Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Ministeren for fiskeri og ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2018.

(Anmeldelse 27.02.2018. Redegørelse givet 27.02.2018. Meddelelse om forhandling 27.02.2018).

Forhandlingen er åbnet, og vi lægger ud med fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Socialdemokratiet kæmper for lige muligheder. Det har vi altid gjort. Det er kampen mod den negative sociale arv. Det er kampen for gratis uddannelser og for fri og lige adgang til sundhed, og det er kampen for ligestilling. Den kamp skal tages på mange fronter, og det gør vi løbende i Socialdemokratiet.

Vi diskuterede i debatten lige før ligeløn, så jeg behøver ikke at bruge mange ord på at gentage, hvordan vi ønsker at genindføre de udvidede kønsopdelte lønstatistikker, som Venstreregeringen desværre afskaffede.

Når det kommer til barsel og tid sammen med sit nyfødte barn, ved vi, at skævt fordelt barsel jo ikke bare betyder, at rigtig mange fædre går glip af den første tid sammen med deres nyfødte barn. Vi ved også, at det er en af de store årsager til løngabet mellem mænd og kvinder. Derfor har vi fra Socialdemokratiets side foreslået at ligestille den 32 ugers fælles forældreorlov, så mor og far har lige gode muligheder for at dele orloven, som det passer dem. I dag ligger alle 32 uger som udgangspunkt hos mor. Det vil vi ændre på, så forældrene som udgangspunkt har 16 uger hver med mulighed for helt frit at overlevere så mange af de 16 uger til den anden forælder, som man ønsker.

Jeg vil også nævne kampen for sorgorlov til fædre. Det er vist lidt kendetegnende for den her debat, som er den første af den slags for mig, at det bliver lidt sådan en buket af ting, vi diskuterer, og en af dem, jeg altså vil nævne, er kampen for sorgorlov til fædre – en kamp, der har varet i flere år, og som vi har kæmpet sammen med andre gode kræfter mod den helt åbenlyse urimelighed, at når et par oplever den tragedie at miste et spædbarn, ja, så har det kun været moren, der har haft ret til 14 ugers orlov til at bearbejde sorgen. Faren har haft 2 ugers fædreorlov og ingen yderligere ret til sorgorlov. Det har vi heldigvis fået rettet op på nu.

Det var nogle af de nationale statusser, men ligestilling er jo ikke kun en national dagsorden. Den er i høj grad også international. I USA har Trumpregeringen genindført den såkaldte Global Gag Rule, så internationale organisationer ikke længere kan få økonomisk støtte fra USA, hvis de tilbyder at informere om eller henviser kvinder til abort. Det er en bevægelse, som vi fra dansk side bør gå stærkt op imod, og derfor er vi også som Socialdemokrater glade for, at regeringen er gået så aktivt til værks her.

Vi er lidt mindre begejstrede, når det kommer til FN's verdensmål og regeringens ligestillingstilgang til dem. Ligestilling er verdensmål nr. 5, og her kan vi i Socialdemokratiet godt undre os over, at man har valgt en indikator i Danmark, som drejer sig om arbejdsmarkedsdeltagelse, for her ligger vi jo i Danmark allerede i front med en af de højeste erhvervsfrekvenser for kvinder. Ved at vælge netop det mål må man sige, at regeringen i den grad springer over, hvor gærdet er lavest, og det er for uambitiøst.

Så er der hele kampen for minoriteters ligestilling. Den nydanske kvindekamp har en flok seje kvinder med indvandrerbaggrund selv kaldt det; den nye frihedskamp kalder vi det i Socialdemokratiets nye udlændingeudspil – kært og vigtigt barn, mange navne.

Man kunne også forstå på ligestillingsministeren her for få uger siden, da vi fejrede kvindernes kampdag den 8. marts, at ministeren mener, at dagsordenen er afgørende, og ministeren har også andre kollegaer, der ikke forspilder en mulighed for at dundre imod manglende ligestilling i de etniske miljøer. Men når nu den dagsorden fylder så meget i regeringens ord, undrer det os bare, at den ikke fylder mere i regeringens handlinger. For når unge piger fra etniske minoritetsmiljøer skal begynde i skole, ja, så er der for mange af dem, der begynder i en muslimsk friskole i stedet for en helt almindelig dansk folkeskole. Hvor er der mon gode rammer for at udøve social kontrol over for disse piger? Ja, mit bud er, at et af de steder er de muslimske friskoler, som den borgerlige regering nu gennem flere finanslove har øget tilskuddet til. Regeringens ord går altså her i den ene retning, og deres politik trækker i den modsatte.

Hvis en kvinde fra et etnisk minoritetsmiljø opsøger et krisecenter, fordi hun har været udsat for vold i hjemmet, ja, så bliver hun alt for ofte mødt af en afvisning på grund af pladsmangel. Også her mangler vi handling fra regeringen.

Så har vi regeringens så stort opslåede ghettoudspil. For en måned siden kunne danskerne se en lille hær af regeringens ministre rykke ind i Mjølnerparken for at præsentere et udspil, som skal bekæmpe parallelsamfund. Her ville det jo mildest talt være oplagt, hvis man også inddrog kampen mod social kontrol, men regeringens ligestillingsminister var ikke til at få øje på blandt de otte ministre, der ellers deltog på pressemødet. Også på det punkt forsømmer regeringen altså en mulighed for at tage kampen mod social kontrol op.

I Socialdemokratiet mener vi, at det er afgørende, at den næste store ligestillingssejr bliver retten til frit at kunne leve det liv, man drømmer om, en kamp for og med de mange nydanskere, der deler de danske værdier, og som mere end noget andet gerne vil leve frit i vores samfund, men som bliver forhindret i det af deres familier og de miljøer, de er en del af. Derfor har vi også i vores udlændingeudspil foreslået en række indsatser i kampen mod negativ social kontrol.

Konkret har vi foreslået, at lovgivningen skal tage hensyn til børn og unge, ikke til forældrene. Hvis børnene har fortalt om social kontrol i hjemmet, ja, så skal de i højere grad kunne undgå, at forældrene bliver underrettet om det. Derfor vil vi give myndighederne bedre mulighed for ikke at inddrage forældre og netværk, hvis det er til fare for barnet eller strider imod barnets tarv.

Vi vil også undersøge anbringelse i indvandrerfamilier. Vi er bekymrede over, at der sker meget få anbringelser af børn i indvandrerfamilier, og at de børn, der anbringes, typisk bliver det meget sent, når de er blevet teenagere. Der er også meget få underretninger fra de muslimske friskoler. Det tyder på, at myndighederne er mere tilbageholdende med at gribe ind i indvandrerfamilier. Det vil vi have undersøgt og gjort noget ved, hvis pilen peger tilbage på danske myndigheder.

Som et tredje tiltag har vi foreslået flere exitprogrammer etableret. Hvis man som ung med indvandrerbaggrund udsættes for social kontrol, ja, så skylder vi som samfund at stå klar med hjælp og støtte til at bryde ud. Det kan bl.a. ske ved at få anvist en ny bolig, få tilbud om uddannelse, videreuddannelse eller job, en mentor. Derudover skal de unge mennesker, der er hårdest ramt, have bedre mulighed for at blive beskyttet, eksempelvis ved at få udleveret overfaldsalarm eller skifte identitet.

Vi har foreslået bedre adgang til krisecentre, og at der skal være midler nok til at løfte centrenes opgave med at beskytte de kvinder, der har brug for hjælp, så de ikke ender tilbage hos de mænd og familier, der har mishandlet dem.

Endelig så vil vi kæmpe for det princip, at religiøse særhensyn skal vige for demokrati og ligestilling. Selvfølgelig skal det være sådan i Danmark, at vi tager hensyn til hinanden, men hensynet går for vidt, når seksualundervisning tilpasses et religiøst mindretal, eller når en mandlig livredder ikke må være til stede under svømmeundervisning for piger. For Socialdemokratiet er det afgørende, at det ikke er de enkelte institutioner og offentligt ansatte, der skal stå alene med kampen for, at demokrati altid er overordnet religion.

Kampen mod social kontrol er en kamp for ligestilling, den måske vigtigste, vi står med lige nu, og den vil vi Socialdemokrater forfølge på tværs af ressorter og ind bag de store ord fra regeringen, så vi forhåbentlig her til den årlige statusdebat på ligestillingsområdet næste år kan se, at vi er kommet meget længere. Og så er der mange andre væsentlige emner, jeg ikke har kunnet nå forbi, både fra redegørelsen og den store samfundsdebat, men tiden er desværre begrænset, så lad det være ordene fra Socialdemokratiet for nu.

Der bliver anledning til et par ord mere, for der er spørgsmål fra fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror egentlig bare, det er opklarende, for jeg tror, at jeg misforstod ordføreren. Det lød, som om fru Astrid Krag sagde, at Socialdemokratiet ville kæmpe for, at både mor og far kan få 32 ugers forældreorlov, men ifølge min viden har mor ret til 32 uger og far har ret til 32 uger hver, og de har ret til 32 ugers barselspenge tilsammen, som de selv bestemmer hvordan de vil fordele imellem sig. Så jeg vil bare lige høre, hvad det var, fru Astrid Krag ville kæmpe for der?

Ordføreren.

Ja, det kan godt være, at jeg formulerede mig rodet. Det skal jeg ikke afvise. Det kan jeg jo gå tilbage og se i referatet, men det er den fælles orlov, som i dag i udgangspunktet tildeles moren. Der mener vi, at der skal være 16 uger til moren og 16 uger til faren. Så skal man så frit kunne fordele dem, som man vil, men der er jo i høj grad en automatik i den måde, tingene foregår på i dag. Det kan jeg selv genkende. Jeg har tre børn og været i to mødregrupper og har masser af veninder, der har stået i det samme. Ved at lave den her ændring vil man i højere grad sikre, at man tager den her drøftelse i familierne om, hvordan man bedst fordeler det, man i dag er fælles om. Det håber jeg klargjorde det socialdemokratiske forslag.

Åbenbart ikke, for der er bedt om ordet igen. Værsgo.

Nej, for jeg forstår det stadig væk ikke. Det lyder, som om fru Astrid Krag siger, at det er barslen, der skal fordeles. Er det udbetalingen? Man kan jo dele pengene, som man vil. Så jeg har stadig væk ikke helt forstået, hvad det er, problematikken er i det. Hvis det er, fordi de automatisk bare overføres til moren, og man så selv skal dele dem derfra, så jeg er faktisk enig i, at man bør lave en ligelig fordeling udbetalingsmæssigt, eller man bør spørge, hvem der skal have dem, og hvordan man vil have dem. Så hvis det er det, der er fru Astrid Krags pointe, så er vi ikke så langt fra hinanden.

Ordføreren.

Men det er da utrolig dejligt og rørende, hvis vi allerede her i de første minutter af den her debat kan nå til enighed om noget, Socialdemokratiet har foreslået. Det vil jeg bare kvittere for og sige til fru May-Britt Kattrup, at det var da dejligt.

Således opløftet går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. For knap en uge siden deltog nogle af os i FN's Kvindekommission i New York. Vi var repræsenteret af en stærk dansk delegation, herunder vores ligestillingsminister, fru Karen Ellemann. Danmark brugte bl.a. sin stemme til at fremhæve kvinders ret til at bestemme over egen krop og vigtigheden af at have seksualundervisning. Hver dag dør 800 kvinder på verdensplan på grund af graviditet og fødsel. Der er også en stor mytedannelse, både i udviklingslandene og lande i den vestlige verden, hvor mange tror, at fordi man lærer unge om sikker sex, så har de også en tidligere seksuel debut.

Vi skal turde tale om seksualitet og kroppe, også med lande, hvor synet på kvinders seksualitet er anderledes. Jeg er bl.a. rigtig glad for, at vi også har Uge Sex herhjemme i Danmark, som Sex & Samfund står for. Et eksempel er også jomfrumyten – et spørgsmål, som vores ligestillingsminister også rejste i sin tale til Kvindekommissionen i New York. Tak for det. Så vidt jeg forstår, vakte også den del stort bifald. Rigtig mange har lært, at kvinder har en jomfruhinde, der springer, første gang de har sex. Kvinder bliver slået ihjel rundtomkring i verden, hvis man ikke kan vise blodplettede lagener efter bryllupsnatten. Og det er selvfølgelig en myte, vi skal bekæmpe.

