B 135 Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til sprogkundskaber hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

Af: Peder Hvelplund (EL), Nikolaj Villumsen (EL), Liselott Blixt (DF) og Jeppe Jakobsen (DF)

Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget

Samling: 2018-19 (1. samling)

Status: Bortfaldet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 135:

Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til sprogkundskaber hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

Af Peder Hvelplund (EL) og Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Sammen med dette punkt foretages:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 136:

Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til kvalifikationer hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

Af Peder Hvelplund (EL) og Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Mødet er genoptaget.

Vi åbner forhandlingerne, og det gør vi med sundhedsministeren. Værsgo.

Tak. Vi skal i dag sambehandle to beslutningsforslag om ligestilling af krav til sprog og kvalifikationer mellem læger, der er uddannet i EU, og læger, der er uddannet i tredjelande.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at regeringen sådan set er helt enig i intentionen bag de fremsatte beslutningsforslag, nemlig at vi skal sikre et højt niveau af patientsikkerhed i Danmark, og det gælder, uanset om behandlingen varetages af sundhedspersoner, der er uddannet i Danmark, eller sundhedspersoner, der er uddannet uden for Danmarks grænser, det være sig i EU-lande eller i tredjelande. Det er helt afgørende, at vi som patienter kan være trygge ved det personale, der møder os, når vi har behov for behandling, og der skal derfor heller ikke være tvivl om, at udenlandske læger både skal være fagligt dygtige og have sproglige kompetencer, der er nødvendige for, at behandlingen kan foregå på fuldt forsvarlig vis. For alt vores personale i Danmark skal uanset baggrund kunne levere sundhedsydelser af høj kvalitet, og det betyder også at kunne tale et ordentligt dansk og kommunikere både med patienter og med kollegaer.

Vi må i den her sammenhæng bare ikke glemme, at der er rigtig mange udenlandske læger i Danmark, som er rigtig dygtige, og som taler et godt dansk, og som hver dag gør en forskel for patienterne. Og når jeg føler anledning til at sige det, er det, fordi der er nogle af aktørerne, som meget har en tendens til ligesom at sætte lighedstegn mellem, at hvis der er en læge, der kommer fra udlandet, så kan man ikke tale dansk, eller man er fagligt dårlig. Der tror jeg bare, der er behov for, at vi ligesom understreger, at det ikke er tilfældet, og at der er rigtig mange dygtige udenlandske læger, der hver dag er med til at sikre danske patienter en god behandling.

Som jeg også efterhånden har fastslået en del gange, senest i forbindelse med førstebehandlingen af L 219, hvor regeringen netop har fremsat et lovforslag, der skærper sprogkravene til udenlandske læger – og ikke mindst kravene til, at regionerne skal løfte deres arbejdsgiveransvar, og som det også er besvaret i forbindelse med spørgsmål 1 til L 219, som udvalget har stillet – så er det sådan allerede i dag, at regionerne kan lave en sprogtest og stille sprogkrav til læger, der kommer fra andre EU-lande. Det er jo også sådan, at det ikke er nok, at man kan noget på papiret, men man skal også kunne det i virkeligheden, og der er det sådan, både når der ansættes danske læger og når der ansættes udenlandske læger, at der så både skal være stærke sproglige og faglige kompetencer. Og det er regionerne som arbejdsgivere, der har ansvaret for at sikre, at de kompetencer er til stede, og at der også er et match mellem det, der står på papiret, og det, som lægen kan i den virkelige verden. Det er også regionerne, der som ansættelsesmyndighed har ansvaret for at begrænse eller helt afbryde ansættelsesforholdet, hvis det viser sig, at lægen – det være sig en dansk læge eller en udenlandsk læge – ikke kan det, som der forventes, og som der er krav om, for at kunne levere en patientsikker behandling af høj kvalitet.

Til trods for den ellers ret tydelige ansvarsplacering, vi har, hvor regionerne tager arbejdsgiveransvaret og også ansvaret for at sikre tilstrækkelige sproglige kompetencer hos udenlandske læger, så må man nok bare desværre sige, at vi ser eksempler på – jeg tror også, vi alle sammen får henvendelser om det – patienter, som ikke har kunnet forstå eller kommunikere med den sundhedsperson, de er blevet mødt af. Det vidner desværre – kan man sige – om, at der ikke alle steder i regionerne i tilstrækkelig grad har været løfte et ansvar og sikret de nødvendige sprogkompetencer hos udenlandske læger. Det gør det nogle gange utrygt at være patient, og det er selvsagt ikke godt nok, og derfor er der også god grund til, at vi strammer op omkring lovgivningen, hvilket vi gør med lovforslag 219, som er førstebehandlet her i Folketingssalen.

Det initiativ, der ligger i lovforslag 219, og som også har mødt en relativt bred opbakning fra ordførerkredsen, er jo et initiativ, som udspringer af den drøftelse, som et flertal af partier også var enige om på baggrund af det beslutningsforslag, som tilfældigvis også hedder B 136, som var i Folketingssalen sidste forår, og hvor vi – både Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Alternativet og regeringspartierne – var enige om, at det var vigtigt, at vi strammede op på de sproglige kompetencer hos sundhedspersoner. L 219 er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men jeg vil også gerne understrege, at regeringen gerne vil se på, om der er mere, vi kan gøre, for at sikre sprogkompetencerne hos udenlandske læger, og regeringen er, hvad jeg også har omtalt både på et samråd i Folketinget og også i forbindelse med førstebehandlingen af L 219, positive over for at indføre en proportional sprogkontrol for EU-læger. Det er jo også i en erkendelse af, at vi, siden vi behandlede B 136 sidste år, kan se, at Danske Regioner har ændret holdning til national sprogkontrol, og de efterspørger nu også aktivt, at vi går ind fra centralt hold og stiller sprogkrav, måske også i en erkendelse af, at de selv ikke har løftet opgaven i tilstrækkelig grad. Det må vi selvfølgelig forholde os til, og det gør regeringen også.

Men jeg har også et behov for at understrege, at regeringen fortsat ikke støtter en ufleksibel løsning, og det er det, der lægges op til i de beslutningsforslag, som vi behandler i dag. Det er regeringens opfattelse, at der er markant forskel på, om man som italiensk uddannet læge søger til Danmark og får en 6-måneders ph.d.-ansættelse som forsker eller i en stilling, hvor man ikke har patientkontakt, og man så ansættes i en stilling med patientkontakt. Og hvis vi ikke har den fleksibilitet, risikerer vi også, at det danske sundhedsvæsen går glip af de både faglige kompetencer og nye ideer, som også læger uddannet i andre lande kan være med til at bidrage med. Derfor vil jeg også gerne understrege, som jeg også gjorde i forbindelse med førstebehandlingen af L 219, at de sprogkrav, som Danske Regioner ifølge deres høringssvar ønsker, heller ikke svarer til det, der fremhæves i beslutningsforslagene i dag.

Danske Regioner har skriftligt også udtalt, at den nuværende prøve i Dansk 3, som de to forslagsstillerpartier lægger op til at ville indføre, ikke er egnet til formålet. Det er altså Danske Regioner, som alt andet lige er ansættelsesmyndighed for vores sundhedspersoner, der kommer med den skriftlige tilbagemelding i deres høringssvar, og der håber jeg sådan set også, at Folketingets partier, når man behandler beslutningsforslagene i dag, vil forholde sig til, at det ikke er en løsning, som regionerne ser som værende en del af svaret på, hvordan vi fremadrettet sikrer, at læger, sygeplejersker og andre udenlandsk uddannede sundhedspersoner, der ansættes i det danske sundhedsvæsen, også taler et ordentligt og forståeligt dansk, så patienterne kan være trygge ved det.

Vi må bare sige, som jeg også var inde på før, at der er nogle steder i Danmark, hvor vi i dag både ser udfordringer med at tiltrække et tilstrækkeligt antal danskuddannede læger, hvor vi har lægedækningsudfordringer, og hvor vi også skal passe på, at vi ikke spænder ben for, at man kan rekruttere de læger, der er behov for. Vi har jo som regering taget initiativ til at uddanne langt flere læger og også at sikre en mere hensigtsmæssig fordeling af lægerne på tværs af landet, både ved at oprette kandidatuddannelser i medicin i både Esbjerg og ude i Region Sjælland, men også ved at lave sammenhængende uddannelsesforløb mange flere steder i landet, så vi får flyttet de danske læger, mens de måske er mere mobile og stadig væk er under uddannelse og ikke har slået rod og er groet fast i de store byer.

Det ændrer dog ikke ved, at vi står i en situation her og nu, hvor vi har brug for dygtige udenlandske læger for at kunne drive det sundhedsvæsen, vi kender i Danmark, og derfor nytter det heller ikke noget at lægge unødige firkantede regelhindringer i vejen for den fleksible rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, som vi har behov for. Det nytter ikke noget at forlænge autorisationsprocessen markant og gøre det mindre attraktivt for dygtige udenlandske læger at søge om autorisation i Danmark. Det vil gå ud over patienterne, og det vil også gå ud over Danmark som et attraktivt sted at lave forskning på det sundhedsfaglige område til gavn for patienterne og nye banebrydende behandlingsformer, som så ikke længere vil blive udviklet i Danmark, hvor det nogle gange også er i samspil med udenlandske læger.

Det er også sådan, at Danmark er forpligtet til automatisk at anerkende de uddannelsesbeviser, som EU-læger har modtaget, hvis de er i overensstemmelse med de mindstekrav, som vi har aftalt i fællesskab i EU-kredsen. Det handler jo egentlig grundlæggende om, at vi inden for vores europæiske samarbejde også anerkender hinandens uddannelser, så EU-læger, der søger ansættelse i Danmark, eller danske læger, der søger ansættelse i et andet EU-land, ikke bliver mødt med uproportionale ekstrakrav. Det handler jo sådan set også om, at den aftale, vi har lavet i fællesskab, netop stiller nogle faglige krav til, hvad man som læge minimum skal kunne.

Når vi stiller de her krav i fællesskab i EU-sammenhæng, er det jo også, fordi vi har en indbygget tillid til, at vi som medlemslande drager omsorg for kvalitet og indhold og varighed i uddannelserne, ligesom vi har aftalt, og derfor er der en markant forskel på det regelsæt, der gælder for EU-læger, og så det regelsæt, der gælder for læger, der f.eks. kommer fra Pakistan, hvor vi jo ikke i Danmark har nogen som helst mulighed for at påvirke de regler, man har der. Og derfor synes jeg sådan set også, det er naturligt, at vi i lovgivningen kan skelne mellem læger, der kommer fra henholdsvis tredjelande og fra EU-lande. Derfor vil det også være i strid med vores fælles EU-regler og direktivet, hvis Danmark indfører krav om medicinske fagprøver og evalueringsansættelser af EU-læger som en betingelse for at få autorisation, sådan som der fremlægges i B 136, og derfor kan regeringen ikke støtte den del.

Men jeg vil gerne understrege, at når vi ikke stiller yderligere faglige krav fra centralt hold, er det ikke et udtryk for, at vi slækker på de faglige krav til EU-lægerne. Det er nemlig arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de faglige kvalifikationer er til stede, både når man laver en konkret ansættelse, men også efterfølgende, hvis det viser sig, at lægen ikke besidder den faglighed, som man kan forvente. Så er det arbejdsgiveren, der skal sikre enten den nødvendige opkvalificering i forbindelse med den konkrete ansættelse eller i sidste ende afslutte ansættelsesforholdet. Derfor er det jo ikke kun et spørgsmål om, hvad det er for nogle regler, der gælder på papiret, men også arbejdsgiveransvaret, der er vigtigt, for at sikre, at patienterne møder dygtige medarbejdere, hvad enten de er uddannet i Danmark eller uden for landets grænser. Jeg har også en klar forventning om, at hvis regionerne vælger at afbryde ansættelsesforholdet, orienterer man også Styrelsen for Patientsikkerhed, så styrelsen netop har mulighed for at varetage sin tilsynsopgave. Der ligger også en vigtig opgave dér, og jeg må bare også konstatere, at det ikke er sket i tilstrækkelig grad i dag.

Anerkendelsesdirektivet åbner op for, at vi kan indføre en kontrol af, om en EU-læge besidder de sprogkundskaber, vi vurderer er nødvendige for, at man kan fungere som læge i Danmark, og der har jeg svaret Folketingets Europaudvalg på spørgsmål 176, at det er vurderingen, at det vil være for vidtgående at stille de samme krav, som man stiller til tredjelandslæger.

Det ændrer så ikke på, at vi som regering også kigger på, hvordan vi kan indføre en national sprogkontrol for EU-læger, så vi sikrer, at alle læger, der arbejder i Danmark, også kan et tilstrækkeligt dansk til at tage godt vare på patienterne. Det er også baggrunden for, at jeg har bedt Kammeradvokaten om at undersøge, hvilket niveau det vil være naturligt at vi lægger os på, så vi både holder os inden for rammerne af anerkendelsesdirektivet og sikrer, at udenlandske læger kan et tilstrækkeligt dansk, og at sprogkontrollen selvfølgelig dermed også er lovmedholdelig.

Så regeringen kan ikke støtte de fremsatte beslutningsforslag. De er dels i strid med vores EU-retlige forpligtelser, dels vil de begrænse regionernes rekrutteringsmuligheder i et uforholdsmæssigt omfang, hvilket i sidste ende risikerer at gå ud over de danske patienter. De forhold har heller ikke ændret sig, siden et næsten enslydende beslutningsforslag blev fremsat sidste år, og det ændrer heller ikke ved, at udenlandske læger i Danmark både skal være dygtige fagligt set og tale et tilstrækkeligt dansk. Men det mener vi ikke fra regeringens side at B 135 og B 136 vil sikre. Tak for ordet.

Foreløbig tak til ministeren. En kort bemærkning, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen til ministeren. Først vil jeg sige, at jeg er lidt forundret over, at ministeren siger, at der har været en opfattelse af, at udenlandske læger ikke kan tale dansk, at det var et generelt problem, og at der er blevet givet udtryk for det. Det har ikke været min opfattelse. Jeg har ikke hørt – hverken fra ministeren eller når vi har diskuteret sagen her i Folketinget, hverken under forespørgsler i salen eller i samråd – at der er nogen, der har givet udtryk for det. Alle har netop understreget, at det er utrolig vigtigt, og at det er godt, at der er udenlandske læger, der arbejder i Danmark. Pointen er bare, at vi selvfølgelig skal kunne stille enslydende krav til sprog og faglige kvalifikationer.

Nu bruger ministeren selv eksemplet med, at der, hvis vi taler om en italiensk læge, kan være forskel på, om man skal arbejde i en forskerstilling eller man skal arbejde med patientkontakt. Det er jo fuldstændig rigtigt. Men det, som det her forslag handler om, er jo netop, at der skal vi sidestille den italienske læge med en læge fra USA, for det, der er afgørende, er jo ikke, hvor du har taget din uddannelse. Det, der er afgørende, er, hvilke sprog og kvalifikationer du har.

Derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor der skal være den diskrepans mellem, om man har taget sin uddannelse i et EU-land, eller man har taget sin uddannelse i et ikke-EU-land. For inden for EU er der jo også forskelle på de uddannelseskrav, der stilles. Derfor bør det da være helt naturligt med hensyn til patientsikkerheden, at det er enslydende krav, at det er de faglige kvalifikationer, der er afgørende, og ikke, hvor man nødvendigvis har taget sin uddannelse.

Ministeren.

Det er jo også derfor, at vi i EU-kredsen har aftalt et anerkendelsesdirektiv, hvor vi har sat minimumskrav til, hvad det faglige indhold skal være på medicinuddannelserne. Det er jo, fordi vi på den måde også har tillid til, at når vi aftaler i fællesskab, at der både skal være en vis længde, og at det skal have et vist indhold – der skal være en tyngde, også fagligt, i vores uddannelser – så giver det også grundlag for, at vi kan lave en gensidig anerkendelse. Og det betyder jo, at vi, både fra regeringens side, men også i forhold til de aftaler, vi har lavet, klart og tydeligt mener, at der er forskel på, hvilket regelsæt en svensk læge er underlagt, og hvad en pakistansk læge er underlagt. Og der ved jeg godt, at Enhedslisten mener, at en pakistansk læge og en svensk læge skal underlægges de samme krav. Det synes vi ikke er rimeligt fra regeringens side. Vi mener faktisk, at der er forskel på, om vi aftaler noget i EU-kredsen og laver nogle faglige rammer om minimumskrav, eller om man får en læge ind fra Pakistan, hvor Danmark ikke har en mulighed for at kunne stille krav til, hvad uddannelsen skal have indeholdt.

Men når det handler om, at man så skal være dygtig, både sprogligt og fagligt, så er der grundlæggende ikke den forskel, og det er jo også derfor, at vi med L 219 også indskærper det ansvar, man har som arbejdsgiver for hele tiden at sikre, at når man rekrutterer udenlandske læger, så kan de også tale med patienterne og med kollegaerne i det danske sundhedsvæsen.

Hr. Peder Hvelplund.

Først synes jeg, at det er vigtigt at understrege, at det regime, vi har i dag, har vist sig at give problemer med patientsikkerheden. Styrelsen for Patientsikkerhed har jo selv været inde og understrege, at det på nogle sygehuse har været et problem, netop fordi der har været en overvægt af udenlandske læger, som ikke havde kendskab til det danske sundhedsvæsen. Vi kunne undgå at stå i den situation, hvis vi sikrede, at der var de samme krav til sprog og kvalifikationer, og det er derfor, jeg igen ikke helt forstår, hvorfor der skal være den forskel på, hvor man har taget sin uddannelse. For det, der er afgørende, er jo, at man netop opfylder sprog- og kvalifikationskrav. Patienten er jo ligeglad med, hvor lægen har taget sin uddannelse, eller hvor lægen kommer fra, bare sprog og kvalifikationer er i orden.

Det er derfor, jeg ikke kan se, hvorfor det skal være specielt firkantet og ufleksibelt at sige, at vi har enslydende regler, for de regler har vi jo allerede. De bliver jo allerede håndhævet over for en gruppe af læger, nemlig dem, der kommer fra tredjelande. Hvorfor kan man ikke bare ensrette de krav, sådan at de bliver enslydende, uanset hvor du har taget din uddannelse?

Ministeren.

Grunden til, at vi fra regeringens side har fremsat L 219, hvor der er et skærpet krav til sprog, er jo, at vi ser problemer i dag. Vi ser, at regionerne ikke har været gode nok som arbejdsgivere til at stille krav om f.eks. sprog. Som jeg også har svaret på spørgsmål 1 til lovforslag 219, er det jo sådan, at regionerne allerede i dag har mulighed for at lave en sprogtest, lave sprogkontrol. Vi kan bare se, at det ikke er blevet brugt i tilstrækkeligt omfang, og det er jo sådan set baggrunden for, at vi selvfølgelig skærper på det her område, så man som patient og som kollega kan være tryg ved, at udenlandske læger, der ansættes i det danske sundhedsvæsen, også taler et tilstrækkeligt dansk.

Jeg vil bare sige, at vi fra regeringens side er dybt uenige med Enhedslisten i, at det er de samme regler, der vil være gældende for en pakistansk læge og en svensk læge. Jeg er også nødt til at sige, at ufleksibiliteten for alvor kommer til at have en konsekvens for patienterne i Danmark, fordi vi alt andet lige har flere nordiske læger og flere EU-læger, end vi har læger fra f.eks. Pakistan. Og derfor vil vi med firkantede regler i sidste ende risikere, at det går ud over patientsikkerheden.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for ministerens tale. Jeg må sige, at fra Dansk Folkepartis side er vi meget forundrede over, at ministeren ikke i højere grad anerkender, hvilke store udfordringer der er på det her område. Vi har jo set, at afdelinger har været lukket ned netop på grund af sprogudfordringer og kommunikationen i forhold til patienten og patientens pårørende. Vi har også i DR-dokumentaren »De udenlandske læger« set, hvilke store udfordringer der er, når man ikke kan tale dansk. Og det er jo til stor gene for patientsikkerheden, så derfor er jeg uforstående over for, at ministeren ikke vil ligestille området, da der jo netop ikke stilles de samme krav til læger eller speciallæger, når de kommer fra EU/EØS-lande, som ellers.

Så derfor vil jeg gerne høre ministeren: Mener ministeren virkelig ikke, at vi skal gøre mere på det her område? For de her forslag vil jo kunne være med til at øge patientsikkerheden til gavn for patienterne, og det er jo dem, vi skal have i centrum.

Ministeren.

Jo, regeringen anerkender til fulde, at der er udfordringer. Der er for mange udenlandske læger, der ikke taler tilstrækkelig godt dansk, og det er derfor, vi har fremsat det lovforslag, der hedder 219, og som er blevet førstebehandlet her i salen, og som jeg også håber på at Dansk Folkeparti vil bakke op om. Det er jo netop, fordi der er nødt til at blive strammet op.

Når vi kigger på også at stille nationale krav, men som skal være EU-medholdelige, er det jo, fordi vi ønsker nationalt at tage et større ansvar for, at udenlandske læger i Danmark taler et ordentligt dansk, så man kan kommunikere med patienterne og med sine kollegaer. Så regeringen har taget initiativer og kommer til at tage initiativer.

Spørgsmålet er, om de beslutningsforslag, vi diskuterer i dag, vil gavne situationen i Danmark. Og det er vores klare vurdering, at det vil de ikke. For det første fordi det vil betyde, at det i forhold til en pakistansk læge og en svensk læge er det samme, og man skal stille de samme krav. Der mener vi sådan set fra regeringens side, at vi er nødt til at være nuancerede og også have en fleksibilitet. For det andet fordi kravene ikke er medholdelige i forhold til EU-lovgivningen. Og for det tredje fordi de er enormt firkantede og sidestiller, at man skal have et 6-måneders forskningsophold, med, om man er ansat og har patientkontakt. Og vi ønsker fra regeringens side at have nogle fleksible regler, hvor man netop skelner mellem, om det er en dygtig udenlandsk forsker, der kommer på et kortvarigt ophold i Danmark og ikke har patientkontakt – for så er der nok mindre behov for, at man kan flydende dansk – eller om man ansættes i en stilling, hvor man netop har patientkontakt. Og det er sådan set det, de her beslutningsforslag på ingen måde tager højde for.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, det er utrolig ærgerligt, at regeringen ikke kan se, at der er behov for yderligere på det her område. Og så ved jeg godt, at ministeren siger, at regionerne kan lave en sprogtest. Men ministeren sagde jo også, at det er arbejdsgivernes ansvar, og så kunne jeg godt tænke mig at høre: Mener ministeren, at regionerne har svigtet deres ansvar i forhold til det her?

Ministeren.

Altså, når vi fra regeringens side har fremsat L 219, er det jo, fordi vi ikke synes, at systemet i dag er godt nok. Og derfor er det jo heller ikke korrekt, når fru Karina Adsbøl siger, at regeringen ikke vil gøre mere. Det vil vi. Det er derfor, vi har fremsat et lovforslag, hvor vi skærper sprogkravene, og det er derfor, vi tager initiativ til, at vi laver nogle nationale regler om, hvad man som minimum skal kunne sprogligt. Det er bare vigtigt, at der ligger en fleksibilitet i de regler, sådan at der netop skelnes mellem, om man er ansat i en stilling, hvor man har kontakt til patienterne, eller om man sidder i en kortvarig forskningsstilling eller er ansat i en stilling, hvor man ikke har patientkontakt. Det tager beslutningsforslagene i dag overhovedet ikke højde for, og derfor risikerer de at gøre mere skade end gavn for patienterne i Danmark.

Fru Karin Gaardsted med en kort bemærkning.

Tak. Jeg sidder og tænker på, om der er et eller andet register over læger inden for EU, så man kan undgå at komme til at ansætte en læge, som enten har mistet sin autorisation eller på anden vis har gjort sig så meget ud til bens, at man i hvert fald ikke vil have vedkommende i vedkommendes eget land. Jeg ved, der har været problemer inden for de nordiske lande med det der, men kender ministeren til, om der er sådan et register, så vi i Danmark kan undgå at ansætte læger, som andre lande ikke vil have?

Ministeren.

Ja, og det er et meget relevant spørgsmål, som ordføreren stiller, netop i forhold til den gensidige forpligtelse, vi har til at varsle andre lande, hvis vi har sundhedspersoner, der ikke lever op til den faglige standard. Der er et varslingssystem blandt EU-landene, som desværre ikke er så udbygget, som vi godt kunne tænke os, og det arbejder vi på. Der er også et nordisk varslingssystem, på baggrund af Arjeplogaftalen, som faktisk er blevet fornyet og nu udbygget yderligere, så vi blandt de nordiske lande i endnu højere grad også hjælper hinanden med at undgå, at vi eksporterer dårlige sundhedspersoner fra land til land, fordi vi er ikke gode nok til at varsle om f.eks. autorisationsindskærpelser og andet landene imellem. Det nordiske system har jeg en klar forhåbning om at vi, i takt med at vi har lavet en ny aftale, nu også får udbygget yderligere, lige så vel som vi arbejder på løbende at udbygge det europæiske system.

Fru Karin Gaardsted.

Jeg ved naturligvis godt, at de fleste udenlandske læger i Danmark kommer fra de andre nordiske lande, og godt for det. Når nu ministeren siger, at der er et varslingssystem inden for EU, men det er ikke sådan helt udbygget, er det så ministerens opfattelse, at det varslingssystem virker, eller at det ikke virker?

Ministeren.

Jamen det virker, men det kan blive bedre, og det vil jeg også gerne svare på skriftligt. Der er også variationer i, hvor meget man varsler om – det har også været en del af en diskussion. F.eks. varsler briterne meget mere; de vurderer også, at det er grund til en varsling, hvis du har glemt at betale dit kontingent til din fagforening, sådan som jeg husker sagen. Det ville vi jo sige var langt under en bagatelgrænse i Danmark, i forhold til at man skulle varsles. Derfor er der sådan set også rum for, at vi i fællesskab kan gøre det europæiske varslingssystem stærkere, end det er i dag. Men det er vigtigt, at vi har fået det bygget op og har noget ligesom at stå på og arbejde videre med.

Med det siger vi så tak til ministeren, og så tager vi hul på ordførerrækken. Vi lægger ud med Socialdemokratiets ordfører, fru Karin Gaardsted. Værsgo.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti og til Enhedslisten for at have fremsat de beslutningsforslag her, som er meget relevante. Alle danskere skal sikres en god og sikker behandling i det danske sundhedsvæsen, hvis de bliver syge. Det er en fuldstændig afgørende del af vores samfundssystem. Hvis man som patient skal modtage en behandling, som gør en tryg, og hvor patientsikkerheden er høj, så er det helt grundlæggende en forudsætning, at man kan forstå, hvad sundhedspersonalet siger, og at de kan forstå, hvad man selv siger. Man kan være nok så dygtig, men hvis man ikke kan kommunikere med patienterne, kan der opstå fejl og i hvert fald utryghed, som vi som samfund ikke kan godtage.

Jeg tror, at vi alle sammen er bevidste om, at det danske sundhedsvæsen har brug for dygtige udenlandske læger, og de skal være meget velkomne her i Danmark. Men det siger sig selv, at vi som samfund selvfølgelig bliver nødt til at sikre os, at deres faglige niveau er højt nok, og at de kan tale med deres patienter og kolleger. Især er der mange små sygehuse i periferien af Danmark, som har brug for udenlandske læger, fordi de danske læger ikke vil arbejde der. Det er f.eks. på Lolland og i Thy, og der er der yderligere en ting, der spiller ind, nemlig at den læge, man har, eller det andet sundhedspersonale, man har, måske ikke kan forstå den dialekt, som man taler.

Derfor mener vi også fra socialdemokratisk side, at der er god grund til at kigge på, om der ikke kan stilles højere sprog- og kompetencekrav til EU-læger, ligesom der allerede bliver det til læger fra tredjelande. Vi har noteret os, at paraplyorganisationen Danske Patienter såvel som Lægeforeningen har sagt, at også læger fra EU-lande skal mødes med sprogkrav i det danske sundhedsvæsen. Et centralt sprogkrav mener vi også vil kunne gøre det lettere for regionerne. Derfor bakker vi op om intentionen i forslagene, og vi ser frem til en videre udvalgsbehandling. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en utrolig positiv tale. Det vil jeg gerne kvittere for. Derfor skal jeg også bare bede ordføreren om at bekræfte, at ordføreren er enig i, at det er et nationalt ansvar at sikre, at både sprog- og kvalifikationskravene er tilstrækkelige, så det ikke bliver noget, man kommer til at skulle stå med alene ude i regionerne. Altså at det ikke alene er et ansættelsesansvar ude i regionerne, men at netop den opgave bør følge en national standard, så vi sikrer, at når læger arbejder med autorisation i Danmark, er det efter nogle standarder, vi fra nationalt hold har aftalt.

Ordføreren.

Vi bliver jo nødt til at være realistiske over for, at det her jo også er en EU-problematik. For det er jo rigtigt, som ministeren siger, at der er nogle aftaler inden for EU, og dem bliver vi selvfølgelig nødt til at forholde os til. I noget af det, jeg læste for at forberede mig til det her, var der oplysninger om, at kravet fra EU inden for et specielt speciale var 3 års undervisning på det område, mens vi fra dansk side stiller krav om 6 år. Og der er selvfølgelig et enormt gab der, som det ikke er tilfredsstillende at vi bare som land skal sidde og kigge på. For hvordan kan vi få det her til at køre på et dansk sygehus, hvis det er sådan, at der er for stor forskel på de læger, der står ved siden af hinanden?

Så spurgte spørgeren om det med centrale krav. Jeg tror bare, vi må se i øjnene, at vi får brug for flere udenlandske læger i Danmark, og når vi har det, bør vi måske også kigge på, hvordan vi kan hjælpe regionerne til at sikre, at det grundlæggende arbejde, er på plads. Der kunne centrale sprogkrav og kvalitetskrav være en hjælp for regionerne. Men jeg er enig i, at det ligger ude i regionerne. Det er dem, der ansætter.

Hr. Peder Hvelplund.

Når jeg spørger, er det selvfølgelig også, fordi ordførerens partifælle Flemming Møller Mortensen, som er sundhedsordfører, til Danmarks Radio har sagt:

»Det er slet ikke godt nok for patienternes sikkerhed. Vi skal have en national myndighed, hvor de udenlandske læger bliver prøvet af på deres faglighed og sproglige kompetencer, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).«

Jeg skal bare bede ordføreren om at bekræfte, at det også er den socialdemokratiske holdning. Og så vil jeg gerne, for nu bliver jeg lidt i tvivl om, hvordan Socialdemokraterne egentlig stiller sig til det her beslutningsforslag, høre, om man er enig i – hvad der jo ligger i beslutningsforslaget – at man skal indføre en national standard for det, eller om ordføreren ikke er af den opfattelse.

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at jeg i min tale har bakket op om hr. Flemming Møller Mortensen, og det gør jeg naturligvis også, for det er en sag, der ligger Socialdemokraterne meget på sinde, at vi får patientsikkerheden og trygheden helt i top, når det gælder de udenlandske læger. Så jeg siger i dag, at vi bakker op om beslutningsforslagene, og det kommer vi også til at samarbejde med ministeren om, for vi skal sikre, at patientsikkerheden er i orden – også med hensyn til de udenlandske læger, og at man kan forstå, hvad de siger.

Der er yderligere spørgsmål, nemlig fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Også tak, fordi Socialdemokratiet bakker op om intentionerne i forslaget. Grunden til, at jeg alligevel tager ordet, er, at jeg synes, den socialdemokratiske ordfører taler, som om det her forslag handler om, at man ikke skal have udenlandske læger. Det her handler jo om, at lægerne skal kunne tale dansk, det handler også om, at lægerne skal kunne forstå dansk, uanset hvor de kommer fra. Så derfor skal jeg bare lige som opfølgning på ordføreren for Enhedslistens spørgsmål have ordføreren til at bekræfte, at det her jo er et nationalt ansvar, altså at vi skal sikre nationalt, at de læger, der arbejder i Danmark, kan det danske sprog, og at de også kan forstå det danske sprog.

Det er hr. Peder Hvelplund, der er ordfører for Enhedslisten, hvis det skal være helt korrekt.

Ordføreren.

Sådan kan man nogle gange kløjes i det. Tak for spørgsmålet. Jeg håber ikke, at jeg her har givet udtryk for, at det handler om andet end at kunne tale og forstå dansk og have de nødvendige kvalitetskrav. Jeg håber ikke, jeg har givet udtryk for andet, for det er naturligvis det, som forslaget handler om. Og ja, jeg kan bekræfte, at vi synes, man skal arbejde i retning af, at man stiller nogle nationale krav på de her to områder, fordi det vil hjælpe regionerne i deres videre arbejde, idet der jo vil blive ved med at komme udenlandske læger til Danmark – og tak for det! Det er godt. Ellers havde vi ikke læger nok.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til formanden for lige at hjælpe med navnet. Så skal jeg lige høre den socialdemokratiske ordfører, om ordføreren mener, at det er noget, vi så selv skal bestemme i Danmark, og at EU skal blande sig udenom, i forhold til hvordan vi indretter os i Danmark, når vi stiller nationale sprogkrav til de læger, der bliver ansat i Danmark.

Ordføreren.

Altså, som vi kan se det i dag, fungerer det jo ikke godt nok i Danmark, og derfor bliver vi nødt til at gøre noget ved det her, og det har jeg også givet udtryk for heroppefra, for vi er ikke tilfreds med den tilstand, som der er i dag. Det må vi gå i samarbejde med ministeriet om at få rettet op på, sådan at det bliver lettere for patienterne, det bliver lettere for lægerne, det bliver lettere for regionerne, og det skal være det, som arbejdet går ud på. Om vi kan gøre det alene i Danmark, ja, det kan jeg egentlig ikke se at der skulle være noget i vejen for.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for ordet. Sådan som jeg husker debatten fra sidste år, var alle partier enige i intentionerne bag beslutningsforslaget, nemlig at læger, der arbejder i Danmark, skal tale et forståeligt dansk, og de skal også have danskkundskaber, så de forstår, hvad patienten siger. Det går begge veje. Jeg bliver blot lidt i tvivl af at have hørt den pingpong, der har været her i salen. Vil ordføreren ikke bekræfte, at beslutningsforslaget, som det ligger her, kan Socialdemokratiet ikke stemme for, fordi det sådan set går imod vores EU-retlige forpligtelser? Vil ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Det er jo sådan, det har udviklet sig i Danmark, siden vi havde det sidste beslutningsforslag for et års tid siden, hvis jeg husker rigtigt. Det kalder faktisk mere på, at vi griber ind nu, end det har gjort nogen sinde før, og derfor kan vi blive nødt til at arbejde også nede i EU på at få lavet om på de her regler, sådan at man kan gøre det i Danmark. Jeg vil sige, at Socialdemokratiet går ind for, at vi skal stramme kravene på det her område.

Fru Jane Heitmann.

Jeg tror simpelt hen, at ordføreren har misforstået mit spørgsmål. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, ordføreren mener, når ordføreren siger, at der er noget, der har ændret sig i Danmark. Nu handler det her jo også om, hvad der foregår i EU. Jeg vil blot bede ordføreren om at bekræfte, at de beslutningsforslag, som vi behandler her, går imod vores EU-retlige forpligtelser, og at Socialdemokratiet derfor ikke kan støtte de beslutningsforslag, som vi behandler. Kan ordføreren bekræfte, at i den form, som beslutningsforslagene ligger her, kan Socialdemokratiet ikke støtte dem, altså at man stemmer grønt, hvis vi f.eks. skulle stemme om dem om fem minutter?

Ordføreren.

Når jeg siger, at der er mere brug for det end nogen sinde, er det, fordi der er flere udenlandske læger i Danmark, end der nogen sinde har været, og de kommer fra alle mulige steder i verden. Nogle kommer fra tredjelande, og dem kan vi – hvad skal man sige – styre med de redskaber, vi har til det. Der, hvor problematikken er, er, når EU-læger ikke har så godt et dansk sprog, at man kan det. Jeg har fået tilsagn om, at vi kan støtte det her forslag og altså dermed stemme grønt for det.

Tak. Så der er en kort bemærkning fra fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Når fru Karin Gaardsted siger, at man vil øge kravene til læger i EU, siger man jo samtidig, at man vil gå imod EU's anerkendelsesdirektiv og imod EU's regler om fri bevægelighed. Er det det, fru Karin Gaardsted ønsker? Eller forveksler fru Karin Gaardsted krav med øget kontrol, fordi det viser sig, at vi nok godt kan lave en øget kontrol? Men hvis ordføreren vil have øgede krav, går det som sagt imod EU's regler om fri bevægelighed.

Ordføreren.

Men det betyder jo ikke, at man ikke kan arbejde på at få det skærpet, og det mener jeg at vi bliver nødt til at gøre. Jeg anerkender, at der er regler i EU, der siger, at vi kan gøre sådan og sådan, men det betyder jo ikke, at de regler skal gælde for tid og evighed. Så derfor bliver vi nødt til at arbejde i retning af, at vi kan sikre en bedre patientsikkerhed i Danmark, og der er det altså nødvendigt, at vi arbejder med sprog og med kvalitet, også selv om man kommer fra et andet EU-land. Måske ikke så meget Sverige, men der kan være mange andre, Rumænien, Ungarn, hvor vi ikke rigtig kender kvaliteten så godt, som vi gør fra de øvrige nordiske lande.

Fru May-Britt Kattrup.

Så vil jeg bede ordføreren om at præcisere, om det, ordføreren ønsker, er at øge de danske krav eller de EU-minimumskrav, som man gensidigt anerkender, eller om det er kontrollen, man ønsker at skærpe.

Ordføreren.

Jamen det følger jo næsten af hinanden. Hvis vi skal arbejde med det på dansk jord, skal vi jo også arbejde med det nede i EU for også at løfte det der. Det må være den samme problematik, som der også er i mange andre EU-lande, som også får læger fra øvrige EU-lande. Så vi skal gå i retning af, at vi skærper kravene, når man er udenlandsk læge på et dansk sygehus, hvad enten man kommer fra et tredjeland eller fra et EU-land. Vi skal bare være sikre på, at patienterne forstår, hvad det er, lægen siger, og vi skal være sikre på, at lægen forstår, hvad det er, patienten siger.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor for en kort bemærkning.

Nu kommer jeg på banen, for nu bliver jeg også i tvivl om, hvad ordføreren faktisk mener. For en ting er jo, hvad man vil arbejde i retning af. Vi kan godt blive enige om intentionerne i de her forslag, det tror jeg vi alle sammen kan, nemlig at det skal være de dygtigste læger, vi har, og at det er utrolig vigtigt, at man kan kommunikere med patienterne i et forståeligt sprog, sådan at patientsikkerheden er i orden. Men hvordan kan Socialdemokratiet sige ja? Er det sådan, jeg skal forstå det, altså at Socialdemokratiet siger ja til de her to beslutningsforslag i præcis den form, de ligger her?

Ordføreren.

Vi siger ja til det, som hr. Peder Hvelplund citerede fra den socialdemokratiske sundhedsordførers side, nemlig at vi går ind for, at man skal skærpe kravene, og at vi skal have et nationalt center, der arbejder med de her ting, sådan at man kan have en lettere arbejdsgang ude i regionerne og vi sikrer en bedre patientsikkerhed og også en bedre tryghed for patienterne.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Men jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg oplever, at ordføreren svarer lidt ved siden af det, der bliver spurgt om. For nu er der blevet spurgt om flere gange – og jeg spurgte også lige før – om ordføreren siger ja til det, sådan som beslutningsforslagene lægger ordret her. For det er jo noget EU-retsligt. Det handler om EU og de præmisser, der er i forhold til det. Det, som ordføreren siger, er jo noget andet, altså, det handler om noget andet, og det er ikke noget, der ligger i det her beslutningsforslag. Så siger Socialdemokratiet ja til den ordlyd, der ligger i de her to beslutningsforslag, sådan som de ligger her?

Ordføreren.

Vi siger ja til intentionen i de her beslutningsforslag, og det var også det, jeg sagde i min tale. Jeg hørte også ministeren sige, at der er nogle døre, der kan åbnes, hvor man kan undersøge mere, og det er det, vi vil gå ind og gøre i udvalgsarbejdet, der kommer herefter.

Med det siger vi tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er vi nået til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hvis I undrer jer over, at det er handicapordføreren, der står her på talerstolen, og ikke sundhedsordføreren, så kan jeg sige, at det skyldes, at vores sundhedsordfører er ude på motorcyklen for at sætte en verdensrekord.

I Dansk Folkeparti er vi glade for sammen med Enhedslisten at kunne fremsætte disse beslutningsforslag, som har til formål at sikre danske patienter mod at blive behandlet af udenlandske læger, som enten ikke er i stand til at kommunikere på et tilfredsstillende dansk eller ikke formår at forstå det danske sprog.

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt at sætte patienten i centrum, og at det er vigtigt, at patientsikkerheden er i top. Man skal altså som patient kunne forstå lægen, og lægen skal kunne forstå patienten. Det kan jo ikke passe, at man som dansker skal medbringe tolk.

Jeg mødte på et tidspunkt netop en, der havde haft forbindelse til sundhedssystemet, som havde fået et brev i postkassen eller ind i sin e-Boks, hvor der stod, at han skulle til undersøgelse på sygehuset, og man spurgte, om han havde brug for tolk. Han blev nødt til at krydse af ved det spørgsmål og skrive, at han ville få brug for tolk, hvis lægen ikke talte dansk. Det er simpelt hen noget af det, patienterne i det danske sundhedssystem oplever.

Læger fra lande uden for EU og EØS skal igennem en omfattende ansøgningsproces, men de samme krav stilles ikke til læger og speciallæger fra EU- og EØS-lande. Baggrunden for dette er jo den fri bevægelighed for arbejdskraft og automatiske anerkendelser af uddannelsesbeviser.

DR kunne i det tidlige forår afdække, hvor slemt det står til på mange hospitalsafdelinger i Danmark, hvor der befinder sig læger, som ofte må spørge sygeplejersker til råds om behandlingen af patienter, og som ganske enkelt heller ikke har bestået eksamener, som er på samme faglige niveau som i Danmark. Udsendelsen afdækkede bl.a., at man i et stort omfang havde ladet læger fortsætte med at arbejde, selv om de ikke havde bestået faglige prøver i Danmark, og hertil kommer så de læger, der kun lige med nød og næppe har klaret prøverne – med bundkarakter. På Slagelse Sygehus måtte en hel afdeling stoppe for behandlingen af akutte patienter, og alt det tyder på, at nogle udenlandske lægers manglende kompetencer også kan have kostet menneskeliv.

Er det virkelig den slags forhold, vi ønsker for vores patienter? Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti. I Sverige kræver man en sprogprøve, for at læger kan fungere på svenske sygehuse, og det skal vi selvfølgelig også have i Danmark. Patienter har det som regel meget skidt, når de er indlagt – det er jo derfor, de er indlagt – og derfor er det utrolig vigtigt, at kommunikationen er forståelig. Vi kan ikke forlange af patienter eller deres pårørende, at de i pressede situationer skal lege gætteleg, når en udenlandsk læge f.eks. spørger ind til symptomer eller redegør for et behandlingsforløb. Det er helt uacceptabelt. Vi skal sætte nogle klare, faglige standarder og også følge op i forhold til de sproglige kundskaber. Vi skal stille krav til sprogkundskaber, og vi skal i det hele taget sikre, at danske patienter ikke bliver forsøgskaniner i et hospitalsvæsen, hvor der ikke er styr på sproget.

DR-dokumentaren opsøgte et rumænsk universitet, der uddanner flere læger til Danmark, og der undersøgte de også uddannelseskvalitet og rygter om, at man kunne købe sig til en lægeeksamen. I Danmark følger programmet 45-årige Søren, der fik sit helbred ødelagt på en kirurgisk afdeling med store sproglige, kulturelle og faglige problemer. Vi følger også i dokumentaren en række patientforløb. Blandt andet går DR-udsendelsen i det første program tæt på bl.a. Slagelse Sygehus med baggrund i, at man måtte stoppe behandlingen af akutte patienter.

Derfor synes vi, at det her beslutningsforslag er utrolig vigtigt, og vi må fra Dansk Folkepartis side sige, at vi mener, at det er noget, der skal besluttes på nationalt plan. Vi er et selvstændigt land, og vi skal ikke have regler trukket ned over hovedet fra EU's side, som underminerer vores patientsikkerhed. Så derfor er vi glade for, at vi kan fremsætte det her beslutningsforslag i dag. Jeg vil også sige, at jeg er utrolig glad for den socialdemokratiske ordførers tale, hvor det blev sagt, at de også kan bakke op om det beslutningsforslag, der ligger her i dag. Tak for ordet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Jane Heitmann fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak. De to beslutningsforslag, B 135 og B 136, som vi sambehandler her, er stort set identiske med tidligere beslutningsforslag fra Enhedslisten fra maj 2018, som sjovt nok også hed B 136. Nu har Enhedslisten så gjort fælles front med Dansk Folkeparti og genfremsat beslutningsforslag, men nu delt i to. Et, der omhandler sprogkrav til læger fra EU- og EØS-lande, og et, der omhandler kvalifikationer og test af læger fra EU- og EØS-lande. Derfor vil min tale også i høj grad være en gentagelse af, hvad jeg tidligere har sagt her fra talerstolen.

Jeg kan også godt afsløre, at Venstre ikke har ændret holdning siden maj 2018. Vi støtter f.eks. ikke forslaget om ens sprogkrav til læger fra EU-lande og tredjeverdenslande, fordi det er i strid med EU's retlige forpligtelser. Men vi deler Enhedslistens bekymring for patientersikkerheden, hvis læger og patienter ikke kan kommunikere på et klart og tydeligt dansk, ligesom både de faglige og sproglige kvalifikationer hos udenlandske læger naturligvis skal være i orden, hvad jeg også gav udtryk for sidste år. For sådan må og skal det være: Uanset lægens nationale baggrund skal man tale et dansk, så patienten trygt kan lægge livet i hænderne på det sundhedspersonale, som regionerne har valgt at ansætte. Og netop regionerne spiller her en helt central rolle, for det er jo ikke os på Christiansborg, der ansætter personale. Det er regionernes ansvar at sikre, at det personale, som der ansættes, har de nødvendige sproglige og lægevidenskabelige kompetencer. Og hånden på hjertet: Det har jo alt for ofte haltet med de sproglige kompetencer, og det er simpelt hen ikke godt nok.

Set i det lys er vi i Venstre ikke afvisende over for at se på, om vi kan indføre sprogkontrol for EU-læger. Men det er afgørende for os, at vi holder os inden for rammerne af anerkendelsesdirektivet, ligesom det er afgørende, at der er proportionalitet i en eventuel model. Sundhedsministeren har allerede taget initiativ til at tage kontakt til Kammeradvokaten for at få afdækket mulighederne for en proportional sprogtest af EU-læger, og det bakker vi fra Venstres side fuldt og helt op om.

Jeg kan så forstå på den ordførertale, jeg netop har hørt fra Dansk Folkepartis side, at man ønsker en sprogtest efter svensk model. Det er jo lige præcis det, regeringen foreslår. Så hvorfor har man ikke bare valgt at fremsætte et beslutningsforslag, der i stedet handler om den svenske model, i stedet for at fremsætte et beslutningsforslag, som er så vidtgående som det, vi ser i dag. Det er mig en gåde. Det er også afgørende for os i Venstre, at vi med lægedækningsaftalen, som alle partier jo bakkede op om, fik understreget, at patienter sprogligt skal forstå de informationer, de får fra regionernes sundhedspersonale, ligesom de skal opleve at blive forstået. Ja, det er jo mennesker, det handler om, og derfor er det vigtigt, at man har en klar og ligeværdig kommunikation.

I sidste uge behandlede vi et lovforslag her i Folketingssalen, som præciserer driftsherrers ansvar for, at de sproglige kompetencer skal være i orden, ligesom de lægefaglige kompetencer naturligvis også skal være det. For der er ingen diskussion: Regionerne skal sørge for, at lægerne har de sproglige kompetencer, som passer til den opgave, der skal løses. Og det er klart, at hvis man skal forske, er det måske lige knap så påkrævet, at man taler dansk på samme niveau, som det er påkrævet ved læge-patient-kontakt. Der foregår meget i regionerne på sprogfronten, og egentlig glæder jeg mig over, at der er regioner, som tilbyder mentorprogrammer til udenlandske læger og sprogkonsulenter, der følger udviklingen af de sproglige kompetencer hos den enkelte læge.

Jeg nævnte tidligere i min ordførertale, at lægedækningsaftalen er helt essentiel, for gør vi, som Enhedslisten og Dansk Folkeparti foreslår, altså sidestiller krav til sprogkompetencer og har samme test til kvalifikationer til læger fra EU- og EØS- og tredjelande, så kommer vi på kant med EU's anerkendelsesdirektiv omkring erhvervsmæssige kvalifikationer, og det vil i den grad spænde ben for os selv, ligesom vi vil komme på kant med direktivet, hvis Danmark som noget helt nyt indfører de krav, som Enhedslisten og Dansk Folkeparti foreslår, nemlig medicinske fagprøver og evalueringsansættelse til EU-læger som betingelse for, at de kan få autorisation. Vi har i Danmark brug for udenlandsk arbejdskraft, også sundhedspersonale, hvis vi skal dæmme op for udfordringerne omkring lægedækning.

Jeg vil gerne understrege, at vi allerede har rigtig mange dygtige udenlandske læger i Danmark, som side om side med deres danske kolleger hver dag bidrager med en indsats, og det vil jeg gerne sige tak for.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslagene, men vi støtter, at vi sikrer en tydelig markering af, at udenlandske læger, som ansættes i Danmark med en funktion, som f.eks. involverer patientkontakt, skal kunne kommunikere på et forståeligt dansk, så læge og patient har de bedste forudsætninger for et succesfyldt behandlingsforløb.

Jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre og tilkendegive, at man heller ikke fra den kant kan støtte beslutningsforslaget.

Foreløbig tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu talte ordføreren meget om sprogkravene, men noget af det, jeg synes er det væsentligste i det her, er jo netop kravene til kvalifikationer. Og det er jo netop med baggrund i de meget ulykkelige sager, hvor vi har set, at der har været nogle afdelinger, som har været belastet af, at man har haft meget udenlandsk arbejdskraft med lave faglige kvalifikationer.

Igen skal jeg understrege, at der jo heldigvis arbejder masser af velkvalificerede udenlandske læger i Danmark, og det er vi rigtig glade for. Men vi har jo haft et problem med det. Jeg kan ikke helt forstå ordførerens holdning til, at det skal være det land, man har taget sin uddannelse i, der er afgørende. Det, der afgør det, må jo være kvalifikationskravet. Allerede i dag har vi adskillige udenlandske læger, der arbejder i Danmark, også læger, der kommer fra tredjelande – altså vi har op imod 800 læger, der kommer fra tredjelande – og de har jo gennemgået den godkendelsesproces, der er i dag. Hvorfor kan vi ikke gøre det i forhold til læger, der kommer fra EU-lande, for netop at sikre patientsikkerheden, så det er ens standarder, vi stiller, uanset hvor man har taget sin uddannelse?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at når man er en del af et fællesskab, og det er vi jo som medlem af EU, så er der nogle spilleregler i det fællesskab. Og vi har sagt ja til den spilleregel, der hedder anerkendelsesdirektivet, og det betyder jo, at der er nogle krav qua anerkendelsesdirektivet til læger, som kommer fra EU, og dem skal vi jo efterleve.

Når det så er sagt, ændrer det i sidste ende ikke på, at det jo er regionernes ansvar at sikre, at det lægefaglige personale, man ansætter, har de helt rigtige kvalifikationer til det job, man skal have besat. Der har det måske en gang imellem haltet lidt i regionerne med helt at leve op til det ansvar.

Hr. Peder Hvelplund.

Men vi ved jo godt, at der i dag også er utrolig stor forskel på de krav, vi stiller til en speciallægeuddannelse i Danmark, og så de minimumsstandarder, der ligger i anerkendelsesdirektivet; der kan være op til 3 års forskel i uddannelseslængde.

Styrelsen for Patientsikkerhed gør selv opmærksom på, at de ikke tjekker uddannelsesniveauet for de læger, der søger herop, og som kommer fra EU-lande. Og det betyder jo, at regionerne bliver sat en helt urimelig situation. For hvordan skal de kunne undersøge uddannelsesniveauet for de læger, som søger ind, når de i forvejen mangler læger? Det ville da være en hjælp, hvis vi kunne sige, at vi har den samme standard og vi stiller de samme krav: Uanset om man har taget sin uddannelse i Danmark, i et tredjeland eller i et EU-land, så er det ens standarder, vi sætter i forhold til faglighed og i forhold til sprog.

Ordføreren.

Jamen for mig er det helt afgørende, at regionerne er bevidste om, at det er dem som driftsherrer, der har ansvaret for at sikre, at det personale, der bliver ansat, har de rigtige kvalifikationer til det job, der skal besættes. Og det gælder, uanset om vi taler lægefaglige kvalifikationer, eller om vi taler sproglige kvalifikationer. Det er og bliver regionernes ansvar, at det personale, man ansætter, også har de rigtige kvalifikationer til at besætte et givent job.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren taler næsten, som om hun er europæer i hjertet og ikke dansker i hjertet. Det her handler bl.a. om at ligestille sprogkravene, og det handler om vores patientsikkerhed. Derfor er det mig uforståeligt, at Venstre her er så bombastisk i forhold til de her forslag. Mener ordføreren, at det er vigtigt for patientsikkerheden, at læger, der arbejder i Danmark, kan tale dansk og også kan forstå dansk?

Ordføreren.

Ja.

Fru Karina Adsbøl.

Nu nævnte ordføreren, at jeg havde sagt noget i min tale om Sverige. Ja, jeg henviste til Sverige i forhold til sprogprøver, og at det fungerer. Det skal vi selvfølgelig også have i Danmark. Men det handler jo også om det, som hr. Peder Hvelplund sagde, nemlig om kvalifikationer og uddannelse. Så ud over at Venstre ikke støtter de fantastisk gode beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten, hvad agter ordføreren så at gøre fremadrettet? For ordføreren siger jo hele tiden, at det er regionernes ansvar, men vi kan bare konstatere, at regionerne endnu en gang ikke har levet op til deres ansvar på det her område.

Ordføreren.

Det er mig komplet uforståeligt, at Dansk Folkepartis ordfører på den ene side kan stå her på talerstolen og tale for en svensk model, som regeringen har foreslået. Den støtter vi i Venstre, og jeg synes, det er en rigtig, rigtig god idé at arbejde efter den model, som de har i Sverige, og se, om vi også kan få sådan en model implementeret i Danmark og også her med en national og proportional sprogtest. Og det er mig komplet ubegribeligt, at Dansk Folkeparti så på den anden side sammen med Enhedslisten fremsætter et beslutningsforslag, som peger i en helt anden retning, som er langt mere vidtgående. Men vi må så forstå på ordførerens egen tale her fra talerstolen, at det, man i virkeligheden drømmer om, er den svenske model. Hvorfor siger man det ikke bare, som det er, nemlig at man støtter regeringens forslag?

Tak. Der er ikke mulighed for flere spørgsmål fra spørgeren, selv om det første svar var meget kort. Derimod går vi nu videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance mener, at patientsikkerhed står over alt andet, og derfor er det selvfølgelig også afgørende, at vi kan forstå, hvad en læge siger til os, og at vi kan kommunikere med lægen på betryggende vis. Og det lader altså til, at regionerne ikke i alle tilfælde har levet op til det her ansvar. Det er jo sådan, at uanset hvilke krav der bliver stillet, er det en arbejdsgivers, her regionernes, ansvar at tjekke og kontrollere, at ansatte også lever op til de krav, som der nu engang er stillet. Og vi skal jo inden for EU leve op til vores gensidige anerkendelseskrav. Men stadig væk er det en arbejdsgivers ansvar at sørge for, at de ansatte har de kompetencer, som det er vedtaget de skal have. Derfor er jeg også glad for, at vi i fredags førstebehandlede et lovforslag, L 219, som netop præciserer arbejdsgivernes ansvar, altså regionernes ansvar, for at sikre de nødvendige sprogkompetencer hos deres ansatte. Og det glæder mig også, at regeringen vil se på problemet yderligere og se på muligheden for at indføre en proportional sprogkontrol, også for EU-læger, og at man sammen med regionerne vil arbejde for at finde den rigtige løsning.

Men det er vigtigt at sætte tingene i det rigtige forhold. Vi har p.t. mangel på læger i Danmark, og det er trods alt bedre at have en læge, der taler dårligt dansk, end ikke at have nogen læge. Og jeg mener også, at der bør være forskel på de krav, man stiller til de forskellige læger. De læger, som har kontakt med patienter, skal klart have gode sprogkompetencer, så ingen er i tvivl om, hvad der bliver sagt, og så man kan kommunikere på tryg vis. Men læger, som ikke taler med patienter, behøver måske ikke at have tilsvarende sprogkundskaber.

Vi skal finde den rigtige løsning, men det skal ikke være en ufleksibel løsning, og Danske Regioner mener ikke, at en bestået danskprøve 3, som der er lagt op til i det her forslag, er den rigtige løsning. Derfor støtter LA ikke de her forslag, men vil arbejde videre for, at arbejdsgiverne, altså regionerne, skal leve op til deres ansvar for at sikre, at deres ansatte har de rette kompetencer, også hvad sprog angår. Og det er som sagt netop det, L 219 vil tage højde for.

Samtidig vil vi bakke op om, at regeringen og regionerne sammen finder den bedste løsning for indførelse af en proportional og hensigtsmæssig sprogkontrol, også for EU-læger, eventuelt som i den svenske model, og det er jo netop det, som ministeren har bedt Kammeradvokaten om at se på. Og det er jeg ganske tilfreds med.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Tak til ordføreren for talen. Jeg skal bare høre, om ordføreren ikke helt grundlæggende anerkender det princip, vi har i Danmark, om, at vi har en autorisationsordning, for der er det jo sådan, at hvis du tager din uddannelse i Danmark, bliver du autoriseret til at kunne arbejde i det danske sundhedsvæsen. Hvis du kommer fra et tredjeland, er der nogle krav, du skal opfylde. Vi stiller nogle betingelser til sprog og kvalifikationer og til at kende det danske sundhedsvæsen, kende sundhedslovgivningen, for at du kan få din autorisation, hvorimod der for en læge, der har taget sin uddannelse i et EU-land, ikke er nogen former for anerkendelseskrav, heller ikke om at kunne leve op til de minimumsstandarder, der ligger i anerkendelsesdirektivet. Derudover stiller vi ikke nogen krav. Det er jo det, der skal være redskabet for regionen, når de ansætter personale, at vi fra statslig hånd har sagt: Her er en person, hvorom vi kan sige, at vedkommende er autoriseret til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Bekymrer det slet ikke ordføreren, at vi har så vidt forskellige standarder for, hvem vi kan ansætte, altså at vi stiller nogle klare krav, hvis man kommer fra tredjelande, men hvis man kommer fra et EU-land, så kan en speciallægeuddannelse vare 3 år i modsætning til i Danmark, hvor den varer 6 år? Vi kontrollerer ikke de faglige standarder, og vi kan se, at det har konsekvenser for patientsikkerheden. Der er patienter, der bliver fejlbehandlet, fordi uddannelsesniveauet simpelt hen er for lavt.

Ordføreren.

Det bekymrer mig helt klart, at man, når de minimumskrav og kompetencer, som vi er blevet enige om i EU skal gælde, og når vi har det gensidige anerkendelsesprincip, så ikke fra arbejdsgivers side kontrollerer, at de ansatte rent faktisk lever op til de krav og til de kompetencer, som vi nu er blevet enige om at de skal leve op til. Det er et stort problem, og det er derfor, at vi i fredags førstebehandlede L 219, som netop præciserer, at arbejdsgiverne, altså regionerne, skal kontrollere, at ansøgerne også løbende i ansættelsen lever op til de krav om bl.a. sprogkompetencer.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo en lidt omvendt situation, for normalt, når vi giver en autorisation, er det jo netop et kvalitetsstempel og for at sige, at vedkommende er godkendt til at kunne arbejde i det danske sundhedsvæsen. Derfor er det også urimeligt, at man så til en specifik gruppe af læger siger, at hvad angår deres autorisation, har regionerne en særlig forpligtelse til at gå ind og undersøge, om kvalifikationskravene nu er opfyldt. Det burde jo være sådan, at når man har autorisation til at arbejde i sundhedsvæsenet, så er man godkendt, så lever man op til nogle helt tilstrækkelige krav både til sprog og til kvalifikationer. Kan ordføreren ikke se, at det er en urimelig situation at sætte en arbejdsgiver i, at en autorisation ikke altid er en autorisation, at der er forskellige niveauer af sådan en?

Ordføreren.

Det er jo netop derfor, at det er så vigtigt, at arbejdsgiveren altid kontrollerer kvalifikationerne hos en ansøger. Det er jo almindeligt, og det er ikke kun i lægeverdenen, der er det så bare ekstra vigtigt, men det er jo alle steder, at uanset om man er autoriseret eller ej, skal en arbejdsgiver da tjekke kvalifikationerne. De skal da også tjekke, når der kommer en dansk læge og søger om en ansættelse. Selv om vedkommende har en dansk uddannelse og en dansk autorisation, skal man da tjekke cv'et, man skal da tjekke kvalifikationerne, man skal da tjekke det menneske, man står over for, og vurdere, om det menneske er kvalificeret til den stilling, der bliver søgt. Det har alle arbejdsgivere da en pligt til. Nu skal vi jo så ikke blande os i, hvad det private arbejdsmarked gør, men når vi ansætter offentlige læger, er det da klart en pligt, som regionerne skal leve op til. Og så er det lige meget, hvor lægen kommer fra.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Så går vi videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at patienternes sikkerhed og tryghed skal komme først og være udgangspunktet for det danske sundhedsvæsen. Det er helt klart noget, som er vigtigt. Kommunikationen og formidlingen er utrolig vigtig, når vi har et sundhedsvæsen, som bygger på det, der hedder informeret samtykke. Derfor er det selvfølgelig utrolig vigtigt, at patienten forstår det, som lægen forklarer, og særlig i tilfælde, hvor der forekommer meget dialog mellem patienten og lægen. Det kan f.eks. være i psykiatrien, hvor man har mange samtaler, og hvor det er vigtigt at kunne forstå det, der bliver sagt.

Det danske sundhedsvæsen har i høj grad brug for kompetente udenlandske læger for at sikre en høj kvalitet i behandlingen på vores sygehuse. Vi mangler simpelt hen læger, og derfor har vi brug for læger fra både EU-lande og lande uden for EU. Kvalificerede udenlandske læger udgør en uundværlig arbejdskraft i det danske sundhedsvæsen. Når det er sagt, er det jo rigtigt, at der har været bl.a. en dokumentar, der hedder »De udenlandske læger«, og der er eksempler på, at udenlandske læger kan være mindre kompetente, end de skal være, kan man sige, og ikke lever op til de krav, som vi stiller til dem.

De her beslutningsforslag handler jo både om kvalifikationer og om sprogkrav. I Alternativet støtter vi ligesom Danske Regioner op om en målrettet sprogtest for sundhedsfagligt personale, fordi det, der hedder danskprøve 3, jo ikke tester i forhold til sundhedsfagligt sprog og heller ikke lytteforståelse og mundtlig kommunikationskompetence. Det har i dag lydt, som om regionerne ikke interesserer sig særlig meget for, hvordan kvalifikationerne er eller de sproglige krav er til de læger, de ansætter. Jeg er blevet oplyst af regionerne om, at det er sprogkonsulenter, der forestår sprogtest i forbindelse med ansættelse, at regionerne i høj grad anvender rekrutteringsbureauer til at ansætte udenlandske læger, og at de også ofte varetager den sproguddannelse, der er brug for, af de læger – der er nogle regioner, der tilbyder mentorprogrammer, som en tidligere ordfører også har været inde på – og at der generelt er en stor opmærksomhed på at koble sprogundervisningen til det faglige og indholdsmæssige i forhold til det, som lægerne skal kunne.

Som sagt mener vi, at patienternes sikkerhed og tryghed skal komme først. Det er der ingen tvivl om. Det her beslutningsforslag kan vi ikke støtte, og det er, på grund af at det handler om nogle EU-retlige spørgsmål. Så i den form, som beslutningsforslagene ligger her – det er to forslag, som sambehandles – kan vi ikke støtte dem, men vi er enige i intentionerne, og vi er enige i, at der skal stilles store krav til sproget og til de faglige kvalifikationer hos udenlandske læger, hvad enten de kommer fra lande i EU eller lande uden for EU.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg skal bare være helt sikker på, at jeg forstod ordføreren rigtigt: Det er efter Alternativets opfattelse sådan, at selve indholdet i de to beslutningsforslag her kunne man godt støtte, hvis ikke det var, fordi det var i modstrid med EU-retten?

Ordføreren.

Det er ikke helt rigtigt forstået. Det er en pointe, at det her handler om EU-retslige spørgsmål. Så det er den ene grund. Den anden grund er, hvad jeg tror den tidligere ordfører var inde på, at det jo er et ansvar, som regionerne har. Det var derfor, jeg prøvede at forklare, hvad det er, regionerne gør, når de ansætter læger. De har rekrutteringsbureauer, de har sprogkonsulenter, de gør meget ud af at koble det sproglige med det faglige. Der mener jeg, at det er det ansvar, regionerne har som arbejdsgivere, og hvis vi har konkrete tilfælde, hvor regionerne ikke lever op til det ansvar, så synes jeg, vi må indkalde til et samråd eller gøre andre ting, hvis vi kan se, at de ikke lever op til deres forpligtelse. Men det er jo regionernes opgave, og det er regionernes forpligtelse, så det er de to grunde, der er til det.

Hr. Peder Hvelplund.

Så Alternativet er ikke tilhængere af, at vi har en national godkendelsesprocedure i forhold til sprog- og kvalifikationskrav? Det har vi jo allerede i dag for læger, der kommer fra tredjelande. Det fungerer sådan set godt, og det er regionerne også glade for, og det gør jo også, at de stadig væk kan rekruttere læger fra tredjeverdenslande. Men er Alternativet modstandere af, at vi dér har en national ordning til at sikre sprog- og kvalifikationskrav?

Ordføreren.

Som jeg var inde på, er vi enige med bl.a. Danske Regioner i, at prøve i dansk 3 ikke er dækkende for det, som læger skal kunne, og at vi derfor skal se på, hvordan vi kan få målrettet en sprogtest til sundhedsfagligt personale.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg er meget uforstående over for det, ordføreren siger netop om, at ordføreren ikke vil være med til at sikre sprogkundskaberne hos lægerne og ikke vil være med til at sikre, at udenlandske læger også har de rigtige kvalifikationer. For det, ordføreren siger i sin ordførertale, er bl.a. også, at det er regionernes ansvar.

Men så lad mig spørge ordføreren: Mener ordføreren, at regionerne har levet op til deres ansvar? Jeg ved ikke, om ordføreren har fulgt med i bl.a. den DR-dokumentar, der har været vist på DR, om de udenlandske læger og set de groteske tilfælde, der også var, f.eks. at en hel afdeling har måttet lukkes ned. Er det tilfredsstillende for Alternativets ordfører?

Ordføreren.

Jeg forstår slet ikke spørgsmålet, for jeg har ikke givet udtryk for, at vi overhovedet ikke er interesseret i, at der skal være et vist krav til forskellige sproglige kvalifikationer og faglige kvalifikationer. Det starter ordføreren med at lægge mig i munden at jeg har sagt. Det har jeg ikke sagt noget om. Tværtimod har jeg i min ordførertale nævnt dokumentaren »De udenlandske læger«, jeg har nævnt, hvad det er for nogle krav, vi mener der skal stilles, når man har med sundhedsfaglige uddannelser at gøre, og at det ikke er nok med en prøve i dansk 3. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan ordføreren kan stå og lægge mig nogle ord i munden, når jeg tværtimod har sagt noget helt andet i min ordførertale.

Jo, der er udfordringer, og det, jeg svarede lige før til den forrige ordfører, var, at hvis vi har konkrete eksempler, skal vi have indkaldt til et samråd, og så må vi tage det op, og så må det fra ministerens side blive taget op med regionerne. Jeg vil i den sammenhæng sige, at jeg var positiv over, at ministeren faktisk sagde, at ministeren ville se på, hvad der mere kunne gøres. Så det synes jeg er positivt.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen jeg forstår det simpelt hen ikke, for der har jo været talrige eksempler, bl.a. også i dokumentaren, på det her. Så jeg forstår ikke det med, at så skal der indkaldes til et samråd og andet, for der har jo netop været talrige eksempler på det her, og det er også derfor, kan man sige, at der har været et lovforslag i salen om at forbedre det i forhold til sproget. Så det er bare meget mærkværdigt.

Så må jeg bare sige noget til ordføreren, som henviser til, at det jo er regionernes ansvar, at det er dem, der skal sikre det. Men det er jo sådan, synes jeg i hvert fald, at man som folketingsmedlem også har et ansvar. Man kan ikke altid skyde ansvaret fra sig og sige, at det ligger i regionerne og det må de finde ud af.

Ordføreren.

Jeg synes godt nok, at ordføreren er meget slem til lige i dag at skyde mig ting i skoene, som jeg ikke har sagt. Jeg har sagt, at det er et arbejdsgiveransvar, ligesom det er – og det var May-Britt Kattrup også inde på – regionerne, der ansætter ud fra en lovgivning og nogle krav, vi stiller her fra Folketingets side. Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt sagt, at vi ikke har noget ansvar herinde i Folketinget, så jeg synes, det er meget firkantet, for at sige det diplomatisk, af ordføreren at sige, at det er det, jeg mener. Det har jeg ikke på nogen som helst måde givet udtryk for. Tværtimod har jeg nævnt den dokumentar, og jeg har nævnt, at det er utrolig vigtigt for os i Alternativet, at det er patienten og patientsikkerheden, der er i fokus.

Så jeg synes ikke, det er rimeligt at skyde mig i skoene, at jeg hverken interesserer mig for patientsikkerhed eller noget som helst andet, og at jeg bare lægger det hele over på regionerne, og hvem det ellers kan være. Jeg siger, det er deres ansvar at ansætte. Jeg nævnte i min tale, hvad det er, de gør: De har rekrutteringsbureauer, de har sprogtest, de har sproguddannelse osv. Der er nogle fejl, og dem må vi tage op. Selvfølgelig har vi ansvar for at tage dem op, og jeg hørte ministeren sige, at det også er noget, ministeren er optaget af.

Med det siger vi tak til fru Pernille Schnoor. Og den næste i rækken her er fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til Enhedslisten og til Dansk Folkeparti for at fremsætte de her to beslutningsforslag, som vi behandler samlet i dag. Det er jo spørgsmål, som vi har drøftet tidligere her i salen ved flere lejligheder. Vi var også lidt inde på det i fredags, da vi drøftede regeringens lovforslag om det her med det lovfæstede ansvar i forhold til at sikre de sproglige kompetencer.

Men det er klart, at det her også er noget, der har fået ny ilt efter de historier, der har været i DR-dokumentaren om de udenlandske læger. Jeg har faktisk ikke selv set de pågældende afsnit, men jeg har læst mange af de afledte historier derfra, som fortæller om nogle episoder, der ikke er tilfredsstillende i det danske sundhedsvæsen, og som udstiller, at der er noget, vi burde kunne gøre bedre. Og jeg har ikke nogen grund til at tro, at dokumentarudsendelsen viser et billede, der ikke er sandt, om end jeg er klar over, at det jo selvfølgelig altid er et udsnit, der bliver fremstillet.

Der er jo to elementer i de to beslutningsforslag, som vi drøfter her i dag. Der er et element, som handler om kvalifikationer, og så er der et element, som handler om sprog. Jeg prøver lige at tage dem lidt adskilt, sådan for overblikket skyld.

Med hensyn til det, der handler om kvalifikationer, må jeg nok sige, at der har vi anerkendelsesdirektivet, som opstiller de her meget klare mindstekrav. Der er flere andre ordførere, der har været inde på det før mig. Man skal have 5 års studier eller 5.500 timers teoretisk og praktisk uddannelse. Det er nogle mindstekrav, som bliver stillet.

Er der så behov for at justere på de mindstekrav? Det har jeg simpelt hen ikke evnerne til at kunne sige ja eller nej til; det må jeg bare helt ærligt indrømme. Det kan sagtens være, der skal justeres på EU-kravene. Det vil jeg meget gerne diskutere en anden gang, men det har jeg ikke det fulde overblik over. Jeg ved simpelt hen ikke nok om alle uddannelsestilbuddene rundtomkring i de europæiske lande til at kunne besvare det spørgsmål selv. Men ikke desto mindre synes jeg, det er der, det skal håndteres – altså i europæisk regi.

Så er der den del, der handler om sproget, og der må jeg bare sige helt grundlæggende, at jeg som patient vil være fuldstændig ligeglad med, om den læge, der behandler mig, kommer fra et EU-land eller et tredjeland. Jeg skal stadig væk kunne forstå, hvad lægen siger til mig. Og derfor kan jeg i den grad følge den logik, der er i det her beslutningsforslag, i forhold til at det må være patienterne, vi tager udgangspunkt i. Og der skal vi altså sikre, at man som patient er i stand til at forstå det, der bliver kommunikeret til en, og at også de pårørende er i stand til at forstå det, der bliver kommunikeret.

Men jeg anerkender også fuldt ud, at vi skal finde det hårfine balancepunkt mellem, at vi på den ene side har rekrutteringsudfordringer i forhold til lægerne, og at vi på den anden side også skal sikre patientsikkerheden. Hvis jeg selv var patient, eller hvis jeg havde et familiemedlem, som var patient, og jeg stod i en situation, hvor jeg kunne blive behandlet nu og her af en læge, som var dygtig, kompetent og kvalificeret til sit arbejde, men hvor jeg ikke forstod et hak af, hvad vedkommende sagde, kontra en situation, hvor jeg ikke kunne blive behandlet nu og her eller blive behandlet af en, der var mindre kompetent, men hvor jeg til gengæld kunne forstå alt, hvad vedkommende sagde, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. Så ville jeg til enhver tid vælge den behandling, der var mest kvalificeret, og hvor der var størst sandsynlighed for, at jeg ville blive rask.

Så det her er bare for at sige: Vi skal gå efter at få både-og. Vi skal nemlig have både kvalifikationerne og de sproglige kompetencer. Det er naturligvis det, vi skal stræbe efter. Det er der ikke nogen tvivl om. Men vi har også et ønske om at rekruttere udenlandske læger og få dem hertil, som vi har brug for. Så det er et balancepunkt, vi skal finde.

Jeg har egentlig nok selv tænkt, at det her med bare at kræve en bestået danskprøve 3 måske var en meget nem måde gøre det på, fordi det var sådan rimelig målbart, og fordi vi bruger det måleredskab i andre sammenhænge; det var til at håndtere. Jeg kan så også se, at der er rigtig mange, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er den bedste måde gøre det på, bl.a. Danske Regioner, og det lytter jeg sådan set også til.

Så vidt jeg husker forslaget, lægger man op til at undtage de nordiske sprog fra det her. Og der bliver jeg simpelt hen nødt til at sige en enkelt ting – og der må jeg nok indrømme, at jeg egentlig ikke helt ved, om jeg taler på vegne af mit parti; men jeg taler i hvert fald på vegne af mig selv og nok desværre mange andre i min generation. Og det er jo pinligt at sige det her, men det kan være lige så svært at forstå nogle dialekter af svensk, som det kan være at forstå andre europæiske sprog, alt efter hvor vedkommende kommer fra.

Jeg er meget enig med vores skønne majestæt i, at vi i Norden skal prøve at blive bedre til at tale sammen på vores egne sprog i stedet for at slå over i engelsk. Men det er måske ikke, når man ligger og er syg, at den indsats skal begynde. Der tror jeg, at man lige så gerne vil sikre sig, at man kan forstå det ubesværet. Så det er egentlig bare en advarsel imod at have det udgangspunkt, at man naturligvis altid kan forstå, hvad der bliver sagt af læger fra de øvrige nordiske lande.

Så fra Det Konservative Folkepartis side kommer vi ikke til at bakke op om nogen af de her to beslutningsforslag. Hvad angår den del, der handler om kvalifikationer, mener vi, at hvis der skal justeres, så skal det foregå ved at regulere på anerkendelsesdirektivet. Men vi vil egentlig gerne udtrykke en meget stor anerkendelse af ønsket om at gøre noget ved de udfordringer, der ligger i forhold til sproget, og en meget stor anerkendelse af, at det set fra et patientperspektiv altså ikke har det store at sige, om lægen kommer fra et EU-land eller et tredjeland. Der er det afgørende, at man kan forstå, hvad der bliver sagt.

Men det er afgørende for os, at vi finder den her balance i forhold til rekrutteringen, så vi ikke kommer til at stå med meget stor lægemangel. Og så skal vi sikre, at vi finder den rigtige måde at indrette prøven og kontrollen på, så vi får et rigtigt billede. Og det er jo der, der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det skal være den her danskprøve 3. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Og tak for ordførertalen med nogle meget gode betragtninger i. Jeg kunne høre, at vi sådan grundlæggende er enige om den helt principielle tilgang til det, men jeg vil godt lige spørge ordføreren om f.eks. anerkendelsesdirektivet, som vi snakker om. Der er det jo sådan, at hvis man tager en speciallægeuddannelse i f.eks. hæmatologi, varer den 6 år i Danmark, men i anerkendelsesdirektivet ligger det sådan, at den kun varer 3 år, og hvis man ser på samtlige 36 lægefaglige specialer, der findes, kan man se, at den gennemsnitlige uddannelsestid ligger 1½ år under, hvad den gør i Danmark. Det sammenholdt med de udfordringer, vi har set på sygehusene i forhold til faglige kvalifikationer, med, at der har været nogle uddannelsessteder i EU, hvor der i hvert fald har kunnet rejses en berettiget tvivl om den faglige kvalitet og de uddannelser, man har fået der, får mig til at spørge, om det ikke giver anledning til bekymring, hvad angår patientsikkerheden i Danmark.

Når vi stiller de krav, som vi gør nu, er det jo præcis, fordi det er de krav, vi i forvejen stiller til læger, der kommer fra tredjelande, og det er der, hvor jeg stadig væk har svært ved at forstå, hvorfor der skal være forskel. Om man har taget sin uddannelse i Rumænien, eller om man har taget den USA, må det jo være de samme krav, vi stiller i forhold til de faglige kvalifikationer, og der mener jeg bare, at vi jo kan se, at det, der ligger i anerkendelsesdirektivet, er nogle langt svagere krav end dem, vi har i det danske lægefaglige uddannelsessystem.

Ordføreren.

Jeg synes da, at de eksempler, ordføreren kommer med, i forhold til hvad der bliver anerkendt, rejser nogle spørgsmål om, hvorvidt vi har sat barren for lavt i anerkendelsesdirektivet. Jeg er ikke klar over, hvordan man egentlig fastsætter det her, f.eks. om det er nogle lægelige selskaber – det kunne jeg forestille mig – som er med til at komme med nogle anbefalinger. Jeg går ikke ud fra, at det ene og alene er politikere, der sidder og træffer de her beslutninger. Jeg går ud fra, at der er en eller anden form for indstilling fra nogle personer, som har indsigt i de forskellige uddannelsestilbud, i de forskellige lande, de kan være forskelligt sammensat med praktik og undervisning, og det kan være svært at sammenligne, hvor meget undervisning der er. Men jeg går ud fra, at der er en eller anden form for lægelig vurdering inde over det, og hvis der ikke er det, vil jeg mene, at der burde komme det.

Jeg synes grundlæggende, at det er fornuftigt, at vi har den fri bevægelighed i EU, sådan at vi kan dele arbejdskraft med hinanden, og derfor synes jeg, det giver god mening, at vi i udgangspunktet anerkender hinandens uddannelser, så længe der er en eller anden minimumsstandard. Det har Danmark også glæde af i mange andre sammenhænge, hvor danske medarbejdere rejser ud.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen jeg er helt enig i, at det er godt, vi kan rejse ud og arbejde, men det gør vi også nu, og der arbejder jo også udenlandske læger i Danmark, som lever op til de krav, der ligger. Altså, alle de læger, vi har fra tredjelande, som udgør en stor del af de udenlandske læger, der arbejder i Danmark, lever præcis op til de krav, så det er jo ikke noget, der hindrer den fri bevægelighed; det sikrer bare, at der ligger et vist niveau for både de faglige og de sproglige kvalifikationskrav.

Derfor synes jeg stadig væk, det er mærkeligt, eller det undrer mig i hvert fald, at man ikke vil lægge den samme standard ind i forhold til læger, der kommer fra EU-lande. For som ordføreren selv er inde på, er det afgørende jo ikke, hvorfra lægen kommer, det afgørende er de kvalifikationer, både faglige og sproglige, som lægen har.

Ordføreren.

Hvis hvert evig eneste EU-land skulle til at udvikle sit eget system, med hvilke ti forskellige kriterier man skulle leve op til, for at blive anerkendt i hinandens lande, ville vi bare udvikle et meget stort, bureaukratisk system. Derfor er der noget smart i anerkendelsesdirektivet. Der er noget grundlæggende smart i, at det er de samme kriterier, man skal leve op til. Og jeg synes så, at hvis ikke de kriterier er skrappe nok, må vi skærpe dem. Jeg synes ikke, løsningen er at skrotte hele anerkendelsesdirektivet.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak for debatten. Jeg synes grundlæggende, det har været en god og spændende og også berigende debat med nogle positive overraskelser. Jeg vil allerførst understrege, at udenlandsk uddannede læger skal være meget velkomne til at arbejde i Danmark, og heldigvis arbejder de her allerede, og det er en stor gevinst for det danske sundehedsvæsen. For vi har brug for kompetente udenlandske læger fra både EU- og EØS-lande og fra lande uden for EU for at sikre en høj kvalitet i behandlingen på de danske sygehuse. Men det er helt afgørende, at vi sikrer, at udenlandske læger, som arbejder i Danmark, lever op til de samme standarder og krav, som der stilles til danske læger.

Læger og speciallæger i det danske sundhedsvæsen har hver dag ansvaret for patienters liv. Hver en fejl, som opstår, er en potentiel menneskelig tragedie, som for alt i verden skal forsøges undgået. Det er derfor stærkt problematisk, at man i dag ikke stiller de samme sprog- og kvalifikationskrav til læger og speciallæger, der har taget deres uddannelse i et EU-land eller i et EØS-land, som man stiller til læger fra lande uden for EU. Læger, der er uddannet uden for EU-/EØS-lande, ansættes i evalueringsansættelser, hvor lægen kompetencevurderes systematisk både med hensyn til kliniske kompetencer og dansksproglige evner. På den måde sikrer man, at patientsikkerheden er i orden. De samme krav bør man stille til læger, der er uddannet i EU-lande.

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der generelt kan være behov for at lempe sprogkravene i særlige ansættelsesforhold, hvor kravene ikke giver mening ud fra en patientsikkerhedsmæssig eller anden faglig vurdering, kan det selvfølgelig indarbejdes, i forbindelse med at man gør sprog- og kvalifikationskravene ens for EU- og EØS-læger og læger fra tredjelande. F.eks. er der, som ministeren nævnte, forskel på at arbejde med patientkontakt og at arbejde som forsker, og det er jo helt klart, at der skal man kunne have forskellige tilgange til det, men igen bør det netop være afgørende, hvad det er, man arbejder med, og ikke, hvilket land man har taget sin uddannelse i.

Det er afgørende for kvaliteten og sikkerheden i behandlingen i det danske sundhedsvæsen, at patienten kan kommunikere med lægen. Antallet af udenlandske læger, herunder EU- og EØS-læger, i det danske sundhedsvæsen er i disse år voksende. En stor del af dem arbejder på mindre sygehuse i landets yderområder. Vi har tidligere konstateret, at over hver tiende læge kommer fra udlandet. Det gør det presserende, at vi stiller de samme kvalitetskrav til læger fra EU-lande, som vi stiller til læger fra tredjelande. Samtidig bør det ikke være sådan, at fordi man bor i en region eller i en del af landet, hvor andelen af læger fra EU-lande er større end andre steder, skal man kunne risikere at få en dårligere kvalitet i sin behandling.

Ministeren har tidligere påpeget, at det efter ministerens opfattelse påhviler regionerne at løse opgaven, idet de har ansættelsesansvaret. Det bør imidlertid være et nationalt ansvar at sikre, at sprog- og kvalifikationskrav er tilstrækkelige for at opnå autorisation til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Vi har set flere sager, hvor det har haft alvorlige konsekvenser for patientsikkerheden og i øvrigt også for det faglige miljø på visse sygehuse. F.eks. skrev Styrelsen for Patientsikkerhed om forholdene på Nykøbing Falster Sygehus i et internt notat – jeg citerer:

»Afdelingens faglige standard er imidlertid udfordret af lægegruppens sammensætning af læger med en udenlandsk uddannelsesmæssig baggrund og med begrænset introduktion til afdelingens vanlige arbejdsgange.«

Det er naturligvis på de sygehuse, der i forvejen har sværest ved at tiltrække læger, at problemet er størst. Derfor er det heller ikke rimeligt at forvente, at de selv kan løfte opgaven, blot ved at stille yderligere krav om test og efterprøvelse af kvalifikationsniveau. Det bør være et nationalt ansvar at sikre, at læger, der får autorisation til at arbejde i Danmark, hvilket vi kun kan være glade for, også har et tilstrækkeligt niveau både i forhold til sprog og kvalifikationer.

Der er faldet flere bemærkninger her i løbet af debatten, og jeg vil sige, at jeg selvfølgelig er glad for den opbakning, der er fra Socialdemokraterne, til Dansk Folkeparti og Enhedslistens forslag, og som jeg forstår den socialdemokratiske ordfører, kan man bakke op om beslutningsforslaget, som det ligger, og det ser vi selvfølgelig meget positivt på. Jeg skulle også hilse fra SF og sige, at de bakker op om intentionerne, der ligger i forslaget.

Så vil jeg i forhold til det, der blev nævnt, om, at vi ikke skal stille rigide krav, sige, at det er jeg sådan set enig i. Vi skal ikke stille rigide krav, men vi skal stille tilstrækkelige krav, og jeg mener, at det, som vi bl.a. har set i DR's dokumentar, har vist, at vi i dag ikke stiller tilstrækkelige krav. De krav, vi stiller, dem, som vi foreslår man stiller, er jo præcis de samme krav, som vi stiller til læger fra tredjelande, og derfor er det jo nogle krav, som vi har vurderet er nogle rimelige krav. Det er dem, der gør, at de sundhedspersoner, der kommer hertil og skal have en autorisation, lever op til de faglige standarder og sproglige standarder, som vi kan forvente at læger, der arbejder i sundhedsvæsenet, har. Jeg synes også, man bliver nødt til at tage det meget alvorligt, for man kan se, at det kan gå ud over patientsikkerheden.

Der er flere ordførere, som har understreget, at det her ikke må gå ud over patientsikkerheden, men det gør det jo i dag, og derfor er det også helt afgørende, at vi får kigget på, hvordan vi kan løfte niveauet, for vi ved jo i dag, at der arbejder mange læger med udenlandsk baggrund i Danmark, og som sagt er det jo positivt. Vi kan også se, at det tilsyneladende ikke er nogen stor hindring for læger, der kommer fra tredjelande og søger til Danmark, at vi stiller nogle skrappere krav til dem. Ud fra tal, vi har fået fra Sundheds- og Ældreministeriet, er der 766 læger fra tredjelande, der arbejder i Danmark, 987 fra EU-lande og 72 fra de nordiske lande. Så det er jo ikke noget, der gør, at der ikke kommer læger hertil for at arbejde. De læger, der kommer fra tredjelande, lever så bare op til nogle skærpede krav, som vi stiller til dem, og det synes vi er helt naturligt at man gør, og når Styrelsen for Patientsikkerhed har udvalgt de krav, er det jo, fordi der er en fagligt god begrundelse for, at det netop er sådan, det er.

Så derfor ser jeg frem til, at vi nu med de bemærkninger, der er faldet her i dag, forhåbentlig kan få vedtaget de her beslutningsforslag, sådan at vi kan sikre, at der er en standard for at arbejde i det danske sundhedsvæsen og en standard for, hvad der skal til for at få en autorisation, og det kan være med til at styrke både det faglige niveau og patientsikkerheden.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann.

Tak for det. Også tak til ordføreren for talen. Nu erfarede vi alle sammen for et øjeblik siden, at Dansk Folkeparti ønsker sig en model som den svenske model, og jeg vil såmænd bare høre, om Enhedslisten kan bakke op om den.

Ordføreren.

Ja, men det, der er helt afgørende for os, er, at vi får ens standarder, uanset om man har taget sin uddannelse i et EU-land eller i et tredjeland. Det er sådan set det, der er afgørende for os. Nu ved vi jo reelt heller ikke, om det, den danske regering kommer til at foreslå, er, hvad der svarer til de svenske standarder. Man har bedt Kammeradvokaten om at gå i gang med at undersøge, hvad der skal til, for at det ligger inden for anerkendelsesdirektivet. Vi ser sådan set helst, at det, man vedtager, er ens standarder for læger, uanset om de har taget deres uddannelse i EU-land eller i et tredjeland, og at det bliver afgjort ud fra nogle faglige kvaliteter. Om det så er de kriterier, der ligger i dag, eller om de ser anderledes ud, er jeg fuldstændig åben over for at indgå i forhandlinger om. Jeg mener, at det, der er afgørende, er, at vi sikrer, at der er ens standarder.

Fru Jane Heitmann.

Det er en lille smule uklart for mig, hvad det helt præcis er, ordføreren mener. Jeg spørger bare: Kan Enhedslisten støtte en model som den svenske model, som vi forstår at Dansk Folkeparti støtter, og som regeringen jo også har foreslået?

Ordføreren.

Jamen så skal jeg prøve at svare en gang til: Det, der er afgørende for os, er, at der er ens krav. Når ordføreren taler om en svensk model, så handler det jo alene om sprogkravene. Der ligger jo ikke noget i en svensk model i forhold til kvalifikationer. Det, der er afgørende for os, er, at vi sikrer, at der er ens standarder for både sprogkrav og kvalifikationer. Kravet til kvalifikationer, hvis man har taget sin uddannelse i et EU-land eller i et tredjeland, indeholdes ikke i den svenske model. Den forholder sig alene til et sprogkrav. Det sprogkrav, vi har i Danmark i dag, er vi, da der nu er rejst tvivl om, om det skal være danskprøve 3, helt åbne over for at se på. Det er ikke det, der er det afgørende, men det er det, man har vurderet som værende tilstrækkeligt, hvis ansøger kommer fra et tredjeland. Det, der er afgørende for os, er, at der er ens standarder.

Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg bliver også nødt til lige at tage ordet for at få præciseret noget, for Venstres ordfører har travlt med at lægge mig ord i munden, som jeg ikke har sagt fra talerstolen. Dansk Folkeparti og Enhedslisten er helt enige om beslutningsforslaget. Det, vi gjorde, og det, jeg gjorde i min tale, var, at jeg gav en hyldest til Sverige, netop fordi de har sprogprøver, som sikrer, at det fungerer på svenske sygehuse. Det var sådan set min pointe. Og jeg blev nødt til at tage ordet her, fordi Venstres ordfører blev ved med at lægge mig ord i munden.

Tak for det. Ordføreren.

Jeg vil bare igen understrege, at det, der ligger i den svenske model, netop kun handler om sprogkrav, og det er jo der, hvor regeringen via Kammeradvokaten er i gang med at undersøge, hvad Danmark kan tillade sig at stille af krav for ikke at bryde med anerkendelsesdirektivet. Der ved jeg jo, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten er helt enige om, at det, der er afgørende, er, at vi i Danmark vedtager de sundhedsfaglige krav, som vi mener der er nødvendige, for at man kan fungere i det danske sundhedsvæsen. Så der er jeg helt enig med ordføreren.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 135:

Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til sprogkundskaber hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

Af Peder Hvelplund (EL) og Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Sammen med dette punkt foretages:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 136:

Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til kvalifikationer hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

Af Peder Hvelplund (EL) og Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Mødet er genoptaget.

Vi åbner forhandlingerne, og det gør vi med sundhedsministeren. Værsgo.

Tak. Vi skal i dag sambehandle to beslutningsforslag om ligestilling af krav til sprog og kvalifikationer mellem læger, der er uddannet i EU, og læger, der er uddannet i tredjelande.

Foreløbig tak til ministeren. En kort bemærkning, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Ministeren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ministeren.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Ministeren.

Fru Karina Adsbøl.

Ministeren.

Fru Karin Gaardsted med en kort bemærkning.

Ministeren.

Fru Karin Gaardsted.

Ministeren.

Med det siger vi så tak til ministeren, og så tager vi hul på ordførerrækken. Vi lægger ud med Socialdemokratiets ordfører, fru Karin Gaardsted. Værsgo.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, værsgo.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Når jeg spørger, er det selvfølgelig også, fordi ordførerens partifælle Flemming Møller Mortensen, som er sundhedsordfører, til Danmarks Radio har sagt:

Ordføreren.

Der er yderligere spørgsmål, nemlig fra fru Karina Adsbøl.

Det er hr. Peder Hvelplund, der er ordfører for Enhedslisten, hvis det skal være helt korrekt.

Ordføreren.

Fru Karina Adsbøl.

Ordføreren.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre.

Ordføreren.

Fru Jane Heitmann.

Ordføreren.

Tak. Så der er en kort bemærkning fra fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Fru May-Britt Kattrup.

Ordføreren.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor for en kort bemærkning.

Ordføreren.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Ordføreren.

Med det siger vi tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er vi nået til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det fru Jane Heitmann fra partiet Venstre. Værsgo.

Jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre og tilkendegive, at man heller ikke fra den kant kan støtte beslutningsforslaget.

Foreløbig tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Ja.

Fru Karina Adsbøl.

Ordføreren.

Tak. Der er ikke mulighed for flere spørgsmål fra spørgeren, selv om det første svar var meget kort. Derimod går vi nu videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Så går vi videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Ordføreren.

Fru Karina Adsbøl.

Ordføreren.

Med det siger vi tak til fru Pernille Schnoor. Og den næste i rækken her er fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann.

Ordføreren.

Fru Jane Heitmann.

Ordføreren.

Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Ordføreren.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Tak. Vi skal i dag sambehandle to beslutningsforslag om ligestilling af krav til sprog og kvalifikationer mellem læger, der er uddannet i EU, og læger, der er uddannet i tredjelande.

Jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre og tilkendegive, at man heller ikke fra den kant kan støtte beslutningsforslaget.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 135 Forslag til folketingsbeslutning om ens krav til sprogkundskaber hos læger i Danmark, der er uddannet i henholdsvis EU-/EØS-lande og tredjelande.

1. behandling den 02-05-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling