Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling, 1. del af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2019.

Af finansministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 02.10.2018. 1. behandling 04.10.2018. Betænkning 08.11.2018. 2. behandling 15.11.2018. Tillægsbetænkning 13.12.2018).

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslag og forslaget kan kommenteres, og at det også vil være tilladt at kommentere lovforslagene om udgiftslofter, L 2 og L 3.

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage ændringsforslag nr. 98, 110, 111, 217, 219, 236, 237, 303, 304, 322, 342, 456, 461, 468, 487, 492, 497, 531-533, 536 og 538-542 tilbage. Er der nogen, der ønsker at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Så er forhandlingen åbnet. Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

For nogle år siden introducerede et af landets store pengeinstitutter en storstilet reklamekampagne. Nu måtte kunderne altså forstå, at det der med personlig betjening var en saga blot, og at man skar og tilpassede det under titlen »New Normal« – det nye almindelige. Det nye almindelige, the new normal, for den nuværende regering og den nuværende finansminister er, at finansloven bliver til under et enormt tidspres. Tingene bliver sjusket igennem længe efter deadline, selv om man har haft siden slutningen af august til at forhandle om finansloven med sit støtteparti. Det giver elendige arbejdsforhold for parlamentets arbejde med finansloven. Det øger risikoen for lovsjusk, men det er sådan set ikke det værste.

Det nye almindelige hos regeringen dækker nemlig blot over det underliggende, at der ikke følger tilstrækkeligt med midler til år for år at dække, at vi bliver flere ældre og flere børn, og derfor flere, der har behov for samfundets hjælp, på plejehjem, på sygehuse og på daginstitutioner. Selv om vi er langt inde i julemåneden, bliver der heller ikke i år de store julegaver på finansloven til børnene, til de ældre eller til de syge. Tværtimod afsætter regeringen ikke de penge, der skal til, for at velfærden kan følge med, når der til næste år bliver flere ældre og flere børn.

Regeringens egne tal viser, at der er blevet knap 2,5 mia. kr. mindre til velfærd de seneste 2 år med den nuværende statsminister ved roret, end regeringen oprindelig havde lagt op til, altså mindre til velfærd ude på sygehuse, i daginstitutioner og på plejehjem, end regeringen tidligere selv lagde op til, mens der samtidig er blevet indgået erhvervspakker med tårnhøje skattelettelser til de mest velstillede, og mens der med lavere en registreringsafgift er blevet talt om luksusbiler til alle – ja, med dette års finanslovsaftale kan også ejerne af private jetfly se frem til en afgiftslettelse. Undskyld, jeg siger det lidt bramfrit, men det er altså fuldstændig ude af trit med danskernes virkelighed – billigere jetfly – mens de ansatte på landets sygehuse og plejehjem løber endnu hurtigere.

Ser vi på næste år, fortsætter regeringen desværre kursen. Ifølge regeringen selv afsætter man 1,3 mia. kr. mindre til velfærd i 2019, end der tidligere var stillet i udsigt, og ved økonomi- og indenrigsministerens gennemgang af Økonomisk Redegørelse skinnede det da også tydeligt igennem, at man var direkte stolt af, at der er blevet mindre til velfærden og mere til afgifts- og skattelettelser. Det er naturligvis ærlig snak fra en minister fra Liberal Alliance, men det harmonerer bare ikke med det, statsministeren, finansministeren og mange andre regeringsrepræsentanter har stillet befolkningen i udsigt i form af styrket velfærd.

Faktisk er det den mest skrabede finanslov i mange år. Ifølge Økonomisk Redegørelse har man, bortset fra et enkelt finanskriseår, ikke haft lavere offentlig vækst siden 2006. Men ikke blot er det en historisk skrabet finanslov generelt set, det er også en skrabet finanslov set med sundhedsbriller, og det er, til trods for at regeringen hele året har varmet op til en styrkelse af netop sundhed.

Jeg ved godt, at regeringssiden sikkert vil udlægge min kritik som almindeligt oppositionsfnidder – og hvis det dog bare var tilfældet, fristes man til at sige. Imidlertid er den kliniske diagnose ikke min egen. Den er stillet af førende sundhedsøkonomer. Én ting er, at regeringen på finansloven kun afsætter penge til, at sundhedsvæsenet lige akkurat kan holde skindet på næsen i et valgår, en anden ting er, at de ting, som pengene øremærkes til, på ingen måde løser de udfordringer, sundhedsvæsenet står over for.

Vi har et sundhedsvæsen, hvor de ansatte er ved at bukke under for et stigende arbejdspres, og en regering, der ikke vil afsløre deres planer for vores sundhedsvæsen. Det eneste, der står helt tydeligt, er, at regeringen vil spare massivt på vores velfærd i de kommende år. Siden sidste valg er der ansat 4 ekstra medarbejdere på sygehusene, ikke 400, nej, 4. I samme periode er der kommet 54.000 flere patienter til. 4 flere medarbejdere, 54.000 flere patienter, og det kalder regeringen så for et løft af sundhedsvæsenet.

Det, vi andre ser, er et sundhedsvæsen med alt for meget travlhed, med risiko for, at der begås fejl, et sundhedsvæsen, hvor der ikke er ordentlig tid til patienterne. Det indeholder regeringens politik ingen løsninger på.

Der er heller ingen løsninger på de voksende problemer med overbelægning på de medicinske afdelinger og ingen hjælp til de over 100.000 danskere, der i dag ikke har deres egen praktiserende læge, og ingenting til at rette op på den stigende ventetid til kræftbehandling, hvor hver fjerde kræftpatient sidste år ikke kom igennem pakkeforløbene til tiden. Imens venter vi stadig på regeringens såkaldte sundhedsreform, som gang på gang er blevet udskudt. I denne uge blev vi måske klogere på, hvorfor reformen er blevet udskudt. Som Simon Kvamm ville sige: Igen og igen og.

I Socialdemokratiet tror vi ikke på, at nye streger på et danmarkskort, som er udtænkt i et lille, lukket rum af nogle få ministre og embedsmænd, er løsningen på de problemer, sundhedsvæsenet står over for. Vi tror heller ikke på, at patienter, medarbejdere eller pårørende er tjent med, at vores sundhedsvæsen kastes ud i endnu et struktureksperiment. Regeringens skrivebordsprojekt om at nedlægge regionerne vil blot føre til yderligere centralisering, mens det, vi har brug for, er at bringe nærheden i sundhedsvæsenet tilbage.

Det er flere Venstreborgmestre og markante Venstrefolk enige med os i, må man forstå. Venstres borgmester i Herning, Lars Krarup, mener, at regeringens planer om at centralisere sundhedsvæsenet vil skævvride balancen i Danmark. Ifølge ham er det næppe til gavn for borgerne, at beslutninger flyttes fra regionerne til regneark i København. Ret skal være ret, og det er faktisk kloge ord fra en Venstremand. Han er langtfra den eneste kritiske røst. Også Venstres tidligere gruppeformand og forsvarsminister, hr. Søren Gade, kalder politisk udpegede bestyrelser som administrativt ansvarlige for sygehuse, ambulancevæsen og lægedækning for, citat: det ultimative skrækscenarie. Ifølge ham er det en liberal grundholdning, at beslutninger skal træffes tæt på borgerne. Jeg kan afsløre, at det også er en socialdemokratisk grundholdning.

I stedet for store stjernekrigsstrukturprojekter har Socialdemokratiet fremlagt en klar plan for et sundhedsvæsen med mere tid, mere nærhed, mere lighed – en plan, der adresserer de reelle udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for. Vi vil frem mod 2025 investere samlet 53 mia. kr. i vores sundhedsvæsen. Vi vil bl.a. rekruttere 1.000 flere sygeplejersker og give alle nybagte mødre ret til at blive 2 dage på sygehuset efter fødslen, så der bliver mere tid til patienter og et bedre arbejdsmiljø med mindre travlhed.

Sidst vi sad i regering, blev der ansat 1.100 flere sygeplejersker i løbet af de første 2 år. Vi har gjort det før, og vi tror på, at det kan lykkes igen. Vi vil også oprette nye nærhospitaler, så særlig ældre patienter og mennesker med kronisk sygdom ikke behøver at tage helt ind til det store sygehus for at blive behandlet for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme, som lige så godt kunne klares tættere på. Vi har også foreslået at oprette 100 nye uddannelsesstillinger i almen medicin, så der uddannes flere praktiserende læger. Hvad vil regeringen? Det mangler vi fortsat at få svar på, igen og igen og.

Nu vil jeg lige foregribe dagens debat en smule med at konstatere, at i Socialdemokratiet har vi fremlagt vores finanslovsprioriteringer. Vores førsteprioritet er at holde hånden under velfærden. Dernæst vil vi sikre ordentlige uddannelser, som vores fremtid skal bygge på, og derfor skal vi afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelserne. Vi skal sætte turbo på den grønne omstilling. Vi er i Socialdemokratiet klar til at forpligte os på et konkret mål for grønne biler, og med statsministerens udmelding om grønne biler burde det egentlig ikke være så svært at enes om, men når det kom til stykket i et lukket forhandlingsrum, kneb det desværre med regeringens grønne ambitioner.

I Socialdemokratiet har vi fremlagt én 2025-plan, én, og den holder stadig væk, mens regeringen ved finansministeren, der sidder hernede og klukler, har fremlagt tre, og ikke en eneste af dem holder længere, heller ikke den seneste, for der er jo ikke nogen, der tror på det realistiske i et øget arbejdsudbud på 60.000 personer, ikke engang udenrigsministeren.

Der har ikke været mange forhandlingsmøder for Socialdemokratiet i forbindelse med dette års finanslov, kan jeg sige, og der må man altså give finansministeren, at han har været overraskende ærlig i sin melding efter sættemøderne. Det skulle være en finanslov, der blev indgået alene med Dansk Folkeparti, og derved blev det. Det er med andre ord ikke Socialdemokratiet, der har stået med korslagte arme ved forhandlingsbordet. Vi er slet ikke blevet inviteret med, og det kan man, sagt til Dansk Folkeparti, naturligvis se på resultatet.

Inden jeg slutter af, vil jeg dog trods alt kvittere for de indkaldte forhandlinger om pensionsopsparing for personer på overførselsindkomst. Socialdemokratiet deltager konstruktivt i disse forhandlinger. Når man ser på dette års finanslovsforhandlinger, må man konkludere den gamle sandhed om, at historien gentager sig – første gang som tragedie, anden gang som farce. Således er det også med den nuværende finansministers finanslovsforslag. Da vi stod her for et år siden var det på baggrund af sammenbrud og træklatring, i år er det på baggrund af en farce, hvor der blev lovet guld og grønne skove på velfærd, men på ingen måde blev leveret det lovede.

Tak for det. Så indleder vi med de korte bemærkninger. Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Man sidder hernede og tænker: Gad vide, om vi har læst den samme finanslov; man tror det ikke. Jeg har da et spørgsmål til ordføreren, når nu det hele er så forfærdeligt. Er de 1,3 mia. kr., man nu bruger årligt på at løfte økonomien for landets pensionister, og som gør, at hvis man er en pensionist med fuld folkepension, vil man opleve et løft på 3.800 kr. her i 2019, nogle penge, som man ikke ville have brugt? De er jo gået fra det offentlige forbrug, fordi de nu bliver givet ud til borgerne. Jeg kan så forstå på ordføreren, at det er noget af det, som ordføreren gerne vil rulle tilbage. De bliver simpelt hen brugt forkert, altså når vi nu lægger de her 1,3 mia. kr. ud i pensionisternes lommer; de skulle have været brugt på noget andet. Er det rigtigt forstået?

Værsgo.

Nej. Vi er klar til tilslutte os den aftale, som ligger på pensionsområdet. Vi er gået ind i det forhandlingsrum, som finansministeren havde inviteret til, og vi er også parat til at gå videre ned ad den vej. Vi vil gerne have afdækket nogle udfordringer, der er på det område, bl.a. nogle samspilsudfordringer, som det ser ud som om man faktisk er ved at skabe, og det vil vi gerne kigge lidt nærmere på. Men jeg ville nu have ønsket mig, at man havde været endnu bedre til at sikre, at man så i øvrigt havde tænkt ikke bare på pensionisterne, men i det hele taget på velfærdssamfundets goder og herunder selvfølgelig havde sikret, at man også havde tilstrækkeligt med ressourcer til ældrepleje, til sundhed m.v. Der kan på baggrund af min tale vist heller ikke være nogen tvivl om, at det var det, som havde været ønskeligt set med socialdemokratiske briller.

Hr. René Christensen, værsgo.

Det kan jeg forstå. Kan Socialdemokratiet så anerkende, at der også er noget velfærd i, at man som ældre også skal have et værdigt liv, også økonomisk set, altså at man får en lille smule mere at gøre godt med? Kan Socialdemokratiet også anerkende, at man, når man ser på det arbejde, der er blevet lavet i forbindelse med finansloven, også har ændret på modregningsreglerne, bl.a. også for førtidspensionister, således at en, der er gift med en førtidspensionist, nu kan være mere på arbejdsmarkedet, og at det er med mindre modregning til den førtidspensionist, som er derhjemme? Anerkender man, at selv om det ikke tæller med sådan i det offentlige forbrug – det tæller ikke med, når ordføreren står deroppe og kalder det velfærd – er det altså en form for velfærd, at man har et lidt større rådighedsbeløb, når man står uden for arbejdsmarkedet, særlig som folkepensionist? Så betyder det faktisk også noget, og det starter allerede fra den 1. januar 2019.

Værsgo.

Som sagt har vi intet problem med, at man styrker det her, tværtimod. Det synes vi sådan set giver rigtig god mening, altså hele den måde, man kommer til at kigge på ydelserne og regulering af dem i fremtiden, herunder også den opsparing, der skal ske for førtidspensionister og for andre overførselsindkomstmodtagere. Det ser meget fornuftigt ud, og det vil vi gerne indgå i drøftelserne omkring. Men man må også bare sige, at som mange gange før havde det nok været meget klogt, at der havde siddet en socialdemokrat ved siden af Dansk Folkeparti i forhandlingslokalet. Resultaterne plejer bare at blive bedre, og det her er sagt i al venskabelighed, for jeg synes faktisk, at jeg plejer at have et ret godt samarbejde med hr. René Christensen.

Tak for det. Hr. Jacob Jensen, Venstre.

Jeg kan ligesom hr. René Christensen sidde med en stille undren og tænke over, om det egentlig er den samme finanslov, som ordføreren for Socialdemokratiet har læst og taget udgangspunkt i, som vi har. Og det er et Danmark, som vi andre oplever ikke er et perfekt land, men trods alt et af de bedste lande, der er i verden, som her bliver beskrevet, som om det hele nærmest er på afgrundens rand, må man forstå.

Når vi så kigger ned over de ændringsforslag, som Socialdemokratiet præsenterer – man påstår, at man har et finanslovsforslag, men det ved vi jo godt bare er en brochure med et par enkelte overskrifter – må vi jo sige, at det lader meget tilbage at ønske. Jeg vil bare spørge helt konkret til nogle af de punkter, og det er også det, dagen i dag kan bruges til. Der er jo i dag forslag om at afskaffe integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Hvordan stiller Socialdemokratiet sig til de forslag om at afskaffe integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet?

Værsgo.

Jeg er faktisk i tvivl om, om hr. Jacob Jensen så har læst Socialdemokratiets ændringsforslag, for hvis hr. Jacob Jensen har gjort det, vil hr. Jacob Jensen have konstateret, at Socialdemokratiets ændringsforslag afspejler vores finanslovsprioriteringer. De er finansieret krone for krone, fuldstændig og helt. Derfor synes jeg, at det er noget letkøbt at påstå, at der ikke har været et fuldt finansieret forslag fra Socialdemokratiet, for det er jo faktisk det, der har været, og det er det, vores finanslovsændringsforslag afspejler.

I forhold til ydelser er det ikke nogen hemmelighed, at vi, når vi har talt om ydelser, har foreslået en ydelseskommission nedsat efter næste folketingsvalg. Det er jo, fordi vi peger på, at ydelser er komplekse og noget, der skal kigges på i et mere bredt perspektiv. En sådan ydelseskommission skal komme med et bud på, hvordan bl.a. kontanthjælpen skal se ud i fremtiden, sådan at man bl.a. tager højde for gæld og huslejeforskel på tværs af landet. Men det er klart, at det for os er meget vigtigt, at der især findes løsninger, så der ikke er børn, der vokser op i fattigdom.

Værsgo, hr. Jacob Jensen.

Hvordan skulle jeg forstå det svar i forhold til integrationsydelsen? Er man for, eller er man imod det forslag, der bliver stillet senere i dag? Der kommer et ændringsforslag fra partier, som jeg går ud fra at man håber vil støtte Socialdemokratiet som statsministerparti, og det er partier, som ønsker, at integrationsydelsen skal afskaffes. Hvordan stiller Socialdemokratiet sig til det konkrete forslag? Der kan man vel ikke bare sige, at det har man ikke rigtig nogen holdning til, og at man skal se det i et bredere perspektiv. Det er et konkret forslag om, at man vil øge midlerne til flygtningefamilier med i omegnen af 10.000 kr. om måneden, hvis forslaget går igennem. Hvordan stiller Socialdemokratiet sig til det forslag?

Værsgo.

Som sagt er det mere komplekst end som så, og derfor er vores svar også det ret enkle, at der, hvis der efter næste valg kommer en socialdemokratisk regering, vil blive nedsat en ydelseskommission. Indtil den ydelseskommission har afsluttet sit arbejde, vil vi finde løsninger, så børnefamilier ikke står i den situation, at børn ender med at vokse op under forarmede forhold.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Mange tak, og tak for en tale, som rummede berettiget kritik af regeringens finanslovsaftale. Nu er det jo sådan, at Socialdemokratiet selv vil finansiere en stor del af velfærden ved at tvinge danskerne til at gå senere på folkepension. Men spørgsmålet er, om der er en opblødning på vej af det synspunkt, for jeg bemærkede mig i forrige uge, at Socialdemokratiets formand åbnede op for en differentieret folkepensionsalder. Jeg synes, det er positivt, at Socialdemokratiets formand har indset, at man altså ikke kan bede en slagteriarbejder eller en havnearbejder om at arbejde, til de bliver 70 år.

Men mit spørgsmål er: Hvordan vil Socialdemokratiet gennemføre det, når man har tilsluttet sig et forlig, der indebærer, at man hele tiden sætter folkepensionsalderen i vejret for alle ? Så spørgsmålet er: Vil Socialdemokratiet opsige det forlig for at kunne forhandle en differentieret pensionsalder, eller vil man i 2020, hvor der næste gang skal tages stilling til en forhøjelse af pensionsalderen, hæve den til 69 år?

Værsgo.

Vi har en opgave, som skal løses, i form af at sikre, at de, som er nedslidte, også får en værdig måde at kunne trække sig tilbage på. Det anerkender vi fuldstændig er en udfordring, som vi skal adressere. Og man må vel også bare erkende, at der ikke er nogen grund til at tro, at vi med den nuværende regering får konstruktive bud på, hvordan det kan løses, og derfor er det en uløst opgave, som ligger til en eventuel kommende socialdemokratisk regering.

Værsgo, hr. Finn Sørensen.

Mit spørgsmål er: Vil Socialdemokratiet opsige det forlig, der ligger, om evindelige forhøjelser af pensionsalderen, eller vil Socialdemokratiet underordne sig det forlig, hvilket jo betyder, at Socialdemokratiet i 2020 kommer til at stemme for en forhøjelse af pensionsalderen til 69 år? Det er jo et meget enkelt spørgsmål.

Det fremgår klart af forliget og af lovteksten, at det er det, der kommer til at ske, fordi den gennemsnitlige levealder allerede er steget så meget, at folkepensionsalderen skulle have været sat i vejret til 69½ år i 2015. Det kunne man så ikke, fordi den kun skal sættes i vejret med 1 år ad gangen.

Så det er jo et meget enkelt spørgsmål: Vil Socialdemokratiet opsige det forlig, eller vil man i 2020 stemme for en forhøjelse af pensionsalderen til 69 år?

Værsgo.

Først og fremmest er der en uløst udfordring i forhold til de nedslidte. Det, at der ligger et bredt forlig på pensionsområdet tilbage fra 2006, er ikke en modsætning til at løse den udfordring – tværtimod er det nærmest en forpligtelse at finde frem til løsninger på den udfordring.

Omvendt – hvis man opsiger forliget – vil det jo give de partier, der så står tilbage, mulighed for at gennemføre nogle af deres potentielle våde drømme om at hæve pensionsalderen endnu mere. Og man finder altid Socialdemokratiet dér, hvor man tager ansvar. Vi går ikke op i paroler, vi går op i at tage ansvar. Og derfor vil vi løse udfordringen omkring de nedslidte, og vi vil sikre, at der ikke kommer yderligere stigninger i pensionsalderen end det allerede aftalte.

Tak for det. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Socialdemokratiet tager ansvar, bliver der sagt. Men der bliver samtidig sagt fra talerstolen, at der skal bruges mange flere penge på offentligt forbrug. Man er sådan set glad for de ekstra penge, der bliver brugt på ældre, men oven i det skal der altså bruges flere penge på offentligt forbrug.

Men formålet med finanspolitikken er jo andet end at bruge flere penge. Det er også at sørge for, at man ikke, når man står i en højkonjunktur, sætter ekstra kul under kedlerne, så man kommer ind i en situation, hvor der er overophedning. Det er vel selve indbegrebet af at tage ansvar.

Faktum er jo, at hvis Socialdemokratiet havde gjort det, som Socialdemokratiet siger de ville have gjort, hvis befolkningen ellers havde givet dem magten – det har befolkningen så heldigvis ikke – så ville der ikke blive ført en ansvarlig finanspolitik. Så ville der blive brugt flere penge, og man ville komme ind i en situation, hvor finanspolitikken ville være konjunkturmedløbende, og det er indbegrebet af uansvarlighed.

Værsgo.

Altså, hvis hr. Joachim B. Olsen er oprigtig bekymret for flaskehalse og overophedning, burde man jo antage, at man ville gøre det, som er almindelig god logik, nemlig at sige, at i en højkonjunktur er den bedste socialpolitik, man overhovedet kan føre, at sikre, at alle kommer ind på arbejdsmarkedet. Hvis man har det udgangspunkt – det har Socialdemokratiet – så ville man naturligt sige, at så skal vi sikre, at de mennesker, som står langt fra arbejdsmarkedet, får det bedst mulige udgangspunkt for at komme ind på det. Det gør man ved at prioritere efteruddannelse og opkvalificering.

Men hvad er det, hr. Joachim B. Olsen, VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har lagt stemmer til? Det er ikke at styrke opkvalificering, det er at spare på den. Man har sparet 1 mia. kr. Der kommer til at være en markant nedgang i den mulighed, der er, for at løfte dem, som er længst fra arbejdsmarkedet, og som har det største behov for opkvalificering. Det er jo at gøre nøjagtig det modsatte af det, som hr. Joachim B. Olsen prædiker.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg konstaterer bare, at antallet af borgere på overførselsindkomst er det laveste i 30 år, at beskæftigelsen aldrig nogen sinde har været højere. Der har aldrig været en socialdemokratisk regering, som har haft ansvaret for Danmark, som har kunnet sige, at beskæftigelsen er lige så høj, som den er nu. Derudover – når det kommer til opkvalificering – er der blevet lavet en trepartsaftale, noget, som den socialdemokratiske regering ikke kunne finde ud af at gøre med vennerne i fagbevægelsen, som netop handler om opkvalificering; det er, så vidt jeg husker, en aftale til omkring 3 mia. kr. Så det er jo simpelt hen ikke rigtigt, hvad ordføreren siger.

Socialdemokratiet har ikke rigtig noget at skyde med. Jeg kan godt forstå, at det er et problem for Socialdemokratiet, men tallene taler deres tydelige sprog: Beskæftigelsen er historisk høj, ledigheden er historisk lav, aldrig har så mange mennesker været i beskæftigelse – det er et faktum.

Værsgo.

Man kan snyde noget af befolkningen noget af tiden, men ikke hele befolkningen hele tiden, er der en klog mand, der engang har sagt. Hr. Joachim B. Olsen har selv i den her uge stemt for, at man sparer 1 mia. kr. på voksenefteruddannelse. Jeg er ked af det, men det er faktisk sandheden – 1 mia. kr. om året. De penge er i øvrigt gået til at finansiere erhvervspakken, hvis hr. Joachim B. Olsen skulle have glemt det.

Tak. Så er det hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. Ikke overraskende vil jeg gerne tale lidt om klimaet. Jeg er interesseret i at høre, hvad Socialdemokratiets plan for Nordsøen egentlig er. Det er jo sådan, at ifølge FN's klimapanel skal vi lade 80 pct. af de kendte reserver af fossil energi blive i undergrunden. Det vil sige, at vi kan hive 20 pct. op af det, vi kender. Vi har som bekendt med Parisaftalen forpligtet os til at arbejde for en maksimal temperaturstigning på 2 grader, allerhelst 1½ grad, og den 1½ grad blev faktisk bekræftet af ministeren så sent som på COP24 i sidste uge. Den 1½ grad er målet, vi skal gå efter, og derfor er der behov for, at vi tager udfordringen med de fossile reserver alvorligt. Alligevel har Folketinget med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet jo lavet en Nordsøaftale, og man har med ottende udbudsrunde indbudt til, at olieselskaberne kan efterforske ny olie og gas i Nordsøen og trække, hvad der svarer til i hvert fald langt over 100 pct., op. Så hvad er Socialdemokratiets tanker om vores forpligtelse til at lade 80 pct. blive i undergrunden?

Tak. Og værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg er glad for også at få fokus på det grønne. Jeg tror ikke, der kan være nogen tvivl om, at der her virkelig er forskel på blokkene i dansk politik, uanset hvordan Alternativet så ellers forestiller sig blokdannelsen. Vi har en forpligtelse til at nedbringe vores CO 2 -udledning, og jeg er rigtig glad for, at det kunne lade sig gøre med det brede forlig, der blev indgået på energiområdet tidligere på året, hvor også Alternativet kom med. Vores forpligtelse er at afskaffe de fossile brændsler i den rækkefølge, hvor man kan sige, at det, der sviner mest, afskaffer vi først. Det vil sige, at vi starter med kullet, og derefter kommer de øvrige fossile brændsler.

Det betyder også, at selv om vi kommer til at være langt i 2030, vil der stadig væk være et behov i en periode derefter for at have olie og gas. Vi kan vælge så at producere det selv eller alternativt at købe det i udlandet med den risiko, der er, for at være afhængig af andre landes regimer. Socialdemokratiet foretrækker, at vi er selvforsynende, og at vi dermed også kan få et økonomisk bidrag, indtægter, til at kunne finansiere den grønne omstilling.

Værsgo til ordføreren.

Man må jo bare sige, at hvis Danmark fastholder, at vi skal have lov til at hive alle vores kendte reserver op, så må vi jo lave nogle aftaler med andre lande om, at de så skal hive endnu mindre end 20 pct. af deres kendte reserver op, for det er jo samlet for hele verden, at vi skal gå efter kun at hive 20 pct. af de kendte reserver op og brænde dem af. Og det gælder Nordsøen, det gælder alle andre lande. Så hvad er det for aftaler, Socialdemokratiet tænker vi kan lave, eller er de allerede lavet?

Tak. Og værsgo.

Det allervigtigste, vi kan gøre, er at omstille det danske samfund, den danske energiforsyning, til at blive vedvarende så hurtigt som muligt, og der er det ikke nogen hemmelighed, at Socialdemokratiet har ret store ambitioner. De store ambitioner skal selvfølgelig også finansieres. Frem til det tidspunkt, hvor vi er uafhængige af fossile brændsler, vil jeg hellere, at Danmark er selvforsynende, og at de indtægter, der dermed kommer ud af det, kan være med til at bidrage til statskassen og dermed være med til at bidrage til, at vi kan finansiere den grønne omstilling. Det synes jeg faktisk er meget væsentligt.

Tak. Så er det hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes, det i hvert fald indtil videre er dagens bedste tale, så tak for den.

Det går rigtig godt i Danmark, og sådan skulle det også gerne blive ved. Det var også derfor, jeg sådan med, jeg vil godt sige lidt rædsel så det her forslag fra Socialdemokratiet om en seksdobling af generationsskifteskatten for familieejede virksomheder, og at Socialdemokratiet vil til at brandbeskatte kapitalafkast, sådan at man faktisk risikerer en realbeskatning på over 100 pct. Under Thorningregeringen nedsatte man en Produktivitetskommission, som faktisk kom frem til de stik modsatte konklusioner, nemlig at man skulle sænke kapitalbeskatningen for at øge produktiviteten i Danmark. Hvad er der egentlig sket, siden man har ændret holdning på det her område?

