Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 232:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social service, lov om integration af udlændinge i Danmark og forskellige andre love. (Mulighed for at udarbejde en helhedsorienteret plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer).

Af ministeren for offentlig innovation (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 26.04.2018).

Forhandlingen er åbnet. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det her er et lovforslag, som Socialdemokratiet kan støtte. Når vi kan det, er det, fordi rigtig mange borgere oplever at have rigtig mange forskellige handlingsplaner. Rigtig mange socialt udsatte borgere står i den situation, at de har at gøre med forskellige forvaltningsdele i en kommune – og der er nogle, der siger, at det kræver et utrolig godt helbred f.eks. at være syg. Og det er ikke så godt, at det er sådan; det skal jo helst være sådan, at systemet faktisk understøtter borgeren og hjælper borgeren og ikke omvendt bliver til en belastning for borgeren.

Et af de problemer, som bliver løst med det her forslag, er, at man skal kunne tage stilling til helt op mod 7-10 forskellige handlingsplaner i forskellige forvaltningsdele, når man som borger har mere komplekse problemstillinger. Og det er jo ikke, fordi det her lovforslag løser alle problemer, men det er klart, at det at erstatte det, vi kalder sektorrettede handlingsplaner, med én samlet handlingsplan, vil gøre det meget nemmere for borgeren at tage stilling til det. Vi synes, det er rigtig fint, at man har lagt op til at give den her hjemmel, sådan at kommunerne kan give borgerne én samlet plan, og det vil sige, at man kan sætte sig ned ved et bord og tage stilling til alle de problemstillinger, der vedrører borgeren, i stedet for at borgeren skal rende fra den ene sektor til den anden og få en handlingsplan hvert sted. Det duer selvfølgelig overhovedet ikke.

Så kan vi også rigtig godt lide det element i lovgivningen, at borgeren selv kan bede om at få den sektorspecifikke handlingsplan. For man kan jo ikke afvise, at der på nogle områder godt kan være behov for, at man får lov til at gå i dybden med ét område, og at der er en handlingsplan, som meget specifikt og meget uddybende går til bunds med de problemstillinger, der er på lige præcis det område. Og det skal selvfølgelig være op til borgeren at kunne sige: Jeg vil gerne holde mig til den type handlingsplaner, vi har haft tidligere.

Så det her med at overlade en del af magten til borgeren, så borgeren kan beslutte, hvordan man bedst strikker det sammen, synes vi grundlæggende er en rigtig, rigtig god idé.

Vi vil også gerne gå meget videre i forhold til at få ryddet op i den lovgivning, der er for borgerne, sådan at man netop ikke skal rende fra Herodes til Pilatus, når man har et behov for hjælp. Vi er rigtig glade for ideen i det her lovforslag om at få skabt en bedre overgang fra den ene sektor til den anden og få skabt en lille smule mere forenklede strukturer til gavn for borgerne. Det er jo noget, vi utrolig tit taler om herinde. Jeg tror sådan set ikke, jeg kender en eneste politiker – jeg tror aldrig, jeg er stødt på en – som ikke har haft et ønske om at prøve at rydde op i noget af det regeltyranni, man støder på som borger, og selvfølgelig især som udsat borger. Det er utrolig sjældent, det lykkes. Man kan sige, at nu lykkes det her på ryggen af et frikommuneforsøg, der har været lavet, og jeg synes egentlig, det er en god anledning til lige at kippe med flaget for, at vi giver mulighed for, at der kan være frikommuneforsøg, og også at der efterfølgende bliver samlet op på det. For alt, alt for ofte oplever vi, hvad angår udsatte borgere, at en enkelt kommune eller to har fundet de vises sten og vitterlig har fundet metoder, hvor man får hjulpet udsatte borgere, men efterfølgende når evalueringsrapporten ikke længere end til den nærmeste embedsmands skuffe og bliver aldrig kigget på igen, og de metoder bliver aldrig efterfølgende brugt til gavn for borgeren. Der er det selvfølgelig rigtig tilfredsstillende, at man oven på frikommuneforsøget så faktisk får brugt den viden, man har samlet op, og får brugt den til gavn for de udsatte borgere.

Så samlet set mener vi, at det her er et skridt væk fra, at faglighed og relationer mellem mennesker, som jo er grundfundamentet for socialt arbejde, bliver skemalagt. Det kommer vi et skridt væk fra med det her lovforslag. Og som sagt løser det selvfølgelig ikke alle problemer, men jeg tror ikke, man skal tage fejl af, at for den udsatte borger betyder det helt vildt meget at kunne nøjes med at have én samlet plan, hvor man kan forholde sig til, hvad der skal ske på alle de områder, hvor man har behov for hjælp. Så Socialdemokratiet kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Én indgang, én sagsbehandler og én plan – hvis vi kan komme derhen i borgerens møde med systemet, så vil det være den perfekte verden af alle, både for borgerne og for det offentlige system, og det tror jeg vi alle kan blive enige om.

