F 20 Om botilbudspladser.

Af: Marlene Harpsøe (DD), Karina Adsbøl (DD), Katrine Daugaard (LA), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (DF)

Til: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Samling: 2023-24

Status: Foretaget

Forhandling den 25-04-2024

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forespørgsel nr. F 20:

Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren:

Vil indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren redegøre for, hvordan regeringen vil arbejde for at sikre, at der er tilstrækkelig med botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor de tilgængelige kompetencer på bostederne medfører en kvalitet i de social- og sundhedsfaglige indsatser, som betyder, at flere fremover får den rette hjælp og støtte og færre med f.eks. psykiske lidelser og samtidig et misbrug eller sociale udfordringer oplever tilbagefald, når de visiteres til et botilbud?

Af Marlene Harpsøe (DD), Karina Adsbøl (DD), Katrine Daugaard (LA), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (DF).

(Anmeldelse 30.01.2024. Fremme 01.02.2024).

Da vi nu skal i gang med en forespørgselsdebat, indebærer det, at ordførerne skal have logget sig af på deres normale pladser og rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind der. Derfor holder vi lige en kort pause.

Jeg kan dog sige, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 2. maj, 2024.

Så vi er klar til at gå i gang med forespørgsel nr. F 20, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne for begrundelse.

Tak for, at I er dukket op her i Folketingssalen i dag. Vi har i Danmarksdemokraterne sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti indkaldt til denne forespørgselsdebat af flere årsager. Vi har gjort det, fordi en beretning fra Rigsrevisionen i juni 2023 gav Statsrevisorerne anledning til at rette en skarp kritik af myndighederne i forhold til at sikre et sammenhængende forløb for borgere med psykiske lidelser, som har været indlagt i psykiatrien i regionerne, og som skal udskrives til et socialt botilbud; fordi der mangler kapacitet på botilbudsområdet; og fordi der også mangler de rette social- og sundhedsfaglige kompetencer i nogle af botilbuddene. Vi har jo desværre set nogle forskellige eksempler på det bl.a. i Operation X-dokumentaren »Nødråb i natten«, som man må sige satte et rigtig vigtigt fokus på, at vi har et kæmpe arbejde at gøre herinde i Folketingssalen for at få styr på botilbudbudsområdet.

Der er tale om mennesker, som har brug for hjælp, men som risikerer at blive kastebold i et system, der er sat i verden for at give dem den nødvendige hjælp og støtte, og de har ikke nogen vejviser, som sikrer, at de får det rette botilbud, der matcher de udfordringer, som de enkelte har, og der er heller ikke garanti for, at de rent faktisk kan få den rette hjælp det sted, hvor de bor, og som er deres hjem.

Derfor har vi bedt både sundhedsministeren om socialministeren om her i Folketingssalen i dag at forholde sig til, hvordan der sikres et tilstrækkeligt antal botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor de tilgængelige kompetencer på bostederne rent faktisk også medfører en kvalitet i både de sociale og sundhedsfaglige indsatser, som også betyder, at flere får den rette hjælp og støtte, og at færre med f.eks. psykiske lidelser og samtidig et misbrug eller sociale udfordringer oplever tilbagefald, når de visiteres til et botilbud.

Vi ser meget frem til debatten i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Det er aftalt, at social- og boligministeren taler først, og derfor byder jeg nu velkommen til social- og boligministeren.

Tak for det, og tusind tak for at rejse den her utrolig væsentlige debat, for det er ikke kun i forbindelse med TV 2-dokumentaren, at der har været eksempler på, at borgere har været på botilbud, som vi som samfund ikke kan være bekendt. Desværre er det også sådan, at vi for ofte støder på mennesker, som har oplevet først at være blevet placeret på det ene botilbud, hvor rammerne ikke har været tilstrækkelige til at kunne rumme de problemstillinger, de har, og derfor er det brast sammen for dem at være på det sted, hvorefter de er kommet videre til det næste botilbud, som heller ikke har kunnet rumme dem, og så er de kommet videre til det næste botilbud, og for hver gang de er blevet flyttet, har de fået det værre. Så kan det godt være, at vi ikke hører om dem i medierne, men det afspejler jo præcis også den problemstilling, som bliver nævnt her.

Vi ved også omkring botilbuddene, at jo mere uddannet personale der er, jo bedre er trivslen for de borgere, der er på botilbuddene, og jo færre indlæggelser er der i psykiatrien. En opgørelse fra Rambøll viste, at der var 70 pct. færre indlæggelser på de botilbud, hvor der er uddannet personale. Det er jo alligevel ret markant. Når vi taler om lige præcis samspillet mellem botilbud og psykiatri, er det derfor helt afgørende at holde sig for øje, at en af de udfordringer, vi står med, er, i hvor høj grad der er uddannet personale på botilbuddene. For vi ved, at det betyder, hvis der er uddannet personale, at borgerne så faktisk bliver indlagt mindre i psykiatrien og simpelt hen har det bedre, for det ene afspejler jo det andet.

Derfor er der god grund til at gå til det her, og derfor skal det herfra være sagt, at det er nogle af de ting, som vi – nu er tingene jo blevet lækket til pressen, så om ikke andet fremgår det der – lige nu sidder og forhandler om. Jeg vil sige, at en af grundene til, at vi også i regeringsgrundlaget har skrevet ind, at der skal være specialeplanlægning på det højt specialiserede socialområde, jo præcis er, for at vi kan få det rette match. Jeg ved, at det er noget af det, som ordføreren, fru Marlene Harpsøe, også går rigtig meget op i – at vi får en specialeplan, og at vi med den også får skabt det rette match mellem borger og så det tilbud, de får. Det i sig selv vil selvfølgelig bidrage til, fordi det betyder, at man får de rigtige uddannelseskompetencer sammensat omkring borgeren, at der er færre indlæggelser, og at borgeren får det bedre, og at der i øvrigt er større tilknytning til både fritidsfællesskaber og arbejdsfællesskaber.

Så der er rigtig meget at vinde på den konto. Derfor har jeg også selv gået meget op i spørgsmålet om specialeplanlægning. Det vil selvfølgelig også gøre det nemmere at ramme rigtigt første gang, fordi man med specialeplanen får et overblik over, hvilke tilbud der er hvor, og dermed kan man matche borgeren med det.

Det sidste, jeg vil sige om det med specialeplan, for det er nok så vigtigt, er, at man jo lægger op til at få samme kapacitetsfastsættelse, som vi kender det fra sundhedsvæsenet. Uden at jeg skal kloge mig på sundhedsvæsenet, for det er der andre her i salen der har væsentlig mere forstand på og ansvar over, så ved jeg jo i hvert fald som almindelig borger, at nogle undersøgelser og nogle operationer eksempelvis kun foregår på Riget eller på Skejby. Så selv om tilbuddene er regionale, er der nogle ting, der er så specialiserede, at man vælger kun at have dem få steder i landet.

Samme mekanisme findes ikke på socialområdet med det resultat, at borgerne risikerer at blive placeret på tilbud, som ikke har den specialisering, der skal til, og hvor der simpelt hen ikke er den viden og de kompetencer, der skal til for at tage sig af de specialiserede problemstillinger, de har. Det er noget af det, der også ligger i specialeplanen at få styr på, ligesom der skal laves en kapacitetsfastsættelse. Vi regner med fra regeringens side at kunne lovbehandle specialeplanen, når vi kommer ind i den nye folketingssamling.

Så vil jeg gerne slå fast, at sådan som tingene er i dag, er det kommunerne, der har forsyningspligten i forhold til tilbud efter serviceloven, og dermed er det altså kommunernes ansvar at sikre, at der er botilbudspladser til rådighed, og at de matcher de behov, borgerne har. Det er der et ret stort mismatch i i de her år. Der er simpelt hen for få botilbudspladser, bl.a. fordi der er en stigning i, hvor mange borgere der har brug for dem, og fordi der også er nogle forandrede mønstre i, hvad det er for behov, der er. Og det har altså bidraget til, at priserne er stukket af på de botilbud, der er. Der er ikke nogen fast prissætning på området, og det vil sige, at vi kommer til at betale overpris, altså mere for pladserne end den kvalitet, man leverer, fordi der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel og ikke er nogen fast prissætning.

Derfor er det, som man også kan se af nogle af de papirer, der har været fremme, afgørende, at vi kommer ind og får fat omkring det, for selvfølgelig skal man betale for de ekstra mennesker, der er, men vi skal jo ikke betale for ingenting, og der er mig bekendt ikke andre steder i den offentlige sektor, hvor man ikke har fat om prisstrukturen. Og det vil sige, at man lige nu, når den ene kommune skal sælge en plads til den anden kommune, ligger og forhandler prisen op, simpelt hen fordi der er mangel på pladser, og der har så indimellem været sagt i den offentlige debat, at det skulle være de private, der lå og gjorde det – ja, det er det også, men det er altså også de kommunale tilbud.

Derfor er det fælles, at når der er mangel på pladser, stiger priserne, hvis ikke vi har fat om prissætningen, og det betyder, at borgerne på ingen måder oplever, at der på baggrund af de prisstigninger også er en kvalitetsforbedring. Det vil sige, at borgerne ingenting får ud af de ekstra penge, og det er jo enormt ulykkeligt, fordi vi ved, at rigtig mange borgere med handicap ønsker sig bedre tilbud end det, de har i dag, og at vi jo alle sammen ønsker os, at der er råd til, at der er mere uddannet personale, og det kræver jo i hvert fald, at vi går ind og sætter nogle standarder for, hvad det er, vi forventer skal være til stede, og hvordan pris og kvalitet skal hænge sammen med hinanden.

De ting fungerer meget forskelligt på socialområdet og sundhedsområdet, og jeg kigger ofte meget misundeligt på sundhedsministeren, fordi strukturerne på sundhedsområdet er meget bedre til at geare matchet mellem, hvilket specialiseringsniveau man skal være på, og hvilken pris der følger med, og der skal sikkert være mange andre afledte effekter, men der har man dog en grundstruktur, hvor man er i stand til at navigere i at få de ting til at hænge sammen.

Så er det også klart, at når man har to systemer, hvor det ene er enormt ureguleret, altså det sociale område, og det andet, sundhedsområdet, er enormt veldrevet, så er det to systemer, der har svært ved at tale med hinanden, og det vil sige, at hvis man f.eks. tager på besøg hos Filadelfia, som er et fantastisk sted for særlig borgere med epilepsi, så kan man tydeligt mærke, at på den del af Filadelfia, der er på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område, er der jo specialeplan, der er der kapaciteter, der har man styr på prissætningen og alt muligt andet, og i det øjeblik man bevæger sig over på de sociale kapitler, er vi simpelt hen ikke gode nok til at få fastsat, hvad det er, der skal til der, hverken i det visiterende led eller i forhold til at have styr på, hvor der er hvilke tilbud til de her borgere.

Derfor må jeg sige, at når vi taler om det her med samarbejdet mellem de to systemer, er det i meget høj grad på Social-, Bolig- og Ældreministeriets kappe at sørge for at få løst nogle af de problemer, der er, for bermudatrekanten her ligger tættere på Social-, Bolig- og Ældreministeriet end på Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Alt det sidder vi og kigger på i øjeblikket, ikke det hele, men rigtig meget af det, og har gjort det sammen med parterne i Sammen om handicap det sidste halve års tid, hvor der jo i meget høj grad bliver peget på nogle af de her problemstillinger, som fru Marlene Harpsøe og de andre, der er med her, også peger på. Og det vil selvfølgelig jo på et tidspunkt også ramme Folketingssalen og være noget, som vi skal drøfte både her i salen og i forbindelse med lovbehandlinger af de enkelte dele.

Så er vi fra regeringens side også optaget af at løfte psykiatrien, altså både behandlingspsykiatrien – det vil min ministerkollega sige noget om – og de dele af socialpsykiatrien, som ligger på mit område, og der er det selvfølgelig helt afgørende, at man både får forebygget indlæggelserne, ved at man simpelt hen får givet bedre sociale tilbud og får lavet mere rigtige match første gang, men selvfølgelig også kan have et tæt samarbejde. For det er fuldstændig afgørende, at indsatsen ikke stopper, når borgeren forlader behandlingspsykiatrien, men at vi fortsat giver den hjælp, som den enkelte har behov for, sådan at færre oplever at skulle indlægges igen og få det skidt igen, fordi der ikke er blevet taget ordentligt hånd om dem.

Så tænker jeg i øvrigt, at de fleste har set den TV 2-dokumentar, for at tage en af de andre dokumentarer, der har været på området, der hedder »For syg til herberget?« og blev sendt i starten af april, og jeg tænker, at I ligesom jeg sidder tilbage med en stor knude i maven over, at der er udsatte borgere med psykiske vanskeligheder i vores samfund, som oplever ikke at blive grebet, efter at de er blevet udskrevet fra behandlingspsykiatrien. At man ser dem overladt til gaden eller til at søge ophold på herberger, som hverken kan eller skal stå med den opgave, og at borgerne ikke kan få den støtte og hjælp, de har brug for, er simpelt hen ikke godt nok.

Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med »Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed« fra september 2022 har besluttet en række initiativer, der skal styrke overgangene mellem netop behandlingspsykiatri og de sociale indsatser i kommunerne. Det kan lyde enormt tørt og systemagtigt – det er simpelt hen noget af det allervigtigste i forhold til at få tætnet vores velfærdssamfund og få grebet nogle borgere, der i dag ikke bliver grebet.

