Tak for det. Vi politikere bliver ofte skudt i skoene, at vi snakker om noget, vi ikke ved noget om. Lige præcis på det her område vil jeg godt vove den påstand, at det faktisk er noget, som jeg ved rigtig meget om. Jeg har arbejdet i og omkring den danske folkeskole i 20 år, både som lærer i specialklasser, i indskoling og udskoling og i skolebestyrelser og som en del af ledelsen. Jeg har også siddet i børn og unge-udvalget i Aarhus Kommune og altså arbejdet med det fra den anden side af bordet. Så jeg vil sige, at lige præcis det her område har jeg beskæftiget mig professionelt med i min karriere i de sidste 20 år.
Derfor mener jeg også, at jeg er rimelig godt klædt på til at sige, at det, der sker i den danske folkeskole lige p.t., er en katastrofe. Nu er jeg så gammel og har arbejdet i så mange år, at jeg kan se, at man, hvis man går nogle år tilbage, havde samme problem. Lige pludselig gik udgifterne amok, og så lavede man det her inklusionstilbud, hvor 96 pct. af eleverne skulle være i klasserne. Det løste ikke problemet, tværtimod. Jeg er enig i, at man sagtens kan snakke midler, og hvor mange der skal til, men der er noget strukturelt, man skal gøre anderledes.
Vi bruger p.t. 13,2 mia. kr. på området, tror jeg det er. Og det er alt for meget til 34.000 elever. Lad os sige, man delte det op og sagde, at man gik tilbage til det, som jeg synes er det rigtige system at bruge, og det er at lave små specialklasser, som fungerer på selve skolens matrikel. Det tror jeg er vejen frem. Så får du stadig væk en tilknytning, men du er i de små klasser, hvor du har den her tryghed. Med det system kunne man gøre det langt, langt billigere. For vi kan se, at man har 34.000 børn, og hvis man så har klasser med fem børn i – i nogle klasser vil man kunne have flere og i andre færre, men fem vil være et gennemsnit, man sandsynligvis sagtens vil kunne leve op til derude – vil det jo, hvis man skal have to lærere til hver af de her klasser, give udgifter på omkring 6,6 mia. kr. Det vil sige, at det vil være en halvering af de udgifter, som vi nuværende tidspunkt har på det her område.
Så der er muligheder for, at man strukturelt kan lave en løsning, som vil være langt billigere, og som eleverne vil få langt større gavn af, men det kræver, at man har modet til det. Og hvis man så mangler endnu flere midler til at få det til at løbe rundt i folkeskolen, synes jeg absolut man skal kigge på den ledelsesstruktur, der har været ude i den danske folkeskole et stykke tid. Bare i Aarhus Kommune vader de i ledere, som er på vej op, og det er sådan nogle talende megafoner, som går ud og snakker med en skoleleder, som så går ind og fortæller, hvad der sker inde i centraladministrationen.
Man kan også bare kigge på strukturen på den enkelte folkeskole. Der, hvor jeg arbejdede, havde vi to ledere. Vi havde en skoleleder – dengang kaldte vi det en skoleinspektør – og så havde vi en viceskoleleder, og så sad der som regel en eller to damer på kontoret. Det fungerede. Der var en tydelig ledelse. Man vidste, hvem der havde aben, og hvem det var, der bestemte. Nu har man på mange skoler – sådan er det i hvert fald der, hvor jeg er, i Aarhus – et ledelsesteam på omkring fem-seks personer. De har så travlt med at være ledelsesteam, at de ikke har tid til at være ledere for lærerne og eleverne ude i klasserne. Hver eneste gang de så har udskiftning – og det har man ret meget, når man er et ledelsesteam på seks personer – skal de lige have tid til at finde ud af, hvilke roller de nu skal have, og så skal de fordele de roller igen. Det virker bare ikke.
Så man bliver nødt til at have modet til at tage et opgør med de her ting. Jeg ved godt, at det ikke er sjovt at sige til en skole: Vi har ikke brug for alle de ledere. Men det har man ikke derude. Lærerne kan sagtens fungere. Det er ikke alt, lærerne laver derude, der er rocket science. Nogle gange vil man bare gerne have en simpel plan for, hvornår man skal møde, og hvilke opgaver man har, og så løser man dem, uden at der skal stå, at man skal have alle de her teamsmøder med lederne om det ene og det andet. Der er så mange ledere, at det begynder at forstyrre undervisningen ude. Så hvis man har modet til det, kan man med simple greb lave et system, som jeg vil tro, hvis jeg lige bruger min høkerregning, måske vil koste det halve.
Ja, så skal man da gøre noget med den der milliard, som man bruger på taxakørsel. Jeg har fuld forståelse for, at der er en masse forældre, der synes, at det er dejligt at få transporteret deres børn til og fra skolen, men det er altså ikke alle, der har behov for det. Så måske kunne man lave en individuel vurdering af, om forældrene har behov for, at der skal køres taxakørsel hver gang og hver vej, for det koster rigtig, rigtig mange penge, og vi er altså ikke sat i verden bare for at sørge for, at taxachaufførerne også har noget at lave på hverdage. Det er også en af årsagerne til, at det ude i de små provinsbyer er ret svært at få en taxa i weekenderne. For taxachaufførerne tjener deres penge på at ligge og køre taxa i hverdagen, og så er der ikke nok taxaer på gaden i weekenderne. Så kunne man også løse det problem.
Så løsningerne er derude. Jeg er ked af at sige det: Det kræver politisk mod, men det er ikke sværere end at gå i gang og lave de her ting. Jeg tror ikke på inklusion på den måde, at de børn skal være i den almindelige klasse hele tiden. Jeg tror på, at det at have små klasser, hvor de føler tryghed, og hvor der f.eks. kan være to lærere til fem eller seks elever eller deromkring, er den måde, vi hjælper de her børn allerallerbedst på. Så har de faktisk en chance for at komme videre.