Åbent samråd om spildevandstakster
Udvalg: Miljøudvalget
Mødedato: 14-03-2013
Starttidspunkt: 11.30
Sluttidspunkt: 12.30
Lokale: 2-133
Miljøudvalget har kaldt miljøminister Ida Auken (SF) og fødevareminister Mette Gjerskov (S) i samråd om spildevandstakster og det nuværende skatte- og afgiftsniveau. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 14. marts 2013 i værelse 2-133 på Christiansborg. Samrådet begynder ca. kl. 11.30.

Udvalget har bedt fødevareministeren uddybe sit løfte til erhvervslivet, om at "eksempelvis slagterier ikke skal betale mere i spildevandstakst, end det koster at rense vandet" jf. artiklen "Minister i kovending om afgiftslettelse" i Børsen den 14. januar 2013. I tilknytning hertil har udvalget bedt miljøministeren redegøre for, om hun er enig med fødevareministerens udtalelse, samt hvordan hun vil indfri sit løfte til erhvervslivet om at indføre en trappemodel for spildevandstaksten.

Endelig har udvalget bedt ministrene redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at erhvervslivet ikke skal betale mere i spildevandstakst end det koster at rense vandet, og om ministrene mener, at det nuværende skatte- og afgiftsniveau på deres respektive ressortområder er passende i forhold til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Samrådsspørgsmålene M-P er stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V) og Henrik Høegh (V).