Et af de initiativer, vi har igangsat, er en forsøgsordning med etablering af fleksible pladser i kommunerne, også kaldet afklaringspladser, der skal skabe bedre overgange. Pladserne skal sikre, at borgerne kan få tilbudt den relevante socialfaglige støtte i forlængelse af en indlæggelse, og at det sker med en afklaring i forhold til borgerens videre forløb. På den måde kan afklaringspladserne både sikre, at der står nogen klar til at gribe borgeren efter en udskrivning, og at borgeren efterfølgende også bliver visiteret til det rette tilbud, fordi der er større klarhed over, hvad det er for nogle behov, borgeren har.

Ud over at styrke overgangen mellem behandlingspsykiatri og de sociale tilbud i kommunerne har vi, som jeg indledte med at sige, et meget stærkt fokus på, hvordan vi kan løfte kompetencerne på de sociale tilbud, fordi det gør en kæmpe forskel i menneskers liv, både om der er de rette kompetencer til stede og uddannede kompetencer til stede. Så har vi i øvrigt sat 25 mio. kr. af til socialpsykiatriske botilbud, som kan få tilskud til kurser og andre aktiviteter, som kan styrke medarbejdernes konkrete kompetencer til at hjælpe borgerne til at få den hjælp, de har behov for.

Jeg synes, vi med 10-årsplanen tager nogle afgørende skridt i forhold til at gribe den her gruppe af borgere, men det er jo også helt klart, at vi har brug for, at vi får fat om den del, der meget rent ligger på socialområdet, og der ser jeg frem til at kunne lovbehandle specialeplanen og drøfte den med jer, når vi kommer ind i den nye folketingssamling. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nu mulighed for en enkelt kort bemærkning til ordførerne. Den første, der har bedt om ordet, er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til ministeren for at stille sig til rådighed her i Folketingssalen i dag. Man synes nogle gange som politiker, at tingene går langsomt. Ligesom folket herude synes, at tingene går langsomt, så synes man faktisk også nogle gange som politiker, at tingene går langsomt herinde, og især på det her område, hvor vi jo virkelig har et arbejde, hvor vi har et stort ansvar for at sikre, at borgerne får den hjælp, som de har behov for. Det gør de langtfra på det her område, og derfor skal vi tage os selv i nakken og sørge for, at der sker noget.

Nu har vi jo lige landet en aftale omkring ældreloven, og i den her aftale har vi bl.a. skrevet ind, at vi skal sikre øget gennemsigtighed i priser, kvalitet osv. for forskellige plejehjem og plejeleverandører osv. Så hvis jeg skal bruge ét spørgsmål her, vil det være at spørge ministeren: Kunne vi ikke også gøre det på ministerens område i forhold til botilbud?

Social- og boligministeren.

Det har i hvert fald været en af de ting, som særlig de private aktører har talt meget, meget højt om. Det har de jo gjort i offentligheden, og derfor tør jeg godt sige, at det har de så også gjort i de drøftelser, der har været om Sammen om handicap. Det vil sige, at noget af det, de har lagt vægt på der, både er spørgsmålet om, at når vi skal gå op imod forråelse, går vi ind og kigger på at få lavet etiske kodeks, og så har de været ekstremt optaget af spørgsmålet om øget gennemsigtighed. Altså, vi kan jo diskutere alt muligt, hvor der kan være ideologiske diskrepanser i forhold til privat/ikkeprivat og alt det her. Men øget gennemsigtighed og det at komme ind at få styr på prissætningen, og at det er gennemskueligt, at der er sammenhæng imellem pris og kvalitet, mener jeg er fuldstændig afgørende på det her område. Så jeg kan godt forstå det ønske fra særlig de private parter i Sammen om handicap. Og så må vi jo se, hvordan aftalen lander. Men det er bare for at sige: Nu har dele af det fra den aftale alligevel stået i pressen, og derfor tænker jeg, at jeg lige så godt kan sige, at det jo er noget af det, vi har liggende inde på bordet, og det synes jeg er fornuftigt.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. En af de ting, som jeg i hvert fald bliver konfronteret med igen og igen, er, at der er lidt silotænkning, fordi man i kommunerne har en tendens til at anvise til botilbud, som er internt i egen kommune, selv om det måske ikke er det, der passer den enkelte bedst. Har ministeren nogen bud på, hvordan man i højere grad lader pengene følge den enkelte, så man sikrer, at kommunerne ikke sidder og holder på borgerne, men at de lader dem komme til det botilbud, der passer borgeren bedst?

Ministeren.

Det mener jeg egentlig der er to greb til. Det ene er det, jeg kalder kapacitetsfastsættelsen, altså det at sige, at der simpelt hen er nogle ting, der er så specielle og så specialiserede, at det måske kun skal være to steder i landet, man overhovedet har de tilbud, og det er så der, de borgere, der har de problemstillinger, bliver visiteret til. Så den ene del mener jeg at kapacitetsfastsættelsen inde i specialeplanen skal svare på.

Den anden del handler jo om frit valg, altså muligheden for, at man vælger et andet tilbud end det, man er blevet tilbudt af kommunen. Og det skal selvfølgelig ligge på samme prisniveau. Men jeg synes, det er en god idé, at man kan vælge på den måde.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Det undrer mig egentlig, at ministeren bruger udtrykket frit valg, når selv samme minister og regering jo lige har valgt at udbygge kommunale botilbud med over 1 mia. kr. Altså stemmer det ikke overens med det svar, ministeren lige har givet fru Marlene Harpsøe. Man har i ældreloven netop givet borgerne et friere valg, i forhold til at man kan vælge mellem privat og offentlig leverandør. Ministeren og regeringen øger jo her det kommunale monopol.

Ministeren.

Altså, når der bruges penge på f.eks. den danske folkeskole, er det jo ikke noget, der øger folkeskolens monopol over for privatskoler. Og det er da det samme her. Da vi brugte 1 mia. kr. på folkeskolen i sidste valgperiode, f.eks., var det jo en periode, hvor der samtidig blev oprettet flere frie og private skoler. Så selvfølgelig kan man også på det her område godt investere i den offentlige del. Og så kan man jo som privat aktør fuldstændig uforandret slå sig ned som en aktør på området, og borgeren kan stadig væk uforandret tage de penge med, de har fået tilbudt af os på det offentlige område. Så at se det, at vi foretager investeringer på det offentlige område, som en forhindring for, at der skulle være noget privat, er jo helt skævt. Det ville kræve, at vi forbød nogle at slå sig ned som private aktører, og det har vi jo på ingen måde gjort. Tværtimod har vi brug for flere botilbud, og det vil sige, at fordi der er en stor efterspørgsel på det, er der jo også god forretning i det for de private i de her år. Og derfor er der da god grund til at slå sig ned også som privat aktør.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til social- og boligministeren, og derefter byder jeg velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det. Først og fremmest tak til spørgerne for at sætte et vigtigt emne på dagsordenen. Som social- og boligministeren netop har gjort rede for, er vi jo i regeringen helt enige i, at det er vigtigt at sikre, at der er et tilstrækkeligt udbud af botilbudspladser. Man kan måske i forlængelse af den sidste debat sige, at det vigtige for os jo ikke er, at man som menneske modtager hjælp fra en offentlig eller en privat aktør, men at man får en hjælp, som er tilstrækkelig kvalificeret, og at man også som menneske – også hvis man har en psykisk lidelse – har mulighed for at kunne vælge selv. Dermed er vi jo også fra regeringens side optaget af at sikre, at borgere, der har psykiske lidelser og sociale udfordringer, får den rette støtte og hjælp, når de ikke kan bo i eget hjem.

Jeg skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at hele den del, der vedrører de kommunale sociale tilbud til borgere med psykiske lidelser, herunder botilbud, som der også er rejst fokus på i forespørgselsdebatten i dag, henhører under social- og boligministeren. Men der er selvfølgelig en klar og vigtig sammenhæng i forhold til den indsats, som tilbydes i socialpsykiatrien, og så hele den indsats, der tilbydes i behandlingspsykiatrien. Som social- og boligministeren også har fremført i sin indledende tale, er det jo en klar prioritet for os som regering, at psykiatrien samlet set skal have et historisk løft, så vi kan sikre, at mennesker med psykiske lidelser får den rette indsats og behandling – og det er også på tværs af socialområdet og sundhedsområdet.

Vi er allerede fra regeringens side i fuld gang med at omsætte det historisk store økonomiske løft af psykiatrien til en række konkrete forbedringer. Med fremrykningen af psykiatriaftalen fra så sent som i november måned tog vi hul på den massive investering i psykiatrien. Alene i år tilfører vi 467 mio. kr. ekstra til psykiatrien. Herudover kommer der også 100 mio. kr. ekstra til forskning i psykiatrien, og i de kommende år vil vi løfte psykiatrien yderligere, så vi over en 10-årig periode har løftet psykiatrien med mere end 4 mia. kr.

Men selv om den her regering er den første, der ikke bare har lovet og lovet, men også leveret og fundet pengeneog sat dem af, så vi kan levere på et historisk løft af psykiatrien, så skal vi også være ærlige om – og det har jeg også sagt mange gange – at vi ikke kan forvente, at problemerne dermed er løst i morgen. Vi har massive udfordringer i forhold til psykiatrien og herunder også socialpsykiatrien, og det er selvfølgelig også vigtigt, når vi nu laver store investeringer, at vi prioriterer rigtigt og bruger pengene så klogt som muligt, så de får den størst mulige effekt og kommer til at gøre den forskel, som vi alle sammen er enige om at den skal gøre i forhold til patienter, pårørende og personale. Det gælder jo, uanset om man er borger eller patient i socialpsykiatrien eller man er i kontakt med behandlingspsykiatrien.

Vi har som bekendt blandt partierne i fællesskab besluttet at nedsætte et psykiatriråd, som består af en lang række af aktører på tværs af hovedsagelig sundheds- og socialområdet. Det er et råd, der mødes jævnligt, og vi har fra regeringens side også valgt at styrke deres mandat, så de også nu spiller en stor rolle i arbejdet med udviklingen af 10-årsplanen for psykiatrien. For noget af det, der er centralt i rådets opgaveportefølje, er, at vi nu også har givet dem indflydelse ved at give dem mulighed for at kunne rådgive os i forbindelse med udarbejdelsen af udspillet til en fuldt finansieret 10-årsplan for psykiatrien, og i det arbejde er socialområdet ej heller glemt. Grunden til, jeg nævner det her, er, at jeg synes, at det er vigtigt, at vi, når vi netop også arbejder med så vigtigt et område, også sørger for at inddrage og lytte til de mennesker, som arbejder i psykiatrien og er i pårørendeorganisationer og patientorganisationer,og at det er vigtigt, at de også har indflydelse på vores arbejde her i Folketinget.

Vi er fra regeringens side selvfølgelig fuldt opmærksomme på, at der er en sammenhæng mellem socialområdet og sundhedsområdet, der spiller en helt central rolle i forhold til at sikre, at borgere med psykiske lidelser får den rette indsats og behandling. Løftet af psykiatrien gennem en fuldt finansieret 10-årsplan indebærer jo bl.a., at vi nu er i gang med en styrkelse af kapacitetsopbygningen i både kommuner og regioner; at der i øvrigt er et skarpt fokus på at højne kvaliteten i indsatserne, så borgere, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, også bliver visiteret til de rette tilbud; og at vi bliver bedre til at sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer.

I den forbindelse vil jeg også gerne gøre opmærksom på, at vi allerede har afsat midler til en lang række af vigtige tiltag, som har betydning herfor. Først og fremmest har vi afsat midler til øget kompetenceudvikling blandt medarbejderne i socialpsykiatrien. Vi har også afsat midler til det, der hedder forløbsbeskrivelser til flere forskellige diagnosegrupper. Forløbsbeskrivelserne kan vel sådan bedst sammenlignes med kræftpakkerne, og de blev også udviklet med inspiration fra kræftpakkerne med henblik på at understøtte, at også mennesker med psykiske lidelser får en langt mere sammenhængende, systematisk, ensartet og evidensbaseret indsats og hjælp. Endelig har vi afsat midler til udbredelse af de regionale botilbudsteams. Botilbudsteamene bidrager til at sikre en bedre overgang for borgere på botilbud, der udskrives fra behandlingspsykiatrien. Med et botilbudsteam følges borgeren både i forbindelse med og under indlæggelsen og ved selve udskrivningen. Det er et rigtig vigtigt initiativ i den forbindelse.

Vi er jo også i fuld gang her i Folketinget med at lovbehandle det lovforslag, vi som regering har fremsat, om et nyt samlet regionalt dobbeltdiagnosetilbud målrettet den sårbare gruppe af mennesker med både en psykisk lidelse og samtidig et behandlingskrævende misbrug. Det er jo noget, der har været talt om i Folketinget i årevis. Der har været talt, og der har været talt, og vi taler om nogle af de allerallersvageste grupper, men der har ikke været leveret på det. Der er jeg stolt af, at vi nu er lykkedes med også at få landet en aftale med kommunerne og regionerne, så det nu kan blive til virkelighed, og jeg håber selvfølgelig, at alle Folketingets partier også bakker op omkring regeringens lovforslag, så vi kan få det implementeret.

Så der er altså allerede igangsat rigtig mange vigtige initiativer med henblik på at styrke sammenhængen mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, så vi kan sikre, at de mennesker, som det hele handler om, i sidste ende får en bedre, men også mere kompetent behandling, indsats og hjælp. Grundlæggende handler meget af det jo om at sikre, at der er den nødvendige kapacitet på plads, så der er personale nok til at gribe opgaverne og tilbyde den rette indsats og behandling. Initiativerne skal jo derfor også ses i sammenhæng med den generelle kapacitetsopbygning samt opkvalificering og kompetenceudvikling af personale, som er en del af både det igangværende løft af psykiatrien, men også en central prioritering i forhold til et samlet stort løft af psykiatrien nu og her og i de kommende år, og der er vi som tidligere nævnt den første regering, der ikke bare snakker om det, men rent faktisk også leverer på det og har fundet og afsat pengene til,at vi kan give psykiatrien et vedvarende løft og dermed også investere i psykiatrien, hvilket der er hårdt brug for. Det er jeg stolt af at vi som regering er den første der leverer på.

