Folketingets Socialudvalg har besluttet sig for at stille en
platform til rådighed for en drøftelse af behovet for
en uvildig og ansvarsplacerende undersøgelse af Danmarks
praksis på det transnationale adoptionsområde.
Socialudvalget stiller med den offentlige høring platformen
til rådighed, men tager med den handling ikke stilling til
det juridiske spørgsmål om ulovligheder.
Borgere i Danmark har adopteret børn fra 69 lande i
perioden fra 1950'erne og indtil nu. Det er et stærkt
ønske fra adopterede og adoptanter i Danmark, at de
får lejlighed til at informere Folketinget og regeringen om
de ulovligheder og brud på menneskerettigheder, som kredsen
mener at kunne føre bevis for. Dette ønske
efterkommes med høringen.
Til høringen vil man bl.a. kunne høre oplæg
fra Institut for Menneskerettigheder, Danish Korean Rights Group og
social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theill (S).
Program kan ses her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske
senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal
pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter
først til mølle-princippet.
Tilmeld dig her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på
Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes
efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises
høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.