Det beslutningsforslag, vi skal behandle nu, kommer fra Dansk Folkeparti og vedrører krav til forsikringsselskabers brug af speciallægeerklæringer. Forslaget indebærer bl.a., at der skal tages initiativ til, at den skadelidte skal vælge speciallægen ud fra en national liste, at der ikke må være et økonomisk tilknytningsforhold mellem speciallæge og selskab samt et krav om faste takster på honoraret for udarbejdelse af speciallægeerklæringer. Dansk Folkeparti henviser til medieomtale af sager, hvor personer, som er kommet ud for en ulykke, som har forvoldt personskade, er kommet i klemme, når de skal have erstatning fra deres forsikringsselskaber.
Der er ingen tvivl om, at problemstillingen er dybt relevant, for det har betydning for mange danskere i en sårbar situation og også for os andre, at der tillid til de erklæringer, det sundhedsfaglige personale udarbejder, og at der er en ordentlig og en tillidsfuld relation mellem forsikringsselskaber og kunder. Men selv om forslaget bygger på gode intentioner, og det er vitterlig, sådan jeg opfatter det, så kan regeringen ikke støtte de løsninger, der lægges op til i beslutningsforslaget. Det skyldes, at forslaget efter vores opfattelse rummer elementer, som faktisk kan gøre det svært at finde en tilfredsstillende løsningsmodel for de skadelidte.
Lad mig først adressere det første forslag om, at forsikringsselskabet skal give en konkret og faktuel skriftlig begrundelse, hvis forsikringsselskabet i en sag ønsker at indhente en speciallægeerklæring, samt at det skal være muligt at klage over ønsket om at indhente en speciallægeerklæring. Alle forsikringssager skal vurderes på et oplyst grundlag. En speciallæge kan i den her sammenhæng bidrage med særlig specialiseret kompetence på et område, som ikke vil være en del af f.eks. en almenpraktiserende læges ekspertise. Derfor kan en speciallægeerklæring som udgangspunkt være værdifuld i forsikringssager, så længe speciallægen er valgt på betryggende vis. I mange sager fungerer brugen af speciallæger heldigvis godt og i en god og konstruktiv dialog mellem kunder og forsikringsselskaber.
Det er derudover vigtigt at slå fast, at en speciallægeerklæring ikke er en afgørelse, men derimod en udvidelse af det grundlag, man bruger til at træffe en afgørelse på baggrund af. Regeringen vurderer derfor, at det ikke skal være muligt at anke selve beslutningen om at få en speciallægeerklæring. Ankeprocessen vil potentielt kunne forsinke processen og give længere sagsbehandlingstider. Der er også en risiko for, at en sådan ankemulighed kan føre til dyrere forsikringer, fordi det vanskeliggør selskabernes mulighed for at belyse forsikringssagerne tilstrækkeligt. Dermed vil selskaberne kræve en yderligere risikopræmie.
Jeg vil også fremhæve, at det i det offentlige system ikke er muligt at anke en afgørelse om at indhente en speciallægeerklæring. Jeg mener ikke, at vi skal stille hårdere krav til de private selskaber, end vi selv lever op til i den offentlige sektor. Men anvendelsen af speciallægeerklæringer forudsætter selvfølgelig, at der ikke kan stilles spørgsmål ved speciallægens uvildighed og habilitet. Derfor mener jeg, vi skal finde en løsning, hvor en separat instans kan vælge det relevante speciale og den relevante speciallæge, hvis der opstår uenighed om valget mellem kunde og forsikringsselskab. Hvis vi gør det, vil der ikke være grund til at betvivle speciallægens motiver, og borgere behøver ikke at føle sig overtrumfet af et stort forsikringsselskab.
I forhold til det andet forslag om, at den skadelidte selv skal kunne vælge en speciallæge ud fra en national liste af anerkendte speciallæger, vurderer regeringen, at det ikke er hensigtsmæssigt at lade den skadelidte stå alene med valget af speciallæge. Et sådant valg kræver viden om, hvilke læger der er relevante og til rådighed, både hvad angår fysisk placering, speciale og tid. Det kan for nogle skadelidte være en uoverskuelig opgave, ikke mindst fordi det jo samtidig skal ske, når man i forvejen er i en sårbar situation. Her skal vi passe på, at vi ikke i den bedste mening, og det forstår jeg til fulde, kommer til at gøre det svært for kunden.
Et andet forhold er, at både kunde og forsikringsselskab principielt har en egeninteresse i valget af speciallæge, og derfor er det min opfattelse, at det mest hensigtsmæssige speciallægevalg i de tilfælde, hvor kunden og selskabet ikke kan blive enige, ikke blot foretages af én part, hverken af selskabet på den ene side eller af kunden på den anden side, men i bedste fald foretages uvildigt.
I forhold til det tredje forslag om fuld åbenhed og gennemsigtighed i forholdet mellem forsikringsselskaber og speciallæger, samt at der ikke må være et økonomisk tilhørsforhold mellem forsikringsselskab og læge, kan jeg naturligvis støtte den del af forslaget, der går på åbenhed og gennemsigtighed. Det har jeg faktisk også tidligere givet udtryk for i både svar på folketingsspørgsmål og på samrådet den 16. januar.
Hvad angår det økonomiske tilhørsforhold, kan jeg godt forstå motivationen for forslaget, altså at man ikke ønsker speciallæger, der bliver økonomisk afhængige af et forsikringsselskab og dermed potentielt mindre uvildige. Samtidig mener jeg også, at det bør være forsikringsselskaberne, der betaler, hvis de ville have en speciallægeerklæring. Det enkelte forsikringsselskab skal i den enkelte sag naturligvis ikke have indflydelse på valg af speciallæge, hvis der opstår uenighed mellem kunde og selskab. Det er væsentligt i forhold til at kunne finde en god løsning.
Hvad angår det sidste forslag om, at speciallæger skal honoreres efter faste takster, er det i princippet muligt at fastsætte lovkrav om faste priser på speciallægeerklæringer, men en lovfastsat regulering af priserne sætter samtidig også konkurrencen på det her marked ud af kraft, og det kan i sidste ende betyde, at prisen på speciallægeerklæringerne bliver højere, end den egentlig behøvede at være, og i sidste ende ville det så gøre forsikringerne dyrere for forbrugerne. Derfor mener jeg, vi skal være meget varsomme med at gå den vej.
Så beslutningsforslaget rummer rigtig gode intentioner, som vi deler, og regeringen har et ønske om at løse det problem, som findes, og som vi deler med forslagsstillerne, men det her vil samtidig være et forslag, som kan komme til at spænde ben for en løsning, som vil sikre de skadelidte en tilfredsstillende behandling. Så på baggrund af de vurderinger kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men i stedet vil vi gerne fortsætte vores arbejde for at finde en balanceret løsning, der kan nyde tillid i offentligheden og blandt kunderne, og som har de nødvendige kompetencer og ressourcer til at sikre en forsvarlig sagsbehandling inden for et acceptabelt tidsrum. Det er en løsning, som vi arbejder på at kunne fremlægge et konkret bud på så hurtigt som muligt.