Jeg synes, at vi landede en god og vigtig psykiatriaftale i november blandt Folketingets partier. Senest har vi også her for et par uger siden landet en vigtig aftale omkring forebyggelse af selvmord. Til juni kommer Sundhedsstrukturkommissionen med sine anbefalinger i forhold til indretningen af fremtidens sundhedsvæsen, som jeg i øvrigt også synes er vigtige at have in mente i den her sammenhæng, for det vedrører selvfølgelig også psykiatrien. Der er også på en række områder behov for, at vi får knyttet psykiatrien og somatikken tættere sammen, bl.a. også fordi vi ved, at der er en kæmpe overdødelighed blandt mennesker med psykiske lidelser, som vi i behandlingspsykiatrien ikke nødvendigvis er dygtige og gode nok til at sikreat folk også får hjælp til, i forhold at den hjælp måske hører til i den anden ende af sundhedsvæsenet, nemlig i somatikken. Det skal vi have bundet bedre sammen.

Jeg ved også, at Sundhedsstrukturkommissionen arbejder med en lang række af vigtige initiativer, for så vidt angår psykiatrien, og når den har afleveret sine anbefalinger til regeringen her i juni måned, kommer vi til at sende det i høring hen over sommeren, med henblik på at vi herefter kan starte de politiske forhandlinger omkring indretningen af fremtidens sundhedsvæsen. Og så er det vores plan fra regeringens side, at vi oven på det får indkaldt til forhandlingerne om prioriteringen af de resterende midler til en fuldt finansieret 10-årsplan for psykiatrien. Det er nogle forhandlinger, som jeg ser meget frem til at vi skal fortsætte i fællesskab med henblik på forhåbentlig at levere en aftale, som kan sikre, at der gøres den vigtige forskel for mennesker med psykiske lidelser, som der så afgørende er brug for. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ligeledes mulighed for at komme med en kort bemærkning fra ordførerne til ministeren, og den første, der har bedt om ordet, er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Det er jo rigtig, rigtig godt, at den her psykiatriaftale blev lavet, men en del af det at levere på noget er vel også at sikre lovmedholdelighed, og her må man sige, at der er et stykke vej endnu at gå. 73 pct. har ikke fået den lovpligtige udskrivningsaftale. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om, hvordan ministeren vil sikre, at det her fremover bliver overholdt, for det er jo ganske alvorligt og sådan set også spild af penge, at vi får behandlet mennesker i psykiatrien og så totalt taber dem på gulvet, lige så snart de udskrives.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og ordføreren henviser jo til, at Rigsrevisionen har afleveret en beretning, som sætter fokus på en vigtig problemstilling i forhold til sammenhængen for borgere med indlæggelser i psykiatrien og så et efterfølgende ophold på et socialt botilbud for en udsat målgruppe.

Jeg noterer mig, at alle regioner i deres bidrag til den ministerredegørelse til beretningen, som vi har leveret, også tilkendegiver, at de mener, at kritikken er berettiget – den tager de på sig. Regionerne gør jo også opmærksom på en række initiativer, som de nu vil iværksætte som opfølgning på Rigsrevisionens beretning. De kommer i øvrigt også med en række forslag, i forhold til om der er behov for at målrette brugen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på en bedre måde. Som jeg har sagt, er jeg åben over for at drøfte det. Jeg noterer mig til gengæld også, at der ikke er nogen af regionerne, der har tilkendegivet, at kravet omkring udskrivningsaftaler for målgruppen skyldes uklar lovgivning.

Så det handler selvfølgelig om nu at få sikret, at det, vi vedtager fra Folketingets side, også er noget, der omsættes og giver mening ude i den virkelighed, hvor det skal mødes, og jeg vil bestemt ikke afvise, at der kan være behov for, at vi også tænker det påen anden måde, så det kan levere den forskel, som oprindelig var tiltænkt, da man indførte det i sin tid.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til sundhedsministeren for en rigtig fin tale. I Danmarksdemokraterne er vi jo enige i, at der er en række ting i gang, som er rigtige og på deres plads. Endelig kommer der nogle skridt i den rigtige retning. Men som ministeren jo også anerkender, er vi langtfra i mål, og det er jo også en af grundene til, at vi står her i dag; det er også på baggrund af Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik, som kom i 2023.

Mit spørgsmål ligger også i forlængelse af det, som fru Katrine Daugaard netop har spurgt til, nemlig det her med de her udskrivningsaftaler. For det stiller jo også kommunerne i en meget vanskelig situation, hvis det ikke er på plads, i forhold til atfinde ud af, hvad det rigtige botilbud er for borgeren. Derfor vil jeg også gerne høre ministeren om, hvornår ministeren vil følge op på det her med regionerne. Det er faktisk ret kritisk, at arbejdet rent faktisk bliver gjort på hospitalet, for det er jo flere led, der er afhængige af hinanden.Så hvornår vil ministeren følge op på regionernes arbejde?

Ministeren.

Vi er sådan set allerede i gang med den opfølgning. Noget af det, der undrer mig, er, at siden 2019, hvor det her lovkrav om udskrivningsaftaler blev indført og blev lovpligtigt for en afgrænset patientgruppe, er der ikke nogen regioner, der har kontaktet mit ministerium om forståelsen af bestemmelserne eller udfordringer med brugen af udskrivningsaftaler.

At der til gengæld er udfordringer i forhold til samarbejdet på tværs af socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, er jo desværre ikke nogen nyhed eller noget nyt. Det er også derfor – og det er noget af det, jeg prøver at udfolde i min tale her i dag – at jeg synes, vi tager en række vigtige initiativer med den psykiatriaftale, som vi også allerede har indgået i forhold til at sikre et bedre samarbejde på tværs af sektorer for mennesker med psykiske lidelser. Her spiller bl.a. forløbsbeskrivelserne en rigtig vigtig rolle. Det, at vi også afsætter penge til at udbrede og implementere botilbudsteams, som altså følger borgeren både før, under og efter indlæggelse, synes jeg også er noget af det, der kan være med til at gøre en vigtig forskel, for bare at nævne nogle af de initiativer, som vi derudover iværksætter.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Jeg vil igen sige en stor tak, fordi vi får lejlighed til at drøfte botilbudsområdet her i Folketingssalen i dag. For det handler jo om mennesker, mennesker i en socialt yderst udsat livssituation, som har brug for hjælp. Og det er os, der i sidste ende bærer ansvaret for at sikre, at det, de går og tumler med til daglig, får de hjælp og støtte til. Derfor rammer det også en hårdt, når det er, at man sådan gang på gang kan opleve, at systemet, som egentlig skulle gribe de her mennesker, som har brug for hjælp, fejler. Egentlig er jeg ret meget imod at kalde det for et system, for system lyder som sådan noget statsligt. Det skal jo være et netværk af mennesker, af relationer, som griber den enkelte og rent faktisk sikrer, at de får den hjælp og støtte, som de har behov for.

Nogle gange har jeg mødt nogle mennesker i mit virke i sundhedsvæsenet, hvor jeg har tænkt: Hold da op, kan mennesker komme så langt ud. Det er triste skæbner, som det er svært at beskrive, hvis man ikke selv har mødt et menneske, som er i nogle meget, meget vanskelige kår, bl.a. socialt og psykisk; som lider af psykiske lidelser, samtidig med at de har misbrug og virkelig tumler rundt for at få hverdagen til at fungere. De lever et andet liv end os, der sidder herinde, og har virkelig brug for, at vi understøtter dem i at få et så godt og værdigt liv som overhovedet muligt. Derfor gør det også ondt, når man netop hører eksempler på, at det ikke fungerer.

Jeg har bidt mærke i, at både social- og boligministeren, men også indenrigs- og sundhedsministeren har holdt nogle rigtig fine taler heroppe i dag i forhold til at fortælle om nogle af de ting, der er i gang. Det er positivt, men der er stadig væk en hel del, som vi kan gøre. En af de ting, der er fremkommet, er bl.a. psykiatriaftalen, som jo er en aftale, som vi i Danmarksdemokraterne også bakker meget op om og er med i, og som er et positivt skridt i den rigtige retning. Der er også taget andre tiltag, også i finanslovssammenhæng.

Så pågår der i øjeblikket nogle forhandlinger på handicapområdet, som vi så ikke er blevet inviteret til. Vi forstår ikke, at man vil afkoble den politiske debat på den måde, når det er, at vi alle sammen har et fælles ansvar og gerne vil tage et fælles ansvar for rent faktisk at sikre, at der sker handling. Men når det så er sagt, vil jeg ikke bruge tid på lige præcis det i dag.

Noget af det, som vi lige har lavet en aftale om, er jo ældreloven, hvor det er, at vi har været med til at sige, at vi skal have en større gennemsigtighed i priser og kvalitet på de forskellige plejehjem og hos de forskellige plejeleverandører. Og det er en måde, hvorpå vi kan være med til at se på, hvordan vi rent faktisk sikrer, at kvaliteten er i orden derude. Stemmer prisen overens med den kvalitet, der rent faktisk er leveret? For vi skal jo huske på, at det er mennesker, der er i centrum her. Og når man har set bl.a. en Operation X-dokumentar, der hedder »Nødråb i natten«, tænker man, at man absolut ikke får den kvalitet for pengene, som mennesker, der har brug for hjælp og bor de steder, har brug for. Hvis der var en økonomichef på det her område, er jeg helt sikker på, at han nok ville fyre en del medarbejdere og starte forfra, for tingene hænger ikke sammen, og det skal de.

Samtidig har vi to lovgivninger – en servicelov og en lovgivning for sundhedsområdet – som nogle gange gnider mod hinanden, og som skaber nogle uhensigtsmæssigheder i forhold til den hjælp, som borgeren rent faktisk skal have. Det synes jeg er vigtigt at vi sætter mere fokus på, altså at man, når man f.eks. er på et botilbud, så stadig væk godt kan få hjælp, også selv om det er regionerne, som skal finansiere det.

Så vil jeg også nævne de manglende kompetencer, som mange oplever derude, altså at der mangler. Og der er det rigtig vigtigt, at vi også gør, hvad vi kan, for at sikre, at de kompetencer bliver opbygget ude lokalt på de forskellige steder.

Til sidst – der er ikke så meget tid – vil jeg lige sige, at vi har et forslag til vedtagelse på vegne af Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget bemærker, at Rigsrevisionen retter skarp kritik af indsatsen for at sikre sammenhængende forløb for borgere ved indlæggelser i psykiatrien og efterfølgende ophold på sociale botilbud. I mange tilfælde får borgere ikke den lovpligtige koordinerede indsats mellem region og kommune, som ellers var et centralt formål med ændringen af psykiatriloven i 2019.

Folketinget ønsker, at borgerne visiteres til tilbud, der modsvarer deres behov, og at kommuner og regioner forpligtes på at samarbejde om den bedste behandling, hjælp og støtte for borgere, der har tværsektorielle forløb. I den forbindelse er det en forudsætning, at udskrivningsaftaler, der klart definerer ansvaret for behandling, hjælp og støtte, udarbejdes og følges.

Folketinget noterer sig, at de kommende forhandlinger om en ny struktur i sundhedsvæsenet også bør adressere, hvordan der kan sikres en bedre sammenhæng mellem sundheds- og socialfaglige indsatser i hele landet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Tak for det. Nu skal jeg lige se, om der var korte bemærkninger. Det var der ikke – det var der for et øjeblik siden. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Jeg byder nu velkommen til den næste ordfører, og det er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til forespørgerne for at starte debatten. Jeg synes, det er et utrolig vigtigt emne, som vi skal debattere. Et hjem er et fundament for tryghed, og det er her, vi finder støtte, omsorg og opbakning. Det gælder for os alle sammen, uden undtagelse. Hver eneste borger, som kæmper med psykiske eller sociale udfordringer, fortjener adgang til et sikkert og professionelt støttende hjem. Det inkluderer også dem, hvis hjem er et botilbud. Det kan ikke understreges, hvor vigtigt det er, at vi har et solidt og tilstrækkeligt net af botilbudspladser, så borgere med psykiske og sociale udfordringer har adgang til den rette hjælp og støtte.

I dagens system er det jo kommunernes ansvar at tilvejebringe hjælp og støtte til mennesker med handicap. Kommunerne har forsyningsforpligtelse, og de skal sikre passende tilbud baseret på en konkret og individuel vurdering, som matcher den enkelte borgers behov. Kommunerne har mulighed for at anvende egne tilbud eller indgå samarbejde med andre kommuner, regioner eller private aktører for at finde det botilbud, som passer til den enkelte.

Helt centralt på botilbudsområdet er det, at nogle borgere har særlige behov eller handicap. Det har resulteret i meget små målgrupper, som kræver en specialiseret indsats for at imødekomme lige netop deres specifikke og til tider komplekse udfordringer. Det bliver meget sværere for kommunerne at placere nogle målgrupper. Der kan i nogle målgrupper være helt ned til omkring 20 borgere på landsplan med lige præcis deres specifikke behov. I praksis betyder det, at kommunerne ofte må købe en stor andel af deres botilbudspladser eksternt, da det ikke er praktisk muligt for alle landets 98 kommuner at have kapacitet til og ekspertise inden for hver eneste målgruppe. VIVE's gennemgang af tallene for 2020 viser, at 55 pct. af kommunernes udgifter gik til eksterne botilbudspladser, heraf gik de 40 pct. til private tilbud, 40 pct. til andre kommuner, og 20 pct. til regionale tilbud. Det understreger vigtigheden af, at kommunerne samarbejder på tværs af kommunegrænser, regioner og med private aktører for at sikre lige netop det rigtige tilbud til den enkelte borger, og det er ikke nogen let opgave.

