Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Hvad vil ministeren gøre i forbindelse med den undersøgelse, der viser, at der i Danmark begås et partnerdrab cirka en gang om måneden, især mod kvinder, og hvad har ministeren tænkt sig at gøre for at standse partnervold som den, Louise Thagaard har fortalt om til TV 2, hvor hendes ekskæreste blot fik 7 års fængsel for – foran deres søn – at stikke hende 11 gange med en kniv og derefter kaste hende 6,5 meter ned fra lejlighedens altan?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jo har en ganske alvorlig baggrund. Vi bliver nødt til, selv om det ikke er rart at se i øjnene og erkende som samfund, at her i Danmark er der alt for mange kvinder, der betaler den ultimative pris for at leve sammen med en voldelig partner, og som ender i den tragiske statistik over partnerdrab. Det mener jeg ikke at vi hverken kan eller skal acceptere som samfund, og jeg er meget optaget af, hvad vi kan gøre for at minimere antallet af partnerdrab; helst skulle vi jo fuldstændig kunne undgå at have dem.

Et partnerdrab sker sjældent ud af det blå, men er oftest kulminationen på en længere periode med kontrol og vold, både psykisk og tiltagende fysisk. Det betyder jo også, at vi kan gøre noget for at forebygge, at det ender med drab, altså fordi det ikke kommer ud af det blå, og derfor hænger indsatsen mod partnerdrab, indsatsen mod partnervold og forebyggelsen meget tæt sammen. Derfor er jeg også glad for, at vi fra den her regerings side sammen med finanslovspartierne og også sammen med spørgerens parti i reserveaftalen har løftet det her område. Vi har gjort det i samtlige reserveaftaler, siden vi kom til.

Bl.a. har vi givet varig finansiering af ambulante tilbud, altså der, hvor man ikke opsøger et krisecenter, men hvor man kan få hjælp ambulant; vi har indført gratis psykologhjælp til kvinder på krisecentre – næsten 100 ekstra pladser; vi har afsat penge til at udvide den interventionsmodel, som jeg tror er ganske vigtig, og som er et samarbejde mellem politiet, kommunerne og et specialiseret behandlingstilbud, som sikrer hjælp, både til voldsofferet, men også til voldsudøveren. Og her tror jeg, vi har fat i noget af det meget centrale, for hvis vi skal komme partnerdrab til livs, skal vi blive meget bedre til både at opspore og få greb om dem, der lever med volden, i tide – det er meget tabubelagt, og det sker også for ofte, at kvinderne ikke indrømmer over for sig selv, hvor farligt det, de lever i, er – men vi skal sådan set også få fat i voldsudøverne og få stoppet voldens spiral. Alt for mange af dem er selv vokset op med vold. Derfor var det noget af det, vi prioriterede i sidste års reserveaftale.

Min taletid løber fra mig, men jeg ser meget frem til de videre replikker på det her meget vigtige område.

Hr. Morten Messerschmidt.

Først og fremmest tak og jo ikke mindst for, at man også sammen med Dansk Folkeparti – jeg ved, at vores ordfører sidder hernede bagved – har sikret flere midler til området. Det er klart, at det er helt afgørende.

Men det er, som ministeren siger, netop for mange et tabubelagt område og måske også et område, der er fyldt med noget skam, hvor man ikke har lyst til at gå ud og sige til sine venner, sin familie, sine kollegaer eller til pædagogerne nede i børnenes børnehave, at man har en voldelig partner, og derfor er det jo ikke sikkert, at penge gør det alene. Jeg tror, vi skal fokusere meget mere på at få informationerne ud til de jo især kvinder, som er fanget i et voldeligt forhold. Jeg kan sige, at jeg for mit eget vedkommende oplevede det for et par år siden, hvor i hvert fald en af de ting, der holdt min søster i et voldeligt forhold, var, at hun simpelt hen ikke vidste, hvordan hun ville være stillet med sin lejekontrakt. Altså, kan vi ikke være mere opsøgende i forhold til sådan nogle helt praktiske ting, der måske forhindrer kvinder i at komme ud af et voldeligt forhold, og at informationen i hvert fald skal være der?

Vi har jo behjertede organisationer som Danner og Joan-Søstrene og andre, som er derude, men som måske ikke helt får den understøttelse, som de skal have, til at komme i kontakt med de kvinder, som er fanget i de her forhold, og det gælder også, i forhold til hvordan vi kommunikerer på tværs af myndigheder og på tværs af kommuner. Der tror jeg altså, vi kan blive bedre, og når jeg har taget socialministeren herind i spørgetiden i dag, er det jo, fordi vi havde en lejlighed til at drøfte det her for et års tid siden, hvor jeg i hvert fald mindes, at ministeren gav et tilsagn om, at der ikke kun skulle ske noget på det økonomiske område, men også i forhold til, at man får myndigheder og grupper rundtomkring i samfundet til at tale bedre sammen. Der kan jeg bare ikke høre, at der er sket så meget, og derfor vil jeg gerne høre, om ministeren vil sige noget om det – og jeg vil lige sige til sit forsvar, at uret altså ikke tikker her, så jeg aner ikke, hvor jeg er i forhold til min taletid.

Men jeg vil bare lige til sidst med hensyn til strafniveauet i den sag, vi oplever her, Louise Thagaards sag, hvor hendes partner får 7 års fængsel for at have stukket hende 11 gange og kastet hende ud fra altanen foran deres søn, sige, at det jo er en latterlig lav straf.

Jeg beklager, hr. Morten Messerschmidt, og det er nemlig rigtigt, at vi heroppefra også konstaterer, at uret ikke fungerer, men det gør det heroppe. Så jeg forklarer lige for tilhørerne, at det er sådan, at man i spørgetiden stiller en minister et helt konkret spørgsmål, og at man først fra spørgerens og fra ministerens side har 2 minutter, og at vi så går over til et par omgange med ½ minut. Og jeg vil, hr. Morten Messerschmidt, prøve at dirigere det lige så stille og roligt, og jeg ved jo i hvert fald, at hr. Morten Messerschmidt kan udfylde tiden. Sådan plejer det at være.

Men nu er vi så kommet til en taletid på ½ minut. Værsgo til social- og ældreministeren for at svare.

For en gangs skyld kan man så være lovligt undskyldt, at man ikke har styr på tiden! Det kan jeg ikke. Der er et ur, der tikker her hos mig.

Jeg vil også sige tak for det tv-program. Jeg tror ikke, det kan overvurderes, hvor meget det betyder, at der er nogen, der stiller sig frem og fortæller de historier. Jeg har også selv haft lejlighed til at møde Louise i forbindelse med en tv-optræden, og hun beskriver også selv, hvordan hun, efter hver gang hun er stået frem, får virkelig mange henvendelser fra kvinder, der får øjnene op for: Jeg befinder mig faktisk i en farlig situation, og det her kan jo ende rigtig, rigtig farligt, hvis ikke jeg får brudt med det her forhold. Derfor er der noget i forhold til den brede oplysning, men siden vi var i tv sammen, har vi også i forbindelse med en del af den aftale, vi lavede, bl.a. med Dansk Folkeparti, prioriteret midler til, at de fagpersoner, der kan støde på de her kvinder – sundhedspersonale, politi, kommunale medarbejdere – får en øget voldsfaglig viden. For det skal man jo have for at kunne spotte de her kvinder.

Ja tak! Det er sådan, at ministerens ur fungerer, forstår jeg.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Det er fuldstændig rigtigt, og det er jo også godt. Men så skal vi jo også have det til at fungere. Det er klart, at ting tager tid – det forstår jeg godt. Men vi har jo ikke så meget tid, vil jeg sige, når vi ved, at der i hvert fald de seneste år er blevet myrdet en kvinde af sin partner sådan cirka en gang om måneden. Derfor er jeg måske bare en lille smule utålmodig med at få det her til at virke.

Så vil jeg spørge i forhold til det sidste, som jeg fik nævnt, altså strafniveauet – som ministeren måske i sin næste runde kan komme lidt ind på; jeg ved godt, at ministeren ikke er justitsminister – om 7 års fængsel for den her ugerning, hvor man så måske skal sidde 4 eller 5 år, ikke er en hån mod kvinderne, det går ud over.

Ministeren, værsgo.

Tak for det. Jamen jeg deler fuldstændig spørgerens utålmodighed, og derfor har voldsområdet også været en prioritet for den her regering på alle finanslovsaftaler, inklusive reserven, og senest med den aftale, som jo bl.a. afsætter midler til at styrke kommuners og frontaktørers viden om vold, for det kræver noget at kunne spotte det, også hvis en kvinde ikke selv erkender eller vil indrømme det eller måske er truet til ikke at være åben om, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge. Det er enormt vigtigt. Vi skal forhandle en ny handleplan mod vold ved udgangen af året. Jeg håber, at de øvrige partier vil være med til, at indsatsen mod partnerdrab kommer til at være en af de afgørende prioriteter i den plan.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt med sidste spørgsmål. Værsgo.

Det kan jeg med sikkerhed, tror jeg, på vegne af mit parti sige er noget, vi meget gerne vil indgå i. Det her er nogle ekstremt væsentlige sager, og det er vigtigt at få gjort noget ved både det præventive og opsøgende, men også strafdelen. Så min opfordring vil bare være, at man så også sørger for at få justitsministeren med til de møder, så vi får hårdere straffe i sager om partnervold.

Ministeren.

