Værsgo.

Tak for det. Og spørgsmålet lyder: Er ministeren tilfreds med statens indkøb af elbiler, og agter ministeren at fremme køb af grønne biler frem for sorte?

Ministeren.

Tak for det, og også tak til formanden for den konduite, der bliver vist mig; det sætter jeg pris på. Og tak til spørgeren for at bringe en meget relevant problemstilling frem.

Regeringen har en klar ambition om, at staten fremover skal købe flere grønne biler frem for diesel- og benzinbiler, og ministerierne har siden drøftelserne for et år siden lavet planer for, hvordan de vil omstille deres personbiler til emissionsfri biler frem mod 2030. I den forbindelse har udgangspunktet netop været, at nye personbiler skal være emissionsfri, medmindre særlige hensyn taler imod. Jeg forventer derfor, at der i de kommende år vil ske en markant positiv udvikling af statens indkøb af personbiler i en grønnere retning.

Samtidig er man også nødt til at huske på, at langt størstedelen af statens personbiler hører til forsvaret eller politiet. Og da det er nødvendigt, at bilerne kan indgå i f.eks. større operative opgaver, hvor der stilles meget høje krav til, hvad udstyret skal kunne, kan det sætte nogle begrænsninger. Og det vil i givet fald være noget, elbiler – grønne biler – skal kunne levere, før det er forsvarligt at integrere dem i forsvarets eller politiets flåde. Så vi ønsker fra regeringens side en grønnere vognpark, men vi er også nødt til at tage hensyn til, at der ikke mindst på politi- og forsvarsområdet er nogle særlige udfordringer.

Derfor er det også positivt, at i hvert fald Vest- og Midtjyllands Politi og Østjyllands Politi og Københavns Politi nu er i gang med et forsøg, hvor elbiler er med i politiets arbejde. Det håber jeg vil falde positivt ud. Og jeg er også orienteret om, at forsvaret har udarbejdet en plan for erstatning af mere end 2.700 biler med elbiler, når den nødvendige ladeinfrastruktur på forsvarets mange etablissementer rundtom i landet er tilvejebragt. Så vi arbejder med det her spørgsmål, og det er bestemt noget, vi skal nå videre med, end vi er i dag.

Fru Signe Munk.

Der er jo ingen tvivl om, at der er behov for at gøre mere. Der var for nylig en artikel i Berlingske, som netop blotlagde, at blot 10 pct. af de indkøb, der blev lavet i staten, er af grønne biler. Når man så lige spejler det op imod det samfund, hvor rigtig mange danskere jo går ud og køber grønne biler, så skaber det en stor undring. Det er jo også, fordi finansministeren, da han var finansminister i den tidligere regering, faktisk var indkaldt til samråd om sagen og udtrykte nogle ganske ambitiøse målsætninger, men nu er vi faktisk ca. 1 år fremme, og man må jo bare sige, at ord i hvert fald ikke har været nok i den her sag.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge finansministeren ind til, hvornår vi vil se en effekt af de tiltag, ministeren læste op her, f.eks. i politiet. Hvornår vil forsøgene ligesom vise deres effekt, og vil finansministeren så sørge for, at man ikke i mellemtiden får købt en masse diesel- og benzinbiler? Man skal jo ikke være jyde for at kunne regne ud, at pengene kun kan bruges en gang. Så hvornår forventer finansministeren at der vil ske et stort skift i statens indkøb af biler, så vi får markant flere både el- og hybridbiler frem for diesel- og benzinbiler?

Finansministeren.

Jeg tror, at vi frem mod 2030 vil se, at den her udvikling bliver accelereret, og det tror jeg man vil se af to hovedårsager. Der er et stort fokus på det. Det var der under den tidligere regering, og det har jeg også som finansminister i den nuværende regering. Det er sådan, at vi har fået de forskellige ministerier til nu at lave planer for, hvordan man vil gribe det her an.

Hvornår politiet har afklaret med de forsøg, de laver, om det giver anledning til, at man kan købe elbiler i stedet for de nuværende, tør jeg ikke svare på i dag, men det er jo et udtryk for, at også politiet har et klart øje for, at her er der en grøn dagsorden, som man i politiet interesserer sig for og gerne vil løfte.

Fru Signe Munk.

Finansministeren sagde under samrådet for et år siden, at regeringen havde en strategi og satte et ambitiøst mål om, at den offentlige køretøjsflåde skulle være emissionsfri i 2030, og derfor vil jeg høre, om det mål også er gældende i den her regering. Og et andet mål, der også var, var, at strategien var, at alle nye ministerbiler fremover skulle være el- og hybridbiler, og at den sidste rene dieselministerbil derfor skulle være udfaset med udgangen af 2023.

Derfor kunne jeg godt tænke mig høre, om de to mål stadig står ved magt i den nye regering, eller om man faktisk har slækket på de grønne ambitioner.

Finansministeren.

Som det er spørgeren bekendt, er regeringen ganske ung. Vi har lavet et regeringsgrundlag, hvor vi har taget stilling til mange spørgsmål. Vi har ikke været inde omkring ministerbilerne. Når det er sagt, har jeg ingen grund til at tro, at der skulle være en anden tilgang. Vi har siden det samråd, der var, ikke købt dieselbiler til ministerbilsflåden, og det er fortsat tanken, at det skal være grønne biler, der bliver indkøbt der, medmindre der gør sig helt særlige forhold gældende, der gør, at det ikke kan lade sig gøre.

Fru Signe Munk.

Tak, formand. En anden vigtig parameter, som finansministeren understregede ved sidste års samråd, som faktisk også lå i finansloven tidligere, var, at der var finansiering til, at man kunne dække en eventuel merudgift, der kunne opstå i forbindelse med indkøb af grønne biler.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om det er sikret i den nye regerings finanslov, eller er der også – og det må jeg bare sige helt ærligt – et grønt tilbageskridt her, for det ikke at kunne svare tydeligt på, hvad strategien er, er jo også et grønt tilbageskridt. Men er der afsat penge på finansloven?

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg har svært ved at se, at det skulle være et grønt tilbageskridt, at jeg siger, at jeg har som mit udgangspunkt, at vi fortsætter den udvikling vedrørende bl.a. ministerbiler, der blev lagt under den tidligere regering.

I forhold til det med finansloven er det rigtigt, at vi i den tidligere regering havde det med i vores finanslovsforslag. Den nuværende regering vil inden længe præsentere sit finanslovsforslag, og jeg kommer ikke til, hverken på dette spørgsmål eller andre, at røbe, hvad det egentlig indeholder, inden da. Der må spørgeren vente i spænding, men jeg glæder mig til at tage diskussionen, når vi når dertil.

Vi siger tak til fru Signe Munk.

Og vi går videre til spørgsmål nr. 2, også til finansministeren, af hr. Sigurd Agersnap.

Værsgo.

Tak for det. Mit spørgsmål lyder: Mener ministeren i lyset af analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd »Arbejdsudbuddet er sandsynligvis højere, end politikerne tror«, som er offentliggjort den 30. december 2022, og den flotte udvikling, vi har set i beskæftigelsen, at dansk økonomi klarer sig bedre end forventet, og at der bør laves en revision af Finansministeriets opgørelse af den strukturelle beskæftigelse?

Finansministeren.

Tak for spørgsmålet. Dansk økonomi og arbejdsmarked er kommet imponerende godt igennem coronaepidemien, og på trods af det store tilbageslag, vi så under netop den epidemi, har de stærke strukturer i dansk økonomi sammen med en aktiv og ansvarlig krisepolitik tilvejebragt en hurtig genopretning, som man ikke har set i samme grad i ret mange lande. Jeg hører også, at man med spørgsmålet kvitterer for det.

Den aktive finanspolitik har betydet, at virksomhederne hurtigere har kunnet vende tilbage til den almindelige drift til gavn for beskæftigelsen, produktionen og dansk økonomi i almindelighed. Særlig på arbejdsmarkedet har der efter corona været stor fremgang. Sidste år kom rekordmange i beskæftigelse, og arbejdsløsheden faldt til et historisk lavt niveau. Den hurtige og stærke genopretning har ført til, at der er opstået et pres på arbejdsmarkedet, og konkret skønnes beskæftigelsesgabet til at være næsten 100.000 personer sidste år.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer i den analyse, der bliver spurgt til, at Finansministeriets skøn fra august overvurderer presset på arbejdsmarkedet, og at Finansministeriet dermed undervurderer den strukturelle beskæftigelse. Skønnet for den strukturelle beskæftigelse er vigtigt, for hvis den strukturelle beskæftigelse er højere, vil det isoleret set øge råderummet, og jeg vil blot sige, at Finansministeriet løbende foretager et skøn af den strukturelle beskæftigelse i forbindelse med udgivelse af prognoser og økonomiske fremskrivninger.

Den næste opgørelse af den strukturelle beskæftigelse vil blive offentliggjort med den kommende Økonomiske Redegørelse, og der vil Finansministeriet kommet med sit på det tidspunkt seneste bud – eller det nyeste bud, om man vil – på, hvordan det ser ud med de her forhold. Finansministeriet foretager hele tiden efter bedste evne et skøn, med hensyn til hvordan man tænker at landet ligger, og det er klart, at vi er i en turbulent tid på godt og ondt, og derfor kan der også ske udsving her.

Hr. Sigurd Agersnap.

Tak for svaret. Jeg vil gerne kvittere for, at det er gået så godt i dansk økonomi, og det er jo godt at høre, at finansministeren også er optimistisk og positiv på dansk økonomis vegne.

Men jeg synes, at det rejser et spørgsmål. Det er rigtigt, at den prognose, der ligger, er fra august, men nogle af de prognosticerede tal kender vi jo de faktiske tal for nu, og det er dem, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner ind. Derfor rejser det spørgsmålet om, hvorfor vi denne gang ikke har skullet have et kasseeftersyn, så vi kender den aktuelle økonomiske situation. Flere økonomer har udtalt, at de forventer, at den strukturelle beskæftigelse er kraftigt undervurderet, og derfor er spørgsmålet: Giver det ikke anledning til, at ministeren kan bede om et kasseeftersyn, så vi eksempelvis kender forudsætningerne for nogle af de arbejdsudbudsreformer, vi diskuterer lige nu?

Finansministeren.

Det er helt sædvanlig praksis, at der med jævne mellemrum kommer en økonomisk redegørelse, hvor man på baggrund af den nyeste viden og de udviklinger, der har været i dansk økonomi, vurderer, hvordan det ser ud fremadrettet. Og det er korrekt, at den seneste økonomiske redegørelse er fra august – der kommer en ny her i foråret, og når den kommer, har vi det nyeste tilgængelige materiale, og jeg tænker, at det så vil være det rette tidspunkt at tage den her diskussion. Jeg mener ikke, at der er behov for at gribe det anderledes an, end regeringen har gjort her.

Hr. Sigurd Agersnap.

Ja, og så kan vi jo vente til foråret, til der kommer en ny opgørelse af den strukturelle beskæftigelse, og jeg vil gerne spørge lidt til, hvad så, hvis den strukturelle vurdering dér viser noget grundlæggende andet end den vurdering, man havde tilbage i august. Det bliver jo interessant, hvis den f.eks. viser, at den strukturelle beskæftigelse er 45.000 mennesker højere, end man antog i forbindelse med f.eks. regeringsforhandlingerne. For så er det mål om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 mennesker jo reelt opfyldt i forhold til prognosen.

Så derfor vil jeg høre ministeren, om han mener, at der stadig væk vil være behov for arbejdsudbudsreformer som eksempelvis at afskaffe store bededag eller lignende, hvis den viser, at arbejdsudbuddet er højere, end man antog under forhandlingerne.

Finansministeren.

Med det, vi kigger ind i i de kommende år, både i forhold til behovet for hænder i vores velfærdssamfund, bl.a. på ældreområdet og på sundhedsområdet, men jo også i forhold til vores erhvervsliv, så tror jeg, selv om det kunne være dejligt, at man med et fingerknips kunne aflyse den udfordring, at den vil være der, og at den vil følge os frem mod 2030, fordi der – heldigvis – bliver flere ældre og flere børn. Og det kræver flere hænder, og det skal vi tage alvorligt, og det vil regeringen fortsat gøre.

Hr. Sigurd Agersnap.

Ja, det kan man selvfølgelig godt mene, altså at vi altid skal stræbe mod at øge arbejdsudbuddet yderligere. Men jeg tænker, at for den beregning må det jo være afgørende, hvad udgangspunktet var, og derfor vil jeg spørge: Hvis der er en forventning om en helt anden strukturel beskæftigelse i forbindelse med den næste revision, giver det så ikke anledning til refleksion over, hvad man har behov for af arbejdsudbudsreformer?

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg forstår på spørgeren, at spørgeren har en forventning om et helt andet arbejdsudbud. Jeg henholder mig til de seneste oplysninger, jeg har fået, som er konsolideret i Finansministeriet – og de er fra august. Hvad analysen måtte vise til foråret, er for tidligt at sige; der er utrolig mange faktorer, der indgår der.

Jeg tror under alle omstændigheder, at vi i Danmark kommer til at have udfordringer med at skaffe tilstrækkelig mange hænder, både til vores velfærd og til vores erhvervsliv, og det tror jeg ikke er en udfordring, der bliver løst i forbindelse med Økonomisk Redegørelse til foråret. Der tror jeg, der skal aktive politiske beslutninger til.

Vi siger tak til hr. Sigurd Agersnap og finansministeren.

Vi går videre til spørgsmål nr. 3 af fru Mette Thiesen og byder velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Værsgo.

Tusind tak. Mener ministeren ikke, at Danmark med verdens højeste skattetryk bør respektere patienter nok til at lade pengene følge dem, så de ikke skal vente f.eks. 13 år på behandling i det offentlige, som vi hørte om i sidste uge?

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet. Jeg er helt enig med spørgeren i, at det i den offentlige sektor generelt er vigtigt, at vi tilstræber, at pengene i videst muligt omfang følger borgeren, i det her tilfælde patienten. Vi skal være glade for, at vi i Danmark har nogle meget stærke patientrettigheder i sundhedsvæsenet. De sikrer jo bl.a., at man kan blive udredt og behandlet i det private, hvis der er for lange ventetider i det offentlige, på de sygehuse, som regionerne har en aftale med.

I øjeblikket, og det er velkendt for alle, står vi i en ekstraordinært svær situation, hvor sundhedsvæsenet er meget presset, og hvor alt for mange patienter venter på at komme til udredning og behandling, men jeg vil gerne understrege, at det selvfølgelig er under al kritik, at der er patienter, som oplever at skulle vente på behandling eller måske endda – i gåseøjne – kun en forundersøgelse, og det gør det endnu værre, i op til 13 år, som vi har hørt historier om i pressen i de seneste uger.