Som påpeget af ekspertudvalget på socialområdet kan opbygningen af en tilstrækkelig specialiseret botilbudskapacitet blive vanskeliggjort af det såkaldte kollektive handlingsproblem. For selv om alle kommuner kollektivt har en interesse i, at botilbudskapaciteten bliver udvidet, kan den enkelte kommune have økonomisk interesse i, at andre kommuner bærer etableringsomkostningerne ved de her nye pladser. Den form for logik kan vi jo se fører til, at der ikke bliver etableret nok pladser, som har en rimelig prissætning, og som matcher borgernes behov. Derfor er der blevet iværksat nogle initiativer, der skal styrke kommunernes koordinering og kapaciteten af de passende botilbudspladser. For at sikre den rette koordinering af tilbud mellem kommuner og regioner er der indført et krav om en rammeaftale. Den bliver revideret hvert andet år i alle landets kommunalbestyrelser og regionsråd. Den har aftale skal gerne fremme faglig udvikling, styring og koordination på området og understøtte en koordinering af udbygningen af den samlede botilbudskapacitet.

Der skal ikke tales med mange borgere eller organisationer eller læses ret meget i rapporter, før man bliver opmærksom på de stigende udgifter og udfordringer i kvaliteten af tilbuddene på socialområdet. Det ser vi bl.a. i ekspertudvalgets endelige rapport, hvor manglende udbud af botilbudspladser er et stort tema, og det så vi i TV 2-dokumentaren om bl.a. den 19-årige Mathias, som skriger i timer om natten uden at få hjælp fra personalet på et bosted i Vojens. Det er scener som dem, der gør os smertefuldt bevidste om, at gode botilbud selvfølgelig ikke kun handler om mursten og nye bygninger, men også om en kultur og en indre ramme om en tryg og god tilværelse for borgere med handicap. Det er netop med ekspertudvalgets anbefaling i hånden, at der i økonomiaftalen for 2024 bliver afsat 1,5 mia. kr. til en lånepulje, som kommunerne kan søge, i et håb om, at den kommunale botilbudskapacitet kan udvides, så man kan understøtte udbuddet på området og sikre en rimelig prissætning og samtidig sikre, at der er gode tilbud, der passer til borgernes behov.

Så kan jeg se på mit ur, at jeg er lidt presset på tid. Hvordan er det – skal jeg også have læst vedtagelsesteksten op inden for taletiden? (Formanden (Søren Gade): Nej. Det ligger uden for taletiden). Godt, jeg skynder mig her.

Afslutningsvis skal det understreges, at hver eneste borger med psykiske eller sociale udfordringer skal have adgang til et trygt og fagligt støttende hjem, også når dette hjem er et botilbud. Der er mange veje til at nå dette mål, men vi bevæger os fremad med de igangsatte initiativer og investeringer.

Og så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er centralt at sikre et tilstrækkeligt udbud af botilbudspladser i hele landet, som matcher borgernes behov, og hvor medarbejderne har de rette kompetencer, så borgerne får den hjælp, de har behov for.

Folketinget konstaterer, at kommunerne har forsyningsforpligtelsen og dermed forpligtelsen til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven.

Folketinget konstaterer, at Social- og Boligstyrelsen følger udviklingen i målgrupper og tilbud for at understøtte kommunerne i at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud.

Folketinget konstaterer ligeledes, at regeringen og KL med den seneste kommuneøkonomiaftale er enige om at løfte niveauet for kommunernes anlægsinvesteringer med 1,5 mia. kr. og etablere en lånepulje på 1,5 mia. kr. til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet i 2024-2026.

Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke den samlede psykiatri og sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet.

Folketingets partier ser frem til forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Der er foreløbig to, der har bedt om ordet. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne, værsgo.

Tak til Socialdemokraternes ordfører for en rigtig fin tale. Nu læste ordføreren lige vedtagelsesteksten fra Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Radikale Venstre op. Noget af det, som vi, altså nogle af os andre, har med i vores vedtagelsestekst, handler jo om det her med, hvordan der bedre kan sikres bedre sammenhæng mellem sundheds- og socialfaglige indsatser i hele landet, og hvordan vi kan tage det med i forhold til de kommende forhandlinger, der på et tidspunkt kommer oven på Sundhedsstrukturkommissionen.

Så kunne ordføreren lige prøve at sige nogle ord omkring det, altså hvorfor man ikke har sådan noget som det med i sin vedtagelsestekst? Hvorfor adresserer man ikke det, for det er vel vigtigt, at vi, når vi på et tidspunkt skal tale sundhedsstruktur, så også sikrer, at der er en sammenhæng i forhold til det socialfaglige område?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og så tror jeg, jeg har brug for at understrege, at jeg i dag står her som handicapordfører og ikke som sundhedsordfører. Nogle af de ting, som sundhedsministeren tidligere var inde på, bl.a. de her botilbudsteams og det at sikre en bedre overgang, i forhold til når man skal hjem igen og tilbage igen, altså alle de elementer, som man allerede har igangsat, synes jeg er vejen frem. Det synes jeg også jeg kan høre er den retning, som man har tænkt sig at lægge ned over aftalen. Så jeg ser faktisk meget frem til det videre forløb i det her.

Fru Marlene Harpsøe.

Tak for det svar. Vi har jo lige landet en ældreaftale, som bl.a. gør, at vi skal have en større gennemsigtighed med hensyn til priser og kvalitet i forhold til forskellige leverandører og plejehjem. Der synes jeg, at det ville være helt på sin plads, at vi også bar det frem i forhold til det socialfaglige område, altså vores botilbud. Er den socialdemokratiske ordfører enig i det, og vil hun være med til at arbejde for, at det sker?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, altså vi bliver nødt til at få et indblik i, hvilken kvalitet vi får. Vi kan se, at der er udgiftsstigninger, men vi bliver jo nødt til at sørge for, at kvaliteten følger med, og det kan vi kun gøre, hvis vi får mere gennemsigtighed og et bedre indblik.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg bider jo mærke i, at ordføreren taler om, hvorvidt der er nok pladser på botilbuddene, og der synes jeg jo, det er foruroligende, at man bruger 1,5 mia. kr. på offentlige botilbud, når man ikke engang har afdækket, hvor mange man mangler, hvor man mangler dem, og hvilken grad af specialisering de skal have, og man i det hele taget ikke ved, hvem der egentlig leverer det bedst til pengene. For det må jo handle om, hvem der faktisk rykker det mest for borgeren, og der kan det dyre tilbud jo nogle gange godt være det rigtige.

Så hvad tænker ordføreren i forhold til det, at I har truffet nogle beslutninger, der er så vigtige, på et grundlag af ingenting?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt ikke, at vi har truffet de her beslutninger på et grundlag af ingenting. Når man ser på det, mangler der generelle tilbud, der mangler specialiserede tilbud, og det kan vi jo se ved, at de botilbud vi har, får en bredere og bredere målgruppe, at der er flere og flere forskellige målgrupper inden for det samme botilbud, så det bliver svære og sværere for fagpersonalet at skulle rumme de mange forskellige målgrupper, der kan være inden for et botilbud. Så jo flere tilbud vi kan få, og jo mere specialiseret det kan blive, jo bedre kan vi ramme rigtigt med den indsats, der lige netop skal til over for de borgere, der er inden for den målgruppe.

Ønsker fru Katrine Daugaard at stille det andet spørgsmål?

Ja, det gør jeg egentlig, og det troede jeg faktisk ikke, vi måtte gøre. Men problemet er jo, at det faktisk i høj grad er de private, som har den største specialisering. Jeg forestiller mig f.eks., at vi, hvis vi i dag foreslog, at alle restauranter nu lige pludselig skulle gøres til offentlige restauranter, så ville se mindre specialisering, og jeg tror, at det lidt mere ville blive sådan nogle restauranter, hvor man både har sushi og pizza og det hele på en gang og man ikke rigtig gør noget af det særlig godt. For det er jo som oftest det, der sker, når det er det offentlige, man udbygger.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at ordføreren gerne vil problematisere, at vi putter 1,5 mia. kr. ind i de offentlige botilbud og kapaciteten her, men nu sammenlignede ordføreren det lige før med en restaurant, og så vil jeg prøve at sammenligne det med en fabrik. Det, at en fabriksejer investerer i en del af en produktion, er jo ikke ensbetydende med, at alle andre afdelinger så kommer til at stå stille, og det kan jo sagtens højne den kvalitet og det produkt, der kommer ud af det i den anden ende, at man investerer i en del af det. Og det vil jeg sige er det samme her, og vi har også øje for gennemsigtigheden, for at vi netop kan få et ordentligt indhold, og se, hvad det er, vi bruger vores penge på.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Venstre er optaget af at sikre, at borgere med psykiske og sociale udfordringer kan få den hjælp og støtte, de har behov for. Det gælder naturligvis også den gruppe af mennesker, der af forskellige årsager ikke kan bo i eget hjem, og som derfor har brug for et botilbud. Det kan f.eks. være på grund af et handicap, psykiske udfordringer eller et misbrug. Det er meget forskellige udfordringer, som kræver mange forskellige tilbud.

Det er kommunerne, som har ansvaret for at sikre, at der er de nødvendige tilbud, herunder botilbud, til borgerne, og det er ikke noget nyt, men det er sådan set et ansvar, kommunerne har haft i en lang årrække. Derudover er det Social- og Boligstyrelsens opgave at følge udviklingen i målgrupper og tilbud, så de kan hjælpe kommunerne med at sikre, at der findes de nødvendige tilbud og indsatser til borgerne på det specialiserede socialområde.

Venstre er opmærksomme på både de stigende udgifter, men især også udfordringen med kvaliteten af botilbuddene. Eksemplerne på, at der har været en helt utilstrækkelig hjælp, har også været fremhævet her i dag i debatten, og det skal vi håndtere. Vi kan ikke være andet bekendt, og det er en ordentlighed, som vi skal bringe ind på socialområdet. Af den årsag blev Tranæsudvalget også nedsat, og de er kommet med en række anbefalinger til, hvordan vi sikrer en bæredygtig udvikling af området, og dem er vi også i gang med at se nærmere på sammen med kommunerne og Sammen om Handicap.

Derudover er kommunernes anlægsinvesteringer også blevet løftet med 1,5 mia. kr. i den seneste økonomiaftale, og der er blevet etableret en lånepulje på 1,5 mia. kr. til udvidelsen af de kommunale botilbud i perioden 2024-2026. Det er også helt afgørende, at borgere med psykiske udfordringer får den hjælp, de har behov for, også når de udskrives fra behandlingspsykiatrien – det har også været vendt i debatten mellem ordførerne og ministeren i dag – og for mange mennesker bliver tabt. De bliver overladt til måske ingenting eller til tilbud, der ikke kan løfte opgaven, og det er ikke rimeligt hverken over for borgerne eller over for de medarbejdere, der gerne vil løfte opgaven. Derfor vil Venstre og regeringen også i de kommende år sikre et historisk løft af psykiatrien. Det er noget, Venstre har kæmpet for længe, og med Venstre i regeringen leverer vi nu på det her område, og vi kommer bl.a. til at styrke socialpsykiatrien og også sikre en bedre overgang mellem psykiatrien og kommunernes sociale indsats. Og det er der behov for, vi er ikke i mål i morgen, men vi er på rette vej.

Tak til Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti for at sætte fokus på et rigtig vigtigt emne, som grundlæggende handler om at sikre, at vores mest udsatte borgere får den hjælp, de har brug for. Venstre støtter det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører netop har læst op. Tak for det.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til hr. Hans Andersen fra Venstre for en rigtig, rigtig fin tale. Nu har hr. Hans Andersen jo også tidligere i en årrække, ved jeg, været socialordfører, og det skal hr. Hans Andersen være rigtig stolt af, for det er jo et rigtig vigtigt erhverv. Så jeg ved også godt, at hr. Hans Andersen ved, at der er nogle udfordringer med de her botilbud, og at de har været her i rigtig mange år. Noget af det, som vi i Danmarksdemokraterne er ret optaget af, er, at det simpelt hen bliver mere gennemskueligt og gennemsigtigt, så vi kan vide, hvad det er for nogle botilbud, vi har. Hvad er deres kompetencer, hvad er kvaliteten af dem, hvordan kan vi udvikle dem? Men der er også spørgsmålet: Er der en gennemsigtighed i forhold til prisen, så vi rent faktisk ved, om vi får den kvalitet for pengene, som vi betaler for? Det er jo for borgernes skyld. Det er for de menneskers skyld, der bor der. Så er Venstre enige i, at vi skal gøre noget for at sikre en større gennemsigtighed her?

Ordføreren.

Det er Venstre helt enig i. Øget gennemsigtighed er der brug for. Gennem årene har vi jo forsøgt i fællesskab at prøve at skabe det, men vi er jo ikke lykkedes med at nå helt i mål. Tilbudsportalen er jo et sted, hvor man som borger eller pårørende eller som medarbejder i kommunen kan gå ind og faktisk få et overblik over, hvad der er af tilbud, også private tilbud. Men det er jo ikke lykkedes at nå i mål, for vi må jo konstatere, at der er borgere, der havner det forkerte sted. Derfor skal vi simpelt hen forbedre gennemsigtigheden.

Jeg tror på, at vi kan nå et stykke vej med den specialeplanlægning, vi skal arbejde sammen om at få håndteret og gennemført på socialområdet. Der kan vi jo kigge på sundhedsområdet og notere os, at det faktisk er lykkedes at få mere gennemsigtighed og større kvalitet i den behandling, der foregår. Og det skal vi også opnå på socialområdet.

