Åbent samråd med miljøministeren om transport af HCB-affald
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Mødedato: 17-11-2010
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 2-133
Miljø- og Planlægningsudvalget har kaldt miljøminister Karen Ellemann (V) i samråd om HCB-affald. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 1. december 2010, kl. 7.00 i vær. 2-133 på Christiansborg.

Udvalget har bedt ministeren svare på, om der er givet forhåndstilsagn om destruktion af yderligere skibsladninger med HCB-affald, og om ministeren er tryg ved, at oplagringen af HCB-affald ved Kommunekemi baserer sig på vurderinger af PVC. Desuden er ministeren blevet bedt om at redegøre for, om den tidligere miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), har lagt pres på den nuværende minister for at godkende importen af giftaffald fra Australien, og at dette var grunden til ministerens holdningsskifte i sagen. Udvalget har ligeledes spurgt ministeren, om KommuneKemi har en aftale med Orica om samlet at aftage 10.000 tons HBC-affald og om, hvorvidt det stadig er hendes holdning, at det er et hypotetisk spørgsmål om virksomheden, Kommunekemi, vil søge om en ny tilladelse til opbevaring og behandling af HCB-affald.

Samrådsspørgsmålene BA og BB er stillet efter ønske fra Steen Gade (SF).

Samrådsspørgsmål BD er stillet efter ønske fra Mette Gjerskov (S).

Samrådsspørgsmålene BE og BF er stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht (S).