Jamen jeg ved, at det her også er noget, der optager min kollega justitsministeren, der jo har plads her ved siden af mig. Og går vi tilbage til den 15. december, blev der indgået en aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi, hvor der var fire konkrete indsatser, der også har fokus på både partnerdrab og i høj grad vold, som jo i langt de fleste tilfælde er forløberen for, at det ender så tragisk, som det gør i for mange tilfælde – bl.a. med en politigaranti i sager om vold, med specialiserede teams til sager om vold i nære relationer, et nyt videre- og efteruddannelsestilbud i politiet m.m. Det er blot for at sige, at vi er meget optaget af det her, også på tværs af regeringen.

Tak. Tak til hr. Morten Messerschmidt. Og tak til ministeren i første omgang.

Men vi fortsætter med samme minister. Man kan lige prøve at se, om man kan fikse uret dernede, da det vil gøre det lidt nemmere. Er der en knap, der kan trykkes på?

Nå, men vi gør det så på den måde, fru Karina Adsbøl, at jeg rejser mig op, når man skal afslutte sin tale. Vi prøver.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det, formand. Mener ministeren, at det er rimeligt, at familier, der har været udsat for grundløse underretninger, som har skabt tvivl om deres forældreevner, ikke kan få slettet underretningerne, selv om det er blevet fastslået, at de er grundløse, som f.eks. i sagerne fra Fanø, der blev belyst i dokumentaren »Mistænkt for livet«, og sagen om en familie, der blev kaldt til samtale hos kommunen efter en jagtrejse?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Helt grundlæggende mener jeg, at underretninger er et helt afgørende værktøj for de enkelte kommuner til at opdage børn og unge, som mistrives og omsorgssvigtes og har brug for hjælp og støtte. Derfor er det også vigtigt at slå fast, at en underretning er et udtryk for en bekymring for et barns trivsel og udvikling. Det er ikke en anklage. Og vi ved, at der i mange tilfælde er kommet en eller flere underretninger omkring børn, som ender med at få fællesskabets hjælp, fordi de har brug for det. Derfor er det også helt afgørende, at kommunerne reagerer på de underretninger, de modtager. Vi må aldrig havne der, hvor en bekymring for et barn, som rent faktisk har brug for hjælp, ikke bliver undersøgt ordentligt af kommunen.

Når det er sagt, er det klart, at en kommune ikke skal gå videre med en sag, hvis bekymringen i underretningen efter kommunens vurdering viser sig ikke at være begrundet. I de tilfælde skal kommunen sørge for at afslutte sagen og give familien klar besked om det, så de ved, at kommunen ikke går videre med sagen. Sådan skal det selvfølgelig være. For en familie skal jo ikke gå igennem lange sagsforløb hos kommunen, hvis en rejst bekymring ikke er reel, men derimod helt grundløs. Det vil jo ud over generne for den enkelte familie også være spild af kommunens ressourcer, som i stedet bør bruges og fokuseres der, hvor der er børn, der har brug for, at fællesskabet hjælper dem.

Jeg anerkender, at opgaven med at håndtere underretninger i de enkelte kommuner ikke altid er ligetil. Det kan være ganske komplekst, også for garvede og kompetente socialrådgivere. Derfor er jeg også glad for, at vi i fællesskab i forhold til aftalen om »Børnene Først« har sikret, at et partnerskab bestående af centrale aktører på området skal se på, hvad der er af gode erfaringer med håndtering af underretninger, så kommunerne kan blive klædt endnu bedre på til den opgave, de har.

Værsgo til spørgeren.

Lad mig slå helt fast, at det her ikke handler om, om man er for eller imod underretninger. Det handler om, at man skal sikre sig, at der ikke er nogen familier, der bliver kørt over i forhold til grundløse underretninger og chikanøse underretninger. Det har vi set, og det har vi været vidne til, og det har vi også set i den sag, som JydskeVestkysten har skrevet om, netop i forhold til en dreng, der har været med sin familie på jagt.

Så jeg vil gerne spørge ministeren: Mener ministeren, det er rimeligt, at den familie sådan set skal være plettet i systemet, altså at det stadig væk står i sagsakterne, at der er indkommet en underretning, når den er betydningsløs og den ikke har noget på sig? Hvordan ville ministeren selv have det? Vi kan jo også selv blive udsat for chikanøse underretninger. Det er der rigtig mange der kan. Så der må jo være lidt balance i det, i forhold til hvordan man så sikrer, at de familier, der bliver udsat for grundløse underretninger og chikanøse underretninger, ikke har en plet i sagsakterne. Det må ministeren gerne svare på, altså om ministeren agter at tage nogle initiativer i den forbindelse, herunder også i forhold til retningslinjer. Den her familie blev indkaldt til en samtale på kommunen på grund af et billede, der var lagt op på Facebook. Altså, man må jo også lige kunne se proportionerne i det her. Så hvad agter ministeren at gøre for at sikre familiernes retssikkerhed?

Ministeren.

Tak for det. Jamen jeg mener faktisk, at det er en grundlæggende del af familiernes retssikkerhed, at man kan se på en sag, at der har været en underretning, som har vist sig at være grundløs og derfor er henlagt. Det er jo et værn for familierne, også hvis de bliver udsat for gentagne grundløse underretninger, at sagsbehandlerne i sagen kan se, at det har der været en forhistorie om. Og igen, en underretning er jo ikke en anklage, og derfor kan man heller ikke tale om, at der er en plet, ligesom der kan være en plet på en straffeattest, hvis man har fået en straf. Derfor er det helt grundlæggende, at man kan se oplysninger omkring sagen i sagen, og at det ikke slettes.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jeg forstår slet ikke, at ministeren ikke kan følge, at mange af de her familier føler, at det er voldsomt at blive kaldt til møde hos kommunen på grund af en underretning, som overhovedet ikke har noget på sig. Og nu er det jo sådan, at når man går i skole, har fagfolk en forpligtelse, de har en skærpet underretningspligt, så man må ligesom også kunne se proportionerne i det her. Derfor tror jeg ikke, hvis du spørger de her familier, at de føler, at deres retssikkerhed er imødekommet, når de stadig væk skal stå registreret hos kommunen.

Tak. Værsgo til ministeren.

Tak til spørgeren. Jeg synes, at tingene bliver blandet sammen her. Den ene del af diskussionen handler om vigtigheden af – og jo dermed også sikringen og beskyttelsen af borgeren – at tingene er noteret i sagen, så man, hvis der kommer en underretning, kan slå op og se, at den her familie tidligere har været genstand for en grundløs underretning, som kommunen lukkede ned, fordi der ikke var grund til bekymring for barnets trivsel. Det synes jeg også er en beskyttelse af familien, altså at det ikke skal slettes, men er en del af historikken. Det vil jo som sagt kunne tale ind i en sag, hvor der er tale om chikanøs underretning.

Den anden del af diskussionen handler så om, hvor godt kommunerne er i stand til at lukke de grundløse underretninger ned, og det skal de være i stand til.

Karina Adsbøl for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg kan ikke helt forstå ministerens svar. Det vil sige, at ministeren ikke har nogen intentioner om at lave om på det her system – ministeren mener simpelt hen, at det er retssikkerhed for forældrene, at de står plettet i statsakterne på grund af en underretning, der ikke har noget på sig. Ministeren ved jo, at hvis der kommer en underretning mere – også en anonym underretning – så vil det næste skridt jo være, at folk vil tænke, at der måske var noget om sagen, og så vil forældrene igen blive indkaldt til et møde, og så vil skolen og andre aktører så skulle høres. Jeg har snakket med nogle af de her familier, og de føler i hvert fald ikke, at deres retssikkerhed er imødekommet.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Nu henviser ordføreren til flere sager, hvor de pågældende kommuner har beklaget og erkendt, at de har handlet forkert, så derfor synes jeg ikke, at det er et godt billede på, hvordan det generelt skal foregå derude. Jeg kender ikke den nyeste sag, som spørgeren henviser til, fra alle sider, men hvis man kun ser på det ud fra det, spørgeren refererer til, vil jeg da sige, at det kan lyde, som om kommunen har gjort mere ud af underretningen, end hvad der var nødvendigt i det tilfælde, og det er selvfølgelig vigtigt, at kommunerne håndterer underretningerne rigtigt, både når der er grundlag for bekymring for barnet, men også i de tilfælde, hvor der ikke er.

Spørgsmålet er slut.

Vi fortsætter med et spørgsmål til social- og ældreministeren, og det er fortsat af fru Karina Adsbøl.

Værsgo for oplæsning af det næste spørgsmål.

Tak for det. Hvordan mener ministeren at man skal sikre, at underretninger ikke bliver anvendt som chikane, og mener ministeren, at systemet er godt nok, som det er?

Ministeren.

Tak for det. Mit klare udgangspunkt er, som jeg også sagde før, at en underretning er udtryk for bekymring for, om et barn eller en ung mistrives. Derfor tror jeg også helt grundlæggende, at det vil være utrolig sjældent, at en pædagog, en skolelærer, en nabo eller andre indgiver en underretning for at genere andre borgere og ikke, fordi de er oprigtigt bekymrede for et barns trivsel og udvikling. Underretninger er vigtige redskaber, som den enkelte kommune i høj grad anvender til at finde de børn, som mistrives og omsorgssvigtes og har brug for hjælp og støtte. Det må være det afgørende, at vi kan få fat på de børn og få sikret dem den rette hjælp.