Fru Marlene Harpsøe.

Tak for et rigtig fint svar også her. Noget af det, som man jo desværre kan opleve, når man sidder og ser fjernsyn, er »Operation X: Nødråb i natten«. Det er jeg sikker på at hr. Hans Andersen også som tidligere socialordfører har set. Der må man sige, at man sidder og tænker: Hold da op, hvad er det for en forråelse, der er nogle gange sker rundtomkring? Har Venstre et bud på, hvordan vi gør op med det?

Ordføreren.

Det skal vi gøre op med. Jeg tror, en del af svaret er et kompetenceløft af medarbejderne. Så er det også, at en kommune, altså dem, der bestiller den ydelse, borgeren skal have, skal være skarpere og tage et større ansvar for det, der foregår på socialområdet i den pågældende kommune. Men det handler jo også om, at vi i almindelighed skal gå op imod den kultur eller tendens, der har været nogle steder – og det er bestemt ikke alle steder, men det er nogle steder. Så kan der jo også være tilbud, der sådan set skal lukke, fordi vi simpelt hen skal starte forfra.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance er meget, meget kede af, at et liberalt parti som Venstre har været med til at øge det kommunale monopol ved at bruge 1,5 mia. kr. på offentlige botilbud. For som god liberal ved man jo, at konkurrenceudsættelse er med til at øge kvaliteten, og vi ved jo også, at det i stor stil er de private, der i dag har de mest specialiserede tilbud. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om han som liberal slet ikke ser noget problem i at øge det offentlige monopol, og om han ingen bekymring har, i forhold til at man jo ved, at rigtig mange borgere i dag bliver matchet helt forkert. I går var jeg til præmiere på en film, der hedder »Farlig Forvaltning«, hvor vi så en autist, der var blevet matchet til et botilbud, som overhovedet ikke havde nogen ansatte, der vidste noget om autisme. Det er jo ganske forfærdeligt – og jeg frygter, man får mere af den slags nu.

Ordføreren.

Jeg er meget optaget af, og i Venstre er vi optaget af, at vi får et frit valg. Vi kræver gennemsigtighed. Det kræver gennemsigtighed, i forhold til hvad det er for nogle tilbud, der er på det kommunale område, og hvad det er for nogle tilbud, der er på det private område. Nu er der faktisk rigtig mange gode tilbud, også private tilbud, på socialområdet. Der er jo ikke tale om her, at kommunerne får monopol. Det er der bestemt ikke tale om. Jeg tror, det handler om, at vi øger gennemsigtigheden, og så handler det jo også om, at kommunerne tager ansvaret for at finde det match, der skal til, for at borgeren får den bedst mulige service. Og det valg, den afgørelse kan bestemt blive bedre. Med de værktøjer skal vi bidrage til både gennem »Sammen om Handicap« og med de kommende aftaler, vi skal lave med Kommunernes Landsforening, at kommunerne faktisk bliver i stand til at træffe bedre afgørelser, for det er ikke på nogen måde hensigtsmæssigt, at borgerne kommer og ét sted hen, og så passer det ikke, og så kommer de et andet sted hen. Så de skal finde det rette tilbud første gang.

Fru Katrine Daugaard.

Det er jo derfor, det er så trist, at Venstre – eventuelt i samarbejde med Moderaterne, som trods alt har en forhenværende Venstreformand som formand – ikke har sørget for, at den her lånepulje selvfølgelig skulle være en, alle kunne ansøge om, så vi sikrer, at der er mange forskelligartede tilbud, som borgerne frit kan vælge mellem. Kun at udbygge det kommunale giver jo kun et øget frit valg imellem noget kommunalt og noget kommunalt.

Ordføreren.

Nu er jeg desværre belastet af lidt viden, for jeg sidder faktisk i en selvejende institution, der tilbyder pladser på det højt specialiserede område. Hvis efterspørgslen er stor nok, er der faktisk mulighed for, at den pågældende institution kan udvide uafhængigt af de lånemuligheder, der findes i kommunerne. Så det er ikke rigtigt, at det her begrænser de private tilbuds muligheder for at udvide deres kapacitet. Det afgørende er, at de private tilbud har en god kvalitet. Det er jo det, der hele formålet med øvelsen: Der skal være god kvalitet både i det private og i det offentlige.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Hans Andersen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordet. I går behandlede vi i den her sal et beslutningsforslag, som var fremsat af SF. Det handlede om at sikre mennesker i hjemløshed retten til at vælge deres egen bostøtte. I dag er det en debat om botilbudspladser til udsatte borgere med komplekse problemstillinger, som Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti har indkaldt til. Jeg er rigtig glad for, at vi i de her dage diskuterer udsatte borgeres problemer, og at det er det, der får lov til at fylde i salen. Så en kæmpe tak til partierne for at indkalde til endnu en vigtig debat.

Systemet skal være til for borgerne, uanset om det er borgere med fysiske eller psykiske lidelser, social udsathed, misbrug eller måske en kombination af mange ting, som det jo ofte er, når vi snakker om den her gruppe af sårbare borgere i vores samfund. De har brug for den rette hjælp, og de har brug for den rette støtte. Det kræver også, at der er tilstrækkeligt med botilbudspladser på tværs af landet, så det ikke bliver dit postnummer, der er afgørende for, hvad for nogle tilbud du kan få. Nogle kalder det et lotteri.

Ankestyrelsen udgav i 2021 en undersøgelse, der hed »Visitation til botilbud – Eksempler på praksis og overvejelser fra seks kommuner«. Den pegede på, at kommunerne oplever en generel mangel på ledige botilbudspladser, så debatten er jo helt aktuel. At sikre det rigtige botilbud handler om kvantitet, men bestemt også om kvalitet. Det skal i langt højere grad sikres, at de ansatte på botilbuddene rundtomkring har de rette kompetencer. Det viser sig faktisk, at kun omkring halvdelen at de ansatte på landets socialpædagogiske tilbud er uddannet socialpædagoger, og at cirka hver fjerde er ufaglært.

Ganske vist har kommunen jo forsyningsforpligtelsen til at sikre, at de nødvendige tilbud efter serviceloven er til stede. Men samtidig er det ingen hemmelighed, at kommunerne også er sat i en økonomisk spændetrøje med krav om at spare milliarder. Derfor har vi fra centralt hold også et ansvar for at sikre, at systemet hænger sammen. Når stat, regioner og kommuner spiller sorteper, er det altid borgerne, der taber kampen. Ikke mindst har vi en udfordring, når det gælder socialt udsatte mennesker i psykiatrien, hvor alt for mange oplever at falde ned mellem to stole.

Sidste år kom Statsrevisorerne også med en skarp kritik af, at kommunerne og regionerne ikke har sikret, at borgere med indlæggelser i psykiatrien og efterfølgende ophold på sociale botilbud har mulighed for at modtage det lovpligtige sammenhængende forløb i forbindelse med deres udskrivning. Når kommunerne og regionerne ikke kan koordinere deres indsats, risikerer man, at situationerne forværres for udsatte borgere med psykiske lidelser.

Derudover viste den nationale kortlægning af mennesker i hjemløshed fra 2019, at næsten seks ud af ti af de ca. 6.400 personer, der dengang levede i hjemløse, havde psykiske lidelser. Især svær psykisk sygdom såsom skizofreni og afhængighed af rusmidler gør sig gældende blandt psykisk syge og hjemløse borgere. Derfor spiller udrulningen af psykiatriplanen om en stærkere sammenhæng mellem socialpsykiatrien og de sociale tilbud i kommunerne en enormt vigtig rolle for at lykkes med housing first-indsatsen, som også skal nedbringe hjemløsheden.

Jeg har flere gange hørt regeringen tale om en værdighedsreform, og som jeg har givet udtryk for før, er de intentioner al ære værd. Men der skal også sættes handling bag. Derfor vil jeg bare godt understrege, at lige nu har vi endnu en oplagt mulighed for at tage hul på den dagsorden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Den har længe været gal på det specialiserede socialområde. På børne- og voksenhandicapområdet har vi siden kommunalreformen været vidne til en enorm afspecialisering og et voksende bureaukrati. Der ses alt for ofte en sagsbehandling fuld af fejl og lovbrud samt en ledelse, der leder til forråelseskulturer og har for lidt fokus på faglighed og kvalitet. Omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen fortsætter med at stige, og kommunerne står i kø til taskforceforløb. Ja, det kan ærlig talt være lidt svært at være optimistisk, når man taler socialpolitik.

Desværre har socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil skubbet og skubbet specialeplanlægningen og i det hele taget ikke ønsket at inddrage Folketingets partier tilstrækkeligt, ligesom der heller ikke er sket meget i forhold til den helhedsorienterede indsats, som jo ellers skulle sikre udsatte borgere øget kvalitet og en mere helhedsorienteret indsats region og kommune imellem. Når jeg siger, at der intet er sket, er det faktisk ikke helt korrekt, for ministeren og regeringspartierne har jo brugt de penge, der i 2023 var afsat til den helhedsorienterede indsats, på andre ting som f.eks. at finansiere varmechecks til udvalgte lejere i almene boliger.

Økonomien sejler, og regeringen har ingen svar på eller overblik over, om der faktisk mangler penge på det specialiserede socialområde, eller om de ganske enkelt bruges forkert, for de kan slet og ret ikke svare på, hvad tingene koster. Ikke engang noget så simpelt som antallet af afgørelser efter servicelovens § 108 i 2022 kan jeg få svar på, ej heller på, hvor stor en del af udgiftsstigningen der skyldes højere lønninger. Der er heller ikke overblik over, hvor der mangler bosteder, eller hvilken grad af specialisering de skal have. Jeg har heller ikke kunnet få svar på en række spørgsmål, som jeg har stillet ministeren i forhold til Tranæsudvalgets anbefalinger, ligesom ministeren heller ikke har villet svare på, om hun finder #enmillionstemmers kritik af Tranæsudvalgets anbefalinger relevant.

I stedet har svaret lydt, at Tranæsudvalgets anbefalinger ikke er regeringens politik, og det er et svar, der kan synes tragikomisk, når regeringen i »Aftale om kommunernes økonomi for 2024« jo netop følger flere af de konkrete anbefalinger fra den første delrapport som f.eks. indførelse af takstloft på tilbud underlagt selvmøderprincippet, udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet og eftersyn af tilsyn med sociale tilbud. Dermed konstituerer regeringen jo netop anbefalingerne fra ekspertudvalgets første delrapport som regeringens politik. Jeg forestiller mig, at vi inden længe vil se, at flere af de resterende anbefalinger bliver implementeret.

I Liberal Alliance tager vi beslutninger og udvikler vi politik ud fra evidens og fakta, og derfor finder jeg også kritikken af Tranæsudvalgets 19 anbefalinger interessant. For Tranæsudvalget kritiseres i høj grad for at give en række anbefalinger, som jo ikke bygger på empiriske undersøgelser, men som tværtimod begrundes med interne drøftelser i udvalget og med, hvad kommunerne angiveligt oplever som problemer. At lave store ændringer på handicapområdet ud fra sådan et grundlag finder jeg stærkt foruroligende.

Tranæsudvalget havde fået til opgave at finde ud af, hvad årsagerne til, at udgifterne er steget så meget, er, men trods en række registeranalyser er det ikke lykkedes at finde en samlet forklaring. Hvorfor i alverden har man ikke undersøgt og afdækket mere? Det kunne f.eks. være at afdække, hvor mange solisttilbud der er på offentlige og ikkeoffentlige botilbud, over de sidste 5 år. Det kunne have været at kigge ind i takstudviklingen og udgiftsspændet. Det kunne have været at kigge ind i en målgruppe, der arbejdes med, om vi snakker midlertidige eller varige tilbud, samt hvilken kvalitet der overhovedet laves på de enkelte tilbud.

Det leder mig egentlig hen til, at regeringen nu blindt har valgt at følge udvalgets anbefaling i forhold til at udbygge de kommunale botilbud for over halvanden milliard kroner. Ankestyrelsen får af Tranæsudvalget også skyld for at være udgiftsdrivende, men man forholder sig ikke rigtig til, at Ankestyrelsen jo faktisk underkender det serviceniveau, som kommunerne har lagt, af en grund. Så når lovgivning i så stor grad ikke overholdes, og når man i mange kommuner har en alt for ringe økonomistyring, giver det ikke LA anledning til at give kommunerne mere frirum.

Nu kan det godt være, at jeg siger noget, som er en stor overraskelse for ministeren og regeringens ordførere, men det kan faktisk være udgiftsdrivende ikke at give borgerne det rette tilbud og den rette kvalitet fra start, og derfor synes jeg også, at det er utrolig trist at erfare, at 73 pct. af de, der udskrives fra psykiatrisk behandling, ikke får den lovpligtige udskrivningsaftale og derfor i al for stor grad ikke ryger til de rigtige tilbud. Jeg forestiller mig, at der går mange, mange penge spildt her.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak. Jeg vil gerne takke for at invitere til den her debat. Det er en utrolig vigtig debat, og den berører alle de områder, der ligger både mig og Moderaterne nær. Borgere med psykiske og sociale udfordringer skal selvfølgelig have den hjælp, de har brug for. Det er vi alle sammen enige om. Og i de tilfælde, hvor det kræver en botilbudsplads, skal ingen efterlades uden den rette hjælp. Det er derfor, man overhovedet kommer på et botilbud, så selvfølgelig skal kvaliteten være i orden.

