Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 174:

Forslag til folketingsbeslutning om at indskærpe sundhedspersoners pligt til dialog og samarbejde med pårørende til patienter.

Af Lise Bertelsen (KF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Lise Bertelsen, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Den 23. april i år havde vi i Sundhedsudvalget foretræde af Det Nationale Sorgcenter, Bedre Psykiatri og Danske Patienter. De repræsenterer tilsammen 30 brugerorganisationer, som arbejder for bedre rettigheder og vilkår for pårørende. De sagde meget klart, at beslutningsforslaget kunne gøre en betydelig forskel, og de anbefalede at stemme for det.

På tværs af forskellige partier har vi på forskellig vis forsøgt at løfte dagsordenen om bl.a. pårørendes enorme indvirkning på den syges prognose. Vi er også på tværs af partier enige om, at en af nøglerne til at løse vores enorme udfordringer i sundhedsvæsenet er at inddrage pårørende langt mere i behandlingen af deres kære. Derfor kan vi i Det Konservative Folkeparti synes, at det er paradoksalt, at man på den ene side både fagligt og politisk kalder på prioriteringer af de pårørende med mere inddragelse af og bedre information til de pårørende, og på den anden side er virkeligheden, at de pårørende oplever sig afvist og underinformeret.

Derfor er formålet med beslutningsforslaget at sikre, at vores fantastiske sundhedspersonale, der hver evig eneste dag knokler og yder en kæmpe indsats, ikke af misforstået hensyn til tavshedspligten kommer til at stille den i vejen for det gode samarbejde med de pårørende. Både i 2012, 2013, 2014 og i 2018 – blot for at nævne nogle årstal – har Det Etiske Råd og regeringens psykiatriudvalg, Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen peget på den her problematik. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at der er behov for, at den 22 år gamle vejledning bliver opdateret, samt at det sikres, at sundhedspersonalet efterlever vejledningen i praksis. Jeg ser frem til debatten i Folketingssalen.

Tak for det til ordføreren. Forhandlingen er hermed åbnet. Den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Velkommen.

Tak for det. Lad mig indlede med bare også at anerkende forslagsstillerne og fru Lise Bertelsens engagement i det her vigtige område. Jeg synes, at beslutningsforslaget sætter fokus på et rigtig vigtigt emne, som vi også er optaget af og beskæftiget med her i Folketinget, nemlig at sikre, at pårørende til patienter i sundhedsvæsenet inddrages og støttes.

Jeg tror, at de fleste af os har prøvet at opleve det at være pårørende til en patient i sundhedsvæsenet, og der er man jo ikke i tvivl om, at de pårørende jo både spiller en rigtig vigtig rolle for rigtig mange patienter, men også at inddragelse af de pårørende er vigtig, uanset om man befinder sig i somatikken eller inden for psykiatrien. Jeg tror ikke, jeg vil bruge så meget af min taletid i dag på at understrege det vigtige eller det positive i, at vi inddrager pårørende, for det opfatter jeg egentlig, at vi alle sammen herinde er enige om.

Vi er også enige om, at vi skal blive bedre til at tage de pårørende med ind omkring patienten, for når sygdom rammer, rammer det jo ikke blot den enkelte. Der er også rigtig mange sygdomme, som er en stor belastning for familier, og hvor de pårørendes hverdag pludselig kan blive markant anderledes, og at der kan blive vendt op og ned på rigtig mange ting. Derfor synes jeg også, at spørgsmålet er, hvordan vi kan sikre den bedste inddragelse af de pårørende.

Et helt centralt og vigtigt hensyn må og skal altid være hensynet til patienten. Jeg synes, at det er helt afgørende, at patienter altid skal kunne stole på, at der er fortrolighed med lægen, med sygeplejersken, og derfor er sundhedspersoners tavshedspligt og patienters ret til fortrolighed to grundlæggende principper i dansk sundhedsret; principper, som vi ikke skal sætte over styr i vores fælles ambition om at ville inddrage pårørende mere og bedre. Det opfatter jeg heller ikke, at Det Konservative Folkeparti ønsker at sætte spørgsmålstegn ved.

Med de regler, der er i dag, sikres jo en balance imellem på den ene side patientens ret til fortrolighed, men også muligheden for at kunne give oplysninger til de pårørende, for uanset hvor meget vi gerne ser pårørende mere på banen, ville det jo være et alvorligt tillidsbrud, hvis man pludselig oplever, at der bliver videregivet oplysninger, som man som patient af forskellige årsager ikke har ønsket skulle videregives. Derfor er udgangspunktet også, at det er patienten, der skal ønske, at de pårørende inddrages og informeres, og ikke den anden vej rundt.

Samtidig er det jo sådan allerede i dag, og det synes jeg er vigtigt, at sundhedspersoner jo har muligheder for – vel at mærke uden at bryde tavshedspligten – at kunne give generelle informationer, gå i dialog med de pårørende, og det bemærker jeg også, at Det Konservative Folkeparti selv skriver i bemærkningerne til beslutningsforslaget, og man tilføjer ligefrem i bemærkningerne, at det fremgår tydeligt af den gældende og eksisterende vejledning. Men jeg kan også forstå på forslagsstillerne, at de har den opfattelse, at vejledningen misforstås, eller i hvert fald ikke altid bliver brugt på den måde, som den er tiltænkt.

