Den sidste sag på dagsordenen var:
5) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 19:
Forslag til folketingsbeslutning om at gøre den 29. august til national flagdag. Af Søren Espersen (DF) m.fl. (Fremsat 27/10 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Efter beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti skal den 29. august gøres til en national flagdag for at markere årsdagen for bruddet med den samarbejdspolitik, der under anden verdenskrig bestod imellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt.
     Den 29. august 1943 fandt den danske regering, at samarbejdspolitikken med tyskerne ikke kunne fortsætte, idet tyskernes handlinger og krav om bl.a. spærretiden med udgangsforbuddet på bestemte tider i hele landet samt indførelse af dødsstraf for sabotagehandlinger ikke kunne accepteres i et demokratisk folkestyre.
     Den 29. august 1943 trådte regeringen derfor tilbage, og landet overgik herefter til det såkaldte departementschefstyre, som fortsatte frem til befrielsen i maj 1945.
     Som bekendt blev det en vigtig forudsætning for, at Danmark ved anden verdenskrigs afslutning blev betragtet som allieret med vore befriere.
     Det kan vi især takke den folkelige opstand rundtom i landet for og ikke mindst vores modstandsfolk. Mange blev dræbt i de fem mørke år, og disse modige kvinder og mænd må ikke blive glemt.
     Jeg vil derfor gerne kvittere over for forslagsstillerne for at have taget initiativ til debatten i dag, og jeg vil også gerne sige, at der efter min opfattelse er meget rigtigt og godt i intentionerne bag beslutningsforslaget. Jeg er således grundlæggende enig i sigtet: Vi skal mindes, at Danmark under besættelsen gjorde det klart for besættelsesmagten, at vi ikke ville lade os kue, og vi skal især mindes de mennesker, som satte livet på spil i kampen for frihed og demokrati.
     Når regeringen alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det først og fremmest det historiske forløb efter anden verdenskrigs afslutning.
     I årene efter krigen var der en ordning med særlig flagning til minde om besættelsestiden. Ordningen indebar, at der den 9. april blev flaget på halv stang til kl. 12, hvorefter der blev flaget på hel stang resten af dagen, ligesom der den 5. maj og den 29. august blev flaget hele dagen.
     I 1950 blev spørgsmålet om den officielle flagning på mindedagene for besættelsestiden taget op til fornyet overvejelse. Statsministeriet, som flagreglerne dengang hørte under, besluttede i april 1950, at den praksis, som man i en årrække havde fulgt med officiel flagning den 9. april og den
5. maj, skulle opretholdes og indgå som et led i statens flagreglement, hvorimod den 29. august skulle udgå som flagdag. Denne ordning var godkendt af kongen. Baggrunden for beslutningen var, at de tre flagdage til minde om besættelsestiden, den 9. april, den 5. maj og den
29. august, kun havde været tænkt som en midlertidig ordning. Da ordningen blev gjort permanent, begrænsede man antallet af flagdage i relation til besættelsestiden til to. Det kan dog nævnes, at der ved kongelig resolution af
27. juni 2003 blev givet Kirkeministeriet en tidsbegrænset tilladelse til i Mindelunden i en periode på 15 år at flage med splitflag på dage, der har særlig forbindelse til besættelsen, herunder bl.a. den 29. august. Bortset herfra har der således i mere end 50 år ikke været flaget fra officiel side den 29. august, og regeringen finder navnlig, at der af denne grund og nu 62 år efter samarbejdspolitikkens ophør ikke er tilstrækkelig grund til på ny at gøre den 29. august til officiel flagdag.
     I forlængelse heraf vil jeg også kort gøre en bemærkning af mere generel karakter om retsgrundlaget for flagområdet. Det er sådan, at der efter en lang tradition anordnes officiel civil flagning ved ganske særlige lejligheder, herunder på visse mindedage i forbindelse med begivenheder inden for kongehuset, på folkekirkens helligdage og visse særlige historiske mindedage. Derudover anordnes der ekstraordinær flagning i forbindelse med kongehusets officielle besøg samt endelig i ganske særlige tilfælde ved begivenheder af særlig national betydning. Det kan være glædelige begivenheder, som da kronprinseparret fik en søn i oktober i år, men det kan også være sørgelige begivenheder, f.eks. tsunamikatastrofen i Sydøstasien i december sidste år.

     Den praksis, som i mange år har været fulgt i forbindelse med administrationen af flagområdet, har imidlertid været karakteriseret af det hovedsynspunkt, at antallet af officielle flagdage bør begrænses mest muligt. Det skyldes navnlig et ønske om at fastholde den signalværdi, der knytter sig til de eksisterende officielle flagdage.
     I dag flages der således, når medlemmer af kongefamilien har fødselsdag, på folkekirkens helligdage, nytårsdag, grundlovsdag, valdemarsdag og genforeningsdag. Endelig kan der i tilknytning til beslutningsforslaget være grund til at fremhæve, at besættelsen markeres ved to årlige officielle flagdage, nemlig den 9. april og den 5. maj. Regeringen finder, at Statsministeriets principbeslutning fra 1950 vedrørende flagning den 29. august bør fastholdes. Vi har siden dette tidspunkt haft to officielle flagdage til minde om besættelsestiden, og navnlig
i lyset af den yderst restriktive praksis på flagområdet, der er, er der efter regeringens opfattelse ikke grundlag for at ændre ved den bestående ordning. Jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at tage initiativ til debatten i dag og for et beslutningsforslag med tilhørende bemærkninger, der grundigt beskriver nogle af begivenhederne i 1943. Jeg er enig i, at vi ikke må glemme begivenhederne i forbindelse med Danmarks brud med samarbejdspolitikken. Som nævnt er der imidlertid meget gode grunde til at fastholde Statsministeriets beslutning fra 1950, og regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg siger tak for justitsministerens redegørelse.
     Jeg må sige, jeg er meget, meget skuffet og også overrasket over, hvad der er sket med Det Konservative Folkeparti. Nu forstår jeg selvfølgelig, at ministeren taler på regeringens vegne. I så fald må det være regeringen, der så at sige har bestemt Det Konservative Folkepartis nye linje, for i morges i Fyens Stiftstidende tilslutter De Konservatives politiske ordfører, fru Pia Christmas-Møller, sig varmt initiativet, og det samme gør den konservative kulturordfører, hr. Jakob Axel Nielsen.
     Jeg vil gerne spørge justitsministeren: Hvornår er det i løbet af i dag, at Det Konservative Folkeparti har besluttet sig til, at man ikke kan støtte noget så klart som det her?

Jeg taler godt nok på regeringens vegne, men jeg er også konservativ, ud over at være justitsminister er jeg også konservativt folketingsmedlem.
     Det har været min opfattelse, at både den konservative ordfører og den konservative folketingsgruppe er helt enige i den linje, som jeg i dag redegør for på regeringens vegne.

Jeg må så senere, når den konservative ordfører kommer på talerstolen, spørge, hvornår den beslutning er truffet. Jeg gik egentlig ud fra, at når man var politisk ordfører for et parti, så talte man på partiets vegne, men det kan jeg forstå at man altså ikke gør mere.
     I Fyens Stiftstidende i dag, den 10. januar, siger fru Pia Christmas-Møller: Historisk bevidsthed er meget vigtig, og der er en god grund til at markere den dag, hvor vi brød ud af eftergivenhedens spændetrøje. Og hr. Jakob Axel Nielsen giver det fuld opbakning: Det er en rigtig god idé at gøre den 29. august til officiel flagdag; det vil hvert år markere en fortjent hyldest til den gode moral og en stålsat befolkning, der eftertrykkeligt fik ændret det officielle Danmarks holdning. Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet, når hr. Helge Adam Møller kommer på talerstolen.

Jeg har ikke yderligere kommentarer til det spørgsmål, der er
i vente.

Jeg vil sige, vi godt kan støtte. Vi synes faktisk, det er en god idé at lave en flagdag på den der historiske dag, hvor den danske befolkning gjorde oprør mod samarbejdspolitikken.
     Nu kan jeg forstå, at regeringens argument for at være imod er, at der ikke skal være flere flagdage, end der er i dag. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge: Er det indgået i regeringens overvejelser, at man kunne udskifte en af de fem flagdage, der er for kongehuset, med en enkelt flagdag for befolkningens oprør mod statsmagten midt i anden verdenskrig?

Jeg er sådan set meget glad for, at hr. Frank Aaen stiller spørgsmålet, for så har jeg jo en mulighed for lidt klarere at redegøre for regeringens hovedsynspunkt.
     Det er korrekt, jeg har redegjort for, at der er en restriktiv flagpraksis, og det synes jeg også måtte høre med til den debat, der er i dag, men det er altså ikke det, der er regeringens hovedargument for at afvise beslutningsforslaget. Det er, at mennesker, som nok var tættere på besættelsestidens begivenheder, i 1950 besluttede sig for, efter at man havde flaget for besættelsen på tre datoer, at der alene fremover skulle flages på to datoer, og det synes jeg sådan set at man skal respektere.

     Men blot fordi man ikke flager, betyder det jo ikke, at man ikke må tale om perioden og den betydning, den har haft for eftertiden og for alle os, der bor i Danmark i dag.
     Derfor har jeg også tilkendegivet over for beslutningstagerne, at selve formålet med beslutningsforslaget, nemlig at få fokus på de historiske begivenheder, der dengang fandt sted, er jeg meget enig i. Jeg mener blot ikke, at vi skal udvide antallet af flagdage.

Er det indgået i regeringens overvejelser, at de partier, der havde det store, massive flertal i 1950, jo præcis var de partier, som havde været med i samarbejdspolitikken, og som havde stået bag den, helt indtil den blev forkastet af befolkningen, og at det måske var derfor, at de partier havde en vis lyst til at undgå denne flagdag, der satte fokus på lige præcis deres dårlige udvikling og dårlige måde at forvalte deres ansvar på under krigen. Det er derfor, at man måske lige skulle genoverveje det.
     Det er korrekt, at de mennesker, der var i de partier, var dem, der var tæt på, men det var også dem, der var tæt på at have ansvaret for den samarbejdspolitik, der blev protesteret imod. Måske skulle vi i dag overveje, om deres motiver var så gode, som regeringen åbenbart går ud fra.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at det må være op til Enhedslisten at skyde politikere, der levede i 1950, det ene eller det andet motiv i skoene. Det skal jeg ikke kloge mig på, men blot sige, at jeg tror, at de personer som var politisk aktive og som aktivt deltog i samfundsdebatten, var de personer, der var de bedste til at afgøre, hvilke dage der fremover skulle være flagdage.
     Derfor finder jeg det sådan en smule mærkværdigt, at vi så mange år efter nu lige pludselig skal til ligesom at genoverveje, om det nu også var en klog beslutning. Der er mange andre måder at være med til at markere historiske begivenheder på end at vælge dem som flagdag. Vi synes som sagt, at det er rigtigt at holde fast i den beslutning, der blev truffet i 1950 af den daværende statsminister og også underskrevet af kongen.

I min barndom i den første halve snes år efter befrielsen var der ingen, der var i tvivl om, hvad Danmarks frihedsdag var. Frihedsdagen var ikke den 5. maj, det var den 29. august. Når ministeren nu nævner, at i 1950 blev den 29. august fjernet som flagdag, vil jeg gerne spørge, om det så ikke kunne skyldes, at den samarbejdsånd, som 29. august og det foregående augustoprør var et opgør med, så befolkningen gennemtvang regeringens afgang imod regeringens vilje, havde sejret igen, da vi var kommet hen til 1950. Politikerne og samarbejdspolitikerne var hele Folketinget. Politikerne hadede jo den 29. august. Kunne det egentlig ikke være det, der var grunden, og har det ikke slået ministeren, at hendes statsminister den 29. august 1993 brød den linje ved at sige, at modstandsbevægelsen havde ret?