Det er nemlig vigtigt, at vi ser fremad og indser, at vi på botilbuds- og socialområdet er lidt bagud. Vi skal tænke fremad, vi skal tænke i løsninger, og jeg er enig i, at det også er på tide, at vi begynder at handle. Men vi er heldigvis begyndt at handle. Vi har væsentlige ambitioner med vores 10-årsplan for psykiatrien, hvor vi vil sikre, at personer med psykiske udfordringer får den rette hjælp. Der er virkelig, virkelig brug for, at vi fokuserer på sundhedsområdet, for de to ting hænger bare sammen. Vi skal have kvaliteten, og det er vigtigt, at medarbejderne på de sociale botilbud også har de rette kompetencer til at tage sig af borgernes behov.

Vi skal have borgerne med i samfundet, vi skal sørge for, at de har den rette livskvalitet, og vi skal tage ansvar som samfund og som Folketing for, at dem, der er udfordret, får et godt liv. Jeg er derfor glad for, at vi i 10-årsplanen, hvor mange af tingene er blevet foldet ud – det er sagt, men sådan er det, når man er lidt længere nede i rækken, end man plejer – handler på det. Det er jeg faktisk stolt af, men vi skal ikke blive dér; vi skal videre, og vi skal fortsætte med at arbejde med det her område. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Jeg er helt sikker på, at ordføreren også er optaget af at sikre kvalitet i botilbud, og derfor ærgrer det mig egentlig at kunne læse, at regeringspartierne ikke sørger for nu at få skabt en gennemsigtig økonomi, så vi netop kan trække alle de tal ud og få den evidens og den viden, vi jo mangler for egentlig at kunne træffe de rigtige beslutninger herinde. Og takster og et takstloft er ikke gennemsigtighed i mine øjne. Der skal meget mere til.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Hvordan vil I sikre, at kommunerne bliver bedre til at kunne foretage de indkøb, som de lige nu langt hen ad vejen jo egentlig sidder og laver i blinde, fordi de ikke har en jordisk chance for at kunne gennemskue, hvorfor det ene tilbud måske er 7.000 kr. dyrere om måneden end det andet, og alt for ofte bare vælger det billige, hvor det rigtige tilbud måske i virkeligheden gemmer sig i det dyre i forhold til at gøre det, der er rigtigt for borgeren?

Ordføreren.

Jamen det er vi fuldstændig enige om. Det er en sag, Moderaterne går meget op i, at vi selvfølgelig skal have gennemsigtighed i vores priser, og det er en sag, Moderaterne går meget op i, at skatteborgernes penge bliver brugt rigtigt – at de bliver brugt til gavn for borgerne og ikke til gavn for systemet. Så vi er helt enige; selvfølgelig skal vi have gennemsigtighed i økonomien, for ellers er der jo ikke nogen, der får gavn af pengene. Og det er jo også derfor, det er vigtigt, at vi har nogle højt specialiserede tilbud, som ikke nødvendigvis skal ligge i alle kommuner, men at det er ligesom på sundhedsområdet, hvor man har nogle operationer på Skejby og nogle på OUH osv. Så vi er helt enige; det er enormt vigtigt.

Spørgeren.

Men hvorfor i alverden skaber I så ikke gennemsigtighed? For det er jo ikke det, I har lagt ud til de få inviterede. Der er jo ikke gennemsigtighed. Tværtimod vil man øge det kommunale monopol, og det er altså kommunale offentlige tilbud, som jo langtfra har gennemsigtighed i deres økonomi. Der er det jo meget mere gennemsigtigt ovre i det private.

Ordføreren.

Efter at jeg er kommet ind på Christiansborg, har jeg været meget overrasket over, hvor meget man går og snakker med hinanden om alt muligt, som jeg egentlig synes er skadeligt for debatten. Jeg vil ikke kommentere på forhandlinger, jeg er en del af, men jeg vil bare sige, som jeg sagde før, at det er enormt vigtigt for Moderaterne med gennemsigtighed, og det er i hvert fald det, vi rigtig, rigtig gerne vil. Så jeg står her jo på Moderaternes vegne, og det her er enormt vigtigt for os, og jeg er meget enig med dig.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Tak for en fin tale. Man kan i hvert fald ikke undre sig over, at der er nogle partier her, som begynder spørge ind til nogle forhandlinger, der pågår på handicapområdet, som jo også i høj grad handler om de her botilbud og de her mennesker, som altså har nogle komplekse problemer, som vi netop debatterer i dag. Man kan ikke undre sig over, at man får spørgsmål om det, når man går på talerstolen i dag, og så nægte at svare på dem. Man udvælger en meget snæver flok herinde i Folketinget, og så siger man så: Jer vil vi gerne tale med, men vi vil ikke tale med alle jer andre. Hvis man gerne vil løse noget i fællesskab, så lad os da samles omkring et bord, og så må Moderaternes ordfører også være mere konkret i forhold til at sige, om det her ligger som en del af en forhandling, altså at man rent faktisk vil se på den gennemsigtighed, som fru Katrine Daugaard sådan set også efterlyser svar på.

Ordføreren.

Jamen jeg kommer ikke til at referere fra fortrolige forhandlinger – det kommer jeg simpelt hen se ikke til. Det, der er vigtigt for Moderaterne, er, at vi får kvalitet i vores botilbud, det er, at der er de specialiserede tilbud, som borgerne har brug for, det er, at pengene bliver brugt rigtigt på botilbud, at vi har en god overgang fra sundhed til botilbud. For det er de her mennesker, det handler om, at de kan leve det liv, de gerne vil, og at de ikke skal leve i total stress over, at de bliver indlagt og udskrevet, indlagt og udskrevet. Hvad angår de her botilbudteams, synes jeg, det er så vigtigt, at de her borgere oplever kontinuitet i behandlingen og i samarbejdet mellem behandlingstilbud og bosted.

Spørgeren.

Så lad mig spørge på en anden måde: Hvis nu Danmarksdemokraterne i morgen fremsatte et beslutningsforslag hernede i salen om øget gennemsigtighed for sociale botilbud, både i forhold til økonomi og kvalitet, ville Moderaterne så stemme for?

Ordføreren.

Det er et meget hypotetisk spørgsmål, men jeg skulle i hvert fald læse beslutningsforslaget først, og det vil jeg da glæde mig til at læse.

Så er det fru Mette Thiesen.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, men nu gør det sådan set alligevel. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre Moderaternes ordfører om noget. Moderaterne blev stiftet med netop viljen til at lave brede løsninger over midten, og det seneste, vi har set fra alt fra ældrelov og nu også til socialområdet, er, at man såkaldt cherrypicker, altså at man simpelt hen vælger de partier, man gider snakke med, og udelukker en hel masse andre. Mener Moderaterne reelt set, at Moderaterne er lykkedes med den opgave, eller er det egentlig bare værre, end det har været tidligere?

Vi skal huske, at vi bruger danske ord herinde og ikke engelske ord. Ordføreren.

Den her debat handler jo om botilbudspladser. Den handler ikke om igangværende forhandlinger. Det, jeg som socialordfører står her for, er at få skabt kvalitet for de mennesker, det drejer sig om, og jeg synes, det er utrolig positivt, at vi i »Sammen om Handicap« har talt med aktører på det her område og fået nogle gode input, fordi vi jo ikke ved alt om alt.

Spørgeren.

Jeg henviser faktisk også til afsluttede forhandlinger, netop om den nylig indgåede ældrelov, som jo for at være helt ærlig blev en meget lille storm i et meget lille glas vand og ikke noget, der nærmer sig en reform overhovedet. Men jeg tænker bare, at ordføreren for Moderaterne da må have en eller anden fornemmelse af, om man er lykkedes med det. Når man går ud og slår sig op på, at man vil lave brede aftaler over midten, men så bare plukker partier ud, man gider at snakke med, er vi jo i en skolegård på den rigtig dårlige måde. Når man ikke indgår de der brede forlig, er man vel mislykkedes med opgaven i Moderaterne.

Ordføreren.

Så vidt jeg er orienteret, er ældreforhandlingerne landet, og de landede også i en rimelig bred aftale. Så jeg er lidt usikker på, hvor debatten kører hen lige nu. Vi taler om socialområdet, vi taler om botilbudspladser. Vi har brugt meget tid på at tale med de centrale aktører på området, og jeg synes, det bliver en lidt hypotetisk diskussion, hvor jeg bliver taget til indtægt for noget, der ikke er rigtigt.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre, og den næste ordførere er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

Jeg talte med en kvinde, der boede langt væk fra sin familie, og jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke flyttede tættere på, for hun fortalte mig, hvor meget hun savnede dem. Så spurgte jeg også, hvorfor hun ikke besøgte dem noget oftere, men jeg spurgte mere ind til, hvorfor hun ikke flyttede tættere på dem, for hendes mand havde begået selvmord i det hus, hun boede i, og det tyngede hende meget, at det var sket i det hjem, hun boede i, og at det også var der, hvor sønnen fandt faren. Men hun kunne ikke sælge huset, og da den ene søn er enormt syg, kunne hun ikke håndtere hans og andres sikkerhed, hvis de tog væk fra hjemmet. Så hun følte nærmest, at hjemmet var som et fængsel for hende og hendes søn. Sønnen får det dårligere og dårligere, og det samme gør hans mor, især fordi hun slet ikke er klædt på til at håndtere sin søns sårbarhed og sygdom.

Den her kvinde lever ikke i Danmark, men i et andet land, hvor botilbud nærmest er ikkeeksisterende, og det har kæmpe konsekvenser for hende, hendes søn og dem omkring dem, men jo også for samfundet som helhed. Sådan bør det ikke være, og det er netop der, hvor det at have et velfærdssamfund fuldstændig er nøglen, i forhold til at det ikke bliver totalt som et fængsel for dem og et forfærdeligt liv for sønnen, for moderen og for dem omkring dem.

Desværre rejser Rigsrevisionen en skarp kritik af indsatsen i Danmark og beskriver, hvordan det alt for ofte er sådan, at borgere bliver tabt mellem to stole; at der ikke er den koordinerede indsats mellem region og kommune, der ellers skulle være ifølge loven. Og vi skal sikre en indsats, der tager afsæt i det behov, som borgeren har, og ikke i silo- og kassetænkning. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, især når jeg tænker på den kvinde og hendes søn, hvor godt det kunne være, og hvor godt vi kunne sikre, at det skete.

Et andet eksempel på silo- og kassetænkning er en ung kvinde, jeg talte med. Da hun var under 18 år og blev udskrevet fra psykiatrien, var hun hjemløs. Og det må hun jo ikke være, men det var hun. Hun oplevede at blive afvist, fordi hendes forældre havde en sund økonomi – en meget sund økonomi; hun havde meget rige forældre – men hvad hjalp det hende, når vi slog hånden af hende og hun ikke havde noget hjem? Altså, det er de her ting, hvor vi skal se det menneske, der står over for os, i stedet for at sige: Du passer ikke ind i den her kasse.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten havde håbet, at vi i dag ville være nået meget længere, sådan at vi var kommet til det fuldstændig modsatte i forhold til kvinden og hendes søn, som føler, at deres hjem er deres fængsel, og sådan at vi havde grebet unge piger som hende, jeg fortalte om før, der blev udskrevet fra psykiatrien direkte ud i hjemløshed. Når det er sagt, arbejder vi for, at det her bliver et fokus i de kommende forhandlinger, og vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med jer og andre vigtige aktører uden for Christiansborg om netop det. Der er så meget vigtig viden om, hvordan vi kunne gøre det bedre.

Så får jeg lyst til at knytte en anden kommentar til de her forhandlinger, og det er, at vi også forholder os kritisk til, hvordan penge fra den offentlige økonomi, der er afsat til velfærd – fælles skattekroner, som vi har betalt for at hjælpe dem, som er ramt – faktisk bliver trukket ud som overskud af private virksomheder, så pengene ikke bliver anvendt til de pågældende borgere. Der har jeg en bekymring for, at store koncerner breder sig også på det specialiserede socialområde. Jeg læste på et tidspunkt en artikel på Altinget, der beskrev, hvordan tre af de meget store aktører, der driver private velfærdstilbud, har en samlet omsætning på over – og hold lige fast – 1,2 mia. kr. De er alle tre en del af en international velfærdskoncern og har deres formuer anbragt i skattely på de to kanaløer i Den Engelske Kanal. Jeg og vi i Enhedslisten synes, at der er utrolig mange private aktører, der laver et helt fantastisk arbejde på det her område, og der er årtiers, ja nærmest århundreders tradition for det. Men vi skal ikke lave en ladeport for, at private tjener penge og ovenikøbet driver det på en spekulativ måde og placerer deres penge i skattely, som skulle være gået til rent faktisk at hjælpe de her mennesker. For det er der bare så mega meget brug for, så vi skal bruge hver en krone klogt, og vi skal bruge hver en krone på de borgere, som har brug for det.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at vi tilslutter os vedtagelsesteksten, som blev læst op af Dansk Folkepartis ordfører. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går til den næste, og det er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Vi har været her rigtig mange gange og talt om det specialiserede område, om psykiatrien og om udsatte mennesker, som ikke får den hjælp, som de har krav på, og som de har ret til. Så helt overordnet vil jeg sige, at der godt nok er meget at komme efter på bl.a. det her område. Når man eksempelvis ser det »Operation X«-afsnit, som fru Marlene Harpsøe også henviser til, må man sige, at det er nogle frygtelige billeder, men desværre er det jo bare ikke noget, der kommer synderligt bag på en, som har arbejdet med området i rigtig mange år. For vi har desværre set, at der rigtig mange steder virkelig er brug for handling.

