Tv fra Folketinget / Folketinget

Folketinget har i disse dage besøg fra Norge af stortingspræsidenten, Tone Wilhelmsen Trøen, samt delegation. Jeg byder delegationen velkommen og håber, I har haft et udbytterigt besøg.

2

Hvis ingen gør indsigelse mod fremme af denne forespørgsel, betragter jeg Tingets samtykke som givet.

Det er givet.

3

Sofie Carsten Nielsen (RV)

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 29. januar 2019.

Værsgo til ordføreren for forespørgerne, fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre.

4

Tak. Jeg skal motivere den her forespørgsel, som handler om, at vi har behov for en egentlig ny uddannelseskultur. Vi taler enormt meget om det. Hvad er det, der presser de unge på uddannelserne? Og vi er rigtig meget optaget af – det tror jeg egentlig er bredt anerkendt – at vi ikke skal uddanne til samlebåndet længere, men jo heller ikke på samlebånd, at vi ikke bare skal have unge, som bliver i stand til at læse hurtigt og huske bedst og kunne repetere det, men at vi faktisk skal gøre op med et uddannelsessystem, hvor alle måske nok løber efter de mål, som vi som politikere har sat eller nogle andre har sat, men hvor vi glemmer, hvad der egentlig er formålet med at være i uddannelse.

De seneste år har der udviklet sig sådan en præstations- og korrekthedskultur – og vi bærer et bredt ansvar politisk og samfundsmæssigt – som gennemsyrer vores skole- og uddannelsessystem, og jeg tror, at vi er nået, mange af os i hvert fald, til en erkendelse af, at både elever op igennem skolen og på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser er blevet rigtig, rigtig gode til at opøve evnen til at levere de svar, som de tror at deres undervisere gerne vil høre eller vi har sat mål for, frem for dem, som udfordrer og nytænker og giver plads til engagementet og nysgerrigheden. Gymnasieelever vælge de fag, som de tror at de kan klare bedst, frem for dem, der udfordrer dem mest.

Vi er kommet til at indrette os på en måde, så vi belønner dem, der gør det, som vi forventer, fra top til tå, selv om vi jo egentlig gerne vil have det der engagement og den nysgerrighed, det gåpåmod, den evne og vilje til at kaste sig ud i noget nyt, også noget, man ikke ved, om man kan få en god karakter for. For det er jo det, vi altid står og siger. Ved festlige lejligheder og i vores taler siger vi: Fremtiden kalder på noget helt andet. Den kalder på, at vi skal kunne mange forskellige ting, at det ikke er karakteren, der er det afgørende, men din karakter, hvad du vil, om du tror på dig selv.

Men med læringsmål og nationale test og karakterræs og bonusordninger, som vi heldigvis har fået afskaffet en enkelt af, men der er flere tilbage, med optagelsespresset og også med den præstationskultur og den fremdriftsmølle, som vi har skabt, har vi fået – og det bliver vi altså nødt til at tage en grundig diskussion af – en præstationskultur, hvor flere og flere børn og unge udfordres af stress, af tristhed, endda af depression og angst, der er omfattende og omsiggribende.

Så vi har i de senere år udviklet en ungdomskultur og et uddannelsessystem, som desværre er med til at presse de unge, og det sker på bekostning af fordybelse og selvoverskridelse, nysgerrighed og kreativitet. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved.

Vi har som ambition, at danske unge skal have større tillid til deres egne muligheder, og de skal være dygtige og modige og ambitiøse og også gode til at samarbejde og ville hinanden i relationen. Fremdriftsreformen skal vi se på, karakterræset skal vi se på, og uddannelsesloftet skal afskaffes. Vi var selv med til at indføre fremdriftsreformen, og vi vil gerne afskaffe den nu. Jeg ser rigtig meget frem til debatten.

5

Jeg vil sige som en indledning, at vi skal overholde taletiden, for ellers skrider det.

Værsgo til uddannelses- og forskningsministeren.

6

Tak til Radikale Venstre for at indkalde undervisningsministeren og mig til den her forespørgselsdebat. Unge med ondt i livet, som bekymrer sig om deres fremtid, som frygter at fejle, og som oplever, at de skal være perfekte for at slå til, er et emne, som vi bør tale meget mere om, og derfor er jeg glad for, at vi tager debatten her i salen i dag.

På min første dag som minister blev jeg præsenteret for en undersøgelse, der viser, at cirka en tredjedel af de unge føler sig stresset og har ondt i livet. For pigerne alene er tallet endnu højere. Det ramte mig virkelig, og det gjorde stort indtryk på mig, for man skal ikke være ulykkelig, når man er ung og i gang med en uddannelse – det skal være en tid fyldt med håb, drømme og muligheder.

Det bekymrer mig, når jeg hører, at unge er bange for at række hånden op og stille spørgsmål; når jeg hører, at man er bange for ikke at få 12 i samtlige fag; når man taler om at spilde sit gennemsnit, hvis man vælger en uddannelse med hjertet i stedet for at søge de uddannelser med de højeste karakterkvotienter.

Som iværksætter ved jeg, at fejl og evnen til at lære af dem er helt afgørende for at få succes. Tør man ikke fejle, vil man ikke lykkes – man vælger i stedet for det sikre, den slagne vej, og tager aldrig springet ud i det ukendte. Det gælder ikke kun inden for iværksætteri, men generelt i vores samfund og selvfølgelig også i vores uddannelsessystem. Det er et problem for nysgerrigheden, for læringen og for de unges trivsel. Derfor skal vi have gjort op med frygten for at fejle.

Når vi så taler om, hvordan vi skal gøre det, skal vi huske på en vigtig skelnen i den her debat, for vi vil gerne motivere og opmuntre de unge til at præstere; vi vil gerne have, at det er udfordrende at tage en uddannelse – du må gerne være presset og nervøs op til en eksamen eller en svær opgave, og du må gerne opleve, at det er hårdt og krævende at uddanne sig. Men når det udvikler sig til fejlfrygt, ondt i livet og fokus på altid at skulle være perfekt, er der grund til bekymring. Det vil jeg gerne være med til at ændre, så vi tager et nødvendigt opgør med en perfekthedskultur og frygten for at fejle.

Jeg vil fremhæve tre initiativer, jeg tror kan gøre en forskel: Vi skal justere karakterskalaen, vi skal afskaffe hurtigstartsbonussen, og vi skal se på optagesystemet. Lad mig kort sætte lidt flere ord på det.

Det første er karakterskalaen. Først vil jeg gerne understrege, at karakterer er gode. Det er en tydelig bedømmelsesform, og karakterer efterspørges både af elever og studerende, men vi skal overveje, hvordan vi bruger dem, og sørge for, at brugen af karakterer ikke bidrager til en usund kultur. Det er udgangspunktet for regeringens forslag om at justere karakterskalaen. Skalaen har i dag for stor fokus på fejl. Skalaens trinbeskrivelser fokuserer på fejl og mangler i præstationerne. Det skal vi have kigget på.

Vi skal også se på de store spring midt på skalaen mellem karaktererne 4, 7 og 10. De store spring mellem trinene kan være med til at drive karaktererne op. Det skal vi gøre noget ved. Vi skal samtidig kunne anerkende de studerende, der leverer det helt ekstraordinære – når man tør tage en chance og angribe en problemstilling fra en helt anden vinkel.

Det næste er, at vi afskaffer hurtigstartsbonussen, hvor man kan gange sit snit med 1,08, så karaktererne ikke skrues unødigt i vejret, og så vi ikke blander hurtighed og faglighed. Det bakker alle Folketingets partier op om – tak for det.

Det tredje initiativ, vi skal se på, er, om optagesystemet kan forbedres i fremtiden. Karaktererne vil også fremadrettet være en meget vigtig del af optagesystemet, men der er behov for at se på, om det i nogle tilfælde kan suppleres med andre kriterier, så vi får et optagesystem, hvor karakterer ikke betyder alt. Jeg har ikke lagt mig fast på en konkret model endnu. Det er noget, jeg gerne vil drøfte i den kommende tid, og jeg hører selvfølgelig gerne jeres forslag.

I forhold til optagelse og studiestart vil jeg gerne understrege noget meget vigtigt, og det er, at det krævede karaktergennemsnit for optagelse på en uddannelse i dag udelukkende afspejler udbud og efterspørgsel. Det har ikke noget med uddannelsens værdi at gøre. En uddannelse med en lavere grænsekvotient er altså ikke af den grund en dårlig uddannelse. Et højt gennemsnit bliver ikke spildt ved at søge en uddannelse uden høj grænsekvotient.

Det syn på uddannelse skal vi have ændret. Eksempelvis har næsten 10 pct. af de optagne på læreruddannelsen siden 2016 haft et gennemsnit på minimum 10 med sig fra gymnasiet. Der er masser af meget talentfulde studerende, der læser til lærer, selv om adgangskravet ikke er tårnhøjt. Det er vigtigt, at de unge er opmærksomme på det, og jeg mener, at vi som politikere, som meningsdannere, der blander os i den her debat, skal være bedre til at tale den her pointe op. Vi skal forklare, at det perfekt valg ikke findes. Og vi skal også være bedre til at forklare, at der er masser af gode uddannelsesmuligheder i dag, selv om man ikke har topkarakterer i alle fag. 64 pct. af de studerende, der blev optaget i 2018, blev optaget på en uddannelse med en grænsekvotient på mindre end 7.

Problemet med den her stigende tendens til en perfekthedskultur blandt unge er kompleks. Der findes ikke nogen snuptagsløsninger. Jeg tror dog, det er helt sikkert, at løsningen ikke er at skrue ned for niveauet på uddannelserne. Vi skal fortsat stille høje krav. Det skal fortsat være okay at have et ønske om at præstere og at have høje forventninger til de studerende, men vi skal sørge for, at vores brug af karakterer og måden, vi optager de studerende på de videregående uddannelser på, ikke bidrager til den her perfekthedskultur.

Som politikere kan vi være en del af løsningen, bl.a. med de initiativer, som regeringen har sat i gang. Men jeg tror ikke, det er noget, vi kan løse alene med lovgivning. Det handler om en kulturændring af vores samfund, hvor vi bliver bedre til at tale om fejl og alt det uperfekte, så de unge og alle os andre får øjnene op for, at ingen er perfekt, og at det er helt okay at fejle. Tak for ordet.

7

Sofie Carsten Nielsen (RV)

Tak for det. Der er nogle spørgsmål. Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

8

Tak for det. Jeg beklager, at vi udfordrer teknikken i salen, når vi begge skal være tæt på her, fordi jeg stiller spørgsmål til uddannelsesministeren og fru Lotte Rod spørgsmål til undervisningsministeren.