Når det så er sagt, er jeg med på, at en underretning sagtens kan vise sig ikke at have noget på sig. Det tror jeg ikke kan undgås. Og der kan også være ganske få tilfælde, hvor en underretning anvendes som chikane, og det hører selvfølgelig ingen steder hjemme, overhovedet. Derfor er det jo også så vigtigt, at den enkelte kommune laver en konkret og individuel vurdering af hver eneste underretning, som de modtager, så de kan finde ud af, om de skal gå videre med en sag eller ej. Og lad os lige holde fast i, at for overhovedet at kunne konkludere, om en underretning er grundløs, kræver det jo altså, at kommunen forholder sig til bekymringen for et barn.

Jeg ved, at det her er svært, og det var jeg også inde på i min tidligere besvarelse. Det er ikke altid ligetil at foretage de her vurderinger, og der er nogle greb, der er bedre end andre. Derfor er jeg også så glad for, at vi i vores fælles aftale »Børnene Først« har sikret, at et partnerskab af de centrale aktører her på området skal se på, hvilke gode erfaringer der er med håndteringen af underretninger, så kommunerne kan blive klædt bedre på til opgaven.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen ministeren svarer stadig væk ikke på spørgsmålet. Altså, mener ministeren, det er rimeligt, at man i sagsakterne stadig væk skal være plettet af, at der er kommet en underretning? Ministeren kender jo godt systemet. Hvorfor er det, at man ikke varetager familiens retssikkerhed og siger, at der ikke var noget omkring det der og så sletter det?

Så derfor vil jeg høre, om ministeren mener, det er rimeligt, at familien, der var kommet hjem fra en jagttur i udlandet, blev kaldt til samtale med kommunen på baggrund af familiens opslag på Facebook om, at sønnen havde skudt en impala?

Ministeren.

Vi kan jo ikke stå her og sagsbehandle en konkret sag, og hverken spørgeren eller jeg kender nogen af de konkrete sager, der er omtalt i pressen, fra alle sider. Vi kender dem fra den vinkel, der nu engang kommer frem i pressen. Og med det forbehold vil jeg da gerne gentage det, jeg sagde lige før til spørgeren, altså at det da virker på mig, som om man fra den her kommunes side har gjort mere ud af en underretning. Jeg kan også konstatere, at man fra lokalpolitisk hold har meldt ud, at man vil følge op på det. Og det er jo det, der er opgaven. Hvis en underretning er grundløs, skal kommunen ikke bruge mere tid på det. Tiden skal bruges på de børn, der bliver omsorgssvigtet, og som har brug for fællesskabets hjælp.

Karina Adsbøl, værsgo.

Vil ministeren ændre loven? Vil ministeren være med til at ændre loven, så de her familiers retssikkerhed bliver imødekommet, og så det ikke står i deres papirer? Det har jeg spurgt om gentagne gange, og det forventer jeg sådan set ministeren svarer på – ja eller nej? – kort og godt.

Noget andet, som ministeren sagde, var, at der er ganske få tilfælde af chikanesager. Det vil jeg da gerne have et tal på. Er det noget, ministeren har fakta på, for vi ser jo desværre, at det forekommer? Det gør vi også i forhold til skilsmissesager, og det forekommer desværre også andre steder. Derfor bliver vi jo nødt til at have et system, hvor der er balance i tingene.

Tak. Ministeren, værsgo.

Jeg har svaret på, om jeg vil ændre loven, og det vil jeg ikke, fordi det også er en beskyttelse af borgerne, at man kan gå tilbage. Det følger af vores forvaltningslovgivning, at man som kommune har pligt til at journalisere sagernes akter og ikke bare må smide dem væk. Det er jo også en beskyttelse af borgerne, som kan sige: Jamen der har været en forhistorie med grundløse underretninger – det har I som kommune selv vurderet – og det her lægger sig i forlængelse af det.

Så det er også en beskyttelse af borgerne; og det er ikke ligesom en plet på straffeattesten. En underretning er ikke en anklage – en underretning er en bekymring for et barn. Og derfor mener jeg, vi har den rigtige lovgivning på det område.

Sidste spørgsmål, værsgo.

Jeg kunne godt bruge lidt empati her, for hvordan ville ministeren have det, hvis det var hende selv? Man må ligesom også sætte sig i de her familiers sted: Der kommer en underretning, som er grundløs; der kommer anonyme underretninger, som er grundløse. Og det vil stadig væk stå i systemet, selv om de var grundløse.

Så ved vi jo godt, at der kan forekomme chikane. Der kan komme en ny underretning, og så går hele møllen i gang – og de bliver jo ikke renset. For der vil være en snert af, at der måske var noget omkring den underretning der. Så jeg må bare konkludere, at ministeren ikke vil imødekomme familiernes retssikkerhed i forhold til grundløse underretninger.

Tak. Så er det ministeren.

Det er en beskyttelse af borgerne, at kommunerne ikke bare kan slette i sagsakter, men at sagsakterne skal bevares. Så skal kommunerne selvfølgelig have en stærk faglighed, og der skal da ikke sidde en socialrådgiver og sige: Uh, jeg har nok en eller anden fornemmelse af et eller andet. Der skal der ikke, hvis det er blevet afgjort, at en underretning var grundløs. Det er jo det, der skal dokumenteres i sagen, altså at der har været en grundløs underretning. Det andet der har jo ikke noget med socialfaglighed at gøre, altså at sige, at så synes man nok det ene eller det andet.

Jeg må sige, at når vi kigger på de børn, der får hjælp, og hvor der har været omsorgssvigt, så ligger der underretninger forud – og ofte også mange underretninger. Så det er et vigtigt værktøj for os.

Spørgsmålet er slut. Tak til Karina Adsbøl, og tak til ministeren.

Vi går videre. Det næste spørgsmål er til skatteministeren af hr. Michael Aastrup Jensen. Og jeg må sige til hr. Michael Aastrup Jensen, at det er sådan, at tidtagningen ved bordet ikke fungerer; men indtil nu har vi kunnet klare det, ved at jeg stille og roligt rejser mig – og så afslutter man den sætning, man er i gang med.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder:

Mener ministeren, at det er rimeligt at annullere en virksomheds skatte- og momslån m.v. under coronatiden på baggrund af en 8 år gammel fartbøde for en forseelse begået af virksomhedens direktør, når forseelsen er sket før virksomhedens oprettelse og uden at det har betydning for virksomhedens drift og ledelse?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er meget glad for at få lov til at besvare det her spørgsmål. Der bliver konkret spurgt ind til, om det er rimeligt, at en 8 år gammel fartbøde kan føre til udelukkelse fra låneordningerne. Lad mig bare lige slå fast: En virksomhed bliver ikke udelukket fra låneordningerne på baggrund af fartbøder, uanset om bøden er givet af en politimand på stedet eller af en dommer ved en domstol, da en fartforseelse ikke er en overtrædelse af skattelovgivningen.

Vi har her med et bredt flertal i Folketinget givet en historisk hjælpende hånd til dansk erhvervsliv, danske virksomheder. Alene på skatteområdet har vi givet muligheder for forskellige likviditetsformer for 600 mia. kr. Vi har givet 53.000 virksomheder mulighed for uden nogen som helst form for kreditvurdering at få rentefrie lån i milliardklassen. Det er en kæmpestor indsats, som har gjort, at mere end 107.000 virksomheder kunne godkendes til lån og kreditter inden for 12 bankdage. Forudsætningerne for det var meget klart skitseret i det lovforslag, som også spørgerens parti stemte for, men det er bare vigtigt at få understreget her, at en virksomhed ikke bliver udelukket fra de her låneordninger på baggrund af fartbøder, uanset om bøden er, om man vil, stanget ud af en politimand, eller om den er afgjort af en dommer, netop fordi en fartforseelse ikke er en overtrædelse af skattelovgivningen. Det er bare for at slå det helt fast.

Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Tak for det, minister. Situationen er jo her, at det er en sag, som kommer fra bl.a. Randers, hvor der er en lokal virksomhed, hvilket også er blevet gengivet i Berlingske over flere sider den 15. november 2021, hvor den her sag jo bliver tydeliggjort. Her er det tydeligt for enhver, inklusive Dansk Industri og en lang række politikere, at eksemplet med, at man kan få et nej, på baggrund af at man har fået den her dom, virker forkert. Nu siger ministeren så, at det kan man heller ikke, men så er der jo sket et eller andet i den her konkrete sag, som virker meget, meget mystisk for mig. For ministeren gik jo ikke ud i den her konkrete sag og sagde: Der ligger noget andet til grund for det. Tværtimod siger ministeren: Det må vi kigge på; det må vi tale om. Og så er der ikke sket en opfølgning.

Så det, som ministeren nu kommer med her i dag – nemlig at en 8 år gammel dom med en bøde på ca. 1.000 kr., som egentlig er det, direktøren har fået at vide var begrundelsen for, at han ikke kunne få coronahjælp til sin virksomhed – er, at det så er ikke sandt, men at det faktisk er af en anden grund. Hvorfor i alverden gik ministeren så ikke ud på baggrund af den meget opsigtsvækkende historie, der var på forsiden af Berlingske Business og gik hen over flere sider, og som siden hen har kørt rundt i forskellige andre medier også, og fik klarhed omkring det her?

