Tak, formand. Rigtig mange borgere har haft oplevelser, de aldrig glemmer, på et ulykkessted, eller de har været direkte vidne til, at en borger har fået alvorlig, kritisk sygdom. Når man står der, handler man det bedste, man kan; man tilkalder hjælp, minutterne er meget, meget lange. Hjælpen kommer frem, professionalismen er til stede, fagligheden træder til, og personalet handler så det bedste, de kan, og det bedste, de må.
Jeg har arbejdet 6 år på skadestuen, og der har jeg set rigtig meget ambulancepersonale komme enten glade eller også mange gange fortvivlede ind med patienter. Jeg stod der som sygeplejerske og var vidne til og lyttede til det, de havde kunnet gøre, og det, de havde oplevet, inden vi så tog over på sygehuset.
Dengang kunne ambulancepersonalet slet ikke det samme, som de kan og må i dag. Mange liv reddes, og mange menneskelige katastrofer undgås i dag takket være de øgede kompetencer, bl.a. hos ambulancepersonalet, men også det samlede præhospitale beredskab i det hele taget. Det er virkelig positivt, og det har virkelig været en fantastisk og rigtig udvikling.
Kan der så gøres mere og andet for netop at øge borgernes sikkerhed, patientsikkerheden, undgå sygdomme og varige men? Ja, det kan der. Og derfor er det også rigtig godt, at fru Louise Brown og Liberal Alliance løfter spørgsmålet omkring det fælles medicinkort og overfølsomhedsaspektet i forhold til CAVE-registeret, overfølsomhed over for medicin og adgang til det fælles medicinkort, frem for nu hvor man skal kontakte personalet på hospitalet. Det har været fortalt allerede, også fra ministerens side, hvordan det belaster, for det kræver, at man får fat på nogle med det samme, og det kan være svært. Det er rigtigt at lægge det ud med adgang for det kompetente ambulancepersonale, som i forvejen har et meget stort ansvar.
Spørger man borgeren, om det er en af vedkommendes nære pårørende, ville svaret jo være helt klart: Ja for pokker, når det er registreret, så lad dog dem, der har behov for det, vide det her på det rigtige og det kritiske tidspunkt. Og som ministeren har sagt, ligger det her heldigvis ikke i en måske tung lovændring, men det ligger i en ministerbekendtgørelse, og det er virkelig godt og dejligt.
Der er også de økonomiske aspekter af det, og det tror jeg også forslagsstillerne har forstået nu. Det kan jeg forstå på de spørgsmål, der er blevet stillet til indenrigs- og sundhedsministeren, nemlig om det her koster mange penge eller ej. Det må vi afklare, og jeg tror og håber på, når vi har været ordførerrækken igennem, at det også vil afspejle sig i, at vi er meget enige omkring det her. Derfor er det også mit håb og ønske, at vi som ordførere vil kunne arbejde hurtigt frem mod at finde nogle løsninger her, som kan serves af ministeren.
Når det drejer sig om CAVE-registeret, altså det omkring overfølsomhed, som kan være virkelig fatalt, hvis man kommer til at give medicin, som borgeren ikke tåler, så er der en udviklingsvej foran; der er jo ikke noget nationalt fælles register. Der findes registre, som regionerne har bygget op, men skal vi gøre brug af det, som fru Louise Brown lægger op til her i beslutningsforslaget, er det jo, at der skal være et centralt register. Det er den rigtige vej at gå, og det håber vi fra Socialdemokratiets side at vi vil få udviklet. Der tror jeg, at det politiske skub, som vi forhåbentlig bredt kan blive enige om, ville være rigtigt at give i den her sammenhæng.
Så altså opsummeret: Fra socialdemokratisk side er vi, som jeg allerede har udtrykt, enige i, at der både fagligt og patientsikkerhedsmæssigt er så mange sider af forslaget her, som er det rigtige at gøre. Jeg vil lægge op til og også gerne sætte mig i spidsen for, at vi får lavet en fælles beretningstekst i Sundhedsudvalget, som vil kunne kan bevirke, at vi vil kunne arbejde hurtigt videre med at sikre en implementering af det her.
Men, som jeg har nævnt, er der aspekterne omkring, at det ikke kræver lovændring, at der ikke er anvist en økonomi, og at CAVE-registeret ikke findes på nationalt plan. Det skal vi naturligvis forholde os til, og det håber jeg vi kan gøre i en fælles beretningstekst. Mange tak for ordet.