Tak. Jeg skal hilse fra De Radikale og sige, at de er for lovforslaget, og jeg skal også hilse fra Enhedslisten og sige, at det er vi også. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi øger det, der skal betales ind til den grønne pulje, og det forhindrer jo ikke, at man, hvis der er projektmagere, som gerne vil give mere i støtte end det, så kan aftale det lokalt. Nu har vi så bare sikret, at der skal være en åbenhed omkring det, og det vil sige, at det der vilde vesten, der er i forhold til den vedvarende energi, skulle vi gerne komme over, så der er en åbenhed omkring, hvor vildt det er. For jeg tror sådan set, at der kan være mange projektmagere, som godt kan se, at et lokalsamfund skal have mere ud af det end det, der med det her lovforslag betales ind til en grøn ordning, og der er jo så en mulighed for det.
Jeg synes, at det er lidt ærgerligt, at vi er havnet et sted, hvor det er meget store selskaber, som laver de vedvarende energiprojekter. Altså, der var noget positivt i gamle dage, hvor man i et lokalsamfund gik sammen og lavede et vindmøllelav, og det så var de mennesker, der boede omkring nogle få vindmøller, som havde ejerskabet i det. Og jeg er godt klar over, at man med de projekter, man har nu, og med den risiko, der er for, at man starter et projekt op, og at det så ender med, at kommunen ikke vil godkende en lokalplan, så kan tabe rigtig mange penge i sit forberedelsesarbejde. Så vi er et andet sted, men jeg synes ikke, at vi her i 2024 er det bedste sted.
I høringsnotatet til lovforslaget bliver der ligesom præciseret, at hensigten med aftalen om at firedoble andelen af den vedvarende energi på land er, at man skal sikre rammevilkår, som sikrer, at man kan lave den udbygning. Altså, for Enhedslisten er det vigtige sådan set, at der sker den udvikling, og ikke bare det, at vi laver rammevilkår, som sådan i teorien kunne være med til at fremme det. Og det er lidt en akademisk diskussion, og jeg synes, det er lidt spøjst, at det står i høringsnotatet. For når vi i den gamle aftale fra 2022 sagde, at vi nu ville firedoble andelen af den vedvarende energi, så var det jo, fordi det var det, vi ville, altså at vi gerne hurtigst muligt ville have mere vedvarende energi op på land, og det er sådan set den billigste måde at lave en vedvarende energi-udbygning på.
Jeg synes, at der er en enkelt ting, vi har overset, for vi er jo ikke helt i mål med at firedoble andelen af den vedvarende energi på land. Vi har jo taget den første runde, og der er nogle arealer, der er i proces, men vi skal jo sådan set også have flere runder, og det har været sådan, at kommuner har kunnet byde ind i en runde to, og vi ved ikke endnu, hvor langt vi er kommet, og om vi skal have tre eller fire runder, før vi kommer op på en firedobling i forhold til den vedvarende energi, og der må vi jo se, i hvilket tempo vi kan komme frem til, at det bliver realiseret. Så synes jeg også, vi har et problem, vi ikke har fået drøftet endnu, og det er jo, at jordpriserne ude på landet mange steder er steget til et helt urimeligt niveau, og at vi egentlig skal vende tilbage til, at det normaliseres.
Så jeg synes egentlig, at vi mangler en solnedgangsklausul, altså en passus med, at der, når vi er tæt på, at vi har fået lavet den her firedobling af andelen af den vedvarende energi på land, så er nogle ordninger, der ophører, fordi vi så er færdige med at udbygge med vedvarende energi på land, og man ude på landet så ved, at der skal være skov og natur og landbrug, og at man skal vende tilbage til nogle normale jordpriser. Så det ville jeg egentlig gerne have drøftet, og jeg er godt klar over, at det nok skal ske i forligskredsen, men jeg synes også, det er rimeligt, at vi forholder os til det. For aftalen vedrører jo sådan set en udbygning frem mod 2030. Så det her er jo egentlig et lovforslag, hvor man godt kunne have en solnedgangsklausul, som sagde, at den her støtteordning ikke er noget, der kører uendeligt, men at det sådan set har en udløbsdato, og at den udløbsdato jo bør være, når man har firdoblet andelen af den vedvarende energi på land, hvor vi så skal tilbage til normalen igen. Så vi støtter lovforslaget, men jeg synes, der er et hjørne, vi skal gøre en anelse bedre.