Værsgo.

Kommissionen anbefalede jo ikke dengang, at man sænkede skatten til det lave niveau, som det endte med. Man sænkede den faktisk 10 pct. mere end det anbefalede. Socialdemokratiet foreslår at bringe situationen tilbage til, hvad den var i 2009 før rødvinsreformen. Og tilsvarende foreslår vi også at bringe arveafgiftsbeskatningen for virksomheder, og altså for de allerrigeste familier i Danmark, tilbage på det niveau, hvor den var, da den nuværende regering tog over. Det synes jeg sådan set bare er ret og rimeligt. Det er jo ikke sådan, at der ikke kunne skabes virksomheder i Danmark før 2009 eller før 2015. Tværtimod har det sådan set udmærket kunnet lade sig gøre.

Så glæder jeg mig stille og roligt over, at vi jo sådan set bredt politisk i det danske Folketing er blevet enige om at gøre det lettere at lave succession til erhvervsdrivende fonde, en god, velkendt dansk tradition for at sikre stabile rammevilkår for bl.a. familieejede virksomheder, der både tilgodeser familierne og tilgodeser samfundet og ikke mindst virksomhederne selv.

Værsgo.

Jamen jeg vil også gerne kvittere for det samarbejde, vi jo ofte har om erhvervspolitikken. Men på det her område synes jeg bare det er så voldsomt, at man på den måde pludselig går ind med en markant forøgelse, altså f.eks. en seksdobling af generationsskifteskatten. Det vil sige, at de her familieejede virksomheder, som jo er rygraden i dansk erhvervsliv, og som ofte er lokalt forankret rundtomkring i landet og måske har ligget der i generationer, risikerer at komme på udenlandske hænder – man er altså nødt til at sælge fra i forbindelse med et generationsskifte, fordi man simpelt hen ikke kan konkurrere med de andre virksomheder, som jo ikke er underlagt den her generationsskifteskat.

Er ordføreren ikke bekymret for, at vi risikerer at miste de her familieejede virksomheder, som er rygraden i dansk erhvervsliv, og som står for en rigtig stor del af vores eksport og velstand i Danmark?

Værsgo.

Der er ikke tale om en seksdobling. Jeg ved godt, at det synspunkt er blevet fremført af et lobbynetværk af meget velbeslåede familievirksomheder, men det er jo ikke rigtigt. Vi fører det sådan set tilbage til det, det var, da den nuværende regering overtog regeringsmagten. Og man har altså ikke sænket selskabsbeskatningen på arveafgift så meget, som jeg tror De Konservative måske selv går og tror. Så nej, det er blot at bringe tingenes tilstand tilbage til, hvordan det var tidligere.

Så må jeg bare minde om, at den lettelse af arveafgiften, som man gennemførte, har skatteministeren jo selv erkendt giver lige præcis ingen effekt på beskæftigelsen, ingen.

Hr. Andreas Steenberg.

Tak for en god tale. Der var en del punkter, som vi i Radikale Venstre er enige i. Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører, hvad Socialdemokratiet synes om at bruge 0,75 mia. kr. på den her asylø, Lindholm. Er det et forslag, som I, når vi skal stemme om det i aften, vil tilslutte jer?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er sådan set også glad for at høre, at Radikale også kan se mange fornuftige synspunkter i det, som jeg har fremført i min tale.

Socialdemokratiet har selv foreslået, at vi laver et nyt udrejsecenter, altså at vi laver den opsplitning, som der er tale om her, hvor man adskiller dømte afviste asylansøgere fra de øvrige. Derfor vil vi sådan set også gerne være med til at finde penge til sådan et nyt center, men det er jo også regeringen og Dansk Folkeparti, der har besluttet, at det center skal ligge der, hvor man nu foreslår det. Vi kan forstå, at beslutningen er truffet meget hurtigt, og derfor regner vi selvfølgelig også med, at aftalepartierne har sikret sig et ordentligt grundlag for beslutningen, men det er ikke et beslutningsgrundlag, som vi har fået forelagt. Og derfor konstaterer jeg bare, at dagens ændringsforslag handler om at bevilge en større pose penge til centeret.

Vi støtter som sagt et center, men kender ikke det konkrete beslutningsgrundlag, og på den baggrund kommer vi til at stemme gult, altså afstå fra at stemme for forslaget.

Tak for det. Jeg skal lige minde om her i begyndelsen, at vi skal være opmærksomme på at tiltale hinanden efter reglerne i forretningsordenen. Tak for det.

Værsgo igen til hr. Andreas Steenberg.

Tak for det svar. Jeg skal lige understrege, at det er forkert at kalde de her mennesker dømte, for de har sådan set afsonet deres straf.

Så vil jeg lige stille et andet spørgsmål til Socialdemokratiets ordfører. Jeg bemærkede, at ordføreren sagde i talen, at Socialdemokratiet vil afskaffe alle besparelser på uddannelse næste år. Det er vi rigtig glade for. Hvordan vil Socialdemokratiet finansiere at fjerne de besparelser – det er ca. 0,5 mia. kr. – og er det korrekt forstået, at Socialdemokratiet vil fjerne alle besparelser på uddannelse næste år?

Værsgo.

I de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har stillet, indgår vores samlede forslag til at anvende penge og tilsvarende også vores samlede finansiering. Så det fremgår af ændringsforslagene.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for talen. Socialdemokratiet vil jo være børnenes parti. Og vi kan se, at under den her regering er børnefattigdommen steget ret markant. Nu er der 64.500 børn, der vokser op i fattigdom. Vi har hørt fra Socialdemokratiet og fra ordføreren, hr. Benny Engelbrecht, at Socialdemokratiet vil nedsætte en ydelseskommission. Den skal så på et givet tidspunkt finde frem til nogle løsninger. Men hvad er Socialdemokratiets plan her og nu for at få reduceret børnefattigdommen markant? For jeg tror, at det ønske deler vi.

Værsgo.

Det er jo først og fremmest at indrette ydelserne på begavet vis fremadrettet. På det helt korte sigt vil vi søge at finde modeller, sådan at man kan sikre, at de børnefamilier, som er hårdest ramt, også kan få noget hjælp. Det er klart, at det kræver, at vi i givet fald skulle være så heldige at overtage regeringsmagten efter næste valg, men der vil blive en eller anden form for midlertidig løsning.

Så er det klart, at for at kunne sikre, at der rent faktisk er en virkning på det her område, er det også nødvendigt at finde en måde at måle fattigdom på, som giver mening. Vi har jo desværre med den nuværende regering oplevet, at man simpelt hen har opgivet fattigdomsgrænsen, altså er holdt op med at måle på det. Der er så kommet en slags indirekte måling, fordi man, på grund af at man skal afrapportere til FN omkring FN's verdensmål, faktisk skal måle på fattigdom alligevel. Om det så er den bedst tænkelige indikator, kan vi godt være lidt i tvivl om, og derfor giver det god mening at kigge på at lave en sådan fattigdomsgrænse igen, sådan at vi rent faktisk også kan måle på, at vi også udvikler tingene i den rigtige retning.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er helt rigtigt, og hr. Benny Engelbrecht har jo også nålen siddende i sit revers. Det er jo netop, fordi vi også har sagt, at vi vil leve op til verdensmålene, at vi skal måle fattigdom. Der er måske imod regeringens vilje så kommet noget ud om det fra Danmarks Statistik. Men da vi overtog regeringsmagten i 2011, indførte vi jo med det samme også en fattigdomsgrænse for netop at kunne blive målt på, om børnefattigdommen faldt, og det gjorde den, da vi var i regering. Derfor håber jeg også, at Socialdemokratiet vil være med på, at vi lover befolkningen, at vi indfører en fattigdomsgrænse, og at vi markant og hurtigt får reduceret fattigdommen, ikke mindst for de mange børn – og der bliver kun flere af dem med den her politik – som vokser op i fattigdom i Danmark.

Værsgo.

Først og fremmest tak for at have bemærket, at jeg bærer verdensmålsnålen. Det er jeg glad for som formand for den tværparlamentariske arbejdsgruppe om verdensmål. Det har ikke noget at gøre med, at jeg er rigtig god til Trivial Pursuit – det er jeg også, men det har det ikke. Jeg vil gerne give tilsagn om, at selvfølgelig skal vi kunne måle på, at det virker, og jeg kan kun give fru Lisbeth Bech Poulsen ret i, at under den tidligere regering lykkedes det også at nedbringe antallet af børn, der vokser op i fattigdom, og det skal selvfølgelig også være et mål for en ny regering.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Socialdemokratiets ordfører omtalte jo new normal i sin tale. I virkeligheden kan man sige, at hvis man udelukkende ser finansloven med grønlandske briller, er det jo sådan set en positiv finanslov med mange nye og gode tiltag i forhold til at forbedre relationen mellem Grønland og Danmark. Hvis det her scenarie er new normal, er det i hvert fald set med grønlandske briller noget, som vi godt kan leve med. Inuit Ataqatigiit er Grønlands frie stemme i Folketinget, og samtidig er vi også en del af det røde valgforbund og den røde blok, og det er jo sådan set den sidste finanslov, som vi lukker i den her valgperiode, så jeg kunne godt tænke mig at spørge Socialdemokratiet: Vil I også sikre, at grønlandske og færøske folketingsmedlemmer har mulighed for at deltage i finanslovsforhandlingerne fremadrettet? Mange tak.

Værsgo.

Først og fremmest vil jeg godt lige slå fast, at de tiltag, som er lavet for Grønland i forbindelse med dette års finanslov – og det handler bl.a. om kulturforståelse, investeringsfremme og lufthavne – har Socialdemokratiet tilsluttet sig. Jeg synes, det er nok så væsentligt at sige, at skulle der ske et regeringsskifte, kommer de tiltag ikke i fare. Det vil jeg gerne understrege. Så er det klart, at alle partier i Folketinget, alle repræsenterede i Folketinget, selvfølgelig også bør og skal behandles på ordentlig vis, også i forbindelse med finansloven. Jeg har noteret mig, at det også gælder for de nordatlantiske repræsentanter, at de bliver inviteret med, og det synes jeg er en god tradition, som vi skal holde fast i.

Tak, og husk venligst igen at overholde forretningsordenen.

Værsgo.

Mange tak. Ordførerens pointe med, at det jo sådan set er et samarbejde på tværs af forskellige partier, understreger netop, at det her med at være Grønlands frie stemme giver rigtig god mening i Folketinget. Men det er jo også sådan, at regeringen har taget en række selvstændige initiativer i finansloven, bl.a. på kulturområdet, som ordføreren også var inde på. Er det noget, ordføreren også forestiller sig at Socialdemokratiet vil gøre fremadrettet, hvis I sidder for bordenden i en ny regering efter valget?

Vær venlig at overholde forretningsordenen. Man siger ikke »I«. Man tiltaler ikke direkte.

Værsgo.

Tak, formand. For en god ordens skyld vil jeg sige, at den del har Socialdemokratiet også tilsluttet sig, og dermed er der også en solid basis for det. Ja, det er klart, at viden om nordatlantiske forhold, både færøske og grønlandske forhold, er noget, som også ligger Socialdemokratiet på sinde, og som vi selvfølgelig også skal tænke ind. Jeg tænker, at det vil være naturligt, at man år for år ser på de udfordringer, der er. Der er jo mange udfordringer både på Færøerne og i Grønland, og det er klart, at det ikke er udfordringer, der går væk blot med et enkelt års finanslovsaftale. Det er vi os også meget bevidste om.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Den 27. november udtalte Socialdemokratiets integrationsordfører, hr. Mattias Tesfaye: »Vi skal finde et sted længere væk til de kriminelle. Vi opfordrer regeringen til at gennemgå hele landet med en tættekam for at finde et sted, som er mere afsidesliggende. Det kunne sagtens være på en ø.«

Nu står ordføreren og siger, at man skal finde et andet sted end Lindholm. Er det så, fordi at man hele tiden ændrer mening, eller fordi ordfører hr. Mattias Tesfaye har taget fejl?

Værsgo.

Det mener jeg faktisk ikke at jeg har sagt her fra talerstolen. Nej, det har jeg faktisk ikke sagt.

Værsgo.

Jamen jeg forstod på hr. Benny Engelbrecht, at svaret på hr. Andreas Steenbergs spørgsmål var, at man ville stemme gult til et alternativ til Lindholm, fordi man ikke kendte den bagvedliggende økonomi ved det. Så må det jo også betyde, at man ikke bakker op om det forslag, der ligger.

Værsgo.

Det må være meget svært at forstå. Det beklager jeg meget, men så vil jeg gerne lige gentage. Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der har besluttet, at det her center skal ligge der, hvor det er foreslået. Vi kan forstå, at beslutningen er truffet meget hurtigt, og i Socialdemokratiet regner vi selvfølgelig med, at aftalepartierne sikrer sig et ordentligt grundlag for beslutningen, men vi har ikke fået fremlagt det beslutningsgrundlag. Det er det, jeg har sagt. Så jeg beklager, men fru Louise Schack Elholm citerer mig altså forkert.

Det er rigtigt, at vi hverken kommer til at stemme for eller imod forslaget, men det er bl.a., fordi man ikke har involveret os i beslutningen omkring dette center. Men selve princippet om at dele op er vi fuldstændig enige i.

Hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Tak til hr. Benny Engelbrecht for talen, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den her melding, som kom på spørgsmålet fra hr. Andreas Steenberg, nemlig at man vil undlade at stemme til forslaget om den øde ø. Altså, jeg troede jo, at Socialdemokratiet stod for en stram udlændingepolitik og ikke ønskede at samle på folk, der er dybt kriminelle og jo altså er udvist af Danmark, men alligevel bliver hængende.

Kan hr. Benny Engelbrecht ikke forklare lidt nærmere, hvad baggrunden er for at undlade at stemme, og hvad det er for nogle oplysninger, man savner? Jeg forstår, at det er et af problemerne, at man savner nogle oplysninger. Altså, hele landet diskuterer den øde ø. Hvad er det for nogle oplysninger, man savner, for at tage stilling til det?

Værsgo.

Jamen det er jo meget enkelt. Regeringen og Dansk Folkeparti har jo truffet den her beslutning. Vi har ikke været inviteret med til finanslovsforhandlinger – det ved hr. Peter Skaarup jo også godt. Generelt er det sådan, at hvis vi bliver inviteret, kommer vi selvfølgelig også. Vi bidrager også gerne inden for udlændingeområdet og foretrækker normalt, at man laver brede aftaler, også på det felt.

Derfor må jeg bare understrege, at det ændringsforslag, som ligger, til finansloven, og som der skal stemmes om i dag, handler om at bevilge en større pose penge til at etablere centeret på Lindholm. Vi støtter som sagt et nyt udrejsecentre, men vi kender ikke det konkrete grundlag for placeringen, og derfor stemmer vi gult til det her bevillingsforslag – altså hverken ja eller nej.

Det handler ikke om, at vi er imod, at man opdeler – tværtimod – for det er jo sådan set det, som vi selv har foreslået. Den konkrete placering og arbejdet omkring det har vi ikke været involveret i. Hvis regeringen havde ønsket det, hvis Dansk Folkeparti havde ønsket det, kunne de havde involveret os i processen.

Værsgo, hr. Peter Skaarup.

Tit er der et fint ræsonnement bag politiske beslutninger, men lige præcis her forstår jeg simpelt hen ikke, hvad det er for nogle oplysninger, man savner, for at kunne tage stilling til det her ændringsforslag i forbindelse med finansloven. Hr. Benny Engelbrecht siger, at man meget gerne bidrager omkring udlændingepolitikken. Det er fint, og det er godt, at Socialdemokratiet har skiftet kurs på udlændingeområdet, men skulle man så ikke lige bakke op her, hvor vi jo gør noget i forhold til et område, der har sejlet rundt, også under socialdemokratiske ministre igennem årene?

Jeg undrer mig også over, at man vil stemme gult, fordi hr. Mattias Tesfaye har jo i forbindelse med et interview sagt, at den her øde ø var spot on – så hvad er problemet? Hvorfor stemmer man ikke bare for og kommer i gang med at rette op på de skavanker, som dansk udlændingepolitik har haft igennem årene, og som vi jo gør et forsøg på at rette op på her?

Værsgo.

Som jeg indledte min tale med har dette års finanslovsforhandlinger jo været præget af det almindelige kaos, som hersker under den nuværende finansminister, hvor alting skal gøres i sidste øjeblik og deadlines overskrides og den slags ting. Det er gået rigtig, rigtig stærkt. Havde man haft et ønske om at involvere Socialdemokratiet på det her punkt, er jeg også ret sikker på, at så havde en hurtig telefonopringning nok klaret rigtig, rigtig meget.

Derfor siger vi bare, at vi så godt vil have lov til at studere det her lidt nærmere. Derfor stemmer vi hverken for eller imod, men selve princippet om at dele op og lave et nyt udrejsecenter er vi enige i.

Hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Tak for en på mange måder rigtig fin tale med en præcis kritik af den finanslov, som vi tager stilling til i dag. Der var dog ét emne, som jeg synes kunne have været behandlet mere indgående fra hr. Benny Engelbrechts side, og det er den sørgelige stigning, vi har set i antallet af fattige børn. For antallet af børn, som lever i familier under fattigdomsgrænsen, er jo steget fra 2016 til 2017, og der er nu tale om, at der er 64.500 børn, som lever i fattigdom i Danmark.

Mellem 2011 og 2015 lykkedes det jo faktisk at få nedbragt antallet af fattige børn i Danmark. Men efter at fattigdomsydelserne er blevet indført, hvor kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen er kommet, har vi jo set en eksplosion i udviklingen i antallet af fattige børn. Og så er spørgsmålet bare: Hvorfor skal det hele proppes ned i en syltekrukke, en ydelseskommission? Hvorfor kan vi ikke bare afskaffe fattigdomsydelserne fra dag et, samtidig med at man så kan sætte gang i et bredere arbejde og nogle undersøgelser af, hvad der i øvrigt skal gøres på området?

Tak. Og værsgo.

Det er jo faktisk mere kompliceret end som så. Når man kigger på fattigdom, er der mange udløsende faktorer. Når man kigger på de enkelte ydelser, er der mange elementer. Det er ikke ydelsen i sig selv, alene ydelsen, man kigger på, man er også nødt til eksempelvis at kigge på, hvordan en familie er forgældet – gæld er en stor udfordring i fattige familier. En anden udfordring er, at der er meget store huslejeforskelle, boligomkostningsforskelle på tværs af landet, og det betyder, at det, som kan være en stor økonomisk byrde i et område med høje huslejer, ikke nødvendigvis er det i et andet område med nogle lavere huslejer.

Alt det er man nødt til at kigge på for at indrette nogle ydelser, som giver mere mening, og som rent faktisk løser udfordringerne – derfor en ydelseskommission. Men det betyder ikke, at vi ikke også på kort sigt skal finde frem til modeller, sådan at vi kan hjælpe de børnefamilier, som er ramt. Og jeg anerkender, at ja, der er udfordringer med familier, der lever i fattigdom.

Tak. Hr. Rune Lund.

Men altså, for dem, som står i slutningen af måneden og ikke kan få pengene til at række, betyder det her utrolig meget. Og vi kan jo se, at lige præcis de tre fattigdomsydelser, altså kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225-timersregel, er det, der har givet den eksplosion i udviklingen i antallet af fattige børn. Når jeg cykler rundt i København, kan jeg se billeder af fru Mette Frederiksen, som sidder og smiler sammen med børn og gerne vil være børnenes statsminister. Og så er spørgsmålet bare: Hvorfor vil Socialdemokratiet så ikke melde klart ud her før et valg, at man har tænkt sig at afskaffe de fattigdomsydelser, som er den afgørende faktor i forhold til den eksplosion i børnefattigdommen, som vi har set siden 2015?

Tak. Og værsgo.

Jeg bliver altså nødt til lige at anholde det udtryk, at der er familier, som har svært ved at få pengene til at slå til sidst på måneden , for det tror jeg der er rigtig mange familier der har – det kan være svært. Når vi snakker om familier, der for alvor er ramt af fattigdom, der, hvor der er en stor gæld, så snakker vi om familier, der allerede i begyndelsen af måneden kan se, at det er svært at få tingene til at hænge sammen. Og det er jo det, som er så ulykkeligt, altså at selv hvis man går ind og kigger alene på kontanthjælpsloft, 225-timersregel osv., vil der stadig væk være familier, som vil have forskellige udfordringer. Vi er nødt til at kigge på det her i et bredere perspektiv for at løse det – derfor en ydelseskommission. Men det betyder ikke, at vi ikke også på kort sigt kan finde løsningsmodeller, for jeg er enig i, at det, at børn vokser op i fattigdom, ikke er hensigtsmæssigt – det er det ikke.

Tak. Og så er det hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Senere på dagen kommer der et ændringsforslag fra regeringen om at afskaffe integrationsydelsen, og derfor kan det jo undre lidt, at Socialdemokratiet så endnu ikke har taget stilling til, hvordan man vil stemme til det. Men vi må jo så vente og høre, hvad svaret bliver på det.

Det, jeg også godt vil ind på, er ydelsens størrelse. Vi har jo fra blå side sænket den til det, den er på nu, og så er der lagt op til yderligere ændringer. Der vil jeg pege på og spørge ind til, at Socialdemokratiets ordfører på området tidligere har sagt, at ydelsernes størrelse har betydning for tilstrømningen til Danmark. Og så kan det sådan set undre, at Socialdemokratiet nu går ud og svarer konkret, også i debatten forleden dag, at man ikke er tilfreds med det niveau, ydelsen har nu, altså at man vil have det hævet. Det vil som resultat øge tilstrømningen til Danmark, og det hænger jo ikke sammen med, at man så på den anden side argumenterer med, at man faktisk støtter op om en stram udlændingepolitik.

Så hvordan hænger det her egentlig sammen med, at man sådan set siger, at man vil hæve ydelserne på integrationsydelsesområdet, selv om det måske kommer til at hedde noget andet? Det går jo så imod de signaler, man i øvrigt forsøger at sende, om, at man vil have en stram udlændingepolitik. Det hænger jo ikke rigtig sammen.

Tak. Værsgo.

Altså, jeg gentager gerne, at Socialdemokratiet har et forslag om at nedsætte en ydelseskommission til at kigge på det her bredt set. Det har vi jo svaret én gang. Jeg tror ikke, at vi kommer så meget videre ned ad den vej – ud over at konstatere, at det er noget, vi vil gøre umiddelbart efter et valg, skulle vi være så privilegerede at overtage regeringsmagten.

Værsgo, hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jamen jeg har også hørt, at ordføreren har svaret et par gange, at det vil man sende i en kommission. Men det må jo være muligt at give sådan et eller andet svar på, at det ikke hænger sammen, når man på den ene side siger, at man vil hæve ydelserne, hvilket helt klart vil øge tilstrømningen til Danmark, og så på den anden side er med på mange af de andre forslag, som signalerer og også i praksis gennemfører en stram udlændingepolitik. De to ting hænger jo ikke sammen. Det er jo også sådan, at Socialdemokratiets ordfører på området tidligere har sagt i debatten, at ydelsernes niveau har en betydning for tilstrømningen. Så man kan da godt spørge: Hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke vil fastholde det billede?

Tak. Værsgo.

Men hele pointen er jo den, at blot at rulle alt tilbage indebærer nogle udfordringer, og at det blot at holde fast i, hvad den nuværende regering har gjort, jo kommer til at føre til flere børn, som vokser op i fattigdom; flere børn, som bliver forarmet; flere børn, som kommer til at opleve dårlige opvækstvilkår. Og det må man bare sige heller ikke er en løsning.

Derfor siger Socialdemokratiet helt pragmatisk: Vi ønsker faktisk at finde løsninger på det her, som sikrer balancerne, i modsætning til hvad den nuværende regering – som blot ønsker, at børn skal vokse op i fattigdom – gør.

Tak. Så er det hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti, som den sidste.

Tak for det. Jeg kan forstå på ordførerens svar til min kollega hr. René Christensen, at man i Socialdemokratiet gerne vil tilslutte sig stigning i folkepensionen. Omvendt kan jeg så forstå på svaret til min kollega hr. Peter Skaarup, at man ikke kan træffe en beslutning om udrejsecenteret, der skal placeres på Lindholm, og det er så angiveligt, fordi man ikke har været en del af forhandlingerne om det. Men Socialdemokratiet har jo heller ikke været en del af forhandlingerne om den pensionspakke, man gerne vil tilslutte sig. Hvad er logikken i, at man gerne vil tilslutte sig nogle ting uden forhandling, og at andre ting vil man så undlade at tage stilling til, fordi man ikke har været en del af forhandlingerne? Det giver jo ikke nogen mening, specielt ikke, fordi pensionspakken i kroner og øre er en væsentlig større pakke end udrejsecenteret på Lindholm.

Værsgo.

Det er så heller ikke helt rigtigt, for Socialdemokratiet er faktisk inviteret til forhandlinger om både satsreguleringens fremtid og pensionsområdet m.v. sammen med Det Radikale Venstre, sammen med SF og sammen med Alternativet. Det har jeg også sagt i min ordførertale og også anerkendt, og det skal finansministeren have, altså den anerkendelse, at vi netop er inviteret, og at vi selvfølgelig også har i sinde at gå konstruktivt ind i de drøftelser. Som jeg også sagde i en af mine tidligere besvarelser, ser vi, at der er en lille potentiel udfordring, i forhold til at man måske i virkeligheden er med til at skabe et lille nyt samspilsproblem, og det skulle vi jo gerne være foruden, altså sådan at man i forhold til folk, som igennem en længere periode har opsparet til egen pension gennem den her tvungne opsparingsordning, som erstatter satsreguleringen, sikrer, at der ikke sker en modregning på over hundrede procent i fremtiden.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Men jeg kunne jo forstå på ordførerens svar til min kollega hr. Peter Skaarup, at man ikke kunne stemme for beslutningen om Lindholm, fordi man ikke havde været en del af forhandlingerne. Man var ikke inviteret til noget fremadrettet, men det var, fordi man bagudrettet ikke havde været en del af beslutningen, ligesom man ikke har været en del af den beslutning om at stoppe satsreguleringen af folkepensionen. Så hvad er det, der gør, at de to ting er så væsensforskellige, at den ene ting vil man gerne lægge stemmer til her senere i aften uden at have været en del af forhandlingerne, men den anden ting kan man så åbenbart ikke træffe en beslutning om med samme begrundelse, altså at man ikke har været en del af forhandlingerne? Jeg forstår simpelt hen ikke forskellen på argumentationen i de to sager.

Værsgo.

Men det er, fordi vi er indkaldt til forhandlinger , og vi forhandler . Det er sådan set det, der er forskellen. Jeg er helt med på, at vi ikke kan forhandle om grundprincipperne i det her, for de er lagt fast, og det er fuldstændig accepteret. Men vi har også peget på nogle hjørner, som vi synes gerne må kigges på, og der må jeg sige, at der opfatter jeg faktisk, at regeringen har været relativt lydhøre. Så jeg kan faktisk ikke helt følge hr. Jeppe Jakobsen i, at det skulle være så mærkeligt, for det er faktisk to forskellige ting.

Tak til ordføreren. Så må vi desværre slutte talerrækken på grund af tiden. Så er det den næste ordfører. Værsgo til hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Finanslovsforslaget for 2019 står vi med nu – et finanslovsforslag, som vi i Dansk Folkeparti er rigtig glade for. Jeg vil gerne starte med at takke regeringen for et rigtig godt samarbejde i forbindelse med udfærdigelsen af forslaget – og det er en tak til alle regeringspartierne og selvfølgelig også særlig til finansministeren, som har siddet for bordenden ved alle forhandlingerne.

Vi gik ind til forhandlingerne med rigtig mange ting. Vi havde nogle klumper, der var større end andre. En af de store klumper var ældreområdet. Mange vil så sige: Jamen hvad var det for et område, I så havde med at gøre, på ældreområdet? Der vil jeg sige, at vi tidligere har været med til at afsætte 1 mia. kr., værdighedsmilliarden. Den fortsætter i 2019. Der vil også komme en værdighedsmilliard, 1.000 mio. kr. ud til kommunerne, som kan bruges på ældreplejen. Desværre kan man se, at rigtig mange kommuner, fordi den nu kommer over bloktilskuddet, begynder at skære i den. Jeg vil sige, at det vil vi holde meget nøje øje med.