Med dette forslag tager vi de første spæde skridt i den retning, så langt, så godt. Dette lovforslag er en »kan-opgave« for kommunerne og ikke en »skal-opgave«, så det minder jo lidt om et frikommuneforsøg. Er det så kun en halv løsning? Jeg havde ønsket, at det var en »skal«-opgave for kommunerne, men nu skal det jo evalueres i 2021, og så håber vi jo på, at det udvikler sig sådan. For jeg er bekymret for, hvor mange kommuner der så vil afprøve forsøget nu her, når det ikke er en »skal«-opgave, men kun en »kan«-opgave. Borgerne har ikke krav på at få en helhedsorienteret indsats, selv om de ønsker det, fordi det kun er en »kan«-opgave, og derfor kan de jo så heller ikke klage over ikke at få tilbuddet. Dog kan borgeren omvendt vælge tilbuddet fra. Borgeren skal nemlig give samtykke til, om borgeren ønsker at indgå i sådan en helhedsorienteret plan eller ej, og det er godt.

I dag er der krav til opfølgning af de forskellige planer, borgeren har. Hvordan er kravene til opfølgning, når der er forskellige planer, der ligger inde under en helhedsplan for borgeren? Følger de her nuværende krav om opfølgning de enkelte ressortområder? Det er et spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at stille i udvalgsbehandlingen. For det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at borgerens retskrav og rettigheder ikke svækkes med dette lovforslag. Jeg havde gerne set, at sundhedsområdet også havde været i fokus i dette forslag, og jeg kan godt se, at det kommer senere. For det er jo sådan, at borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, oftest også har en stor tilknytning til sundhedsvæsenet.

Så står der jo i lovforslaget, at vi skal evaluere i 2021. Jeg vil også spørge ind til, hvem der skal evaluere. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev en ekstern, der evaluerede, og ikke kommunerne selv. Jeg vil også gerne have, at der i evalueringen sættes fokus på de helhedsorienterede planer, der gælder for en hel familie, hvor der også er børnesager, da jeg godt kan være bange for, at man måske kan glemme at partshøre børn, og at der følges op hele vejen rundt. I Dansk Folkeparti ser vi gerne, at der altid skal tilknyttes en koordinerende sagsbehandler til en helhedsorienteret plan for borgerne. Det vil sikre sammenhæng i borgerens forløb, så der ikke falder ting ned mellem to stole, fordi det er uklart, hvem der har hovedansvaret.

Til sidst lidt om datadeling: Borgeren skal give samtykke til datadeling. Hvem har styr på, hvor borgernes data ligger i den her datadeling? Og hvad nu, hvis borgeren trækker sit samtykke tilbage? Hvad sker der med data, der allerede er delt og anvendt? Der skal i lovforslaget gives hjemmel til, at man laver datadeling i forhold til at opspore de borgerprofiler, der kunne have en interesse i den helhedsorienterede plan. Det kræver en lovhjemmel. Her har borgeren jo ikke givet samtykke om datadeling. Hvad sker der med de data, når man har lavet profilen? Bliver de slettet?

Selv om vi har mange spørgsmål i forhold til udvalgsarbejdet, er vi i Dansk Folkeparti positive over for forslaget. Vi glæder os til at tage de første skridt til én indgang, én sagsbehandling og én plan, som er til gavn for borgerne, så vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. I Venstre er vi meget optaget af, at vi sætter mennesket frem for systemet, og man kan sige, at det her lovforslag om noget er et lovforslag, der sætter mennesket før systemet, og det glæder jo en Venstremand som mig.

Hensigten med denne lov er at gøre det muligt for kommunerne at lave én samlet plan for borgere med komplekse problemer. Det muliggør et langt mere helhedsorienteret syn på borgerne, og det er om noget det, kommunerne har efterlyst, og det er om noget det, vi politikere på tværs af partier har efterlyst, altså at vi får et helhedsorienteret syn på borgerne, når de træder ind og beder om hjælp.

