Jeg skal starte med at give udenrigsministeren ret i, at der er en fejl i det materiale, vi har fremsendt.
Der står, at Norge har anerkendt Palæstina som stat.
Det er ikke rigtigt.
Norge har alene tilkendegivet, at de vil støtte en anerkendelse, især hvis det kommer til at ske i FN nu her.
Der har jo længe været dødvande i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, og derfor finder vi i Enhedslisten, at tiden er inde til, at Danmark fremmer processen med de midler, vi har til rådighed.
Det her er et af de midler, vi kan se, og et af de konkrete tiltag, vi kan tage.
Palæstinas anerkendelse har været drøftet i Folketinget i 2006-07, hvor jeg med stor glæde har set, at alle regeringspartierne har udtalt sig til fordel for en anerkendelse af staten, og også, som vi hørte her sidst, Det Konservative Folkeparti.
Jeg har især og med glæde også hæftet mig ved, at vores nuværende udenrigsminister i flere af Folketingets debatter ivrigt har talt for en anerkendelse af Palæstina.
Et skridt på vejen kan være, at flest mulige lande de facto anerkender Palæstina som selvstændig stat og dermed styrker deres autoritet i forhandlingerne.
Et andet skridt kan være at anerkende Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN på lige fod med den anden halvdel i konflikten, nemlig Israel.
Den tredje mulighed kan være at give dem de priviligerede samhandelsrettigheder, som EU har mulighed for at give.
Man hvad skal der til, for at der er tale om en stat?
Det har der jo været stillet spørgsmål om her i debatten.
Folkeretten siger, at der er fire grundlæggende kriterier:
Det første er, at der findes en befolkning, og det kriterium er der ikke nogen der indtil nu har sat spørgsmålstegn ved.
Det andet kriterium er, at den befolkning har et klart afgrænset territorium.
Og det er jo velkendt, at grænserne for et palæstinensisk territorium ikke ligger fast.
Folkeretsligt er det dog ikke et krav, at territoriets grænser til andre stater skal være entydige og endeligt fastsat.
Hvis det havde været tilfældet, ville Israel jo aldrig være blevet anerkendt som stat.
Det er også internationalt anerkendt, at Palæstinas territorium vil ligge inden for 1967-grænsen med de modifikationer, som måtte blive forhandlet med Israel.
Det er jeg helt enig med hr.
Søren Espersen i må være det, der er slutresultatet.
Men udgangspunktet for forhandlingerne har jo for stort set alle på nær hr.
Søren Espersen været den grønne linje.
Derfor må man konkludere, at også kriteriet om et afgrænset territorium er opfyldt.
Det tredje kriterium, som man arbejder med i folkeretten, er, at der findes en befolkning på et afgrænset territorium under ledelse af en regering, der effektivt udøver sin myndighed.
Der vil jeg blot henvise til, at både FN, Verdensbanken og IMF vurderer, at selvstyret har de nødvendige redskaber til at forvalte en fungerende stat, også selv om de anmærker, at den myndighed har aktiviteter på sit område som Israels bosættelser, og det er en ting, som måske tyder på, at de ikke helt har styr på deres land.
Men det ikke noget, som internationale myndigheder angiver som vægtige grunde.
Alle bør derfor også kunne acceptere, at det tredje kriterium, nemlig at der er en ledelse, som effektivt udøver sin myndighed, er til stede.
Det fjerde kriterium er, at enheden nyder en sådan uafhængighed af andre stater, at den kan varetage sine egne eksterne relationer.
Der vil jeg bare anføre, at Palæstina i dag er anerkendt af 129 lande, som har diplomatiske relationer med dem.
Tallet er et bevis på, at store dele af verdenssamfundet lægger til grund, at Palæstina har ekstern handeevne og kan indgå i relationer med andre stater.
Alt i alt er de folkeretlige kriterier for statsdannelse til stede, og dermed kan også kriterierne for en dansk anerkendelse af en selvstændig Palæstinastat være til stede.
Det er Enhedslistens opfattelse, at en anerkendelse vil øge palæstinensernes autoritet i forhandlingerne om fred og dermed øge muligheden for en fredelig løsning på den mangeårige konflikt.
Vi mener, at vi bør støtte op om de 129 lande, uanset hvor i verden de nu måtte ligge, og ikke vente på, at man i EU finder en løsning.
Det ser ud til at have lange udsigter.
Men det løser ganske rigtigt, som nogle af kollegaerne har påpeget, ikke alene problemet.
Der skal presses på for, at alle parter tager kravet om forhandlinger alvorligt – forhandlinger, der bør løse både problemet med muren, problemet med de ulovlige israelske bosættelser, problemet med Jerusalem og problemet med flygtninge.
Kvartetten er tilsyneladende kørt fast.
Der er i hvert fald ikke nogen progression i det.
Noget nyt og mere må ske, og Danmark har en autoritet over for både Israel og Palæstina, som bør kunne bruges.
Derfor håber jeg, at vores regering netop vil sige, at den sætter sig i spidsen.
Alle husker sikkert Osloaftalen, som netop kom i stand, ved at enkeltlande tog initiativer, som bragte processen videre frem.
Jeg er overbevist om, at hvis vi lægger mindreværdskomplekserne til side, vil Danmark have en meget central position, måske sammen med de nordiske lande, som kunne sikre, at den her proces kommer videre, end FN-systemet, EU-systemet i øjeblikket kan magte.
Det er derfor, jeg beder om, at vi tager et enkelt første skridt, så vi kan komme fremad og vise, at Danmark vil mere end vente på de andre, at Danmark vil mere end det, som kvartetten lægger op til.
Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi tager det her skridt – hvor lille det end kunne se ud til at være.
Jeg tror, det er et afgørende vigtigt signal.
Jeg har også talt med den palæstinensiske repræsentation i Danmark, som synes, det er et fortrinligt forslag, og de priser vores initiativ i den sammenhæng.
Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at vi netop som selvstændigt land også viser, hvor vi står.
Det kunne være, at det også kunne fremme processen i EU, sådan er vores udenrigsminister med større autoritet kunne tage ned og sige:
Nu tager vi næste skridt, nu tager vi handelsaftalerne op; nu tager vi det skridt, og nu prøver jeg at se, om jeg kan formidle en forhandling, der er mere effektiv end kvartettens.
Tak.