Det næste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Energi-, forsynings- og klimaministerens klimapolitiske redegørelse 2017.

(Anmeldelse 13.12.2017. Redegørelse givet 13.12.2017. Meddelelse om forhandling 13.12.2017).

Sammen med dette punkt foretages:

16) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til energi-, forsynings- og klimaministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer set i lyset af den klimapolitiske redegørelse?

Af Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Marianne Bredal (V), Maria Reumert Gjerding (EL), Carsten Bach (LA), Rasmus Nordqvist (ALT), Ida Auken (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Mette Abildgaard (KF).

(Anmeldelse 13.12.2017. Fremme 15.12.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 25. januar 2018.

Vi skal have begrundet det her, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og det kan gøres meget kort. Men i forlængelse af regeringens klimapolitiske redegørelse fra december har vi bredt i Folketinget med deltagelse af alle partier ønsket en forespørgsel, hvor energi-, forsynings- og klimaministeren kunne komme her og redegøre for de fremtidige klimapolitiske initiativer. Det ser vi naturligvis frem til.

Tak. Og det får energi-, forsynings- og klimaministeren nu muligheden for. Værsgo, hr. minister.

Tak for det, formand. Jeg er glad for denne anledning til at drøfte Klimapolitisk redegørelse 2017 med Folketinget. Redegørelsen giver et overblik over Danmarks klimapolitik, og det skal bidrage til at sikre offentlighed og gennemsigtighed i klimapolitikken. Derudover indeholder redegørelsen også regeringens kommentarer til Klimarådets anbefalinger.

Regeringen vil i 2018 offentliggøre tre klima- og energipolitiske udspil. Det drejer sig for det første om et udspil til en ny energiaftale, for det andet om en strategi for opfyldelse af klimamålet i 2030 for sektorer uden for kvoteområdet, nemlig transport, landbrug og dele af energiområdet, og for det tredje om en klimaplan, som skal give et overblik over regeringens prioriteter på klimaområdet. De tre klima- og energipolitiske udspil vil tilsammen beskrive regeringens prioriteter i klimapolitikken. Vi har valgt at anvende årets redegørelse til at uddybe en række klimafaglige temaer, bl.a. om Arktis og CO 2 -udledninger fra jord og skov.

De to vigtigste budskaber i årets klimapolitiske redegørelse er ikke nye, men det gør dem ikke mindre vigtige. For det første understreges det endnu en gang, at sammenhængen mellem den globale Parisaftale, EU's klimaregulering og Danmarks nationale klimapolitik bliver stadig større. Det er godt, for klimaudfordringen er global og kræver, at løsningerne udvikles internationalt. For det andet viser redegørelsen også i år, at Danmark forventes at overopfylde klimaforpligtigelsen i 2020. I 2020 skal Danmark reducere udledningerne fra de sektorer, der ligger uden for kvoteområdet, med 20 pct. sammenlignet med 2005. Det er således udledningerne fra bl.a. landbrug, transport, affald og bygninger, der skal reduceres. Danmark forventer at overopfylde målet med ca. 9 mio. t CO 2 -ækvivalenter.

Opfyldelse af klimaforpligtigelser er vigtigt, men Danmarks klimapolitik er mere end det. Danmark yder et stort bidrag til den globale grønne omstilling både internationalt og nationalt. Lad os starte med at kaste et blik på Danmarks forskellige internationale klimaindsatser.

For det første er vi igennem FN-forhandlingerne med til at forme rammerne for den globale klimaindsats. Her har vi bl.a. fokus på at implementere Parisaftalens såkaldte ambitionsmekanisme. Ambitionsmekanismen er helt central for, at den globale klimaindsats kan øges over tid. Udgangspunktet for ambitionsmekanismen er dette års Talanoadialog. Dialogen skal gøre status over den globale klimaindsats og give os en idé om, hvordan verden står i forhold til at opfylde Parisaftalens mål, og hvad vi kan gøre for at øge den globale klimaindsats.

For det andet lægger vi fra dansk side en stor indsats i at præge toneangivende internationale organisationer i en mere grøn retning. Det gælder både på energiområdet, bl.a. samarbejdet med Det Internationale Energiagentur, det gælder Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi, og det gælder på klimafinansieringsområdet, hvor vi arbejder for at sikre, at udviklingsbankerne tænker klimahensyn ind i nye udlån og investeringer.

For det tredje samarbejder Danmark på energiområdet med en række vækstøkonomier. Gennem samarbejderne udbreder vi viden om velfungerende politikker, der kan fremme vedvarende energi og energieffektivitet. Indsatsen leverer et særdeles effektivt bidrag til reduktion af de globale udledninger. I Kina arbejder vi f.eks. på at gøre Kinas kraftværker mere fleksible. Hvis det lykkes, kan vi hjælpe Kina med at nedbringe deres CO 2 -udledninger med, hvad der svarer til over 75 pct. af Danmarks samlede CO 2 -udledninger. Ligeledes har Danmark hjulpet Kina med at udarbejde en rapport om Kinas status for vedvarende energi. Rapporten viser bl.a., at det er muligt at reducere Kinas nuværende CO 2 -udledning med 70 pct. fra det nuværende niveau på ca. 10 mia. t CO 2 til ca. 3 mia. t CO 2 i 2050.

For det fjerde har Danmark lagt en stor indsats i at præge EU's klimaregulering. Danmark var i front i arbejdet med at sikre opbakning til en ambitiøs reform af EU's kvotesystem. Med reformen rettes der op på nogle af de grundlæggende fejl i systemet.

Ligeledes lykkedes det i 2017 at få lovgivningen for EU's 2030-klimamål forhandlet på plads. Det er den nye lovgivning, der skal gøre EU's bidrag til Parisaftalen til virkelighed. Konkret er det lykkedes at nå til enighed med de øvrige EU-lande og Europa-Parlamentet om både byrdefordelingsaftalen for de sektorer, der ligger uden for kvoteområdet, og om, hvordan vi kan integrere CO 2 -udledningen fra jord og skov i EU's klimaregulering.

Det har været svære forhandlinger. Jeg er derfor stolt af, at vi er kommet i mål med nogle gode resultater for EU, Danmark og klimaet. I en tid, hvor den amerikanske præsident er ved at trække USA ud af den globale indsats mod menneskeskabte temperaturstigninger, viser vi i EU, at vi leverer det, som vi lover. Det er et stærkt signal. Nu kan vi lukke et kapitel og se frem mod nye udfordringer i EU.

Der er nok at gå i gang med. I år vil vi arbejde for at øge EU's mål for vedvarende energi. Det er en svær kamp, da kun få EU-lande har meldt sig på banen med ønsket om at hæve målet, men jeg kan garantere, at Danmark vil ligge i front. Derudover skal vi fokusere på transportsektoren. Effektive EU-tiltag bliver afgørende for, at vi kan indfri nationale mål på en omkostningseffektiv måde. Regeringen vil derfor også fremadrettet have fokus på at udvikle EU's klimapolitik i en både ambitiøs og omkostningseffektiv retning.

Lad os nu vende blikket mod Danmarks nationale klimaindsats. Siden valget i 2015 har vi gennemført en række kloge og grønne beslutninger, der sætter rammerne for en fortsat grøn omstilling i Danmark. Regeringen har sat tre ambitiøse mål for 2030: Mindst 50 pct. af vores energibehov skal være dækket af vedvarende energikilder, kul skal være helt udfaset af Danmarks elforsyning, og udledninger fra sektorer uden for kvoteområdet skal reduceres med 39 pct. i 2030 i forhold til 2005. De tre mål vil tilsammen sikre, at Danmarks udledninger af drivhusgasser falder markant. Målet vil også sikre, at Danmark fortsat går foran og bibeholder et højt tempo i den grønne omstilling. Målene er derfor vigtige milepæle på rejsen mod regeringens langsigtede 2050-mål. I 2050 skal Danmark være et lavemissionssamfund, der er uafhængigt af fossile brændsler.

En omkostningseffektiv grøn omstilling kræver samtidig gode rammer for omstillingen. Det har regeringen sikret bl.a. gennem omlægningen af PSO'en. En omlægning af PSO'en vil fremme el i alle dele af samfundet. El kan på sigt bidrage til og være en væsentlig driver for CO 2 -reduktioner. Det samme gælder for aftalen om at lempe elvarmeafgiften. En lempelse af elvarmeafgiften vil gøre det mere attraktivt at udnytte overskudsvarme ved hjælp af varmepumper. Det vil også bidrage til at fremme el og dermed den grønne omstilling.

Når man ser på støtteomkostningerne i forbindelse med vedvarende energi, er der brug for et systemskifte. Systemet skal væk fra håndholdte støtteordninger og over til et system, hvor forskellige energiteknologier konkurrerer i udbud. Regeringen og DF har taget et vigtigt skridt i denne retning med aftalen om at afsætte godt 1 mia. kr. til støtte til mere vind- og solenergi.

På transportområdet går Danmark foran, når det gælder anvendelse af avancerede biobrændstoffer. Regeringen har nemlig vedtaget, at der fra 2020 skal ske en iblanding af minimum 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer i brændstoffet til landtransport. Det er et meget vigtigt og ambitiøst iblandingskrav, der ligger væsentligt over EU's minimumskrav i 2020.

Forskning og udvikling er ligeledes en vigtig del af fundamentet for den grønne omstilling. Derfor er der afsat over ½ mia. kr. til energiforskning i 2018.

Samlet set bliver jeg derfor stolt, når jeg ser på Danmarks brede og ambitiøse klimapolitiske indsats. Jeg ser frem til en god debat i dag. Vi skal drøfte de mange muligheder og udfordringer, der ligger foran Danmark på det klimapolitiske område. Tak for ordet.

Vi siger foreløbig tak til ministeren, som kommer igen, så der bliver mulighed for at stille spørgsmål. Men nu er det allerførst ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren på området for besvarelsen af forespørgslen.

Når vi diskuterer klima- og energipolitik, handler det jo kort fortalt om at redde verden, om at sikre, at generationerne efter os faktisk har en klode at være på, hvor vi ikke med vores handlinger har gjort det umuligt eller meget, meget dyrt.

Klima- og energipolitik er jo også i dansk sammenhæng et spørgsmål om erhvervspolitik. Vi har simpelt hen en helt unik mulighed for, samtidig med at vi gør noget godt for klimaet, at sikre flere danske arbejdspladser. Vi eksporterer grønne energiløsninger for over 40 mia. kr. om året. Vi har rigtig mange arbejdspladser, og mange af dem ligger – i disse tider, hvor vi diskuterer Danmark i balance – faktisk i nogle af de områder af Danmark, hvor vi har rigtig meget brug for de her arbejdspladser. Det er i parentes bemærket jo også arbejdspladser, som ikke kun er til folk med en lang uddannelse, men også til faglærte og ufaglærte, 3F'ere og metalarbejdere. Det er kort og godt en win-win-situation, og derfor skal vi så også sige, at det skal vi have løst.

Jeg hører ministeren og jeg hører også statsministeren tit sige, at de her ting går hånd i hånd. Jeg savner desværre bare nogle gange, at de skåltaler om, hvad vi kan gøre på det klima- og energipolitiske område, også bliver omsat til handling. Vi kan ikke vente. Jeg ved, at statsministeren ved ungdommens folkemøde sagde til de unge håbefulde mennesker, at det var deres generation, der skulle løse klimaudfordringen. Jeg tror, at vi er nødt til at sige til statsministeren, at det nok i virkeligheden er vores generation, der skal løse det. Derfor kan vi ikke sende den her videre til dem, der kommer efter os.

Grunden til, at vi også har lidt travlt, er jo, at vi med Parisaftalen har fået rigtig mange, om man så må sige, kunder i den grønne politik. Der skal investeres 90.000 mia. kr. i grønne løsninger frem til 2030. Det giver jo helt utrolig store muligheder for dansk erhvervsliv, som er gode til det her, men det vil selvfølgelig også give nye konkurrenter. Derfor har vi ikke råd til at hvile på laurbærrene og lade, som om vi er så langt foran, at vi ikke skal gøre noget.

Det er et godt udgangspunkt, vi har, men vi er nødt til at holde fast i det, og det er derfor, at vi også har været kritiske over for, at regeringen på en række områder desværre har trukket os i den forkerte retning med nedskæringerne på energiforskningsmidlerne på EUDP, med forsøget på at aflyse vindmølleparker osv. osv. Jeg noterede mig også, at en række danske virksomheder så sent som her i december sagde, at vi risikerede at tabe grøn konkurrencekraft, og det synes jeg at regeringen skal tage meget alvorligt.

Men i år har vi jo chancen for at gøre det, for regeringen har, og det må vi gå ud fra også bliver tilfældet, sagt, at der kommer et udspil til energiforlig og klimastrategi. Lad os gribe den chance for at få det tilbage på sporet – ikke bare for at lave en ambitiøs, men også en bred aftale.

Jeg noterer mig, at ministeren siger, at vi forfølger et ambitiøst EU-spor. Jeg synes, at vi skal have diskuteret, om ikke vi kan være endnu mere ambitiøse i forhold til at melde os ind i klubben af lande, som presser på for at få vedvarende energi-mål, der er så høje som muligt, fordi det er godt for danske arbejdspladser og for virksomheder, ud over at det er godt for klimaet. Jeg er også enig med ministeren i, at der skal gøres noget på transportområdet. Det synes jeg vi sammen skal presse på for. Jo mere transporten løfter på EU-plan, jo færre indsatser er vi nødt til at gøre på andre og måske dyrere områder. Så det ville være oplagt.

Så er jeg nødt til at sige, at når ministeren siger, at der er tre meget ambitiøse mål, nemlig henholdsvis VE-målet på 50 pct., kuludfasningen i 2030 og de 39 pct.s reduktion i ikkekvotesektoren, så er det sidste jo et EU-mål, som jeg er enig i er et højt mål, men det er ikke et, vi selv har valgt. Kuludfasningen i 2030 var jo et mål, som den tidligere regering havde, og som den nuværende regering slettede for så at indføre igen, fordi det kommer til at ske af sig selv. Pointen med det er bare, at det måske ikke helt er nok til at drive politikken. De 50 pct.s vedvarende energi i 2030 er et godt udgangspunkt, men jeg håber, at man vil lægge vægt på, at det er et minimum. Jeg håber faktisk, at man vil tage Klimarådet og andre aktørers opfordringer til at hæve det mål alvorligt.

Så vil min opfordring fra Socialdemokratiets side være, at når vi indgår et bredt energiforlig, skal vi måske også have andre mål. Vi skal måske ikke bare hæve ambitionen på VE-målet, men også have en række ting, vi kigger på. Er vi på rette vej i forhold til energieffektiviseringer? Er vi på rette vej i forhold til elektrificeringen – altså ikke bare at lave grøn strøm, men også at få den brugt og anvendt? Har vi de rigtige indsatser inden for forskningen? Det er ikke bare et spørgsmål om puljens størrelse; det er også et spørgsmål om, om man kan regne med, at den kommer år efter år – altså en strategisk satsning i forhold til forskningen i udviklingen af bl.a. lagringsteknologier og andet, vi har brug for.

Vi har et rigtig godt udgangspunkt, men verden bliver jo ikke ved med at kigge til Danmark, hvis ikke vi bliver ved med at udvikle os, og derfor er vores opfordring, at vi både hæver ambitionerne i forhold til det nuværende, men at vi også breder det ud. Det ville være godt for klimaet, men det ville også være rigtig godt, vigtigt og nødvendigt for danske arbejdspladser og de styrkepositioner, vi har brugt 30-40 år på at bygge op.

Til sidst vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF læse et forslag til vedtagelse op.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker, at Danmark er ambitiøs i kampen mod de globale klimaforandringer, både fordi Parisaftalen forpligter, og også fordi Danmark har muligheden for at skabe et eksporteventyr og titusindvis af grønne arbejdspladser. Folketinget beklager, at regeringen har skabt usikkerhed om investeringer og skåret ned på de grønne ambitioner, og opfordrer regeringen til med det kommende energiforlig og klimaplan at genskabe et bredt samarbejde om ambitiøse og retningsgivende mål, der kan fungere som stabile rammevilkår.

Regeringen bør igangsætte flere konkrete initiativer, hvis Danmark skal bevare sin grønne styrkeposition. Elektrificeringen skal udbygges markant og understøttes ved bl.a. at øge mængden af el brugt i transportsektoren og til opvarmning, herunder ved udskiftning og erstatning af olie- og naturgasfyr. Vi skal gentænke energieffektiviseringsindsatsen, sætte et højt tempo i udbygningen med vedvarende energi og modgå regeringens nedskæringer på de grønne forskningsmidler. Derudover bør regeringen i sin kommende klimaplan forholde sig til landbrugets klimabidrag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Ja. Og det fremlagte forslag indgår herefter i forhandlingerne.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Mange tak for talen. Jeg er meget enig i meget af det, ordføreren siger, og jeg synes, at det lover rigtig godt for nogle af de ambitioner, vi sammen kan sætte efter et valg. Jeg er også meget glad for, at vi er fælles om et forslag til vedtagelse i rød blok. Det er jo et faktum, at EU's kvotemarked er kollapset, og Dansk Energi har for ikke så længe siden lanceret et forslag om, at vi sammen med England, Frankrig og Holland kunne indføre en minimumsafgift på CO 2 . Måske kunne vi også prøve at kigge ud af EU og se på, om man kunne lave en afgift på CO 2 for at adressere, kan man sige, klimaudfordringen den vej rundt. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre Socialdemokratiets holdning til den idé.

Ordføreren.

Jeg var lidt usikker på, om det var en fejlformulering at kigge ud i EU, eller om det var ud af EU. Vi har også diskussionen om, hvor hurtigt vi kan udfase fossildrevne biler. Og der må man sige, at uanset om det er det, vi diskuterer, eller om det er en afgift på CO 2 , så er det afgørende jo i virkeligheden, om man har en kritisk masse med. Man skal jo ikke lave en EU-regulering, hvor man kan sige, at det mest reaktionære land har vetoret, for vi kan kun lave noget, hvis hele EU er med. Omvendt er det også klart, at hvis man skal lave noget, som ikke er hele EU, så er der nødt til at være en tilpas stor mængde af lande, som går med i det, hvis man skal undgå, at det forvrider konkurrencen og i virkeligheden bare skaber nogle skæve fordelinger af de arbejdspladser eller de indsatser, som måtte blive ramt. Så vi vil meget gerne diskutere det, men vores målestok i forhold til, om det er fornuftigt at gå ned ad den vej, er jo i høj grad, hvem man kan få med på det, og hvor bredt funderet det kan blive. Det er klart, at det også er vigtigt at holde fast i, at den primære indflydelse internationalt går via EU, og derfor skal vi selvfølgelig også holde det op imod den indsats, vi i øvrigt gør her.

Spørgeren.

Jeg skal arbejde på at være lidt mere velartikuleret. Jeg mente, at vi kunne kigge på dem, der allerede nu også har luftet ideen, men sådan set også løfte os ud over EU og kigge internationalt til andre lande. Problemet er jo, at med det ambitionsniveau, der ligger internationalt, så når vi ikke Parisaftalens mål. Jeg er enig i, at vi bestemt skal satse på EU-sporet, men vi bliver også nødt til at gøre mere. Kunne Socialdemokratiet forestille sig, at man prøvede at tænke nogle andre konstellationer af klimaalliancer, f.eks. omkring en CO 2 -afgift, hvor man kiggede mere internationalt? Jeg føler, at EU nogle gange kan hæmme os lidt i forhold til at søge en større indflydelse også internationalt.

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg enig med Enhedslistens ordfører i, at Parisaftalen får vi jo ikke leveret på med de nuværende indmeldte forpligtelser. Det er jo også derfor, at der heldigvis er en ambitionsmekanisme, og vi skal da presse på for at sikre, at vi løbende skruer op for ambitionerne, så vi kan nå målene for den aftale, som vi har indgået.

Det samme svar, som jeg gav før, gælder i virkeligheden for det her med, om vi vil kigge ud over EU. Vi har gjort det nogle gange, hvor det har været nødvendigt at lave alliancer. Det har så også tit været med EU og nogle særlig udsatte områder, det kunne være nogle østater eller et eller andet. Man kan godt finde andre aktører i FN-systemet, som man kan have fælles interesser med. Man kan også godt forestille sig, at hvis man finder nogle producerende lande, nogle industrilande, som man kan have fælles interesse i at indgå i et forpligtende samarbejde med om at sikre, at forurening koster noget, så er vi bestemt ikke afvisende over for det, men det kræver bare, at det bliver en bred nok base til, at det rent faktisk er meningsfuldt at indføre det. Og der oplever vi jo desværre ofte, at det støder på grund, fordi intentionerne måske ikke helt når så langt, som løfterne i første omgang sagde.

Tak. Der er et spørgsmål fra hr. Carsten Bach.

Tak, og tak til ordføreren for en fin ordførertale. Jeg er jo glad for, at hr. Jens Joel både vil redde verden og skabe arbejdspladser i Danmark på en gang. Det kan jo næsten ikke blive meget smukkere end det.

Hr. Jens Joel nævner også en ambition om at hæve VE-målet. Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren kunne konkretisere det en lillebitte smule. Det er mere, så vi kan få svar på, hvad Socialdemokratiets mål er for udbygningen af vedvarende energi.

Ordføreren.

Det, jeg siger, er, at i forbindelse med Klimarådets seneste rapport har man sagt, at med det tempo, som regeringen indtil videre har lagt op til, risikerer vi desværre, at vi skubber en pukkel foran os, og at vi derfor bliver tvunget til at forcere det på et tidspunkt, og at det derfor samfundsmæssigt kan blive dyrere. Det er baggrunden for, at jeg siger til regeringen: Skulle vi ikke kigge på, om Klimarådet har fat i noget?

Så har jeg jo også sagt – og det kan man også læse sig til i dagspressen – at det skal være højere end det, regeringen har lagt op til, hvilket synes åbenlyst, ud fra hvad Klimarådet har sagt. Men præcis hvor tallet skal ligge, altså om det er 51 eller 54 eller 56 pct., kommer lidt an på, hvad der ellers er af indsatser. For én ting er jo at lave et mål for 2030 – det kan være vigtigt og retningsgivende – men de sidste 2 pct. har jo én effekt, og en lige så vigtig effekt er det, om man kommer i gang med elektrificeringen i 2020, eller om vi faktisk i 2018 kommer i gang med at få elektriciteten brugt i varmepumper osv. osv.

Så min vurdering af, om det er ambitiøst nok, vil afhænge af, hvad der ellers er i pakken, og det er derfor, at vi ikke har sat et bestemt tal på. Vi har bare sagt, at vi gerne vil være med til at hæve ambitionen.

Hr. Carsten Bach.

Tak for det. Jeg nåede lige at få trykket mig ind til anden runde her, inden formanden fik afbrudt talestrømmen.

Tak for et meget fint svar. Det var rigtig informativt. Så vil jeg bare høre, om ikke det gør indtryk på hr. Jens Joel, at vi nu faktisk har repræsentanter for Energikommissionen, der påpeger, at de her meget konkrete målsætninger for udbygningen af VE faktisk kan være farlige, og at Det Miljøøkonomiske Råd tidligere har været ude at sige, at en ensidig udbygning med vindenergi i Danmark faktisk kan koste vækst og arbejdspladser – de arbejdspladser, som hr. Jens Joel jo faktisk også, ud over at redde verden, gerne vil skabe.

Ordføreren.

Jeg noterer mig, at det der med at redde verden ligesom bliver sagt med et smil på læben. Altså, det kan godt være, at man ikke synes, det er et godt argument, men det er jo faktisk det, vi diskuterer. Så selv om jeg selvfølgelig godt forstår, hvad det er, der bliver sagt, er vi jo nødt til at tage det alvorligt, at den her klimadiskussion også handler om fremtidige generationer. Nå, tilbage til arbejdspladserne.

Jeg tror, vi har brug for at hæve ambitionen. Men når jeg er åben over for at diskutere den præcise procentsats og i øvrigt siger, at den vil jeg godt diskutere i sammenhæng med, hvad vi ellers gør – for noget af det, vi burde være enige om, var den rigtige vej at gå i forhold til elektrificering, i forhold til energieffektivitet, i forhold til forskning i lagringsteknologier osv. osv. – så er det jo egentlig en imødekommelse; altså, vi synes ikke, regeringen gør nok, men vi synes heller ikke, at den vigtigste diskussion er 1 pct. fra eller til i 2030 i forhold til VE-målet, men det samlede billede. Det synes jeg egentlig er en imødekommelse forud for en forhandling, hvor vi forhåbentlig kan nå hinanden bredt, forudsat at vi hæver ambitionen fra den nuværende. Og så er vi ellers åbne over for at diskutere hvordan.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg gerne sige tak til ministeren for redegørelsen, som blev oversendt i december sidste år. Den er blevet læst med stor interesse, men jeg må også sige, at det måske ikke lige er mit hovedstof, så jeg synes også, den var en lille smule kedelig – men det skal ikke komme ministeren til last. Redegørelsen giver et udmærket overblik over, hvad status er på den danske klimapolitik, og hvilke målsætninger regeringen har sat for Danmark, og forklarer, hvordan Danmark ligger med hensyn til opfyldelse af de reduktioner af CO 2 -udledning, som EU-medlemskabet har pålagt Danmark.

Igennem mange år har det været skiftende regeringers målsætning, at Danmark skal være foregangsland med hensyn til reduktion af CO 2 -udledning og udskiftning af energiproduktionsapparatet fra at være fossilt baseret til at være baseret på vedvarende energi. Det har været en meget dyr vej at følge for det danske samfund, for strategien har kun kunnet lykkes, ved at der blev givet tilskud til produktion af vedvarende energi med enorme summer. For det store problem var – og er fortsat – at vedvarende energi er dyrere at producere end energiproduktion med fossile brændsler. Derfor har den førte klimapolitik kostet danskerne dyrt i form af højere energiregninger til danskerne og danske virksomheder og deraf følgende tab af konkurrenceevne og arbejdspladser.

Men det skal også retfærdigvis siges, at behovet for tilskud er faldende, og at vedvarende energi med hastige skridt går i retning af at kunne konkurrere på lige vilkår med fossil energi. Det er en udvikling, som vi i Dansk Folkeparti glæder os over.

I Dansk Folkeparti har vi ikke været enige i målsætningen om, at Danmark skal have en førerposition. Vi har heller ikke været enige i, at der skulle opstilles en række målsætninger for nedbringelse af CO 2 -udledning og udfasning af fossil energi. For vores målsætning har alle dage været, at vi i Danmark først og fremmest skal have en stabil og billig energiforsyning til gavn for erhvervslivet og for at give danske familier de lavest mulige el- og varmeregninger.

Som nævnt kan det konstateres, at behovet for tilskud til vedvarende energi er faldende. Det kan man se på de seneste udbud af havvindmøller, hvor de afgivne bud lå væsentlig under det forventede niveau. På samme måde er det konstateret, at støtten til landvindmøller og solceller kan reduceres betragteligt i de kommende år. Alt andet lige tyder dette på, at vi om få år vil opleve, at produktionsomkostningerne til at producere el med vedvarende energi-løsninger vil komme tæt på prisen ved brug af fossilt brændsel og på længere sigt blive lavere. Dermed må man også forvente, at fossil energi bliver udkonkurreret af vedvarende energi, helt på markedsvilkår. Når vi kommer frem til den situation, vil de mange ambitioner om CO 2 -reduktioner blive realiseret helt af sig selv, helt uden omkostninger for samfundet.

Derfor er Dansk Folkepartis opfordring da også, at vi på nuværende tidspunkt slår koldt vand i blodet og ikke fortsætter en hastig udbygning med vedvarende energi, som kræver støtte. For venter vi bare nogle få år, vil vi opleve, at vedvarende energi vil kræve langt mindre støtte eller måske slet ingen støtte. Kort sagt er vores opfordring ikke at lade være med at udbygge med vedvarende energi, blot at vente, til den bliver billigere, end den er nu.

En anden vigtig opfordring er, at vi også husker på, at vi i Danmark faktisk er ret gode til at reducere vores energiforbrug. Især isolering af bygninger er vi gode til, og det bidrager både til lavere energiregninger og til, at energiforbruget og dermed CO 2 -udledningen bliver mindre. Alt andet lige gavner en CO 2 -udledningsreduktion mere, når den sker ved at spare på energien, end ved at man har udskiftet produktionen fra fossilt brændsel til vedvarende energi. For vedvarende energi-anlæg er en dyr investering, mens et reduceret energiforbrug blot giver en lavere el- og varmeregning.

Jeg noterede mig, at ministeren i sin tale talte om Kina, og jeg synes faktisk, det er rigtig interessant, at man kan hjælpe kineserne med at investere og gøre nogle ting, som gør, at deres CO 2 -udledning bliver bedre i produktionsapparatet. Men jeg kan huske, fra jeg var på besøg i Kina, at mange af de højhuse, som de har bygget, faktisk er rigtig dårligt isoleret, og det synes jeg er lige så vigtigt. Så det var måske lige så meget der, man skulle gøre en indsats, så det hele ikke fiser ud i luften, om jeg så må sige.

Men sluttelig vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti mener, at vores klimapolitik også skal have et ben, som hedder energibesparelser. Det har været alt for lavt prioriteret, og det er måske netop derfor, jeg kommer med den kommentar.

Til slut vil jeg gerne fremsætte et forslag til vedtagelse fra Dansk Folkeparti, som lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at den førte energi- og klimapolitik med fokus på udskiftning af produktionsapparatet fra at være fossilt baseret til vedvarende energi har givet danske borgere og virksomheder store meromkostninger til energi på grund af den nødvendige subsidiering af den vedvarende energi.

Folketinget konstaterer, at der de seneste år har været en udvikling hen imod lavere støttebehov for vedvarende energi, og at denne udvikling ser ud til at fortsætte, sådan at vedvarende energi på længere sigt vil kunne konkurrere med fossil energi på markedsvilkår. Dermed må det forventes, at regeringens klimamålsætninger i høj grad kan opnås uden så store omkostninger til støtte som hidtil.