Jeg vil sige til hr. Jesper Langballe, at det spørgsmål, hr. Jesper Langballe stiller, jo er ret enslydende med det spørgsmål, som hr. Frank Aaen stillede tidligere, nemlig hvad det var for nogle motiver, der gemte sig bag de beslutninger, der blev truffet i 1950.
     Jeg er fortsat af den opfattelse, at de personer, der på daværende tidspunkt havde ansvaret for rigets tilstand, også fuldt ud var i stand til at vurdere, hvad der var klogest at gøre i forhold til det fremtidige flagreglement, herunder træffe den beslutning, at det var tilstrækkeligt, når man har en meget restriktiv flagpraksis, at markere besættelsen med to dage.

Jeg må sige til justitsministeren, at det jo ikke tilfører debatten nogen vitaminer med denne alenlange gennemgang af flagdage, skiftende flagdage osv. Det kan være meget kuriøst, men spørgsmålet er: Hvad mener ministeren selv om den 29. august som flagdag? Den dag betyder noget ganske bestemt. Da havde befolkningen i august vendt sig mod Folketinget, havde fået gennemtvunget, at da den 5. maj kom i 1945, hørte vi til den sejrende side, da var vi ikke en slagen nation sammen med Nazityskland.
     Synes justitsministeren ikke selv helt personligt, at det kunne der være grund til at flage for? Synes justitsministeren ikke selv, at den 29. august fuldstændig uden konkurrence er den vigtigste dato under besættelsen?

Jeg vil sige til hr. Jesper Langballe, at regeringen er helt enig i, at det er tilstrækkeligt at markere besættelsen med to dage, men det betyder jo ikke, at der ikke er mange vigtige og væsentlige begivenheder under besættelsen, som skal mindes, huskes og fortælles også til fremtidens generationer.
     Jeg vil også sige til hr. Jesper Langballe, at jeg ikke tror, det afgørende er, hvorvidt man flager den dag, men det er nok nærmere at drøfte og diskutere de konsekvenser, som samarbejdspolitikken, herunder også ophøret af samarbejdspolitikken, havde for Danmark.
     Jeg mener faktisk ikke, man har behov for at gøre det til en flagdag for at kunne diskutere både med vitaminer, saft og kraft.

Det er jo bedrøveligt at konstatere, at den konservative folketingsgruppe åbenbart støtter forslaget, medens justitsministeren ikke går ind for det, når man påtænker, at det jo faktisk, som reglerne er i dag, er justitsministerens prærogativ at udnævne flagdage.
     Derfor synes jeg da egentlig, det er relevant at høre, om ministeren har en holdning til, om der overhovedet kan tænkes udnævnt flagdage i fremtiden, og i givet fald i hvilke anledninger justitsministeren kunne forestille sig, at hun ville tage sin magt i anvendelse, så at sige sit prærogativ i anvendelse. Kunne vi ikke få nogle eksempler på det, når nu justitsministeren åbenlyst mener, at den 29. august altså ikke er tilstrækkelig vigtig?

Det har jeg sådan set allerede redegjort for, kan jeg sige til hr. Morten Messerschmidt. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke vil svare på spørgsmålet, men jeg synes måske, at det er synd, at en debat, der sådan set vedrører en meget væsentlig historisk begivenhed i Danmark, nu lige pludselig skal køres over i sådan en mere teknisk diskussion af, hvornår man udvider antallet af flagdage.
     Som jeg allerede har redegjort for, er noget af det, der er afgørende, f.eks. kongehusets fødselsdage, og der vil det jo nok med tiden betyde, at der skal ske justeringer af, hvornår der flages, og hvornår der ikke flages. Så der vil da helt givet ske forandringer.
     Som jeg også har redegjort for i mit allerførste indlæg, sker der jo begivenheder, som er uforudsigelige for os politikere, men som giver anledning til, at de skal markeres på den ene eller den anden måde. Her nævnte jeg tsunamikatastrofen som et eksempel på, at man valgte at flage for at markere den sørgelige begivenhed.
     Jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at hvis han ønsker at få en komplet oversigt over officielle flagdage fra statens bygninger, så oversender jeg gerne den, men jeg synes måske, det er at bringe debatten lidt ud på et vildspor sådan at drøfte det i detaljer.

Det behøver justitsministeren ikke at ulejlige sig med, for det er ikke relevant. Det, jeg tænker på, er fremtiden. Når nu justitsministeren siger, der helt givet vil ske forandringer, så må det jo tages til indtægt for, at justitsministeren altså ikke udelukker, at man fremover kan indføre flagdage.
     Så kunne jeg bare godt tænke mig at analysere, hvad det er, der foregår i justitsministerens hoved, når hun siger, at den dag, hvor danskerne insisterede på at være danske, ikke er vigtig nok til at falde ind under de kategorier, som justitsministeren forestiller sig, og justitsministeren samtidig siger, at der kan komme flere dage.
     Det er da utrolig relevant, det må justitsministeren da kunne svare på i stedet for bare at henvise til, at det er synd at forkludre debatten. Hvis der er nogen, der forkludrer debatten, så er det da justitsministeren, der har banket sin folketingsgruppe på plads.

Det mener jeg bestemt ikke. Jeg har allerede redegjort for, hvorfor vi ikke mener, at besættelsen skal markeres med mere end to flagdage, og at vi finder, det er rigtigst at holde fast i de to flagdage, som er bredt alment, offentligt kendt
i hele befolkningen. Så vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, at det jo ikke er sådan, at jeg fra Folketingets talerstol har redegjort for, at der er en meget liberal flagpraksis, hvor en justitsminister sådan efter forgodtbefindende bare vælger at sige, at nu skal vi lige have nogle flere flagdage.

     Tværtimod har jeg redegjort for, at der er en overordentlig restriktiv praksis, for jeg synes, det er meget vigtigt, at de flagdage, vi har, er nogle, som vi sammen kan værne og være fælles om, og som det er vigtigt for folk også at kende forhistorien til.
     Da jeg sagde, at der fremover måske kunne komme nye flagdage, så er det jo bl.a., fordi jeg redegjorde for i mit allerførste indlæg, at der bliver flaget for kongehusets medlemmers fødselsdage, og meget kan man forvente af mig, men at forudsige fremtidige fødselsdage i forbindelse med kongehusets medlemmer håber jeg ikke at Dansk Folkeparti forventer er noget, en justitsminister kan redegøre for i dag. Der kan ske mangt og meget også i kongehuset, og det er jo en af de ting, man må tilpasse flagreglerne til.

Der er intet, der skal afholde mig fra at sige, hvad jeg mener, end ikke den omstændighed, at jeg måske kan få hr. Frank Aaen som meningsfælle.
     Derfor vil jeg sige, at det her jo ikke er en historisk drøftelse. Den 29. august er ganske rigtig en historisk dato, men det er en historisk dato, der har en aktuel betydning, for det var opgøret med en samarbejdspolitik, der var en national skændsel. Det, der ligger i det nuværende beslutningsforslag, er jo altså også et opgør med den tendens, der breder sig også i den nyere historieskrivning og dermed i den nuværende offentlige debat, hvor man lægger op til, at det var samarbejdspolitikken, der havde ret, at det var samarbejdspolitikken, der kom til som en klog diplomatisk måde, hvorpå vi altså kom igennem besættelsen uden virkelige savn og skader. Det er den aktuelle historisk konkrete sammenhæng, det hele hører hjemme i.
     Derfor synes jeg altså, at man i stedet for at gøre det til en diskussion om flagdage skulle gøre sig klart, at det her virkelig har betydning for, hvordan vi forstår vores egen nutid og os selv.

Jeg vil sige til hr. Søren Krarup, at jeg sådan set er meget enig i, at det er vigtigt, ikke mindst i lyset af den fremtrædende plads, som samarbejdspolitikken har spillet også
i den offentlige debat de sidste par år, at vi diskuterer det og diskuterer det med hinanden uanset de forskellige opfattelser, som jeg i hvert fald har noteret mig der har været af det emne i den officielle og i den aktuelle debat, der er. Men man kan jo godt diskutere et spørgsmål og en historisk begivenhed og de konsekvenser, det måtte have, uden at man behøver at have en flagdag for det. Og det er sådan set det, der er min og regeringens pointe, nemlig at vi har valgt at sige, at besættelsen markeres med to flagninger, men vi anerkender, og det har jeg også understreget i min besvarelse til dette beslutningsforslag, at det er vigtigt, at der er en god, saftig, livlig debat om betydningen af samarbejdspolitikken og det, der fulgte efter.

Jeg vil ikke hænge mig så meget i ordet flagdag. Jeg vil egentlig hellere sige mindedag, for dermed understreger man dets betydning.
     Forholdet er jo, at justitsministeren er medlem af en regering, hvis regeringschef har sagt det efter min mening fuldstændig rigtige: Vi står i en kulturkamp; det er dens udfald, der er afgørende for Danmarks fremtid.
     Det er en kulturkamp, der netop slutter sig tæt til 29. august, til kravet om national selvstændighed, selvbevidsthed, selvrespekt. Og derfor synes jeg, det er så afgørende, at man fastholder den 29. august i en situation, hvor jo hele den moderne historieskrivning påvirket af 1968 er ved at bagatellisere og reducere den 29. august til noget ligegyldigt, for samarbejdspolitikken havde ret.
     Dette er en aktuel debat. Den er utrolig afgørende for den kulturkamp, der er regeringens grundanliggende, og derfor synes jeg søreme, at vi skal tage det væsentligere end at begynde at drøfte flagdage. Dette angår virkelig fremtiden for os alle sammen.

Jeg vil sige til hr. Søren Krarup, at jeg intet problem har med, at man diskuterer det væsentlige og substansen. Men regeringens pointe - og det er altså en enig regerings pointe
- er, at det ikke betyder, at den 29. august gøres til flagdag. Samarbejdspolitikken ophørte for 62 år siden. I 1950 besluttede den ansvarlige minister, det var dengang statsministeren, og det blev underskrevet af kongen, at der alene skulle være to flagdage. Det betyder ikke, at man ikke må diskutere den 29. august, og hvad der både før og herefter fulgte. Det betyder alene, at man ikke vælger at sige, at vi nu så mange år efter igen ved at gøre det til en flagdag vil markere den 29. august som dette. Men derfor kan man jo sagtens diskutere begivenhederne.

Det skal bare være ganske kort. Jeg hæftede mig ved, at justitsministeren sagde, at det var vigtigt, at vi alle sammen kunne stå sammen om flagdage. Så vil jeg da godt høre, om ikke ministeren så også mener, det er vigtigt, at vi kan stå sammen om at markere den 29. august, hvor man smed nazisterne ud af de danske regeringskontorer.

Jo, jeg tror da, der er mange begivenheder, som vi kan stå sammen om. Den 29. august var en skelsættende dato både for de danskere, der levede dengang, og for eftertiden, og den har betydet meget for den historieskrivning, der efterfølgende har fundet sted. Men der er jo også mange andre datoer, som vi alle sammen kan være fælles om, og som betyder noget for os.
     Min pointe er egentlig bare, at jeg synes, det er vigtigt, at man diskuterer det her, og jeg synes på en eller anden måde også, det er befriende, men det kan altså ikke afhænge af, om det er en flagdag eller ej. Det kan godt være en vigtig begivenhed, selv om det ikke er en flagdag.