Internationalt er der heldigvis kommet øget fokus på kvinders rettigheder. metoobevægelsen har også medvirket til øget fokus. I Danmark har vi kæmpet i rigtig mange år for ligestilling, og det er utrolig vigtigt, at alle har lige muligheder uanset køn. Vi skal værne om den enkeltes ret til at udtrykke sig og udfolde sig. Ligestilling betyder, at alle uanset køn, seksualitet eller kønsidentitet skal have frihed til at være dem, de er, også når emnet for nogle er lidt for ømtåleligt.

Betyder det så, at vi ikke har udfordringer på ligestillingsområdet i Danmark? Nej, det gør det ikke. Jeg så for nylig en nyhedsudsendelse, hvor en journalist var taget til Vollsmose på en café, hvor mænd og kvinder ikke sidder sammen. Journalisten spørger, om han må sætte sig, og kvinden i fjernsynet siger – og jeg citerer: Jo, du må gerne være her, for du er et hvidt menneske, så du ved nok ikke bedre. Det siger hun og griner, men følger hurtigt op: Nej, teknisk set må du ikke være her. Kvinder skal være her, og mænd skal være der, siger hun og peger op foran i cafeen. Mænd og kvinder sidder ikke sammen, for sådan er vores lov og sådan er vores regler.

I Danmark har vi ikke love og regler, der forbyder mænd og kvinder at sidde sammen på cafeer, og vi skal som land ikke finde os i parallelsamfund, negativ social kontrol, undertrykkelse af køn eller genopdragelsesrejser til børn, når de bliver lidt for danske. Det skal vi som land sige fra over for. Vi skal ikke acceptere, at der i Danmark er parallelsamfund, hvor ligestilling er sat ud af kraft. Indvandrere og efterkommere, herunder de unge, skal også selv tage opgøret med forældrenes normer og værdier, og vi skal som samfund støtte dem ved at insistere på at debattere og oplyse om deres muligheder og rettigheder i Danmark. Vi ønsker ikke religiøse særhensyn.

Jeg husker også stadig tv-udsendelsen »Moskeerne bag sløret«, hvor vi så en massiv undertrykkelse, hvor kvinder fik at vide, at de ikke må arbejde sammen med mænd eller tage sig et arbejde. Mange af disse kvinder er underlagt en religiøs og negativ social kontrol, der udspringer fra religiøse ledere i moskeerne rundtomkring i miljøet. Flere får råd og vejledning i, at de ikke må blive for danske, og det kan have fatale konsekvenser for mange af de unge, der lever med en splittelse mellem to regelsæt. Det fører til konflikter i familien og gør, at mange unge må flygte fra deres familie.

I Danmark har vi oprettet tophemmelige steder. RED-Safehouse, der er en selvejende institution, driver to sikre og skjulte opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, omfattende negativ social kontrol, æresrelateret vold, tvangsægteskaber eller trusler herom. Der er hjælp at hente i det danske samfund. I Danmark har man friheden til at vælge sin partner og til at være åben om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Der er 59 pct. af de indvandrerkvinder, der bor i et område med en høj koncentration af beboere med indvandrerbaggrund, der føler sig begrænset med hensyn til at vælge sin egen kæreste eller ægtefælle, og næsten fire ud af ti indvandrere og efterkommere mener, at manden er familiens naturlige overhoved. Blandt personer med dansk oprindelse er det hver tiende. Og det er jo alt for mange.

Vold i nære relationer er noget, vi har haft stort politisk fokus på, og vi lavede derfor også en samlet aftale og fik her afsat 65,6 mio. kr. til indsatsen i 2017. Og den indsats er noget, vi skal følge op på. Ligestillingsudvalget har også haft indkaldt justitsministeren i samråd i januar om psykisk vold, og justitsministeren lovede på samrådet, at der også her vil komme et lovforslag om at lave en særskilt paragraf i forhold til psykisk vold. Og der er nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der er i gang med en proces, som ifølge Justitsministeriet forventes afsluttet i 2019.

Der er på tværs af partierne i Folketinget stor opbakning til at styrke indsatsen også omkring den psykiske vold, og vi har også for nylig vedtaget fælles regler, som det tidligere er blevet sagt, omkring sorgorlov, hvor vi fik afsat midler på finansloven, så også fædre, som mister et barn inden for den 32. uge efter fødslen, kan få sorgorlov.

Vold er noget af det, der har store konsekvenser for ofret for volden, og det ikke kun den fysiske; det er også den psykiske, som jeg også tidligere har sagt, netop den usynlige vold. Og der er mange former for vold. Der er også seksuel vold, materiel vold, økonomisk vold, og det er noget, vi har – og fortsat skal have – stort fokus på.

Menneskehandel er også en stor udfordring, og der er behov for en stabil og fleksibel indsats, der løbende kan tilpasses udviklingen. Derfor har vi inden for rammerne, også til bekæmpelse af menneskehandel, afsat midler for 2019-2021, og der har vi allerede nu fastlagt en handlingsplan.

I Danmark er 731 personer af de danske myndigheder blevet vurderet handlet i perioden 2007-2017, og størstedelen af ofrene kommer fra Nigeria, Rumænien og Thailand. 87 pct. af de vurderede ofre for menneskehandel i Danmark er kvinder, og næsten 24,9 millioner mennesker er ofre for tvangsarbejde, herunder menneskehandel på verdensplan. Og så er der jo så alle mørketallene, som vi ikke kender noget til.

Vi har også haft en stor debat om kvindekrisecentrene; bl.a. har vi diskuteret, om der er pladser nok. Og det er også et emne, vi har taget op i Ligestillingsudvalget og har haft samråd om. Vi skal sikre, at der er tilstrækkelig hjælp til voldsudsatte, og vi skal heller ikke glemme mændene. Der er også 13.000 mænd, som årligt udsættes for fysisk eller psykisk vold af en nuværende eller tidligere partner, og de fleste af dem søger ikke hjælp. Og de gør ikke alle nødvendigvis brug af deres netværk.

Det er også noget, vi har stor opmærksomhed på i Dansk Folkeparti. Det er bl.a. en stor mærkesag for os, at de mandekrisecentre, vi har, også bliver reelt ligestillet med kvindekrisecentrene, også i forhold til finansieringen af krisecentre. For hvis vi kigger på serviceloven, kan vi jo se, at der står sort på hvidt, at man i en kommunalbestyrelse skal tilbyde midlertidigt ophold til kvinder og børn, som har været udsat for vold og trusler, men der står altså ikke noget om mændene. Det synes vi selvfølgelig fra Dansk Folkepartis side ikke er rimeligt. Vi har i hvert fald flere gange rejst problematikken også i forhold til satspuljekredsen, og det er selvfølgelig noget, vi vil fortsætte med. Vi håber, at vi på et tidspunkt kan blive enige om, at krisecentre for mænd skal ligestilles med kvindekrisecentrene.

Der er rigtig mange ting at tage fat på, og der er også rigtig meget arbejde, som venter. Bl.a. afventer vi også nu en høring om bloddonation i forhold til homoseksuelle. Vi har haft seksuel chikane på dagsordenen, og jeg synes jo, det er rigtig godt, at vi bredt politisk – selv om vi er så forskellige – kan mødes i Ligestillingsudvalget og blive enige om at rejse nogle væsentlige spørgsmål og arbejde videre ud derfra. Og det ser jeg selvfølgelig frem til at vi kan fortsætte med. Og så vil jeg sige tak for ordet.

Det var det. Tak til fru Karina Adsbøl. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Mads Fuglede. Fru Pernille Skipper er på vej herop, men det kan godt være, at det er en drøm, fru Pernille Skipper har. Værsgo.

Tak for ordet. Det her er min første redegørelsesdebat som ligestillingsordfører, og jeg vil i den forbindelse gerne takke ministeren for en rigtig god en af slagsen. Jeg er faktisk meget stolt over at være kommet på et så ambitiøst hold, både hvad angår ligestillingsarbejdet herhjemme, men også i udlandet, og et af mine højdepunkter indtil videre på den rejse var at sidde i FN og høre ministerens tale om jomfrumyten. Det var vigtigt, at det blev sagt, og det har allerede nu givet gib i et så tungt system som FN-systemet. Så det her betyder noget.

Dagens redegørelse mener jeg giver et tydeligt indblik i den stærke indsats, vi med ministeren i spidsen yder på ligestillingsområdet. Vi er kommet utrolig langt, hvad angår ligestilling i Danmark, og i dag tæller lige muligheder som et af de vigtigste principper i dansk selvforståelse. Det er vel det, vi er, og det, vi har som grundprincip. Det er rygraden i vores dna, at vi med grundloven omkring første verdenskrig, hvor vi gav kvinder stemmeret, tog det vigtigste skridt i vores lands seneste historie mod at blive dem, vi er i dag.

Men lige muligheder skal også veje tungt i de udsatte boligområder, hvor andelen af beboere af anden etnisk herkomst er høj, og det gør de langt fra i dag. De fleste forældres højeste ønske er, at deres barn bliver sund og rask. I visse kulturer er det bare ikke ligegyldigt, om det bliver en dreng eller en pige. Her mener man, at piger er mindre værd, og drengene i disse kulturer har andre vilkår i de lande, som ikke ser sådan på det. Ser man på erhvervsfrekvensen blandt kvinder af anden etnisk herkomst, bliver man meget trist til mode. Over for dem skal vi gøre det fuldstændig klart, at vi ikke accepterer parallelsamfund, hvor kvinder bliver undertrykt, og hvor piger i særdeleshed udsættes for social kontrol af deres familier. Der findes ikke meget ligestilling i skyggen af en burka eller en niqab.

I Danmark er vi født med lige muligheder uanset køn og seksuel orientering eller kønsidentitet. Det er en grundlæggende ret, der ikke kan gradbøjes efter religiøse eller kulturelle overbevisninger. Derfor glæder det mig, at regeringen vil fortsætte indsatsen mod negativ social kontrol og manglende ligestilling i minoritetsmiljøer. Det er en af de problemstillinger, der personligt ligger mig mest på sinde, selv om der er en hel buket af dem. Heldigvis er der flere unge med minoritetsbaggrund, der blander sig i debatten og siger fra. Vores fornemste opgave er derfor at støtte disse unge mennesker og oplyse dem om deres rettigheder, så de forhåbentlig tør tage opgøret med de forældede normer, deres forældre repræsenterer, og de værdier, som begrænser dem i at udleve deres liv og få den personlige frihed, vi andre tager for givet herhjemme.

Noget andet, der er forældet, er erstatningssummen til ofre for sexchikane. Omfanget af hele metoobevægelsen har hjulpet os med at få fokus på det her område, hvor vi er vidne til, at problemet med sexchikane er alt for stort, altså at det, som burde være naturligt, nemlig at leve og arbejde i miljøer fri for sexchikane, ikke er alle forundt. Da jeg blev bekendt med dette, gjorde jeg det til en personlig målsætning at få godtgørelsen til ofre for sexchikane sat kraftigt i vejret, og hvis jeg oplevede et højdepunkt i FN med ligestillingsministeren, så havde jeg et andet, da jeg sad i det samråd og hørte beskæftigelsesministeren give udtryk for, at det ville man straks gøre noget ved.

Det viste sig nemlig, at erstatningssummen til ofre for sexchikane ikke har ændret sig de sidste 25 år. Godtgørelsen står altså på ingen måde mål med den pris, der bliver betalt som offer. På den baggrund er det godt, at kvinden føler, at hendes rettigheder bliver taget alvorligt af en blå regering. Erstatningen for sexchikane er somme tider takseret helt ned til 8.000 kr. Når man taler med bl.a. HK, kan man blive oplyst om, at der bliver indgået en række forlig på det her område, og ofte hører man den historie, som det måske er svært helt at få verificeret, om, at der er mange gengangere blandt de her forlig. Det skyldes, tror jeg, at erstatningssummen er så lav, at den er latterlig lav, og den har helt åbenlyst ikke nogen forebyggende effekt. Jeg er glad for, at vi i regeringen er ved at få gjort op med den alt for lave erstatningssum til de kvinder, men også mænd, der udsættes for seksuelle krænkelser på deres arbejdsplads.

På trods af problemer med seksuel chikane på arbejdspladsen, som de fremtidige godtgørelser forhåbentlig får sat en stopper for, er Danmark dog et af de mere ligestillede lande i verden, blandt de mest ligestillede overhovedet. Frihed og frisind er grundlæggende værdier i vores samfund, og jeg ved, at mange finder vores værdier misundelsesværdige. Det kan jeg godt forstå, og derfor er det vigtigt, at vi ikke tager dem for givet, men kæmper for at værne om dem. Jeg har i min dialog med mange på min korte rejse indtil videre hele tiden mødt forståelse, hvad enten jeg sad i KVINFO og snakkede om det eller ovre hos ligestillingsministeren eller med HK. Alle, der er aktører på det her område, vil det samme. Det er ikke altid, at vi vil bruge de samme midler, men man har den klare fornemmelse, at vi vil det samme sted hen. Det er så utrolig vigtigt.