Folketinget opfordrer regeringen til i energi- og klimapolitikken at lægge større vægt på energibesparelser og -effektivitet frem for omlægning af produktionen, idet energi, som ikke bliver brugt, har en bedre samfundsøkonomisk effekt end det at omstille til vedvarende energi.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Tak. Og det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i de videre forhandlinger.

Der er korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg blev lige lidt chokeret. Hørte jeg rigtigt, mener ordføreren, at DF ønsker at stoppe op nu og vente en tid med at gå videre med en ambitiøs klimaindsats? Altså, det er jo stik imod Klimarådets anbefalinger, og det er stik imod principperne fra den berømte Sternrapport, som efterhånden er 15 år gammel, tror jeg, og hvor man jo indså, at jo flere år vi venter med at stoppe klimakrisen, desto dyrere bliver det, fordi flere boliger vil blive ødelagt, flere oversvømmelser vil indtræffe, og flere tørkehændelser vil indtræffe. Er det virkelig rigtigt forstået?

Ordføreren.

Ja, det kan man godt sige. Den dagsorden, der har været kørt for klima- og energipolitikken, har vi aldrig været en del af og heller aldrig, tror jeg, været rigtig enige i. Der er slet ingen tvivl om, at vedvarende energi er en god ting. Altså, jeg tror ikke, der er nogen af os, der ønsker at forurene mere end højst nødvendigt. Men jeg må også sige, at vi i Dansk Folkeparti har en helt klar holdning til, at så længe det er så dyrt for danskerne at blive ved med at være i den såkaldte førerposition, som alle herinde åbenbart har en ambition om at vi er i, så synes vi, vi skal stoppe op. Der er andre, der kan komme i den førerposition.

Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne rose ordføreren for at lægge så meget vægt på energibesparelser. Det er jeg fuldstændig enig i, den billigste energi er virkelig den, vi ikke bruger, så det er en rigtig god idé også at arbejde med nogle konkrete mål for det, også i den kommende energiaftale. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvordan ordføreren tænker at vi er nået til den situation, som vi er i i dag, hvor vedvarende energi er konkurrencedygtig. Mener ordføreren ikke, at det kan have haft en indflydelse, at vi politisk har prioriteret investeringer i netop den teknologiform, så den i dag virkelig kan konkurrere med kullet, og at det netop viser værdien af at have nogle politiske prioriteringer og nogle politiske ambitioner og visioner?

Ordføreren.

Jo, der er ingen tvivl om, at de tilskud, vi igennem rigtig mange år har givet til bl.a. vindmølleindustrien, har været med til, hvad kan man sige, at udviklingen er gået, som den er gået. Men måske burde det have været nogle andre ting, der drev det. Jeg er glad for, vil jeg så sige, at Enhedslistens ordfører er enig med mig i det her med energibesparelser. Jeg er selv vokset op under oliekrisen, og jeg kan godt huske de bilfri søndage. Det er jeg helt sikker på at ordføreren ikke kan, men det kan jeg, og det handlede jo netop om det her med at spare på energien, som man fik at vide dengang. Jeg har i hvert fald lært at slukke lyset, når jeg går ud af et rum – vil jeg skynde mig at sige.

Men når det så er sagt, er der da ingen tvivl om, at den udvikling, der er sket i vindmølleindustrien, er kommet, fordi vi selvfølgelig har prioriteret den i Danmark. Men det er ikke ensbetydende med, at vi i Dansk Folkeparti synes, det nødvendigvis har været det rigtige.

Spørgeren.

Jeg synes også, der er noget andet, når man diskuterer det her med omkostninger. Altså, alle energiteknologier får jo støtte i en periode, og det, som vi netop også har opnået ved at satse på vedvarende energi og på en teknologi, som vi vurderede at hele verden på et tidspunkt ville efterspørge, er jo også en masse arbejdspladser. Så jeg synes også, at det bør høre med, når vi diskuterer de her ting. Det bør også høre med i ligningen, også når vi kigger længere frem, for der er jo ingen tvivl om, at også i fremtiden vil der være stor efterspørgsel efter de her teknologier, som man som grønt foregangsland er med til at udvikle.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast i det, når vi diskuterer det her. Der er ingen af os, der synes, at vi skal være et grønt foregangsland uden nogen årsag overhovedet. Det her gør vi for at vise verden, at det er muligt at løse klimakrisen, for at undgå en klimakrise, der løber løbsk med tilsvarende flygtningestrømme, der løber løbsk, og så, fordi det er en rigtig god forretning for vores land.

Ordføreren.

Jo, og det er alle sammen fine og flotte ord, men der er heller ingen tvivl om, at når vi politisk vælger at give tilskud til en bestemt type vedvarende energi, fravælger vi også nogle andre, og det må ordføreren give mig ret i. Vi diskuterer f.eks. ofte elbiler kontra brintbiler. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der får mest tilskud, men vi har også haft solenergi kontra vindenergi, og hvorvidt det giver god mening eller ej, skal jeg heller ikke gøre mig klog på. Men jeg vil bare sige, at i samme øjeblik, vi giver tilskud til en form for teknologi, fravælger vi måske også nogle andre, og det synes jeg måske godt en gang imellem kan være en lille smule ærgerligt, for hvis man gerne vil udvikle og forske og lave noget nyt, burde der måske være lige vilkår for alle.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste taler i rækken er fru Marianne Bredal som ordfører for Venstre, Danmarks liberale parti. Værsgo.

Tak for det. Den klimapolitiske redegørelse for 2017 giver os igen anledning til at se sammenhængen mellem de internationale klimaaftaler, EU-forpligtelserne og vores nationale indsats. Det er helt afgørende, at Danmark fortsat tager del i de internationale forpligtelser, der skal bringe os nærmere den grønne omstilling. Klimaforandringerne er et globalt problem, og vi kommer ingen vegne med at køre sololøb. I fællesskab med hele verden skal vi aktivt arbejde for at implementere Parisaftalens punkter.

I Danmark har vi heldigvis et stort potentiale. Vi er langt fremme på den grønne agenda, vi er blandt verdens bedste til udvikling af grønne teknologier og klimarigtige løsninger, og vi forventer at overopfylde vores klimamål for 2020 for de ikkekvotebelagte sektorer. Vi har altså en unik mulighed for at statuere det gode eksempel og inspirere andre lande til også at sætte ekstra skub i CO 2 -nedbringelsen. Netop vores grønne førerposition gør os i stand til at yde et betydeligt bidrag til globale samarbejder såsom P4G eller vores samarbejde med Kina om nedbringelse af Kinas CO 2 -udslip.

Det danske ambitionsniveau kan selvfølgelig også mærkes nationalt, hvor vi arbejder hårdt for at nå vores mål for 2030 og 2050. I 2030 skal mindst 50 pct. af vores energibehov dækkes af vedvarende energikilder, og i 2050 skal vi være et lavemissionssamfund. Det er benhårde mål, der kræver en omkostningseffektiv omstilling, hvor markedsmekanismer og konkurrence får lov til at spille en større rolle. Derfor har vi i regeringen iværksat en række initiativer, der imødekommer en grøn omstilling, hvor forbrugerne får mest grøn energi for pengene. Afskaffelse af PSO-afgiften fra elregningen, iblandingskrav for brændstof og aftalen med DF om 1 mia. kr. i støtte til udbud i forbindelse med vind- og solenergi i 2018 og 2019 er blot nogle af initiativerne.

Ser vi fremad, ser vi, at vi står over for nogle vigtige forhandlinger om Danmarks fremtidige klimaindsats. Jeg ser frem til de videre drøftelser af reguleringen af CO 2 -udledningen fra jorde og skove, drøftelserne af opfyldelsen af Danmarks EU-reduktionsmål for 2030 samt selvfølgelig det kommende energiudspil.

Med de ord skal jeg (på vegne af V, LA og KF) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget støtter, at regeringen med afsæt i Parisaftalen præsenterer et udkast til en ambitiøs og omkostningseffektiv energiaftale, der skaber grundlag for, at Danmark i 2030 dækker mindst 50 pct. af sit energibehov med vedvarende energi. Det langsigtede mål er et lavemissionssamfund i 2050, der er uafhængig af fossile brændsler.

Folketinget bifalder, at Danmark fortsat skal være foregangsland inden for vedvarende energiproduktion, og at det danske eksempel er mere interessant at følge for andre lande, hvis omstillingen er omkostningseffektiv og understøtter vækst og beskæftigelse. Folketinget konstaterer derfor med tilfredshed, at udviklingen inden for VE-teknologier bidrager til et faldende støttebehov og giver muligheder for yderligere fald i de danske drivhusudledninger, og at regeringen forventer, at Danmark vil overopfylde klimamålet for de ikkekvotebelagte sektorer i 2020.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at arbejde for at tilrettelægge energipolitikken, så hensynet til danske arbejdspladser og konkurrenceevne går hånd i hånd med hensynet til miljø og klima.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 33)

Det fremsatte forslag vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Pia Olsen Dyhr fra SF. Værsgo.

Jeg noterer mig, at Venstres ordfører nævner VE-målsætningen for 2030, men ikke forholder sig til, at der er en gældende folketingsbeslutning om reduktionerne i klimabelastningen i 2020. Den gældende folketingsbeslutning er jo, at man skal komme så tæt på de 40 pct. som muligt. Det kunne jo være interessant at vide, om regeringen agter at leve op til den beslutning, Folketinget har truffet.

Ordføreren.

Klimaindsatsen er lang og sej proces, og vi opfylder ikke delmålene i forhold til 2020-planen, men til gengæld ser det ud til, at vi på en række andre punkter vil overopfylde målene.

Spørgeren.

Nu svarede ordføreren ikke på mit spørgsmål. Spørgsmålet var meget simpelt. Har regeringen tænkt sig at leve op til den beslutning, der er truffet i Folketinget, mens Venstre sad alene i regeringen, bl.a. med støtte fra De Konservative, og den beslutning er, at reduktionerne i klimabelastningen i 2020 skal være så tæt på 40 pct. som muligt. Agter man at leve op til den beslutning – ja eller nej?

Ordføreren.

Det agter regeringen at gøre alt for at vi kommer til at leve op til.

Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen. Ordføreren nævner det her med et lavemissionssamfund i 2050. Kan ordføreren ikke sætte lidt flere ord på, hvad det er? Hvad betyder det i forhold til landbrug? Hvad betyder det i forhold til transport? Så vil jeg også bare høre, om Venstre støtter, at der skal bygges otte nye havmølleparker frem mod 2030.

Ordføreren.

Vores afgiftssystem understøtter incitamentet for at fremme salget af energieffektive biler, og det jo en del af det at komme tættere på målsætningen for 2050. Derudover vil vi selvfølgelig løbende bakke op om den hastige teknologiudvikling, som heldigvis konstant bringer os endnu tættere på mere miljørigtige biler.

I forhold til landbruget støttes det jo bl.a. med en tilskudsordning til udtagning af lavbundsjorde, der kan bidrage til øget kulstofbinding i de jorde, der udtages. Så er der en række punkter, vi kommer til at se på, og vi ser frem til at høre nogle endnu mere konkrete tiltag her senere på foråret, hvor vi kommer med en mere langsigtet og ambitiøs aftale.

I forhold til vindmøllerparkerne vil jeg sige, at det ikke lige er et område, jeg har beskæftiget mig med i min tid her, så det vil jeg lige undlade at svare på.

Spørgeren.

Det er også i orden. Men lad os prøve at kigge frem til 2050. Jeg skal bare prøve at forstå, hvad Venstre tænker omkring det her begreb lavemissionssamfund, som i hvert fald i min verden er en lille smule fluffy. Er det så et landbrug, der ikke længere udleder drivhusgasser? For jeg synes f.eks., at det er rigtig bekymrende, at udledningen fra landbruget har været stort set den samme i rigtig mange år. Er det fra transporten også stort set nul? Hvad betyder det ord i virkeligheden? Hvad er det for et mål, der ligger i, at man siger, at i 2050 skal vi være et lavemissionssamfund?

Ordføreren.

Det er jo en række punkter, hvor vi hele tiden sørger for at forbedre vores teknologier, så de her lidt mere tunge transportformer, som både bruges i landbruget og inden for den tungere transport, bliver mere miljøvenlige. Så det er en lang række punkter, og i forhold til landbruget er der jo også nu tale om, at der allerede foretages reduktioner, som måske ikke lige bliver indregnet i den her del af det.

Tak til Venstres ordfører. Og den næste taler i rækken er fru Maria Reumert Gjerding som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Stort set hele verden – stort set alle lande i verden – siger, at de bakker op om Parisaftalens mål om, at den globale temperaturstigning ikke skal være større end 2 – og helst ikke mere end 1½ grad. Men når man så kigger på det, landene rent faktisk er parate til at gøre, er der meget langt, til vi når det mål. Der er simpelt hen behov for, at vi øger ambitionsniveauet overalt, alle lande i verden. Og det gælder også os selv. Og det er her, hvor jeg savner en regering, der er parat til at hæve ambitionsniveauet.

Når jeg læser den klimaredegørelse, som vi diskuterer i dag, så synes jeg, at regeringen er mere optaget af, hvordan man kan slippe så let som muligt i forhold til at bidrage til EU's målsætninger. Og det synes jeg er utrolig ærgerligt. For Parisaftalen handler jo netop ikke om, hvad man har meldt ind til EU, men hvad der skal til for at forhindre katastrofale klimaforandringer. Og der er heller ikke Danmarks og dermed heller ikke den danske regerings indsats god nok. Vi bliver nødt til at sætte tempoet op. Vi skal have en sigtelinje i 2030, der hedder 70 pct.s CO 2 -reduktion og 60 pct. vedvarende energi som målsætninger.

For at klimamålet nås, bliver vi samtidig nødt til at få både transporten og landbruget med ind i den grønne omstilling. Og det er her, hvor jeg egentlig synes, at det nu – både når man taler transport og når man taler landbrug – går den forkerte vej. Regeringen har hævet afgiften på elbiler og sænket den på benzinbiler. Opfyldelsen af 2020-målsætningen fra transport, altså om, at vi skal have 10 pct.s vedvarende energi, opfyldes primært ved hjælp af biobrændsler, som af mange årsager er meget problematisk. Ud over at CO 2 -gevinsten er meget begrænset og yderst tvivlsom, er der også er en lang række miljømæssige konsekvenser.

Vi bør i stedet for følge Klimarådets anbefaling om en øget elektrificering af vejtransport med en afgiftssænkning, særlig på de mindre elbiler, og en kraftig investering i bedre infrastruktur for kollektiv transport. Kollektiv transport bliver først rigtig virkningsfuldt, hvis det er et reelt alternativ til bilen. Og det undrer os egentlig også, når man læser klimaredegørelsen, hvorfor regeringen og ministeren overhører Klimarådets mange, mange fornuftige anbefalinger, som udover elektrificering af vejpersontransporten inkluderer øgede reduktionsforpligtelser inden for de ikkekvotebelagte sektorer, nationale reduktioner frem for kvotekøb samt et højere VE-mål.

Det, jeg sådan set efterspørger, er, at vi som land løfter blikket lidt og ser den rolle, vi har spillet i årevis som et grønt foregangsland, der har inspireret andre lande til at komme i gang, der har vist vejen, der har bevist, at det kan lade sig gøre at have enormt høje mængder af vedvarende energi i vores energisektor; vist, det er muligt at indpasse det, at det er muligt få det til at fungere. Og det er i mine øjne den rolle i verden, vi skal være stolte over, vi skal passe på og vi skal blive ved med at varetage.

Jeg køber ikke præmissen om, at det er en stor og dyr og dårlig forretning, når man kigger på, hvor mange arbejdspladser den grønne omstilling også vil skabe, fordi vi ved, at de teknologier, der udvikles, at de løsninger, som vi kan være med til at fremvise, er nogle, der fuldstændig uden tvivl vil blive efterspurgt i hele resten af verden.

Men jeg synes også, der skal være plads til at rose regeringen. Det er meget positivt, at regeringen i redegørelsen konstaterer, at når man afbrænder biomasse, er det ikke CO 2 -neutralt. Som det meget korrekt beskrives, vil en del af kulstoffet fra døde planter, hvis man gjorde det rigtige ude på marken, nedmuldede dem, komposterede dem – der er forskellige metoder, der endnu er ved at blive afprøvet – simpelt hen blive bundet i jorden.

Jeg vil også gerne rose regeringen for noget andet, for når jeg læser redegørelsen, synes jeg, jeg kan genfinde noget af den argumentation, som vi bl.a. i Enhedslisten har fremført talrige gange som en kritik af den massive brug af biomasse og især den massive udledning af kulstof fra landbruget.

Det undrer mig, at regeringens erkendelse af, at der er et stort potentiale for at binde kulstof i jord og skove og derigennem reducere udledningen af CO 2 , åbenbart ikke giver anledning til handling. I stedet fokuserer regeringen primært på, at det er vanskeligt at gøre op, hvor meget det påvirker CO 2 -udledningen.

Jeg synes, at vi skal anerkende, hvilken kolossal rolle landbruget faktisk kan spille i at løse klimakrisen. Landbruget er et erhverv, der sammen med skovbruget – og de er jo de eneste – er i stand til at trække CO 2 ud af atmosfæren og binde det i jorden. Det er imponerende. Og det er et potentiale, som vi bliver nødt til at udnytte, som vi bliver nødt til at blive klogere på – især fordi landbrugets klimabelastning siden 2005 i praksis har været uændret. Her kan vi jo vælge, lige præcis nu når vi skal leve op til, om vi skal bruge de fleksible mekanismer, om vi skal forsøge at købe vores reduktioner i udlandet, eller om vi skal tage fat på den her opgave og gøre det selv.

Også her tror jeg på, at hvis vi kan være frontløbere i forhold til at vise, hvilken kæmpe positiv rolle landbruget faktisk kan spille – i stedet for at være klimasyndere, kan de være klimakæmpere – så tror jeg virkelig, at der er meget at komme efter der. Jeg vil gerne opfordre til, at vi på den baggrund og med den viden, vi begynder at få om, hvordan man kan gøre, får sat gang i helt konkrete tiltag, der fremmer bedre og mere klimarigtige dyrkningsmetoder i landbruget, som kan reducere den danske udledning af klimagasser markant.

Jeg vil gerne rose Dansk Folkeparti for i deres tale igen at fokusere på energibesparelser, og jeg vil også gerne fremhæve det, som Socialdemokraterne sagde om, at vi skal have flere målsætninger ind, når vi i den kommende tid skal diskutere både klimaplan og energiaftale. Jeg synes, at der er plads til både et mål for energibesparelser, et mål for mere vedvarende energi og et mål for klimareduktion.

Vi ser meget frem til forhandlingerne om et energiforlig og en klimaplan, hvor vi selvfølgelig vil arbejde for, at målene hæves og strammes, og at de nås gennem nationale virkemidler og tiltag, så vi kan være med til at udvikle de forskellige sektorer, der kan bidrage til de her løsninger. Og det vil også sikre, at Danmark ikke sætter den grønne førerposition, vi har haft i årevis, over styr, og at byrden til de fremtidige generationer bliver mindre. Jo længere vi venter, jo dyrere bliver det.

Derfor håber vi rigtig meget på, at regeringen har en oprigtig interesse i at sikre brede og ambitiøse aftaler i løbet af foråret. Tak for ordet.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak til ordføreren, og mange tak for nogle fine betragtninger, bl.a. også om landbruget og flere andre ting. Det synes jeg da var meget konstruktivt.

Noget, jeg måske ikke synes er helt så konstruktivt, er hele det her billede, som ordføreren forsøger at tegne, af, at Danmark ikke længere er et foregangsland osv. Det er Danmark, og det tror jeg i hvert fald ikke at der er nogen ude i verden der er i tvivl om.

Når ordføreren så appellerer til regeringen om at have højere ambitioner og selv stiller nogle, synes jeg, meget højtflyvende og vidtløftige målsætninger op for 2030-indsatsen, så ser jeg egentlig ikke en anerkendelse hos ordføreren af, at det, der virkelig flytter noget, jo netop er den internationale indsats – som ordføreren faktisk også roser regeringen for.

Altså, det at få hævet EU-landene til et ambitionsniveau svarende til det danske, det at få hævet amerikanernes, kinesernes ambitionsniveau til det danske er det, der virkelig flytter noget. For Danmark tager i den her sammenhæng museskridt, også selv om vi hæver vores ambitioner meget markant.

Ordføreren.

Jeg er faktisk lidt i tvivl om spørgsmålet. Jeg mener, at det er vigtigt med en international indsats, det vil jeg godt anerkende fuldstændig. Det er vigtigt, at vi forsøger at presse målsætningerne, både i EU og i resten af verden.

Vi har jo tidligere foreslået, at man forsøger at lave en alliance, hvor man siger, at verden er større end EU. Hvis der er andre lande, der faktisk er parate til at hæve deres klimaambitioner i overensstemmelse med Parisaftalen, så lad os gå sammen med dem og lave en klub af lande, der kan gå foran og også lave nogle aftaler om teknologioverførsel og andre fordele, så det bliver en attraktiv klub at være med i.

Så vil jeg bare sige, at jeg anerkender, at vi på energiområdet stadig væk ligger forrest i feltet. Men jeg tror, at vi begår en kæmpe fejl, hvis vi ikke anerkender, at vi bliver ved med at skulle arbejde for at ligge der.

Så er der jo det paradoks, at selv om regeringen har lanceret en plan for 2030, som på mange punkter kan være ganske ambitiøs, er det stadig ikke nok for at nå Parisaftalens mål. Og det er jo ikke noget, jeg bare står og finder på for at være vidtløftig og spille smart fra Folketingets talerstol. Det er jo noget, man kan regne sig frem til, og det er jo noget, vi bliver nødt til at forholde os til og tage meget alvorligt og gøre noget ved.

Spørgeren.

Jeg mener i den her sammenhæng, at ordføreren bør anerkende, at vi jo faktisk er et foregangsland, og at det er vores nabolande, det er EU, det er USA, det er Kina, der for alvor skal flytte noget i den her sammenhæng.

Derfor håber jeg også på, at det gør indtryk på ordføreren, når repræsentanter fra Energikommissionen jo netop påpeger, at nogle af de her øgede, konkrete målsætninger om udbygning af vedvarende energi i Danmark faktisk kan være farlige i forhold til den reelle indsats, vi skal gøre, og det forbillede, vi nu skal være for omverdenen, altså netop de store spillere – amerikanerne, kineserne og vores nabolande i EU.

Ordføreren.

Altså, jeg mener ikke, at man kan sige, at vi er et foregangsland på f.eks. transportområdet. Jeg mener heller ikke, at man kan sige, at vi er et foregangsland på landbrugsområdet. Det er især i de ikkekvotebelagte sektorer, at vi også skal til at sige, at der altså skal ske noget. Vi har ikke knækket de kurver.

Det er en opgave, som alle lande står med, og hvor vi kan spille en rolle. Men det kræver, at vi bliver ambitiøse, og at vi ikke bare køber reduktionsforpligtelserne via fleksible mekanismer, men at vi klarer det nationalt, med ambitiøse nationale planer for lige præcis det.

I forhold til om målsætninger er farlige, så tror jeg ikke, at målsætninger er farlige. Jeg tror ikke, at man skal være for fastlåst i dem; jeg tror, at man skal anerkende teknologiudvikling, og at energibesparelser f.eks. også kan være en ganske klog måde at nå et højt VE-mål på. Så jeg tror ikke, at vi skal tro, at vi kan gennemskue det fuldstændige energimiks, eller hvad det er, der skal til. Men målsætninger mener jeg virkelig er med til at give vores politik retning.

Den næste spørger er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Og så vil jeg lige starte med at udtrykke min bekymring over, at jeg får ros af Enhedslisten, for så får jeg altid en fornemmelse af, at jeg har sagt noget forkert. Nå, men spøg til side.

Ordføreren kalder landbruget for en klimasynder, og det skal jeg måske lige forstå, for hvis jeg har forstået det ret, er den udledning, der kommer fra landbruget, den samme i dag, som den var tilbage i 2005, det vil sige, at der ikke er tale om en øget udledning. Så ordføreren må meget gerne lige fortælle, hvad man så forstår ved en klimasynder.

Så et lidt mere konkret og andet spørgsmål. Ordføreren ønsker, at der skal komme en mindre afgift på små elbiler. Ligesom da jeg selv stod på talerstolen, vil jeg spørge, om man så ikke vælger teknologi, forstået på den måde, at man jo så netop vælger elbilen i modsætning til brintbilen, eller hvad det nu måtte være. Det er så en af de bekymringer, jeg i hvert fald har, i forhold til de teknologier, der måtte være derude. Hvis man giver tilskud til et sted, jamen så fravælger man også noget andet, og det vil jeg gerne have ordførerens kommentarer til.

Den sidste ting, jeg vil spørge om, handler om det her med konkurrenceevne. Vi får så tit at vide, at hvis vi ikke havde investeret i vindmøller, havde vi aldrig haft alle de mange arbejdspladser, som vindmølleindustrien har haft. Men kunne man ikke også opstille det andet scenarie og så sige: Jamen hvis ikke vi havde haft de høje elpriser, havde konkurrenceevnen hos mange virksomheder været bedre, og så havde de selv skaffet arbejdspladserne?

Ordføreren.

Jeg håber, at ordføreren fremadrettet vil blive glad, når der er grund til ros. Jeg roser meget gerne, når der er grund til det, og jeg har rost ordføreren adskillige gange i løbet af de seneste par dage.

Når man taler om, hvad det er, der bidrager til udledningen af drivhusgasser, så peger man jo primært på energi, på transport og på landbrug. Og så kan man jo også diskutere alle mulige andre ting, og man kan underinddele det i alt muligt, men det er det, jeg mener, altså at landbruget er en bidragyder til udledningen af drivhusgasser. Og det er jo et faktum, må man sige.

Det er jo i virkeligheden lidt ærgerligt, når landbruget har et kæmpe potentiale for at være det modsatte, og det er i virkeligheden det, jeg gerne vil tale op. Jeg vil gerne være åben over for, at vi begynder at arbejde med og kigge på de metoder, som nogle ude i landbruget, landmænd, allerede nu begynder at afprøve for at finde ud af, hvordan de kan gøre det her.

I forhold til afgifter og elbiler vil jeg sige, at jeg også synes, at man skal kigge på brintbiler. Jeg mener ikke, at vi ikke kan have nogle ambitioner om at fremme nogle af de teknologier, vi kan se der er rene. Jeg tror ikke, at man skal sige: I 2030 skal der være præcis så og så meget vindenergi, så og så meget solenergi. Der kan være forhold, der kan ændre sig. Men selvfølgelig er det jo ikke, fordi vi står på bar bund. Vi kan jo godt se, at der er nogle rene teknologier, nogle fornuftige teknologier, der er ved at få luft under vingerne, og så se seriøst og konkret på, hvordan vi kan fremme dem i Danmark.

Spørgeren.

Nu skynder jeg mig at tage ordet igen, for så håber jeg, at ordføreren husker mit sidste spørgsmål om konkurrenceevne.

Så har jeg bare en lille bemærkning – tror jeg det skal være – i forhold til det med at have målsætninger. Jeg er lidt glad for, at ordføreren siger, at målsætninger måske ikke behøver at være så fastlåste, men samtidig irriterer det mig så også, at hver eneste gang vi laver målsætninger med en eller anden procent og vi så ikke når den, så er det et kæmpeproblem; men hvis vi når målsætningen, har vi ikke være ambitiøse nok.

Altså, sådan plejer diskussionen ofte at være, når vi taler målsætninger. Hvis procentdelen ikke er høj nok, er vi ikke ambitiøse nok. Og vi når den jo aldrig, var jeg ved at sige. Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg har nået nogen målsætning i forhold til procenter endnu, men det kan være, ordføreren har.

Men bare lige gerne bede om et svar på spørgsmålet om konkurrenceevne.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg bliver bare altid lidt presset, når formanden rejser sig i stolen og jeg ikke er blevet færdig.

Jeg tror, der er en masse andre ting, der spiller ind på konkurrenceevnen end energiafgifter eller prisen på strøm. Jeg synes også, at når man hører virksomhederne derude, er det også det, de peger på. Når Danmark er et attraktivt land for en virksomhed at være i, er det, fordi der er uddannet arbejdskraft; fordi der er daginstitutioner, der er til at betale; fordi man ikke skal ud at købe dyre sygeforsikringer, men at der er et offentligt sundhedsvæsen. Der er en masse forudsætninger, der gør, at vi er et interessant land at ligge i som virksomhed.

Der tror jeg at spørgsmålet om pris på strøm spiller en utrolig lille rolle ligesom selskabsskatter. Så jeg anerkender slet ikke, at det i sig selv spiller en rolle. Til gengæld har vi skabt en kæmpe sektor for grøn teknologi, som vi skal være glade for.

Målsætninger er jeg tilhænger af, og jeg bliver kun glad, hvis vi når dem.

Tak til ordføreren, der ikke behøver at føle sig presset af formanden, når bare man overholder taletiderne.

Den næste i rækken er hr. Carsten Bach som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Mange tak til ministeren for redegørelsen, både tidligere på skrift og nu også i tale her fra talerstolen. Og tak for et solidt overblik og en opdatering af den aktuelle status på Danmarks klimaindsats.

Men i dag er jo strømmens dag i Norden, og det kan vi faktisk fejre her i Danmark, velvidende at vi har verdens bedste energisystem. Det er jo så ikke bare noget, jeg står og påstår her fra talerstolen, nej, det er faktisk noget, der er rigtigt og er vurderet af World Energy Forum under FN. Vi har faktisk her i Danmark verdens bedste energisystem – det er det, de har vurderet – og vi har opnået den ranglisteplacering hele 2 år i træk. Og nogle af os har også fået det markeret i dag, ved at vi har fået en grøn hoptimist i gave og et fint lille kort, hvor der står, at Danmark har verdens bedste energisystem.