Tusind tak for en rigtig, rigtig god tale. Den ligner jo på mange lange stræk den motivationstale, jeg holdt for den her forespørgsel, så jeg glæder mig meget, til at vi får taget fat. Jeg er enig med ministeren i, at det i høj grad handler om, hvordan vi taler om tingene, men der er også noget, der handler om, hvad det er for nogle handlinger, vi foretager os politisk, hvad vi har indført, og hvad vi skal kræve i fremtiden. Selvfølgelig skal vi have forventninger. Ingen ønsker at afskaffe forventninger, tværtimod. Det er jo et spørgsmål om, hvordan man udlever dem.

En af de ting, som jeg virkelig har lært af de seneste års debat på uddannelsesområdet, er noget, der blev indført af Radikale Venstre, nemlig fremdriftsreformen, den del af den, der handler om nogle rigide fremdriftskrav. Nu har vi nået en hurtigere gennemførelse på universiteterne, og jeg synes, det er tid til at afskaffe fremdriftsreformen. Hvad mener ministeren?

9

Værsgo.

10

Jeg vil gerne holde fast i et princip om, at når man f.eks. tager en bacheloruddannelse på et af vores universiteter, så gennemfører man den på 3 år; at når man tager en kandidatuddannelse, så gennemfører man den på 2 år eller ved nogle af de andre muligheder. Vi skal i stedet for bygge mere fleksibilitet ind imellem de her blokke så at sige – som f.eks. det, vi har gjort med den nye aftale om fleksible uddannelser, altså gjort det muligt at stoppe efter sin bachelor og være ude i nogle år, hvis det er det, man har behov for.

Så jeg synes faktisk, at som fremdriftsreformen står i dag, er det, hvad angår de elementer, der er tilbage af den, for vi har jo allerede gjort det meget mere fleksibelt, nu op til universiteterne – for vi har løsnet på det én gang – at bestemme, hvordan det præcis skal udmøntes, hvor det ikke er centralt besluttet. Og med det nye bevillingssystem håber jeg også det bliver lidt mere fleksibelt ude på det enkelte universitet at beslutte, hvordan de skruer det sammen; hvilken fleksibilitet de kan have derude – fordi vi nu ser på det ud fra en gennemsnitsbetragtning om, at man skal gennemføre på normeret tid plus de 3 måneder; så er det op til dem.

Så jeg synes, at det med de regler, der er tilbage af den oprindelige fremdriftsreform, nu står, som det skal.

11

Så er det fru Mette Reissmann. Værsgo.

12

Tak. Karakter kan ikke stå alene. Det skal følges op af feedback og vejledning for at kunne give mening for de fleste. Inden jul talte jeg med Københavns Åbne Gymnasiums rektor, Anne-Birgitte Rasmussen, og hun fortalte mig, at grundet regeringens besparelser på gymnasierne – og de videregående uddannelser i øvrigt – har de konkret været nødt til at fjerne deres tilbud om vejledning til eleverne.

Vil regeringen medvirke til at fjerne de 2-procentsbesparelser, som jo i øjeblikket forhindrer underviserne på landets gymnasier og videregående uddannelser i at give den fornødne vejledning?

13

Ministeren, værsgo.

14

Jeg er helt med på, at de på de enkelte uddannelser er udfordret af kravet om omprioritering. Men det er også derfor, vi har sagt, at det ikke kan blive ved for evigt, og derfor skal det stoppe med udgangen af 2021. Og det er jo op til de enkelte gymnasier eller enkelte videregående uddannelsesinstitutioner at beslutte, hvordan de gennemfører de her besparelser. Jeg håber da, at de vil gøre det sådan, at det i så vid udstrækning som muligt ikke går ud over de her elementer. For vi er alle sammen enige om, at vejledning stadig væk er vigtigt.

15

Tak. Og så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

16

Tak. Jeg vil godt sige tak til ministeren for talen. Der er en ting, jeg undrer mig over, og det er, at ministeren siger, der er brug for en kulturændring. Det er jeg sådan set enig i, men jeg mener, at den kulturændring skal komme, ved at vi laver ændringer i lovgivningen. Jeg mener, der er meget lovgivning på det her område, der er forkert, f.eks. fremdriftsreformen, karakterskalaen, de nationale test, og jeg kunne blive ved. Hvis ikke kulturændringen skal komme herindefra, hvor skal den så komme fra?

17

Værsgo.

18

Jamen jeg er helt enig med fru Rosa Lund i, at den også skal komme herindefra. Vi kan bare ikke gøre det hele. Og den kommer jo herindefra, ved at vi nu begynder at tale om det her på en anden måde. Vi taler om, at du godt selv må bestemme, hvornår du starter på din uddannelse. Du skal ikke længere kunne få en bonus ved at gange op med dit karaktergennemsnit. Det er da, at vi begynder at tale om det på en anden måde.

Vi siger også, at du godt må stoppe 3 år inde i en universitetsuddannelse, der ellers blev set som en samlet 5-årig blok, og så kan du være ude og reflektere over, hvad du måske vil læse på din kandidatuddannelse og komme tilbage – og have en garanti for at kunne komme tilbage – og læse videre. Så jeg synes da netop, vi gør nogle af de ting, som også sender nogle andre signaler herindefra om, at der skal være plads til det, og at der også skal være plads til at fejle.

19

Tak for det. Og jeg skal sige, at der kun er én bemærkning til hver ordfører. Vi skal lige øve os lidt på den her nye form. Fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

20

Også tak herfra til ministeren for en rigtig god tale, hvor jeg er enig i de problemstillinger, som ministeren skitserer. Jeg vil også sige, at ministeren jo også har anerkendt, at der er nogle strukturer, der skaber det her præstationenspres, ved at der er blevet truffet nogle beslutninger om at afskaffe karakterbonussen osv. Så jeg opfatter ministeren som anerkendende over for, at der er strukturer, der skal ændres for at afhjælpe det her. Og i forlængelse af det, de andre har spurgt om, kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren: Kunne ministeren være med på, at der skulle være karakterfri semestre? Vi har set studerende på CBS, der er bange for at hjælpe hinanden på grund af konkurrence om karakterer.

21

Værsgo.

22

Nej, det synes jeg ikke er en god idé. Jeg synes, karakterer er gode, og vi oplever også de steder, hvor der har været forsøg på det – det har så mest været på undervisningsministerens område – at når man så har forsøgt det, er der stadig væk en efterspørgsel efter karakterer. For de kan noget i forhold til at vise, hvor du ligger rent fagligt. Så jeg tror ikke, der findes et godt alternativ til karakterer. Men ved at vi får talt om det på en anden måde og får gjort op med den der perfekthedskultur, håber jeg, vi kan være med til at give mere plads til, at man også tør hjælpe hinanden.

23

Tak. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

24

Jacob Mark (SF)

Tak for det. Jeg havde glæden af at høre ministerens tale i mine høretelefoner på vej herind. Det var en virkelig god tale, og det, jeg syntes var bedst ved den, var, at ministeren ikke placerede sig der, hvor ministeren sagde, at det bare er sådan, at det er de unge, der selv må løse det her. Jeg tror både på, at der sker noget inde i de unge, som vi må arbejde med, men jeg tror også på, at der er nogle strukturer, som vi må arbejde med, og som presser de unge. Og jeg kunne godt lide, at ministeren også så på det på den måde.

Så jeg tror egentlig, jeg vil spørge om noget helt lavpraktisk – nu får vi jo en lidt længere debat. Det er megagodt, at vi nu kommer til at diskutere karakterskalaen, og jeg ser det også som en anledning til at skrue ned for presset på de unge, men hvornår kommer vi til det? Hvornår kommer vi til at diskutere den, og er det forventningen, at vi skal lave en aftale inden et valg?

25

Værsgo.

26

Tak til hr. Jacob Mark for et meget konkret spørgsmål. Lad mig svare lidt mindre konkret: Det gør vi en gang i løbet af foråret, og så må du spørge statsministeren, om det bliver inden eller efter et valg.

27

Tak. Der er ikke lige flere spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren. Så er det undervisningsministeren. Værsgo.

28

Tak for det. Tak til Radikale Venstre for at indkalde uddannelses- og forskningsministeren og mig til denne forespørgselsdebat om karakterer og optagelse på videregående uddannelser. Der er en række budskaber, som jeg gerne vil starte med at præsentere.

For det første er karakterer ikke noget nyt i vores uddannelsessystem. De har været der i mere end 200 år. For det andet er karakterer til dato den mest retfærdige og socialt farveblinde måde at give adgang til de videregående uddannelser på. For det tredje er der rigtig mange gode videregående uddannelser at vælge imellem, også f.eks. med et snit på 7. Og for det fjerde er det ikke skadeligt for unge eller voksne at være i en præstationskultur. Sagen er blot den, at vi ikke har en præstationskultur i Danmark; vi har en perfekthedskultur, og det er noget helt andet, og det er ikke særlig godt. Jeg vil gerne gå lidt mere i dybden med disse fire budskaber.

Lad mig starte med selve karaktererne og det dårlige ry, de har fået blandt mange gennem de senere år. Negativt ladede udtryk som karakterræs, karaktertyranni, 12-talspiger figurerer i den ene avisoverskrift efter den anden. Man skulle næsten tro, at karaktergivning er et nyt og uafprøvet fænomen, men det er jo langtfra tilfældet.

Den første karakterskala blev indført i det danske uddannelsessystem i 1775, og der er blevet brugt karakterer i grundskolen i rundt regnet 200 år. Dengang blev karaktererne fra de halvårlige eksamener brugt, når børnenes nye pladser i klassen blev bestemt – man sad nemlig efter eksamensresultatet.

Så der er – heldigvis, må vi sige – sket en del i det danske uddannelsessystem siden da, men karaktererne har overlevet, og det skal vi og i særdeleshed eleverne være glade for. For hvad skulle vi egentlig sætte i stedet? Jeg har endnu til gode at blive præsenteret for et system, der er lige så godt som karaktererne eller lige så rimeligt.

Karakterer er det mest effektive og retfærdige system til at bedømme kundskaber på; det er objektivt og gennemsigtigt, uanset hvor man kommer fra, eller hvor mange bøger der er i hjemmets bogreol. For karakterer gives ikke med afsæt i social baggrund, og karakterer er farveblinde; karakterer gives slet og ret for det faglige niveau, en elev er i stand til at præstere, og de siger jo ikke noget om, hvem man er som person, altså om man er en god kammerat, et godt menneske osv. Karakterer er ofte bedst til at skaffe mønsterbrydere adgang til universitetet. Det konkluderer EVA i deres analyse af den sociale profil i optagesystemet fra 2015.

Et uddannelsessystem, der hviler på meritokratiske principper – det er et langt ord, men det er vigtigt – er den bedste trædesten til personlig frihed. Et velfungerende uddannelsessystem findes i en balance mellem at være en fair sorteringsmekanisme og et rum for dannelse, nysgerrighed, eksperimenteren og et trygt børne- og ungeliv. Unge, der oplever angst eller sikkerhed, trives sjældent bedre ved, at de krav, der er, gøres uigennemsigtige. Derimod er gennemskuelige strukturer og klar feedback med til at give tryghed, også selv om den enkelte eksamen kan opleves som en udfordring. Faktisk viser en midtvejsevaluering af et forsøg med karakterfrie klasser i gymnasiet, at 81 pct. af eleverne føler sig usikre, når de ikke får karakterer, fordi de ikke ved, hvilket niveau de ligger på.