Det vigtigste er jo, at vi hjælper den her pågældende virksomhed, og at vi også hjælper lignende virksomheder, som Dansk Industri har bevist der er mange flere eksempler på. Derfor er jeg da rigtig glad, hvis ministeren siger, at det ikke er sandt, men så må vi jo have noget handling for at få løst problemet med de her coronahjælpepakker til lignende virksomheder, som et bredt flertal af Folketingets partier jo bakker op om, inklusive Venstre. Men idéen er selvfølgelig også, at de her penge skal komme ud, og ikke, at det skulle være en eller anden lille hændelse i fortiden med en direktør eller et bestyrelsesmedlem, som så at sige stopper det. Så jeg håber på, at det er noget, vi kan komme videre med, og jeg håber og tror egentlig også, at ministeren har den opfattelse, at 8 år gamle smådomme ikke skal kunne stoppe ret meget.

Tak. Jeg vil sige, at skatteministeren ikke behøver at bede om ordet, for jeg sørger automatisk for, at man får ordet i den her spørgetid.

Værsgo til ministeren.

Jeg takker for servicen fra formandens side. Der er en årsag til, at man som skatteminister aldrig nogen sinde udtaler sig om konkrete sager, og det er, fordi det står i lovgivningen, at det må man ikke. Derfor er det sådan set meget enkelt, og derfor udtaler jeg mig ikke om det her. Jeg siger, hvordan det forholder sig her, og der er spurgt om fartbøder, og jeg får sagt, hvordan jeg har fået at vide det forholder sig med hensyn til fartbøder. Dengang, da vi godkendte de her hjælpepakker, som jo samlet set har givet likviditet for næsten 600 mia. kr., var en meget, meget stor del af det rentefri lån, og de kriterier står knivskarpt i den lovgivning, som også spørgerens parti har været med til at stemme for.

Tak for det. Hr. Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Men vi er jo alle sammen enige om, at det er en god idé, at vi giver den her hjælp. Det er vi jo alle sammen, men vi er jo så ikke enige om det, hvis der er noget i ens fortid af så marginal betydning, som skulle stoppe det, og det er jo det, vi skal ind til kernen af. Jeg kan godt høre, at ministeren ikke ønsker – og fuld respekt for det – at gå i detaljer her i Folketingssalen, men så må vi jo arbejde videre med det på en eller anden måde, for det vigtigste for mig er i hvert fald, at sådan nogle virksomheder som f.eks. den her i Randers og andre virksomheder ikke bliver standset.

Tak. Ministeren, værsgo.

Jamen det er helt fair. Vi har jo også haft møder i aftalekredsen, hvor spørgerens parti også har deltaget i en orientering om, hvordan det forholder sig med de her låneordninger. Det positive er jo, synes jeg, at det er lykkedes os i fællesskab i bred enighed at vedtage en måde, hvorpå mere end 107.000 virksomheder inden for 12 bankdage – det er meget hurtigt, hvis man ser på, hvad der har været af andre låneordninger – kunne få også rentefri lån for et meget, meget stort milliardbeløb, og det tror jeg er vigtigt at holde fast i.

Hr. Michael Aastrup Jensen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg tolker det egentlig positivt, hvis man skal slutte på sådan en positiv ting, at ministeren er indstillet på, at vi går videre med sagen og prøver at se på, om vi kan finde en eller anden form for løsning. For for mig er det i hvert fald vigtigt, at virksomheder med så mange arbejdspladser ikke bliver standset af en eller anden, skal vi sige marginal ting fra fortiden, der er sket for en bestyrelse eller direktør. Så jeg ser frem til at indgå i en videre dialog. Tak.

Ministeren.

Jeg svarer altid på spørgsmål, og det ved spørgeren også ganske udmærket, men det er bare klart, at jeg jo også er nødt til at være helt klar på, at jeg ikke kan blande mig i konkrete sager. Man er velkommen til at stille et spørgsmål. Jeg vil dog sige, at hvis man nærlæser det, der står i lovgivningen, så kan man jo se, hvad det er for præmisser, de her lån er givet på. Men som sagt er fartbøder ikke en del af det.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen, og tak til ministeren. Spørgsmålet er slut.

Vi går videre til spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren af fru Katarina Ammitzbøll. Og fru Katarina Ammitzbøll, det er sådan, at uret ikke fungerer, men jeg rejser mig op, og så kan man få afsluttet sin sætning.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Spørgsmålet til ministeren lyder: Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at problemerne omkring Hesselø Havvindmøllepark ikke forsinker den grønne omstilling?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, og tak for det gode samarbejde, ikke bare med spørgeren, men med hele forligskredsen generelt i forhold til de forskellige udbygninger af vedvarende energi, som følger af den aftale, vi lavede om det forrige år. Det er klart, at det faktum, at vi er løbet på et potentielt problem omkring Hesselø, på grund af at bundforholdene ikke er, som vi havde håbet, betyder, at vi nu er gået i gang med at screene for alternative placeringer. Det kan selvfølgelig betyde, at der kan komme en mindre forsinkelse, men fælles for samtlige alternative placeringer, som vi screener, er, at de vil vurderes at være fuldt idriftsatte senest i 2030. Men det er klart, at hele processen selvfølgelig er en, jeg deler løbende informationer om med forligskredsen, og de beslutninger, der måtte skulle træffes, er I selvfølgelig inde over.

Fru Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Tak. Det haster jo med den grønne omstilling, og vi ser jo også, at udfordringerne med knaphed på grøn energi også giver sig udslag i meget høje energipriser for danskerne lige nu. Vi står jo bag energiaftalen i 2018, og i aftalen fra sidste år står der, at vi skal være selvforsynende med grøn energi i 2030. Hesselø er vanskelig. Den skulle være i drift i 2027, og med det, jeg hører ministeren sige, bliver mit spørgsmål så, om vi skal regne med, at Hesselø bliver forsinket 3 år. Der er svære bundforhold ved Hesselø, men der skal også tages hensyn til fiskeriet. Vurderer ministeren ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at finde en alternativ placering til Hesselø?

Ministeren.

Nu er det jo ikke endeligt afklaret endnu, om vi kan placere den der, hvor vi i fællesskab i første omgang har besluttet at placere den, men vi er som sagt med rettidig omhu gået i gang med at undersøge for alternativer, sådan at vi, hvis den oprindelige placering ikke kan virke, kan bruge en anden.

Lad mig sige sådan mere generelt, men alligevel i henhold til det, som spørgeren er inde på omkring vores ambitionsniveau i Danmark i forbindelse med 2025 og 2030, at vi jo kommer til cirka at firedoble vores havvindmøllekapacitet med de seneste beslutninger, vi har truffet.

Tak. Fru Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Det, ministeren siger her om vores ambitionsniveau, er jo meget vigtigt. Vi har høje ambitioner, men vi har jo også store udfordringer. Vi kan se, at havvindmølleparker er noget af det sværeste og det dyreste at etablere. Hesselø er kommet i problemer, også Omø Syd, og energiøerne bliver sikkert også først sat i kraft efter 2030. Bornholm sætter vi så fokus på nu. Vi har en kæmpe energiknaphed på måske omkring 10 GW. Vi producerer 1,7 GW, som det står nu med de etablerede parker.

Vurderer ministeren, at det ambitionsniveau holder nu med de foreløbige planer?

Ministeren, værsgo.

Ja, fra spørgeren stillede spørgsmålet, til jeg svarer nu, er vi faktisk stillet bedre, for det er ikke 1,7, men 2,3 GW, vi nu har af havvindmøllekapacitet. Det er selvfølgelig sagt i spøg, og jeg er helt sikker på, at spørgeren er udmærket klar over det. Men det siger jo noget om, hvor hurtigt det går i de her år. Vi har 2,3 GW samlet havvindmøllekapacitet i dag, og det er meget, men på trods af at det er meget, kommer vi til at firedoble det frem mod 2030, og på den anden side af 2030 har vi planlagt yderligere 10 GW.

Katarina Ammitzbøll for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Jeg tror, at når det blæser og solen skinner på en god dag som i mandags, er vi oppe på 4,6 GW i alt, men vi skal jo netop nok i hvert fald tredoble det, så vi kommer højere, hvis vi skal lave power-to-x m.m.

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at de her havvindmølleparker kommer til at køre på skinner, og at en godkendt forundersøgelse f.eks. gælder – her tænker jeg på Omø Syd – men også, at vi ikke lover for meget, når vi ikke kender bundforholdene? Der vil jo hele tiden være alle de her usete faktorer. Hvad vurderer ministeren at man måske skal gøre anderledes for at være mere sikker?

Ministeren.

Nu blev der talt lidt om æbler og pærer. Altså, Omø Syd-projektet er jo et åbent dør-projekt, og derfor gælder der selvfølgelig helt andre regler der. Den risiko, der knytter sig til det, er jo selvfølgelig en, som i sagens natur er båret af opstiller, hvorimod i de havvindmølleprojekter, vi taler om her, er forundersøgelserne og det arbejde, der er knyttet dertil, jo noget, som vi har et fælles ansvar for. Det er selvfølgelig klart, at jeg som minister for området og myndighederne har et særligt ansvar, men det er jo heldigvis noget, vi arbejder meget tæt sammen om i forligskredsen. Og det kan jeg godt stå her og love, for det har jeg tænkt mig at gennemføre at vi også gør i fællesskab fremover.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet, så tak til fru Katarina Ammitzbøll.

Det næste spørgsmål er fortsat til klima-, energi- og forsyningsministeren, men nu er det fru Signe Munk, SF, som spørger, og medspørger er hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Jeg skal sige til fru Signe Munk og hr. Rasmus Nordqvist, at uret ikke virker, men indtil nu har vi klaret det på den måde, at jeg rejser mig, og så afslutter man stille og roligt den sætning, man er i gang med. Og det går nok også den her gang.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Det satser vi på. Hvad agter ministeren at gøre for at stoppe rutineflaring fra Total og andre energiselskaber i Nordsøen?