Hvordan ender man så på toppen af ranglisten over energisystemer i verden? Som i alle andre konkurrencesituationer, er vejen til succes en kombination af et stærkt fokus på flere faktorer – først og fremmest en stabil energiforsyning og høj forsyningssikkerhed, en høj andel af grøn CO 2 -fri energi samt pris og tilgængelighed, også kaldet markedet. Det at sikre alle adgang til en pålidelig, bæredygtig og moderne energiforsyning til en overkommelig pris er et af FN's i alt 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi kan altså ikke satse ensidigt på udbygning med vedvarende energi på vores vej mod verdens bedste energisystem i fremtiden. Og de vanvittig høje energiafgifter herhjemme taget i betragtning skal vi ikke nøjes med mindre end fortsat at være det land i verden, der har det bedste energisystem. Det tiltrækker i øvrigt også positiv international opmærksomhed i form af eksportmuligheder, vækst og arbejdspladser i Danmark, f.eks. i form af de datacentre, der p.t. skyder op rundtomkring i landet.

Det at være verdens bedste energisystem giver også en eller anden form for tydelig international stemme, der kan trække resten af verdens klimaindsats op på Danmarks nuværende meget høje niveau. For den globale klimaindsats er en holdsport, hvor Danmarks individuelle præstation kun tæller meget lidt i det samlede regnskab. Vores nabolande, EU, USA, Kina og i øvrigt alle andre ansvarlige nationer skal med på vognen og op på samme niveau som Danmark, før det for alvor batter noget og for alvor flytter noget.

For mig og Liberal Alliance er en isoleret konkret national målsætning for udbygning med vedvarende energi i Danmark altså hverken interessant eller relevant. Det er blot en trædesten på vej mod fremtidens danske energisystem, der også skal være verdens bedste. Det langsigtede mål må og skal være, som det også er formuleret i regeringsgrundlaget, en løbende omkostningseffektiv omstilling frem mod et lavemissionssamfund i 2050, hvorved Danmark så også lever op til sine internationale forpligtelser.

Jeg vil dog gerne udvide målsætningen til, at vi også undervejs skal toppe ranglisten over verdens bedste energisystemer. For fortsat at have verdens bedste energisystem skal der udvikles ny teknologi i alle dele af værdikæden, og det er selvfølgelig vigtigt at styrke forskningen på energiområdet, men er vores nuværende forskningsstrategi så også den bedste? Det er jeg faktisk ikke helt sikker på, og derfor skal vi, inden vi målretter flere forskningskroner til energiforskning, sikre, at vi har den rette samlede strategi. Jeg mener f.eks., at forskningen p.t. er fragmenteret for meget, og at den såkaldt lineære innovation fylder alt for meget.

Den kommende energiaftale bør primært sætte rammerne for økonomien og finansieringen af Danmarks klimaindsats frem mod 2030 samt udstikke klare omkostningseffektive her og nu-initiativer og ellers være en overordnet langsigtet strategi med plads til løbende tilpasninger og udmøntning af initiativer baseret på den konkrete udvikling inden for bl.a. teknologien. På den måde ender vi ikke, som det er tilfældet med den eksisterende energiaftale, i et fastlåst og uhensigtsmæssigt planøkonomisk paradigme med et ensidigt fokus på det, jeg vil kalde en nationalromantisk udbygning med vedvarende energi, der i bedste fald ikke har været skadelig for Danmarks økonomi og konkurrenceevne og i værste fald har givet hele Danmark tunnelsyn uden blik for andre vigtige faktorer i klimaindsatsen såsom forsyningssikkerhed og markedet.

I den sammenhæng vil jeg gerne her til sidst nævne, at for Liberal Alliance er en markant sænkelse af elafgifterne nærmest et selvfølgeligt element i den kommende energiaftale, så oplagt udnyttelse af overskudsvarme bliver rentabel og dermed interessant at investere i; så omlægningen til mere el i vores varmeforsyning, både i den kollektive og den individuelle, kan drives af et energimarked uden skævvridende og alt for høje afgifter – men også så elektrificering af andre områder, f.eks. transportområdet, kan nyde godt af lavere afgifter på el.

Den generelle linje for alle statens fremtidige klimainitiativer må og skal være omkostningseffektivitet og markedsdrevet udvikling, både når det gælder energieffektivisering og elektrificering, men så sandelig også, når det gælder udbygningen af grøn CO 2 -fri energiproduktion, som det faktisk allerede flere steder i Europa har vist sig godt kan ske uden egentlig statsstøtte.

Med de ord tager jeg og Liberal Alliance derfor regeringens klimaredegørelse til efterretning og støtter det af Venstre fremsatte forslag til vedtagelse.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Der er faktisk rigtig meget, jeg kunne stille spørgsmål om eller komme med bemærkninger til, men jeg vil prøve at sætte mig ind i Liberal Alliances univers. Og hvis man tænker ud fra det, at vi skal gavne dansk erhvervsliv, så vil jeg spørge, om det er en pointe, når danske erhvervsliv ønsker og efterlyser, at det kommende energiforlig er politisk bredt sammensat, at det ikke kun består af blå partier plus Dansk Folkeparti, som jeg jo ikke rigtig synes er helt blå, de er sådan lidt blandede, hen over den politiske midte. Deler Liberal Alliance dansk erhvervslivs interesse i det?

Ordføreren.

Liberal Alliance deler dansk erhvervslivs interesse i at have en god klima- og energipolitik i Danmark. Jeg sørgede for at tage en stor tår af vandet her før, i og med at jeg kan forstå, at fru Pia Olsen Dyhr har mange spørgsmål. At en aftale er bred, er i min optik ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er god. Det, der definerer en god politisk aftale, må være indholdet af det, der står i den, teksten, elementerne, initiativerne. Hvis de er gode, så er det en god aftale. Og så kan man næsten også logisk slutte, at så bliver det også en bred aftale, for så må der jo være mange partier, der er interesserede i at indgå i den. Men bare den rene definition af, at en aftale skulle være god, fordi den er bred, den opfattelse deler jeg ikke med dansk erhvervsliv.

Spørgeren.

Jeg må kun stille to spørgsmål, så jeg tror ikke, at ordføreren behøver vand, men en bred politisk aftale på energiområdet, hvor vi ved, at investeringer ofte sker efter måske 6, 8, 10 år på baggrund af en berettiget forventning om, hvordan investeringsklimaet ser ud, er helt afgørende for investorer. Det tror jeg egentlig også at selv ordføreren for Liberal Alliance må erkende, og derfor er det en selvstændig pointe at sørge for noget politisk stabilitet bag en sådan aftale og sørge for en bred politisk aftale. Men jeg er egentlig lidt nysgerrig med hensyn til, hvad det er, Liberal Alliance står og siger på talerstolen. Siger Liberal Alliance og hermed også regeringen, at man foretrækker en smal politisk aftale?

Ordføreren.

Nu er jeg jo klima- og energiordfører for Liberal Alliance, som jo så godt nok er et regeringsparti, men man skal så spørge regeringen om, hvad der er regeringens opfattelse af, hvor bred energiaftalen skal være. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke nødvendigvis ser et behov for, at vi har en lige så bred energiaftale, som vi har i dag, hvor man spænder fra den ene side af Folketinget til den anden. Jeg betragter egentlig Liberal Alliance som værende et sted der imellem, så vi kan sagtens indgå i den forening af partier, der nu skal indgå en energiaftale. Det, der er afgørende for Liberal Alliance, er, at der er gode initiativer, gode elementer i energiaftalen, ikke at den nødvendigvis er bred, men selvfølgelig også at sikre en vis stabilitet for investeringer for dansk erhvervsliv i den sammenhæng, det er klart.

Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Jeg tror, jeg hørte ordføreren nævne bæredygtighedsmål nummer syv om bæredygtig energi, som specifikt nævner investeringer i sol, vind, termisk energi og energibesparelser, så det er jo netop en måde at leve op til det her mål på. Men jeg vil egentlig gerne høre noget. Frem mod 2030 er transport jo den helt store opgave i forhold til at få klimabelastningen ned. Tænker Liberal Alliance også på sigt, at det at reducere afgiften på fossilt drevne biler og sætte den op på eldrevne biler er sådan et fremtidsperspektiv frem mod 2030 for at løse den opgave?

Ordføreren.

Liberal Alliances politik i forhold til registreringsafgiften er jo at afskaffe registreringsafgiften på alle biler. Det er jo så dejligt at have en meget klart defineret politik på det område.

Når jeg ikke nævnte de her specifikke teknologier, der er nævnt i FN's oplistning og i FN's 17 bæredygtighedsmål, så er det jo, fordi Liberal Alliances politik, når vi snakker energi, netop er teknologineutralitet og en markedsdrevet udvikling, sådan at vi kan få en omkostningseffektivitet ind i det og man ikke har en flok politikere, hvad enten det er på FN-niveau eller i det danske Folketing, der sidder og pinpointer, hvilke teknologier der skal fokuseres på og ikke fokuseres på. For det er i den grad udtryk for planøkonomi og en skævvridning af markedet.

Jeg beder om, at man lige husker at trykke sig ind, hvis man ønsker en opfølgende kort bemærkning.

Spørgeren.

Jeg beklager. Hvis det nu viser sig, at CO 2 -udledningen, hvis man fjerner alle afgifter på biler, vil stige, ville sådan noget så gøre indtryk på Liberal Alliance og få dem til at reflektere over afgiftspolitikken på transportområdet? Jeg er simpelt hen bare oprigtigt nysgerrig i forhold til klimahensyn, al den stund at der er tale om vor tids nok og menneskehedens måske største udfordring nogen sinde overhovedet, som vi har ganske kort tid til at løfte, altså om sådan nogle overvejelser ville gøre, at partiet reflekterede over den politik. Og mener Liberal Alliance så, at vi skal investere i en omstilling til vedvarende energi, men at det bare skal være i mere åbne udbud, så vi ikke siger specifikt, hvilke typer vedvarende energi det er? Eller er det energi sådan bredt, så det lige så godt kan være fossil energi, hvis det nu er billigere?

Ordføreren.

Når jeg snakker teknologineutralitet, så snakker jeg jo teknologineutralitet på CO 2 -fri energi.

I forhold til det med registreringsafgiften kan jeg jo ikke stå her på Folketingets talerstol og skifte politik for Liberal Alliance, når vi snakker registreringsafgift. Liberal Alliance vil afskaffe registreringsafgiften på alle biler, og i forhold til CO 2 -udledningen osv. kan man jo sige, at det er teknologien, der skal drive det, og, som jeg også sagde i min tale, et marked, hvor der ikke er skævvridninger af afgiftsniveauerne. Det skal sammen med teknologien drive udviklingen frem imod et lavemissionssamfund i 2050, hvilket jo så også gælder transport.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. I starten af sin tale talte ordføreren om, at klimakrisen er et internationalt problem, og at et nationalt mål for f.eks. VE-omstilling derfor er mindre relevant. Der ville jeg bare høre: Er det, fordi ordføreren har det indtryk, at CO 2 -kvotesystemet fungerer, og at det er den mekanisme, der skal bringe os i mål i forhold til Parisaftalen? Eller er der andre mekanismer i det internationale samarbejde, ordføreren kan pege på der vil få os til at flytte os hurtigt nok?

Ordføreren.

Ja, kvotesystemet er ret bærende for indsatsen, og så vil det opfølgende spørgsmål fra spørgeren jo helt sikkert være, om jeg mener, at det er effektivt på nuværende tidspunkt. Jeg kan ikke vurdere sådan hundrede procent, om det er effektivt nu, eller om det vil blive det fremadrettet. Men der er i hvert fald et system til at håndtere CO 2 -udledningen, og det system mener jeg at vi bør holde fast i og kæmpe for at der internationalt er opbakning til, og de ændringer, som regeringen jo bl.a. også har kæmpet for for nylig, er vigtige i den sammenhæng. For det er i den internationale ramme, at vi kan arbejde samlet på de indsatser, som der skal til, for at gå over til grøn, CO 2 -fri energi. Det er væsentligt, at det her bliver betragtet i et globalt perspektiv, og at vi ikke bliver navlebeskuende og kun fokuserer på, hvilken målsætning der er i Danmark.

Spørgeren.

Ja, ordføreren har lidt ret i forhold mit opfølgende spørgsmål. For jeg mener selvfølgelig ikke, at CO 2 -kvotesystemet fungerer i dag, prisen er alt for lav. Den er faktisk som minimum syv til ti gange for lav, og jeg har også set en analyse, der viser, at selv med de stramninger, man har forhandlet om i EU, og selv hvis man var allermest ambitiøs, så ville prisen stadig ikke blive høj nok i 2040 eller den slags. Så kan ordføreren anerkende, at kvotesystemet for øjeblikket og altså i mange år frem i tiden faktisk virker modsat? Det virker som en undskyldning for ikke at lave nationale indsatser i alle verdens lande og stopper dermed faktisk omstillingen til vedvarende energi?

Ordføreren.

Jeg har godt set de vurderinger, og om de er rigtige eller ikke – eller de er måske ikke ligefrem forkerte, men så mindre rigtige – skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men det, jeg siger, er, at vi har et internationalt system, og det synes jeg vi skal holde fast i, fordi det allerede er forhandlet på plads og det så er væsentligt, at vi ikke træder uden for det. Så kan man jo sige, som jeg også nævnte i min tale, at det i den her sammenhæng er vigtigt, at Danmark presser på globalt for at få hævet målsætningerne i vores omkringliggende lande og andre store lande som f.eks. Kina og USA.

Den næste spørger er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har bare sådan en enkelt nysgerrighed, som jeg er nødt til lige at forfølge. For ordføreren sagde til spørgsmålet om, om det skulle være et bredt forlig, at det ikke nødvendigvis skulle være lige så bredt som sidst, og at han så sig selv lidt midtimellem. Så var det bare, jeg studsede, for det sidste energiforlig, der blev lavet, var jo meget bredt, men var der ét parti, der ikke var med, så var det Liberal Alliance. Det er jo da egentlig lidt sjovt, at man lavede et så bredt forlig sidst, men at dem, der åbenbart ligger på midten, ikke var med i aftalen. Så jeg vil bare prøve at høre: Er det, fordi dansk politik har udviklet sig, og de øvrige partier har rykket sig, eller er det, fordi Liberal Alliance har rykket sig?

Ordføreren.

Jeg tror, at dansk politik er, som dansk politik nu engang er. Når Liberal Alliance ikke var med i energiforliget fra 2012, hænger det jo sammen med, at energiforliget fra 2012 i ekstrem grad var udtryk for en planøkonomisk aftale, som i overvejende grad var bygget op om en ensidig statsstøtteudbygning af vedvarende energi, hvilket både i 2012 og den dag i dag er fuldstændig forkert. Derfor indgik vi ikke i en energiaftale i 2012, men det forventer jeg da bestemt at vi kommer til i 2018.

Det, jeg sagde i forhold til bredden, var jo – og så vil jeg godt igen referere tilbage til den planøkonomiske aftale fra 2012 – at partier som f.eks. Enhedslisten er fortalere for planøkonomi, også i klima- og energisammenhæng, og det er jo ikke, fordi jeg har noget imod Enhedslisten sådan generelt, men i og med at de er det, mener jeg bestemt ikke, at det er Liberal Alliances opgave at fordre et lige så bredt energiforlig, altså indeholdende f.eks. Enhedslisten, som energiforliget fra 2012.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste taler i rækken er hr. Christian Poll som ordfører for Alternativet.