Når det kommer til adgangen til de videregående uddannelser, mener jeg, at et karaktergennemsnit er den mest fair og objektive måde at fordele eleverne på. I mange andre lande er det forældrenes pengepung og netværk, der skaffer en ind på drømmestudiet – det er det ikke i Danmark. Uanset hvad, opstår der jo ikke flere studiepladser af, at man gør det anderledes, og det skal man huske at være ærlig om over for de unge mennesker.

Men måske handler det også om, at mange unge lidt for tidligt får låst sig fast på en eneste rigtig vej at gå. I dag er det sådan, at man kan få plads på 76 pct. af de videregående uddannelser med et gennemsnit på 7, og det giver da ret mange muligheder. Måske kommer man ikke ind på jordemoderstudiet eller statskundskabsstudiet, men så er der andre spændende og gode veje at gå. Faktisk var der i 2018 462 ud af 893 udbudte uddannelser uden adgangskvotient.

I 2018 blev alle ansøgere optaget på både kemi- og fysikstudierne på alle universiteter i Danmark. Det er uddannelser på et højt fagligt niveau – uddannelser, der kan føre til spændende og velbetalte jobs i både Danmark og udlandet. Det skal vi nok blive bedre til at fortælle de unge, så det ikke kun er meget få uddannelser, der går an i de unges prestigebog.

Det leder mig til det med den skadelige præstationskultur på de gymnasiale uddannelser. Det vil jeg godt anfægte, altså at der er en skadelig præstationskultur. En præstationskultur er ikke skadelig, for præstationer er gode, de driver os frem og giver os selvværd. Alle har brug for at præstere noget og blive anerkendt for det.

Til gengæld har vi en skadelig perfekthedskultur blandt unge. Det er ikke okay at fejle eller træde ved siden af; man skal ligesom være dygtig til alt; man skal gerne ramme plet hver gang i første forsøg, uanset hvad man laver. Man skal se godt ud, have mange venner, og man frygter, at verden går under, hvis ikke alt lykkes på samme tid.

Det er en usund kultur, og den skal vi have gjort op med. Vi kan passende starte med os selv, de voksne, for vi skal også lade være med at tale om præstationer og karakterer som noget farligt og dårligt og i stedet vise de unge, at verden er fuld af muligheder. Der er faktisk mange andre veje at gå end International Business på CBS eller medicinstudiet på Københavns Universitet.

I jeres forespørgsel sætter I fokus på karakterer som modsætning til nysgerrighed og læring. Jeg mener ikke, at det kan sættes op som to ting, der er i et modsætningsforhold til hinanden.

Men jeg vil runde af med at sige, at det jo er vigtigt, at vi har et uddannelsessystem, der fokuserer på andet end det, man lige præcis skal lære, også på karakterer. Når vi kommer til at snakke så meget om karakterer, er det jo, fordi nogle af jer ønsker at afskaffe dem. Vi skal have et uddannelsessystem, der fokuserer på dannelsen, på kulturen, på fagligheden, på videnskaben, og hvor glæden over det at præstere anses for noget godt, uanset om det er at bryde læsekoden i 2. klasse eller måske lære græsk grammatik på universitetet, at skrive og læse et digt op i 5. klasse eller aflevere en kreativ opgave på hhx. Der skal være plads til både fagligheden og det gode børne- og ungeliv, og uddannelsessystemet skal være fair.

Derfor skal vi ikke have et uddannelsessystem, hvor fagligheden og gennemsigtigheden afløses af et system, hvor dine muligheder afgøres af måske din personlighed eller måske endda af dine holdninger. Karakterer er fair og farveblinde, og derfor er centrum-venstres stormløb på dem bekymrende.

Det er et samfundsansvar at skabe gode rammer for uddannelsessystemet og ungekulturen. Det er vi enige om, men der er nuancer i, må vi sige, hvad vi fokuserer på i den henseende. Tak for ordet.

29

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

30

Jacob Mark (SF)

Tak for talen. Nu har vi jo en lang debat foran os, hvor vi får anledning til at diskutere mange emner, og vi får også lov til at stille ministeren spørgsmål igen, så jeg tror egentlig, jeg vil starte med at stille et ret åbent spørgsmål til ministeren, som jeg har tænkt en del over. Nu har jeg hørt ministeren snakke meget om den her perfekthedskultur, og det, som bekymrer mig, når jeg hører ministeren tale, er, at det lyder meget på ministeren, som om perfekthedskulturen ligesom er noget, de unge selv må klare og selv må tage sig af, og at der i hvert fald ikke er noget, vi fra politisk hold kan gøre andet end at sige til dem, at det nok skal gå.

Jeg vil egentlig bare gerne høre, om ministeren tror, der er noget i vores system, som bidrager til, at de unge får den her perfekthedstrang.

31

Værsgo.

32

Jeg er rigtig glad for det spørgsmål, for jeg har aldrig nogen sinde sagt, at de unge skulle stå alene med det, tværtimod. Da jeg gav mit første interview om perfekthedskulturen i sommer i Altinget – det er et meget langt interview, og det kan stadig væk findes, hvis man orker at læse det – siger jeg lige præcis, at det er voksenansvaret, der er blevet for lidt af. Nu har jeg ikke mere tid, men jeg kan sagtens sige en hel masse om det.

33

Tak for det. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

34

Jeg vil også sige tak for en fin tale, hvor jeg ikke er helt enig i det hele. Men hvad angår det her med perfekthedskulturen, kunne jeg godt tænke mig konkret at høre ministeren, om ministeren anerkender de forskere, der siger, at præstationskulturen skaber unge, der mistrives og får selvværdsproblemer.

35

Værsgo.

36

Nej, jeg er ikke enig i, at præstationer er dårlige – det er jeg simpelt hen ikke. Jeg mener, at det at gå i skole er én lang præstation. Det er en kæmpe præstation, når man f.eks. bryder læsekoden, og jeg kan simpelt hen ikke se, hvordan man kan være uenig i det. Det er en præstation, første gang man rejser sig op for klassen og fremfører et digt eller en tekst; det er en præstation, og det er godt. Det, der kan presse børn og unge, er, hvis vi voksne har for diffuse krav og ikke løfter vores del af ansvaret. Så når jeg mener, at de unge bliver udsat for et pres generelt, er det, fordi de voksne – og det er min og ordførerens generation – tager alt for lidt ansvar på os og dermed overlader alt for meget til børn og unge.

37

Tak for det. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

38

Nu hører vi igen fra undervisningsministeren, at der slet ikke er noget problem med præstationskultur i Danmark. Ministeren mener slet ikke, at vi har en syg præstationskultur, men forskning fra Center for Ungdomsforskning viser jo, at når gymnasieelever i dag rækker hånden op, gør de det ikke for at deltage, eller fordi de er nysgerrige, så gør de det for at præstere og vise læreren, at de er gode for at få en god karakter. Mener ministeren ikke, at det er et problem?

39

Værsgo.

40

Jeg mener, at der er problemer, og jeg bliver sådan lidt træt, når man bliver lagt ord i munden, som man aldrig har sagt. Vi kan få en meget bedre debat her i Folketingssalen, hvis vi starter med at sige det, vi ved hinanden har sagt. Og det kan slet ikke være svært for Det Radikale Venstre at finde noget, som jeg har sagt, som man er uenig i – der må være masser at tage af.

Jeg har ikke sagt noget om, at der ikke er nogen problemer. Der er masser af problemer for børn og unge. De lever i en perfekthedskultur, hvor de voksne stiller store og uigennemskuelige krav til dem og løfter for lidt af ansvaret. Lad os bare tage sådan en ting som søvn. Søvn er ifølge forskning – kæmpestore forskningsrapporter – et af de største problemer for børn og unge, der lever i, man kan sige almindelige, velfungerende hjem. Det er et kæmpe problem. Det er overhovedet ikke blevet nævnt indtil videre. Der er rigtig mange unge mennesker, der sover med deres mobiltelefoner under puden, og som bliver vækket i løbet af natten. Det ødelægger søvnen og dermed også dagen og undervisningen. Det er et kæmpe problem.

41

Tak. Fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet.

42

Det, ministeren sagde i sin tale, var, at hun beskyldte centrum-venstre for at lave stormløb på karaktererne. Hvem tænker ministeren konkret på her?

43

Værsgo.

44

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at lave sådan et navneopråb. Men det fylder meget i debatten, at karakterer skulle udgøre et eller andet problem i sig selv, og at vi skal have mindre af det – vi skal have færre prøver, færre karakterer, for det er det, der presser. Hvis vi ser på det historisk eller geografisk, er det sådan, at vi ikke har et uddannelsessystem med enormt mange prøver og karakterer – hverken historisk eller geografisk – i forhold til andre lande. Derfor anfægter jeg bare den hypotese, at det skulle være forekomsten af karakterer, som gør, at de unge oplever et pres. Jeg synes faktisk i højere grad, at man fraskriver sig det voksenansvar, man har, for at se på, hvad det egentlig er, der gør, at de unge bliver angste og utilpasse.

45

Tak. Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

46

Tak. Som undervisningsministeren ved, er jeg meget optaget af, hvad karaktersystemet betyder for vores unge mennesker. Men jeg vil nu alligevel benytte det her spørgsmål til at spørge ministeren om noget andet, nemlig præstationskulturen. Jeg er sådan set enig med ministeren i, at det ikke er dårligt at præstere, men anerkender ministeren ikke, at det ikke skal være sådan, at man skal præstere hundrede procent hundrede procent af tiden, for det er jo den kultur, vi har fået skabt, altså at unge og nok også mange voksne tror, at man skal være hundrede procent den bedste udgave af sig selv hundrede procent af tiden, og det er der jo ikke nogen, der kan?

47

Værsgo til ministeren.

48

Jo, her er vi meget enige. Og det er lige præcis det, perfekthedskulturen handler om, altså at alt skal være godt og velfungerende hele tiden. Sådan fungerer det jo ikke. Nogle gange skriver man en opgave og har misforstået emnet, eller man klarer det ikke særlig godt, fordi der er sket et eller andet, der har slået en ud af den. Man skal heller ikke præstere hele tiden, hvis man er imellem uddannelser, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fjernet den her hurtigbonus. For når unge mennesker er imellem uddannelser, skal vi da ikke sidde herinde og blande os i, om de flytter i kollektiv eller gør et eller andet, som ikke er særlig strømlinet. Det skal de da have lov til, og der skal være masser af perioder i livet, hvor man ikke præsterer, masser af tidspunkter, hvor man ikke præsterer. Men det at være på en skole og tage en uddannelse handler jo om at blive dygtigere. Det handler bl.a. også om at præstere, og jeg synes, det er forkert at tale det, at man faktisk præsterer noget, ned, for det gør man.