Det, vi havde særlig fokus på i denne omgang, var de ældres rådighedsbeløb: Hvad er det for et rådighedsbeløb, de ældre har? Den største udfordring i det er, at vi har satspuljen. Satspuljen har haft et ædelt formål, satspuljen har gjort et godt stykke arbejde i forhold til de socialt udsatte, men finansieringen har været en udfordring. Satspuljen er jo finansieret, ved at bl.a. pensionisterne år efter år er blevet skåret i den ydelse, som de skulle have haft i folkepension. De har ikke fulgt med den lønudvikling, som der har været i samfundet. Det kommer nu til at ske. Fra den 1. januar 2019 får vi nedlagt satspuljen, og jeg vil gerne over for bl.a. den socialdemokratiske ordfører kvittere for det, som han har sagt, nemlig at man gerne vil være en del af det og gå ind i de forhandlinger. Det vil jeg gerne kvittere for. Så satspuljen forsvinder, og det vil sige, at fremadrettet vil en folkepensionist nu opleve, at når man stiger ude i samfundet, stiger folkepensionen også. Det er det allervigtigste, der er sket for pensionisternes rådighedsbeløb.

Samtidig har vi selvfølgelig været inde og kigge på modregningsreglerne. De pensionister, som har sparet op, mens de var på arbejdsmarkedet, skal jo ikke sidde derude og være til grin for deres egne penge. Der har vi gjort det, at vi både i forhold til ældrechecken og i forhold til tillægspensionen har hævet det med 15.000 kr. Det betyder, at man nu først bliver modregnet i sin ældrecheck, når man kommer over 35.000 kr. i egen pension, og at man først bliver modregnet i tillægspensionen, når man kommer over 85.000 kr. i egen pension. Det betyder rigtig meget for rigtig mange ældre.

Samtidig har vi også været inde og kigge på modregningsreglerne, hvis man er på arbejdsmarkedet. Hvis man er på folkepension og gerne vil være på arbejdsmarkedet, har vi fået to ekstra muligheder ind her: Man kan fortsætte på fuld tid, og så vil man få en præmie på 30.000 kr., som vil være skattefri, og samtidig vil man, hvis man er på arbejdsmarkedet, opleve, at vi har hævet grænsen med 40.000 kr. Det betyder, at der først sker modregning, efter man har tjent de første 100.000 kr. på arbejdsmarkedet. Så de ældre, som gerne vil trække sig lidt langsommere tilbage, oplever nu en markant mindre modregning.

Samtidig har vi også været inde og kigge på førtidspensionisterne. Reglerne ændres, så modregningen, hvis man er gift med en førtidspensionist, hæves med 40.000 kr. Det er en fantastisk god pakke.

Så er det jo, som der bliver sagt her i Folketingssalen, en pakke, som Socialdemokratiet gerne vil tilslutte sig. Jeg vil gerne sige til hr. Benny Engelbrecht: Den er ikke til forhandling. Pakken er ikke til forhandling. Det er ikke til forhandling, at modregningen er på 15.000 kr. yderligere. Det er ikke til forhandling, at modregningen er på 40.000 kr. yderligere. Det kommer vi ikke til røre ved. Vi kommer hverken til at sætte den ned eller op. Den aftale ligger der.

Så havde vi en anden ting, som også var vigtig for Dansk Folkeparti. Det var paradigmeskiftet. Hvad er et paradigmeskift? Et paradigmeskift er, at vi går en anden vej end den, vi tidligere har gået. Der er det utrolig vigtigt, at vi har fokus på, at de mennesker, som kommer til Danmark med behov for ophold og beskyttelse og krav på ophold og beskyttelse, får det. Vi har nu også fået vished for, at man kan komme ud på arbejdsmarkedet, og man kan også blive selvforsørgende. Man kan også godt lære sproget og komme til at fungere i en periode i det danske samfund, men det giver ikke øget tilknytning til Danmark. Det betyder ikke , at man nu har en større tilknytning til Danmark og derfor ikke er her midlertidigt. Paradigmeskiftet er nu det – og det er det, juristerne sidder og arbejder med, indtil vi får lovforslaget frem – at når man kommer til Danmark, er man her selvfølgelig midlertidigt. Og hvorfor så det? Vi ønsker jo, at når mennesker er flygtet fra noget og det holder op, skal de her mennesker selvfølgelig tilbage og være med til at genopbygge deres fædreland. Det tror jeg også der er rigtig mange der ønsker, der, hvor de er flygtet fra.

Så har vi desværre en gruppe, som vokser, som kommer til Danmark og får ophold og beskyttelse. Danmark udviser den tillid til dem, at de kan være i Danmark, og så misbruger de den. De har lavet grov kriminalitet. Det er ikke, fordi de har stjålet en cykel. Det er folk, der har begået mord og mordforsøg. De har solgt euforiserende stoffer, de har begået voldtægt, de har skabt utryghed og på anden måde begået kriminalitet. De har været for en dansk dommer i en dansk retssal. Der har de fået en fængselsdom, og de har udstået deres fængselsstraf – det er fuldstændig korrekt, som det blev sagt af De Radikale – men de har også fået en tillægsstraf, nemlig at de skal forlade Danmark. De har mistet grundlaget for at være i Danmark. De har mistet retten til at opholde sig i Danmark.

Så er det sådan, at en del af dem ikke ønsker at rejse hjem, en del af dem kan vi ikke sende hjem – en del af dem kan vi ikke sende hjem, fordi deres hjemlande ikke vil modtage dem, og en del af dem kan vi ikke sende hjem i henhold til menneskerettighederne, så de har ret til at blive i Danmark. Skal de så færdes frit i Danmark? Det skal de selvfølgelig ikke. De skal være et sted, hvor vi har styr på, hvor de er. Og vi har hævet straffen, hvis de ikke overholder de regler, der er, 15 gange. Der, hvor de kommer hen nu, er på Lindholm, en ø nede ved Sydsjælland, hvor vi vil have styr på dem. Der er ca. 2,8-3 km til land, nogle vil sige, at der er lavvandet og andet, og det er fuldstændig korrekt. Og andre kan snakke om isvintre, og vi kan håbe, at de kommer tilbage. Men her kan vi gøre det, at man kan krydse dem af, når de kommer med en færge; man kan krydse dem af, når de kommer ind, og man kan krydse dem af, når de tager væk. Hvis man så kommer for sent til færgen en gang, får man 7 dages hæfte, kommer man for sent til færgen gentagne gange, kan man få op til 1 års minimumsstraf. Vi er sikre på, at efter en kort periode på Lindholm er der nogle, der vil række hånden op og sige: Kære Danmark, vi vil gerne forlade Danmark nu, for det kan vi; vi vil gerne køres til lufthavnen. Vi betaler billetten, og så kommer man selvfølgelig hjem og er med til at genopbygge sit hjemland. På den måde håber vi selvfølgelig, at Lindholm får en stor værdi.

Derfor kan det også undre os, at vi nu skal stå og høre Socialdemokratiet sige, at man ikke kan forholde sig til øen Lindholm, fordi man ikke har været en del af forhandlingerne. Partiets ordfører på området, hr. Mattias Tesfaye, går ud og siger, at det er spot on; det her foreslog man, det store socialdemokrati, i 2000, og nu kommer det, nu kommer øen. Nu står finansordføreren, hr. Benny Engelbrecht, heroppe og siger: Det kan vi ikke forholde os til. Hvis noget er spot on, er det vel spot on. Det er en ø, staten ejer. Staten ejer færgen. Jeg kan bare sige: Det er spot on. Så jeg håber, at når vi i aften skal til at stemme, besinder Socialdemokratiet sig og stemmer selvfølgelig for det, som man siger til offentligheden man synes er spot on. Det må være det, man stemmer for. Der er ikke så meget at tale om.

Finansloven handler selvfølgelig også om meget andet. En af de ting, som vi også er rigtig glade for, er, at 2-procentsbesparelserne på erhvervsskolerne er forsvundet. Det er en aftale, som er lavet i en bred kreds. Vi er glade for, at vi kunne bruge finanslovsforhandlingerne til at skubbe på, så vi fik den aftale igennem. Sidste år fik vi det igennem, at vi fik fjernet det i sundhedsvæsenet. Nu får vi det fjernet på bl.a. vores erhvervsskoler. Det er en aftale, som vi er rigtig glade for.

Vi er også rigtig glade for, at vi fik forhøjet provinstilskuddet til vores provinsgymnasier, således at der kommer 0,5 mio. kr. ud til hvert af dem. Det er der behov for. Dansk Folkeparti ønsker, at vi har en bred vifte af uddannelsestilbud. Det skal vi have i hele Danmark og selvfølgelig også i provinsen.

En af de andre ting, som vi var noget forundrede over, dengang vi gik ind til finanslovsforhandlingerne, var jo, at vi nærmest med gru opdagede, at regeringen ikke havde sat penge af til grænsekontrol. Vi tænkte: Hvad betyder nu det? Vil det sige, at regeringen i deres finanslovsforslag er imod mere grænsekontrol? Det kunne vi da nærmest ikke forestille os. Men vi havde læst rigtigt. Regeringen havde ikke sat penge af til grænsekontrol, altså ønskede man ikke grænsekontrol. Der kan jeg så berolige den danske befolkning med, at det er der selvfølgelig kommet styr på. Vi har ikke fået sat penge af til et halvt års grænsekontrol; vi har selvfølgelig sat penge af til hele 2019, således at man i finanslovåret 2019 har grænsekontrol hele året. Det er vi selvfølgelig glade for vi også fik igennem.

En anden ting, som har fyldt meget, tror jeg, for rigtig mange danskere og også for Dansk Folkeparti, er bl.a., som det også er blevet sagt tidligere her i dag, at der er gang i hjulene i Danmark, beskæftigelsesgraden er høj, og det går stærkt derude. Hvad så med arbejdsforholdene derude? Er der nogen, der begynder at konkurrere på den laveste fællesnævner? Ja, det er der. Er det i alle brancher? Ja, det er desværre i mange brancher. Hvordan kan vi så kontrollere det? Det har vi bl.a. Arbejdstilsynet til at gøre, og vi har et rigtig godt samarbejde med bl.a. fagbevægelsen. Derfor er jeg også glad for, at det lykkedes at få sat penge af, således at vi har det samme kontroltryk i 2019, som vi havde i 2018. Det er både i forhold til Arbejdstilsynet og til det, vi kalder ordnede forhold.

Jeg er også rigtig glad for, at vi fik sat ekstra penge af til det, vi kalder tungvognskontrol. Hvad betyder det? Det handler om den sag, som vi har set fra Padborg, hvor man havde nogle stakkels mennesker til at køre lastbil for 15 kr. i timen. Det er der ingen der kan konkurrere mod. Det skal vi selvfølgelig kæmpe imod med næb og klør, så vi ikke kommer til at konkurrere på laveste fællesnævner. Den kan nærmest ikke blive lavere end det, vi desværre var vidner til. Der får vi nu uddannet nogle betjente, som har særlig forstand på og har særlige evner til at kunne foretage de kontroller fremadrettet.

Der er selvfølgelig meget mere i finansloven, som jeg gerne ville komme ind på, men nu kan jeg se på formanden, at min taletid er gået. Tak for ordet.

Så er det hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Først og fremmest bare for en god ordens skyld til hr. René Christensen: Socialdemokratiet og de øvrige partier, som er inviteret over til Finansministeriet, er fuldstændig klar over den præmis, der ligger til grund for de forhandlinger, men som jeg også fik sagt fra talerstolen, har vi også fundet frem til, at det faktisk godt kunne se ud, som om der kunne være nogle samspilsproblemer, og derfor vil vi selvfølgelig gerne som altid, når det er muligt, gå ind og forbedre, hvor det er muligt at forbedre, og som regel er det jo sådan, at når Socialdemokratiet sidder med ved et forhandlingsbord, hvor Dansk Folkeparti er repræsenteret, så plejer resultaterne at blive bedre. Men det har vi jo talt om.

Jeg vil egentlig godt bare bede ordføreren bekræfte, at Dansk Folkeparti fortsat står bag den forståelse, som der er med en bred forligskreds bag Togfonden DK, herunder de projekter, der er i Togfonden DK's fase 1. Rent konkret er der et ændringsforslag på konto 286320, Banedanmark, der vedrører Togfonden DK, om at gennemføre alle de resterende projekter, som er i medfør af aftalen om netop Togfonden DK, herunder hvordan Dansk Folkeparti stiller sig til det konkrete ændringsforslag.

Værsgo.

Tak for det. Jeg kan garantere, at Dansk Folkeparti står bag Togfonden DK's fase 1. Det er sådan, at vi har en bred aftale med bl.a. de røde partier om det. Den står vi på mål for. Vi synes, at det er en rigtig god aftale, vi har lavet, og nu er vi i gang med udmøntningen. Vi har så samtidig også haft en del forhandlinger med regeringen i de senere år om Togfonden DK og så egentlig gerne, at regeringen var indtrådt i Togfonden DK, så havde alting været meget nemmere. Det har regeringen ikke ønsket, og derfor har vi sagt til regeringen, at vi indskriver de ting, der er behov for i det finansår, som gælder i forhold til Togfonden DK's fase 1, og det står vi selvfølgelig også på mål for.

Ændringsforslaget, som Socialdemokratiet har lagt frem, er et udmærket ændringsforslag, der siger, at man gerne vil have skrevet det ind, der kommer i overslagsårene. Det kunne vi sådan set godt synes var fornuftigt. Det var meget nemmere, så skulle man ikke bruge politisk kapital på at diskutere det. Men nu har vi lavet en anden aftale med regeringen om, at vi skriver dem ind år efter år, og det står vi selvfølgelig på mål for, men ingen, hverken politiker eller borger, som går og venter på, at Togfonden DK's fase 1 skal udrulles, skal tvivle på, at det kommer til at ske, også med Dansk Folkepartis stemmer.

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Men hr. René Christensen kan godt se den udbredte bekymring, det godt kan skabe, når det ikke fremgår klart og tydeligt i overslagsårene, hvad der kommer til at ske med udrulningen af de her projekter. Jeg håber i hvert fald, at hr. René Christensen vil anerkende, at det bedste, det optimale havde været, at det fremgik af overslagsårene, at de her projekter skal afvikles, også sådan at anlægsmyndighederne kan indrette sig efter det. For at sige det sådan rimelig klart: Jeg synes, det er ret problematisk, at regeringen ikke er med på det her, men jeg synes også, at Dansk Folkeparti kunne have kæmpet hårdere for det.

Tak. Værsgo.

Jeg kan næsten ikke sige det meget bedre. Jeg er fuldstændig enig, og i Dansk Folkeparti irriterer det os faktisk, at regeringen ikke har tiltrådt Togfonden DK's fase 1. Det er faktisk sådan, at Togfonden DK's fase 1 er kommet frem via et pres fra den tidligere finansminister på grund af finansieringen, og der anerkendte vi, og det gjorde vi jo i en bred kreds, også i Togfonden DK, at der var nogle udfordringer i forhold til fase 2. Der kunne være nogle finansielle udfordringer, så derfor havde alting været meget nemmere. Men jeg tror nu også, at vi i fællesskab kan berolige alle med, at der er langt, langt over 100 mandater bag Togfonden DK's fase 1, og derfor, ligegyldigt hvad der sker, også selv om der skulle komme et valg, er jeg overbevist om, at Togfonden DK's fase 1 kommer til at bestå, også med mere end 90 mandater efter et valg. Så ja, det havde været nemmere, men det har ikke været muligt.

Hr. Jacob Jensen, Venstre.

Jeg vil gerne sende rosen tilbage til hr. René Christensen for et ganske fortrinligt forløb, og jeg kan bekræfte – i modsætning til hr. Benny Engelbrechts opfattelse, som jo ikke var med – at det ikke var hurtige beslutninger, men det var svære og lange og seriøse diskussioner om alle de forskellige elementer, der nu engang indgår i sådan en finanslov. Men når man så hører hr. Benny Engelbrecht tale om udlændingeområdet – og man må forstå, at Socialdemokratiet nu har vendt 180 grader og erklærer sig som et strammerparti – hvordan lyder det så i hr. René Christensens ører? Man kan næsten opfatte det sådan, at gult er det nye sort, altså at man stemmer gult til alle de konkrete svære beslutninger. Man stemmer gult i forhold til en afskaffelse af integrationsydelsen, og nu stemmer man så også gult i forhold til et konkret forslag om en udrejseø for afviste kriminelle asylansøgere.

Hvordan lyder det i hr. René Christensens ører? Stemmer det overens med det, man siger fra det kongelige danske Socialdemokratis side, om, at man gerne vil stramme på udlændingepolitikken? Men når det så bliver konkret og måske også svært, kan man – om man så må sige – ikke se ryggen for bare skosåler. For så stemmer man gult og fralægger sig ethvert ansvar.

Værsgo.

Der er ingen tvivl om, at det at stemme på den gule knap betyder, at man ingen holdning har. Det vil sige, at man ikke tør tage stilling til, om det her er godt eller skidt, og det er selvfølgelig en udfordring. Det er da også en større udfordring, fordi man sender sine ordførere af sted ude i befolkningen og siger, at det her er en god beslutning. Så sent som i morges kunne jeg se den socialdemokratiske ordfører være på tv og sige, at regeringen talte med to tunger. Men regeringen stemmer altså for sine egne forslag. Regeringen stemmer for, at vi selvfølgelig skal have et nyt tredje udrejsecenter.

Hvorfor skal vi egentlig have et tredje udrejsecenter? Det er, fordi antallet betyder noget. Der er kommet for mange ind før 2001, og der er kommet for mange ind i den korte periode, hvor vi havde en socialdemokratisk ledet regering. I den finanslov, jeg var med til at lave i 2016, budgetterede vi med 25.000 flygtninge/indvandrere. I den finanslov, vi nu har lavet til 2019, budgetterer vi med 4.000 indvandrere. Det betyder noget, hvad for en politik man fører – ingen tvivl om det – og det her er et resultat af det. Et tredje udrejsecenter er ikke noget, vi sådan set ønsker. Vi ønsker ikke, at der var nogen udrejsecentre. Men det er vi nødt til, fordi de mennesker jo er kommet til Danmark på et tidspunkt, desværre.

Tak. Hr. Jacob Jensen.

Hvem vurderer hr. René Christensen taler sandt i forhold til Socialdemokratiets linje, når det kommer til det tredje udrejsecenter på Lindholm? Er det hr. Mattias Tesfaye, som siger, som hr. René Christensen selv citerede, at det er et forslag, der er spot on, eller er det finansordfører hr. Benny Engelbrecht, som siger: Det kan vi søreme ikke tage stilling til, vi stemmer gult? Hvem vurderer hr. René Christensen vi mest skal lytte til, hvis vi skal have en fornemmelse af, hvor Socialdemokratiet står i det her spørgsmål, når man taler om, at man gerne vil stramme sin udlændingepolitik? Men når det bliver konkret og dermed måske også svært, løber man alt det, remmer og tøj kan holde, og stemmer gult.

Værsgo.

Det er sådan, at papegøjer jo bare snakker, og at det bliver ved snakken. Det, man skal se på, er, hvad den lovgivende forsamling gør. Hvad er det for en knap, man trykker på, når vi sidder herinde? Det er det, der flytter noget. Det er herinde, lovgivningen bliver gennemført, og hvis man trykker på den gule knap, mener man ikke noget om forslaget. Så har man ikke indtaget nogen holdning til det. Man har hverken sagt ja eller nej; man er sat uden for indflydelse i forhold til det; man ønsker ikke at være en del af den beslutning, der bliver taget. Det er det, den gule knap betyder.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Mange tak. Og tak til Dansk Folkeparti for at have fået stoppet det her satspuljetyveri fra folkepensionisterne. Det var vigtigt, og det var også godt, at det kom fra Dansk Folkeparti, som jo igennem årene har været med til at snuppe omkring 8.000 kr. fra hver eneste danske folkepensionist.

Men under førstebehandlingen spurgte jeg hr. René Christensen, om Dansk Folkepartis krav også gjaldt førtidspensionisterne, og jeg fik et meget klart svar, nemlig et ja, for også førtidspensionisterne skulle tages ud af det her tyveri. Derfor blev jeg også meget skuffet, da jeg læste finanslovsaftalen, og det tror jeg også mange førtidspensionister er blevet, fordi førtidspensionisterne jo ikke får lov at følge med den almindelige velstandsudvikling fremover ligesom folkepensionisterne. Tværtimod viser svar, vi har fået fra Finansministeriet, at flertallet af førtidspensionister faktisk vil få færre penge udbetalt med den nye regulering end med de gældende regler. Har Dansk Folkeparti ikke svigtet førtidspensionisterne i de her forhandlinger, når det er resultatet?

Værsgo.

Nej, det har vi bestemt ikke. Vi er rigtig glade for, at vi nu har lavet en pensionsordning for førtidspensionisterne. Man skal huske, at mange bliver førtidspensionister i løbet af livet, men der er også nogle førtidspensionister, der bliver født med et handicap, og den dag, de bliver 18 år, er de førtidspensionister. De har jo ikke mulighed for at spare op til deres pension. Nu gør vi det, at førtidspensionen også følger lønudviklingen, ligesom det gælder for folkepensionisterne, men så er det fuldstændig rigtigt, at vi tager de 0,3 pct. i toppen af den stigning, der vil være. Den lægger vi over i en pulje hos ATP, så de altså får lov til at beholde deres egne penge. Jeg taler tit med førtidspensionister, som siger, at hold da op, da jeg pludselig blev folkepensionist, oplevede jeg et fald i mit indtægtsgrundlag, og det har været rigtig svært for mig, for jeg har jo ikke haft mulighed for at spare op. Nu får man en pensionsopsparing, også hvis man er førtidspensionist. Man får også en pensionsopsparing, hvis man er på dagpenge. Man får også en pensionsopsparing, når man er på kontanthjælp. Det her er en rigtig, rigtig god aftale, også for dem, som i kortere eller længere tid står uden for arbejdsmarkedet og dermed også har stået uden mulighed for at spare op til deres egen pension.

Så på spørgsmålet vil jeg svare, at vi er rigtig glade for det her. Vi synes bestemt ikke, at vi har svigtet nogen, tværtimod.

Hr. Pelle Dragsted.

Men det er jo et faktum, at hvis den nye reguleringsordning, som man nu indfører, havde været gældende i de seneste år, havde en enlig førtidspensionist fået mere end 4.000 kr. mindre om året end med de eksisterende regler.

Det her med pensionsopsparing er jo godt, men der er to ting at sige til det. For det første er der rigtig mange førtidspensionister, som ikke når folkepensionsalderen. Det er faktisk hver femte. De får ingen som helst glæde af den her aftale. For det andet er der jo også rigtig mange, der overhovedet ikke får glæde af lempelsen af modregningen. Det er kun omkring hver tiende førtidspensionist, der får glæde af den. Så for det store brede flertal af førtidspensionisterne vil den her aftale altså betyde, at de får mindre udbetalt fremover, end de havde fået med de gældende regler. Kan ordføreren ikke bekræfte det?

Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at førtidspensionen nu kommer til at følge den lønudvikling, der er, og alle pengene får man lov til selv at beholde. Men ikke den dag, man får dem udbetalt. Der er 0,3 pct. af den stigning, der kommer, som vil gå ind på en pensionsopsparing. Jeg har godt hørt den debat, der har været, om, at nogle førtidspensionister ikke når at blive pensionister. Men der vil jeg gerne sige, at jeg i hvert fald ikke vil sidde herinde og lovgive om det, altså give folk armbind på og så sige, at vi som samfund ikke tror, at du når din pensionsalder, og derfor vælger vi at have en anden ydelse til dig. Den er højere, fordi vi forventer, at du dør tidligere osv. osv. Hvordan i alverden skulle vi lave det?

Vi mener helt klart, at vi her har lavet en rigtig god ordning. Der sker ikke en udhuling af førtidspensionen, og den top, man piller af, går til førtidspensionisterne selv. Jeg vil gerne sige, at der også er rigtig mange førtidspensionister, som har oplevet den der skrænt, nemlig at den dag, de bliver folkepensionist, oplever de skrænten i form af at gå fra en ydelse til en anden ydelse, og de har jo ikke haft muligheden for at lave den opsparing.

Det er rigtigt, at der, når man kigger hen over årene, vil være nogle, der oplever, at deres rådighedsbeløb godt kan ændres lidt, men det er jo ikke et rådighedsbeløb, der bare er gået til noget andet. Det går til dem selv.

Tak. Så er det hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Hvert eneste sekund sendes et menneske et sted i verden på flugt på grund af klimaforandringer, og den problemstilling bliver jo ikke mindre. Faktisk er der konservative bud på, at vi får 250 millioner klimaflygtninge inden 2050. Klimaforandringerne er simpelt hen den paraply, som vil forstærke alle andre kriser, og som vil betyde, at rigtig mange mennesker i fremtiden vil være på flugt. Det påvirker mennesker lige nu, og den her påvirkning vil altså accelerere.

I dag støtter Danmark definitionen af flygtninge fra Genèvekonventionen i tråd med FN og EU. Det inkluderer ikke klimaflygtninge, selv om det ændrede klima bogstavelig talt skaber en dødsensfarlig situation. Vi har derfor allerede nu brug for internationale konventioner for klimaflygtninge. Er det noget, ordføreren tænker vi skal kigge nærmere på?

Tak. Og værsgo.

Nej, vi ønsker sådan set ikke, at flere skal lægges ind under, således at flere kan komme og søge asyl i den vestlige verden. Men vi synes, vi skal gøre noget for klimaet, og der har alle partier herinde også lavet en meget ambitiøs energiaftale lige før sommerferien, hvor Danmark virkelig går foran også med det grønne flag og viser, hvad man kan gøre. Det vil vi gerne være med til. Vi vil hellere være med til at forhindre, at der kommer flere klimaflygtninge, end at vi begynder at lave reglerne om, således at man siger, at klimaet så kan sejle, og så skal I bare komme til den vestlige verden. Det kommer vi aldrig til at være en del af.

Hr. Christian Poll.

Jeg er rigtig glad for, at ordføreren nævner energiaftalen fra i sommer, som alle partier er med i. Den endte jo med, at vi f.eks. skal stille tre havvindmølleparker op i stedet for en, som regeringen havde lagt ud med, men jeg vil bare lige nævne, at spørger man videnskaben, og det er f.eks. også noget, Klimarådet har fremhævet, er det faktisk i størrelsesordenen en havvindmøllepark om året, vi skal stille op for at kunne leve op til det klimaansvar, vi egentlig har. Vil ordførerens parti arbejde sammen med Alternativet og andre partier efter valget for at skærpe den her energiaftale og lægge flere vindmølleparker oveni, så vi kommer op på en vindmøllepark om året frem til 2030?

Værsgo.

Nu skal man passe på, hvad man siger fra Folketingets talerstol, men jeg tror næsten, jeg kan sige meget sikkert, at det ikke kommer til at ske. Kunne man forestille sig at skulle lave en vindmøllepark mere om året i Danmark, ville man ikke kunne stå et eneste sted i Danmark og kigge ud, uden at det ville ligne et hegn, altså en meget, meget skarp grænse rundt om hele Danmark, og man ville ikke kunne sejle på grund af alle de vindmøller, der stod ude i vandet. Det kommer jo ikke til at ske.

Det, jeg tror er vigtigt, er, at når man snakker om klimaet, skal man faktisk tage det alvorligt, og med Danmarks areal kan vi simpelt hen ikke klare den klimaudfordring, der er i verden, så der skal vi gå foran med den viden og teknologi, som vi kan bidrage med, og så skal vindmøllerne stå nogle andre steder, for de skal ikke alle sammen stå i Danmark.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg tror på, at man ikke bare skal måle os på, hvad vi siger, men hvad vi gør. Vi kan jo ikke altid klandre politikere for, at de ikke får ting igennem, som der ikke er et flertal for. For man kan trods alt ikke bestemme over andre partier. Men man kan bestemme over, hvad man selv vil, og når Dansk Folkeparti går ind og forhandler finanslov, får de de ting, de synes er vigtige, igennem. Derfor vil jeg gerne spørge til prioriteringen. Hvorfor har Dansk Folkeparti ikke valgt her i finansloven at gøre mere for de ældre, men valgt at bruge 750 mio. kr. på en ø? Dem kunne man have brugt på de ældre, hvis det havde været vigtigt for Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Vi har netop brugt de penge på en ø, fordi vi ved, at der fremadrettet bliver et pres på de offentlige finanser. Vi bliver flere og flere ældre, men vi bruger 36 mia. kr. om året på ikkevestlig indvandring. Hvis vi ikke gør noget ved det, har vi ikke råd til at finansiere det, som vi gerne vil, på ældreområdet. Så det her er rettidig omhu. Vi bliver simpelt hen nødt til at sende et signal nu. Dem, der kommer til Danmark, får ophold og beskyttelse og tilligemed misbruger den tillid, de har fået – laver grov kriminalitet – er ikke velkomne længere. De skal udrejse af Danmark.