Selvfølgelig er der sindssygt mange dygtige og dedikerede mennesker rundtomkring, som gør en kæmpe indsats. Så er der også de brodne kar, som vi effektivt skal af med. Men helt grundlæggende set er der altså tale om mennesker, der bliver fanget i et offentligt system, som ikke fungerer. Det er et system, hvor kommunerne sidder og tænker mere på egen økonomi end på, hvad der gavner den enkelte borger bedst, et system, hvor man holder på borgerne, hvis man kan sige det sådan, i stedet for måske at sende dem videre til nabokommunen til et tilbud, der er fuldstændig skræddersyet til den enkelte. Jeg har også selv oplevet det, da jeg sad i en kommunalbestyrelse, altså det her med, hvor kommunen ligesom også forsøger at lave sine egne tilbud til børn med særlige behov f.eks. i stedet for at sende pengene videre til en anden kommune, hvor der måske allerede er etableret tilbud, som faktisk er skræddersyet til det enkelte barn eller den enkelte unge. Så der er rigtig mange ting her, som vi er nødt til at adressere for at komme problemet til livs.

Med hensyn til de her botilbud, som vi konkret drøfter i dag, er der jo tale om nogle mennesker, som er i udsatte positioner af mange forskellige årsager. Det kan være, man har nogle kognitive udfordringer, og at man har nogle handicaps. Det kan også være, at man måske samtidig er i en udsat position i hjemløshed, at man har nogle psykiske udfordringer, og at man også har noget misbrug osv. Der er vi altså simpelt hen nødt til at gøre det langt bedre end det, vi desværre ser i dag.

Jeg har talt med rigtig mange, som oplever det her med at blive udskrevet til enten hjemløshed eller til nogle almennyttige boligområder, hvor beboerne og dem, der er derude, faktisk står med det hele alene. Man står med en kæmpe opgave med et menneske, som nærmest er ved at forsvinde, fordi vedkommende slet ikke er blevet færdigbehandlet, og fordi vedkommende er blevet udskrevet alt, alt for tidligt, hvilket gør, at personen måske ender med både at gøre skade på sig selv, men måske desværre også på dem, som bor der i forvejen. Så vi har virkelig nogle udfordringer på det her område.

Jeg bliver så ærgerlig, når vi har de her debatter igen og igen, fordi jeg synes, der er nogle ting, der går igen. Vi har også drøftet det, også med hensyn til det specialiserede socialområde og handicapområdet generelt, altså det her med, at der er den her silotænkning og den her kassetænkning, og det er, som om hver kommune og hver region sidder på pengekassen og har enormt travlt med ligesom at hytte deres eget skind i stedet for at lade pengene følge den enkelte. Det er vi altså nødt til også at finde en løsning på. Det er jo derfor, vi i Dansk Folkeparti bl.a. har foreslået, at eksempelvis handicapområdet bliver løftet helt ud af kommunerne. For der har vi de facto stadig væk et stavnsbånd. Mennesker med handicap kan ikke bare flytte fra den ene kommune til den anden, fordi de er afhængige af den hjælp, de får, og det synes jeg er et problem i sig selv.

Det her er ikke en debat, som vi kommer til at lukke i dag. Den fortsætter, og heldigvis for det, for problemerne er overhovedet ikke løst på nogen som helst tænkelig måde. Det er også derfor, jeg bliver så ærgerlig, når vi eksempelvis oplever de forhandlinger, vi har nu, i forhold til handicapområdet, hvor vi er nogle partier, som faktisk har ret meget at byde ind med, men hvor vi bliver udelukket fra start. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, og det er egentlig også derfor, jeg stillede lidt drillende spørgsmål til Moderaternes ordfører. Jeg synes faktisk, det er rigtig ærgerligt, at man ikke udnytter de kompetencer, der er, og at man ikke udnytter den kapacitet, der er, og forsøger at lave nogle løsninger, som faktisk gavner ude i virkeligheden, i stedet for at sidde i en lille indspist gruppe og rykke rundt på tingene. Jeg synes faktisk, det er ærgerligt.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi, som jeg også har nævnt i min tale her, i langt højere grad kiggede på det her med, at kommunerne og regionerne ikke lader pengene følge borgeren. For det synes jeg er vigtigt, og så er det også vigtigt, som fru Katrine Daugaard også er inde på, at sikre, at den lov, vi allerede har i dag, faktisk bliver overholdt. Det ser vi altså igen og igen at den ikke bliver, og så har folk ankesager liggende i Ankestyrelsen i årevis. Så der er virkelig rum til forbedring – det må man sige.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard.

Jeg er meget enig med ordføreren, og tak for en god tale, men jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren ind til, hvad gennemsigtighed er for Dansk Folkeparti. Nu hørte vi i hvert fald Anni Matthiesen i går stå på talerstolen og sige, at hun mente, at takster var gennemsigtighed i økonomien. Jeg mener jo, at vi skal have kommunerne, også de kommunale tilbud, til at lave regnskaber efter regnskabsloven, ligesom ethvert privat firma skal. Det er jo den måde, man kan se, hvad det er, der i virkeligheden gemmer sig nede under alle de meget store beløb, vi ellers kan høre der bliver brugt. Men hvad er gennemsigtighed for Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Tusind tak for det spørgsmål. Det er lige præcis det, som ordføreren selv siger. Det er revisorpåtegnede regnskaber for enkeltområder og også enkelttilbud ude i kommunerne. Det er vi simpelt hen nødt til for at sikre, at der er en fuldstændig gennemsigtighed i forhold til priserne. Vi ser igen og igen, og det er ikke nyt et problem – det har vi haft i årevis, også dengang jeg sad i kommunalbestyrelsen – at det er fuldstændig umuligt også som kommunalbestyrelsesmedlem at gennemskue, hvad pengene egentlig bliver brugt til i de kommunale tilbud; det er fuldstændig umuligt.

Det er noget underligt noget, at der skal være forskel på det. De private skal levere revisorpåtegnede regnskaber. De skal levere en fuldstændig gennemsigtighed i deres økonomi, men i kommunen er man bare fuldstændig fløjtende ligeglad, og det hænger altså ikke sammen. Så jeg er fuldstændig enig med ordføreren. Det er bl.a. det, som er gennemsigtighed, også for Dansk Folkeparti, sådan at man netop sikrer, at der er de samme regler for begge dele, og det er jo igen at sætte borgeren i centrum, fordi det jo er dem, der skal kunne gennemskue, hvad tingene egentlig koster.

Så siger vi tak til ordføreren, og så går vi til social- og boligministeren. Velkommen.

Tak for det, og tak for en god debat i dag. Fru Mette Thiesen sagde heroppe fra talerstolen, at der er meget at komme efter, og det er jeg enig i. Jeg mener, der skal laves store forandringer. Fra regeringens side har vi jo i løbet af det sidste år eller lidt mere behandlet både en stor hjemløsereform og barnets lov, og vi sidder nu og er i gang med forhandlinger på handicapområdet og har også et ønske om at lave en værdighedsreform med henblik på de mest udsatte.

Det vil sige: Område for område på socialområdet er der brug for, at vi får kigget alvorligt ind i systemet, simpelt hen fordi det er et område, der bærer præg af at have knopskudt. Og den knopskydning har betydet, at det grundlæggende er blevet til snubletråde. Altså, i stedet for at være sådan et fintmasket sikkerhedsnet er det blevet til snubletråde, hvor det ene forslag ikke rigtig tager højde for, hvordan området i øvrigt fungerer, og så bliver det fuldstændig kropumuligt for borgerne at finde rundt i. Hertil lægger man så, at der eksempelvis aldrig rigtig er blevet taget stilling til, hvordan man får fat om, at der skal være sammenhæng mellem pris og kvalitet. Og det vil sige, at vi fundamentalt set kan betale rigtig mange penge for noget, som ingen kvalitet har. Det er jo ikke hensigtsmæssigt. Det er jo simpelt hen nogle penge, der bliver brugt på en måde, så borgerne ikke får noget som helst ud af det. Derfor har vi selvfølgelig rigtig meget, der skal rettes op.

Så vil jeg sige, at jeg jo synes, at 10-årsplanen i psykiatrien er et af buddene, altså det her med, at man tager et langt, sejt træk og får kigget på både overgangene mellem socialområdet og psykiatrien og i øvrigt også undervisningsområdet – jeg sad også med i forhandlingerne på området, mens jeg var undervisningsminister. Det er selvfølgelig, fordi det lettilgængelige tilbud i kommunerne i den grad har en betydning, når vi taler om psykisk sårbarhed blandt børn og unge i Danmark. Derfor er der altså et overlap til flere forskellige ministerier, og jeg synes, det er rigtig godt at have de her tværgående samarbejder, og også, at man tør sætte sig en mere langsigtet tidshorisont end det, vi nogle gange kommer til, og som i hvert fald har været tilfældet på socialområdet.

Jeg tror faktisk, at noget af det, der er gået galt på socialområdet, er, at man fra 1990'erne og frem har baseret nærmest alt på satspulje, altså det gamle satspuljekompleks. Det vil sige, at der har man fra tue til tue besluttet nogle ting, men aldrig rigtig fået det ind i de samme rammer, som man f.eks. har på skoleområdet, hvor man jo har store forligskredse eller i hvert fald aftalekredse på de forskellige områder som en rygrad i det politiske arbejde, der foregår.

Så er der flere af jer, der også kredser omkring det her med: Hvad er konsekvensen for borgerne, når det er sådan, at vi ikke har styr på overgangene? Og der kan jeg jo bare fuldstændig genkende det billede, som fru Victoria Velasquez skitserer heroppe fra talerstolen, altså både i forhold til de lande, hvor man så slet ikke har tilbuddene, men jo også der, hvor man faktisk bliver udskrevet til ingenting. Det gælder jo, når man kommer fra behandlingspsykiatrien, og jeg har også nogle ret rystende eksempler på, hvad der sker, hvis man har været indlagt på sygehuset oven på at have været udsat for vold, f.eks., og man så efterfølgende kommer på krisecenter, og der så efter det krisecenter ikke rigtig er lagt en plan for, hvad der så skal ske, og så ryger man direkte fra krisecenteret ud i ingenting og ryger så tilbage på kærestens sofa, fordi det så er det eneste sted, man rigtig har at være. Så det er bare for at sige, at overgangene mellem de der forskellige dele af vores systemer har vi rigtig svært ved at håndtere. Det kan være sundhedssystemet, men det kan faktisk i lige så høj grad være krisecenter, og herefter hvad så? Så jeg kan genkende det billede.

Så har jeg måske til sidst lyst til at sige, at jeg jo synes, at noget af det, vi er blevet fælles om herinde, og som jeg faktisk er glad for er sådan – og nu var det fru Marlene Harpsøe, der indledte seancen i dag – er ønsket om systematik og data og viden og evidens. Da jeg startede på Christiansborg, var det noget af det, som var komplet fraværende på socialområdet. Altså, nogle gange havde man lidt sådan en fornemmelse af: Hokuspokus, vi håber, noget virker. Det var uden at tage stilling til: Hvad er det for nogle uddannelsesbaggrunde, personalet skal have? Hvordan hjælper vi personalet til at have de bedst tænkelige kvalifikationer og forudsætninger for at løse deres opgave? Det var, uden at man fulgte op på, om den ene eller den anden indsats virkede. Det var lidt: Gæt en indsats, så håber vi, det virker. Det betød, at borgerne blev slæbt fra det ene til det andet, uden at vi havde nogen fornemmelse af det.

Jeg mener stadig væk, at der er rigtig lang vej at gå i forhold til den del. Vi har stadig væk alt, alt for ringe data. Vi har stadig væk alt for ringe systematik, og vi har alt for lidt viden. Men det, jeg synes er det store ryk fra dengang, er, at vi er begyndt at bygge det op. Det gælder jo både SØM-modellen, og det gælder investeringsfonden og rigtig mange andre datainitiativer. Der er blevet lavet forskningsprojekter på initiativ af forskellige partier i Folketinget. Og mest af alt kan man sige, at det har flyttet sig så meget politisk hen over de år, altså forståelsen for og enigheden omkring, hvor vigtigt det er, at vi har styr på, at de indsatser faktisk også virker over for de mennesker, vi taler om.

Det er jo de ting, der skal til, og den systematik, der skal til, hvis vi skal undgå det, som fru Mette Thiesen sagde, nemlig at vi udskriver nogle eksempelvis til et alment boligområde, hvor naboerne står helt magtesløse med et menneske, som har så meget brug for støtte og hjælp og ikke får den, og hvor naboerne jo på ingen måde hverken har de pædagogiske redskaber eller de sundhedsfaglige kvalifikationer til at tage sig af et menneske i nød. Og det kan vi simpelt hen ikke være bekendt som samfund. Så tak for også at bringe den del ind i billedet. Tak.

Tak til ministeren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og den er til fru Marlene Harpsøe.

Ministeren taler meget om det her med data, evidens osv., og det er vi jo i Danmarksdemokraterne helt enige i selvfølgelig må være på plads. Men når vi ser på de her forskellige botilbud i dag, mangler der jo i høj grad sådan en eller anden form for måling af, hvad kompetencerne derude er, hvad kvaliteten er. De mennesker, der bor på botilbuddene, har jo rent faktisk botilbuddene som deres hjem. Det er jo ikke bare et botilbud, det er deres hjem, det er deres bolig, det er der, hvor de har deres dagligdag, og der skulle gerne være nogle kompetencer rundtomkring dem, nogle pædagoger og andre sundhedsprofessionelle, som har det, der skal til for at løfte de mennesker, som bor der, løfte deres udvikling. Så vil ministeren være med til at måle på kvaliteten ude på landets botilbud?

Ministeren.