Det kan godt være, at jeg hørte galt, da hr. Kim Christiansen lige før stillede justitsministeren et spørgsmål, men jeg synes faktisk, han kom til at sige, at vi den 29. august smed nazisterne ud af regeringskontorerne. Det havde jeg forventet at landets justitsminister, alle vores uenigheder omkring samarbejdet og forhandlingspolitikken i øvrigt, havde taget afstand fra. Så det vil jeg godt bede om justitsministeren ikke godt lige vil knytte en bemærkning til.

Jeg mente såmænd bare, at det var hr. Kim Christiansens måde ligesom at få fyret op under en debat på, som man ønsker i dag, om samarbejdspolitikken og de konsekvenser, den havde. Jeg har allerede redegjort for, at hvad der skete den 29. august, jo var, at regeringen forsvandt fra regeringskontorerne, og at man overgik til departementschefstyre.

Så siger vi tak til ministeren. Nu går vi i gang med ordførerrækken. Den første er fru Birthe Rønn Hornbech.

Selv om forslagsstillerne siger, at det her jo ikke er en historisk diskussion, så vil jeg da godt kvittere for, at det er spændende også i deres beslutningsforslag at læse om de vigtige punkter under besættelsen. Det er noget, som desværre ikke alle i den opvoksende generation har lært så forfærdelig meget om.
     Justitsministeren har jo allerede gjort rede for, hvad den 29. august står for. Vi er fuldstændig enige i, at det selvfølgelig er en meget skelsættende dag. Jeg kan godt huske, at man under min opvækst de første par år efter besættelsen talte meget om den 29. august, talte meget om departementschefstyret, talte meget om generalstrejken.
     Der var mange ting, der blev fremhævet som eksempler på, at Danmark omsider var trådt i karakter. Og vi ved jo godt, at der i dag stadig væk sidder mennesker rundtomkring, som har været med til at gøre en indsats under krigen, og jeg vil da også tilslutte míg, at der stadig er grund til at sige tak, så længe der er nogen af dem, der lever, og derefter stadig at mindes indsatsen og mindes den dag.
     Men det er jo ikke den eneste. Der er også andre. Jeg har lige nævnt nogle. Man kunne også nævne Frihedsrådets oprettelse. Jeg tror, at hver familie har sine dage. Jeg har indtil flere, hvor jeg har hørt om begivenheder, hvor tyskerne kom og tog det ene familiemedlem, og et andet måtte af vejen. Det tror jeg vi alle sammen har, hvis vi har nået en vis alder.
     For mig er det meget afgørende, at vi hele tiden mindes besættelsen, at vi fortæller vore unge i familierne om, hvad der foregik. Men at udstede et egentligt påbud til os selv, havde jeg nær sagt, altså at staten udsteder et påbud til sig selv om, at der skal flages, finder jeg ikke rigtigt, når man for så mange år siden har besluttet, at den dag nu er faldet væk som flagdag.
     Man har besluttet sig for, at vi har to vigtige mindedage, som jo stadig væk holdes og faktisk refereres i tv hvert år, nemlig den 9. april og den 5. maj. Vi synes, det er rigtigt, at det er de to officielle flagdage, og så mindes vi en række andre dage, hvor den 29. august jo er, kan man sige, slutstenen på en udvikling, som mange havde været med til at bære frem til.

     Så vi må altså ligesom regeringen afvise forslaget. Det, vi afviser, er ikke at mindes den 29. august, men alene, at der skulle udstedes en regel om, at vi skulle genindføre en flagdag den 29. august.

Der er jo sket meget både i Venstre og Det Konservative Folkeparti inden for det sidste døgns tid, jeg ved ikke, hvad der er foregået, hvem der er blevet banket på plads af hvem. Det får vi nok en opklaring af senere. I morges i Fyens Stifttidende og i radioen kunne Venstres hr. Søren Pind sige:
Det forslag støtter vi, det er helt naturligt i betragtning af, at det jo er den officielle dato for opgøret med samarbejdspolitikken.
     Jeg havde fornemmelsen, og det havde Fyens Stifttidendes redaktør vist også, da han spurgte ham, af, at det var ham, der var ordfører på sagen. Det blev det så ikke. Jeg skal spørge, hvornår den beslutning her blev truffet, om det var på et meget turbulent gruppemøde i dag i Venstre, eller om det er sådan en langsigtet beslutning, for det her forslag kom jo frem allerede et godt stykke inden jul. Hvornår blev det besluttet, at Venstre skulle sige nej til det her helt klare forslag?

Jeg citerer ikke fra gruppemøder, men jeg kan sige, at der ikke på noget tidspunkt har været nogen som helst under folketingsgruppens møder, der har udtalt sig imod det standpunkt, som jeg fremførte på en samlet folketinggruppes vegne.

Så er det da underligt, at Venstres hr. Søren Pind i morges i radioen og til Fyens Stifttidende siger: Det forslag støtter vi. Det var da egentlig mærkeligt, at han så ikke sagde noget på gruppemødet.
     Jeg vil gerne bede om en kommentar fra fru Birthe Rønn Hornbech til det her citat fra statsministeren: Den 29. august 1943 er en dato, vi bør huske og være stolte af, den dag blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Efter godt 3 års samarbejde med tyskerne blev der rene linjer. Det var ikke en dag for tidligt. Lad os ære vores landsmænds indsats i modstandsbevægelsen. Tak.
     Det var det, statsministeren sagde i en tale på Holmen. Det var for at hædre de medlemmer af frihedskampens veteraner, der har tigget og bedt om, at den 29. august bliver national flagdag. Hvad er fru Birthe Rønn Hornbechs kommentar til det?

Både justitsministeren og jeg gør sådan set rede for i dag også, at vi hædrer og ærer dem, der var med til, at vi opnåede en 29. august og dermed den, om jeg så må sige, retsstilling, som vi opnåede ved forhandlingerne efter krigens ophør. Så jeg kan være fuldstændig enig i, at vi ærer både dem, der er med i veteranklubben, og andre, vi har kendt, som har bidraget under krigen, uden at de måske lige har været fremme i medierne, for der var jo også mange, der ydede en indsats og f.eks. hjalp jøderne, uden at de bagefter har ført sig frem med det.
     Så skal jeg bare sige, at hvis hr. Søren Espersen finder, at hr. Søren Pind er underlig, så må han jo tale med hr. Søren Pind om det. Jeg kan bare sige, at jeg selvfølgelig fremfører Venstres synspunkter her fra talerstolen, men jeg vil godt rent principielt sige, at vi ikke refererer til hr. Søren Espersen og ikke skal stå til regnskab for, hvad der sker under vores gruppemøder. Hvis Dansk Folkeparti har en anden opfattelse, så kan de jo lave gruppemøderne hos sig selv offentlige.

Jeg vil gerne fortsætte i samme spor. Der gik, som fru Birthe Rønn Hornbech ved, et par år, før der endelig skete det under besættelsen, som måske skulle være sket fra begyndelsen, at regeringen måtte sige offentligt, at Danmark var et besat land og så gå af i stedet for at blive ved med at køre med et skindemokrati, som var jo en fuldstændig illusion, et forsøg på at stikke folk blår i øjnene.
     Derefter gik der så 50 år, inden en dansk statsminister på Søofficerskolen sagde, at modstandsbevægelsen havde ret, og brugte den 29. august, som vi lige har hørt, som begrundelse herfor. Dér skete opgøret med samarbejdspolitikken. Jeg vil gerne spørge fru Birthe Rønn Hornbech: Det, at samarbejdspolitikken så i 1950 vinder fodfæste igen - jeg ved ikke, om det var Hedtoft eller Erik Eriksen, regeringen skiftede jo det år, jeg ved ikke, om det var en socialdemokratisk eller en Venstrestatsminister - skulle det være en begrundelse for, at vi ændrer synspunkt i dag?

Hr. Jesper Langballe går ud fra nogle omstændigheder i 1950, som er hans påstand, og som jeg ikke kender nærmere til. Jeg var ikke til stede.

Jeg kunne så måske bede fru Birthe Rønn Hornbech om at supplere justitsministerens historiske redegørelse og oplyse mig om, for jeg ved det ikke, hvorvidt det var en Venstreregering, en Venstrestatsminister eller en socialdemokratisk statsminister, der fik den idé, at der ikke mere skulle flages den 29. august. Men sådan set er det jo ligegyldigt for det standpunkt, som fru Birthe Rønn Hornbech og jeg indtager i dag.
     Var fru Birthe Rønn Hornbech enig eller uenig med sin statsminister, da han med udgangspunkt i den 29. august sagde, at modstandsbevægelsen havde ret? Hvis ja, hvad er så begrundelsen for, at det gerne må være en mindedag, men at man ikke skal hejse flaget? Det er en underlig formalisme, som jeg faktisk ikke synes der er nogen rigtig substans i.

Nu har jeg jo andre farver på paletten end sort og hvid, og jeg vil ikke nedgøre hele besættelsestidens historie og et senere historiesyn i en kort bemærkning.
     Det ser jeg mig rent ud sagt ikke i stand til, og jeg vil heller ikke. Jeg synes, det ville være fuldstændig useriøst.

Jeg mærkede mig, at fru Hornbech i sit indlæg nævnte det som et anbringende, at det er så lang tid siden, og at man ikke har gjort noget ved det siden. Nu kunne en af de afgørende årsager til, at der er gået så lang tid, jo være, at vi faktisk nu befinder os i den lykkelige situation, at Det Radikale Venstre, som jo ved enhver lejlighed vil anprise samarbejdspolitikken, er uden for indflydelse, og at det derfor først nu vil være en mulighed.
     Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at fru Hornbech ville kommentere, om ikke netop den nye politiske situation gør, at det faktisk er nu, vi skal smede; det er nu, jernet er varmt; det er nu, vi har mulighed for endegyldigt at tage afstand fra samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt; det er nu, vi har mulighed for klart at signalere, at den beslutning, som man traf den 29. august, var den rette. Det var den danske ånd, der trådte i karakter, og det vil vi gerne hædre fra nu af, for nu er det politisk muligt at hædre det.

Det vil vi gerne hædre, men vi er ikke tilhængere af en flagdag, og havde vi været det, var den blevet indført for længst.

Tak for svaret.
     Så vil jeg spørge lidt i stil med det, jeg spurgte justitsministeren om: Er det sådan, at fru Hornbech er fuldstændig modstander af at indføre nye flagdage? Jeg mener, at vi godt kan se bort fra kommende fødsler i kongehuset et kort øjeblik, og ud fra den optik vil fru Hornbech så være fuldstændig afvisende over for at indføre nye flagdage i fremtiden? Jeg mener, vi har jo genforeningsdagen fra 1920 som flagdag, vi har valdermarsdag osv., og det er vel ikke utænkeligt, at der så i fremtiden kunne komme nye flagdage.
     Nu har jeg jo kun en bemærkning tilbage: Hvis fru Hornbech accepterer det, hvilke begivenheder kunne hun så forestille sig ville leve op til de krav, som fru Hornbech ville stille i en sådan situation?

Jeg kan helt bekræfte det, hr. Messerschmidt siger, at sådan er det med flagdagene i dag.

Så er der ikke flere, der har bedt om bemærkninger til Venstres ordfører. Så går vi videre, og den næste er hr. Frode Sørensen.

