Debatten i dag handler om noget så fundamentalt som vores nationale identitet og suverænitet: spørgsmålet om indfødsret og statsborgerskab. Som medlem af Dansk Folkeparti ønsker jeg at adressere den dybe bekymring, vi nærer over den nuværende håndtering af tildeling af dansk statsborgerskab.
I grundlovens § 44, stk. 1 er det meget klart: Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Det princip har været en hjørnesten i vores nationale lovgivning siden 1849. Alligevel ser vi det i praksis blive ignoreret og undermineret på nærmest daglig basis. Indfødsretsudvalgets første formand, selveste Grundtvig, udtalte i 1850 om tildeling af statsborgerskab:
Indfødsretten udspringer af folkets ejendomsret og arveret til sit fædrene land, som det kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men bør aldrig gøre det uden hensyn til sit eget tarv og det almindelige bedste.
Statsborgerskab må altså aldrig sjuskes igennem. Grundighed, omhyggelighed og nøjagtighed var selve kernen i tildelingen af indfødsret. Statsborgerskab skal alene være noget, man ekstraordinært kan erhverve, hvis Folketinget, folkets repræsentanter, finder en sådan erkendtlighed fordelagtig for Danmark.
I dag adskiller vores praksis sig fundamentalt fra disse grundlæggende værdier. Statsborgerskab uddeles nu i tusindvis hvert eneste år uden individuel bedømmelse og uden dybdegående kendskab til ansøgerne, også uden hensyntagen til, om de her individer vil bidrage positivt til vores samfund. Det er ikke kun et brud med vores traditioner og principper, men også med grundlovens ånd og formål. Det er vores ansvar som folkets valgte repræsentanter at sikre, at hver enkel tildeling af dansk statsborgerskab er velovervejet og er fortjent.
Statsborgerretskonventionen udgør i vores øjne en fundamental trussel mod vores nationale selvbestemmelse i spørgsmålet om statsborgerskab. Denne konvention begrænser vores evne til at træffe suveræne beslutninger om, hvem der skal have æren og ansvaret for at bære titlen som dansk statsborger, og ved at binde os til statsborgerretskonventionen har vi frasagt os en væsentlig del af vores ret til at bestemme, hvilke kriterier der skal gælde for fratagelse af dansk statsborgerskab. Konventionen forpligter os til at følge retningslinjer og standarder, der er fastlagt uden for vores grænser, og som ikke nødvendigvis afspejler de værdier og principper, som Danmark er grundlagt på.
For nylig vedtog et flertal her i Folketinget bestående af samtlige partier undtagen Dansk Folkeparti ovenikøbet en ændring af dansk indfødsretslovgivning, der bl.a. betyder, at mennesker, der har erhvervet indfødsret ved myndighedsfejl, som man siden hen opdager, eventuelt for sent, faktisk får lov at beholde statsborgerskabet, selv om de reelt aldrig har fået det. Det er, på trods af at grundloven ellers meget entydigt slår fast, at ingen udlænding kan få dansk indfødsret uden ved lov. Dermed har Folketinget undtagen Dansk Folkeparti sat sig selv ud over den danske grundlov. Det er altså partier lige fra Enhedslisten og Radikale til Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Alle partier undtagen Dansk Folkeparti stemte for den her lov, der implementerer de dele af statsborgerretskonventionen, der ellers ville gøre det sværere at tage statsborgerskabet fra mennesker, der har fået det på forkerte forudsætninger.
Da lovforslag L 69 om ratificering af statsborgerretskonventionen i sin tid blev førstebehandlet den 13. november i 1998, lød de følgende ord fra den socialdemokratiske ordfører, Lars Kramer Mikkelsen: Det her lovforslag drejer sig i virkeligheden om nogle mindre justeringer af gældende lov, som skal gennemføres for at sikre, at lovgivningen og det samfund, vi lever i, på en mere fornuftig og naturlig måde modsvarer hinanden. Venstres ordfører, Svend Aage Jensby, kvitterede ganske kort ved at sige:
Jamen der er jo allerede meget detaljeret redegjort for lovforslaget, som jeg kan støtte.
Det blev så fulgt op af støtte fra den konservative ordfører, Jens Heimburger, der blot bemærkede, at lovforslaget ikke drejede sig om særlig mange menneskers mulighed for at få dansk indfødsret.
25 år efter Danmarks tilslutning har hverken Frankrig, Storbritannien, Irland, Belgien, Italien eller Spanien villet ratificere konventionen. Det er paradoksalt, ja nærmest komisk, at statsborgerretskonventionen, der ligger opbevaret i Strasbourg, ikke engang er gældende i sit eget hjemland. Statsborgerretskonventionen gælder heller ikke i Bruxelles, der er hovedsæde i både EU og NATO.
