aktivt ind i den her diskussion og i stedet for at sige, at der er fejl på begge sider, siger: Hovedproblemet er Netanyahu og hans udtalelser op til valget, og vi er nødt til at lægge et stærkere pres på ham, hvis man skal komme videre i fredsprocessen.

Ministeren.

Jeg tager gerne afstand fra de udtalelser, Netanyahu kom med i det interview, der blev bragt dagen før valget. Jeg mener, de er alt andet end hjælpsomme. Jeg mener, de i sig selv udgør et problem, og selvfølgelig må vi forvente, at Netanyahu, uanset hvilken regering han måtte blive leder af, vender tilbage til forhandlingsbordet, vender tilbage til en tostatsløsning som det mål, der skal være. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Holger K. Nielsen i, og det siger jeg gerne helt klart og tydeligt, som jeg gør det her. Det er den eneste vej frem.

Men det, der er det underliggende spørgsmål i dag, er jo: Skal Danmark gå ud ensidigt og anerkende Palæstina nu? Og når jeg tøver lidt med det og har gjort det i et stykke tid, er det – med al respekt for Nick Clegg og Storbritannien – fordi en af ulykkerne i den europæiske politik her er, at vi har været så splittede. Jeg vil gerne have det kort på hånden i forhold til at få en samlet EU-politik, ikke mindst i forhold til bosættelsespolitikken, hvor jeg gerne ser en stærkere EU-rolle. Derfor er jeg ikke så sikker på, at de der ensidige skridt fra enkelte lande, når det kommer til stykket, lægger det pres, som hr. Holger K. Nielsen efterlyser. Jeg så gerne en stærkere europæisk stemme i det spørgsmål.

Hr. Holger K. Nielsen.

Det tror jeg vi alle sammen er fuldstændig enige i, og derfor siger jeg også, at man skal forsøge at få en fælles europæisk politik på området og en fælles europæisk anerkendelse. Men hvis det ikke sker, er det jo, at man er nødt til at sige: Hvad så? Og der synes jeg virkelig, at regeringen burde overveje at gøre som Sverige og ligesom sige, at det ikke kan hjælpe noget, at vi hele tiden venter og venter. For tiden går, og jo længere tid der går, jo mere eksplosiv kan hele udviklingen blive dernede i området.

Ministeren siger, at så vil den israelske regering vende tilbage til fredssporet. Jamen hvis det bliver på samme måde som i de sidste år, er der jo ikke tale om nogen tilbagevenden. Det har været en konsekvent saboteren af ethvert fredsinitiativ, som er kommet fra Abbas, den moderate palæstinensiske leder, med nye bosættelser hele tiden og med forskellige måder at obstruere det på.

Jeg synes, man virkelig skulle tage det op igen, ligesom jeg i øvrigt har forstået at det radikale bagland også har gjort. I Det Radikale Venstre er der jo en diskussion af det her. Jeg har læst adskillige udtalelser fra medlemmer af den radikale hovedbestyrelse, som faktisk mener, at man bør gå i gang allerede nu.

Udenrigsministeren.

Det kan jeg bekræfte. Som jeg også selv sagde, er et af de helt store problemer, at der i alt for lang tid har været en manglende politisk vilje fra Israels side til at komme videre i fredsprocessen. Men det, vi diskuterer i dag, som jeg oplever det, er, hvad der virker. Jeg har fuld respekt for og jeg forstår egentlig godt rationalet bag Holger K. Nielsens synspunkt, ligesom jeg har fuld respekt for det valg, Sverige har truffet. Men jeg må også konstatere, at det, at man som det 134. land, tror jeg det er, anerkender Palæstina, jo desværre ikke på nogen måde har forandret noget som helst i Tel Aviv. Det er desværre heller ikke noget, der virker som en mirakelkur.

Jeg kan ikke garantere, at mine forsøg på at nå til enighed i Europa vil bære frugt i overmorgen, men jeg tror godt, jeg kan garantere, at hvis det lykkes, vil det faktisk betyde noget, og det kunne blive en game changer i Mellemøsten. Og derfor er mit fokus dér.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg tror ikke, der er mirakelkure for det her. Jeg tror under alle omstændigheder, og der er vi enige, at det her er ganske, ganske vanskeligt. Vi er også enige om, at det især er USA, der kan lægge det pres, der skal lægges i den her proces. Og det er også rigtigt, at det, at der er så mange, 134 lande, der har anerkendt Palæstina, ikke har medført, at Palæstina reelt er blevet en stat.

Men jeg tror, vi skal have i baghovedet, at mange forskellige mindre skridt også kan gøre en forskel. Og det vil sige, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi gør i Europa på det her område. EU kan spille en rolle økonomisk og diplomatisk, og der, hvor vi faktisk kunne gøre en forskel, er ved anerkendelsespolitikken. Det er også derfor, at man i en række parlamenter har truffet beslutning om at ville anerkende Palæstina som stat. Det er grunden til, at diskussionen rent faktisk kører flere og flere steder, nemlig at man har indset, at der er ét sted, hvor Europa kan gøre en forskel, og det er ved at anerkende Palæstina med henblik på at få gang i fredsprocessen igen.

Ministeren.

Her må jeg sige, at jeg ikke er helt enig med Holger K. Nielsen. Jeg tror faktisk, at der, hvor EU kunne gøre den største forskel, er ved en mere konsekvent politik i forhold til bosættelsespolitikken. Jeg er ikke sikker på, at anerkendelse fra enkeltstående europæiske lande vil gøre nogen forskel, desværre, men jeg er ret sikker på, at en mere tydelig politik fra EU's side i form af både pisk og gulerod, om jeg så må sige, i forhold til de ulovlige bosættelser, der foregår, ville gøre en forskel.

Her er det mit indtryk, at også rigtig mange israelere er klar over, at den bosættelsespolitik, der bliver foretaget og er blevet foretaget af den israelske regering, er destruktiv i forhold til at nå en fredelig løsning og faktisk lægger gift ud for en tostatsløsning. Så når jeg drager til EU, er mit formål nr. 1 faktisk at forsøge at få stoppet bosættelsespolitikken. Det tror jeg næsten er det vigtigste, EU kan gøre.

Anerkendelse, ja, jeg glæder mig til at anerkende Palæstina, men jeg tror først, at det kan ændre dynamikken mellem de to lande, når man er kommet længere i den forhandlede løsning, hvorimod bosættelsespolitikken er en af de største barrierer for at få en sådan løsning.

Jeg siger tak til udenrigsministeren og tak til hr. Holger K. Nielsen, for det var spørgsmål nr. 3.

Vi går videre til spørgsmål nr. 4. Det er til justitsministeren, og det er af hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.