L 168 Forslag til lov om ændring af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.

(Ændring af finansieringsstruktur som følge af Europa-Kommissionens statsstøtteafgørelse af 20. marts 2020).

Af: Transportminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 11-03-2021
Betænkning afgivet 13-04-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 20-04-2021
3. behandlet, vedtaget 22-04-2021
Ministerområde:
Transportministeriet
Resumé:
Med lovforslaget implementeres Europa-Kommissionens statsstøtteafgørelse af 20. marts 2020 om statsstøtte, som den danske stat har ydet til Femern A/S.

Lovforslaget indebærer, at Femern A/S ikke vil kunne udbetale udbytte til A/S Femern Landanlæg med statsstøtte. Femern A/S vil heller ikke kunne finansiere drift med statsgaranti og/eller statslån, og Femern A/S’ mulighed for at anvende statsgarantier til derivattransaktioner fjernes.

Lovforslaget implementerer desuden begrænsninger i beløb og varighed for lån med statsstøtte og statslige genudlån til Femern A/S, og provisionsbetalingen for statsgaranterede lån og statslån forhøjes fra 0,15 pct. p.a. til samlet 2,0 pct. p.a.

Derudover indebærer lovforslaget, at A/S Femern Landanlæg som moderselskab for Femern A/S får mulighed for at videreudlåne statsgaranterede lån og statslån til Femern A/S.

Endelig indebærer lovforslaget, at Femern A/S ikke kan ændre generelle rabatordninger og indføre nye rabatordninger. Denne kompetence vil dermed alene tilfalde transportministeren.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 86 (S, V, DF, SF, RV, KF, LA og 1 EL (ved en fejl)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 8 (EL, NB og Susanne Zimmer (UFG)).