Den 29. august 1943 var et vendepunkt for Danmark under anden verdenskrig: Flåden blev sænket, regeringen gik af, departementschefstyret blev indført, modstanden i befolkningen mod tyskerne steg, og modstandsbevægelsens beundringsværdige aktioner blev flere.
     I forbindelse med beslutningsforslaget om at gøre den
29. august til officiel dansk flagdag vedlægger forslagsstillerne to bilag: et indlæg fra den illegale modstandsavis Dansk Maanedspost fra oktober 1943 samt statsministerens tale på Holmen den 29. august 2003. Nu er det jo sådan, selv om vi er nogle, der gerne ville, at man ikke kan ændre på historien, men man kan fra hændelsens opståen, og så længe man har lyst, diskutere udlægningen af den historiske virkelighed, og det var i hvert fald mit indtryk, at der var mange historikere, der ikke var enige med statsministeren i hans udlægning på 60-års-dagen for et par år siden. Jeg skal ikke gøre mig til dommer i den sag. Vi ønsker ytringsfrihed, og derfor må folk være uenige og diskutere så meget, som de har lyst til, men vi må nok erkende, at jo længere vi kommer bort fra den historiske begivenhed, desto sværere bliver det at sætte sig ind i, hvordan forholdene og situationen var dengang. Vi markerer besættelsestiden og de fem mørke år den 9. april og den 5. maj, og jeg har egentlig umiddelbart svært ved at se, at der er behov for at indføre yderligere nationale markeringer ud over de mindemarkeringer, som jo foregår hvert år den 29. august, også set i lyset af, at færre og færre i den danske befolkning har personlige oplevelser fra krigen.

     Men jeg vil også sige, at såfremt vi danskere ønsker at markere den 29. august med flagning, jamen så har vi jo alle muligheder. Vi kan blot hver for sig hejse vores smukke flag. Eksempelvis gør vi det jo i Sønderjylland den 11. november som en markering af afslutningen på første verdenskrig, hvor
30.000 danske fra Sønderjylland deltog i en krig, der - med citat fra min bedstefar - ikke var vores krig.
     5.000 af disse dansksindede sønderjyder måtte lade livet
i skyttegravene i øst og på Vestfronten. Jeg er naturligvis glad for, at min bedstefar kom hjem, ellers kunne jeg have haft problemer med at stå her i dag. Andre i det sønderjyske ville have nævnt genforeningsafstemningsdagen den 10. februar som en naturlig dag at flage på. I Danmark er den 10. februar ikke en national flagdag, det er den 15. juni, valdemarsdag og den dag, hvor Sønderjylland vendte tilbage til Danmark. Jeg har meget, meget stor sympati for, at folk flager den 29. august, den 11. november, den 10. februar eller en dag, som betyder noget for dem, for deres land eller for deres landsdel, men Socialdemokratiet kan ikke støtte det fremsatte forslag.

Hr. Frode Sørensen gør jo fuldstændig rigtigt opmærksom på, at da statsministeren fremsatte sin meget markante udtalelse
i den tale på Søofficerskolen den 29. august 1993, var der en række radikale historikere, der kastede sig over ham ud fra det selvfølgelige udgangspunkt, som er blevet radikal historieskrivnings mantra, at samarbejdspolitikken var det rigtige, og at modstandskampen var uansvarlig, hvis man ikke finder på at sige, at i virkeligheden trak de på samme hammel, for vi kom jo godt igennem krigen, og det hele gik godt. Når hr. Frode Sørensen så siger, at han ikke skal sætte sig til dommer over den sag, er det så ikke netop lige netop det, vi hver især er nødt til at gøre her i Folketinget, nemlig at sætte os til dommer? Statsministeren gik meget modigt ud og havde et standpunkt, som ikke nogen dansk statsminister havde turdet hævde i 50 år. Hvad enten man er enig med ham eller uenig med ham, må man da i en diskussion som den her sætte sig til dommer for sit eget personlige vedkommende og spørge: Hvad mener jeg? Havde statsministeren ret, eller havde de radikale historikere ret?

Nu ved jeg ikke, om jeg har misforstået noget. Jeg har ikke kommenteret, hvad statsministeren har sagt i 1993. Jeg har kommenteret, at historikere var uenige i den nuværende statsministers tale på Holmen i 2003.
     Jeg er ikke umiddelbart bekendt med, at der er udtalt noget i 1993 ved 50-års-dagen.

Det her blev sagt første gang i 50-året for den 29. august 1943, og det blev gentaget i Mindelunden halvandet år efter, da vi fejrede 50-året for befrielse. Det er nu lige meget med den der historik.
     Men hr. Frode Sørensen har misforstået noget, for hr. Frode Sørensen siger, at han ikke har kommenteret det. Nej, men det er netop det, jeg anfægter. Hvorfor har hr. Frode Sørensen ikke det? Som ordfører på en sag af, jeg kunne jo godt sige eksistentiel betydning for landet og også for landets nutid, siger hr. Frode Sørensen, at han ikke vil sætte sig til dommer. Jamen hvorfor vil hr. Frode Sørensen ikke det? Er det, fordi hr. Frode Sørensen ikke selv har et synspunkt på, hvad det rigtige var, og hvad det forkerte var?

Når jeg ikke vil sætte mig til dommer, så er det, fordi vi her har en sag, der opstod den 9. april 1940, hvor der var nogle politikere og nogle beslutningstagere, der skulle træffe en beslutning. De har sandsynligvis gjort det ud fra, hvad de mente var det bedste. Det ændrede sig så efter den folkelige opstand den 29. august 1943.
     Nogle er enige med statsministeren, nogle er enige med historikerne, og jeg skal ikke bedømme, hvem der har ret. Der er sikkert en vis form for rigtighed i begge synspunkter.

Jeg vil gå lidt videre i samme spor. Jeg er fuldstændig enig med hr. Jesper Langballe. Det er hr. Frode Sørensens pligt at tage stilling. Han er blevet indvalgt til Folketinget for at tage stilling.
     Jeg vil spørge hr. Frode Sørensen direkte, om han vil høre det citat af statsministeren, jeg nu kommer med, og så bagefter erklære sig enig eller uenig. Det lyder sådan:
     Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv. Det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutral. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at tilpasningspolitikken udgjorde et politisk og moralsk svigt.
     Er hr. Frode Sørensen enig eller uenig i det citat?

De danske politikere traf den 9. april 1940 en beslutning. Den beslutning skal jeg ikke anfægte. Politikerne traf den
29. august 1943 også en beslutning, nemlig at gå af, fordi de ikke kunne samarbejde mere. Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvad der er sket for - hvad bliver det? - godt og vel 60 år siden i forbindelse med tyskernes overfald på Danmark.

Nu ved jeg ikke, om det var en beslutning, politikerne traf den 29. august eller rettere den 28. august 1943. Jeg tror nærmest, de blev tvunget væk. Det er vist nærmest det, der er det historisk korrekte.
     Men jeg spørger hr. Frode Sørensen, om han er enig i, at en tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt, og jeg kan ikke forstå, at jeg ikke bare kan få at vide, om hr. Frode Sørensen mener, det var et politisk og moralsk svigt, eller det ikke var det.

De danske politikere traf en beslutning ud fra deres overbevisning og de muligheder, der var den 9. april 1940.

Jeg vil ikke genere hr. Frode Sørensen, men jeg synes alligevel ikke, man kan komme uden om, at forholdet 29. august ikke er de danske politikeres beslutning. Det er befolkningens beslutning. De tvinger politikerne væk.
     Jeg kan fortælle, at Socialdemokratiets generalsekretær, han hed Alsing Andersen, den 2. september 1943 udsender en skrivelse til hele Socialdemokratiet, hvor han raser over, hvad der er sket. Han siger, det er De Konservative med Christmas-Møller, Dansk Samling og Kommunisterne, der har handlet imod landets ve og vel, og at det aldrig skal blive glemt, hvad de har gjort.
     Når det hedder, at det ikke skal blive glemt, så kan jeg ikke lade være at spørge hr. Frode Sørensen som socialdemokrat: Skal vi glemme det? Eller var det forkert, hvad befolkningen gjorde ved politikerne?

Det, vi diskuterer her, er jo ikke, om det er forkert. Må jeg referere, hvad jeg sagde i min indledning, nemlig at det var et vendepunkt. Det var et vendepunkt, fordi modstanden i befolkningen mod tyskerne steg. Der var jo en stor forskel fra det valg, der havde været tidligere på året 1943, hvor der var stor tilslutning i befolkningen til samarbejdsregeringen og, som jeg også har sagt, til modstandsbevægelsens beundringsværdige indsats som sådan.
     Det, vi bare skal være klar over, er, at nu står vi her 60-70 år efter og gør os til dommere over nogle, der var i den konkrete situation og skulle træffe en beslutning, men det var en rigtig beslutning den 29. august 1943 at gå af, uanset om man gik frivilligt, eller man blev tvunget.

Jeg skal som sagt ikke genere hr. Frode Sørensen, som jeg har så stor sympati for og arbejder sammen med i Sydslesvig, men jeg vil alligevel sige, at det jo lige præcis er det, som hr. Frode Sørensen afviser, der er vores pligt, vores opgave. Vi skal tage stilling. Det er det, vi i dag står i.
     Derfor er det jo ikke tilfældigt, som jeg sagde før, at det er en del af kulturkampen. Er Danmarks selvstændighed noget, vi skal ofre noget for? Er det afgørende for vores politiske arbejde? Eller er det bare noget ligegyldigt, som vi kan feje af vejen ligesom samarbejdspolitikerne faktisk gjorde fra 1940-43? Vi er selv på spil. Vi er selv historie.
     Derfor vil jeg faktisk spørge: Hvem holder hr. Frode Sørensen med - samarbejdspolitikerne eller befolkningen?

Jeg vil altid holde med befolkningen, men det er ikke mit indtryk, at der var stor kritik fra befolkningen i perioden fra april 1940 og frem til et eller andet tidspunkt i 1943. Men der er heller ingen tvivl om, at i august 1943 var mulighederne udtømte, og at det var den eneste mulighed, der var, for at komme ud af det.

     Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det, vi diskuterer i dag, er, om vi skal pålægge justitsministeren at gøre denne mindeværdige dag til en national flagdag. Vi diskuterer ikke, om vi skal mindes den dag. Det tror jeg både hr. Søren Krarup og jeg gør med vores rødder i den del af landet, ingen som helst tvivl om det.
     Jeg tror bare en gang imellem, man skal passe på ikke i enhver situation at gøre sig til dommer og heller ikke tro, at verden kun består af to farver, sort og hvid; der kan være massevis af nuancer i den.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Søren Espersen.

