Tak til formanden, og tak for en god diskussion.
Før jeg går i gang med den ordførertale, jeg egentlig havde forberedt mig på at holde, vil jeg sige, at det er sjovt, hvordan samtlige de partier, som er negative over for det her forslag, absolut intet problem har med, at politibetjente bærer kropskamera, når det sker på politiets præmisser, som det jo sker i dag.
Det gør absolut intet, at der er overvågning, så længe det er politiet, der overvåger borgerne.
Ministeren sagde, at der i det her beslutningsforslag var tale om et nybrud – et brud med en årelang tradition tror jeg det direkte citat var.
Ja, et brud med en årelang tradition, hvor kameraovervågning kun bliver brugt fra politiets side mod borgerne og ikke til at skabe mere retssikkerhed for borgerne.
Der er også blevet talt meget om den manglende tillid til de offentligt ansatte, som det her forslag skulle være udtryk for.
Men den tillid behøver vi ikke at have, når det handler om borgeres færden i det offentlige rum; så er det fint, at der er kameraer på gader og stræder og i boligforeninger; så er det fint, at der indsamles telefonoplysninger og metadata; så er det fint, at der overvåges, og så skal vi gøre det noget mere.
Det er de offentligt ansatte, altså politibetjentene, vi ikke må overvåge.
Det er altså for mig at se en argumentation, der er en lille smule usammenhængende, hvis jeg skal være helt ærlig.
Langt, langt størstedelen af de danske politibetjente, som arbejder i korpset, gør et rigtig godt stykke arbejde hver eneste dag.
De stiller op i svære situationer, de tager hårde beslutninger, de forhindrer spritkørsel, de tager en snak med en eller anden udsat ung, der står på et gadehjørne, de hjælper og støtter os og de opklarer og forhindrer forbrydelser.
Stor ros til dem.
Det er også betryggende at vide, at politiet generelt klarer det så godt, for politiet har som myndighed fået tildelt en helt særlig magt i vores retssamfund.
De enkelte betjente, der går på gaden, forvalter hver eneste dag på en betryggende måde en magt til at bestemme over os andre og anvende den nødvendige magt, hvis det skal til.
De har nogle magtbeføjelser, som ingen andre har, og jeg vil gerne igen slå fast, at de i langt, langt hovedparten af tilfældene udmærket er i stand til at håndtere den svære opgave, som det er.
Jeg læste på et tidspunkt et sted, at legitimiteten er en proces, der ikke kan måles på de 99,9 pct.
af alle politifolk, der gør deres arbejde ærefuldt, men på de få tilfælde, hvor nogen burde være blevet stillet til ansvar for misbrug, men ikke blev det.
Det er jeg enig i.
Retfærdigheden i et retssamfund skal måles på, hvor godt borgerne er beskyttet – også mod misbrug af magt.
Derfor er det så vigtigt, at det tages alvorligt, når borgere føler sig uretfærdigt behandlet eller der er mistanke om magtmisbrug, og at man har adgang til en anstændig klagebehandling.
Det tror jeg sådan set vi alle sammen herinde er enige om.
Desværre mener jeg også, at vi lige lovlig ofte hører om to problemer.
Det første er, at når borgere ønsker at klage over betjente, kan man pludselig ikke identificere de betjente, der var på vagt lige på det sted på det tidspunkt.
Det er jo lidt sjovt; det hører man ikke om hos andre myndigheder, altså at man pludselig ikke kan finde ud af, hvem der har været på arbejde på et givent tidspunkt.
Det er den ene ting, og det prøver man at håndtere ved bl.a.
at sætte numre på politibetjentenes uniformer, og det støtter vi også i Enhedslisten.
Det andet er, hvis der indgives en klage, som så ikke kan blive afgjort, fordi der ikke er beviser.
Det bliver ord mod ord, om der blev taget for hårdt fat eller ej, og det er efter vores mening en utilstrækkelig retssikkerhed for borgerne, og det er samtidig et problem for de 99,9 pct.
af alle betjente, som knokler hver eneste dag og ikke har fortjent den mistillid, der bliver rettet mod hele korpset som konsekvens af de sager, vi nogle gange hører om i pressen.
I andre lande har de her kropskameraer – som forslaget handler om – på betjente, som filmer, når der er en interaktion mellem en borger og en betjent, haft to effekter.
For det første er omfanget af magtanvendelse faldet, og for det andet er antallet af klager faldet.
Begge dele er sådan set positivt.
Altså, man kan ved en umiddelbar fortolkning forstå det sådan, at betjentene på den ene side er mere tilbageholdende med at gribe til magt, og det er jo godt for alle.
Det skal kun være i de absolut nødvendigste tilfælde, at der bliver brugt fysisk magt.
Det tror jeg alle er enige om.
På den anden side er borgerne mere tilbageholdende med at klage ubegrundet, måske bare for at genere.
Og det er jo også godt.
Men så er der selvfølgelig problemer og betænkeligheder.
Der er flere, der har forsøgt at afvise det her forslag med, at der ikke er taget højde for problemer og betænkeligheder i forslaget.
Det mener jeg nu vi har forsøgt efter allerbedste evne ved at tale om netop en forsøgsordning og netop en styregruppe, som på forhånd skal afklare de præcise rammer for forsøget.
En af de ting, som man kan se der har været størst problemer med – og som der faktisk ikke er nogen der har nævnt – når man kigger på de andre lande, som har den her forsøgsordning, har været, at der har været alt for mange tilfælde, hvor optagelserne pludselig er forsvundet, eller hvor kameraet belejligt nok ikke er blevet tændt.
Det er også noget, der skal afklares – bare for at bygge oven i bunken af ting, som den her styregruppe vil skulle afklare.
Derudover er det selvfølgelig også rigtigt, at hvis man ikke laver nogle ekstremt restriktive regler for anvendelse, opbevaring, sletning og aktindsigt, risikerer vi, at optagelserne krænker privatlivets fred, og det må selvfølgelig ikke ske, for hensigten med det her er faktisk først og fremmest at styrke borgernes retssikkerhed.
Derfor har vi som sagt foreslået en 1-årig forsøgsordning, hvor en styregruppe bestående af kompetente folk på området, førend man igangsætter forsøget, skal tilrettelægge regler for opbevaring, sletning og anvendelse af optagelserne, regler for, hvornår der skal optages, og konsekvenser, hvis betjentene ikke følger retningslinjerne for, hvornår der skal optages, samt i hvilke sammenhænge man må og eventuelt skal benytte optagelserne.
Alle de spørgsmål skal selvfølgelig afklares, før man igangsætter en forsøgsordning.
Det kan også meget vel være, at der er god grund til, når man kigger på det, at finde ud af, at i den ene retskreds prøver man det af på én måde, og i den anden retskreds prøver man det af på en anden måde.
Det handler sådan set om at få afklaret nogle af spørgsmålene for at finde ud af, om det her værktøj kan være brugbart i en dansk sammenhæng eller ej, for jeg medgiver:
Danmark er ikke USA, heller ikke, når det kommer til retssikkerhed for borgerne – og heldigvis da for det, for vi har en meget bedre retssikkerhed.
Vi har også langt mere og velbegrundet tillid til vores politikorps her i Danmark.
Derudover ligger der også i forslaget – det er heller ikke blevet nævnt af nogen andre, og derfor vil jeg også gerne lige påpege det – at der tilknyttes en følgegruppe af eksterne konsulenter og desuden forskere fra Justitsministeriets Forskningskontor, som skal følge forsøget undervejs.
Det er ikke dem, der skal tilrettelægge det, men de skal følge det undervejs, med henblik på at der kan evalueres på et tilstrækkeligt grundlag, og at vi så får truffet en politisk beslutning om, om der skal etableres en permanent ordning, eller om planerne skal skrottes.
Jeg vil gerne sige tak til alle dem, som har været positivt indstillet over for forslaget og taget den her konstruktive debat.
Jeg tror faktisk, det ville gavne, hvis vi for en gangs skyld tog nogle af de nye redskaber, man kan få i den digitale verden, i brug for at styrke borgernes retssikkerhed og ikke udelukkende retter kameraets linse mod borgerne, som tilfældet desværre alt for ofte er nu.