Når en borger i dag tropper op på kommunen for at få hjælp til en række problemer, oplever borgeren ofte et ukoordineret forløb med måske fire-fem forskellige handleplaner. De mange og måske ukoordinerede forløb skaber forvirring, ressourcespild, kræver enormt meget tid og overskud fra borgerne, der jo faktisk har nok at kæmpe med i forvejen. Man kunne jo forestille sig Lone på 45 år, som er på kontanthjælp og har tre børn. Den ældste på 14 år har det svært i skolen og er begyndt at skære i sig selv, og Lone selv har dårlig ryg og har kronisk hovedpine. Hun har et begyndende alkoholmisbrug, men håber på at blive godkendt til et fleksjob. Familien er jo nærmest i konstant kontakt til kommunen gennem tilknyttede psykologer, sagsbehandlere, støttepædagoger og fysioterapeuter.

Hensigten med lovforslaget her er jo netop at give kommunerne mulighed for at koordinere og samtænke borgerens, altså Lones, problemstillinger. Fremover skal en sårbar borger som Lone med tre børn jo ikke længere være tilknyttet forskellige sagsbehandlere fra hver sin del af kommunen, have fire-fem forskellige ukoordinerede handleplaner og genfortælle sin historie talrige gange til skiftende medarbejdere. Og nu er Lone jo en opdigtet person, men hun kunne være et typisk eksempel på nogle af de udsatte borgere, som bor i vores kommuner.

Med lovforslaget her om én plan giver vi kommunerne mulighed for at sætte mennesket før systemet, og på den baggrund vil Venstre støtte dette lovforslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen kommentarer, og så er det fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Tak. Også Enhedslisten synes, at det er et positivt forslag, og vi synes, at det er godt, at der er taget hul på det. Når vi siger det sådan, er det selvfølgelig, fordi vi ikke synes, det er vidtgående nok. Der er mange flere ting, der skal ind i billedet, for at det kommer til at blive en god sagsbehandling, man møder.

Enhedslisten har en lang række ønsker og forslag til forbedringer af forslaget, og dem deler vi jo bl.a. med Bedre Psykiatri, Børnerådet, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, FOA, LO, FTF og Rådet for udsatte og SAND. Vores forslag er jo først og fremmest, at det skal være et retskrav, altså noget, hvor man kan sige: Sådan en helhedsplan vil jeg gerne have. Det er det ikke i øjeblikket, det kan det måske blive. Så skal der derudover være mulighed for klageadgang både ved afslag på at få en plan, og hvad angår indholdet i planen. Vi mener desuden, at det er meget vigtigt, at indsatsen i sundhedssektoren, herunder også psykiatrien, kan indgå i den helhedsorienterede plan. Og jeg kan jo høre på flere af de andre ordførere, at det er de sådan set meget enige i, så mon ikke vi dér kan få en konstruktiv behandling.

Men det vigtige er, at alle, der får en helhedsorienteret plan, også får én koordinerende sagsbehandler. Jeg forstår godt, at man ude i kommunerne har været nødt til at specialisere sig og opdele sagsbehandlingen, men det har virkelig nogle bagsider, som vi nu har set mange af. I de kommuner, hvor man har forsøgt sig med en helhedsplan, har det jo klart vist, at det giver gode resultater. Vi kan også godt indse, at det betyder, at sagsbehandlerne er nødt til at have et lavere sagstal, for ellers har de ikke nogen mulighed for at lave en egentlig kvalificeret indsats med dertilhørende rigtig god forberedelse. Så der skal også stilles krav til, at sagsbehandlernes faglige kvalifikationer forbedres, og krav om mulighed for videregående efteruddannelse, for ellers kan vi risikere, at det bliver en halvhjertet indsats.

Men så kommer tidslerne. Det fremgår af bemærkningerne, at man kunne tænke sig at give kommunerne mulighed for uden samtykke fra borgerne at sammenkøre eksisterende data, og det bliver beskrevet, som at det skulle være for at identificere målgruppen, der har brug for det. Jamen herregud, man kan jo bare spørge. Man kan jo bare spørge den pågældende, om der er andre problemer, der skal inddrages i sagsbehandlingen.

Derfor synes jeg, der er en meget stærk modstrid mellem forslagets intention og så den del af det, der handler om samkøring af eksisterende data uden samtykke. Det er simpelt hen to forskellige tankesæt, der ligger i henholdsvis den ene og anden del af forslaget. Det er vigtigt, at vi siger, at formålet med at have den samkørende sagsbehandling jo netop er, at den pågældende sagsbehandler kommer til at kende den pågældende person, og derfor er det overhovedet ikke nødvendigt med den her datasamkøring. Kravet til en datasamkøring – og nu skal vi jo have en ny databeskyttelseslov – må i det mindste indeholde, at det er med samtykke, og derudover, at man på begæring også kan få oplyst, hvad der overhovedet er registreret om en.

Så kommer det sidste spørgsmål, som også er vigtigt, og det er: Hvordan bliver de data opbevaret bagefter? Det står der ikke noget som helst om.