Ministeren.

Lad mig starte med at understrege, at det selvfølgelig er helt uacceptabelt at brænde naturgas af, hvis ikke det er noget, man gør som en nødvendig del af nogle sikkerhedsforanstaltninger – så kan der måske være grund til det. Derfor synes jeg også, at de eksempler, der har været fremhævet i forskellige mediers dækning af det her, virker meget besynderlige, og jeg har bedt Energistyrelsen om at tage en dialog med Total om at finde en løsning på det, sådan at vi kan få det stoppet. Vi undersøger også, om der er behov for at sikre klarere regler.

Fru Signe Munk, værsgo.

Det er jo helt rigtigt, som klima-, energi- og forsyningsministeren siger, at sagen om rutineflaring fra bl.a. det kæmpestore multinationale, sorte selskab Total er kommet op i EnergiWatch, som har søgt aktindsigt i korrespondancer mellem Energistyrelsen og Total. Og ministeren var på pletten i EnergiWatch og udtalte til citat: »Det er selvfølgelig uacceptabelt at brænde naturgas af, hvis det ikke er en helt nødvendig sikkerhedsforanstaltning.« Og det hører jeg også ministeren gentage nu. Men hvis det står til troende, må det logiske udfald jo være, at ministeren er klar til et totalforbud mod rutineflaring, altså den afbrænding af naturgas, vi ser, som ikke har noget med sikkerhedsforanstaltninger at gøre. Så hvad er ministerens holdning til et forbud mod rutineflaring?

Ministeren.

Som jeg understregede både i den artikel, der bliver refereret til, og i mit første svar, som jeg nu vil gentage for tredje gang, er jeg klart imod sådan en rutinemæssig afbrænding. Og nu får vi belyst problemet og får set, hvor meget man kan klare med dialog, og derudover ser vi på, om der alligevel er behov for noget. Selv hvis man kan klare problemet med dialog, kan det jo godt være, at der er behov for regelændringer for at forhindre, at sådan noget ikke sker igen. Så det går jeg til med en ambition om, at det her problem skal løses.

Fru Signe Munk, værsgo.

Total har en koncessionsgodkendelse, som sætter rammerne for deres virke ude i Nordsøen. Og af dialogen mellem Energistyrelsen og Total kan man se – det viser aktindsigten fra EnergiWatch – at Total bevæger sig uden for den koncessionsgodkendelse, de har, altså at de overtræder den aftale, der er. Jeg har jo al mulig god tro til dialog, men det kan godt undre mig, at ministeren vil strække sig så langt for en mastodont som Total. Men jeg bliver nødt til at høre, om ministeren har haft kendskab til den her rutineflaring, inden den er blevet offentliggjort i EnergiWatch.

Tak. Ministeren, værsgo.

Nej, jeg var ikke opmærksom på problemet, og jeg er også nødt til at anholde, at jeg skulle tage specielt hensyn til nogle virksomheder; det gør jeg bestemt ikke. Tværtimod må man vel sige, at når jeg bliver konfronteret med problemet, siger jeg, at det skal vi gøre noget ved. Og jeg er villig til ikke bare at se på det, men også at ændre reglerne, hvis det er nødvendigt. Det er vel svært at finde en ret meget mere offensiv tilgang til sådan et problem hos en minister, tænker jeg.

Så er det medspørgeren, hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Nu er det jo ikke en helt ny sag. Jeg kan huske, at for et par år tilbage var den også oppe, hvor vi så, at i Danmark futtede man gassen af, og at man ikke behøvede at gøre det i Norge, som alt andet lige jo er et tilsvarende geografisk område. Og ministeren taler for, at nu må man tage en dialog. Men jeg tror ikke særlig meget på, at vi skal tage en dialog igen. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Når man ser på både undergrundslovens § 10, der siger, at »efterforskning og indvinding skal finde sted på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde,« så spild af råstoffer forhindres, og § 15 om, at ministeren kan foretage ændringer af selskabers produktionsplaner, »hvis tungtvejende samfundshensyn nødvendiggør dette,« er det egentlig ikke muskler nok til at kunne gå ind og sige, at så er det stop?

Ministeren.

Jeg bifalder engagementet og helt sikkert også motiverne bag den måde, spørgsmålet bliver stillet på, men jeg tænker nu nok, at hvis vi sad over for hinanden og tog sådan en generel debat, ville spørgeren give mig ret i, at hvis der er nogen, der bliver beskyldt for at gøre noget, som er i modstrid med reglerne, i en artikel, uanset hvor lødigt og godt et nyhedsmedie det måtte være, så er det nok en meget god idé at spørge dem om, hvad der er op og ned, inden man træffer foranstaltninger.

Når det så er sagt, har jeg jo nu flere gange understreget, at vi kommer til at gøre noget ved det her.

Hr. Rasmus Nordqvist, værsgo.

Jamen når der er en entusiasme, eller hvad det er, ministeren kalder det, er det jo, fordi det her ikke er en ny sag. Det var oppe at vende for 3 år siden. Vi kan så se, at det her selskab vælger bare at køre videre, og så bliver jeg forarget over, at vi tillader det. Men jeg er da glad for at høre, at man vil handle. Hvor lang tid vil man vente på den her dialog, før man skrider til at lave regler, som man har i andre lande, der jo sætter tydelige grænser for, hvordan man må producere gas?

Ministeren.

Ja, det er klart, og jeg synes også, det er en skærpende omstændighed, hvis det er rigtigt, som det er fremstillet, altså at det er den fuldstændig samme sag, som nu bare er kørt videre.

Jeg kan ikke give en præcis dato, men jeg kan sige, at vi arbejder så hurtigt som muligt med at få belyst de her ting. Det skal siges, at det ikke kun handler om dialogen med selskabet, det handler også om – er jeg blevet oplyst om af mit embedsværk – at det her er ret kompliceret rent regulatorisk i forhold til EU-lovgivning og andet. Det er ikke noget argument for ikke at gøre noget, det er bare et argument for, at det nok er lidt vigtigt, at vi lige er forberedte.

Fru Signe Munk for det sidste spørgsmål.

I forhold til ministerens handlingskasse skal der i hvert fald lyde et klart budskab herfra: I Norge har man jo et forbud imod rutinemæssig flaring, og det vil vi foreslå at man kopierer her i Danmark – så er vi forbi alle teknikaliteterne.

Man kan vi forvente, at ministeren kommer på banen med nogle konkrete initiativer til handling, når vi mødes til samrådet, som jo er indkaldt af andre partier her i Folketinget?

Ministeren.

Ja.

Spørgsmålet er slut. Tak til fru Signe Munk og hr. Rasmus Nordqvist.

Vi fortsætter med et spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren fra hr. Morten Messerschmidt, og hr. Morten Messerschmidt kender problemstillingen med tidtagningen.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, tak til ministeren for at møde frem. Hvad er ministerens holdning til at bruge de penge, som staten sparer på de høje elafgifter, fordi der så ikke skal gives støtte til VE-produktion, på at reducere el- og varmeregninger for danskerne – især for pensionister og lavtlønnede, der rammes hårdt af de høje priser?

Ministeren.

Jeg må starte med at erklære mig enig i det, der ligesom må være præmissen for spørgsmålet, altså at vi er bekymret for de stigende priser. Det er vi i gang med at se på nu – og også tak til spørgeren for at komme i går til de drøftelser, vi havde i ministeriet omkring det.

Når man ikke lige kan lave den der klare sammenhæng mellem de penge, der bliver sparet, og hvad man eventuelt vil kunne bruge, så hænger det sammen med, at den måde, man finansierer den her VE-støtte på, netop er ved, at det så skal ind i de respektive års finanslov, og pengene bliver derfor så brugt til, hvad man nu bruger en finanslov til; derfor er de allerede brugt, ligesom man de år, hvor det så går den modsatte vej og der er brug for flere penge, også finder de penge på finansloven.

Alt det her er ikke et argument for, at vi ikke kan bruge penge – det kan vi godt – men det er bare ikke lige de specifikke kroner og øre, for de er allerede disponerede.

Morten Messerschmidt, værsgo.

Det er det, som jeg godt vil blive lidt klogere på, og det tror jeg i øvrigt er et ønske, jeg deler med mange, for jeg kan jo se, at det er noget, der bliver drøftet i den offentlige debat. Altså, det tal, der har været fremme, er, at man skulle spare 2,7 mia. kr., fordi elprisen for tiden er så høj, at man simpelt hen ikke skal give støtte. Og det er jo i sig selv en god nyhed, at man ikke skal give støtte; det er så en dårlig nyhed, at det er forbrugeren, der bliver straffet – og jo i øvrigt også virksomhederne.

