Tak. Da Venstres ordfører, fru Fatma Øktem, på sin fødselsdag er blevet ramt af sygdom, dog ikke corona, har jeg fået lov til at holde ordførertalen vedrørende perspektiv- og handlingsplanen på ligestillingsområdet, og tak for det. Det er altid rart efter et par og tyve år at kunne prøve noget nyt, og det er første gang, jeg har holdt ordførertalen vedrørende ligestilling. Så det glæder jeg mig meget til og også til debatten.
Jeg vil også sige tak til ministeren. Det er jo lidt specielt, fordi redegørelsen er meget ældre end ministeren – i hvert fald på det her område. Men tak til ministeren for årets redegørelse om perspektiv- og handlingsplanen. Det er altid godt at læse de refleksioner, som regeringen har, også selv om de er tilbage fra februar i år, hvor den kom, men sygdom, pauser, ministerskifte og andet har jo gjort, at det er nu, vi diskuterer det.
Det har så også givet tid til, at der er kommet nogle perspektiver med ind i debatten omkring ligestilling, og hele efterårets debat har bekræftet, at tiden er vokset fra seksuel chikane på arbejdspladserne, og det burde jo ikke være nogen nyhed. Men det er det trods alt blevet, og det er det blevet, på trods af at seksuel chikane er ulovligt og har været det i mange år. Det har været ulovligt siden vedtagelsen af ligebehandlingsloven og arbejdsmiljøloven. Det står i EU's resolution fra 1990, og det står i ligebehandlingsdirektivet fra 2002. Alligevel har vi gennem det meste af efteråret hørt fra en lang række danske kvinder om seksuel chikane på arbejdspladsen og i et omfang, som jeg tror har chokeret de fleste.
Tak til Sofie Linde for at sætte gang i en tiltrængt debat. Tak til alle de modige kvinder, der har stået frem og gjort os politikere, chefer, kollegaer opmærksom på problemet, og en særlig tak til en blandt os, der har sat fingeren på det ømme punkt omkring vores kultur, her i Folketingssalen. Det har desværre været både nødvendigt og tiltrængt.
Jeg håber, at den nye debat er med til at give det endelige dødsstød til magtmisbrug og dårlig kultur rundtom i landet, for selv om seksuel chikane og seksuelle krænkelser har været ulovligt i mange år, har vi ikke taget det nødvendige opgør endnu. Jeg er sikker på, at mange lige nu tænker, at de burde have lyttet mere, og at de burde have handlet mere.
Når jeg før sagde, at det har været ulovligt i lang tid, har jeg dermed også understreget, at lovgivningen ikke er nøglen til at løse det her problem, fordi det, vi snakker om, i forvejen er ulovligt. Vi har en lovgivning, der siger, at seksuel chikane er ulovligt. Det er et klart arbejdsgiveransvar både at forebygge og forhindre seksuel chikane. Det er bare ikke blevet håndhævet. Betyder det her så, at vi ikke må smile til hinanden hen over kaffemaskinen, at vi ikke må give et kompliment til vores kollegaer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Over halvdelen af danskerne møder rent faktisk deres partner på arbejdspladsen, så selvfølgelig skal der være plads til det, men det skal foregå i en tone af ligeværdighed og i respekt og ikke som misbrug af en magtposition. Det her handler om ordentlighed og respekt for andre mennesker.
Selv om der jo er udfordringer, må vi heller ikke glemme, at Danmark er et af de mest ligestillede lande i verden. Der er sket meget, siden kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet i 1950'erne og 1960'erne, og i dag er det en naturlighed, at kvinder både kan blive redaktører, direktører og statsminister. Det sidste er jeg faktisk lidt ked af, altså lige for nuværende. Jeg ville hellere have set en mand på den post, men lad det ligge. For det er alligevel skønt at se, at der er rollemodeller, der giver piger et billede at spejle sig i. De kan række ud efter de højeste poster i Danmark: statsminister, nationalbankdirektør, ja, der er faktisk ikke nogen poster tilbage, hvor kvinder i Danmark ikke har brudt glasloftet. Derfor synes jeg, at vi skal glæde os over det, men så alligevel sige, at der er nogle udfordringer, ikke mindst på arbejdsmarkedet.
Selv om vi er et af de mest ligestillede lande, har vi et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. 96 pct. af sygeplejerskerne er kvinder. 97 pct. af vuggestuepædagogerne er kvinder. 99 pct. af murere, tømrere, vvs'ere og elektrikere er mænd, og 76 pct. af ingeniørerne er mænd, og sådan kunne man desværre blive ved. Kvinder udgør en tredjedel af de ansatte i den private sektor, mens de udgør to tredjedele af de ansatte i den offentlige sektor.