Besættelsestidens tre helt markante datoer er 9. april, 5. maj og 29. august.
     Den 9. april står som sorgens og skammens dag, for den dag blev et uforberedt Danmark løbet over ende. En håndfuld soldater blev af regeringen unødvendigt og nærmest symbolsk ofret i nogle skudvekslinger, som de på forhånd var dømt til at tabe. Regering og Folketing havde i årtierne op mod 1940 udvist det modsatte af rettidig omhu. Den 9. april er en af vores nationale flagdage, og vi markerer en sørgelig begivenhed.
     Den 5. maj 1945 står som glædens og frihedens dag. Om morgenen den 5. maj ventede vi glade på, at Montgomerys tropper skulle ankomme sydfra og Den Danske Brigade østfra. Den 5. maj er en af vores nationale flagdage.
     Den 29. august 1943 står som frihedskampens og stolthedens dag, for endelig blev der sat punktum for samarbejdet med landets besættere. På det tidspunkt havde modstanden mod besættelsesmagten vokset sig så stærk, at politikerne blev tvunget til at opgive samarbejdspolitikken. Og da et tysk ultimatum med nye helt urimelige krav, bl.a. om indførelse af dødsstraf, blev fremsat, blev det et nej - det nej, som Informations redaktør Børge Outze beskrev som det mest forsinkede nej i danmarkshistorien.
     Men dette forsinkede nej blev den nyere danmarkshistories mest betydningsfulde nej, for der er ingen tvivl om, at hvis det officielle Danmark havde fået lov til at fortsætte samarbejdspolitikken med nazisterne, så ville Danmark udadtil have fremstået som en del af den nazistiske alliance. Vi kan ikke nok takke de frihedskæmpere, der opnåede, at Danmark takket være den 29. august kunne gå ud af den anden verdenskrig med æren og stoltheden i behold som en allieret nation blandt verdens frie lande.
     Den 29. august fik en række dramatiske følgevirkninger på så vel resten af besættelsen som på eftertiden. Umiddelbart kom Danmark til at mærke de samme stramme, uhyggelige kår, som blev mange af de andre europæiske lande til del. Oprørende var overfaldet på de danske jøder en måneds tid senere, og uantageligt var det, at et par hundrede kommunister kunne overleveres til tyskerne på et sølvfad, fordi de danske myndigheder af ren fejhed havde samlet dem i Horserød, hvorfra de røg til Tyskland. Og en sorg for landet var det og er det, at mange frihedskæmpere nu i månederne frem mod befrielsen blev henrettet.
     Men afgørende vigtigt midt i fortællingen om de hårde tider, der blev det danske folk til del, er den situation, Danmark stod i ved befrielsen. Det er vigtigt at vide, at var bruddet ikke kommet den 29. august 1943, ville Danmark den 5. maj 1945 ikke være blevet befriet af englænderne, så ville Danmark den 5. maj være blevet besat af englænderne. Det er også vigtigt at vide, at uden den 29. august ville sovjetrusserne aldrig, aldrig have forladt Bornholm, som de meget modstræbende gjorde i 1946. Uden den 29. august ville Danmark aldrig have været blandt de nationer, som i 1945 stiftede FN. Uden den 29. august ville Danmark aldrig have været blandt de nationer, som i 1949 stiftede NATO. De historiske følgevirkninger for Danmark og for det danske folk
i det hele taget ville have været ganske uoverskuelige. Jeg håber derfor, at vi i dag fra Folketingets side vil være i stand til at opfylde frihedskæmpernes langvarige ønske. Jeg skal opfordre til, at Folketingets medlemmer samlet bakker op om dette forslag.

Vi beder ordføreren om at blive stående. Det er hr. Helge Adam Møller for en kort bemærkning.

Hr. Søren Espersen nævnte den helt afgørende og vigtige indsats, som modstandsbevægelsen gjorde, for at vi kunne blive anerkendt som allieret nation.
     Kan hr. Søren Espersen ikke også bekræfte, at der ud over modstandsbevægelsen var knap 6.000 søfolk, som den 9. april øjeblikkelig næsten alle sammen sejlede deres skibe til allieret havn og de næste 5 år kæmpede på allieret side og faktisk mistede omkring 2.000 af de knap 6.000? Er det ikke korrekt, at de havde en lige så afgørende betydning?

Jeg vil gerne anerkende den indsats, de danske søfolk ydede, det er slet ikke det, vi i virkeligheden taler om her. Hr. Helge Adam Møller har også ret i, at det var en medvirkende årsag til, at Danmark stod så fint, som vi gjorde.
     Men i de forhandlinger, der var, f.eks. med briterne og amerikanerne, som henholdsvis Christmas-Møller og Henrik Kauffmann foretog, blev der rent faktisk fra amerikanernes side peget direkte på den 29. august som den dato, der gjorde, at man kunne anerkende Danmark. Jeg er sikker på, at de ofre, som søfolkene ydede, også blev taget med i overvejelserne.

Vi siger tak til ordføreren. Og så er det hr. Helge Adam Møller som ordfører.

Det var en god søndag, skrev medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen i august 1943 til den konservative partileder, John Christmas-Møller, som i London via BBC opfordrede til modstand mod den tyske besættelsesmagt. Og søndagen var selvfølgelig den 29. august 1943, den dag, der indebar et endeligt brud med den tyske besættelsesmagt. Den dag sagde Danmark endeligt, klart og tydeligt nej til nazismen. Den dag kunne danskerne igen ranke ryggen og se sig selv i øjnene.
     Derfor skal vi også blive ved med at fortælle, hvad der skete den dag, og forhistorien. Men derfor behøver vi ikke at gøre den 29. august til en officiel flagdag, den debat tog man jo, som justitsministeren nævnte, i 1950, 5 år efter besættelsen. Min holdning er, at vi skal respektere den beslutning, der blev truffet i 1950, nemlig kun at have to officielle flagdage for besættelsen, den 9. april og den 5. maj. De danskere, der dengang traf beslutningen, havde jo besættelsen langt tættere inde på livet end i dag, hvor mindre end 5 pct. af den danske befolkning har direkte minder fra disse år.
     Når det er sagt, så skal Dansk Folkeparti have tak for med beslutningsforslaget at have gjort rede for, hvorfor den
29. august er en skelsættende dag i dansk historie. Desværre er den historiske udredning på ét punkt ikke retvisende. I bemærkningerne står bl.a.: »I de første år af besættelsen var der i regeringen og hos det politiske flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre ingen sympati for den modstandsbevægelse, der uvilkårligt opstod som reaktion mod Nazitysklands besættelse af Danmark.« Det er ikke en fair og sandfærdig beskrivelse af den konservative holdning, og lad mig derfor som konservativ gruppeformand nævne et par eksempler. Den konservative politiske leder, John Christmas-Møller, blev af nazisterne tvunget ud af regeringen den 30. oktober 1940, og 2½ måned efter tvang tyskerne ham ud af Folketinget.
I maj 1942 flygtede Christmas-Møller til England, og den 14. maj talte han første gang via BBC og opfordrede danskerne til modstand, væbnet modstand. Så er der Knud Østergaard, konservativ gruppeformand op gennem 1980'erne. Lad mig minde om, at han som ung konservativ blev arresteret og mishandlet af Gestapo. På mit eget gruppeformandskontor på 3. sal hænger der et maleri af Poul Sørensen. Poul Sørensen var konservativt folketingsmedlem under besættelsen og senere indenrigsminister. Poul Sørensen blev under besættelsen arresteret af Gestapo og sat som gidsel på 4. sal i hovedkvarteret i Shellhuset. Da Royal Air Force i april 1945 bombede Shellhuset, slap Poul Sørensen ud på 4. sal, bygningen stod i flammer, og den eneste måde, han kunne redde sig på, var ved at springe ud fra 4. sal. Det gjorde han. Han brækkede begge ben og adskillige ribben, men blev slæbt væk og illegalt indlagt på et hospital. Da Folketinget blev genåbnet den 9. maj 1945, var Poul Sørensen ikke til stede, han var indlagt på Diakonissestiftelsen. Først senere på året vendte han tilbage til Folketinget, blev modtaget med en tale
i denne sal af Folketingets formand, som alle Tingets medlemmer påhørte stående.

     I 1970'erne havde den konservative folketingsgruppe gennem 7 år et medlem, som havde mærket besættelsen på sin egen krop. Det var oberst Adam Møller, der som ung KU'er blev arresteret af Gestapo netop den 29. august 1943. Jeg ved det, fordi min storesøster, min mor og jeg selv blev vækket i Håndværkerhaven i København den morgen kl. 04.15, da tre Gestapofolk slæbte af sted med min far. Fakta er, at over 100 konservative partimedlemmer mistede livet under frihedskampen, myrdet, henrettet eller døde i koncentrationslejr eller dræbt i kamp mod Gestapo. Nu skal dette jo ikke handle om partier. Der var heldigvis mennesker i alle partier, som gjorde en indsats for Danmarks frihed.

Så er det først hr. Søren Espersen og derefter hr. Søren Krarup.

Jeg vil gerne starte med at anerkende det arbejde, som mange konservative politikere ydede, specielt jo altså Christmas-Møller, som står som den store i eftertiden, og selvfølgelig også tilføje, at flere konservative folketingsmedlemmer eller rigsdagsmedlemmer blev anholdt og arresteret den 29. august. Så det er måske en lovlig voldsom generalisering, der er kommet med i bemærkningerne til vores beslutningsforslag, og det vil jeg gerne beklage.
     Jeg vil så til gengæld gerne spørge hr. Helge Adam Møller: Hvad er det, der er sket i den konservative gruppe, siden den politiske ordfører, fru Christmas-Møller, i morges
i Fyens Stiftstidende bifalder vores initiativ her, idet hun siger, at historisk bevidsthed er meget vigtig, og at det er en god grund til at markere dagen, hvor vi brød ud af eftergivenhedens spændetrøje? Og hr. Jakob Axel Nielsen, kulturordføreren fra De Konservative, siger: Det er en rigtig god idé at gøre den 29. august til officiel flagdag. Hvad er der egentlig sket i den konservative gruppe?

Der er sket det, at den konservative gruppe har været fuldstændig enig i den tale, jeg har holdt i dag. Da den politiske ordfører, fru Pia Christmas-Møller, blev spurgt i går, vidste hun faktisk ikke, at dette punkt var på i dag. Vi har af gode grunde ikke drøftet det før gruppemødet i dag, da vi har været væk de sidste 3½ uge.
     Hun svarede umiddelbart det, som hr. Søren Espersen har citeret, og der står ikke ét ord om, at hun ønsker at gøre det til en officiel flagdag, men hun siger, at det er meget vigtigt, at man markerer dagen, og det tror jeg også min tale gik ud på.
     Det er ufattelig vigtigt, at vi markerer dagen og fortæller kommende generationer, hvorfor den dag er så vigtig. Men altså, man kan godt markere en dag uden at hejse flaget. Juleaften opdager de fleste mennesker, og det er faktisk ikke en flagdag.

Det er aldrig en god idé at udtale sig til journalister, uden man ved, hvad der bliver spurgt om. Det er der en af mine partifæller, der kan tale med om. Og jeg kan så se, at den samme brøde har fru Pia Christmas-Møller gjort sig skyldig i; sådan kan det gå. Så hun har ikke rigtig vidst, hvad det var, hun egentlig talte om.
     Det har hr. Jakob Axel Nielsen til gengæld, kulturordføreren fra De Konservative, som skriver i sin egen pressemeddelelse den 13. oktober:
     »Det er en god idé at gøre den 29. august til officiel flagdag. Det vil hvert år markere en fortjent hyldest til den gode moral og en stålsat befolkning, der eftertænksomt og eftertrykkeligt fik ændret det officielle Danmarks holdning.«
     Han giver derfor sin fulde opbakning til forslaget fra Dansk Folkeparti. Kan man ikke mere regne med, hvad den konservative kulturordfører siger? Nu har vi hørt, at den politiske ordfører kan man vel ikke stole på. Så er kulturordføreren også på vej ud, eller hvordan?

For kulturordføreren gælder der det samme, som gjaldt, da jeg var ung husarofficer, nemlig at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Så han skød fra hoften uden at kende forhistorien.
     Hvis nogen havde spurgt mig for et halvt års tid siden om min holdning til, hvorvidt den 29. august burde være en officiel flagdag - måske frem for eksempelvis den 9. april - ville jeg nok umiddelbart have sagt: Jo, det synes jeg er en god idé.
     Men jeg blev altså klar over, at man faktisk har haft alle tre datoer som officielle flagdage frem til 1950. Og så har der været en debat og en diskussion blandt datidens mennesker, som jo altså alle havde oplevet besættelsen på den ene eller anden måde. Der besluttede man så at holde fast ved den 9. april og den 5. maj, og det er i og for sig den beslutning, jeg har respekt for.
     At vi skal højtideligholde dagen - og det har vi jo heldigvis også gjort de sidste mange år med statsministerens tale og andre, der har sagt det tilsvarende for 20 år siden - synes jeg er godt og rigtigt, men helt ærligt: Jeg tror ikke, at det, at vi hejser eller ikke hejser Dannebrog, er det afgørende for at lære ungdommen og for den sags skyld også nogle ældre noget om, hvorfor den 29. august er så skelsættende.