Her er jeg sådan set enig i, at vi jo skal undgå misforståelser omkring de muligheder, som der er i den eksisterende vejledning for at kunne have god dialog med patienter, pårørende og sundhedsvæsenet, og derfor er jeg også med på at overveje, om der er behov for mere udbredelse, bedre forståelse af reglerne – særlig i forhold til tavshedspligten – og mulighederne for at kunne gå i dialog med de pårørende. Samtidig har jeg også bedt mit ministerium om at få fulgt op på behovet for at udbrede viden om sundhedspersoners muligheder for inddragelse af de pårørende, og vi vil også se på, om der er behov for at opdatere den vejledning, som beslutningsforslaget her også kredser omkring.

Så vi rækker sådan set hånden ud til samarbejde. Det ville måske være noget, der kunne være oplagt, altså at man i Folketingets sundhedsudvalg muligvis arbejdede videre med en fælles beretning omkring det – det vil vi i hvert fald gerne fra regeringen og fra regeringspartiernes side medvirke til. Jeg kan ikke i dag en til en sætte to streger under, hvordan jeg synes en vejledning muligvis skal ændres eller justeres, men at der kan være behov for at se på en vejledning, der har mere end 20 år på bagen, synes jeg sådan set er et helt fair og legitimt synspunkt. Til gengæld tror jeg bare, at vi skal afholde os fra, at vi begynder at påtage os den rolle som folketingsmedlemmer, at det er os, der sidder og skriver vejledninger i beslutningsforslag her i Folketinget.

Så er der jo også en lille smule modstrid i forhold til selve indholdet i beslutningsforslaget, for på den ene side skriver Det Konservative Folkeparti også, at det allerede fremgår tydeligt af vejledningen, som den er i dag, og alligevel foreslår man på den anden side at ændre den. Når noget fremgår allerede tydeligt i dag, kan man jo også stille spørgsmålet, om det så er vejledningen, den er gal med, eller er det forståelsen af vejledningen, den er gal med – altså manglende viden, manglende udbredelse af vejledningen. Det synes jeg vi skal udfordre hinanden på.

Derfor skal vi også se på, om det kan være viden, der mangler, og dermed også en bedre udbredelse og forståelse af reglerne på området. Det vil jeg blot opfordre til, at man fra Folketingets side kunne overveje at se på i fællesskab, herunder også på behovet for at opdatere vejledningen. Det vil jeg i hvert fald gerne positivt række ud til et samarbejde om, men beslutningsforslaget i sin ordlyd kan vi ikke bakke op om, bl.a. fordi man tager forskud på at skrive, hvordan en vejledning så skal opdateres. Der synes jeg også bare, at vi skal bredes lidt ud og se på, om problemet er vejledningen i sig selv, selv om De Konservative selv skriver, at vejledningen faktisk er helt tydelig, eller er problemet noget andet, og se på det under en fælles hat.

Så det er fra min side en samlet tale i forhold til også gerne at ville være imødekommende over for den vigtige dagsorden, som jeg synes bliver rejst her. Jeg tror heller ikke, at man skal være bleg for også at anerkende, at vi har nogle særlige udfordringer, også når vi snakker inddragelse af pårørende, som gør sig særlig gældende inden for psykiatrien, som vi måske ikke i samme omfang oplever inden for somatikken, og det synes jeg også er fint at have blik for i den sammenhæng. Men tak for beslutningsforslaget og debatten her i dag.

Vi siger tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til Det Konservative Folkeparti for at rejse en vigtig snak og en vigtig debat.

Jeg vil sige, at noget af det fineste, man kan opnå som sygeplejerske eller som sundhedspersonale, er jo et andet menneskes tillid – et menneske, der for en stund ikke kan klare sig selv eller for en tid har svært ved at overskue hverdagen. Særlig i psykiatrien er det til tider komplekst. Det er akut, det er svært, og det er ikke altid er gennemskueligt.

Det er ikke mere end et par uger siden, vi sidst havde en debat her i salen om pårørende. Den debat, vi har her i dag, vinkler det så mere over imod psykiatrien. For et par uger siden understregede jeg vigtigheden af, at der er et tæt samarbejde med de pårørende, og rigtig mange anerkender i dag den værdi, de pårørende har, og sætter pris på den viden, de kommer med.

Vi skal gøre alt, hvad kan, for at skabe rammerne for, at samarbejdet mellem patienter, personale og pårørende bliver så smidigt som muligt. Derfor er pårørendeinddragelse også vigtigt i flere af de aftaler, vi har lavet på det seneste inden for sundheds- og omsorgsområdet, bl.a. 10-årsplanen for psykiatrien, støtte til pårørende til patienter i selvmordsforebyggende klinikker, støtte til børn og unge som pårørende og ikke mindst vores ældreaftale, hvor samarbejdet med de pårørende også spiller en vigtig rolle.

Når det kommer til det konkrete beslutningsforslag, kan Socialdemokratiet ikke støtte det i den form, det ligger her i dag, fordi vi ikke mener, at vi fra Folketingets side skal lave klare vejledninger i, hvordan pårørendearbejdet skal foregå. Spørgsmålet er jo selvfølgelig, om vejledningen, som ministeren var inde på, der findes i dag, bruges optimalt. Spørgsmålet er også, om der er særlige steder, hvor problemet med, at de pårørende ikke føler sig inddraget, er større end andre steder.