Tak til ministeren for den årlige redegørelse. Der står mange spændende ting, især en række gode oversigter, som er rare at have samlet et sted. Alligevel synes jeg ikke rigtig, at redegørelsen og til dels også debatten her indtil videre yder klimakrisens omfang retfærdighed. Jeg ser den debat her i dag som en mulighed for, at vi sammen hæver blikket, at vi selvfølgelig får en politisk, men i lige så høj grad en etisk drøftelse af, hvilke udfordringer vi står over for, og hvad i alverden vi skal gøre ved dem. Det er en mulighed for at hæve os lidt op over dagligdagen og se tingene i et større og måske især i et længere perspektiv, både for den nuværende, men også for de kommende generationers skyld.

Den debat, vi har i dag, er jo nok den vigtigste debat hele året. Journalister burde måske falde over hinanden her udenfor og få kommentarer efterfølgende om, hvordan vi vil løse vor tids største krise, for klimakrisen skulle danne rammen for alt det arbejde, vi laver herinde. Som jeg ser det, kræver det et hidtil uset samarbejde at løse klimakrisen, globalt, regionalt, nationalt og også imellem partierne. Spørgsmålet er, hvordan vi her på Christiansborg skaber dette samarbejde, hvordan vi sikrer, at vi altid laver politik, der tager hensyn til de kommende generationer og disses muligheder, og hvad det betyder på alle niveauer i samfundet, at klodens økologiske råderum skal blive rammesættende for vores politiske beslutninger. Hvordan gør vi helt grundlæggende forestillingen om vedvarende vækst på en begrænset planet til genstand for offentlig debat? Sådan nogle ting synes jeg debatten i dag burde handle om. Vi kan og skal selvfølgelig tale frem og tilbage om, hvad et passende 2030-mål for vedvarende energi skal være, hvordan vi mest begavet sænker elafgiften, hvor mange nye havvindmølleparker vi skal sende i udbud og alle de andre ting, vi til daglig drøfter her.

Men hvad nu hvis vi startede et helt andet sted? Hvad nu hvis vi startede med en fælles erkendelse af, at vi lige nu er ved at forringe betingelserne for livet på jorden i en sådan grad, at livet, som vi kender det, måske ikke eksisterer nogle år frem i tiden? Det er jo sådan, det er, vi er ved at skubbe alt ud af balance. Vores nuværende samfundsmodel er faktisk truet, klimaforandringerne og overudnyttelsen af klodens knappe ressourcer rammer os som en boomerang. Det er os selv, der vil lide under, at vi overbelaster de livssystemer, som vi er en del af. Vi er ved at skubbe alt ud af balance, og hvis ikke vi handler hurtigt, vil systemerne vende sig imod os. Hvis vi startede der – og det er sådan, ministerens kridtede banen op – tror jeg, jeg ville sige, at o.k., det her er ikke for sjov, og hvordan sætter vi ind for at løse klimakrisen lige nu? Ikke ud fra, hvor vi er i dag, og hvordan vi gør det billigst muligt eller med en eller anden ro i maven, fordi vi engang var et foregangsland, men ud fra den præmis, at vi har så travlt, at stort set intet er for meget, og at vi skulle have 100 pct. vedvarende energi i morgen, hvis det var muligt. Det er det jo ikke, men hvornår er det så muligt? Hurtigst muligt!

Hvor mange procent af vores bruttonationalprodukt skal vi give i klimabistand til dem, der i dag rammes af klimakrisen? Hvordan får vi globalt omlagt landbruget fra en produktion, der smadrer natur, miljø og klima fuldstændig? Jeg ved godt, at vi ikke alle er enige i Alternativets analyse af, hvad der skal til for at yde vores fair bidrag til at løse klimakrisen, men som vi ser det, kræver den grad af omstilling, vi har brug for globalt i nyere tid måske, den største samfundsøkonomiske, kulturelle og adfærdsmæssige omvæltning nogen sinde. Hvis ikke vi får løst klimakrisen, fjerner vi grundlaget for livet, som vi kender det. Der kommer til at være rigtig meget død og ødelæggelse, som vi kunne have undgået, hvis vi og dem før os havde handlet anderledes. Det, vi gør nu og over de næste år, betyder alt, og derfor må og skal klimakrisen udfordre vores vanetænkning. Derfor er klimapolitik for os et spørgsmål om etik.

Alene i 2016 blev mere end 23 millioner mennesker drevet på flugt af klimaforandringer og ekstremt vejr. Det er over 3 gange så mange, som samme år flygtede fra krig og konflikt. I takt med at klimaforandringernes konsekvenser rammer endnu hårdere, vil det tal formentlig bare stige og stige. Derfor er klimapolitik etik.

Vi skal ikke gøre noget, vi ikke synes andre skulle gøre i vores situation. Vi skal bruge tanken om den anden som vejleder for os selv, vi skal ikke lede efter ny olie, medmindre vi kan retfærdiggøre, at alle andre da også har ret til at lede efter ny olie. Vi skal gå forrest i den grønne omstilling, fordi vi har mulighederne for at gøre det, og dermed er det vores pligt at gøre det. Vi har derimod ikke ret til at gamble med menneskehedens overlevelse, og derfor er klimapolitik basalt set et etisk spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg er altid glad for denne type af debatter, fordi vi får mulighed for at løfte blikket over den daglige lovgivning, men jeg ville bare sådan ønske, at vi så sammen tog fat på de spørgsmål, jeg i hvert fald mener bør dominere sådan en debat som i dag. Hvordan får vi lukket ned for efterforskningen og indvindingen af fossil produktion i Nordsøen, hvordan omstiller vi også transporten, landbruget, vores forbrug, vores produktion, hvordan går vi fra at udlede omkring 20 t CO 2 pr. dansker til at udlede 2 t CO 2 pr. dansker, som ifølge FN er det maksimale pr. verdensborger i 2050, hvis vi skal begrænse opvarmningen til bare 2 grader, som der står i Parisaftalen? I Alternativet foreslår vi f.eks., at vi afvikler den fossile industri inden for en 10-20-årig periode, at vi fjerner registreringsafgiften på elbiler og forbyder salget af nye fossilbiler fra 2025, og at vi over en 4-årig periode afsætter 10 mia. kr. til klimabistand eller rettere klimakompensation til dem, der rammes af den rige verdens udvikling de sidste par hundrede år.

I sin redegørelse starter ministeren med denne pointe, som jeg faktisk er fuldstændig enig i: At efterleve Parisaftalen kræver en ambitiøs global indsats. Det er det, jeg er helt enig i, og jeg glæder mig til at høre, hvordan regeringen vil bidrage til denne globale, ambitiøse indsats i forbindelse med de kommende energiforhandlinger og fremlæggelsen af regeringens klimaudspil. Tak for ordet.

Der er ingen, der har trykket sig ind for korte bemærkninger, så tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er hr. Andreas Steenberg som ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg skal hilse fra vores klimaordfører, fru Ida Auken, der er i Davos til World Economic Forum, hvor der heldigvis også bliver diskuteret klima. Og det er på vegne af hende, at jeg holder talen.

Først og fremmest skal jeg til SF, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet sige tak for samarbejdet om den vedtagelsestekst, vi sammen har lavet. For det er jo en tekst, vi i Radikale Venstre er meget glade for, og som skaber håb for, hvad en anden regering kunne finde på at komme med og komme igennem med på det her område. Det er en rigtig god tekst, som jeg kun kan anbefale alle at læse.

Klimaforandringerne er virkelige og allerede i fuld gang. Om under 10 uger regner Cape Town i Sydafrika med at løbe tør for vand til befolkningen. I sommer så vi, hvordan USA, Bangladesh og Indien var ramt af voldsomme oversvømmelser og orkaner. Store dele af Houston lå under vand, og i Oregon var skovbrandene så alvorlige, at himlen var sort af aske og staten erklæret i undtagelsestilstand.

Samtidig ser vi en amerikansk præsident, der trækker USA ud af klimaaftalen. Så meget desto mere grund er der til, at Danmark viser lederskab i klimakampen. Vi kan vise resten af verden, hvordan man laver en grøn omstilling af sit samfund og samtidig bevarer livskvaliteten og skaber arbejdspladser. Vi ved, at eksemplets magt flytter andre. Derfor mener vi i Radikale Venstre, at Danmark skal tilbage i den grønne førerposition, også når det gælder grøn energi, og vi mener, at vi skal satse massivt på at gøre Nordsøen til et stort eksporteventyr for Danmark – denne gang ikke ved at hive olie op, men ved at bygge vindmøller, der kan forsyne hele Europa. Vi ønsker, at regeringen skal tegne en ambitiøs Nordsøplan og lægge sporene for de næste mange års investeringer i vind på havet.

Derudover ønsker vi, at Danmark kommer videre, når det gælder om at få elektrificeret både vores transportsektor og vores varmesektor. Med erhvervsaftalen tog vi et stort skridt fremad, og Radikale Venstre er stolte af, at det lykkedes at få sænket afgiften på el til varme. Det er det, der kan sikre, at vindmøllernes strøm kan samles op af varmepumper og blive til grøn varme.

Dernæst ønsker vi, at der igen kommer gang i elbilsalget i Danmark, ligesom vi ser frem til, at landbruget kommer til at spille en konstruktiv rolle i den grønne omstilling, f.eks. med udtagning af jord og skovrejsning.

Danmark har meget store muligheder lige nu. Vi har et superdygtigt erhvervsliv, der er blandt de bedste i verden, og som gerne vil investere. Vi kan skabe mange nye job, ligesom vi kan blive helt uafhængige af olie fra Mellemøsten og gas fra Rusland. Derfor ærgrer det os, at regeringen misser den ene mulighed efter den anden, senest med sænkning af registreringsafgiften, hvor man kunne have lavet en stor omlægning af afgiften på biler.

Vi er den første generation, der kan mærke klimaforandringerne, og den sidste, der kan gøre noget ved det. Det forpligter, og i Radikale Venstre er vi klar til at samarbejde om at få noget til at ske. Med de ord kan jeg sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, vi selv har været med til at fremsætte.

Tak til den radikale ordfører. Og den næste ordfører i rækken er fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg blev helt varm om hjertet ved at høre den radikale ordfører og overvejede kort, om jeg bare skulle referere til hr. Andreas Steenberg. Men jeg vil alligevel gerne lige slå et par pointer fast.

Jeg kunne jo bruge al min taletid på at slå fast, at klimaudfordringen er overhængende, og at der ikke er brug for gøre lidt mere, men at gøre meget mere. Men det er jo indlysende for alle, der følger med på klimaområdet. Jeg kunne også godt bruge min tid på at slå fast, at den her regering har sat den grønne omstilling voldsomt ned i tempo, men det er jo også indlysende for alle, der følger med.

I stedet for vil jeg gerne bruge min tid på det, der er brug for. Vi skal have udbygningen med vedvarende energi kraftigt op i tempo. SF har foreslået fire ekstra havvindmølleparker i løbet af 2020'erne. Måske er det bedre med tre ekstra store parker, for så kan vi holde udbygningstempoet. Og så skal vi have udbygningen med landvind og sol voldsomt op i tempo – ikke ned. Vi skal også have gang i omlægningen fra naturgas til grøn gas, der er fremstillet som vedvarende energi. Det kan jo være biogas, det kan være gas fra brint fremstillet på basis af elektricitet fra sol og vind, men der er også andre teknikker. Jeg er sådan set åben over for ikke at låse mig fast på én teknik.

Så er det også nødvendigt at få gang i omstillingen til el i transportsektoren. Et oplagt bud er jo at omlægge registreringsafgiften, men den her gang til fordel for elbiler. Så skal vi se på elbusser, elfærger og lastbiler på grøn gas. Det er jo helt realistisk, at vi i 2030 fremstiller lige så meget el på basis af vedvarende energi, som vi faktisk bruger. Det er også realistisk, at fjernvarmesektoren helt overvejende kører på vedvarende energi. Kul tror jeg efterhånden der er enighed om skal være væk i 2030, og måske allerede i 2025. Der er to værker, der er lidt af udfordringen, men jeg tror faktisk på ambitionen. Vi kan også gøre mere, når det gælder olie, diesel, benzin og naturgas. Samlet set er det realistisk at nå omkring 60 pct. vedvarende energi i 2030, så regeringens mål med 50 pct. er fodslæberi.

Vi skal også fortsat spare på energien, helt som Dansk Folkepartis ordfører netop nævnte i sin tale. Vores apparater og maskiner skal være mere energieffektive. Det er der også en økonomisk gevinst ved. Og vi skal have en ny og mere effektiv energispareordning, som regeringen også er i gang med sammen med forligspartierne. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at vi havde en særlig opmærksomhed på de steder i industrien og boliger, hvor der bruges fossile brændstoffer. Vi skal spare på dem, for det er jo dem, vi skal af med.

Så kommer jeg til knastens kerne, for det er jo helt nødvendigt også at kigge på landbruget, der i 2020 forventes at stå for næsten en fjerdedel af Danmarks klimaforurening. Fra 1990 til 2010 faldt udledningen faktisk fra landbruget, men siden har den stort set været uændret. Og hvis der ikke sker noget, vil den stige lidt frem mod 2030. Det går jo ikke i længden. Det ved kloge folk i landbruget også godt. Før eller ikke ret meget senere skal der ske noget markant, og jo længere vi venter, jo mere voldsomt bliver det for dansk landbrug. Derfor er der brug for hurtigt at udarbejde en klimaplan for landbruget, der omfatter alt fra dyrkningsmetoder over behandling af gylle til energiforbruget i landbrugets maskiner. Det kræver forskning, og det kræver udvikling af nye metoder. At putte med og omgå krav til landbruget er en håbløs måde at hjælpe landbruget på.

I det hele taget er der brug for meget mere forskning i energiområdet. Det omfatter forbedringer af eksisterende energiteknologier – og her ser vi glædeligvis store fremskridt – samt udvikling af nye teknologier, f.eks. til lagring af energi, og her er grøn gas jo et ret godt bud.

Der er derfor også brug for, at vi øger midlerne til energiforskning markant. Og mon ikke også det er en rigtig god investering for Danmark ikke alene i form af besparelse på energi, men også i form af de masser af nye arbejdspladser, vi igen får ved at gå forrest i den grønne omstilling. For der er jo masser af grønne job, og der kan komme flere.

Snakken om, at erhvervslivet ikke har råd til den grønne omstilling, er temmelig mærkelig. For det rigtige spørgsmål er jo, om erhvervslivet og Danmark har råd til at se på, at andre lande overhaler os og udvikler nye smarte teknologier. Ja, der er et hensyn til omkostninger, men det er også en kendsgerning, at verden udvikler sig, og at den, der ikke fornyer sig, taber.

Så er der det der spørgsmål, om vi har råd. Jeg fristes til at sige, at vi skal have råd. At løse klimakrisen er en bunden opgave for det globale samfund, og som et af verdens rigeste lande har vi en stærk moralsk forpligtelse til at gå forrest frem for at gå i stå. Men heldigvis har vi råd.

Udgifterne til støtte til vedvarende energi, som tidligere hed PSO-afgift, vil falde med adskillige milliarder frem til 2025. Hvis vi fastholder, at de skal bruges på grøn omstilling, så er der råd til det hele. Ja, alt tyder på, at der vil være penge tilovers, fordi både vindenergi og solenergi hele tiden falder i pris. Vi kan endda være så heldige, at der om få år ikke vil være behov for støtte overhovedet. Men det forudsætter, at der holdes tempo i opstilling af vindmøller og solceller på den måde, som teknologien udvikler sig.

Vi kan også gøre noget selv. Vi kan nemlig arbejde benhårdt på, at EU's CO 2 -kvoteordning kommer til at fungere. Der skal simpelt hen være meget færre kvoter i omløb. Så vil prisen på kul, olie og naturgas stige markant, og vi vil helt automatisk og uden støtte få meget mere vedvarende energi og flere energibesparelser, for så vil priserne reelt afspejle de samfundsmæssige omkostninger og de politiske målsætninger i bl.a. Parisaftalen.

Så det kunne være interessant at høre, om ministeren vil kæmpe med næb og kløer for en højere kvotepris og samtidig fortælle Finansministeriet og Skatteministeriet, at de skal holde op med at lade, som om kvotesystemet fungerer, når de tilrettelægger afgiftspolitikken. Så det er faktisk afgørende i det her spørgsmål, om man har politisk vilje: Vil man den grønne omstilling, eller er det noget, man siger ved festlige lejligheder?

Jeg vil takke ministeren for redegørelsen og muligheden for den her debat og de af mine kollegaer, der efterhånden er tilbage i salen. Vi støtter det forslag til vedtagelse, vi har været med til at fremsætte.

Tak for det. Der er stadig tilhørere i salen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, så jeg siger tak til SF's ordfører. Og vi går videre i rækken til næste ordfører, og det er fru Mette Abildgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til ministeren for en god og grundig redegørelse, som gav et rigtig godt blik på status lige nu og det meget, meget spændende år, som venter os i forhold til den her dagsorden. Tak for nogle gode taler rundt omkring. Befriende ærlighed fra ordføreren for Dansk Folkeparti. Det her er ganske rigtigt ikke nødvendigvis det sådan mest kulørte emne, men det er jo sådan set rigtigt, som ordføreren for Alternativet til gengæld sagde, nemlig at det jo burde være noget, der fik journalisterne til at falde over hinanden i iver for at dække det. Men det er jo ikke helt det, der er tilfældet.

Så er det jo lidt pudsigt, at vi lige har den her debat i dag på Strømmens Dag, som også ordføreren for Liberal Alliance var inde på. Det er jo en meget god påmindelse, som vi også har fået fra Dansk Energi i dag, om, at vi har meget at være stolte af i Danmark.

I kender sikkert alle sammen den her kliché med, at man skal leve i nuet. I har sikkert også selv brugt den. Lad være med at bekymre dig om i morgen, men lev i nuet. Det kan der også være meget sandhed i. Det går, når man kommer hjem fra arbejde og bare smækker benene op og lever i nuet med sine unger, eller hvad man laver, men i politik er det svært at bruge udtrykket: at man skal leve i nuet.

For når vi laver politik, er vi nødt til at leve i fortiden, nutiden og fremtiden, for vi er hverken Danmarks første eller Danmarks sidste generation. Nogle er gået forud for os, og vi skal give Danmark videre til nye generationer. Det skal være et Danmark og en verden i mindst lige så god stand som den, vi overtog. Det skylder vi dem, der gik forud, og det skylder vi de kommende generationer. Det er den kontrakt, vi Konservative kalder for generationskontrakten, som er så vigtig for os.

Dagens debat er et forsøg på at tage hånd om fremtiden og ikke stirre sig blind på nutiden og være i god tid, og derfor er debatten i dag så vigtig. For det er svært at forestille sig en meget mere vigtig dagsorden end klimadagsordenen. Man kan sådan lidt groft og firkantet spørge sig selv, hvad det hjælper at løfte mennesker ud af fattigdom og skabe fred i verden eller noget helt andet, hvis vi samtidig ødelægger vores klode, for så kan det jo et eller andet sted være lige meget det hele.

Desværre er det ikke altid det lange lys, der er på, hos os politikere. Det er fristende at fokusere sin energi på de problemer, vi står midt i, og som vi mærker lige nu og her, og ikke se ud i fremtiden.

I USA ser vi desværre en præsident, der sætter hele verdens klimaindsats på spil af hensyn til nogle meget kortsigtede indenrigspolitiske forhold. Det er et godt eksempel på at tænke mere på nuet end på fremtiden.

Når det kommer til grøn omstilling, er vi nødt til at have det lange lys tændt – det lys, der rækker ud over næste folketingsvalg, næste økonomiske opsving eller økonomiske krise og ud over næste generation. Derfor er jeg også både glad og stolt over de fine initiativer, der er taget af regeringen i det forgangne år.

Det var vigtigt for os Konservative at få skrevet ind i regeringsgrundlaget, at mindst 50 pct. af vores energibehov skal dækkes af vedvarende energikilder i 2030, og at vi i 2050 skal være et lavemissionssamfund. Derfor har Danmark også presset på internationalt. For en ting er, at vi har fine nationale målsætninger, men der skal presses på i verdenssamfundet. Det nytter ikke noget, hvis ikke resten af verden følger trop.

Derfor har vi presset på i EU for mere ambitiøse niveauer dér, men desværre har det været en hård kamp. Men jeg er glad og stolt over, at vi har en dansk minister, som har været med til at kæmpe kampen og på samme måde en kamp for en reformation af EU's kvotesystem.

Herhjemme har vi også flere ting, vi kan være stolte af. Vi skabte energipolitisk danmarkshistorie ved at lave en stor aftale, hvor solceller og vindmøller konkurrerede. Vi leverede maksimalt strøm for en milliard kroner i 2018 og 2019. Vi har omlagt PSO-afgiften ved en bred aftale i Folketinget – tak til alle de partier, der tog ansvar i den henseende – og vi er generelt i gang med at styrke hele elektrificeringen af vores samfund.

I marts sidste år lavede vi en bred aftale om at udvide de nationale testcentre for vindmøller. Det understøtter ambitionen om, at Danmark skal være førende inden for produktion af vindenergi. Der er mange arbejdspladser knyttet til det og vel at mærke arbejdspladser, der ligger fordelt over hele landet, også nogle af de steder, hvor det ellers kan være svære tider – så det er værd at glæde sig over.

Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Der er stadig væk meget, der skal gøres. I de seneste 17 år er varmerekorden blevet slået de 16 år. Temperaturen stiger og stiger, og i de kommende årtier vil vi opleve migrationsproblemer i en skala, som vi slet ikke er vant til. Det her begreb klimaflygtninge er noget, vi kommer til at skulle stifte bekendtskab med på en helt ny måde. Det er ikke nok, at vi kun taler om at bekæmpe klimaforandringer; vi er også nødt til i højere grad at begynde at tale om klimatilpasninger, fordi det er en kæmpe udfordring, der venter os.

Danmark kan ikke løse det hele alene, men vi skal tage vores del som ansvarligt land. I Danmark er det en ambition, at vi skal bevæge os væk fra støtteordninger. Energiteknologi skal kunne konkurrere om at levere den mest optimale, grønne strømløsning til forbrugerne. Som på alle andre områder tror vi at konkurrence skaber det bedste produkt til den bedste pris, men også med forståelse for, at de frie markedskræfter ikke kan klare det alene, når det kommer til energipolitikken.

Bæredygtig energi skal leveres på et bæredygtigt marked. Hvis staten er for flittig til at holde hånden under energiproduktionen med unaturlige støtteordninger, bliver markedet aldrig bæredygtigt. Det er jo fantastisk inspirerende lige nu at kigge rundt omkring i Europa, hvor man begynder at se de første store parker blive besluttet uden støtte. Det vidner jo om, at fremtiden er lys, når det kan gøres på en så omkostningseffektiv måde.

Regeringen fortsætter med at klø på. Jeg ser frem til det kommende år, og jeg ser særligt frem til den ny energiaftale, vi skal lave. Der skal vi virkelig som politikere vise, at vi er kompromisvillige alle sammen, at vi er villige til strække os mod hinanden, også selv om det betyder, at vi ikke alle sammen får indfriet alle vores ambitioner. Der bliver sat mange tal på i den her diskussion. Vi kan ikke alle sammen få vores ønsker helt indfriet, men jeg synes virkelig, at vi skal anstrenge os hårdt for at få en bred aftale. Det håber jeg virkelig at alle parter vil gøre. Vi skylder det af hensyn til danskerne, vi skylder det af hensyn til de kommende generationer. Vi skylder det af hensyn til et stort erhverv, som er afhængig af stabile rammevilkår, og som er afhængig af, at det, vi vedtager her i Folketinget, altså også står ved magt 5 og 7 år ud i fremtiden, og at der er stabilitet på det her område.

Så vi kan godt stå her og bruge en masse tid på at diskutere, om det skal hedde 55 eller 57 eller 60 pct., men det, der virkelig batter noget, er, at vi står sammen, og at vi får vedtaget en energiaftale med konkrete projekter, som rækker ud i fremtiden, og som bidrager til fremskridt, der bringer os tættere på.

Så det var bare sådan et sidste lille håb om, at vi kan få lavet en bred aftale. Det er i hvert fald vigtigt for os i Det Konservative Folkeparti. Og det tror jeg var det, jeg havde at sige. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Først vil jeg takke ordføreren for at lægge vægt på, at det skal være en bred politisk aftale, og at det netop også skaber stabilitet for erhvervslivet, men generelt også for de kommende klimatiltag, så tak for det. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren følger med i norsk politik. I Norge har man jo en borgerlig regering, som i øjeblikket eller lige for nylig har lanceret en forholdsvis ambitiøs politik på klimaområdet, som både handler om den kvotebelagte sektor, men også om den ikkekvotebelagte sektor. I en del af målene, som er fremlagt – og det er altså med en finansminister fra Fremskrittspartiet og en statsminister fra de konservative – understreger man, at man vil have en fossilfri kollektiv trafik inden 2025 i Norge. Forestiller ordføreren sig, når regeringen fremlægger sit forslag til energiforlig, at man ikke kun holder sig til den kvotebelagte sektor, men lader sig inspirere af nordmændene og også forholder sig til den ikkekvotebelagte sektor?

Ordføreren.

Jeg kigger meget til, hvad der sker i Norge. Det er jo vanvittig spændende. Jeg er så stolt af min konservative søsterorganisation deroppe, Høyre, som jo står i spidsen for det her med Erna Solberg. Jeg ved også, at en anden god konservativ, Connie Hedegaard, har været med til at rådgive i forbindelse med det, der foregår deroppe. De ikkekvotebelagte sektorer er jo vores smertensbarn herhjemme. Det er jo der, at vi har de allerstørste udfordringer, og det er noget af det, der er allersværest. Så stod det til mig, var det også noget, der blev adresseret i et energiudspil fra regeringen.

Jeg synes, det er så svært, hvad pokker vi skal gøre med hensyn til transportsektoren. Det er jo klart, at fjerner vi alle afgifter, så kan det være med til at fremme, men omvendt, da vi ikke havde nogen afgifter i Danmark, var det jo heller ikke, fordi salget sådan boomede derudaf og bare gik fuldstændig amok. Det handler også om at lave den rigtige infrastruktur. Jeg kigger på noget i forbindelse med ladestandere, om man kunne få det ind i en energiaftale. De betaler en høj tilslutningspligt i dag, når de skal tilsluttes nettet, og særlig de nye elbiler, der er mere kraftige, har en høj tilslutningspris. Det er bare sådan et vildt projekt, jeg lige har kastet mig over, men jeg synes, at det kunne være rigtig fint, hvis man kunne få gjort noget ved det.

Spørgeren.

En anden ting, som jeg synes er meget interessant i det norske udspil, er, at skattesystemet lægges om, så det faktisk fremmer den grønne omstilling, og at forureneren skal betale. De penge, man så får ind, bliver ikke bare opslugt af statskassen, nej, de bliver brugt til at reducere andre skatter og afgifter for berørte grupper for at lette den omstilling, altså det, vi tidligere havde, nemlig det grønne fradrag, for netop at gøre det socialt balanceret. Kunne det være interessant at kigge på sådan et grønt skatteskifte, som også skulle påvirke bl.a. landbruget og fiskeriet, som det gør i Norge?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kender så meget til, præcis hvad de der har gjort i Norge. Men jeg vil gerne være med til at se på, hvordan vi kan lave en mere hensigtsmæssig indretning af vores afgiftsstruktur herhjemme, for lige nu straffer vi noget af det, vi gerne vil have mere af, nemlig grøn el, og det er jo helt tosset, at vi gør det på den måde.

Jeg havde en anden ting, jeg ville sige, men den er lige røget – beklager.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Ordføreren nævner jo, at de ikkekvotebelagte sektorer lidt er vores smertensbørn herhjemme, og at det er dem, vi skal kigge meget på den næste tid, altså hvordan vi får lagt nogle gode planer for, hvordan vi kan få reduktioner der også. Og der lader det jo til at landbruget ender med stort set at kunne undlade at lave indsatser, simpelt hen fordi man gør maksimalt brug af de her kompenserende løsninger, der ligger i det, der hedder LULUCF, som er nogle mekanismer, der handler om, hvordan man bruger jorden. Er det særlig smart, og er det i øvrigt rimeligt, at man har en hel sektor, som altså kan køre uden om at skulle levere på klimaet?

Når jeg spørger, om det er smart, er det jo, fordi der på et eller andet tidspunkt skal ske nogle reduktioner, når man kommer videre i processen, og så er man bagud. Hvis man nu gik ind og tog indsatsen alvorligt, kunne man komme foran, ligesom man er på visse andre områder i Danmark.

Ordføreren.

Jamen jeg synes sådan set, det er et godt spørgsmål. Det er jo en beslutning fra regeringens side, at det skal være muligt at anvende de her mekanismer. Det er en beslutning fra europæisk side, at det skal være muligt at gøre. Hvis vi valgte ikke at gøre det i Danmark, stillede vi dansk landbrug i en sværere situation end situationen for dem, som de konkurrerer med i andre lande. Omvendt kan jeg sagtens følge pointen om, at man et eller andet sted udskyder problemet. Men vi er i en særlig position i Danmark, fordi der er så stor en del af vores land, der bliver anvendt til landbrugsproduktion – det er en meget vigtig del af vores økonomi. Det gør ikke, at vi ikke skal sikre en omstilling, men det har jo bare rigtig meget at sige for det danske samfund, at vi får gjort det på en måde, der ikke sætter de danske landmænd i en meget svær økonomisk situation i forhold til at levere de her forandringer.

Spørgeren.

Jo, men landbruget har jo også en forholdsvis høj samlet andel af vores klimabelastning, og derfor er det måske rimeligt, at man kigger på at gennemføre reelle reduktioner, også i landbruget, ligesom man skal det i energisektoren og i forhold til byggeriet og transporten osv. Ville det ikke være mere rimeligt at gå i gang, tage udfordringen op og få skabt nogle gode løsninger fra starten?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at landbruget er en stor udleder, og det er, fordi det er en stor eksportør af fødevarer i Danmark, og det udgør en meget stor del af vores eksport.

