Tak for ordet, og tak for en god debat. Lad mig prøve at starte bagfra med hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Først og fremmest glæder jeg mig – som altid – til din næste bog, og tak for at flyve lidt op i helikopteren. Jeg synes egentlig, at Liberal Alliances ordfører formår at sætte fingeren på noget væsentligt, ikke bare for den her debat, men for vores folkestyre, nemlig at vores samfund nogle gange står over for nogle udfordringer, som er komplekse, og som kræver samarbejde og fortrolighed i Folketinget og mellem Folketinget og regeringen. Jeg tror selv på, at en ny asylpolitik nærmer sig dag for dag, fordi det bliver stadig mere åbenlyst, at det eksisterende asylsystem er uholdbart.
Jeg er også ret overbevist om, hvad angår de forskellige tanker, der er i Europa for tiden, at der ikke er nogen endnu, der har opfundet den dybe tallerken. Vi kommer til at skulle lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, og man kan ikke lave en masterplan fra A til Z og så bare gennemgå den og så fastsætte en dato for, hvornår vi åbner et modtagecenter. Danmark kommer også til i dialoger med andre lande at blive mødt med nogle spørgsmål om, hvad vi vil gøre til gengæld, og måske også nogle modkrav.
Nogle af de lande, som fungerer som transitlande på ruterne, er også enormt plaget af irregulær migration. Det er jo i deres lande, der opbygger sig kæmpe menneskesmuglerindustrier. Det er ikke til gavn for et land, at en ung mand kan tjene flere penge på at arbejde som menneskesmugler end i den etablerede økonomi. Vi må også have nogle fælles interesser med nogle af de lande, der ligger på transitruterne. Den fælles interesse skal vi jo have dyrket og skabt en fælles erkendelse af.
Vi kan ikke komme som et europæisk land og trække noget ned over hovedet på et land uden for Europa. Vi må også have forståelse for, at de også har nogle ønsker. Det kan være nogle ønsker, der får udenrigspolitiske konsekvenser, diplomatiske konsekvenser, for Danmark, og det kan også være økonomiske konsekvenser. Derfor tror jeg, at når det forhåbentlig lykkes os at få etableret en reel dialog med et tredjeland om at åbne et modtagecenter hos dem, så vil vi også som regering få brug for en fortrolig dialog med Folketinget.
Dermed nærmer jeg mig måske også en kommentar til noget af det, fru Pernille Vermund siger. For vi har som regering en interesse i at være så inddragende som overhovedet muligt på en måde, hvor vi ikke skyder os selv i foden og lukker døre for os selv i bestræbelserne på at få flyttet asylsagsbehandlingen ud af Europa. Derfor var jeg også på det pågældende samråd åben både om, at jeg synes, det går bedre, end jeg havde turdet håbe på – det gør det faktisk – men også om, at der er udfordringer, at det ikke bare er sådan lige, som jeg sagde i min tale, at overbevise et tredjeland om, at de skal være med til at løse nogle problemer, der er i Europa. De har også historiske erfaringer med, at vi måske ikke altid har blik for de udfordringer, der er set fra f.eks. et afrikansk perspektiv.
Så det er også bare i denne svære diskussion en appel om at forsøge ikke at tage ting ud af en sammenhæng og om at prøve at have en tillid til, at vi arbejder meget seriøst med at forsøge at få etableret det her. Det er ikke let, og vi vil meget gerne have en fortrolig dialog med Folketingets partier, så vidt som det overhovedet er muligt. Men vi er også nødt til at sikre os, at vi ikke skyder os selv i foden og får smækket nogle døre i hovedet, fordi vi udtaler os kluntet i en indenrigspolitisk debat. Det er den balance, vi forsøger at finde i regeringen.
Det siger jeg måske også lidt i forlængelse af noget af det, De Konservatives ordfører, hr. Marcus Knuth, siger. Han siger, at han vil holde regeringen fast på det, den har lovet, og lad mig sige tak for det – både lidt polemisk, men også helt reelt. Et land har brug for en velfungerende og god regering, det giver sig selv. Nogle gange mener jeg, at man overser, at et land også har brug for en god og velfungerende opposition, og vi har intet problem med at blive pustet i nakken med krav om at realisere regeringens egen politik – overhovedet ikke. Tværtimod vil jeg nok sige, at det faktisk er den bedste opposition, en regering overhovedet kan forestille sig. Hold os endelig i ørerne, for ud over at det her er noget, Socialdemokratiet er gået til valg på, så mener vi også helt oprigtigt, at det er det bedste for Danmark og for Europa, at der kommer en ny asylpolitik.
Derfor har jeg en opfølgende kommentar til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der efterspørger, at handling følger holdning. Jeg er enig, fuldstændig enig. Jeg kan stadig væk den dag i dag huske, at jeg stod med en bunke socialdemokratiske roser nede foran Bilka i Ishøj og delte dem ud og så de forbipasserendes ansigter i de dage, hvor folk gik på motorvejene. Det var oplevelsen af kontroltab, jeg så, og det i Danmark var intet imod, hvordan det var i vores nabolande.
Folk, der gik her, kom hen og spurgte: Sig mig, må man egentlig gå på motorvejene? Skal folk ikke betale billet for at køre med DSB's tog? Var det ikke noget med, at de skulle indkvarteres på Lolland, hvor færgerne lagde til? Altså, må de bare selv beslutte, om de vil gå til Sverige? Det var faktisk ikke så mange dage i Danmark, men jeg havde det selv sådan – og jeg kunne se det i ansigtet på de mennesker: Det var fornemmelsen af kontroltab. Har vi fuldstændig mistet kontrollen med, hvem der kommer til vores land, og under hvilke regler? Er det den danske lovgivning, der gælder, eller vader man bare ud på motorvejene? Det kontroltab er gift for vores samfund, og derfor skal holdning følges af handling. Det handler om at nedbringe asyltallet. Det lykkedes før valget, fordi der var en regering – også med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – der vedtog også svær lovgivning, som har haft betydning, vil jeg påstå, for asyltallet. Det er også lykkedes efter valget, og nu bringer coronaen så asyltallet endnu længere ned.
Det handler også om at sikre de ydre grænser, som jo var mere end bare porøse dengang i 2015 og i 2016. Der synes jeg også, at vi har taget initiativer i forhold til det, også fra den nuværende regering. Vi bakker f.eks. grækerne op i deres arbejde med at håndhæve deres grænse. Når hr. Mads Fuglede i sin ordførertale siger, at Venstre håber, at regeringen vil erkende, at debatten om et modtagecenter er en teoretisk debat, så vil jeg derfor sige: Nej, det kommer vi ikke til. For os er et bedre asylsystem ikke en teoretisk debat – det er nødt til at være mere; det er nødt til også at være en realitet.
Når nu vi arbejder med, at det skal være en realitet, bliver jeg også nødt til at sige til De Radikales ordfører, hr. Kristian Hegaard, at hvis vi entydigt binder os til, at det skal realiseres på EU-plan, så gør vi det unødig svært for os selv. Der er heldigvis flere fornuftige tiltag på bordet i Bruxelles – eller for tiden er det på en videoskærm. Det handler f.eks. om bedre screening på de ydre grænser, om styrket samarbejde om hjemsendelser, om et tættere samarbejde mellem landene på ruterne. Men min egen vurdering er, at hvis vi venter på, at alle 27 EU-medlemslande er enige om en præcis model for et modtagecenter, så gør vi det unødig svært for os selv. Vi er nødt til også at kunne arbejde med, at det f.eks. kan være Danmark i samarbejde med andre lande – eller potentielt Danmark alene.
Til det vil jeg i øvrigt sige, at mens vi har debatteret, er Institut for Menneskerettigheder kommet med en juridisk analyse af regeringens forslag, og de skriver:
»Det er ikke i strid med international ret at oprette modtagecentre for asylansøgere i tredjelande, men Danmark har stadig det menneskeretlige ansvar.«
Og det er i retning af noget af det samme, som regeringens egne jurister er kommet frem til. Så det er vi kun glade for. Men det betyder jo også, at juraen ikke står i vejen for vores ambitioner. Det var nogle tanker, som Socialdemokratiet er blevet mødt med før valget, og som regeringen også er blevet mødt med efter valget. Og hvis både regeringens jurister og Institut for Menneskerettigheder når frem til den her konklusion, er jeg i hvert fald rimelig betrygget. Og derfor vil jeg også sige til Enhedslisten, der siger, at Danmark har forpligtet sig til at hjælpe flygtninge, fordi vi har tiltrådt flygtningekonventionen: Jeg er enig. Men lad os stille os selv det spørgsmål: Hvordan hjælper vi egentlig mest – hvordan hjælper vi egentlig flest? Jeg vil vove at påstå, at jo flere der siger asyl ved den dansk-tyske grænse, jo færre økonomiske midler har vi faktisk til at hjælpe flygtninge; jo færre flygtninge kan vi hjælpe. Halvdelen af dem, der søger, får afslag. Det koster 300.000 kr. om året at have én person indkvarteret. Det vil sige, at hver gang der er én, der søger asyl, er det 150.000 kr., der bliver brugt på folk, der ikke har brug for beskyttelse. Regeringen har øget den del af udviklingsbistanden, der går til at hjælpe tættere på konflikterne, og vi har ambitioner om at gå endnu længere. Så hvad er egentlig mest humanistisk?
Til sidst vil jeg sige noget til SF, som er særlig optaget af børnenes forhold og derfor ønsker, at børnene ikke skal være omfattet af tankerne om et modtagecenter. Og jeg vil godt starte med at sige: Tak til SF for de altid konstruktive og kvalificerede indlæg i debatten. Men tillad mig alligevel at udfordre lidt. For når det nu engang lykkes at få flyttet asylsagsbehandlingen ud af Europa, hvem skulle så tage til Danmark og søge asyl? Hvorfor bevæge sig igennem syv sikre grænser for at blive fløjet tilbage til et tredjeland og få behandlet sin asylansøgning? Ingen kommer da til at søge asyl i Danmark. Men hvis vi lige præcis siger, at børnene ikke vil være omfattet af modtagecentertankegangen, kan vi da være helt sikre på, at så er det dem, der kommer til at sidde i bådene. Så jeg betragter egentlig ikke regeringens tanker om et modtagecenter som en ikkehuman politik – tværtimod. Netop af hensyn til børnene tror jeg, at vi skal insistere på, at de også skal være omfattet af modtagecentre.
Ja, det var det, jeg ville sige. Og så mange tak for en god debat.