49

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål til ministeren i denne omgang. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

50

Tak for det, formand. Mange unge i Danmark har det skidt. Jeg synes, det er noget af det, der gør rigtig ondt. Når vi kigger på den tid, vi lever i nu, går det jo på mange måder rigtig godt, men når vi kigger på vores generation af unge, er der uhyggelig mange, som går ned med flaget, og som ikke har det godt. Samtidig er vi jo også med vores skadelige præstationskultur ved at kvæle noget af det, som jeg holder allermest af i Danmark, nemlig det, at vores uddannelse bygger på, at man ikke bare skal kunne tingene udenad og gå op og sætte krydsene rigtigt i en test, men at vi uddanner unge til at tænke selvstændigt og tænke kritisk.

Det er også det, vi skal leve af i fremtiden. Der er vel ikke nogen af jer, der sidder herinde i dag, som forestiller sig, at det, der kommer til at gøre en forskel for Danmark, er, at de unge bare kan det samme som os. De skal turde være kritiske og tænke nyt, for det er jo det, der skaber fremskridtene. Det er derfor, vi gerne vil rejse den her debat i dag, og jeg synes, der er flere ting, som er værd at dykke ned i.

For det første ved vi fra forskningen, at over halvdelen af de unge føler sig presset. Allerede i 8. klasse er det over halvdelen af de unge, som bekymrer sig om deres uddannelse, bekymrer sig om fremtiden, bekymrer sig for ikke at slå til. Det ved vi fra Børnerådet. For det andet ved vi også, at når gymnasieelever i dag rækker hånden op, gør de det ikke, fordi de er nysgerrige, fordi de har lyst til at deltage i undervisningen, men de gør det for at præstere og for at vise læreren, at de har det rigtige svar – det, de tror læreren gerne vil høre – sådan at de kan få en god karakter. Det ved vi fra Center for Ungdomsforskning. Når vi i dag har været ude at spørge de studerende, hvad det er, der presser dem, svarer de: Det er karakterræset, det er fremdriftsreformen, det er uddannelsesloftet.

Det er ting, som vi som politikere har ansvar for, og som vi kan gøre noget ved. Derfor synes jeg også, det er bedrøveligt, at vi har en undervisningsminister, som i dag igen bruger sin taletid på at sige, at hun slet ikke mener, at der er et problem med en præstationskultur. Undervisningsministeren har også været ude at direkte modsige undersøgelsen fra Børnerådet. Selv om undersøgelsen altså viser, at det er presset fra uddannelse, og om man slår til, der er problemet, har undervisningsministeren skrevet i Politiken, at det slet ikke handler om skolen, men at problemet er, at de voksne overbeskytter de unge, at problemet er, at forældrene bliver skilt, og at de unge bekymrer sig om klimaet. I dag har vi også hørt, at problemet er mangel på søvn.

Dermed flytter undervisningsministeren jo problemet væk fra det, som det handler om, nemlig at det er vores præstationskultur, der er problemet, og som vi skal tage ansvar for. Dermed kan jeg heller ikke lade være med at blive bekymret for, at undervisningsministeren med sine udtalelser er med til at holde fast i problemet, fordi det jo sender et signal til de unge om, at de unge selv bærer en del af skylden, i stedet for at det er os som politikere, der kan sørge for at indrette et uddannelsessystem, som ikke på den måde bygger på en skadelig præstationskultur.

Vi hører i dag fra uddannelses- og forskningsministeren, at han sådan set deler analysen af, at der er brug for at få mere rum til at lave fejl og prøve ting af, og at man ikke hele tiden skal bedømmes. Det gør mig jo optimistisk, at ministeren i høj grad er det samme sted som os. Derfor synes jeg, at det, der er interessant at snakke med uddannelses- og forskningsministeren om, er, hvad vi så gør ved det. Ud over de ting, som ministeren selv har været inde på, har vi jo også en opgave i at få gjort op med den anden bonusordning, som ministeren ikke snakkede om, med fremdriftsreformen og med uddannelsesloftet. For når så mange unge i 8. klasse allerede er bekymrede, hænger det jo sammen med, at de er bange for, at den beslutning, de træffer dér, bliver afgørende for resten af deres liv.

Så for os i Radikale Venstre handler det her om at lave et opgør med kulturen og sætte ind alle de steder, hvor vi kan give mere plads til at tænke kreativt og vildt og lave fejl, i stedet for at man hele tiden skal bedømmes. Derfor skal vi jo både kigge på de nationale test, uddannelsesparathedsvurderingen, karakterfrihed i ungdomsuddannelserne, kvote 2-ordningen, fremdriftsreformen og uddannelsesloftet. Og jeg håber, at vi kan samle opbakning til det i Folketinget, for det her er så alvorligt. Vi har en hel generation, som har brug for, at vi ikke bare siger, at det er deres egen skyld, men at vi tager ansvar her i Folketinget.

Jeg skal læse et forslag til vedtagelse op. Det er fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, SF og os i Radikale Venstre, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er opstået en usund præstationskultur i uddannelsessystemet, der medvirker til, at stadig flere unge er stressede og pressede. Allerede i 8. klasse oplever et flertal et præstationspres fra skolen og samfundet. De unge bekymrer sig om fremtiden og frygter for ikke at slå til. Præstationskulturen rammer det, som vi holder meget af i Danmark: at vi opdrager unge til at tænke selvstændigt og kritisk. For en usund præstationskultur betyder, at uddannelse ikke handler om at være nysgerrig, stille spørgsmål og blive klogere, men om at præstere og få gode karakterer. Forklaringerne på, at præstationskulturen er opstået, er mange. Der er behov for politisk handling. En vigtig del handler om, at karakterer ikke må stå alene. Folketinget konstaterer derfor, at der først og fremmest er brug for at stoppe besparelserne på uddannelse, der blandt andet betyder, at der er mindre tid til feedback og god undervisning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 55).

51

Tak for det. Så er der nogle spørgsmål. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

52

Henrik Dahl (LA)

Tak for fremlæggelsen. Radikale Venstre er jo et parti, som er meget internationalt orienteret og lægger meget vægt på det internationale, og mit spørgsmål har netop den her internationale dimension. For jeg vil gerne have en uddybning af fru Lotte Rod af, hvordan hun forestiller sig at danske studerende skal klare sig i udlandet. Motivet for mit spørgsmål er, at det værdisæt, som vi lige har hørt blive fremlagt her fra Folketingets talerstol, er der ingen gode universiteter nogen steder i verden der anerkender.

53

Værsgo.

54

Det, der er vigtigt for os, er, at der bliver en kultur i vores uddannelsessystem, hvor man har tid til at prøve ting af, tænke nyt, lave fejl, før man bliver bedømt. Det er jo ikke sådan, at jeg siger, at der slet ikke skal være karakterer, fordi det giver god mening, at man også bliver bedømt. Problemet er bare, som vi hørte en mand fra gymnasieverdenen sige, at lige nu bliver vores gymnasieelever bedømt 150 gange i de 3 år, de går i gymnasiet. Så er der dæleme ikke meget tid til at begå fejl.

55

Vi skal lige lade være med at sige »dæleme«.

Så er det hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

56

Tak til ordføreren. Jeg er jo glad for, at vi i de store linjer deler nogle af de samme bekymringer i forhold til perfekthedskultur, til, at der skal være mere plads til en innovativ tankegang og til fleksibilitet. Fleksibilitet er jo i høj grad fundamentet for mange af de tiltag, vi er kommet med.

Nu nævnte ministeren nogle af de tiltag, som vi kigger på: karakterskalaen, hurtig start-bonussen, optagesystemet, og det er jo alle sammen tiltag, som tager hånd om den her bekymring. Det er jeg jo glad for, og jeg tror, at der er bred opbakning, og det får mig til at undre mig. Nu er det jo Radikale Venstre, der har indkaldt til den her debat. Hvorfor gjorde Radikale Venstre ikke selv noget ved de her problemstillinger, da De Radikale selv sad med i regeringen op til 2015?

57

Værsgo.

58

Det har vi jo også gjort. Vi har jo også kigget på en række ting, men jeg tror bare, at vores analyse er, at når vi ser ud over uddannelsesverdenen nu, er det her med præstationskulturen jo en tendens, som er blevet værre og værre. Altså, der er så mange unge nu, som føler sig pressede over karaktererne, at vi har brug for at tage flere skridt fra politisk side.

Så er vi også blevet klogere. På den del, der handler om fremdriftsreformen, havde vi jo et ønske om, at de unge skulle gennemføre deres studier på den tid, studierne er sat til. Det mål har vi nået, og derfor er det også, at vi i dag siger, at der så heller ikke er nogen grund til, at vi holder fast i et system, som presser de unge unødigt, når vi faktisk har fået det resultat, vi gerne ville opnå.

59

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

60

Tak. Fru Lotte Rod beskriver en adfærd hos de unge, og hun beskriver, at mange unge har nogle bekymringer og føler en masse forventninger til, hvad de skal, og hvad de skal præstere. Det, der bekymrer mig, er, hvis fru Lotte Rod ligesom vil afgrænse det til at sige, at det handler om de ting, vi gør herinde, altså de regler, der er i uddannelsessystemet. Altså, vi kan gøre noget; vi kan kigge på karaktererne, vi kan kigge på optagelsessystemer osv. Men er det helt centrale problem i forhold til de unges forventninger til sig selv ikke, at de bliver skabt i et samspil med andre unge, og i høj grad med de unges forældre? Og det vil sige vores generation og vores signaler til dem i det almindelige samfund. Og er det noget, vi kan styre herindefra?

61

Værsgo.

62

Jeg tror, at tingene hænger sammen, og jeg tror, at vi som politikere har en særlig opgave, for det er jo os, der har lavet systemet omkring karakterer. Det er os, som har rykket uddannelsesparathedsvurderingen ned i 8. klasse, hvilket gør, at de unge nu bliver vurderet tidligere. Så på den måde har de politiske beslutninger, vi træffer herinde, jo en betydning for den kultur, der er derude, og derfor kan vi jo som politikere også gå forrest og sige: Hvis vi gerne vil have den kulturændring, så man kan få lov til at prøve ting af, lave fejl, før man bliver bedømt, så er det også os som politikere, der skal gå forrest for at skabe den ændring, sådan at de jo har en chance for overhovedet at gøre det ude på skolerne.

63

Tak. Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

64

Tak. Det er måske egentlig bare for at følge lidt op på hr. Marcus Knuths spørgsmål, og jeg vil stille det lidt mere fremadrettet. Jeg skal bare høre den radikale ordfører, om Enhedslisten kan regne med, at hvis flertallet skifter efter et valg, så afskaffer vi fremdriftsreformen, så fjerner vi uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse og afskaffer de tossede bonusregler, der er tilbage på vores ungdomsuddannelser.