Når man sidder nede hos menneskesmuglerne og kigger på, hvad for en billet man skal købe, kan det godt være, Danmark ikke er lige så interessant. For der bliver altså slået hårdt ned, hvis man ikke lever op til de regler, som vi forventer af flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark. Så det her handler faktisk om, at vi fremadrettet gerne vil have de 36 mia. kr. ned. Hvis vi bare kan sænke det med 10 pct., har vi 3,6 mia. kr. om året, vi kan bruge på ældreområdet, og det vil faktisk være noget af det træk, som der bliver behov for fremadrettet. Så det her er også for at finansiere ældreområdet fremadrettet.

Lotte Rod.

Kriminelle udlændinge skal ikke være i Danmark. Men det her løser jo ingenting. Dansk Folkeparti bruger 750 mio. kr. på en ø, samtidig med at der så kommer til at være tomme bygninger et andet sted. Jeg har det sådan, at jeg gerne betaler min skat, fordi jeg synes, velfærd er vigtig. Men jeg bliver vred, når Dansk Folkeparti på den her måde spilder vores penge. Derfor vil jeg bare gerne spørge igen: Hvad er det for en prioritering, Dansk Folkeparti har foretaget? Hvorfor valgte man ikke at bruge de 750 mio. kr. på at give mere tid til de ældre?

Ordføreren.

Lotte Rods parti har faktisk en ret stor andel i, at vi står i den her situation. Hvorfor er det, vi skal have et tredje udrejsecenter? Det er ikke, fordi Kærshovedgård lukker og står tomt. Det er, fordi der bliver flere og flere udlændinge, som er på tålt ophold i Danmark; fordi der er flere og flere udlændinge, der skal udrejse af Danmark. Vi kommer nu til at stå med en stor gruppe af folk, som kom ind, imens der var en socialdemokratisk ledet regering – og med De Radikale også. Det er det, vi står med nu. Det er den udfordring, vi står med. Det er derfor, vi skal have et tredje udrejsecenter. Det her tredje udrejsecenter er jo ikke for sjov. Det er, fordi vi også har et kapacitetsproblem, samtidig med at vi får flere kriminelle. Så det her er ene og alene et udtryk for, at man har ført en forkert politik i en meget kort periode, og det betaler vi prisen for nu.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Sidste år krævede DF en garanti for, at der blev sat penge nok af på finansloven til velfærd. Dengang kunne vi godt have en diskussion om, hvad der er penge nok til det demografiske træk – til at der kommer flere ældre, og at vi får stigende udgifter bare for at fastholde det nuværende niveau. Nu ser vi så igen et finanslovsforslag, som ikke leverer nok til offentligt forbrug for at følge med den udvikling, vi ser.

I Økonomisk Redegørelse, der udkom i mandags, er der en vurdering af, at væksten i det offentlige forbrug er på 0,5 pct. næste år. Alle eksperter – alle, der har forstand på det – siger: Vi ved godt, hvad det demografiske træk bliver, vi ved godt, at det her ikke er nok til at dække, ikke nok til at sikre pædagoger nok til vores børn, plejepersonale nok til vores ældre osv. Derfor bliver jeg nødt til at spørge DF, om ikke det er det største bluffnummer i verden, når DF siger til befolkningen: Vi er jeres garanti for, at der er ordentlig velfærd, selv med en borgerlig regering?

Ordføreren.

Der er ikke nok til offentligt forbrug. Altså, bare prøv at høre ordet. Det, vi skal diskutere, er, hvor mange penge vi bruger. Hvorfor diskuterer vi dog ikke, hvad vi bruger pengene på? Det er faktisk sådan, at i den periode, hvor der var en socialdemokratisk ledet regering, også med SF, brugte man 10 mia. kr. på integration om året. Nu bruger vi kun 5 mia. kr. Hov, så har vi jo skåret i det offentlige forbrug, nu bruger vi 5 mia. kr. mindre på integration – nu har vi skåret i det offentlige forbrug. Det er da 5 mia. kr., Dansk Folkeparti er rigtig glade for er skåret væk. Men det gør jo, at forbruget er blevet mindre. Vi skal da tale om, hvad vi bruger pengene på, og ikke tale om at bruge pengene.

Men jeg er ked af at sige det: Det er sådan typisk SF-retorik. Det handler kun om at bruge pengene, det handler ikke om, hvad man bruger dem på. Vi er glade for, at vi har mindsket udgifterne til ikkevestlig indvandring. Vi er glade for, at der kommer færre til. Vi er glade for, at man ude i kommunerne nu ikke skal finansiere modtageklasser – alle de her integrationsforløb, som man har skullet finansiere inden for rammen. Det, man skulle, da I sad ved magten, var at skære på det almindelige område for at kunne finansiere de ting, som man var blevet pålagt.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Det er sådan en relativt ny ting, at hr. René Christensen ligesom går til angreb på, at man også måler stigningen i offentligt forbrug. For det er ikke ret lang tid siden, at Dansk Folkeparti sagde: Vi vil have en stigning på 0,8 pct. Det er det, vi mener der minimum skal til for at sikre bare en bevarelse af det velfærdsniveau, vi har – 0,8 pct.

Det var DF's målsætning. Lige pludselig er det ligegyldigt.

Men okay, lad os tage den præmis, at man sparer nogle penge på udlændingeområdet. De penge er jo ikke gået 1:1 til velfærd. Gå ud og sig det til de pædagoger, der står med skilte, hvor der står, at de er alene med 15 børn.

Ordføreren. Værsgo.

Men det er det, der er interessant. Det er nemlig interessant, hvad det er, vi skal diskutere. Og der skal vi da netop diskutere sådan noget som pædagoger. Der er vi rigtig glade for – når man kigger på finanslovsforslaget – det udspil, der kom fra regeringen, om 1.000-dagesprogrammet. Det er vi rigtig glade for. Vi er rigtig glade for, at man kigger på tidlig indsats. Vi er glade for, at man kigger på uddannelse. Vi er glade for, at man sætter penge af til bl.a. et velfærdsområde, hvor man kigger på børnene. Det vil vi da gerne tale også med SF om. Det er bare det kun at tale om at bruge pengene – det er altså lidt tamt, undskyld, jeg siger det.

Så er det hr. Erik Christensen.

Tak for det, og tak for talen. Men jeg bliver lige nødt til at bore en lille smule mere i det svar, som ordføreren gav til Socialdemokratiets ordfører hr. Benny Engelbrecht for lidt siden i forhold til Togfonden DK's fase 1, for jeg undrer mig lidt over det. Sidste år diskuterede vi faktisk lidt det samme, og der hed det sig, at den sag var faldet ned mellem to stole, og derfor var den ikke kommet på. Nu kan jeg forstå, at igen i år er der sådan set heller ikke noget omkring Togfonden DK i forhold til fase 1.

Så derfor vil jeg gerne have et klart svar på følgende: Der er jo et flertal – det har ordføreren jo selv sagt – men hvordan kan det så være, at Dansk Folkeparti med de ændringsforslag, Socialdemokratiet stiller i dag, ikke bakker op om det forlig, den aftale, som man sådan set har lavet med resten af Togfonden DK's forligspartier, for så ville man jo kunne gennemføre fase 1 uden nogen problemer og ikke kun med finansiering for et år ad gangen?

Ordføreren.

Det er, fordi det ikke betyder noget rent praktisk. Altså, jeg vil gerne sige, også til spørgeren, at hvis det stod til Dansk Folkeparti, var det meget nemmere, hvis vi satte det her ind i finansloven, for så lå det derinde, og så skulle vi sådan set ikke tale mere om det, og så kørte det derudad. Det er ikke lykkedes at få regeringen med til det. Jeg vil også sige, at vi ikke har brugt mange kræfter på det, for i den praktiske verden betyder det ikke så meget.

Den aftale, vi har lavet med regeringen, er, at hvis der skal bruges penge til Togfonden DK's fase 1, skal de selvfølgelig skrives ind i finansloven det år, hvor de skal udmøntes. Så hvis der skal udmøntes penge i 2019, så er de også skrevet ind i 2019, 2020, 2022 og så fremdeles. Det er jo sådan lidt omstændeligt at gøre det på den måde – det anerkender jeg fuldt ud – men det gør vi. Og alle, både politikere og borgere, der er derude, og dem, som bruger jernbanen, kan være helt sikre på Togfonden DK's fase 1 bliver gennemført.

Jeg tror ikke engang, at et valg kan gøre noget ved det, fordi der er så mange mandater bag beslutningen – og Dansk Folkeparti er glad for Togfonden DK's fase 1. Men regeringen har ikke ønsket at tiltræde forliget, og så må vi jo gøre det på den måde, vi så gør det på nu. Så det er svaret på det.

Erik Christensen.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren ikke synes, at det er lidt besynderligt, at ordføreren siger, at der for så vidt er et flertal; der er også finansiering, det ved vi. Og nu ved jeg jo, at ordføreren også har sin rod i det kommunalpolitiske, og der ville det være ret usædvanligt i forhold til en anlægsinvestering, at man kun satte penge af for 1 år ad gangen. Altså, det er vel sådan, at hvis man skal regne med, at tingene kan blive til noget, så er man vel nødt til afsætte det beløb, der nødvendigvis skal bruges til den her investering.

Så jeg kan jo godt forstå, hvis der er mange borgere ude i landet, der rent faktisk er en lille smule nervøse for, om det her bliver til noget eller ikke bliver til noget.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun bekræfte, at vi synes, det er lige så skørt. Ja, undskyld, det bliver sådan helt banalt. Altså, vi er jo sådan set enige med Socialdemokratiet i at undre os over, at regeringen ikke bare accepterer, at der er over 100 mandater bag Togfonden DK og skriver det ind i finansloven. Det har regeringen ikke ønsket, og vi har ikke ønsket at bruge meget politisk kapital på at få skrevet noget ind, som i praksis ikke betyder noget.

Så jeg vil gerne bekræfte, at Togfonden DK's fase 1 står fast.

Så er det hr. Nick Hækkerup.

Tak. Og tak for ordførerens tale. Mit spørgsmål er i al sin enkelhed, om ordføreren mener, der er behov for flere eller færre ansatte i vores sundhedsvæsen.

Ordføreren.

Der er i hvert fald behov for, at man også kigger på bl.a. sådan noget som sygefravær. Jeg tror, der er behov for, at der er flere, der er der, og derfor bliver vi også nødt til at kigge på, hvad for et arbejdsmiljø vi har, og hvordan vi håndterer det. Vi kan bl.a. se i ældreplejen, at der er et højt sygefravær, og at rigtig mange ikke arbejder på fuld tid – det er der faktisk også en hel del sygeplejersker der ikke gør – og hvad er årsagen til det? Så jeg tror sådan set, der er flere måder at arbejde på. Men der er et stort pres derude, også i sundhedsvæsenet, men det er der jo generelt mange steder, både i det private, men så sandelig også i det offentlige.

Så for at svare på spørgsmålet: Ja, der er behov for flere hænder, men der er måske også behov for, at flere af de hænder, som er der, også har mulighed for at være der mere, og at der også på statslige, kommunale og regionale arbejdspladser er et bedre arbejdsmiljø, så man ikke ligger så højt med hensyn til sygefravær.

Hr. Nick Hækkerup.

Det bliver jo lidt sådan en ringslutning, for en af grundene til, at der er mange, der ikke er til stede, er, at der er et stort arbejdspres, at der er stress, og at der sker nedslidning osv., sådan at sygefraværet stiger.

Jeg synes bare, det er bekymrende, at det i de finanslovsforhandlinger, som er overstået, ikke er lykkedes at sætte fokus på, at der er blevet færre sygeplejersker i vores sundhedsvæsen, at der er blevet 400 færre ansatte i det samlede sundhedsvæsen alene i sidste kvartal, og at vi står i en situation, hvor ventetiden på f.eks. kræftbehandling stiger, og hvor der er overbelægning på de medicinske afdelinger osv.

Ordføreren.

For det første kommer der jo en sundhedsreform, som der er sat penge af til, og som vi skal diskutere – det skal vi gøre, når vi kommer tilbage efter nytår – og der bliver det jo en del af det.

Der er flere, der gerne vil ind på sygeplejerskeuddannelsen, men der er faktisk en del, som ikke får mulighed for at komme ind, selv om de er kvalificeret, og der har vi bl.a. adresseret i finansloven, at de uddannelser, som har mulighed for at oprette flere pladser, skal gøre det, for der er simpelt hen er efterspørgsel. Det er der bl.a også, fordi kommunerne er begyndt at efterspørge rigtig mange sygeplejersker, og det gør selvfølgelig, at når de er ude i kommunerne, er de ikke på sygehusene. Derfor er det er en faggruppe, der er mangel på, så vi skal uddanne nogle flere, for der er simpelt hen mangel på dem.

Så er det hr. Rune Lund.

Satspuljen er blevet afskaffet, og det er jo godt, men den regulering af overførselsindkomsterne, som nu træder i stedet for, er faktisk værre end den, der var med den gamle satspuljeregulering – forstået på den måde, at hvis den regulering, som vil være gældende fremadrettet, havde været gældende fra 2005 og frem til i dag, så ville den månedlige ydelse for en lang række overførselsindkomster være væsentlig lavere i dag, end den rent faktisk er. Hvis den nye regulering havde været gældende fra 2005 og frem, havde en førtidspensionist haft 4.200 kr. mindre om året før skat, en person på arbejdsløshedsdagpenge havde haft 3.600 kr. mindre om året før skat, og en person på kontanthjælp, som er forsørger, havde haft 3.200 kr. mindre om året før skat.

Er det en særlig god aftale? Er det en aftale, som Dansk Folkeparti er stolt af? Her er tale om nogle grupper, som Dansk Folkeparti bl.a. har været ude at sige man vil forsvare i finanslovsforhandlingerne.

Ordføreren, værsgo.

Ja, tallene er rigtige. Ja, vi står på mål for det. Førhen var det sådan, at de tal, der blev sagt her, gik til satspuljen; de gik væk fra de her grupper, de gik ud af deres forsørgelsesgrundlag, de forsvandt over i en anden pulje til noget andet godt. Det, der sker nu, er, at de bliver sat ind på deres egen konto, hvor ATP forrenter dem, og den dag, de bliver pensionister, får de dem udbetalt igen.

Det er da bare en fantastisk god aftale, der er lavet. Selv om man står uden for arbejdsmarkedet i en kortere eller længere periode, skal man da selvfølgelig have mulighed for at indbetale til sin pension, således at man også kan have et godt ældreliv, selv om man måske ikke har været helt eller delvis knyttet til arbejdsmarkedet i sin arbejdsdygtige alder.

Jeg kan ikke forstå, hvis der er nogle, der synes, det er en dårlig aftale. Det er en win-win-aftale, og nu går pengene til dem selv – de går ikke til andre formål.

Hr. Rune Lund.

Jamen hvis vi tager udgangspunkt i en førtidspensionist, betyder det, at vedkommende ville have haft til det månedlige forbrug – til at betale husleje, til at betale mad – 4.200 kr. mindre om året før skat, hvis den regulering, der kommer til at gælde fremadrettet, havde været gældende for 2005 og frem.

Hvis vi tager udgangspunkt i 2005 til 2018, er det faktisk også sådan, at i 6 af de år ville man som førtidspensionist faktisk også få mindre samlet, også inklusive pensionsopsparingen, fordi der jo sker en modregning på et tidspunkt, når man går på pension, f.eks. i ældrecheck eller i folkepension.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen det har vi jo også adresseret i den aftale, vi har lavet. For der har vi jo ændret modregningsreglerne. Det er sådan nu, at vi har ændret modregningsreglerne med 15.000 kr. både på ældrecheck og tillægspension, og det gør jo netop, at de her grupper får noget ud af det. Og der er ingen tvivl om, at det er godt også at få en mulighed for at spare op til sin egen pension, også selv om man i en længere periode er på kontanthjælp, førtidspension eller dagpenge. Det her er rigtig godt for den enkelte. Hvorfor er det, at fagbevægelsen, hver gang de laver overenskomster, kæmper for, at der skal indbetales fra arbejdsgiveren til en pension? Det er selvfølgelig, fordi det er godt. Nu gør staten det også.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Ordføreren nævner ikke sundhedsvæsenet i sin ordførertale. Hr. Peter Skaarup har over for Altinget tidligere givet udtryk for, at sundhedsvæsenet ikke har været prioriteret fra Dansk Folkepartis side i forbindelse med vores finanslovsforhandlinger, så at ordføreren ikke nævner det nu, hænger måske sammen med det. Men jeg tænker blot: Er Dansk Folkeparti helt opmærksom på, at overbelægningen på sygehusene i stigende omfang er præget af indlæggelse af ældre medicinske patienter? Er Dansk Folkeparti ikke i sin hverdag opmærksom på, at personalet løber så stærkt, at mange giver udtryk for, at de ikke kan løbe stærkere, og at det går ud over patientsikkerheden? Jeg vil sige, at i mit arbejde i hverdagen som sundhedsordfører, er det noget af den fælles forståelse, vi egentlig har med Dansk Folkeparti, og derfor undrer det mig i den grad, at man ikke har taget den her kamp i forbindelse med årets finanslovsforhandlinger.

Derfor er mit spørgsmål til ordføreren: Kan Dansk Folkeparti garantere, at Dansk Folkeparti vil sikre en tilførsel af ressourcer fremover, som står i forhold til det stigende antal ældre og flere andre patienter, vi får.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg kan i hvert fald sige, at der jo ikke bare er nogen nemme løsninger på de udfordringer, der er, i sundhedsvæsenet. Vi har haft nogle af dem, herunder rekruttering af læger ude i provinsen og andet, og derfor er vi jo glade for, at der er sat penge af til, at vi skal i gang med en sundhedsreform nu her, når vi kommer til januar. Og der håber vi da også, at det kan blive en sundhedsreform, som man kan lave et bredt forlig omkring.

Vi har nogle udfordringer, men vi har så sandelig også nogle muligheder, i forhold til vores sundhedsvæsen. Og der vil jeg sige: En finanslov kan rigtig meget. Men i forbindelse med at man laver en finanslov om noget, der er så fagligt tungt, synes vi, at det er helt i orden, at man går ud og ser, om man kan lave en bred aftale med de partier, som ikke deltager i finanslovsforhandlingerne, og at man sætter penge af og indkalder til forhandlinger, når vi kommer tilbage efter nytår. Det er den rigtige måde at gøre det på, og så tager vi også de udfordringer, som der er, alvorligt. Men vi ser også, at der er nogle muligheder, og der er afsat ressourcer.

Flemming Møller Mortensen.

Jeg mangler blot som socialdemokrat at høre, hvilke muligheder det er, Dansk Folkeparti ser, eksempelvis i forbindelse med den store mangel på praktiserende læger, som ordføreren også giver udtryk for her. Langt, langt over 100.000 danskere har ikke en fast praktiserende læge, men er henvist til en regionsklinik eller en udbudsklinik. Dansk Folkeparti sammen med regeringen er ikke kommet med konkrete, kortsigtede løsningsforslag til det her kæmpestore problem, og det synes jeg er at forholde danskerne, patienterne og de gamle borgere i Danmark, en mulighed for at finde ud af, hvad det rent faktisk er, regeringen og Dansk Folkeparti ønsker på det her punkt.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen der ønsker vi sådan set, at vi også skal lave en varig løsning, og vi ønsker også at lave den bredt i Folketinget, således at man kan være sikker på, at hvis der er lavet en aftale, er det en ny aftale, vi har lavet, om sundhedsvæsenet, hvordan det skal se ud fremadrettet og hvordan vi får løst de udfordringer, der er. Det anerkender jeg fuldstændigt. Jeg kommer selv fra provinsen, og jeg kender de udfordringer, der er, også med praktiserende læger, altså almen praksis, og dem skal vi jo løse i fællesskab. Men der er ikke nogen hurtige løsninger, man lige kan lave, i forbindelse med det. Man kan lave nogle busordninger, man kan gøre andet, der er jo forsøgt meget derude, men det er jo heller ikke den rigtige måde at gøre det på. Og der siger vi: Nu har vi sat ressourcerne af, nu vil vi gerne have en forhandling om det.

Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. Også tak til ordføreren for hans ordførertale. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille fremhævede stolt – afhængigt af temperament vil nogle måske sige hånende – den anden dag, at den her finanslov for 2019 er den finanslov, der siden 2006 har brugt mindst på det offentlige forbrug. Altså, der har ikke været så skrabet en finanslov på det offentlige forbrug siden 2006. I den anledning vil jeg gerne spørge Dansk Folkeparti, om man fra Dansk Folkepartis side mener, at man har været dygtig nok i finanslovsforhandlingerne til at holde hånden under velfærden i en situation, hvor vi ved at det demografiske træk gør, at udgifterne til velfærden også kommer til at stige i de kommende år.

Ordføreren.

Ja, vi er rigtig stolte af den finanslov, vi har lavet. Og det er igen det her: Hvor kommer pengene fra, og hvordan måler man dem? De 1,3 mia. kr. – 1.300 mio. kr. – vi nu skal bruge om året på at øge den økonomi, som de ældre derude har, altså dem, som er på folkepension, er jo ikke velfærd, og derfor tæller de ikke med.

Vi synes faktisk, at de 1,3 mia. kr. er velfærd. Vi har gjort det, fordi vi ville det. Vi syntes ikke, at det var i orden, at folkepensionisterne oplevede, at deres pensioner blev udhulet helt tilbage fra 1990'erne. Det skulle stoppe nu. Det har vi gjort med satspuljen. Vi er glade for, at andre har tilsluttet sig det. Vi ville også give dem et løft, og det har vi gjort ved at bruge 1,3 mia. kr. Det er så rigtigt, at det er nogle penge, der kommer et andet sted fra, og de tæller ikke med. Men vi synes sådan set, at de 1,3 mia. kr. giver velfærd, de giver livskvalitet, også for de ældre, som er på folkepension. Så vi er rigtig stolte af vores finanslov, også når man kigger på tallene, også når man kigger på dem samlet set.

Peter Hummelgaard Thomsen.

Jeg tager ingenting fra ordføreren i forhold til den del af opgaven. Udfordringen er jo bare samtidig, at virkeligheden mange steder derude i kommuner, på sygehuse, i daginstitutioner osv. er, at der hele tiden sker besparelser, fordi væksten i det offentlige forbrug ikke følger med det demografiske træk. Mener ordføreren ikke, at der er en dels meget, meget stor udfordring her, og dels at den nuværende finanslov for 2019 slet ikke adresserer den udfordring, at sundhedspersonalet på sygehusene er nødt til at løbe stærkere og stærkere for at varetage flere og flere opgaver, at pædagogerne har flere børn at passe, samtidig med at der er færre pædagoger til at løse opgaverne osv.?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg anerkender, at vi på sundhedsområdet har nogle udfordringer, men vi mener også, at vi har nogle muligheder, og der har vi sat penge af til at gå i gang med nogle forhandlinger efter januar, som jeg også sagde tidligere. Så den del på sundhedsområdet har vi sådan skubbet foran os, kan man sige.

Med hensyn til den anden del omkring den nære velfærd bliver jeg bare nødt til at gentage mig selv: En del af udfordringen dér er jo slet ikke nogen udfordring. Det er simpelt hen, fordi der er et mindre pres. Altså når man går fra at have brugt 10 mia. kr. om året på integrationsforløb, til at vi nu bruger 5 mia. kr., jamen så er der bare behov for 5 mia. kr. mindre, og det vil sige, at der er behov for et mindre løft.

Så er det hr. René Gade.

Jeg har jo stor respekt for både ordførerens og Dansk Folkepartis ønske om at prioritere grænsekontrollen. Det er en prioritering, der vil gå ud over politiets ressourcer – sådan må det nu engang være – og derfor er jeg også interesseret i at høre, hvad det er for succeskriterier, Dansk Folkeparti har stillet op. Altså, hvad er det for parametre, hvad er det for nogle KPI'er, man arbejder efter? Hvornår er det en succes at have grænsekontrollen målt i forhold til den investering, det også er?

Ordføreren.

Jamen det er en succes, at vi har en grænsekontrol, og nu har vi en grænsekontrol, som er der permanent i 2019. Det er vi rigtig glade for. Vi er også glade for, at vi har fået den omvendte grænsekontrol, altså at man også laver udrejsekontrol, og det er jo også, fordi vi gerne vil bruge det udstyr, som vi har sat op. Vi har i tidligere finanslove også fået penge til nummerpladescannere og andet, og nu kan man altså se, når der kommer en østeuropæisk kassevogn ind og den bliver ved med at køre ind over grænsen den ene vej. Så kunne man jo lige stoppe den, når den kører ud, og sige: Hvor er kvitteringen for de der 17 bådmotorer, der ligger bagi? Dem har de måske hentet i en nærliggende bådudlejning.

Det er det, vi synes er succesen, altså at vi kontrollerer vores lands grænser. Vi er en suveræn stat, og vi har selvfølgelig ret til at kontrollere vores grænser. Det kan vi med de penge, som vi har sat af, og det er succesen.

Hr. René Gade.

Det underliggende spørgsmål fra mig er naturligvis: Hvornår er det værdien i forhold til investeringen værd? Altså, kigger man også på tallene i forhold til, hvor mange ressourcer der bliver brugt på at løse én udfordring i én situation med en, man har stoppet ved grænsen, eller er det den politiske ambition, der trumfer tallene? For jeg vil sige, at når jeg kigger på tallene, ser det ud til, at der bliver brugt mange ressourcer på at løse én udfordring ved grænsen, hvor jeg tror, der er mange af os, der tænker, at de timer også kunne være brugt andre steder i landet. Men hvis det er en politisk ambition og det er mindre væsentligt, hvad ressourcerne bliver brugt til helt konkret, så er det også forståeligt. Men er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Altså, vi vil gerne have grænsekontrol. Vi har grænsekontrol, og det er vi glade for. Der er permanent grænsekontrol i Danmark i dag, de står dernede hver eneste dag, og det oplever danskerne. Det er vi glade for.

Så skal man altså også bare huske, at vi kunne have en anden debat her i dag, der handlede om, at der er alt for mange euforiserende stoffer i Danmark. Hvorfor er der så mange unge mennesker, der tager euforiserende stoffer? Det bliver solgt lige uden for vores skoler. Hvordan kommer det ind? Det kommer ind over grænsen. Det er da rigtig godt, at vi har folk stående nede ved grænsen også til at varetage den toldkontrol, der er, og den politikontrol, der skal være af alle de ting, der kommer ind over grænsen. Så ja, det her handler om, at der skal være grænsekontrol, men da sandelig også, at de skal foretage nogle kontroller.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og også tak fra mig for ordførerens tale. Som flere allerede har været inde på, har Dansk Folkeparti jo ikke valgt at prioritere, at den demografiske udvikling tilsiger, at der skal tilføres flere og flere penge, for at man faktisk kan leve op til de forventninger, som borgerne har til ældrepleje og til sundhed. Og der er heller ikke gjort noget ved pensionsalderen, den er stadig væk rigtig, rigtig høj.

Nedslidning er en rigtig stor udfordring. Det er den på sygehusene, det er den i ældreplejen, det er den i produktionsvirksomheder, og det er den blandt håndværkerne. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har prioriteret det problem. Mener Dansk Folkeparti simpelt hen ikke, at nedslidningen er så stort et problem, at man faktisk også skulle have valgt at gøre noget ved det i den her finanslov?

Ordføreren.

I forhold til arbejdsforholdene har vi i hvert fald valgt at sætte penge af bl.a. til Arbejdstilsynet, så vi har det samme niveau i 2019, som vi havde i 2018. Vi har også skrevet ind, at vi har forpligtet regeringen til at indkalde til forhandlinger med alle Folketingets partier, hvor vi skal se på, hvordan vi sikrer, at vi har et kontrolniveau, som er i orden, både når vi har højkonjunktur, og når vi har lavkonjunktur. Det er den ene del af det.