Jeg har selv som sygeplejerske flere gange modtaget patienter, som faktisk ikke havde lyst til, at deres pårørende skulle se dem i den tilstand, de var i, stærkt psykotiske, stærkt maniske eller andet, og derfor frabad sig enhver kontakt. Det gjorde ikke, at jeg ikke kunne lytte til, hvad de pårørende havde at sige, men det gjorde, at jeg var nødt til at beskytte patienten, som havde vist mig den tillid, og som sad bag en låst dør, fordi vedkommende simpelt hen var for syg. Det er klart, at alle sundhedspersoner, der arbejder derude, skal kende reglerne godt nok. De skal også have en tryghed i, at man sagtens kan lytte uden at blive anmeldt for brud på tavshedspligten, hvilket er noget af det værste, der kan ske for en sundhedsfaglig person: at man kommer til at bryde sin tavshedspligt.

Derfor mener vi også, at vi skal blive meget, meget klogere på, hvad der er den bedste praksis derude, hvordan vi sikrer gode relationer til de pårørende, der jo for en tid også kan være udkørte, trætte og have kæmpet en kamp mod en psykose, mod en depression, mod at se, at det menneske, man holder allermest af, forsvinder ind i en verden, man ikke begrebsmæssigt altid forstår, men vi skal bevare tilliden til patienten, og vi skal rumme de pårørende.

Vi mener derfor fra Socialdemokratiets side, at forslaget her lægger op til en værdidiskussion, for hvad er sundhedspersonalets faglige vurdering, hvis vi ender med endnu et afkrydsningsskema om, om man har inddraget de pårørende? Jeg mener derfor særlig, at vi skal indgå den dialog sammen i Sundhedsudvalget og andre udvalg, hvor det giver mening, og sammen finde ud af, hvor det fungerer, hvor man allerede nu har et rigtig, rigtig godt pårørendesamarbejde, hvor man har den bedste viden til, hvordan man inddrager børn og unge som pårørende og samtidig beskytter den patient, man har ansvaret for.

Til enhver tid mener vi også fra Socialdemokratiets side, at en gennemgang af de nuværende vejledninger kan være på sin plads, når de er fra 2002, men også at der er en nysgerrighed på, hvorfor den vejledning, vi allerede har nu, bliver fejlfortolket af så mange. Er det, fordi der kommer hurtige klager? Er det, fordi man bliver usikker på, hvornår man kommer til at tale over sig? Eller hvordan er det, det foregår ude i praksis? Det mener jeg vi sammen skal gøre os klogere på.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her i dag, men vi kan til enhver tid bakke op om yderligere drøftelser og også en eventuel beretning. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre. Velkommen.

Tak for det, og tak til Det Konservative Folkeparti for at sætte det her vigtige emne på dagsordenen. Det er rigtig vigtigt, at vi er gode til at inddrage de pårørende, fordi det kan være en afgørende hjælp, en meget vigtig hjælp, for patienterne i forhold til at sikre, at de får et godt forløb, altså at der er nogle omkring dem, der også ved, hvad de går igennem, og kan hjælpe i den forbindelse. Særlig i forhold til borgere med en psykisk diagnose kan det have en særlig stor betydning, men det er jo også, som det bliver fremhævet her, et af de områder, hvor det kan være svært. Derfor anerkender vi også det arbejde, Det Konservative Folkeparti har lavet, og den bekymring, man tager med her og gerne vil arbejde med i forhold til at sikre, at det sker på en god måde, når de pårørende skal inddrages, og at vi skal have det til at fungere bedre. Det fungerer heldigvis godt mange steder, men der er også for mange historier om, at det ikke har fungeret.

Det er jo noget, vi også har arbejdet med tidligere. Bl.a. er det et af de temaer, vi har diskuteret i forbindelse med indgåelsen af den her 10-årige psykiatriplan, hvori der også er sat penge af til at sikre en bedre inddragelse af de pårørende. Så det er også en af de veje, vi kan gå, altså at vi kan arbejde videre med sporet i vores 10-årige psykiatriplan og se på, hvilke erfaringer vi får dér i forbindelse med det arbejde, der kommer til at ske i forhold til at sikre, at de pårørende bliver bedre inddraget på psykiatriområdet. Men det er selvfølgelig hele vejen rundt, det er vigtigt, at det her fungerer smidigt, og at der ikke er misforståelser, i forhold til hvordan man gør det.

Jeg vil så også sige, at i forhold til de konkrete formuleringer, der bliver foreslået, kan jeg godt lidt have en bekymring for, om det, hvis man f.eks. skriver »skal«, kan misforstås den anden vej, i forhold til hvordan det bliver misforstået i dag. Der er selvfølgelig mange situationer, hvor der er tale om et forløb af en alvorlighed, der ikke gør det nødvendigt at inddrage de pårørende, eller hvor man ikke ønsker det, bl.a. fordi det kan være en sygdom, man ikke ønsker at dele med sine pårørende, eller at man har en konflikt med sine pårørende, som man er bange for bliver inddraget, hvis de opdager, man har en lidelse af en eller anden form.

