L 89 Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven.

(Implementering af skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til medlemsstaternes CFC-regler).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-11-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 24-11-2020
Betænkning afgivet 27-05-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 01-06-2021
3. behandlet, vedtaget 03-06-2021
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at implementere skatteundgåelsesdirektivets krav til medlemsstaternes CFC-regler (Controlled Foreign Companies), som er værnsregler, der skal hindre flytning af mobil indkomst til lavskattelande.

Det foreslås, at implementere direktivets krav, uden at der ændres på den danske model for CFC-beskatning, hvor reglerne anvendes på alle datterselskaber, uanset hvor de er beliggende.

Lovforslaget er en opdateret genfremsættelse af de dele af lovforslag nr. L 48 (folketingsåret 2019-20), der indeholdt forslag om ændringer af CFC-reglerne. I lovforslaget er der således indarbejdet de ændringsforslag skatteministeren ønskede at stille til lovforslag nr. L 48, jf. L 48 - bilag 16 og 21 (folketingsåret 2019-20).

Ved ændringsforslag blev der bl.a. indført en partiel substanstest for anden indkomst fra immaterielle
aktiver. I betænkningen fremgår det, at der blandt et flertal er enighed om, at Skatteministeriet senest i andet halvår 2025 skal oversende en redegørelse til Folketingets Skatteudvalg om anvendelsen af og kontrollen med den partielle substanstest.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 83 (S, V, SF, RV, EL, KF, ALT, KD, Inger Støjberg (UFG), Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 12 (DF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.