Tak for ordet.
Og tak for forslaget fra SF om at pålægge regeringen senest den 1.
april 2019 at indføre en aldersgrænse for køb af lattergas.
Samtidig foreslår SF, at Sikkerhedsstyrelsens kontrol med lattergas solgt på internettet skal styrkes.
Ifølge forslagsstillerne skal en aldersgrænse sikre, at unge under 18 år ikke kan købe lattergas, og dermed begrænse deres mulighed for at anvende lattergas som rusmiddel.
Regeringen deler intentionen bag beslutningsforslaget om at undgå, at unge anvender lattergas til beruselsesformål.
Jeg kan sige, at derude, hvor jeg bor, ligger de her lattergaspatroner og flyder over det hele.
Jeg tror ikke, det er mere end en måneds tid siden, at jeg en aften gik rundt derude, hvor jeg bor, og uden overdrivelse vil jeg sige, at der nok lå 100 patroner på jorden i sådan en stor bunke, og så lå der to unge mennesker og sov inde i en bil ved siden af.
Det er sådan nogle billeder, man ser rundtomkring, i hvert fald der, hvor jeg bor, og jeg tror, at man mange steder i Danmark er bekendt med det problem med, at de her patroner simpelt hen ligger over det hele.
Det er meget, meget tydeligt, at der er et problem, som er voksende, og at det er blevet meget populært i visse kredse blandt unge mennesker at tage lattergas som rusmiddel.
Og det er jo altså ikke meningen med de her lattergaspatroner.
Så vi er meget enige i sigtet her – at det skal vi have gjort noget ved.
Der er dog en del af beslutningsforslaget, vi ikke er enige i.
Hvis jeg skal sige det ganske kort, mener vi, at der er bedre løsninger end det, som er foreslået her i beslutningsforslaget.
Det er ikke helt uproblematisk at indføre en aldersgrænse for køb af lattergas.
Det ville bl.a.
sende, synes vi, et forkert signal til de unge om, at hvis man er over 18 år, er det okay at bruge lattergas til beruselsesformål.
Og det er det jo ikke.
Når vi eksempelvis har aldersgrænser for alkohol og tobak, accepterer man jo dermed, at det er okay at indtage det, hvis man er over aldersgrænsen.
Hvis vi laver en aldersgrænse for lattergas, får det jo lidt samme betydning, altså at man dermed siger, at hvis man er over 18 år, er det et legitimt rusmiddel.
Og det mener vi ikke at det skal være.
Vi vil gerne fastholde, at det skal være ulovligt at sælge lattergas til alle, uanset alder, hvis det er til beruselsesformål.
Og det er vigtigt at understrege, at det allerede i dag
er
ulovligt at sælge det til beruselsesformål.
Vi vil til gengæld gerne komme forslagsstillerne i møde i forhold til den del, der handler om Sikkerhedsstyrelsens kontrol af lattergas solgt online.
Her har vi tænkt os at styrke screeningen af internettet for at finde annoncer forbundet med salg af lattergas som rusmiddel.
Sikkerhedsstyrelsen vil også fortsat føre kontrol med salget af lattergaspatroner til beruselsesformål i forbindelse med konkrete anmeldelser heraf.
Desværre er det svært for Sikkerhedsstyrelsen i dag at bevise, hvornår et salg sker til beruselsesformål, og dermed, hvornår det er et ulovligt salg.
Der er åbenlyse tilfælde, hvor det står på menukortet på et diskotek – så er det selvfølgelig åbenlyst ulovligt, for så er det helt klart til beruselsesformål.
Det skal vi have stoppet, og det kan vi stoppe allerede i dag inden for gældende lovgivning.
Og den indsats har vi derfor valgt at styrke.
Men i mange andre tilfælde er det ikke klart, hverken for en virksomhed eller for Sikkerhedsstyrelsen, om lattergas købes til at lave flødeskum, eller om det købes for at få en beruselse.
Og derfor foreslår vi, at vi indfører en mængdebegrænsning for køb af lattergas.
En mængdebegrænsning vil gøre det lettere at løfte bevisbyrden for, hvorvidt et salg er ulovligt eller ej.
Hvis man køber lattergas til at lave flødeskum, som er det sådan almindelige, anerkendelsesværdige formål med de her lattergaspatroner, skal man ikke bruge 100 af dem, medmindre man laver rigtig, rigtig meget flødeskum.
Så er det nok ud over sådan almindeligt forbrug, medmindre man har et bageri eller et konditori måske – så kan det være, at man skal bruge de her store mængder.
Men som almindelig borger har man ikke brug for ret meget.
Derfor er vurderingen altså, at en mængdebegrænsning i ret lille grad vil påvirke salget af lattergas til lovlige formål.
Der må være en naturlig grænse for almindelige borgeres behov for flødeskum – det er i hvert fald regeringens opfattelse.
Og hvis man på internettet eller i fysiske butikker sælger meget store antal patroner, peger det på, at salget er med henblik på misbrug.
Endvidere vil det i højere grad end en aldersbegrænsning være i tråd med gældende lovgivning, hvor det uanset alder er ulovligt at sælge til beruselsesformål.
Fra lægemiddelområdet er der erfaringer med mindre pakninger, da store pakninger af svage smertestillende lægemidler blev gjort receptpligtige fra den 30.
september 2013, og herefter har det kun være muligt at købe pakninger med 20 styk eller mindre i håndkøb, og det har altså ført til, at salget af de her smertestillende lægemidler er faldet.
En analyse fra Statens Serum Institut fra 2014 viser, at den totale mængde af svage smertestillende lægemidler solgt efter indførelsen af den her mængdebegrænsning faldt med ca.
en fjerdedel i forhold til samme periode året før.
Så de erfaringer, vi har med mængdebegrænsning, tyder på, at det har en effekt.
Og det virker i hvert fald – uden at vi kan bevise det, men det har vi altså en klar opfattelse af – som om det også vil have en stor effekt i forhold til lattergas.
Hvis man skal indtage 100 patroner, ligesom de her unge mennesker, som jeg så ligge og sove i en bil for en måneds tid siden, og hvis vi så har en mængdebegrænsning, som kunne være et eller andet sted omkring 5-10 styk, måske endda mindre, så skal man altså rundt i ret mange butikker for at købe ind til at få sådan en rus, som nogle af de unge mennesker er oppe på.
Derfor har vi altså en opfattelse af, at det vil gøre det voldsomt meget mere besværligt at få fat i lattergas til beruselsesformål, særlig for dem, som har opdyrket et misbrug, så de skal have et meget stort antal patroner for at få den rus, de gerne vil have.
Ved siden af kontrol og mængdebegrænsning har regeringen også fokus på at forebygge, at unge anvender lattergas som rusmiddel.
Sundhedsministeren har oplyst mig, at Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde informationsmateriale til brug for en informationsindsats lokalt i foråret 2019.
Så jeg vil gerne understrege, at det ligger regeringen på sinde at undgå, at unge anvender lattergas som rusmiddel.
Vi vil gerne komme forslagsstillerne i møde ved at øge kontrollen på internettet.
Så vil vi gerne indføre en mængdebegrænsning, der gør det lettere at håndhæve kontrollen og derved begrænse salget af lattergas som rusmiddel.
Hvis der alligevel skulle være opbakning til beslutningsforslaget, vil jeg bemærke, at ikrafttrædelse den 1.
april 2019 kan blive meget vanskeligt.
Det skyldes, at en aldersgrænse for køb af lattergas skal notificeres i EU.
Den notificering tager 3 måneder, og det forudsætter altså nok en lidt hurtigere proces, end vi umiddelbart vil være i stand til at imødekomme, bl.a.
at Kommissionen ikke fremsætter indsigelser mod forslaget.
Så det er bare et lille forbehold, hvis der skulle være et flertal – så skal vi nok lige snakke om en tidsplan, vil jeg foreslå.
Men som sagt støtter vi ikke beslutningsforslaget – ikke fordi der er et dårligt formål med det, men fordi vi mener, at der er mere effektive løsninger på problemet.