Jeg tror, de fleste kender historien om vennen, kollegaen, eller måske endda en selv, som er blevet nødt til at betale to, fire eller ti gange så meget for en billet, end hvad der udgør den oprindelige pris, det være sig til en fodboldkamp, til en koncert, til en opera eller til en teaterforestilling.
Ud over irritationen hos den enkelte er det jo også ofte sådan, at de begivenheder, vi taler om her, er støttet gennem det offentlige, gennem vores kulturstøtte. Det er en kulturstøtte, vi giver, fordi vi politisk synes, at det skal være muligt for alle uanset størrelsen på pengepungen at deltage i kultur- og idrætsbegivenheder.
Hvis der så var tale om, at det her var et lille og isoleret problem, så kunne man jo spørge, hvor mange kræfter og ressourcer, man skulle bruge på det. Men det er ikke et lille og isoleret problem. Vi ser kultur- og idrætsbegivenheder i Danmark, hvor der er tale om hundredvis og tusindvis af billetter, som opkøbes systematisk, organiseret, for at blive solgt til en overpris og med en gevinst, som bestemt ikke er med til at fremme det formål, der ligger i at give kulturstøtte, nemlig at give så mange som muligt og så mange forskellige som muligt, mulighed for at deltage i kultur- og idrætsbegivenheder.
Når man læser høringssvarene til L 117, er det også klart, at det er et område, som optager mange, som i dag er koncertarrangører, arrangører af store idrætsbegivenheder og er med til at organisere hele området af kulturelle og sportslige begivenheder. Og det er et område, som optager dem, fordi det, at der har været en systematisk handel med billetter, har givet anledning til svindel og falske billetter, som bagefter giver skuffede koncertgængere og skuffede fodboldentusiaster, som står med en falsk billet i hånden, måske endda en falsk billet, som de har betalt en gevaldig overpris for.
Derfor er det glædeligt at se, at høringssvarene er positive, og at man kan læse ud af høringssvarene, at det egentlig er noget, som hele kultur- og idrætsområdet er interesseret i at vi beskæftiger os med i Kulturudvalget, at det er et problem, som vi skal tage seriøst, og at det også er et problem, som vi skal forholde os til politisk. Det er selvfølgelig baggrunden for, at L 117 er en moderniseret udgave af den gamle lovgivning, som har fungeret helt siden 1919.
Sidste sommer havde vi en gevaldig debat omkring Roskildefestivalen, fordi Roskildefestivalen jo også er en af de festivaler, hvor man gentagne gange har oplevet, at der både er blevet solgt falske billetter og billetter til en meget høj overpris. Der var problemet, at politiet i Roskilde ikke længere følte, at de kunne administrere den gamle lovgivning på grund af forældelse og på grund af gamle termer, og fordi den var umulig at håndtere i praksis.
Til gengæld har vi oplevet, at politiet i København nemt har kunnet håndtere reglerne, når det drejede sig om kultur- og idrætsbegivenheder i København.
Som liberal synes jeg personligt, og i Venstre som parti synes vi, det er problematisk, at vi havde en lovgivning, som ikke blev administreret på samme måde, uanset om man befandt sig i Roskilde Amt eller i Københavns Amt. Derfor er det væsentligt, at vi med den modernisering, som L 117 udgør, nu også skaber et ordentligt grundlag for en ens retspraksis på det område, som drejer sig om billethajer og videresalg af billetter.
På den baggrund kan vi i Venstre varmt anbefale L 117, som gerne skulle gøre op med systematisk og organiseret svindel, videresalg og fortjeneste på billetter til kultur- og idrætsbegivenheder.