Så vi tager det meget, meget positivt ned, som ministeren også sagde, og vil rigtig gerne diskutere videre med Det Konservative Folkeparti, hvordan vi kan få udryddet nogle af de her misforståelser og eventuelt også få kigget vejledningen, som jo er gammel, igennem og se på, om det er der, der ligger nogle udfordringer, eller om vi skal gøre yderligere i forhold til at udbrede viden om, hvordan det gode samarbejde er, ud over det, som det arbejde, vi har med den 10-årige psykiatriplan, også satte i gang inden for psykiatrien i forhold til at sikre den her gode inddragelse af de pårørende.

Så tak for at rejse debatten. Vi håber også på – jeg tror faktisk, at vi er ret enige, når det kommer til stykket – at vi kan mødes om at lave en beretning, hvori vi bliver enige om at kigge på de her ting. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til Konservative for dybest set at se et problem, der er ude i virkeligheden, og komme med et rigtig godt løsningsforslag – et løsningsforslag, som Danmarksdemokraterne fuldstændig støtter intentionen i, især såfremt det handler om at præcisere vejledningen. Det, der ofte sker, er jo, at hvis en regel blev lavet for 20 år siden, skaber man en fortælling og en kultur på en arbejdsplads, hvor man sådan ligesom først får skåret den ene sætning væk, så den næste sætning væk, og så kommer der sådan en fælles forståelse. Til sidst er der ikke nogen, der læser det, og så er det den, der er bedst til at fortælle historien om, hvad det er, man skal, som ligesom sætter dagsordenen. Det er egentlig det, jeg hører Konservative gøre opmærksom på. Der er et spændingsfelt imellem at være patient og have ret til sine egne oplysninger, men også at være familie og få mulighed for at fortælle noget, der faktisk måske kan være en hjælp til, at man bliver sund og rask igen. Og det er jo ikke kun inden for psykiatrien; det kan være hundrede ting. Så det er et rigtig godt forslag, som vi kommer til at støtte.

Konservative har jo fået lagt bolden på mållinjen. Nu skal vi bare sparke den ind. Regeringen siger, at de er enige. De siger også, at vi skal kigge på en beretning om det. Ministeren siger, at jamen lad os da få kigget på, om ikke der er noget i den her vejledning. Så tillykke til ordføreren for forslagsstillerne. Den kan nærmest ikke svigtes nu. Men hvis ordføreren skulle være i tvivl, vil jeg sige, at Danmarksdemokraterne er villige til at stemme for forslaget, såfremt der er nogle, der får kolde fødder, inden vi kommer dertil, men jeg håber, det er noget.

Vi ønsker jo alle sammen at kunne have lov til at have noget, som vi ikke synes rager vores kone, bror eller søster, i fred. Men vi er også nogle, der er sådan lidt dumstædige nordjyder, og der er det måske rart nok, at konen, broren eller søsteren lige kan prikke sygeplejersken på skulderen og sige: Kim har for øvrigt også gået og døjet med det her og sådan og sådan. Som vi siger i Nordjylland: Det er kommet af sig selv, så det går over af sig selv. Der er nogle informationer, som et fagligt dygtigt sundhedspersonale har brug for, og jeg tror, det vigtigt, at vi som politikere peger på den ømme tå, vi kan se, og siger, at det er tid til forbedring, at de gør et fantastisk job, men at her er der nogle misforståelser, vi lige skal have rettet op på. Så kan det være, at der skal stå »skal«, bare for at den fortælling, man har fået skabt på en afdeling, måske kan blive ændret til, at det skal man faktisk.

Det er et supergodt forslag. Danmarksdemokraterne kommer til at støtte det.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Maria Durhuus.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg vil tillade mig lige at starte med en lille korrigering. Der er ikke ændret i regelsættet eller vejledningen om sundhedspersonalets tavshedspligt i 20 år. Der er heller ikke skåret en linje eller flyttet et komma. Den er, som den er, også som da jeg læste den for 20 år siden. Jeg vil bare tillade mig at spørge ordføreren noget. Som jeg hører ordføreren, går han lidt i gang med nu at sige, at man støtter det her forslag, som det ligger her i den her form, fordi det kan være meget godt, at man lige kan få nogle informationer og give nogle informationer om en patient. Nu handler det her forslag jo meget om psykiatrien. Mener ordføreren ikke, at patienter skal have en mulighed for at blive beskyttet? Hvis man for en stund er så syg, at man skal bæltefikseres, eller man for en stund er så syg, at man er så manisk, at man er paranoid omkring sin egen familie eller tror, at ens børn er besat af et eller andet, mener ordføreren så, at det er information, der med vold og magt skal videregives til de pårørende?

Ordføreren.

Nej, men Socialdemokraternes ordfører skal jo så lytte til hele intentionen i det, jeg står og siger heroppe. Jeg siger jo ordret heroppefra, at patienten skal have lov til at have den sikring, at der er ting, der skal være private. Så det er ikke alt, der skal deles. Det er jeg fuldstændig tryg ved at personalet godt kan vurdere. Det tyder bare på, at der, uanset om man har læst tingene, er sket en holdningsændring til, at man måske ikke får det gjort. Det er det, jeg hører er bekymringen for Konservative. Jeg hører faktisk også en minister, der siger: Jamen det her kan jo ske, så lad os dog få kigget på, om det er en problemstilling.