Meget af vores identitet skabes meget tidligt, også i forhold til ligestilling mellem kønnene, og derfor er det et problem, hvis man møder et kønsstereotypt arbejdsmarked, når man ønsker mangfoldighed og inklusion. Noget af det her starter helt nede i vores uddannelsesrækker. Vi ser, at rigtig mange mænd søger ind på studier, hvor der i forvejen er mange mænd, og vi ser, at kvinder søger ind på studier, hvor der i forvejen er mange kvinder. Mænd føler sig ikke velkomne, groft sagt, som lærer og pædagog, og kvinder føler sig ikke velkomne på it-studierne. Nu generaliserer jeg groft, men man kan bare se på tallene, at det desværre er en tendens.
Det skal vi gøre bedre, og alle bør have muligheden for at vælge deres uddannelse, uanset hvilket køn de har. Så vi skal være bedre til både at sælge uddannelserne, så de appellerer til begge køn, og også til at kunne fastholde dem, der har søgt ind, sådan at de ikke har forøget frafald efterfølgende.
Et af de områder, hvor jeg mener vi bør gøre det bedre, er på spørgsmålet omkring ligestilling for indvandrerkvinder. I løbet af de seneste år er vi blevet mindet om, at for dem, mange af dem, er ligestilling en illusion. Jeg tænker især på de kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, der lever i negativ social kontrol. En af de her kvinder var Aya. I dag lever hun et sikkert sted i Danmark, fordi hun flygtede fra sin familie et år tidligere, for at komme i sikkerhed for sin fars og brødres negative sociale kontrol og sin mors passive accept. Aya flygtede fra et liv i undertrykkelse og psykisk vold fra de samme mennesker, som burde elske hende mest, og som burde passe bedst på hende og bakke hende op.
Jeg er fuld af beundring over piger som Aya, der tør at bryde ud. Tænk, at de har modet til at forlade alt det, de kender, fordi det er den eneste mulighed for at leve i frihed – noget, som vi andre tager fuldt ud for givet: muligheden for at mødes med venner, gå til fest, have det sjovt, vælge en uddannelse, få en kæreste, bare det at vælge sit eget tøj.
Vi hører også, at muslimske kvinder fastholdes i ægteskab mod deres vilje, fordi deres mænd har misforstået, hvilket årtusind vi lever i. Og vi hører nogle jobcentermedarbejdere fortælle, hvordan indvandrerkvinder holdes væk fra arbejdsmarkedet, fordi nogle mænd nægter dem selvstændighed, nægter dem at blive integreret og indgå i fællesskabet på arbejdsmarkedet. Mange danske kvinder oplevede en frigørelse, da de kom ud på arbejdsmarkedet, også på grund af den økonomiske frigørelse, at de havde en indtjening selv, at de ikke var afhængige af at blive i et ægteskab, der ikke passede dem. Jeg synes, vi skylder at gøre en langt større indsats for at bringe flere indvandrerpiger og indvandrerkvinder i stand til at kunne træffe de valg selv, der giver dem det bedste liv fremadrettet.
Regeringen skriver, at den vil bakke op om den her frihedskamp, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg håber så også, at ligestillingsministeren vil støtte den frihedskamp, for ministeren eller i hvert fald hans forgænger har hidtil været fraværende i debatten om ligestilling i etniske minoritetsmiljøer.
En anden gruppe, hvor vi skal gøre en yderligere indsats for ligestillingen, er på lgbti+-området. Jeg er rigtig glad for, at den daværende VLAK-regering i 2018 kom med den første handlingsplan fra en regering om ligestilling på lgbti+-området. Jeg er glad for, at vi flyttede spørgsmålet omkring transkønnethed fra afdelingen omkring psykiske sygdomme til en neutral afdeling i lovgivningen, for det er vigtigt, at vi får taget de her skridt for at signalere, at folk har lov til at vælge, hvem de er, hvordan de vil være, og at det er deres valg og deres liv og ikke vores. Derfor håber jeg på, at vi kan blive ved med at give dem en hjælpende hånd, sørge for at skabe den plads til, at de kan leve det liv, de måtte ønske at have her i Danmark.
Det er ikke så tit, vi mødes her i Folketingssalen og har en debat omkring ligestilling. Til gengæld er der masser af debat ude i samfundet, masser af snak om, hvordan livet skal leves, hvad politikere skal blande sig i, og hvad vi ikke skal blande os i. Vi skal ikke tage valget fra folk om, hvordan livet skal leves, men vi skal sørge for, at folk har frihed til at vælge det liv, de ønsker at leve fremadrettet, og der glæder jeg mig til det nye samarbejde med den nye ligestillingsminister.
Jeg glæder mig til at blive mere oplyst om, hvordan den nye minister vil gribe spørgsmålet an, og jeg håber på, at ministeren, selv om det ville være helt naturligt at fokusere på ligestilling på arbejdsmarkedet med den portefølje, som ministeren har, så også vil kigge bredere ud og sørge for, at der bliver ligestilling på alle de områder, der måtte være. Vi skal hen ad vejen tilpasse samfundet, så det er tidssvarende, så alle danskere har lige rettigheder og lige muligheder til liv i frihed, til forskellighed. Tak for ordet.