65

Værsgo.

66

Det vil vi gerne være med til.

67

Tak til ordføreren.

Så skal jeg lige sige, at jeg lidt fornemmer, at man regner med, at man nu kun har én bemærkning. Det har man altså ikke. Man har faktisk to og kun én til ministeren. Jeg kunne ligesom mærke, at man troede, man kun måtte tage én bemærkning. Vi sad lige og drøftede det heroppe, men så tænkte jeg, at nu tager vi lige den her ordførerrække færdig, og så vil jeg sige det. Og så vil jeg faktisk sørge for, at vi fremover, indtil vi alle er helt inde i den her nye form, ved hver forespørgsel af den her art lige får læst det hele op om, hvordan det er, så alle ordførere er klar over, hvordan det fungerer – altså indtil vi er helt inde i tingene alle sammen. Perfekthedskulturen skal vi gøre op med!

Så er det fru Mette Reissmann. Værsgo.

68

Tak for det. Hvor mange 12-taller skal du score, før du bliver lykkelig? Og hvor mange likes skal du have på Instagram, før du føler dig anerkendt? Og hvor vigtigt er det, at du præcis ved, hvad du skal med resten af dit liv, når du bliver færdig med folkeskolen? Det er store spørgsmål for rigtig mange unge i dag, og svaret er ukendt. Men det, vi ved, er, at hver fjerde kvinde og hver ottende mand mellem 16 og 24 år har et dårligt mentalt helbred, og det er en udvikling, der er eksploderet igennem de seneste par år.

Den skadelige præstationskultur har mange årsager, og der er ikke nogen enkle løsninger. Men en af dem handler om den måde, vi har indrettet vores uddannelsessystem på. Jeg vil sige, at karakterer grundlæggende er en vigtig del af vores uddannelsessystem, men det er uholdbart, når man som ung kun er tilfreds med sig selv, hvis man får topkarakterer og er af den opfattelse, at det er nødvendigt for at få et godt liv.

Det handler altså om hele kulturen blandt de unge – det at være på på den perfekte måde. Og de succeskriterier, som de unge selv stiller op, men som samfundet også stiller op, er svære at nå. Og så skal man spørge sig selv: Skal de unge nødvendigvis leve op til samfundets idealer for at opnå personlig succes? Nej, selvfølgelig skal de ikke det. Jeg er derfor glad for, at Radikale Venstre har rejst den her debat i dag om den skadelige præstationskultur, for det er vigtigt at få diskuteret det. For hvad er toppræstationer værd, hvis glæden ikke følger med?

Det skal være en politisk prioritering at passe på den næste generation, både unge kvinder og unge mænd. Det er dem, der skal bære vores velfærdssamfund videre. De er Danmarks fremtid, og derfor skal vi tage det alvorligt. Og nu håber jeg, at undervisningsministeren lytter rigtig godt efter, for karakterer er bedre end deres rygte. Socialdemokratiet mener, at de skal bestå, men de kan ikke stå alene. De skal følges op af feedback og vejledning. Karakterer har en enkelhed, som gør, at det er let at sammenligne; det gør det også let at debattere; det gør det let at nationalisere; det gør det i det hele taget også let at tage dem med sig til udlandet, såfremt man ønsker at forfølge en uddannelse i udlandet af kortere eller længere varighed.

Samtidig med det er karaktergivning jo også et tidseffektivt redskab, og det er også et konkret redskab, som undervisere gør brug af. For en dels vedkommende efterlyser eleverne og de studerende jo faktisk også konkrete tilbagemeldinger på deres indsats og deres niveau. Men samtidig ved vi også, at et ensidigt fokus på karaktererne er skidt, og at det er problematisk for læringskulturen såvel som for elevernes, trivsel, motivation og selvstændighed, ligesom der også er en risiko for, at den kompetenceudvikling, som vi alle sammen gerne vil have, bliver »stallet«, simpelt hen på grund af at man ensidigt fokuserer på karaktererne, og at der ikke følger feedback og vejledning med.

Så karaktergivning og bedømmelsesformer er altså behæftet med dilemmaer og med udfordringer, både for den enkelte og for uddannelsessystemet generelt set – et konkurrence- og sammenligningselement, der risikerer at tage overhånd, øge presset på eleverne og de studerende, i forhold til bl.a. optagelseskravene på vores videregående uddannelser, snævre læringstilgange hos såvel undervisere som elever og demotivering af elever, som ikke performer godt. Og det er usundt, at unge ikke tør række hånden op, før de er sikre på, at de har det rigtige svar. Så derfor er vi i Socialdemokratiet også villige til at drøfte eventuelle ændringer på baggrund af den aktuelle evaluering af karakterskalaen, som regeringen har foreslået.

Jeg vil så sige, at mild konkurrence i stærke fællesskaber er godt. Konkurrencen kan bidrage til, at fællesskabet og engagementet udvikler sig. Derfor er det nødvendigt, at vi investerer i stærke fællesskaber helt fra grundskolen og hele vejen op igennem vores uddannelser. Det er også vigtigt, at vi selvfølgelig hele tiden balancerer det, sådan at feedback og vejledning kommer med. Regeringen kan simpelt hen ikke være bekendt at fastholde sin 2-procentsbesparelse på uddannelse, sådan at vi ser, at vejledning og feedback ryger ud i glemslen. Det omprioriteringsbidrag er en katastrofe i sig selv. Det går ud over uddannelseskvaliteten, men det går altså også ud over de uddannelsesinstitutioner, som har fjernet deres tilbud om vejledning og feedback.

Den skadelige præstationskultur er jo ikke bare ødelæggende for det enkelte unge menneskes liv, den er også ødelæggende for vores samfund. Hvis ikke vi gør noget nu herindefra og tager et ansvar, får vi en arbejdsstyrke, der er presset, stresset og psykisk sårbar, og det kan vi simpelt hen ikke stiltiende acceptere. Vi skal ikke lade en hel generation lide under en forfejlet nedskæringspolitik, som regeringen forklæder som uddannelsespolitik. Regeringens nedskæring på vores uddannelsessystem får langsigtede konsekvenser: Vi får færre fagligt dygtige forskere, sygeplejersker og pædagoger. Der skal være tid og råd til, at studievejlederne og lærerne kan få sig en ekstra snak med de elever, der ikke ved, hvor de skal hen, føler sig presset eller har brug for hjælp til opgavehåndtering. Kun på den måde sikrer vi, at drenge med en spiseforstyrrelse, piger med stress eller elever, der får trykken for brystet, hver gang de får en opgave tilbage, kommer igennem vores ungdomsuddannelser som hele mennesker.

Det er et ansvar, vi skal løfte i fællesskab, og Socialdemokratiet er med. Tak.

69

Tak. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

70

Henrik Dahl (LA)

Tak for det. Et meget vigtigt krav for Socialdemokratiet historisk – det kan man også se, når man læser biografier om store ledere i Socialdemokratiet – har været meritokrati, for meritokrati var den mest effektive vej til at bryde den sociale vej, og derfor lagde man i arbejderbevægelsen stor vægt på at være flittig og på ved sine meritter at komme frem i samfundet. På den baggrund vil jeg gerne bede ordføreren om at præcisere noget: Hvad er i dag Socialdemokratiets helt grundlæggende holdning til meritokrati?

71

Værsgo.

72

Det er såmænd den samme, som den hele tiden har været. Helt tilbage i 1944 formulerede Stauning, at Danmark er det flittige folk, og han lagde bl.a. også vægt på den præcisering, som hr. Henrik Dahl tager op nu, nemlig vigtigheden af, at vi faktisk fastholder det, at det skal kunne betale sig at yde en indsats. Det skal også kunne betale sig at kunne se, at man forbedrer sig, men det skal ske under nogle rammer, således at trivslen og trygheden bevares. Og det er simpelt hen ikke muligt set med Socialdemokratiets øjne nu i et uddannelsessystem, som bliver beskåret så voldsomt, som hr. Henrik Dahls parti er medvirkende til.

73

Hr. Henrik Dahl.

74

Henrik Dahl (LA)

Det var et super oplæg til mit opfølgende spørgsmål. Jeg kan nemlig høre, at fru Mette Reissmann som andre socialdemokratiske ordførere er meget, meget kritisk over for omprioriteringsbidraget, og derfor vil jeg gerne høre, om Socialdemokratiet kan garantere, at en eventuel socialdemokratisk ledet regering vil føre bevillingsniveauet tilbage til det niveau, det havde i 2015.

75

Værsgo.

76

Jeg vil svare hr. Henrik Dahl, som jeg har svaret, hver eneste gang jeg får stillet det spørgsmål, nemlig at Socialdemokratiet, såfremt, i fald vi får lejlighed til at lede en regering efter næste folketingsvalg, vil stoppe besparelserne på uddannelse.

77

Så er der ikke flere spørgsmål til denne ordfører. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

78

Hvornår er en præstationskultur skadelig? Er det ikke en god ting, at vi alle sammen skal præstere? Jeg tror da, at alle vi, som er her i dag, gerne vil præstere godt. Jeg synes, det er godt og nødvendigt, at man i vores uddannelsessystem skal præstere; at det forventes, at man præsterer. Prøv at tænke jer et uddannelsessystem baseret på en kultur, hvor der ikke var krav til eleverne og de studerende om at præstere. Vi har lige fået en evaluering af læreruddannelsen, hvor det for mig at se mest bekymrende resultat var, at der var et for lavt ambitionsniveau blandt både studerende og undervisere. Det peger jo bestemt ikke på et for stort fokus på præstationer og karakterer. På professionshøjskolerne kan man også se, at frafaldet stiger for dem, som kommer ind med høje karakterer, hvilket for mig peger på, at der er studerende, som ikke bliver mødt med høje nok krav til at præstere.

Jeg ser rigtig gerne, at elever og studerende drives af nysgerrighed og ønske om læring, og det kan bekymre mig, at jeg oplever en tendens til, at mange på de videregående uddannelser opfatter sig som elever og ikke som studerende. Det er bekymrende, når man på videregående uddannelser ser sig nødsaget til at overveje tiltag som mødepligt for at opdrage de studerende til at blive studerende. Jeg er helt med på, at nogle af de tiltag, vi har gjort herindefra i forbindelse med f.eks. fremdriftsreformen, har været med til at sætte nogle rammer, som understøtter en opfattelse af at være elev frem for studerende.

På samme måde har karakterskalaen også en indflydelse på, hvordan vi agerer. Jeg var i går sammen med gymnasielærere, som havde den oplevelse, at gymnasieelever var blevet mere tilbageholdende med at sige noget, efter at vi havde fået 12-skalaen indført, fordi dens fokus på fejl blev opfattet sådan, at man jo havde sit 12-tal, indtil man begik en fejl, i modsætning til den gamle skala, hvor oplevelsen var, at alt rigtigt talte som plus, og at det ikke trak direkte fra, hvis man kom til at sige noget forkert. Det vil sige, at det motiverede til, at man forsøgte sig. Jeg tror ikke, at karakterskalaen eller andre enkelttiltag har skylden, men samlet set tegner det et billede af nogle rammer, som sammen med den almindelige udvikling i samfundet giver nogle udfordringer for vore unge.

