Vil udenrigsministeren stille krav til den nye israelske regering om at anerkende den palæstinensiske stat, indstille israelske væbnede angreb og acceptere eksisterende fredsaftaler, og hvis dette ikke er tilfældet, hvilke konsekvenser vil udenrigsministeren så drage af dette?

Stort set samtlige vestlige regeringer stiller i denne tid krav til Hamas om, at partiet skal anerkende Israel, indstille sin væbnede kamp og anerkender de eksisterende aftaler indgået mellem partnerne under fredsprocessen i 1990´erne. De samme krav stilles forunderligt nok ikke til Israel, selvom Israel i realiteten ikke lever op til nogen af dem. I forbindelse med Oslo-aftalerne anerkendte Israel ikke en palæstinensisk stat, som mange tror. Israel anerkendte dengang alene PLO, som det palæstinensiske folks retmæssige repræsentant, mens PLO til gengæld anerkendte den israelske stats ret til at eksistere indenfor våbenstilstandslinjerne fra 1949. Diverse statistikker, der beskriver udviklingen i antallet af militære aktioner og dræbte i Israel og de besatte områder, viser dernæst, at den israelske hær ikke har indstillet sine angreb på palæstinenserne, hvad enten disse har været militante, politiske ledere eller civile. Den israelske hær har dræbt mere end 3 gange så mange som de militante palæstinensiske grupper over de sidste 5 år. Fra 2003 og frem har de ledende Likud- og nu Kadimamedlemmer åbent talt om, at forhandlinger med palæstinenserne ikke er mulige eller ønskelige. I israelske aviser har de uden omsvøb fortalt om deres planer for ensidige tiltag såsom tilbagetrækning fra Gaza og en ny grænsedragning på Vestbredden. Disse udmeldinger er i praksis helt uforenelige med ordlyden af Oslo-aftalen og alle efterfølgende aftaler. Man kan derfor med god ret sige, at Likud og nu Kadima hverken anerkender den palæstinensiske stat, har indstillet sine væbnede angreb eller accepteret eksisterende fredsaftaler.