Tak for det, og tak for en mægtig god debat. Den har varet længe, og det fortjener emnet også, for det er vigtigt stof, vi har at gøre med. Det er i øvrigt også enormt dilemmafyldt, og det er ikke nogen problemstillinger, der er nemme at løse, og det afspejler historien om det her i sagens natur også, for det har været sådan, at man i årevis fra rektorer, gymnasielærere og i øvrigt også elevernes side har bedt om, at vi gjorde noget ved den her situation. Det, vi taler om, er, at gymnasierne er blevet mere og mere skæve, og det er de med hensyn til etnicitet, det er de også med hensyn til den sociale sammensætning, og det første har skabt deciderede parallelsamfundslignende tilstande på en del gymnasier i Danmark. Det, der har været det meget klare budskab, både fra rektorer og fra gymnasielærere og fra gymnasieelever, er, at de valgmuligheder, man har at vælge imellem, skulle være bedre, altså at der på hvert af de gymnasier skulle være en mere balanceret elevsammensætning, sådan at det ikke var to halvdårlige muligheder, man havde at vælge imellem, men at der var flere rigtig gode muligheder. Det har vi valgt at lytte til.
Jeg er mægtig ærgerlig over, at særlig Venstre ikke endte med at være med i den her aftale, for det var egentlig min forventning. Fru Ellen Trane Nørby sagde i sin ministertid – og nu citerer jeg:
»De ghettogymnasier, vi ser i dag, er skidt for den enkelte elev, som ikke møder danske elever, danske normer og værdier. Men det er jo også skidt for integrationen i vores samfund, og derfor er der behov for politisk handling«.
Fru Ellen Trane Nørby sagde også på det tidspunkt – og nu citerer jeg igen:
»Jeg håber, at forligskredsen og de politiske partier vil være med til at handle, så vi kan få nye fordelingsregler på gymnasier startende fra næste skoleår«.
Jeg er fuldstændig enig i det, som fru Ellen Trane Nørby sagde dengang, og det er jo sådan set også det og noget af det arbejde, der blev sat i gang fra hendes hånd, som er det, vi handler på nu. Der skete jo så bare ikke rigtigt noget fra den tidligere regerings side, og det ekspertudvalg, man nedsatte, kom jo så med forskellige modeller, herunder distriktsmodeller, klyngemodeller, som begge dele griber langt mere ind i det frie valg end det, som vi taler om her.
Med lovforslaget forsøger vi så at tage livtag med de udfordringer, der er ved en meget skæv elevsammensætning, og jeg vil sige, at jeg egentlig synes, at fru Alma Tynell, som er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, sagde det meget godt i et debatindlæg, nemlig at det, der var udfordringen, er, at når man står som ungt menneske i dag, kan man, når man vælger mellem gymnasier, enten vælge et gymnasium, hvor ingen ligner en selv, eller også kan man vælge et gymnasium, hvor alle ligner en selv. Så skævt er det blevet i vores store byer i Danmark, og det vil sige, at når der her tales om, at man så skal man have frit valg, og at det må være op til den enkelte, er udfordringen jo, at den enkelte elev ikke kan beslutte, hvad de andre beslutter, og det vil sige, at den udvikling, der er sket, hvor man så får to halvdårlige valgmuligheder i stedet for at få nogle skoler, som alle sammen er i balance, kan den enkelte elev ikke påvirke, og dermed efterlades den enkelte elev med to halvdårlige valgmuligheder, i stedet for at vi politisk tager ansvar for, at der faktisk er gode valgmuligheder.
Har det så en betydning for, hvor mange der får deres førsteprioritering? Det har vi været rundt om mange gange i salen i dag, men ja, det har det, men det, hr. Rasmus Stoklund fortæller om Herlev Gymnasium, er unægtelig også fuldstændig rigtigt. Det samme kunne man sige om Frederiksberg Gymnasium, og det samme kunne man sige om en stribe andre gymnasier, nemlig at den befolkning, der bor i umiddelbar nærhed af de gymnasier, har ikke lyst til, at deres unge skal gå der. De unge har heller ikke selv lyst til det; de søger væk fra de gymnasier, for ellers kommer de til at gå et sted, hvor ingen ligner dem. Tager man så ud på Herlev Gymnasium, gælder det samme jo med omvendt fortegn. I de to, tre klasser, jeg var inde i, gjaldt det samme, nemlig at det var mere end halvdelen af eleverne, der slet ikke kom fra Herlev. De havde søgt derhen for at være sikre på at gå på skole med nogle, der lignede dem selv, fordi alternativet var at komme ind på en skole, hvor ingen lignede dem. Det vil sige, at lige nu forsøger alle de unge at sigte efter at komme til at gå på en skole, hvor man bare er nogenlunde sikker på, at der er nogle, der ligner en.
Det mener jeg simpelt hen ikke er gode nok valg at stille op for de unge mennesker, og derfor mener jeg sådan set, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings formand rammer det ret præcist ved at sige, at i dag er det det, der er valget, altså mellem et gymnasium, hvor ingen ligner en, eller et gymnasium, hvor alle ligner en. Det kunne vi jo godt gøre lidt bedre. Det er præcis det, både rektorer og lærere og elever har efterspurgt, og det er også det, som vi har forsøgt at lande en model for her.
Findes der andre modeller? Ja, det gør der. Udfordringen med hver eneste model er, at der er udfordringer med hver eneste model. Distriktsmodellen har den udfordring, at det i meget vid udstrækning begrænser det frie valg. Den har så til gengæld den fordel, at den er utrolig let at gennemskue. Så det er, alt efter hvad man synes vejer tungest. Er det hensynet til, at eleverne i meget vid udstrækning flytter sig geografisk i de større byer? For det gør de. Det er ikke sådan, at eleverne i dag vælger det gymnasium, der er tættest på. Så man kan sige: Er det det hensyn, at eleverne selv skal kunne vælge, der vejer tungest, eller er det hensynet til, at tingene er gennemskuelige?
Jeg synes, det er dilemmafyldt, jeg synes, der er noget, der taler for begge dele, og jeg kan jo også høre på en del af de forældrereaktioner, der kommer nu, at særlig en del af forældrene mener, at det ville være bedre, det var gennemskueligt. Men hvis man spørger de unge, har de vægtet det tungere, at der var frit valg, at man altså simpelt hen kan søge på Amager, selv om man bor på Nørrebro eller omvendt, altså at man kan bevæge sig på kryds og tværs af byen.
Så vil jeg sige, at jeg synes, der er en masse stråmænd i debatten, og det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, og dem vil jeg gerne vende tilbage til. Jeg tror, at det er vigtigt at slå fast, hvad det er for en situation, vi også står i, for det er, som om der er nogle partier, der fuldstændig har glemt, hvad det var, der var baggrunden for, at fru Ellen Trane Nørby udtalte de ting, som hun gjorde dengang, om nogle udfordringer, som ikke er løst.
Vi fik en rapport fra Viby Gymnasium, og den ved jeg ikke om de blå partier, som ikke er med i den her aftale, kan huske. Men på det tidspunkt havde hvert eneste blåt parti utrolig travlt med at fortælle, at man ville gøre alt muligt ved alt muligt, og det er man jo så endt med ikke at gøre. Jeg har endnu ikke hørt Venstre pege på en anden model. Jeg har hørt hr. Ole Birk Olesen pege på en model, men jeg er decideret uenig i den model. Jeg har hørt Nye Borgerlige pege på en model. Jeg er fuldstændig rygende uenig i den model, men jeg har hørt, at der er blevet nævnt andre modeller, og det synes jeg jo er den rigtige måde at arbejde på politisk, nemlig at man fremsætter de forslag, man har, og så forhandler man om dem og finder frem til løsninger. Jeg har hørt både Dansk Folkeparti, og jeg har også hørt Enhedslisten foreslå andre modeller end det, vi er endt på, men de har så været villige til at sætte sig ind i et forhandlingsrum og finde nogle veje til det. Jeg har i øvrigt også hørt et tilsagn om, at hvis der er nogle af mekanismerne, der viser sig ikke at virke, skal vi jo kigge på det igen. Det er klart. Det står også i aftaleteksten, og det mener jeg er en vigtig del af det, når vi laver så meget om. Jeg har ikke hørt Venstre komme med et eneste bud på, hvad der skulle ske i stedet for. Jeg har hørt en masse om, hvad man ikke vil.
Men lad os gå tilbage til rapporten fra Viby Gymnasium & HF. Spyt, slag, mobning, overfald, bortviste elever, som nægter at blive væk, et hierarki med en dominerende hård tone, facebookgrupper, hvor der planlægges hævn over andre elever og en generel utryg stemning. Det var konklusionerne fra den rapport. Og Venstre har ikke noget som helst bud på, hvordan vi skal undgå, at der er de parallelsamfundslignende tendenser på nogle af skolerne i Danmark. Vi har valgt den model, som vi har lavet her, hvor vi griber til at gå to veje. Den ene er, at der er nogle gymnasier, der bliver lukket – og det er så egentlig et svar til Konservative Folkeparti, som jeg jo hørte sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor der skal bruges så mange penge på det her. Vi bruger jo lige omkring 140 mio. kr. på at lukke nogle gymnasier for én årgang, sådan at man får udfaset og kan starte forfra på blankt papir og kan få etableret et nyt studiemiljø. Der er jo en eller anden modsigelse i, at man på den ene side synes, det er et virkelig stort problem, at vi bruger nogle penge her, men i forbindelse med det løsningsforslag, som Det Konservative Folkeparti kommer med, nemlig at skulle lukke nogle gymnasier, skal man bare være klar over, at det koster rigtig mange penge, og det er jo de penge, vi har valgt at sætte af i den her aftale. Det synes jeg er ret modsætningsfyldt.
Jeg savner at høre noget fra Konservative og Venstre. Nu kan jeg forstå, for det var en del af det, der foregik i salen i dag, at man, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Venstre og Konservative, begynder at binde hinanden op på gerne at ville lave det her om efter et valg. Jo, og jeg kan forstå, at der er to forslag fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance, men hvad vil Konservative og Venstre egentlig? Det har vi intet svar fået på. Og jeg glæder mig da til at høre, hvad det er, man gerne vil, for jeg går ud fra, at Venstre stadig mener, at det er et problem, at der er parallelsamfundslignende tendenser på nogle af skolerne i Danmark, og jeg mener simpelt hen ikke, at vi kan være bekendt, at der er en stribe elever, for hvem det bliver det eneste valg.
Nu kommer vi så til den del, der handler om frit valg. Ja, der kommer en fordelingsmekanisme, og det er der også i dag, og det var der i øvrigt også i amternes tid; det har der altid været. På skolerne, folkeskolerne, har vi skoledistrikter, men det synes jeg er meget langt at gå for gymnasieelever, som jo alt andet lige har en længere geografisk rækkevidde, fordi de er ældre end folkeskoleelever, og derfor synes jeg, at man tilgodeser det frie valg bedre. Men her ligger der klart et dilemma, for hvis man bare giver alt fri, bliver det dårlige muligheder, der er at vælge imellem, og det synes jeg er en dårlig idé, og derfor skal man finde en balance mellem på den ene side at kunne tilkendegive at få tilgodeset de ønsker, man har, men omvendt gøre det på en måde, hvor det ikke betyder, at alle valgmuligheder bliver dårlige.
Så har jeg hørt Venstre sige, at det er forargeligt, at ens socioøkonomiske forhold og ens forældres indkomst skal betyde noget for, hvor man går i gymnasiet. Altså, nu ved jeg ikke rigtig, hvor hr. Morten Dahlin bor henne, men hvis man bor herinde i København, hvor det jo er et kæmpe problem med skæve gymnasier, så skulle jeg hilse at sige, at ens forældres indtægt har en hel del at gøre med, hvor der er en sandsynlighed for, at man kommer i gymnasiet. Altså, vi taler jo om, at der er i omegnen af 5 pct. almennyttige boliger på Vesterbro i København, så hvis man gerne vil gå inde på Rysensteen Gymnasium, så skal man hive et relativt stort millionbeløb op af lommen for at kunne sikre sig en ejerlejlighed.
Derfor opfatter jeg det faktisk som en lille smule forargeligt og bliver faktisk en lille smule stødt over det, når Venstre står heroppe og får det til at lyde, som om ens forældres indkomst ikke betyder noget i forhold til ens gymnasiesituation i dag, for selvfølgelig gør det da det. Altså, det betyder jo alt, når man har en afstandsmodel og vi har en by, der er så opdelt, som tilfældet er i dag. Så det er fuldstændig rigtigt, at det falder fra 90 pct. til 84 pct. – vi kender ikke de konkrete tal endnu, men det falder – men at sige, at ens økonomiske situation ikke skulle betyde noget for gymnasievalget i dag, mener jeg simpelt hen er helt væk fra vinduet for at sige det ligeud.
Med den model, som vi lægger op til her, kommer det også til at betyde noget i fremtiden, i forhold til om man kommer ind eller ej. Det er rigtigt, at det kommer til at være sådan, at vi får skabt en anden balance mellem hensynet til, at de gymnasier, der er, faktisk skal være bæredygtige med hensyn til deres elevsammensætning, og så elevernes ønsker.
Men lad os tage et konkret eksempel på nogle af dem, der faktisk får et større frit valg i den her model. Hvis man eksempelvis er vokset op i Høje-Taastrup, er der jo i dag ikke skyggen af chance for, at man kommer ind på eksempelvis Rysensteen Gymnasium, medmindre ens forældre har råd til at købe en meget dyr lejlighed inde på Vesterbro i København og man derfor kommer til at bo så tæt på Rysensteen Gymnasium, at man kan blive optaget der.
Det er jo det, der er virkeligheden i dag, og det vil sige, at når vi taler om, at 90 pct. af eleverne i dag får deres førsteprioritering i det nuværende system, og det er jo så det antal, der falder til 84 pct., så skal vi være med på, at det dækker over, at man godt ved som elev: Hvis jeg kommer fra Høje-Taastrup og gerne vil gå på Rysensteen Gymnasium, så betyder det, at jeg har Rysensteen som min førsteprioritering, at jeg ryger bag i køen til det, der er min andenprioritering, og eftersom jeg ved, at der ikke er skyggen af en chance på grund af afstandskriteriet, så lader jeg være med overhovedet at tilkendegive, hvad min førsteprioritering er.
Det vil sige, at der jo er et kæmpestort mørketal på grund af de mange, der egentlig slet ikke tilkendegiver, hvad de gerne vil have som førsteprioritering, altså af frygt for at komme bagud i køen, hvad angår deres andenprioritering. Og en del af det handler jo i den grad om indkomst. Jeg synes faktisk, at man forsøger at få tegnet et billede af, at den situation, der er i dag, er, at der bare er frit optag og frit valg på alle hylder, at der ikke er nogen begrænsninger, og at man slet ikke behøver at skotte til sine forældres indtægt. Man skal altså leve en relativt privilegeret tilværelse, hvis man selv tror på, at det er tilfældet, for det er altså ikke det, der er tilfældet.
Så vil jeg sige i forhold til transport, at jeg jo synes, at det bliver et meget fortegnet billede, når man herinde får det til at lyde, som om der så bare vil være alle mulige, der bliver kastet alle mulige steder hen. Altså, forventningen er jo, at langt de fleste får opfyldt en af deres første fire prioriteringer, og så er der jo ikke nogen grund til, at man skal mere end 1 times kørsel væk. Altså, der er jo simpelt hen en grænse for, hvor man kan blive placeret henne, og det vil sige, at de eneste, der kommer mere end 1 times kørsel væk, er dem, der selv har bedt om det. Altså, hvis man har taget det aktive valg, at man godt kunne tænke sig at gå på et gymnasium i Odense, selv om man bor i København, så kan man komme mere end 1 times kørsel væk.
Men indlejret i modellen ligger der ikke, at man kan blive placeret mere end 1 times kørsel væk. Og inden for den timegrænse, der er, og som er den samme, der gælder i dag, vil det jo være sådan, at man selv tilkendegiver, hvad det er for fire ønsker, man har, og så er der en lille gruppe af ufordelte, for hvem modellen ikke går op, og der bliver regionerne jo pålagt at tage stilling til, om de alligevel kan placere eleven på en af de fire prioriteringer, de har haft, og hvis ikke det kan lade sig gøre, vil det være på det gymnasium, der ligger tættest på, hvor de bor.
I den nuværende model er det jo præcis sådan, som hr. Rasmus Stoklund sagde tidligere i dag, at rigtig mange gymnasieelever ikke går det sted, der er tættest på, fordi de ikke kan se sig selv i den elevsammensætning, der er der. Og derfor bevæger eleverne i de store byer sig rigtig meget rundt til andre gymnasier end dem, hvor de umiddelbart hører hjemme. Så det der med bare at konkludere noget, med hensyn til om transporttiden bliver kortere eller længere, ville jeg være meget forsigtig med.