For hvordan er det, vi opdrager vores unge? Hvilket eksempel er det, vi viser dem? Jeg kan da godt genkende beskrivelsen af curlingforældre hos mig selv. Hvis jeg kan fjerne stenene fra mine børns vej, er jeg nok tilbøjelig til at gøre det, og stenene på min vej fortæller jeg måske ikke børnene om. Så hvordan skal de kunne forholde sig til de sten, som kommer på deres vej? Deraf opstår måske behovet for at indføre mødepligt og for at have skemaer og klare rammer. Men hvordan skal de unge så kunne udvikle sig til rigtige studerende, som drives af trangen til at lære?

Jeg tror, der er rigtig mange elementer i spil. Meget handler om, hvordan vi som forældre påvirker vore børn, men der er også elementer i vores rammer, som vi kan arbejde med. Jeg synes bestemt, vi skal fortsætte med karakterer. Det er samlet set den bedste indikator, vi har for børnenes og de unges evner, men vi bør skabe en skala, som bedre understøtter det, vi gerne vil have – en skala, som understøtter det innovative og nysgerrige i stedet for en nulfejlskultur.

Så skal vi også arbejde med optagesystemerne. Kvalitetsudvalget foreslog i sin tid et system, hvor man så bort fra karakterer over 7 og i stedet optog på grundlag af samtaler, prøver og lignende, og der er gode erfaringer flere steder med at arbejde med optag som en kombination af karakterer og prøver. Udfordringen er at finde et system, hvor man stadig motiveres til at gøre en god indsats og dermed stræbe efter de bedre karakterer, samtidig med at optagesystemet sigter på at få de unge ind på de rigtige uddannelser, frem for at de søger ind på den uddannelse, hvor kravet er et gennemsnit på 12, bare fordi de nu har fået 12 i gennemsnit og derfor har mulighed for at søge ind på den uddannelse.

Summa summarum er jeg enig i, at der er udfordringer i vores uddannelsessystem og med præstationskulturen, som vi skal arbejde med. Jeg mener også, at vi er i færd med at diskutere de centrale punkter, så vi kan gøre noget ved det, såsom karakterskala og optagesystemer. Men samtidig er der behov for en bredere diskussion i samfundet af mange elementer, bl.a. digitaliseringen. Den spiller en rigtig stor rolle i vores kultur og i vores måde at stille forventninger både til os selv og til andre på. Så mange tak til De Radikale for at tage debatten op. Det er en vigtig og meget, meget bredere debat end den, vi kan få her i dag.

Så har jeg et forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget er optaget af, at elever og studerende i det danske uddannelsessystem lærer mest muligt, og at der er gode rammer for faglighed og nysgerrighed. Karakterer er gode og både en simpel, objektiv og også socialt retfærdig bedømmelsesform. Det er samtidig vigtigt at modvirke karakterræs, der bidrager til en usund kultur blandt de unge. Folketinget noterer i den forbindelse, at der med aftalen om mere fleksible universitetsuddannelser er enighed blandt alle Folketingets partier om at afskaffe bonusordningen for hurtig studiestart (1,08-reglen), så karaktererne afspejler faglighed og dygtighed og ikke hastighed. Folketinget noterer videre, at regeringen vil fremlægge forslag til justeringer af optagesystemet og karakterskalaen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 56).

79

Tak for det. Ligesom det foregående forslag til vedtagelse indgår dette forslag også i de videre drøftelser.

Så er der nogle spørgsmål. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre, værsgo.

80

Tak til Dansk Folkepartis ordfører for en god tale. Det er sådan set tankevækkende i den her debat, at Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er mere enige, end vi er med Liberal Alliance, så det gør mig da lidt glad.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, hvad ordføreren tænker om det her med, at vi nu ved, at gymnasieelever rækker hånden op, ikke fordi de er nysgerrige og gerne vil bidrage, men fordi de vil vise læreren, at de har det rigtige svar, så de kan få en god karakter.

81

Værsgo.

82

Jeg tænker, at den beskrivelse jo passer meget godt med det, jeg hørte af gymnasielæreren i går, nemlig at den frygt for at begå fejl og dermed få en lavere karakter gør, at man undlader at sige noget. Det er jo lige præcis det, der er udfordringen. Og det skal vi selvfølgelig arbejde på, og det skal man arbejde på derude, altså at eleverne siger det, de har lyst til, og som de har brug for at sige. Så jeg tænker, at der ligger noget i karakterskalaen, men også i den almindelige kultur i forhold til at turde sige noget. Jeg tror bare ikke, at det ligger i de regler, vi har lavet herindefra, at man i gymnasiet er bange for at sige noget, for at få en dårligere karakter.

83

Fru Lotte Rod.

84

Men hvad tænker ordføreren om, at man jo, som gymnasiet er indrettet i dag, får så mange karakterer, som man gør? Senest har jeg hørt det her med, at man bliver bedømt 150 gange i løbet af de 3 år, man går i gymnasiet. Er ordføreren enig med mig i, at hvis vi gav nogle længere perioder, hvor man havde mulighed for at kunne række hånden op, stille spørgsmål, lave fejl undervejs, før man så blev bedømt, så ville det formentlig føre til en kultur, hvor der var flere, der turde være nysgerrige og lave fejl? Eller tænker ordføreren: Det har ikke noget at sige, hvordan karaktererne i gymnasierne er; det eneste, der er interessant, et at kigge på optagesystemet til de videregående uddannelser?

85

Værsgo.

86

Jamen jeg tror, at man bliver bedømt hver evige eneste dag. Hvis man møder op og er i klassen, og læreren er der, så bliver man bedømt på det, man gør. Så vil jeg tænke, at det faktisk er ganske udmærket, at man løbende får karakterer, for så har man en pejling på, hvor man er henne. Og så skal man selvfølgelig have en kultur omkring diskussionen af de karakterer.

Men for mig at se er det bedste værktøj, man kan give de unge, faktisk at give dem den vurdering og fortælle dem, hvor de står, så de har en mulighed for at arbejde på at blive bedre, for det er jo derfor, de er der – det er jo for at lære noget, det er for at blive dygtigere.

87

Tak. Så er det fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

88

Tak. Og tak til ordføreren. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl har jo de seneste par dage udtalt sig meget om 13-skalaen. Nu drøfter vi i dag skadeligt præstationsræs og karakterpres, og jeg kan jo høre på hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, at han også selv er bekymret for lige præcis det.

Så mit spørgsmål er: Hvordan tror ordføreren at dette skadelige præstationspres bliver mindre, ved at man indfører en skala, som jo tilføjer endnu et øverste trin? Altså, kommer vi ikke til at se et endnu mere skadeligt præstationspres blandt de unge mennesker?

89

Værsgo.

90

Nej, jeg tror, at det bliver lige præcis omvendt. Jeg tror faktisk, at den tilgang, der lå i 13-skalaen, og som vil ligge, hvis vi genindfører den, netop gav motivationen for at komme med noget særligt, motivationen for at sige noget. Altså, jeg har selv levet under 13-skalaen, da jeg gik i skole i sin tid, og min erfaring er, at det, det handlede om, sådan set var at prøve at få sagt noget, at prøve at komme med nogle gode idéer, fordi det var med til at tælle op. Det værste, jeg kunne gøre, var at lade være med at sige noget, at lade være med at prøve noget.

Så nej, jeg køber ikke den der. Jeg tror faktisk på, at i det omfang, man kan tale om, at en karakterskala har en effekt på den kultur, vi har, så vil 13-skalaen have en positiv effekt på den kultur, vi diskuterer her i dag.

91

Værsgo, fru Mette Reissmann.

92

Jeg er jo enig, når hr. Jens Henrik Thulesen Dahl refererer til vores generations kultur – jeg har jo selv oplevet det samme – men jeg tror ikke, at man kan sige, at der er en direkte kausalitet mellem 13-skalaen og den kultur, vi levede under. Men lad det være, det drøfter vi i den nærmeste fremtid, går jeg ud fra.

Jeg har et nyt spørgsmål. Ordføreren er jo også bekymret for det med, at gymnasieelever ikke tør række hånden op, og den bekymring deler jeg jo. Men hvordan skal man arbejde med det, altså ændre den konkrete kultur ude på gymnasierne? Dansk Folkeparti støtter jo regeringens 2-procentsbesparelser. Dermed ved vi jo også fra gymnasierne, at man i øjeblikket fyrer undervisere, og at man allerede har skåret ned på vejledningsmulighederne, og feedback er også bare et ord, som man brugte i gamle dage. Hvordan mener Dansk Folkeparti så at det skal kunne lade sig gøre at løse det her konkret?

93

Værsgo.

94

Vi mener jo faktisk, at man kan arbejde med rigtig, rigtig mange ting inden for de rammer, man har derude. Vi er rigtig tilfredse med, at omprioriteringsbidraget forsvinder fra 2022. Og man kan sige, at der er nogle rammer, der faktisk gør det muligt, mener jeg, at arbejde ganske udmærket med læring, altså at man har masser af muligheder for at få det til at fungere derude. Så det er bare at komme i gang.

95

Tak for det. Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

96

Tak. Med al respekt tror jeg, at vi har en helt anden skole i dag, end da ordføreren og jeg gik i skole og håbede på indimellem at få et 13-tal. Som ordføreren også tidligere sagde, tror jeg, det kan være svært at bruge den erfaring, vi har fra dengang, til det.

I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om det ikke bekymrer ordføreren, at der tales om en stigende akademisering i folkeskolen – altså at man i forskerkredse kigger på, at man f.eks. skal lære ordet intertekstualitet, og hvad det betyder, i 2. klasse, at man i folkeskolen f.eks. arbejder med problemformuleringer, som man tidligere næsten først gjorde på universitetet. Kan det ikke bekymre ordføreren, og kan det ikke være med til at skabe noget præstationsangst eller i hvert fald noget pres på børnene, at de skal kunne sådan nogle ting så tidligt?

97

Værsgo.

98

Jo, jeg står og spekulerer lidt på, om jeg overhovedet kender det der ord, men nu har jeg heller ikke gået i 2. klasse i dag. Og jeg tvivler på, at det er den slags krav, der bliver stillet.

Det, vi jo, synes jeg, arbejder rigtig kraftigt på, er at lave en folkeskole, der faktisk lærer børn noget, og hvis det er det der ord, man skal lære i 2. klasse, kan det godt være, at vi skal diskutere, om man skal lære lige præcis det ord.