Jeg har stor sympati for hr. Helge Adam Møllers forsvar for De Konservative. Og det er jo fuldstændig rigtigt, at der var en lang række, bl.a. hans far, som satte sig selv ind i modstanden mod tyskerne. Men det ophæver jo desværre ikke, at når der her står, at samarbejdspartierne var Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, så er det sandt.

     Det Konservative Folkeparti deltog i samarbejdspolitikken, deltog i regeringen, og den eneste, der for alvor brød ud af den, var Knud Kristensen, Venstremanden,
i 1942. Han kunne ikke holde til det mere. Det er jo altså det, man må undre sig over og for så vidt også anklage partierne for, at bare at stå sammen var et mål i sig selv. Min far sagde: Jeg har aldrig kunnet forstå, at der dog ikke var én politiker, der sagde: Nej, nu kan jeg ikke holde mere løgn ud, nu siger jeg nej. Men det gjorde de faktisk ikke, de, der sad i regeringen og udgjorde samarbejdspolitikken, bortset fra Knud Kristensen. Det er jo det, der var det skammelige, og det er bruddet med den skammelighed, som 29. august markerer.

Det sidste, bruddet med den skammelighed, er jeg hundrede procent enig med hr. Søren Krarup i. Men det, der generer mig
i den bemærkning, og som også er refereret lidt længere henne
i bemærkningerne til beslutningsforslaget, er, at man ligesom skærer de fire partier og politikerne fra de fire partier, De Radikale, Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative, over én kam. Jeg kender hr. Søren Krarups historiebevidsthed, og der var altså forskel på en hr. Vilhelm Buhl og en Christmas-Møller, som begge to var i samme regering - bare for at få nuancerne med. Men min holdning er krystalklar. Jeg mener, vi skulle have kæmpet den 9. april, det har jeg aldrig lagt skjul på, selvfølgelig skulle vi det.

Det var som bekendt også Christmas-Møllers ønske. Han brugte hele den 9. april om formiddagen til at prøve at finde nogle, der ville omgøre beslutningen. Så man kæmpede, det er fuldstændig rigtigt. Desværre er det jo altså sådan, at det ikke bliver hans linje, der kommer til at præge Det Konservative Folkeparti i samarbejdspolitikken, og det er altså det, sagen drejer sig om.
     Derfor synes jeg, at den diskussion, vi har nu, er nutidig. Den handler om den kulturkamp, vi står i. Hvad er målet med, at vi sidder herinde? Er det bare at holde sammen og være politikere og snakke, eller er der en dansk selvstændighed og eksistens, der er målet med det hele, og som kan føre til, at vi bryder ud?
     Derfor man må sige, som det også er sagt til hr. Frode Sørensen, at her må vi selv være dommere og i vores afgørelse vedrørende samarbejdspolitikken sige, hvad vi sætter højest. Det er et krav. Man kan godt sige, det er lidt billigt, at man sådan vil gøre sig til dommer over nutiden. Men i den dom, man afsiger, afsiger man også dommen over sig selv og sætter sig selv sit formål, og det er det, hele sagen drejer sig om.

Hvis hr. Søren Krarup efterlyser min personlige holdning, så kan jeg bedst citere et læserbrev, jeg skrev i Politiken den
6. december 1987 - for snart 20 år siden: Mange mener, det var rigtigt, at Danmark valgte ikke at kæmpe den 9. april 1940 mod den nazistiske overmagt. Min mening er, at det var umoralsk. Hvad hvis Polen havde indtaget samme holdning, da de blev angrebet? Hvad hvis Norge den 9. april havde kapituleret som Danmark, og hvad hvis Holland, Belgien og Frankrig også havde valgt den danske løsning, da Hitler angreb den 10. maj 1940? Svaret er enkelt: Havde disse lande og andre, der tog kampen op mod nazismen, anvendt samme »kløgt og smidighed« som de danske samarbejdspolitikere, så havde Europa i dag været en nazistisk diktaturstat. Det er min klare holdning. Jeg ved ikke, om alle deler den. Jeg kan konstatere, at der var en del politikere, der ikke delte den dengang. Jeg tror, de gjorde, hvad de mente var rigtigt, men min holdning er krystalklar.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Anden verdenskrig er en forfærdelig og skelsættende begivenhed i verdenshistorien. En begivenhed, der ændrede ikke bare verdens gang, men også Europas udvikling og Danmarks placering i Europa. Anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark er værd at huske på og mindes. Der er færre og færre tilbage, der som voksne har oplevet krigen og besættelsen, hvilket er endnu en god grund til at markere denne mørke tid i den nyere danmarkshistorie. Det er kun sundt for os, der lever i et af verdens rigeste lande, i et demokratisk land med folkestyre og levende debat, der endda for nylig er kåret som verdens lykkeligste folk.

     Vi markerer allerede i dag befrielsen ved at sætte lys i vinduet om aftenen den 4. maj og flage dagen efter på den officielle befrielsesdag. Det er en smuk oplevelse at være i Mindelunden i Ryparken og markere respekten for dem, der faldt for et frit Danmark. Også besættelsesdagen markeres flagmæssigt. Der flages på halv stang indtil kl. 12, hvorefter flaget går til tops. Det er godt, og sådan skal det være.
     Nu foreslås det så, at vi skal indføre en tredje officiel flagdag for at mindes de fem forbandede år. Men Det Radikale Venstre kan ikke støtte, at den 29. august gøres til officiel flagdag. Den holdning indtager vi ikke for at bekræfte forskellige myter om Det Radikale Venstre. Også vi er stolte af den frihedskamp, som foregik her i landet under anden verdenskrig.
     Folk kan flage, som de har lyst, men dette forslag handler om noget helt andet. Det handler om en nutidig kamp om danskheden og Dansk Folkepartis ønske om at knæsætte en bestemt danskheds- og historieopfattelse, og det vil vi ikke være med til.
     Forslaget er så at sige kronen på værket i en kamp om opfattelsen af besættelsen, som statsministeren desværre også har bidraget til. Jeg er ked af at sige det, men moralske domme over datidens politikere er vist det, man populært kan kalde for en gratis omgang. Det er i hvert fald ganske og helt omkostningsfrit.
     De fire gamle partier, der stod bag besættelsestidens samlingsregeringer, stod for en forhandlingslinje med besættelsesmagten. Det var det, de fandt rigtigt i den givne situation. Den forhandlingspolitik blev ved folketingsvalget
i 1943 bakket op af et massivt flertal i den danske befolkning. De fire gamle partier fik tilsammen 138 mandater. Hertil skal lægges Retsforbundets to mandater, for de bakkede også op. Dansk Samling, der var imod forhandlingspolitikken, fik kun tre mandater. Ved befrielsesvalget i 1945 vandt de et ekstra, og derefter blev de dømt ude af den danske befolkning. Det illegale Kommunistparti opfordrede uden held danskerne til at stemme blankt. Tværtimod har valget i 1943 stadig rekord, når det gælder deltagelse. Den højeste stemmeprocent til et folketingsvalg nogen sinde havde vi ved dette valg. Det siger jeg ikke for at nedgøre eller negligere frihedskampen. Den har jeg som allerede nævnt den allerstørste respekt for. Jeg siger det, fordi der tales meget om historieløshed i disse år. Derfor er det værd at huske på den folkelige opbakning til forhandlingspolitikken så sent som i marts 1943, så der ikke opstår myter. Det er også værd at huske på, at Danmark trods alt undgik de enorme menneskelige omkostninger, som andre mindre lande som Norge, Holland og Belgien måtte leve med, altså dem, der overlevede. I Danmark blev næsten alle jøder reddet, og der var en langt mere tålelig tilværelse for den almindelige befolkning. Vi fik ingen Quisling og, i modsætning til hvad der tidligere har været hævdet her i Folketingssalen i dag, ingen naziregering. Der kan bestemt også siges dårlige ting om forhandlingspolitikken. Men det var, hvad de danske folkevalgte mente var det rigtige i den givne situation. Det var, hvad det danske folk bakkede op om i den givne situation. Men både folk og regering sagde også stop, da nok var nok. Vi hverken skal eller bør afsige en moralsk dom med 60 års forsinkelse. Markering af besættelsen og befrielsen skal ikke gøres til omdrejningspunkt for nutidens politiske debat. Det er det alt for vigtigt til. Derfor stemmer Det Radikale Venstre imod forslaget.

Tak til ordføreren. Så har vi et par korte bemærkninger, først fra hr. Søren Espersen.

Det er ikke noget stort chok, at Det Radikale Venstre siger nej. Det havde jeg egentlig regnet med fra starten. Det er der jo gode grunde til.
     Jeg vil gerne ind på det her med jøderne. Der er noget, der hedder kontrafaktisk historieskrivning. Det er »hvad nu hvis«, det er sådan en meget udbredt genre. Man kan sådan sidde og sjusse sig frem til, hvordan det ville være gået »hvis«.
     Men det med jøderne var jo aldrig nogen sinde et debatemne blandt politikerne i april 1940. Det var ikke sådan, at man sagde: Nu skal vi altså redde jøderne. Om en 3 år sender vi nogle fiskere over Sundet og redder alle jøderne, så det kan vi starte med her ved at samarbejde med tyskerne.
     Det var overhovedet ikke en del af debatten. Hvordan kan hr. Simon Emil Ammitzbøll lave den form for kontrafaktisk historieskrivning, at hvis nu det var gået anderledes, så var det gået ud over de danske jøder? Hvordan kan hr. Simon Emil Ammitzbøll vide det?

Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvordan historien var gået, hvis ting var sket anderledes, ligesom hr. Søren Espersen ikke kunne vide, om Bornholm ville have været sovjetisk besat efter 1946, hvis ikke vi havde haft den 29. august 1943, hvilket ordføreren hævdede i sin ordførertale for et øjeblik siden, ligesom hr. Søren Espersen ikke kan vide, om vi, hvis vi ikke havde haft den 29. august, så var blevet anerkendt som allieret, sådan som ordføreren hævdede i sin ordførertale for kort tid siden.
     Kontrafaktisk historie skal man nok holde sig fra, siger hr. Søren Espersen, og det burde han også selv have gjort i de to tilfælde, jeg lige har nævnt.

Vil hr. Simon Emil Ammitzbøll bekræfte, at der ikke i nogen af regeringens eller Folketingets politikeres forhandlinger i
2 år fra 1940 så meget som en gang indgik ordet jøde? Vil hr. Ammitzbøll bekræfte, at det ikke var en del af debatten; at det slet ikke var derfor, at man ikke turde tage kampen op med tyskerne? Vil hr. Ammitzbøll videre bekræfte, at under det ungarske styres samarbejde med Tyskland, som var fuldstændig ligesom vores Scaveniusregering, mistede næsten alle de ungarske jøder livet? Hvordan kan hr. Ammitzbøll forklare de to ting?

