Jeg vil bede fru Mai Villadsen om at læse spørgsmålet op. Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad vil ministeren gøre for at få de danske børn hjem fra Syrien?

Udenrigsministeren.

Tak for spørgsmålet. Altså, med ærlighed kommer man længst, og derfor vil jeg bare sige, at vi jo har dannet en ny regering, og at vi har forhandlet et ret fyldestgørende regeringsgrundlag, men vi har ikke forholdt os til alle spørgsmål, og det betyder, at spørgsmålet om de tilbageværende danske børn i al Roj-lejren i det nordøstlige Syrien er et af de spørgsmål, som regeringen fortsat mangler at sætte to streger under.

Jeg kan så sige, at jeg grundlæggende har den samme holdning, som jeg hele tiden har givet udtryk for. Jeg må så også ærligt sige, at jeg fornemmer, at de to andre partier i regeringen fortsat også har de samme holdninger, som de tidligere har givet udtryk for. Og nu er situationen jo den, at det parti, jeg repræsenterer, indgår i en regering med to andre partier, som skal have fundet en regeringsposition også i denne sag.

Spørgeren.

Tak til ministeren for det meget ærlige og åbne svar. Jeg havde også forventet det samme. For hr. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har jo hele vejen igennem været meget klare i den her sag: De danske børn skal hjem fra Syrien. Man har udtalt:

Om fornødent må deres mødre følge med, for danske børn er danske børn, og de skal selvfølgelig hjem.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Moderaterne ikke har vægtet det højere i de forhandlinger, der har været om at danne en ny regering. Ministeren har jo selv sagt, at de her børn har krav på at komme hjem, og at det er et spørgsmål om, hvor langt vi trækker pinen ud, og at det er forfærdeligt for dem, at den bliver trukket så langt ud. Og qua det, at I har været med til som parti at danne den her regering, uden at der er truffet afgørelse i den her sag, så bliver pinen trukket længere ud for de her børn.

Så hvorfor har Moderaterne, selv om man har den her position, tilladt en regering at blive dannet, uden at man har besluttet sig i den her sag?

Ministeren.

Tak for det. Nu kan spørgeren jo ikke have nogen dybere indsigt i, præcis hvad vi har forhandlet om, og hvordan vi har drøftet også de her spørgsmål. Jeg kan bare sige – og det bliver repetitivt – at den position, jeg har haft, som jo har forekommet mig at være lige så klar som Enhedslistens, grundlæggende er en position, som mit parti fortsat har, og for nærværende har de to andre partier, der indgår i regeringen, også deres positioner. Men der er ikke truffet nogen endelig beslutning om en samlet regeringsposition i denne sag. Det vil der blive på et tidspunkt, og jeg tilbyder også gerne at være i dialog med Enhedslisten og andre partier i Folketinget, som også historisk har været inde over de beslutninger, der førte til, at nogle børn kom hjem.

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg værdsætter åbenheden og ønsket om dialog, og den vil vi rigtig gerne gå ind i. Problemet er jo bare, som ministeren selv har udtalt mange gange, at det her bliver værre dag for dag. Det er en stor udfordring – sundhedsmæssigt for de her børn og sikkerhedsmæssigt for Danmark – og derfor bliver man nødt til at handle i den her sag.

Derfor vil jeg gerne fastholde ministeren på spørgsmålet om, hvordan man som formand for Moderaterne har kunnet lade den her regering blive dannet, uden at der har været afklaring på et spørgsmål, som i hvert fald for rigtig mange forekom at være meget centralt for netop jeres parti.

Ministeren.

Tak for det. Jamen det kunne jo eventuelt være, fordi en afklaring i det forløb havde ført til en, set med mine øjne, forkert beslutning. Jeg er i øvrigt nødt til at sige – og det er ikke for at skærpe nogen tone her – at Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for den tidligere regering i 1.167 dage uden at få håndteret den her sag. Jeg har været minister i 27 dage. Og jeg takker selvfølgelig for den store tiltro, eller hvad det nu er, der ligger bag det her pres på mig, men det er ligesom sådan, blandingsforholdene er her.

Jeg gentager, hvad jeg har sagt: Min holdning er uændret, og det er for nærværende også de to andre partiers. Der er en proces i gang, så der kan sikres en samlet regeringsposition i denne sag.

Tak. Så har vi en medspørger. Fru Rosa Lund, værsgo.

Tak. Tak til udenrigsministeren for, at vi endnu en gang, har jeg lyst til at sige, kan få lov til at diskutere det her spørgsmål. Sidst udenrigsministeren og jeg talte om det her, var i det DR-program, der hedder »Debatten«. Det var i marts 2021, tror jeg nok – deromkring. Der skete der det mærkelige, at udenrigsministeren og jeg stod på samme side, fordi vi synes, at de her børn skal hjem, og vi synes også, at deres mødre skal hjem. Derfor har jeg stadig væk bare en lille smule svært ved at forstå, når udenrigsministeren nu sidder i den magtfulde position, som udenrigsministeren sidder i nu, hvorfor de her børn så egentlig ikke er på vej ind i en flyvemaskine og på vej til Danmark.

Ministeren.

Jeg sidder muligvis i en magtfuld position, men det gør jeg så i en regering, der består af tre partier, som – hvis man kan sin politiske historie – har haft to forskellige synspunkter i den her sag. Og det synspunkt, de to af partierne har haft, har de så i øvrigt delt med et antal partier i Folketinget, der, så vidt jeg kan regne, fortsat udgør et flertal i Folketingssalen. Det kan man så give op over for, eller man kan lade nogle ting stå åbne. Jeg glæder mig sådan set over, at regeringen ikke for nærværende endnu har en position i den her sag, fordi det sådan set åbner muligheden for, at det kan regeringen få – og det åbner i hvert fald også teoretisk muligheden for, at den position, som regeringen kan indtage, er en anden end den, der historisk har været indtaget.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det åbner en mulighed for, at regeringen kan indtage en anden position. Der vil jeg da bare hjælpe udenrigsministeren lidt på vej, for nu er det jo sådan, at der er faldet en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som helt klart afgør, at de her børn har krav på at være i Danmark. Den afgør det helt klart. Så det er ikke engang et spørgsmål om politik, og hvad vi mener, og hvad vi går og tænker og synes; det er et spørgsmål om jura. Udenrigsministeren og alle de andre ministre i regeringen ved jo godt lige så vel som jeg, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol juridisk står over f.eks. byretten og Højesteret i Danmark. Så det er da en lille hjælp på vejen, vil jeg sige, til de her børn.

Ministeren.

Jamen jeg takker for hjælpen så, hvis det er sådan, det er tænkt. Jeg er bare nødt til at sige, at hvis det handler om at få hjælp til, hvordan man udnytter sin styrkeposition til at få truffet rigtige beslutninger, er det jo tankevækkende, at Enhedslisten i 1.267 dage var i den position, hvor man sådan set holdt den tidligere regering i live uden at kunne få håndteret den her sag, og nu altså i virkeligheden indirekte klandrer mig, som har været minister i 27 dage, for ikke at have fået det løst.

Jeg er helt opmærksom på den sag, der er afgjort ved Domstolen. Der er også en anden sag med dissens. Jeg tror desværre ikke, det er helt så entydigt, som der bliver lagt op til her. Men det er nogle af de ting, der må veje med, når der skal tilvejebringes et beslutningsgrundlag for, at den her regering kan træffe en samlet beslutning om, hvad regeringens position er i den her sag.

Tak. Så har spørgeren, Mai Villadsen, et enkelt spørgsmål mere. Værsgo.

Tak. Tilbage står jo, at de her børn får det værre dag for dag. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at de kommer hjem, fordi det er nærmest potentielt livstruende for dem at være dernede. Efterretningstjenesterne siger, at det er farligt for Danmark, og på trods af det har den her regering ikke truffet nogen afgørelse i sagen. Så derfor vil jeg gerne bruge mit sidste spørgsmål på at spørge udenrigsministeren: Hvornår kan vi forvente det? Hvad er tidsperspektivet i den her sag? Taler vi om uger, måneder eller år, før der kommer en afklaring?

Ministeren.

Tak for det. Altså, sundhedsmyndighedernes anbefaling er mig bekendt jo den samme, som den hele tiden har været. Den førte så til det resultat, der var historisk. Der bliver brug for, at regeringen relativt snart får en regeringsposition i den her sag, og antydningsvis – det lå jo også i spørgsmålet før fra medspørgeren om domstolsafgørelse – kan man sige, at der kan være mange elementer, som det kan give mening lige at få samlet op på: sundhedssituationen, retspraksis, andre landes håndtering af de her spørgsmål, hvilket heller ikke står stille, historiske sikkerhedsvurderinger, der eventuelt kan opdateres.

Så der kan være meget, der med fordel lige kan samles op, inden man træffer en endelig beslutning, som jo så, teoretisk, kan falde ud på flere forskellige måder: enten at den nye regering samlet indtager den samme position, som den tidligere regering gjorde, eller at den nye regering samlet set indtager en anden position, end den tidligere regering gjorde.

Spørgsmålet er hermed afsluttet. Jeg siger tak til udenrigsministeren.

Det næste spørgsmål er til justitsministeren af hr. Peder Hvelplund.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder som følgende: Hvad mener ministeren om, at Ahmed Samsam, hvis skyld der er sået voldsom tvivl om, fortsat kan risikere at sidde uretmæssigt fængslet, fordi regeringen ikke vil igangsætte en undersøgelse af sagen, til trods for at det blev lovet før folketingsvalget, og frygter ministeren ikke de facto at understøtte justitsmord?

Værsgo til justitsministeren.

Mange tak for ordet, og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at det er regeringens klare opfattelse, at vi har behov for stærke efterretningstjenester, som der kan være tillid til, og som også har de rette rammer til at udføre deres arbejde. En grundlæggende betingelse for at have effektive efterretningstjenester, som kan beskytte samfundet og det åbne demokrati, er, at ikke alt kan lægges åbent frem. Der er derfor også meget snævre rammer for, hvad der både konkret og generelt kan siges offentligt om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder og sager på deres område.

Samtidig skal der i et demokrati som det danske naturligvis føres tilstrækkeligt tilsyn og tilstrækkelig kontrol med vores efterretningstjenester, herunder parlamentarisk kontrol. Og helt generelt er det sådan, at rammerne for efterretningstjenesternes arbejde er fastsat i henholdsvis PET-loven og FE-loven, der også indeholder bestemmelser om Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Herudover har Folketinget som bekendt nedsat et udvalg vedrørende efterretningstjenesterne, populært kaldet Kontroludvalget, som har til formål at have indseende med efterretningstjenesternes arbejde. Det er fortroligt, hvad der drøftes i udvalget.

Det er nu engang de spilleregler, som Folketinget har vedtaget med henblik på at balancere hensynet til den fornødne kontrol med efterretningstjenesterne og hensynet til hemmeligholdelse af tjenesternes arbejde. Og det er jo grundlæggende paradokset på det her område – at forsvaret af vores åbne demokrati i visse sammenhænge kræver en vis grad af lukkethed. Jeg kan derfor heller ikke hverken be- eller afkræfte de oplysninger, som har været fremme i medierne om den pågældende sag, som spørgeren henviser til, og jeg må i stedet henvise til den fælles udtalelse om efterretningstjenesternes kildearbejde, som PET og FE offentliggjorde den 22. december sidste år.

Sager på efterretningstjenesternes område kan naturligvis give anledning til stor offentlig interesse, og når efterretningstjenesterne, justitsministeren og forsvarsministeren kun i meget begrænset omfang kan kommentere på sådanne sager, kan der jo selvfølgelig også i den offentlige debat opstå et tomrum i forhold til fakta – et tomrum, som kan munde ud i kritik og spekulationer. Og der kan være forhold, der set udefra kan se underlige ud. Men det er nu engang en præmis for efterretningstjenesternes arbejde.

Tak. Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg synes bare, det er vigtigt at understrege det helt fundamentale i den her sag, for det handler jo om, at hvis der er tale om personer, som sidder fængslet på et urigtigt grundlag, altså et justitsmord, så er der selvfølgelig en forpligtigelse til at forhindre det.

Hvis vi lige skal rekapitulere, udtalte justitsministeren efter regeringsdannelsen, at regeringen ikke havde fundet anledning til at igangsætte en undersøgelse. Og hvis vi bare lige ser på, hvad der er sket i forløbet, så ved vi – ved vi – at der har været forhandlinger mellem PET og FE og Samsams advokat omkring de betingelser, hvorunder han sidder fængslet, og baggrunden for det. Formentlig har det også betydet, at Samsam er blevet tilbudt et kontantbeløb i fængslet. Vi ved også, at tidligere minister hr. Claus Hjort Frederiksen har sagt, at der foregik et abekastningsspil mellem FE og PET. Og vi ved også, at der har været rejst alvorlige anklager mod Samsam – alvorlige anklager, altså § 114 – som ikke er blevet efterforsket, men som bare er blevet skrinlagt. Vi ved også, at konsekvenserne af det her er, at der er betydelige indikationer på, at der har været et samarbejde mellem PET eller FE og Samsam.

Billedlig talt vælter skeletterne ud af skabet, og de fortsætter med at gøre det. Og konsekvenserne af det er jo temmelig alvorlige. Altså, vi taler om en borger, som muligvis sidder fængslet på nu efterhånden femte år på et muligt urigtigt grundlag, altså et justitsmord. Mener justitsministeren og regeringen, og er det regeringens holdning, at de her indikationer betyder, at der ikke er anledning til at få undersøgt den her sag?

Jeg kan jo ikke drage konklusionerne. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men jeg ved, at konsekvenserne ved, at vi ikke undersøger det, er temmelig dramatiske. Så er det regeringens holdning, at der ikke er anledning til at få det her undersøgt?

Ministeren.

Som jeg sagde i min besvarelse af spørgsmålet, kan jeg som justitsminister hverken be- eller afkræfte de oplysninger, der har været fremme i medierne om den her sag. Herudover har Folketinget som bekendt besluttet – og det ved jeg er spørgeren bekendt – at sager, der vedrører efterretningstjenesternes arbejde, hører til i Kontroludvalget, hvor der også er særlige rammer, bl.a. i forhold til fortrolighed.

Endelig vil jeg mere generelt – også i forhold til den logik, der synes at præge debatten – gentage noget af det, som efterretningstjenesterne tidligere har oplyst i deres udtalelse den 22. december, nemlig at efterretningstjenesterne ligesom alle andre danske myndigheder skal agere inden for lovens rammer, ligesom det jo helt generelt også er sådan, at de almindelige strafferetlige regler også finder anvendelse for personer, som fungerer eller har fungeret som kilder for efterretningstjenesterne.

Spørgeren.

Men det gør jo netop noget ved tilliden, når der bliver rejst en betydelig tvivl om, hvorvidt det her er foregået inden for lovens rammer. Det bør da give anledning til, at man så også siger, at det her skal vi have undersøgt. Og mens justitsministeren siger, at PET og FE ikke kan oplyse om det samarbejde, der foregår, har DR jo tidligere afsløret, at det har PET netop gjort tidligere. Altså, det er en sag tilbage fra 2013, som handlede om narkotikasalg og våbenbesiddelse, hvor PET netop er inde og lave en skriftlig erklæring på, at der har været et samarbejde.

Så det er jo ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre, og vi taler altså her om en borger, som muligvis sidder fængslet på et urigtigt grundlag, altså et muligt justitsmord. Det bør da give anledning til, at man får det her undersøgt med de respektive hensyn, der er, til, at efterretningstjenesterne selvfølgelig skal kunne fungere.

Ministeren.

Jamen jeg kan, som spørgeren jo korrekt refererer, gentage, at regeringen ikke har fundet anledning til at nedsætte en undersøgelseskommission i forhold til de mediehistorier, der har været fremme, om den her sag. Det er regeringens opfattelse, at det her spørgsmål om efterretningstjenesternes eventuelle nærmere ageren i den omtalte sag bør behandles inden for de rammer, der i lovgivningen er fastsat for indsigt, tilsyn og kontrol.

Så har vi en medspørger, og det er fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare følge op, for justitsministeren ved jo lige såvel som jeg og alle andre, at tilliden til et retssamfund er afgørende for, at det kan fungere. Og derfor vil jeg gerne med hensyn til retssikkerheden høre, hvad argumentet er for, at man ikke vil undersøge det her, for ministeren interesserer sig jo – ligesom jeg og store dele af befolkningen, må man bare sige – for den her sag og vil gerne vide, hvad der er op, hvad der er ned, hvad der er foregået.

Så derfor vil jeg gerne vide: Hvad er argumentet for, at man ikke vil undersøge det?

Ministeren.

Som jeg refererede før, er det først og fremmest sådan, at det er en præmis for efterretningstjenesternes arbejde, at der er en meget høj grad af fortrolighed omkring det arbejde, som efterretningstjenesterne udfører – og den fortrolighed betyder jo altså også, at når efterretningstjenesterne selv, justitsministeren, forsvarsministeren og andre kun i meget begrænset omfang kan kommentere på sådanne sager, vil der i den offentlige debat også opstå et tomrum i forhold til fakta og i nogle tilfælde også misforståelser.

På baggrund af det har regeringen ikke fundet anledning til, at der skal nedsættes en særlig undersøgelseskommission omkring det her konkrete sagsforløb, men at det i stedet skal ske inden for rammerne af det, der er fastsat i lovgivningen.

Spørgeren.

Så lad mig prøve at spørge anderledes: Hvordan vil regeringen og ministeren genetablere tilliden til retsstaten? Det er jo noget af det, der kendetegner et demokrati allermest. Ministeren var selv inde på i sin første besvarelse til min kollega hr. Peder Hvelplund, at præmissen for et demokrati er et stærkt retssamfund. Hvis tilliden til det retssamfund og det retssystem ikke er der, er retssystemet der heller ikke. Så hvad vil man gøre for at genetablere den tillid, som i den grad ikke er der i sagen om Ahmed Samsam, som jo selv både til DR og til Berlingske og til andre medier siger, at han sidder fængslet uskyldigt dømt? Det er jo gift for et retssamfund, og det tror jeg godt justitsministeren ved.

Ministeren.

Tak for det. Jeg er ikke uenig med spørgeren i, at tillid er meget, meget afgørende. Jeg har omvendt heller ikke nogen som helst grund til at tro, at der ikke også skulle være tillid i den her sag. Jeg synes, man endnu engang skal hæfte sig ved, hvad det var, der også fremgik af den fælles udtalelse, der blev udsendt i slutningen af december, nemlig at selvfølgelig skal efterretningstjenesterne overholde spillereglerne, men det betyder også, at uanset hvilke kilder eller øvrige som efterretningstjenesterne eventuelt måtte bruge som led i deres arbejde, har disse også en forpligtelse til at overholde de strafferetlige regler.

Tak. Så er det spørgeren, hr. Peder Hvelplund, med et enkelt spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare spørge ministeren om to ting: Det første er om, at det jo er dokumenteret, at der har været forhandlinger mellem FE og PET og Samsams advokat og Samsam om det samarbejde, der har været, og den fængsling, han befinder sig i nu. Jeg skal bare høre ministeren, om ministeren ikke mener, det kunne give anledning til, at man i hvert fald fik undersøgt, hvad det er, der foreligger her, for det er jo næppe sædvanligt, at der foregår sådanne forhandlinger mellem FE og PET og en indsat.

Det andet spørgsmål er bare om, at justitsministerens kollega, den tidligere justitsminister Mattias Tesfaye, jo sagde, at regeringen var fuldstændig åbne over for at få undersøgt det her. Skal det her tages som udtryk for regeringens fortolkning af åbenhed, at man umiddelbart bagefter siger, at der ikke er anledning til at undersøge det?

Ministeren.

Jeg tror, jeg vil gentage det, som jeg allerede har sagt: Regeringen har ikke fundet anledning til at undersøge den her sag i forhold til de mediehistorier, der har været bragt. Og det er, fordi det er regeringens opfattelse, at spørgsmål om efterretningstjenesternes eventuelle nærmere ageren i den omtalte sag bør blive behandlet inden for de rammer, der efter lovgivningen er fastsat for indsigt, tilsyn og kontrol.

Så siger jeg tak til spørgeren.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren og er af hr. Peter Kofod.

Værsgo.

Tak for det, formand. Vil ministeren tilkendegive sin holdning til, at danske skatteydere skal betale en benprotese til en dømt pirat, der har været med til at angribe danske soldater?

Ministeren.

Tak for ordet, og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Og lad mig med det samme slå fast, at hverken jeg eller regeringen ønsker, at formodede udenlandske kriminelle kommer til Danmark. Det gælder selvfølgelig også formodede pirater.

Derfor besluttede min forgænger også at pålægge anklagemyndigheden at meddele tiltalefrafald til tre af de fire formodede pirater, som i efteråret 2021 blev taget til fange om bord på den danske fregat »Esbern Snare«. Men som følge af de skader, den fjerde af de tilfangetagne formodede pirater havde pådraget sig i forbindelse med skudvekslingen med de danske soldater, var der ikke andre muligheder end at tage ham til Danmark. Det har medført en række udgifter i forbindelse med bl.a. rejsen til Danmark og den efterfølgende straffesag mod den pågældende. Det er udgifter, vi hellere havde været foruden.

Omvendt blev den daværende regering sammen med et bredt flertal i Folketinget, herunder også spørgerens parti, i maj 2021 enige om, at der skulle sendes et dansk bidrag til Guineabugten med henblik på piratbekæmpelse. Det fremgik faktisk også direkte af bemærkningerne til beslutningsforslaget dengang, at det ikke kunne udelukkes, at det ville blive nødvendigt at foretage frihedsberøvelse, og det siger jo sig selv, at en sådan frihedsberøvelse og også eventuel efterforskning vil være forbundet med omkostninger.

Derfor har det været nødvendigt for myndighederne at afholde en række udgifter i forbindelse med sagen som følge af de formodede piraters skud mod danske soldater. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen. Altså i et børneeventyr i de gode gamle dage – fristes man til at sige – var pirater jo nogle, der gik planken ud, når man fik fat i dem. Jeg kan så forstå, at når Danmark er på piratjagt, fanger vi nogle, og dem sætter vi fri uden rettergang, uden nogen form for retfærdighed, der sker fyldest i den sammenhæng. Den sidste hiver vi så til Danmark og forærer en åbenbart dyr benprotese. Man har svært ved at komme af med vedkommende igen, selv om han jo skal sendes hjem, han skal ikke være i Danmark permanent. Og i virkeligheden må jeg sige, at det jo er en stor rodebutik. Altså, det er jo en rodebutik, at Danmark sender sådan en mission af sted, at man lige pludselig står med pirater, og at man ikke kan slippe af med dem. Den ene mangler et ben og skal have en protese, vi kan ikke slippe af med vedkommende igen. Så derfor vil jeg bare spørge, og det skal være et sådan meget tilforladeligt åbent spørgsmål: Minister, kan vi lære noget af det her til fremtiden?

Ministeren.

Jeg tror egentlig, jeg vil tillade mig at svare på nogle af de i hvert fald indledende bemærkninger, der fremgår af spørgsmålet, ikke? For når vedkommende er endt i Danmark, er det jo, fordi der ikke var nogen anden udvej, og det skyldes jo en kombination af tre forhold. For det første, at det ikke var muligt at overføre vedkommende til et andet land. For det andet, at forsvaret vurderede, at det ikke være muligt at løslade ham til søs som de øvrige formodede pirater. Og for det tredje, at retsplejeloven indeholder nogle regler om fremstilling i retten af varetægtsarrestanter, som betyder, at en anholdt fysisk skal stilles for en dommer inden for 24 timer, eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, snarest muligt efter at hindringen af den fysiske fremstilling er ophørt.

Spørgeren.

Så vil jeg spørge ministeren, om ministeren kan sige noget om, hvad sådan en benprotese koster.

Ministeren.

Jeg tror ikke, jeg på nuværende tidspunkt kan sige noget om, hvad en benprotese koster. Men jeg kan sige, at det fremgik meget klart af bemærkningerne til beslutningsforslaget dengang, at der kunne være udgifter forbundet med det danske bidrag til piratbekæmpelse i Guineabugten, herunder også udgifter til frihedsberøvelse.

Spørgeren.

Det vil sige, at nogle pirater er sat fri, en er fanget. Ministeren ville ikke rigtig sige, om vi har lært noget, om vi kan lære noget af det her, andet end at man refererer nogle detaljer, der har stået i beslutningsforslaget. Er det regeringens læring af hele den her sag? For et eller andet sted synes jeg, man må sige, at det jo har slået fuldstændig fejl. Så er det den læring, man tager med sig videre?

Ministeren.

Det synes jeg ikke man kan lægge til grund for det, jeg har sagt. For selvfølgelig kan vi lære noget. Jeg synes, det første, vi kan lære, er, at det er et væsentligt og vigtigt bidrag, når Danmark deltager i operationer som dem her. Det er med til at sikre tryghed til søs, det er med til at sørge for, at vi også får bekæmpet de pirater, som skaber utrolig stor usikkerhed for de søfarende rundtomkring, herunder også danske rederier. Det andet, vi selvfølgelig kan lære, er, at det ikke er muligt, som spørgeren havde med i sin indledning, at lade formodede pirater gå planken ud, men at der kan være udgifter forbundet med frihedsberøvelse.

Så siger jeg tak til spørgeren og tak til justitsministeren.

Det næste spørgsmål er til kulturministeren af hr. Søren Søndergaard.

Værsgo at læse op.

Tak, formand. Jeg vil spørge kulturministeren om følgende: Hvad er ministerens generelle holdning til, at der i stigende grad placeres internationale sportsarrangementer i lande, hvor basale menneskerettigheder undertrykkes, og hvor faciliteter i vidt omfang baseres på arbejde under slavelignende vilkår, og er ministeren enig i, at Danmark bør bidrage til at imødegå den udvikling?

Ministeren.

Tak til hr. Søren Søndergaard for spørgsmålet. Det er jo første gang, jeg som minister bliver stillet et mundtligt spørgsmål, og det er en fornøjelse. Det sker på et emne, som jo ikke vækker begejstring, men som er utrolig vigtigt.

Jeg er, for at blive i den begejstrede terminologi, meget lidt begejstret for, at internationale sportsarrangementer henlægges til lande, der hverken er demokratiske eller overholder basale menneskerettigheder; som knægter frie medier, og som i øvrigt også forsøger i videst muligt omfang at fremstille sig selv som noget, de ikke er.

Det arbejde, som hr. Søren Søndergaards parti og rigtig mange partier her i Folketinget har bakket op om, og som min tidligere ministerkollega, nuværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, har igangsat i en bred EU-kreds, ønsker jeg at fremme. Det ønsker jeg skal danne grundlag for de beslutninger, hvormed vores idrætsorganisationer er med til at påvirke tildelingen af fremtidige mesterskaber og slutrunder i de organisationer, hvor de kan være med til at påvirke beslutningerne af disse. Det håber jeg sådan set at spørgeren er enig med mig i. Det har jeg en formodning om at hr. Søren Søndergaard muligvis er.

Spørger.

Tak for svaret. Altså minister, jeg er fuldstændig enig. Det er jo absurd ud over alle grænser, at der bliver placeret mesterskaber steder, hvor rettighederne for mennesker undertrykkes på den måde, og at der ovenikøbet er firmaer, som bidrager til det og tjener penge på det. Det skal der gøres noget ved.

Derfor var vi jo også en del, som var skuffede over den tidligere regering. Det skal ministeren jo ikke have noget ansvar for. Men vi var skuffede over den tidligere regering; over, at man ikke kunne formå, da mesterskaberne fandt sted i Qatar, klart og tydeligt at give udtryk for en holdning, enten ved at tage derned og på en eller anden måde demonstrere, at man var utilfreds med forholdene, eller ved etablere en eller anden form for diplomatisk boykot. Det kommer vi ikke til at opleve med den her minister. Det er jeg rigtig glad for ligesom er blevet afklaret allerede fra starten.

Men jeg vil godt høre lidt mere om, hvordan ministeren tænker at vi konkret kan gå videre med at arbejde for, at sådanne placeringer ikke kommer til at ske fremover.

Ministeren.

Nu er det jo som minister på området en selvstændig opgave at sørge for, at kulturordførerne og medieordførerne på ressortområdet føler sig både godt behandlet og set og imødekommet. Jeg håber så, at jeg kan leve op til den store ros, hr. Søren Søndergaard netop er kommet med.

Jeg tror, det er vigtigt at skelne mellem to forhold. Det er jo desværre ikke den danske stat, der bestemmer og har indflydelse på, hvor de her sportsarrangementer ender henne. Det er jo de store idrætsorganisationer. Så sammen med Folketingets partier med bredest mulig opbakning ønsker jeg at fortsætte det arbejde, hvormed vi påvirker vores idrætsorganisationer til at tage stilling til fordel for slutrunder og mesterskaber i demokratiske lande, der respekterer menneskerettigheder.

Det næste er så, at sport jo også samler os, skaber fællesskab. Derfor kan vi jo ikke være sikre på, at alle de arrangementer vil ligge i lande, der ligner os. (Første næstformand (Leif Lahn Jensen): Tak.) Og jeg skal vænne mig til, at taletiden er kortere end umiddelbart forventet, kan jeg mærke.

Det er korrekt. Så er det spørgeren.

Jeg tror, jeg fik pointen. Det er jo rigtigt, at der er to elementer i det her. Der er både det at sørge for at arbejde for at understøtte, at sådanne arrangementer aldrig bliver placeret de steder, hvor de ikke skal placeres. Og hvis de så er blevet placeret der, hvordan forholder vi os så til det og viser vores modstand mod, at de er blevet placeret der? Det er to opgaver. Begge ligger jo i vid udstrækning på ministerens bord.

Men jeg tænker: Jeg er jo fuldstændig enig i, at der foregår et arbejde i EU. Jeg er også enig i, at der foregår et arbejde i forhold til de danske sportsorganisationer. Vil ministeren tage et initiativ til, at Folketingets partier tager en drøftelse af det her?

Ministeren.

Det vil jeg bestemt ikke afvise. I det hele taget ønsker jeg jo at inkludere ordførerkredsen med al den kreativitet og de konkrete forslag, der måtte være i den kreds, således at arbejdet kan viderebringes. Indtil videre er der 21 EU-lande, Island og Norge, der har tilsluttet sig den erklæring, min forgænger fremsatte. Det kan være, vi kan bringe den et niveau videre. Det kan også være, at vi kan gå forrest på andre områder. Jeg er lutter ører.

Spørger.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at være for glad for, at ministeren ikke vil afvise at gøre et eller andet. Men jeg tager det positivt og ser frem til, at ministeren tager et initiativ. For alternativet er jo, som det også har været tidligere, at vi så skal have samråd og spørgsmål osv. Og der er det jo lettere, at vi prøver at lave det organiseret. Så jeg ser frem til, at ministeren tager et initiativ på det her område. Og tak for svaret.

Ministeren.

Jeg vil egentlig også sige tak til hr. Søren Søndergaard. Det er en vigtig debat, og vi kommer til at opleve den mange år ud i fremtiden. Allerede nu kan vi jo se, at fordelingen af slutrunder og mesterskaber følger en for mig ikke logisk metodik, og mere gennemsigtighed og mere åbenhed om det, vi deler i forhold til de demokratiske principper er jo noget, vi arbejder for i fællesskab. Tak for spørgsmålet.

Så siger jeg tak til kulturministeren.

Vi går til næste spørgsmål, som er til erhvervsministeren, og det er også af spørgeren, hr. Søren Søndergaard.

Værsgo.

Tak. Det, jeg vil spørge erhvervsministeren om, er følgende: Finder ministeren det i overensstemmelse med Vækstfondens formål og formulerede politik, at Vækstfonden ejer knap 20 pct. af firmaet BLAST ApS, som i december 2022 stod bag en af verdens største Counter-Strike-turneringer i Abu Dhabi, og at penge fra danske skatteydere ad den vej bidrager til afholdelse af et internationalt sportsarrangement et sted, hvor basale menneskerettigheder undertrykkes, og hvor faciliteter i vidt omfang baseres på arbejde under slavelignende vilkår?

Ministeren.

Tak for det, og tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg deler selvfølgelig opfattelsen af, at spørgsmål om menneskerettigheder og ikke mindst også arbejdstagerrettigheder er helt centrale. Det er centrale værdier for det danske samfund og også for vores virksomheder, når de bevæger sig ud i verden, og det gælder selvfølgelig også i forhold til Vækstfondens investeringer.

Vækstfonden, som nu er en del af Danmarks Eksport-og Investeringsfond, skal jo som bekendt støtte danske virksomheders vækst og også forretningsudvikling. Og et sted, hvor vi ser endda meget stor vækst og forretningsudvikling, er inden for gaming. Jeg tror, der er rigtig mange børnefamilier, ikke mindst, der kan skrive under på, at der er godt gang i den branche. Det er en branche, hvor danske virksomheder markerer sig, og hvor der er store muligheder også for danske virksomheder.

EIFO, som fonden nu hedder, skal selvfølgelig sikre ordentlige standarder i de virksomheder, der investeres i for skatteborgernes penge. Det betyder konkret, at Vækstfonden jo har forpligtet sig til at efterleve FN's retningslinjer for menneskerettigheder og også erhverv samt OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. Herudover skal fondens forretninger foretages med respekt for FN's menneskerettigheder inklusive ILO's konventioner om arbejdstagerrettigheder. Det gælder både i fondens egne forhold og i relation til dens finansieringer og investeringer.

I det konkrete tilfælde, som spørgeren spørger til her, vil jeg henvise til, at jeg har bedt fonden, altså EIFO, om at redegøre for, om alle fondens standarder er overholdt. Og når jeg har modtaget redegørelsen, vil jeg dele den med Folketinget.

Spørgeren.

Jeg vil jo sige tak. Det havde også undret mig, for jeg kender ministeren som en stor sportsentusiast, og det er jo smerteligt at se et fodbold-VM blive afholdt i Qatar, og det er smerteligt at se ens barndomsklub blive købt af en amerikansk kapitalfond. Jeg har jo fuldstændig forståelse for ministerens følelser i den her sag, og derfor er jeg også glad for, at ministeren vil gøre noget.

Jeg vil godt lige læse op, hvad der faktisk står i Vækstfondens manual. Der står: Ansvarlighed og samfundsafkast er to af de pejlemærker, Vækstfonden styrer efter i vurderingen af projekter. I forvaltningen af Vækstfondens indsats er det vigtigt, at en virksomhed ikke blot er økonomisk bæredygtig, men også bæredygtig i samfundsmæssig forstand. Det gælder både i forhold til mennesker, miljø og samfund, som Vækstfonden er en del af. Vækstfonden foretager således vurdering af samfundsansvar, herunder risici for negativ indvirkning på menneskerettigheder, miljø, antikorruption, som er en del af Vækstfondens due diligence.

Kan ministeren ikke allerede nu løfte sløret for, om det med den her klare målsætning, som Vækstfonden har, kan være særlig hensigtsmæssigt, at man støtter og faktisk står bag kæmpemæssige arrangementer i et land som Abu Dhabi?

Ministeren.

Jeg tror, jeg vil henholde mig til det, som kan være et grundlag for en videre dialog med Folketinget, nemlig at nu beder jeg om en redegørelse for det her konkrete arrangement, og det er jeg glad for spørgeren også synes er en ganske udmærket idé. Og så kan man jo læse Vækstfondens retningslinjer for det, deres aktiviteter, og de er som gengivet af spørgeren. Og når jeg har modtaget den redegørelse, deler jeg den hjertens gerne med Folketinget, og så kan den jo danne grundlag for en videre diskussion af det her.

Det er klart, at der jo er investeringer, som foretages af Vækstfonden, og der er investeringer, som med Vækstfondens midler er med til at skabe rigtig mange danske arbejdspladser, og det betyder også, at danske virksomheder selvfølgelig skal have lige konkurrencevilkår med andre virksomheder, også uden for landets grænser. Men den diskussion må høre sammen med den diskussion, som eventuelt måtte komme, når vi ser redegørelsen fra Vækstfonden.

Spørgeren.

Der er ingen grund til at trække det her i langdrag, formand, for svaret er jo fuldstændig klart fra ministerens side. Jeg ser frem til, at vi efter den redegørelse, som ministeren har indkaldt fra Vækstfonden, og som bestemt er velplaceret, altså at de skal komme med en redegørelse for, hvad det er, de har lavet i Abu Dhabi, kan få en diskussion, eventuelt om det er nødvendigt at lave retningslinjerne for Vækstfonden om. Så jeg vil sige tak til ministeren.

Er der bemærkninger fra ministeren? Nej. Så ser jeg spørgsmålet som afsluttet. Tak til spørgeren, tak til erhvervsministeren.

Så går vi til næste spørgsmål, og det er til social- og boligministeren af Karina Adsbøl.

Værsgo for oplæsning.

Tak for det. Hvad mener ministeren om, at der ingen regler er for, hvor lang tid forældre må vente på svar, når de søger hjælp til at passe børn, der er syge og mistrives, og hvad agter ministeren at gøre ved det?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Og tak for den evige ihærdighed med at tage de her ting op. Jeg har været ordfører på området for efterhånden nogle år siden, og det er jo en tilbagevendende ting – desværre – at ventetiderne er for lange. Og der skal slet ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener, det er uacceptabelt lang tid at gå at vente på at få en afgørelse. Det er jo faktisk meningen, at vores velfærdssamfund skal være en hjælp. Og jeg tror sådan set, at hvis man er i den modtagende ende her og skal gå og vente i 7 måneder på at få en afgørelse, opfatter jeg det nok mere som en snubletråd end som en decideret hjælp, fordi det er en uafklaret situation at stå i.

Og jeg vil gerne give et tilsagn her i dag. Jeg har ikke kunnet nå at afklare økonomien i det, men tænkte, at jeg alligevel vil tilkendegive et tilsagn om at undersøge, hvad det koster at få Ankestyrelsen til at lave en ordentlig praksisundersøgelse på det her område. For selvfølgelig duer det ikke, at man skal gå og vente i så lang tid, og det synes jeg vi skal prøve at gå til. Så jeg vil gerne give det tilsagn, at jeg prøver at finde ud af, hvad det koster. Og herefter har jeg selvfølgelig også et ønske om at få sat det i gang.

Så vil jeg sige, at jeg jo også synes, det vidner om noget andet nok så væsentligt, som der er blevet skreget på længe, nemlig at man får kigget på, hvorfor reglerne skal være så besværlige. Altså, hvorfor skal det være så ufattelig svært at have et barn med handicap i det her samfund? Altså, hvorfor skal det være sådan, at man som forældre har en fornemmelse af at skulle løbe fra det ene kontor til det andet og skulle kæmpe for hver eneste bøjet femøre i forhold til de rettigheder, man egentlig har i serviceloven?

Der er altså en dyb problemstilling i forhold til det, og det betyder jo, at der er en stigning i antallet af personer, der får det, der hedder tabt arbejdsfortjeneste, simpelt hen fordi hele familier braser sammen under vægten af det her, og børnene for manges vedkommende ender med at have skolevægring i så lang tid, at forældrene ender med at skulle være på tabt arbejdsfortjeneste, selv om det slet ikke var det, man ville fra starten af. Sådan er det for en hel del af dem, som afspejler den stigning, der ligger i spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste. Og jeg vil også godt give tilsagn om, at det er noget af det, vi kommer til at kigge på som regering – altså hele den organisering, der er af handicapområdet. Det har vi også skrevet om i regeringsgrundlaget.

Spørgeren.

Altså, jeg vil sige til ministeren, at vi sådan set ikke behøver nogen praksisundersøgelse, for det viser sig jo, at de her sagsbehandlingstider er alt for lange, og flere af kommunerne har ikke engang selv noget overblik over, hvor lange deres sagsbehandlingstider er. Jeg har selv været inde at kigge i dag – jeg er glad for, at jeg i sin tid var bannerfører for, at det her skulle offentliggøres på kommunernes hjemmesider, så familierne kan følge med – og der står jo på mange af kommunernes hjemmesider, at ventetiden er sådan cirka 8 uger. Og det er faktuelt sådan, at familier skal kæmpe i dag, når de har et barn med handicap, og de skal kæmpe rigtig meget. Et er, at man skal være forælder for sit syge barn, noget andet er, at man sådan set også skal være socialrådgiver og jurist og alt andet oveni.

Så derfor vil jeg spørge: Hvordan hjælper det der med, at der kommer en praksisundersøgelse, familierne helt praktisk nu og her? Vi har bl.a. den her artikel fra DR, og der er andre artikler, vi kan nævne, og det er et tilbagevendende problem. Man må da som krav kunne stille til kommunerne, at de simpelt hen overholder deres egne sagsbehandlingsfrister. Altså, det er jo kommunalbestyrelsen, der sætter de her vejledende frister på deres hjemmeside, og dem kan de ikke engang selv overholde.

Så derfor er min bekymring nu, at så kommer der en undersøgelse – og vi ved jo sådan set godt, hvor galt det står til på det her område – så vi har nok mere brug for noget handling. Jeg tænker, familierne har brug for noget handling og et svar fra ministeren, som lyder: Ja, der kommer handling; det er uacceptabelt; man skal ikke gå over et halvt år og vente på svar på en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, for imens kan familien gå i opløsning. Det kan ende med skilsmisse. Der er også en husleje, der skal betales, og der skal mad på bordet. Så jeg tænker, om ministeren ikke kunne gøre det lidt bedre, i forhold til om der kommer en praksisundersøgelse?

Ministeren.

Altså, jeg tror sådan set heller ikke, at praksisundersøgelsen på den måde er det, der hjælper. Det, jeg tror hjælper, er, at vi ændrer på handicapområdet. Altså, vi har jo grundlæggende bygget et system op, hvor det er sådan, at hvis man får et barn med handicap, har vi i vores samfund en forventning om, at vi har et velfærdssamfund, der hjælper. Men rigtig mange af dem, der får et barn med handicap, oplever simpelt hen det omvendte, nemlig at det er den ene snubletråd efter den anden, fordi man skal rende fra Herodes til Pilatus.

Der er så også lange sagsbehandlingstider, men en del af det handler simpelt hen om, at vi har bygget et fuldstændig vanvittigt system op omkring, hvad der skal til for at få tilkendt ting, man har ret til ifølge loven. Og det er jo en forandring af det system, der skal hjælpe borgere med handicap. Praksisundersøgelsen kan så hjælpe os med at få kommunerne til at gøre det, de egentlig skal.

Spørgeren.

Jeg er sådan set helt enig i, at det specialiserede område trænger gevaldigt. Det er den ene ting, og det er jo en lang proces. Man skal i gang, man skal sætte arbejdet i gang. Men nu og her tænker jeg på, hvordan man kan hjælpe de familier, der i øjeblikket oplever en lang sagsbehandlingstid med hensyn til at få for tabt arbejdsfortjeneste for at passe deres barn, og det er jo noget, som ministeren kan handle på nu og her. Det andet er jo et større reformområde, som skal i gang.

Så hvordan vil ministeren nu og her hjælpe de familier? Vil ministeren tage fat i KL og sige: Var det ikke en idé, at I overholder jeres egne sagsbehandlingsfrister? Eller hvad agter ministeren at gøre, når ministeren kommer tilbage til ministerkontoret her i dag?

Ministeren.

Jeg vil sige i forhold til det der med, hvad der kan hjælpe i morgen, at det er der jo ikke noget der kan. Altså, prøv at høre her: Det her er jo en problemstilling, vi to har diskuteret med hinanden, i lige så lang tid som vi begge to har beskæftiget os med socialområdet. Så hvis der er nogen, der prøver at bilde nogen ind, at man bare kan ændre på det med et fingerknips, så mener jeg simpelt hen, at man siger noget, der er urigtigt. For det kan man ikke. Det er faktisk sådan, at de rent lovgivningsmæssigt er forpligtet til at behandle sagerne så hurtigt som muligt. Og det der »som muligt« er jo elastik i metermål.

Så det, man kan sige, når der er en kæmpe stigning i et område, sådan som der er her, er, at »som muligt« bliver de der meget lange sagsbehandlingstider, og jeg spørger bare helt fundamentalt set, hvorfor det overhovedet er, at man som forældre skal opleve at skulle igennem alle de sagsgange. Det kunne være, at det var dem, vi skulle gøre noget ved. Det hjælper ikke i morgen, for det er jo rigtigt, at det er et stykke reformarbejde. Men jeg tror sådan set, at det er det, der er den realistiske vej til at forandre på noget.

Spørgeren.

Ja, men det, jeg egentlig har brug for, er, at ministeren giver familierne et svar i forhold til de konkrete sager om tabt arbejdsfortjeneste, som jo netop har været oppe, og som DR også har fulgt, og som man har haft familier på banen for at fortælle om. Der er der rigtig lange sagsbehandlingstider, og det er jo noget, jeg tænker at ministeren godt kan gøre noget ved nu ovre i ministeriet eller række ud til KL for ligesom at sige: Hvordan kan vi løse det her i fællesskab? Hvordan vil I sikre, at I overholder jeres egne frister, som står på jeres hjemmeside?

Så jeg skal bare forstå: Vil ministeren vente på hele reformarbejdet? Altså, der er jo nogle ting, man godt kan gøre nu, uden at man går i gang med det hele. Selvfølgelig skal man have et kæmpestort reformarbejde. Det er jo ikke kun sagsbehandlingsfristerne på tabt arbejdsfortjeneste; det er selvfølgelig hele området. Men nu og her står der familier, som har brug for hjælp.

Ministeren.

Jeg kan jo godt forsøge at stikke alle mulige blår i øjnene, for jeg kan altid indkalde KL til et eller andet møde. Men der har vi også begge to arbejdet på feltet så mange gange, at det ved vi er sket, jeg ved ikke hvor mange gange, og det løser ikke problemet. Og det vil sige, at vi jo godt kan fremstå enormt slagkraftige ved at sige, at så vil jeg indkalde den ene og den anden, og så vil jeg sende et brev til den ene og den anden.

Virkeligheden er, at det her område på lange stræk er ødelagt. Det kan ikke det, det fundamentalt set skal, og det er jo det stykke arbejde med at reparere på det, jeg mener skal sættes i gang. Ellers kan vi to underholde hinanden de næste 10 år med, at man skal sende et brev til kommunen, eller at man skal indkalde dem til et eller andet møde. Jeg tror ikke på det. Jeg tror, vi skal lave det stykke reformarbejde, og det tror jeg er det eneste, der virker.

Så siger jeg tak til spørgeren og tak til social- og boligministeren.

Vi går til det næste spørgsmål, som er til beskæftigelsesministeren af hr. Pelle Dragsted.

Værsgo.

Tak, formand. Det er et meget enkelt spørgsmål: Hvorfor vil regeringen tage en fridag fra danskerne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det handler kort sagt om den tid, vi står i. Vi afskaffer selvfølgelig ikke bare en helligdag for at afskaffe den; det handler om at skaffe finansiering. Med krigen i Ukraine er truslen mod Danmark rykket tættere på; der er behov for, at vi tager hånd om vores fælles sikkerhed. Derfor har vi i regeringen foreslået, at vi afskaffer en helligdag, og at det skal ske ved lov. På den måde sikrer vi også, at alle bidrager, også dem, der ikke er omfattet af en overenskomst. Og lad mig i den ombæring også slå fast, at vi naturligvis sikrer, at man får løn, når man arbejder mere.

Er det den eneste vej til at finde finansiering? Nej, det er det ikke. Der er altid alle mulige forskellige ting i spil, når man gerne vil skaffe penge. I regeringen synes vi, at det her er en solidarisk vej frem, og jeg tror også bare – hånden på hjertet – at man må stå ved, at vi ikke kan overkomme både krig i Europa, klimakrise, udfordringer herhjemme og investering i vores fælles velfærd, hvis vi ikke hver og en er klar til at yde noget mere. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Jamen det her er jo egentlig ret simpelt. Altså, regeringen kommer som en tyv om natten og vil stjæle en forårsfridag fra danske lønmodtagere, og det er en ualmindelig skidt idé, fordi danske familier i forvejen arbejder meget, og det, som danskere efterspørger, er at have mere tid sammen med familien. Nu gør regeringen det stik modsatte. Den tvinger danskerne til at skulle arbejde en dag mere – noget, der ellers er en forlænget weekend, hvor man kan være sammen med sin familie. Den her dag, som vi selv har haft mulighed for at bestemme over, bliver det fremover arbejdsgiverne, der bestemmer, hvad vi skal bruge til – altså mindre frihed til danske lønmodtagere.

Lønmodtagernes organisationer og lønmodtagerne er med god grund rasende over det her, og ser man på de målinger, der er lavet, så er der også et stort flertal i befolkningen, der er lodret imod at skulle opgive den her fridag sammen med familien. Det bringer mig til det, som jeg egentlig synes er noget af det værste ved den her sag, nemlig det enorme vælgerbedrag, som den er udtryk for, for vi har jo lige været igennem et folketingsvalg, hvor alle partier har haft mulighed for at fremlægge over for vælgerne, hvad det var, man ville gennemføre, hvis man var så heldig at få regeringsmagten.

Men ikke et af de tre partier, der sidder i regering, havde ærlighed og redelighed til faktisk at fortælle vælgerne, at man ville stjæle deres fridag. Det kom man med 3 uger, en måned efter valget som en tyv om natten, hvor man meddelte, at det var altså sådan, det blev. Det havde man tænkt sig at tvinge igennem – det fik danskerne ikke lov til at tage stilling til.

Så mit spørgsmål er: Mener ministeren, at det er udtryk for respekt for vælgerne og demokratiet?

Ministeren.

Ja. Jeg mener, at det er et udtryk for respekt for demokratiet, at et flertal sætter sig sammen og formulerer nogle visioner for vores land, også nogle større visioner end bare lige at klare sig igennem. Det kræver også noget finansiering. Jeg mener helt reelt også, at det er en demokratisk proces, at et flertal sætter sig sammen og siger: Okay, vi vil gerne løfte det fælles forsvar, og det vil vi selvfølgelig gerne finansiere, og det gør vi på den her måde.

Spørgeren.

Nu har ministeren jo selv indrømmet – og tak for det – at man sagtens kunne finansiere de her forsvarsudgifter på anden vis; så det er lidt noget spin, regeringen kører med, når man kobler det her til vores nationale sikkerhed. Jeg synes faktisk også, at det er lidt usmageligt at tage den alvorlige situation som gidsel for det her.

Men i forhold til spørgsmålet om det demokratiske: Altså, er det ikke sådan, at hvis man skal foretage nogen store indgreb i almindelige familiers hverdag, bør de også have mulighed for at tage stilling til det på valgdagen? Mener ministeren virkelig, at det her med at komme bagefter som en overraskelse og stjæle danskernes fridag er udtryk for demokratisk adfærd?

Ministeren.

Ja. Jeg mener, at det er et udtryk for demokratisk adfærd. Og ja, jeg synes faktisk også, at det er fornuftigt og sundt, at vi har et Folketing, hvor der også er plads til, at vi træffer beslutninger mellem valgkampene, og at vi også finder hinanden. Der kan opstå forskellige scenarier, hvor vi skal finde finansieringen, og jeg tror, at både spørgeren og jeg har siddet inde i forhandlingslokaler og skulle finde penge til det, vi gerne ville. Og her skal der selvfølgelig være plads til, at et flertal kigger hinanden i øjnene og gør det i fællesskab med hinanden.

Så har vi en medspørger. Det er fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at læse et citat op for ministeren:

»Jeg vil gerne minde om, at det er et centralt element i den danske aftalemodel, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering overlader den løbende regulering af løn- og ansættelsesvilkår til arbejdsmarkedets parter. Det gælder f.eks. også spørgsmål om frihed med og uden løn på helligdage«.

Det er fra hr. Peter Hummelgaard, den tidligere beskæftigelsesminister fra Socialdemokratiet, den 21. april 2021. Det gør det klart, og det er jo også en af årsagerne til, at vi historisk er vidne til, at fagforeningsformænd sammen siger fra over for det angreb, der er på lønmodtagerne fra regeringen, i Politiken, og at vi ser flere sige fra over for, at man vil tage en af fridagene. Derfor vil jeg gerne spørge, om ministeren er uenig i den tidligere beskæftigelsesministers citat.

Ministeren.

Tak. Det citat er i relation til, at han bliver spurgt om fleksible helligdage og om, om man ikke politisk lige skulle håndtere, at lønmodtagerne kunne få nogle fleksible helligdage, og at der er plads til at kæmpe det ind i sine overenskomster. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Jeg er også enig i, at vi grundlæggende skal have respekt for den danske aftalemodel, og det har både jeg og regeringen også.

Medspørgeren.

Jeg mangler lidt at høre, om ministeren er enig eller uenig i, at det eksempelvis også gælder spørgsmålet om frihed med eller uden løn på helligdage, og her vil jeg gerne supplere, for rigtig meget af det – nu forhandles der i industrien – følges op af lokalaftaler, hvor tillidsvalgte får sikret nogle helligdagstillæg og får knoklet nogle resultater igennem der. Vil regeringen bare snuppe dem, eller kan vi få en garanti fra ministeren for, at der ikke er nogen lønmodtagere, der kommer til at miste deres tillæg?

Ministeren.

Nej, den garanti kan jeg ikke give, men i det hele taget vil jeg da godt sige, at med hensyn til det her lovforslag arbejder vi på højtryk for, at alle detaljerne kommer på plads, så vi kan komme frem med det, og så synes jeg, at vi skal diskutere hver eneste lille del af, hvad ordføreren har behov og mulighed for at dykke ned i. Så svarer jeg selvfølgelig meget gerne, men vi er nødt til at have det konkrete lovforslag, og det arbejder vi på højtryk for at få frem.

Så går vi tilbage til spørgeren, hr. Pelle Dragsted, for et enkelt spørgsmål.

Men det, som ministeren lige har svaret, er jo dybt bekymrende. Altså, det, som ministeren lige har stået og sagt, er, at tillæg, som lønmodtagerne har tilkæmpet sig i den danske aftalemodel i deres overenskomster, kan regeringen ikke garantere at man ikke kommer og stjæler fra dem; man giver altså arbejdsgiverne en betydelig besparelse den dag, hvor lønmodtagerne skal arbejde mere og kommer til at miste tillæg. Det betyder en tilbagegang i månedslønnen for dem, som arbejder store bededag. Må jeg bare bede ministeren om at gentage, at man ikke kan garantere, at man ikke vil tage løn op af lommerne på danske lønmodtagere ved et politisk indgreb?

Ministeren.

Jeg vil meget gerne gentage, at det helt konkrete lovforslag er lige på trapperne, og så kommer vi til at kunne se alle detaljer i det i sin helhed. Så diskuterer jeg det selvfølgelig også meget gerne, men jeg vil også bare meget gerne her helt ærligt stå og sige, at det, regeringen vil, er, at vi har en helligdag mindre i vores land, og at vi ved lov gør en helligdag til en almindelig arbejdsdag. Ja, og det har selvfølgelig nogen betydning for, at vi skal arbejde mere. Det siger vi også helt åbent og ærligt.

Så siger jeg tak til spørgeren.

Vi går til næste spørgsmål, som også er til beskæftigelsesministeren af fru Victoria Velasquez.

Værsgo.

Hvorfor vil regeringen forringe pensionsvilkårene for nedslidte lønmodtagere?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi har jo netop med regeringsgrundlaget lagt en række forslag frem til, hvordan vi kan fremtidssikre, og hvordan vi også for nogles vedkommende kan forenkle, men også hvordan vi kan reformere vores samfund også på beskæftigelsesområdet, sådan at vi kommer styrket ud på den anden side. En af de ting, der ligger i det, er, at vi kigger på vores pensionssystem, som er et af verdens bedste – det skal det også være i fremtiden, inklusive en mulighed for at kunne trække sig værdigt tilbage.

Men ja, det er en helt central del af regeringens reformprogram, at vi vil sammenlægge tidlig pension og seniorpension. Det forslag handler i mine øjne om at finde de rette balancer. Vi har to ordninger i dag, nemlig tidlig pension og seniorpension, og de giver begge mennesker med lange arbejdsliv mulighed for at kunne trække sig tidligere tilbage. Det vil vi gerne forenkle, så to ordninger bliver til en, og jeg er da helt ærlig omkring, at sammenlægningen i fremtiden vil betyde, at der er lavere ydelse og færre år på tidlig tilbagetrækning for dem, der visiteres til ordningen, men samtidig vil det jo også for andre betyde det omvendte, nemlig at nogle af dem, der er på det, som vi kender som Arnepensionen, vil opleve forbedringer; at man kan være på den i længere tid, og at man får en højere ydelse. Det vil sige, at der er vigtige balancer i det her, som trækker begge veje, og det er vi fuldstændig ærlige omkring.

Samlet set vil der med vores forslag til en tilbagetrækningsordning være færre udgifter, men der er samtidig også nogle vigtige balancer. Tak for ordet.

Spørgeren.

Lad mig nævne Alice Bomholt fra Horsens. Hun har slidgigt og tager smertestillende medicin hver dag for at kunne klare hverdagen og kunne gå på arbejde, og hun havde udsigt til at kunne gå på seniorpension som 62-årig, fordi hendes helbredsproblemer er så alvorlige, som de er. Den mulighed vil Socialdemokratiet nu fjerne. Titusinder af mennesker som Alice vil nu være vidne til et pensionstyveri. Flere risikerer at miste tusindvis af kroner om måneden, flere mister flere år af deres pensionsalder – 3 år for Alices og tusindvis af andres vedkommende. Og så taler ministeren om balance i et lokale, hvor folk har rigeligt med fine pensionsordninger, men når det drejer sig om de allermest nedslidte i vores samfund, vil man fratage dem 3 år.

Mener ministeren, at det er rimeligt, at Alice og de andre af de allermest nedslidte i vores samfund, skal miste 3 år af deres år på pension og risikere at miste flere tusinde kroner om måneden?

Ministeren.

Jeg synes, at spørgeren skal passe på med at få fortalt hele den danske befolkning og alle de mennesker, der har seniorpension i dag, at de nu mister alt, hvad de har, for det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Jeg synes også, man skal passe på med at tale om seniorpensionen som noget, man ved at man får lige om lidt. Altså, hvis man har en læges ord for, at man kan få det, er der åbent for seniorpensionen – vi har jo ikke lavet reformen endnu – og hvis man ikke har en læges ord for det, er det vigtigt at holde fast i, at det her er en visitationsordning, modsat den anden indgang via Arnepensionen, som er noget, man har ret til og kan planlægge efter.

Spørgeren.

Socialdemokratiets tidligere beskæftigelsesminister hr. Peter Hummelgaard sagde ellers om seniorpensionen den 12. september 2022 til DR – der var han lidt mere klar i spyttet over for nogle af de her mennesker – at det her drejer sig om folk, der er for syge til overhovedet at være på arbejdsmarkedet. De mennesker forsvinder jo ikke, fordi man laver en lov om. Det her er nogle folk, som ikke har alderen lige nu, men som senere ville kunne få retten til seniorpension, og som nu får den frarøvet. Derfor vil jeg bare spørge, om ministeren er enig med hr. Peter Hummelgaard her i forhold til seniorpensionen, altså i, at dem, der mister de 3 år, er nogle, der er for syge til overhovedet at være på arbejdsmarkedet, og som man nu vil have skal blive på arbejdsmarkedet.

Ministeren.

For det første synes jeg igen, at ordføreren skal passe på med at få det til at lyde, som om der er folk på seniorpension, som vi nu tager 3 år fra. Det kan skabe en utrolig utryghed, og jeg er med på, at hver gang vi politikere ændrer på ordninger, sidder folk og er bange for, om det betyder, at de mister det, de har. Det her er noget, der peger ud i fremtiden. Og så handler det om visitationsordninger. Det vil sige, at det ikke er noget, man kan planlægge sin alderdom efter – modsat nogle af de andre ordninger, f.eks. Arnepensionen, altså retten til tidlig pension, som man kan have i hånden, og som man ved at man har ret til om 4 år.

Så har vi en medspørger. Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Mange tak. Jeg synes, det er noget frækt, at ministeren beskylder fru Victoria Velasquez for at skabe utryghed. For dem, der skaber utryghed i den her situation, er regeringen. Lad mig nævne Claus Nielsen. Han har mistet sit ene ben for mange år siden. Alligevel har han arbejdet i 37 år, men med voksende smerter. Han tager smertestillende medicin hver dag, og det har han gjort i 20 år. Og han havde set frem til – inden for de visitationsregler, der er – at kunne trække sig tilbage snart og ikke længere skulle gå på arbejde med store smerter. Med det indgreb, som regeringen har gennemført, er han tvunget til at arbejde 3 år mere med smerter, med nedslidning. Det er konsekvenserne af den her massive forringelse af seniorpensionsordningen. Så mit spørgsmål er: Hvad vil ministeren sige til Claus Nielsen og de tusinder af andre danskere, som nu må gå på arbejde med smerter?

Ministeren.

Jeg er med på, at hver gang vi politikere åbner for forandringer af ting, der vedrører menneskers hverdag, så vil der sidde nogle, der er nervøse for, hvordan det falder ud. Derfor synes jeg også, det er enormt vigtigt at have en ærlighed omkring det her: at det på den ene side handler om at forenkle et system, men på den anden side også at fremtidssikre det. Og det, der har været så utrolig vigtigt for Socialdemokratiet, er jo netop at have et blik for de mennesker, som har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet – hvor det hele ikke skal handle om at skulle visiteres af en læge, men at der faktisk er noget, man kan planlægge efter, når man er blandt dem, der har haft de her arbejdsliv. Og derfor er jeg så glad for, at tidlig pension videreføres, fremtidssikres og ovenikøbet forbedres. Nu samler vi det i to ordninger. Vi vil også i fremtiden have et arbejdsmarked, hvor vi holder hånden under mennesker.

Medspørgeren.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste i det her land, som har haft det indtryk, at nedslidte danskere, altså dem, der er blevet nedslidt af deres arbejde, var noget, der lå Socialdemokraterne på sinde. Det har man talt op og ned ad stolper om i de sidste mange år. Og hvad er det første, man gør, når man så danner en regering sammen med højrefløjen? Det er at forringe vilkårene for den her gruppe. Kan ministeren forstå, hvis der sidder nogen lønmodtagere derude og føler sig godt og grundigt snydt af Socialdemokratiet?

Ministeren.

Jeg kan så klart bekræfte, at det stadig er en problemstilling, der i den grad optager Socialdemokratiet.

Så går vi tilbage til spørgeren, fru Victoria Velasquez, for et spørgsmål. Værsgo.

Tingene bliver blandet sammen. Det her drejer sig om nogle, der er for syge til overhovedet at være på arbejdsmarkedet – for at tage tidligere beskæftigelsesminister hr. Peter Hummelgaards ord for det. Vi havde også tidligere beskæftigelsesminister fru Mette Frederiksen , der sagde, at hun angrede den aftale, man havde lavet om førtidspension og fleksjob. Det her er nogle af dem, som er så syge, at de ikke kan være på arbejdsmarkedet mere. Så lad os lige fokusere på dem i stedet for at begynde at snakke om nogle andre. Det er de her mennesker, man nu vil fratage 3 år af deres pensionsalder, og man vil sænke deres ydelse. Ministeren bliver nødt til at være ærlig og indrømme: 1) at det her var man ikke ærlig over for vælgerne om under valget, og 2) at det her er en konkret forringelse for titusinder af de allermest nedslidte i vores samfund.

Ministeren.

Jeg mener faktisk, at der er en stor ærlighed i det her – inklusive jo også, at for dem, der er på Arnepension, vil det her være en forbedring. Og så er der nogle andre balancer, i forhold til at det, vi kender som seniorpensionen i dag, ikke vil være der i fremtiden. Der vil være en anden indgang ind i Arnepensionen, som er en visitationsordning, og som vil se anderledes ud end det, vi kender som seniorpensionen i dag, bl.a. ved at være kortere. Men det betyder jo ikke, at vi ikke også i fremtiden vil have ordninger for mennesker, der er for syge til at arbejde i det her land, også selv om de ikke er meget tæt på pensionsalderen. Og det synes jeg at vi har et fælles ansvar for også fortsat at have.

Så siger jeg tak til spørgerne og tak til beskæftigelsesministeren.

Så går vi videre til næste spørgsmål, som er til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Peter Skaarup.

Hr. Peter Skaarup for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Mange tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Er ministeren enig i, at det er et opgør med hjemsendelsespolitikken, når det fremgår af regeringsgrundlaget, at den nye SVM-regering vil give opholdstilladelse til f.eks. unge kvinder fra Syrien, som har mistet deres opholdstilladelse, hvis de uddanner sig inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Svaret er: Nej, det er ministeren ikke enig i. Regeringens udlændingepolitik baserer sig på grundpillerne i udlændingelovgivningen, og regeringen holder fast i, at ophold som flygtning i Danmark er midlertidigt. Vi vil heller ikke ændre reglerne for, hvornår der skal ske inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til flygtninge. Samtidig mener vi, at det er fornuftigt at justere lovgivningen, hvis den ikke fungerer hensigtsmæssigt, og vi har jo i den seneste tid set en del eksempler på, at udlændinge har mistet deres opholdstilladelse, til trods for at de var i gang med at uddanne sig inden for områder, som vi lige nu står og mangler arbejdskraft inden for i Danmark, eksempelvis sundhedssektoren. Det synes vi ikke er hensigtsmæssigt, og derfor ønsker vi at give fortsat ophold til visse udlændinge på den måde, fordi de har vist, at de er interesseret i at være en del af det danske samfund. Tak for ordet.

Spørgeren.

Jeg forstår ikke rigtig svaret her fra ministeren, for man siger, at man ikke vil ændre lovgivningen, men alligevel vil man gerne se på sagen og se på tingene, som ministeren siger. Det, der for mig står tilbage, er et indtryk af, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som sidder i regering, i virkeligheden gerne vil lempe udlændingepolitikken på et centralt område, som i hvert fald et stort flertal i Folketinget har stået bag igennem en del år, nemlig hjemsendelsespolitikken. Altså, når man kommer til Danmark som flygtning, skal man tage tilbage til ens hjemland, når der er mulighed for det.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om noget helt konkret. Ministeren har under valgkampen udtalt følgende til DR i forbindelse med en historie om en 20-årig kvinde, Mariam Karim, som var i gang med at uddanne sig til sosu-assistent, men som så skulle forlade Danmark – og jeg citerer lige, hvad det var, ministeren sagde under valgkampen:

»Jeg forstår godt, at de her enkeltsager vækker følelser, og at man kan have stor sympati for udlændinge, der ønsker at leve i Danmark. Men vi er helt inde i kernen af dansk udlændingepolitik: Når man er her som flygtning, så er man her midlertidigt. Og det gælder uanset, om man er ledig, i arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven.«

Hvordan hænger det, som ministeren her har sagt i valgkampen, sammen med det regeringsgrundlag, der jo altså åbner for, at man vil give opholdstilladelse til folk, der ellers skulle sendes hjem?

Ministeren.

Jamen det, jeg blev stillet over for i valgkampen, var spørgsmålet om, hvorvidt jeg som minister skulle gå ind og pille ved den sagsbehandling, som foregik af den konkrete kvinde. Og der kan jeg sige helt klart og utvetydigt, at jeg som udlændingeminister aldrig kommer til at sidde og rode med enkeltsager og sige, at fordi der er en, der har været i fjernsynet og har taget sig godt ud, så skal man give vedkommende en opholdstilladelse. Det kommer til at foregå i Udlændingestyrelsen, i Flygtningenævnet og de andre relevante steder, og der kommer man til at rette sig efter lovgivningen, for alle er lige for loven. Og hovedreglen i dansk flygtningepolitik – det, der oprindelig blev spurgt til i det her spørgsmål – er fuldstændig, som den hele tiden har været: Når man kommer som flygtning, kan man være her, indtil det land, man kommer fra, er sikkert igen, og så skal man vende hjem.

Spørgeren.

Vil det sige, at regeringen, når den i regeringsgrundlaget skriver, at man vil lægge op til ændringer, ikke vil ændre noget? Er det i virkeligheden det, ministeren står og siger her i Folketinget i dag? For så har vi jo en ny situation. Så vil regeringen ingenting gøre. Eller hvad ligger der egentlig i det, som står i regeringsgrundlaget, og som for mig at se, for Danmarksdemokraterne at se er et klart brud med den hjemsendelsespolitik, som Socialdemokratiet gang på gang har sagt er led i den stramme udlændingepolitik, og at den holder de fast ved?

Ministeren.

Jeg tror, spørgeren gør så lidt dårligere begavet, end spørgeren egentlig er, når det bliver stillet op på den her måde. Det er sådan allerede i dag, at hvis man tager ophold på baggrund af erhvervsordningerne, kan man godt søge opholdstilladelse på baggrund af dem i stedet for at have eksempelvis opholdstilladelse på baggrund af asyl. På samme måde vil man have mulighed for med de her uddannelsesordninger i den periode, hvor man uddanner sig til nogle erhverv, som man vil kunne få opholdstilladelse på baggrund af gennem erhvervsbeskæftigelsesordningerne, også at få opholdstilladelse. Så der er ikke ændret noget i hovedprincippet. Der er givet en mulighed for, at en relativt lille gruppe har mulighed for, hvis de tager en uddannelse, vi mangler uddannede fra i samfundet, så at få lov til at blive her, mens de tager den uddannelse, og selvfølgelig også bagefter, hvis de får et arbejde inden for det fag, at blive her via vores erhvervsordninger.

Så har vi en medspørger. Fru Susie Jessen, værsgo.

Tak for ordet. Jeg er glad for, at ministeren reelt siger, at det, der står i regeringsgrundlaget, ikke betyder noget. Det kan også være, at ministeren gerne vil uddybe, hvad det er, regeringen mener, når man siger, at man vil håndtere problemet med, at unge kvinder fra Syrien har mistet deres opholdstilladelse, selv om de har vist, at de vil Danmark. Betyder det her, at man vil begynde at lempe på hjemsendelsespolitikken og lade nogle blive her, fordi de har et arbejde?

Ministeren.

Nej, allerede i dag er det sådan, at hvis man søger opholdstilladelse på baggrund af en erhvervsordning – hvis man eksempelvis tjener over 452.000 kr. om året, hvis man har et fag, som vi mangler, eksempelvis sygeplejersker og nogle typer af ingeniører og andre fag – kan man få opholdstilladelse på den baggrund. Det er jo en anden type opholdstilladelse, end hvis man får asyl som flygtning. Det er jo en opholdstilladelse, hvor man, hvis man ikke har jobbet længere, ikke længere har opholdstilladelse. Det kan man allerede i dag; det er en mulighed; det har spørgerens tidligere parti også været med til at vedtage som lovgivning.

Det forlænger vi på den måde, at vi siger: Hvis man er ved at tage en uddannelse, der fører hen til et fag, som vi mangler, og som man vil få opholdstilladelse på baggrund af, har man mulighed for at gøre den uddannelse færdig og så få den opholdstilladelse. Det synes jeg er en helt rimelig ting, og det ændrer ikke ved, at det er sådan, at man som flygtning i Danmark er her midlertidigt, og når ens land er sikkert, som f.eks. nogle dele af Syrien er, skal man selvfølgelig vende hjem til der, hvor man kom fra.

Spørgeren.

Så vil jeg egentlig gerne bare gøres klogere på, hvad formålet med den sætning i regeringsgrundlaget er. Altså, hvad er det, man vil gøre anderledes, end man gør i dag, når man siger, at man vil håndtere problemet med de her syriske kvinder? Ministeren har bl.a. i Berlingske kaldt sig minister for leverpostej, tørklæder og badeforhæng, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er for nogle parametre, der spiller ind, når man viser, at man vil Danmark. Hvad mener man helt konkret med det her? Hvad er det helt konkret, man vil gøre?

Ministeren.

Hvis man tager den gruppe af syriske kvinder, der er, har vi jo desværre set, at der er meget, meget få af dem, som er i arbejde. Der synes jeg da, at det, at man tager del i det danske arbejdsmarked, er et ret godt tegn på, at man ønsker at blive en del af vores kultur, hvor det jo er sådan, at både mor og far går på arbejde – det er det, der er normalt i Danmark. Det synes jeg jo er et tegn på, at man er interesseret i det danske samfund. Jeg tror som min forgænger og andre også, at det nogle gange kun tager 5 minutter at blive integreret i Danmark, og det er de 5 minutter, man bruger på at beslutte sig for, at man vil være en del af det her samfund.

Så siger vi tak til medspørgeren og giver adgang til et enkelt spørgsmål fra hr. Peter Skaarup.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelserne. Jeg har bare lige lyst til at læse det, som jeg læste op for ministeren lidt tidligere, op igen bare lige for at forstå helt, hvad det er, regeringen skriver i det her regeringsgrundlag. Der sagde ministeren altså i valgkampen:

»Jeg forstår godt, at de her enkeltsager vækker følelser, og at man kan have stor sympati for udlændinge, der ønsker at leve i Danmark ... Når man er her som flygtning, så er man her midlertidigt.

Og det gælder uanset, om man er ledig, i arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven ...«.

Holder det stadig væk, minister, når man vil til at ændre lovgivningen, som jeg hører det, for mennesker, som faktisk skal vende tilbage til deres hjemland, men altså ifølge ministeren skal have lov til at blive her alligevel?

Tak! Ministeren.

Jeg tror udmærket godt, spørgeren kender den debatudsendelse, hvor jeg sagde det. Og det, der var diskussionen, var, om vi skal diskriminere dem, der er her på asylgrundlag, på den måde, at vi siger, at dem, der er i arbejde, dem, der klarer sig godt i gymnasiet, skal have lov til at blive her, mens dem, der måske ikke gør det, ikke skal have lov til at blive her. Der mener jeg grundlæggende, at når man er her som flygtning, er man udvalgt efter humanitære kriterier – hvem har behov for beskyttelse? Hvis man er her på en arbejdsopholdstilladelse eller på en uddannelsesopholdstilladelse, som vi nu forlænger det med, så er man her jo, fordi man har et arbejde, som er godt for det danske samfund. Og den dag, man ikke har det arbejde mere, kan man heller ikke være her. Så der er intet som helst, der skurrer, i forhold til hvad jeg siger nu, og hvad jeg sagde dengang. Vi kommer ikke til at sidde og udvælge folk på flygtningeopholdstilladelse, alt efter hvordan de klarer sig i gymnasiet eller på arbejdsmarkedet. Det mener jeg er en helt forkert måde at gå til det på.

Så siger jeg tak til spørgeren.

Og det næste spørgsmål, der også er til udlændinge- og integrationsministeren, er fra hr. Peter Kofod.

Værsgo at læse op.

Tak for det. Vil ministeren – med udgangspunkt i de seneste tal fra Sverige, hvorefter to tredjedele af de 5-19-årige i Malmø har indvandrerbaggrund – anerkende eller benægte, at der foregår en befolkningsudskiftning i Malmø, og tilkendegive, hvad ministeren synes om den befolkningsudvikling, der finder sted i Sverige og Malmø?

Ministeren.

Jeg tror ikke, det er min opgave som minister i den danske regering at kommentere udviklingen i Sverige, men jeg kan i hvert fald sige, at regeringen vil føre en stram, ansvarlig og konsekvent udlændingepolitik, hvor hovedmålet er, at der er styr på det antal af flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark. Det er afgørende, at vi har styr på tilstrømningen, og at vi, når vi har færre, der kommer til landet, også har kapacitet til at sikre en ordentlig integration, altså at folk kan komme i arbejde og komme i uddannelse, så vi ikke svækker den sammenhængskraft, som der er i vores samfund.

Vi skal selvfølgelig også stille krav til flygtninge og indvandrere, når de er i Danmark. Folk skal bidrage til fællesskabet og være selvforsørgende. Det gavner både vores fællesskab, men selvfølgelig også den enkelte. Det er også afgørende, at man respekterer de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Folkestyre, ligestilling, demokratisk børneopdragelse og alle de andre ting, som vi har skabt et velstående samfund ud af, insisterer vi selvfølgelig på at folk står på, men det er ikke min opgave som minister at vurdere, om et andet lands bestemte kommuner har oplevet en forkert demografisk udvikling.

Spørgeren.

Det her er det mest afgørende spørgsmål ikke bare for Danmark, men for hele den vestlige verden, for det er det spørgsmål, som fremtidige politikere ikke bare kan lave om med lovgivning. Et flertal i det her Folketing vil altid kunne hæve skatten eller sænke den, lave om på vores uddannelser eller vores velfærdsstat eller anlægge nye veje eller rive de veje op igen – alt kan laves om. Men lige præcis hvordan befolkningen er sammensat, hvem det er, vi giver statsborgerskab, vil have effekter i mange, mange generationer.

Når man ser på Sverige, må jeg bare sige, det løber mig koldt ned ad ryggen at se, hvad der foregår der, altså at høre en migrationsforsker tale om, at to tredjedele af børn og unge i svenske storbyer, her Malmø som eksempel, har indvandrerbaggrund. Altså, det kommer til at forandre det svenske samfund radikalt ikke bare de kommende år, men i mange generationer – for altid. Derfor forventer jeg selvfølgelig også, at regeringen mener noget om det. Vi deler grænser med Sverige; det var indtil for nylig ministerens partifæller i Sverige, der sad i regering; der sidder en svensker som udlændingekommissær i Bruxelles og har enorm indflydelse på hele det område. Så jeg forventer egentlig mere end en sang fra de varme lande om, at regeringen agter at føre en fast og fair udlændingepolitik. Jeg tror, de fleste danskere vil sige: Fast og fair lyder da fint. Men det her spørgsmål er simpelt hen for vigtigt til, at der bliver talt udenom, så jeg vil gerne igen bede ministeren om at besvare mit spørgsmål og måske besvare det lidt mere uddybende end under den første besvarelse.

Ministeren.

Der er ikke nogen, der taler udenom her. Der er fuldstændig konsensus i den brede midte af det danske Folketing og også den danske befolkning om, at det er altafgørende, at vi har styr på, hvor mange der kommer til landet, og integrationen, og at der er mulighed for, at folk rent faktisk tager Danmark til sig, tager del i de vaner, som vi har, bliver en del af det liv, som vi lever, går på arbejde og ikke tager nogle værdier med sig, som har vist sig ikke at være særlig bæredygtige i de lande, de kommer fra. Det er jo sådan, det er. Og hvis man indretter vores land på samme måde som nogle af de lande, som folk kommer fra, så tror jeg ikke det bliver godt for det danske samfund.

Det centrale i det er jo at stå fast på, at antallet betyder noget. Hvis man skal snakke om svensk flygtninge- og udlændingepolitik, er problemet måske det, at man i for lang tid i Sverige ikke har stået fast på – eller ikke har erkendt – at antallet har en stor betydning.

Spørgeren.

Det sidste er jeg enig i, og derfor vil jeg spørge ministeren: Når to tredjedele af børn og unge i et område har ikkevestlig baggrund eller i hvert fald udlændingebaggrund, er der så tale om befolkningsudskiftning – ja eller nej?

Ministeren.

Jeg anerkender ikke det begreb, for jeg ved, at hvis jeg svarer ja eller nej på det, bliver jeg suget ned i sådan et ormehul af forskellige konspirationsteorier, som det relaterer sig til.

Jeg anerkender, at man har en demografisk udvikling i nogle svenske byer, som jeg ikke ville ønske var der i Holbæk eller andre steder i Danmark. Og det kommer af, at der er for stort et antal, i forhold til hvor mange man kan integrere, og der skal vi i Danmark være enormt opmærksom på, at vi ikke havner i den samme situation.

Men jeg mener, at begrebet befolkningsudskiftning er knyttet til en række konspirationsteorier, som jeg ikke har lyst til at være en del af.

Spørgeren.

Jeg vil bare lige have det fuldstændig udpenslet. Når to tredjedele af børn og unge i et område i Sverige ikke længere er, og nu tillader jeg mig at sige det, svenskere, i hvert fald ikke i forhold til ophav – det kan godt være, at de tilegner sig det svenske sprog, og det kan også være, at nogle af dem bliver svenskere – så er det i hvert fald et svært udgangspunkt, altså når det er to tredjedele. Der kan man jo så kigge på tallene og se, hvordan det sådan udfolder sig i samfundet. Og det vil ministeren ikke kalde for befolkningsudskiftning af frygt for konspirationsteorier og tonen på internettet og alt muligt andet. Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at når der bliver sagt to tredjedele, er det vigtigt at huske, at af de fem største udenlandske grupper i Malmø Kommune er de tre af dem jo europæiske grupper, bl.a. danskere og polakker. Så man skal, synes jeg, være mere præcis, ligesom vi har været i denne regerings og den tidligere regerings tid, hvor man siger: Hvad er det for nogle grupper, der er svære at integrere i det danske samfund? Det er for mig at se især folk fra Mellemøsten og fra Nordafrika, og det er dem, vi skal holde øje med – ikke hvor mange svenskere eller danskere eller nordmænd der bor i et område.

Men det er klart, at det er en demografisk udvikling, og hvis man oplever, at så mange kommer fra eksempelvis Mellemøsten, så ændrer det et samfund på en måde, som jeg ikke tror er god for et samfund.

Tak til spørgeren, og tak til udlændinge- og integrationsministeren.

Næste spørgsmål er til skatteministeren af fru Trine Pertou Mach.

Værsgo.

Tak for det. Det her spørgsmål lyder i første omgang i al sin enkelhed: Hvorfor vil regeringen lade virksomhedsarvinger slippe billigere i skat end andre danskere?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Danmark har, som I ved, jo fået en ny regering – en bred regering hen over den politiske midte – og vi har sammen opstillet et ambitiøst regeringsprogram. Det har vi gjort, fordi vi har en række fælles ambitioner for vores land, bl.a. at styrke væksten og skabe fundamentet for fremtidens velfærd og den grønne omstilling.

Derfor har vi bl.a. valgt, at erhvervsstøtten skal saneres for 2 mia. kr. årligt. Vi vil anvende 1 mia. kr. til at styrke virksomhedernes fradrag for investeringer i forskning eller udvikling; innovation og nytænkning er en hjørnesten i fremtidens arbejdspladser og nye grønne teknologier. Vi vil også anvende 0,5 mia. kr. til at nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte i erhvervsvirksomheder fra 15 pct. til 10 pct., og vi vil anvende ca. 0,5 mia. kr. til at skabe en ny model for værdiansættelse.

Generationsskifte i familieejede virksomheder har de seneste år givet anledning til mange diskussioner, og der har været regelændringer under skiftende regeringer. Det har skabt usikkerhed for både virksomhedsejere og deres medarbejdere. Det er derfor denne regerings ønske at få skabt klar politisk konsensus om rammevilkårene for de familieejede virksomheder. Der er behov for ro på området; virksomheder skal kunne planlægge et generationsskifte i god tid og i vished om de skattemæssige forhold, så der bliver bedre mulighed for at prioritere investeringer i nye arbejdspladser og i den grønne omstilling.

Spørgeren.

Tak. Men spørgsmålet går lidt på, at vi undrer os over den kovending, som Socialdemokratiet har foretaget på det her område, for det er jo ganske kort tid siden, at Socialdemokratiet sammen med Radikale, SF, Alternativet og os i Enhedslisten netop tilbagerullede den her type skattelettelse til de rigeste, nemlig i forbindelse med finansloven i 2020.

Efter vedtagelsen af finansloven i 2020 udtalte Morten Bødskov, ministerens partifælle, som på daværende tidspunkt var skatteminister, at »især bo- og gaveafgiften er en helt urimelig skattelettelse til dem, der i forvejen har mest«. Det var netop derfor, vi på daværende tidspunkt var enige i det rød-grønne flertal om at ensrette beskatningen af arv og gave, så satsen blev 15 pct. på alle. Det at ændre på den igen er jo ikke at skabe ro – der er sådan set ro om det og klarhed om, hvad det kunne være, og Socialdemokraterne kunne med det rød-grønne flertal have fortsat den ro, der var på området.

Vi taler om en åbenlys gave til de allerrigeste i vores samfund, og der er ikke noget belæg og ikke noget grundlag for at antage, at den her skatterabat skulle skabe vækst og beskæftigelse. Så hvad er den politiske begrundelse fra Socialdemokraternes side for nu at ville ændre på bo- og gaveafgiften?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at afgiften ved generationsskifte frem til 2016 var 15 pct. Så satte den daværende borgerlige regering afgiften ned til 5 pct. Så kom vi, Socialdemokratiet, til magten i 2019, og sammen med det parlamentariske grundlag satte vi den op til 15 pct. Nu har vi så i en ny regering hen over midten besluttet os for at lægge niveauet på 10 pct., altså imellem de 5 og de 15 pct.

Det er udtryk for, at vi forsøger at lave en løsning, som der er konsensus omkring, og som gør, at man ikke vil opleve, at afgiften kommer til at køre op og ned, afhængigt af hvem der sidder ved regeringsmagten. Dermed vil vi skabe tryghed og sikkerhed for, at man har nogle langsigtede vilkår, man kan regne med.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra ministeren, om ministeren er enig i det, som Morten Bødskov sagde på daværende tidspunkt, nemlig at det her er en helt urimelig skattelettelse til dem, der i forvejen har allermest, men at man som led i et kompromis med en regering hen over midten accepterer, at man giver den her skattelettelse til nogle af dem, der i forvejen har allermest.

Ministeren.

Nu refererer spørgeren til citater fra hr. Morten Bødskov. Jeg tænker, man også kunne have fået nogle citater fra undertegnede; jeg har i hvert fald været i nogle samråd, tror jeg, i den seneste periode om også denne sag.

Det er jo rigtigt, at vi har haft en argumentation for, hvorfor vi syntes, at det var rimeligt, at afgiften var på 15 pct. Jeg står fuldt på mål for, at vi nu har et regeringsgrundlag, hvor vi, i lyset af at vi har en bred regering, forsøger at skabe nogle rammevilkår, som holder, og der har vi så lagt niveauet på 10 pct., og det synes jeg er fair og rimeligt.

Så har vi en medspørger. Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Det er jo lidt svært at blive helt klar på, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne mener om det her. Nu er det fair og rimeligt, og før var det en helt skæv skattelettelse til de allerrigeste. Men lad mig prøve at gøre det konkret med nogle beløb. 12,8 mia. kr. – det er den besparelse, som arvingerne til LEGO-familien får på grund af den her særlige særrabat til virksomhedsarvinger. 4,3 mia. kr. er det, som arvingerne til Bestseller-familien, altså Anders Holch Povlsen-familien, sparer og slipper billigere med ved den her særrabat til de allerrigeste. 820 mio. kr. er det, som arvingerne til Danfoss-familien kan proppe ned i lommen som følge af den her skattelettelse. Mener ministeren, at det i en tid, hvor vi har fattige familier, der dårligt kan betale regningerne, og hvor regeringen selv siger, at man mangler midler til velfærd, til klima, til forsvar, er en rigtig prioritering at proppe de her mange milliarder ned i lommerne på nogle af Danmarks allerallerrigeste individer?

Ministeren.

Man får et indtryk af, at de penge, der her bliver talt om, bliver taget fra noget andet og givet til nogle. Altså, det, det koster her, er, at vi bruger 2 mia. kr. fra erhvervsstøtten. Det var også det, jeg sagde i min besvarelse. 1 mia. kr. går til FoU-fradraget, 0,5 mia. kr. går til at sænke satsen fra 15 pct. til 10 pct., og den anden halve milliard går til at lave en model for en ny værdiansættelse. Og de penge bliver altså fundet i erhvervsstøtteordninger, og det er den finansiering, der ligger i modellen.

Spørgeren.

Altså, penge, som bliver brugt, bliver jo altid taget fra noget andet. Og nu har man den her antagelse om, at det er 1 mia. kr., man vil bruge på det her. Men jeg har nævnt nogle beløb, som er betydelig højere bare hos et par af de familier, som får glæde af det her. Så man kan vel spørge sig selv, hvordan de er nået frem til de beløb ovre i Skatteministeriet. Men det, jeg synes er særlig mærkeligt ved det her, er, at det er en særrabat. Altså, det her betyder jo, at en almindelig lønmodtager, som arver et sommerhus, skal betale en højere arveskatteprocent end en godsejersøn, som arver familiens gods, eller en virksomhedssøn, som arver familiens virksomhed. Er det udtryk for socialdemokratisk skattepolitik?

Ministeren.

Altså, vi satte procenten op til 15 pct., og det her er et udtryk for, at vi nu har en ny regering, en bred regering, og vi har jo så fundet et niveau, som ligger imellem de 5 pct., som den daværende borgerlige regering satte det ned til, og de 15 pct., som vi satte den op til. Og det står jeg selvfølgelig fuldt og helt på mål for. Men som det også er refereret her, kan man jo se, hvad den socialdemokratiske holdning har været historisk set.

Så siger jeg tak til medspørgeren. Så er der et enkelt spørgsmål fra spørgeren, fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Så kunne jeg godt tænke mig at slutte af med at høre, hvad ministeren tror at der ville være sket, hvis Socialdemokraterne havde været ærlige om, at man var villig til at flytte sig på det her, som jo ellers har været en mærkesag for Socialdemokraterne, altså at vi er for lille et land til at have store forskelle – det er et tidligere valgoplæg fra Socialdemokratiet. I kunne have undgået det her ved at bruge det rød-grønne flertal, som findes. Hvad andet bør vi kalde det her end klassekamp fra oven?

Ministeren.

Jeg er lidt usikker på det her fænomen med det rød-grønne flertal. Realiteten var jo efter valget, at der – i hvert fald hvis man lyttede til De Radikale – ikke var et rød-grønt flertal; der var et flertal i Folketinget, der ville en bred regering hen over midten. Og det her er et udtryk for, at vi er nogle partier, der har fundet sammen om at levere på det, vi faktisk også gik til valg på. Det var det, statsministeren sagde, da man udskrev valget, nemlig at vi ønskede at lave en bred regering hen over midten med minimum et borgerligt parti. Det er så det, der er lykkedes. Jeg ved ikke, om nogen havde forestillet sig, at man kunne lave sådan en bred regering, uden at man også bøjer sig mod hinanden. Og jeg er faktisk stolt af, at vi er lykkedes med ikke bare at bøje os mod hinanden, men også med at lave et regeringsprogram, som løfter ambitionerne over det, vi ellers havde kunnet hver for sig.

Så siger vi tak til spørgeren.

Vi går videre til et nyt spørgsmål til skatteministeren fra hr. Hans Kristian Skibby.

Værsgo.

Tak, hr. formand. Er ministeren enig i, at den planlagte passagerafgift på 100 kr. på flyrejser er i strid med regeringens skatte- og afgiftsstop?

Tak for det. Ministeren.

Nej, det er undertegnede ikke enig i. Regeringsgrundlaget fastslår, at der er et skattestop i Danmark. Regeringen vil ikke gøre det dyrere at være dansker eller drive virksomhed. I det omfang, der træffes beslutning om at hæve skatter og afgifter, skal andre skatter og afgifter tilsvarende reduceres. Regeringens politik betyder samlet set, at skatter og afgifter sættes ned, også selv om der indføres en afgift på flyrejser. Vi vil f.eks. gennemføre en reform af indkomstskatterne, så skatterne nedsættes med 5 mia. kr. Vi vil også nedsætte beskatningen ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder og annullere den planlagte lagerskat på selskabers ejendomsavancer og forhøje FoU-fradraget.

Det er en vigtig prioritet for regeringen at understøtte den grønne omstilling og fremskynde udviklingen af grøn transport – det gælder selvfølgelig også flytrafikken. En passagerafgift på flyrejser på gennemsnitlig 100 kr. vil gøre det dyrere at flyve, men afgiften vil samtidig gøre det muligt at indfri regeringens ambitioner om en grøn indenrigsrute i 2025 og fuldt grøn indenrigsflyvning senest i 2030. Samtidig skal provenuet bl.a. anvendes til tiltag i lufthavne og områderne omkring og en forhøjet ældrecheck.

Skattepolitikken betyder samlet set, at det ikke bliver dyrere at være dansker. Og nej, den her afgift bryder ikke med et skattestop.

Tak for det. Spørgeren.

Tak for svaret, hr. minister. Der, hvor meningerne måske brydes lidt, i hvert fald i forhold til Danmarksdemokraternes forståelse af det, der står i regeringsgrundlaget, er, hvad det konkret betyder. Indtil videre har vi kun kunnet se, at man lader skatterne stige; f.eks. øgede man jo i december måned danske virksomheders skatter med 720 mio. kr. i forbindelse med L 4 om ændringer af afskrivningsloven og investorfradragsmodellen. Man bliver måske en kende mistænksom, når så regeringen, hver gang vi spørger den, alligevel siger, at man så sandelig også har vedtaget at gennemføre et konkret skatte- og afgiftsstop.

Jeg synes jo ikke, at det virker rimeligt, at regeringen nu på en måde skynder sig at gøre det dyrere at være dansker lige her efter valget, når man så samtidig siger, at man har indgået og aktiveret et skattestop, men at de gode elementer i det skatte- og afgiftsstop så bare kommer på et senere tidspunkt. Og der vil jeg gerne høre – for at blive lidt klogere på den del af det – hvornår det er, at de gode elementer kommer, når vi nu indtil videre kun kan se, at der er stigende flyafgifter og ødelagte fradragsmodeller for afskrivning samt en planlagt toptopskat osv. Hvornår kommer de gode elementer fra skatteministeren?

Ministeren.

Jeg tror i virkeligheden, at spørgsmålet meget godt illustrerer forskellen på at være i opposition og være i regering, for jeg har også noteret mig, at Danmarksdemokraterne faktisk gik ind for Arnepensionen og ønskede, at Arnepensionen skulle fortsætte. Det er jo et sympatisk synspunkt at have, men skal det blive til virkelighed, skal det også finansieres. De forslag, vi snakker om her, er jo en del af finansieringen af det. Derfor er det nemt nok at sige i en valgkamp, at man støtter Arnepensionen; det er lidt vanskeligere, hvis man så ikke bagefter bakker det op her i salen.

Vi har så lagt et program på bordet, som gør, at man både holder fast i Arnepensionen og samlet set laver en skattepakke, der betyder skattelettelser, og det kommer vi selvfølgelig til at indfri. Og når vi laver lovprogrammet osv., kommer vi selvfølgelig også til at tilkendegive, hvornår tingene kommer.

Tak. Spørgeren.

Det findes der mange forklaringer på, men man kunne jo også, vil jeg her sige til skatteministeren, måske starte med at invitere de partier, der skal være med til at finansiere en Arnepension, til også at være med til at finde pengene, frem for at det bare nærmest bliver lovdikteret af den nye regering. Synes ministeren, at det er fair, at man ikke involverer Folketingets partier i, hvor pengene skal findes?

Ministeren.

Vi kommer til at involvere Folketingets partier, og vi kommer til at arbejde med at få bredest mulige aftaler i hus. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi brugte efteråret på først at tage en valgkamp og så en rum tid på at danne en regering. Og det kan ikke være nogen hemmelighed for nogen, der sidder herinde i Folketinget, at hvis man skal nå at gennemføre nogle af de her forslag i hast – jeg er selv afsender på to af dem – så er aftrækket meget kort.

Der er jo ikke tale om ny finansiering, så det er ikke sådan noget, der kan komme bag på hverken Danmarksdemokraterne eller nogle af de rutinerede folketingsmedlemmer, der er blevet valgt for Danmarksdemokraterne.

Så er det spørgeren for sin sidste runde.

Tak for svaret. Men det ændrer ikke på, at Danmarksdemokraterne ikke blev inviteret – og så er det jo ikke nogen skam at blive væk, vil jeg gerne have lov at sige.

Så vil jeg spørge ministeren i forhold til den her passagerafgift. Nu var ministeren inde på, hvad man gik til valg på, og de tre regeringsbærende partier gik jo til valg på, at der skulle være en passagerafgift på 0 kr., på 13 kr. eller på 80 kr. Så var det, at den nye udenrigsminister sagde, at man lavede sådan en kollektiv brainstorm, og så fandt man ud af, at afgiften skulle være på 100 kr. Hvor kom det tal fra, hr. skatteminister?

Ministeren.

Jamen er det ikke fantastisk, at det faktisk kan lade sig gøre? Det er da fantastisk, at politik betyder noget, og at politikere kan sætte sig i et rum og snakke sig til rette og finde ud af det, altså at man siger: Prøv at høre, vi har haft de her synspunkter, men tænk, hvis vi gjorde det på en anden måde og vi så kom frem til en løsning, hvor vi faktisk lægger en afgift på 100 kr. på flyrejser, og vi så kan bruge de penge både til den grønne omstilling og til at gøre noget godt for de ældre, der har mindst.

Dette er jo et meget, meget tydeligt vidnesbyrd om, hvad den her regering kan, nemlig at sætte sig sammen på tværs og lægge nogle af de normale skyttegravsargumenter, man har, på hylden og finde ud af, hvordan man udvikler noget i fællesskab, som alle kan se sig selv i. Derfor er jeg rigtig, rigtig glad for den her flyafgift.

Tak for det, og tak til spørgeren. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi kan gå til det næste punkt, nr. 13, og det er spørgsmål til kirkeministeren. Det er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Værsgo til spørgeren for oplæsning.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Kan ministeren have tillid til konklusionerne i advokatundersøgelsen af krænkelsessagen i Vor Frue Kirke, når man alene interviewer krænkeren, men hverken anmelderen eller de tre ofre i sagen?

Tak for det. Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det handler om en sag, som Berlingske Tidende har fulgt indgående siden maj sidste år. Den 22. maj 2022 bragte avisen nemlig en artikel om en medarbejder ved Vor Frue Kirke i København, som ifølge avisen tilbage i 1990'erne og 00'erne skulle have udvist krænkende adfærd i forskellige sammenhænge.

Den slags anklager skal man naturligvis altid tage meget alvorligt, både i folkekirken og andre steder i vores samfund. Det gælder, uanset om man som menighedsråd har arbejdsgiveransvar for en medarbejder, der anklages for krænkende adfærd, eller om man fører tilsyn med et menighedsråd, sådan som folkekirkens biskopper gør.

Den konkrete sag i Berlingske var alvorlig og omfattede bl.a. seksuelle krænkelser af en mindreårig. Selv om relationen mellem den pågældende medarbejder og den mindreårige ikke havde forbindelse til kirken, rejste Berlingskes dækning af sagen et spørgsmål om håndteringen af krænkelsessager ved Københavns Domkirke. Derfor bad Kirkeministeriet under min forgænger et eksternt advokatfirma, nemlig Kromann Reumert, om at etablere en åben indberetningsordning og bevisvurdere de oplysninger, der måtte komme. Hensigten var at sikre, at nuværende og tidligere ansatte menighedsrådsmedlemmer og andre frit kunne oplyse om deres eventuelle kendskab til tilfælde af krænkende adfærd i Vor Frue Kirke i den periode, hvor den pågældende havde været ansat.

Resultatet fremgår af den advokatrapport, som spørgeren henviser til. Hverken Kirkeministeriet eller jeg som kirkeminister kan naturligvis gå i konkrete detaljer i personsager som denne, men jeg er opmærksom på, at sagen fortsat har Berlingskes og offentlighedens interesse. Derfor har Kirkeministeriet også offentliggjort advokatrapportens sammenfatning, som er anonymiseret, så den ikke indeholder konkrete personoplysninger.

Tak for det. Spørgeren.

Jeg kan jo ikke helt forstå, hvordan man kan bruge konklusionerne fra en advokatundersøgelse, som ikke indeholder udsagnene fra begge parter, altså fra den ene side af sagen, den, som er anklaget, og fra den anden, dem, som oplever sig som krænket. Det synes jeg jo giver lidt indtryk af, at det kun er en halv undersøgelse og måske heller ikke så respektfuldt over for ofrene. Mener ministeren, at det er en tillidvækkende proces i forhold til at komme frit frem med de oplevelser, man har, hvis sådan en sag skulle opstå igen?

Ministeren.

Jeg forstår godt bekymringen. Advokatfirmaet blev bedt om at lave en indberetningsordning, så alle, der ønskede det, kunne komme frem med oplysninger om krænkelser i Vor Frue Kirke. Men ingen af de krænkede har henvendt sig til advokatfirmaet, uanset at det fra begyndelsen er gjort klart, at man også kunne henvende sig anonymt. Berlingskes artikler har hverken nævnt den eller de krænkedes identitet, og selv hvis identiteten skulle have været kendt, har hverken Kirkeministeriet eller advokatfirmaet mulighed for at pålægge private at afgive forklaringer, hvis de ikke selv måtte ønske det.

Det stiller sig lidt anderledes med den præst, der ifølge medieomtalen foretog politianmeldelsen af den pågældende medarbejder i 2014. Præstens identitet er kendt, men jeg forstår på Berlingskes artikel, at heller ikke præsten har anvendt advokatfirmaets indberetningsordning og derfor ikke er blevet indbudt til et opfølgende interview, selv om præsten har haft præcis samme åbne adgang til indberetningsordningen som alle andre. At præsten ikke har kontaktet advokatfirmaet, er med andre ord præstens eget valg, og det er under alle omstændigheder ikke ensbetydende med, at præsten ikke har fået muligheden for at bidrage til sagens oplysning på anden vis.

Samlet set har advokatfirmaet leveret det arbejde, som det er blevet bedt om, og som har været muligt på grundlag af de henvendelser, som er kommet frem i indberetningsordningen. Advokatrapporten indgår nu som et blandt flere elementer i den videre opfølgning.

Spørgeren.

Nu har jeg jo som retspolitisk ordfører beskæftiget mig rigtig meget med ofre for voldtægt, og jeg ved, at en af de psykiske bivirkninger, der er ved det, er, at nogle i hvert fald bliver meget usikre på, hvad det er, de har oplevet og trækker sig, ikke anmelder. Derfor synes jeg godt, at det kunne give anledning til, når man nu ved, at der har været de her ofre, at man så rækker ud efter dem i stedet for at oprette en ordning, hvor man selv kan melde sig. Mener ministeren ikke, at ministeriet eller dem, der lavede advokatundersøgelsen, skulle have rakt mere ud til ofrene i stedet for bare at sige: Vi har lige det her, hvor I selv kan melde jer? Det lyder ikke, som om man sådan aktivt har haft lysten til at gå direkte til ofrene. Så mener ministeren ikke, at man burde have rakt ud efter de pågældende ofre?

Ministeren.

De pågældende ofre har ikke selv henvendt sig. Berlingske har ikke offentliggjort identiteterne på de pågældende, og det er svært at række ud til nogen, man ikke ved hvem er.

Spørgeren, sidste runde.

Men som jeg har forstået det, har der i hvert fald for nogle af de her ofres vedkommende været kontakter til politiet. Mener ministeren, at selskabet bag advokatundersøgelsen så burde have kontaktet politiet for at finde frem til identiteten på de pågældende ofre?

Ministeren.

Det er korrekt, at det ikke er en straffesag, der har været rejst her. Det har været en sag for tilsynet med det. Derfor har man ikke haft den samme adgang til politiets oplysninger som ellers. I kommissoriet står der, at det var en indberetningsordning, som man lavede, og det vil sige, at man ikke havde den anden råderet i det kommissorium, der blev lavet.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi går til næste spørgsmål, og det er også til kirkeministeren, og det er også af fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Værsgo til oplæsning.

Mener ministeren, at Kirkeministeriets håndtering af krænkelsessagen om den nu tidligere sognepræst fra Christians Kirke i København har været tilfredsstillende i forhold til de kvinder, der klagede over sognepræstens adfærd, set i lyset af fælleserklæringen fra biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd om håndtering af seksuelle krænkelser i folkekirken?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som både refererer til en konkret personalesag og til en generel erklæring fra biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd om nultolerance over for seksuelle krænkelser. Lad mig begynde med det sidste. Jeg er enig med folkekirkens aktører i, at vi ikke skal acceptere krænkende handlinger og seksuel chikane, hverken i folkekirken eller andre steder. Det er budskabet i biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråds fælles erklæring, og jeg synes, det er godt, at både biskopperne og landsforeningen slår det tydeligt fast.

Lad mig så gå over til selve spørgsmålet om Kirkeministeriets håndtering af en konkret personalesag. Som spørgeren ved, betyder de almindelige forvaltningsretlige regler, at jeg ikke kan gå i detaljer om konkrete sager om enkeltpersoners ansættelse. Jeg kan derfor kun svare på spørgsmålet generelt.

Generelt kan jeg sige, at Kirkeministeriet naturligvis behandler konkrete personalesager i overensstemmelse med de regler, der gælder for de enkeltes ansættelsesforhold. Det betyder f.eks., at sager vedrørende tjenestemandsansatte sognepræster behandles i henhold til tjenestemandsloven. Selv om jeg altså ikke kan udtale mig om konkrete sager, kan jeg godt i generelle træk fortælle, hvordan man behandler disciplinærsager mod tjenestemandsansatte præster. I de grovere disciplinærsager, hvor præstens tjenesteforseelse på forhånd ventes at resultere i f.eks. en væsentlig bøde eller forflyttelse eller i en afsked, skal der gennemføres et tjenstligt forhør. Det er ikke noget, jeg eller Kirkeministeriet selv bestemmer; det fremgår af tjenestemandsloven, som Folketinget har vedtaget, og som hører under finansministeren.

Spørgeren.

Jeg er med på, at man ikke kan udtale sig om den konkrete sag, og det har jeg heller ikke en forventning om man kan, men de her kvinder, som har afgivet forklaring til en forhørsleder i Kirkeministeriet, som altså er under ministerens ressort, kan ikke få oplyst sagens udfald, og derfor ved de sådan set heller ikke, om deres klage har været berettiget, om man har troet på dem, om de har talt sandt, og de har sådan set også fået at vide, at de ikke engang kan få indsigt i det, de selv har sagt og afgivet af forklaring til den pågældende rapport. Så de er sådan set blevet pålagt tavshedspligt om deres egen sag.

Det er så her, jeg gerne vil have ministeren til at forholde sig til, om det er en acceptabel situation at sætte de her kvinder i, og om det er holdbart for folkekirkens omdømme i befolkningen, at der ligger sådan en sag her. Så ministeren kunne jo også svare: Jeg synes ikke, det er en acceptabel situation, jeg har meget lyst til at ændre på de her regler, så vi bedre tager hånd om de krænkede.

Ministeren.

Jeg forstår godt, at man ønsker indsigt i de sager, man har vidnet i. Klager over præsters tjenesteforseelser og behandlinger af sådanne klager journaliseres på præstens personalesag, men klager over en offentligt ansat, f.eks. en præst, medfører imidlertid ikke, at man af den grund bliver en part i klagesagen. Og afgørelsen af, om en klager kan få aktinsigt, træffes derfor ikke efter forvaltningslovens regler om egenacces, men efter de almindelige regler i offentlighedsloven.

Det følger af offentlighedslovens § 21, stk. 2, at retten til aktindsigt som klar hovedregel ikke omfatter sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste. Det følger dog af offentlighedslovens § 21, stk. 3, at for så vidt angår ansatte i chefstillinger, gælder lovens almindelige regler for oplysninger om disciplinære reaktioner i form af en advarsel eller derover, men kun i et tidsrum af 2 år, eller når endelig afgørelse er truffet.

Jeg har noteret mig, at det fremgår af en artikel, som spørgeren henviser til i begrundelsen for sit spørgsmål, at hvis man anmelder nogen i forbindelse med en ansættelsesretslig sag, bliver man ikke part i sagen, og derfor er der heller nogen særlige krav på at få at vide, om den pågældende anklager er blevet fyret.

Spørgeren.

Tak for opridsningen af de nuværende regler. Men det er faktisk ikke det, jeg er optaget af. Jeg optaget af, om ministeren vil gøre noget for at hjælpe fremtidige ofre, og om ministeren mener, at de nugældende regler er passende i forhold til at håndtere den her type sager, eller om ministeren faktisk gerne vil være med til at se på at ændre reglerne, så de tilgodeser ofrene noget mere.

Jeg synes ikke, det er tilstrækkeligt, at man som offer bare bliver verfet af på den måde. Jeg kan godt forstå behovet for at få en afklaring i de her sager, så mit spørgsmål er: Forstår ministeren også, at ofrene har det her behov for at få en afklaring, og vil ministeren arbejde for, at vi så får et system, hvor vi kan håndtere det?

Ministeren.

Jeg forstår godt de her ofres reaktion og frustration, men jeg kan ikke love noget på en anden ministers ressort, og det her er en lov, der ligger under Finansministeriet og ikke under kirkeministeren.

Spørgeren for det afsluttende spørgsmål.

Men måske kan ministeren love, at ministeren vil gå til finansministeren og til justitsministeren, hvis det også handler om offentlighedsloven, og få ændret de her regler. Det kunne jeg godt tænke mig at få et klart svar på som det ene.

Det andet er, om ministeren selv mener, at den her noget uigennemsigtige sagsbehandling i Kirkeministeriet lever op til den erklæring, som biskopperne kom med, om, at det, hvis der opstår seksuelle krænkelser, skal håndteres både i forhold til krænkeren, men også de krænkede. Mener ministeren virkelig, at vi her har taget hånd om de krænkede? Og synes ministeren ikke, at det var på sin plads at gå til finansministeren og justitsministeren og sige, at vi skal have en løsning på det her?

Ministeren.

Men jeg tror også, man skal kigge på, hvad det er for et spor, der er rejst. Her er det en tjenestemandssag, der er rejst, og der kan man jo altid stille spørgsmål til, om der er andre sager, man kunne rejse. Og det er jo ikke på mit ressort, og derfor vil jeg ikke blande mig i det. Men det er klart, at man får en anden behandling, hvis man vælger en anden retning.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi går til det næste spørgsmål, som er til ministeren for landdistrikter, og det er af fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Er ministeren stadig enig i målsætningen fra Venstres udspil »Et stærkt og sammenhængende Danmark« om at placere 5.000 statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet frem mod 2030?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er som minister for landdistrikter stærkt optaget af, at det skal være attraktivt at leve, bo og arbejde i alle dele af Danmark. De statslige institutioner er sat i verden for at løse opgaver til gavn for borgere og virksomheder i hele Danmark, og det er derfor helt naturligt, at statens arbejdspladser også er fordelt i hele Danmark.

Regeringen vil derfor med det kommende forsvarsforlig have fokus på, at investeringer og arbejdspladser placeres i hele landet. Desuden vil der være fokus på, at nye statslige institutioner eller væsentlige udvidelser af eksisterende statslige institutioner skal placeres uden for de større byer. Statslige arbejdspladser fordelt i hele landet giver nærhed til borgerne, og som minister for landdistrikter er jeg overbevist om, at det vil skabe en større sammenhængskraft mellem land og by. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er glad for, at ministeren deler den ambition, som vi også har, om, at der for nyetablerede statslige arbejdspladser som udgangspunkt skal ses på, om de kan være ude i landet og ikke i de store byer. Jeg er interesseret i at høre ministeren, om hun er enig i, at der er et behov for udflytning af endnu flere statslige arbejdspladser.

Organisationen Balance Danmark har netop udgivet en rapport, der hedder »Geografisk fordeling af statslige arbejdspladser 2015-2022«, og som viser, at der stadig er meget store problemer og udfordringer med, at langt størstedelen af de statslige arbejdspladser ligger i de store byer, og en af anbefalingerne i den her rapport er netop, at man simpelt hen flytter flere statslige arbejdspladser ud.

Så jeg vil høre ministeren, om det er en ambition, som ministeren deler, og om det er noget, som vi vil se komme til at ske i den her regeringsperiode.

Ministeren.

Men i regeringsgrundlaget fremgår det, at når vi laver nye statslige arbejdspladser eller væsentlige udvidelser af eksisterende statslige institutioner, skal det helst ske uden for de største byer, og jeg ved endnu ikke, hvad det vil være for nogle. Men vi ved jo, at der kommer det her forsvarsforlig, hvor vi skal have placeret nogle arbejdspladser, og der er det i hvert fald nærliggende. Og det er nok så meget, som jeg kan sige på nuværende tidspunkt i den her fase.

Spørgeren.

Så jeg kan forstå, at det er dertil, hvor man vil gå, altså de nyoprettede statslige arbejdspladser, og der kommer selvfølgelig også nogle arbejdspladser ude i landet i forbindelse med forsvarsforliget. Men jeg er meget interesseret i netop den her del, hvor Venstre også traditionelt set har været igangsættere i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2015, og det ved jeg at ministeren også selv har været glad for tidligere.

Så jeg vil høre, om det stadig er en ambition for ministeren, at der er flere statslige arbejdspladser, der bliver udflyttet fra de største byer.

Ministeren.

Jeg synes altid, det er positivt, når det lykkes os at udflytte statslige arbejdspladser. Det har spørgeren fuldstændig ret i, og det er jo også sket, og det er et fokuspunkt, vi har, hvorhenne i Danmark arbejdspladserne er. For vi ønsker en stærk sammenhængskraft mellem land og by, og at det også er muligt at arbejde i landdistrikterne. Så det, vi her og nu har planlagt, er, at de fremtidige arbejdspladser i høj grad placeres uden for de største byer.

Spørgeren til afslutning.

Hvordan har ministeren det egentlig med at se den her rapport fra Balance Danmark, der viser, at der sådan set ikke rigtig er sket noget særlig godt på det her område? Vi har haft flere runder, hvor vi har haft nogle ambitioner om, at der skal være flere statslige arbejdspladser, men de nye statslige arbejdspladser er egentlig bare blevet oprettet i byerne. Hvordan har ministeren det med, at det faktisk ikke er blevet bedre?

Ministeren.

Jamen jeg synes også, det kan ses i regeringsgrundlaget, at man har taget det seriøst, når man skriver, at når der kommer nye statslige arbejdspladser, vil man forsøge at placere dem uden for de største byer. Så jeg synes også, det afspejler, at man ønsker at rykke ved den her balance, der har været, og som spørgeren også selv siger, har man jo også forsøgt det ad flere gange tidligere.

Så jeg mener egentlig, at det er en udfordring, som vi fuldt ud anerkender, og det er sådan set også det, der ligger til grund for, at det står sådan i regeringsgrundlaget.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Så går vi til det næste spørgsmål, som også er til ministeren for landdistrikter, og det er også af fru Susie Jessen.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Hvordan mener ministeren at det gavner unges uddannelsesmuligheder og velfærden i landdistrikterne, at regeringen vil justere aftalen om udflytning af uddannelser, så den ikke omfatter uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver, og kan ministeren garantere, at man med ro i maven kan gå videre med planerne om en pædagoguddannelse i Rebild og læreruddannelse i Svendborg med udsigt til støtte fra regeringen?

Ministeren.

Tak for også dette spørgsmål. Som minister for landdistrikter er jeg optaget af at skabe et sammenhængende Danmark med levende erhvervsliv, adgang til velfærdstilbud og uddannelsesmuligheder i hele landet.

Det betyder, at danskerne skal have mulighed for at tilgå de gode og solide velfærdstilbud, arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i landdistrikterne såvel som i hovedstaden. Jeg har ikke mulighed for at kommentere konkret på planerne for pædagoguddannelsen i Rebild eller læreruddannelsen i Svendborg; det hører under uddannelses- og forskningsministerens ressort. Men jeg er opmærksom på, hvor vigtigt det er, at der er uddannelsesmuligheder i landdistrikterne.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen videreføre aftalen om udflytning af uddannelser og justere den således, at uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver ikke er omfattet af udflytningen. Men det er ikke det samme, som at der ikke skal udflyttes uddannelser. Det fremgår af aftalen, og uddannelserne vil jo også selv kunne bestemme, hvor de vil placere studiepladserne.

Jeg ser gerne, at mange bliver uddannet uden for de større byer. Manglende søgning til velfærdsuddannelser har betydning for, hvor mange man senere kan ansætte i velfærdssektoren. Derfor må der ske en afvejning af at prioritere uddannelserne i landdistrikterne, men samtidig sikre, at uddannelserne er attraktive nok til at tiltrække studerende. Regeringsgrundlaget skal også ses i det lys, men jeg vil henvise til uddannelses- og forskningsministeren for en mere uddybende redegørelse for velfærdsuddannelsernes udfordringer.

For mig er det væsentlige, at størstedelen af aftalen om udflytning af uddannelser fortsat står ved magt, bl.a. de økonomiske incitamenter til at etablere uddannelsestilbud uden for de største byer. Det kommer til at have stor betydning for lokalsamfundene i landdistrikterne.

Spørgeren.

Tak for svaret. I forhold til de her uddannelser i Svendborg og Rebild siger en af ministerens nye kollegaer fra Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg, til Fyns Amts Avis, at læreruddannelsen selvfølgelig skal til Svendborg. Han siger også: »Jeg forstår godt frustrationen over linjerne i regeringsgrundlaget. Jeg deler den, og det er ikke en idé, der er født i Socialdemokratiet.«

Så jeg vil høre ministeren, om hun har mulighed for at opklare det. Altså, hvor er den her idé født? Hvilken have er den groet i?

Ministeren.

Regeringsforhandlinger er jo fortrolige. Og derudover kan jeg heller ikke udtale mig på konkrete uddannelsers vegne, for jeg er ikke uddannelses- og forskningsminister, og dette hører under uddannelses- og forskningsministerens ressort.

Spørgeren.

Jeg vil gerne lige følge op på det her med at flytte uddannelser ud. Ministeren har selv tidligere på TV2 ØST sagt, at det er en rigtig god idé at få flere uddannelser flyttet ud i regionen. Det er med til at sikre arbejdskraft og alle de her forskellige ting. Er ministeren ikke bekymret for, at man stopper med at få de her velfærdsuddannelser ud til landdistrikterne, og at det simpelt hen vil gå ud over sammenhængskraften i landdistrikterne?

Ministeren.

Jo, selvfølgelig er jeg meget optaget af sammenhængskraften i forhold til landdistrikterne, og der er det jo både vigtigt, at man har muligheden for at få uddannelse, når man bor i landdistrikterne, men også vigtigt, at man senere hen kan tiltrække arbejdskraft, så man rent faktisk også kan tilbyde de forskellige velfærdsydelser, som vi ønsker, i landdistrikterne. Og det er den balance, man skal sikre sig.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

De her pædagoguddannelser og læreruddannelser, de her velfærdsuddannelser, er vigtige for, at hele Danmark hænger sammen – det er vigtigt, at de ligger rundtomkring i landet. Er ministeren ikke bekymret for, at det her vil gøre, at folk ikke har lyst til at etablere sig i landdistrikterne, at der bliver den her befolkning, der vandrer ind til byerne, og at der bliver tomme landsbyer rundtomkring, fordi man nu slækker på ambitionerne om at skabe et Danmark i bedre balance?

Ministeren.

Jo, jeg er altid bekymret for, om vi kan opretholde de forskellige tilbud rundtomkring i landdistrikterne, og at vi også kan fastholde en bosætning i landdistrikterne. Det er det, jeg hele tiden vil forfølge, men det skal også afvejes med, at vi også senere hen kan skaffe den arbejdskraft, vi har brug for, så vi kan give de tilbud, som danskerne fortjener, i hele landet.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi kan gå til det næste spørgsmål, som er til transportministeren, og det er af hr. Nick Zimmermann.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Er ministeren indstillet på, at der i indeværende valgperiode afsættes penge til en fuldt statsligt finansieret forbindelse over Randers Fjord, der kan fjerne tung trafik og trængsel fra Randers by og aflaste Randersbro?

Ministeren.

Tak for det. Og tak for spørgsmålet. Indledningsvis vil jeg sige, at mit svar omhandler den såkaldte klimabro, som er den forbindelse over Randers Fjord, som Randers Byråd har besluttet at arbejde videre med, og som jeg i øvrigt selv besøgte både borgmesteren og førsteviceborgmesteren med drøftelser om her den anden dag.

Som bekendt er der den 2. juni 2021 indgået en bred politisk aftale om infrastrukturplanen for 2035. Det er en aftale, som skaber de nødvendige langsigtede planer for de næste mange års investeringer til bl.a. veje og jernbaner. Dansk Folkeparti er også en del af forligskredsen bag infrastrukturplanen og har bl.a. været med til at træffe beslutning om de vejprojekter, der er en del af infrastrukturplanen.

Der er ikke som led i infrastrukturplanen afsat midler til finansiering af en forbindelse over Randers Fjord, og min forståelse er, at en ny forbindelse over Randers Fjord har til formål at fjerne tung trafik og trængsel fra Randers by og aflaste den kommunale Randersbro. Det er kommunerne, der har ansvaret for håndteringen af udbygningen af den kommunale vejkapacitet, og derfor er finansieringen af sådanne udbygninger som udgangspunkt også en kommunal opgave.

Spørgeren.

Mener ministeren også, at det er en kommunal opgave, når man man kan se, at der på Storebæltsbroen kører ca. 38.000 biler i døgnet, hvorimod der på Randersbro kører 40.000 biler i døgnet? Det vil altså sige, at der på Randersbro kører flere biler i døgnet, end der gør på Storebæltsbroen, så mener ministeren stadig væk, at det er en kommunal opgave?

Ministeren.

Altså, spørgsmålet om Randersbro er uafhængigt af trafikmængden på Storebæltsbroen.

Spørgeren.

Så kan jeg ikke lade være med at være lidt nysgerrig, i forhold til at ministerens partifælle jo turnerede rundt i valgkampen og sagde, at en stemme på Venstre var en stemme på en fuldt finansieret forbindelse over Randers Fjord. Det bliver jeg lige nødt til at forstå sammenhængen i.

Ministeren.

Jeg formoder, at ordføreren henviser til Venstres Michael Aastrup Jensen, som er lokalt valgt og kandidat i samme kreds som ordføreren. Det er jo klart, at man som lokal kandidat har nogle ting, man går til valg på, ligesom ordføreren selv, og man kan jo håndtere det på forskellig vis, men den omtalte medkandidat, Michael Aastrup Jensen, har naturligvis også haft fat i mig for at lobbye for den her forbindelse. Det er bare sådan, at når man forhandler de her ting, er det noget, man forhandler i ministeriet og ikke her i Folketingssalen.

Så som minister forholder jeg mig naturligvis til den infrastrukturplan for 2035, som ordførerens parti og mit eget parti er en del af, indtil andet er besluttet.

Spørgeren.

Det svar er jeg noget overrasket over; det må jeg være helt ærlig at erkende: at ministeren mener, at det her er en kommunal udfordring, når der altså kører flere biler på Randersbro, end der gør på Storebæltsbroen, og at ministeren samtidig nævner sin partifælle ved navn, så jeg næsten kan forstå, at ministeren godt ved, hvem der er tale om, og så siger, at det bare er noget, der bliver sagt i en valgkamp. Er der så andre ting, der er sagt i valgkampen, vi heller ikke kan regne med?

Ministeren.

Jeg skal jo ikke kunne svare på, hvad der er sagt i en valgkamp af diverse kandidater, som man ikke kan regne med, men uden at jeg skulle kunne sige det, tror jeg da, at der er flere lokale kandidater, der er gået til valg på at forsøge at løfte flere lokale projekter, og jeg ved, at den omtalte ordfører har et hjerte, der brænder meget for den her forbindelse, altså en ny bro i Randers, og det arbejder han også på internt.

Men som minister bliver jeg naturligvis nødt til at forholde mig til den infrastrukturplan, der er en aftale om, indtil andet er vedtaget i forligskredsen.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi kan gå til det næste spørgsmål, som også er til transportministeren, og det er også af hr. Nick Zimmermann.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvordan agter ministeren at medvirke til at afhjælpe trængselsproblemerne i Randers by, og anerkender ministeren, at problemerne er affødt af statens manglende lyst til at investere i en bedre infrastruktur omkring Randers?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Indledningsvis vil jeg igen gerne påpege, at mit svar omhandler den såkaldte klimabro, som er den løsning, som Randers Byråd har besluttet at arbejde videre med. Som jeg også nævnte i min besvarelse under det tidligere spørgsmål, er udbygningen af den kommunale vejkapacitet i Randers by en kommunal opgave, og derved er finansieringen som udgangspunkt også en kommunal opgave.

I regi af »Infrastrukturplan 2035« er der truffet en politisk beslutning om at afhjælpe trængselsproblemerne langs E45 ved Randers. Der er således truffet politisk beslutning om at ombygge tre tilslutningsanlæg ved Randers til en skønnet anlægsudgift på cirka 230 mio. kr. Ombygningen af tilslutningsanlæggene vil forøge kapaciteten og forventeligt få trafikken til at glide bedre. Tilslutningsanlæggene ombygges på en sådan måde, at de er klargjort til en eventuel fremtidig udbygning af motorvejen, og i infrastrukturplanen, som Dansk Folkeparti jo er en del af, fremgår det også, at der i forligskredsen er enighed om, at etapen fra Aarhus Nord til Randers Nord kan prioriteres som led i en kommende infrastrukturplan efter 2035.

Spørgeren.

Godt. Så skal jeg lige tillade mig at forstå noget. Banker ministeren med syvtommersøm fast, at der indtil 2035 ikke er nogen som helst mulighed for, at regeringen kan være med til at afsætte noget statslig finansiering til en ny forbindelse over Randers Fjord?

Ministeren.

Ministeren oplyser naturligvis loyalt, hvad forligskredsen har besluttet, altså den forligskreds, som ordføreren er en del af, medmindre Dansk Folkeparti beslutter, at de ikke skal være en del af forligskredsen. Jeg refererer naturligvis loyalt til, hvad der er enighed om i forligskredsen, og det er, indtil andet er besluttet, at det er en kommunal opgave, og at Randersbroen ikke er en del af infrastrukturplanen frem mod 2035.

Spørgeren.

Jeg finder det fortsat meget rystende, at ministeren siger, at de ting, der bliver sagt i en valgkamp, skal man ikke nødvendigvis kunne regne med efterfølgende. Det synes jeg i hvert fald er, må jeg sige, noget overraskende, eftersom der jo er blevet turneret gentagne gange med budskabet om, at det var fuldstændig sikkert, at en stemme på Venstre var en stemme på en statslig finansiering af en forbindelse over Randers Fjord.

Så jeg må spørge ministeren, om han er enig i, at jeg skal vende tilbage til Randers og fortælle, at det kan vi ikke regne med.

Ministeren.

Jeg skal som minister ikke blande mig i, hvad ordføreren vender tilbage til Randers og fortæller, eller forholde mig til, hvad kandidater er gået til valg på. Men jeg kan da oplyse, at det er meget almindeligt, at lokale kandidater går til valg på lokale projekter. Det er også helt normalt, at man lobbyer for dem over for ministeren, og så er det mest normalt, at man løfter det ind i det lukkede forhandlingsrum i forligskredsen. Det er der, man kan forhandle sig til et resultat. Det er ikke ved en åben debat som her i salen.

Spørgeren.

Jeg må i hvert fald bare sige, at jeg finder det meget overraskende, at det er ministerens holdning og regeringens holdning, når vi har Randersbro, hvor der altså kører flere biler end på Storebæltsbroen, at det stadig væk skal være en kommunal opgave at løse trængselsproblemerne.

Der må jeg godt nok sige, at jeg virkelig havde håbet, at ministeren ville være noget mere tilbøjelig til at sige, at der da selvfølgelig kan findes en løsning. Det ville ministeren jo nok også være parat til, hvis det var andre steder, hvor de her trængselsproblemer var så alvorlige, som de er i Randers by.

Ministeren.

Jamen jeg er nok mest overrasket over, at ordføreren kan være overrasket over, at regeringen og jeg som transportminister forholder os loyalt til det, som vi i aftalekredsen, altså forligskredsen bag infrastrukturplanen for 2035, har aftalt. Hvis jeg ikke gjorde det, tror jeg, der ville være en lang række spørgere bag ordføreren, som ville stille spørgsmål til ministeren.

Tak for det, og spørgsmålet er afsluttet.

Vi kan gå til det næste spørgsmål, som er til klima-, energi- og forsyningsministeren, og det er af hr. Søren Egge Rasmussen.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Der er 99 borgmestre, som den 16. december 2022 har skrevet til samtlige folketingsmedlemmer med en opfordring til at ændre på vilkårene for solceller på kommunale tage, således at bureaukrati reduceres og de økonomiske vilkår ændres, for at fremme et potentiale med opsætning af 1 GW solceller på kommunale tage som et effektivt redskab i kommunernes grønne omstilling. Vil ministeren tage initiativ til at imødekomme de mange borgmestres opfordring herom?

Ministeren.

Jeg vil gerne takke for spørgsmålet, ligesom jeg også gerne vil takke landets borgmestre for deres henvendelse. Kommunernes rolle i den grønne omstilling er vigtig, og som minister er jeg glad for at mærke kommunernes engagement lige såvel som spørgerens i sagen.

Kommunerne kan som alle andre opsætte solcelleanlæg på deres bygninger. På den måde kan de opnå tarifbesparelser og potentielt også besparelser på elprisen, og som en bred kreds af partier, inklusive spørgerens, stadfæstede i 2020, så skal det ske, ved at kommunerne udskiller aktiviteten i et adskilt selskab. Vi er samtidig i en situation, hvor bagtæppet for kommunernes henvendelse er, at solenergi i dag kan bygges i større anlæg uden tilskud. Derfor er en afgiftsdrevet udbygning ikke hensigtsmæssig, og jeg kan oplyse, at det skønnes, at ophævelsen af kravet om selskabsudskillelse og dermed adgang til at undgå elafgiftbetaling for kommunernes eget forbrug vil koste samfundet og dermed skatteborgerne i omegnen af 300 mio. kr. årligt.

Jeg forstår, at kommunerne finder reglerne om selskabsudskillelse bureaukratiske. Med de gældende regler kan kommunerne reducere de administrative byrder ved at lade ét selskab administrere alle anlæg, og der er i øvrigt intet til hinder for, at solcelleanlæg installeres og drives af allerede eksisterende selskaber ejet af kommunen. Hvis kommunerne har konkrete forslag til, hvordan selskabsudskillelsen kan gøres mindre bureaukratisk, hører jeg det meget, meget gerne i den videre dialog med KL.

Afslutningsvis: Reglerne er der af en grund – for gennemsigtighed, for effektivitet i den grønne omstilling, for samfundsøkonomien og for at adskille kommunernes kerneopgaver og forsyningsvirksomhed af mere kommerciel karakter.

Spørgeren.

Næsten alle kommuner har vedtaget en klimaplan. Varmeforsyningen er en væsentlig del, men solceller til at dække kommunens eget elforbrug er også en naturlig del af bestræbelserne på at reducere CO2-udslippet for at gennemføre kommunens klimaplaner.

Jeg synes, det er godt, at ministeren er åben over for at have dialogen med kommunerne på dette punkt. Men det er jo lidt spøjst at skulle gøre det op her, at der måske her er noget, der påvirker statskassen med 300 mio. kr. om året. Vi er jo også i gang med at udfase gas, hvilket sådan set efterlader et langt større tab i statskassen, og det gør man jo med åbne øjne i bestræbelsen på at udfase de fossile brændsler og blive uafhængig af Putins gas.

Solcellestrøm er ikke en kerneopgave i kommunerne, men det er jo naturligt, at kommunens elbiler lades op via egne solceller, at lyset på skolen kommer fra skolens eget tag, at store varmepumper i varmeforsyningen drives af kommunens egne solceller. Jeg synes, det er en klimarigtig selvforsyning, der er tale om.

Vi står over for at skulle finde løsninger, som kan firedoble vedvarende energi-produktionen på land. I den aftale nævnes det, at solcellestrømmen skal tidobles frem mod 2030. Det kan jo gøres på mange måder. Der skal holdes et udbud for solceller på tage og arealer i byerne. Energistyrelsen vurderer et potentiale af 5 GW på store tagflader. Enhedslisten har fået vedtaget B 160 fra sidste år, som pålægger regeringen, den daværende regering, at lave en solcellestrategi, og i den strategi er kommunernes tagflader og muligheder også en del af det.

Kommunerne efterspørger i det fælles brev: Hjælp os med at nedbryde barrierer og unødvendigt bureaukrati ved at lave den nødvendige lovgivning, der er enkel og logisk.

Det er sådan set oplægget. Kan ministeren ikke se, at kommunerne skal være medspillere i den grønne omstilling og ikke være en modstander for os?

Ministeren.

For mig er kommunerne absolut en medspiller. Jeg kan slet ikke se, at vi kan nå klimamålene, uden at vi gør det til en holdsport, og naturligvis spiller kommunerne en nøglerolle.

Udbygningen af solenergi kan i dag ske uden nogen former for statstilskud. Det er jo en lykkelig situation, vi er i. Så lige så meget som jeg holder af grøn omstilling, holder jeg også af, at det er en omkostningseffektiv strategi, vi forfølger. Og så glæder jeg mig til i den folketingssamling, vi går i gang med nu, at vi skal forhandle lovforslag om bl.a. direkte linjer og borgerenergifællesskaber. Også det forventer jeg vil kunne gøre det helt klart for kommunerne, hvad det er for nogle spilleregler, de har – spilleregler, der er parallelle med dem, som andre virksomheder agerer under.

Spørgeren.

Det er jo meget fint, at kommunerne er en eller anden form for medspiller. Men er vi ikke i en situation, hvor man, hvis man opstiller solcelleanlæg i en kommune for at dække sit eget elforbrug, står dårligere, end hvis erhvervslivet opstiller solceller på egne arealer til at dække en del af sit elforbrug? Jeg synes jo, at vi gerne skal frem til at ligestille kommunerne.

Er ministeren ikke enig i, at vi ikke skal stille kommunerne dårligere end erhvervslivet?

Ministeren.

De nuværende regler giver kommunerne en ramme, der gør, at deres investeringer også er samfundsøkonomisk effektive. Og det agter regeringen at fastholde.

Spørgeren.

Ja, når vi regner på samfundsøkonomi, skal vi jo også gerne tage netforstærkningerne med. Og ministeren lægger ligesom vægt på, at der er nogle solcelleanlæg, der kommer uden tilskud. Men der er jo så en udgift, som skal betales over nettariffen, og det synes jeg også man skal have med det store billede.

Jeg har i de seneste år oplevet, at der har været utrolig mange benspænd over for solceller, og det efterlader mig der, hvor jeg gerne vil spørge: Er det finansministeren eller klima-, energi- og forsyningsministeren, der er solkongen i Danmark?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Jeg håber, det er regeringen, der er solkongen i fædrelandet. Det afgørende, når vi kigger fremad, er, at vi har en effektiv udbygning, og at bureaukratiske forhindringer fjernes. Og derfor fremgår det også af regeringsgrundlaget, at vi skal nedsætte en ny samarbejdsstruktur, der hedder NEKST, der skal handle om at få de bureaukratiske forhindringer af vejen. Og jeg ser også kommunerne som en nøglespiller i det samarbejde.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi kan gå til det næste spørgsmål, som også er til klima-, energi- og forsyningsministeren, og det er af fru Signe Munk.

Værsgo til oplæsning.

Tak for ordet. Spørgsmålet er: Hvornår planlægger ministeren at fremlægge nye klimatiltag, som kan lukke mankoen i forhold til 2025-målet, og har ministeren gjort sig nogle tanker om, hvad disse tiltag kan omfatte?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Klimaudfordringer er alvorlige og menneskeskabte og accelererer. Danmark skal leve op til det, vi lover – det skal man i øvrigt generelt i livet. Af regeringsgrundlaget fremgår det derfor, at vi vil træffe de nødvendige beslutninger, der bringer Danmark helt i mål med reduktionsmålet både i 2025 og i 2030. Og jeg vil også herfra gerne takke CONCITO for deres indspark til vurderingen af, om vi er on track.

Det er aftalt, at der skal laves et samlet kasseeftersyn, som Energistyrelsen kommer med i forhold til klimastatus og -fremskrivning til april. Og det agter jeg at overholde. Her får vi det samlede, opdaterede billede af, hvor langt vi er fra at nå i mål med vores fælles målsætninger. Der er generelt udsving mellem årene i fremskrivningerne, og mange faktorer spiller ind, f.eks. den generelle økonomiske aktivitet, gas- og varmepriserne og andre landes politiske tiltag.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke en stribe af partierne i Folketinget for, at der siden klimafremskrivningen i 2022 er indgået flere aftaler, der bidrager til at reducere udledningen i 2025, herunder aftalen om grøn skattereform for industri, aftalen om grøn strøm og varme og aftalen om kilometerbaseret vejafgift for lastbiler. I forbindelse med aftalen om grøn skattereform fra juni 2022 blev det aftalt at revurdere de tiltag, der skal til for at indfri 2025-målet, efter offentliggørelse af klimastatus og -fremskrivning 2023, som altså kommer til april. Den forpligtigelse agter jeg og regeringen at leve op til.

Spørgeren.

Den første klimaeksamen, som den her regering står over for, er 2025-målet. Det er en regering, som har sagt med klimaministeren i spidsen for klimaområdet, at det er en ambitiøs regering på klimaområdet. Nu er det sådan, at der kun er én valuta, der tæller i klimapolitikken, og det er CO2-reduktioner. Ord kan vi ikke bruge til meget; handling er vejen frem.

I forhold til 2025-målet vurderede den tidligere regering i deres klimaprogram – jeg står med det her – som ikke er ganske gammelt, at der var en manko på 0,4 mio. t til det lave spænd i 2025-målet, altså lige præcis det, man skal kravle over. Som ministeren refererer til, kom der en rapport fra CONCITO, den grønne tænketank, for nylig, som tegner et mere dystert billede: Det vil kræve 1,1 mio. t i reduktioner at nå det lave spænd. Klimarådet har også sat spørgsmålstegn ved, om de vurderinger, der er for vejen til 2025-målet, nu også holder. Kommer der til at være reduktioner fra den affaldsaftale, der skal bringe forbrændingskapaciteten ned?

Derfor mener jeg, at det er helt på sin plads allerede nu at spørge ind til, hvad det er for nogle overvejelser, klimaministeren har gjort sig, for at vi kan komme i mål med 2025-målet. Værktøjskassen er ikke så stor, som den er, når vi kigger på 2030-målet. Så hvad agter ministeren at gøre for at klare den her første klimaeksamen, som er 2025-målet?

Ministeren.

Min og regeringens tilgang er, at vi har sat et mål. Vi har sagt, at vi vil leve op til 2025-målet. Det skal vi selvfølgelig gøre, det står i regeringsgrundlaget. Og så skal vi have klimafremskrivningen; den fortæller os, hvor stor mankoen er.

Som jeg sagde i min indledende tale, er der noget, der kan trække den ene vej, og noget, der trækker den anden vej. Vi skal have det fulde billede, og når vi kender udfordringens størrelse, skal vi snakke virkemidler. Generelt er jeg ikke stor tilhænger af at snakke om målsætninger, før vi kender virkemidlerne. Så de to ting skal køre i en samlet proces. Og som nævnt kommer det til at ske til april.

Spørgeren.

CONCITO anerkender også, at der er noget, der trækker den anden vej. Der er nok flere danskere, der har skiftet gasfyret ud, end vi lige forventede. Men pointen er jo netop, at der er en enorm usikkerhed om vejen til 2025-målet, og må jeg minde om, at vi nu er i 2023? Der er for at sige det på godt dansk meget, meget kort tid til at komme i mål.

Når ministeren er optaget af at komme i mål, bliver jeg bare nødt til at høre: Er der slet ingen overvejelser over, hvad det er for nogle klimapolitiske virkemidler, der skal i spil? Er det mindre udledning fra bilerne, eller er det flere lavbundsjorde, der bliver taget ud af landbruget?

Ministeren.

Min grundlæggende tilgang er, at når vi kender udfordringens størrelse, diskuterer vi de nødvendige virkemidler. Målsætningen står fast, den er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Spørgeren.

Jeg må indrømme, at den tilbageholdenhed, der bliver udvist her fra klimaministerens side, bekymrer mig. For virkeligheden er den, at vi kan tage et givent værktøj – om det er ladestandere eller det er lavbundsjorde – og skrue op og ned. Men allerede nu at få en diskussion om, hvad det er for nogle klimapolitiske virkemidler, der skal bruges til at komme i mål, burde være på sin plads – i stedet for at skyde opgaven og have den foran sig. Jeg bliver nødt til at minde ministeren om, at der er kort tid til det.

Ministeren.

Jeg takker spørgeren, også for spørgerens engagement. Og så vil jeg tillade mig at gentage mig selv. Vi skal kende udfordringens størrelse, og når vi kender den, diskuterer vi virkemidler, og det kommer til at ske til april.

Tak for det. Og så er spørgsmålet afsluttet.

Hermed er spørgetiden også afsluttet.