Så jeg tror, ordføreren fra Socialdemokraterne skal lytte til hele intentionen i det her, nemlig at det tyder på, at der kan være noget, hvor man af bedste mening – og der kan jo sagtens være en faglig begrundelse for det – ikke ønsker at dele det. Men forslaget går også den anden vej, nemlig at man skal huske at lytte til de pårørende, der måske fortæller noget, som man ellers ikke ville få at vide. Så jeg siger ikke, at det her nogen sinde kan blive sort-hvidt, men jeg er meget sikker på, at det kan blive bedre, end det er.

Spørgeren.

Tak. Jeg tænker også, at jeg lige vil henvise til min egen tale, hvor jeg sagde, hvad jeg også mener er rigtigt, at vi skal have kigget på, om retningslinjerne er korrekte. Jeg hørte også ministerens meget, meget udmærkede tale. Men hvad er det så, ordføreren helt konkret vil have at vi herinde fra Folketingssalen skal bestemme og pådutte nogen, hvis ordføreren også mener, at det faglige personale godt selv kan sortere i, hvad der er vigtigt at få ud?

Ordføreren.

Det er godt nok svært at snakke med en socialdemokrat nogle gange. Det, ordføreren siger, er, at der ude i virkeligheden – hvis nu man lige gik ud på den anden side – kan vi se, vi kan simpelt hen opleve, at man engang imellem ikke følger op på det, uanset hvilket område vi laver regler og love på med intentioner. I private virksomheder følger man jo også op på, hvad man ønsker. Det, Konservative siger, er, at de kan se, at der er sket et kulturskred eller et eller andet, at man har flyttet sig. Lad os da få kigget på, hvordan vi kan gøre det bedre. Jeg er ikke efter sygeplejerskerne, og jeg er bestemt ikke ude efter og gøre det værre for patienterne heller. Faktisk er vi i Danmarksdemokraterne ude på at gøre det bedre for alle.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste. Det er fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Velkommen.

Tak for det. Tak til De Konservative for at fremsætte forslaget om, at sundhedspersonalet skal samarbejde med pårørende. Adskillige undersøgelser har bekræftet, at de fleste pårørende spiller en afgørende vigtig rolle for patienter, men undersøgelser viser desværre også, at det er rigtig svært at være pårørende. Det er sorgfuldt at være vidne til, at ens kære er alvorligt syg, og de fleste af os kender følelsen af både magtesløshed og stress, når sygdom dominerer i familien. Pårørende har også brug for at blive set og hørt, men den bedste inddragelse sker dog sammen med den syge, og det bør prioriteres i videst muligt omfang.

Det tror jeg faktisk også allerede sker i videst muligt omfang, for der er undtagelser, som bekræfter reglen. Nogle gange er vores kære så syge, at det ikke er en mulighed at inddrage dem i alle samtaler. Men pårørende kan have vigtige informationer om det levede liv, som kan have betydning for behandlingen, og pårørende kan også selv have brug for at blive betrygget i, at vores kære er i de bedste hænder, og at der er styr på behandlingen. Nogle gange er det faktisk en forudsætning for, at vi ikke også selv risikerer at blive syge af bekymring og stress. Men naturligvis skal det være med respekt for tavshedspligten, som det allerede er blevet sagt rigtig mange gange fra talerstolen, og det vil jeg også gerne understrege en gang til: Vi har som patienter også ret til fortrolighed i vores sundhedsbehandling.

Jeg er ked af, at det tilsyneladende stadig er svært at finde den der gode balance, selv om jeg også forstår, at den er svær på trods af vejledningen, som vi allerede har, og som De Konservative jo også selv peger på i virkeligheden er helt okay eller burde være okay. Den er svær at omsætte i praksis, og det kan jeg godt forstå, for det er et svært dilemma for personalet at stå i. For jeg anerkender sundhedspersonalets tavshedspligt, men det må ikke forhindre, at vi også anerkender, at pårørende er en vigtig ressource.

Uddannelse har tilsyneladende ikke helt været nok til eller tilstrækkeligt til at skabe den her balance, og det betyder bare, at vi ikke er i mål i forhold til den her problemstilling. Jeg tror selv, at faste tværfaglige teams og en synlig og nærværende ledelse kan bidrage til, at man i de enkelte afdelinger rundtom i landet kan finde den her balance, hvis vi insisterer på, at det er det, vi skal.

SF bakker op om Konservatives forslag, men jeg vil også gerne sige tak til sundhedsministeren for at omfavne forslaget, og jeg synes faktisk, det giver rigtig god mening, hvis det er sådan, at vi i udvalgsbehandlingen efterfølgende kan blive enige om en beretning, som rækker sig den rigtige vej. Jeg er nemlig også enig i, at vi ikke herfra kan lave en vejledning, der rummer alle de dilemmaer, som jeg godt ved er derude i praksis, både for personalet, for de pårørende og for patienterne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste. Det er fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. Det at være pårørende har vi jo nok alle sammen prøvet. Altså, på en måde håber jeg det, for det betyder jo, at man rent faktisk har nogen i sin nærhed, som man er noget for. Men ifølge forskellige ordbøger betyder ordet pårørende, at man er beslægtet med en, der er syg eller tilskadekommet, og det ønsker jeg naturligvis ikke for nogen.

