Spm. nr. US 23

Jeg vil egentlig gerne kvittere både for statsministerens ord om Storbritannien og behovet for at stå sammen med briterne i spørgsmålet om Ruslands ageren og også for statsministerens afstandtagen fra den amerikanske præsidents i mine øjne helt forkerte fokus på handel, ikke mindst på stålområdet netop nu. Så en positiv kvittering for de ord.

Så vil jeg egentlig tale om noget helt andet end udenrigspolitik. Jeg vil nemlig gerne tale om lejerne, altså den ca. 1 million danskere, der bor til leje i den almene sektor. Det er ikke nogle, vi taler så meget om i dansk politik, og det er jo egentlig mærkeligt, for der bor rigtig mange af vores pensionister, der bor rigtig mange helt almindelige børnefamilier, og der bor mange mennesker med handicap i almene boliger. I det hele taget er det jo en boligform, som rigtig mange danskere nyder godt af, og som derfor i mine øjne bør komme langt højere op på den politiske dagsorden.

Desværre er det med den her regering, som om det, hver gang vi skal i gang med en stor forhandling, kniber gevaldigt med forståelsen for lejernes vilkår. Da vi skulle forhandle boligskat, var der ikke noget i regeringens udspil, der handlede om lejernes tryghed. Det fik vi heldigvis forhandlet ind. Da vi skulle diskutere planlov, var regeringen meget optaget af at få aflyst kommunernes muligheder for at give pålæg om, at der skal bygges almene boliger, også i fremtiden. Det fik vi heldigvis også forhandlet væk.

Nu ser det så ud, som om vi skal starte forfra. Regeringen har fremlagt en stor ghettoplan, som indeholder rigtig mange gode ting, og jeg glæder mig til de videre forhandlinger. Men man har samtidig besluttet et meget ensidigt fokus på, at det er landets lejere, der skal betale hele regningen, og det vil jeg gerne her udtrykke både min bekymring over, men også min uenighed i. For et er, at Landsbyggefondens og dermed lejernes penge skal bruges til at renovere i den almene sektor. Det er helt rimeligt, sådan har det været i mange år. Men at det også og faktisk alene er landets lejere, der skal betale for alt det andet, der vedrører de udsatte boligområder, f.eks. om flere børn skal i daginstitutioner, synes jeg faktisk ikke er rimeligt.

Derfor er mit spørgsmål til statsministeren det helt enkle: Hvorfor er det kun dem, der bor til leje i den almene sektor, der skal betale den regning, som burde betales af os alle sammen?

Så er det statsministeren.

Tak for det. Lad mig starte med at kvittere for kvitteringen, som jo sådan set understreger, at i forhold til Danmarks interesser op mod resten af verden er der rigtig mange ting, der samler os. Det er også værd at holde fast i.

Så til det andet spørgsmål: Jeg ser lidt anderledes på det. Jeg ser det ikke som et udtryk for, at lejerne skal betale. Jeg ser det som et udtryk for, at vi står over for en årrække, hvor statens tilskud til den almene sektor kan falde, fordi en række af de lån, der er blevet taget i den almene sektor, simpelt hen er betalt ud. Og det er fuldstændig i overensstemmelse med hele den mekanisme, der er under den almene boligsektor.

Hvis man går tilbage til 1966 – og det her er ikke efter min hukommelse, det må jeg indrømme; det har jeg læst mig til – hvor Landsbyggefonden blev stiftet, kan man sådan set ud af det se, hvad intentionen er. Og regeringens udspil, som vi skal forhandle – også tak for positiviteten om det i øvrigt – lægger jo ikke op til huslejestigninger overhovedet. Det er sådan, at det er forudsat, at huslejen i den almene boligsektor udgør en fast sats på 2,8 pct. af nybyggeriets anskaffelsessum, og det piller vi ikke ved. Men uden at pille ved det kan vi, i lyset af at nogle lån i sektoren betales ud, altså frigøre et beløb. Det er, hvad angår den del af udspillet, der handler om ydelsesstøtten.

Så vil jeg gerne notere mig og tage positivt imod det, der blev sagt om den anden del, altså renoveringsopgaven, hvor vi lægger op til – alt er jo til forhandling – at der investeres 12 mia. kr. målrettet i de her ghettoområder. Det efterlader fortsat et betragteligt beløb fra Landsbyggefonden til den resterende del af den almene sektor, og derudover finder der jo også omfattende ustøttet renovering sted, altså sparet op i lejen i den enkelte afdeling. Og det løber vel op i noget, der ligner 4 mia. kr. om året.

Så er det fru Mette Frederiksen. Værsgo.

Jeg tror, vi bliver nødt til at gå tilbage til ydelsesstøtten, for jeg synes faktisk, det er et rigtig fint princip, at når der skal bygges nye almene boliger i Danmark, giver vi alle sammen et bidrag dertil. Altså, de fleste af os kommer til at bruge den almene boligsektor på et tidspunkt. Nogle har egen bolig gennem livet, men på et tidspunkt kommer alderen også til at trykke der, og så har man behov for eksempelvis et seniorbofællesskab eller en anden form for almen bolig. Så ideen om, at alle bidrager til at få bygget nye boliger, ønsker jeg faktisk at holde fast i.

Derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvordan pengestrømmen i Landsbyggefonden er, for når man skal skrive konklusionen, i hvert fald i forhold til det udspil, der ligger fra regeringens side – det håber jeg så at vi kan få ændret i – så er det, at det er lejerne i den almene sektor, der ikke bare alene skal finansiere renoveringen af de udsatte boligområder, som jo ikke udgør langt hovedparten af den almene sektor, men også, hvis man tager den kommunale medfinansiering ud, alene skal finansiere det nye byggeri.

Men det er oven i det også kun lejerne, der skal betale for en ekstra indsats på skole- og daginstitutionsområdet. For de udsatte børn, der skal have hjælp der, ville det bedste jo være, hvis deres forældre selv kunne bidrage dertil, men ellers må det være hele samfundet. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at landets lejere skal betale hele regningen.

Statsministeren, værsgo.

Men jeg må bare sige, at jeg ikke er enig i den måde, det beskrives på. Altså, det her betales via statens tilskud, som bliver mindre, og statens tilskud er ikke betalt af lejerne. Statens tilskud er betalt af os alle sammen, alle os, der betaler skat. Og en del af den skat har vi så brugt til at understøtte en lav husleje i den almene sektor, fordi vi altså har vedtaget politisk, at lejen skal udgøre 2,8 pct. af nybyggeriets anskaffelsessum.

Når der så sker det ude i boligmassen, at der er nogle boliglån, der falder bort, altså nogle afdrag, der betales, så er der brug for et mindre tilskud til at opretholde huslejen, og derfor kan vi nu reducere statens tilskud. Og det vil sige, at alle skatteborgernes penge i en eller anden udstrækning nu kan omlægges fra ydelsesstøtte til et andet godt formål – og det forstår jeg også vi er enige om – nemlig en målrettet indsats, for at de børn, som vokser op i boligområder, hvor de har et dårligere udgangspunkt her i livet, kan få en bedre start.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Men det her er ikke alene et spørgsmål om huslejens størrelse. Det at holde huslejen nede i den almene sektor er et ærinde i sig selv, men det er renovering jo også, for rigtig mange af de almene boliger, vi har i Danmark i dag, ligger ikke i de udsatte boligområder. Altså, langt de fleste, der bor alment i Danmark, har et arbejde; eller også har de i hvert fald haft det og er blevet pensionister. De begår ikke kriminalitet. De har behov for en ordentlig bolig, og hvis den bolig skal blive ved med at have en høj standard – og det er jo det, den almene sektor har i Danmark modsat i de fleste andre lande – så skal den også løbende renoveres. Og rigtig meget af den almene sektor i Danmark er bygget i efterkrigstiden, hvorfor vi står over for nogle rigtig store opgaver.

Der var forleden et meget sådan malerisk eksempel derpå med en mand, hvis faldstamme var gået i stykker, og det er jo ikke rart for nogen mennesker. Men det er et godt eksempel på, at det at renovere i den almene sektor er helt nødvendigt for lejernes almindelige hverdagsvelfærd. Skimmelsvamp er et andet godt eksempel. Men det har også betydning for, om vi i fremtiden har en almen sektor, der har en sådan kvalitet, at vi vil være den bekendt, og at den i øvrigt bliver ved med at være et naturligt valg for 1 million danskere.

Statsministeren.

Tak for det. Nu gik jeg ikke ind i det med renovering, fordi spørgeren lige før ville snakke om ydelsesstøtten. Det har jeg forklaret, og det bliver så åbenbart taget positivt imod – og godt for det. For det er vigtigt for mig at understrege, at det reducerede tilskud ikke rokker ved huslejen. Der kommer ikke til at ske noget med huslejen.

Så er det rigtigt, at i forhold til de midler, der er i Landsbyggefonden til renovering, foreslår regeringen, at vi målretter nogle flere til de her områder, og det kan jo diskuteres. Det er klart, at hvis ikke man har viljen til at målrette så meget, som regeringen har foreslået, så kan man gøre mindre.

Men bare lige for at få proportionerne på plads er det sådan, at siden 2011 – og her taler jeg så om en periode, som fru Mette Frederiksen også har haft et delvist medansvar for – har man brugt op mod halvdelen af Landsbyggefondens midler i de her områder. Og det, regeringen lægger op til nu, er, at vi øger det til godt halvdelen. Jeg skal afstå fra at nævne nogle præcise procentsatser, for det bliver efter hukommelsen, og så kan jeg måske gøre det forkert, men det er det, der er niveauet: altså fra lidt under halvdelen til over halvdelen, og efter vores mening altså på en måde, hvor der stadig væk er en pæn portion penge tilbage af støttemidler til at renovere for plus de 4 mia. kr. i ustøttede midler.

Tak. Spørgsmålet er slut. Tak til fru Mette Frederiksen.

Den næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.