Historierne har bl.a. handlet om behandlinger på specialiseret niveau. Jeg kan ikke som minister gå ind i de konkrete sager og foretage faglige vurderinger af, om enkelte privathospitaler har de nødvendige og specifikke faglige forudsætninger for at kunne løfte en bestemt specialiseret behandling; det er i henhold til sundhedsloven Sundhedsstyrelsens opgave. Men som jeg har udtalt til pressen, forventer jeg også, at regionerne og Sundhedsstyrelsen går i dialog om, hvordan problemerne med helt urimelige ventetider kan løses, og jeg har også bedt Sundhedsstyrelsen om at se nærmere på det.

Så skal vi helt generelt have sat ind mod de alt for lange ventetider i vores offentlige sygehusvæsen, og det er også baggrunden for, at vi fra regeringens side i øjeblikket jo har fuldt drøn på og travlt med forhandlingerne om en akutplan for sundhedsvæsenet, hvor vi med planen bl.a. ønsker en fortsat høj anvendelse af den private kapacitet på privathospitaler og -klinikker, så de også kan bidrage med at afvikle ventelister.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Mange af de ting, som ministeren siger, kan jeg jo kun sige at jeg er meget enig i. Mener ministeren så også, at procedurerne for godkendelse til behandling på de her forskellige specialiserede privathospitaler er, som de skal være, jævnfør den artikel, som jeg tror ministeren også har læst, i Berlingske den 16. januar 2023? Jeg citerer:

»Privathospital står klar med vidt åbne arme – men trods 13 års ventetid i det offentlige, må det ikke hjælpe til«.

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Som jeg husker artiklen, handler det jo om, at Sundhedsstyrelsen også i henhold til sundhedslovens § 208 løbende skal lave en revision af specialeplanen – som udgangspunkt cirka hvert tredje år. Inden for de hvert tredje år kan der være mulighed for også konkret at ansøge om godkendelse til at kunne varetage funktioner på forskellige niveauer. Som jeg erindrer artiklen igen, består et af problemerne bl.a. i, at Sundhedsstyrelsen ikke har fået revideret specialeplanen siden 2016, hvis jeg husker korrekt, bl.a. på grund af situationen med covid-19. Det begrunder jo så ikke, at man ikke også har set på, om man kunne have mulighed for at lave nogle løbende godkendelser, såfremt der også foreligger relevante ansøgninger fra private sygehuse og klinikker. Det er også noget af det, som Sundhedsstyrelsen nu er ved at se nærmere på, også i samarbejde med Sundhed Danmark, som en stor del af privathospitalerne er medlem af.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det er jo næsten også svar på det næste spørgsmål, for jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, hvad ministeren konkret har tænkt sig at gøre – og ministeren har svaret på lidt af det – for at sikre, at danske skatteborgere får mere kvalitet, kortere ventetider og generelt bedre behandling i det danske sundhedssystem. Det må jo aldrig være sådan, at danskerne mister troen på sundhedssystemet, bl.a. på baggrund af sager, som vi har set her, og som jeg tror de fleste kan være enige om skriger lidt til himlen.

Indenrigs- og sundhedsministeren.

For regeringen og mig som minister er det helt afgørende, at det ikke er pengepungen eller forsikringspolicen, som afgør ens muligheder for at kunne komme i behandling. Vi skal bruge de private sygehuse og klinikker de steder, hvor de kan bidrage til at udvide den offentlige kapacitet, altså steder, hvor vi har problemer med ventetider, og hvor patienten også – helt fair – skal have mulighed for at kunne vælge lange ventetider fra. Vi ønsker også et godt samarbejde med de private sygehuse, for så vidt angår de mere specialiserede funktioner i sundhedsvæsenet.

Der gælder blot den præmis i henhold til sundhedslovens § 208, at det ikke er den til enhver tid siddende minister, der sidder og laver den faglige godkendelse af, om de private tilbud kan leve op til de nødvendige kvalitetskrav. Og det er det, det også er afgørende for mig at holde fast i: Vi skal understøtte bekæmpelsen af ventelister mest muligt. Og så skal Sundhedsstyrelsen sikre, at vi ikke stiller lavere kvalitetskrav til de private aktører, der bliver godkendt til at indgå i den offentlige del af arbejdet med at afvikle ventelisterne. For det er heller ikke rimeligt over for patienterne, at man lige pludselig kan blive godkendt til noget i privat regi, men i virkeligheden få en dårligere behandling.

Fru Mette Thiesen.

Jamen jeg tror egentlig, at ministeren også svarede på den sidste del af mit spørgsmål. For det var nemlig lidt opfølgende i forhold til det her med, hvad ministeren konkret har tænkt sig at gøre. Så lad mig egentlig bare afslutte med at sige, at jeg er glad for, at ministeren har fokus på det. For jeg tror som sagt, at alle, der har læst de her artikler og hørt om de her sager, sidder tilbage med en følelse af, at der er et sundhedssystem, som er dybt i knæ, og som ikke fungerer. Det er i hvert fald ekstremt vigtigt, når vi betaler så høj en skat i Danmark, at så skal vi selvfølgelig også have ikke bare verdens højeste skattetryk, men også verdens bedste sundhedssystem.

Indenrigs- og sundhedsministeren for en afsluttende bemærkning til spørgsmålet.

Tak for det, formand. Jeg kan blot helt afslutningsvis sige, at for så vidt angår også de konkrete historier, som har været fremme i pressen, er der, indtil vi har en ny specialeplan, mulighed for at justere og tilpasse specialeplanen afhængigt af behovet, og det er også derfor, jeg forstår på Sundhedsstyrelsen, at de nu også har bedt regionerne om konkret at redegøre for problemerne på de områder, der er nævnt i de pågældende artikler, nemlig kæbekirurgi og hoftedysplasi.

Det afsluttede spørgsmålet.

Vi går videre til spørgsmål nr. 4, og det er også til indenrigs- og sundhedsministeren, og det er også af fru Mette Thiesen.

Værsgo.

Tusind tak, formand. Mener ministeren ikke, at der bør være en form for fleksibilitet i genoptræningsprocessen for patienter, der skal komme sig efter en operation, så de ikke bliver sendt rundt til flere genoptræningssteder, ofte i forskellige regioner, hvilket kan resultere i et genoptræningsforløb langt væk fra patientens familie?

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Det er vigtigt, at patienter, som har været på sygehuset og har brug for genoptræning, får den rette indsats. Det skal sikre, at man hurtigst muligt kan vende tilbage til hverdagen. For patienter med komplekse og omfattende forløb er det helt afgørende, at de får en tidlig og højt specialiseret indsats. Udgangspunktet for alle patienters genoptræningsforløb er genoptræningsplanen. Den er udarbejdet af lægerne på sygehuset og er baseret på en vurdering af patientens behov for genoptræning. Efter udskrivelse fra sygehuset kan borgeren vælge at modtage sin genoptræning i en anden kommune end bopælskommunen, hvis der er ledig kapacitet på det angivne specialiseringsniveau. Og hvis ventetiden til den kommunale genoptræning overstiger 7 dage, er det i øvrigt sådan, at kommunen skal tilbyde borgeren frit valg ved en privat leverandør. Hvis der er ledig kapacitet, kan borgeren altså vælge et sted tættest muligt på familie og netværk.

Jeg er ikke umiddelbart bekendt med, at patienter bliver sendt uhensigtsmæssigt rundt til flere genoptræningssteder i forskellige regioner. Men – og det er vigtigt at være opmærksom på – hvis der er tale om en situation, hvor der er behov for en højt specialiseret indsats, kan den højt specialiserede indsats på genoptræningsområdet være samlet på nogle meget specialiserede tilbud rundt i landet målrettet specifikke problemstillinger. De findes ikke og ligger ikke fordelt over hele landet, ligesom man ikke kan modtage kræftbehandling på ethvert sygehus i Danmark. Det samme gælder for den højt specialiserede del af vores genoptræningsindsats, og det er jo alt sammen for at understøtte, at de patienter får den nødvendige faglige ekspertise i deres genoptræningsforløb, og der vil man godt som patient kunne opleve, at man eksempelvis har behov for højt specialiseret genoptræning som patient i Region Hovedstaden, men at man er nødt til at skulle til Region Sjælland for at kunne modtage den højt specialiserede indsats.

Fru Mette Thiesen.

Ministeren siger, at ministeren ikke kender til nogen tilfælde. Det gør jeg. Og der var det nok mere et spørgsmål om at skulle være på et højt specialiseret genoptræningssted i Region Hovedstaden og så ende på noget, der mindede om det, men i en anden region. Og det leder mig nemlig frem til det her spørgsmål, for mener ministeren ikke, at det at kunne være tæt på sin nærmeste familie, så de kan besøge og tage sig af patienten, både i genoptræningsforløbet, men også i hele det her helingsforløb efter en nogle gange meget kompliceret operation, i alle tilfælde vil gavne patienten?

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Jeg anerkender fuldstændig, at nærhed er en rigtig vigtig forudsætning for mange patienter og deres pårørende. Men jeg anerkender også, at man kan have behov for et specialiseret tilbud til genoptræning, som ikke nødvendigvis ligger i alle regioner. Ufrivilligt er jeg selv blevet pårørende til en far, der fik en blodprop i hjernen og havde behov for højt specialiseret genoptræning – han er patient i Region Hovedstaden, men var til højt specialiseret genoptræning på Vejlefjord Rehabilitering i Vejle. Det var jo et valg, der var svært for os som familie i forhold til at være langt væk, men omvendt var det vigtigere, at vi som pårørende vidste, at man fik den højeste faglige kvalitet, der var mulig, for også at sikre, at min far hurtigst muligt kunne vende tilbage til hverdagen ud fra de muligheder, der var.

Fru Mette Thiesen.

Mener ministeren, at det skal være specialet, altså patientens helt særlige lidelse, der skal være i fokus, eller mener ministeren, at det er okay, at man – måske, måske ikke – i nogle regioner ser, at økonomien er den afgørende faktor og altså ikke patienternes ve og vel, når det kommer til behandling og/eller genoptræning i de forskellige regioner?

Indenrigs- og sundhedsministeren

Her er vi inde at røre ved noget af det helt centrale og også baggrunden for, hvorfor vi i regeringen tager initiativ til nu at nedsætte en strukturkommission. For vi har en ulighed i vores sundhedsvæsen, også geografisk, som også handler om, hvilke økonomiske forudsætninger kommunerne har for at kunne tilbyde patienter eksempelvis en højt specialiseret genoptræningsindsats. Og der må det ikke være postnummeret, der er afgørende – der skal det være fagligheden, der er i højsædet.

Det er jo også en del af baggrunden for, at vi ønsker en kvalitetsplan for hele det nære sundhedsvæsen, så vi sikrer, at man i højere grad kan få en ensartet høj kvalitet, uafhængigt af hvor man bor i landet, hvilken lidelse man måtte have, eller hvilket genoptræningsbehov man måtte have, samtidig med at vi selvfølgelig skal værne om at sikre, at vi bruger ressourcerne på det højt specialiserede genoptræningsniveau på den bedst mulige måde.

Fru Mette Thiesen.

Jeg hører helt, hvad ministeren siger. Det, der kan være min bekymring, er, at man tidligere også i det offentlige har set en form for kassetænkning, og at det samme kan gøre sig gældende i regionerne – altså at en patient, der er tilknyttet et højt specialiseret tilbud i hovedstadsområdet, eksempelvis tæt på familien, men har bopæl i en anden region, simpelt hen bliver rykket, fordi den pågældende region, som vedkommende, hvad skal man sige, er indlagt i, ikke vil betale det, det koster, fordi patienten bor i en anden region. Hvad tænker ministeren om det?

Indenrigs- og sundhedsministeren for en afsluttende bemærkning.

Tak for det. Jeg vil tillade mig at korrigere en lille smule, for det er kommunerne, der har betalingsansvaret for de pågældende borgere, også selv om det er på et højt specialiseret niveau. Det er sygehuset, der fagligt indstiller indholdet og niveauet af patientens genoptræningsplan, men det er kommunen, der skal betale det. Og dermed når vi også frem til, at der er kassetænkning masser af steder, desværre, i vores samfund, som modvirker eller modarbejder, at man får et sammenhængende forløb som patient og pårørende. Og det er jo noget af det, vi gerne vil være med til at forbedre. Det er også baggrunden for, at vi har behov for en bedre organisering på sundhedsområdet, så vi sikrer, at postnummeret ikke er afgørende for kvaliteten i behandlingen, og at vi understøtter, at man også som patient har det frie valg til at kunne vælge, om det skal foregå i offentligt eller privat regi, eller om det vigtigste er nærhed til ens pårørende eller nærhed til eget hjem.

Det afsluttede spørgsmålet. Vi siger tak til fru Mette Thiesen.

Vi går videre til spørgsmål nr. 5 på dagsordenen, som også er til indenrigs- og sundhedsministeren, og det er stillet af fru Louise Brown.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvordan forholder ministeren sig til, at Sundhedsstyrelsen deltager i »Alliancen for fri Abort«, hvor flere af de deltagende organisationer bruger deres deltagelse til at agitere for ændringer af de danske abortregler?

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for ordet. Jeg bliver spurgt til Sundhedsstyrelsens deltagelse i »Alliancen for fri abort«. »Alliancen for fri abort« er dannet for at markere 50-året for den fri abort, og alliancen skal sikre – og her citerer jeg fra hjemmesiden – en bred politisk og folkelig forankring og opmærksomhed omkring retten til fri abort. Alliancen skal rumme samtale og debat, som indeholder brede politiske positioner såvel som faglige og apolitiske. Citat slut.

I alliancen deltager foruden Sundhedsstyrelsen en lang række forskellige aktører såsom »Folketingets Tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder«, flere af ungdomspartierne, Læger uden Grænser, Dansk Sygeplejeråd, Arbejdermuseet, Dansk Kvindesamfund, Dansk Mandesamfund. Her har jeg tilladt mig blot at nævne et udsnit.

Fri abort er en helt grundlæggende og ukrænkelig kvinderettighed i Danmark. Det gælder piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop og over eget liv. Regeringen er åben over for at drøfte, om vi kan gøre mere for at sikre retten til fri abort for piger og kvinder i Danmark, og det er en drøftelse, som kræver, at vi står på et solidt oplysningsgrundlag.

Derfor er det kun godt, at alle holdninger, argumenter, input, både faglige og politiske, kommer på bordet i den demokratiske samtale omkring abort her i 50-året for indførelsen af den fri abort i Danmark. Som spørgeren ved, er det i sidste ende Folketinget, som beslutter, hvordan reglerne om fri abort skal se ud i Danmark.

Fru Louise Brown.

Tak for det, og tak for svaret. Lad mig lige slå fast her, at i Liberal Alliance støtter vi naturligvis op om fri abort og hylder også kvindens ret til denne. For mig er det lidt mere en principiel samtale, og det her handler ikke så meget om selve emnet, men mere om det principielle i, at en politisk neutral styrelse, en neutral myndighed, deltager i et netværk, hvor flere agiterer for at ændre på abortlovgivningen. Hvordan forholder ministeren sig til det?

Indenrigs- og sundhedsministeren.

Som jeg forstår det, har alliancen ikke fasttømrede politiske budskaber, men har til formål at sikre en samtale og debat om så vigtigt et emne som 50-året for den fri abort i Danmark. Og jeg er ikke i tvivl om, at Sundhedsstyrelsens bidrag til debatten vil være af sundhedsfaglig karakter, og jeg finder det helt uproblematisk, at nogle af medlemmerne af alliancen måtte have nogle meget specifikke ønsker til en ændring af abortreglerne, og så er der andre, der måske ikke har det. Det er nu engang sådan i sidste ende, at det er Folketinget, som beslutter, hvordan abortreglerne i Danmark skal se ud. Sundhedsstyrelsen bidrager her, som jeg vurderer det, med faglig ekspertise i noget, der er en vigtig og væsentlig debat.

Fru Louise Brown.

Tak. Jo, men kan ministeren ikke se det sådan spøjse i det her med, at en myndighed, som egentlig er sat til at administrere en lovgivning, tilsyneladende tager politisk stilling til den samme lovgivning ved at være en del af sådan et netværk, som er oprettet for at fejre den her lovgivning? Altså, kunne man forestille sig, at Skattestyrelsen f.eks. fejrede årsdagen for topskattens indførelse?

Ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen jo ikke deltager i »Alliancen for fri abort« for at tage politisk stilling, som der bliver brugt som begrundelse. Alle ved, at spørgsmålet om, i hvilken graviditetsuge abortgrænsen skal ligge, er et vigtigt, men også komplekst spørgsmål, og der har vi behov for at stå på et solidt oplysningsgrundlag. Og derfor synes jeg, det er positivt, at Sundhedsstyrelsen bidrager med sin faglige ekspertise i forhold til den vigtige debat her i Danmark.

Jeg synes også, det er rigtig godt, at vi aktuelt har Det Etiske Råd, som ser nærmere på de danske abortregler og ser dem igennem og forholder sig til bl.a. abortgrænsen, og jeg agter som indenrigs- og sundhedsminister på baggrund af rådets kommende udtalelser også at invitere Folketingets partier til en drøftelse.

Fru Louise Brown.

Jamen sådan helt afslutningsvis vil jeg spørge: Når Sundhedsstyrelsen deltager i sådan et netværk her, kan vi – og kan ministeren – så stole på, at vi får en fagligt neutral rådgivning om det her spørgsmål, som ikke er præget af politiske holdninger?

Indenrigs- og sundhedsministeren for en afsluttende bemærkning.

Ja, Sundhedsstyrelsens opgave i Danmark er ikke at bedrive politik og agitation på vegne af hverken det ene eller det andet politiske parti. Deres opgave er at sikre den størst mulige faglighed med henblik på at klæde os på som politikere til at træffe beslutninger ud fra et veloplyst fagligt grundlag.

Det afsluttede spørgsmålet. Vi siger tak til fru Louise Brown og tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Så byder vi velkommen til erhvervsministeren. Vi går videre til spørgsmål nr. 6 til erhvervsministeren, og det er af fru Betina Kastbjerg.

Værsgo.

Tak for det. Er det ministerens holdning, at der skal ydes direkte støtte til købmænd og andre energiudsatte forretninger i de små byer?

Erhvervsministeren.

Tak for det, formand. Jeg er helt enig i, at lokale virksomheder spiller en meget vigtig rolle i vores lokalsamfund. Det gør de for bosætningen, og det gør de for sammenhængskraften, også i de mindre byer, og i mange mindre byer er det købmanden og skolen, som er de helt centrale omdrejningspunkter. Derfor har regeringen jo også annonceret, at vi kommer med en inflationshjælpepakke, som vi præsenterer inden så længe, og hvor vi også helt klart siger, at fokus skal være på dem, som har størst behov.

Heldigvis er vi i en situation nu, hvor vi ser ind i lavere energipriser og vi også ser ind i en aftagende inflation. Men der er jo ingen tvivl om, at inflationen fortsat er på et højt niveau, og at de høje energipriser selvfølgelig også har sat sig. Det er derfor, vi kommer med en inflationshjælpepakke, der som sagt vil have et fokus på at hjælpe og afhjælpe konsekvenserne for dem, der har størst behov.

Fru Betina Kastbjerg.

Tak for det. Der har jo været en artikel fra TV SYD, hvor man har besøgt en købmand i Bevtoft, og han fortæller, at det her tilskud, som han kan få, vil hjælpe ham rigtig meget. For han har nogle elregninger, der før lå på omkring 10.000 kr. om måneden, og som nu ligger på mellem 50.000 og 70.000 kr. Så han har brug for at udskifte nogle kølere og frysere for ligesom at spare yderligere, så de her 100.000 kr., som der var snak om, kunne hjælpe ham rigtig meget. Der var omkring 700 butikker, der kunne få det her tilskud.

Er det ministerens intention, at den her målrettede pakke kommer i drift?

Erhvervsministeren.

Det er helt klart ikke bare ministerens intention, men også regeringens ambition, at vi skal hjælpe dem, der har størst behov, og det er så det, der vil være indholdet af det, vi kommer til at præsentere, når vi i regeringen fremlægger vores inflationshjælpepakke.

Det, vi jo også har gjort, og som vi gjorde forud for valget, var, at vi lavede en indefrysningsordning, hvor virksomheder, som er udsat for høje energiregninger, og som altså er energitunge virksomheder, om man vil, eksempelvis med store køleapparater og andet, som har mange energiudgifter, så kan skære toppen af energiregningen, udskyde den og afbetale den over en årrække. Det har været set som en målrettet hjælp til virksomheder som den, spørgeren her hentyder til. Men vi kommer med en inflationshjælpepakke, og den bliver præsenteret inden så længe.

Fru Betina Kastbjerg.

Tak for det. Det er jo positivt, at der er en intention om at hjælpe dem her, og det er også en vigtig agenda for vores parti. Så det, jeg hører ministeren sige, er, at I vil hjælpe de her udsatte, og at det er på vej inden så længe. Kan ministeren sætte en tidshorisont på det?

Erhvervsministeren.

Det er inden så længe, og det tror jeg der er fuld forståelse for, og i mellemtiden synes jeg jo, at det er godt, at vi har diskussionen.

Der er ingen tvivl om, at det heldigvis er i bedring. Energipriserne er ikke så høje, som de har været. Inflationen er stadig væk høj, i forhold til hvad vi har set tidligere, men den er dog alligevel aftagende. I mellemtiden har vi vedtaget ting, som også små erhvervsdrivende har benyttet sig af, og som de sagtens kan benytte sig af i højere omfang. Det, der er virkeligheden, er, at der sagtens er flere, der kunne benytte sig af ikke mindst vores indefrysningsordning, hvor man jo rentefrit i det første år og efterfølgende med en relativt lav rente kan udskyde det, der har været toppen af energiprisstigningerne for små og mellemstore virksomheder, som eksempelvis købmanden, slagteren eller andre i vores lokalsamfund. Det er det, det har været tiltænkt til.

Jeg giver nu ordet til medspørger fru Susie Jessen.

Tak for ordet. Nu er jeg uddannet journalist, så jeg er også trænet lidt i at høre, hvad man ikke siger, når man svarer på et spørgsmål. Og jeg synes ikke, jeg hørte sådan helt konkret, at det skulle være en hjælp til de her små virksomheder, som jo var en del af Socialdemokratiets forslag i valgkampen, altså at man simpelt hen ville yde en direkte støtte til de her små virksomheder, der ligger i byer med under 2.500 indbyggere.

Jeg hører, at ministeren siger, at man vil komme med en inflationspakke, men er det direkte det forslag, som man også kom med i valgkampen, som regeringen vil have som en del af den inflationspakke?

Erhvervsministeren.

Det er jo rigtigt nok, at Socialdemokratiet i valgkampen har foreslået, at der skal være et målrettet tilskud til eksempelvis den lille købmand i byer af visse størrelser. Nu er Socialdemokratiet jo en del af en regering hen over midten, en bred regering, som i regeringsgrundlaget har annonceret, at den kommer med en inflationshjælpepakke, hvor der, hvis man læser det, der står, vil være fokus på på dem, der har været mest udsatte og har størst behov.

Det er det, der vil være indholdet af den hjælpepakke, vi kommer med. Og det, jeg synes man skal huske på, er, at der, ud over at det sigte er godt, allerede i dag er vedtaget en række ting, som betyder, at eksempelvis den lille købmand, slagteren på torvet i vores mange bysamfund kan få hjælp til at udskyde toppen af den energiregning, der har været – og det kan man allerede i dag ved indefrysningsordninger.

Fru Susie Jessen.

Tak. Jeg hører jo så, at den inflationspakke kommer til at hjælpe en række private danskere, men ikke de små butikker, og det var jo det, Socialdemokratiets forslag i valgkampen egentlig ville. Så jeg hører ikke, at man kommer til at holde det løfte, som man gav i valgkampen lige før valget, nemlig at man ville hjælpe de her små butikker. De Samvirkende Købmænd var jo rigtig glade for det her forslag og sagde, at det var et godt skridt i den rigtige retning, og at det især ville hjælpe landdistrikterne. Jeg er meget interesseret i det, og jeg tror, at det vil være noget skidt, hvis det her ikke bliver overholdt.

Erhvervsministeren.

Nu tror jeg, man skal glæde sig til, at regeringen rent faktisk kommer med en inflationshjælpepakke. Det er jo det, der er fordelen ved, at man har fået en bred regering, for så kan vi lave ting som de her og forhåbentlig favne bredt i Folketinget. Så jeg glæder mig da til, at spørgerens parti vil entrere i forhandlingerne og være med til at sikre det, som jo er et meget, meget klart fokus i regeringsgrundlaget, nemlig at vi skal hjælpe dem, der har størst behov. Det gælder både borgere, men det gælder selvfølgelig også vores erhvervsliv.

Jeg siger tak til medspørger fru Susie Jessen. Jeg giver ordet til hovedspørgeren igen, fru Betina Kastbjerg.

Tak for det. Ministerens formand, fru Mette Frederiksen, var i Go' morgen Danmark den 28. oktober, hvor hun gentog det her løfte til de små købmænd: at det var ca. 100.000 kr. pr. butik til ca. 700 butikker. Så jeg kunne godt tænke mig, at ministeren lige vil bekræfte, at det er det, vi kan forvente der bliver implementeret fra Socialdemokratiets side. Det var et af valgløfterne. Kan vi forvente det, kan vi regne med det, eller er der andre løfter, der heller ikke bliver holdt?

Erhvervsministeren for en afsluttende bemærkning.

Socialdemokraterne har ingen problemer med de løfter, vi har givet i valgkampen. Nu kommer vi som regering med en inflationshjælpepakke, og med den hjælpepakke vil der være fokus på at hjælpe dem, som har haft og har størst behov for hjælp. Der er ingen tvivl om, at inflationen presser. Energipriserne er heldigvis på vej ned, men der er i vores lokalsamfund stadig både borgere, familier, men jo også virksomheder, som kæmper med en energiregning og konsekvenserne af inflationen, som stadig væk er for høj, altså selv om begge dele er på vej ned. Så det kan man være helt tryg ved.

Jeg håber, at Danmarksdemokraterne vil vise sig konstruktive og ikke bare stå her og kræve, men også konstruktivt være med til at sikre, at vi får en pakke, som kan hjælpe hele Danmark.

Det afsluttede spørgsmålet. Vi siger tak til erhvervsministeren, fru Betina Kastbjerg og fru Susie Jessen.

Vi går videre til spørgsmål nr. 7, som er til miljøministeren, og det er af hr. Nick Zimmermann.

Værsgo.

Tak. Hvad er ministerens holdning til naturnationalparkerne, herunder om ministeren mener, at der bør ske en udvidelse af dem i antal, og om man fortsat skal fastholde ministerens mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, som tydeligt foreskriver, at »enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer«, og at »enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen«, selv om der har gentagne tilfælde af overtrædelser af dyrevelfærdsloven i flere nationalparker?

Miljøministeren.

Mange tak for spørgsmålet, som adresserer det her problem med naturen, som er i krise. Dyre- og plantearter forsvinder i øjeblikket mellem fingrene på os. Eksperter taler jo om, at vi kan have påbegyndt en ny af de her store globale masseudryddelser, og i FN taler man om, at man faktisk ser det største tab af arter på jorden siden dinosaurernes bortgang. Så der er virkelig brug for at vende den tendens globalt, men selvfølgelig også i Danmark.

Der spørges konkret til min holdning til naturnationalparkerne, som er på tegnebrættet, men jo ikke er etableret endnu. Min holdning er, at de kommende naturnationalparker er blandt de helt centrale tiltag, der skal hjælpe vores danske natur på vej. For hovedformålet her er jo netop at gavne naturen og biodiversiteten i nogle store, sammenhængende naturområder, hvor vi lukker ned for produktion, træder et skridt tilbage og genskaber betingelser for, at naturen så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser.

Det indebærer også, som spørgeren er inde på, de fleste steder, at vi skal sætte nogle større, græssende dyr ud, ligesom vi jo har haft det tidligere i Danmarks natur. Her vil jeg understrege: Alle dyr i Danmark skal behandles godt, og det gælder selvfølgelig også de dyr, der i de her parker skal hjælpe naturen på vej. Det gælder sådan set, uanset hvor det er i Danmark, vi har større, græssende dyr som en del af vores fælles naturpleje. Som en del af regeringsgrundlaget har vi besluttet, at vi vil evaluere dispensationsmuligheden, som der spørges til, fra dyrevelfærdsloven, så vi sikrer, at de dyr, der sættes ud i naturnationalparkerne, er tilstrækkelig godt beskyttet.

Så spørges der også til sidst til, om jeg støtter en udvidelse af naturnationalparkerne i antal, og – det giver næsten sig selv – det kan jeg svare ja til: Det gør jeg. Jeg mener, det vil være til gavn for Danmarks natur, for vores dyr og for de kommende generationer. Tak.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg står her med et indlæg, som nogle af ministerens kollegaer skrev sammen med andre af ministerens partifæller den 10. marts 2022, altså for under et år siden. Der står bl.a.:

»Når der opsættes store hegn, vil det skabe unaturlige hindringer for dyrene, der i forvejen bor i skoven og som har vandringsmønstre i søgen efter mad. Det vil også betyde hindringer for de mennesker, der færdes i skoven for at dyrke friluftsliv, lufte hunden eller gå en tur med børnene.«

Der står også i indlægget, som er skrevet af ministerens kollegaer:

»Hvorfor skal dyrevelfærdsloven være mere lempelig på statens områder end andre steder«, som sådan en lov varetager?

Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Er det ministerens kollegaer og er det en samlet regering, der altså nu går ind for at udvide naturnationalparkerne? For jeg mener jo, at det er helt essentielt, at man ser bort fra dyrevelfærdslovgivningen, og at andre partier, der nu også er med i regeringen, har skrevet et sådant indlæg. Så derfor bliver jeg nødt til at spørge: Er det en samlet regering, der bakker op om det, eller har man skiftet holdning i forhold til det indlæg, man skrev her for et år siden?

Miljøministeren.

Ja, det er jo en del af vores regeringsgrundlag, ikke kun, at vi skal etablere de 15 naturnationalparker, men også, at vi skal udvide. Og så vil jeg godt slå helt fast: De dyr, vi sætter ud i naturnationalparkerne, er vores ansvar. Vi skal passe på dem, og som loven foreskriver, skal der være et sæt konkrete vilkår, som netop sikrer, at dyrene har det godt. Derudover har vi så aftalt i regeringen at evaluere på hele forholdet til dyrevelfærdsloven i forbindelse med det her.

Hr. Nick Zimmermann.

Når der i regeringsgrundlaget står, at muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven skal evalueres, så dyrevelfærden sikres i naturnationalparkerne, så er der, i hvert fald som jeg ser det, kun én vej frem, og det må vel være, at man fjerner dispensationsmuligheden, netop så man følger dyrevelfærdsloven – som alle andre, der også holder dyr.

Så er det det, ministeren påtænker at evalueringen ifølge regeringsgrundlaget skal udmøntes i, altså at den omstridte dispensationsmulighed fjernes, og at de udsatte dyr dermed skal tilses dagligt? Bliver det på individuelt niveau, eller bliver det stadig væk på flokniveau?

Miljøministeren.

Som jeg startede med at sige, er det vores ansvar, at dyrene behandles godt, at de har det godt, og jeg ser med meget stor alvor på, at dyrevelfærdsloven bliver overholdt for de dyr, der er i vores varetægt på statens arealer. Det er vores ansvar.

Præcis hvordan evalueringen skal foregå, vil jeg vende tilbage til. Det skal jo være på dyrenes præmisser, men selvfølgelig med eksperter i dyrevelfærd til at rådgive os. Jeg vil vende tilbage til, præcis hvordan det arbejde skal foregå.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg kan jo oplyse, at ministerens kollegaer fra både eget og andre partier i et debatindlæg har omtalt det helt åbenlyse problem, som det her med at opsætte hegn skaber for dyrenes vandring og for menneskenes færden. Men forudsætningen for at sætte de her store tamdyr ud i nationalparkerne er jo netop, at det kræver et hegn for at holde dem inde, og dermed holder de de vilde dyr ude.

Så hvad er ministerens tanker nu: at hegnet er et problem, som det bliver beskrevet i indlægget fra marts 2022, eller at hegnene skal bestå, og at hegnene dermed ikke længere er et problem?

Miljøministeren for en afsluttende bemærkning.

Tak for de spørgsmål. Jeg er tilhænger af, at vi i Danmark gør vores indsats for at få gjort op med den naturkrise, som jeg nævnte i min indledning. Jeg er stensikker på, at det selvfølgelig kan gøres på en måde, hvor vi inddrager lokale erfaringer og ønsker, og hvor vi passer på dyrene og sikrer, at der er mere biodiversitet og mere dyrevelfærd. Det er det, mit mål er, og det er jeg sikker på nok skal lykkes, og jeg vil invitere alle partier med til det arbejde.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til miljøministeren og til hr. Nick Zimmermann.

Vi går videre til spørgsmål nr. 8 fra fru Karina Adsbøl og byder velkommen til social- og boligministeren.

Værsgo.

Tak for det, formand. Hvad er ministerens holdning til den fremgangsmåde, hvor en kommunal sagsbehandler beder et hospital om at sætte en gravid kvindes fødsel i gang, så kommunen kan nå at tvangsfjerne kvindens nyfødte barn før en juleferie?

Social- og boligministeren.

Man skal høre helt ufattelig meget, før ørerne falder af, på socialområdet. Det medgiver jeg, og det her er så en af gangene, vil jeg også gerne tilkendegive. Det giver sig selv – det skal jeg selvfølgelig understrege – at jeg jo ikke kender sagen i detaljer, men jeg er blevet forelagt den gennem pressen, og det vil sige, at der kan være oplysninger, som jeg ikke har kendskab til, som pressen ikke har kendskab til, og som Folketinget ikke har kendskab til.

Men jeg vil sige, at det selvfølgelig er under al tænkelig kritik, hvis en sagsbehandler skulle finde på at forsøge at blande sig i en lægefaglig vurdering af, hvornår en kvinde skal føde. Og det er der flere grunde til. For det første har de kommunale sagsbehandlere ikke skyggen af lovhjemmel til det. Det er sådan set ret væsentligt. Og der er altså ikke manglende eller uklare regler. Det er fuldstændig krystalklart: Der er ikke et lovgrundlag for det!

For det andet har kommunerne et ansvar for at sikre, at der bliver handlet akut, hvis et barn har behov for hjælp, og det er, uanset hvornår på døgnet det er. Om det så er juleaften lige midt i anden, har en kommune en forpligtelse til at reagere, og det vil sige, at der faktisk ikke skal tages hensyn til ferieperioder i den sammenhæng.

Så er det endelig grundlæggende vigtigt, at sagsbehandlere varetager deres ansvar med stor faglighed, så der sikres en sagsbehandling af god kvalitet, og det betyder, at hvis der viser sig et behov for at anbringe et nyfødt barn, så er kommunerne ansvarlige for, at det sker inden for lovens rammer og så respektfuldt og skånsomt over for både familie og barn.

Jeg kan så forstå, at den pågældende kommune selv har været ude at understrege, at kommunen hverken har lovhjemmel til eller interesse i at beslutte, hvornår en fødsel skal sættes i gang, og det synes jeg mildest talt er på sin plads.

Fru Karina Adsbøl.

Vi har desværre været vidne til mangt og meget på socialområdet, men det her er jo virkelig grelt. Det er det netop også, fordi ministeren siger, at der ikke er lovhjemmel til det her. Og der sidder rigtig mange, som tænker: Hvad sker der egentlig, når kommunerne bryder lovgivningen, hvad har det af konsekvens, at man sætter en mor i den situation, når en kommune går ind og bryder lovgivningen? Jeg har også sendt et skriftligt spørgsmål over til ministeren om, om ministeren vil indhente en redegørelse fra kommunen, så vi ligesom får klarlagt, hvad der er op og ned. Det her skærmbillede, som også ligger på Facebook, i forbindelse med at Radio24syv har fortalt den her historie, siger jo også mangt og meget, for der kan vi i hvert fald se den korrespondance, der har været, sort på hvidt.

Det, jeg tror bekymrer rigtig mange, er, som ministeren også siger, i forhold til det med kvalitet, for hvor er kvalitetssikringen i sagsbehandlingen, altså med hensyn til hvem der følger op på netop det, som vi ser eksempler på? Jeg tror desværre også, at der er et mørketal på det her område, i forhold til hvad der egentlig foregår, for det er jo ikke alle, der tør stå frem.

Noget andet er også det der med, at man som mor eller som far eller som forældre skal komme og bede om hjælp, hvis der er nogle udfordringer i familien, for tør man efterhånden det, tør man række ud til en kommune og bede om hjælp, hvis man er bange for, at man skal få tvangsfjernet sit barn? Så jeg tror også, at der er en del bekymring på det her område, og derfor håber jeg, at socialministeren virkelig vil sætte sig i spidsen for det her – sætte sig i spidsen for, at vi får kvalitetssikret sagsbehandlingen, sætte sig i spidsen for, at de indsatser, man leverer, også har kvalitet, altså i det, der kommer ud på den anden side.

Social- og boligministeren.

Vi har jo begge to arbejdet på det her felt i rigtig mange år, og der er ikke nogen tvivl om, at der også er nogle væsentlige udfordringer i forhold til at sikre en kvalitetsstandard. Det tyder på her, at kommunen selv, i hvert fald med de udtalelser, der er kommet, har været ude at tilkendegive, at det, der er foregået her, ikke er kommunens normale procedure. Det kan man så prise sig lykkelig for det ikke er. Men jeg vil gerne give et tilsagn.

Jeg har godt set det skriftlige spørgsmål og opfordringen til at indhente en redegørelse fra kommunen i forhold til den pågældende situation, som jeg mener er en ret ekstrem situation, hvis man kan tage det, der er fremgået af pressen, for pålydende, og måske et af de mest ekstreme eksempler, jeg har set, altså med indgriben i noget, som der ikke er baggrund for. Derfor mener jeg, at det, som ordføreren har sendt over til ministeriet, er helt relevant, altså en opfordring til at indhente en redegørelse. Så det vil jeg gerne give tilsagn om.

Fru Karina Adsbøl.

Det vil jeg gerne kvittere for, for det er i hvert fald vigtigt. Derudover var der det andet spørgsmål. En ting er, at man måske går ud og undskylder bagefter; det kan man jo altid gøre. På retsområdet kan vi jo se, at det har nogle konsekvenser, hvis det er, at man ikke overholder lovgivningen, f.eks. hvis man ikke overholder fartbegrænsningerne, men på det her område hører jeg, at der er en efterlysning, i forhold til hvad lovbrud i den sociale forvaltning egentlig har af konsekvenser. Det har konsekvenser for dem, det går ud over, men borgerne oplever egentlig ikke, at det har konsekvenser den modsatte vej.

Social- og boligministeren.

I forhold til det konkrete om, hvad det har af konsekvenser, findes der jo en trappe af ting, man kan gøre. Den er desværre meget sjældent blevet taget i anvendelse. Heldigvis er noget af svaret på, hvorfor den ikke er det, at der bliver reageret første gang. Men jeg mener også, at vi hører for mange historier om steder, hvor borgerne egentlig har fået tilkendegivet, at det skulle være gået en anden vej, og så er det det ikke. Jeg tror, at hvis vi inkluderer hele området for f.eks. forældre til børn med handicap, er der simpelt hen en oplevelse af, at vores velfærdssamfund slet ikke griber og slet ikke leverer på de ting, som man egentlig kan få en opfattelse af at man har ret til ifølge serviceloven.

Noget af det, vi har sat os for som regering, er jo at gå ind at kigge på at få lavet en specialeplanlægning, og det utrolig nørdede ord dækker over at få lavet nogle kvalitetsstandarder, sådan at man faktisk ved, hvad der er at gribe efter, og også, hvad der så er at klage over, hvis det er sådan, at man ikke får tingene på den måde, man mener man burde have det.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg skal ikke vurdere, om kvalitetsstandarder er det rigtige. Det virker ikke altid, som om kvalitetsstandarder er det rigtige, i forhold til hvordan kommunerne lægger i hvert fald deres serviceniveau på det sociale område, hvis man kan sige det på den måde. Jeg tror, ministeren ved, hvad jeg taler om.

Den her kommune har højst sandsynligt, som jeg forstår det, brudt lovgivningen; der er simpelt hen ikke lovhjemmel til det her. Er en undskyldning så bare helt okay, eller hvad skal man fremadrettet gøre, når en kommune ikke overholder lovgivningen? Vi har en forvaltningslov. Vi har en retssikkerhedslov. Vi har alle mulige love, der skal overholdes inden for det sociale område, og gang på gang kan vi se, at de ikke bliver overholdt.

Social- og boligministeren med den afsluttende bemærkning.

Jeg mener, at der absolut er behov for en redegørelse her. Jeg ved ikke, hvad der er foregået i detaljer, men jeg mener, at det er ret voldsomt, hvis det, der står i pressen, står til troende.

Jeg synes faktisk, at der er ret stor forskel på den situation, at der er foregået en fejl og man med det samme erkender, at det her var en fejl – det er ikke det, der er vores normale procedure; det skal ikke ske igen – og så den situation, som jeg jo også mener at der er for mange af, hvor der er blevet begået en fejl og der faktisk ovenikøbet er truffet en afgørelse ovenfra om, at der er blevet begået en fejl, og der alligevel ikke bliver rettet op på det.

Det sidste opfatter jeg som ekstremt problematisk og egentlig værende det, der er det store problem. Men hvis kommunen lægger sig fladt ned og siger, at der er blevet begået en fejl, skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad der er foregået, og vi skal have redegjort for det, og vi skal lære af det. Jeg synes, det er langt værre i de situationer, hvor det faktisk ikke virker til, at der er skyggen af anerkendelse af, at der er foregået noget, som burde have været anderledes.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Karina Adsbøl.

Vi går videre til spørgsmål nr. 9, og det er også til social- og boligministeren, og det er af hr. Nick Zimmermann.

Værsgo.

Mener ministeren, at det er tilfredsstillende, at en mand bosiddende i eget hus på Djursland grundet hans handicap ikke kan få hjælp til at tage bad i eget hjem og komme på toilet, hvorfor kommunen vil tvinge borgeren til at flytte fra hans eget hjem, hvis han fremover vil have hjælp til bad og toiletbesøg, ifølge artiklen »Davids største ønske er at komme i bad – kommunen siger nej« fra TV2 Østjylland den 19. januar 2023?

Social- og boligministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Altså, jeg skal jo gøre det klart, at jeg kender den her sag fra medierne. Og det vil sige, at det er de oplysninger, jeg har. Jeg kender derfor ikke sagen i detaljer, og jeg kender heller ikke detaljerne omkring dialogen mellem kommunen og borgeren. Der kan selvfølgelig ikke være nogen diskussion om, at arbejdsmiljøreglerne skal overholdes, vil jeg gerne sige. Her taler vi jo om et dilemma, som kommunen er forpligtet til at løse, mellem at overholde arbejdsmiljøreglerne på den ene side og så at overholde de regler, der gælder i forhold til omsorg over for borgeren på den anden side.

Jeg kan så udtale mig om borgernes ret til hjælp efter serviceloven, og først og fremmest er det sådan, at kommunen har pligt til at tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp, og det er, hvad enten der er tale om en midlertidig eller varig funktionsnedsættelse. Det betyder, at er der truffet en afgørelse om, at borgeren skal have hjælp til at komme i bad, så har borgeren ret til at komme i bad. Er der som i sagen her problemer med at kunne komme til at yde den pågældende hjælp, det kan være på grund af de fysiske omstændigheder i den bolig, vi taler om, så er kommunen forpligtet til, at borgeren får opfyldt behovet på anden vis, indtil der er fundet en varig løsning. Så selv om en kommune i servicelovens forstand kan siges at have afhjulpet en borgers behov, så kan kommunens løsning opleves som både utilfredsstillende og uværdig over for den enkelte borger, som tilfældet er i den her sag.

Men det er for mig at se entydigt en kommunes ansvar at sikre rammerne for, at hjælpen kan foregå på en værdig vis. Og så kan jeg godt forstå hensynet til, at borgeren gerne vil blive boende i eget hjem. Ifølge servicelovens § 116 skal kommunen faktisk lave boligændringer i en borgers hjem for at gøre hjemmet egnet som opholdssted for den pågældende. Det kan være fjernelse af dørtrin, det kan også være opsætning af greb på badeværelserne eller en trappelift, men det kan også være mere omfattende ting, f.eks. at gøre døren bredere, så det faktisk kan lade sig gøre at komme rundt. Og det er jo selvfølgelig for at gøre borgeren mere selvhjulpen, men også for at overholde arbejdsmiljøreglerne.

Nu kender jeg som sagt ikke til de nærmere omstændigheder omkring den her sag, men det er bare for ligesom at få ridset op, hvad det er for nogle forpligtelser, man har som kommune, og det er faktisk ret omfattende. Og så vil jeg selvfølgelig afslutningsvis opfordre borgeren til at påklage kommunens afgørelse til Ankestyrelsen, hvis borgeren ikke allerede har gjort det.

Hr. Nick Zimmermann.

Jamen jeg er da noget overrasket over, at ministeren ikke kender til sagen. Jeg vil da sige, at personligt havde jeg regnet med, at når der dukker så grel en sag frem, så ville ministeren tage sig tiden til at gå i detaljer med den. Det tror jeg sådan set også borgeren ville have sat stor pris på.

Jeg vil sige i forhold til arbejdsmiljøloven, at den selvfølgelig altid skal overholdes, men der var jo nogle ting, man kunne gå ind at gøre. Man kunne f.eks. slå en dør ned, udvide døren, man kunne sætte en kran op i boligen. Personligt mener jeg, at det må være sådan, at borgerens ønsker altid skal stå i første række. Det vil sige, at hvis borgeren gerne vil blive boende i eget hjem og have den personlige pleje dér, så skal det selvfølgelig være sådan, det er.

Men så vil jeg gerne prøve at spørge ministeren: Hvad har ministeren tænkt sig at gøre ved det her? Vil hun fortsætte med at læse om sagen i pressen, eller vil hun gå aktivt ind i den og måske give kommunen et påbud, tage fat i relevante parter i Norddjurs Kommune? Eller vil man bare lade det være herfra?

Social- og boligministeren.

Historien rammer medierne den 19. januar, og det vil sige, at idéen om, at man skulle kende sagen i detaljer på det her tidspunkt, jo så ville kræve, at der var en offentlig belysning af sagen fra den 19. januar til i dag, så når jeg siger, at jeg kun kender den fra medierne, så er det, fordi jeg ikke kan vide, hvilke dele af det her der er rigtige og forkerte. Og det ville jeg som minister ikke vide, før der lå en offentlig redegørelse på området. Og derfor er det ikke noget, hvor man bare skal lade stå til.

Som jeg afsluttede med at sige, vil jeg opfordre borgeren til at indklage det over for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen er det rigtige sted at gå hen, hvis det er sådan, at sagsbehandlingen ikke foregår rigtigt, og det vil sige, at det jo er det, der er statens og dermed mit redskab til at sørge for, at tingene foregår på den måde, de skal. Og alle de her ting, som ordføreren nævner, altså at der kan laves en lift, at man kan udvide døren, og at man kan blive i eget hjem, hvis man har et ønske om det, har man ret til ifølge serviceloven.

Det vil sige, at hvis de ting her er rigtige, altså det, journalisten har skrevet – jeg er jo ikke dommer, så det kan jeg ikke dømme over – jamen så er det helt rigtige sted at gå hen Ankestyrelsen. For det lader jo til, at der er nogle ting, der ikke er blevet taget op af den pågældende kommune, og det er så Ankestyrelsen, der kan pålægge en kommune X, Y og Z oven på deres samlede redegørelse for det.

Hr. Nick Zimmermann.

Ankestyrelsen? Altså undskyld, men du er jo minister for området. Hvad agter ministeren at gøre ved det her? Altså, vi snakker om en rigtig, rigtig syg mand, der er ude i meget store udfordringer i sit liv. Jeg tror, det sidste, han har lyst til at bruge tid på, er at gå ind i en kompliceret sag med Ankestyrelsen. Derfor vil jeg prøve at spørge ministeren: Hvad agter ministeren at gøre ved den her sag?

Inden ministeren får ordet, vil jeg bare lige komme med en henstilling til, at vi husker, at man siger ministeren og ikke du eller hende.

Social- og boligministeren.

Jamen Ankestyrelsen er jo mit redskab. Så straight forward er det, jeg som minister kan gøre, at have en Ankestyrelse, der sørger for at bringe orden i de ting, der ikke er orden i.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg skal bare lige forstå det her korrekt: Vil det sige, at det, ministeren siger, er, at den eneste mulighed, den her mand har nu, er at tage fat i Ankestyrelsen, og at ministeren ikke agter at gøre noget som helst ved det, som f.eks. at tage fat i relevante parter og tage fat i Norddjurs Kommune? Er det bare overladt til ham nu, altså at han må tage fat i Ankestyrelsen? Er det korrekt forstået?

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Nej, det er faktisk helt utrolig forkert forstået, hvis jeg må sige det så direkte. Altså, Ankestyrelsen er jo ministeriets redskab i den her sammenhæng, så når der bliver spurgt, om ministeren så ingenting vil gøre, og om det så bare er op til borgeren, så er svaret, at det jo er det, der er ministeriets redskab. Man kan jo ikke på den måde skille et ministerium ad og sige, at noget foregår på det ene eller det andet kontor eller i den ene eller den anden styrelse. Det tungeste redskab, der er her, er Ankestyrelsen, og det redskab ligger i ministeriet.

Det er bare for at sige: Jo, hvis borgeren indklager det her, så er det jo den måde, det fungerer på, altså at der, hvor ministeren træder ind, jo er via Ankestyrelsen. Derfor er det ikke en rigtig beskrivelse, når man spørger: Lader man det så bare ligge her? Det her bliver kun liggende her, hvis borgeren ikke selv ønsker, at der skal ske mere. Hvis borgeren selv ønsker, der skal ske mere, står Ankestyrelsen selvfølgelig klar, så på den måde kan man ikke skille en styrelse fra en minister så at sige.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til socialministeren og tak til hr. Nick Zimmermann.

Vi går videre til spørgsmål nr. 10 og byder velkommen til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og giver ordet til spørgeren, hr. Søren Egge Rasmussen.

Værsgo.

Tak. Det ser ud til, at der er en væsentlig manko for at nå CO2-reduktionsmålet i 2025, og at det bliver vigtigt at gennemføre mere klimahandling, som virker hurtigt. Derfor er det interessant, at der i regeringsgrundlaget står, at regeringen vil have stort fokus på implementeringen af landbrugsaftalen, herunder udtag af lavbundsjorder, som går for langsomt, så kan ministeren uddybe, hvordan ministeren og regeringen vil sikre, at der sker hurtigere og mere udtagning af lavbundsjorder?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen – og dermed også jeg selv – er helt enig i, at der er brug for handling. Det går for langsomt med udtagning af lavbundsjorder, og det er også en af grundene til, at det netop er fremhævet i regeringsgrundlaget. Jeg er derfor også glad for, at der er en stor tilslutning til indsatsen, og at der er opbakning fra både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.

Men vi må også erkende, at der er en grund til, at det går langsomt. Udtagning af lavbundsjorder er svært. Det kræver en involvering af mange aktører og frivillig tilslutning, og derfor kan det ikke fikses med bare et snuptag. Et konkret eksempel på en aktuel udfordring er kompensationen for de såkaldte § 3-arealer, hvor der arbejdes hårdt på en løsning på tværs af ministerier og med inddragelse af Københavns Universitet. Men som minister vil jeg selvfølgelig gøre mit for, at det bliver lettere som landmand at levere på den grønne omstilling, og det gælder også i forhold til at få udtaget lavbundsjorder.

Derfor har vi også, bl.a. i landbrugsaftalen, hvor Enhedslisten også er med, nedsat en ekspertgruppe og en taskforce, der skal fjerne sten på vejen, så vi kan komme i mål med indsatsen, og så vil de såkaldte udtagningskonsulenter understøtte udtagningen, og jeg er sikker på, at vi kan finde gode og ambitiøse løsninger i forligskredsen bag landbrugsaftalen, og jeg ser derfor også frem til et fortsat godt samarbejde, herunder også med Enhedslisten og de øvrige partier i landbrugsforligskredsen.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Det her er jo vigtigt, fordi lavbundsjorderne står for ca. 50 pct. af landbrugets samlede CO2-udledninger. Så kan vi komme mere i mål med at udtage lavbundsarealer, er der måske andre ting, vi kan gøre mindre af, og det er vigtigt i den samlede klimakamp.

Nu siger ministeren, at det går for langsomt, og at der åbenbart er et arbejde, som har været i gang. På et tidligere tidspunkt var der 45 borgmestre, der skrev til den tidligere regering, og landbrugs- og fødevareministeren svarede på det brev, og jeg vil lige læse to passus op:

Jeg vil først og fremmest understrege, at vi ser med stor alvor på jeres bekymring og sætter pris på, at I tager opgaven med udtagning af landsbrugsjord alvorligt. I peger på barriererne i arbejdet med udtagning af landbrugsjord, som mit ministerium og Miljøministeriet arbejder intensivt på at fjerne.

Og så står der videre:

Regeringen prioriterer den grønne dagsorden, både for så vidt angår natur, miljø og klima. På den baggrund er Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i fællesskab i færd med at finde en faglig løsning, så klima- og miljøindsatsen kan gå hånd i hånd med naturbeskyttelsen.

Det er jo gode intentioner, og det er så skrevet for 8 måneder siden. Jeg synes jo, at når nu man i flere regeringsperioder har kunnet observere, at det går for langsomt, og når vi ligesom har set, at vi i landbrugsaftalen var nødt til at prøve at komme frem til, at der skulle ske mere – det er jo derfor, vi har den her taskforce – så undrer jeg mig lidt over, at ministeren ikke kan svare mere klart i dag om, hvad det er, vi kan gøre, altså når nu det er 8 måneder siden, at man skrev, at man sådan set arbejdede intensivt på at finde en løsning. Her 8 måneder efter er der altså ikke en løsning. Hvordan synes ministeren det går med at finde en løsning via dette intensive arbejde?

Ministeren.

Som jeg netop sagde i min indledning, er vi jo fuldt opmærksomme på det, og vi siger også, at det ikke går hurtigt nok. For udtagningen af 100.000 ha lavbundsjorder er et ambitiøst mål, vi har aftalt i fællesskab. Det er også kompliceret; der er mange aktører, herunder kommuner, lodsejere og andre, som skal ind over en samlet aftale, hver gang man skal gå ind i de her forskellige områder.

Det er også derfor, som også hr. Søren Egge Rasmussen refererer til, at vi netop har aftalt, at vi bl.a. har en taskforce, der arbejder med det her, og at der er udtagningskonsulenter og -specialister, som prøver at vinde over de forskellige udfordringer, som man bliver mødt af undervejs.

Så der er forskellige aktiviteter i gang, og som jeg så også nævnte, er der – det er måske en af de største klumper lige her og nu – det om problemstillingen med de såkaldte § 3-arealer, altså hvad det er for en kompensation, man kan få, hvis det også er en del af et lavbundsareal. Så der er forskellige initiativer i gang, men vi skal i mål med de mål, som vi har sat os, og som vi også har aftalt i fællesskab.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja, for det er jo lidt en grotesk sag. For kommer vi ikke i mål med at bruge de virkemidler, som samfundsøkonomisk er billigst, og som i praksis er overkommelige at gennemføre, så ligger der jo i landbrugsaftalen, at den skal genbesøges for at nå klimamålene – og så kan man godt gå ind at ændre på gødningsnormen eller finde på aktiviteter, som nedbringer antallet af husdyr, og jeg vil gætte på, at det er lidt mere upopulært ude i landbruget end det at finde løsninger på lavbundsarealer. Er ministeren enig i de betragtninger?

Ministeren.

Jeg tror, det afhænger meget af, hvem man spørger. Men sådan på det overordnede plan tror jeg ikke at Søren Egge Rasmussens analyse er meget forkert, for at sige det, som det er. Jeg tror faktisk, det er rigtigt.

Det er også derfor, vi netop har et meget, meget stort fokus – og det er eksplicit skrevet i regeringsgrundlaget – på netop lavbundsjordene og den indsats, der skal være omkring det. For det er netop et virkemiddel, som vi også kan se er et af de store virkemidler i værktøjskassen for at nå i mål med de klimaambitioner, som vi også har, hvad landbruget angår. Så på den baggrund kan jeg sådan set dele den analyse.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Men når nu der er så bred en forståelse for, at vi skal i mål med det her, og man må konstatere, at der ikke er sket så meget de sidste 8 måneder – vi har så haft en politisk pause på 3-4 måneder, og den ser jo så ud til at fortsætte lidt – så vil jeg høre ministeren om, hvornår vi får det første landbrugsmøde, og om der på det landbrugsmøde kommer noget nyt frem om, hvordan vi håndterer at få udtaget mere lavbundsareal.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg vil sige, det er forkert at sige, at vi fortsat er på pause. Altså, det er ikke det, jeg oplever. Nu er jeg så kommet til som ny minister her for ikke så længe siden, og noget af det, der ligger på min tallerken, om man så må sige, er at få rykket på det her.

Det er også derfor, vi netop arbejder med bl.a. nogle af de løsninger i forhold til konflikten § 3-arealer over for lavbundsarealerne, som jeg nævnte som et eksempel. Og jeg forventer også meget, meget snart at kunne indkalde til det første forligskredsmøde i landbrugsaftalen, hvor vi også kan få en status på det arbejde.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og til hr. Søren Egge Rasmussen.

Vi byder velkommen til kirkeministeren og går videre til spørgsmål nr. 12 (spm. nr. S 127) af hr. Morten Messerschmidt.

Værsgo.

Tak, formand. Vil ministeren i lyset af sine meldinger vedrørende afviklingen af store bededag oplyse, om hun agter at respektere den i grundloven etablerede ordning mellem folkekirken og Folketinget, og i den forbindelse oplyse, om hun anser det som god regeringsførelse, at der skal gå 3 uger, før hun vil give Kirkeudvalget en redegørelse for sin retlige vurdering af lovligheden af at afskaffe udvalgte helligdage?

Kirkeministeren.

Regeringen respekterer naturligvis grundloven. I grundlovens § 4 er det bestemt, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten. Det første led i bestemmelsen understreger, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag, mens det andet led pålægger staten at understøtte kirken.

Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold ligger hos lovgivningsmagten og regeringen. Det gælder, uanset om det gælder ydre eller indre anliggender. Sådan har det været siden grundlovens vedtagelse, og det fastslog Højesteret i en dom i 2017. Men det følger naturligvis af grundloven, at der ikke kan reguleres i folkekirkens forhold på en måde, der er i strid med det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Her slog Højesteret i dommen fra 2017 i øvrigt fast, at Folketing og regering har et betydeligt skøn, med hensyn til hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for regeringen. Det er mit ansvar som kirkeminister at sikre, at en afskaffelse af store bededag ikke er i strid med det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Det har ingen biskop, mig bekendt, argumenteret for indtil nu – faktisk har jeg hørt flere af dem sige det modsatte. Men som jeg har orienteret Kirkeudvalget om, har jeg i går skrevet til Københavns biskop, som traditionelt set er kirkeministerens teologiske rådgiver, for at indhente hans formelle bidrag til min vurdering af det spørgsmål.

Jeg ser frem til at uddybe spørgerens yderligere spørgsmål til det retlige grundlag i de skriftlige spørgsmål, som spørgeren har stillet, og i det samråd i Folketingets Kirkeudvalg, som er aftalt skal finde sted den 1. februar i år, dvs. inden for den 4-ugersfrist, der er anført i Folketingets Forretningsorden.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det er opløftende at høre, at kirkeministeren nu har valgt at konsultere Københavns biskop ud fra devisen »bedre sent end aldrig«. Måske havde det været betimeligt, om regeringen havde valgt at konsultere bispekollegiet, inden man offentligt havde meldt ud, ikke bare hvad det er for nogle, ja, jeg vil nærmest kalde det uhellige planer, man har, om at ændre på en kirkeordning, en helligdagsordning, som vi har haft hertillands i flere hundrede år, men måske også havde foretaget en nøjere overvejelse om, hvad det egentlig er, der står i grundlovens § 4.

Jeg må minde om, at regeringen er regering for Hendes Majestæt Dronningen, og når der står i grundloven og når der er fast praksis for, at helligdagsordningen ordnes ved kongelig resolution, må jeg sige til kirkeministeren, at det ikke er kirkeministeren, der tænkes på der. Kirkeministeren er Hendes Majestæt Dronningens tjener. Og det er rigtigt, at der har været en praksis for, at man kan indstille ændringer af kongelige resolutioner til Hendes Majestæt Dronningen, men det ville måske være fornuftigt og betimeligt, især efter kun at have beklædt et embede i, tror jeg, ganske få uger, at man så valgte at konsultere nogle af de mennesker, der rent faktisk har en forståelse for og en praktisk erfaring med netop helligdagene – det kunne f.eks. være biskopperne. Det ville være betimeligt, således at man ikke bare ud fra en eller anden finansministeriel nytteeffektivitetskalkule jager rundt for at slagte danske kristne traditioner, men at man rent faktisk gør sig den ulejlighed at konsultere de valgte biskopper, som godt nok mest af alt repræsenterer sig selv, men som dog kendetegner og ved en del om folkekirken og, tillader jeg mig at sige, nok ved mere om folkekirkens liv, end den nyudnævnte kirkeminister gør, inden man fremturer på den måde.

Så derfor vil jeg som opfølgning på det svar, jeg netop har fået, spørge: Hvorfor valgte man ikke at konsultere biskopperne, inden man fremturede i sit kulturradikale foretagende?

Kirkeministeren.

Det er ikke normalt, at man tager hverken biskopper eller andre med, når man laver regeringsgrundlag. Det er dog aldrig sket. Da vi skulle tage beslutningen om, hvilken helligdag der var tale om, rakte jeg også ud til biskopperne på den uformelle vis for at høre, hvilken helligdag der ville være den bedste at tage fat i. Men jeg fik blot at vide, at jeg ville få et brev, og det har jeg så afventet. I brevet, har jeg noteret mig, er der ikke taget stilling til, om man kunne tage en anden helligdag i stedet for; man har ikke foretrukket den ene helligdag frem for den anden. Men man har heller ikke påstået, at det her er i strid med det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag.

Så jeg har skam rakt ud – inden for alle de rammer, der har været, har jeg rakt ud. Jeg er ked af, at der er nogen, der fremstiller det, som om jeg ikke rækker ud, men det gør det ikke til en sandhed.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, der er ikke praksis for, at man i regeringsprogramforhandlingerne konsulterer biskopperne. Men der er sandt for dyden heller ikke praksis for, at man i et regeringsgrundlag blander sig i forhold, som ikke entydigt hører under Folketingets og regeringens kompetencer. Og forhold i grundlovens § 4 hører under kirken og majestæten.

Så derfor vil jeg gerne høre ministeren, om hun kan komme på et eneste fortilfælde, hvor man har foretaget ændringer i den kirkelige ordning hertillands, uden at der er kommet et ønske fra biskopperne eller majestæten selv – det er nok lidt længere tilbage, men det har i hvert fald ikke været drevet af et politisk finansministerielt effektivitetshensyn.

Ministeren.

Ja, det er flere gange sket, at biskopperne har været imod de regler, der er kommet; bl.a. dengang man indførte kvindelige præster, var det heller ikke biskoppernes ønske, at der skulle kvindelige præster til. Det valgte man alligevel at gennemføre. Så der er ikke en tradition for, at det kun er den måde, man kan gennemføre tingene på.

Jeg vil rigtig gerne have et godt samarbejde med biskopperne og som sådan med hele den danske folkekirke. Jeg synes, vi skal passe på folkekirken i stedet for at gøre det her til et kæmpe slagsmål i folkekirken. Så jeg opfordrer til samarbejde.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er da den mest bizarre måde at passe på en sag på, at man begynder at save stumper af den, nærmest inden man har sat sig i ministerstolen. Og jeg er udmærket bekendt med forholdene omkring indførelsen af kvindelige præster, men forud for dette forelå der jo en dialog, forelå der en diskussion af teologisk såvel som verdslig karakter, sådan som jeg forstår det.

Hvad er det for en diskussion, der er gået forud for det her, bortset fra i den meget sluttede kreds, der har skrevet den her forhåbentlig kortlivede regerings grundlag?

Kirkeministeren for en afsluttende bemærkning.

Altså, spørgeren kan argumentere, lige så tosset han vil, og hidse sig godt og grundigt op, men ikke desto mindre er det vigtige, at vi får skabt en samtale her mellem hele folkekirken og mellem os. Jeg synes, det skal være op til biskopperne. Ud over det her med bekendelsesgrundlaget har jeg bedt om et svar på, hvad man ønsker at gøre med alterbogen – om man ønsker at ændre i den, hvordan man ønsker at gøre det, og hvem man ønsker at inddrage i processen. For jeg ønsker nemlig, at folkekirken skal inddrages i det her arbejde. Og hvad angår de indre og ydre anliggender, er det altså i grundloven bestemt, at det er regering og Folketing, der bestemmer det.

Tak for det. Og det afslutter spørgsmålet.

Vi går videre til spørgsmål nr. 13, og det er et spørgsmål til ministeren for landdistrikter af hr. Morten Messerschmidt.

Værsgo.

Tak, formand. Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre, at beboerne på Corona Camping ikke bliver udsat fra campingpladsen den 15. februar 2023, som Køge Kommune har krævet, og hvor mener ministeren at beboerne skal bosætte sig, ifald de udsættes?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Sagen handler om en campingplads, der ligger i Køge Kommune. På campingpladsen bor der en række mennesker i hele vinterperioden, selv om det er ulovligt efter de gældende regler i campingreglementet. Det er kommunerne, der er myndighed for tilladelser og tilsyn på campingområdet. Planklagenævnet er klageinstans. Som minister har jeg derfor ikke kompetence til at gå ind i den konkrete sag.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har oplyst, at kommunerne har vide rammer for at finde en løsning for de borgere i deres kommuner, der har boligsociale udfordringer. Det fremgår af lovgivningen for almene boliger. Efter lovgivningen for almene boliger skal almene boligorganisationer efter kommunalbestyrelsens beslutning stille indtil hver fjerde ledige almene familiebolig til rådighed for kommunen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver. I praksis betyder det, at kommunen kan beslutte, at boligorganisationen ved hver fjerde nye udlejning skal stille den ledige almene familiebolig til rådighed for kommunal anvisning.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu ved vi, at ministeren i hvert fald ikke bruger sin tid på at tale med bispekollegiet i Danmark. Så vil jeg anbefale, at ministeren bruger lidt af sin tid på at besøge Corona Camping ved Køge, og så håber jeg, at hun vil indse, at det bofællesskab, som der her er tale om, har en karakter, som gør, at de vil miste rigtig, rigtig meget, hvis man ud fra den kølige embedsmandslogik, som regeringen tilsyneladende anlægger her, blot henviser til, at folk så må flytte ind i nogle almennyttige boliger. Jeg tror – efter selv at have besøgt de gode folk – at der er tale om mennesker, som kerer sig om hinanden, og som har en mulighed for at hjælpe hinanden på en helt anden måde, end hvis man bor i en to- eller treværelses lejlighed, som kun er forbundet af en gold opgang. Det her er folk, som banker på hinandens døre, og som interesserer sig for, hvad der foregår, og som hjælper hinanden ud af misbrug og problemer af alle mulige slags på en helt anden måde, end man gør, hvis man bor i et almennyttigt boligbyggeri.

Derfor synes jeg egentlig også, det er bedrøveligt, altså oven på en valgkamp, hvor ministeren, lige såvel som hun også har gjort det som folketingsmedlem, viste en stor grad af empati og indlevelse i – og det lyder så nedladende at sige det – almindelige menneskers hverdag, altså i den hverdag, som den nu gør sig gældende for folk, som folk er flest. Og det er måske nogle gange også dem, som bliver ramt, og som kommer lidt på kant med livet, og hvor man får en forståelse af, at boligpolitik ikke bare handler om at have tag over hovedet, men at det også handler om liv, at det handler om samliv, og at det handler om at alt det, som civilsamfundet kan, og hvor det offentlige og den golde jura må høre op. Og jeg tror ikke, at ministeren på den måde skal gå ned og med vold sørge for, at man ikke foretager udsætningen, men jeg føler mig overbevist om, at der her må være en mulighed for, at man lader empatien råde, og at man dermed også lader fornuften råde, og at man lader det, som det her bofællesskab rent faktisk indeholder, leve, i stedet for bare at slå det ihjel på grund af nogle golde regler.

Tak. Og inden ministeren får ordet, henstiller jeg til, at vi bruger tiltaleformen ministeren.

Ministeren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi alle sammen passer på hinanden, at vi viser en empati, at vi kommer hinanden ved, at vi viser den omsorg for hinanden. Det er det, vi har brug for i et samfund, altså at vi viser mere end bare ligegyldighed over for hinanden. Og det er jo sådan set, uanset hvor man bor; så håber jeg da, at man viser den omsorg over for hinanden.

Men jeg kan jo ikke som minister sige, at man ikke skal overholde loven. Lov er lov, og lov skal holdes. Det er nu engang en af de regler, vi lever efter herinde i Folketinget. Så kan man arbejde på at lave en lov om, og som er jeg sikker på at spørgeren har opdaget, har jeg jo sendt et lovforslag om netop vintercampering over til Landdistriktsudvalget til orientering.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, men der kan jo inden for gældende lovgivning gives dispensationer. Der kan gives henstand, og der kan rent faktisk udvises en forståelse, og det er tænkeligt, at det ikke er ministeren eller styrelsen, der har den beføjelse, men det kunne man gøre kommunalt. Og jeg føler mig overbevist om, at hvis ministeren måske nu til pressen, som sikkert sidder et eller andet sted og lytter med – en enkelt er der da i hvert fald, eller måske et par stykker – sagde meget klart, at det var hendes ønske, at Corona Camping ikke skulle lukkes, og at de ikke skulle udsættes pr. 15. februar, så kunne det være, at der var nogle, der lyttede lige så agtsomt med, som jeg lytter til ministeren.

Ministeren.

Det glæder mig, at spørgeren lytter med. Det håber jeg selvfølgelig også på. Men jeg vil jo så sige, at der er det kommunale selvstyre, og det er jo her, hvor man skal gå hen til sin kommune sige: I er nødt til at gøre noget. Vi har jo en deling af magten, og det er som sådan ikke min opgave at bestemme, hvad Køge Kommune skal beslutte. Det er jo Køge Kommune, der skal tage den beslutning ud fra de forhold, der er, og ikke en beslutning, som man skal tage herindefra. Så jeg synes, det ville være oplagt, at hr. Morten Messerschmidt tog det op med Køge Kommune.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg tror med uvanlig selvudslettende fremgangsmåde her, at det ville have en større betydning, hvis ministeren gjorde det, end hvis Morten Messerschmidt gjorde det.

Derfor vil jeg da bare som det sidste, som jeg så må spørge om her, bede ministeren om – ikke mindst ihukommende, at der altså for nogle af de almennyttige boliger i Køge er op til 30 års venteliste – at hun tog kontakt til Køge Kommune, hvor jeg også mindes, at der er et partimæssigt fællesskab mellem regeringen her og dem, der leder Køge Kommune, og sagde: Drop nu den der uempatiske og aggressive fremfærd over for de i øvrigt meget sympatiske mennesker, der bor på Corona Camping.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg ønsker alt det bedste for beboerne på Corona Camping, men som jeg sagde, ligger det ikke inden for min kompetence at gå ind i den her specifikke sag. Men ikke desto mindre er jeg opmærksom på, hvilke regler der er, og derfor er der jo også fremsendt et lovforslag om vintercampering.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt.

Vi går videre til spørgsmål nr. 14, som er til ministeren for landdistrikter, og det er af fru Susie Jessen.

Værsgo.

Mange tak. Mener ministeren, at der er behov for at se på lovgivningen på campingområdet, så der i særlige tilfælde kan gives dispensation til egentlig helårsbeboelse på campingpladser, hvis f.eks. den konkrete campingplads løfter et særligt ansvar over for mennesker, der har brug for støtte og et stærkt fællesskab?

Tak. Værsgo til ministeren.

Tak. Og tak for spørgsmålet. Regeringen har besluttet at fremsætte et lovforslag i februar 2023 om udvidet mulighed for vintercampering. Lovforslaget bygger på beretning til B 77 om dispensation fra reglerne om tidsbegrænset campering i vintermånederne, som et enigt erhvervsudvalg bakkede op om den 30. juni 2021. Lovforslaget indeholder en 2-årig forsøgsordning for udvidet vintercampering. Forsøgsordningen vil åbne for, at kommunen kan meddele tilladelse til udvidet vintercampering til højst 5 pct. af de allerede tilladte enhedspladser til vintercampering i to vintersæsoner, i 2023-24 og i 2024-25. Forsøgsordningen foreslås at gælde på campingpladser, der i forvejen har tilladelse til vintercampering. I forsøgsperioden vil det således blive muligt at campere hele året på campingpladser inden for forsøgsordningens rammer.

Erhvervsudvalget lagde i beretningen til B 77 bl.a. vægt på, at campingpladser ikke må benyttes til utilsigtet placering af borgere, der har brug for anden støtte eller lignende. Desuden lægges der i beretningen til B 77 vægt på, at kommunerne i stedet for at give tilladelse til helårscampering bør anvise en almen bolig til boligsøgende, der har vanskeligt ved at anskaffe sig en bolig på almindelige vilkår. Erhvervsudvalgets beretning bygger dermed på en forudsætning om at fastholde kommunernes boligsociale ansvar og lægger ikke op til undtagelser med egentlig helårsbeboelse på campingpladser.

Regeringens lovforslag lægger derfor heller ikke op til egentlig helårsbeboelse på campingpladser, heller ikke i særlige tilfælde. Efter lovforslagets forsøgsperiode på 2 år vil forsøget blive evalueret. Det er vigtigt, at vi får belyst forsøgets mulige sundhedsmæssige og boligsociale konsekvenser samt eventuelle konsekvenser for natur og landskab.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har oplyst mig om, at lovgivningen i øvrigt giver kommunerne vide rammer for at finde en løsning for påtrængende boligsociale opgaver. Efter almenboliglovgivningen skal almene boligorganisationer efter kommunalbestyrelsens beslutning bidrage til løsning af påtrængende boligsociale opgaver. I praksis betyder det, at kommunen kan beslutte, at boligorganisationen ved hver fjerde nye udlejning skal stille den ledige almene familiebolig til rådighed for kommunal anvisning.

Tak. Værsgo til fru Susie Jessen.

Tak for svaret. Jeg er også meget opmærksom på det lovforslag, der ligger, om at søge en særlig dispensation for 5 pct., som kan få lov til at ligge i en længere periode. Jeg har stillet det her spørgsmål med udgangspunkt i Corona Camping i Køge Kommune, og jeg er interesseret i at vide, om der egentlig kunne være nogle særlige dispensationsløsninger for en campingplads som Corona Camping.

Jeg har været så heldig, at jeg har været en tur derude og har set, hvor stort et socialt ansvar, som indehaverne af campingpladsen faktisk løfter. Altså, der er folk her, som virkelig ikke ville klare sig godt i en etværelses lejlighed på femte sal, men derude blomstrer de, og dér får de egentlig lov til at udleve, altså udfylde et stort potentiale, og de bliver egentlig til bedre mennesker af at være derude.

Så det sociale ansvar, som den her campingplads løfter, er ret uvurderligt, og derfor er jeg interesseret i at høre, om der kan være en særlig dispensationsmulighed for den her campingplads, når nu det er et så specielt tilfælde. Når de bliver sat på gaden, har jeg faktisk hørt en socialdemokrat fra den kommune sige, at der jo også findes herberger.

Altså, hvad er det da for noget? Der er nogle mennesker her, der faktisk klarer sig rigtig godt, og som er i en god udvikling, og så siger man, at de bare kan tage på et herberg, fordi de har været i en situation, hvor de faktisk har boet ulovligt og derfor ikke kommer på den her akutventeliste i kommunen.

Der er rigtig mange problemstillinger her. De her mennesker har fået at vide, at de skal være ude den 15. februar, og så står mange af dem til reel hjemløshed. Det vil jeg gerne høre ministerens kommentar til. Altså, er der noget som helst, vi kan gøre her?

Værsgo til ministeren for landdistrikter.

Tak. Efter hvad jeg har fået oplyst, er der rigtig mange på Corona Camping, som bor der ulovligt hele året, så Køge Kommune kan jo søge om vintercampering for Corona Camping, men det vil jo ikke være alle, der vil være omfattet af det. Kommunen har stadig en forpligtelse til at tilbyde en bolig til de beboere, der er der. Det er en af de rettigheder, man har i et velfærdssamfund. Derfor vil jeg da i hvert fald opfordre kommunen til at sørge for at finde nogle gode løsninger for de borgere, der er der, for selvfølgelig skal man tage hånd om de borgere.

Tak. Der er et spørgsmål mere fra fru Susie Jessen. Værsgo.

Tak. Et af problemerne er nemlig også, hvordan det har kørt i kommunen, for man har jo faktisk, som jeg hører det, på den ene side henvist folk til at bo derude og på den anden side sagt, at det skal lukkes. Så der er jo rigtig mange udfordringer her. Samtidig er det overhovedet ikke mit indtryk, at man har tænkt sig at tage hånd om de her mennesker, når man smider dem på gaden den 15. februar – og i øvrigt vil give dagbøder, hvis de bliver boende. Altså, det er jo folk, som ikke tjener det samme, som ministeren og jeg selv gør.

Så jeg synes, det er lidt voldsomt. Og derfor er jeg meget interesseret i at høre, hvad man konkret vil gøre i den kommende tid for at sikre, at de her mennesker kommer godt igennem det her?

Værsgo til ministeren.

Der er jeg jo nok bundet af, at jeg ikke kan gå ind i den konkrete sag, og jeg kender ikke til de konkrete problemstillinger på Corona Camping, som ordføreren påpeger, om, at man skulle have henvist nogle dertil. Men jeg kan bare oplyse generelt, at hovedsæsonen for camping efter reglerne går fra den 1. marts til den 31. oktober. Så det er jo ikke den store hjælp – men jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag.

Værsgo til spørgeren for et opfølgende spørgsmål her.

Netop i og med at vi fra den 1. marts går ind i sommersæsonen, er det reelt 14 dage, det handler om, og kommunen har sat den grænse der. Det kan jo godt virke meget provokerende, synes jeg, at man lægger en grænse der, og så er der 14 dage, hvor folk på kanten skal betale dagbøder, hvis de vælger at blive boende, og bagefter kan de reelt rykke ind igen den 1. marts. Så er der ikke noget, man kan gøre for at sikre, at det her ikke kommer til at ske?

Så er der mulighed for en afsluttende bemærkning fra ministeren.

Vi har jo en lovgivning, som skal overholdes, og det er kommunens skøn og vurdering, der gør sig gældende her, og så kan man klage til Planklagenævnet. For vi har et retssystem, hvor alle er lige for loven, og hvor man har nogle veje, man kan gå, men det er klart, at jeg da også er bekymret for de danskere, der er der.

Så siger vi tak til spørgeren.

Så kommer der et nyt spørgsmål, og det er denne gang til transportministeren, og det er af Signe Munk fra SF.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad vil ministeren gøre for at sikre kortere rejsetid og bedre drift i Midt- og Vestjylland nu, hvor Togfonden DK er erklæret død og landsdelen – der som bekendt heller ikke står over for en elektrificering af jernbanenettet – ikke kan se frem til de forbedringer af rejsetid og drift, som Togfonden DK og timemodellen ville have leveret?

Værsgo til transportministeren.

Tak til formanden, og tak til spørgeren for spørgsmålet. Lad mig starte med, hvad regeringen har tilkendegivet omkring Togfonden DK i regeringsgrundlaget. Regeringen noterer sig, hvilket jo altså er en kendsgerning efter udkommet af valget, at der ikke er et flertal bag forliget om Togfonden DK, og regeringen vil derfor afklare prioriteringen af de konkrete projekter og drøfte dem med Folketinget. Regeringen har samtidig besluttet, at forbindelsen over Vejle Fjord ikke gennemføres, og at de ca. 6 mia. kr. herfra skal reserveres til en fond, der kan gå til at løfte børn og klima.

Som det også fremgår af regeringsgrundlaget, er det vigtigt for regeringen, at Danmark hænger bedre sammen. En veludviklet infrastruktur er nødvendig for at kunne bo og arbejde og uddanne sig i alle dele af Danmark, og her er det jo netop sådan, at et meget bredt flertal i Folketinget, som også spørgerens parti er en del af, i 2021 indgik den infrastrukturaftale, som indeholder mange nye store projekter til forbedringer af jernbanen. Det er projekter, der kommer oven i den store igangværende modernisering af jernbanen, som er i fuld gang lige nu. De mange projekter på jernbanen vil på sigt give hurtigere rejsetid og en bedre passageroplevelse, også i det midt- og vestjyske.

Og så indeholder aftalen netop en elektrificering af jernbanen i Midt- og Vestjylland. Det er aftalt, at hele den statslige togtrafik skal være CO2-neutral, og at der er afsat en ramme på 650 mio. kr. til at etablere den nødvendige ladeinfrastruktur til det, som er fremtidens tog, især på de regionale baner, altså batteritog.

Tak. Så er der mulighed for at stille endnu et spørgsmål. Signe Munk, værsgo.

Danmark skal hænge bedre sammen – det er det, ministeren står og siger. Jeg må bare sige, at virkeligheden for midt- og vestjyderne i forhold til den kollektive trafik er, at Danmark ikke hænger sammen der. Der er i hvert fald ikke en særlig god kobling fra det midt- og vestjyske, hvis man gerne vil mod København.

Ministeren kunne sikkert tale med Passagerpulsen og udsende rejsetidsspørgeskemaer, men jeg kunne også lige give ministeren en oplevelse af bare de sidste år, jeg selv har taget toget fra Herning mod København. Der er kommet færre direkte tog; der er togskift i Vejle nu, hvor man skifter fra Arriva til DSB; kigger man på strækningen fra Struer – altså regionaltoget fra Struer – mod Aarhus over Viborg-Skive, så er der ekstremt mange forsinkelser og aflysninger. Den virkelighed, som midt- og vestjyderne møder, er, at der ikke er et særlig godt tilbud i forhold til togtrafikken, hverken når man skal fra vest mod øst, eller når man skal på tværs.

I Togfonden DK og i timemodellen var Vejlefjordbroen jo netop vigtig, fordi man ville sikre, at vi kunne komme hurtigere fra øst mod vest og imellem de største byer. Så det, at man nu i regeringen vælger at skrotte Vejlefjordbroen, er jo simpelt hen et udtryk for, at man ikke vil have en hurtigere togdrift, i hvert fald optimalt set, fra Midt- og Vestjylland mod Østjylland.

Men pendlerne og borgerne i Midt- og Vestjylland kan ikke bruge ord til særlig meget, og derfor vil jeg høre ministeren: Hvornår sker der noget? Hvornår bliver der bedre rettidighed og hurtigere drift? Og hvornår kommer der flere sammenhængende rejseoplevelser, hvor man ikke skal ud at skifte tog og stå og fryse midt på en perron, bare fordi man gerne vil tage toget fra f.eks. Holstebro til København?

Tak til spørgeren. Og værsgo til transportministeren.

Tak for det. Det er dejligt at mærke spørgerens engagement i bedre kollektiv trafik i Midt- og Vestjylland, hvilket jo er en ambition, som jeg deler. Men jeg deler nok ikke fru Signe Munks vurdering af indsatsområder. Alle de problemstillinger, som fru Signe Munk netop nævner her, er jeg jo sådan set enig i. Det er et stort problem. Men så at fremhæve Vejlefjordbroen som det altoverskyggende problem er jeg bare ikke enig i. At bruge 6 mia. kr. på den holdt op imod, hvad der var af udfordringer i den øvrige kollektive trafik, er bare en forkert prioritering i min optik. Derfor er det ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at vi skal have større ambitioner i forhold til den kollektive trafik, både når vi taler om jernbanen, regionale busser og kommunale busser – altså både trafikken i nærområdet og flekstrafikken osv. Hele området skal vi sådan set have kastet op i luften og genopfundet.

Ordføreren ved godt, at der på jernbaneområdet er tale om nogle lange investeringer, hvor man ikke bare kaster noget op i luften. Derfor er spørgerens parti jo heldigvis også en del af det forlig, der er på området, og derfor håber jeg, at vi kan samarbejde om stabilitet og bedre rammer for det. Men resten af den kollektive trafik, også decentralt, skal vi strikke bedre og mere klogt sammen.

Tak. Der er mulighed for at stille et kortere spørgsmål. Spørgeren, værsgo.

Det er jo et kæmpe problem, at ministeren vil kaste det her op i luften. Der lå en plan i Togfonden, og der lå netop også hastighedsopgraderinger for de regionale baner. Så hvornår skal det prioriteres, hvis det er sådan en prioriteringsrunde, regeringen skal ind i? Hvornår sker der noget der?

Så kunne man se på køreplanerne, at en del af årsagen til eller den væsentligste årsag til, at der ikke er flere gennemkørende tog fra Vestjylland mod øst, jo er, at man har lavet om i køreplanerne. Så nej, Vejlefjordbroen er ikke det eneste svar, men det er et vigtigt svar i forhold til at sikre bedre sammenhæng.

Men hvad vil ministeren så gøre i forhold til køreplanerne, i forhold til hastighedsopgraderinger på de regionale baner? Det tror jeg der er mange midt- og vestjyder, der vil have rigtig meget gavn af at få et svar på.

Værsgo til transportministeren.

Tak for det. Jeg vil lige minde spørgeren om, at spørgerens parti jo altså er en del af de forlig, som ligger til grund for den model og struktur, vi har i dag.

Jeg kommer heller ikke til lige i dag at løfte sløret for, hvad mine ambitioner er, i forhold til hvordan vi kan opgradere eller forbedre køreplanerne. Men der findes jo nærmest ikke den banestrækning i Danmark, som vi ikke er i gang med at opgradere på den ene eller den anden måde – det kan være at elektrificere den, det kan være signalsystemer, det kan være hastighedsforbedringer, det kan være forberedelse til batteri.

Så der er gang i en lang række ting, også på banen, men spørgeren ved jo også godt, at det her er langsigtede investeringer. Men at vi forsømmer banen, er jeg nok ikke enig i, eftersom vi årligt bruger ca. 12 mia. kr. på banen, DSB og Arriva – man kan sammenligne med beløbet for statsvejene, som jo er små 3 mia. kr. plus. Så ordvalget at forsømme banen er jeg nok ikke helt enig i i den kontekst.

Tak. Så har spørgeren mulighed for at stille et kort spørgsmål.

Så vil jeg bare afslutte med at give ministeren et knaldgodt tilbud, for SF vil gerne forbedre køreplanerne, SF vil gerne øge investeringerne i togbanerne i Midt- og Vestjylland og i resten af landet, og vi vil også frygtelig gerne have Vejlefjordbroen tilbage.

Så ministeren skal nok få hjælp fra SF til at sikre en bedre kollektiv togtrafik for det midt- og vestjyske, på banen over mod det østjyske og i det hele taget også i Midt- og Vestjylland. Det tilbud er hermed givet, og det håber jeg ministeren vil tage imod.

Tak. Så får ministeren mulighed for at afslutte spørgsmålet.

Jamen mange tak for tilsagnet. Jeg glæder mig til et godt samarbejde, også i forhold til den kollektive trafik, med både ordføreren og SF.

Så siger vi tak til spørgeren og til transportministeren.

Så byder vi velkommen til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF, som har et spørgsmål til ministeren for ligestilling.

Værsgo.

Hvad mener ministeren om, at der fortsat ikke er indkaldt til forhandlinger om en ny national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab?

Værsgo til ministeren for en besvarelse.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at sige, at regeringen ligesom spørgeren er optaget af, at vi får en god og ambitiøs handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Partnervold og partnerdrab er en af vores største ligestillingsudfordringer, som især rammer kvinder. Vold mod og drab af en partner er igennem tiden blevet sløret eller negligeret under betegnelser som husspektakler eller familietragedier. Vi har ikke taget det seriøst nok og ikke sat effektivt nok ind.

Derfor er det en prioritet for regeringen, at der kommer en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Der ligger allerede et udspil, der kom i juni. Det kommer rigtig godt omkring; der er både fokus på at styrke viden, opsporing og forebyggelse.

Forhandlingerne om initiativerne i handlingsplanen kommer til at foregå i forbindelse med de kommende forhandlinger om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2023-2026, SSA-reserven. De forhandlinger skulle have været gennemført i efteråret 2022, men som bekendt kom der et valg og en regeringsdannelse i vejen. Der er netop sendt invitationer ud til forhandlingerne, og de starter op den 31. januar og kommer til at foregå i Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Jeg ser frem til, at vi sammen får initiativerne og finansieringen på plads, så en ny handlingsplan bliver en realitet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg er rigtig glad for, at invitationerne nu er sendt ud. For når jeg stiller det her spørgsmål i dag, er det jo, fordi det præcis i morgen faktisk er 1 år siden, at SF sammen med en række partier fremsatte et forslag om en handlingsplan. Det var en handlingsplan, som ministerens parti også bakkede op om, men der er intet sket, og i den tid, der er gået, er der ti kvinder, der har mistet livet. Derfor er det altså ret akut at gøre noget ved den her problemstilling.

Så jeg vil spørge ministeren, om ministeren mener, at en finansiering fra puljer, som ikke er varige, er en god finansiering til noget, som vi anerkender er et stort samfundsproblem, og som jo i virkeligheden skulle have en varig indsats. Altså, er ministeren tilfreds med den finansiering, som den tidligere regering lagde op til? For jeg hørte noget om puljer. Og vil ministeren overveje, om det ikke skulle være en varig finansiering?

Værsgo til ministeren for ligestilling.

Tak til spørgeren og SF for at lægge et pres på, at der kommer en handlingsplan på det her område. Jeg vil også gerne anerkende spørgeren og SF's styrke i den her debat og markante rolle i debatten. Jeg deler opfattelsen af, at det er vigtigt, at vi får nogle initiativer på plads, og at vi får gjort en indsats på det her område. Så tusind tak for at lægge pres på for det. Jeg glæder mig meget til de forhandlinger.

I forhold til finansieringen er det korrekt, at vi lægger op til, at størstedelen af finansieringen kommer via SSA-reserven, men vi lægger også op til, at nogle af initiativerne kan finansieres permanent.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men mener ministeren helt ærligt, at det er at tage de omfattende problemer, vi har med partnerdrab i vores samfund, alvorligt, når man lægger op til ikkevarig finansiering af nogle af de her initiativer? Der er trods alt mennesker, som mister livet her. Det er den største enkeltstående drabskategori i Danmark.

Så vil ministeren ikke overveje, om vi ikke skulle finde varig finansiering til et desværre varigt problem? Hvis vi skal knække kurven her, duer det simpelt hen ikke, at det er initiativer, som risikerer at forsvinde om 3 år, om 4 år, eller hvornår de nu ophører.

Værsgo til ministeren.

Jeg er helt enig i, at det her er meget, meget alvorligt, og at det er vigtigt at prioritere området. I forhold til hvordan det skal finansieres, har der været handlingsplaner mod partnervold siden 2002, og der har det været finansieret over SSA-reserven. Det ser jeg egentlig også som naturligt at en stor del af de initiativer, der er i den her handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, er. For mange af initiativerne er udviklingsinitiativer, som man skal se på om virker. Men jeg vil også gerne sige, at der er initiativer, som vi lægger op til skal have en permanent finansiering.

Værsgo til spørgeren for det sidste spørgsmål.

Jeg tror ikke, jeg bliver enig med ministeren. Jeg synes, at det nok desværre er symptomatisk for det her område, at alt for meget er finansieret af puljer, selv om vi egentlig anerkender, at der er et varigt behov for det.

Så vil jeg høre, om ministeren kunne overveje i tillæg til det, der lå i handlingsplanen, at skabe et landsdækkende ambulant tilbud om rådgivning til voldsudsatte. For det er faktisk også noget af det, organisationerne anbefaler for at kunne knække det her problem, og det er jo en af de ting, som ikke indgår i selve handlingsplanen. Der er til voldsudøverne, men desværre ikke til ofrene. Hvad tænker ministeren om det?

Så er der afsluttende bemærkninger fra ministeren for ligestilling. Værsgo.

Det spørgsmål er jeg rigtig glad for. Og helt ligesom ordføreren har jeg også, efter at handlingsplanen blev præsenteret, lyttet mig til, at noget af det, interessenterne på området sagde, var, at der manglede noget mere i forhold til ambulante tilbud, fordi det er meget få af de kvinder, der er udsat for vold, der søger krisecentre. Og derfor er det også noget, jeg godt kunne tænke mig, at der kom nogle flere ambulante tilbud om. Og det er en af de ting, jeg godt kunne tænke mig at justere i planen eller lægge oveni.

Så siger vi tak til spørgeren og ministeren.

Vi går videre til klima-, energi- og forsyningsministeren, som får et spørgsmål af hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad vil ministeren gøre for at leve op til regeringsgrundlagets ambition om at »sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi«, når udbygningen af landvind ikke var nævnt i regeringens første lovprogram, og når ministeren til DR har udtalt, at han mener, at den manglende udbygning af landvind er træls?

Værsgo til ministeren for en besvarelse.

Jeg vil gerne takke for spørgsmålet. Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget høje ambitioner for udbygning af sol og vind i Danmark. Ambitionerne bygger på den brede aftale om at firdoble udbygningen af sol og landvind i 2030, som spørgerens parti også indgår i, og derfor er det selvfølgelig heller ikke tilfredsstillende at se en midlertidig opbremsning i udbygningen af landvind. Indførelsen af producenttariffer har spillet ind på den opbremsning af udbygningen af vedvarende energi, som vi ser, og jeg forstår godt, at nogle opstillere afventer klarhed om metoderne og dermed også niveauerne for producenttarifferne, mens andre har fremrykket deres opstilling.

Jeg skal ikke her repetere baggrunden for indførelse af producentbetaling, men blot konstatere, at da producentbetaling blev besluttet, var det kendt, at det kunne få en midlertidig effekt på udbygningen af sol og vind. Energistyrelsen forventer imidlertid ikke, at den konstaterede go and stop-effekt vil have betydning for VE-udbygningen på den lange bane. Men vi skal videre, og ambitionen er fortsat at skabe rammer, så vi kan firdoble vores sol og vind på land. Blandt de initiativer, jeg nu har fokus på at implementere, jævnfør klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022, findes bl.a. et statsligt engagement i energipakker på land, en øget lokal opbakning, herunder behov for eventuelle justeringer af VE-ordningerne, etablering af et VE-rejsehold og en ny pulje til vedvarende energi på mindre tilgængelige arealer.

Regeringen vil desuden med den kommende NEKST have fokus på at accelerere udbygningen via fokuseret myndighedsbehandling og evaluering af alle de godkendelseskrav, der gælder i dag for sol og vind og for tilslutning til nettet. Det vil myndigheder, kommuner og øvrige interessenter se på i fællesskab i regi af NEKST. Udbygningen af VE er vores fælles ansvar, og jeg er meget åben over for en god dialog om, hvordan vi sikrer en hurtig og vigtig udbygning af sol og landvind.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja, det er jo fint, at ministeren er åben over for dialog. Jeg lyttede mig til, at det mest var henvisning til nogle energiaftaler, som Enhedslisten også er med i, men jeg kunne ligesom ikke lytte mig frem til, at det der med at sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi rummede mere, end at man vil nedsætte denne NEKST. Så jeg kunne ikke lytte mig til, at ministeren her kom med et godt bud på, hvordan vi kommer frem til, at der med sikkerhed kommer mere landvind i 2023 og 2024.

Jeg synes faktisk, det er katastrofalt, når nu vi kigger ind i, at det bliver svært at nå klimamålet i 2025, for der er det faktisk nødvendigt, at vi finder på noget mere handling, som har en effekt inden starten af 2025. Og der lyder det ikke, som om ministeren har noget bud på, hvordan vi gennem den billigste vedvarende energi-udbygning med landvind – fuldstændig kendt teknologi – på den korte bane får sikret, at der kommer til at ske mere.

Ministeren har udtalt, at han ikke har guddommelige evner, men det er jo sådan set heller ikke nødvendigt her. Vi har noget kendt teknologi; vi har høje elpriser; vi har sådan set vindmølleproducenter i Danmark, som er meget dygtige til det. Vi har sådan set en velvilje; vi har et behov for at udfase gassen hurtigt, at vi får elektrificeret mere af vores samfund. Så samfundet skriger på mere vedvarende energi. Der er det jo vigtigt, at vi vælger noget af det, som er allerhurtigst at udbygge, og det er landvind, og det er solceller.

Spørgsmålet her i dag går jo så på landvind. Skal jeg forstå ministerens svar sådan, at det eneste, som regeringen har fundet ud af i forhold til at sætte turbo på den grønne omstilling, er, at man vil nedsætte en eller anden form for udvalg, der skal kigge på det? Er det sådan, det skal forstås?

Værsgo til ministeren.

Der er indgået en hel masse politiske aftaler før min tid som minister og før dannelsen af denne regering. I min optik er det ikke uambitiøst at sørge for, at de aftaler bliver implementeret på en måde, så det skaber virkelige forandringer derude. I tillæg hertil vil regeringen, som jeg har nævnt, nedsætte NEKST. Det er et nyt initiativ, som skal sætte fokus på at speede myndighedsbehandlingen op.

Jeg deler sådan set spørgerens ambition om mere sol og landvind, men det er så samtidig sådan, at investorerne i sol og landvind, bl.a. på grund af producentbetalingen, henholdsvis har speedet deres investeringer op før skæringsdatoen og afventet de nye rammer.

Tak for henvisningen til det med de guddommelig evner, men at forestille sig, at man på meget kort sigt kan få nye projekter igennem, anser jeg for urealistisk. Til gengæld er det et tema, som vil indgå i den intensiverede dialog, som regeringen vil have med kommunerne om, hvordan vi kan speede mulighederne for at sætte yderligere landvind og sol op.

Tak. Spørgeren.

Jeg har noteret mig på det allerseneste, at Energistyrelsen har en forventning om, at vi kun kommer op på 2,6 GW landvind i 2030, hvor vi står over for, at vi egentlig har en aftale med en målsætning om at fordoble landvind, så vi skulle op på 8 GW. Det er et meget stort spænd imellem, hvad Energistyrelsen forventer, og hvad vi har af ambitioner. Kan ministeren ikke se, at vi simpelt hen er nødt til at finde på nogle nye virkemidler for at få mere landvind?

Ministeren.

Jeg er altid åben over for at drøfte nye virkemidler. Og så glæder jeg mig over, at det ser ud, som om der er opbakning i gode dele af Danmark og hos investorerne til også at accelerere udbygningen med en anden type grøn energi, nemlig solenergi. Og derfor har jeg en formodning og en forhåbning om, at vi kan leve op til målsætningerne. Hvis ikke, skal vi finde nye initiativer, og det vil jeg glæde mig til at gøre i et bredt samarbejde i Folketinget og i et samarbejde med kommunerne. Jeg håber også, spørgerens parti fortsat vil være en konstruktiv dialogpartner i den sammenhæng.

Så er det spørgeren for det sidste spørgsmål under dette spørgsmål.

Tak. Jamen Enhedslisten presser altid på. Det tror jeg den tidligere minister kan berette om.

Nu nævnte ministeren, at der kunne være et statsligt engagement i den her vedvarende energi-udbygning. Og det er jo rigtigt; det står der noget om i planen for firedobling af den vedvarende energi. Ser ministeren, at det er nødvendigt, at der bliver et statsligt delejerskab i de landvindmøller, der skal sættes op i fremtiden?

Værsgo til ministeren.

Et ejerskab af møllerne ser jeg ikke, men vi har jo aftalt, at vi skal kigge på at få udviklet såkaldte energiparker. Omfanget af et statsligt engagement i det er jo noget, vi skal afklare, og den drøftelse ser jeg frem til også at få med spørgeren, inden vi rammer sommerferien.

Tak. Så kan jeg sige tak til klima-, energi- og forsyningsministeren og tak til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten, som dermed fik lov at afslutte spørgetiden.