Jeg har selv været pårørende, faktisk op til flere gange, hvis man forstår ordet i betydningen at være slægtning til en, der er syg. Min morfar var flere gange indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger, både lukkede og åbne. Min mor fik en hjerneskade efter 6 uger i koma og boede efterfølgende på et skønt plejehjem, fra hun var 44 år, til hun døde som 51-årig. Og sådan kan jeg desværre blive ved. At være pårørende kan være ekstremt hårdt, men det er for mig også en del af det at være menneske. Vi er her for hinanden, og det skal vi huske at glæde os over, for der er desværre også mange, der ikke har nogen pårørende.

Når det er sagt, kan jeg og Liberal Alliance altså godt hive os lidt højere op af begejstring over det her forslag end formanden for regionernes psykiatri- og socialudvalg, Jacob Klærke, der i dag udtaler i Avisen Danmark, at det da er et fint forslag. Her er der jo altså ikke tale om at ændre i loven, men blot, at regeringen skal udarbejde en ændring af vejledningen, således at sundhedspersoners pligt til dialog og samarbejde med pårørende indskærpes, og det bakker vi fuldt ud op om. Og tak til fru Lise Bertelsen og Konservative for at fremsætte det her forslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Maria Durhuus. Værsgo.

Tak. Jeg har bare lige et afklarende spørgsmål til ordføreren: Mener ordføreren, at det er staten, der skal lave vejledningerne til det personale, der arbejder med mennesker hver dag?

Jeg mener, at vi skal indskærpe den vejledning, der er nu, for det lader til, at den ikke fungerer optimalt. Bedre Psykiatri har også været ude at omtale udfordringen med det. Altså, sådan som jeg ser det, er vejledningen sådan set o.k., men det skal indskærpes, at den også skal følges. Så der ligger jo noget, der er lavet i forvejen, og som også er godt, men hvis ikke det bliver fulgt ordentligt, så har vi jo en udfordring. Og ministeren har jo tidligere indskærpet over for regionerne, bl.a. når der er noget, der ikke er blevet fulgt tilstrækkeligt.

Det er faktisk det samme, jeg efterspørger her, altså at det bliver indskærpet, at man også har pligt til at samarbejde med de pårørende i højere grad, end man gør i dag. Det er klart, at det er de fagprofessionelle, der ved bedst og måske også bedst kan udforme sådan et regelsæt. Men der ligger noget, som det bare skal indskærpes at følge.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til den næste. Det er hr. Lars Arne Christensen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte dette forslag om at indskærpe sundhedspersoners pligt til dialog og samarbejde med pårørende til patienter. I Moderaterne finder vi det positivt, at der sættes fokus på, at pårørende til patienter i sundhedsvæsenet i højere grad kontaktes, inddrages og støttes. Vi er enige i, at pårørende udgør en vigtig støtte for patienten.

Jeg vil her kort nævne, at der allerede er iværksat en række initiativer på området for at støtte pårørende. Det drejer sig om »Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed« fra september 2022, »Aftale om anvendelse af midler fra Aftale om finansloven for 2022 til at styrke hjælpen til børn og unge, som er pårørende« fra oktober 2023 og den netop indgåede »Handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg« fra april 2024, herunder bevillinger til relevante organisationer og foreninger, der gør en indsats for pårørende.

Vi er enige i, at pårørende kan fungere både som ledsagere og ressourcepersoner, der kan støtte patienten følelsesmæssigt og yde praktisk hjælp. Det er i den sammenhæng naturligvis vigtigt, at patienter kan stole på, at sundhedspersonalet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Det er og skal fortsat være patienten, som skal beslutte, om de pårørende skal inddrages, og hvilke informationer de pårørende skal have om patientens sygdom.

I Moderaterne mener vi dog ikke, at bedre inddragelse af pårørende nødvendigvis sikres ved de foreslåede ændringer af reglerne. Den situation, som forslaget sigter mod at regulere, er en situation, hvor patienter ikke samtykker til, at fortrolige oplysninger videregives til de pårørende. Her vil jeg påpege, at sundhedspersonen har en forpligtelse over for patienten, og at sundhedspersonen allerede kan give mere generelle informationer og gå i dialog med pårørende uden at bryde sin tavshedspligt.

I Moderaterne mener vi, at de pågældende regler sikrer den rette balance mellem patientens ret til fortrolighed og muligheden for at lytte til pårørende og give mere generelle informationer. Jeg mener bestemt, at det kan overvejes, om der er behov for mere udbredelse og bedre forståelse af reglerne. Det er derfor også godt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil se på, om der behov for at udbrede viden om sundhedspersoners mulighed for inddragelse af pårørende, og at ministeriet, som ministeren netop har nævnt, også vil se på, om der er behov for opdatering af vejledningen.