Derfor er det også vigtigt, at vi bruger vores gode ry og rygte til at kæmpe for kvinders rettigheder og ligestilling globalt. Det er ikke kun herhjemme, at der er en opgave at løse. Ligesom mange af jer, der sidder her i salen i dag, er jeg netop, som jeg nævnte, kommet tilbage fra FN's Kvindekommission, og dagene i New York har kun bekræftet mig i vigtigheden af Danmarks internationale indsats for kvinders rettigheder. Samtidig har turen givet mig fornyet håb for verdens kvinder. da viljen til at styrke ligestillingsindsatsen globalt har været helt tydelig i den her forbindelse. Denne politiske vilje er også at finde i FN's 17 verdensmål, som danner rammen for den globale udviklingsindsats frem til 2030 med hele 5 mål om ligestilling. Det tegner godt, i hvert fald som ambitioner. Jeg håber også, at det bliver til virkelighed.

Selv om vi er nået langt på ligestillingsområdet herhjemme, erkender jeg, at vi ikke er i mål endnu. Alligevel mener jeg, at redegørelsen er et udtryk for, at vi er på vej i den rigtige retning. Dog må vi aldrig glemme, at der også i rigsfællesskabet er kvinder, hvis rettigheder ikke er, som de bør være. Dem må vi heller ikke svigte. Tak for ordet.

Tak til hr. Mads Fuglede. Og så nåede vi frem til fru Pernille Skipper, Enhedslisten, i den helt rigtige rækkefølge. Værsgo.

Tak. Det er kun, fordi jeg prøver på at vænne os alle sammen til, at Enhedslisten selvfølgelig satser på at blive større end Venstre næste gang, ikke?

Ligesom sidste år vil gerne indlede den her redegørelsesdebat med at rose ministerens redegørelse om perspektiv- og handlingsplanen, for jeg deler den grundlæggende analyse, der fremgår, og som i korte træk er, at de kønsforskelle, som resulterer i ulighed, i høj grad er noget, som er kulturelt og historisk betinget – f.eks. det kønnede uddannelsesvalg, det kønsopdelte arbejdsmarked, ulige fordeling af barsel osv. osv. Det er alt sammen et resultat af nogle bestemte forestillinger om køn, som begrænser os alle sammen, men som stadig i høj grad former det samfund, som vi er en del af i dag. Men når vi siger – og jeg fremhæver det – at det er kulturelt betinget, at der er en uligestilling imellem mænd og kvinder, så er det jo, fordi det er så vigtigt, at vi får slået fast gang på gang, at den ulighed er menneskeskabt og dermed også noget, som vi kan gøre noget ved, og det er så vigtigt. Så ros for det.

Men jeg vil så samtidig sige, at selv om køn er et kulturelt fænomen, må vi ikke bare tro, at kønsulighed så alene er noget, der kan rettes op på gennem dialogmøder og oplysningskampagner. Selvfølgelig er det vigtigt med debat og samtale, også i ligestillingsarbejdet, måske særlig i ligestillingsarbejdet, men der er altså også nogle økonomiske og nogle strukturelle problemer, som vi langt hen ad vejen har nogle politiske redskaber til at løse, og som vi ikke har løst endnu. Og det burde vi gøre.

Så selv om jeg deler den analyse, som redegørelsen bygger på, synes jeg også, at der er nogle mangler. Og det, man gør i de her ordførertaler, er jo at påpege de ting, man synes der mangler. Så jeg har ros til det, der ligger, men hvad er det så, jeg synes der mangler? To ting vil jeg gerne lige tale om. Den ene er uligeløn. Det har vi lige haft en debat om, men jeg synes alligevel, at jeg vil tage en runde mere. Og den anden er vold mod kvinder.

Det første er ligelønsproblemet. Redegørelsen her taler faktisk slet ikke om uligeløn. Der tales om lønforskelle – det er det begyndt at blive kaldt – som skyldes valg af job, længde af barsel, eller som nærmest på magisk vis er uforklarlige, som der også bliver sagt. Jeg synes, at vi skal holde fast i at kalde det uligeløn, for det er det, det er. Det er en økonomisk ulighed imellem køn. Det er der blevet talt meget om, både ved den her debat sidste år, men også generelt for tiden, fordi der er overenskomstforhandlinger i gang; så taler vi meget om uligeløn. Og det lader til, at vi er ved at være der – i hvert fald her på Christiansborg – hvor vi enige om, at uligelønnen er et faktum. Det gælder både den, der er i kraft af det kønsopdelte arbejdsmarked, men også den, der rigtig ofte er på enkelte arbejdspladser. Og selv om ministeren påpeger i redegørelsen, at en stor del af uligelønnen har årsag i den skæve fordeling af barsel, og ny forskning også viser, at kvinder mister omkring 20 pct. af deres livsindkomst pr. barn, de får, og at det gør mænd ikke, så bliver vi nødt til at holde fast i, at det ikke er uforklarligt, og at det heller ikke bare drejer sig om lønforskel, men om uligeløn, og at det desværre kan forklares med køn.

Ved debatten sidste år blev der efterspurgt nogle konkrete redskaber til, hvordan vi kommer den ulighed til livs. Jeg synes, at nogle af redskaberne ligger lige for. Vi har lige diskuteret det ene, nemlig en ligelønspulje, som kunne rette op på noget af uligelønnen i den offentlige sektor. Jeg synes også, at den islandske ligelønsmodel, som den er blevet kaldt, hvor virksomhederne altså bliver pålagt at dokumentere, at de faktisk udbetaler ligeløn, er noget, man bør lade sig inspirere af. Så synes jeg, at lige barselsrettigheder mellem mor og far er noget, vi forsømmer at tale om. I dag øremærker vi jo allerede 3 måneder til moren, men faren har ikke den samme rettighed. Man burde give lige rettigheder til far og mor. Det ville også give fædrene langt større mulighed for at være en del af den første tid af deres børns liv. Det er bare nogle af eksemplerne. Kønsopdelte lønstatistikker til virksomheder, der også er lidt mindre end dem, der bliver afkrævet det i dag, er et forslag, som Socialdemokratiet nævnte tidligere i dag, og det kan jeg også tilslutte mig.

Der er altså rigtig, rigtig mange ting, som vi kan gøre politisk for at handle på spørgsmålet om ligeløn, og derfor har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, hvorfor vi ikke snart går i gang. Og jeg bliver også noget bekymret, når vi begynder at tale om det som noget, der ikke kan forklares, eller noget, som bare er en forskel. Der er tale om en reel ulighed, og det er meget forklarligt og også noget, som vi kan ændre på.

Det andet, jeg gerne vil tale om, som jeg synes mangler i redegørelsen fra ministeren, er vold mod kvinder. Og så vil jeg gerne igen problematisere et skift, der er sket i måden, vi taler om problemet på. Det er, ligesom om man er gået væk fra det at tale om partnervold som et kønsspecifikt problem, altså et problem, som rammer kvinder langt hårdere end mænd, til at begynde at tale om det som et problem, der slet ikke handler om køn. Altså, der er faktisk endda kommet sådan et øget fokus på mænd og drenge, der udsættes for vold. Når jeg påpeger det, er det jo ikke, fordi jeg vil prøve at påstå, at der ikke er mænd og drenge, der udsættes for vold, for det er der, og de skal have hjælp. Og jeg vil også gerne understrege, at jeg ligesom Dansk Folkepartis ordfører er meget enig i, at det er vigtigt, at vi har mandekrisecentre og pladser nok på dem, ingen tvivl om det.

Men det bekymrer mig altså, at vi ikke nævner den kønsmæssige slagside, der er i partnervoldproblematikken, for det er langt flere kvinder end mænd, der udsættes for vold, og den vold, som kvinder udsættes for, er også langt farligere end den vold, som mænd udsættes for, og desværre langt oftere dødelig. Og når man ikke taler om den kønsmæssige slagside, tror jeg altså, at det mudrer billedet af, hvad partnervold er for en størrelse. Det nævnes ikke i redegørelsen, at man i 61 pct. af henvendelserne på landets krisecentre har måttet afvise på grund af pladsmangel. Det er et meget konkret problem, som skriger på handling her og nu, især fordi vi ved, at det er i det øjeblik, en kvinde faktisk prøver på at forlade en voldelig partner, at hun havner i decideret livsfare.

Det sidste, jeg også vil nævne i den forbindelse, er rapporten fra GREVIO, der udkom i november sidste år. Det er en uafhængig ekspertgruppe, der monitorerer de lande, som har ratificeret Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder. Det er en konvention, som Danmark ratificerede i 2014. Deres rapport er slet ikke nævnt i ministerens redegørelse, og det ville jeg ellers mene var ret nærliggende, når man nu skal gøre status over ligestillingen i Danmark. Men ud over forslaget om at indskrive psykisk vold i straffeloven – og det skal regeringen have stor ros for – ignorerer ministerens redegørelse faktisk alle de andre henstillinger, der er.

Så derfor vil jeg egentlig bare gerne stille ministeren de to spørgsmål: Vil ministeren tage nogle konkrete politiske værktøjer i brug på et tidspunkt for at sikre ligeløn? Og vil ministeren iværksætte initiativer, så Danmark fremadrettet vil leve op til vores internationale forpligtelser i forbindelse med Istanbulkonventionen? Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Danmark er et af de mest ligestillede lande i verden, og det glæder mig meget. Det er meget vigtigt, at alle har adgang til uddannelse, job, det offentlige rum og i det hele taget alle de ting, som vi i Danmark tager som selvfølgeligheder. Man skal selv kunne bestemme, om man vil gå til fritidsaktiviteter, selv vælge arbejde, kæreste og ægtefælle. Og den lige adgang skal gælde uanset køn, etnicitet, religiøs overbevisning eller seksuel orientering. Ligestilling og personlig frihed er helt basale værdier i et demokratisk samfund, og alle, som bor i Danmark, bør respektere disse værdier. Og det gør langt de fleste heldigvis også. Men alligevel er der nogle områder, hvor vi ser problemer.

Lgbti-miljøet oplever ikke altid ordentlig respekt fra det omkringliggende samfund. Derfor er det godt og vigtigt, at vi gør en indsats på det område. Selv har jeg været meget aktiv for at sikre transkønnedes rettigheder i behandlingssystemet, og netop nu går Danmark foran for at flytte behandlingskoden i WHO-systemet, så transkønnede ikke længere står under koden for sindslidende, hvilket jo er helt absurd at de overhovedet nogen sinde har gjort. Og vi får også rettet de transkønnedes rettigheder i behandlingsvejledningen fra Sundhedsministeriet.

I etniske minoritetsmiljøer ses der negativ social kontrol og manglende ligestilling. Det er ikke danske, demokratiske værdier, og derfor er det vigtigt, at den ambitiøse indsats på dette område fortsætter. Og der er gode initiativer i gang.

Ligestilling mellem kønnene skal ikke kun have fokus på kvinders rettigheder. I Danmark er der områder, hvor mænd er dårligere stillet end kvinder; specielt i forbindelse med børn, familie og skilsmisse har mænd en ret dårlig retsstilling. Det kan bl.a. fremhæves, at børnechecken helt automatisk sendes til mor, og far bliver ikke engang informeret om det. Og i forbindelse med skilsmisser og forældreret er der også et skævt forhold. Med hensyn til barselspenge, som vi talte med fru Pernille Skipper om før, kan vi godt tale om, hvordan de udbetales. Men jeg ved ikke, om fru Pernille Skipper talte om øremærket barsel. Det går jeg og Liberal Alliance i hvert fald ikke ind for.

Ligestilling er også at respektere de beslutninger, som mennesker tager. For at nogle skal være krænkede, gælder det jo, at den kvinde eller mand, som man føler er blevet krænket, rent faktisk også selv føler sig krænket. I visse tilfælde er der tilsyneladende nogle kvinder, som føler sig krænkede på andre kvinders vegne. Gode eksempler – eller vel måske nærmere kedelige eksempler – er kyssepigerne i Tour de France og nummerpigerne i Formel 1, som nu bliver droppet, fordi andre mennesker mener, at det er nedværdigende og diskriminerende. Men i virkeligheden gør man så kvinden til et offer, og man taler ned til hende og udstiller hende som svag – så svag, at hun ikke selv kan sige fra og træffe egne valg. Det mener jeg er diskriminerende og nedladende, og det har intet med kampen for kvinderettigheder at gøre.

For hvad blev der af kvindens ret til selv at bestemme over egen krop? Det er en dårlig idé at spille klog på andre kvinders vegne. Jeg tror godt, at den enkelte kyssepige eller nummerpige selv kan finde ud af, hvad der er bedst for hende. Og man kan godt være en stærk og en fri kvinde og samtidig have lyst til at uddele et kindkys eller vise sin krop frem.

Med hensyn til jomfruhinden er det altså først og fremmest helt ufatteligt, at det har været muligt at bilde en hel verden ind, at der findes en jomfruhinde. Det er jo helt uforståeligt. Men det er sådan set slet ikke det vigtigste i den sag. Det vigtigste i den sag er, at kvinder kan blive slået ihjel, hvis de har haft sex før ægteskab, at det kan bringe skam over en hel familie, at en kvinde har haft sex før ægteskab. Og i øvrigt kan jeg heller ikke helt forstå, hvordan det hænger sammen, at piger ikke må have sex før ægteskab, men at mænd godt må. Jeg ved ikke lige, hvor de der piger skal komme fra så. For enten er de jo altså før ægteskab, eller også er de gift. Så det er vel også lidt svært. Men det var, hvad jeg ville sige.

Tak. Fru Pernille Skipper, en kort bemærkning.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge til, hvad det er for nogle regler, ordføreren for regeringspartiet Liberal Alliance mener der er ulige mellem mænd og kvinder i skilsmisselovgivningen. Og jeg spørger så konkret, fordi jeg selv og en hel masse andre for tiden sidder og forhandler reglerne på forældreansvarsområdet, og vi støder hele tiden ind i den her myte om, at der skulle være en kønsulighed i de regler. Det er faktisk ikke særlig fremmende, at der er den myte. Så for at være sikker på, at den myte ikke bliver bragt videre fra Folketingets talerstol, så vil jeg bare gerne have, at vi får præcis at vide, hvad den ulighed skulle bestå i, som fru May-Britt Kattrup henviser til.

Ordføreren.

Nu er det fru Laura Lindahl, som er socialordfører og som har den sag, som vi taler om her. Jeg kender ikke den præcise paragraf eller lovgivning, men jeg mener, at det er en helt almindelig opfattelse, det ser man jo igen og igen, at forældreretten automatisk tilfalder kvinden, moren, medmindre hun nærmest er kriminel eller har andre meget store problemer. Altså, manden står i en svær situation med hensyn til forældreret.

Fru Pernille Skipper.

Det er simpelt hen faktuelt forkert. Det er simpelt hen faktuelt forkert, det, som ordføreren står og siger på talerstolen. Og det fremmer et billede af, at vi har en lovgivning, som ikke er den, der rigtigt eksisterer. Forældreansvarsloven er fuldstændig ligetil. Den er helt kønsneutral, helt og komplet. Mor og far har delt forældremyndighed i Danmark fra starten. De har lige ret til barnet, barnet har lige ret til begge sine forældre, og begge forældre har mulighed for i konfliktsituationer at få tildelt den fulde forældremyndighed eller bopælen, eller hvad det nu er, man diskuterer. Det er simpelt hen forkert, hvad ordføreren står og gengiver, og jeg vil egentlig gerne bede ordføreren om ikke at gøre det, før ordføreren kan dokumentere sin påstand.

Man skal overholde taletiden. Værsgo.

Hvis det er rigtigt, hvad fru Pernille Skipper siger, så beklager jeg at have sagt noget forkert her fra talerstolen.

Tak. Så er det hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet.

Mange tak for det. Det var egentlig bare et kort spørgsmål til ordførerens kommentar om kyssepiger og om, at det var problematisk, at de ikke skulle eksistere længere. Jeg må spørge, om ordføreren anerkender, at det jo er i den henseende, at kvinder bliver seksualiseret og objektiviseret, og at det er det, der ligger til grund for, at man ikke ønsker at forstærke sådan nogle stereotyper længere. Der var også en af kyssepigerne, der var blevet knebet i bagdelen af en af cykelrytterne, ligesom højtlønnede projektledere i dagens Danmark bliver kaldt for mødepynt som kvinder, i stedet for at blive anerkendt for, hvem de er, og deres person. Og det er i den henseende, at man har fjernet kyssepigerne.

Mener ordføreren ikke, at det er en reel hensigt?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at man skal nedgøre kvinder eller nogen andre mennesker, mænd, for den sags skyld, man skal ikke nedgøre hinanden på nogen områder. Men jeg mener, at kvinder i et moderne samfund er stærke nok til selv at tage stilling til, om de vil være kyssepiger eller nummerpiger eller side 9-piger, eller hvad det nu skulle være. Jeg mener, at vi kvinder i et veludviklet samfund med uddannelse selv godt kan afgøre, om vi vil vise os frem på den måde. Og jeg mener, at det er nedgørende, at andre skal bestemme, at det er diskriminerende, og at man ikke selv som kvinde kan tage den beslutning. Altså, jeg har ikke brug for, at ordføreren står og beslutter for mig, hvad der er nedgørende for mig at foretage mig eller ej. Det mener jeg godt at jeg selv kan tage stilling til.

Værsgo.

Det er en helt fair og legitim holdning hos ordføreren. Jeg har brug for som mand og som far ikke at forstærke nogle stereotyper over for min datter, så hun oplever, at det bedste, hun kan blive brugt til i forhold til et cykelløb, som allerede er mandsdomineret, er at stille sig op og kysse på en mand og blive knebet i bagdelen. Den slags stereotyper har jeg ikke brug for at forstærke til min datter. Så jeg håber også, at ordføreren anerkender, at der er nogle, der står op for kvinders rettigheder og mener, at de er berettiget til det i henhold til den position, de har i samfundet.

Ordføreren, værsgo.

Jeg mener for det første ikke, at det er kvinders rettigheder, man varetager, hvis man siger, at kvinder ikke må være kyssepiger, hvis de gerne vil være det. Det er ikke at varetage kvinders rettigheder. For hvis en kvinde gerne vil det, skal hun have ret til det. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg godt kan forstå med hensyn til ordførerens børn, at man kan have nogle tanker om det. Der er det jo så forældres ansvar og opgave at opdrage deres børn til at kunne tackle alle de indtryk, som man vil få i en verden. Der er masser af fristelser, der er masser af idoler, som man skal lære at man ikke kan ligne og leve op til, og der er masser af ting, man skal lære at forholde sig til. Og det er en forældres opgave og ikke en stats opgave.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren nævnte myten om jomfruhinden, og jeg synes faktisk, at det er en fin ros også at give til ministeren for at være gået ind i den diskussion. Jeg synes, at grunden til, at det også er et meget interessant eksempel, faktisk er, at det er en myte, som det er lykkedes at internalisere helt ind i kvinder selv, så kvinder også selv har troet på, at der var en jomfruhinde. Ordføreren siger samtidig, at vi ikke skal dømme kvinder, for de må selv tage stilling til, hvad de vil sige ja og nej til. Men så er det jo lige præcis nogle af de der kønsstereotyper, nogle af de der myter om, hvad en rigtig kvinde er, som gør, at selv stærke kvinder ikke vælger at sige fra, ikke problematiserer nogle af de ting, der foregår.

Så jeg vil bare gerne sådan have ordføreren til at svare på: Mener ordføreren, at kvinder sådan set aldrig kan have brug for selv at se, at de er en del af nogle kønsstereotyper, og at vi skal hjælpe hinanden med at bryde med dem?

Værsgo til ordfører.

I en moderne vestlig verden, hvor vi ikke er undertrykt, og hvor vi er veluddannede, mener jeg godt, at vi er i stand til selv at se de ting og selv tage sådan nogle beslutninger. Jomfruhindemyten er jo noget, som har eksisteret i, jeg ved ikke hvor mange hundrede år, jo nærmest altid, og der er det da rart, at vi nu når så langt og bliver så oplyste, at vi får vide, at det er der slet ikke noget, der hedder. Man kan jo ikke bebrejde nogen, at vi videnskabeligt er blevet bildt det ind. Og det er slet ikke det, der er det værste i hele den snak om jomfrumyten, men det er jo i det hele taget, at man har kunnet sige til kvinder, at de bliver slået ihjel, hvis de har sex før ægteskabet. Det er jo den vigtigste pointe i det her. Det andet er, at det bare er ufatteligt, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at bilde en hel verden ind, at der findes en jomfruhinde, når der ikke gør det.

Fru Trine Torp.

Jamen præcis den myte eksisterer også i den veloplyste vestlige verden. Det er jo det, der er det meget interessante i den snak. Det kan godt være, at det ikke har haft de samme dramatiske konsekvenser, men ikke desto mindre er det en forestilling om kvinder, der stadig væk eksisterer. Og ja, den er mange, mange år gammel. Det er myten om, forestillingen om, forventningen om, at kvinders krop er et objekt, som man kan vurdere; som man kan værdsætte eller ikke værdsætte; som man kan få adgang til, uanset om kvinden selv inviterer til det eller ej. Det er faktisk også en forestilling, der har levet i rigtig mange år.

Så er det ordførerens holdning, at det er op til den enkelte kvinde at gøre op med det?

Værsgo.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår spørgsmålet rigtigt. Vi har jo almindelig oplysning, og vi har et moderne civilt samfund, hvor vi skal være ligestillede, og hvor vi respekterer hinanden. Det skal vi jo selvfølgelig fortælle. Undskyld, jeg forstår altså ikke helt spørgsmålet. Det beklager jeg.

Tak. Fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Jeg skal ikke følge op på fru Trine Torps spørgsmål, men på noget af det, som ordføreren siger her, nemlig at vi har et moderne stabilt samfund, hvor vi er veluddannede osv. Det lyder jo meget godt, og gid det var sådan, at der var den samme frihed for alle i det her land, men jeg vil her i første runde spørge, om ordføreren ikke anerkender, at der er nogle miljøer, der er nogle subkulturer, der er nogle parallelsamfund, hvor det ikke er sådan, og hvor piger og drenge ikke er lige meget værd og ikke må det samme, hvor der er nogle unge i dag, der oplever ikke selv at måtte træffe valg i deres liv, hverken de store valg, uddannelse, ægtefælle, om man må flytte hjemmefra, eller de små valg: Hvilken musik må man høre, hvad for noget tøj må man gå i, hvad for nogle venner må man have. Anerkender Liberal Alliances ordfører ikke, at det dels er sådan?

Så trods den her snak om det moderne stabile samfund, hvor vi er veluddannede, så er der altså nogle lommer, nogle områder, hvor den frihed, vi andre måske tager for givet, ikke er alle forundt. Mener ordføreren, hvis ordføreren anerkender, at det findes, og der nikkes, så ikke også, at det er et problem?

Værsgo.

Jo, helt klart, hvilket jeg også sagde i min ordførertale. Jeg sagde, at i etniske minoritetsmiljøer ses der negativ social kontrol og manglende ligestilling. Det er danske demokratiske værdier, og derfor er det vigtigt, at den ambitiøse indsats på det område fortsætter. Jeg sagde også i min tale, at de værdier, som vi har i Danmark, demokratiske ligestillingsværdier, respekt for hinanden, skal efterleves af mennesker, der bor i Danmark. Det er da klart et problem, hvis de ikke bliver det, og derfor er indsatsen på det område meget vigtig.

Fru Astrid Krag.

Så har jeg bare et opfølgende spørgsmål til det. Det var også noget af det, jeg kom omkring i min egen ordførertale. Hvis man nu anerkender det fra ordførerens side, og hvis man også kigger på nogle af de tal, der jo faktisk ligger i ministerens redegørelse, hvor man kan se, at problemerne i forhold til social kontrol, i forhold til selv at kunne vælge kærester og ægtefæller – det er konkret det, der står heri – forstærkes dér, hvor der er en meget høj koncentration af folk med minoritetsbaggrund, som abonnerer på de her holdninger, hvordan kan ordføreren så forsvare, at ordførerens parti, ordførerens regering ikke bare en gang, men flere gange har hævet støtten til de muslimske friskoler?

Værsgo.

Nu er jeg altså ikke skole- eller uddannelsesordfører, så jeg kender ikke detaljerne i de ting og vil ikke gå ind i dem.

Jeg tror, vi skal forsøge at holde os til emnet her, og ikke gå vidt ud over, hvad emnet egentlig drejer sig om.

Der er ikke flere kommentarer, så værsgo til hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Mange tak, fru formand. Tak til ministeren for ligestillingsredegørelsen. Jeg vil gerne starte med at rose de elementer, som vi ser som positive. Først og fremmest er det positivt, at redegørelsen rummer en anerkendelse af en lang række problematikker på ligestillingsområdet i Danmark, som vi har en politisk forpligtigelse til at handle på, og jeg var glad for at læse, at det anerkendes, at mange af de problemer knytter an til normer og traditioner og identitetsforståelse.

For det betyder, at man kan hjælpe og forsøge at løse problemerne med uligestillingen i samfundet, på arbejdsmarkedet, på uddannelsesområdet og i familien. Og når vi gør det, skal vi være særlig opmærksomme på, at det netop er normer og virkelighedsopfattelser, som præger de her dynamikker. Og vi skal også vende blikket mod os selv her i Folketinget, hvad angår en inkluderende debat – som jeg nogle gange synes er fraværende – der fordrer ligeværdighed frem for marginalisering eller fremmedgørelse. Men det handler også om at forstå rammerne for, hvordan Folketinget skal understøtte udviklingen med øget ligestilling.

Oplysning og en åben debat er helt nødvendigt, men jeg mener godt, at vi kan være mere progressive. Jeg tror godt, at vi kan sige, at Danmark er nået langt. Det er der bred enighed om. Men vi er også langt fra vores mål. Der er lang vej endnu. Derfor savner vi i redegørelsen nogle lidt mere handlingsorienterede og aktive målsætninger for, hvad det så er, man kan gøre bedre for at løse de nævnte problemstillinger i redegørelsen.

Når redegørelsen taler om ligestilling i Danmark oplever jeg, at der er et meget stort fokus på den enkelte, og jeg mener, at problemstillingerne primært finder sted i krydsfeltet mellem individ og struktur. Her i Folketinget har vi en privilegeret mulighed for at adressere netop de her strukturelle udfordringer og de betingelser, der enten udvider aller begrænser vores muligheder. Vores demokratiske samtale og muligheder for en progressiv lovgivning er et stærkt værktøj på vejen frem til den ligestilling, vi alle ønsker. Og jeg synes, vi skal blive langt bedre til at bruge det værktøj.

I den forbindelse håber jeg på, at ministeren og de andre partier igen vil overveje f.eks. det beslutningsforslag, som Alternativet fremsætter på området, og som handler om en ligelønspulje. Jeg er overbevist om, at en ligelønspulje vil gøre en stor forskel i forhold til at sikre reel ligeværd og naturligvis sikre den ligeløn, som vi alle sammen også ønsker på det danske arbejdsmarked.

Jeg mener, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at der ikke bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, og det kalder på flere tiltag. I Alternativet mener vi derfor, at man bør lade sig inspirere af den islandske model, hvor virksomheder forpligtes til at dokumentere, at de ikke løndiskriminerer. Vi skal i det hele taget sætte ambitionsniveauet op, når vi kan konstatere, at på trods af en fleksibel barselslovgivning, tager mænd stadig en forsvindende lille del af barslen. Og det kan der være flere grunde til, men der mangler incitamenter, og for mange er det også et spørgsmål om, at det er unormalt, og at det ikke svarer sig. Derfor bør vi uden tvivl afprøve øremærket barsel som et redskab til at normalisere, at fædre også tager barsel med deres barn. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har faktisk lavet studier, der viser, at øremærket barsel har en normsættende virkning, og at det på den måde normaliserer, at fædre tager orlov. Det styrker både rettigheder og muligheder for kvinder så vel som mænd, og derfor mener Alternativet, at øremærket barsel er vejen frem, og lad os da bestemt få et forsøg i gang.

Jeg tror, at en god motor på ligestillingsområdet ville være, at der kom mere villighed til at afprøve nye ideer og tiltag og lytte til fagpersoner og organisationer, der arbejder med problemstillingerne hver dag. Det ved jeg at ligestillingsministeren allerede praktiserer, og det er i det hele taget vigtigt at tale om vidensperspektivet på ligestillingsområdet. For ja: Vi skal have meget mere forskning og viden på området for køn og ligestilling, og vi har brug for, at emner og dagsordener bliver udfoldet, og at flere perspektiver får plads. Det er godt med ny viden, der kan oplyse og sætte gang i debatten. Det mener vi også allerede at vi gør. Men det er afgørende, at vi skaber en saglig debat og er kritiske over for den måde, vi italesætter vores udfordringer på i dag.

Derfor er det ærgerligt, at der eksempelvis fremlægges viden om vold i parforhold, som er misvisende. Det er vigtigt at undersøge, hvor stort et omfang vold mod mænd i parforhold i Danmark har, og det skal ikke gøres gennem et amerikansk litteraturstudie.

Ligestillingsdebatten skal ikke renses for personlige erfaringer og beretninger. Vi har set, hvordan metoo-bevægelsen har påvirket os alle sammen. Det er vigtigt, at vi tager vidnesbyrdene alvorligt og reflekterer over, hvordan vi kan bruge indsigterne til at gøre det mere sikkert for personer ikke at blive udsat for chikane og krænkelser. Og derfor er det også yderst vigtigt, at samtalen ikke kommer til at handle om, hvad de krænkede fremadrettet kan gøre for ikke at blive krænket – det, vi også kalder victimblaming. Vi skal i langt højere grad tale om magtforhold i det offentlige rum og på arbejdspladsen, hvor vi mener, at det er et ledelsesansvar.

Derfor er det også positivt, at arbejdsmarkedets forskellige parter inddrages i høringen om sexuel chikane på arbejdspladsen, og ligeså på uddannelsesinstitutionerne. Den usunde kultur med krænkelser på rusture og i studiemiljøet generelt vidner også om for lidt viden og samtale og i særdeleshed for lidt handling på området. Her synes jeg vi kan tale om et personligt ledelsesansvar, og derfor er det vigtigt, at vi også bliver undervist i køn og seksualitet og mangfoldighed og normkritik fra daginstitutionen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet. I dag er det eksempelvis ikke obligatorisk for en lærerstuderende at tage de her moduler i deres fag. Det er blot frivilligt, og det mener jeg vi bør overveje at gøre obligatorisk.

Krænkelser finder ikke kun sted på arbejdspladsen eller i offentligheden, men i særdeleshed også i hjemmet. Derfor er det positivt, at det af redegørelsen fremgår, at alle skal være trygge i det offentlige rum og i hjemmet, og at der skal være fokus på vold i nære relationer og psykisk vold, hvor mere viden er ønskelig.

Men der er også brug for flere midler. Jeg har indtryk af, at flere aktører på området i højere grad efterspørger flere krisecentre, efterværn, gratis psykologhjælp og grundlæggende driftsmidler i stedet for kortere projektbaserede støttekroner. Det er helt afgørende med viden og forebyggelse, og vi må ikke glemme de yderst sårbare personer, der i en livskrise i dag ikke altid får den nødvendige hjælp. Og det gælder, uanset om det er for at komme ud af volden, eller for at cope med det at leve som minoritet i Danmark, om det er på baggrund af seksualitet, køn, race eller handicap. Og når vi taler om udsatte grupper, er det vigtigt at tale med og ikke om dem. Det gælder især for personer med etnisk minoritetsbaggrund.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er store problemer med negativ social kontrol, som har en negativ indvirkning på piger og kvinders selvopfattelse og muligheder. Men når jeg læser redegørelsen, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der også er en parallel til, hvad majoritetspersoner oplever, i takt med en øget digitalisering i form af perfekthedskultur og indskrænkende normer og idealer for krop og adfærd. Men alle de her mekanismer er en del af de samme undertrykkelsesstrukturer, hvor de overlapper hinanden på forskellige niveauer. Det er også det, man kan kalde for intersektionalitet.

I anerkendelse af det er det, at minoritetskvinden vil opleve flere barrierer for at udleve sit fulde potentiale i Danmark i sammenligning med en majoritetskvinde. Og det gælder ikke kun i hendes eget miljø, men også i det danske. Det skal vi tage alvorligt og forsøge at afhjælpe med konkrete initiativer og f.eks. have normkritisk undervisning og andre videnstilbud i uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser. Men hvis man f.eks. stigmatiserer befolkningsgrupper som parallelsamfund, der bor i såkaldte ghettoer, ser jeg vitterlig ikke nogen nytte af det. Det er vigtigt, at vi er solidariske og anser kampen for lighed som et fælles projekt og ikke som noget, der er opdelt i dem og os. Det gælder også for arbejdet med global ligestilling, hvor der særlig er fokus på menneskehandel.

Her bliver jeg nødt til at gentage, at det er positivt, at redegørelsen lægger op til mere oplysning, men det er også symptombehandling. Igen bliver vi nødt til at forholde os til og konfrontere de ulige strukturer, der muliggør menneskehandel. Her mener jeg, vi skal løfte blikket og se på, hvordan vi forholder os til de mange flygtninge, som hver dag er fanget i et vakuum og en livskrise. Når vi står over for en flygtningekrise, er det også noget, vi har et ansvar for, for det er en krise i Danmark og i EU, at vi ikke er solidariske med mennesker i nød og ikke er solidariske med andre EU-lande om et kvotesystem. Det er en krise, der ikke kun er udløst lokalt, men også er udløst på grund frihandelsbarrierer, skatteunddragelse, udnyttelse af arbejdskraft, udbytning af ressourcer, overforbrug og en øget udledning af drivhusgasser. Alle disse faktorer bidrager til, at endnu flere mennesker bliver sårbare over for menneskehandel, slavelignende børnearbejde og de nyeste udviklinger med decideret slavehandel blandt menneske i Libyen.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det godt kan være, at vi ikke bliver enige i Folketinget om, at alle de konkrete værktøjer skal bruges for at skabe mere ligestilling. Men lad os endelig blive enige om at udvide rammerne, turde lidt mere og prøve nye ting af, lytte, handle og være mere solidariske på tværs af Danmark, men også globalt. Det skal vi, fordi der er så meget at vinde for os alle sammen. Mangfoldighed styrker ikke kun vores bundlinje; den styrker også vores medmenneskelighed. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Fru Marianne Jelved, værsgo.

Demokratiet bygger på ligestilling, og det plejer jeg at bruge følgende billede på: Ethvert kryds på stemmesedlen har samme vægt som de andre krydser. Og det kan man godt tænke lidt over. Men sådan har det ikke altid været.

I 1849 fik vi grundloven, og da var det kun mænd, og det var endda kun de mænd, som havde en husholdning, som de havde ansvar for – altså, de havde ansatte i deres brød – der havde stemmeret. Først i 1915 fik kvinder stemmeret, hvilket fik en kvinde til at kritisere denne omvæltning af samfundet, og hun sagde, at nu fik hendes mand 2 stemmer at bruge. Ak ja, det var dengang!

Også i Danmark tog det lang tid – mange år – at få et egentligt demokrati. I den første sætning i artikel 1 i Verdenserklæringen står der: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.« Verdenserklæringen blev til i 1948, og den har jo også relevante naturlige erklæringer. Men vi ved også, at ét er demokratiet, og at ét er Verdenserklæringen, et andet er udviklingen i samfundene overalt i verden. Der sker fremskridt, men der er lang vej.

Derfor er det også vigtigt, at vi i Folketinget sætter fokus på ligestilling. Personligt ville jeg f.eks. sætte stor pris på, at mænd og kvinder tog hver sin halvdel af barselsorloven. I sammenligning med andre menneskers vilkår kan man sige, at barselsorloven måske er i klassen af luksusproblemer, men det er jeg faktisk uenig i, for Danmark kan godt – også på sådan et område – blive et foregangsland, hvis faren med en meget længere orlov ændrer sine vaner og sin lydhørhed med hensyn til børn, hvilket vi ved vil ske, i tilfælde af at de har ansvaret for børnene igennem en længere periode, når børnene er helt små. Det vil også påvirke opdragelsen, det vil ændre verden, det vil fremme ligeløn og ligestilling i samfundet, og det er ikke lige meget, hvilke handlinger der præger samfundet og vores fællesskaber.

Et andet punkt, som jeg gerne vil nævne i den her sammenhæng, er de store udfordringer, vi har, med vold i samfundet. Det er en skamplet for vores samfund, at der er et stigende antal mennesker, der bliver udsat for vold af forskellig karakter, og det er jo i høj grad kvinder og børn, der udsættes for det, men det er også mænd. Lige så langt tilbage, som jeg overhovedet kan huske, har vi forsøgt og forsøgt at gøre noget ved det, men der er ikke rigtig sket fremskridt på området. Tværtimod, så er antallet af voldsramte kvinder faktisk steget i den tid, jeg har været i Folketinget – i hvert fald ifølge de opgørelser, vi har fået.

Vi har også forsøgt at gøre noget ved mishandling af børn, men der er stadig væk børn, der udsættes for overgreb, og det afsløres og straffes, og der udbetales erstatning, senest fik hver af de ti Rebildbørn en erstatning på 450.000 kr., og det er jo i sig selv en meget høj erstatning, hvilket jo også er udtryk for, at det er meget store overgreb, de børn har været udsat for – svigtet af samfundet, myndigheder, kommuner, naboer osv.; det burde simpelt hen ikke kunne finde sted i et åbent samfund som det danske. Og jeg vil tillade mig at mene, at der er rigtig mange om ansvaret for, at det så alligevel sker.

Men der er også rigtig mange områder, vi skal prioritere imellem, det er jeg fuldstændig på det rene med, og hele redegørelsen i dag viser jo også alle de områder, som ligestillingsministeren har taget frem og belyst med fakta og beskrivelse af, hvad vi så kan se der er behov for.

Jeg har så valgt at pege på, at der er lang vej igen, før Verdenserklæringens artikel 1 er ført ud i verden: at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Det lyder jo rigtig banalt og lige ud ad landevejen, og så er det trods alt så svært at få det gennemført.

Jeg har så også valgt at sætte mit fokus på vold og overgreb mod børn, kvinder og mænd. Vi bør sætte massivt ind mod den vold. Der bør kunne ske fremskridt, dvs. en klar reduktion af volden mod andre.

Så jeg vil slutte med at kvittere over for ministeren for redegørelsen. Det er en rigtig udmærket redegørelse, den er fuld af oplysninger, og den peger også på de ting, vi ved vi bør gøre noget ved, og som der er behov for. Men jeg har alligevel tilladt mig at komme med et forslag, og det er et forslag, som jeg godt ved tager mere tid og koster flere kræfter, men måske skulle man alligevel prøve at vælge bare et eller to af de områder ud, som nu er nævnt i redegørelsen, og som det er naturligt at have med i redegørelsen. Man slutter med at skrive - og nu citerer jeg fra det, der står til allersidst, om vold, hvor man nævner en hel række ting, som sker:

»Der er derfor løbende brug for at udvikle nye indsatser og for ny viden, så forskellige former for vold i nære relationer, herunder psykisk vold, bekæmpes.«

Og vi er fuldstændig enige. Men man kunne i stedet for prøve at lave en strategi, og den idé har jeg faktisk taget fra Kvinderådets anbefalinger. Jeg synes, der er noget rigtigt i, at man vælger et par emner ud og så stiller spørgsmålet: Kan man lave en egentlig strategi for, hvordan vi sætter nogle mål op, nogle delmål, nogle indikatorer? og at man så prøver at følge op på det og ser, hvad der sker, og om det i virkeligheden kan blive mere handlingsorienteret, bredere i samfundet, i stedet for at man peger på, hvilke behov det er, vi skal forholde os til. Det er et forsøg på at se, om man kunne grave lidt dybere ned i nogle af emnerne.

Jeg erkender, at alle emner, der er med i det her, er vigtige, og derfor er det også et spørgsmål om at vælge. Men jeg håber, ministeren vil overveje det.

Tak. Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

2017 blev det år, hvor kvinder gennem metoobevægelsen på tværs af alder, samfundslag og landegrænser brød tavsheden om overgreb og krænkelser. Bevægelsen skal ikke bare ses som nogle kendisenkeltsager og historier; vi skal bruge det fokus, der er skabt, til at få en debat om de problemer, som jo har vist sig at være så tæt på os selv, og vi skal have brudt den kultur, som legitimerer og bagatelliserer grænseoverskridelser. Det er ikke en kamp mellem mænd og kvinder, men en fælles opgave i at ændre de strukturer, som skaber undertrykkelse og ulige magtforhold. At lade stå til er det samme som at vedligeholde forholdene, som de er i dag. Og i lyset af den verdensomspændende bevægelse er den her årlige ligestillingsdebat i Folketingssalen selvfølgelig ikke mindre væsentlig. Det vigtige arbejde for lige muligheder, rettigheder og adgang til indflydelse for både mænd og kvinder og for alle menneskers ret til at deltage på lige fod i alle livets og samfundets forhold er også i 2018 en vigtig og relevant diskussion, ligesom vi stadig har en stor opgave i at gøre op med sexisme og stereotype forestillinger om køn.

I SF kan vi til fulde dele mange af de visioner og intentioner, som regeringen præsenterer i den her ligestillingsredegørelse. Alle skal have lige muligheder i det danske samfund, og ingen skal diskrimineres på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet. Og redegørelsen her rummer da også en masse fine beskrivelser af både visioner, initiativer og indsatser, som det er meget svært at være uenig i. De politiske forskelle ligger derfor nok ikke i de grundlæggende visioner om et mere ligestillet samfund, men snarere i, hvordan man rent faktisk når derhen, og hvor hurtigt det skal ske. Og der kan det være lidt svært at blive klog på, hvad det egentlig er for en barre, regeringens initiativer skal måles op imod. Hvad er ambitionsniveauet sådan helt konkret? Når vi spejder ud i fremtiden og skal måle de indsatser, som er sat i værk på baggrund af nogle af de gode intentioner om, at unge ikke skal begrænses i deres uddannelsesvalg, at flere kvinder skal ind i bestyrelser og i politik, og at flere fædre skal tage orlov, hvad er det så, der er succeskriteriet? Det savner jeg generelt at regeringen giver nogle svar på – altså konkrete målsætninger for sine visioner for et mere ligestillet samfund.

Redegørelsen er jo struktureret i en række overordnede emner, og jeg vil gerne dykke lidt mere ned i enkeltdelene. Regeringen skriver således i redegørelsens første del om rettigheder og frihed for den enkelte, at regeringen ønsker at skabe bedre muligheder for de mennesker og især kvinder, som er underlagt social kontrol. I SF mener vi, at det er vigtigt at være realistisk over for de udfordringer, der eksisterer, med kvinder, der er underlagt social kontrol. Men vi tror nok i højere grad på en fremstrakt hånd og på samarbejde og inklusion som de centrale redskaber til at sætte kvinder fri, f.eks. ved bedre hjælp til voldsudsatte og ved at fjerne nogle af de barrierer som økonomi og opholdstilladelseskrav, som kan forhindre kvinder i at forlade et voldeligt og undertrykkende forhold. Og så mener jeg, at hvis vi virkelig ønsker at gøre noget ved de reelle problemer, er det også vigtigt at være opmærksom på, hvordan vi omtaler problemerne, så vi ikke ender i en dem og os-retorik, som i sidste ende kan resultere i, at minoriteter ekskluderes fra fællesskabet. For det er vel, ikke mindst her i ligestillingsordførerkredsen, det modsatte, vi ønsker, nemlig inklusion.

Ministeren nævner maskulinitet som et område, hvor der skal indsamles ny viden. Det hilser jeg velkommen. Men jeg mener ikke, at det alene skal ske i forhold til etniske minoritetsmiljøer. Der er behov for, at vi generelt indhenter viden om, hvorfor mænd er overrepræsenteret i forhold til kriminalitetsstatistikker, vold, krænkelseskultur, selvmord, misbrug og hjemløshed – alt sammen noget, som i virkeligheden viser, at mænd er udsatte på nogle områder – og ikke mindst hvad vi kan gøre for at forebygge den udvikling.

Når det gælder vold mod kvinder, savner jeg også et lidt større fokus på indsatser, der kan være med til at bekæmpe det, og flere muligheder for hjælp, også for de mange, som ikke kommer på et krisecenter. Og der er heldigvis opbakning, og tak til regeringen for at være så offensiv i forhold til den dagsorden, der handler om at få skrevet psykisk vold ind i straffeloven. Men jeg tænker bare, at det jo ikke nytter noget, at vi stopper der. Altså, straffen løser jo ikke i sig selv nogen af de voldsdynamikker, som er på spil.

Et andet tema i redegørelsen er udfordringerne med digitale sexkrænkelser blandt unge, som vi i SF er enige i skal tages alvorligt. Det handler selvfølgelig først og fremmest om at begrænse omfanget af digitale sexkrænkelser, men det handler også om at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor sker det? Det er vigtigt at understrege, at straf og konsekvens jo ikke på nogen måde kan gøre det alene. Vi skal blive bedre til at snakke – og med de unge – om konsekvenserne af deres valg og om grundlæggende menneskelig empati, også på de digitale platforme.

I forhold til den del, der handler om lgbti-personer og menneskers ret til et trygt liv uden diskrimination, er vi selvfølgelig helt enige i, at vi som samfund skal gøre alt for at fremme den dagsorden. Vi var også selv en del af satspuljekredsen, som afsatte 25 mio. kr. til over de næste 3 år at styrke indsatsen i forhold til det. For det er en bunden opgave for vores samfund at sikre, at seksuel orientering og kønsidentitet ikke skal have indflydelse på ens muligheder for at leve det liv, man ønsker.

Når det kommer til at sikre bedre udnyttelse af alle talenter på arbejdsmarkedet, vil jeg faktisk gerne rose regeringen for nogle af de ting, der skrives i redegørelsen. Det er positivt, at regeringen lægger vægt på, at der er behov for at mindske det kønsopdelte arbejdsmarked, at fremme kvinders adgang til ledelse og politik og at fremme fædres brug af orlov. At regeringen både præsenterer de visioner og samtidig med nogle indsatser handler på det, er faktisk positivt. Et eksempel er kampagnen »Orlov – ta' det som en mand«, der blev lanceret af regeringen sidste år sammen med virksomheder, arbejdsgivere, organisationer og faglige organisationer, og det bliver spændende at se, hvorvidt kampagnen rodfæster sig i orlovsstatistikken for fædre. Der skal samtidig ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi jo i SF gerne så, at regeringen var endnu mere ambitiøse. For hvis vi skal have mænd mere engageret i omsorgen for børnene, er det jo velkendt, at SF ikke mener, at vi kan komme uden om gennem lovgivning at sikre øremærket barsel. For vi ved, at lønforskellen mellem mænd og kvinder starter, i forbindelse med at man får børn.

Samtidig kan jeg jo heller ikke som SF's ligestillingsordfører undgå at bemærke, at regeringen i sin redegørelse nævner de nye regler om sorgorlov, som et enigt Folketing vedtog den 25. januar 2018, og som sikrer, at begge forældre nu får ret til 14 ugers sorgorlov, hvis de skulle være i den tragiske situation at miste et spædbarn inden den 32. uge efter fødslen. Det er en sag, som vi i SF har kæmpet for i mange år, og derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for, at regeringen ønskede at gå videre med det beslutningsforslag, som vi fremsatte sidste år, så vi endelig fik ændret på den skævhed, der har været i ordningen.

Så er der den globale ligestillingsindsats, som nævnes i redegørelsen. Og her hæfter jeg mig bl.a. ved, at regeringen skriver i det afsnit, der hedder »Udviklingsbistanden som løftestang for ligestilling«, at man vil fortsætte med at presse på for at skabe yderligere fremdrift for den globale ligestilling, bl.a. gennem udviklingsbistanden. Og så kan man jo altså godt undre sig over, at regeringen ikke er mere ambitiøse i forhold til udviklingsbistanden, og at man kun ønsker at leve op til de 0,7 pct. af bni, som er FN's mindste forventning. Hvis man ønsker at fremme den globale ligestillingsindsats, må man også prioritere den og handle derefter.

Helt overordnet set rummer regeringens redegørelse en masse om oplysning, viden, dialog og debatter som værktøjer, der skal skabe ligestilling. Og det er også rigtig godt, for jeg tror, samtalen er vigtig, når det handler om ligestilling. Men det er også vores holdning, at det går for langsomt, hvis ikke der følger lovgivning med. Og ud over de udmærkede og brugbare fakta, som er i redegørelsen, savner jeg nogle handlingsplaner og – lidt ligesom den radikale ordfører også fremhævede – nogle egentlige strategier, som er lidt mindre luftige og overordnede. Men det kan jo være noget af det, vi i den kommende tid kan udvikle sammen, og vi deltager i hvert fald meget gerne i nogle drøftelser om, hvad det er for nogle strategier, vi skal have på ligestillingsområdet.

