L 52 Forslag til lov om ændring af momsloven, opkrævningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love.

(Gennemførelse af aftale om skærpede og hurtigere sanktioner på skatteområdet).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-10-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 25-10-2023
Betænkning afgivet 06-12-2023
2. behandlet/direkte til 3. behandling 12-12-2023
3. behandlet, vedtaget 14-12-2023
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget gennemfører aftalen "Hårdere straf. Hurtigere konsekvens – Seks tiltag til at styrke indsatsen mod skatteøkonomisk kriminalitet", som blev indgået den 13. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.

For det første foreslås det at justere en række straffebestemmelser i skattelovgivningen med henblik på at gennemføre en ny sanktionspraksis i sager om skatteunddragelse.

For det andet foreslås det at indføre tillægsbøder i fængselssager om smugleri.

For det tredje foreslås det at indføre mulighed for, at Skatteforvaltningen kan pålægge ledelsesmedlemmer at hæfte for de skatter og afgifter, der ikke afregnes som følge af anvendelse af fiktive eller falske fakturaer i den virksomhed, de er knyttet til. Hæftelsen vil være betinget af, at der er tale om et forsætligt eller groft uagtsomt forhold.

For det fjerde foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne inddrage registreringen for skatter og afgifter hos de virksomheder, hvor der forsætligt eller groft uagtsomt er udstedt eller anvendt fiktive eller falske fakturaer.

For det femte foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne foretage arrest i virksomheders indeståender på pengeinstitutkonti, så indeståenderne bliver indefrosset, hvis virksomhedens drift indebærer nærliggende risiko for tab for staten.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 102 (S, V, SF, M, DD, LA, EL, RV, DF, ALT, NB og Jon Stephensen (UFG)), imod stemte 6 (KF), hverken for eller imod stemte 1 (Lars Boje Mathiesen (UFG)).