Men vi kan som sagt støtte forslaget, og ud fra det, jeg har hørt indtil nu, tror vi på, at der kan blive en rigtig god og konstruktiv behandling af det i udvalget.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Med dette lovforslag bliver det muligt at udarbejde helhedsorienterede planer for borgere, som har behov for det. I efteråret 2017 besøgte jeg sammen med den nyudnævnte minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen, de fleste af de 12 kommuner i den jyske del af Region Syddanmark. Formålet med besøget var at forstå, hvilke problemer den lovgivning, som vi vedtager her i salen, skaber i henseende til bøvl og bureaukrati ude i det, man populært omtaler som virkeligheden. Lad mig lige sige i forbifarten, at det altså er en øvelse, jeg virkelig kan anbefale, for det, der sker mellem vedtagelsen ved tredjebehandlingen her i salen og den daglige administration af lovgivningen i f.eks. kommunerne, er altså noget, der nogle gange kan få det til at gibbe i en. Jeg vil ikke helt sige, at det svarer til en situation, hvor Folketinget vedtager at anlægge en vej på Fyn og pludselig konstaterer, at der er bygget en jernbane i Jylland, men det er nogle gange meget tæt på.

Men mangel på sammenhæng i de indsatser, der i teorien skulle hjælpe borgerne, er simpelt hen et af de problemer, man oftest hører om, når man taler med kommunernes medarbejdere. Og i modsætning til det, som rygterne siger, er langt de fleste medarbejdere i kommunerne jo nogle dygtige, professionelle og varmhjertede mennesker, som er virkelig kede af det kaos, som vi så at sige har tvunget dem til at administrere. Så det er et kæmpe problem, at der mangler sammenhæng, og det er et erkendt problem, og når det rammer en person, der befinder sig i en udsat situation, er det jo en urimelighed, man næsten ikke kan holde ud, at man – for at sige det ligeud – er en slags medskyldig i at have skabt det.

Så det er en meget glædelig dag i dag, hvor vi tager fat på en meget tiltrængt oprydning i nogle af de love og bestemmelser, som skaber bøvl og besvær og utryghed for borgerne. Derfor kan man næsten regne ud, at Liberal Alliance varmt støtter dette lovforslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. Som udgangspunkt støtter Alternativet også det her forslag. Det har borgeren i centrum. Det skaber enkelhed og klarhed i sagsbehandlingen. Og som jeg ser det, nedbryder det kommunale siloer og skaber den helhed, der gør, at man faktisk kan give borgerne en meget bedre og meget mere individuel sagsbehandling.

Men for at sætte det her i perspektiv bliver jeg nødt til at tale en lillebitte smule om en anden lov. Vi er som sagt for det her lovforslag i udgangspunktet, altså dets formål om at tilbyde en helhedsplan. Men vi er meget imod regeringens planer om at sammenkøre borgernes data for at udsøge målgruppen. Men det er jo ikke noget, vi stemmer om i det her lovforslag, for regeringens plan er at tillade sammenkøring af borgernes data via en ministerbekendtgørelse i kraft af regeringens forslag til en ny databeskyttelseslov, som bliver behandlet i Retsudvalget i øjeblikket.

Som bekendt er vi imod den bestemmelse i databeskyttelsesloven, der giver mulighed for at lave de her ministerbekendtgørelser. Loven er jo ikke vedtaget endnu, så vi ved faktisk ikke, hvordan den kommer til at se ud. Vi ved derfor heller ikke, om regeringen faktisk vil kunne udstede en ministerbekendtgørelse om at samkøre borgernes data for at udsøge målgruppen, altså hvor man simpelt hen bare sammenkører alle borgernes data i en kommune, før man spørger borgerne. Det ved vi først, når forslaget om databeskyttelseslov om nogle uger er færdigbehandlet.

Så vores perspektiv på det her lovforslag i forhold til databeskyttelsesloven er derfor, at det her forslag er godt. Men hvis regeringens databeskyttelseslov vedtages i den nuværende form, vil det medføre og muliggøre noget, vi er imod, altså den her generelle samkøring. Det kræver hos os en principiel diskussion om, hvad vi vægter højest. Men den diskussion giver ikke rigtig mening for os at tage, før vi har færdigbehandlet forslaget til en ny databeskyttelseslov om nogle uger, formentlig den 17. maj.

Vi vil derfor først endeligt tilkendegive, hvad vi stemmer, når Folketinget har færdigbehandlet forslaget om en ny databeskyttelseslov om nogle uger.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer. Ordføreren for Det Radikale Venstre står parat. Værsgo til fru Marlene Borst Hansen.

I Radikale Venstre er vi ret vilde med ordningen om frikommuner. Faktisk så vi meget gerne, at muligheden for, at man kan udfordre regler og love, som opleves meget bureaukratiske, og som man synes hindrer nytænkning i den offentlige opgaveløsning, sagtens kunne udvides til at omfatte mange flere end kommuner. Faktisk så vi gerne, at enkeltinstitutioner også fik samme ret. For der kommer rigtig mange gode ideer og masser af nytænkning, når vi fra statslig side lader love og regler blive udfordret og giver frihed til mere sund fornuft i opgavevaretagelsen.

Det lovforslag, vi behandler her i dag, er netop et eksempel på et frikommuneforsøg, som har givet rigtig meget mening, og som nu udmønter sig i konkret lovgivning. Som flere af ordførerne har fortalt, får alle kommuner nu mulighed for at samle og samtænke indsatser i en sammenhængende plan for borgere, der har komplekse og sammensatte problemer, og som derfor har flere indgange til kommunen. Konkret giver lovforslaget kommunerne hjemmel til at erstatte borgernes sektorspecifikke planer med en helhedsorienteret plan. Det synes vi fra radikal side er en rigtig god idé, og vi kan støtte lovforslaget.

Tak for det. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Der er ingen borgere, der drømmer om at være afhængige af hjælp. Når vi for en stund eller for altid mister fodfæstet og får brug for en hjælpende hånd, er det afgørende, at hjælpen er målrettet lige netop der, hvor der er brug for den. De fleste borgere ved faktisk godt selv, hvor skoen trykker mest. Andre har brug for professionel hjælp til at få overblikket over behov for indsatser. Jeg er helt enig med de mange organisationer, som peger på, at en koordineret indsats, én plan, er et rigtigt skridt på vejen, og jeg er også enig med dem i, at det slet ikke er nok.

For nylig mødte jeg en ung kvinde, som lider af gigt. Hendes samarbejde med kommunen strakte sig over fire forvaltningsområder, som hver især havde de bedste intentioner, men som hver især også kom på tværs af hinandens planer. Den unge kvinde selv kæmpede sådan set først og fremmest bare for et liv uden smerter, men også et aktivt liv og selvforsørgelse, hvor der kunne tages hensyn til, at sygdommen skiftevis var aktiv og i ro. Hun havde selv mest tillid til sundhedsforvaltningens forståelse for hendes situation, for som hun sagde: Hvis hun ikke havde været syg, havde hun jo sådan set ikke haft brug for de andre.

Også samfundsøkonomisk giver det mening, hvis kommunen selv tænker lidt mere på tværs. Jeg bliver eksempelvis ked af det, når Daniel får afslag på den benprotese, som gør det muligt for ham at passe et fuldtidsjob. Det dårligere alternativ, som socialforvaltningen mener er godt nok til unge Daniel, vil nemlig med sikkerhed betyde, at Daniel belaster sin hofte så meget, så han på sigt ikke kan passe sit job, og så bliver det dyrt for en anden forvaltning, som Daniel slet ikke ønsker hjælp fra.

De eksempler, jeg har nævnt, er desværre ikke umiddelbart omfattet af lovforslaget. Jeg nævner dem alligevel, fordi det er eksempler på, at det både menneskeligt og samfundsøkonomisk kan betale sig at sætte ind med den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Det, der umiddelbart kan synes som den billigste løsning, kan ende med at blive den dyreste løsning, fordi forvaltninger er søjleopdelte og med selvstændigt ansvar for egne budgetter og dermed uden øje for, hvordan beslutninger påvirker budgetterne i andre forvaltninger. Det er det første skridt, som det her lovforslag er et udtryk for, og derfor også et rigtigt skridt, som på den lidt længere bane bør understøttes af nødvendig lovgivning, som for alvor gør det muligt for kommunerne at tænke tværfagligt både økonomisk, men også menneskeligt, og placere ansvaret for koordineringen der, hvor det giver bedst mening.

Derfor giver det også mening, når Socialrådgiverforeningen og andre peger på, at den koordinerende sagsbehandler er nøglen til, at planen for alvor kan lykkes, og det giver mening, når flere peger på, at der er behov for at revurdere, om det beskæftigelsesmæssige fokus altid skal have den højeste prioritet. Det vil på en række områder give mening, hvis beskæftigelsesforvaltningen afgav både ansvar, kompetence og ressourcer til andre forvaltningsmæssige områder, at vi gav kommunerne frihed til at lade beskæftigelsesforvaltningen sidde på hænderne, mens andre forvaltninger arbejdede med det, der var den umiddelbare årsag til forsørgelsesproblemet, men også at vi genovervejer de tidsmæssige begrænsninger, som jo alt andet lige er gennemsnitsbetragtninger.