Jeg ved ikke, om man kan tale om akademisering. Vi diskuterer jo rigtig meget, hvordan man egentlig får meget mere praksisfaglighed ind i folkeskolen, hvordan man sikrer, at man faktisk kan rumme alle børn, og kan sikre, at de ikke bare bliver motiveret til at gå den akademiske vej, men i høj grad bliver motiveret til også at gå en mere praktisk vej. Hvis der er tegn på det andet, og hvis ordføreren har klare tegn på det, må vi jo diskutere det, men jeg mener ikke, at det er den vej, vores folkeskole er på vej hen.

99

Fru Pernille Schnoor.

100

De to eksempler, jeg nævnte, er fra mine to egne sønners skolegang. Det ene i 2. klasse, hvor han havde om intertekstualitet og skulle arbejde med det, og min anden søn, som skulle arbejde med problemformuleringer, dog, mener jeg, ud fra nogle forkerte forståelser, men det skulle de i hvert fald i 8. klasse. Så det er to konkrete eksempler, jeg selv har oplevet.

Der er forskere, der har kigget på læremidler i danskundervisningen og fundet, at man uddanner vores børn til funktionærer, og det er da problematisk, hvis vi gerne vil have flere ind på erhvervsuddannelserne, og hvis vi har nogle unge mennesker, der knækker nakken allerede i 3.-4. klasse, fordi de skal lære nogle ting, som man egentlig kun skal bruge, hvis man skal i gymnasiet eller man skal forske i dansk eller i matematik senere hen i livet. Så vil ordføreren være med til at kigge på de her ting?

101

Værsgo.

102

Jamen jeg tror jo, at det i høj grad handler om de valg, man som lærer foretager ude i skolen, og de ting, man beder børnene om. Jeg kender ikke folkeskolen så meget i detaljer. Jeg har jo ikke børn, som går der i dag, så hvad det er for nogen krav, der bliver stillet lige nu, kender jeg ikke til. Jeg kender hensigten med folkeskolen, og jeg synes ikke, at det der lyder, som om de lærere helt lever op til de krav, der er i dag.

103

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer eller spørgsmål til denne ordfører. Det vil sige, at det nu er hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

104

Tak, formand. I Venstre er vi optaget af en udvikling, hvor en utilsigtet perfekthedskultur synes at præge vores ungdom. Det er en kultur, som vi ser på både det gymnasiale niveau og på niveauet på videreuddannelserne, men også i samfundet generelt. En nulfejls- og perfekthedskultur sætter et i mine øjne forkert pres på de studerende, og derfor vælger nogle studerende ofte den opgave, som de ved kan sikre dem en fejlfri opgaveløsning, og som dermed også kan sikre dem en høj karakter, og det begrænser derfor også deres nysgerrighed, deres udvikling, deres innovation, fordi de vælger den sikre vej. Jeg tror desværre, at det bl.a. skyldes, at den karakterskala, vi bruger, fokuserer for meget på mangler i stedet for at fokusere på, hvad der er godt og originalt.

I Venstre ønsker vi i højere grad en studiekultur, hvor de unge tør tage chancer, hvor de tør udfordre sig selv, og hvor fejl er en del af selve indlæringsprocessen. Når studerende så lykkes med at skabe noget ekstraordinært, som går ud over rammen, skal det selvfølgelig også kunne belønnes. Det er derfor, jeg til dels deler Dansk Folkepartis glæde for 13-skalaen. Jeg er ikke enig i, at den er perfekt, men jeg synes 13-tallet havde noget unikt, netop fordi man kunne belønne det ekstraordinære. Det ekstraordinære skal med andre ord ikke bindes op på antallet af fejl, men i højere grad på, om den studerende har udfordret og har turdet udfordre sig selv. Men jagten på det perfekte og fejlfrie er desværre en generel tendens i vores samfund, og jeg vil sige, at jeg i hvert fald er delvis enig med fru Mette Reissmann i forhold til den del af samfundet, hvor man jager likes på Instagram, på Facebook, fordi det hele skal være så perfekt som muligt.

Jeg tror derfor, vi skal gøre mere for at fortælle de unge, at der er andre parametre under studiet, der sammen med – og jeg understreger sammen med – karaktererne, for karaktererne er vigtige, kan give gode karrieremuligheder. Jeg tror, at studiejob, et udlandsophold, frivilligt arbejde, andre sådanne ting kan give en bedre indsigt i, hvordan verden hænger sammen uden for studiebøgerne, og det giver altså bare et bedre helhedsindtryk. Af samme årsag har vi også fjerne hurtighedsbonussen, den her 1,08-bonus, fra gymnasiet til videregående uddannelse.

Jeg brugte selv 3 år mellem gymnasiet og universitetet - et halvt år i Tyskland, to år i Forsvaret og et halvt år i Afrika – og det, jeg lærte om sprog, om ledelse og om kultur, er noget, der gavner mig den dag i dag, og det ville jeg nødig have været foruden. Det passer måske ikke perfekt ind i perfekthedskulturen, hvor man skal gå direkte igennem, men det var noget, jeg var glad for. Dermed ikke sagt, at alle skal gøre det, for andre kan have stor gavn af at gå direkte fra gymnasiet til den videregående uddannelse, men jeg og andre var rigtig glade for det.

Derudover har vi jo nu med bred opbakning fra lokalet slået fast, at man også har et 3 års retskrav på at kunne arbejde efter sin bachelor, inden man går til sin overbygning. Det gjorde jeg også selv. I kan måske efterhånden konkludere, at jeg har taget mig god tid igennem mit studieforløb og arbejdet med det, og det har nu engang været det, jeg har været glad for. Det gælder også vores nye etårige overbygning, som igen også understreger mere fleksibilitet.

Men lad mig slå fast, at karakterer ikke er overflødige, karakterer er helt centrale, men vi skal bare sørge for, at karaktererne bliver givet på en måde, så der er plads til det ekstraordinære, så der er plads til innovativ tankegang, og så det hele ikke handler om en nulfejlskultur.

Så jeg ser frem til at diskutere, hvordan vi skal justere vores nuværende syvtrinsskala, og hvordan vi også, som ministeren er inde på, kigger på kriterier for optag, således at vi fremover har et uddannelsessystem, der fremmer nysgerrighed, innovativ tankegang og excellence.

Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter vedtagelsesteksten.

105

Tak. Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

106

Tak. Jeg tror, at noget af det, der i dag kan give de unge mennesker stress og gøre, at de føler sig presset, er, at der bliver stillet nogle uklare og modsatrettede krav til dem. Jeg er sådan set enig med hr. Marcus Knuth i, at det kan være rigtig godt at lave frivilligt arbejde, og jeg er også enig i, at det kan være rigtig godt at have et studiejob ved siden af sin uddannelse, men hvordan hænger det så sammen med, at man skal opfylde en meget rigid fremdriftsreform og meget strenge krav? Det er jo sådan lidt modsatrettede krav at stille, så er det ikke på tide, at Venstre ligesom tager konsekvensen af det, der bliver sagt her, og afskaffer fremdriftsreformen?

107

Værsgo.

108

Jeg synes, det er en balancegang, og når nu vi har en målsætning om, at man skal gennemføre på normeret tid eller på den tid, der er afsat, er det selvfølgelig det, der er målet. Det er der jo altså rigtig mange studerende der gør på rigtig, rigtig god vis, samtidig med at de arbejder. Jeg ser det ikke på nogen måde som en modsætning. Selvfølgelig skal der være plads til et udlandsophold, og at man kan få overført merit osv., men der skal stadig væk være en forventning om, at man gennemfører på normeret tid, så længe det giver god mening. Det synes jeg ikke er en selvmodsigelse.

109

Værsgo.

110

Tak. Der er bare det, at det, de studerende siger, er, at de har meget svært ved både at opfylde fremdriftsreformens krav og så også have tid til et studiejob og tid til at arbejde frivilligt. Men lad nu det ligge. Jeg vil gerne spørge om noget andet, som ordføreren var inde på – eller rettere sagt ikke var inde på. Vi snakkede om toppen af karakterskalaen, men lad os prøve at snakke lidt om bunden. Tænker man virkelig i Venstre, at de i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne, universiteterne og professionshøjskolerne lærer noget af at få karakteren -3? Altså, at man er i minus med noget. Er det en god ting for ens motivation og læring, eller er det en dårlig ting?

111

Værsgo.

112

Helt overordnet er jeg rigtig glad for, at vi tager en diskussion om karakterskalaen, for som jeg var inde på, giver den ikke plads til at belønne det ekstraordinære. Der er desuden set med mine øjne nogle meget uhensigtsmæssige spring både i midten af skalaen, nemlig mellem 4,7 og 10, men også i bunden af skalaen. Men præcis hvordan vi vil indrette den fremtidige skala, tror jeg at vi skal tage i den debat, der kommer nu her til foråret.

113

Tak for det. Så er det fru Mette Reissmann. Værsgo.

114

Tak. Ordføreren var inde på, at karakterer var et godt, objektivt måleredskab – det synspunkt deler jeg. Og jeg deler faktisk også det, ordføreren yderligere tilføjede, netop at karakterer jo ikke kan stå alene, men for at man skulle sikre, at unge mennesker sættes i en position, så de kan vælge selv – det bedst mulige karrierevalg var udtrykket, ordføreren brugte – skulle karakterer i hvert fald kombineres med vejledning. Jeg antager, at det var det, ordføreren var inde på.

Her er spørgsmålet: Hvordan kan hr. Marcus Knuth og Venstre se, at der kan tilbydes en bæredygtig vejledning og en feedback, sådan at vi opnår det fælles mål, når hr. Marcus Knuth er medlem af et parti, som skærer så voldsomt ned på ungdomsuddannelser og på de videregående uddannelser?

115

Værsgo.

116

For det første i forhold til omprioriteringsbidraget, som jeg antager, at ordføreren henviser til, så synes jeg, at det klinger lidt hult, når nu hr. Henrik Dahl lige har spurgt, om Socialdemokratiet vil føre det tilbage til samme niveau som tidligere. Det var der jo ikke noget svar på – så det angreb synes jeg klinger lidt hult. Hvis ordføreren havde svaret anderledes, havde det været anderledes, men siden ordføreren ikke har tænkt sig at spole tingene tilbage, er det jo nemt nok at lægge byrden på vores skuldre og derefter tage gevinsten, hvis man vinder regeringsmagten.

I forhold til det konkrete spørgsmål: Selvfølgelig skal der være vejledning, det er der jo også langt hen ad vejen. Det afhænger jo helt af, om der menes vejledning i løbet af året, eller om det er vejledning op til de endelige karakterer. Det, som jeg synes er vigtigere, er det, som ministeren lægger op til i forhold til kriterier for optag, nemlig at se på, om det kun skal være karaktererne, eller kan man i visse tilfælde også inkludere noget, hvor der kan være forskellige spørgsmål, der indgår i bedømmelsen af eleven, så det ikke alene er karakteren.

Det gør man i høj grad i udlandet. Jeg siger ikke, at man skal gøre det ligesom visse andre lande, men en mere objektiv bedømmelse synes jeg i hvert fald er noget, der er værd at tage et kig på.