Data i det hele taget skal være bedre. Men jeg vil faktisk også gerne være med til at sætte krav til det. Det er jo bl.a. det, der ligger, når vi fra regeringens side i regeringsgrundlaget har lagt op til, at der skal være en specialeplan. En meget væsentlig del af specialeplanen er, at vi på de højtspecialiserede tilbud tager stilling til, hvad det er for nogle uddannelseskompetencer, der skal være til stede her. Det kan være ergoterapeuter, det kan være fysioterapeuter, og kernegruppen er jo meget ofte socialpædagogerne. Det kan være social- og sundhedshjælpere, og det kan være rigtig mange andre faggrupper. Alt efter hvad det er for et handicap, vi taler om, hvilke nogle problemstillinger, der knytter sig til det, kan sammensætningen være forskellig. Det har vi aldrig taget stilling til, og det vil sige, at som det er i dag i lovgivningen, lidt karikeret, er det helt ligegyldigt, hvad for en uddannelsesbaggrund man har. Den måde, vi måler det på i dag, er, at hvis man har en akademisk uddannelse, bliver man registreret som en, der er uddannet. Jo, jo, men hvis man har læst fransk og filologi, kan vi vel godt være enige om, at man ikke nødvendigvis har nogen pædagogiske kompetencer.

Spørgeren.

Tak for svar. Nu siger ministeren jo, at det her er noget, som man skal finde ud af i forbindelse med specialeplaner. Som jeg kan forstå det, har ministeren indkaldt bl.a. nogle partier herinde, men ikke andre, til nogle forhandlinger på det her område. Derfor vil jeg gerne vide, hvorfor vi i Danmarksdemokraterne åbenbart ikke er velkomne ved det bord. Hvorfor er DF, LA osv. heller ikke velkomne ved det bord? Jeg synes jo, at vi skulle løse tingene her i fællesskab, og det vidner debatten i dag da også om vi burde.

Ministeren.

Som jeg sagde, havde vi debatten om præcis det spørgsmål i går, og vi har faktisk ikke endnu taget stilling til, hvad vi gør i løbet af forhandlingerne i forhold til de partier, der endnu ikke har været med. Det vil sige, som det er fremgået i medierne, at det er rigtigt, og alle ved, det er sådan, og det bekræfter jeg også fra talerstolen, at vi har talt med et par af partierne i Folketinget. Nu blev der før sagt, at det var en lille lukket kreds, men vi har sådan set talt med 120 ud af 179 mandater herinde, så det er ikke, fordi det er nogen lille lukket gruppe. Det er bare for at sige, at det ikke er sådan, at vi har truffet en beslutning om, at vi ikke skal tale med hinanden om det.

Så er det fru Katrine Daugaard.

Tak. Det, at vi ikke ved, hvor den bedste pris og den rette indsats til borgeren fås til den bedste pris, gør det jo utrolig vanskeligt for lokalpolitiske indkøbere at lave de bedst mulige prioriteringer og styre den kommunale økonomi. Derfor vil vi i Liberal Alliance egentlig bare gerne opfordre til, at man husker tilbuddenes specialiseringsgrad og viden om indsatsers effekt og pris og ikke alene ser på ejerform, når grundstrukturerne på takstområdet skal fastlægges.

Så vil jeg egentlig bare sige, at det bekymrer mig meget, at man har lagt et takstloft, fordi det kan forhindre muligt dyre enkeltsager eller muligt dyre borgere i faktisk at få et tilbud. Den dyre mulighed kan jo godt være den rigtige indsats til den her borger.

Ministeren.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i, og jeg er også fuldstændig enig, ord til andet, i det første. Hele idéen med at lave en takstmodel er set fra regeringens bord, at man så at sige kan lave takstbånd, og det vil sige, at man, alt efter hvor højt et specialiseringsniveau man har, siger: Hvis det er den her kvalitet og det her specialiseringsniveau, der skal leveres, så er prisen det her. Og det, som det jo også giver mulighed for, er, at der ikke bare er gennemsigtighed i forhold til private tilbuds priser og omkostninger, men at der også er det i forhold til de offentlige tilbud. Lige præcis sådan her gør man på ungdomsuddannelsesområdet, og ungdomsuddannelsesområdet er kendetegnet ved, at der kun er private aktører, selvejende og helt privatprivate. Det er de to, der er, og så er der enkelte steder ét offentligt tilbud, resten er privat. Grunden til, at de ikke efterspørger, at man udleverer regnskaber og alt muligt andet, er, at det er takststyret, og dermed er der fuld gennemsigtighed både på de offentlige tilbud, de selvejende tilbud og de private tilbud, og der er fuld sammenlignelighed. Og jeg kan godt lide den gennemsigtighed og systematik, der ligger i det.

Spørgeren.

Men siger ministeren så, at I nu vil til at indføre, at kommunale tilbud skal lave regnskab efter regnskabsloven, altså så vi får den her gennemsigtighed? For ellers har man jo ikke noget at sætte takster efter. Så bliver det jo sådan lidt fiktive takster. For vi er jo nødt til at kunne forstå udgiftsudviklingen for at kunne finde de rette løsninger. Et takstloft på sociale botilbud fastsat uden nogen skelen til gennemsigtighed i priserne på tværs af ejerform er bare ikke vejen frem.

Ministeren.

Jamen det er lige præcis det, der er ret smart ved at lave en takstmodel, i stedet for at man hvert eneste år på hvert eneste tilbud skal sidde og lave regnskaber. Selvfølgelig skal vi have et udgiftsbillede for at kunne lave selve takstmodellen – for at have en idé om, hvad hvert specialiseringsniveau skal koste. Det er fuldstændig, som da man lavede det oprindelig, da man gik fra, at det var amterne, der havde gymnasierne, til, at de kom over på takstfinansiering, altså på taxametre – der har man jo også været inde at kigge på, hvad en gymnasieelev koster, og så har man lavet taxameteret ud fra det. Og det vil sige, at jeg opfatter det sådan, at med lige præcis det redskab kan vi få skabt noget, hvor både private aktører og offentlige aktører har fuld gennemsigtighed, med hensyn til hvad det koster, og hvilken kvalitet der bliver leveret, til kæmpe gavn for borgerne, som jo så ved, at de faktisk får den indsats, de har behov for.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere bemærkninger. Og så går vi til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne til at afrunde debatten. Velkommen.

Først vil jeg rigtig gerne rette en tak til de ordførere og ministre, som har været i salen i dag for at tage en rigtig vigtig debat omkring vores botilbud og i høj grad også omkring de mennesker, der bor i tilbuddene, som jo er deres hjem. Det kan være mennesker med meget komplekse behov – behov, som både angår sociale problemer og psykiske lidelser og også fysiske tilstande. Jeg må indrømme, at efter at have været væk fra Christiansborg nogle år og være kommet tilbage hertil og så høre debatten, men også dykke rigtig meget ned i stoffet og den viden, som der er på området, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det sejler. Det her område sejler. Og dem, som har ansvaret for at rette op på det her, er os, der sidder her i salen i dag. Det er Folketinget, som har ansvaret, og i Danmarksdemokraterne mener vi ikke, at der sker nok på området i forhold til at sikre mennesker, som er i nogle utrolig udsatte livssituationer, den rigtige hjælp. Og det skal der findes en løsning på

Der skal findes en løsning på at sikre sammenhæng i forløbet for borgerne, både i psykiatrien og i botilbuddene, for vi skal sætte mennesket i centrum. Det skal ikke være systemet, der skal være i centrum, det skal være det enkelte menneske. Vi skal sikre en øget kvalitet. Vi skal vide, hvad vi rent faktisk får for pengene ude på de botilbud. Det er vigtigt, fordi det konkret angiver, hvad det er, borgerne får. Hvad er det for en hjælp og støtte, de får? Hvad er det for nogle kompetencer, der er derude til at hjælpe og understøtte dem i at leve et ordentligt liv, et liv, hvor de også udvikler sig, og hvor det ikke bare er en opbevaringsinstitution, men hvor de rent faktisk har mulighed for at udvikle sig positivt som mennesker?

I Danmarksdemokraterne mener vi, at sådan nogle løsninger er nogle løsninger, som vi skal finde i fællesskab. Vi mener det rent faktisk, når vi siger, at det er vigtigt med brede aftaler på det her område. Derfor ærgrer det os også, at regeringen indkalder til forhandlinger på handicapområdet, hvor man – der var nogen, der brugte et engelsk ord for det tidligere, og jeg skal nok passe på med ikke at bruge det samme – kirsebærplukker, vil man så kalde det. Altså, man tager de gode partier, de gode kirsebær, som man synes er rigtige lige i det her øjeblik, og indkalder dem til forhandlinger, men vi er nogle andre partier, som også har en lang historik med viden og kompetence. I mit eget parti har jeg f.eks. fru Karina Adsbøl, som både er social- og sundhedsassistent, men rent faktisk også har været handicapordfører herinde i rigtig mange år. Jeg er sygeplejerske, og jeg har også rigtig meget erfaring. Vi har en lærer siddende hernede, fru Mette Thiesen. Og sådan kunne jeg blive ved. Der er rigtig mange, der har nogle erfaringer, som man kan bidrage positivt med i forhold til de her forhandlinger.

Jeg tænker, det kunne være relevant for regeringen rent faktisk at bringe noget i Folketingssalen, som et bredt flertal kunne stemme for. Lige præcis på det her område, hvor det handler om mennesker i en meget socialt udsat livsposition, er det da vigtigt med brede aftaler, hvor vi kan skabe noget i fællesskab, der bringer ro om området og ro om de mennesker. Derfor må jeg sige, at jeg synes, det er en ubehagelig arrogance og magtfuldkommenhed, som regeringen lægger for dagen i forhold til de her handicapforhandlinger.

Samtidig er regeringen jo kommet med et udkast til et lovforslag, som er i høring, omkring øget brug af magtanvendelser, og det kan jeg så høre nu også indgår i de her forhandlinger. Regeringen har jo mistet sit flertal, så nu prøver man alt, hvad man kan, at få nogle andre med til lige at luske nogle skærpede magtanvendelsesregler ind ad bagdøren. Jeg synes, det er en ubehagelig måde at gøre det på. Jeg synes, man i stedet for skulle have startet forfra på det område og indkaldt til forhandlinger med alle Folketingets partier, som kan lave noget i fællesskab – noget, som ikke kommer til at ødelægge det for de mange, men gøre det godt for de mange.

Så vil jeg til sidst sige, at det har været en rigtig fin debat hernede, om end området sejler og vi ikke har fået nogen konkrete løsninger på lige præcis det i dag, hverken med et nyt lovforslag eller indkaldelse til forhandlinger om nogle rigtig gode aftaler. I forlængelse af det vil jeg sige, at den her debat fortsætter. Det er ikke en debat, der er lagt i graven, bare fordi vi lige har haft en forespørgselsdebat her i Folketingssalen i dag. Vi er rigtig mange, som kæmper for det her område, og også tak til de partier, som ville være medforespørgere på den her sag i salen i dag.

Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 2. maj 2024.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forespørgsel nr. F 20:

Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren og social- og boligministeren:

Af Marlene Harpsøe (DD), Karina Adsbøl (DD), Katrine Daugaard (LA), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (DF).

(Anmeldelse 30.01.2024. Fremme 01.02.2024).

Jeg kan dog sige, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 2. maj, 2024.

Så vi er klar til at gå i gang med forespørgsel nr. F 20, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne for begrundelse.

Vi ser meget frem til debatten i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Det er aftalt, at social- og boligministeren taler først, og derfor byder jeg nu velkommen til social- og boligministeren.

Tak for det. Der er nu mulighed for en enkelt kort bemærkning til ordførerne. Den første, der har bedt om ordet, er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Social- og boligministeren.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til social- og boligministeren, og derefter byder jeg velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren.

Ministeren.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ministeren.

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Tak for det. Nu skal jeg lige se, om der var korte bemærkninger. Det var der ikke – det var der for et øjeblik siden. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Jeg byder nu velkommen til den næste ordfører, og det er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Og så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Folketinget konstaterer, at kommunerne har forsyningsforpligtelsen og dermed forpligtelsen til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven.

Folketinget konstaterer, at Social- og Boligstyrelsen følger udviklingen i målgrupper og tilbud for at understøtte kommunerne i at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud.

Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke den samlede psykiatri og sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet.

Folketingets partier ser frem til forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser. Der er foreløbig to, der har bedt om ordet. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne, værsgo.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Så hvad tænker ordføreren i forhold til det, at I har truffet nogle beslutninger, der er så vigtige, på et grundlag af ingenting?

Ordføreren.

Ønsker fru Katrine Daugaard at stille det andet spørgsmål?

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Hans Andersen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Det er et meget hypotetisk spørgsmål, men jeg skulle i hvert fald læse beslutningsforslaget først, og det vil jeg da glæde mig til at læse.

Så er det fru Mette Thiesen.

Vi skal huske, at vi bruger danske ord herinde og ikke engelske ord. Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre, og den næste ordførere er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Velkommen.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at vi tilslutter os vedtagelsesteksten, som blev læst op af Dansk Folkepartis ordfører. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går til den næste, og det er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren, og så går vi til social- og boligministeren. Velkommen.

Tak til ministeren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og den er til fru Marlene Harpsøe.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Så er det fru Katrine Daugaard.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere bemærkninger. Og så går vi til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne til at afrunde debatten. Velkommen.

Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 2. maj 2024.

(Talen er under udarbejdelse)

Se video af alle taler

Vi ser meget frem til debatten i dag. Tak for ordet.

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Og så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Folketinget konstaterer, at kommunerne har forsyningsforpligtelsen og dermed forpligtelsen til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven.

Folketinget konstaterer, at Social- og Boligstyrelsen følger udviklingen i målgrupper og tilbud for at understøtte kommunerne i at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud.

Folketinget tilslutter sig regeringens ambitioner om at styrke den samlede psykiatri og sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet.

Folketingets partier ser frem til forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at vi tilslutter os vedtagelsesteksten, som blev læst op af Dansk Folkepartis ordfører. Tak for ordet.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 20 Om botilbudspladser.

Forhandling den 25-04-2024

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling