L 161 (som vedtaget): Forslag til lov om
ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd.
(Kommunale og regionale udvalg m.v. og ændring af fristen for
indsendelse af ligestillingsredegørelser).
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den
11. maj 2006
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ligestilling af
kvinder og mænd
(Kommunale og regionale udvalg m.v. og
ændring af fristen for indsendelse af
ligestillingsredegørelser)
§ 1
I lov om ligestilling af kvinder og
mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december
2004, som ændret ved § 7 i lov nr. 574 af 24. juni
2005, foretages følgende ændringer:
1. I § 5
a, stk. 2, nr. 2, ændres »stillingskategorier
og« til: »stillingskategorier,«, og efter nr. 2
indsættes som nyt nummer:
»3) den kønsmæssige
sammensætning af de udvalg m.v. omfattet af § 10 a, der
nedsættes af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet,
og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
2. I § 5
a, stk. 3 ,
ændres »1. september« til: »1.
november«.
3. Efter § 10
indsættes:
Ȥ 10 a.
For at fremme ligestilling af kvinder og mænd skal
myndigheder eller organisationer, der stiller forslag om et medlem
af udvalg m.v., der skal udpeges af kommunalbestyrelsen eller
regionsrådet, foreslå både en kvinde og en mand.
Hvis der stilles forslag om flere medlemmer, skal der
foreslås lige mange kvinder og mænd, og i
tilfælde af ulige antal én mere af det ene køn
end af det andet. Tilsvarende gælder, hvor myndigheder eller
organisationer efter lovgivningen skal udpege medlemmer til udvalg
m.v., der nedsættes af kommunalbestyrelsen eller
regionsrådet.
Stk. 2. Myndigheden eller
organisationen kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis der
foreligger særlige grunde. Myndigheden eller organisationen
skal i så fald samtidig angive begrundelsen herfor.
Stk. 3. Hvis myndigheder og
organisationer ikke udpeger eller indstiller medlemmer i
overensstemmelse med stk. 1, kan en enig kommunalbestyrelse
eller et enigt regionsråd beslutte, at et udvalg m.v., som er
nedsat af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og som er
anført på den liste, som ministeren for ligestilling
fastsætter i medfør af stk. 4, kan fungere uden de
pågældende medlemmer. Det samme gælder, hvis
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke kan acceptere en
begrundelse i henhold til stk. 2 for at fravige bestemmelsen i
stk. 1.
Stk. 4. Ministeren for ligestilling
fastsætter efter forhandling med vedkommende ministre en
liste over, hvilke udvalg m.v., hvis sammensætning er
reguleret i lovgivningen, og som ikke træffer generelle eller
konkrete afgørelser, der er omfattet af stk. 3.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.