Tak til ordføreren. Der er ingen konservativ ordfører, og så går vi videre til ministeren for fiskeri og ligestilling. Værsgo.

Mange tak til samtlige ordførere for rigtig gode og fyldestgørende ordførertaler, for en god debat og for muligheden for, at jeg nu kan få lov at reagere og respondere på de mange gode og fornuftige ting, der er sagt i forbindelse med redegørelsesdebatten. Og ja, vi er enige, det hører jeg vejen rundt. Vi er nået langt her i Danmark med at sikre kvinder og mænd lige muligheder, men er vi så i mål? Det kommer an på, præcis hvordan man sætter måltallet. Det er der flere, der har været inde på i forhold til at turde sætte et måltal. Og lad mig være helt klar i mine visioner for diskussionen om ligestilling: Ligestilling for mig er ikke en rendyrket fifty-fifty så at sige mænd og kvinder lige mange fifty-fifty, så er der ligestilling. Ligestilling er helt grundlæggende diskussionen om lige muligheder og lige rettigheder. Og når alt det er sagt, så er det indiskutabelt, at der er opgaver, hvor man må sige, at vi stadig væk har masser at se til, og derfor er det vigtigt, at vi holder fast og fortsætter med netop at sætte fokus på de mange områder, hvor der er forbedringspotentiale. Tak for kvitteringen for, at det rammer redegørelsesdebatten og perspektiv- og handlingsplanen ind i.

Vi adresserer flere af opgaverne. Jeg håber, at vi nærmest har været omkring dem alle, det har ordførertalerne i hvert fald. Men lad mig også tillade mig at starte med at fastslå, at jeg ser, at den største ligestillingsopgave, vi har – ikke den eneste, men den største – er manglen på ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer. Og jeg konstaterer bredt set, både i dag og også løbende, at det er en fælles sag, også på tværs af partiskel, på tværs af tilhørsforhold netop for at lykkes med at skabe den nødvendige forandring, sådan at alle kvinder og piger uanset etnisk baggrund nyder helt grundlæggende frihedsrettigheder, de grundlæggende muligheder, som vi har i Danmark, for i Danmark er ligestilling en helt grundlæggende værdi, og frihed for den enkelte til selv at bestemme over sin egen krop, at bestemme over sit eget liv er en basal rettighed. Man skal frit kunne vælge uddannelse, fritidsaktiviteter, job, kæreste, ægtefælle. Det kan ikke gradbøjes, og det er vigtigt at sige det sådan: Det gælder for alle i det her land uanset køn, uanset om man er født her i landet eller har rødder i en anden kultur.

Og ja, indimellem kan det da godt være svært at tale om, men vi må ikke være berøringsangste, for så tror jeg i høj grad, at vi lader nydanske piger og kvinder, som allerede er i gang med at tage den her kamp, i stikken. Med regeringens strategi, »Et Danmark uden parallelsamfund«, ønsker vi jo netop at nedbryde de mere eller mindre isolerede enklaver, hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd, og hvor social kontrol og manglende ligestilling sætter snævre grænser for piger og kvinders udfoldelsesmuligheder og personlig frihed. Og vi ved, at den sociale kontrol er særlig udbredt her. Det er det, vi vil til livs. Alle piger og kvinder i det danske samfund skal have samme rettigheder og samme muligheder.

Socialdemokratiets ordfører konstaterede, at der var mange ministre til stede i forbindelse med lanceringen af regeringens parallelsamfundsstrategi, men at ligestillingsministeren ikke var til stede ved selve lanceringen. Der var otte af mine gode kollegaer i regeringen til stede under lanceringen, men jeg kan berolige med, at jeg har været meget involveret i arbejdet netop for at sikre, at hele diskussionen omkring social kontrol og det ligestillingsperspektiv, der er i det, selvfølgelig indlysende er en del af hele arbejdet med ligestilling og hele arbejdet med parallelsamfundsstrategien. For at supplere det yderligere vil jeg sige, at jeg også i efteråret lancerer et oplysnings- og debattilbud til minoritetsetniske kvinder, mænd og unge, simpelt hen grundlæggende for, kan man sige, igen at sætte fokus på rettigheder, sætte fokus på ligestilling og selvfølgelig på negativ social kontrol.

Så handler det også om, som flere har været inde på, at vedblive med at fortsætte dialogen, at tage dialogen med både forældre og unge. Det vil jeg også selv fortsætte med. Sidste år imod slutningen af året afholdt vi et meget succesfuldt ungdomstopmøde. Det var vitterlig også med en stærk opfordring fra mange af de unge deltagere: Vær sød at blive ved med det, også med vores forældre. Der er lige nu rigtig mange, som bryder tabuer, som tager de nødvendige opgør, og det er dem, vi støtter ved også at være aktive i den her kamp for frihed til at leve og være den, man ønsker.

Perspektiv- og handlingsplanen indeholder jo som nævnt også en række andre vigtige indsatsområder. Og lad mig sige nogle ord om hele lgbti-området, for vi sætter jo som noget nyt fokus på netop at skabe større tryghed, trivsel og lige muligheder for alle uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Det gør vi, fordi lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede stadig i det her land møder diskrimination og fordomme. Det gør vi, fordi alle skal kunne leve deres liv frit og i tryghed med den kæreste og partner, som de ønsker, og med det kropsudtryk eller kønskarakteristika, som man nu engang ønsker at have.

Derfor er jeg glad for, at jeg har fået den her koordinerende funktion. Jeg er også glad for, at satspuljepartierne – det har flere af ordførerne også nævnt – i fællesskab har afsat 25 mio. kr. i perioden her fra 2018 frem til 2021, alt sammen til initiativer specifikt på det her område. Det er initiativer, som vil indgå i en samlet handlingsplan, som jeg forventer at lancere her i foråret.

Så har flere også været inde på hele metoobevægelsen. Der sætter vi også ind for at forebygge og håndtere i forhold til seksuel chikane. Tabuer bliver brudt, og tabuer skal brydes, for seksuel chikane og sexisme er aldrig i orden. Det er også derfor, at jeg sammen med beskæftigelsesministeren har været ude med en henvendelse bredt ud til både private og offentlige arbejdspladser om vigtigheden af, at man her tager ledelsesansvaret om både at forebygge, men så sandelig også at bekæmpe seksuel chikane. Og i april måned holder vi en høring sammen med arbejdsmarkedets parter.

Så skal vi fortsat også arbejde for, at alle talenter kommer i spil. Det handler både om, at den enkelte har mulighed for at udnytte sit talent, bringe sine ressourcer i spil, og så handler det om, at vi også bredt set som samfund jo ikke har råd til at gå glip af dygtig arbejdskraft og heller ikke har råd til ikke at bruge hele den talentmasse, som vi bruger masser af midler på at gøre veluddannet. Der er en positiv udvikling i gang i forhold til at se, at flere kvinder bliver en del af ledelser og bestyrelser, men ja, der er plads til forbedringer. Mange, især de større virksomheder, arbejder målrettet med at få flere kvinder i ledelse, og nogle af de gode eksempler vil vi gerne prøve at samle, så andre kan blive inspireret – helt god gammeldags videndeling. Jeg vil også i den her sammenhæng arbejde sammen med rekrutteringsbranchen, så også den kan blive bedre til at folde hele paletten af talenter ud, når man skal finde egnede kandidater til ledelsesposter og i det hele taget udfordre de kønsstereotype opfattelser, som rigtig mange mennesker mødes af, uanset hvor man arbejder, uanset hvad man arbejder med.

I den forbindelse har vi brug for, at kvindelige rollemodeller er med til at inspirere de unge til at vælge uddannelse, som kan føre til ledelse, og også uddannelser, som fører til ledelseskarrierer i det hele taget – også inspiration til at gå efter ledelseskarrieren. Det var derfor, at jeg i forbindelse med 8. marts bl.a. lancerede et rollemodelkorps sammen med Danish Diversity Council.

For mig er friheden til at vælge essentiel, og i den her diskussion om at bringe talenterne i spil skal vi derfor også fortsætte med at tage livtag med det her kønsopdelte uddannelsesvalg. Det handler om at vedblive med at arbejde for, at eksempelvis flere mænd vælger at blive pædagog og vælger omsorgsfag, og også at have fokus på at få flere kvinder til at vælge f.eks. it-vejen. Vi siger sådan, at fremtiden er digital, men altså, nutiden, som vi lever i, er digital, og der nytter det ikke, at kvinderne ikke er med til også at være skaber af fremtidens digitale løsninger. Så det vil jeg også vedblive med at have fokus på. Kønsstereotype forventninger skal jo altså ikke afgøre, hvad man uddanner sig til, eller hvad man arbejder med.

Så vil jeg fortsætte aktion »Orlov – ta' det som en mand«. Flere af ordførerne har også nævnt barselsområdet meget specifikt, Socialdemokratiet helt konkret, i forhold til det her med de 32 uger i dag, som i langt størstedelen af tilfældene bliver brugt af mor og også rent teknisk til at starte med tilfalder mor, selv om man kan dele det imellem sig. Så jeg må være ærlig og sige, at det synes jeg er et spændende forslag, og det må vi se nærmere på. Det, vi også gør, som flere var inde på, i forhold til hele initiativet med kampagnen, er, at de kommer med en undersøgelse, som forhåbentlig kan give os lidt mere viden om effekterne af fædres orlov. For som den radikale ordfører var inde på, er det ikke kun godt for familierne, det er sådan set bredt set godt for familierne, både for far, for mor, for børn, og det er også godt for virksomhederne. Noget af det, vi også gør i den her forbindelse, er, at vi udbyder en pulje til lokale oplysnings- og debataktiviteter om fædre og orlov, så vi på den måde skubber på og er med til, at det virkelig kommer på dagsordenen.

Så har flere af ordførerne været inde på hele voldsområdet. Lad mig starte med at sige i forhold til det helt konkrete forslag fra Radikale Venstre om, om man ikke kunne forestille sig, at man som ligestillingsminister så at sige valgte et tema ud og så gik i dybden. En ligestillingsminister er den koordinerende minister for ligestillingsområdet. Vold i nære relationer ligger også placeret hos flere fagministre både i forhold til straffelov, det er hos justitsministeren, og i forhold til kvindekrisecentrene er det hos socialministeren. Og vi har sådan set en handlingsplan til bekæmpelse af vold i familien og i nære relationer. Det er faktisk helt tilbage fra S-SF-R-regeringen, som sammen med Venstre og Konservative dengang i 2014 afsatte penge til en 4-årig handlingsplan. Den løber til og med 2018, og evalueringen får vi i første kvartal 2019. Dermed skal det også være sagt, at vi netop kommer til at se ind i, hvordan det er gået med de initiativer.

Det er ikke sådan, at man så har ligget på den lade side, så at sige, siden man vedtog den her handlingsplan. For satspuljepartierne lavede tilbage i 2017, altså sidste år, hele fokuseringen på »Lev Uden Vold«, en ny national enhed mod vold i nære relationer, hvor man bl.a. også har dannet lige præcis den her samlede enhed, som også har et vidensopdrag. Så der er ting i gang. Det er indiskutabelt, at det er nødvendigt, men det er blot for også at sige, at med evalueringen af den eksisterende handlingsplan og lige præcis den nationale enhed så mener jeg egentlig, at vi er godt på vej. Så det her med at sige, at vi nu og her skal lancere en ny handlingsplan, det følger i halen af det andet her.

Flere har så været inde på diskussionen om, hvordan vi taler om vold i nære relationer, og der har været meget kritik i forhold til undersøgelser osv. Og lad mig – som jeg også har gjort i forbindelse med lanceringen af forskellige undersøgelsesresultater – sige, at vold mod kvinder er det primære problem. For her er hovedparten af de alvorlige tilfælde, her er de største skader med de mest vidtrækkende konsekvenser, og det er sådan set også det, forskellige rapporter slår fast.

Der har også været en diskussion om, hvad man ellers så at sige kan tillade sig at diskutere, når vi taler om vold i nære relationer. Jeg er glad for, at de ordførere, som har taget det op, også har sagt: Jamen, vold i nære relationer handler ikke kun om kvinderne; det handler om hele familien. Nogle af de initiativer, der netop også bliver taget i forbindelse med Dialog mod Vold, er at prøve at se på voldsudøveren og prøve at finde årsagssammenhænge til bekæmpelse af det, og det er jo helt klart også et vigtigt element i diskussionen om bekæmpelse af vold i nære relationer.

SF var helt konkret inde på spørgsmålet omkring maskulinitetsundersøgelsen, og man var bekymret for, om det kun handlede om maskulinitet i forhold til etniske minoritetsmiljøer. Og nej, der bliver også kigget på etnisk danske mænd, så den går altså bredere ud.

Jeg står lige et øjeblik og kigger på noterne – undskyld – altså om jeg nåede det hele. Ellers er der jo også mulighed for at stille spørgsmål. Jeg tror egentlig, at det er bedre at begynde at runde af her og så tage imod spørgsmål.

Jeg vil blot konstatere, at ligestillingsarbejdet er et langt og sejt træk, og udviklingen rykker sig ikke lige fra den ene dag til den anden, og der er ikke snuptagsløsninger. Men den rykker, og jeg tror ikke på, at tingene bare er fikset med lovgivning eller penge. For mig er det her en fælles kulturkamp. Det er en kamp, som vi skal tage for den enkeltes skyld og for Danmarks skyld, men jo også i det hele taget, når vi er ude i den store verden. Og jeg vil gerne sige tak for de reaktioner, der har været på vores arbejde i forbindelse med Kvindekommissionen, for det giver os også en stærk stemme internationalt til at presse på for kvinders og pigers rettigheder og ligestillingen globalt. Og når vi i den sammenhæng bidrager med 0,7 pct. af vores bni, er vi bestemt i top i den liga, og det har vi kunnet klare at gøre i 40 år i træk. Så det ranker jeg ryggen over. Tak.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for både redegørelsen og den gode lejlighed til at få en diskussion her i dag. Man bliver jo nødt til at zoome ind, når der er så mange forskellige emner på bordet, så det her skal ikke ses som manglende interesse for resten.

Men jeg vil spørge ministeren om noget. For i handlingsplanen på side 9 kan man læse, at en undersøgelse viser, at koncentrationen af beboere med indvandrerbaggrund i høj grad betyder noget for, i hvor høj grad unge kvinder føler sig begrænset i forhold til selv at kunne vælge, hvilken kæreste eller ægtefælle de vil have.

I forlængelse af det vil jeg så bare spørge ligestillingsministeren om, hvordan hun stiller sig i forhold til nogle af de konkrete forslag og tanker, der er i Socialdemokratiets udlændingeudspil, der netop prøver at gøre op med den her koncentration, som vi ved er mange steder.

Jeg skal lade være med at gå ned i de konkrete initiativer, for det er måske ikke helt rimeligt på et andet ressort. Men hvordan stiller man sig som ligestillingsminister til Socialdemokratiets forslag om nationale målsætninger om maks. 30 pct. tosprogede elever i folkeskolerne og maks. 30 pct. med ikkevestlig baggrund og efterkommere heraf i vores boligområder?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Fru Astrid Krag var også i sin ordførertale inde på hele diskussionen omkring de muslimske friskoler, altså at det er steder, hvor der også udøves social kontrol. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om er tilfældet, og det er også derfor, der er blevet sat ind i forhold til skærpet tilsyn osv. Og det er her, hvor vi kommer ind i det her virkelig, virkelig svære dilemma, altså det her krydspres mellem at være i de danske frihedsværdier og den stolte friskoletradition, og så at man bruger de danske redskaber, som vi er stolte af og beskytter, til lige pludselig måske at lave skoletilbud, som slet ikke i grundsubstansen har det frihedselskende og dannende formål.

Om de konkrete forslag lige præcis i Socialdemokratiets udspil vil jeg sige, at jeg nok ikke vil gå yderligere ind i detaljer, for jeg står ikke lige med det her. Men helt specifikt omkring de 30 pct. vil jeg i hvert fald sige så meget – som også fru Marianne Jelved, der er tidligere skolelærer, sagde – at når koncentrationen af tosprogede når over en vis procentdel, bliver det meget, meget svært at håndtere, altså når så mange har dansk som fremmedsprog. Så jeg synes, det er interessante forslag. Det svære bliver at finde ud af det praktiske i det.

Fru Astrid Krag.

Man kan sige, at det jo også lå lidt i min ordførertale, at det sådan set ikke er, fordi jeg mangler ord på det her område fra regeringens side – hverken fra ministeren eller fra ministerens kollega. Men ord skulle også gerne følges af handling, hvis vi skal flytte noget. Og derfor er det jo godt at kunne slå ned på noget konkret. Så lad mig så spørge i forhold til det, ministeren selv går ind i nu med de muslimske friskoler. Hvordan stiller ministeren sig så til det socialdemokratiske forslag, som er i overensstemmelse med både konventioner og grundlov, altså at hvis der er for høj koncentration af ikkevestlige tosprogede unge, skal man kunne miste sit statslige tilskud? Det holder sig vel inden for de danske frihedsværdier, at man har retten til at oprette en friskole, men dermed hører jo ikke retten til at få det offentlige tilskud, skattekronerne, med.

Værsgo.

Det er da i hvert fald et konkret forslag til et værktøj til at kunne håndtere procentdelen af elever med en sproglig baggrund på en skole. Det er selvfølgelig et lidt ærgerligt svar at sige, men det er altså bare en diskussion, man er nødt til at tage med undervisningsministeren, eftersom ligestillingsministeren ikke lovgiver om friskoler og tilskud i den sammenhæng.

Jeg bliver endnu en gang nødt til at præcisere, at man skal holde sig til emnet. Det synes jeg ikke er gjort nu for anden gang.

Værsgo, fru Karina Adsbøl.

Tak til ministeren for talen. I Dansk Folkeparti ønsker vi jo ikke særhensyn, specielt ikke religiøse særhensyn, og jeg nævnte i min tale bl.a. et eksempel fra Vollsmose, hvor der er kønsopdelte cafeer. Jeg citerede også i min tale en kvinde, som sad med sit tørklæde på, og som sagde: Mænd og kvinder sidder ikke sammen, for sådan er vores lov og sådan er vores regler.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren: Hvad mener ministeren egentlig om det? Jeg har ikke hørt ministeren sådan være ude og sige noget om den situation. Vi har jo kun et sæt regler her i Danmark, og det er dansk lovgivning. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens kommentar til det.

Værsgo.

Det kan blive en ganske kort kommentar. Jeg erklærer mig fuldstændig enig i Dansk Folkepartis ordførers synspunkt, nemlig at der kun er en lovgivning i Danmark, og derfor finder jeg det ikke acceptabelt, at man på den måde prøver at indføre en form for diskriminerende adfærd. Og derfor synes jeg, det er fint, at det bliver påpeget, lige så vel som når vi har svære og hede diskussioner om eksempelvis svømmeundervisning, hvor vi har en grundlæggende anden tradition i Danmark

Men for mig er det vigtigt, at diskussionen og debatten også forsøgsvis tages i øjenhøjde med de mennesker, der helt specifikt har etableret den café. Vi skal finde ud af, hvilket mindset der ligger i det, og vitterlig prøve at komme ind til kernen i, hvorfor man laver den form for opdeling. Hvad er det, der er så svært? Hvorfor er det så svært for jer at acceptere, hvis en kvinde også skulle sidde der? Altså, vi skal simpelt hen prøve at tage det i øjenhøjde og måske netop tage det ansigt til ansigt og ikke altid bare igennem medierne, hvor det har en tendens til at blive noget ophedet.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen Dansk Folkeparti har jo fremsat adskillige beslutningsforslag her i salen på det her område, bl.a. i forhold til bederum på vores uddannelsesinstitutioner og kønsopdelt svømmeundervisning på grund af særhensyn, hvorefter regeringen har stemt dem ned.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren: Hvad mener ministeren, der skal ske med de folk, som ikke lever op til dansk lovgivning, herunder dem, der lever efter deres eget regelsæt? Hvad mener ministeren konkret, der skal ske med de mennesker?

Ministeren.

For det første står vi i den lovgivende forsamling; vi står i Folketingssalen. Jeg er et liberalt menneske, og mit udgangspunkt er, at der er grænser for, hvad lovgivning kan klare. Vi har regler og love i Danmark, og vi siger, at med regler og love skal land bygges. Og vi har indrettet os på den måde, at disse skal overholdes af lovlydige borgere i det her samfund. Det gælder alle. Altså, der skal være lighed for loven.

For det andet bliver det jo på den måde en diskussion om, hvorvidt man bryder lovgivningen på den ene eller den anden eller den tredje måde. Man bryder ikke loven ved at sige, at man har et svømmehold i gang for kvinder, eller man bryder ikke loven ved at sige, at man har mandeaften på fodboldcafeen. Men vi kan påtale det, og så kan vi begynde at diskutere, hvad vi har af ligebehandlingsnævn, som kan afgøre, om nogle kan tillade sig at gøre forskel. Og deri er det bare, at den demokratiske samtale for mig oftest er et meget stærkere og mere effektfuldt værktøj.

Tak. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil også gerne kvittere for ministerens svar her fra talerstolen, og så vil jeg sige, at jeg også som satspuljedeltager godt kender de initiativer, vi har taget i satspuljeaftalen, men jeg synes faktisk, at det er et godt eksempel på, at det burde opstå her. For det er jo også et papir, som er fyldt med oplysninger, og så tror man, at det er udtømmende i en eller anden forstand – det er ikke en kritik, men det er bare sådan, oplevelsen af det er.

Jeg synes stadig væk, at når der står her, at 10 pct. i løbet af deres liv er blevet tvunget til sex eller har oplevet forsøg på tvungen sex, heraf er 84 pct. kvinder; at kun 11 pct. af de seksuelle overgreb blev anmeldt til politiet; at 82 pct. af seksuelle krænkelser begås mod personer under 25 år – og til sidst; at det skønnes, at 100.000-132.000 personer årligt bliver udsat for stalking i Danmark, heraf er ca. 2/3 kvinder, så har jeg faktisk brug for at få at vide, hvad der bliver gjort ved det, hvad der sker. Og jeg ved ikke, om man skulle lave en redegørelse nummer to, for man sidder tilbage med, at der mangler noget.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jamen det er modtaget og så alligevel forklaret med, at der er nogle ret stramme formkrav til sådan en redegørelse: Den må fylde 12 sider, ligestillingsministeren er den koordinerende og skal folde hele paletten ud. Derfor forstår jeg også reaktionen i forhold til at kunne få lov at gå i dybden, eksempelvis når vi taler om vold generelt, men man er nødt til i en redegørelse, perspektiv- og handlingsplan at gøre det kort og overordnet.

Jeg vil foreslå – hvis man må det? – at Ligestillingsudvalget måske prøver at bede om den her samlede besvarelse, fordi jeg netop som koordinerende minister naturligvis indhenter materiale både fra Socialministeriet og fra Justitsministeriet osv. i forhold til de konkrete initiativer og paragraffer, der er på det her område.

For mit eget vedkommende vil jeg også rette opmærksomheden mod nogle af de mange kampagner, vi har kørt og kører, om både vold i nære relationer og hele målretningen i forhold til de unge, når vi taler om kærestevold, for netop at være meget, meget fokuseret på det forebyggende, altså det med at forstå, hvad overgreb er, hvad det fører til, og i det hele taget sikre, at vi er veluddannede og klar til at tage ansvar for eget liv, forstå andres reaktioner – og jeg kunne blive ved.

Det må man bestemt gerne. Fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Det vil jeg også gerne kvittere for. Jeg tror, det ville være en god idé, og Ligestillingsudvalget kunne sådan set invitere ministeren til et møde om, hvordan vi i fællesskab bærer os ad med at løfte nogle af de folkeoplysningsopgaver, der også ligger i det her. Vi er jo tit ude og tale i mange forskellige slags kredse, og det er jo ikke altid, man kan huske alting på en gang. Det er en prioritering. Men man kunne måske også sammen finde en form, der gør, at det er til at håndtere. Det var bare det, jeg ville give tilsagn om.

Værsgo, ministeren.

Det er en god idé på den måde at sikre, at man, uagtet hvor vi bevæger os som henholdsvis minister og folkevalgt osv., så at sige får overblikket over de mange initiativer, både de afviklede og de planlagte, og rammerne omkring det, så det netop også kan sikres, at vi får evalueringerne og lærer af de fejl, der måske også er begået i nogle af initiativerne, og at vi frem for alt også sikrer, at når vi både laver kampagner, folkeoplysning bredt set, men jo også tager initiativer, som eksempelvis en vigtig ting som et krisecenter, har de indsatser, der gøres, den effekt, som formålet med de mange initiativer og indsatser er.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Således kan vi gå til påsken i fred og fordragelighed.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Således kan vi gå til påsken i fred og fordragelighed.