Ministeren har i sin tale redegjort for, hvordan regeringen vil styrke det regelbaserede internationale samfund, og hvordan det i virkeligheden er en stor fordel for Danmark at være medlem af netop statsborgerretskonventionen. Man har dermed også meget ærligt bekendtgjort, at man vil styrke de regler, som bl.a. gør, at den voldtægtsforbryder, der for nylig blev dømt ovre i Københavns Byret – med 11 tidligere domme bag sig, bl.a. for meget grove voldtægter mod flere unge danske piger, grove overfaldsvoldtægter og røveriforsøg mod bl.a. en 81-årig kvinde – ikke kan blive frataget sit danske statsborgerskab.
De regler, der sikrer, at en sådan mand ikke kan blive frataget sit statsborgerskab og derfor senere udvist, mener man i virkeligheden, at vi skal styrke, så der er bedre rammer, der forhindrer, at sådanne mennesker kan blive udvist. Det er heller ikke længe siden, at en 42-årig mand blev idømt 3½ års fængsel for voldtægt af en blot 9-årig pige. De regler, der gør, at vi ikke kan fratage sådan en mand statsborgerskabet og udvise ham, er de regler, som regeringen og samtlige partier med undtagelse af Dansk Folkeparti i dag står og forsvarer.
Jeg må indrømme, at jeg er dybt forundret over, at en regering, der ellers hævder at være på ofrenes side og gå ind for en stram udlændingepolitik, ikke har større fornemmelse for, at vi er nødt til at tage et opgør med de her konventioner, særlig statsborgerretskonventionen, hvis vi faktisk vil kunne forsvare ofrene. Af dem, der i dag forsvarer at forblive i statsborgerretskonventionen – den konvention, der forhindrer os i at tage statsborgerskabet fra netop voldtægtsforbrydere, hjemmerøvere og bandemedlemmer – er der ikke en eneste ordfører her i dag, der konkret kan redegøre for en eneste konkret fordel, Danmark drager af at være medlem af den her konvention. Ministeren har over for mig konstateret, at han ikke har nogen grund at antage, at de lande, der ikke har skrevet konventionen ind i deres lovgivning, skulle stå uden for det regelbaserede internationale samfund.
I Dansk Folkeparti er holdningen klar: Hvis man dømmes for bandekriminalitet, drab, skyderi, knivstik, voldtægt, røveri, våbenkriminalitet, narkokriminalitet osv. osv., skal man kunne frakendes indfødsretten i Danmark, særlig hvis man samtidig har ret til statsborgerskab i f.eks. Tyrkiet, Irak eller Pakistan. Var Folketinget klar over, at disse nogle justeringer af det tætpakkede lovforslag om statsborgerretskonventionen i sin tid betød, at Folketinget godkendte ratificeringen af en konvention, som hverken Storbritannien, Frankrig eller Belgien vil ratificere, og som bl.a. tilsiger, at flygtninge skal have lettere adgang til indfødsretten end andre udlændinge, og at bandemedlemmer med eksempelvis irakisk statsborgerskab ikke må fratages indfødsretten i Danmark?
Det tvivler jeg meget stærkt på. Folketinget blev ført bag lyset med vedtagelsen af statsborgerretskonventionen. Ikke et ord om, at flygtninge fra Somalia fremover ville få lettere adgang til dansk indfødsret end japanere, og at mordere med flere statsborgerskaber ikke længere måtte fratages indfødsretten.
Selvfølgelig kan Danmark stå sammen med Frankrig, Belgien, Storbritannien, Irland, Italien, Spanien og stå uden for statsborgerretskonvention, der alligevel ikke har nogen som helst betydning, ifølge ministeren, for det regelbaserede, internationale samfund. Det er altså ren fis og ballade, når regeringen, Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance osv. osv. ikke vil tage statsborgerskabet fra mordere, voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer med ret til andre statsborgerskaber.
For nylig fik seks fynske bandemedlemmer fra to stridende udenlandske bandegrupperinger lov til at beholde deres rødbedefarvede pas og det danske statsborgerskab, og trods bandekriminalitet, knivoverfald og grov vold var dommen fra landsretten klar: Bandemedlemmerne blev ikke frakendt dansk statsborgerskab på grund af netop statsborgerretskonventionen.
Jeg har også spurgt ministeren ind til, hvilke konkrete fordele Danmark drager af at have underskrevet konventionen. Det kan ministeren heller ikke redegøre for. Med andre ord er der ikke en eneste konkret fordel ved at forblive medlem af statsborgerretskonventionen – en konvention, der alene beskytter voldsmænd, bandemedlemmer og voldtægtsforbrydere. Det er på tide, at vi bringer respekten og værdigheden tilbage til det danske statsborgerskab, det er på tide, at vi husker på de principper og værdier, som vores nation blev bygget på, og det er på tide, at vi sikrer, at fremtidige generationer kan arve et Danmark, der er tro imod sin historie, sine traditioner og sin kulturelle arv, og ikke mindst trygheden for den almene dansker. Tak for ordet.