117

Værsgo fru Mette Reissmann.

118

I forhold til de besparelser, som regeringen jo har i form af omprioriteringsbidraget på 2 pct., så vil jeg bare sige, at det virker på mig, som om hr. Marcus Knuth benægter faktum, netop det faktum, at vi hører fra uddannelsesinstitutionerne, at de må fyre vejledere og i øvrigt også undervisere, som skulle have ydet den der feedback og vejledning, som er nødvendig for at kunne opnå det mål, at unge mennesker i større grad betrygges i deres ønsker for karrierevalg.

Hr. Marcus Knuth ynder jo altid selv at fortælle om sine meritter. Det kan jo være underholdende for dem, der ikke har hørt det før, men jeg vil i hvert fald gerne sige, at problemet jo mange gange består i, at unge mennesker bliver hindret i tilsvarende at kunne træffe nogle valg og måske endda træffe nogle omvalg.

Så helt konkret: Vil hr. Marcus Knuth og Venstre medvirke til at fjerne uddannelsesloftet i nærmeste fremtid for at tage noget af det præstationspres af de unge menneskers skuldre?

119

Værsgo.

120

Nu tror jeg vi skal passe på, at der ikke går lidt for meget jantelov i den her. Jeg synes, det er vigtigt, at politikere kan afspejle deres beslutninger og deres bedømmelser på nogle af de erfaringer, de selv har. Det, at jeg siger, at jeg arbejdede i 3 år mellem gymnasiet og universitetet, synes jeg da bare er positivt – at jeg kan sige, at det er noget, som får mig til at bakke op om nogle af de ændringer, vi har her. Det gælder også det, at man arbejder mellem bachelor- og kandidatniveauet. Men lad mig lade det ligge dér.

I forhold til uddannelsesloftet har det jo intet at gøre med den karakterskala, som vi skal til at bedømme her. Det er jo igen at blande tingene fuldstændig sammen.

121

Fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre.

122

Hvad er hr. Marcus Knuths holdning til, at det er over halvdelen af eleverne i 8. klasse, som føler sig presset, og det, de er presset af, er skolen og frygten for ikke at slå til i deres uddannelsesvalg?

123

Værsgo.

124

Det tror jeg er et af de eksempler, som vi hører, som jo netop fik mig til at sige, at jeg er glad for, at De Radikale tager den her debat, for jeg tror, at vi deler mange af de bekymringer, der er. Mit fokus, må jeg jo så sige, er på de højere uddannelser og ikke på grundskolen eller folkeskolen. Men det er jo en afspejling, der er igennem systemet, og det er jo netop derfor, at vi skal kigge på, hvordan det er, vi bedømmer vores studerende eller vores elever, uagtet hvilket niveau de er på. Selvfølgelig skal der være et krav om, at man skal præstere, men det skal ikke være et perfekthedssystem, hvor der kommer et så stort pres på de studerende, at de får stress, at de bliver bekymrede og oplever nogle af de situationer, som ordføreren beskriver.

125

Fru Lotte Rod.

126

Bare for at forstå det: Er Venstres ordfører alene optaget af at ændre karaktererne, eller også af, hvor tit der bliver givet karakterer? Når jeg spørger, at det jo, fordi det, vi også ved fra forskningen, er det her med gymnasieeleverne, som rækker hånden op for at få en god karakter, og ikke fordi de egentlig vil stille et nysgerrigt spørgsmål eller prøve et eller andet. Synes ordføreren, at det er et problem, at de ikke rækker hånden op, fordi de er nysgerrige? Og hvad gør vi ved det? Er det alene bare at ændre karaktererne, eller er det også at få ryddet op i, at de ikke skal have karakterer så tit?

127

Ordføreren.

128

Jeg tror, at det, der går igen og igen for flertallet ved de taler, vi hører i dag, er, at det her er en kultur som helhed, vi skal gøre noget ved. Selvfølgelig er den nuværende karakterskala en del af det, men det stikker jo meget dybere end det. Jeg mener også, at det stikker dybere end antallet af gange, man får en karakter. Jeg ser ikke noget galt i, at man bliver bedømt løbende gennem året og får karakterer for enkelte opgaver osv. Det synes jeg ikke nødvendigvis er problemet. Men det er jo hele kulturen, man skal gøre op med, det er den her nulfejlskultur, og det er ikke så nemt som bare lige at ændre en karakterskala eller antallet af bedømmelser. Det er et opgør, vi skal tage med kulturen som helhed.

129

Tak. Så er der ikke flere, der har spørgsmål til denne ordfører. Vi går videre, og det er så fru Rosa Lund. Værsgo.

130

Tak. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til De Radikale for at have indkaldt til den her debat om det her ekstremt vigtige emne, som også optager os i Enhedslisten rigtig meget.

Jeg har forud for debatten her taget mig den frihed at snakke med nogle unge mennesker om, hvad de tænker om stress og pres i uddannelsessystemet. Det vil jeg gerne referere her i salen i dag.

En har sagt til mig: Jeg vil gerne læse psykologi, jeg har aldrig ligget i den lave ende af skalaen, men jeg sad allerede i 6.-7. klasse og havde ondt i maven og spekulerede på, om jeg nu ville kunne komme ind. En anden sagde: Jeg ved, at der er nogle personer, der bliver motiveret af konkurrence, men langt de fleste, jeg kender, bliver aldrig tilfredse og kører altid på sig selv i stedet for. En tredje sagde: Gennem hele min skoletid har jeg været i skolemiljøer, hvor der har været et enormt karakterræs; selv da jeg gik i 4.-5. klasse, var der en konkurrence mellem pigerne om, hvem der fik den bedste karakter. Hun sagde også: Karakterer kan ofte blive lig med dårligt selvværd, hvis man f.eks. har svært ved nogle fag og hele tiden sammenligner sig selv med andre.

De her citater stammer fra folkeskoleelever, altså folkeskoleelever. Jeg synes, det er meget tidligt at have ondt i maven over, hvordan man klarer sig, særlig hvordan man klarer sig i forhold til andre. Jeg tror på og vi tror i Enhedslisten på, at karakterer er med til at skabe stress og pres blandt unge. Karakterer er en af årsagerne til, at alt for mange børn og unge har ondt i livet. Derfor synes jeg også, det har været ret nedslående at høre de to ministres, som er til stede i salen i dag, løsningsforslag på de her problemer. Undervisningsministeren, som – mener jeg – ellers taler om, at der skal være en voksen til stede, fralægger sig ethvert ansvar og siger, at det handler om brugen af mobiltelefoner og iPads, at det handler om, at forældrene ikke er sig deres ansvar voksent. Uddannelses- og forskningsministeren siger, at løsningen bare er at indføre nogle flere trin på den karakterskala, vi allerede kender i dag. Men ingen af de to ministres forslag løser reelt problemet med børn og unges stress, faktisk overhovedet ikke.

Der er derfor brug for langt mere gennemgribende ændringer af vores uddannelsessystem, hvis vi skal den her stress- og presepidemi til livs, for præstationssamfundet – eller perfekthedskulturen, som jeg kan forstå undervisningsministeren foretrækker at kalde det – er en systemfejl. Det er en fejl, som ligger indlejret i den måde, vi har indrettet vores uddannelsessystem på, og som de ændringer, der har været i uddannelsessystemet de sidste 10 år, kun har skubbet på til. Vi har snakket om nogle af dem i dag.

Vi skal skabe et uddannelsessystem med fællesskabet i fokus, et uddannelsessystem med klasse kammerater , ikke klasse konkurrenter . Vi skal lære de unge at sige »vi« i stedet for »jeg«, og derfor skal vi have et uddannelsessystem med færre konkurrenceelementer. En måde, man kan fjerne et konkurrenceelement på, er ved at fjerne alle karaktererne i uddannelsessystemet. I stedet for karakterer skal vi bedømme de unge på, hvad de kan, og have fokus på, hvordan de udvikler sig, og hvad de kan gøre bedre. Det gør vi ved at give elever og studerende feedback og udtalelser på alle opgaver. Hver gang de eksempelvis løser en opgave eller laver et projekt, skal de have konkrete anvisninger på, hvad de har gjort godt, hvordan de kan udvikle sig, og hvad det er, de kan blive bedre til. For karakterer er bagudskuende, de har kun fokus på fejl, og de hjælper ikke den enkelte unges udvikling. Feedback derimod ser fremad og hjælper de studerende til at blive bedre. Jeg mener, vi skal turde stille krav til vores unge, samtidig med at vi ikke stresser og presser dem ved at sætte dem i en nærmest kronisk konkurrencesituation, fra de starter i 1. klasse.

Tiden er moden til, mener jeg, at også de to ministre, som er til stede i salen i dag, lærer af deres fejl og anerkender, at der er brug for grundlæggende ændringer, hvis vi vil gøre noget ved det problem, at de unge har det værre og værre, og i stedet for at give de to ministre en dumpekarakter eller en karakter med minus, vil jeg bare give lidt positiv fremadrettet feedback. Lad os nu gøre op med nogle af de systemer, som presser de unge så meget, lad os afskaffe uddannelsesloftet, lad os fjerne fokus på karakteren, lad os afskaffe alle de bonusregler, der findes, og lad os afskaffe fremdriftsreformen og de nationale test. Det er i hvert fald nogle steder, som vi i Enhedslisten mener at man kan kigge på for at tage et opgør med det her.

Igen vil jeg bare sige tak for ordet og tak til Radikale Venstre for at rejse den her vigtige debat.

131

Tak. Hr. Marcus Knuth, Venstre.

132

Tak. Og tak for en spændende tale. Jeg er altid nysgerrig på, hvordan den perfekte verden ifølge Enhedslisten egentlig ville se ud. Og det får mig til at stille spørgsmålet: Hvis vi lever i en verden uden karakterer, hvordan skal man så bedømme, hvem der skal ind på de forskellige uddannelser, f.eks. efter gymnasiet?

133

Værsgo.

134

Tak for det spørgsmål. Noget, der også optager mig rigtig meget, er optagesystemet på de videregående uddannelser. Og nu har jeg jo allerede stået heroppe og sagt, vi skal afskaffe karaktersystemet, så jeg kan lige så godt afsløre, at vi i Enhedslisten også ønsker os et frit optag på de videregående uddannelser.

135

Tak. Hr. Marcus Knuth.

136

Tak. Det er jo en smuk tanke, men hvis vi nu tager medicinuddannelsen, ville man så optage folk fra gymnasiet, som måske slet ikke havde de nødvendige kompetencer inden for alt det, der nu kræves for at blive uddannet til læge. Så risikerer man jo altså at få nogle læger, som måske slet ikke har evnerne til det, og nogle studerende, som ikke gennemfører uddannelsen. Hvordan kan det på nogen måde være hensigtsmæssigt?

137

Så er det ordføreren, værsgo.

138