Mange tak. Nu spurgte jeg jo til skatten på familieejede virksomheder og ikke til uddannelsesområdet. Det er meget sjovt, for det er fuldstændig lige meget med de 850.000 jobs, som de familieejede virksomheder har i Danmark, og det er jo kun en halv sandhed, som ministeren kommer med. For ministeren snakker kun om de ændringer i skatten på familieejede virksomheder, der blev lavet under den tidligere blå regering, ikke om de skattestigninger, som den forrige røde regering gennemførte, med afskaffelse af formueskattekursen. Er det, fordi hukommelsen er så kort, eller er det, bare fordi det kun er fordelagtigt at få det til at fremstå, som om det er en ensidig skattenedsættelse?
Det, vi rent faktisk gjorde, var, at vi annullerede den skattestigning, som Socialdemokraterne havde iværksat, på de familieejede virksomheder, og det er derfor, jeg tænker, at der jo må ligge en eller anden ideologi til grund for det her, altså at man ikke bryder sig om de familieejede virksomheder, som skaffer 850.000 jobs i hele Danmark. Det er faktisk meget. Det er rigtig mange jobs, det handler om, som bare bliver beskattet yderligere af det her. Hvorfor er det, at man ikke vil have de her familieejede virksomheder? Er det, fordi man vil have en anden ejerstruktur i Danmark? Det kunne jeg sådan set godt tænke mig at få at vide i stedet for at få noget at vide om uddannelsesområdet.
Det her handler om, at vi har annulleret en skattestigning, som Socialdemokraterne gennemførte i 1995, nej, nu kommer jeg helt galt på den, det var i 2015, så det var lige 10 år forkert. Godt nok. Det handler om, at vi har annulleret den skattestigning, som Socialdemokraterne selv havde gennemført, for de familieejede virksomheder. Og så får skatteministeren det til at fremstå, som om det her var en ensidig skattenedsættelse. Vi førte pengene tilbage til området for den skattestigning, Socialdemokraterne havde gennemført. Så det er ikke nogen penge, der er kommet andre steder fra. Det er en skattestigning, Socialdemokraterne i første omgang havde pålagt. Og hvad er den ideologiske baggrund for, at man ikke ønsker familieejede virksomheder i Danmark?