Jeg vil også gerne, at landbruget skal bidrage. Der blev lavet et virkemiddelkatalog for efterhånden nogle år siden, hvor der var nogle forslag. Jeg må indrømme, at jeg ikke på stående fod kan huske, om der er meget af det, der ligger der, som ikke er realiseret, og som man oplagt kunne tage fat i – det må jeg indrømme at jeg simpelt hen ikke på stående fod kan huske. Men selvfølgelig skal vi hele tiden se på: Hvor kan der ydes en større indsats, også fra landbrugets side?

Tak til den konservative ordfører. Den næste i rækken er energi-, forsynings- og klimaministeren. Værsgo.

Tak for det, formand, og stor tak for en god debat, som for mig viser, at der på klimaområdet på trods af de forskelle, der er, alligevel nok er mere, der forener os, end der skiller os. Det synes jeg er et godt udgangspunkt. Det er også et udtryk for den brede enighed, der har været omkring energi- og klimapolitikken over en lang årrække. Det er et godt fundament, og det er også det, der har ført til, at der, når man taler om klimapolitik, også når jeg som dansk klimaminister er ude i den store verden, er meget at være stolt af i Danmark. Så går det faktisk rigtig, rigtig godt.

Det er selvfølgelig også afgørende, og der er jeg meget enig med den konservative ordfører, at vi ikke må hvile på laurbærrene. Der er brug for, som Mette Abildgaard så rigtigt redegjorde for, en fortsat stærk indsats, og det er helt afgørende, at vi både nationalt og internationalt fortsat er i front. Det er vigtigt, at vi leverer på de mål, som vi påtager os, hvor Danmark jo absolut ikke ligger på den lade side, når vi påtager os mål i EU. Vi gør det helt aktuelt i forhold til det ikkekvoteomfattede område, hvor forventningen er, at vi får et mål på at skulle reducere med 39 pct. i 2030 og dermed kommer til at ligge i den absolut tunge ende.

Det er afgørende, at vi leverer på målene, og det har vi også gjort på 2020-målene. Det fremgår jo af dagens klimaredegørelse, at vi her når en reduktion på 37 pct. i 2020, hvor vi er forpligtet til en reduktion på 20 pct. Det vil sige, at vi mere end overopfylder vores mål. Men vi må heller ikke hvile på laurbærrene. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi fortsat også her gør en indsats og sikrer så store reduktioner, som det nu engang er muligt.

Så er det også afgørende, at vi presser på internationalt for et højt ambitionsniveau. Det gør vi, når vi mødes i kredsen af EU-lande, hvad enten det er andelen af vedvarende energi, energieffektivitet eller andre mål på klima- og energiområdet. Så er det også afgørende for regeringen, at vi ikke bare hviler på laurbærrene i forhold til at vise, hvad vi kan, men internationalt presser på for at vise det gode danske eksempel frem. Der står vi også rigtig, rigtig stærkt. Det gør vi bl.a. igennem det meget omfattende samarbejde, som vi har med en række lande. Det er både gennem samarbejdsaftaler, myndighedssamarbejde og andre aftaler, at vi er med til at påvirke mere end 2 milliarder energiforbrugere i en række lande verden over – også der står vi ganske godt.

Jeg vil godt takke for indlæggene. Jeg hæftede mig særlig ved Jens Joels indlæg i forhold til potentialet på området. Jens Joel var inde på, at der skulle investeres 90.000 milliarder danske kroner for at indfri målsætningerne i Parisaftalen. Der må man bare sige at vi også har meget at byde ind med. Derfor er det i allerhøjeste grad vigtigt, at vi fortsætter, og at vi også i forhold til den indsats, regeringen gør, senest med eksportstrategi og andre tiltag, er med til ude i den store verden at præsentere, hvad vi kan, og dermed også påvirke en lang række lande til at gennemføre en grøn omstilling og bevæge sig væk fra de fossile brændsler og over til vedvarende energi.

Pia Adelsteen var også inde på fordelene ved energibesparelser og pegede også på det her med, at prisen for vedvarende energi falder drastisk. Det er jo netop det, der gør, at det bliver muligt at fortsætte udbygningen på en omkostningseffektiv måde, så forbrugere og erhvervslivet ikke skal betale unødig store regninger. Det har vi også set i Danmark med Kriegers Flak, havvindmølleparken. Her var prisen 37,2 øre i det udbud, der var. For ikke så mange år siden var der et udbud oppe ved Anholt og Djursland. Her var prisen over 1 kr. pr. kilowatt-time. Der er samlet set en forskel på mange milliarder kroner på de to projekter. Og det, der er det helt afgørende, er jo, at prisen på den vedvarende energi kommer ned og bliver konkurrencedygtig.

Ja, det er faktisk sådan i dag, at man ikke kan bygge et nyt kulkraftværk, som vil kunne levere billigere energi, end man kan fra en havvindmøllepark, og så er vi jo rent faktisk nået rigtig, rigtig langt. Og forventningen er, som også fru Pia Adelsteen var inde på, at i løbet af få år kommer vi i en situation, hvor det er sådan, at der ingen støtte skal til overhovedet, og så bliver det langt billigere end den fossile energi. Og jeg kan bare sige, at det også er noget, der står stor respekt om.

Det var også det, som Jens Joel var inde på, nemlig at det også kan bidrage til at sikre en fortsat stor beskæftigelse på området. I dag beskæftiger 56.000 danskere sig med at fremstille energiudstyr, det er ret betydeligt. Der er en eksport på mere end 70 mia. kr., og regeringen har en forventning om, at den kan øges ganske massivt, og et mål om, at den allerede i 2030 er mindst fordoblet og på den anden side af 140 mia. kr.

Andreas Steenberg var inde på spørgsmålet om varmepumper og glædede sig over den aftale, som regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har lavet, om at reducere afgiften på elvarme, hvilket vil være med til at fremme varmepumperne. Og Andreas Steenberg pegede også på de store muligheder, der jo ligger ude i Nordsøen, i forhold til et Silicon Valley for havvind, og det er absolut tanker og ideer, som regeringen bakker op.

Fru Pia Olsen Dyhr var inde på, at der er brug for politisk handling, og det har fru Pia Olsen Dyhr ganske givet meget ret i. Der er brug for politisk handling internationalt, men det er der også nationalt. Og jeg vil gerne indbyde samtlige Folketingets partier til de drøftelser, der skal være om en kommende energiaftale, som i allerhøjeste grad skal være med til at danne et grundlag – fordi vores energiforbrug jo er helt afgørende, i forhold til hvordan vi får reduceret udledningen af CO 2 – herunder også bidrage til at nå den målsætning, som regeringen har, om, at mindst 50 pct. af det samlede energibehov i 2030 skal være dækket af vedvarende energi. Og det er jo en målsætning, som vi arbejder meget seriøst i forhold til, og som jeg også håber at kunne finde bred opbakning til i Folketinget. Tak for dagens debat.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren, både for redegørelsen, men også for invitationen til en bred politisk drøftelse af det kommende energiforlig, som ministeren sluttede af med.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om der er tale om et reelt ønske fra regeringens side om eventuelt at lande en bred politisk aftale, set i lyset af Liberal Alliances ordfører, der mente, at en en god aftale ikke nødvendigvis var en bred aftale. Så jeg vil gerne bede ministeren uddybe, om det er De Konservative og Venstres holdning, der kommer til at dominere, eller om det er Liberal Alliances.

Ministeren.

Altså, jeg er absolut af den opfattelse, at vi skal have en så bred aftale som muligt. Men jeg deler også Carsten Bachs betragtning om, at det selvfølgelig også er afgørende, at det er en god og ordentlig aftale, der bliver gennemført.

Men enhver minister drømmer jo om, at der er brede aftaler. Det har vi haft en tradition for på energiområdet; det har vi faktisk haft en tradition for, siden naturgassen blev vedtaget her i Folketinget. For der er tale om ganske mange penge, og derfor er det også vigtigt, at man kender fundamentet, også ud over et kommende folketingsvalg. Og derfor arbejder regeringen på at få en så bred aftale som muligt.

Spørgeren.

Det synes jeg jo er en god ambition. SF har været med til brede politiske forlig på det her område i rigtig mange år. Og sidste energiforlig tilbage i 2012 blev jo indgået med bl.a. SF, men også med Venstre. Og det forlig kalder Liberal Alliance nu for et planøkonomisk tiltag.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om han deler Liberal Alliances syn på den eksisterende energiaftale. Er det planøkonomi?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der er jo forskellige måder at se tingene på. Der er planøkonomiske elementer i den nuværende aftale, bl.a. det her forhold, at man har aftalt, hvor meget vind og sol og biogas osv. der skal være i aftalen. Der er det jo regeringens opfattelse fremadrettet at vi skal have konkurrence. Der kan man sige, at der i hvert fald er et nybrud i forhold til den energiaftale, vi gennemførte i 2012. Jeg står selvfølgelig inde for aftalen fra 2012 og gør også alt, hvad jeg overhovedet kan, for at indfri de elementer, der er i aftalen.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne starte med at kvittere for ministerens invitation til forhandlingerne om den kommende energiaftale – det ser jeg meget frem til.

Jeg vil godt lige tage fat i nogle ting. Ministeren nævner, at man i det internationale samarbejde gør en forskel for 2 milliarder mennesker, tror jeg det var. Er det f.eks. med den her aftale om udfasning af kul fra Bonn-mødet her i november? For som jeg forstår den aftale, så handler den slet ikke om udfasning af kul, men bare om, at man kun må bygge kulkraftværker, hvis man fremover også kobler et kullagringsanlæg på, altså det, der hedder CCS. Er det rigtig forstået?

Ministeren.

Nej, det ikke rigtig forstået. Det er sådan, at når jeg nævner antallet 2 milliarder, så handler det om de aftaler, vi har med Kina, Indien, Indonesien, Tyrkiet og en lang række andre store vækstøkonomier og andre økonomier i verden. Vi påvirker direkte og indirekte 2 milliarder forbrugeres muligheder for at gøre noget i forhold til klimaet og i forhold til at reducere energiforbruget.

Kulaftalen er jeg også meget tilfreds med. Det er jo en aftale, der betyder, at vi udfaser kul fra energiproduktionen senest i 2030.

Spørgeren.

Som jeg forstod det, vil man i Danmark selvfølgelig ikke bygge nye kulkraftværker – det har vi jo været enige om mange år – men man kan i mange andre lande ifølge den her aftale godt bygge kulkraftværker, hvis bare de har et CCS-anlæg koblet på.

Det andet, jeg vil spørge om er: Ministeren fremhæver ofte og også i dag de 39 pct., man skal nå i ikkekvotesektoren, f.eks. i landbruget, men er det ikke rigtigt forstået, at man der faktisk kan bruge så stor en grad af kompenserende virkemidler i det der LULUCF-system, at landbruget stort set kan klare sig uden særlige indsatser?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. For Danmarks vedkommende bliver der ikke tale om anvendelse af CCS. For Danmarks vedkommende bliver der i forhold til udfasning af kul tale om reel udfasning. Der er to værker tilbage – Nordjyllandsværket og Fynsværket og til dels også Esbjergværket – og regeringen er gået i dialog med de pågældende værker i forhold til at sikre, at der sker en udfasning, og jeg tror, det kommer til at ske i betydelig tidligere end 2030.

Det er rigtigt, hvad der bliver sagt i forhold til de 39 pct. Danmark har jo sat sig et meget, meget stort mål, og vi har også en forholdsvis stor fødevaresektor i Danmark, hvilket regeringen er optaget af at vi også har fremadrettet, og det er baggrunden for, at vi har fået nogle muligheder, bl.a. køb af kvoter, optag af CO 2 fra jorder og skove og en række andre tiltag, som er med til at sikre, at vi har noget fleksibilitet i forhold til at kunne nå målet på de 39 pct.

Den næste spørger er hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for både besvarelsen og debatten om det her.

Jeg vil starte med at spørge til det overordnede ambitionsniveau, for jeg har jo hørt ministeren bekræfte og gentage mange gange, at vi skal blive ved med at holde den førerposition, vi har. Så jeg vil bare spørge, om ministeren på den baggrund er enig i, at vi måske lige skal træde et trin op på stigen, når nu Klimarådet og nogle danske virksomheder henholdsvis har opfordret regeringen til at skrue ambitionen lille smule op og har sagt, at de egentlig er bange for, at vi er ved at sætte vores grønne førerposition over styr.

Så kan vi i den diskussion, vi får om energiforliget – og jeg er meget enig i håbet om, at det bliver bredt – måske lige give ambitionerne et nøk opad, i forhold til hvad regeringen indtil nu har spillet ud med?

Ministeren.

Regeringen har jo spillet meget, meget ambitiøst ud. Det gjorde vi allerede i regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen med en ambition om, at mindst 50 pct. af det samlede energibehov i 2030 skal være baseret på vedvarende energi. Kan teknologiudviklingen og priserne på vedvarende energi betyde, at vi kommer endnu højere op, jamen så er vi da parat til det.

Men vi har sat os et mål, som vi synes er ganske ambitiøst. Og jeg håber på, at Socialdemokratiet også vil være med i en kommende energiaftale og være med til at sikre, at vi i hvert fald når det mål.

Er der et opfølgende spørgsmål? Spørgeren.

Tak, og jeg beklager forvirringen over for formanden.

Det er vi selvfølgelig med på, men jeg synes også, at man bliver nødt til at tage det alvorligt, når der er aktører, som har råbt vagt i gevær og sagt, at vi risikerer at sætte førerpositionen over styr, og vi risikerer i øvrigt også at efterlade en for stor opgave til kommende år. Men den må vi så tage videre i forhandlingslokalet.

Jeg har to spørgsmål til sidst. Det første er: Kunne ministeren se sig selv og regeringen i, at man får sat nogle flere målepunkter op end kun et VE-mål, altså f.eks. en målsætning om elektrificering, fortrængning af fossile kilder, en målsætning om en energispareindsats, som supplerer udviklingen af vedvarende energi? Det andet spørgsmål er: Der er en række ting, som haster lige nu og her, og vi har simpelt hen brug for en hurtig afklaring i forhold til el til varme, vi har brug for en hurtig afklaring, hvis ministeren ellers er enig i, at den kommende havvindmøllepark, hvis der skal være sådan en, skal i udbud i 2019, så er ministeren enig i, at der er nogle områder, hvor det haster meget med en afklaring for at kunne komme videre med de næste skridt, og så vi ikke kun snakker om, hvad der sker i 2030?

Ministeren.

Det var rigtig, rigtig mange spørgsmål på en gang, som hr. Jens Joel her kom med. Jeg garanterer for, at regeringen arbejder for, at vi får en så ambitiøs energiaftale som overhovedet muligt. Jeg er også enig i, at der er opgaver, som haster mere end andre – grundbeløbets ophør, og hvordan vi får mere el ind i flere dele af vores samfund, er to af dem – og derfor håber jeg også på, at der vil være en fælles politisk vilje, når regeringen i løbet af relativt kort tid kommer med sit energiudspil, til, at vi også får lavet en aftale og får sat gang i hele den grønne omstilling og alle de forskellige mange opgaver, som også hr. Jens Joel peger på i sit spørgsmål.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 25. januar 2018.