Sluttelig vil jeg gerne sige tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte forslaget og løfte en vigtig debat. Selv om vi ikke stemme for beslutningsforslaget, som det er nu, betyder det ikke, at vi i Moderaterne ikke deler intentionen bag, for det gør vi. Derfor har jeg også forud for behandlingen i dag rakt ud til fru Lise Bertelsen med ønsket om at lave en fælles beretning om sagen. Det håber jeg at vi kan lande, og jeg ser derfor også frem til den videre udvalgsbehandling i sagen. Tak for ordet.

Vi siger tak til hr. Lars Arne Christensen. Der er ingen korte bemærkninger, og så går vi til fru Runa Friis Hansen fra Enhedslisten.

Tak for ordet, og tak til De Konservative for forslaget. Jeg synes, det er en rigtig vigtig debat, og jeg forstår godt frustrationen og intentionen bag forslaget. Sådan har vi det, når et nært familiemedlem bliver sygt. Vi bliver bekymrede og involverede. Når det er sagt, har vi i Enhedslisten stor tillid til, at vores sundhedspersonale følger vejledningen til lovgivningen. Jeg ved godt, at der kan være tilfælde med og historier om, at det ikke sker, men jeg går ud fra, at vi i overvejende grad har et dygtigt sundhedspersonale, der følger den vejledning, der følger af loven.

Derudover må udgangspunktet være, at videregivelse af oplysninger fra sundhedspersoner til pårørende om habile patienter over 18 år kræver samtykke fra patienten, altså at sundhedslovens § 43 overholdes. Der findes allerede undtagelseskriterier i lovens § 43, stk. 2, som giver pårørende mulighed for at få oplysninger, uden at der er et samtykke, og der er også skrevet ting i vejledningen, der tager hensyn til psykiatriske patienters indlæggelse, hvor særlige omstændigheder jo kan gøre sig gældende.

Vi vil rigtig gerne være med til at drøfte det her i udvalget, men vi støtter ikke forslaget i dets nuværende form. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak, formand. Og tak til Det Konservative Folkeparti for at have fremsat forslaget, som vi diskuterer nu, og som jo peger på noget utrolig vigtigt, nemlig hvordan vi i sundhedsvæsenet sikrer den bedste inddragelse af pårørende, der ofte spiller en afgørende rolle for behandlingen af patienterne. Forslagsstillerne peger særlig på vigtigheden af det inden for psykiatrien, hvor et forløb jo ofte har store konsekvenser, ikke kun for den person, der har behov for hjælp, men også for familie og pårørende.

Der er nogle vigtige balancer, man skal have for øje her, som også flere af mine ordførerkolleger har været inde på. For det er vigtigt at understrege, at det er helt afgørende, at vi fastholder fortroligheden mellem patient og sundhedspersonale, og at man som patient kan regne med, at denne tavshedspligt bliver overholdt. Tillid og fortrolighed er vigtigt, og der kan være gode grunde til, at en patient ikke ønsker, at de pårørende skal inddrages. Det skal man naturligvis kunne overholde. Det hører jeg også forslagsstillerne sige, og det står også, synes jeg, ret eksplicit i forslaget. Det peger på, at der er tale om en misforstået læsning af den vejledning, der findes, som leder til en alt for restriktiv tolkning af tavshedspligten, hvilket kan være til skade for patienterne. Hvis det er tilfældet, er vi helt enige i, at der naturligvis skal rettes op på det. Vi er også helt enige i, at det giver mening at genbesøge en vejledning, der er mere end 20 år gammel, for at se, om der skal ske nogle ændringer.

Vi deler også den bekymring, som ministeren nævnte i sin tale, nemlig at vi ikke her og nu skal beskrive – det har jeg i hvert fald ikke lyst til – præcis hvordan vejledningen skal se ud. Jeg håber, at vi i udvalget kan blive enige om, at vi skal kigge på området, at vi skal se på vejledningen, og at vi skal have noget kvalificeret input til, hvordan den skal udformes, og så lave ændringer, hvor det er nødvendigt. Det vil vi meget gerne bakke op om. Men den konkrete formulering, som den står i beslutningsforslaget her, føler jeg mig ikke kvalificeret til at afgøre om er den rigtige. Så jeg håber på, at det også er Konservatives hensigt, at vi skal kigge på det her og lave det rigtige og ikke ordret det, der står i beslutningsforslaget. Men det må vi jo tage i udvalget efterfølgende.

Så vi deler fuldt ud intentionen og håber på, vi kan nå noget, som vi kan bakke op om i enighed i udvalget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tusind tak. Og tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte et rigtig godt beslutningsforslag. Det er jo faktisk ikke så længe siden, at vi her i Folketingssalen drøftede inddragelse af pårørende, og jeg tror også, jeg vil benytte muligheden i dag til at understrege, hvor sindssygt vigtigt det er. Når man er syg og nogle gange måske også er ude af stand til at tage ordentligt vare på sig selv, er der jo ikke nogen nærmere end ens pårørende og ens familie til at passe på en. Uanset om der er dygtige sundhedspersoner omkring en, er det altså vigtigt, at man inddrager de mennesker, som kender patienterne allerbedst, og det er alt andet lige de pårørende.