Så siger ministeren, som jeg hører det, at man ikke bare kan tage de 2,7 mia. kr., for det kan jo være, at vi skal bruge dem på et senere tidspunkt, når elprisen bliver lav, for så er der lige pludselig brug for støtte. Hvis det er det, der er sagen – jeg kan se, at ministeren ryster på hovedet – så vil jeg bare gerne høre, om man ikke bare kan se lidt frem i tiden. Altså, nogle af de beregninger, jeg har set, på, hvad man forventer om gasprisen og elprisen osv. de kommende år, viser jo desværre ikke, at vi sådan nært forestående vender tilbage til de lave priser, vi har kendt sidste år eller året forinden, men derimod, at priserne i en periode vil ligge noget højere. Og det må jo alt andet lige betyde, at i hvert fald en anselig del af de 2,7 mia. kr., der er sat af på finansloven til at støtte vedvarende energi, så forbliver ubrugte.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren kan forklare, hvad det er for nogle penge, der er til rådighed, i hvert fald hvis man baserer sig på den prisfremskrivning, som Energistyrelsen lægger for dagen – hvad er så beløbet, hvis det ikke er 2,7 mia. kr.?

Ministeren.

Næh, men det er rigtigt, at de penge, som der er foruddiskonteret, skal betales mindre i år, og det er 2,7 mia. kr. Men jeg tænker, at hr. Morten Messerschmidt godt kender teknikken i det, eftersom han selv har været med til at lave de aftaler, som det her er en implementering af, i henholdsvis 2012 og 2018. Derfor er det jo fair nok at spørge alligevel, for der kunne jo også sidde en offentlighed, der interesserede sig for det.

Så af hensyn til offentligheden – og ikke for at tale ned til hr. Morten Messerschmidt – forklarer jeg det lige igen: Det hænger sådan sammen, at når man laver den her form for støttemodel, er det sådan set statskassen, som så går ind og henholdsvis dækker et underskud eller disponerer over et overskud. Man har så lavet modellerne efter, at det skal gå nogenlunde lige op i sidste ende.

Morten Messerschmidt, værsgo.

Men vil det sige, at man faktisk har siddet ovre i Finansministeriet eller Energistyrelsen og vidst, at vi ville få de her eksplosive prisstigninger, for så er det jo rent skuespil, når man hører i hvert fald nogle sige, at det er kommet bag på dem. Jeg tror, det er kommet bag på mange, i hvert fald på mig, at vi nogle steder kan se 100, 200, 300 pct.s stigninger i elregningen.

Men hvis det er noget, der er kommet bag på folk, må det jo også betyde, at man havde regnet med en lavere elpris og dermed med et højere støttebehov end det, der er brug for i dag. Og derfor må man jo også i forhold til den forudsigelse, der så er af elprisen for 2022, 2023 og 2024, nu kunne sige, at der vil være penge, der er sparet, og som derfor kan sendes tilbage til forbrugerne.

Ministeren, værsgo.

Nej, altså, de støttemodeller, der er vedtaget, og som hr. Morten Messerschmidt selv har været med til at vedtage, er jo vedtaget, som de er. Skal de ændres, er det jo i givet fald igen en helt anden historie.

Men til spørgsmålet om, hvorvidt man kunne forudsige det her, er det klart, at det kunne man ikke krone til krone og øre til øre, men i træskolængde har man jo kunnet, og det er også derfor, at vi allerede i oktober måned fra regeringens side faktisk påpegede, at det her ville blive et problem, og vi forudså de stigninger. Stigningerne er så faktisk blevet endnu større, end vi frygtede, de ville blive.

Hr. Morten Messerschmidt, sidste spørgsmål. Værsgo.

Men det var jo ikke i oktober, vi tilrettelagde og besluttede de her niveauer – det ligger jo længere tid tilbage, altså på et tidspunkt, hvor man ikke havde forudset, hvor galt det ville gå i forhold til de meget høje el- og varmepriser. Derfor må jeg bare holde fast i, at det, der var forventningen dengang, alt andet lige, må have været, at der skulle bruges flere offentlige penge på at støtte vedvarende energi, og at de penge nu med altovervejende sandsynlighed ikke skal bruges, fordi vi kan se, at det høje niveau ligesom stabiliserer sig – ikke lige så højt, som det er nu, men højere end det, der var forventningen.

Så vil ministeren i hvert fald ikke komme mig i møde og sige, at vi med sikkerhed vil have nogle af de 2,7 mia. kr. at disponere over – og skulle vi så ikke bruge dem til at komme nogle af de hårdest ramte til undsætning?

Ministeren.

Jeg kan sagtens forstå, at det kan lyde besnærende, og at det som et politisk standpunkt kan være fair nok at sige: Godt, der er nogle penge, der er sparet ét sted; så kan vi bruge dem et andet sted. Det er bare ikke virkeligheden, og det er bare ikke den aftale, som hr. Morten Messerschmidt selv har lavet. Det er ikke den lovgivning og det støtteprogram, som hr. Morten Messerschmidt selv har lavet.

Det er jo ikke det samme, som at man ikke godt kan sige politisk, at vi synes, at der skal tilføres nogle penge til det her område. Det tror jeg sådan set vi er enige om. Nu er næste skridt så at finde ud af, præcis hvem det er, der skal have hvor meget, og hvor man så skal finde finansieringen, for det er ikke her, man kan finde den.

Tak for det, spørgsmålet er slut. Tak til hr. Morten Messerschmidt, og tak til ministeren.

Så går vi videre til næste spørgsmål, og det er til sundhedsministeren af fru Jane Heitmann, Venstre. Og jeg vil sige til fru Jane Heitmann, at det er sådan, at vi ikke har tidtagning; men indtil nu har vi kunnet klare det ved, at jeg rejser mig op, og så afslutter man ligesom den sætning, man er i gang med.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Mit spørgsmål til sundhedsministeren lyder således: Hvornår fremlægger regeringen sit forslag til en kommende 10-årsplan for psykiatrien?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg vidste jo godt, at det spørgsmål nok ville komme allerede i dag. Jeg står her med rapporten, altså det faglige oplæg fra vores styrelser, både Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, der er involveret sammen med rigtig mange andre interessenter. Nu har vi det faglige oplæg, og jeg har også set, at fru Jane Heitmann ligesom har taget godt imod det, når hun har udtalt sig om det, og det er der rigtig mange interessenter og politikere der har. Jeg er jo selv i fuld gang med at arbejde videre med det.

Når jeg siger, at det var det, jeg forventede ville komme, er det faktisk også, fordi jeg har prøvet at gøre mig nogle tanker om Christiansborgs optagethed af fart i reformer, der skal ske sådan her, sådan her og sådan her. Det er ikke kun tanker, jeg har gjort mig, for forfatteren og analytikeren Sigge Winther Nielsen har skrevet en bog om hastværk i reformer, og hans pointe er, at tingene skal gøres grundigt, og hans analyse er, at der faktisk er for mange reformer i det her Folketing, hvor han siger, at der er travlt ved fordøren, men ikke så meget ved bagdøren. Det billede kan man måske gå ind i, hvis man diskuterer det med ham. Men med det billede mener han kort oversat, at der simpelt hen er en lang række reformer, som måske har lydt godt og også har set godt ud i tv-avisen, hvor en ordfører har stået og pareret spørgsmål og sagt, at vi kommer i gang, og man er så også kommet i gang, men det overlever så ikke rigtig mødet med virkeligheden. Så går der nogle år, der går noget tid, og det giver kun fortvivlelse derude, og man må så måske lave en ny reform eller rette op i voldsom grad osv.

Derfor må jeg sige, at vi kan have den her debat hver onsdag, men vi kommer til at gøre det her arbejde grundigt, og vi kommer ikke til at gøre noget, der foranlediger, at vi om 3 år siger, at det var hastværk, og at det ikke var grundigt nok. Tak.

Jane Heitmann, værsgo.

Tak til ministeren for besvarelsen. Ministeren taler om fordøre og om bagdøre, men jeg troede faktisk, at jeg, når jeg stod her i dag, ville sparke en åben dør ind. For Sundhedsstyrelsen har jo netop, som ministeren lige har sagt, fremlagt sit faglige oplæg til en kommende 10-årsplan for psykiatrien, og det er et solidt oplæg, som fortjener ros. Og man kan lave mange relevante nedslag i oplægget, men særlig ét fokusområde har både min og Venstres opmærksomhed, nemlig børn og unge, som mistrives, har en psykisk sårbarhed eller en psykiatrisk diagnose. I sidste uge, minister, talte vi her i Folketingssalen om børn som pårørende, børn, som overses, når mor eller far bliver alvorligt syge eller dør, og de børn og deres familier er hårdt prøvede, og de fortjener en målrettet indsats.

I Region Hovedstaden er antallet af henvisninger til børne- og ungepsykiatrien under corona steget med 27 pct. Det er børn med stress, angst, depression, ocd, selvskade og selvmordstanker. Det er alvorligt, ikke kun for børnene og de unge, men også for familierne, som er kede af det, frustrerede over den manglede hjælp og de lange ventelister. De er slidte, og det er fuldt forståeligt, for det er ikke nemt for en familie at få hverdagen til at hænge sammen, alt imens et barn har store psykiske udfordringer eller mistrivselsudfordringer. De fortjener alle sammen hurtig hjælp og en målrettet indsats, så familierne igen kan få hverdagen tilbage.

Jeg har, både før Sundhedsstyrelsens faglige oplæg blev præsenteret og også efter præsentationen af det faglige oplæg i mandags, holdt møder og været i dialog med et bredt udsnit af foreninger, faglige selskaber og privatpersoner, og fælles for dem alle er, at de ønsker handling nu. Ministeren har jo tidligere tilkendegivet i et folketingssvar, at de tusindvis af børn og unge, som oplever, at mor eller far bliver alvorligt syge eller dør, skal prioriteres med en forebyggende indsats og behandling i den kommende 10-årsplan for psykiatrien, og derfor er mit spørgsmål til ministeren: Hvornår indkalder ministeren til politiske realitetsforhandlinger om en ny 10-årsplan for psykiatrien?