Så er der sundhedsområdet, og der er ingen tvivl om, hvad angår nedslidning og stress, at det både er fysisk og mental nedslidning, som vi oplever i offentlige institutioner. Det bliver vi simpelt hen nødt til at adressere, og det skal vi selvfølgelig også adressere, når vi skal kigge på en sundhedsreform. Det er vi helt enige om.

Kirsten Normann Andersen.

Man har afsat 15 mio. kr. til Arbejdstilsynet. Det er jo bare at udskyde den besparelse, som venter Arbejdstilsynet alligevel, så det er ikke en løsning. Det er en løsning til næste år, at man i det mindste ikke skal spare, men det er jo ikke en løsning på den lange bane. Tænker Dansk Folkeparti ikke, at lige præcis flere muskler til Arbejdstilsynet kunne være det værktøj, der var nødvendigt, for at vi faktisk kunne løse problemet med meget stor nedslidning og meget stor stress på de her arbejdspladser? Hvorfor er det ikke prioriteret?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, Arbejdstilsynet alene kan løse problemet med nedslidning. Det er jo sådan mere arbejdsprocesser og det, man skal arbejde med. Jeg tror, at det, der er vigtigt, er, at vi får kigget på, hvad det er for en organisering, vi har, også i forhold til de mange beslutninger, som vi politikere træffer. Man skal virkelig være omstillingsparat, når man er i offentligt regi, og det er en af de udfordringer, der måske kan være.

Der vil jeg da gerne sige fra Dansk Folkepartis side, at jeg måske også synes, det er en udfordring, at vi har så mange led, altså at vi både har stat, region og kommune, også når det handler om sundhedsområdet. Den diskussion tager vi i hvert fald med, når vi mødes igen til januar.

Vi siger tak til hr. René Christensen. Tiden er gået, og vi går videre til hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi har et rigtig godt udgangspunkt i Danmark. Vi har rekord i beskæftigelse; siden valget er der kommet 150.000 i beskæftigelse godt og vel. Vi har den laveste ledighed i over 10 år. Vi har et stadig bedre erhvervsklima med lavere afgifter og skatter, som jo er hele forudsætningen for, at vi kan have indtjening til den fælles velfærd. Vi har her for nylig igen fået en såkaldt triple a-rating af vores økonomi, så vi er altså i top, når man kigger på økonomien udefra. Danmark er ikke et perfekt land, men vi er et af de bedste, der findes i verden.

Den finanslov, som vi her skal behandle, er hele Danmarks finanslov både befolkningsmæssigt og geografisk. Finansloven er ikke kun for dem med båd i Skovshoved Havn, men det er også for dem – i modsætning til sidst, da Socialdemokraterne sad i regering, hvor topskatten og selskabsskatten blev sænket markant finansieret af forringelser i førtidspensionisternes og kontanthjælpsmodtagernes ydelser. Og det var dengang, hvor direktøren kunne grine hele vejen ned til banken for årligt at kunne hæve over 20.000 kr. i skattelettelse, men hvor kontanthjælpsmodtageren og førtidspensionisten og kommunerne kunne se langt efter de lovede midler. Og hvor uligheden i Danmark eksploderede under S-ministrene, herunder den nuværende S-formand, fru Mette Frederiksen, som en ledende figur.

Det er heller ikke kun en finanslov for København, men også for København, og det er også i modsætning til tidligere, hvor S sad i regering, hvor man udnævnte en landdistriktsminister, som dokumenterbart var det mere af navn end af gavn. Der flyttede man statslige arbejdspladser og uddannelser til København. Vi flytter dem ud i provinsen, og vi skaber et Danmark i bedre balance med en beskæftigelsesfremgang i alle 98 kommuner – alle 98.

Finansloven er ikke kunne tal og økonomi. Den er ikke kun et spørgsmål om, hvilke befolkningsgrupper som skal tilgodeses. Den er også et spørgsmål om at kunne adressere andre emner som tryghed i befolkningen, kriminalitetsbekæmpelse, udlændinge, miljø og klima osv. Men en god økonomi er et godt udgangspunkt for at kunne prioritere og også for at kunne omprioritere. Og det er ikke tilfældigt, at Danmark bliver vurderet til at ligge i top, for nok er verdensøkonomien i bedring og har været det gennem nogle år, men der er også blevet taget en stribe politiske beslutninger her i lokalet, både på arbejdsmarkedsområdet og skatteområdet og på uddannelse, energi, erhvervspakke og meget mere, hvilket er en del af årsagen.

Derfor kan vi netop på det her års finanslov prioritere bl.a. ældres økonomi, som får et markant løft, sundhed og psykiatrien foruden det udspil, der som bekendt snart kommer, omkring en reform af sundhedsområdet. Landdistrikterne, hvor øer få bedre vilkår, pendlerfradrag, en Kattegatforbindelse forundersøges, små gymnasier i landdistrikterne, kultur, mindre afgifter på landbruget, færre afgifter til grænsehandelsproblematikken, uddannelse bl.a. i region Sjælland og andre steder og en landsbypulje m.v.

Der bliver prioriteret en fortsat stram udlændingepolitik med nej til dem, der ikke kan og ikke vil, men ja til dem, der kan og vil. Miljø og klima får igen et løft også her, både på den korte bane, men også med et langt sigte med en vision for at udbygge Danmarks førerposition på den grønne omstilling. Socialområdet får en mere permanent løsning end på satspuljeområdet hidtil. Infrastruktur bliver nævnt, men adresseret efter nytår, og meget mere.

Det kommer oven på regionernes og kommunernes budgetter, som er blevet øget med de aftaler, der er blevet lavet, og der bliver så også her lagt øgede midler ind i finansloven. For kommunernes vedkommende er de blevet løftet med 2½ mia. kr. siden 2015, og det står også i modsætning til den tidligere regering, som skar i kommunernes økonomi med 3½ mia. kr. Men skar i mulighederne for at lave borgernær velfærd.

Til gengæld sænkede man altså som bekendt topskatten og selskabsskatten, mens SF sad i regering med Socialdemokratiet og Radikale og støttet af Enhedslisten – bare så det er sagt.

Men vi vil ikke måles på, hvor mange penge vi kan bruge. Vi vil måles på de resultater, som følger med. Og derfor er innovationsministeren jo bl.a. også i gang med et hårdt arbejde om at kunne afbureaukratisere vores offentlige sektor og fokusere på øget produktivitet. For det handler om, hvad vi får ud af pengene, og ikke om, hvor mange penge vi bruger.

Vi vil styre økonomien inden for en afbalanceret ramme, så opsvinget kan vare ved og ikke brænder ud for hurtigt. For der er jo som bekendt nogle, der mener, at vi bruger for få penge. Der er også andre, der mener, at vi bruger for mange penge. Jeg siger, at vi bruger tilpas i forhold til de muligheder, der er.

Finansloven skal også vedtages i en situation, hvor der er en markant forskel på klimaet, også det politiske klima blokkene imellem. Rød blok består som bekendt af fem partier, som vil skabe et flertal – nogle tror i hvert fald, man kan skabe et flertal – bag fru Mette Frederiksen som statsminister. Tre af de fem partiledere vil dog selv være statsminister. De resterende to partier, SF og De Radikale, kritiserer Socialdemokratiet for ikke at have noget så helt fundamentalt som en samlet økonomisk plan. Det er altså ikke noget, jeg står og siger – jeg refererer blot til SF og De Radikale. Og et andet parti, nemlig Alternativet, vil slet ikke pege på Mette Frederiksen som statsminister. Og det er så det fundament, som man i givet fald skal bygge en ny ledelse af Danmark på, et fundament, som vil kræve en del pilotering, hvis det skal have chancen for bare at stå nogenlunde fast og ikke synke ned i kviksandet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at når et folketingsvalg nærmer sig, skyr man ikke nogen midler. Man bruger dem til gengæld godt og vel, og løfterne fyger om ørerne på os: Flere penge til sundhed, altså endnu flere end dem, regeringen var kommet med – ja, uanset hvad, vi var kommet med, var det ikke nok; flere penge til kommunerne; millionærskat på de rige kapitalister; 1.000 flere sygeplejersker, selv om man måtte indrømme, at de jo ikke findes; skat på investeringer og kapital; mere til kultur; mere til Danmarks Radio; mere til børn; mere til uddannelse; mere til livet; ja, mere af det hele. Det gode mod det onde, må man forstå. Og i øvrigt gult til alt det svære, når man skal stemme om det konkrete. Og finansieringen – ja, det er nok simpelt hen for kedeligt at snakke om, og derfor er der ikke nogen økonomisk plan ifølge SF og De Radikale, for befolkningen forstår jo åbenbart alligevel ikke, hvad Socialdemokratiet mener. Det er tydeligvis det, der er rationalet.

Løfte på løfte fra Socialdemokratiet, som lyder populært. Men når der så skal forhandles et regeringsgrundlag med partier, som mildest talt har meget lidt tilfælles, og som også stiller med deres egne statsministerkandidater, så ved vi jo godt, hvad der sker, som det gjorde sidst: Man kom ud fra et sort tårn med noget helt andet end det, man var gået ind med. Man lover én retning, men kommer ud med den stik modsatte – i øvrigt kommer den gode løsning så i morgen på 12 minutter.

Så hvorfor skal vi tro på det denne gang? Det er jo fake news ligesom sidst, hvor man brød 100 løfter bare på de første 100 dage, man sad i regering. Og det er muligt, at man vil være børnestatsminister, men der må være en voksen til stede til at tage det ansvar, som ledelsen af Danmark kræver. Det er ikke bare leg og spin og taktik og ublu påstande som røgslør for egen fortid; det er et ansvar, der skal tages, og der hjælper det ikke noget bare at stemme gult.

Blå blok har lige leveret en samlet finanslov med massive investeringer i kernevelfærden for ældre, børn og sundhed; med forbedringer for erhvervslivet, som skaber grobund for kommende arbejdspladser og indtægter til vores fælles velfærd; med styr på udlændingepolitikken og med indsatser, der skaber øget tryghed i befolkningen; med miljø- og klimatiltag, der rækker langt ud i fremtiden med både realisme og visioner, som ikke tidligere er set i dansk politik.

Derfor vil jeg også godt benytte lejligheden til at sige tak til Dansk Folkeparti og ikke mindst hr. René Christensen og hr. Peter Skaarup som de gennemgående forhandlere ved finanslovsforhandlingerne. For nok er vi jo ikke enige om alting, så langtfra, men forhandlingerne – vil jeg gerne afsløre her; det ved jeg ikke om jeg må, men nu gør jeg det alligevel – foregik faktisk i en meget fin, fortrolig og seriøs tone, de mange timer og dage til trods. Det lover godt for fremtidige aftaler om f.eks. annonceringen af sundhedsreformen og infrastrukturen, som er noget af det, vi har adresseret, og som vi vender tilbage til først i det nye år.

Jeg vil også gerne, måske lidt utraditionelt her, rose embedsværket i Finansministeriet. De bliver tit beskyldt for have alt for stor indflydelse, og de kan jo ikke svare igen, men jeg har den dybeste respekt for dem, lige fra den yngste fuldmægtig til ministersekretæren og departementschefen, som ved, hvad det drejer sig om, og som arbejder solen sort.

Vi har et godt udgangspunkt: rekord i beskæftigelse, laveste ledighed i over 10 år. Ja, Danmark er ikke et perfekt land, men det er et af de bedste, der findes i verden. Og finansloven for 2019 vil tage Danmark et skridt videre i den retning.

Foreløbig tak til ordføreren.

Der er en række korte bemærkninger, og jeg vil gerne bede dem, der på nuværende tidspunkt ved, at de gerne vil have ordet til en kort bemærkning, om at trykke ind, så vi kan få det styret heroppefra.

Den første til en kort bemærkning er hr. Nick Hækkerup. Værsgo.

Tak for bemærkningerne, som jo først og fremmest, må man sige, var et angreb på Socialdemokratiet. Jeg kunne fristes til at tilbyde ordføreren en aftale: Hvis ordføreren holder op med at lyve om Socialdemokratiets politik, skal jeg nok lade være med at sige sandheden om Venstres politik. Men noget af det, som ordføreren var inde på, var spørgsmålet om den kommende sundhedsreform, og det rejser så det her spørgsmål om lukning af de fem regionsråd, som angiveligt er en del af den sundhedsreform, der kommer til at blive præsenteret. Det spørgsmål, som falder mig for, er, om den meget fremtrædende Venstreborgmester Lars Krarup har ret, når han siger, at en fjernelse af det politiske niveau i regionerne nemt kan ende i centralisering, og at beslutningerne kommer længere væk, end tilfældet er i dag.

Ordføreren.

Altså, jeg skal jo ikke foregribe begivenhedernes gang i forhold til det udspil, som regeringen vil præsentere i det nye år. Men jeg kan sige så meget, at det udgangspunkt, som vi har fra Venstres side, og som jeg har, er, at vi sætter mennesket før systemet, patienten før systemet. Og det betyder, at vi skal tage udgangspunktet i patienten, i det samlede patientforløb, i den samlede indsats, der skal ske, og der skal man undgå, at det er sådan, at der er kasser, der er budgetter, der er rammer, som gør, at man ikke kan skabe en samlet enhed i det samlede forløb med udgangspunkt i patienten. Og så må strukturdiskussionen alt andet lige komme bagefter. Så hvis vi kan lave et forløb med en samlet indsats, hvad der i dag foregår i det regionale system, altså i det sygehusmæssige, og hvad der derefter typisk foregår i det kommunale med genoptræning osv., langt mere smidigt og gennemgående med patienten i centrum, vil jeg støtte det til enhver tid.

Hr. Nick Hækkerup.

Det er også fair nok, at ordføreren ikke vil foregribe begivenhedernes gang. Det er der dog så bare andre folk – Søren Gade, som sagt Lars Krarup, Carl Holst, Sophie Løhde, Carsten Kissmeyer og andre – der har gjort, og hvor man vel fornemmer en nervøsitet for den sammenhæng, der er mellem præcis de strukturer, som man laver, og så den patientbehandling, der kommer til at ske. Og man må vel sige, at nogle af de reformer, som er blevet rullet ud over de seneste år – kommunalreform, domstolsreform, politireform osv. – har haft som en af de utilsigtede konsekvenser, at beslutningerne er flyttet længere væk, at der er sket mere centralisering, og det er vel derfor, der er en bekymring her.

Ordføreren.

Jamen jeg forstår sådan set godt bekymringen, men jeg tror bare, man bliver nødt til at tage udgangspunkt i det, man gerne vil levere. Hvad er det, vi gerne vil have som resultat? Jeg vil gerne have som resultat, at man netop kan få sundhedsbehandling så nært, som det kan lade sig gøre, men heller ikke mere nært, end at kvaliteten så går fløjten, om man så må sige. Jeg tror, hr. Bertel Haarder engang har udtalt det: Hvis ikke det er svært, skal det være nært. Til gengæld, hvis det er svært, skal det være inde på de specialiserede sygehuse. Og det er jo den struktur, som vi forsøger at bygge op og har bygget op med specialsygehuse, med akutsygehuse, og det er jo den tankegang, der nu bliver bygget videre på i et udspil, hvor der netop skal være fokus på den nære sundhedsindsats.

Tak. Så er det hr. René Christensen. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen, og også tak for det gode samarbejde, som der var i processen. Jeg vil springe til noget helt andet, som jeg vil høre ordføreren om. Danmark var jo engang et landbrugsland. Det er vi ikke mere. Men alligevel har vi jo stadig væk rigtig mange landbrug, og det er sådan, når man kigger på finansloven, at der også er kommet nogle mindre ting med i forhold til landbruget. Bl.a. har vi haft fokus på generationsskiftet, som er så vigtigt, for at vi kan holde fast i den førerposition, som vi har i dansk landbrug. Der har vi jo fået indført en sælgerpantebrevsordning på 10 pct., som vi i Dansk Folkeparti håber på vil være med til at vi kan få sat skub i de her generationsskifter. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, hvordan Venstre stiller sig i forhold til, at vi forventer at se flere generationsskifter, og hvordan den her pantebrevsordning vil påvirke det, som vi ser derude i landbrugskredse.

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtigt og målrettet tiltag i en branche, som er vigtig, som er en kæmpe eksportbranche, som har nogle arbejdspladser, som langt hen ad vejen er truet af alle mulige årsager. Vi har været igennem en tørke, som man ikke har set tidligere. Så jeg synes sådan set, det er helt på sin plads, at man går ind og finder nogle målrettede indsatser i det her tilfælde, som hr. René Christensen henviser til, fordi vi også kan se, at der er en generationsudfordring i netop landbruget, hvor man står foran, at de ældre generationer skal afvikle deres bedrift og unge generationer skal tage over. Hvis man vælger at sige – og det gør vi – at der skal være en mulighed for, at man kan komme ind og tage over som ung landmand og dermed drive det videre med de nye, moderne metoder, man stadig væk udvikler, så skal det også være muligt rent økonomisk. Og det, som der her bliver henvist til, er et lille skridt i den retning.

Hr. René Christensen.

En anden ting, som Dansk Folkeparti er glad for at Venstre også har været med til, er jo, at vi nu bl.a. får sat penge af til, at vi får de her dyreværnsenheder i Danmark. Vi får tre dyreværnsenheder, som kan rejse rundt i Danmark. Det er jo bl.a. nogle politibetjente, som indgår i politistaben, men som får en særlig uddannelse i forhold til dyrevelfærd. Der vil jeg bare gerne høre, om ordføreren kan bekræfte, at det bliver en bred vifte af arbejdsopgaver, denne gruppe af betjente får, altså at det både vil være i forhold til dyretransporter og ude i det private, hvis der kommer anmeldelser i forhold til dyrevelfærd.

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte at det gør. Jeg vil sige, at det, der nu ligger i finansloven, jo også er et skridt ud af mange skridt, som jeg også ved at miljø- og fødevareministeren så sent som i går var ude at annoncere i forhold til en styrket dyrevelfærd og dermed også beskyttelse af dyrenes ve og vel. For det handler både om dyrene – og det er jo det vigtigste – men det handler jo også om det landbrug, som lever af at eksportere kvalitetsfødevarer. Og der tror jeg sådan set, at man står sig rigtig godt ved at få fjernet de brodne kar, som der jo også er i den branche, ved at sige, at det her ikke går, og dermed få et større kontroltryk der, hvor det giver mening.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Ordføreren nævnte, at miljø og klima får et løft. Ifølge energiaftalen kommer vi frem til at opnå CO 2 -reduktioner på cirka 10 mio. t i 2030, indsatsen vil få en effekt, og det koster årligt ca. 2 mia. kr. pr. år i 5 år. Det vil kunne ses på kurverne, men det er jo langtfra nok til at nå målet på 1½ grad. Så har vi så fået regeringens valgoplæg, klima- og varm luft-udspillet, og der er der så nogle meget små klimaeffekter. De er så minimale, at Klimarådet kom frem til, at den indsats, man samlet set laver, kun er 25 pct. af, hvad man har lavet de sidste 10 år.

Det er på den baggrund, at vi kommer frem til at se på, hvad der så er puttet ind i den her finanslovsaftale, og der er der altså kun ca. 120 mio. kr. årligt i Danmark i finansloven til en ekstra klimaindsats. Det er langtfra nok. Jeg synes virkelig, at der mangler, at man tager nogle langsigtede prioriteringer, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener om Venstres mangelfulde handlinger på klimaets og fremtidige generationers vegne. Er ordføreren enig med mig i, at det ikke er en grøn finanslov, men en kulsort finanslov?

Ordføreren.

Nu kunne jeg overraske og give spørgeren ret. Jeg medgiver også, at titlen med varm luft i et politisk udspil godt kan være lidt morsomt. Men når det er sagt, synes jeg faktisk ikke, at man kan klandre den her regering for det. Tværtimod har vi sat et af de højeste klimamål, vi har påtaget os i EU frem mod 2030, vi får 100 pct. grøn el i 2030, vi har en ambition om, at vi har et klimaneutralt samfund senest i 2050, og vi ligger i front på den grønne omstilling, på grøn teknologi.

Normalt plejer vi at sige, at lille Danmark ikke kan løse verdens klimaproblemer, men jo, det kan vi faktisk godt, forstået på den måde, at hvis alle verdens lande brugte dansk klimateknologi, var vi i hvert fald kommet rigtig, rigtig langt hen ad vejen. Så hvis vi kan gøre mere for at få eksporteret noget af det klimaudstyr, den teknologi og de muligheder, som vi udvikler i Danmark, så er vi altså kommet rigtig langt i forhold til de ambitioner. Men jeg vil understrege igen: Den danske regering har påtaget sig nogle af de største klimaambitioner i EU, nogle af de største ambitioner, nogen dansk regering nogen sinde har påtaget sig.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Tak. Man kan godt tale sig selv op til mere, end man er, og så må man bare sige, at Klimarådets formand jo blev fyret efter kritik af regeringens manglende klimaindsats, og nu mangler vi så bare, at befolkningen fyrer regeringen ved folketingsvalget. Der kommer altså ikke 1 million elbiler af sig selv, og det var det, statsministeren var ude at oversælge som overbudspolitik i Folketingssalen ved Folketingets åbning, og der har man så kunnet se, at der blev forhandlet frem til, at der kommer 1.000 elbiler.

Der ligger jo et potentiale i at kunne eksportere systemer, der virkelig kunne håndtere flere elbiler, og så ville det, som ordføreren er inde på, være en god løsning, men det kommer altså ikke ved at lave aftaler, hvor der kun kommer 1.000 elbiler i stedet for 1 million. Kan ordføreren ikke se det?

Værsgo.

Jeg er enig i, at det ikke kommer af sig selv, og det er også derfor, vi netop gør nogle konkrete tiltag, i forhold til hvordan afgiftsstrukturen skal se ud i de kommende år – men det er på den korte bane. Det kommer heller ikke af sig selv, hvis ikke der er en regering, som tør gå foran og sætte nogle ambitioner, og vi skal også, i øvrigt med alle partier i Folketinget, lave en energiaftale, som også trækker sporene i den retning. Derudover har vi også annonceret – og det bliver der arbejdet intenst med – at der skal komme et ekspertpanel, en kommission, der skal sige, hvad det er for nogle værktøjer, vi skal have op af redskabskassen. Jeg må bare minde om, at det, vi får ind i afgifter fra biler i dag, altså er over 50 mia. kr., og de milliarder kroner ville jo mangle i den fælles velfærdskasse, hvis vi bare lukkede og slukkede fra dag et.

Så er det hr. Christian Poll. Værsgo.

Tak for det. I Alternativet har vi, både da finanslovsforslaget kom her i efteråret, og også da man så lavede aftalen her med Dansk Folkeparti, spurgt ind til klimaeffekterne af finansloven. Her i morges fik jeg så svar fra finansministeren, der bl.a. skrev, at det vurderes ikke muligt at udarbejde en oversigt eller opgørelse for finanslovens afledte effekter på drivhusgasudledninger.

Jeg forstår helt ærligt ikke, at man ikke midt i en galopperende klimakrise, hvor vi ved, at vi kun har ganske kort tid til at vende udviklingen, ikke kan fremlægge et grønt regnskab for finansloven. Egentlig virker det jo absurd, at vi overhovedet kan stå her og forhandle en finanslov, når vi ikke har den indsigt i, hvad finanslovsinitiativerne har af påvirkning på klimaet.

Derfor har vi i Alternativet fremsat et beslutningsforslag om, at man skal igangsætte initiativer, så der samtidig med fremsættelsen af finanslovsforslaget og efterfølgende bliver fremlagt et grønt budget. Hvad tænker regeringen om sådan et forslag?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tænker, at så længe vi har den rigtige retning på det, vi foretager os – og det var det, jeg prøvede at skitsere i mit svar tidligere – både med den energiaftale, som også Alternativet en del af, men også med de mange, mange andre tiltag både på den korte bane, men også med de visioner, der er blevet lagt frem på den længere bane, så har jeg det sådan set fint med det, for det er jo det, det handler om.

Det handler om, at så længe vi som land, som dansk nation med de muligheder, vi allerede har, men også med den økonomi, der giver indtægter til det danske samfund i form af eksport, går i den retning og gør de muligheder stadig bedre, så har jeg det helt fint med det og er tryg ved det. For som jeg sagde før: Danmark kan faktisk være med til at løse store dele af verdens klimaproblemer, hvis vel at mærke verden vil være med til at bruge dansk teknologi og danske muligheder.

Hr. Christian Poll.

Jo, men det bliver kun nogle få nedslagspunkter, når man griber det an på den måde. Faktisk har OECD jo et arbejde i gang, som Danmark har valgt ikke at være med i, men hvor man netop arbejder med at skabe den her type overblik. Ville ordføreren ikke synes, at det var passende, at man systematisk begyndte at arbejde på at skabe det her overblik for hver eneste finanslov, så vi med alle forslag kan se, hvor det går op, og hvor det går ned?

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er godt, at man kan se, hvor det går op, og hvor det går ned, men jeg tror, at det vigtigste, hvad klimaet angår, er – og det var det, jeg prøvede at sige før – at det jo ikke er noget, man lige med et fingerknips løser nu i morgen. Det tror jeg også at hr. Christian Poll er enig med mig i. Derfor handler det om, hvad det er for en retning, vi sætter, hvad det er for nogle ambitioner, vi sætter, og hvad det er for nogle handlinger, vi sætter bag for at indfri den ambition.

Det er sådan set derfor, at jeg prøver at skitsere både vores vision på den lange bane for et klimaneutralt samfund i 2050, hvor vi med energiaftalen har aftalt, at vi i 2030 får 100 pct. grøn el, og at vi sætter ind med nogle af de her aftaler allerede nu på den korte bane i forhold til afgiftsstrukturer, i forhold til elbiler m.v. Det er retningen, det handler om, for mit vedkommende.

Så er det hr. Andreas Steenberg.

I mandags kom Økonomisk Redegørelse, og der kunne man læse, at der siden 2013 er kommet 86.000 udlændinge i beskæftigelse i Danmark, heraf 30.000 ikkevestlige indvandrere. Det vil sige, at det er et meget stort økonomisk bidrag, bl.a. til den her finanslov.

Der synes jeg, det er ret underligt, at regeringen er gået med til Dansk Folkepartis såkaldte paradigmeskift, hvor man jo altså vil gå i gang med at udvise selv flygtninge, der er i arbejde. Venstre sagde: Danmark for dem, der kan og vil. Og nu deltager Venstre så i en finanslov, hvor man vil udvise folk, der er i arbejde og bidrager. Det har jeg svært ved at forstå. Kan Venstres ordfører prøve at forklare, hvorfor Venstre er gået med til det?

Ordføreren.

Det handler om, hr. Andreas Steenberg, at antallet betyder noget. Det handler om, at vi nu netop med den finanslov, vi lægger frem, går ind og siger, at vi gerne vil have en midlertidighed med hensyn til de flygtninge, der kommer hertil. Vi skal beskytte de mennesker, der kommer hertil, inden for de konventioner, vi har tiltrådt, og dermed også give dem den beskyttelse, som de har brug for. Men det skal også være sådan, at den dag, hvor det er muligt for dem at vende tilbage til deres hjemland, så gør de det også.

Jeg synes sådan set, at det ville være uanstændigt, vil jeg næsten sige, at beholde dem, for de hjemlande, de kommer fra, har i den grad brug for de mennesker til at være med til at genopbygge dem, altså de lande, som har været hærget af krig og ødelæggelse igennem årtier, i visse tilfælde. Så det at beholde de mennesker her og sige, at de skal være her, synes jeg sådan set er uetisk i forhold til de lande, som de rent faktisk kommer fra, og hvor der er stærkt brug for deres arbejdskraft. Men vi kan tilbyde dem nogle muligheder, vi kan opbygge dem, kvalificere dem og dermed gøre dem bedre i stand til at genopbygge deres land den dag, det giver mening.

Andreas Steenberg.

Det synspunkt betyder så bare, at der bliver færre penge til velfærd, altså når man vil smide folk ud, der er i arbejde.

Ordføreren siger, at det vil være etisk korrekt at sende folk tilbage til f.eks. Syrien. Så vil jeg gerne prøve at spørge Venstres ordfører, om Venstre synes, at det med den måde, Syriens diktator, Bashar al-Assad, behandler sin befolkning på, er etisk og logisk, at mennesker skal rejse tilbage og genopbygge det regime.

Ordføreren.

Mig bekendt sender vi ikke nogen tilbage til Syrien i den situation, som vi er i, netop fordi usikkerheden, utrygheden og undertrykkelsen foregår på de vilkår, som hr. Andreas Steenberg rigtigt beskriver. Og det er jo ligesom det, der er min pointe: at vi så skal gøre beskyttelsen vigtig, altså at den er seriøs og omfangsrig i Danmark, når beskyttelsesbehovet er der. Men den dag, hvor det ikke længere er til stede – eksempelvis i Syrien, hvor vi alle sammen håber på at der en dag bliver fred – har vi gjort de her mennesker klar til og bedre i stand til at tage hjem og skabe et bedre samfund i de lande, de kommer fra. Det er det, der er pointen med vores midlertidighed.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg vil gerne tilbage til regeringens klimaindsats eller mangel på samme. Der har lige været topmøde i Polen. Der var jo engang, hvor ledere fra hele verden på sådan nogle topmøder kiggede til Danmark. Vi var nogle, man kunne se op til i forhold til de skridt, vi tog. Den tid er bare forbi. Vi har et Klimaråd, der har sagt: Det haster, I skal skynde jer. Og regeringen siger: Det går nok. Og så slipper man også af med Klimarådets formand i samme ombæring efter kritik.

Ordføreren siger, at regeringen har masser af politik på det grønne område, på klimaområdet, men det, vi bare spørger om, er, hvor den politik er. Det er jo den mest gratis omgang i verden for statsministeren at stå på talerstolen og love 1 million elbiler, når man så ikke fremlægger en politik, der skal føre os hen til det mål. Man vil ikke fra regeringens side gøre noget ved landbruget, man vil ikke gøre noget ved persontransporten. Hvor er det, regeringen sætter ind?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg forstår simpelt hen ikke SF's trang til at skulle tale Danmarks førerposition på det grønne område ned i et sort hul. Det forstår jeg ikke. For vi har en unik mulighed for netop at kunne, om man så må sige, ikke redde verdens klima, men så i hvert fald nå et rigtig godt skridt på vejen – ved netop at kunne eksportere, ved netop at kunne tale positivt, ved netop at kunne vise, hvad vi kan i Danmark; hvad vi har kunnet, og hvad vi også vil gøre fremadrettet. Det synes jeg vi skulle bruge vores fælles kræfter på, hvis man vel at mærke vil den danske velfærd, for det her giver arbejdspladser og indtægter i milliardklassen. Men det giver altså også bedre klima udeomkring, fordi en CO 2 -udledning i Tyskland som bekendt ikke kender grænsen til Danmark. Det synes jeg vi skulle bruge vores kræfter på. Og så vil jeg bare lige i parentes bemærket sige, at Klimarådets formand altså ikke er blevet fyret, og at vi ikke er kommet af med ham. Hans periode udløb. Det var det, der var tilfældet.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er rigtigt, at Danmark har nogle rigtig dygtige virksomheder, der kan være med til at løse nogle af verdens problemer. Med de selv samme virksomhedsledere råber jo op igen og igen over for regeringen og siger, at vi har brug for nogle ambitioner; det er godt for os, det er godt for vores virksomheder, det er godt for Danmarks grønne profil, hvis man også har en regering, der sætter handling bag alle de flotte ord. Det er jo det opråb, vi hører igen og igen fra toppen af erhvervslivet, specielt fra den del, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Der ser vi bare ikke noget fra regeringens side. Derfor vil jeg igen spørge, hvor regeringens politik får os i mål med Parisaftalen.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen jeg vil så kvittere og sige, at SF jo er med til at lave bl.a. den grønneste energiaftale, der er set i det her land. Før sommerferien indgik vi en energiaftale med samtlige partier i det her Folketing. Vi har sat os nogle ambitioner for et klimaneutralt samfund i 2050. Regeringen har påtaget sig nogle af de mest ambitiøse og vidtgående klimatiltag i Europa, altså niveauet for, hvor vi skal hen med vores klimatiltag. Vi har sagt, at vi med energiaftalen vil have hundrede procent grøn el i 2030. Vi har ikke set så ambitiøse mål og så ambitiøse politikker fra nogen dansk regering i det her land tidligere. Det må jeg bare minde om i al stilfærdighed.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Mange tak. Alvoren er stor. Hver eneste måned melder flere tusinde danskere sig i køen for at få en fast praktiserende læge. I perioden 2015-2018 er der sket næsten en tredobling i antallet af danskere, der ikke har deres egen faste læge. Det er den periode, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen har været statsminister. Næsten 120.000 borgere står nu i den her kø.

Ordføreren taler i dag om nærhed, kvalitet, ansvar, der skal tages, og øget tryghed i befolkningen. Mener ordføreren ikke, at finansloven for 2019 burde have indeholdt andet end blot nogle hensigtserklæringer i forhold til at løse det meget store problem med, at der er for få praktiserende læger i alle hjørner af Danmark?

Ordføreren.

Bl.a. adresserer det jo så også, at man får lavet en lægeuddannelse, bl.a. i Køge og også i Syddanmark. Men derudover er jeg sådan set enig med hr. Flemming Møller Mortensen i, at det er en kæmpe udfordring.

Men jeg vil så også bare minde om, at den måde, som man organiserer lægerne på, også de praktiserende læger, også udvikler sig over årene. Den enkelte solopraksis, som har været kendetegnende – familielægen, som man kender det, hvor manden er lægen og hustruen er sygeplejersken i praksissen – er efterhånden en uddøende race.

De yngre læger efterspørger jo også stærkere sammenhænge og miljøer at arbejde inden for. Og derfor ser vi heldigvis også, at man får nogle stærkere praksisser, at man får nogle sundhedshuse, hvor flere læger går sammen, og hvor man dermed også kan tilbyde nogle flere ting. Som praktiserende læge er man i almen praksis, ja, men man har selvfølgelig også noget, man er bedre til end andet. Dermed kan man brede paletten ud i forhold til tilbud, og ja, så er det nok ikke nødvendigvis den samme læge, patienten får hver gang, men han eller hun får i hvert fald en læge, som ved, hvad vedkommende snakker om på det område, som patienten har brug for. Det synes jeg er et kvalitetsløft, men jeg anerkender den anden udfordring, som bliver nævnt.

Så er det Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Det accelererer med flere tusinde borgere hver eneste måned, mens hr. Lars Løkke Rasmussen har været statsminister. Ja, så taler ordføreren om, at der skal initiativer til, samtidig med – har jeg jo måttet registrere som sundhedsordfører for Socialdemokratiet – at Venstreministre lader hånt om vores initiativer om at få 100 nye hoveduddannelsesforløb på uddannelsen til praktiserende læge, om vores oprettelse af nærhospitaler, som i og for sig er det samme som det, ordføreren står og taler om her, og om, at vi vil lave tjenestepligt i forhold til nyuddannede læger, som skal ud at give en hjælpende hånd med der, hvor vi mangler praktiserende læger.

Så jeg synes ikke, der bliver handlet, og jeg synes, der bliver talt med to tunger fra ordførerens side.

Så er det ordføreren, der svarer. Værsgo.

Jeg beklager, hvis jeg taler med to tunger. Det forsøger jeg at undgå, for ellers slår man knude på sig selv.

Men jeg vil bare sige, at vi har fuld fokus på den problemstilling med mangel på praktiserende læger; det er også derfor, jeg nævner, at det netop bliver adresseret med flere lægeuddannelser i bl.a. Region Sjælland og Syddanmark.

Vi har også fuld fokus på den udvikling, der sker i forhold til solopraksisser, altså at det ikke længere er den måde, lægerne ønsker at organisere sig på, og derfor skal man også stille faciliteter til rådighed. Det er også noget af det, der vil blive adresseret med den nye sundhedsreform, hvor man netop kan sikre sig, at man har nogle muligheder nært og lokalt.

Men jeg vil advare imod at genoprette de gamle lokale sygehuse, hvor man skulle stå og skære i folk uden at vide, hvad det var, det handlede om. Det vil jeg advare imod. Hvis det er nemt og let, skal det være lokalt; hvis det er svært, skal det håndteres af speciallæger, som ved, hvad det handler om.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Der er mange, der sådan starter med at sige tak for en god tale. Det vil jeg egentlig ikke gøre, for det synes jeg ikke den var. I stedet for at fortælle om finansloven holdt Jacob Jensen sådan en slags tilsvining af Socialdemokratiet på tid-indlæg. Og mod slutningen var der så nogle kvitteringer, men meget lidt om finanslovsforslaget.

Jeg synes til gengæld, at der er nogle andre Venstrefolk, jeg godt vil rose, når jeg nu ikke kan udstrække rosen til hr. Jacob Jensen. Jeg synes, fru Stephanie Lose, der er regionsrådsformand nede i den del af landet, jeg kommer fra, i dag er ude med nogle ret kraftige og opsigtsvækkende udtalelser om den sundhedspolitiske kurs. Hun siger, at man i Venstre er blevet villige til at handle med partiets dna, altså spørgsmålet om den lokale forankring, beslutningerne tæt på borgeren, og det kommer jo oven på en centraliseringshistorie, som den nuværende statsminister har bag sig. Det, hun nævner, er, at rigtig mange taler imod det, som Venstre har gang i, og hun siger: »Og når Venstre på Christiansborg siger, at de tager hensyn til patienterne – underforstået at det gør vi ikke – opfatter jeg det som en decideret fornærmelse.« ( Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Tak til hr. Jesper Petersen!) Er hr. Jacob Jensen enig i den fornærmelse?

Tak til hr. Jesper Petersen! Vi skal time vores korte bemærkninger en anelse bedre, for ellers bliver det virkelig en lang dag.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil bare understrege, hvad vi har foretaget de sidste mange år, hvor vi har stået i spidsen for det her land på sundhedsområdet – også med finanslovsforslaget for 2019. Med det har vi samlet set bare siden valget i 2015 løftet sundhedsområdet med 6 mia. kr. ekstra. Flere overlever kræft – 63 pct. er nu i live efter 5 år mod 48 pct. i starten af 00'erne. Ventetiden på en operation er blevet kortere – mere end halveret siden 2001. Og der er siden 2001 blevet ansat 5.800 læger og 5.900 sygeplejersker mere på de offentlige sygehuse. Det svarer til, at der hver dag er blevet ansat en ekstra læge eller en ekstra sygeplejerske – undtagen om søndagen. Vi har ifølge de opgørelser, der er blevet lavet, det tredjebedste sundhedsvæsen i Europa.

Er det så godt nok? Nej, det bliver aldrig godt nok, vil jeg sige til hr. Jesper Petersen, men vi skal da videre ad den vej. Vi skal da videre ad den vej, hvor vi kan løfte sundhedsvæsenet og skabe nogle bedre rammer, så vores medarbejderes faglighed kan komme i spil, så de får fokus på patienten og ikke på bureaukratiet i de systemer, der i dag er bygget op. Det er jo det, som regeringens reformudspil efter nytår vil adressere, så vi får patienten i centrum og sammenhæng i tilbuddene, i stedet for at det er systemerne, der dikterer, hvor patienten skal løbe hen.

Så er det Jesper Petersen. Værsgo.

Jeg tror nu, der er mange steder på sundhedsområdet, hvor jeg ikke ville begynde på sådan en konkurrence om resultater og tal. Som jeg forstår det, er der bare i 2018 blevet 800 færre medarbejdere i årets første 9 måneder i det samlede sundhedsvæsen, og sådan vil man kunne fremdrage mange andre ting. Det spørgsmål, som Stephanie Lose rejser i dag, det, som diskussionen handler om, er jo den udsigt til en centralisering af vores sundhedsvæsen, som mange peger på, og som Stephanie Lose og andre fra Venstre advarer imod. Det synes jeg man skal tage alvorligt. Vil hr. Jacob Jensen mene, det er et fremskridt, hvis man dropper regionerne og laver professionaliserede bestyrelser uden ansvar for folkevalgte politikere?

Ordføreren.

Som jeg prøvede at sige i et tidligere svar: For mig handler det ikke om struktur. Det handler om, hvordan vi får sat patienten i centrum. Vi har eksempelvis lavet patientrettigheder, hvor man kan få en garanti for hurtig behandling, og vi har fået lavet kræftbehandlingspakker, hvor man får en garanti for, at man får en hurtig behandling, fordi tidsfaktoren er afgørende for overlevelseschancen, i modsætning til Socialdemokratiet, som jo forringede patientgarantierne, som forringede de muligheder, man havde som patient. Der synes vi, at det er vigtigt, at man sætter patienten i centrum og forløbet i centrum, i stedet for at lade systemerne og kasserne diktere, hvor patienten skal hoppe hen. Det er vigtigt for os.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Mange tak. En del af finansloven er jo også besparelser på udgifterne til dagpenge – ikke så mange lige i første omgang, men på sigt flere. Det fremkommer jo, bl.a. ved at regeringen og Dansk Folkeparti her pr. 1. januar 2019 vil fratage ca. 8.000 mennesker deres dagpengeret. Det sker under påskud af, at man vil forhindre tredjelandsborgere i at komme her og misbruge det danske dagpengesystem. Derfor indfører man et opholdskrav – man skal have været her i 7 år ud af 12 for at få ret til dagpenge – et opholdskrav, som jo så i øvrigt også lige rammer ca. 2.500 danske statsborgere.

Jeg har flere gange under behandlingen af det lovforslag undret mig: Hvor er dokumentationen for, at der finder et misbrug sted, at der kommer tredjelandsborgere og danske statsborgere hertil for at nasse på vores dagpengesystem? Vi skal jo stemme om lovforslaget i morgen, og vi har ikke fået dokumentationen endnu. Det kan være, at ordføreren kan hjælpe mig: Hvor kan man se det misbrug, der er påskuddet for det her lovforslag?

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, det er rimeligt, at man har været i Danmark i en periode. Så kan man diskutere længden af den, og det har man jo så også fra regeringens side lyttet til og justeret på. Men jeg synes, det er rimeligt, at man er i Danmark i en periode, hvis man skal have ret til dagpenge – det synes jeg. Det er jo det, der ligger til grund for det lovforslag, som der skal stemmes om i morgen, og det er sådan set det, der er udgangspunktet. Jeg skal ikke stå her og sige, om der ligger et notat i Beskæftigelsesministeriet – det kan da være, at der gør det, og i givet fald har hr. Finn Sørensen jo ret til at stille alle de spørgsmål, han vil, også under tredjebehandlingen. Og så må man jo se, om ministeren ønsker at svare på det, eller om der er nogle andre, der ønsker at svare på det. Men for mig at se er det afgørende, at man for at have optjent ret til dagpenge også skal have været i Danmark og dermed været med til at bidrage til Danmark i en periode.

Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Jeg synes, det er rystende, at man, dagen før vi skal stemme om et lovforslag, der er så indgribende i menneskers liv, at de pludselig oplever, at de mister deres dagpengeret, med al den utryghed, der følger af det – især når man ser på den ydelse, som regeringen så mener at de skal leve for, nemlig den her nye endnu lavere integrationsydelse – går ind i sådan noget uden at kunne forklare de mennesker, hvorfor man gør det.

Jeg konstaterer bare, at ordføreren synes, det er rimeligt, at mere end 8.000 mennesker får frataget deres dagpengeret pr. 1. januar 2019, at det er rimeligt, at mere end 20.000 mennesker melder sig ud af dagpengesystemet. Vil ordføreren ikke bare indrømme, at det handler om at angribe dagpengesystemet?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Altså, vi diskuterer finansloven her, og det andet lovforslag, som hr. Finn Sørensen henviser til, diskuterer vi så i givet fald i morgen, og der kan man jo så tage diskussionen med både ministeren og andre ordførere. Men når hr. Finn Sørensen nu konkret spørger til det, er det bare, jeg svarer, hvor min position er. Og jeg synes, det er rimeligt, at man skal være i Danmark i en periode – og så kan man diskutere længden på den, og det har regeringen også lyttet til og dermed også forbedret forslaget. Men man skal være i Danmark i en periode for at kunne optjene retten til dagpenge – det synes jeg sådan set er rimeligt.

Så er det hr. Jens Joel.

Tak for det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende tilbage til det, som flere af mine kollegaer har kredset om, nemlig sundhedsvæsenet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Venstres svar er på, at nye tal viser, at det er 70 pct. af de praktiserende læger, som har lukket for tilgang af nye patienter. Det er jo et kæmpestort problem for vores sundhedssektor, at den primære indgang på den måde er lukket for alt, alt for mange mennesker. Der er desværre ikke noget i finanslovsforslaget, som jeg kan se det, som løser det her. Så det helt korte spørgsmål til Venstre er: Hvad gør Venstre ved det problem, at 70 pct. af de praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter?

Ordføreren.

Bl.a. laver vi en lægeuddannelse for at kunne øge antallet af læger. Men det er jo ikke noget, der løser den problemstilling, som hr. Jens Joel peger på her, i dag eller i morgen. Det er jo noget, der tager lang tid. Men det er dog et skridt i den retning, kan man sige.

Derudover må man jo sige, at det også handler om, hvordan regionerne tilrettelægger tingene. Nu sidder jeg tilfældigvis selv i en region, hvor man også tilbyder de såkaldte udbudsklinikker. Jeg ved godt, at der kan være politiske holdninger til, om det er en god ting eller en dårlig ting. Men det er dog et forsøg på at lave en organisering, hvor man også kan tiltrække læger til de egne af landet, hvor lægemanglen er størst. Jeg medgiver, at der også efterhånden i byområder andre steder er problemer med, at lægepraksisser lukker for tilgang. Men problemstillingen er dog alt andet lige større i udkantsområderne. Og en af måderne at kunne organisere sig ud af det på, om man så må sige – det har man jo vist i bl.a. min egen beskedne region – er flere steder at lave de her udbudsklinikker, som et alternativ. Jeg siger ikke, at det er den endegyldige løsning. Men for mig handler det altså om, at der er adgang til en læge, og at der er adgang til en læge, som også har med patienten at gøre. Om det så er den ene organisering eller den anden organisering, er jo den måde, som vi bl.a. i regionerne arbejder med forskellige løsninger på.

Hr. Jens Joel.

Jeg vil i hvert fald give point for ærligheden om, at det her ikke løser det på kort sigt.

Så til det andet, som hr. Jacob Jensen siger, nemlig om det regionale – de lokale kendskaber. Hr. Jacob Jensen stillede jo selv op for at blive formand for den region, som han omtalte som sin egen beskedne region, og jeg tror også, hr. Jacob Jensen mente, det var vigtigt, at man havde lokalkendskab. I den forbindelse kan det jo så undre, at vi ikke kan få et klart svar fra Venstre på, hvad man egentlig vil med det lokale led, som sikrer lokalkendskabet. Hvordan forholder man sig til, at fremtrædende Venstrefolk, herunder regionsrådsformanden i Region Syddanmark, Stephanie Lose, siger, at man ikke skal nedlægge regionerne? Vi kan ikke få et svar fra regeringen.

Tak. Værsgo, ordfører.

Man kan jo sige, at det lokale led, som har lokalkendskabet, også hvad sundhedsområdet angår, sådan set er kommunerne, som er det mest lokale led. Nu griner hr. Jens Joel – men det er det jo. En stor del af sundhedsopgaven ligger jo allerede i dag i kommunerne i forhold til genoptræning og i forhold til en masse andre ting. Så de kender jo dog til det. Jeg skal ikke her stå og foregribe begivenhedernes gang, i forhold til hvordan et udspil, som kommer på den anden side af nytår, fra regeringen ser ud. Men jeg vil bare sige, at trykket bliver på at sikre netop nærheden og lokalkendskabet og den mulighed, der ligger i at skabe et bedre forløb for patienten i sammenhæng, så man undgår den kassetænkning, som vi i dag i alt for mange tilfælde har oplevet som et problem.

Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen. Værsgo.

Tak. Med finanslovsforslaget får 20 udvalgte udkantsgymnasier 500.000 kr. ekstra i 2019. Ser man på f.eks. Midtsjællands Gymnasium, ser man, at regeringen siden 2015 har sparet i omegnen af 5,5 mio. kr. – dvs. ca. 11 gange så meget, som der nu tilføres til selv samme gymnasium. Så hvor meget gavn mener ordføreren de 500.000 kr. vil gøre, når regeringen samtidig fortsætter millionbesparelserne på uddannelsesområdet?

Ordføreren.

Først og fremmest anerkender jeg ikke præmissen om, at vi fortsætter millionbesparelserne. Det er rigtigt, at der fortsætter et omprioriteringsbidrag på dele af området. Men det har vi jo også adresseret. Det er noget, som vi fra 2022 afskaffer i den forstand, at der kan vi se, at der er bedre luft i økonomien til at kunne gøre det. Men det er jo ikke sådan, at de penge så er forsvundet op i den blå luft. De er jo blevet i velfærdsområdet under et og bl.a. også i en vis udstrækning tilbageført til nogle af de her specifikke tiltag, som ordføreren også her henviser til, bl.a. en målrettet indsats til de gymnasier i yderområderne, som er særlig hårdt pressede på deres økonomi.

Men vi har bare en særlig udfordring på erhvervsuddannelserne, og det er derfor, vi allerede fra næste år fjerner omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne. Det er jo det, man kalder en prioritering af, hvor udfordringen er absolut størst her og nu. Vi har allerede nu adresseret, hvordan det skal se ud, også hvad gymnasierne angår, når der så bliver bedre luft i økonomien.

Fru Anne Marie Geisler Andersen, værsgo.

Men mener regeringen, at Danmark kommer til at hænge bedre sammen, når man i hvert fald de næste år, så vidt jeg forstår, fortsætter de generelle uddannelsesbesparelser på bl.a. gymnasierne, også i provinsen?

Ordføreren.

Nu skal man ikke se gymnasierne som den eneste del af uddannelsesområdet. Det er rigtigt, at vi tilfører flere penge til nogle af de her særligt udsatte gymnasier med den argumentation, som jeg lige var inde på. De har en særlig udfordring, fordi elevtallet der er særligt presset, og dermed bliver også deres samlede økonomi særligt presset. Det er jo så det, vi forsøger at adressere med finanslovsforslaget.

Men derudover er det jo netop også sådan, at vi tilfører ret markante midler, bl.a. med eud-aftalen for 2019-2022, hvor vi som nævnt fjerner omprioriteringsbidraget, hvad erhvervsskolerne angår. Der bliver herudover afsat 500 mio. kr. over 3 år til løft af fagligt svage elever i folkeskolen, og sådan kunne jeg blive ved. Der er striber af tiltag, som løfter, men målrettet, prioriteret løfter.

Så er det hr. Mogens Jensen. Værsgo.

Tak for det. Det lyder jo forunderligt, når Venstres ordfører siger, at nu handler det for Venstre om mennesker først i sundhedsvæsenet, og så er det bud, Venstre har, åbenbart, at nu skal vi igen til at kigge på strukturerne i sundhedsvæsenet – en eller anden bureaukratisk øvelse, der åbenbart går ud på endnu en centralisering og åbenbart også en bureaukratisering, i hvert fald at vægten bliver flyttet fra folkevalgte politikere, der bestemmer om sundhed, til embedsmænd. Hvordan hænger det sammen med, at vi ser en udvikling i sundhedsvæsenet, hvor de virkelige problemer er, at der er længere ventetid på kræftbehandling, at 120.000 danskere ikke har adgang til egen praktiserende læge, og at vi siden 2015 godt nok har mistet 133 sygeplejersker, men at der er kommet 54.000 flere patienter? Skulle Venstre ikke koncentrere sig om at løse de problemer frem for endnu en strukturreform, der er med til at centralisere beslutninger omkring sundhedsvæsenet, og er med til at trække folkevalgte politikere ud i forhold til at bestemme, hvordan sundhedsvæsenet skal udvikle sig?

Ordføreren.

Jeg er meget imponeret over, at hr. Mogens Jensen i modsætning til mig kender indholdet af det udspil, som regeringen endnu ikke har lavet færdigt. Det må jeg sige, det er jeg meget imponeret over. Men jeg bliver bare nødt til at fastholde og imødegå det postulat, at det skulle være sådan, at vi er lige på randen af knockout, hvad sundhedsvæsenet angår. Ja, der er kæmpe udfordringer. Ja, der er mange steder, medicinske afdelinger og andre steder, hvor vi har udfordringer. Og ja, der mangler praktiserende læger, som andre ordførere har været inde på.

Men det er jo bl.a. derfor, vi prøver at adressere det meget specifikt, og at vi også, som jeg nævnte, kommer tilbage med et regeringsudspil her først i det nye år, hvor der netop er det sigte at sikre nærhed i de tilfælde, hvor det giver mening, at der skal være nærhed, og hvor vi bygger oven på den, kan man sige, struktur, som ligger nu med specialiserede sygehuse og akutsygehuse rundtomkring i Danmark. Jeg tror ikke, der er nogen danskere, der vil tilbage til de tider, hvor der var et lokalt sygehus, hvor man alligevel i langt de fleste tilfælde ikke kunne tage sig ordentligt af patienterne, og hvor de dermed skulle fragtes videre til andre sygehuse. Den tid er forbi, hr. Mogens Jensen.

Så er det Mogens Jensen. Værsgo.

Jamen Venstres ordfører bekræfter jo billedet. Nu vil man igen tage fat i en bureaukratisk strukturreform i stedet for at løse de problemer, de rent faktisk står med i sundhedsvæsenet, og som alle folk derude kan mærke. Vil Venstres ordfører give mig ret i, at det er en stor udfordring og et kæmpe problem, at under den her regering er der forsvundet 130 sygeplejersker, mens der er kommet 54.000 flere patienter? Og hvad har Venstre tænkt sig at gøre ved det?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er for nogle tal, hr. Mogens Jensen kører rundt i. Men jeg synes blot, når vi har den her diskussion om, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes, at Socialdemokratiet skal passe en lille smule på. Da der sidst blev lavet en strukturreform, var man imod oprettelsen af regionerne, for da forherligede man de gamle amter som det eneste rigtige. Nu, hvor vi så siger, at vi gerne åbent og fordomsfrit vil diskutere og vurdere, hvordan det så er, vi fremadrettet med de nye udfordringer, der er, skal organisere vores sundhedsvæsen, så er man også imod, for nu forherliger man de regioner, man selv var imod, da de blev oprettet. Undskyld, hr. Mogens Jensen, der skal altså være en voksen til stede.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak for det. Der er ikke blevet snakket så meget om folkeskolen i dag, og det synes jeg er ærgerligt, eftersom det er i folkeskolen, vi er med til at danne nogle af de børn, der skal forme vores land i fremtiden. Jeg noterede mig, at ordføreren meget kort nævnte, at der i finansloven er sat penge af til at løfte fagligt svage elever, og det er selvfølgelig godt, at der trods alt er sat et lille beløb af. Det er sat af som en skolepræmiepulje.

Når jeg alligevel har et spørgsmål, er det, fordi jeg faktisk mener, at det, regeringen gør med den her pulje, lidt tenderer til fup. Og det siger jeg ikke for sjov; det siger jeg, fordi jeg faktisk mener det. Af de skoler, som har været med i det, er der 64 skoler ud af 104, som har fået penge, fordi de har fået den her præmie. Og så har jeg spurgt: Men hvad sker der så med resten af pengene? Bliver de kanaliseret ud i folkeskolen på en anden måde, for ellers er det jo ikke det løft, som regeringen taler om? Og der er svaret umiddelbart: Nej, de ryger tilbage i Finansministeriets kasse og bliver brugt på noget andet.

Så vil jeg spørge ordføreren: Hvis vi virkelig vil give folkeskolen et løft, er det så ikke en god idé at bruge de penge, regeringen har sat af til folkeskolen, på folkeskolen?

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg synes, det er rigtig målrettet og velprioriteret – og det håber jeg hr. Jacob Mark dog trods alt er enig med mig i; det synes jeg også jeg hørte – at vi netop fokuserer på de fagligt udfordrede elever. Og derfor, hvis man skal give et løft, skal man jo gøre det der, hvor man kan se, at man rent faktisk kan løfte, altså virkelig løfte, nogle elever, i stedet for, om man så må sige, at smøre en meget, meget tynd leverpostej ud over hele området. For der er steder, både geografisk og efter andre kriterier, hvor man kan se udfordringen er størst. Og det er jo det, vi forsøger at adressere med det her.

Jeg skal ikke gøre mig meget klog på teknikken, i forhold til om de penge, der ikke bliver brugt, så går tilbage. Jeg tror, man skal se det her som et samlet hele og som en samlet prioritering af en folkeskole, men hvor man vel at mærke prioriterer der, hvor man kan se udfordringerne er størst. Og det er altså nogle af de her steder, hvor der er fagligt svage elever, men hvor vi til gengæld kan se, at de løfter sig markant, når man netop gør en så målrettet indsats, som der her er tale om.

Hr. Jacob Mark.

Jamen jeg synes sådan set, det vil give god mening at prioritere de skoler, hvor der er mange udsatte elever. Det, der så bare er min anke, er, at de skoler, der har forsøgt at gøre en indsats, men som ikke er lykkedes med at hæve elevernes karakterer, nu står med en ekstraregning, fordi de har gjort noget ekstra, men ikke får ekstra penge. Der er kun 64 ud af de 104 skoler, som får ekstra penge. Resten går i Finansministeriets kasse. Og så er mit spørgsmål til ordføreren bare: Hvis man virkelig vil give folkeskolen et løft, hvorfor dog så ikke bruge alle pengene, man har sat af, på folkeskolen i stedet for at føre dem tilbage til kassen?

Ordføreren.

Jo, men til det kan man jo sige to ting. For det første er det én ting, hvad vi sådan fra centralt hold tilfører og sætter op som kriterier for en målrettet indsats – det hører jeg hr. Jacob Mark anerkender, og det er jeg glad for – men derudover er det jo trods alt kommunerne, der har ansvaret for folkeskolerne, og dem har vi netop givet et økonomisk løft. Og hvordan de vælger at prioritere det bl.a. til skoleområdet og til andre af de opgaver, de skal løse, er jo netop et kommunalt anliggende.

For det andet – og det er så ikke direkte rettet mod folkeskolen, men det bliver det jo til alligevel – er der netop den 1.000-dagesplan, som vi også har lanceret for de helt unge børn, sådan at de får bedre muligheder for at klare sig godt, når de når folkeskolealderen. Så de to elementer skal jo ses i sammenhæng med, hvordan vi i øvrigt løfter folkeskolen.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tusind tak. I Alternativet har vi lige fået vores folk hjem fra Polen, hvor de er blevet opdateret på de fakta fra forskerne, der viser, hvad der sker, hvis vi får temperaturstigninger på 1,5 grader. Så bliver der kun 48 cm's vandstigning og kun 17 pct. flere skybrud. Antallet af mennesker, der vil opleve mangel på drikkevand, stiger kun med 271 millioner. Der bliver kun for 10 billioner dollars i årlige oversvømmelsesskader alene på vandstigninger, og kun 70-80 pct. af verdens koralrev forsvinder. Det bliver kun isfrit hvert tiende år, hvilket betyder, at isbjørnen også forsvinder. Når det nu er sådan, at Venstres og regeringens klimaretning i højere grad peger frem mod en temperaturstigning på 3 grader i stedet for 1,5 grader, som i forvejen er en katastrofe, forstår ordføreren så godt, at vi er nogle, der synes, at regeringen overhovedet ikke fatter, hvad det er, der er ved at ske i den her verden?

Ordføreren.

Det sidste tror jeg at vi skal lade stå uimodsagt, det taler vel for sig selv. Jeg gentager blot, at den her regering har påtaget sig nogle af de højeste klimaambitioner i Europa, nogle af de højeste klimaambitioner, hvis ikke de højeste, nogen dansk regering har påtaget sig. Vi har aftalt, også med Alternativet, en energiaftale, som gør, at vi i 2030 får grøn energi i vores kontakter. Vi har en ambition om, at vi i 2050 har et klimaneutralt land. Det er altså nogle af de højeste ambitioner, vi har set, og vi sætter handling bag ordene. Jeg tror, at det var i går, at det også blev annonceret, at nu skal man i gang med at finde ud af, hvor ud af to områder den næste havvindmøllepark skal være – en af de største, hvis ikke den største i verden. Så det er jo ikke sådan, at der ikke bliver gjort noget konkret her og nu. Det bliver der, men vi har også det lange lys på; det synes jeg godt vi kan sige, når vi taler om noget, der skal ske i 2030 og i 2050. Jeg anerkender, at der er en kæmpe udfordring, men jeg vil også sige, at Danmark ikke er en del af problemet. Danmark er faktisk en del af løsningen.

Så er det hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Vi er et land, der udleder rigtig, rigtig meget CO 2 , og vi er også en del af problemet på mange andre måder, i og med at regeringen ikke vil være med til at stoppe boringerne efter olie og gas i Nordsøen. Så jo, vi er virkelig en kæmpe stor del af problemet. Og når det er sådan, at vi ved, at en stigning på 1,5 grader, som politikerne jo siger er klimamålet, som vi skal forsøge at nå, i forvejen er en katastrofe, kan ordføreren så ikke godt forstå, at det virker lidt, som om regeringen kommer fra en anden planet, når det er sådan, at man ikke reagerer meget mere stærkt på de udfordringer, der er blevet så ufattelig tydelige for os?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med Alternativets ordfører i, at regeringen kommer fra en anden planet, i forhold til hvor Alternativet tilsyneladende befinder sig. Så kan vi diskutere, hvilken planet vi i Venstre befinder os på, og hvor Alternativet er. Men den planet, jeg befinder mig på, har brug for nogle af de løsninger, som vi har skabt og fortsat skaber i Danmark. Den har brug for nogle løsninger inden for teknologi, metode og udvikling i Danmark. Kan vi få eksporteret det til resten af verden, var jeg lige ved at sige, at så kan Danmark løse klimaproblemerne i verden. Det tror jeg nu ikke nødvendigvis vi kan alene, men det er i hvert fald et kæmpe skridt på vejen, og derudover skaber det i tusindvis af arbejdspladser og indtægter til det danske velfærdssamfund, som vi jo netop prioriterer og kan prioritere med vores finanslov for 2019, som vi har lagt frem her.

Vi siger tak til hr. Jacob Jensen. Vi har nået tidspunktet, hvor vi skal slutte efter den forretningsorden, vi har. Og så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten, for ordførertalen. Værsgo.

Den her finanslov er jo grundlæggende et billede på, hvordan højrefløjen regerer i Danmark. Den rummer nogle alvorlige indgreb i trygheden for lønmodtagerne med sænkning af integrationsydelsen til et nyt lavpunkt, indførelse af opholdskrav for ret til dagpenge, en yderligere udsultning af velfærden og en helt utilstrækkelig indsats i forhold til Arbejdstilsynet og kampen mod arbejdsgivernes import af billig arbejdskraft. Sidst, men ikke mindst, er kampen mod klimaforandringer og kampen for et bedre klima, natur og biodiversitet nærmest totalt fraværende i forslaget til finanslov. Regeringen ønsker at fremstå som grønne, men man må sige, at der er meget langt fra regeringens grønne slips og så til de konkrete forslag, der skal sikre, at ord og handling følges ad. Regeringen har ord i munden, men ingen vilje, ønsker eller ambitioner, når det kommer til konkret handling. Den her finanslov er endnu en finanslov, hvor de blå partier giver velhaverne gaver, hvor der er for få penge til velfærd, og hvor de fås interesser bliver varetaget i modsætning til de manges interesser.

Den nuværende regering har som ambition at gøre velfærden ringere. Ikke blot skal velfærden halte efter velstandsudviklingen, den skal heller ikke følge med det stigende antal børn og ældre. Den nuværende finanslov er således også en markant underfinansiering af velfærden. Mens det offentlige forbrug stiger med 0,5 pct. i 2019, vil udgifterne stige med 0,7 pct., alene som følge af at der kommer flere ældre og børn. I runde tal svarer det til, at der vil ske serviceforringelser for omkring 1,5 mia. kr. i 2019. Vi ser med det forslag til finanslov, der ligger, en vækst, som ikke er set lavere siden 2006. Der er brug for at vende udviklingen, ikke kun at tilføre penge nok til at følge demografien, men faktisk også til, at velfærden følger med den generelle velstandsudvikling i samfundet.

Klimarådet har konkluderet, at regeringens planer på klimaområdet ikke engang lever op til de forpligtelser, regeringen har påtaget sig over for andre lande. Regeringens politik er faktisk så uambitiøs, at selv vennerne i toppen af erhvervslivet råber op. Hvis vi skal have en chance for at bremse klimaforandringerne og dermed undgå at sende en kæmpe regning til fremtidige generationer, skal der handles nu. Og vi ved jo allerede, hvilke redskaber der virker, men desværre vil regeringen hellere give afgifts- og skattesænkninger til vennerne i erhvervslivets top end at tage vare på fremtidens børn og voksne.

Der prioriteres sølle 350 mio. kr. til klima og natur, og det er ikke engang alle de penge, der går til decideret klima og natur. De bliver prioriteret frem til 2022. Det er dermed tydeligt, at den grønne indsats ikke er en prioritering for den her regering. Et andet tydeligt tegn på det er jo, at statsministeren i forbindelse med Folketingets åbning annoncerede, at regeringens målsætning skulle være 1 million grønne biler i 2030. Men da vi skulle sidde og forhandle, ville regeringen ikke komme med konkrete forslag til andet end sølle 1.000 yderligere biler. Forhandlingerne brød sammen på den baggrund, altså på grund af regeringens manglende ambitioner og den groteske afstand mellem ord og handling, som vi ser fra regeringens side.

Selv om finanslovsaftalen indebærer et opgør med finansieringen af satspuljen, indebærer aftalen ikke, at folk på indkomstoverførsel, f.eks. folk på kontanthjælp, dagpenge og førtidspension, får flere penge mellem hænderne. Tværtimod vil folk på overførselsindkomst få mindre, når lønnen vokser med mindre end 2,3 pct. om året, set i forhold til den nuværende satsregulering. Så hvis den regulering, der skal afløse satsreguleringen, havde været gældende siden midten af 00'erne, ville en person på dagpenge alene af den grund have haft lidt under 4.000 kr. mindre om året før skat. Et virkeligt opgør med udhulingen af overførslerne ville indebære, at de fremover stiger i samme takt som lønningerne, men man må sige, at det ligger fjernt fra den nuværende regering at gennemføre en så solidarisk politik. Samtidig indfører regeringen en tvangsopsparing for folk på overførselsindkomst. Det er jo fint med en pensionsopsparing, men det er mindre fint, for at sige det mildt, at det er hunden, der skal fodres med sin egen hale, fordi pensionsopsparingen finansieres med lavere ydelser. Det er usolidarisk – at finansiere pensionsopsparing er en opgave for fællesskabet.

Vi ser også, at uligheden stiger; de rige bliver markant rigere. Regeringens politik er med til at skubbe yderligere på den udvikling, og der er gennemført en serie af skattesænkninger, både målrettet personlige skatter og afgifter for de rigeste, samtidig med at erhvervslivet har fået lavere afgifts- og skattebetalinger. Den nuværende finanslovsaftale giver endnu omkring 500 mio. kr. målrettet til erhvervslivet. Ulige samfund er uretfærdige, mindre stabile og præget af en række uønskede slagsider. Vi skal gå i den modsatte retning.

Vi har også problemet med fattigdom, og vi kan se, at nye tal viser, at antallet af børn, der lever i fattigdom, stiger. Det er en uhyggelig tendens, der kan henføres ikke mindst til den nuværende regerings fattigdomsreformer. Kontanthjælpsloftet rammer hårdt over en bred kam, og to tredjedele af dem, der bliver ramt af loftet, er danske statsborgere. Med hensyn til integrationsydelsen rammer den fra 1. januar også en masse danske statsborgere, der har været i udlandet, og som ikke opfylder opholdskravet til dagpenge. Det er jo tydeligt, at al den snak om udlændinge i praktisk politik, når de konkrete forslag ligger på bordet, er et led i en bevidst strategi for at skabe øget fattigdom, vel vidende at det vil lægge pres på mindstelønnen og udhule trygheden for lønmodtagerne som sådan.

Den stadige jagt på flygtninge og indvandrere er også med til at sende deres børn ud i langvarig fattigdom. Den nuværende finanslovsaftale gør kun livet værre for flygtningebørn, idet der tages henholdsvis 1.000 og 2.000 kr. fra flygtninge, som er enlige forsørgere og par med børn. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor ligeglad regeringen og DF kan være med fattigdom for de børn, som bor i vores land. Og der er åbenbart ingen nedre grænse for, hvor ringe kår regeringen og DF ønsker at tilbyde børn, hvis forældre ikke er danske statsborgere.

Den her regering har uden sammenligning gennemført den mest umenneskelige flygtningepolitik i nyere danmarkshistorie. Med finansloven for 2019 tages endnu et skridt i en umenneskelig behandling af flygtninge. Det er endnu uklart, hvordan mange af initiativerne vil blive ført ud i praksis, men symbolikken står jo klar for alle, og der er ingen tvivl om, at vi i endnu højere grad er på direkte konfrontationskurs med almindelig anstændighed, med almindelig rimelighed og internationale konventioner.

Dansk Folkeparti havde jo chancen. Dansk Folkeparti har hjulpet regeringen med den her finanslov, men den her finanslov var jo ikke blevet vedtaget uden Dansk Folkepartis støtte. Dansk Folkeparti kunne have sikret, at velfærden var steget mere end sølle 0,5 pct. Dansk Folkeparti kunne have holdt fast i, at mindrereguleringen i satspuljen skulle afskaffes, uden at den skulle bruges til at finansiere tvangsopsparing til pension, uden at den nye model ville betyde, at folk på overførselsindkomst, f.eks. førtidspensionister, vil blive reguleret hårdere fremover end med den regulering, der har været indtil nu. Men Dansk Folkeparti valgte igen at ofre velfærden til fordel for en yderligere umenneskeliggørelse af forholdene for flygtninge og indvandrere. Det kan godt være, at Dansk Folkeparti prøver at lyde som et ansvarligt parti, men når det kommer til stykket, er DF klar til at ofre hele molevitten, hvis bare man kan give flygtningefamilier med børn endnu ringere vilkår med 2.000 kr. mindre om måneden.

Det behøver ikke at være sådan. Der findes en anden retning. Vi har fremlagt vores finanslovsforslag fra Enhedslistens side. Det er vores 100-dagesplan, som vi kalder »100 dage med Enhedslisten«. Her giver vi et bud på, hvad man kunne gøre de første 100 dage. Det er praktisk politik, det kan lade sig gøre, det er fuldt finansieret. Og den er et bud på, hvad vi netop kunne gøre, hvis vi ville i en anden retning. Og vi kunne gå i gang i morgen, hvis der var et flertal. Vi vil indføre en klimalov med bindende mål for reduktion af udledning af CO 2 , vi vil have flere kollegaer til Velfærdens Helte, fordi f.eks. sygeplejersker har alt for travlt i dag og der er for mange børn pr. pædagog i børnehaverne. Vi vil sikre tryghed på arbejdsmarkedet. Ingen i vores land skal være bange for at blive syge, arbejdsløse eller gamle, og det kræver forbedringer, bl.a. afskaffelse af kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225-timersreglen. Vi vil gøre Danmark til en humanitær supermagt. F.eks. skal ulandsbistanden selvfølgelig igen op på 1 pct. af BNI, og vi vil aflyse indkøb af nye kampfly. Vi vil ansætte ekstra skattemedarbejdere i skattekontrollen, fordi vi ganske enkelt ikke har råd til at lade være, og fordi vores samfund i dag går glip af milliarder af kroner, der burde have ligget i kassen for længst.

Derfor har vi et valg, og derfor er vi nogle, der virkelig ser frem til et kommende folketingsvalg med glæde, fordi vi jo inderligt ønsker en ny politik, og det burde være tydeligt for enhver, at vi har brug for en ny regering, men at vi i særdeleshed har brug for en ny politik.

Tak til hr. Rune Lund.

Det er sådan, at de korte bemærkninger og spørgsmål gemmer vi til efter middagspausen, så vi genoptager mødet med spørgsmål til Enhedslistens ordfører, hr. Rune Lund, kl. 13.00.

Der er middagspause.

Mødet er udsat. (Kl. 12:02).

Mødet er genoptaget.

Vi er i gang med de korte bemærkninger til hr. Rune Lund, Enhedslistens ordfører, og den næste spørger er hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Enhedslistens ordfører om noget. Nu kan jeg forstå, at man stiller med sin egen statsministerkandidat, og det må være ud fra den betragtning, at man ikke synes, at Socialdemokraternes statsministerkandidat er god nok, men gør det alligevel ikke indtryk på Enhedslisten i positiv i retning, set gennem Enhedslistens briller, at Socialdemokraterne nu tydeligvis bevæger sig i Enhedslistens retning på udlændingepolitikken? Vi har fået melding om her tidligere i dag, at man ikke kan stå bag en ø til afviste kriminelle asylansøgere, og vi har også fået at vide, at man ikke kan sige, at vi skal have en integrationsydelse og et kontanthjælpsloft, som vi kender det. Man ser altså gerne en mulighed for eventuelt at gå i den retning, som Enhedslisten ønsker, nemlig at fjerne integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Så ser Enhedslisten det trods alt ikke som en bevægelse fra Socialdemokraternes side i udlændingespørgsmålet i retning af Enhedslistens politik?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi stiller med vores egen statsministerkandidat. Det er så op til vælgerne at bestemme, hvem der skal lede vores land. Hvis vi får den nødvendige opbakning, og hvis det er sådan, at partierne Enhedslisten, Alternativet og SF tilsammen måtte blive større end Socialdemokratiet, så vil vi også pege på en forhandlingsleder fra et af de tre partier, og der stiller vi os gerne til rådighed.

I forhold til om Socialdemokratiet rykker sig på udlændingepolitikken, synes jeg desværre ikke, der er så særlig mange tegn på det. Der er dog en enkelt forskel, som også var tydelig i forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget, hvor det jo handler om, at når folk er her og f.eks. ikke kan blive sendt hjem, fordi de er afviste asylansøgere, så skal de i det mindste bidrage, mens de er her, og kunne betale for deres eget ophold ved at lave noget fornuftigt, mens de er her. Så der ligger f.eks. nogle tanker i det, som man måske kan arbejde videre med.

Spørgeren.

Nu kommer der et konkret forslag bl.a. fra Enhedslistens side om at rulle integrationsydelsen tilbage og fjerne kontanthjælpsloftet, og det vælger Socialdemokraterne tydeligvis ikke at stemme imod. Jeg tror heller ikke, at man støtter det i udgangspunktet, men man stemmer gult, og det er dog et skridt i den retning, Enhedslisten også går. Tilsvarende gælder med den meget omtalte ø Lindholm, hvor de også går ind og siger, at de ikke kan støtte det forslag, der ligger fra regeringens side, og at de stemmer gult. Får Enhedslisten ikke den opfattelse med de meldinger fra Socialdemokratiet, at Socialdemokratiet bevæger sig i samme retning som Enhedslisten, og at det dermed også er en bevægelse i retning af en imødekommelse af Enhedslistens udlændingepolitik?

Ordføreren.

Nej, jeg har svært ved at se den bevægelse, som hr. Jacob Jensen beskriver. I forhold til integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen ville det jo være mest naturligt fra Socialdemokratiets side, når man nu har en statsminister, som gerne vil være børnenes statsminister, at man valgte klart at melde ud, at de ydelser sådan set ikke skulle være der, for det er dem, der har været den primære årsag til den eksplosion i antallet af fattige børn, som vi har set siden 2015.

I forhold til Lindholm synes jeg, det er dybt mærkværdigt, at Socialdemokratiet ikke kan stemme imod oprettelsen af det nye udrejsecenter. Og det, at man undlader at stemme, synes jeg er en meget svag stillingtagen til noget, der som minimum på det symbolske plan er udtryk for en meget inhuman og en meget kedelig måde at se på problematikken på.

Næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak. Altså, klimabistand til verdens fattigste er jo helt centralt, hvis u-landene skal gennemføre den grønne omstilling og tilpasse sig de klimaforandringer, som allerede finder sted i dag. Hvis ikke de får de penge, vi har lovet, altså de 100 milliarder US-dollars, som ligger i Parisaftalen, fra 2020 af, så risikerer vi at trække tæppet væk under Parisaftalen. Det er altså helt afgørende, at Danmark leverer sit fair bidrag til en international klimabistand. Det gør vi jo ikke i dag, langtfra.

Jeg ved, at Enhedslisten vil hæve udviklingsbistanden til 1 pct., men hvilke tanker gør man sig egentlig om klimafinansieringen til udviklingslandene? Kan der komme additionelle penge oven i dem, til klimabistanden?

Ordføreren.

Det er bestemt noget, vi vil være åbne for at diskutere. Det var også sådan tidligere, hvis vi f.eks. ser 10 år tilbage. Vi havde ulandsbistand, som lå på 1 pct. af bni, og derudover havde vi så en yderligere form for bistand, som bl.a. kunne bruges på miljøområdet. Det var jo en ordning, som man efter vores opfattelse sagtens kunne vende tilbage til.

Grunden til, at jeg i min tale fremhæver de 1 pct. af BNI, som vi bør komme op på fra de nuværende 0,7 pct., er, at det fremgår som en del af vores 100-dagesplan »100 dage med Enhedslisten«, som jo er vores forslag til finanslov, og som så også er et af de 100 punkter, som vi ville iværksætte, hvis det var os, der ligesom kunne bestemme, hvis det var os, der havde magt, som vi har agt her i Folketinget, eller hvis det var os, der havde 90 mandater bag vores politik i Folketinget.

Spørgeren.

Tak. Det er godt at høre. Og så lidt en anden ting: Vi har jo haft lidt debat om det her med at lægge en afgift på kød, og det er jo, fordi kød har en meget høj klimabelastning ved produktion, og derfor skal vi både have produktionen og forbruget af kød ned. Det har jeg indtryk af at vi er forholdsvis enige om. Men tilgangen til det er lidt forskellig, for i Enhedslisten mener man, at det skal pålægges produktionen, og derfor får man jo en skævhed i forhold til kød, der produceres i udlandet.

Jeg vil bare høre, om vi kan finde en løsning på det, og især hvis vi jo også løfter fra bunden af samfundet, sådan at det ikke, hvad kan man sige, bliver en skævvridning, som der jo også har været kritik af i forbindelse med en kødafgift, altså at det især vil påvirke de lavindkomstgrupper, der er i samfundet.

Ordføreren.

Vi synes, at vi skal lægge afgifter på forbrug, som er klimaskadeligt, og det gælder alle former for forbrug – det gælder for så vidt også kød. Så har vi en diskussion med Alternativet – det er rigtigt – om, hvordan man klogest laver sådan en afgift. Alternativet foreslår jo, at den skal lægges på forbrugeren, mens vi synes, at den model, som Alternativet har foreslået, i hvert fald er meget skæv, for hvis direktøren i Hellerup køber en meget dyr oksemørbrad, er det den samme afgift, der betales, som hvis sosu-assistenten fra Herlev skal ned at købe kød til ikke så høj en pris. På den måde vil det jo være socialt skævt, når man betaler det samme i afgift i kroner og øre for 1 kg kød. Vi ser hellere, at man lægger afgiften i produktionsleddet.

Så er det jo rigtigt, at man kan sige: Jamen vil hele den danske kødproduktion så ikke blive overtaget af producenter i Polen eller Tyskland? Men forudsætningen for, at den øvelse kan lade sig gøre, er jo bl.a., at andre lande også lever op til deres klimaløfter i forhold til Parisaftalen, for så vil det regnestykke i hvert fald gå op. Men det er klart, at det jo bl.a. er en forudsætning for, at det regnestykke hænger sammen.

Den næste spørger er fru Louise Schack Elholm fra Venstre. Værsgo.

Tak. Det er jo den sidste finanslovsdebat inden et folketingsvalg, og efter næste folketingsvalg har Enhedslisten bebudet at Enhedslisten så peger på fru Pernille Skipper som forhandlingsleder. Mit spørgsmål er derfor: Hvorfor er det, at Enhedslisten har valgt at gøre det her denne gang? Er der en bevæggrund for, at man ikke peger på fru Mette Frederiksen som forhandlingsleder denne gang?

Ordføreren.

Der er to grunde til det. For det første er vi jo Danmarks fjerdestørste parti, og vi har ambitioner om at gå frem. Vi har ambitioner om at være det store parti på venstrefløjen, og vi mener sådan set, det er på tide, at man også melder klart ud – sådan som jeg i øvrigt mener at alle andre partier nok også i virkeligheden har det – at man da går efter magten i det her land for at bestemme retningen. Altså, det er jo ikke mit partis og for så vidt heller ikke andre partiers rolle – gætter jeg mig til – at bringe andre partiers frontpersoner eller formænd til magten. Så det er den ene grund, og vi mener, at det er nødvendigt med et politisk skift.

Den anden ting er jo, at vi var meget skuffede, da vi så den socialdemokratisk ledede regerings ageren fra 2011 til 2015, hvor bl.a. uligheden steg, og hvor vi havde nogle alvorlige kampe, også i forhold til budgetterne hos kommunerne og regionerne, hvor regeringen jo lavede aftaler med den blå side i Folketinget, herunder med Venstre, frem for at lave aftaler med os, som betød, at der bl.a. var minusvækst i forhold til budgetterne i nogle af årene fra 2011 til 2015. Så det er også nogle af de kedelige erfaringer fra fortiden, som selvfølgelig har gjort, at vi tænker det her på en ny måde til det næste valg.

Spørgeren.

Men hvad skal der så til, før Enhedslisten vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, hvis nu det er, at Enhedslisten ikke kan finde flertallet bag en statsminister fra Enhedslisten? Hvad skal der så til, for at man vil pege på en socialdemokratisk statsministerkandidat? For jeg formoder, det er det, som Socialdemokratiet går til valg på.

Ordføreren.

Det er jo er vælgerne, der afgør, hvilke partier der skal have hvilke stemmer, og hvis ikke der er stemmer nok til, at det kan være fru Pernille Skipper, som kan blive statsminister, så er det klart, at vi vil pege på den statsministerkandidat, som vil give os mest indflydelse, og som ikke er vores eget bud på en statsministerkandidat. Der har vi jo vedtaget – det er vedtaget i vores hovedbestyrelse – at vi vil gøre brug af muligheden for at stille krav i forbindelse med regeringsdannelsen, og det er i princippet krav inden for alle områder. Men præcis hvad for nogle krav det vil være, og hvordan de skal stilles og i hvilken udformning, er jo noget, som vi diskuterer rigtig meget internt, og den dag vi kommer med de krav, er jeg sikker på, at fru Louise Schack Elholm også vil opdage det. Men jeg tror også, at fru Louise Schack Elholm kan forstå, at fru Louise Schack Elholm nok ikke vil være den første, der bliver orienteret om, hvad vores krav vil være i den forbindelse.

Den næste spørger er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak for ordførertalen, selv om det er blevet en time siden, den var der. Den var jo ret interessant, og jeg synes også, det er interessant nu, at der bliver sagt fra Enhedslistens side, at man gerne vil være det store parti på venstrefløjen. Det er jo i hvert fald interessant, for når vi sådan går tilbage til ordførertalen, må vi sige, at man altså på 100 dage kan omkalfatre det her samfund. Sådan som jeg hørte det, skulle der være en jobgaranti til alle, og hvis vi går ind og kigger lidt på Enhedslistens hjemmeside, vil man jo også gerne have, at staten overtager bankerne, og man vil sådan set gerne have, at det private initiativ fylder mindre. Er vi på vej derhen, hvor Enhedslisten egentlig kommer tilbage til, hvor man kommer fra? Man skriver det måske noget anderledes i dag på de sociale medier og andet, men det er egentlig den der rene kommunisme, man gerne vil tilbage til, hvor staten fylder langt mere, end den gør i dag, og hvor det private initiativ fylder langt mindre og Enhedslisten gerne vil være det største parti på venstrefløjen?

Ordføreren.

Hvis ordføreren henviser til det finanssektorudspil, som vi lancerede i går, hvor vi kommer med 47 bud på reformer af finanssektoren, så er det rigtigt, at det er en række grundlæggende ændringer af finanssektoren, vi foreslår. Bl.a. mener vi, at der bør være en offentligt ejet bank; vi mener, at bankerne skal splittes op, så de ikke udgør en fare for økonomien, der skal være kontrol med gebyrerne; og vi skal have forhøjet straffene for de folk, som er involveret i plat, svindel og snyd. Man må også sige, at det udspil, vi er kommet med, måske kommer med nogle grundlæggende forandringer, men de er jo ikke mere grundlæggende end den meget store liberalisering og udvikling, som har gjort, at bankerne i dag er blevet til nogle finansielle supermarkeder. Meget af det, som vi foreslår, går jo sådan set ud på at få bankerne tilbage til en normaltilstand, ville jeg kalde det, frem for at man fortsætter med det nuværende eksperiment med de finansielle supermarkeder, man har, som koster dyrt for kunderne, som har resulteret i mange skandaler, og som jo også kan risikere at være en fare for samfundsøkonomien i forbindelse med finanskriser.

Så ja, der skal være grundlæggende reformer, men i virkeligheden handler det om at rulle tingene tilbage til et mere fornuftigt niveau, et mere fornuftigt leje, og hvilke mærkater man så giver det, ved jeg ikke. Men jeg vil kalde det fornuftig politik.

Spørgeren.

Tak for det. Så vil jeg gerne spørge om noget helt andet og i en anden boldgade, og det er jo, at der er sådan en stor uro i det, vi plejer at kalde rød blok. Der er mange statsministerkandidater, som kæmper om vælgernes gunst. Ser ordføreren det som sådan en fordel for samarbejdet i rød blok, at man nu i dag kan se, at Socialdemokratiet bakker markant i forhold til at føre en stram udlændingepolitik, at de nu offentligt siger, at der er nogle ting, de ikke vil være med til? Man vil eksempelvis ikke være med til at etablere et nyt tredje udrejsecenter, og man vil ikke være med til det, der sker omkring integrationsydelsen. Altså, man begynder at bakke og vil rulle nogle af de stramninger tilbage, som er blevet gennemført de sidste 4 år. Ser ordføreren det som et skridt i den rigtige retning i forhold til at samle en rød blok?

Ordføreren.

Jeg må desværre sige, som jeg også sagde til hr. Jacob Jensen og fru Louise Schack Elholm, at jeg ikke ser den store bevægelse på det punkt. Altså, at Socialdemokratiet ikke engang kan finde ud af at stemme rødt til oprettelsen af Lindholm som udrejsecenter, at Socialdemokratiet ikke engang kan finde ud af at melde offentligt og klart ud, at man da selvfølgelig vil afskaffe integrationsydelsen, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, synes jeg er pinligt, men jeg synes også, at det mere er et udtryk for manglende bevægelse end noget som helst andet. Det er også et tegn på, at vi har brug for ikke bare en ny regering, men også en ny politik, hvor vi får trukket Danmark i en mere fornuftig retning. Og det kræver altså, at venstrefløjen og ikke mindst Enhedslisten bliver styrket ved et kommende folketingsvalg.

Den næste spørger er hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Hvis man nu leger med tanken om, at flertallet skifter efter næste valg, har den socialdemokratiske gruppeformand udtalt, at han ønsker at føre økonomisk politik med de borgerlig-liberale partier. Jeg skal bare høre: Hvis det måtte ske, hvad er så konsekvensen set fra Enhedslistens side som parlamentarisk grundlag, måtte der ske et skifte i flertallet? Hvad vil konsekvensen for en forhåbentlig ikkekommende socialdemokratisk ledet regering være, hvis en sådan regering måtte føre økonomisk politik til højre for midten?

Ordføreren.

Hvis vi skulle komme i den situation, at vi får en socialdemokratisk regering efter et kommende valg, og at Enhedslisten bliver støtteparti for sådan en regering, har vi det sådan, og det har vi også sagt meget tydeligt, at vi vil have indflydelse på alle områder, både på den økonomiske politik, flygtninge- og indvandrerpolitikken, skattepolitikken og miljøpolitikken – på alle områder. Og vi vil ikke finde os i, at man så siger, at der er nogle områder, som Enhedslisten ikke kan få indflydelse på, for der vil man lave økonomisk politik med de borgerlige. Det er ikke en logik, vi accepterer, og det er ikke det, som er vores forventning til et sådant samarbejde, hvis det måtte ende i den situation, at vi får en socialdemokratisk ledet regering.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det betyder jo så, at når Socialdemokratiets formand taler om mandaternes logik i forhold til udlændinge- og integrationspolitikken, stemmer det ikke overens med Enhedslistens opfattelse, for Enhedslisten vil ikke acceptere, hvis der er et rødt flertal, at der så bliver ført udlændinge- og integrationspolitik eksempelvis sammen med Venstre. Det betyder altså, at Enhedslisten er dybt uenig i det, og når Socialdemokratiets formand siger, at det er mandaternes logik, der taler, siger Enhedslisten nej, for Enhedslisten skal også have indflydelse på udlændinge- og integrationspolitikken i Danmark, måtte flertallet skifte efter næste valg?

Ordføreren.

Ja, det er helt klart. Vi skal have indflydelse på alle områder, også på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Jeg kan også præsentere en anden form for mandaternes logik, og det er den, der hedder at skaffe 90 mandater for at kunne indtage et regeringskontor. Det er jo også mandaternes logik. Og den logik hænger jo sammen på den måde, at vi siger, at hvis vi skal levere mandater til en regering, skal det også afspejle sig i den retning, som regeringens politik har. Vores mandater og det styrkeforhold, vi bringer med ind i det, skal selvfølgelig også være afspejlet i den politik, der føres.

Den næste spørger er fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig godt tage fat i noget af det, som Enhedslistens ordfører var omkring her for kort tid siden, altså at Enhedslisten jo gerne vil skaffe nogle flere penge ved at sætte øgede afgifter på forbrug, og der har jeg brug for sådan ligesom at høre, om Enhedslisten kunne prøve at uddybe det lidt. Jeg ved godt, at ordføreren sagde, at det selvfølgelig også krævede, at man gjorde nogle ting i andre lande for at det kunne hænge sammen. Hvad vil det få af konsekvenser? Jeg går ud fra, at man har lavet nogle beregninger på de her ting. Altså, hvis man øger afgifterne på forbrug generelt, hvad får det så af konsekvenser for bl.a. jo f.eks. enlige forsørgere osv., hvis man skruer op for forbrugspriserne?

Ordføreren.

Hvis det er i forlængelse af det, som hr. Christian Poll, spurgte om, vil jeg sige, at vi jo har en situation, hvor det giver økonomisk mening at lægge afgifter på klimafjendtligt forbrug. De afgifter kan så lægges på forbrugerne, eller de kan lægges i produktionsleddet, altså på produktionen. Hvis man lægger dem på forbrugerne, er det jo sådan, at alle afgifter pr. definition er socialt skæve, og det vil sige, at de rammer direktøren i Nordsjælland lige så hårdt, som de rammer sosu-assistenten i Herlev. Det vil sige, at hvis man går ind og laver i øvrigt fornuftige afgiftsændringer eller -stigninger, som skal påvirke forbruget i en mere fornuftig retning, bliver man nødt til samtidig at lave nogle kompenserende tiltag i skattepolitikken eller forhøje den grønne check, sådan at det ikke kommer socialt ud af balance.

Så er der diskussionen om, hvad vi gør med hensyn til CO 2 -afgifter i forhold til landbruget. Alternativet mener jo, at de skal lægges på forbrugerne, hvilket vi mener vil være socialt skævt. Vi mener, at de skal lægges på produktionsleddet, bl.a. fordi langt størstedelen af alle fødevarer, som bliver produceret her i landet, faktisk bliver sendt ud af landet til eksport, så hvis man kun tænker i at lægge en afgift på forbrugeren, håndterer man jo en meget lille del af den samlede landbrugsproduktion.

Det, der jo er problemet ved at lægge en afgift på produktionsleddet, vil være, at hvis ikke andre lande også lever op til deres løfter i Parisaftalen, vil man skubbe noget dansk produktion af oksekød til f.eks. Polen eller Tyskland, og det vil jo ikke give mening. Omvendt må man også sige, at vi står i en situation med nogle svære valg, og at vi under alle omstændigheder står i en situation, hvor de ting, som går ud over klimaet, og som skader klimaet, skal vi gøre mindre af, uanset om det er i transportsektoren, eller om det f.eks. er i landbrugssektoren.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg kan godt høre, at hvis Enhedslisten skulle komme i den situation, at man får indflydelse på den næste regering, bliver det rigtig svært at være privat erhvervsdrivende her i landet, for som jeg forstår det, er det så igen produktionsleddet, der skal straffes med nogle højere afgifter.

I det hele taget er der meget af Enhedslistens politik, der går ud på, at den private sektor skal gøres mindre. Der kunne jeg egentlig også godt tænke mig at få svar på: Hvis den private del skal gøres mindre, altså at det private område skal fylde væsentligt mindre, hvor tænker Enhedslisten så arbejdspladserne skal være?

Ordføreren.

Jeg er egentlig glad for at få spørgsmålet, for vi sidder i øjeblikket og arbejder på en klimaplan oppe hos os, hvor målet skal være, at den skal løse opgaven i forhold til at leve op til Parisaftalen; den skal være socialt afbalanceret, så det ikke skaber mere ulighed; og så skal pengene passe. Når vi så f.eks. vil lægge højere afgifter på klimafjendtligt forbrug, skal pengene kanaliseres tilbage via f.eks. en større grøn check til forbrugerne.

I forhold til erhvervslivet er det sådan, at den model og den retning, vi arbejder på oppe hos os, er, at det samlet set heller ikke skal være noget, som går i minus for erhvervslivet. Altså de afgifter, som måtte blive lagt på produktionsleddet i landbrugssektoren, skal tilbageføres til sektoren, ikke mindst som omstillingsstøtte, sådan at man kan omstille sig i en situation, hvor vi jo i fremtiden skal have en grøn økonomi, som er bæredygtig, og som er holdbar på lang sigt på grund af de alvorlige og truende klimaforandringer, som kommer buldrende.

Så det er ikke meningen, at erhvervslivet skal betale mere. Vi tænker i en provenuneutral omlægning. Det er den retning, vi arbejder på.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til Enhedslistens ordfører. Vi går videre til næste ordfører i rækken, og det er hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Nu er det snart jul, og det kan vi alle sammen samles om at glædes over – måske ikke i Alternativet, hvor man er blevet sur over, at julemanden er en mand og ikke en jule person . Man kan også mærke, at det er jul, fordi Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj har et stærkt ønske om at dele mange gaver ud, selvfølgelig betalt af de borgere, som de gerne vil give dem til.

Men heldigvis har denne regering og Dansk Folkeparti lavet et stramt og ansvarligt finanslovsforslag med plads til en begrænset stigning i det offentlige forbrug. Det endelige tal kommer til at lande på cirka 0,5 pct., hvilket stort set er på linje med regeringens udspil. Vi kan også glæde os over, at det samlede skattetryk er faldet pænt siden folketingsvalget i 2015. Vi har dermed stoppet den forbrugssyge, som vi så op igennem 1990'erne og 00'erne, hvor der visse år var op imod 3 pct.s vækst i det offentlige forbrug. Det er et vigtigt borgerligt aftryk.

Vi er godt klar over, at oppositionen vil kritisere os for, at 0,5 pct.s forbrugsvækst er under det demografiske træk. Til det må man bare sige, at finanspolitikken ikke styres og aldrig nogen sinde vil blive styret efter det demografiske træk. Det er slet ikke formålet med finanspolitikken. Formålet med finanspolitikken er bl.a. at stabilisere økonomien, og lige nu kræver det, at der føres en stram finanspolitik. Man skal derfor ikke lade sig forblænde af en opposition, som er parat til at gå udgiftsamok. Det er f.eks. et faktum, at hvis man havde gennemført Mette Frederiksens og Pia Olsen Dyhrs politik, da de sidst var i opposition, ville vi ikke have haft mulighed for at hive Danmark ud af krisen, for så havde Danmark befundet sig i et økonomisk kaos.

Lad mig lige minde om, at S og SF i 2011 gik til valg på en økonomisk plan, som var underfinansieret med mindst 22 mia. kr. Det erkendte de selv, da de kom i regering. Går vi tilbage til valget i 2007, så mente Socialdemokratiet der, at der skulle bruges 100 mia. kr. på et højere offentligt forbrug. Heldigvis er Socialdemokratiet ikke et parti, der tager deres egne valgløfter alt for alvorligt.

Derfor ser jeg også det her finanslovsforslag som en lille borgerlig-liberal sejr. Vi har for længst rundet de 535 mia. kr. i offentligt forbrug. Det offentlige forbrug som andel af bnp findes ikke højere mange steder i verden; jeg tror kun, det er Sverige, der har et lidt højere offentligt forbrug som andel af bnp. Derfor er spørgsmålet også, om de sidste milliarder kroner i virkeligheden ikke ville gøre større gavn, hvis de blev i borgernes lommer, så det blev mere attraktivt at arbejde, investere og spare op. Den bedste måde at øge den samlede velfærd for danskerne på er at lade dem råde over en større del af frugten af deres eget arbejde.

Derfor er det også godt, at vi med dette finanslovsforslag sænker skatter og afgifter for 700 mio. kr. Det kommer oven i de mere end 20 mia. kr., vi allerede har lettet skatten for i denne valgperiode. Det er vel at mærke reelle skattelettelser og ikke bare skatteomlægninger som under tidligere regeringer.

Det er godt, at vi afskaffer det affaldsgebyr, som VK-regeringen indførte i 2010. Det har været kilde til stor frustration for særlig selvstændige. Mange er således blevet bedt om at betale et affaldsgebyr, selv om de ikke producerer noget affald, hvilket naturligvis er helt meningsløst. Affaldsgebyret er ligeledes både dyrt og tungt at administrere for kommunerne, og det bliver nu fjernet.

Vi sænker afgifterne på øl og vin. Vi ruller Thorning-Schmidt-regeringens misundelsesafgift på lystbådeforsikringer tilbage, så det bliver mere attraktivt at lade sin lystbåd indregistrere i Danmark.

Vi sidestiller hoteller med andre produktionsvirksomheder med hensyn til afgift på rumvarme.

Det er også godt, at de studerende fremover må tjene mere ved siden af su'en. Det er noget, som vi har arbejdet for i mange år.

Det er også godt, at vi får sikret en forundersøgelse af en brugerbetalt fast forbindelse over Kattegat. Det er første skridt mod en egentlig realisering af det projekt.

Det er godt, at vi afskaffer satspuljen i dens nuværende form og fremover bruger pengene mere fornuftigt. Vi har i Liberal Alliance længe haft et ønske om at afskaffe satspuljen og gøre op med det ineffektive puljecirkus, som den er. Vi erstatter bl.a. satspuljen med obligatorisk pensionsopsparing for alle på overførselsindkomst. Det vil også medvirke til at reducere de offentlige udgifter på sigt.

Samtidig bliver det mere attraktivt at arbejde, når man er gået på folkepension. Mange pensionister vil faktisk gerne have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det understøtter vi ved f.eks. at forhøje grundfradraget for, hvornår man bliver modregnet i pensionstillægget, fra 60.000 til 100.000 kr. Det er også langt mere fornuftigt at bruge penge på folkepensionisternes grundbeløb end på satspuljen.

Det er også godt, at vi igen strammer udlændingepolitikken. Årtiers forfejlede udlændingepolitik har været dyr for vores land. Vi har modtaget alt for mange mennesker fra ikkevestlige lande med alt for dårlige forudsætninger for at blive integreret på arbejdsmarkedet og med alt for høje tilbøjeligheder til at begå kriminalitet. Meningen med flygtningesystemet har aldrig været, at det skulle være et indvandringssystem, men det har det udviklet sig til. I LA synes vi, at Danmark skal være et åbent land for udlændinge, som kommer her for at arbejde – det bliver Danmark rigere af – men vi skal ikke modtage flere flygtninge. Med denne finanslovsaftale får vi understreget, at man som flygtning skal vende hjem, så snart det er muligt. Man får ikke længere flygtningestatus med henblik på permanent ophold. Danmark har været alt for tossegode med hensyn til at uddele høje kontante ydelser til flygtninge. Det betyder noget for tilstrømningen. Her strammer vi yderligere op.

Grunden til, at dansk økonomi lige nu står bomstærkt, er, at der er blevet gennemført reformer. Der er blevet lavet reformer af dagpenge, efterløn, kontanthjælp, pension – alt sammen har det været gavnligt for dansk økonomi og for danskerne. Det høster vi frugterne af nu. Reformer virker. Reformer øger beskæftigelsen. Reformer gør Danmark mere velstående, og vi skal fortsætte ad den vej.

Reformerne har medført, at antallet af offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder er det laveste i 30 år. Ud over at reformerne har gjort Danmark og danskerne mere velstående, er det også et kæmpe socialpolitisk fremskridt. Ironisk nok har store dele af venstrefløjen, som ellers taler meget om sociale problemer, været indædte modstandere af disse reformer. I stedet er venstrefløjen mere optaget af at tale om ikkeproblemer som eksempelvis økonomisk ulighed. Her må jeg bare sige, at økonomisk ulighed ikke er noget problem i Danmark. Det er ikke det samme, som at der ikke findes sociale problemer i Danmark, for det gør der, men økonomisk ulighed er ikke et problem i Danmark.

Nu siger Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen ofte et, når de er i opposition, og noget andet, når de er i regeringen. Det så vi under Thorning-Schmidt-regeringen, hvor Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen var meget fremtrædende ministre. Her sænkede man selskabsskatten fra 25 til 22 pct. Det var yderst fornuftigt. Kontanthjælpen blev beskåret for de unge, og marginalskatten blev lettet for nogle af dem med de høje indkomster. Det gjorde de partier jo, fordi det var det bedste for Danmark.

Nu er Socialdemokratiet i opposition, og så lyder der markant andre toner. Socialdemokratiet har lagt et rædselskabinet af politiske forslag frem, som har til hensigt at stække dem, der i forvejen bidrager mest til velfærdssamfundet. Skal vi lige minde hinanden om, hvem det egentlig er? Ja, det er f.eks. de 20 pct. med de højeste indkomster lige nu og her – og det er såmænd dem, der betaler halvdelen af alle skatter og afgifter i dette land. Og hvad er Socialdemokratiets svar? Det er at tage en endnu større luns af de penge, der møjsommeligt er tjent. Socialdemokratiet vil nu indføre en ekstra arvemillionærskat, en arvetopskat, som vil ramme arvinger til helt almindelige lønmodtagere i kommuner som Herlev, Gladsaxe, Ballerup, Lyngby, Hvidovre, Aarhus, Aalborg og Vallensbæk.

I dag er den reelle effektive marginale beskatning af kapital inklusive arveafgift allerede på knap 100 pct. – i nogle tilfælde langt over. Men det er åbenbart ikke nok. Signalet fra S til borgerne er klart: Hvis du afdrager på dit hus, hvis du sparer op, hvis du investerer i virksomheder, så kommer vi og tager hele afkastet plus 10-20 pct. ekstra. Jeg synes, det er respektløst, jeg synes, det er småligt, og jeg synes, det er grådigt. Og det er det parti, der går efter statsministerposten. Alt dette gøres for at skabe marginalt mere økonomisk lighed. Prisen vil dog blive, at vi alle bliver fattigere. Derfor får jeg lyst til at citere Sir Winston Churchill: »Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne, socialismens nedarvede dyd er den lige fordeling af elendighed.« Tak.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er fru Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det til ordføreren. Nu kan det jo nærmest siges at være en hædersbemærkning eller et kvalitetsstempel, når ordføreren kalder mit partis fremlagte politik for et rædselskabinet. Det tager jeg positivt ned. Til gengæld kunne jeg så godt tænke mig at høre ordførerens holdning til regeringspartneren, De Konservatives, udspil i den her uge. Bliver det karakteriseret med samme hårde ord, eller hvor ligger vi henne der?

Ordføreren.

Overhovedet ikke. Det er et fint udspil, som bestemt trækker i den rigtige retning.

Spørgeren.

Mener ordføreren med det, at man bør være mindre ambitiøs eller mere ambitiøs end det, De Konservative har lagt frem at de vil være for det kommende år?

Ordføreren.

Vi synes jo, man skal være lidt mere ambitiøse. Men det er sådan set underordnet, for vi har et fremragende samarbejde med De Konservative, med Venstre og også med Dansk Folkeparti. Og alt, hvad der trækker i den rigtige retning, er vi med på. Vi fremlægger vores politik. Den er udtryk for, hvordan vi synes Danmark skulle drives, hvis vi havde 90 mandater. Det er det, jeg synes partier skal – de skal fremlægge deres visioner, og det gør vi.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. I Økonomisk Redegørelse, som blev offentliggjort i mandags, skriver økonomi- og indenrigsministeren fra Liberal Alliance – og jeg citerer:

»Regeringens ambition er, at vi både skal have høj beskæftigelse og høj produktivitetsvækst. Derfor skal vores reformindsats gå på to ben. Vi skal både tænke i nye tiltag, så flere vil arbejde mere, og nye tiltag, så vi kan få mere ud af vores arbejdsindsats. Det vil skabe større velstand og forlænge opsvinget. Det kræver dog, at et flertal i Folketinget lader sig overbevise af gode argumenter og viser vilje til reformer.«

I Alternativet lader vi os meget gerne overbevise af gode argumenter. Men så skal de også handle om samfundets vigtigste problemer, og vi har som land altså ikke et velstandsproblem. Det kan man også læse i Økonomisk Redegørelse. Men vi har et klimaproblem og et ulighedsproblem. I Alternativet mener vi, vi skal måle vores samfundsfremgang på de tre bundlinjer: den økonomiske, den grønne og den sociale. Synes ordføreren ikke, at regeringen skulle have mere fokus på de områder, hvor der rent faktisk er et problem, f.eks. klima og ulighed?

Ordføreren.

Jeg sagde jo lige i min ordførertale, at jeg ikke mener, at økonomisk ulighed er noget problem i Danmark. Vi er et af de mest lige lande. Det er et af de lande, hvor indkomsterne er fordelt mest lige.

Jeg synes til gengæld, vi har en vækstudfordring. Der er gennemført mange reformer. De har bidraget til, at vi har fået en højere vækst, men på et tidspunkt ebber effekten af de reformer ud, og så står vi tilbage med det massive problem, synes vi, at produktivitetstilvæksten er meget, meget lav. Det betyder, at vores velstandsudvikling bliver meget lavere end i de lande, der ligger omkring os, hvis vi ikke gør noget. Og det kan vi jo så gøre.

Jeg mener, at økonomisk fremgang er ekstremt vigtig. Det skaber også politisk stabilitet. Det er sådan set, synes jeg, et af formålene med at sidde i Folketinget. Det er at tage nogle initiativer, der gør, at næste generation får et bedre liv med flere muligheder, end vi selv har haft. Det kræver, at vi handler, og det kræver, at vi gennemfører reformer.

Spørgeren.

Okay, jeg forstår, at ordføreren mener, at ulighed ikke er et problem. Så lad os tage den anden dagsorden, som jeg nævnte: klima. Vi står jo midt i en galoperende klimakrise, og jo højere forbrug, jo højere vækst vi har, desto større belastning er der på klimaet. Så mener ordføreren ikke, at det ville være rimeligt, hvis regeringen arbejdede på at have mere fokus på miljø og klima og f.eks. i en Økonomisk Redegørelse og i et finanslovsforslag vurderede klimabelastningen af tiltagene og præsenterede dem, så det var tydeligt for enhver, hvordan væksten påvirker klimabelastningen?

Ordføreren.

Det synes jeg personligt ikke er særlig vigtigt. Vi bruger rigtig, rigtig mange ressourcer i Danmark på omstilling. Alene i år tror jeg det er 1,9 mia. kr. Vi har lavet en energiaftale sammen. Jeg tror faktisk, det er 7 mia. kr., vi bruger på støtte til vedvarende energi i 2019. Vi har lavet energiaftale sammen, og regeringen er meget ambitiøs på det område. Jeg må bare sige, at det skal man også være. Men klima indgår ligesom alle mulige andre områder i en prioritering.

Jeg ved godt, at Alternativet vil bruge uanede mængder af penge, men så skal Alternativet også være ærlige og sige, at så er der færre penge til kræftbehandling, der er færre penge til undervisning, der er færre penge til en lavere skat, der gør, at det kan betale sig at arbejde, at familier får mulighed for at udleve deres drømme osv. Der har vi nok sådan et lidt mere helhedsorienteret syn på, hvordan politik skal føres, end Alternativet.

Næste spørger er hr. Andreas Steenberg, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen, og også tak for rosen til SR-regeringens økonomiske politik. Jeg synes, ordføreren lidt modsiger sig selv på det her udlændingeområde. For ordføreren siger, at Danmark skal være åben for dem, der gerne vil komme og arbejde, men vi skal ikke have flere flygtninge. Og så roser ordføreren den aftale, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, hvor man jo vil til at udvise flygtninge, der er i job og dermed bidrager til væksten og velstanden i Danmark. Jeg synes ikke rigtig, det giver mening, at ordføreren siger, at Danmark skal være åben over for dem, der arbejder, når man så ved siden af laver en aftale, hvor man vil udvise folk, der er i arbejde. Vil ordføreren prøve at forklare det?

Ja, det vil jeg meget gerne. Flygtningesystemet skal ikke være et indvandringssystem. Altså, når man kan konstatere, at de sidste 20 år er ni ud af ti, der er kommet hertil som flygtninge, blevet her, så er det et indvandringssystem. Det, vi gerne vil, er at udvide de ordninger, der findes, for, hvordan man kan komme hertil fra tredjelande og arbejde. Det har vi ikke haft held til at komme igennem med; det er der ikke et flertal i Folketinget der ønsker. Jeg ved godt, at hr. Andreas Steenbergs parti ønsker det, og det kvitterer jeg for, men man er nødt til at dele op i flygtninge og indvandrere, der kommer her for at arbejde og kommer igennem de ordninger, vi har for det. Og flygtningesystemet skal ikke være et indvandringssystem.

Det vil jo fortsat være sådan, at man kan få mulighed for at blive her, hvis man er her i lang nok tid, hvis man er velintegreret og ikke begår kriminalitet osv., men vi skal have flere ud, for sandheden er jo også den, at flygtningesystemet ikke er nogen overskudsforretning for Danmark. Det er en meget, meget dyr forretning.

Spørgeren.

Jeg er med på, at det kan være en god idé at sende dem ud, der ikke har villet lade sig integrere, og som er en omkostning. Men med den aftale, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, vil man også sende dem ud, der bidrager, der er i arbejde, og man vil tillægge det mindst mulig vægt, som det hedder i aftalen, altså at det at være i arbejde ikke skal tælle i forhold til at kunne blive. Det synes jeg er mærkeligt, for vi kan jo stå i en situation, hvor en person bliver smidt ud af landet, og hvis regeringen og Radikale Venstre så kom igennem med deres politik for international rekruttering, kunne personen så blive hentet ind i landet igen efter at være blevet smidt ud. Det er jo sådan lidt molboagtigt.

Hvorfor skal folk, der er i arbejde, ikke have lov til at blive, når nu de bidrager?

Ordføreren.

Det er, fordi der er forskel på de her to systemer. Det giver intuitivt god mening, hvad der bliver sagt, men man er nødt til at dele op i forhold til de to forskellige systemer. For alternativet ville jo være det, at man som flygtning sagde: Nå, jamen jeg skal bare til Danmark som flygtning, og så skal jeg arbejde, og så kan jeg blive. Men det ville jo betyde, at der også ville komme en masse mennesker hertil, som ikke ville nå det mål, som ikke ville komme i arbejde, hvorimod det på de andre ordninger er folk, der har en kontrakt med en arbejdsgiver, inden de kommer hertil. Og der ved vi, at de alle sammen arbejder, og derfor er vi nødt til at dele op i forhold til de to ting. Men man skal være ærlig og sige, at der vil komme eksempler på nogle, hvor man synes, det vil være urimeligt. Men sådan er det, når man behandles lige for loven, og det synes vi nu engang at folk skal.

Den næste spørger er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg har det problem, at jeg hernedefra ikke kan se udenrigsministerens øjne. Jo, nu kan jeg faktisk se dem, det kunne jeg ikke for et øjeblik siden, men jeg får lyst til at spørge hr. Joachim B. Olsen, hvor stålsatte de er. For nu kan jeg forstå på svaret på den tidligere spørgers spørgsmål, at Liberal Alliance i hvert fald vil lige så langt, måske endnu længere, i forhold til at give skattesænkninger. Ja, men når finansministeren tilbage i august måned, den 11. august for at være helt præcis, siger i Berlingske, at Venstre ikke går til valg på skattelettelser, så er der jo et lille problem med at tælle til 90 mandater. Og så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren: Hvor stålsatte er de der øjne? Altså, er det sådan noget, man siger inden et valg, hvor man så hopper ned fra træet, når man kommer på den anden side af valget, inden vi andre kan nå at sige ordet stålsatte?