Jeg vil ikke undlade også at bemærke, når vi drøfter det her med pårørende, den store bekymring, som jeg fortsat har – jeg har nævnt det mange gange – i forhold til at børn på 15 år faktisk kan holde deres forældre stort set ude af deres eget sundhedsforløb. Det synes jeg, for at være fuldstændig ærlig, er en frygtelig vej at gå. Jeg mener ikke, at man, når man er under 18 år, skal kunne stå på egne ben og slet ikke i sundhedsvæsenet. Der skal man have familien tæt på. Det må aldrig være staten, der overtager den forpligtelse og den omsorg og kærlighed, som familien skal levere. Og det mener jeg man gør rigtig mange steder i sundhedsvæsenet, senest i forhold til at børn nu kan få abort uden forældresamtykke. Det er bare for at nævne det også her, og der mener vi i Dansk Folkeparti, at det skal man simpelt hen har afskaffet, for når man er under 18 år, er man et barn, og så er det forældrene, der skal stå som de ansvarlige, der kan tage beslutningen, gerne sammen med barnet, men det er alt andet lige dem, der er de voksne.

Men pårørende er vigtige. Jeg har selv været pårørende, både da min farmor var meget, meget syg af kræft, men også til ældre i familien, hvor man har hjulpet til og bidraget og leveret den viden, som har gjort, at sundhedspersonerne også har kunnet give en endnu mere kvalificeret behandling – uanset om man så er meget, meget gammel eller meget, meget syg.

Så jeg vil egentlig bare komme med en opfordring til, at man gør det i langt højere grad, og at man også opfordrer til at, hvad skal man sige, stå fast på, at man selvfølgelig skal overholde den vejledning, der allerede er der i dag, altså at man skal inddrage pårørende.

Tak til Konservative for at fremsætte et, synes jeg, rigtig godt forslag, som, igen, gør opmærksom på en meget, meget vigtig dagsorden, og vi i Dansk Folkeparti støtter det naturligvis.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi til ordfører for forslagsstillerne fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg vil allerførst gerne sige tusind tak til regeringen, og jeg vil også gerne sige tak de øvrige partier for at være sådan nogenlunde imødekommende over for forslaget, i hvert fald med hensyn til vigtigheden af, at vi får kigget på, om vi kan gøre det endnu bedre for at inddrage vores pårørende. Og bare sådan for lige for klarhedens skyld: Vi ønsker ikke, som Socialdemokratiet var inde på, et nyt afkrydsningsskema. Det er slet ikke det, vi efterspørger.

Vi ønsker et samarbejde med de pårørende. Og en ting mere: Vi ønsker ikke at ændre på tavshedspligten. Det har vi faktisk også skrevet meget tydeligt i den her fremstilling. Vi ønsker en opdatering af en 22 år gammel vejledning om tavshedspligten, der faktisk ville kunne gøre det endnu bedre og nemmere at være pårørende. For jeg er nemlig fuldstændig enig, når SF's ordfører står og fortæller om, hvor svært det kan være at være pårørende. Jeg er fuldstændig enig, når LA's ordfører siger, at vi er her for hinanden. Så det, vi faktisk beder om, er at få opdateret den vejledning, der kan gøre det endnu nemmere for pårørende.

Lige nu er det faktisk ikke påkrævet at informere eller inddrage, det er bare god forvaltningsskik. Lige nu kan man godt lave politikker ude i regionerne, men der er faktisk ikke rigtig noget sådan fuldstændig konkret eller rettigheder for, hvordan det skal udføres. Vi har skelet lidt til Norge og den vejledning om pårørendeinddragelse, de bruger der, og rent faktisk viser det sig, at det, de har gjort i Norge, er på forskningsbaseret og evidensbaseret grundlag at skærpe sundhedspersonalets kompetencer og positive erfaringer med pårørendeinddragelse i psykiatrien.

Effekten har været, at de er blevet bedre til at fortolke og praktisere tavshedspligten i forhold til både patienter og pårørendeinddragelsen. Og konsekvensen er, at de nu arbejder meget mere systematisk med pårørendeinddragelsen, og det har medført stor tilfredshed både hos patienter, pårørende og personale, og det må siges at være rigtig, rigtig fornuftigt. Så tak for debatten i dag. Jeg kan høre, at vi hele vejen rundt i salen er interesseret i at gøre det bedre for vores pårørende, og jeg ser frem til det videre samarbejde med jer omkring det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak for talen – og igen tak for et, synes jeg, utrolig godt forslag. Jeg vil blot understrege, at når jeg læser det igennem – nu sad jeg kiggede på det igen her – er jeg jo enig i alt det, hvad der står. Den eneste grund til, at jeg er lidt forbeholden i forhold til bare at sige, at jeg stemmer for, er den lillebitte passus, hvor der står eksplicit, hvordan man skal ændre vejledningen. Det er den del, som jeg slår mig lidt på. Det kan godt være, at det er rigtigt, men det er jeg simpelt hen ikke kvalificeret til at sige.

Derfor er min opfordring blot, at vi kan blive enige om, at vi godt vil kigge på det og få ændret, hvad der skal ændres, men det er ikke nødvendigvis os, der skal beslutte den præcise ordlyd; det må vi få noget input til. Kunne ordføreren være interesseret i, at vi går den vej?

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige tilbage til mit bagland og drøfte, om vi skal lande en beretning, eller hvordan vi skal komme videre herfra. Det håber jeg at der er forståelse for.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.