Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af et videreuddannelsesfradrag for udøvende kunstnere.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til skatteministeren. Værsgo.

Tak. Ja, så er vi nået til sidste akt i denne kunstneriske forestilling eller behandling af fire beslutningsforslag fra Enhedslisten om kunststøtte via skattelovgivningen. Det er lidt som med film, det er sjældent, at fireren er bedre end etteren. Jeg synes personligt, at det beslutningsforslag, vi lige har drøftet, er det, der kommer tættest på at nyde støtte fra regeringens side. Vi kan ikke støtte de tre beslutningsforslag og heller ikke det sidste. Men jeg vil også godt sige et par ord om forslaget fra Enhedslistens side.

Enhedslisten foreslår i beslutningsforslaget, at udøvende kunstnere skal have et skattemæssigt fradrag for videreuddannelse inden for diplom- og masteruddannelsesfeltet på op til 55.000 kr. årligt, dog således at en kunstner maks. kan tage, hvad der svarer til to af de pågældende uddannelser. Det helt klare udgangspunkt er, at en person ikke har fradrag for udgifter, der afholdes til videreuddannelse. Det gælder, uanset om man er udøvende kunstner eller ej, det er generelle regler, og jeg har lidt svært ved at se, at vi gennem skattesystemet skal yde tilskud til videreuddannelse for bestemte persongrupper. Det er fair at diskutere, om der skal være en særlig fradragsret for videreuddannelse i vores skattesystem, ud over hvad der gælder i dag med det arbejdsgiverbetalte, men noget målrettet og specifikt for kunstnere synes jeg ikke der er fagligt grundlag for at mene. Der er der en uenighed med Enhedslisten.

Det står mig heller ikke helt klart, hvordan Enhedslisten vil finansiere de nye fradrag, der er i det her beslutningsforslag, men det er under alle omstændigheder ikke regeringens politik at skaffe finansiering gennem skattestramninger på andre områder. Danmark har et fremragende uddannelsessystem, som giver gode muligheder for at uddanne sig, og ønsker man at videreuddanne sig ved at tage en master- eller diplomuddannelse, gælder de samme optagelseskrav og den samme brugerbetaling for alle. Tilsvarende bør der heller ikke indføres særlige fradragsmuligheder for særlige persongrupper ud over dem, som vi af historiske årsager har i vores skattelovgivning. Og der må jeg give hr. Søren Søndergaard ret i, at der er områder i vores skattelovgivning, hvor der er helt særlige fradrag, men vi prøver faktisk at minimere dem og generelt at sænke skatte- og afgiftstrykket.

Så lad mig slå fast, at regeringen ikke kan støtte det her forslag eller de øvrige beslutningsforslag, der vil indføre særlige skattefradrag for kunstnere, men som det fremgår af regeringsgrundlaget, arbejder vi for flere generelle skattelettelser, og de vil komme alle til gavn, også de udøvende kunstnere. Det er ikke udtryk for, at regeringen ikke anser kunst- eller kulturlivet for at være en vigtig del af vores samfund, det har jeg også sagt gentagne gange under den tidligere behandling, og derfor bliver der også løbende afsat midler på regeringens finanslov for 2018 til nye kulturinitiativer, der skal bidrage til at skabe gode og frie rammer for dansk kulturliv, og det er efter regeringens opfattelse den rigtige måde at støtte kulturen på.

Så blev der stillet et spørgsmål fra hr. Søren Søndergaard og andre om, hvordan det nu lige er, sammenhængen er med omprioriteringsbidraget og nye initiativer, når man gør det samlede regnestykke op. Jeg har forsøgt at give et svar på det under ministeransvar, og det vil sige et korrekt svar, og jeg tror, vi har haft dygtige embedsmænd i både Skatteministeriet, Kulturministeriet og Finansministeriet til at se, om man kunne finde et hurtigt svar og et rigtigt svar, men det har ikke været muligt, og derfor vil jeg meget gerne svare skriftligt på det. Det har ikke været muligt inden for de sidste par timer i hvert fald, men jeg er sikker på, at det er muligt at svare. Det, jeg kan bidrage med, den mulighed har jeg så, det er det, der står i finansloven, og der får vi jo i finanslovsforslaget lidt indblik i, hvad det er, regeringen har foreslået på kulturområdet.

Alle ministerier har en paragraf, nogle har flere, Skatteministeriet bl.a., for vi har en udgiftsparagraf og en indtægtsparagraf. Kulturministeriet har som udgangspunkt kun en udgiftsparagraf, og det er § 21 på finansloven, og på side 13 i § 21 kan man se det flerårige budget, og det vil jeg godt læse op af, for det siger lidt om, om man prioriterer kulturen, eller om man ikke prioriterer kulturen. Budgettet kan jo dække over mange ting, bygninger og alt muligt andet, men det er de overordnede tal. Hvis man kigger på, hvad nettotallet er, kan man under § 21, side 13, se, at nettotallet i 2015 er 6.894.000.000 kr. Nettotallet i 2016, hvor der er et lille fald, er 6.781.000.000 kr. Til gengæld er der så en stigning i 2017, hvor tallet er 6.905.000.000 kr. Der er altså tale om et beløb i 2017, der er højere end beløbet i 2015.

Så er der finanslovsforslaget for 2018, og der er faktisk tale om et endnu højere tal end tallet for 2017 og også et højere tal end for 2015. Det er nemlig 6,945 mia. kr. Og oven i det her tal, som er regeringens forslag til finanslov, skal man så lægge det, der er på den endelige finanslov, så det beløb vil blive større. Hvor meget større, har jeg ikke kunnet finde ud af, siden spørgsmålet blev stillet, men det vil glæde mig at svare skriftligt på det. Men det ser for mig ud, som om regeringen prioriterer kulturen – måske ikke i det omfang, som Enhedslisten kunne ønske, men det er ikke udtryk for en nedprioritering i 600-millionerkronersklassen, som der blev givet udtryk for. Men det præcise svar sender vi over skriftligt.

Der er et enkelt spørgsmål til skatteministeren, og det stilles af hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare sige, at jeg virkelig holder meget af ministeren, som sætter en ære i at overholde ministeransvarlighedsloven. Så jeg ser frem til det skriftlige svar.

Ministeren.

Vi er uenige om beslutningsforslagene, men vi er helt enige om det sidste, som hr. Søren Søndergaard sagde.

Ønsker hr. Søren Søndergaard yderligere? Nej. Så siger vi tak til ministeren og går over til ordførerne. Den første ordfører er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Den fjerde i raketten er så Enhedslistens forslag om et fradrag for videreuddannelse for udøvende kunstnere. Jeg skal gentage, og jeg kan gøre det meget kort, vores principielle synspunkt om, at vi ikke synes, at en særordning er rimelig på det her område. Vi hæfter os selvfølgelig ved, at prisen på det her er opgjort til alene 11 mio. kr. Det gør det selvfølgelig lidt mere spiseligt, men stadig væk synes vi, at det skal indgå i den almindelige prioritering, hvor vi henviser til finansieringen af vores 2025-plan, som vi jo selvfølgelig gerne vil drøfte med de partier, der vil være med til det, når det bliver muligt at realisere det.

Men når det alligevel er fornuftigt at tage en diskussion om uddannelsesforholdene for de kunstneriske udøvere eller kunstneriske uddannelser, hænger det jo lidt sammen med, at uanset spørgsmål om de tal, som ministeren nu vil give skriftligt svar på, er det jo sådan, at der har været sparet på uddannelsesinstitutionerne for kunstneriske uddannelser og også de øvrige uddannelser, og man kan godt stille sig selv det spørgsmål, om det er klogt. Er det klogt i en verden, hvor det, vi skal leve af, er at sælge noget med merværdi, noget, som kan referere til en historie, kan referere til – skal vi sige – nytænkning osv.?

Der er vi altså nødt til at læne os lidt op ad, at vi har nogle mennesker, som mestrer det, fra kunsten og kulturens verden, og derfor er vi glade for, at vi er bekendt med, at der er sat et stykke arbejde i gang med at kigge på de kunstneriske uddannelser og på, hvorledes de kan skrues sammen på en anden måde, og på, hvordan vi vægter dem på en anden måde. Det vil vi rigtig gerne være med til at diskutere fremover, for vi tror, at det er helt afgørende, at uddannelsesopgaven løftes også for de kunstneriske uddannelser.

Jeg skal jo bare referere til, hvad Danmark sådan har haft af gode sejre på design-, arkitektur-, film og fotoområdet. Det har jo ikke været småting. Det har jo oven i købet kunnet aflæses både i beskæftigelse og indtjening. Så det er et vigtigt område, men det konkrete beslutningsforslag kan vi ikke støtte.

Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo, hr. Ahrendtsen.

Tak for det, formand. Enhedslistens beslutningsforslag handler om at lave et videreuddannelsesfradrag for udøvende kunstnere, og jeg kan ret klart sige, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte dette forslag af to grunde. Den ene er finansieringen. Det er atter bo- og gaveafgiften, som skal holde for. Vi synes ikke, det er en særlig god idé at ændre på den aftale, som Dansk Folkeparti har indgået med regeringen. Og så synes vi også, at det ikke er særlig smart, at nogle særlige udvalgte grupper skal have lov til at have et videreuddannelsesfradrag.

Lad mig så tillade mig at sige nogle generelle ting. For Enhedslisten har jo fremsat de her fire beslutningsforslag, fordi man mener, at det står ret slemt til med kulturen i Danmark, og at der ikke bliver brugt særlig mange penge på kunsten. Jeg har jo tidligere fået svar på, hvordan det egentlig ser ud. Nu får man nogle tal, som måske kan overraske. Det ser faktisk temmelig godt ud i Danmark.

Hvis vi tager de samlede offentlige udgifter til fritid, til idræt og til kulturelle tjenester i procent af bruttonationalproduktet i 2015, så brugte Danmark 1,1 pct. af sit BNP. Der var kun et land, der brugte mere end os, nemlig Frankrig, som brugte 1,3 pct. Tager vi det som procent af offentlige udgifter, så brugte vi i Danmark 2 pct., og der var der så to lande, der var over os. Det ene var Frankrig med 2,3 pct. og Sverige med 2,1 pct. Og Norge, det olierige Norge, brugte også 2 pct. som Danmark. Sagt på en anden måde bruger Danmark lige så meget på det kulturelle forsvar, som vi bruger på krudt og kugler, nemlig 1,3 pct.

Hvis vi bare kigger på de samlede offentlige udgifter til kulturelle tjenester i procent af bruttonationalproduktet, så brugte Danmark 0,7 pct., og der var kun et land, der brugte et tilsvarende beløb, og det var Frankrig med også 0,7 pct. Tager vi det som procent af samlede offentlige udgifter, ligger Danmark på 1,2 pct., mens Frankrig og Norge ligger et mulehår foran os med 1,3 pct.

Så Danmark er et land, der bruger virkelig mange penge på kunst og kultur. Nogle gange i debatten om kunst og kultur – ikke bare her i Folketingssalen, ikke bare når venstrefløjen tager det op, men også ude i medierne, i æteren, blandt kulturpersoner – lyder det, som om at vi i Danmark er et uland, at vi slet ikke fokuserer, at vi ikke prioriterer kunsten. Og det er ganske enkelt ikke rigtigt.

Det kan så være det tredje argument for at stemme nej til dette forslag. Det er faktisk ikke nødvendigt, sådan som vi ser det i Dansk Folkeparti.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Alex Ahrendtsen og går videre i ordførerrækken til hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for ordet. Jeg har simpelt hen siddet og vredet min hjerne med, om der dog ikke skulle være en enkelt filmserie, hvor 4'eren rent faktisk er bedre end 1'eren. Jeg tænker, at Olsen-banden, som jeg ved at skatteministeren har et indgående kendskab til, i virkeligheden er et eksempel, fordi den første Olsen-bandenfilm egentlig var ret dårlig – hvis vi nu skal være helt ærlige. Så der var et eksempel. Men ellers kan jeg sådan set godt følge skatteministeren, også på dette punkt.

Derimod kan jeg ikke følge Enhedslisten, som har fremsat forslag om et videreuddannelsesfradrag for udøvende kunstnere. Det kommer til lidt at blive en gentagelse af de tidligere taler, men i hvert fald som altovervejende udgangspunkt mener vi, at det er grundlæggende skævt, når vi giver særlige grupper særlige fordele, hvis ikke der er en helt særlig begrundelse for at gøre det. Derfor kan vi altså heller ikke støtte, at der skulle indføres nogle særlige fradragsmuligheder for kunstnere i forhold til uddannelse.

Så skal jeg i øvrigt lige gøre opmærksom på, at udøvende kunstnere jo altså har mulighed for at benytte sig af uddannelsessystemet som sådan, herunder det brede udbud af aftenskoler og andet, vi har. På den baggrund må jeg altså sige, at Venstre ikke kan støtte forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen – og går videre til hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Hvis nu man ønsker at gøre skattelovgivningen så indviklet som muligt og lægge lag på lag og fradrag på fradrag, så det kun kræver mere og mere kontrol, så har vi nu fået en stribe af forslag, der indebærer det. Det her drejer sig så om et videreuddannelsesfradrag, som jo lyder sympatisk.

Men hvis man har som mål at få så forenklet et skattesystem, at man egentlig kan gennemskue det, så er alle de her fire forslag jo et stort fejlskud, uanset hvor sympatisk indholdet kan være. Og derfor har det efter min mening ikke nogen gang på jord.

Altså, hvis hr. Søren Søndergaard en dag kommer med en række forslag, hvor vi fjerner en række fradrag, så synes jeg virkelig vi kunne sætte perspektiv på det og så bruge de penge til at sænke skatten for almindelige mennesker – også kunstnere – i stedet for det her cirkus med kontrol, som det vil blive til. Man kan forestille sig, at skatteministeren skal have medarbejdere, der skal sørge for at melde sig til alle receptioner ved 50-årsfødselsdage hjemme i haven, fordi de skal sikre, at man kan kontrollere folk – bare lige for at tage det forrige forslag. Så altså ét stort vildspor, som vi ikke kan støtte.

Det er der ikke nogen der har bedt om korte bemærkninger til, så vi siger tak til hr. Leif Mikkelsen og går videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Jeg vil starte med at sige, at vi finder det her forslag rigtig fornuftigt, dog mener vi også, at det bør omhandle skabende kunstnere og ikke kun de udøvende kunstnere.

Der har været sagt en del, hvor jeg bare også må gå lidt til den anden side og sige: Hvad er det egentlig for et arbejdsliv, vi tilbyder vores professionelle kunstnere? Det er meget, meget få kunstnere, der har fast arbejde, fast arbejdsgiver og dermed kan gøre brug af de muligheder, der er for efteruddannelse på den måde. På den måde kan man sige, at kunstnere lidt er en prototype på nye måder at arbejde på, som faktisk vokser for tiden. Faktisk ser vi flere og flere, der ikke nødvendigvis har fast arbejdsgiver, faste arbejdstider, og det skal vi jo formå at håndtere, også når det kommer til efter- og videreuddannelse.

Her synes jeg faktisk, at det her forslag sætter fingeren på noget, hvor vi kan prøve det af for at se, om det her faktisk virker, så vi kan tilbyde det til flere, der ikke nødvendigvis får fast arbejde, fast arbejdsgiver og faste arbejdstider, for det er bare realiteten i dag, at den forandring er ved at ske. Så lad os dog se på at finde gode løsninger for de mennesker, og lad os bruge kunstnerne, der allerede lever det liv, for at se, hvad der fungerer.

Det her handler også om, at arbejdsvilkår for mange kunstnere er under pres. Vi binder flere og flere af vores kulturkroner op på mursten, og dermed er der mindre til produktion. Og hvordan er det så, vi gerne vil have, at kunstnere kan have et arbejdsliv? Jamen der bliver man nogle gange nødt til at få noget videre- og efteruddannelse, og der er nogle gode eksempler i Enhedslistens forslag med hensyn til, hvordan man kan sætte sin viden og sine metoder som kunstner i spil på andre måder, men det kræver altså noget videre- og efteruddannelse, og nej, der har kunstnere som oftest ikke de samme muligheder som folk med et fast arbejde, og lige præcis derfor synes jeg faktisk, at det her forslag er et af de allermest nødvendige forslag i den her pakke, der er fremsat af Enhedslisten, fordi det også er noget, vi kan brede ud og bruge meget bredere i forhold til det forandrede arbejdsmarked, som vi ser for tiden.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger til det. Vi siger tak til hr. Rasmus Nordqvist og går videre til den radikale ordfører, fru Zenia Stampe. Værsgo.

Jeg tror så til gengæld i modsætning til hr. Rasmus Nordqvist, at det er det her forslag, vi er mindst begejstret for, selv om det er det billigste. Jeg kan sådan set godt se logikken i det, der bliver sagt, men jeg synes, at det er lidt sværere at begrunde, hvorfor lige præcis kunstnerne skal have en særbehandling på det her område. Der er også andre grupper, der har brug for videreuddannelse og i mindst lige så høj grad som kunstnere, og så skal man i øvrigt ikke glemme, at nogle af de allerallerdyreste uddannelser i vores land er nogle af de kunstneriske uddannelser.

Derfor synes jeg altså, at der er noget underligt noget i at skulle give sådan særlige vilkår for at uddanne sig i en anden retning, når man har fået en uddannelse som skuespiller, instruktør, musiker, som er eliteuddannelser. Det er uddannelser, hvor der bliver optaget ganske, ganske få om året. Det, og så fordi jeg har lidt svært ved at se, hvorfor lige præcis den her gruppe skulle have mere behov og mere krav på statslig hjælp til videreuddannelse, gør, at vi ikke kan støtte forslaget, selv om det jo er relativt billigt i forhold til nogle af de andre forslag.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Først kunne jeg egentlig godt tænke mig lige at høre ordføreren om de her prekære ansættelser, som flere og flere har, altså hvor man ikke har en fast arbejdsgiver og dermed ikke har de ordninger, man normalt har. Det er jo det, der er gældende for rigtig mange kunstnere, og det er derfor, det her forslag egentlig giver mening, for man kan ikke gøre brug af de faste modeller, der ellers findes for efter- og videreuddannelse.

Så vil jeg også spørge om noget i forbindelse med det at uddanne sig i en anden retning: Er ordføreren ikke enig i, at man godt kan stå på et tidspunkt, hvor man ikke kan få et arbejdsliv til at hænge sammen som udøvende eller skabende kunstner, og derfor må få nogle andre redskaber med for at kunne sætte sine kunstneriske metoder i spil på andre måder til glæde for samfundet, så man netop bruger sin uddannelse, som er dyr, som ordføreren var inde på, så man ikke smider den helt væk og tager en helt ny uddannelse i stedet for?

Ordføreren.

Jo, men hele diskussionen om prekariatet afgrænser sig jo ikke kun til kunstnere. Det er også en diskussion, vi har i forhold til en masse andre erhverv. En anden diskussion, som ordføreren rejser, nemlig diskussionen om at skifte til andre brancher, er jo heller ikke kun relevant for kunstnere, for der kan også være brancher, hvor man simpelt hen fysisk ikke er i stand til at fortsætte. Det kan være håndværkere, som så vil bruge nogle af deres praktiske kompetencer til at blive lærer inden for nogle af de områder. Så lige præcis på det her område mener jeg, selv om der er særlige vilkår for kunstnere, der gør, at det her kunne være rigtig godt for dem, at der bare også er særlige vilkår for en masse andre grupper, der gør, at det i lige så høj grad ville være rigtig godt og rimeligt for dem.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Som jeg var inde på i min ordførertale, handler det også om at finde de rigtige redskaber til netop en udfordring, som vokser. Jeg var også inde på, at det er noget, der vokser, og det er også det, som fru Zenia Stampe nævner her. Men er det så ikke netop en god idé at prøve af og i stedet for at lave en ordning, der gælder for alle, så sige: Lad os lige prøve det af her for at se, om det fungerer, og så kan vi jo netop rulle det ud til alle de andre faggrupper og personer, som står i de her situationer, og som jo vokser som gruppe?

Ordføreren.

Det her er uden tvivl et område, der optager os rigtig meget. Vi har jo selv fremlagt et udspil, der handler om, at alle har en personlig uddannelseskonto, og det ville jo i virkeligheden tage højde for den her problemstilling og ikke kun komme kunstnerne til gode, men sådan set alle, der ikke alene ønsker at viderekvalificere sig inden for et område, men også at skifte felt. Det kan der være forskellige årsager til, som jeg nævnte før, og der kan også være risikoen for nedslidning. Så det er bestemt noget, vi er optaget af, men vi tænker i andre baner og anerkender så også, at det er så stor en problemstilling, at den altså også er relevant for mange andre grupper.

Hr. Roger Courage Matthisen for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen og svaret. Nu er jeg selv uddannet på en af de her meget elitære uddannelser inden for de kunstneriske erhverv, men jeg er jo desværre også bydende bekendt med, hvordan lønningerne og arbejdsmarkedet ser ud efterfølgende efter uddannelsen, og det er jo så ikke kun for alle kunstnere. Jeg er så dobbelt ramt, fordi jeg så også har en minoritetsbaggrund, i forhold til at vi måske har nogle reaktionære udviklingsmønstre i branchen. Men ordføreren siger, at der er mange andre brancher, som også er presset. Hvilke brancher, som har så flygtige ansættelser, har I så også fokus på i forhold til den kunstneriske branche, prekariatet osv.?

Ordføreren.

Der er jo rigtig mange fag, som bliver nævnt. Jeg kan forstå, at der er rigtig mange, kan man sige, kreative fag, som jo ikke er kunstneriske, men kreative, altså kommunikation osv., hvor flere og flere bliver freelancere og går fra den ene kontrakt til den anden kontrakt, og omvendt er der jo flere og flere virksomheder, der vælger at outsource en række opgaver i stedet for at fastansætte folk. Så det er en meget bred problemstilling. Det kan så godt være, at lønningerne er særlig lave på det kunstneriske område. Det må jeg indrømme at jeg ikke helt har overblik over i forhold til alle mulige andre sektorer. Men jeg tror ikke, det er for meget sagt – og det blev også bekræftet af Alternativets ordfører – at det her er en meget bredere problemstilling, som i virkeligheden også fortjener et meget bredere svar, end at vi begynder at gå ind og lave særregler for enkelte grupper.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for uddybningen. Jeg er helt enig. Det var egentlig også bare for at høre ordførerens egne opfattelser af, hvilke områder der er ramt. Vi ved, at 30-45 pct. af det amerikanske arbejdsmarked går ind i den her prekariatlignende struktur, hvor de er projektansatte og er usikre fremtidsmæssigt. Men i forhold til det her område nævner vores ordfører jo også, at det skulle omhandle skabende såvel som udøvende kunstnere, hvilket vel så vil udvide gruppen, som ordføreren også taler om, med kunsthåndværk osv. Kunne det ikke være en idé at afprøve det her og finde noget som en løsning?

Ordføreren.

Nu har vi jo selv brugt rigtig lang tid på at udvikle en model, som vi så hellere vil forfølge, hvor vi giver alle en ret og mulighed for at videreuddanne sig igennem livet.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Zenia Stampe. Der er tilsyneladende ikke flere andre ordførere, der ønsker ordet, så vi går over til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Politiken havde den 18. september 2017 en artikel under overskriften: »Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav løn«, og det blev så dokumenteret nede i artiklen.

Det er et reelt problem, at der er rigtig mange, der efter meget lange kunstneriske uddannelser er ramt af arbejdsløshed i kortere eller længere perioder – og for nogle altså i længere perioder – og det store spørgsmål er jo så: Hvad gør vi ved det? Der er jo forskellige redskaber, det er klart. Der er noget med at dimensionere nogle uddannelser, der er noget med at skabe noget mere beskæftigelse, og det er jo det, som vi har stillet forslag om med de fire forslag, som vi har fremsat her. Det har jo grundlæggende været beskæftigelsesforslag, altså forslag, der ville skabe mere beskæftigelse og frem for alt ville skabe mere beskæftigelse, der ville komme ud med kulturelle og kunstneriske tilbud i hele landet – i hele landet. Det har jo været formålet med forslagene. Men der vil formentlig stadig være et problem, altså at der er folk, der får en kunstnerisk uddannelse og af den ene eller den anden grund ikke slår igennem og ikke kan få arbejde inden for det område, og hvad gør vi så?

Det er jo her, det her forslag kommer ind. Vi kan selvfølgelig sige til folk: Tag en ny uddannelse, altså start forfra, og bliv ingeniør, eller bliv cand. mag. eller et eller andet. Det kan vi gøre. Men vi kunne jo også gøre noget andet og sige: Bring den faglighed, som du har fået qua en lang uddannelse, i spil med en tillægsuddannelse inden for et andet område. Det er jo sådan set det, som det her forslag handler om, altså som eksempel: En musiker, der med kryds og kors og bånd og stjerner og det hele har været gennem konservatoriet og brugt en masse tid på det, og det har kostet en masse penge, og som ikke kan få arbejde, kan få en kortere tillægsuddannelse, der gør, at vedkommende vil kunne bruge sin faglighed og den kortere tillægsuddannelse til f.eks. at være leder på en musikskole.

Det er et spørgsmål om at udnytte samfundets ressourcer rationelt, og en måde at gøre det på er jo ved at give mulighed for, at man kan få en tillægsuddannelse. Hvis man er ansat et sted, kan man som regel få uddannelse, og hvis man er selvstændig erhvervsdrivende, har man også mulighed for at få uddannelse. Problemet er dem, som ikke har mulighed for det inden for de rammer, og det er der, vi foreslår, at man skal kunne få mulighed for at få uddannelse til op til 120 point, altså det, der hedder ECTS-point, som enten vil være en masteruddannelse eller en kandidatuddannelse, som kan fordeles på fire semestre, eller som kan være en diplomuddannelse eller to diplomuddannelser.

Det er altså en måde at udnytte ressourcer på, det er faktisk ikke en måde at bruge ressourcer på. For den uddannelse, vi udnytter, er en uddannelse, der allerede er givet til folk. Det er jo så også derfor, at det her forslag modtages positivt blandt nogle af dem, det berører. F.eks. kan man i Billedkunstnernes Forbunds blad læse om det her forslag:

Videreuddannelsesfradrag for kunstnere er en rigtig god idé. Med usikre og svingende indkomster har mange kunstnere svært ved at finansiere uddannelse. Forslaget er et skridt på vej til at give os mulighed for at komme på niveau med resten af arbejdsmarkedet, når det gælder efteruddannelse.

Det er altså ikke en særregel. Det er altså ikke noget særligt for en lille gruppe mennesker, men det er et spørgsmål om at bringe det på niveau med noget, rigtig mange andre på arbejdsmarkedet allerede har ret til.

I forhold til den debat, vi har haft mere generelt, da det her er det sidste af vores forslag, har ideen jo været at sætte fokus på ikke alene kunstneres vilkår, men også på kunstneres beskæftigelse, og hvordan vi får kunsten ud i landet, og det synes jeg at den her debat har bidraget til, og det er vi da glade for, også selv om vi kan regne os frem til, at forslagene ikke umiddelbart bliver vedtaget. Men jeg vil godt lige et øjeblik dvæle ved nogle af de indvendinger, der har været.

F.eks. har den socialdemokratiske ordfører flere gange brugt den indvending: Vi i Socialdemokratiet kæmper for velfærd, og så kan vi altså ikke prioritere de her områder. Det lyder jo godt, men kan vi ikke lige holde fast i, at personindkomsten for en billedkunstner på landsplan i gennemsnit er 180.000 kr.?

Det er langt, langt under, hvad gennemsnitsindkomsten for den øvrige befolkning er. Og kan vi ikke lige holde fast i, at den gennemsnitlige indkomst for en skønlitterær forfatter er under 100.000 kr. om året? Kan vi ikke lige holde fast i, at det er langt under den gennemsnitlige befolknings? Så derfor, når vi fremsætter de her forslag, har det jo ikke været noget med at give dem med en guldske i munden flere guldskeer. Det har været et spørgsmål om at understøtte et vækstlag i en periode for at give folk en mulighed for at undersøge, om de kunne slå igennem og leve af deres kunst eller at finde noget andet.

Der har også været hele den her diskussion om fradrag, og den startede jo allerede fra den første tale. Der var partier, der gik på talerstolen og insisterede på, hvor meget de var mod fradrag, undtagen når det lige var til OL-deltagere, der boede i skattely, og som havde fået en medalje. Så var det helt i orden, at der var et fradrag.

Men det danske skattesystem vrimler jo med fradrag til særgrupper: Der er forskerordningen, som har været nævnt, og der er professionelle fodboldspillere osv., der får gavn af det. Der er DIS-ordningen, som betyder, at søfolk ikke skal betale skat, altså ikke til gavn for søfolkene, næh, næh, det er da ikke derfor, man har givet skattefritagelse, men til gavn for rederne. Til gavn for rederne har man fritaget søfolkene for skat, sådan at søfolkene kan få en lavere løn. Der er en opsparingsordning for professionelle sportsudøvere, eller hvad med stuehusregelen? Der er den meget kendte stuehusregel, som betyder, at beboelsesejendomme ved bondegårde vurderes eller beskattes efter særlige regler, eller for slet ikke at snakke om det omtalte havfradrag for fiskere. Som der står på SKATs hjemmeside, er det for ansatte eller selvstændige fiskere, der har været registreret som erhvervsfiskere i løbet af indkomståret. De kan et få fradrag pr. påbegyndt havdag. Der står:

»Hver fangsttur skal mindst have en varighed på 12 timer. Ved en havdag forstås 24 timer. Ved længerevarende fangstture kan du få fradrag for to havdage, når turen varer over 24 timer. Varer turen over 48 timer, kan du få fradrag for tre havdage og så videre. Havfradraget vælges for hele indkomståret og udgør maksimalt 41.800 kroner årligt«.

Jo, der er masser af fradrag i den danske skattelovgivning, man kan gå i gang med, hvis man har lyst, og derfor synes jeg helt ærligt ikke, at det er et særligt argument, når vi kommer med folk, der tjener 180.000 kr. eller under 100.000 kr. og siger: Var det måske ikke en idé, at vi kunne lave en ordning her? Og man siger så: Uha, vi er principielt mod fradrag.

Det lyder ærlig talt en smule hult i mine ører. Men jeg ser frem til, at når vi fremsætter de her forslag om afskaffelse af de her fradrag, er der bred opbakning. Jeg anerkender, at Liberal Alliance har været klar i spyttet i forhold til det og selvfølgelig vil stemme for. Det bliver jo spændende, hvad resten af partierne vil gøre.

Afslutningsvis vil jeg bare sige tak for debatten. Vi håber jo på, at de her forslag kan være med til at fremme den debat, der sikrer bedre beskæftigelse, færre arbejdsløse og en mere rationel udnyttelse af samfundets ressourcer og frem for alt, at kunsten og kulturen kommer ud i hele landet. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for forslagsstillerne. Jeg vil egentlig bare takke for, at I sætter fokus på det her problem, og egentlig også for at have modet til at sige, at kunsten skal fylde mere. Det er også den, der præger os som samfund; det er den, som udvikler os som borgere i det her samfund. Det er klart, at hvis de vilkår, der så er for de skabende og udøvende kunstnere, ikke er tilstrækkelige, til at kunsten får den position, den skal have, så må vi gøre noget. Så jeg håber, at vi kan fortsætte med at sætte fokus på det her. Tak for det.

Ordføreren.

Så siger jeg tak for rosen. Det her er jo ikke noget, vi har gjort som en vindersag. Jeg kan jo også godt læse, hvad der sker, på Facebook f.eks. Jeg tror ikke, at det her er en vindersag for os. Men nogle gange bliver man jo nødt til at sige sandheden til folk. Og det, der har skabt det danske samfund, og det, der har skabt fremdriften i det danske samfund, har været, at vi har været åbne over for kunst og kultur.

Noget af det værste, der kan ske, er, at vi lukker af for det. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi hele tiden fører diskussionen om, hvordan vi på den bedste måde understøtter dem, jeg kaldte opdagelsesrejsende, opfindere, folk, der går ud i fremtiden og ser på fremtiden, føler på den, prøver at fortolke den og kommer tilbage og giver os andre en idé om, hvad der ligger derude. Det er det, den skabende kunst kan, og den er helt afgørende for vores samfund.

Der ser ikke ud til at være flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Søndergaard.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.