Det var mange spørgsmål. Jeg har ikke læst alle regeringsreferater igennem fra perioden 1940-42. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad de ministre, der sad i både Stauning-, Buhl- og Scaveniusregeringerne, har talt med hinanden om, og hvad der indgik i deres overvejelser.
     Det, jeg ved, er, at det lykkedes den danske befolkning at redde utrolig mange af de danske jøder. Det lykkedes med jødeaktionen, det lykkedes at komme nemt og smertefrit igennem en stor del af besættelsen. Men jeg siger jo ikke, at den 29. august 1943 var en fejltagelse. Jeg har ikke talt imod modstanden imod besættelsen, tværtimod.
     Det handler om, som også flere ordførere har sagt her fra talerstolen, at verden er mere end sort eller hvid, når man ikke er medlem af Dansk Folkeparti. Der er flere farver på paletten, og det gør altså, at vi må nuancere tingene lidt.
     Der er både gode ting og dårlige ting ved, at vi havde forhandlingspolitikken. Det anerkender jeg, det anerkendte jeg i min ordførertale, og jeg synes, at vi skal lade det ligge ved det.

Det er jo rørende at høre hr. Simon Emil Ammitzbøll sådan forsvare mangfoldigheden og pluralismen. Det er som regel det, man gør, når man ikke ved, hvilket ben man skal stå på. Så siger man: De har faktisk ret alle sammen.
     Det er også rørende at høre Det Radikale Venstres repræsentant græde krokodilletårer over de faldne under besættelsen. Altså, sagen er jo den, at samarbejdspolitikken var et bredt ansvar i Rigsdagen. Men for de andre var det nok mest usselhed, for Det Radikale Venstre var det simpelt hen et indbygget karaktertræk.
     Men lad mig så spørge: Vil hr. Simon Emil Ammitzbøll benægte, at jødeaktionen, redningsaktionen, og den 29. august lå direkte i forlængelse af hinanden, og at jødeaktionen var en illegal aktion, der i øvrigt kom til at udbrede illegaliteten til kredse, hvor den ikke havde været før?
     Så til sidst vil jeg sige, at hr. Simon Emil Ammitzbøll har en pointe, det er med hensyn til valget i marts 1943. Det valg var en skændsel, vil jeg godt sige. Det var et valg, hvor et parti var forbudt, nemlig Kommunisterne ...

Jeg vil gerne sige til hr. Jesper Langballe, at taletiden ved korte spørgsmål er 1 minut. Det er overskredet for længst.

Så skal jeg se, om jeg kan nå at svare på alle de spørgsmål, der blev stillet.
     Jeg vil så sige, at jeg gerne vil medgive, at der er en sammenhæng mellem den 29. august og jødeaktionen. Det har jeg på intet tidspunkt benægtet, men der er også en sammenhæng mellem forhandlingspolitikken og jødeaktionen, derom ingen tvivl.

     Dertil kommer, at jeg selvfølgelig ikke synes, at det er
i orden, at der var et forbud mod Danmarks Kommunistiske Parti under anden verdenskrig. Det tror jeg ikke der er nogen der synes var godt. Jeg nævnte i min ordførertale, at der også var ting under forhandlingspolitikken, som jeg ikke syntes man kunne sige meget godt om. Dette var et glimrende eksempel fra hr. Jesper Langballe, men at beskylde mig og Det Radikale Venstre for at græde krokodilletårer over de faldne under besættelsen synes jeg altså er under lavmålet.

Eftersom Det Radikale Venstre dengang og siden ikke har gjort andet end at tilsværte modstandskampen, så er det vel ikke så underligt. Det er ikke hr. Simon Ammitzbøll, jeg taler om, som jo er en ung mand, der hverken har lod eller del i det, men som jo altså i sin ordførertale fint fører det videre.
     Så vil jeg sige, at påstanden om, at samarbejdspolitikken havde andel i jødeaktionen, dog er den mest horrible påstand. Den eneste andel var, at den hæderlige tysker Duckwitz underrettede Hedtoft om, at det var på vej, at tyskerne ville tage de danske jøder, og så lod Hedtoft det gå videre. Anden forbindelse er der ikke.
     Men må jeg så lige sige om - det nåede jeg ikke rigtig - valget i marts 1943: Det var for mig at se en skændsel. Jeg vil spørge hr. Simon Ammitzbøll, om han synes, der er nogen grund til at prale af det såkaldt demokratiske valg, hvor ét parti på besættelsesmagtens bud var forbudt, nemlig kommunisterne, og var det ikke lykkeligt, at befolkningen, den befolkning, som lod sig stikke blår i øjnene af politikerne ved det valg, vågnede op et halvt år efter og sagde nej?

Man kan spørge sig, om advarslen fra Duckwitz til Hedtoft nogen sinde var kommet, hvis ikke vi havde haft forhandlingspolitikken, men som hr. Søren Espersen i øvrigt tidligere så fint har redegjort for, er kontrafaktisk historieskrivning nok den sværeste.
     Omkring valgene, som jo selvfølgelig er meget interessant - jeg svarede allerede på det med kommunistpartiet i mit første indlæg - er vi nødt til at se på: Hvad skete der ved de valg? Dansk Samling fik 3 mandater på en linje, der var mod forhandlingspolitikken. Ved valget i 1945 efter befrielsen, alle var frie, alle kunne sige, hvad de mente, alle kunne stemme på dem, de havde lyst til, alle kunne danne de partier, de havde lyst til, fik Kommunisterne
18 mandater, Dansk Samling fik 4 mandater. Ingen af de to partier kom nogen sinde op på de mandattal igen. Tværtimod fik de fire partier, der stod bag forhandlingslinjen, massivt flertal igen og har i øvrigt haft det ved samtlige valg lige siden.

Det kan selvfølgelig ikke undre, at en radikal ordfører støtter den radikale historieskrivning. Den går jo i dag ud på, at man vil kalde samarbejdspolitikken den rigtige, og dermed har man taget parti mod den 29. august, mod modstandsbevægelsen og for dem, der var modstandsbevægelsens politiske modstandere. Men det er nu ikke det, jeg vil sige.
     Jeg vil derimod spørge, om hr. Simon Ammitzbøll er klar over, at der er en ganske kontant kendsgerning, der viser, at det, han kalder tvivlsomt i hr. Søren Espersens udlægning, nemlig at Danmark ikke var blevet anerkendt som allieret uden den 29. august, uden modstandskampen, kan dokumenteres for ikke at sige bevises.
     Forholdet er, at de mange søfolk, der meldte sig i allieret tjeneste efter den 9. april, sejlede på danske skibe
i allieret tjeneste, og de fik af de allierede forbud imod at sejle under Dannebrog. Den tilladelse til at hejse Dannebrog på danske skibe kom først efter den 29. august. Dermed er jo tydeligt dokumentationen eller beviset givet for, at uden den
29. august var Danmark selvfølgelig ikke blevet allieret.

Det er jo rart at høre, at hr. Søren Krarup kan komme med indicier for sin egen historietolkning, men ikke med det, som han ellers omtaler som dokumentation. Man kan ikke komme med den slags påstande, som hr. Søren Krarup kommer med, med nogen form for rimelighed. Vi kan ikke vide, hvad der var sket. På det område deler jeg fuldstændig Dansk Folkepartis ordførers, hr. Søren Espersens, opfattelse af kontrafaktisk historieskrivning. Den kan jeg tilslutte mig.

Det er jo ikke kontrafaktisk. Det er simpelt hen at tage al mening ud af ordene og sproget, og det er selvfølgelig ikke usædvanligt for De Radikale. Det er et klart bevis for, hvordan Danmark blev betragtet af de allierede, og det vil sige, at uden modstandsbevægelsen, uden den 29. august var Danmark den 5. maj 1945 ikke blevet allieret. Vi var ikke kommet med i de allieredes samarbejde med FN, med NATO og så meget andet.

     Vi var netop ikke, som hr. Søren Espersen sagde, blevet befriet af englænderne, vi var blevet besat af englænderne. Det er det, den 29. august betyder, og dermed er det selvfølgelig ensbetydende med, at man er nødt at acceptere det, hvis man i øvrigt accepterer det, der bliver konsekvenserne.

Jeg må sige, at med hr. Søren Krarups forhold til ordet bevis og dokumentation er det nok godt, at han primært slår sine folder i kirke- og udlændingespørgsmål og ikke i retspolitiske spørgsmål.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Anne Baastrup. Jeg har set fru Anne Baastrup et eller andet sted her i salen. Hun bedes komme herop. Ja, værsgo.

Ja, undskyld jeg kom for sent. Jeg finder lige grund til at minde om, hvad det egentlig er, der er på dagsordenen. Det er ikke anden verdenskrig. Det er, hvorvidt den 29. august skal gøres til national flagdag. Jeg tilhører et parti, som synes, det er godt, at vi har fået en diskussion om samarbejdspolitikken.
     I mit parti har vi altid ment, at samarbejdspolitikken var forkert. Jeg er opvokset i en familie, hvor det var modstandskampen, der var i centrum, og hvor det var modstandsbevægelsen, der var central i min danmarkshistorie om anden verdenskrig. Men at vi nu i det herrens år 2006, adskillige år efter anden verdenskrig og mange år efter den
29. august 1943, skal lave en ny flagdag, fordi der er et enkelt parti, der synes, at det er den måde, man skal fejre den 29. august på, synes jeg er at gøre grin med de mange, mange mennesker, der sloges for at give Danmark et andet ansigt udadtil. De vil opleve, at her er der så et parti, der bare hiver fat i flaget i et forsøg på at sige, at der kun er et parti herinde, der ønsker en flagdag på det her punkt. For mig at se er den 29. august skelsættende. Den er så vigtig i min egen historieopfattelse, i mit partis historieopfattelse, og når vi i dag skal beskæftige os med, hvorvidt dagen, som Dansk Folkeparti ønsker, skal gøres til en national flagdag, så synes jeg ikke, det giver en værdig beskrivelse af den. For mig at se er det helt, helt afgørende, at vi husker, at der var folk, der døde. På trods af at regeringen sagde, at de ikke måtte gøre noget, så ønskede de, at Danmark skulle have et andet ansigt udadtil. Min egen familie måtte flygte til Sverige, fordi de ønskede at kæmpe mod tyskerne, kæmpe mod nazisterne, og så synes jeg, ja, undskyld mig, ikke, at det er så godt, at vi skal have en diskussion om, hvorvidt Dansk Folkeparti er bedre til at hylde modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, og at resultatet skal være, at vi skal have en national flagdag. For mig at se er det helt, helt afgørende, at vi bruger den 29. august til at lære de nye generationer, hvad det er, der er afgørende, når der kommer en konflikt. Skal man bøje sig for stormagternes beslutninger, eller skal man stå fast på det, man selv synes er det rigtige? Det er det, vi skal lære de unge. Det lærer vi dem ikke ved, at busserne kører rundt med flag. Det lærer vi dem ved konstant i ord og gerninger at vise dem, at der er grund til at gøre modstand, hvis magten har det ansigt, som nazisterne havde. Det er det, vi skal lære de unge. Vi skal ikke bare lave en flagdag. Vi skal holde fast i den 29. august som en historisk dag, som vi skal bruge til at lære de unge, hvordan samfundet skal se ud i fremtiden.

Jeg må sige, at jeg er overrasket over den holdning fra SF. Jeg troede egentlig, at man havde den samme holdning som Enhedslisten. Begge grupper har jo på en eller anden måde deres udspring i - det anerkender vi - modstandskampen, SF udsprang fra Danmarks Kommunistiske Parti midt i 1950'erne, og mange af de folk, som står som de store, gik da også over
i SF.

     Så siger fru Anne Baastrup, at vi ikke sådan bare skal rende rundt og flage af den grund. Så ved jeg ikke, hvorfor vi overhovedet skal have flagdage. Altså, gør det ikke noget som helst indtryk på fru Anne Baastrup, når Frihedskampens veteraner, altså dem, som selv var modstandsfolk, i mange år har bedt om at gøre den 29. august til flagdag? Er det ligegyldigt? Vi skal ikke have noget, der sidder på busserne, vi skal hellere snakke om tingene, men når nu frihedskæmperne, dem, som satte livet ind, har bedt om det her, gør det så ingen indtryk?

Jo, det gør i allerhøjeste grad indtryk, at frihedskæmperne ønsker, at den 29. august skal være en dag, der hele tiden huskes, men for os at se bruges det danske flag i så mange forskellige sammenhænge, herunder på dronningens fødselsdag og alle mulige andre tidspunkter, og derfor finder vi ikke, at en flagdag er det, man skal institutionalisere.
     Vi synes i langt højere grad, man skal sige, at den 29. august 1943 er så vigtig en dato, at den skal huskes, og den skal repeteres for samtlige generationer, der kommer fremover. Men at man bare siger, at det skal være en flagdag, synes vi simpelt hen ikke er centralt nok, det synes vi ikke er den rigtige måde at løse hele historiefortællingen på.

Jeg hører det næsten, som om vi skal til at begrænse brugen af det danske flag. Er det det, der ligesom ligger i det? Jeg synes da, det er glimrende, at man hejser flaget, når ens børn har fødselsdag, og når majestæten har fødselsdag og en hel masse, jo mere, jo bedre. Og jeg kan slet ikke forstå, at det skulle være en forklaring, at vi ikke kan det, fordi der bliver flaget nok i forvejen.
     Det, jeg siger, er, at når de folk, der direkte var impliceret i det her, som satte livet ind på det, i årevis har bedt om at få en flagdag, om, at der altså skulle flages fra offentlige bygninger, så siger fru Anne Baastrup, at det vil hun ikke være med til, fordi hun er træt af alle de busser, der kører rundt med flag. Det er da en sær, useriøs måde at reagere på over for så seriøst et beslutningsforslag som det her. Det må da gøre indtryk, at de siger det, at det ikke er alle mulige andre. Det er ikke busser, der skal køre rundt for at genere fru Anne Baastrup i det københavnske bybillede.

Det, der bare er det centrale i det her beslutningsforslag, er, at det blot er flagdagen, man vil have indført. Man kommer ikke med nogen som helst andre ting, der i virkeligheden skal få den danske befolkning og de fremtidige generationer til at huske, hvilken kæmpe indsats modstandsbevægelsen lavede. Det er det, der er min centrale pointe.
     Vi har flag til fødselsdage, ja, men det er for lidt og for simpelt bare at sige: Nu har Dansk Folkeparti så gennemført det her med en flagdag. Hvad har Dansk Folkeparti
i øvrigt gjort?

Fru Anne Baastrup har ligesom alle de andre ordførere bedyret, hvor meget den 29. august betyder, men alligevel er mit indtryk, at der var to hovedpointer i fru Anne Baastrups modstand mod det her beslutningsforslag. Den ene var, om man
i 2006 skulle begynde at lave om på noget, der er så gammelt. Altså, var det ikke i 1218, at Dannebrog faldt ned fra himlen? Valdemarsdag er stadig væk flagdag - det var den ene ting. Den anden ting er, at det forekommer mig, at det, der er hele humlen i fru Anne Baastrups ordførertale, er, at det er de forkerte, der har foreslået det rigtige, og det synes jeg er en ussel begrundelse. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved, at man lader sine modstandere negativt bestemme, hvad man selv skal mene. Det var det samme under blasfemidiskussionen ...

Taletiden for korte bemærkninger er fortsat 1 minut, hr. Jesper Langballe, og den er overskredet nu.
     Ordføreren.

Jeg husker det, som om det var 1219, at flaget faldt ned, og jeg mener, at det spørgsmål, som hr. Jesper Langballe kom med, er helt forkert stillet. Jeg kan ikke se, at der er nogen som helst begrundelse for at stille det, for det er ikke rigtigt.

Ja, så vil jeg lige gøre det, jeg var i gang med, færdigt. Til det her underlige med, at det er de forkerte, der foreslår det rigtige, at nu er det Dansk Folkeparti, der vil påtvinge alle andre en særlig måde at bruge Dannebrog på:
Overhovedet ikke. Vi foreslår bare en ny flagdag, som er for alle, og det er da ikke for at tage nogen speciel ære for det, men jeg fatter ikke det der.

     Jeg erindrer stadig vores beslutningsforslag om at ophæve blasfemiparagraffen - noget som i dag faktisk kunne vise sig at være en helt rigtig beslutning. SF slog straks til og fremsatte også et beslutningsforslag. De to forslag nåede samtidig til Lovafdelingen, men da det kom til stykket, trak SF sit tilbage, fordi de ikke kunne lide Dansk Folkepartis begrundelse. Har man da ikke selv en mening i stedet for at lade sig dirigere negativt af Dansk Folkeparti?

Nu er det jo ikke blasfemibestemmelsen og hr. Jesper Langballes mystiske bemærkninger om dette beslutningsforslag, der er på dagsordenen i dag. Det, der er på dagsordenen, er B
19 om at gøre den 29. august til en national flagdag. Vi er enige med Dansk Folkeparti om, at den 29. august er en utrolig vigtig dag, men SF's folketingsgruppe mener bare ikke, den skal gøres til en national flagdag.

Tak til ordføreren.
     Jeg ser ikke andre ordførere i den almindelige ordførerrække, men der har meldt sig en privatist, nemlig hr. Søren Krarup, som får ordet i 5 minutter. Værsgo.

Den 29. august har sin egen plads og betydning i Danmarks nyere historie.
     Den 9. april 1940 var nederlagets og skammens dag, hvor Danmark for første gang i sin historie blev erobret og besat af en fremmed magt, mens den 5. maj 1945 var glædens og befrielsens dag. De allieredes sejr betød Danmarks frigørelse fra fremmed besættelse, og modstandsbevægelsens indsats betød, at befrielsen fik et islæt af offer og selvrespekt, hvorfor Danmark kom til at stå blandt de sejrende nationer og ikke som diktatorens ynkelige kanariefugl eller medløber.
     Men den 29. august 1943 var dagen for opgøret med samarbejdspolitikken - befolkningens nej til den usselhed og ynkelighed, som landets politikere siden den 9. april 1940 havde gjort til landets officielle politik. Derfor er dagen så betydningsfuld, og derfor bør den have sin særlige placering og blive til national mindedag. Den betød et opgør med samarbejdspolitikken og den menige danskers nej til at lade sit land være et halehæng til fremmed magt og fremmed magtmisbrug.
     I sin brevveksling med K.E. Løgstrup skriver Hal Koch om sin lyst til at sige nej til samarbejdet med tyskerne. Han var ganske vist blevet dette samarbejdes moralske garant i sin egenskab af formand for Dansk Ungdomssamvirke, men i sit inderste, i sit hjerte - skrev Hal Koch - ønskede han et brud. Men han kunne aldrig tage sig sammen til at tage bruddet. Hvornår var sagen stor nok, og hvordan kunne man tillade sig at bryde med de samarbejdspolitikere, som utvivlsomt mente det godt? Nej, Hal Koch kunne aldrig finde ud af at bryde med samarbejdspolitikken, for vankelmod og fejhed har altid tusind undskyldninger for at fortsætte med at svigte sandheden og retten. Den 29. august 1943 brød befolkningen overtvært og sagde nej i handling. Man kalder det for augustoprøret, og dets betydning ligger i dets oprør mod de danske magthavere, der svigtede Danmark. Det er heri, der er en lære og et kald for senere danske generationer, og det er derfor, den 29. august bør blive en dag, hvor vi hejser flaget, står stille et øjeblik og betænker, hvad enhver dansker har som sin forpligtelse: Landets skæbne er også vort ansvar, og ingen kan krybe i skjul for sit ansvar i de gustne overvejelsers hængedynd. Danmarks frihed er den enkelte danskers forpligtelse, og Danmarks selvstændighed og ære er noget, der angår enhver dansker. Dette er den 29. augusts tale, og af den grund bør vi have anledning til at standse og at lytte. Jeg husker, da min far fortalte om dagen; om den uendelige lettelse, han følte på sin vej til gudstjenesten i Enslev, hvor han fik meddelelse om den danske regerings tilbagetræden. Nu var det slut med at bøje nakken og være en ussel træl. Nu kunne danskerne se sig selv i øjnene og behøvede ikke længere at skamme sig f.eks. over for nordmændene.

     Den 29. august 1943 var den mest betydningsfulde dato under besættelsen, og jeg vil gerne her lægge et ord ind for, at dagen bliver national - og netop national - mindedag.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger til dette indslag, og vi går derefter over til næste taler, som er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Espersen. Værsgo.

Jeg siger tak for den debat, der har været, selv om den selvfølgelig har været skuffende set fra vores synsvinkel. Jeg er glad for Enhedslistens tilslutning - tænk, at vi skal rose Enhedslisten i dag - men de er jo også udsprunget af Kommunisterne, som virkelig kendte noget til besættelsestiden og vidste, hvordan forholdene var, så tak for det. Til gengæld er jeg specielt skuffet over De Konservative. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de kan afvise forslaget på den måde, men det er jo altså sket.
     Det store skel i besættelsestiden er og bliver datoen den 29. august 1943. Hidtil havde det frie udland med fuld ret kunnet betragte Danmark som en del af nazisystemet og som Tysklands partner, men fra og med den 29. august 1943 stod det klart, at Danmark var en allieret nation. Få uger efter blev Danmarks Frihedsråd i øvrigt dannet med bred repræsentation fra modstandsgrupperne. En væsentlig personkreds stod bag, bl.a. socialdemokraten Frode Jakobsen, kommunisterne Mogens Fog og Børge Houmann og Dansk Samlings Arne Sørensen, og Frihedsrådet udviklede sig til at blive landets faktiske regering i besættelsestidens sidste halvandet år.
     Det er egentlig imponerende at tænke på, at Frihedsrådet, som uden videre kunne have overtaget hele styret efter befrielsen af Danmark, lige fra første færd søgte at knytte forbindelse til de politiske partier og efterhånden fik skabt denne forbindelse. Allerede i november 1943 udsendte Frihedsrådet pjecen »Når Danmark atter er frit«, hvor det blev slået fast, at den første efterkrigsregering skulle dannes på forfatningsmæssigt grundlag. Det betød, at de valgte politikere blev en del af Danmarks nye styre.
     Men heldigvis forstod de politikere, som Frihedsrådet fra sommeren 1944 inddrog i processen, at en ren politikerregering hverken var mulig eller ønskelig. Frihedsrådet havde jo folket med sig og rådede over alle våbnene, og samtidig kunne en regering uden modstandsbevægelsen ikke forvente at blive anerkendt som allieret, for det havde Sovjetunionen klart tilkendegivet. Der er altså ikke tale om kontrafaktisk historieskrivning, må jeg sige til hr. Ammitzbøll, for Sovjetunionen havde klart tilkendegivet, at Danmark aldrig ville blive optaget i FN uden modstandsfolk i den første efterkrigsregering.
     Det er altså alene modstandsbevægelsens indsats, vi kan takke for, at Danmark den 5. maj 1945 ikke alene fremstod som en allieret nation, men også som en nation, der stod respekt om. Det var alene modstandsbevægelsen, som fremtvang den skelsættende dato, den 29. august 1943 - den dato, der blev synonym med den danske modstandskamp mod nazismen.
     Hvis vi gør den 29. august til en dato, hvor splitflagene skal hejses overalt i landet fra offentlige bygninger, sørger vi samtidig for, at fremtidige generationer ikke glemmer, hvorfor Danmark er et frit land, men spørger:
Hvorfor hejser vi flaget i dag?

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.