Tak. Ministeren, værsgo.

Tak for den tale. Den er jo skrevet, før jeg kom med mit svar, kan jeg næsten regne ud, for der var ikke nogen refleksion over det, jeg sagde her, og det var lidt ærgerligt. Den her regering har prioriteret psykiatrien. I den allerførste finanslov leverede vi et varigt løft på årligt 600 mio. kr., og man kan gå ind og se i budgetterne i regionerne, at det på de psykiatriske afdelinger er blevet til løft og bliver til løft, bliver til udbygninger konkret og til løft i de forskellige dele af psykiatrien. Så vi har prioriteret psykiatrien allerede på vores første finanslov.

Tak. Fru Jane Heitmann, værsgo.

Altså, reflekterer og reflekterer – jeg undrer mig sådan set over, at ministeren ikke har reflekteret over mit spørgsmål, nemlig: Hvornår kommer regeringen med deres udspil til en 10-årsplan for psykiatrien? Regeringen gik til valg på en ny 10-årsplan for psykiatrien, så det er jo ikke noget, der pludselig er poppet op. Og det undrer mig sådan set nu, hvor vi har ventet 2½ år på det faglige oplæg, at ministeren så ikke nu – så jeg, som jeg sagde indledningsvis, ikke står her og sparker en åben dør ind – kan sige til de tusindvis af børn, unge og familier, at om kort tid, den dag i den måned, tager vi ansvar og lægger vores forslag frem.

Ministeren, værsgo.

Det er måske, fordi vi har et forskelligt syn på politik. Hvis spørgeren er færdig med at læse den her rapport fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen og alle de arbejder, der er, og hvis man i Venstre er færdig med at gøre sig de tanker, der skal til for at finde ud af, hvordan vi implementerer det i konkret politik, og hvis man allerede er færdig med det efter en uge og har haft samtaler med folk og alt det andet og har lavet det om til, hvordan en 10-årsplan for psykiatrien konkret skal se ud politisk skridt for skridt, så synes jeg, man skal tage en samtale med omtalte Sigge Winther Nielsen og få en snak om, hvordan man egentlig laver reformer, som også holder til mødet med virkeligheden og også holder til, at man kigger på det om 5 år.

Fru Jane Heitmann, sidste spørgsmål.

Jeg taler gerne også med ministerens forfatter om udfordringerne i psykiatrien, og jeg synes måske i virkeligheden, at ministeren lige skulle prøve at sende tankerne tilbage til Kim Larsen, som jo sagde:

»Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:/Du der, få lige fødderne ned, og tag hatten af./Mand, kan du ikke se, at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?«

Og sådan er det med psykiatrien, og jeg tager hatten af for, at ministeren taler med forfattere og alle mulige andre, men jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig og med hånden på hjertet, at det, der er brug for derude, er, at regeringen handler, at ministeren lige kigger ud fra fjerde sal i ministeriet og ser, hvad det er, der er brug for derude for de tusindvis af børn og unge.

Så er det ministeren. Værsgo.

Tak for det. Den her regering har jo netop handlet. Som jeg var inde på i mit tidligere svar, har vi i vores første finanslov leveret et varigt, stort løft på 600 mio. kr. til vores psykiatri – altså markant mere end det, som den tidligere regering stod for. Det er et markant skridt, som nu er ved at blive brugt til udbygninger, flere sengeafsnit m.m. Derudover har vi jo så bestilt et fagligt grundigt oplæg til at lægge ovenpå, nemlig en 10-årsplan for psykiatrien. Vi kan have en snak lang tid, men jeg er nødt til at insistere på, at det skal være fagligheden, som det her hviler på, og det er det arbejde, der sker nu.

Tak. Så er spørgsmålet slut. Tak til fru Jane Heitmann, og tak til sundhedsministeren.

Det betyder, at vi går videre, men nu er det til et spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, og det er af hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Hr. Marcus Knuth, det er sådan, at tidtagningen ikke fungerer, men indtil nu har vi klaret det på den måde, at når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er ved at være gået, og så afslutter man så den sætning, man er i gang med.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Jeg troede lige et kort øjeblik, at jeg havde ubegrænset tid, men det har jeg så ikke. Jeg skal nok holde det så kort, som jeg kan, formand.

Mener ministeren, at det er udtryk for god integration, når to studerende får 25.000 kr. hver i kompensation, efter en skole ikke ville acceptere deres afvisning af at give hånd til personer af modsat køn i forbindelse med praktik som led i læreruddannelsen?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Det korte svar er vel nej. Men jeg kender kun sagen fra en artikel i Jyllands-Posten, og jeg vil for en god ordens skyld nævne, at Ligebehandlingsnævnet og reglerne på området hører under beskæftigelses- og ligestillingsministeren. Men ingen skal være i tvivl om hverken min eller regeringens principielle holdning til det her spørgsmål.

Indvandring fra landene omkring Mellemøsten har ført til og fører stadig til kultursammenstød med det danske samfund, og samfundet har for ofte bøjet af i stedet for at stå fast. Vi kan fra Christiansborg lave nok så mange regler, men de nytter jo ikke, medmindre man også lokalt står fast på de værdier, der har været bærende i det danske samfund i mange år. Og det er en dansk værdi, at man kan hilse på hinanden ved at give hånd uanset køn, mand som kvinde, høj som lav. Sådan gør vi nu engang og har gjort det i mange år.

Jeg har ikke noget at udsætte på de offentlige institutioner, der tager ansvaret på sig og holder fast i, at vi behandler folk ens. Tværtimod, de fortjener ros, og de fortjener opbakning, især de institutioner, som har en rolle at spille i forbindelse med at forme vores børn. Man skal ikke kun have demokrati og ligestilling ind med modermælken, man skal nok indstille sig på, at det også hører til skolemælken. Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at en person ikke vil give hånd til en person af det modsatte køn. Og at vi stadig kan se eksempler på, at det skaber konflikter, er kun et bevis på, at vi stadig står i begyndelsen af den værdikamp, vi har talt om i et stykke tid.

Hr. Marcus Knuth.

Tak. Jeg er glad for ministerens tilgang, for det, jeg frygter her, er jo, at det kun er toppen af isbjerget. Hvis man keder sig og gerne vil være i dårligt humør, kan man gå ind på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside og se nogle af de sager, der har været. Bl.a. var der også en muslimsk pige, der klagede til nævnet over at skulle lære at danse lancier på sit gymnasium, for der skal man jo også holde i hånd. Det mente hun ikke at hun skulle.

Det er jo bare igen og igen eksempler på en fejlslagen integration, der går hele vejen ned igennem vores samfund, hvor især folk med muslimsk baggrund gennem en krænket holdning forsøger at ændre den danske kultur. Nu er ministeren ikke ligestillingsminister, men integrationsminister – det er jeg godt klar over – men det her er jo en afspejling af en fejlslagen integration gennem mange år. Jeg er godt klar over, at det her er som at vende en olietanker, og jeg er godt klar over, at ministeren ikke har sådan en snuptagsløsning, men når ministeren ser de her sager, hvad har ministeren for integration så helt overordnet tænkt sig at gøre for at prøve at vende den her supertanker?

Ministeren.

Jeg tror måske, det er vigtigt at sige til at starte med, at hvis man tager til et stort muslimsk land, Tyrkiet f.eks., og giver hånd til kvinder, så er det fuldstændig uproblematisk. Sådan er det jo for langt, langt de fleste muslimer her i verden – fuldstændig uproblematisk. Så jeg betragter det sådan, at der er en lille, meget hård ideologisk kerne, der forsøger at presse sine egne værdier et skridt frem og tvinge de danske værdier et skridt tilbage ved at insistere på, at man ikke skal give hånd. Og der tror jeg også bare, det er vigtigt, at vi får sagt her fra parlamentet, at det ikke er noget, vi betragter som et generelt problem med muslimske medborgere. Det er en lille kerne, der prøver at skubbe ligestillingen tilbage.

Marcus Knuth, værsgo.

Tak. Men det er jo desværre en lille kerne, som bl.a. bruger Ligebehandlingsnævnet og får opbakning fra Ligebehandlingsnævnet. Jeg var glad for at se, at Socialdemokratiet var i medierne og sige, at de egentlig var enige med skolen, men hvis jeg var på en helt almindelig skole, og der var faldet den her dom i Ligebehandlingsnævnet, så ville jeg være bange for, hvad jeg så skulle gøre, næste gang der er to muslimske praktikanter, der nægter at give hånd. Så risikerer man jo, at der pludselig spreder sig en norm i skolerne om, at man ikke behøver at give hånd. Så hvad vil ministeren, ud over at sige, at man bakker skolen op, så helt konkret gøre for at sikre, at skoler følger det, regeringen siger, og ikke det, Ligebehandlingsnævnet siger?

Ministeren.

Jeg skal måske starte med at sige, at jeg ikke ved, om skolen eller den kommune, som skolen ligger i, har indbragt sagen for domstolene – den mulighed er der jo. Jeg kan også forstå, at noget af den lovgivning, som der henvises til, er EU-lovgivning. Det betyder jo ikke, at det ikke kan ændres, men det betyder bare, at det ikke er noget, vi kun kan ændre her i Folketingssalen.

Marcus Knuth, værsgo.

