Åbent samråd om faldende dansk bredbåndskvalitet i international sammenligning
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Mødedato: 18-11-2010
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 1-133
Videnskabsudvalget har kaldt videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd om den seneste store internationale undersøgelse om bredbåndskvalitet foretaget af bl.a. nogle europæiske universiteter.

Ministeren skal under samrådet redegøre for, hvilke initiativer ministeren har taget for at sikre, at Danmark ikke får en endnu dårligere placering på listen fremover, og udvalget ønsker også ministeren får klargjort, hvem der har ansvaret for, at Danmark er faldet ned af ranglisten.

Yderligere ønsker udvalget oplyst, om ministeren vil tage initiativ til, at regeringen også melder en upstream-målsætning ud om bredbånd, og endelig ønsker udvalget en orientering, om ministeriet vil udarbejde en midtvejs-målsætning vedr. regeringens målsætning om 100 Mbit/sek. bredbånd i 2020.

Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag 18. november 2010 i vær. 1-133 på Christiansborg. Der er tv-transmission af samrådet, der begynder kl. 12.00. Samrådsspørgsmålene L-P er stillet efter ønske fra Yildiz Akdogan (S).