Sidst, men ikke mindst vil jeg også lige kaste et par bemærkninger efter spørgsmålene om datadeling og samtykke. Det er afgørende for en plans succes, at borgerne kan være trygge ved, at personlige data behandles med den fortrolighed, som der bør være, og det er afgørende for planen, at borgernes retssikkerhed ikke krænkes af unødvendig deling af personlige oplysninger. Og på samme måde er vi kritiske over for den del, der handler om opsporing og overvågning. Jeg tror derfor også, at vi skal arbejde for, at borgerne i højere grad har let adgang til egne oplysninger, herunder adgang til at kontrollere, hvem der har haft adgang til personlige data, og hvad de er brugt til.

Jeg havde ønsket mig en mere ambitiøs plan, men jeg har heldigvis også noteret mig, at ministeren er enig i, at det her forslag netop kun er første skridt, og jeg har på ordførermødet netop også noteret mig et løfte om, at vi straks efter vedtagelsen af det her forslag arbejder videre med de udeståender, der fortsat er, i forhold til én indgang, én sagsbehandler og én fuldstændig plan.

SF stemmer for forslaget.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Vi kan også støtte lovforslaget. Det er et rigtig godt forsøg på at hjælpe borgere med forskellige komplekse problemer og sikre, at de får en samlet plan. I stedet for at indsatsen skal bestå af en masse forskellige brudstykker, forsøger man her at få tingene til at hænge sammen.

I virkeligheden kan man sige, at problemet her måske ikke så meget er, at der ikke er en samlet plan, som at reglerne, lovgivningen og indsatserne på området er så komplicerede, at det er fuldstændig umuligt for borgerne at overskue, og det kan også være ganske svært for de forskellige myndigheder at arbejde sammen, og derfor er vi nødt til at bruge ressourcer på, at der er nogle, der koordinerer og får lavet en samlet plan.

Man skal heller ikke, synes jeg – på trods af de mange lovord, der bliver sagt her, om intentionen om at lave en helhedsplan – være blind for, at der også kan være problemer i det. Der kommer måske til at være flere kokke inde over, og den faglige indsigt hos den person, der skal sidde og lave planen, er måske ikke lige så stor som den hos de forskellige myndigheder, som skal stå for delindsatser rundtomkring. Nogle gange vil man egentlig hellere tale direkte med en ekspert for en bestemt indsats, end man vil tale med en person, som bare har et bredt overfladisk kendskab til forskellige indsatser.

Så jeg synes også, man skal være opmærksom på, at fagligheden bliver bevaret. Men når der er tale om – som der måske ofte er i de her situationer – borgere, som vil have vanskeligt ved at kunne gennemskue alle regler og myndigheders indsats, så giver det god mening, at man forsøger at lave en samlet plan.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer, og derfor er det ministeren for offentlig innovation. Værsgo.

Tak for det, og først og fremmest tak til alle ordførerne for indlæggene og den grundlæggende positive modtagelse hele vejen rundt. Lovforslaget her udspringer af regeringens ambition om at skabe nogle bedre og mere sammenhængende forløb for de borgere, som i dag bliver mødt af et hav af planer, indsatser og sagsbehandlere. Der er alt for mange borgere, der i dag oplever et usammenhængende forløb, hvor indsatser på tværs af socialforvaltning, beskæftigelsesområdet, integration osv. ikke er tænkt godt nok sammen, og hvor det i dag i høj grad bliver overladt til borgeren selv at skabe den røde tråd og dermed forsøge at skabe et overblik og koordinere indsatserne. Det betyder frustration for rigtig mange borgere, men det betyder også, at vi ikke nødvendigvis leverer den kvalitet, som vi kunne og burde levere til mennesker, som er i en svær situation.

Det er helt rigtigt, at lovforslaget her er inspireret af, at en række frikommuner har arbejdet med den her dagsorden igennem et stykke tid og dermed arbejdet med ambitionen om at skabe mere sammenhængende indsatser for borgerne i Danmark. Der har vi fået nogle gode erfaringer. Dem har vi brugt. Vi tager dermed også ansvaret som lovgivere på os i forhold til at nedbryde nogle af de her mange siloer, der er, og skabe rammerne for en udvikling, hvor vi kan give borgerne en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.

Jeg synes jo på mange måder, at det er et paradoks i Danmark, at dem, der har det sværest, også er de borgere, vi i dag møder med den mest uigennemskuelige jungle af tilbud og indsatser. Det er jo ikke unormalt, at en kontanthjælpsmodtager kan have et eller andet sted mellem otte og ti forskellige handleplaner og et hav af skiftende sagsbehandlere.

Lovforslaget her er det, der for mig skaber infrastrukturen til, at vi kan få nedbrudt siloerne for at kunne levere et meget mere tværgående samarbejde med borgeren. Det giver mulighed for, at borgeren med komplekse og sammensatte problemer kan få en helhedsorienteret plan frem for alle de her mange forskellige sektorplaner, som jo alle sammen i sin tid er opfundet og udtænkt af os som lovgivere i den bedste mening, men som i sidste ende ender med totalt at forkludre indsatsen, fordi vi ikke som lovgivere har tænkt indsatserne sammen på tværs. Det er det, vi nu åbner mulighed for med lovforslaget her, og man kan dermed tænke indsatser og planer sammen på tværs i kommunen, herunder især social-, integrations-, uddannelses- og hele beskæftigelsesområdet, og andre indsatser, hvor der f.eks. ikke er et plankrav, vil selvfølgelig også kunne indarbejdes i planen.

Vi har målrettet den helhedsorienterede plan mod borgere med komplekse og sammensatte problemer, hvor kommunerne altså i dag udarbejder flere forskellige planer og indsatser, og hvor der er et stort koordinationsbehov forbundet med de forskellige indsatser. Det kan være kontanthjælpsmodtageren, som får en beskæftigelsesrettet indsats i det, der hedder »Min Plan«, og som samtidig modtager støtte efter serviceloven, hvor det vil være hensigtsmæssigt at få samlet indsatserne i en helhedsorienteret plan frem for i otte til ti forskellige sektorplaner. Den helhedsorienterede plan kan også laves som en samlet familieplan, som dermed omfatter alle i en familie. En plan kan til gengæld ikke udarbejdes, uden at borgeren selv aktivt har sagt ja til tilbuddet. Borgeren vil med andre ord skulle give sit samtykke til tilbuddet om at få en helhedsorienteret plan og til, at man i kommunen i det arbejde udveksler information med hinanden.

Det er samtidig også vigtigt for mig understrege, at lovforslaget her ikke ændrer på de gældende regler om borgernes rettigheder og klageadgang. Vi ændrer heller ikke på, at kommunerne er forpligtet til at udrede borgerne og træffe afgørelse om indsatser. Til gengæld giver vi kommunerne en organisatorisk frihed til i arbejdet med én plan at kunne tænke tingene sammen i en helhed, så vi kan nå ambitionen om: én borger – én plan.

Dermed nedbryder vi også nogle af de strukturelle barrierer, der i dag er for at give borgerne en sammenhængende indsats i praksis. Jeg plejer altid at sige, at jeg ikke kender nogen mennesker ansat i den offentlige sektor, som hver morgen går på arbejde med ambitionen om at gøre livet rigtig svært for dem, der har det sværest. De findes ikke. Men som lovgivere i vores iver efter hele tiden at opfinde nye indsatser og nye planer stiller vi jo dermed nogle gange vores medarbejdere rundtom i den offentlige sektor – på socialforvaltningen, på jobcenteret – på noget, der ligner en umulig opgave, når vi på forhånd har besluttet, hvad der skal laves af forskellige planer, frem for at have tillid til, at medarbejderne sådan set kan levere en meget mere helhedsorienteret indsats samlet og forankret i én plan.

Så hører jeg flere ordførere i dag tilkendegive, at de har mod på mere. Det har regeringen sådan set også, hvilket vi også klart tilkendegiver i bemærkningerne til lovforslaget. Der var eksempelvis en af ordførerne, der rejste spørgsmålet: Jamen hvad med de planer, der udarbejdes på sundhedsområdet? Bør de ikke også medtænkes og indtænkes, uanset om vi taler somatik eller psykiatri?

Jo, det er noget af det, vi er meget optaget af at kunne arbejde videre med, og derfor er det her også første skridt i det arbejde, vi nu har sat i gang, og som jeg også har haft inviteret ordførerne over i Finansministeriet til drøftelser af, ligesom jeg jo i øvrigt også har haft inviteret frikommunenetværket og et hav af alle de relevante organisationer på området. Og derfor vil vi også fra regeringens side i regi af sammenhængsreformen arbejde videre med dagsordenen om, hvordan vi i praksis kan sikre borgerne mere sammenhængende og helhedsorienterede indsatser.

Med de bemærkninger vil jeg takke ordførerne for indlæggene og den positive modtagelse. Jeg noterer også med stor tilfredshed, at der blandt høringsparterne generelt er en meget stor og bred opbakning til lovforslaget. Jeg ser frem til den videre behandling her i salen og selvfølgelig til at svare på de spørgsmål, der måtte være, i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Der er en kommentar, hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Alternativet har også mod på mere, og vi er glade for, at vi har været inviteret over i ministeriet for at se på det her og drøfte det og snakke lidt om det, før vi skulle stå her. Det synes vi er god skik. Jeg er meget enig i næsten alt det, ministeren siger om de gode perspektiver og proportioner, der er i det her. Det, som mit spørgsmål går på, er noget andet. Jeg vil bare lige høre ministerens kommentarer til nogle af høringssvarene, f.eks. det, der er kommet fra Dansk Socialrådgiverforening, og det fra Institut for Menneskerettigheder, der skriver, at det næsten er overflødigt at profilere alle borgere – altså, det går på her med, at man skal samle informationer om alle borgere og så bagefter finde ud af, hvem det er, der har brug for dem. Man kunne jo bare spørge borgeren, som nogle ordførere også har sagt. Hvad tænker ministeren om det?

Værsgo.

Det er helt korrekt, at vi vil give mulighed for, at kommunerne kan identificere de borgere, som i praksis i dag har kontakt til forskellige forvaltninger og tilbud og dermed myndigheder, for at kunne understøtte en mere helhedsorienteret sagsbehandling. Så siger spørgeren: Man kan jo bare spørge borgeren. Ja, hvis borgeren møder op og man møder borgeren. Men det er jo altså ikke alle borgere i det her samfund, som nødvendigvis lige følger med i, at nu vedtager vi en ny lovgivning i Folketinget, der gør, at man sådan set får mulighed for at lave én helhedsorienteret plan. Jeg mener også, at vi har et ansvar for at give muligheden for at kunne lave én samlet plan til de borgere, der ikke har ressourcerne til selv at råbe op og sige: Jeg synes, det her kunne være relevant for mig.

Så vil jeg også godt begrave den myte, der er blandt medlemmerne af Alternativet, om, at det bare er alle mulige vilde informationer, vi så går i gang med at give kommunerne mulighed for at udveksle i ambitionen om at identificere borgerne. Det korte svar på det er nej. Informationerne vil ikke indeholde detaljerede oplysninger om årsag til og baggrund for, at borgeren får den pågældende indsats. Det vil så at sige alene vedrøre information på listeniveau, eksempelvis at en borger er modtager af »Min Plan«, eller at en borger får en indsats efter servicelovens § 85, for at give et eksempel.

Når jeg rejser mig op, er det, fordi taletiden er ved at være overskredet.

Værsgo.

Det sidste svar er jo fint, men det var ikke et svar på et spørgsmål fra os. Altså, vi har ikke snakket noget om vilde informationer osv. Vi prøver jo bare at sikre, at der ikke forekommer en unødvendig overvågning. Jeg tænker, at lige præcis de borgere, for hvem det her er interessant, netop er borgere, som forhåbentlig hen ad vejen har fået oprettet en sag inden for beskæftigelse, det sociale eller sundhed. Det er jo netop dem, som jeg regner med at man er i kontakt med, og som sagsbehandlerne en gang imellem snakker med, og som derfor ikke selv skal sidde og opdage, at de har mulighed for at få samkørt deres informationer, men som netop er i dialog med systemet. Der var det bare, jeg tænkte: Når langt de fleste af de borgere, som er aktuelle i forhold til det med én plan, alligevel er i dialog med sagsbehandlere, hvorfor spørger man dem så ikke om det her i stedet for automatisk at samkøre?

Værsgo.

Borgeren skal aktivt samtykke, for at personlige oplysninger om den pågældende bliver delt i en kommune. Det skal borgeren aktivt samtykke til. Det kan en kommune ikke gøre uden borgerens samtykke. Hvordan finder vi så de relevante borgere, der kunne have brug for at få én plan? Nogle kan man spørge, men det er ikke alle, vi finder. Så hvis man har den præmis, at folk må række hånden op, så skal vi også som lovgivere acceptere, at der er nogle mennesker, vi kunne have hjulpet, som vi vælger at vende det blinde øje til. Og vi må sige, at de mennesker får vi så ikke identificeret. Det er her, hvor jeg synes der er en god balance i at sige: I må ikke uden borgerens samtykke udveksle nogen former for personfølsomme oplysninger; det, I må samkøre for at finde de relevante borgere, er rene listeinformationer, eksempelvis om, at en borger er modtager af »Min Plan« eller får en indsats efter servicelovens § 85, altså alt det, der ikke er personlige informationer om borgerne – men ikke personfølsomme oplysninger.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.