Ironien ligger jo lidt i, at 9 ud af de 11 medlemmer af Ligebehandlingsnævnet faktisk er udpeget af ligestillingsministeren, så måske vi selv har været med til at skabe det problem. Nu ved jeg selvfølgelig godt, at de skal være politisk objektive, men det er jo mærkeligt, hvis flertallet i Folketinget i forbindelse med den afgørelse, der er blevet truffet, er på skolens side og ikke på de her to personers side.

Men nu har vi jo indkaldt ministeren i samråd, så vi får mulighed for at fortsætte den her dialog, så jeg vil egentlig bare opfordre ministeren til måske også at prøve at tage en god og grundig snak med både ligestillingsministeren og undervisningsministeren for at sikre, at det, man siger i medierne, om, at skolen har ret, også er det, man vil følge fremadrettet.

Ministeren, værsgo.

Tak. Ja, jeg kan se, at ligestillingsministeren er indkaldt i samråd, og det synes jeg er rigtig godt, for så kan man måske også lige komme et spadestik dybere i diskussionerne. Og det, der i hvert fald vil være min og regeringens tilgang, er, at de offentlige institutioner, som vi har, også skal forsvare demokratiets værdier og ligestillingen. Vi kan ikke detailregulere alting her fra Folketingssalen, og derfor bliver vi nødt til at insistere på, at de konkrete skoleledelser, daginstitutionsledelser, ledere af svømmehaller, jobcentre og andre også skal bære demokratiets værdier i sig og implementere dem i den konkrete institution. Og når de så gør det, skal de have opbakning og ikke et slag over nallerne.

Spørgsmålet er slut. Tak til hr. Marcus Knuth, og tak til ministeren.

Så kan vi gå videre til det sidste spørgsmål, som er til uddannelses- og forskningsministeren, og det er af hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Og til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl vil jeg sige, at tidtagningen ikke fungerer, men jeg rejser mig op, når tiden er gået, og så gør man sætningen færdig.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Er ministeren enig i, at der er behov for forbedringer af den specialpædagogiske støtte (SPS) for studerende med handicap på videregående uddannelser, bl.a. i lyset af debatten ved behandlingen af hasteloven om SPS i juni 2021?

Ministeren.

Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for spørgsmålet. Der skal være gode muligheder for, at studerende med funktionsnedsættelser kan deltage på en videregående uddannelse på lige fod med andre studerende. Det er den specialpædagogiske støtte en væsentlig del af, og det er mit indtryk, at SPS-ordningen overordnet set er velfungerende. Siden debatten ved behandlingen af hasteloven i juni 2021, som der bliver refereret til i spørgsmålet, har jeg søgt ordførernes opbakning til at permanentgøre den midlertidige lovgivning, så studerende med funktionsnedsættelse heller ikke fremover risikerer at miste retten til støtte, hvis de stadig er indskrevet på deres uddannelse. Det er der givet opbakning til, og i den nærmeste fremtid kan vi fremsætte det nødvendige lovforslag – det forventer jeg vi kan næste måned – og så kan vi skabe den sikkerhed og afklaring.

Ved debatten i juni blev der konkret peget på oplevede udfordringer med sagsbehandlingstider. Dertil har styrelsen oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de SPS-ansøgninger, hvor tildelingerne er baseret på en manuel sagsbehandling, i 2020 var 19 dage. Hvis de automatiske tildelinger medtages, var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2020 helt nede på 7 dage.

Jeg er optaget af, at vi sammen skaber bedre rammer for studerende med funktionsnedsættelse, og jeg er derfor også meget glad for, at min forgænger i maj 2021 indgik en god handicappolitisk aftale med et bredt flertal i Folketinget, hvori der bl.a. blev afsat midler til et forsøg med helhedsorienterede studieplaner. Jeg ved, det er en sag, ordføreren går meget op i. Jeg ser frem til den fælles opsamling på aftalen, som skal finde sted, og den videre drøftelse i februar, som partierne er indkaldt til, om, hvordan vi bedst kan forbedre forholdene for studerende med funktionsnedsættelse. Det er vi enige om er vigtigt. Tak for ordet.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det, og tak for svaret. Det er jo rigtigt, at der er gang i nogle ting, og det synes jeg og Dansk Folkeparti også er rigtig, rigtig godt. Men efter den debat, vi havde tilbage i juni, hvor det var en hastelov, fordi der var en administration af reglerne, som ikke fulgte reglerne, og for at sikre, at de studerende faktisk fik den hjælp, som vi alle sammen var enige om at de burde have, så lavede vi selvfølgelig hasteloven. Vi bakker også op om den lovændring, som ministeren har lagt op til her i efteråret, og som permanentgør det.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge ind til, er, at der i debatten i juni fra flere sider blev nævnt et behov for at se på SPS som sådan og se på andre justeringer. På daværende tidspunkt sagde den daværende minister :

»Hele den her øvelse går jo netop ud på at sige, at det, man som studerende har oplevet igennem de senere år, også er det, vi fastholder at administrere efter i den kommende tid. Det får vi nu lovhjemmel til – tak for det – men så giver vi jo så også håndslag på, at når den midlertidige lovhjemmel så udløber, sætter vi os sammen og finder politisk en varig løsning på den her ordning. Og ja, det er da min indstilling, at vi tager udgangspunkt i det, der er gældende i dag, men jeg vil nødig foregribe de samlede forhandlinger og de samlede drøftelser om det. For jeg kan også høre, at der er forskellige ordførere, som gerne vil bære andre ting ind og have en bredere drøftelse af det, og det synes jeg der skal være plads til.«

Da så ministeren i efteråret kom med oplægget til permanentgørelsen, gjorde jeg også opmærksom på, at vi havde den her drøftelse. Og tilbagemeldingen fra ministeren var, at det så ikke er noget, man har intentioner om at tage med i det lovforslag, som vi kommer til at behandle inden så længe. Derfor efterlyser jeg lidt en diskussion: For når jeg hører fra studerende, at de har svært ved at være sikre på, at de kan få hjælpen, fra de starter på studiet, at de kan være usikre på, om de kan tage hjælpen med videre fra den ene uddannelse til den anden eller mellem retninger på uddannelsen, så har jeg brug for, at vi får den diskussion af, hvordan vi gør det her bedre. Det er derfor, jeg gerne vil have ministerens svar på, hvornår vi, når vi ikke putter det ind i den lovgivning, vi behandler lige om lidt, så får mulighed for at behandle det.

Tak. Ministeren.

Jeg vil sige sådan, at jeg meget gerne indgår i dialog med ordførerne, hvis der er nogle konkrete forhold ved ordningen, som man mener kan forbedres. Der bliver en mulighed i februar i forbindelse med opfølgningen på den handicappolitiske aftale, hvor vi konkret også kan tage emner op, der har relation til emnet her. Det kan vi sagtens, og jeg vil også bare minde om, at jeg i forbindelse med tilkendegivelsen om fremsættelsen af permanentgørelsen af det, vi er enige om i det lovforslag, der er på vej, gjorde klart, at jeg overhovedet ikke udelukkede, at vi kan tage videre drøftelser om det. Så jeg tager gerne imod konkrete eksempler eller forslag, og så kan vi drøfte dem.

Jens Henrik Thulesen Dahl, værsgo.

Det er jeg selvfølgelig glad for at høre, men jeg mangler stadig væk at komme et skridt videre. For jeg har jo for nylig stillet ministeren spørgsmål om, om ministeren ikke mente, der var behov for en evaluering af SPS-ordningen på de videregående uddannelser på samme led, som den er lavet på ungdomsuddannelserne. Der svarer ministeren sådan lidt vævende, men grundlæggende, at det er der ikke behov for. Jeg synes, problemet er, at når vi ikke ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker, har vi brug for en evaluering.

Tak for det. Ministeren.

Jeg vil som sagt sige, som jeg gjorde før, at jeg gerne indgår i en dialog, hvis der er konkrete forslag. Styrelsen har til opgave og har fået den besked løbende at se på, hvordan man kan forbedre kvaliteten af ordningen og sikre, at der er en ensartethed og høj kvalitet i de tilbud, som gives. Og er der behov for at se på noget yderligere eller en klargøring af, at man jo altså godt kan tage det med til andre uddannelsestilbud også, hvis først man er tildelt støtte, så gør vi det gerne. Jeg ser ikke den store politiske konflikt her.

Tak for det. Sidste spørgsmål, værsgo hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Så vil jeg egentlig bare gerne spørge, om vi kan blive enige om, at vi, når vi nu skal lave justeringen i form af lovændringen, også får givet en sikkerhed for, at de studerende kan få den hjælp, der er nødvendig, fra første dag på studiet, om det så kræver, at man får startet behandlingen, før man egentlig er sikker på at blive optaget – for det vil det formentlig gøre. Men kan vi blive enige om, at målet må være at sikre, at de studerende har hjælpen, den første dag de starter på studiet?

Ministeren.

Jeg er klar over, at det er en af de ting, som der har været noget diskussion om, og lad os gerne tage en drøftelse af det også. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at generelt er man lykkedes med at nedbringe sagsbehandlingstiden til i det store hele at være under det måltal, som man har sat, flere år i træk. Og der er jo også et nyt system under udarbejdelse hos min kollega børne- og undervisningsministeren, der skal forbedre de her sagsgange yderligere. Om der så er andre forhold som det, der er nævnt her, vi skal drøfte nærmere, ser vi på sammen. Tak for spørgsmålet.

Spørgsmålet er slut. Tak til Jens Henrik Thulesen Dahl og til ministeren.

Dermed er spørgetiden også afsluttet.